

MENNESKER VED HAVET
LA R S B O L L E R S L E V
MENNESKER VED HAVET
LA R S B O L L E R S L E V
© Lars Bollerslev

I STORM OG STILLE
- om Lars Bollerslevs nye malerier fra Vesterhavet
Vi kender Lars Bollerslevs malerier fra marsken, ikke mindst hans serie af billeder af det såkaldte Markmandshus.
Denne gang har han motivmæssigt forladt Vadehavet og taget turen nordpå til Vesterhavet ved Vejers Strand, Blåvand og Skagen. Og dermed et helt nyt landskab og en helt ny natur. Tøndermarsken er diger, sluser og kanaler. Et landskab præget og formet af menneskets tilstedeværelse. Vesterhavet derimod er naturkræfter for fuld udblæsning. For en østdansker som undertegnede, der er vokset op ved Køge Bugt, er mødet med Vesterhavet noget af en åbenbaring. Dette er vind, dette er bølger, og man forstår umiddelbart, hvorfor så mange mennesker er fascineret af den jyske vestkyst, men også hvorfor så mange fiskerbåde er gået ned i årenes løb.
For første gang ser vi nu mennesker i Lars Bollerslevs billedverden. Som en anden stor skildrer af Vesterhavet, Jens Søndergaard, maler han sine menneskefigurer set fra ryggen. Det er ikke de enkelte individer som sådan, han er interesseret i, men mennesket som helhed. Mennesket i mødet med naturens store kræfter.
Helt forladt sine marskskildringer har Lars Bollerslev ikke. Det er den samme store horisont, vi ser i disse malerier, og også her han fortsætter med at male det konstant skiftende lys afhængigt af årstid, tidspunkt på dagen og styrken af blæsevejret – for blæse gør det altid.

Det er malerier, hvor Lars Bollerslev gengiver landskabet med brede horisontale strøg fordelt i mange lag. Farverne er præget af solens møde med himlen. Alle mulige nuancer af blåt fra violet over indigo til himmelblå møder solens gule, orange og gullighvide toner. Det er især ydertidspunkterne, der har Lars Bollerslevs interesse: den tidlige morgen, hvor solens stråler først lige er ved at titte frem, og den sene eftermiddag og skumringstid, hvor solen farver himlen rødorange.
Stille morgen ved havet, 140 x 70
Som det vertikale element i sine billeder, bortset fra, når solen bryder igennem en stormsky som et projektørlys, placerer Lars Bollerslev sine menneskefigurer. Menneskefigurer, der har noget statuarisk over sig, som de står der, enkeltvis, i par eller grupper, holdende hånd eller med hænderne i lommen, betragtende havet og himlen.
Man kan tale meget om vores afhængighed af mobiltelefoner og timevise stirren og tastning på ipads, men her, stående ved Vesterhavet, vil selv den mest huleboende og smartphonetastende teenager blive betaget og overrumplet. Måske endda på en livsforandrende måde. Dette er natur, der vil noget. Direkte, live og fysisk tilstedeværende. Man mærker det i hele sin krop og med alle sine sanser.
Problemet for en kunstner er så at gengive alt dette, for hvordan skal man yde landskabet retfærdighed? Løsningen er at gå til opgaven på en tilpas ydmyg, troværdig og uforfærdet måde.
Vesterhavet skal ikke males som en idyllisk nordsjællandsk skovsø. Her skal være drama og kraftfuldhed, samtidig med at man skal kunne mestre de storslåede farver, så det virker overbevisende. Ikke nogen nem opgave.
Lars Bollerslev løser alt dette på forbilledlig vis. Han driver farven op i sine solnedgangsbilleder, så den orange farve nærmest brænder for øjnene af os. Havet og himlen males i blåt fra den blideste mælkehvide til en nærmest blæksort. Var vi i musikkens verden, ville der være tale om en spændvidde fra Mozart til Wagner. Fra dur til mol.
Lars Bollerslev maler Vesterhavet, så man både mærker kunstneren og naturelskeren. Det er friske, dramatiske, begejstrede og indfølende malerier. En begejstring, der er gensidig set fra vores, beskuernes, synsvinkel.
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen



Lars Bollerslevs malerier er på én gang vibrerende og monumentale.
Farverne gløder og ulmer eller fortættes i sortgrå nordisk melankoli.
Tom Jørgensen, Kunstavisen
Med hunden ved havet 2024, 140 x 70 cm.

Ved havet hen under aften 2024, 60 x 100 cm.

Som en anden stor skildrer af Vesterhavet, Jens Søndergaard, maler
Lars Bollerslev sine menneskefigurer set fra ryggen. Det er ikke de enkelte individer han er interesseret i, men mennesket som helhed. Mennesket i mødet med naturens store kræfter.
Tom Jørgensen, Kunstavisen
Lyset over havet 2024, 50 x 100 cm.



2023, 40 x 40 cm.
De badende 2024, 50 x 100 cm.
To par ved havet 2024, 50 x 100 cm.

STRAND GALLERIET VEJERS



Den store, brede sandstrand og det brusende Vesterhav. Over det gustengule sand og den irgrønne marehalm hvisler og piber stormen. Det er havet, der synger sine gamle sange.
Alt imens de første sommergæster slog sig ned i de små hyggelige og vindforblæste kystbyer i begyndelsen af 30-erne byggedes hoteller og pensionater. De kom samtidig med de første, rigtige sommerhuse. På den tid var det på badepensionaterne, at det bedre borgerskab holdt ferie ved de danske kyster. De blev tiltrukket af den friske, salte og livgivende vesterhavsluft og de smukke strande. Her kunne de nyde den berømte og maleriske vestkystsolnedgang under åben himmel.
Og de kommer stadig til Vejers. Således stod der aftenen før åbningsudstilling i Strand-galleriet Vejers en Københavner i bare tæer udenfor galleriets vinduer. Han havde været i havet til en aftendukkert, og nu havde han forelsket sig i hovedværket fra serien Mennesker ved havet. Det måtte han eje, og jeg endte derfor med at få travlt i atelieret.









En strandpromenade 2024, 140 x 70 cm.
Hvem vil ikke gerne
drikke kølig hvidvin
midt i et Skagensmaleri
og stirre aldeles tankeløst ud over Vesterhavet.
Hvem vil ikke gerne
holde selskab
hele livet kaste hovedet
leende tilbage hvert femte minut
hele livet.
Vil du måske sige nej til at sidde i sandet én lang sommer
hvor mændene er smukkest og kvinderne fulde af honning på grund af vin og rigelige kærtegn.
Det gælder kvinder og mænd
i Den Store Drøm
om Vesterhavets velsignende vildskab det gælder hvert eneste penselstrøg
på maleriets flade foreviget er billedet

Uddrag af Naja Marie Aidts digt Den store drøm

To mennesker på en strand… 2024, 60 x 120 cm.
LARS BOLLERSLEV
Atelier og bopæl
Østerfenner 7, 6760 Ribe
Mail: kontakt@larsbollerslev.dk
Mobil: +45 5045 6246
Udvalgte udstillinger
Strand-Galleriet, Vejers
Galleri Grenen - Grenen Kunstmuseum, Skagen
Galleri Sct. Gertrud, København
Galleri Ship Inn - Hjerting Badehotel
Galleri Jarsbo Contemporary, Aalborg
Galleri SAM, Billund
ART Copenhagen - ART Nordic
ART Herning 2013 - 2015 - 2018 - 2023
THE ART FAIR Kunst for alle 2018 - 2023 - 2024
Kongegaarden, Korsør
Kældergalleriet, Ribe Kunstmuseum
Herregaardskælderen, Sønderskov
Filosofgangen, Odense
Dormitoriet - Løgumkloster
Kunstforeningen Limfjorden
Rundetårn, København
Galleria Krabbe, Malaga
Galerie Daliko, Krems an der Donau
Kunstforeningen K72, Børkop
Bramming Egnsmuseum
Skærbæk Museum - Kunstnerhuset - Skærbæk
Kunstgalleriet Odense
Banegården, Aabenraa
Ribe Kunstforening
Queedens Gaard
Vadehavscentret
Galleri Jon, Hjerting
Galleri 46, Holsted
Kunstforeningen ved UC SYD
Esbjerg Kommunes Kunstforening
Haderslev Kommunes Kunstforening
Jernstøberiet - Ribe
Kunst og Kirker - Ringsted provsti
Galleri Helco, Mariager
Galleri Tornby, Tversted
Kunstforening Foyeren, Taastrup
Galleri Haraldur, Ordrup
Marsk Camp, Hjemsted
