4-6+kl+grundmat+2013+FINAL

Page 7

EMNE 1: DET TRYGGE RUM International forskning peger på, at seksualundervisningen skal foregå i et trygt socialt miljø for at gøre en forskel for eleverne1. Men for elever på forskellige klassetrin kan seksualundervisningen imidlertid let føles som en utryg eller usikker situation. Utrygheden kan for eksempel handle om, at eleverne er uvante med at tale om de emner, som undervisningen handler om. De kan også være usikre på, hvad der skal ske, eller hvad der forventes af dem fra underviserens side. Måske har nogle af dem endda oplevelser med i bagagen, der kan være ubehagelige at tale om. Sex & Samfunds evalueringer viser, at utrygheden ofte handler om relationen til de andre elever i klassen. Her kan eleverne være bange for, at de andre vil grine af dem på grund af det, de spørger om – eller det, de ved. En utryg ramme kan derfor have den konsekvens, at nogle elever deltager mindre aktivt og for eksempel ikke stiller spørgsmål eller undlader at sige noget højt i timerne. Manglende anerkendelse af mangfoldighed i klassen kan ligeledes skabe utryghed for eleverne. Elever, der falder uden for normerne ved for eksempel at have en anderledes familie eller religion, en anden hudfarve, andre interesser, anden seksualitet eller andre måder at være dreng eller pige på, kan være udsatte i forhold til drillerier eller udelukkelse af fællesskaberne. Dette kan blandt andet afspejle sig i disse elevers manglende mulighed for deltagelse og inklusion i seksualundervisningen, hvis underviseren ikke tager et aktivt ansvar for at tilrettelægge undervisningen med inddragelse af elevernes mangfoldighed. Sex & Samfunds evalueringer af Uge Sex peger på, at det har en positiv betydning, at underviseren gør en aktiv indsats for at skabe trygge rammer for eleverne. Det er vores oplevelse, at seksualundervisningen dermed har væsentlige potentialer til at øge trivslen generelt for eleverne, og Uge Sex kan derfor ses i en bredere sammenhæng end den faglige seksual- og sundhedsundervisning. Vi vil derfor opfordre til, at du som underviser gør dig dine egne overvejelser om, hvordan du kan arbejde med det trygge rum i dine egne klasser. I dette afsnit af Uge Sex-grundmaterialet har vi samlet en række konkrete ideer og øvelser, der kan inspirere dig til dette arbejde. Vi håber, at du vil benytte dig af dem til glæde for alle eleverne i din klasse.

KILDER:

SEX & SAMFUND ANBEFALER Sex & Samfund anbefaler, at der skabes en god og tryg ramme for seksualundervisningen på alle klassetrin. For eksempel med følgende aftaler, der kan tilpasses elevernes alder: • Der er respekt for forskelligheder (for eksempel i forhold til seksuelle lyster, kønsidentitet, etnicitet, familiebaggrund, stil, udtryk, holdninger med videre). • Homo- og transfobi samt anden diskrimination accepteres ikke. • Ingen føler sig udstillet eller nedgjort. • Elever og underviser taler ikke privat eller meget personligt om sig selv eller andre. • Alle ved, hvad der skal ske i undervisningen. • Man deltager, men har mulighed for at sige fra. • Man taler inden for et ”lukket rum”. Det vil eksempelvis sige, at der ikke efterfølgende tales med klassekammerater om, hvad andre har sagt og gjort i undervisningen. Læs mere om, hvordan dette kan gøres, i øvelse 1.1.

MANGFOLDIGHED I KLASSERUMMET Man kan som underviser gøre meget for at skabe tryghed for alle elever, herunder ved at inkludere samfundets og elevernes forskelligheder som en helt almindelig del af seksualundervisningen. Sex & Samfund har tilrettelagt materialerne til Uge Sex sådan, at de på alle klassetrin afspejler mangfoldighed i etnicitet, kønsudtryk, familieformer, seksualitet og funktionsniveau. Dette betyder, at der er lagt vægt på at inddrage billeder og eksempler, der viser mangfoldighed. Når du som underviser skal bruge Uge Sex-materialerne, vil du naturligvis vælge ud i øvelserne og måske kun inddrage enkelte af de eksempler, der nævnes. Når du gør dette, er det derfor vigtigt, at du er opmærksom på, at du bibeholder mangfoldigheden, for at materialerne kan bidrage til den læring hos eleverne, som de er tiltænkt.

1: Forsberg, M. (2007). Ungdomars sexuella hälsa. Internationella kunskapssam-

manställninger och svenska erarenheter av förebygganda arbete. Stockholm: Socialstyrelsen. UNESCO (2009). International Guidelines on Sexuality Education. An evidence informed approach to effective sex, relationships and hiv/STI education. Paris: UNESCO.

Uge Sex Grundmateriale 4.-6. klasse

7


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.