Kunst&Kultur_11102025

Kunst Kultur

&

En grevinde, der drømmer, en potteplante i en vindueskarm, en sk i kongeligt, blåt porcelæn. Det er nogle af de værker, danske museer viser lige nu. Læs mere om e erårets interessante udstillinger i dette tillæg

”LOUISE DRØMMER” AF JAIS NIELSEN FRA 1918. FOTO: FREDERIKSBORG NATIONALHISTORISK MUSEUM

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 11. OKTOBER 2025

indhold

4 Anmeldelse Den nye lial af Statens Museum for Kunst i Thy og den aktuelle udstilling er et besøg værd.

6 Anmeldelse Fem stjerner til Alexander Tovborgs kristent inspirerede kunst på ARoS i Aarhus.

8 Anmeldelse Grevinde Danner, der blev udskældt i sin samtid, er i fokus på Frederiksborg i Hillerød.

12 Interview Litteraturen inspirerer maleren Jesper Christiansen, der har skabt et værk til Amalienborg.

16 Nyhed I foråret 2028 åbner Bornholms Museum et nyt museum til 116 millioner kroner i Nexø.

18 Baggrund Vand er i disse år det centrale motiv i den kristne kunst, ofte som et symbol for Gud.

20 Anmeldelse Potteplanten og dens fascinerende kulturhistorie foldes ud på to sjællandske museer.

24 Baggrund I år er det 250 år siden, Royal Copenhagen blev stiftet, og det fejrer keramikmuseet CLAY.

28 Interview Thomas Kluge, der maler naturtro værker, ser sig selv som en yderpol i den danske kunstverden.

30 Anmeldelse Familien og tidens gang er i centrum på udstilling i Viborg med Thomas Kluges værker.

32 Nyhed Nationalmuseet har fået to jakkesæt, der blev overhældt med rød maling på Christiansborg.

34 Anmeldelse Michael Kvium viser mennesket og dets skyggesider i 40 værker på Trapholt.

38 Nyhed Ny hjemmeside giver adgang til en million genstande fra Statens Naturhistoriske Museum.

af Kristeligt Dagblad

En af mine opgaver her på avisen er at nde billeder til de kunstanmeldelser, vi bringer. Det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de mange interessante kunstværker og udstillinger, vi omtaler. En del af disse artikler genoptrykker vi i dette tillæg med et nyt visuelt udtryk. Jeg håber, at de vil inspirere dig til at tage ud at kigge på kunsten med andre øjne. Tak, fordi du læser med. Marchen Jersild, tillægsredaktør og souschef på kulturredaktionen

Æstetisk udstilling med udsyn til storslået landskaber

I august åbnede en filial af Statens Museum for Kunst med et udsnit af nationalgalleriets fine franske samling anmeldelse

Torben Weirup kultur@k.dk

Franske Louvre gør det. Britiske Tate har gjort det længe – og nu har det danske nationalgalleri også oprettet et satellitmuseum.

Formålet for alle de mange museer, der rundt om i verden etablerer filialer, er at give endnu flere mennesker mulighed for at møde værkerne i de bestandigt voksende samlinger, og sidst i august åbnede SMK Thy for offentligheden.

Filialen i Thy har en forhistorie. Statens Museum for Kunst har de seneste par år vist udstillinger i Doverodde Købmandsgård. Men det er først efter en fondsfinansieret ud- og ombygning, der tager højde for sikkerhed og klimastyring, at kunstmuseet kan vise betydningsfulde værker fra den permanente samling. Sådan som det er tilfældet med den første udstilling i det ombyggede museum, der –med udsøgte skatte fra SMK – fortæller historien om, hvordan 1900-talskunst af nogle af de bedste franske malere kom til Danmark. Ombygningen af den omkring 200 år gamle Doverodde Købmandsgård er udført af Reiulf Ramstad Arkitekter.

Tegnestuen er grundlagt i Norge og har i Danmark blandt andet tegnet Kornets Hus, der ligger syd for Hjørring. Utzon Center i Aalborg viste for nogle år siden en udstilling om arkitektfirmaet, der blandt andet demonstrerede, hvordan det også er muligt at bygge i harmoni med omgivelserne og så vidt muligt arbejde med genbrug af byggematerialer. Således også i Thy. Den nye hovedudstil-

lingsbygning er opført med udstrakt genbrug af mursten fra en tidligere bygning på stedet –og så udstyret med skabe, træpaneler og så videre i en fin underspillet moderne tone. Førstehåndsindtrykket er noget rodet. En samling vidt forskellige bygningskroppe tilsyneladende tilfældigt spredt over museumsområdet. Den foranliggende parkeringsplads er heller ikke et syn, der umiddelbart gør en højstemt. Men som parkeringspladsen er en nødvendighed, er der også en logik over topografien. SMK Thy er nabo til et naturformidlingscenter. Her er altså et tilbud til både børn og voksne, natur- såvel som kunstinteresserede, og der skal måske ikke så meget fantasi til at forestille sig, at der kan etableres samarbejder om meningsfulde eksistentielle fortællinger om at være menneske.

Beliggenheden og udsigten er der ikke noget at klage over.

SMK Thy ligger med udsigt over Limfjorden, og hvis man går eller tager elevatoren op til toppen af den silo, der på mange måder dominerer den lille forsamling af huse, mødes man af et endnu bedre udsyn.

Det storslåede landskab med land og vand breder sig til alle sider, blæsten går frisk, og dagen står høj, som den gør ved Limfjorden. Også siloen, der engang var til opbevaring af korn og foderstof, er blevet renoveret og skal i fremtiden anvendes til at vise meget moderne kunst. Siloens forholdsvis små rum kan sagtens være velegnede til videoværker, installationer og den slags.

Store franske værker

Den første udstilling i nationalgalleriets første filial hedder ”Rejsen fra Paris” og fortæller en af de store samlingshistorier i dansk kunst. Omkring 1900 var Paris verdenskunstens centrum – i hvert fald set med et vestligt blik. For i den franske hovedstad krydsedes veje og skæbner for store skikkelser som Braque og Picasso, Suzanne Valadon, André Derain og Henri Matisse, der alle på hver sin måde fornyede maleriet. Og som Statens Museum for

Ramstad Arkitekter skabt SMK Thy. Hovedudstillingsbygningen er opført med mursten fra en nedreven bygning, der giver facaderne en særlig smuk, stoflig virkning. Den nye udstillingsbygning er indrettet i en fin underspillet, moderne tone, og udsigten er storslået.

2: Udsnit af ”La Luxe 2” af Henri Matisse (1869-1954). Værket fra 1907-1908 er blandt de kendteste værker i den franske samling i Statens Museum for Kunst.

4: Udsnit af Suzanne Valadons (18671938) ”Forårsblomster i en vase” fra 1928.

5: Udsnit af Raoul Dufy (1877-1953), Solglimt på havet ved Sainte-Adresse, 1906.

7: Udsnit af André Derains ”Kvinde i chemise” fra 1906.

Kunst har en pæn samling af; en samling, der kunne have været langt større, hvis nogle mennesker havde ageret anderledes. Kunstnere skaber handel – og ligesom kunstnere fra andre lande rejste til Paris for at opleve og udvikle, tog også kunstsamlerne til Byernes By. Blandt dem Johannes Rump og Christian Tetzen-Lund.

På sin vis er det passende, at en del af sidstnævntes samling nu vises på en tidligere købmandsgård i Thy, for Christian Tetzen-Lund (1852-1936) grundlagde sin formue ved handel med korn og foderstof. Formuen brugte han på at købe kunst i store mængder. Han delte gerne glæden ved maleri med andre, for han gjorde samlingen offentlig tilgængelig, og den har haft en meget stor betydning for nordiske kunstnere, der på grund af Første Verdenskrig ikke kunne rejse til Paris. I Palægade 6 i København, hvor Tetzen-Lund boede, kunne de se billeder af Matisse, Picasso, van Gogh, Cézanne og mange andre af dem, der revolutionerede maleriet. Af en side fra gæstebogen fremgår det, at blandt andre Edvard Munch har været i Tetzen-Lunds private museum. Kendte ikke sin besøgelsestid Det er så også historien om engang, Statens Museum for Kunst ikke kendte sin besøgelsestid. Da Tetzen-Lund begyndte at kunne se enden på sit liv, så han sig om efter en værdig arvtager til sin samling. Måske en større offentlighed skulle have glæde af den? Måske nationalgalleriet skulle have samlingen foræret? Her skulle kunstmuseet have slået til, men for ledelsen i Sølvgade var mange af billederne alt for moderne. Desuden var der personlige uoverensstemmelser og temperamentsforskelle på Karl Madsen (1855-1938, direktør på Statens Museum for Kunst mellem 1911 og 1925) og Christian Tetzen-Lund. Om sidstnævnte hedder det i en samtidig beskrivelse, at han tiltalte folk ”i en kommandotone, hvor uforskammethed forenes med bundløs hån”. Tetzen-Lunds samling blev spredt – mange er dog i udenlandske kunstmuseer – og kunst-

museet erhvervede blot få, og flere af dem takket være donationer fra Johannes Rump, der havde sikret sig en del af Tetzen-Lunds samling.

Johannes Rump (1861-1932) var ingeniør, spekulant, politiker – og samler. Hans parløb med Statens Museum for Kunst var med direktør Leo Swane (1887-1968).

Rump var et paradoks. Kapitalist på den ene side. Socialdemokrat på den anden. Kunsten skulle ud til folket, men folket betalte også for hans opkøb af ejendomme, som han friskede op og solgte videre med en stor fortjeneste, som han brugte til at købe kunst for under sine mange rejser til ikke mindst Paris. Hans spekulationer slog undertiden fejl.

Så solgte han ud af samlingen – og begyndte forfra eller skiftede fokus. Det er hans store fortjeneste, at Statens Museum for Kunst har en så fin samling af Matisse. Det er Statens Museum for Kunsts store fejl, at det ikke tog imod en gave fra en Tetzen-Lund, der vel har haft en af verdens bedste samlinger af moderne fransk kunst fra de første årtier i det 20. århundrede. Nu hænger så nogle af billederne fra de to samlere i en fin prunkløs bygning i Thy. Kendte og formodentlig elskede værker som ”Interiør med violin” og ”Guldfiskene” af Matisse eksempelvis.

Ikke som de gjorde i de to samleres hjem –tæt, ramme ved ramme – men i en æstetisk, moderne ophængning og iscenesat i en formidling, der hverken er for meget eller for lidt og under alle omstændigheder befriet for unødvendige, pseudoakademiske floskler. Det passer på sin vis fint til den afdæmpede udstillingsbygning, hvorfra der også er et generøst udsyn, så man kan se, hvordan lyset slår blink over Limfjordens vande. J

5 stjerner

”Rejsen fra Paris”. SMK Thy, Doverodde. Vises til den 2. november.

Kelternes verden – Europas urkraft er støttet af Augustinus Fonden & Aage og Johanne Louis-Hansens Fond | The Celtic World – Europe’s lost legacy is supported by Augustinus Fonden & Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Åndeligt søgende kunst i Aarhus

Billedkunstneren Alexander

Tovborg brillerer på sin hidtil største, meget gennemførte museumsudstilling på ARoS, der omfatter 200 værker

anmeldelse

Lisbeth Bonde

kultur@k.dk

Åndeligt søgende er det første, man forbinder med billedkunstneren Alexander Tovborg. Han dimitterede fra Kunstakademiet i 2010, men havde undervejs en afstikker på to år, hvor han studerede ved kunstakademiet i Karlsruhe. At han blev sporet ind på det spirituelle, skyldes, at han tidligt mistede sin far, der var billedkunstner. Billedkunsten blev hans skæbne og fremtid. Siden er det kun gået én vej for den snart 42-årige billedkunstner: opad. Hvert år kan han lægge nye alen til sin enorme succes både kunstnerisk og kommercielt.

Tovborg går linen ud og engagerer sig passioneret og eksistentielt i sin kunst: Udstillingen i Aarhus viser brudstykker fra to af hans performances – en på Kunstforeningen Gl. Strand i 2015 i forbindelse med udstillingen ”Troens ridder” og én i Galleri Nicolai Wallner, begge i København, i 2018 fra udstillingen ”Hvem er dit sværd” – med en di-

rekte henvisning til den franske helgen Jeanne d’Arc (cirka 1412-1431). Det er nærmest et moralsk syrebad, der på én gang føles pinligt og tryllebinder publikum, fordi Tovborg her går til stregen i sin rystende, sjælsudkrængende og ekspressive ageren.

Udstillingen viser en alsidigt arbejdende kunstner, som dog primært er maler. Men der indgår også to døbefonte, den ene i bornholmsk granit, den anden i rustpatineret jern med motiv af hans datter Dea, der her optræder på soklen som Jesusbarnet. Med en bronzeskulptur ”Sant’Anna” fra 2024, skabt under et stipendieophold i Pietrasanta i Italien, hylder han en lille pige, som blev krigsoffer under fascisternes gruopvækkende angreb på hendes landsby under Anden Verdenskrig.

Tovborg bidrager også med to stedsspecifikke værker: en stor roset, også den med motiv af datteren Dea, udført i farvet plastfolie og monteret direkte på ARoS’ vinduer som en kirkemosaik og med appel til den omgivende by. Endvidere en enorm freskofrise i naivistisk stil med motiv af æbler, malet direkte på væggene i atriet på niveau 1, hvor udstillingen finder sted. Værket er skabt i samarbejde med lokale kunststuderende og har oplagt reference til Syndefaldet, men henviser også til techgiganten Apples berømte logo. Især to monumentale malerier springer i øjnene: det apokalyptiske ”Menneskehedens alter” med urskiver, der viser lidt i 12 og med et mylder af ornamenter og stiliserede figurer. Det enorme

Tovborg går linen ud og engagerer sig passioneret og eksistentielt i sin kunst.

billede, som vises for første gang i Danmark, hviler på bronzehoveder, der tilbeder mammon og rækker tunger af guld ud af munden. Det andet monumentale maleri er det fænomenale, pastelfarvede, himmelsvævende, ”Beatrice”, som er en hyldest til Dantes elskede.

I et lille sortmalet ”andagtsrum” hænger 129 af Tovborgs papirarbejder i miniatureformat med trærammer smykket med kors. Her får vi en instruktiv indførelse i Tovborgs visuelle vokabular. I et andet lille sortmalet rum hænger hans mørke raderinger fra serien ”Paradis”, fra sidste del af bogen ”Divine Comedy”, som han har udgivet sammen med forfatteren Ditlev Tamm. De fint ciselerede grafiske motiver er dedikeret til Tovborgs søn, som er opkaldt efter Dante. Her handler det om rejsen, hvor Beatrice fører ham gennem himlens sfærer.

Alexander Tovborg har viet sit værk til at gøre op med dele af den kristne traditions patriarkalske magthierarkier og maler sig frem til andre, mere blide, tilgivende og feminine værdier. Ofte vender han om på kønnene eller henleder vores opmærksomhed på de oversete perioder i Jesu liv: de formative teenageår. Det er dybt inspirerende og nytænkende. Gak til ARoS, kære læser, og tag en bid af Alexander Tovborgs saftspændte æble! J 5 stjerner

Alexander Tovborg: Divine Comedy. ARoS. Vises til den 4. januar 2026.

4 Med Noas Ark og Paradisets Have som kulturelt bagtæppe fornyer Alexander Tovborg samtidskunsten på udstillingen ”Divine Comedy” på ARoS, inspireret af Dantes litterære hovedværk, ”Den Guddommelige Komedie”. Her er det værket ”Beatrice” (2023), der skildrer Dantes første møde med sin muse, Beatrice.

FOTO: ANDERS SUNE BERG

FOTO: JOHANNE TEILGÅRD OLSEN

Fra hån og spot til hæder

Grevinde Danners liv og virke dokumenteres på Frederiksborg Nationalhistorisk Museum ved hjælp af historiske genstande, arkivalier og kunstværker. Udstillingen bør absolut besøges

anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Udstillingen ”Danner af Danmark” er et overflødighedshorn af forskellige historier og vinkler på en af danmarkshistoriens mest spændende skikkelser. Den stritter i mange retninger, så rummene rent æstetisk virker lidt rodede, men udstillingen skal absolut ses. Ikke mindst for receptionshistorien og eftertidens mange forskellige måder at opfatte og benytte sig af grevinde Danner på, alt efter politisk ståsted.

Louise Christine Rasmussen (1815-1874), som hun var døbt, blev i sit liv med kong Frederik VII udsat for hån og spot. Borgerskabet og adelen betragtede hende som en paria og ville ikke tage imod hende. Det gjaldt især fruerne. De tålte ikke, at hun havde nået samfundets absolutte top gennem ægteskabet med kong Frederik VII. I talrige smædedigte blev hun fremstillet som en golddigger eller horeunge, som det hed dengang, når man var født uden for ægteskab. I en tid med meget lidt social mobilitet var hun helt fejlanbragt, mente man.

Da H.W. Bissens (1798-1868) to buster af grevinde Danner og Frederik VII blev udstillet på Charlottenborg, spyttede folk på den af hende, så man måtte lade den bevogte. Modstanden imod hende var så voldsom, at hun frygtede for sit liv og erhvervede to ejendomme i Sverige, som hun kunne søge tilflugt i.

Set med nutidens øjne var grevinde Danner imidlertid en modig mønsterbryder, der livet igennem var solidarisk med sit mødrende ophav og holdt hånden under hende. Tilsvarende glemte hun aldrig det miljø, som hun var rundet af, på trods af umådelige rigdomme: Hun ofrede store formuer på at skabe bedre forhold for enlige kvinder ved at stifte Dannerhuset til ”trængende Fruentimmer af Arbejderklassen”, ligesom hun betænkte forældreløse, fattige piger med børnehjemmet ”Danners børn, Kong Frederik den Syvendes Stiftelse” på Jægerspris Slot. Det var her, parret opholdt sig oftest, når de ikke rejste, efter branden på Frederiksborg Slot i vinteren 1859. Også for denne brand måtte hun høre, at hun var skyldig. Men al modgang til trods vidste hun nøjagtig, hvad hun ville, og hun havde hjertet på rette sted. Hun ægtede Frederik VII og blev hans dronning til venstre hånd.

4 Det officielle bryllupsbillede, som er malet af David Monies (1812-94) i 1850, viser kun grevinde Danner. Frederik VII optræder indirekte i form af en buste. Man ville ikke anerkende brylluppet mellem en konge og en simpel kvinde af folket. FOTO: HENRIK LEDET

“.. en af de absolut mest seværdige kunstudstillinger på dansk grund i indeværende år” – Tidsskriftet Kulturinformation

”Udstillingen er enestående og bør ses af så mange som muligt…”

Kunstavisen

MUSEET FOR RELIGIØS KUNST HANS LYNGE — LIDENSKAB SKAL DER TIL! 22. JUNI - 14. DECEMBER

... Fra hån og spot til hæder

fortsat fra side 8

Dette skete, da hun ikke kunne få sit livs kærlighed, Carl Berling (1812-1871), som var hofembedsmand, politiker, bogtrykker og avisudgiver – og alt for fornem og betydningsfuld til hende, mente især hans mor, der forhindrede ægteskabet. Det, på trods af at parret havde fået sønnen Frederik Carl Christian Berling, som kom til verden den 5. juni 1841. Bemærk datoen. Otte år efter blev Grundloven og dermed folkestyret indført i Danmark.

Man mener, at grevinde Danner havde en del af æren for denne modernisering og demokratisering af samfundet, og at datoen derfor ikke var nogen tilfældighed: På den måde blev der flaget på sønnens fødselsdag. Grundloven gjorde Frederik VII til Danmarks sidste enevoldskonge og den første konge i det konstitutionelle monarki. Han var også den sidste konge af Oldenborglinjen, da han ikke kunne få børn. Siden da har den glücksborgske slægtslinje siddet på tronen i Danmark. Gennem hele deres ægteskab levede de i en menage a trois. Efter kongens død rejste grevinden og Carl Berling ofte. Faktisk døde han i Egypten i 1871 under en rejse sammen med hende.

Det Kongelige Teater som mødested Men hvordan kom en fattig, faderløs pige i kontakt med de øverste samfundslag, ja, med selveste kongehuset? I 1826 var grevinde Danner blevet optaget på balletskolen ved Det Kongelige Teater og blev efterfølgende ansat som korpsdanser. Det var på teatret, at hun mødte Carl Berling og kronprins Frederik. Da hun var blevet gravid med førstnævnte, måtte hun forlade teatret og etablerede sig nu som modehandler med ”Magazin for Pariser Modevarer” på Vimmelskaftet i København. Sønnen blev sendt i pleje og blev senere godsejer på Weybread Hall i Suffolk i England. Han døde som 67-årig ved en trafikulykke, men mor og søn nåede at mødes igen i Paris i 1864.

Den 7. august 1850 blev Grevinde Danner og kong Frederik VII viet i Frederiksborg Slotskirke. Ægteskabet mødte som nævnt massiv modstand. Men ikke i underklassen, der hyldede hende som en af deres egne. Et særskilt rum i udstillingen viser, hvorledes arbejderbevægelsen knyttede hende til sig, især efter hendes død, ligesom det var socialisterne, der fulgte hende til graven. Et andet rum viser, hvorledes de kulturradikale senere beundrede hende for hendes frimodige livsvalg.

0 Maleriet ”Frederik VII” fra 1918 af Mogens Lorentzen indgik i en udsmykning af biografen Kinopalæet i København. Bemærk den humoristiske fremstilling: Kongen, Frederik VII, sidder alene og fisker, mens grevinde Danner ligger svævende i luften og læser Berlingske – med en slet skjult henvisning til hendes livslange kærlighed til Carl Berling (1812-1871), som ledede Berlingske Tidende.

FOTO: JONATHAN DAMSLUND

I 1861 imødegik parret smædekampagnerne imod dem ved at lade sig male af portrætkunstneren J.V. Gertner (1818-1871). Det er et stykke propagandakunst, der er stærkt iscenesat, således at den pligtopfyldende konge kigger beundrende på grevinden fra sit arbejdsbord, der er fyldt med vigtige kongeopgaver. På gulvet ligger symbolsk den trofaste Broholmer, som også indgår i Kirsten Justesens nye Danner-monument. Mange havde forsøgt at forhindre alliancen mellem den faderløse kvinde af folket, men kongen satte sig igennem med ordene: ”Hende til kone, eller jeg er ikke konge mere.”

I et tredje rum kan vi desuden opleve Kirsten Justesens forberedende arbejde med det fire meter høje Danner-monument, som blev afsløret af dronning Mary den 25. november sidste år.

I et tredje rum kan vi desuden opleve Kirsten Justesens forberedende arbejde med det fire meter høje Danner-monument, som blev afsløret af dronning Mary den 25. november sidste år skråt over for Dannerhuset i København. Det var ikke nogen tilfældig dag, da den på internationalt plan markerer afskaffelsen af vold mod kvinder.

Alt dette bliver fortalt ved hjælp af arkivalier, genstande – fra kjoler og nipsgenstande til fingerringe – en samling af smædeskrifter, som grevinden selv bevarede for eftertiden, ”så historikere kunne blotlægge for fremtiden, hvordan pjecerne havde til hensigt at tilsmudse kongen med hadefulde løgnagtige Bagvadskelser” med det sigte at skille ham fra hende, som hun skriver. Kronprinsen havde været gift to gange. Han var umulig at håndtere for de to eksdronninger, som begge havde begæret skilsmisse. Men Louise Rasmussen var hans et og alt, og hun kunne tøjle ham. Det officielle bryllupsbillede, som er malet af David Monies (1812-1894) i 1850, viser dog kun grevinde Danner. Frederik VII optræder dog indirekte i form af en buste.

Malede karikaturer Udstillingen byder også på fire karikerede malerier af forrygende Jais Nielsen (1885-1961) i hans bedste, lettere kubistiske stil. Der er også et humoristisk maleri af Mogens Lorenzen (1892-1953), hvor Frederik VII sidder tung og indadvendt ved kysten og fisker med grevinden svævende i den øverste del af billedrummet, mens hun ligger ned og læser Berlingske Tidende –med en direkte henvisning til hendes elsker, Carl Berling. Disse værker indgik i sin tid i en udsmykning af den hedengangne biograf Kinopalæet i København. I eftertiden er dronning Mary blandt dem, der er engageret i grevinde Danner og hendes livshistorie, som hun fortæller fint om i en video i udstillingen. Desværre har man ladet hende læse op fra en teleprompter, som kameralinsen ikke er helt finindstillet efter. Her bærer Dronningen en broche fra grevinde Danners smykkesæt. Med denne nye royale blåstempling af grevinden af en senere dronning, der selv er borgerligt født, er grevinde Danner nu første gang helt inde i varmen i det danske kongehus. Hun associeres i dag med det gryende demokrati, og på 175 år er fortidens hån og spot afløst af nutidens hæder. J

5 stjerner

Danner af Danmark. Frederiksborg Nationalhistorisk Museum, Hillerød. Vises til den 16. november.

Gennem årtier har Jesper Christiansen leveret malerier til alt lige fra kongehuset til Frederikskirken i Paris. Men troen har altid undveget ham, selvom han har ledt interview

Thomas Conradsen conradsen@k.dk

Han håbede virkelig, at den ville komme snigende. Troen.

Billedkunstner Jesper Christiansen gik ofte i kirke. Han holdt af salmerne, prædikenerne, selve rummet. Alligevel mærkede han aldrig troen. Gennem årtier har han læst tekster og bøger og artikler om religion, uden at ordene manifesterede sig som andet end viden.

For 10 år siden begyndte han arbejdet på det, han virkelig regnede med ville skubbe ham over på de troendes side. Gennem fire år arbejdede han på altertavlen til Frederikskirken, den danske kirke i Paris.

”Gad vide, om ikke jeg går hen og bliver sådan lidt troende af alt det her. Det er nok nu, det sker.”

Sådan tænkte han undervejs.

”Jeg havde så længe haft lyst til at kunne føle tro. Men måske er jeg ikke i stand til det,” fortæller han, da Kristeligt Dagblad besøger ham i hans atelier i sommerhuset i Abildøre, der ligger helt ned til Lammefjorden i det nordvestlige Sjælland.

Det falder i øjnene, at samtlige hvide bøtter med maling står snorlige på deres hylder. At etiketterne vender lige frem. At penslerne er rene og sirligt sorterede efter størrelse. De eneste malingklatter, der ikke sidder på et af de mange lærreder, finder man på sjællænderens skjortelomme, hvor han har for vane at tørre penslerne af, når han maler. Det er et lille kunstværk i sig selv.

”Jeg ved godt, at her mere ligner et apotek end en kunstners værksted. Men det er sådan, det skal være, for at jeg kan arbejde,” siger han.

I juni fyldte han 70 år, og samme dag udgav han bogen ”Det Lykkelige Øje”, der handler om hans liv, om malerierne og om alle de kunstnere, han gennem årtierne har været inspireret af. Et større kapitel i bogen er helliget den førnævnte altertavle i Paris, der endte med at få titlen ”Skyggeflor – Getsemane Have” og stod færdig i 2019.

Kunne ikke læse Bibelen

Da han søgte inspiration til værket, der i dag pryder arkitekt Tyge Hvass’ lyse kirkerum i den franske hovedstad, forsøgte Jesper Christiansen endnu en gang at læse Bibelen. Og endnu en gang fandt han bogen for uoverskuelig, for flagrende og – slet og ret – for svær. I stedet købte han to børnebibler og ”kæmpede sig gennem siderne”. Men heller ikke i disse var han i stand til at fokusere på, hvad der kunne være væsentligt.

I stedet gjorde han det, han har for vane at gøre, inden han maler sine billeder.

En kunstners

jagt på troen

Han åbnede sit sind og søgte – vidt og bredt – efter tilfældige associationer, der kunne kickstarte den kunstneriske proces.

Så skete det en morgen i hans atelier i sommerhuset, at han hørte et stykke musik på P2. Det var en ”jazzificeret udgave” af C.E.F. Weyse og B.S. Ingemanns salme ”I fjerne kirketårne hist” (1838). Hverken melodien eller indspilningen gjorde et større indtryk på ham, men det gjorde salmens titel. Den var et match for en kirke i Paris.

Christiansen nærstuderede Ingemanns lyrik og blev betaget af anden strofe: Snart ruller ud den stille nat sit skyggeflor over himlen, og den, som sidder mest forladt, ser op imod stjernevrimlen.

”Skyggeflor” satte sig fast. Han fornemmede, at det var dét, han havde

ledt efter, uden at han overhovedet anede, hvad han skulle bruge begrebet til. Men ordet indeholdt en dragende kontrast. Lys og mørke, på samme tid. Endelig var der noget, han kunne blive ”produktivt forvirret over i sit malerarbejde, hvilket er alt, hvad man kan forlange som kunstner”, forklarer han.

Herefter begyndte Jesper Christiansen på noget andet, han gennem hele karrieren har haft for vane. Han læste brudstykker af og om kunstneren bag ordene. For han kan ikke bare gå til lærredet og male uden direkte litterær inspiration. Han skal have noget at omsætte eller oversætte. Ellers bliver værket ”noget sludder”, fortæller han.

”Det irriterer mig, at jeg ikke bare kan male et billede. Det må jeg indrømme. Det er åndssvagt, at jeg skal have sådan en litterær krykke at støtte mig op ad hele tiden, mens jeg ma-

ler,” siger han og peger rundt på billederne, der lige nu hænger rundt om i atelieret. Alle har musik, bøger eller andres kunst som inspiration for motivet. Netop nu er den tyske digter Rainer Maria Rilke interessant for ham. Tidligere var det blandt andre T.S. Eliot, Virginia Woolf og Johann Wolfgang von Goethe. Ligesom med motivet til altermaleriet i Paris – som vi vender tilbage til – så var hele Christiansens serie om Virginia Woolf også et arbitrært påhit. Maleren havde netop færdiggjort det enorme verdenskort i vestibulen i Frederik VIII’s Palæ. Det var dét værk, halvanden million tv-seere kunne opleve, da kong Frederik holdt sin første nytårstale i netop det rum for præcis fem måneder siden.

Under arbejdet for det danske kongehus forelskede Jesper Christiansen sig i at arbejde på sort lærred. Han nød, at alle

2 For tiden arbejder Jesper

Christiansen primært på rålærred, som opfører sig helt anderledes end de hvide og sorte lærreder, han har benyttet sig af tidligere.

FOTO: LEIF TUXEN

6 Jesper Christiansen

Født den 5. juni 1955 og vokset op i København.

Billedkunstner og tidligere professor i maleri ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (2003-2008).

Har haft en lang række soloudstillinger i både Danmark og udlandet samt stået bag flere markante udsmykningsopgaver, blandt andet på Amalienborg, Københavns Byret og Frederikskirken i Paris.

Formand for Statens Kunstfonds bestyrelse, Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum og Det Billedkunstneriske Indkøbsog legatudvalg (2005-2007) samt for Den Frie Udstilling (2009-2012). Modtog Eckersberg-Medaillen (1999) og Thorvaldsen Medaljen (2016).

Forfatter til ”Det lykkelige øje”, der udkom på Gyldendal tidligere på året i forbindelse med hans 70-årsfødselsdag. Gift med krimiforfatter Anna Grue. Sammen har de to børn. Hun har et barn fra tidligere ægteskab.

penselstrøg lignede noget, der var meningen. Siden læste han i et flymagasin om Virginia Woolf, at hun var ”vokset op i et sommerhus med sorte vægge”.

Mere skulle der ikke til.

To år brugte han på at male ud fra denne første tanke, tilsat alverdens små og store detaljer, han siden fandt ud af om hende. Så nævnte Virginia Woolf den amerikanske digter T.S. Eliot. Og en ny besættelse begyndte. ”Folk tror, at jeg læser enormt mange bøger fra ende til anden. Men sådan er det altså ikke. Jeg lader mig ret tilfældigt inspirere af nogle enkelte sider og scener i bøgerne,” siger Jesper Christiansen og retter på sine runde, orange briller.

| Kunst&Kultur

... En kunstners jagt på troen

fortsat fra side 13

I hans atelier er vi omgivet af alle de bøger, der inspirerer ham. Af og om de største navne inden for litteraturen, musikken og kunstens verden. Han har et bord, hvor nogle af dem ligger fremme, side og side, som var de til salg i en boghandel. De ligger her, så han ikke glemmer dem og hurtigt kan finde frem til de nødvendige detaljer.

Lyset i brøndens sorte spejl

Dermed springer vi tilbage til dengang for 10 år siden, hvor han dykkede ned i salmedigter B.S. Ingemanns fortid efter ved et tilfælde at have hørt ”I fjerne kirketårne hist”. Først fandt han beskrivelserne i erindringsbogen ”Bernhard Severin Ingemanns Levnetsbog” om en noget nær idyllisk opvækst på Falster. Idyllen døde samtidig med Bernhard Severins far i 1799. Herefter kæmpede moderen dagligt for familiens overlevelse, og Christiansen bed mærke i den unge Ingemanns ”barske, nærmest voldelige skolegang”.

En af Ingemanns måder at forstå og håndtere verden på var ved at skrive fantasifulde tekster. I erindringsbogen er gengivet et eventyr, digteren skrev som dreng. Den handlede om en konge, der levede under overfladen af en brønd, hvor de lyse stjerner spejlede sig i den kulsorte overflade.

Nu vidste Christiansen, at en brønd med stjerner skulle have en væsentlig plads på lærredet. Herfra manglede han bare at finde en tekst i Bibelen, der kredsede om netop kontrasten mellem lys og mørke. Øjeblikkeligt tænkte han på beretningen om Jesus, der skærtorsdag, efter nadveren, bad for sine disciple i Getsemane Have.

Det var sådan, gennem et væld af tilfældigheder, at Jesper Christiansen fandt sit motiv til det 390 x 250 centimeter store altermaleri.

Men troen?

Den undveg ham, selvom han aktivt ledte efter den.

Måske ikke helt tilfældigt lyttede han til Kristeligt Dagblads podcast, ”Sørine og Livskraften”, for nylig, hvor Frank Hvam var gæst. Her sagde komikeren noget, der resonerede hos Jesper Christiansen.

”Frank Hvam nævnte, at ikke alle er i stand til at tro, og at det må have en genetisk årsag. Han mente simpelthen, at nogle mennesker fra naturens side aldrig vil være i stand til at tro på Gud, selvom de gerne vil. Det er fuldstændig sådan, jeg har det.”

Troen på at turde male

Der findes imidlertid andre typer tro end den, der retter sig mod Gud. Herunder troen på sig selv.

Jesper Christiansen fortæller, at han i begyndelsen af 20’erne mistede den fuldstændigt. Problemet var, at han aldrig havde fundet noget, han var god til og samtidig brød sig om. Skolen var rent fagligt en daglig kamp for overlevelse, og han hadede helt grundlæggende at lade sig undervise. Karakterne var elendige i praktisk talt samtlige fag bortset fra formning, hvor han fik 5, der var det højeste på datidens skala. 5 fik han også i ”opførsel” i alle fag, som var en del af 1960’ernes karakterblade. Det var egentlig ikke, fordi han havde i sinde at opføre sig fortrinligt. Det var, fordi han i en årrække var for genert til at sige noget som helst. Det brød datidens skolelærere sig godt om, siger han og griner.

Han kommer fra en familie, hvor alle var håndværkere, hvor ingen havde studentereksamen, og hvor moderen insisterede på at snobbe opad. Så selvom familien boede i arbejderbyen Kastrup på Amager, blev børnene hver søndag klædt på i jakke og butterfly, så naboerne skulle tro, de var Hellerup-børn.

”Det var dog ingen, der troede, for hun havde fuldstændigt misforstået, hvordan Hellerup-børn egentlig gik klædt,” mindes han. Faderen var maskinarbejder i et kranfirma i Herlev, og han blev på det nærmeste tvunget af moderen til at gå efter at blive forfremmet til værkfører, så han kunne iklæde sig et slips under den brune kittel. Fint skulle det være, og missionen lykkedes. Dog uden at nogle af parterne forekom at være væsentlig lykkeligere på den anden side af forfremmelsen, nævner Jesper Christiansen.

Moderen håbede inderligt, at Jesper og broderen Lars ville gå efter karrierer i en bank, men det var karaktererne ikke til. Allerede tidligt i de formative år kastede Jesper Christiansen kærligheden på først teatret og musikken og siden litteraturen. ”Fritidsinteresser”, ingen af forældrene forstod meningen med.

Trods de forskellige livsanskuelser føler Christiansen alligevel, at han fik brugbar bagage med sig fra forældrene.

”Jeg har arvet min mors snobberi, hvilket jeg er ret glad for, selvom jeg nok er snobbet på en lidt mere selvoptaget måde end hende. Det at have en ubestemmelig fornemmelse af, at man kan komme videre og længere ved at stræbe efter noget, man ikke helt forstår, hvad er, og så kunne vise det over for andre, må jeg erkende er en side af mig,” forklarer Jesper Christiansen.

”Evnen til at kunne realisere ambitionerne og drømmene gennem flid, pligtopfyldenhed og tålmodighed har jeg fra min far.”

”

Jeg har arvet min mors snobberi, hvilket jeg er ret glad for, selvom jeg nok er snobbet på en lidt mere selvoptaget måde end hende.

JESPER CHRISTIANSEN, BILLEDKUNSTNER

Men selve troen på sig selv og sit kunstneriske værd fik han først, efter han ved en tilfældighed i 1977 mødte forfatter Anna Grue. Det er hende, han har været gift med i godt 43 år og har to børn med. Under deres første møde besøgte hun en af de andre fra hans daværende kollektiv i Nørre Farimagsgade i indre København. De faldt i snak, og de fandt fællesnævnere. Ikke mindst kulturen. På det tidspunkt spillede han guitar og var dygtig til det, men det tændte intet i ham. Livet manglede, som nævnt, retning.

Anna Grue var netop blevet skilt, da de mødtes. Kort tid efter det første møde indledte de et forhold. Den store ændring i hans liv fandt sted en formiddag, hvor han sad og tegnede croquis af Anna Grue. Det var hendes idé. Noget, hun havde arbejdet med på Skolen for Brugskunst, som hun gik på dengang.

”Jeg var virkelig dårlig til det, fordi jeg havde kæmpet imod at lære at tegne. Det bunder i, at jeg var så dårlig til alting i skolen og ikke havde modet til at foretage mig noget, jeg ikke var god til,” siger Jesper Christiansen og overvejer ordene et øjeblik.

”Men Anna lærte mig, at man faktisk ikke behøver at ’kunne noget’ for at sige det, man godt vil sige.”

Jesper Christiansen blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1988. Fra 2002 til 2008 vendte han tilbage til akademiet som professor.

Siden han gennem hustruen fandt troen på sit værd som kunstner, opstod endnu en erkendelse.

”Stille og roligt gik det op for mig, at man kan bruge alt det, man ikke ved, og alt det, man ikke kan, aktivt. Det at lade mig føre ind ad nye kunstneriske, tilfældige veje er i virkeligheden min benzin her i livet. Det er dér, energien opstår.” J

FOTOS: LEIF TUXEN

NATURA SPIRITUALIS

Noelia Mora Solvez

Johannes Smed

Jeppe Worning

NATURENS ØJE

Karin Lykke

20. september 2025 - 18. januar 2026

KunstCentret Silkeborg Bad

0 Visionen om det nye museum i Nexø. ILLUSTRATION: BORNHOLMS MUSEUM

Bornholm får nyt stort kulturhistorisk museum

VENDSYSSEL KUNSTMUSEUM

HÅNDARBEJDE I KUNSTEN

11.10.25 - 11.01.26

Bornholms Museum flytter til Nexø, hvor en gammel fiskefileteringsfabrik nu skal omdannes til et nyt stort museum med udstillinger i samarbejde med Moesgaard nyhed

Daniel Øhrstrøm ohrstrom@k.dk

Engang var der masser af liv på Nexø Havn med kuttere, så langt øjet rakte, men efter at fiskeriet gik ned, har byen genopfundet sig selv som kulturby, der allerede huser Glas- og Keramikuddannelsen under Danmarks Designskole og et mylder af glas- og keramikværksteder og gallerier. Og nu får den næststørste bornholmske by i foråret 2028 også et stort kulturhistorisk museum i hjertet af byen, hvor der engang lå en fiskefileteringsfabrik, og nu er møbelhus midt på havnen.

”Det er en kæmpe glæde og lettelse, at vi nu har planen og en finansiering for, hvordan vi får et nyt Bornholms Museum. Det har vi sukket efter i mange årtier,” siger Jacob Bjerring-Hansen, der er direktør for både Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum.

I 2024 måtte man ellers i sidste øjeblik droppe planerne om et nyt supermuseum på Bornholm. Planen var at udbygge Bornholms Kunstmuseum i Rø med plads til blandt andet både Bornholms Museum, et nyt lysmuseum og såkaldt Museum+ med gratis adgang for alle. Men det viste sig at blive for dyrt, efter at byggeriet igen og igen var blevet forsinket af protester.

Det var et hårdt slag for museumsledelsen og alle, der havde drømt om bedre forhold for Bornholms Museum. Det har længe haft til huse i utidssvarende lokaler i Rønne, så man måtte overlade en del udstillinger til Nationalmuseet, fordi det for eksempel ikke var forsvarligt at udstille danefæ i lokalerne.

Og særligt bittert var det, at man måtte betale fondene tilbage, efter at det ellers var lykkedes at samle 151 millioner kroner til det planlagte supermuseum i Rø. Nu har både Bornholms Regionskommu-

ne, Nordea-fonden, A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden så altså i stedet besluttet at give Bornholms Museum nogle bedre rammer i Nexø, hvor det nye kulturhistoriske museum får tredoblet sit areal i forhold til den eksisterende bygning i Rønne. Og samlet set har ombygningen nu et budget på 116 millioner kroner.

”Vi er stolte af, at det på kun et år er lykkedes at skabe et nyt projekt med så generøs fondsstøtte. Det her projekt adskiller sig ved, at det bliver et selvstændigt museum på et nyt sted. På den måde er det helt anderledes,” siger Jacob Bjerring-Hansen og tilføjer, at de oprindelige planer om et nyt lysmuseum i tilknytning til Bornholms Kunstmuseum i Rø nu er droppet.

Til gengæld bliver der plads til en familieafdeling med børnemuseum og en stor skoletjeneste på det nye store kulturhistoriske museum, ligesom der også i det nye projekt bliver plads til et såkaldt Museum+, hvor alle kan komme året rundt og opholde sig gratis.

”Det skal som en slags smagsprøve skabe en overgang til udstillingerne for folk, der går forbi, når de er ude at handle eller er turister i byen. Og så kan de måske bare komme ind og drikke en kop kaffe og på den måde få lyst til at besøge hele museet, så det er også en måde at nå dem, der ikke er vant til at komme på museum,” forklarer Jacob Bjerring-Hansen, der er særligt begejstret for, at indholdet af udstillingerne vil blive skabt i samarbejde med Moesgaard, der har ry for at formidle kultur-historie i verdensklasse.

”Moesgaard var også en del af den gamle plan, men nu får vi flere kvadratmeter at boltre os på. Der bliver også plads til en stor afdeling, der er rettet mod børn og unge, så vi får en egentlig børneformidling af, hvad en ø er. Hvad havet har haft af betydning for ølivet. Hver eneste periode er markant anderledes på Bornholm end i resten af danmarkshistorien, og det er også vigtigt at formidle. For Bornholm har haft sin helt egen historie og udvikling siden stenalderen, Anden Verdenskrig, den kolde krig og op helt til i dag med fiskerihistorien og stenindustrien,” siger direktøren.

Bornholms Museum overtager bygningerne til foråret og regner med at kunne åbne dørene for gæster efter renoveringen i foråret 2028. J

Ét motiv går igen i moderne kirkekunst. Og det er ikke Jesus

Vandet giver os liv, vandet renser os, og vandet er – i sidste ende –umuligt at kontrollere. I disse år er vand blandt de mest brugte motiver i den kristne kunst baggrund

Thomas Conradsen conradsen@k.dk

Vand er liv.

Allerede når vi ligger i vores mors mave, skvulper vi rundt i det. I kirken øser præsten vand over dåbsbarnets hoved som et tegn på, at det renses for arvesynden og genfødes som et Guds barn. Og så drikker vi vand. Hver dag.

Men vand kan også betyde døden for både os og naturen. Når vi ikke har adgang til det. Når regnen ikke stopper med at falde. Vi kan drukne i dybet. Vandets dobbelthed er både inspirerende og dragende for kunstnere, og i disse år er den livgivende væske blandt de mest benyttede motiver i kristen kunst, fortæller teolog Birgitte Bech, der holder foredrag om kirkekunst og arrangerer ekskursioner til kirker og værker i hele landet.

”I dag vover kun få kunstnere at a ilde Kristus direkte i deres kunst. I stedet ser vi mere indirekte motiver, hvor beskueren inviteres til at fortolke. Det kan være hænder, en vej, der fører mod lyset, eller vand i forskellige former, der er hovedmotivet. Og vand er i særdeleshed populært inden for den kristne kunst netop nu – både i og uden for kirkernes rum,” siger Birgitte Bech.

Hvad enten det drejer sig om de re Paradis- oder, dåbsmotiver, synd oder eller næring, så står det klart i den moderne kirkekunst, at vand består af meget mere end dets kemiske betegnelse, H2O, indikerer. Det siger kunsthistoriker og præst Anne-Mette Gravgaard, der ligesom Birgitte Bech har bemærket tendensen til at benytte vand som bærende symbolik inden for moderne kirkekunst. Hun minder om, at Jesus i Johannesevangeliets kapitel 4 fortæller en samaritansk kvinde, der er gået mod brønden, at han selv er ”det levende vand”.

”Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen,” siger Jesus og henviser til brøndens vand, som man ville kunne øse op i en spand.

”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”

Anne-Mette Gravgaard forklarer, at vand både er det livgivende og det rensende. Men at vi trods vores fascination af vandet – og den store symbolske betydning, vi tillægger det – ikke kan begribe dets magt eller i sidste ende kan kontrollere det.

”Vandet er lige så uforklarligt som Gud – så lad os bare kalde det guddommeligt. Brugen af vand som et symbol for Gud eller det hellige er en ufarlig, men også meget kommunikativ måde at skildre troen på. Hvis en kunstner i dag vil a ilde en gurativ Kristus som et udtryk for Gud, kommer det let til at virke direkte ublufærdigt på beskueren,” siger Anne-Mette Gravgaard. Renselse gennem vinterbadning

Billedkunstner Simon Aaen er en af de mange markante kirkekunstnere, der i disse år o e bruger vand som motiv. Han betegner sig selv som et naturmenneske, der nyder omgivelserne omkring hjemmet og atelieret i Rønde i Østjylland.

”Mange af mine yndlingssteder ndes på Mols. Strandstykket mellem havet og det faste land er som en lille sandørken, en overgang. Et sted, hvor det faste møder det ukendte, det ydende. Det kan fylde mig med udlængsel at kigge ud over horisonten, og sådan

Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

JESUS I JOHANNESEVANGELIET, KAPITEL 4, VERS 13 OG 14

0 Odense Valgmenigheds altervægsrude fra 2023 er skabt af John Kørner. Æblerne minder om syndefaldet og grådighed, som i dag associeres med klimaforandringer. Vejene mod Odense Fjord er vandfyldte, men perspektivet åbner sig dog mod evigheden, forklarer teolog Birgitte Bech. FOTO: CLAUS JENSEN

”For mit vedkommende er natur og tro et felt, der konstant krydser ind over hinanden, og i krydsfeltet opstår inspirationen.

SIMON AAEN, BILLEDKUNSTNER

tror jeg, mange kan opleve det. Der er noget fantastisk over den måde, hvorpå lys spejler sig i vandet. Det betyder, at man får dobbelt op på både lyset og himlen,” siger Simon Aaen.

Kunsteren er vinterbader, og for ham er det næsten som en renselse, når kroppen møder det iskolde vand. Det er et møde med elementerne og naturen og en måde at komme ned i kroppen på. Blodet pumper rundt og skaber en oplevelse af energi og nyt liv, føler han. ”For mit vedkommende er natur og tro et felt, der konstant krydser ind over hinanden, og i krydsfeltet opstår inspirationen. Vandet er det livgivende, og det er grundvilkåret for både levende væsner og den levende natur. Det samme kan man sige om Gud og hele skaberværket,” siger Simon Aaen.

Kunsthistoriker og præst Anne-Mette Gravgaard ser værkerne af Simon Aaen og andre kristent motiverede kunstnere, der nært skildrer naturen, som et udtryk for en ”genopstanden romantisk panteisme”. Begrebet dækker over, at Gud er alt, og at alt er Gud. I romantikken fortolket som, at Gud er i naturen. Med andre ord findes en altomfattende, iboende og abstrakt Gud i havet, i himlen og på den vej, man bevæger sig ad. Denne higen mod troen i naturen og naturen i troen kan samtidig være med til at forklare, hvorfor der er så meget vand i den kristne kunst netop nu, mener kunsthistorikeren.

”Vi befinder os i en krisetid med hensyn til klimaet og også på det samfundsmæssige plan. Når vi gør det, tror jeg, at naturen fylder mere i manges bevidsthed, for der er noget på spil i forhold til den. Man ønsker i højere grad at værne om det, vi har omkring os, og som vi er så afhængige af,” siger Anne-Mette Gravgaard. I forlængelse af motiverne med vand har hun bemærket, at der i de seneste år er dukket adskillige træer op som motiv i kunstværker i kirkerne. Ikke blot som abstrakt symbol for livets træ, men også værker af den mere naturalistiske slags. Her nævner hun blandt andet Tina Maria Nielsens bronzeafstøbning af grenen fra en lokal blodbøg, der er indsat i alterruden i Lillebrænde Kirke (2018), Christian Lemmerz alterudsmykning i Lyngby Kirke, der er ”det yndigste lille kors” udført af bronzerede rosengrene med torne (2012), og John Kørners cedertræ som alterudsmykning i Østerhåb kirke i 2011.

Og det er med træer, som det er med mennesker. Ud over lys er træer afhængige af én ting.

Vand. J

1 Peter Brandes har udfoldet dåbsvandet som motiv i adskillige kirkeudsmykninger. I Brandes’ store dåbsrude i Christ Chapel i Michigan i USA fra 2015 ”skal vandet ses som en springflod fra Paradis”, siger Birgitte Bech. FOTO: CLAUS JENSEN

JENS JUEL

Under huden

1700-tallet er mere end pragt og parykker i Jens Juels virtuose portrætter. Bag facaden gemmer sig fortællinger om frihed, ulighed og selviscenesættelse.

Fuglsang

12.9.2025–18.1.2026

ALLEHELGENSKONCERT

MED DIGTOPLÆSNING & UROPFØRELSE

Dødens

DANMARKS UNDERHOLDNINGSORKESTER med Pia Tafdrup, Andreas Brantelid, Emöke Baráth, Morten Grove Frandsen, Rune Glerup & Christian Reif

Ambitiøs dobbeltudstilling udforsker danskernes forhold til potteplanter

Ny udstilling på to kunstmuseer fortæller potteplanternes kulturhistorie med et væld af skønne kunstværker anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Danmark har en stærk tradition for dyrkning af stueplanter. Vi ligger i top på verdensplan med det største antal potteplanter pr. indbygger. Og danskernes forhold til potteplanter har århundreder på bagen.

Fra begyndelsen af 1800-tallet fik mange danske hjem tilført eksotiske potteplanter, som via den nye verdenshandel blev importeret fra troperne og subtroperne. Specielt kvinderne fik ansvaret for at vise omsorg for de grønne ”børn” i vindueskarmene, viser udstillingen Plantefeber. Verden i vindueskarmen, som bringer ny viden om de kære potteplanter. Udstillingen er en ”dobbeltdækker”, som kan ses på kunstmuseerne Ordrupgaard nord for København og Den Hirschsprungske Samling i København. Det er første gang nogensinde, at de to kunstmuseer viser en fælles udstilling.

Fra begyndelsen af 1800-tallet bliver blomster i vindueskarmen et yndet motiv i kunsten, fremgår det. Vi ser malerier med kvinder, der henter lys ved vinduet ved siden af potteplanter, der gør det samme. Vi ser kvinder amme foran potteplanter, som de måske lige selv har vandet. Vi ser syge, sengeliggende piger, som glæder sig over en blomsterbuket, der lyser op ved sygelejet. Der er malede opstillinger med potteplanter og fugle i bur,

3 ”Portræt af landskabsmaler Frederik Sødring” af Christen Købke (1810-1848) er signeret på Købkes 22-års fødselsdag den 26. maj 1832 og er givet fem dage senere som venskabsgave i anledning af den portrætterede Frederik Sødrings 23-års fødselsdag. De to delte på det tidspunkt atelier på Toldbodvej, det nuværende Esplanaden i København.

FOTO: JAKOB SKOU-HANSEN

den ”nye” frugt ananas sammen med frodige blomster og sidst, men ikke mindst, portrætter af kunstmæcener i sale fyldt med grønne planter, palmer og blomster. Udstillingen viser os et fortidens Danmark, der botaniserer intenst i vindueskarme, orangerier og drivhuse. Hertil kommer værker af samtidskunstnerne

Jeannette Ehlers (født i 1973), Camilla Berner (født i 1972), Lilibeth Cuenca Rasmussen (født i 1970), Jesper Christiansen (født i 1955) og af den unge grafiker Viktoria Wedel Skousen (født i 1987), som på hver sin måde forankrer temaet i nutiden.

Højaktuel udstilling

I modsætning til i fortiden er vores tidsalder præget af en udbredt ”planteblindhed”. Det skyldes formentlig, at bymen-

nesker, som der bliver stadig flere af, lever afkoblet fra naturen, som de derfor hverken kender af navn eller af gavn. Det gør udstillingen højaktuel, for gennem kunstværkerne genindskrives naturen, og vores opmærksomhed over for dens egenart og vidunderlige diversitet bliver skærpet.

Udstillingen viser os et fortidens Danmark, der botaniserer intenst i vindueskarme, orangerier og drivhuse.

Værkerne gør os bevidste om planternes betydning som følsomme organismer, som plantekyndige straks kan identificere og kender navnet på. De ved også, at planterne har forskellige behov for pleje i form af adgang til lys og vand. Planter kommunikerer via rødder og dufte. De spreder skønhed, ilt og dufte i stuerne. Man kan sige, at potteplanterne repræsenterer den store natur i den lille skala, og at næsten alle holder af at invitere den ind i intimsfæren.

Udstillingen omfatter flere kendte hovedværker, men også et stort antal ”nye” værker, som aldrig har været vist før, da de er i privateje. Der er et forbløffende stort antal værker af kvindelige kunstnere, dels kendte som Christine Swane (1876-1960), Anna Ancher (1859-1935), Alhed Larsen (1872-1927), Bertha Wegmann (1846-1926) – og blomstermaleren over dem alle, Anna Syberg (1870-1914), dels mindre kendte.

Et af de mest intenst lysende malerier er det udaterede ”Vindueskarm med pelargonie” af Olga Meisner-Jensen, som er et nyt bekendtskab for mig. Her får denne i dag så almindelige blomst, som især almuestanden havde taget til sig, status som en stjerne, der bades i det sprøde forårslys. Det undrer i øvrigt ikke, at antallet af kvindelige kunstnere er så højt, da de generelt måtte holde sig hjemme og var henvist til at male motiver hentet i de nære omgivelser.

Udstillingen viser værker med motiver fra almuestuerne, hvis vindueskarme i løbet af det 19. århundrede fyldes med potteplanter. Men de største, dyreste og mest eksotiske planter ses i borgerskabets fornemme hjem – herunder hos grundlæggerne af de to kunstmuseer: kunstsamlerne Heinrich Hirschsprung (1836-1908) og Henny og Wilhelm Hansen (henholdsvis 1870-1951 og 1868-1936), hvis store villaer var fyldt med eksotiske planter fra hele verden både indenfor og udenfor i haverne og drivhusene.

Selv om de små hjemmegartnerier i vindueskarmene er genkommende fænomener i den danske kunst tilbage i tiden, har de næsten altid spillet en underordnet rolle, når danmarkshistorien skulle skrives. Men har man først fået øje på potteplanterne, dukker de op overalt.

fortsætter side 22

Dagblad Lørdag 11. oktober 2025

1 Udstillingens ældste værk er guldaldermaleren Martinus Rørbyes (1803-1848) ”Udsigt fra kunstnerens vindue” (1825, SMK). Den traditionelle kunsthistorie tolker værket som et eksempel på det stille liv i stuernes lilleverden, hvorfra man gennem det åbne

vindue kan drømme sig ud til den store verden med skibene, som snart forlader havnen og bevæger sig ud på de syv verdenshave. Men i virkeligheden er de tre ikoniske potteplanter i vindueskarmen mindst lige så eksotiske som skibene. FOTO: JAKOB SKOU-HANSEN

Kristeligt

... Ambitiøs dobbeltudstilling udforsker danskernes forhold ...

fortsat fra side 21

I dag betragter vi dem som en selvfølgelig del af enhver husholdning. De var imidlertid både dyre og sjældne i begyndelsen af 1800-tallet, så det gav prestige at eje dem. De kom til Danmark med den stigende verdenshandel. I begyndelsen af 1800-tallet ansås en hortensia for at være et sjældent klenodie, da den blev importeret fra det hermetisk lukkede Japan. En københavnsk ejer, som havde fået stjålet sin hortensia, anmeldte tyveriet til politiet.

Udstillingen viser os også planter, der ikke kun har en dekorativ funktion: Ved siden af at give liv, farver, dufte og ilt til stuerne gør disse levende grønne eksistenser også praktisk nytte som helbredende planter, der anvendes til at fremstille mange slags medicin.

Blomster i samtidskunsten

Også i dag er samtidskunstnerne optaget af blomsten. Man husker tydeligt Louisianas frapperende udstilling ”Blomsten som billede” i 2004 og Arkens også meget seværdige ”Blomsten i kunsten” i 2022, hvor blomster som et af billedkunstens mest populære motiver blev udfoldet på alternative måder i nye stilarter, materialer og medier. En af de danske samtidskunstnere, som har dyrket blomstermotiver mest intenst, er Erik A. Frandsen (født i 1957), der en gang til undertegnede på spørgsmålet om, hvorfor han havde forkærlighed for dette lidt tandløse og dekorative motiv, svarede: ”Det er faktisk blomsternes kønsorganer, vi stiller ind på bordet eller i vindueskarmene. Har du tænkt på det?”. Med så stort et antal værker på de to udstillinger er det vanskeligt at vælge, hvor man skal begynde. Så lad os tage fat i udstillingens ældste værk: guldaldermaleren Martinus Rørbyes (1803-1848) kendte maleri ”Udsigt fra kunstnerens vindue” (1825, SMK). Den traditionelle kunsthistorie tolker værket som et eksempel på det stille liv i stuernes lilleverden, hvorfra man gennem det åbne vindue kan drømme sig væk til fjerne verdener på skibene, som snart forlader havnen og bevæger sig ud på de syv verdenshave.

Men i virkeligheden er de tre ikoniske potteplanter i vindueskarmen mindst lige så eksotiske som skibene, der rejser ud til fjerne destinationer: Fra venstre ses en hortensia, der som nævnt blev im-

0 Kristian Zahrtmann (18431917): Adam i paradis (1914). Her præsenterer Zahrtmann det kendte bibelske motiv på utraditionel vis. Det viser den nøgne Adam uden Eva og en klase bananer i stedet for et æbletræ ved siden af slangen. Adam er fremstillet i frodige omgivelser og med blade over sit køn.

FO TO: OLE AKHØJ

2 Christine Swane var den blandt de kvindelige Fynbomalere, der opnåede størst anerkendelse i sin levetid. Hun var samtidig den mest flittigt udstillende blandt de kvindelige kunstnere. Her er ”En rose” fra 1907, der hænger på Faaborg Museum.

porteret fra Japan, en helbredende aloe vera fra Oman og en ungkarleknap importeret fra Mellemamerika eller tropisk Sydamerika. Den globale verden befinder sig altså også inde i stuen.

Tobaksplanten og slaveriet

Tobaksplanten spiller en central rolle, især i Hirschsprung-delen: Allerede ved indgangen træder vi hen over Joakim Skovgaards (1856-1933) smukke mosaik med motiv af tobaksplanter, omkranset af røgarabesker. Tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprung, som producerede cigarer, grundlagde sin formue på denne plante. Man kan ikke udelukke, at den blev høstet af slavegjorte sorte mennesker. Den foretrukne tobak kom fra Cuba, der først ophævede slaveriet i 1886. Dette aspekt er genstand for Jeannette Ehlers’ (født 1973) kraftfulde værk ”Rootwork” (2025), hvor et hybridt væsen, som udstilles i en glasmontre, kravler hen ad jorden. Figuren er dækket af tobaksblade, og ud af den vokser en hel skov af meterlange fletninger – såkaldte cornrows – der angiveligt blev brugt som hemmeligt kommunikationsmiddel mellem de slavegjorte. Nogle forskere kalder ligefrem de importerede planter for ”gidsler”, fordi de kom fra de varme lande og var – og sta-

dig er – totalt afhængige af den menneskelige pleje, som bliver dem til del. Der er tale om en ubrudt kæde af omsorg, der har sikret dem overlevelse i århundreder, for de har blomstret frodigt herhjemme, siden de blev importeret fra 1600-tallet og frem, og deres stiklinger og rødder er blevet overdraget til andre. Ovenikøbet var mange af dem truede plantearter fra deres oprindelige vækststeder. Potteplantekulturen har medvirket til at sikre deres overlevelse. Udstillingen fortæller om vores omgang med naturen på mikroplan, men perspektiverer til vores omgang med naturen på makroplan. Den stiller spørgsmålet: Kan vores omsorg for de små potteplanter mon omsættes til en større respekt for naturen på makroplan: den truede natur? Der er derfor flere vigtige grunde til at se udstillingen end den umiddelbare æstetiske nydelse, som værkerne umiddelbart giver. Men ærgerligt, at de to kunstmuseer ikke har billetfællesskab, så man må betale entré to gange. J

”Plantefeber. Verden i vindueskarmen”. En udstilling på to kunstmuseer: Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling. Vises til den 11. januar 2026.

Cyper Citadel

Johannes Holt Iversen

Lake Life

Rhoda Ting & Mikkel Bojesen

Mariana Gomes Gonçalves

Gedske Ramløv

Nina Wengel

Nada Prlja

viborgkunsthal.dk 19.9.2025-11.1.2026

Kongeligt porcelæn til folket

Keramikmuseet CLAY i

Middelfart viser i anledning af Royal Copenhagens 250-årsjubilæum klassikere og nye værker, hvor Michael Geertsen går i dialog med traditionen baggrund

Heidi Laura kultur@k.dk

I 1700-tallet var der få ting, man begærede mere end porcelæn. Hvidt, udsøgt og delikat, til at sætte på sit fornemme bord og imponere sine gæster med. Holdne hjem dækkede op med kinesisk porcelæn med smukke dekorationer, hjembragt tusindvis af kilometer ad tidens søfartsruter. Kina var den gamle mester – Europa var vild e er at kunne producere sit eget porcelæn, og i 1708 lykkedes det den tyske Johann Friedrich Göttger at knække koden og fremstille perfekt hvidt og hårdt porcelæn. Nye porcelænsfabrikker skød op i Meissen, Nymphenburg, Sèvres, Chelsea og Capodimonte. Ved det danske hof tænkte man: Sådan én må vi også have! Det traf sig så heldigt, at enkedronning Juliane Maries tyske bror, hertug Karl I, allerede havde fået sig en porcelænsfabrik i Fürstenberg, og at hans ho ægermester von Langen, som havde været involveret i den, var ankommet til Danmark for at hjælpe Frederik V med at opbygge skovbruget i Danmark. Det faldt nogenlunde sammen med, at kemikeren og farmaceuten Frantz Heinrich Müller var begyndt at eksperimentere med at producere

porcelæn med kaolin fra Bornholm i sit laboratorium i Købmagergade i København. Det k kongehuset nys om og sørgede for, at Müller k økonomisk støtte til at benytte Københavns bedste ovne til at brænde porcelænet. I 1774 købte de aktier i den fabrik, Müller nu var klar til at sti e, og for 250 år siden åbnede Den Danske Porcelainsfabrik, som i 1779 ski ede navn til Den Kongelige Danske Porcelainsfabrik. Det lykkedes at hente ere erfarne porcelænsmalere fra både Fürstenberg og Meissen til fabrikken. Der var prestige i porcelæn, og det kan være svært i dag på tværs af århundrederne at fatte, hvor mirakuløst og dragende porcelænet dengang var. Alle disse lette hvide undere, som kunne dekoreres på uendelige måder, fra de mindste mokkakopper til kæmpestore opsatser.

I dag er der billigt porcelæn overalt, og alt det, som engang var svært opnåelig luksus eller små familieskatte samlet over generationer, er i dag jævnligt nærmest til besvær for arvingerne. Hvem vil gerne arve Blå Blomst til 12 personer, for slet ikke tale om storslåede porcelænsopsatser eller lidt for kælne børne gurer, som krammer nuttede dyr? Ikke alle. Genbrugsbutikkernes beholdninger af kongeligt porcelæn med de tre bølgede streger som let genkendeligt bomærke taler sit tydelige sprog. Og dog føles alt det kongelige porcelæn stadig som så væsentlig en del af både den fælles og de personlige historier.

Dialog med traditionen

Så hvordan skal man fejre de utrolige 250 år, denne porcelænsfabrik har bestået i – trods mange kriser og nedgangstider, uendelige fusioner og videresalg? Virksomheden, der i dag kalder sig Royal Copenhagen, markerer sit jubilæumsår med en række jubilæumsprodukter – lidt musselmalet og en klassisk blå platte med en porcelænsmaler til de traditionelt indstillede. Til det internationale publikum er der en lille lm med lounge-stemning og det smarte motto Still making waves – vækker stadig opsigt/bølger – og som et nik til den lange tradition for at knyt-

te kunstnere til porcelænsfabrikken har man bedt en af de yngste keramikkunstnere, Klara Lilja, om at skabe tre prydsfade med naturmotiver.

Alt i alt en påfaldende ydmyg markering af 250 års store bedri er fra fabrikken, som i dag er ejet af den svenske koncern Fiskars.

Porcelænsfabrikkens hukommelse har man siden 2010 deponeret i Middelfart hos CLAY Keramikmuseum Danmark til kærlig bevarelse: i alt 50.000 genstande, som fortæller både Den Kongelige Porcelainsfabriks, Aluminias og Bing & Grøndahls historie, og som kan inspirere nye generationer af kreative. Derfor er det forståeligt nok også CLAY, som huser den største fejring af 250-året. Her kaster man ikke et klassisk tilbageblik på historien, men har derimod inviteret keramikeren Michael Geertsen til at gå i tæt dialog med fabrikkens stolte tradition og først og fremmest udtrykke sig i sine egne værker.

Udstillingen hedder humoristisk A Walk with a Dinosaur, og i ere tilfælde er det lige præcis de mest storladne og bedagede elementer fra den langstrakte produktion, som får et kærligt og drilsk twist hos Geertsen: opulente pragtvaser, store buster og guldrandede tallerkener med landskabsmotiver. Frem for at gå kronologisk til værks byder udstillingen på 10 tableauer, som alle blander de ne, gamle ting med Geertsens nutidige greb og spin, og på den måde trækkes den hæderkronede tradition ind i nutiden. Den form for dialog med traditionen har fra starten været indbygget i arbejdsmetoden på fabrikken. Alle porcelænsværkerne taler med tidligere store traditioner! Arkitekten Hetsch satte sit nyklassicistiske ngera ryk på den tidlige produktion –altså en dialog med hele arven fra antikken. Det højtelskede musselmalede stel er en fortolkning af kinesisk porcelæns faste typer af blomstermønstre, som her blot er blevet en smule mere stiliserede.

1 Jeanne Gruts (1827-2009), ”Blå fisk –Coelacanth” i fajance med blå glasur fra 1963. Fra ErikVeistrupsamlingen på CLAY Keramikmuseum Danmark.

FOTO: DORTE KROGH

3 I anledning af Royal Copenhagens 250-årsjubilæum har dronning Margrethe skabt et porcelænskrus med to blå fisk.

PRESSEFOTO

Man kan stadig genkende krysantemum, græstotter, palmetter og bladstængler i mønsteret, som i øvrigt har undergået mange forvandlinger og er blevet nyfortolket igen og igen af de tilknyttede kunstnere. Musselmalet, eller ”blåmønster”, blev fremstillet lige fra åbningen af fabrikken og er derfor ”Mønster nummer 1”. I dag er det særligt populært i Japan og produceres i Thailand, så på den måde er det kinesiske mønster vendt tilbage til Asien igen.

Visuelle oplevelser

Det musselmalede har selvfølgelig sit eget tableau i udstillingen, hvor Geertsen har føjet sin egen udgave til den lange række ved at dekonstruere mønsteret, altså bryde det op i nye fragmenter og lade dem nde sammen igen. Hele tableauet er en fundering over mønsterudvikling og hvordan noget ikonisk tåler evig nytolkning, og mens temaet udfoldes vældig interessant af

fortsætter side 26

Fra den

1. november

S A M L I N G O M N A T U R

1 Michael Geertsen for Royal Copenhagen. Lågvase dekoreret med måge med pizzaslice, 2025.

... Kongeligt porcelæn til folket

Susanne Wenningsted-Torgard i den ledsagende bog, er gæster uden designerfaring overladt til blot at beundre de smukke mønstre uden nærmere forklaring.

Det er typisk for udstillingen, at den lokker med visuelle oplevelser frem for historisk indsigt, og måske er det egentlig helt passende for porcelænet, som netop er et af de visuelle sprog, vi alle taler uden at vide det. Ligesom vores tøj er også vores boligindretning styret af ubevidste traditioner og erfaringer, og når vi føler, at vi udtrykker os, er det i virkeligheden, fordi vi fører vores egen samtale med den store fælles tradition for at indrette et hjem, dække et bord eller klæde os på.

fortsat fra side 24 fronten af

Man bevægede sig uforfærdet over i nye udtryk med inspiration fra Asien eller udforskede mere rustikke udtryk i stentøj med skønne glasurer.

kunstnere tæt til produktionen. For hvad hjælper det, at man bliver mestre i den smukkeste blå underglasur, hvis man ikke formår at udnytte den æstetisk?

Den mest gyldne periode i fabrikkens historie var perioden omkring år 1900, hvor et handlekra igt borgerskab e erspurgte smukke ting til hjemmet og gerne gik med på tidens nye stil, der i høj grad var inspireret af Orienten. Den nye direktør Arnold Krog blev hyret til en kongelig porcelænsfabrik, som nu var privatejet og fuld af ambiti-

Datidens verdensudstillinger leverede nye indtryk og pressede samtidig hjemmefronten af danske kunstnere og producenter til et endnu højere niveau for at være med i den nu internationale konkurrence. Nye teknologier udviklede sig hastigt, men porcelænsfabrikkens kloge greb var at knytte

Det tætte samarbejde mellem keramikkens teknikere og de idérige kunstnere skabte alt det, som i dag er ikonisk og let genkendeligt: stellene, platterne, gurerne, askebægrene. Man bevægede sig uforfærdet over i nye udtryk med inspiration fra Asien eller udforskede mere rustikke udtryk i stentøj med skønne glasurer. Og der var afsætning på det!

Michael Geertsen leger med det hele ved at søge ind til den underliggende form, som for eksempel når han omdanner Pietro Krohns lillebitte Insektvase – to store vingede væsner balancerer på en lille krukke med låg i skinnende hvidt porcelæn – til en geometrisk kantet krukke, som han så påfører tryk fra alle de mest kendte porcelænsstel. Det er en leg med vores kulturelle hukommelse.

Tingenes intime liv

Den kongelige porcelænsfabriks historie er tidligere fortalt både i bøger og på udstillinger, og også denne gang fokuserer man på de initiativrige personer, som skabte produktionen, på luksuseffekten og de kunstneriske ambitioner og hele den internationale kappestrid på disse felter. Det er bestemt interessant, men vi hører sjæl-

dent om tingenes intime liv, hvordan porcelænet blev brugt eller glemt, værdsat eller tilsidesat, var moderne eller passé, handlet til dyre priser i de neste butikker eller henvist til det bagerste af en hylde i genbrugsbutikken. Hvad tænkte ejerne om deres porcelæn? Gennem hvor mange generationer blev det nedarvet? Mange kunstnere og håndværkere har gjort hverdagens ting til sublime oplevelser, som rører ved én eller lægger op til nysgerrige samtaler –men disse udsøgte varer var længe forbeholdt de ganske få, som havde råd. Demokratiseringen af tingene via masseproduktion gjorde hurtigt alle til ejere af alt for mange ting og har paradoksalt nok ført til, at selv de mest dyrebare og omhyggeligt producerede ting nu o e negligeres – ud over i samlerkredse.

I dag oplever mange de sirligt blomstrede porcelænsstel, gedigne mahognimøbler eller ældre kunst som gammeldags, passé eller ligefrem kitsch. At eje musselmalede tallerkener eller små porcelæns gurer hører til visse miljøer og er utænkelige i andre. Historien om, hvordan man levede sammen med det alt sammen, og hvad det har a ejret i vores fælles hukommelse, er endnu ikke fortalt. J

A Walk with a Dinosaur: Geertsen vs Royal Copenhagen, CLAY Keramikmuseum Danmark, Middelfart. Vises til den 30. december.

1 Michael Geertsen (født i 1966), ”Pragtvase med trompeter”, 2024, Lertøj, 98 cm høj, hvid glasur, decals samt guld og platinlustre.

Gå med på jagt efter friheden på Arbejdermuseet.

Aktiviteter for børn hver dag.

Husk det er gratis for børn.

FOTOS: DORTE KROGH

1 Det nuværende Kronborg blev genopført som renæssanceslot efter Frederik II’s sejr over Sverige i Den Nordiske Syvårskrig 1570.

Thomas Kluge vil genoplive nationalromantikken: Vi må gribe tilbage for at genfinde os selv

Den liberale verdensorden er død, og vi lever i en krisetid, mener kunstmaler Thomas Kluge. For at forstå os selv og den nye tid må vi gribe tilbage til det, der samler os interview

Astrid Johanne Høg hoeg@k.dk

På Thomas Kluges maleri af Kronborg Slot er forgrunden vinterligt dunkel. Store træer strækker deres nøgne grene op mod en grå himmel. Men i baggrunden gløder renæssanceslottets murværk, som solstrålerne rammer. Det er ikke bare et gammelt slot i Helsingør, men slottet som et evigt symbol på dansk kongemagt, Kluge har malet.

Han har dermed samlet penslen op fra de nationalromantiske malere, der efter statsbankerotten i 1813 skildrede Kronborg for at mindes tidligere tiders storhed. Ifølge Kluge befinder vi os atter i en dyb national krise.

”Vi befinder os midt i det store sammenbrud. Den gamle verdensorden er forsvundet, det viser valget af Trump og alle kriserne med al tydelighed. Vi ved ikke længere, hvem vi er. Jeg ved det heller ikke, men så prøver jeg at gribe tilbage til en tid, hvor vi vidste det.”

Thomas Kluge er bedst kendt for sine realistiske portrætter af kongehuset. Det er typisk ikke en genre, der bliver betragtet som særlig fin eller progressiv i kunstnermiljøet, og det har smittet af på agtelsen af Kluge, som også kunstantologien ”Gud, Konge og Fædreland” fra 2015 pointerer.

Han giver omvendt heller ikke meget for sine kolleger, som han mener bærer en del af ansvaret for tidens identitetsforvirring.

”Siden Murens fald har mange kunstnere været optaget af at skabe Paradis på jord. Det handlede om hele tiden at tage ét skridt til og så ét til fremad. Køn og geografi skulle ikke længere adskille os, og kultureliten tog det på sig at gå forrest. Med til det hørte, at man måtte udskamme det nationale og alt det, der i virkeligheden binder os sammen,” siger han.

Folkekær, selvlært og reaktionær

Thomas Kluge har skabt en karriere på at være i opposition. Det begyndte med, at han tre gange søgte ind på Kunstakademiet og tre gange blev afvist.

Ifølge Kluge er modstanden mod ham stadig udtalt. Det på trods af at hans udstillinger til stadighed trækker publikum som få andre. Modstanden ses blandt andet ved de museer, hvor han stadig ikke er velkommen.

”Jeg kan godt blive udstillet på kunstmuseer i Jylland. Ikke at det er noget negativt for mig, sådan er det bare. Johannes Larsen Museet [i Kerteminde] vil også gerne udstille mig. Men det er meget svært for mig at blive udstillet i og omkring København, uanset hvor mange gæster jeg tiltrækker. Jeg gætter på, at de er bange for at skade deres karriere.” Udskamningen og modstanden er ifølge Thomas Kluge et udtryk for en kamp om værdier og definitionsmagt. Hvem skal have lov til at afgøre, hvad kunst er? Det ene yderpunkt i kunstsynet er modernistisk konceptkunst, som anmelder-

ne og etablissementet elsker. Den anden yderpol er ham selv. ”Man kan bare se på, hvordan mit portræt ’Kongehuset’ blev modtaget. Det er det mest omtalte værk i nyere tid, og det meste var negativt. De lavede historier om, hvordan jeg blev latterliggjort i udlandet. En del af det har ikke været kunstkritik, men værdikamp,” siger han.

Ifølge ham skal en pamflet til for at forklare, hvorfor afføring på en dåse er kunst. Derimod er Thomas Kluges kunst let afkodelig og – igen ifølge ham selv –en trussel.

”Min kunst er et spejl, som jeg holder op. Min blomst ligner en blomst. Om den blomst er grim eller smuk, handler om beskueren. Men når jeg giver dig lov til at definere det selv, fratager det selvfølgelig kunstinstitutionerne en stor magt.”

Til tider har anmelderne end ikke forsøgt at skjule deres foragt. Det gælder for eksempel en anmeldelse i Politiken fra 2002, hvor anmelderen nedsættende hæftede tre ord på Kluge: folkekær, selvlært og reaktionær.

Er de tre ord negative for dig?

”Nej. Den anmeldelse hænger ind-

” Den gamle verdensorden er forsvundet, det viser valget af Trump og alle kriserne med al tydelighed. Vi ved ikke længere, hvem vi er. Jeg ved det heller ikke, men så prøver jeg at gribe tilbage til en tid, hvor vi vidste det.

THOMAS KLUGE, BILLEDKUNSTNER

rammet på min væg den dag i dag.”

Spærret inde i vores egen tid

Thomas Kluge står således gerne ved, at han er reaktionær. Men i vores tid er det modige at se tilbage, mener han. ”Jeg malede bevidst Kronborg uden vindmøller eller færgen. Det er noget af det, der kan gøre folk allermest bange: at se et billede og så være usikker på, om vi stadig er i vores egen tid. Lidt ironisk skriver jeg årstal på mine billeder, så folk kan blive beroliget over, at vi stadig er i nutiden.”

Derimod synes han, at hans kolleger er fanget i vores egen tid. Hans forklaring er, at de ikke vil kendes ved deres fortid, fordi den er politisk ukorrekt, imens de er bange for fremtiden. Store verdensbegivenheder som for eksempel valget af Donald Trump i 2016 og igen i 2024 kan ifølge Kluge gå helt hen over hovedet på størstedelen af hans kolleger.

”De har ikke opdaget, at verden er i forandring, og de kan stadig ikke forstå, at Trump blev valgt i protest mod alt det, de står for. De fatter det nok først den dag, midlerne tørrer ud, fordi pengene i stedet bliver sendt til skyttegravene i Ukraine,” siger han og fortsætter:

”Hvis man vil forstå verden, skal man på ingen måde gå på kunstmuseum. De lever i deres egen verden, hvor meget lidt nyt trænger ind takket være kunststøtten, som de fordeler mellem sig selv.”

At kunstscenen er fanget i nutiden, ser han blandt andet på den måde, som udstillinger kuraterer gammel kunst på. Alting skal ifølge ham pege på nutiden.

”Jeg var inde at se en Jens Juel-udstilling for noget tid siden, hvor der lå en stor bunke sukker midt i det hele. Det giver jo ingen mening, men det var så, fordi han malede nogle slavehandlere.”

Thomas Kluges projekt handler derimod om at genopdage guldalderen for derigennem at genfinde den identitet, der er gået tabt.

”Du spørger, hvad fædrelandskærlighed er for mig. Jeg forbinder det med vores nationalromantiske periode, altså fra omkring år 1800 efter tabet af flåden og statsbankerotten, hvor vi udviklede bevidstheden om et Danmark som noget større. Jeg tænker på Oehlenschläger, ”Guldhornene” og ikke mindst J. Th. Lundbye, der ikke var specielt interesseret i at illustrere Italien ligesom alle andre. Han ville male gravhøje.”

Her ville mange af dine kolleger nok indvende, at det nationalromantiske billede af Danmark er en konstruktion?

”Jamen man kan sige til alt, at det er en konstruktion. Jeg er optaget af det, der binder os sammen.” J

6 Thomas Kluge

Født 1969 i Glostrup. Selvlært portrætmaler. Debuterede på Efterårsudstillingen i 1991.

Bor i Næstved med sin hustru, provst Anna Kluge, og deres tilsammen fem børn.

Medforfatter til bogen ”Det moderne er fortid” (Eksistensen 2024).

Dette interview blev tidligere bragt i forbindelse med Kristeligt Dagblads serie ”Danmark, mit fædreland”.

læs mere side 30

FOTO: JOHANNE TEGLGÅRD OLSEN

En tidsrejse gennem kunsten, familien og det danske landskab

Skovgaard Museets udstilling viser en ny side af Thomas Kluge. Vægten er lagt på det stille liv, og tonen er eftertænksom og indadvendt anmeldelse

Torben Weirup kultur@k.dk

Thomas Kluge (født i 1969) har med jævne mellemrum befundet sig i stormvejr.

Han malede figurativt på et tidspunkt, da den slags blev betragtet som meget umoderne og ligefremt – eller som i dette citat fra en tidlig anmeldelse – ”folkekært og reaktionært”.

Det hjalp ikke, at han fik en kundekreds af kongelige og kendte, for det er heller ikke progressivt. Eller at han malede i en stil, der mimede barokken. Og i et miljø, hvor det ellers gerne er mode at klæde sig ukonventionelt, bildte han sig ind, at han kunne rende rundt i de københavnske gader iført pludderbukser og kunstnerbaret, uden at øjenbrynene blev hævet.

Et af sine børn kaldte han Titus, for det hed Rembrandts eneste overlevende søn. Det er ikke en utidig privat oplysning, for Kluge har – som det fremgår af den nyåbnede udstilling i Skovgaard Museet i Viborg – portrætteret Titus. Ligesom Rembrandt i øvrigt gjorde det med sin Titus.

Kluge selv er ikke gået af vejen for et godt slagsmål. I årevis kritiserede han i ord og billeder den kunstinstitution, der ikke ville vide af ham, da han tre gange forgæves søgte optagelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi. I sin ungdommelige naivitet havde han troet, at Akademiet var et sted, hvor man ville lære at blive (endnu) bedre til at male teknisk perfekt. Sådan var det ikke i 1990’erne. Så Kluge lærte sig selv det, blev kongelig hofleverandør af portrætter og fik sådan set masser af succes. Men det nagede, det med afvisningen, det må det have gjort, for Thomas Kluge malede billeder, der gik til angreb på konceptkunsten. Det var egentlig interessant, at det vakte så stor opstandelse i kunstmiljøet, at der fandtes en enlig svale, som malede figurative og fortællende billeder, der mindede mange om noget, man havde gjort for flere hundrede år siden. Så interessant var det, at den, der skriver disse linjer, engang også skrev en bog, ”Under baretten”, om Kluge – for nu at varedeklarere anmeldelsen for en god ordens skyld. Hvorfor vakte det så stor vrede, at her var en maler, der gerne ville male på en sirlig og gammeldags måde? Føltes det som et forræderi mod modernismen?

Vender blikket indad

Med stridbarheden og med Kluges portrætters indbyggede forherligelse af blandt andet meget velhavende mennesker (hvem andre har råd til et portrætmaleri udført af en efterspurgt kunstner?) i baghovedet er det noget af en anderledes oplevelse at se udstillingen på Skovgaard Museet, for med undtagelse af et enkelt maleri, ”Metanoia”, der tematiserer hans forhold til Kunstakademiet, er her ingen af tidligere tiders udfald mod kunstinstitutionen. I stedet har Kluge vendt blikket indad og mod det nære – der er portrætter af far, mor, farmor, hustruen, børnene og deres forening som familie med tydelige referencer til berømte kunsthistoriske forbilleder.

Der er også andre motivkredse, for den underliggende tematik er tiden.

Udstillingen er iscenesat som en gammeldags maleriophængning i Skovgaard Museets fine borgerstuer – og i hele perioden vil den besøgende kunne høre et urs højlydte tikken, sådan som det har lydt i mange hjem før i tiden.

Udstillingen handler således om Kluges

0 Thomas Kluge etablerede hurtigt i 1990’erne et navn som portrætmaler. Maleriet fra 2002 forestillende ”Farmor” er båret af en stor kærlighed.

PRESSEFOTO

0 Dette maleri fra 2021 hedder ”Tid”, og tidspunktet er ikke tilfældigt valgt. Det er kunstnerens fødselstidspunkt i 1969.

tidsrejse fra barndommen over ambitionen om at blive optaget på Kunstakademiet til hans familie – men også til det danske landskab, ma-

let, som befandt vi os stadig i guldalderen. Eneste anden kunstner på udstillingen er P.C. Skovgaard (1817-1875), der er repræsenteret med et maleri forestillende Stevns Klint. Så det motiv maler Thomas Kluge også. I det hele taget skildrer han landskaber, så man skulle tro, kunsthistoriker N.L. Høyens (1798-1870) bud til sin tids malere om at male det danske landskab, så alle kunne se, at netop det var noget ganske særligt, gjaldt i dag.

Det var på baggrund af en epoke i danmarkshistorien, da Danmark var blevet reduceret til en småstat i Europa. Men hvilken stat, for hvor fager smiler ikke den danske kyst? Kluge har altid stået ved sine forbilleder og inspirationskilder.

Med udstillingen demonstrerer Kluge, hvordan han behersker de fleste af de klassiske genrer i maleriet. Portrættet – både af mennesker og dyr – landskabsbilleder, stilleben, blomstermalerier. Og så at forholde sig til et af eksistensens grundvilkår. Tiden. Tiden går. Massen af erindringer vokser. Man bliver mere opmærksom på, hvad der måske er det mest væsentlige i livet.

Det nære. Naturen. Tolkningen af tilværelsen. Klinterne og eksempelvis et maleri med Bibelen som motiv antyder et langstrakt tidsperspektiv – og en forståelse af tiden ligger også i Kluges billeder af blomster og frugter, der trækker på den store tradition for vanitasmalerier.

Ligesom hos de nederlandske malere, der komponerede store blomsteropstillinger eller ansamlingen af mad, vin og symboler på forgængelighed – kranier, timeglas, sæbebobler og lignende – er der også tilløb til død og undergang i Kluges billeder forestillende æbler, citroner, blomster.

Motiverne viser forgængeligheden – den ubønhørlige biologiske proces – i frugterne og blomsterne. Vi skal huske, vi skal dø, og den skønhed, eksempelvis blomsterne repræsenterer, kan vi ikke tage med os. Det kan blomsterne heller ikke. De visner og indgår i den store cyklus og genopstår.

Et af udstillingens billeder, forestillende en mælkebøtte, hedder faktisk ”Genopstandelse”. Et andet ”Noli me tangere”, som var de ord, Jesus sagde til Maria Magdalene efter opstandelsen. Således rummer udstillingen adskillige referencer til den langstrakte kultur og omverdensforståelse, Thomas Kluge forholder sig til, i Skovgaard Museets intime, kammermusikalske udstilling, der på så mange måder lægger op til at reflektere over liv og død og tiden, der går. J

4 stjerner

Thomas Kluge: Det stille liv – i tid og rum. Skovgaard Museet, Viborg. Vises til den 18. januar 2026.

PRESSEFOTO

Kunstmuseet Brundlund Slot 20.09.25–06.09.27 Franciska Clausen & det underste land

Anders Foghs jakkesæt med rød maling kommer på Nationalmuseet

To jakkesæt, der blev overhældt med rød maling i 2003, beretter om en udvikling i dansk politik, siger museumsinspektør nyhed

Ritzau/Jersild

Den tidligere danske statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen (V) blev i 2003 overhældt med rød maling, e er at han forlod et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn om Danmarks rolle i Irakkrigen. Nu bliver det malingoverhældte jakkesæt en del af Nationalmuseet, skriver museet i en pressemeddelelse. Nationalmuseet har blandt andet tilføjet jakkesættet til sin samling, fordi malinghændelsen k betydning for sikkerhedsprocedurer på Christiansborg, fortæller Anne-Mette Marchen Andersen, museumsinspektør på Nationalmuseet i pressemeddelsen: ”Vi har erhvervet jakkesættet, fordi det fortæller en historie om en anden tid og om en situation, som har påvirket nyere historie i dansk politik på den måde, at hele sikkerhedsspørgsmålet har ændret sig på Christiansborg e er malingsangrebet.”

E er hændelsen blev der indført strammere regler for færdsel på Christiansborg samt implementeret et udvidet vagtværn. Anders Fogh Rasmussen har givet tilladelse til, at jakkesæt og dertilhørende skjorte doneres til Nationalmuseet af Statsministeriet. At der er gået 22 år, fra malingen blev kastet, til Nationalmuseet har fået jakkesættet i hænderne, er der en god grund til. Det har nemlig været bortkommet.

”Jakkesættet har været væk. For en del år siden modtog vi et mindre stykke tæppe med maling fra angrebet og spurgte også e er jakkesættet, og der vidste de [på Christiansborg] ikke, at det stadig fandtes,” fortæller Anne-Mette Marchen Andersen. Om jakkesættet har været gemt væk på Christiansborg eller andetsteds, vides ikke. Museet har også fået daværende udenrigsminister Per Stig Møllers (K) jakkesæt, der ved samme lejlighed også k maling på sig, oplyser museet til Kristeligt Dagblad. ”Der er ikke konkrete planer lige nu om at udstille dem, da det gerne skal gøres i en sammenhæng. Men jeg er overbevist om, at de inden for få år vil blive udstillet. Det er gode genstande, der kan fortælle en mangefacetteret historie,” skriver Anne-Mette Marchen Andersen i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Nationalmuseet har opmagasineret en række andre nyere beklædningsgenstande med historisk værdi, såsom Andreas Mogensens rumdragt samt den kjole, som So e Linde bar under sin ”MeToo-tale” ved Zulu Comedy-galla i 2020. J

Bente Skjøttgaard

Natur og Glaſur

6/4-26/10 2025

OBS

Udstillingen slutter snart

Mesterlige rædsler bliver til visuel nydelse

I en serie på næsten 40 værker i højformat spidder Michael Kvium mennesket og krænger dets skyggesider ud. ”Skyggeteater” på Trapholt er en uomgængelig udstilling anmeldelse

Lisbeth Bonde kultur@k.dk

Michael Kvium er en tvetydig kunstner, selv om hans malede meddelelser umiddelbart tager sig enkle ud og langtfra kræver en doktorgrad i kunsthistorie for at give mening. Med tvetydig mener jeg, at hans malerier på én gang viser os vores vrangsider i en form for hæslighedens barokke teater, men også at motiverne er malet så mesterligt, at rædslerne transformeres til en visuel nydelse. Lad os begynde med hans håndtering af fladen: Den eminente brug af virkemidlerne og den sceniske fremstilling, som skærper fokus og lader personerne træde ind som enkeltpersoner. Det er 36 malerier i højformat med 36 forskellige menneskeroller, som Trapholt viser i en tæt ophængning. Dette er motiver, som man brænder sig på.

Serien er blevet til i en periode på 17 år. De første 12 har hængt på væggene i Horsens Ny Teater, inden de nu sammen med nyere malerier er blevet sluppet løs i Kolding. Horsens er ikke nogen tilfældighed, da Kvium er født og opvokset i den østjyske by, ligesom han er rigt repræsenteret på Horsens Kunstmuseum. Ud over den stramme komposition er Kviums brug af farver et kapitel for sig, både når det gælder figurer og rum, og når det gælder de mange slagskygger, som spiller en væsentlig rolle i hans maleriske sprog – apropos titlen. Han er en virtuos, når det gælder koloritten. Skyggerne bliver en slags dublering eller forvrængning af personen i centrum og har næsten altid farver. En tredje vigtig ting, når det gælder Kviums forførende æstetik, er hans fremstillinger af hudens mange nuancer: Han klæder mange af sine figurer af, så vi ser deres nøgne hud. Her er han det 21. århundredes svar på den britiske maler Francis Bacon (1909-1992), som havde en forkærlighed for især mænds hud, så den fremstår levende og med mange koloristiske undertoner i hans radikale og også sceniske maleri. Og endelig er

Kvium en original maler med en meget tydelig signatur og med sin helt egen agenda, som han har varieret og omformet i serie efter serie i sine civilisationskritiske malerier, objekter og grafik gennem over 40 år.

Maleriet er et evigt medie

Malerierne er en én til én-oplevelse, en slags visuel dans, der foregår direkte mellem maleren og den enkelte betragter. Gennem sit maleri stiller Kvium sig kritisk over for de mange medierede og i dag også hyppigt AI-manipulerede billeder, som omgiver os på skærmene, i byrummene, på stationer, i venteværelser med mere. Maleri er et uhyre traditionsrigt, gammelt og også meget langsomt medie, der bliver til under en tålmodig, håndholdt proces, hvor maleren påfører den flydende maling på lærredet med penslen i hånden. Der opstår ofte mange overvejelser, fortløbende fortrydelser og overmalinger under processen. Skønt maleri som medie er blevet erklæret dødt mange gange i avantgardens historie, er det uovervindeligt. Med maleri kan maleren nemlig skabe helt nye verdener ud af fantasien – ganske uden brug af mekaniske hjælpemidler. Det er en unik og fundamental menneskelig måde at ytre sig på. Maleriet har eksisteret i titusinder af år og begyndte med hulemaleriet. Oprindelig var Kvium en provokerende avantgardekunstner, som ud over at male obskøne, vildt grænseoverskridende og provokerende malerier også lavede film og opførte punkede performances, båret af sort, dystopisk satire. Det var i 1980’erne og 1990’erne, især sammen med kollegaen Christian Lemmerz (født i 1959). Han var dengang en temmelig smal kunstner, der på grund af sin radikalitet mest henvendte sig til inderkredsen. I dag forholder det sig ganske anderledes.

Blinde mennesker

Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør, synes Kvium at udsige om sit formastelige persongalleri. Vi skal tilgive disse mennesker og vise dem barmhjertighed, ligesom Jesus gjorde det på korset, da han tilgav alle de mennesker, som havde handlet forkert, for de ikke vidste, hvad de havde gjort.

Personerne på lærrederne viser os, hvor galt det står til med dem og med den verden, de lever i. De er forblændede, når det gælder deres egen betydning. De forstår ikke, hvor forgængeligt og kort livet er – og hvor ubetydelige de i grunden er.

Kvium fremstiller kødet som skrøbeligt og personerne, som havde de alle mistet ånden

0 Michael Kvium: ”Den blinde”, olie på lærred, 200 x 100 cm, 2012. Den onde, katolske munk forgriber sig måske snart på den lille messedreng. Bemærk munkens knivskarpe klov på ryggen. Blindheden er hos Kvium ofte en metafor for fortrængning og ansvarsforflygtigelse. Michael Kvium voksede op i en katolsk familie i Horsens. I mange af sine værker beskæftiger han sig med den katolske kirkes overgreb på uskyldige børn i kirkens tjeneste. FOTO: ANDERS SUNE BERG

eller aldrig havde haft den. De er blinde og kan derfor hverken stille en diagnose eller ændre adfærd: Maleriet ”Hverdagen 2021” viser en deprimeret corona-mor, som er ved at gå til i kedsomhed. Hun trækker sin lille datter efter sig som en sæk kartofler og bærer en høj tryllekunstnerhat. Hun går med en balletsko på den ene fod og en sutsko på den anden. Hun drømmer om et andet og mere spændende liv derude og ser slet ikke sin lille datter, som hun kun opfatter som en besværlig dødvægt.

På den ene side mærker vi tragikken, på den anden side er personerne urkomiske. Vi griner

imidlertid ikke kun ad dem, men også ad os selv – ligesom hos Holberg, hvor vi bryder sammen af grin, når Erasmus Montanus taler latin til koens bagdel og spidder alle dem, der har mistet jordforbindelsen. Kvium sætter tingene på spidsen for at tydeliggøre dem, hvilket er kvintessensen af enhver satire. Hans persongalleri består af mennesker med lasket hud, deller, tykke maver og andre mindre flatterende kropslige kendetegn.

Stor forfatter – den største fortælling

JYLLANDS-POSTEN

KRISTELIGT DAGBLAD

”Medrivende pageturner”

WEEKENDAVISEN

”Lykkes både som litteratur og forkyndelse”

INFORMATION

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er klar med en ny bibelroman. I Under solen vækkes fortællingerne fra Det Gamle Testamente til live i en gendigtning, hvor tro, tvivl, længsel og oprør står frem som nærværende historier. En stærk opfølger til Natten åbner sig som en port.

1 ”Turisten”, 200x100 cm, 2017.

... Mesterlige rædsler bliver til ...

fortsat fra side 34

Men sådan ser de fleste af os jo ud, når vi krænger tøjet af os. Det er faktisk befriende, at Kvium taler mediernes undertrykkende kropsidealer ned til fordel for en superrealisme, som han samtidig giver en ekstra kant. I maleriet ”Turisten” (2017) har vores mand afført sig turistens obligatoriske T-shirt. Nu er hans solbrændte ansigt, hals og arme blotlagt, mens hans kridhvide hud på kroppen næsten blænder. Umiddelbart tror man derfor, at han

0 ”Hverdagen”, olie på lærred, 100 x 200 cm, 2021. Michael Kvium sætter tingene på spidsen i sine groteske genremalerier af hverdagslivet. Her ses en mor, der slæber sin datter efter sig, som var hun en klud, hun skulle gøre rent med. Bemærk moderens fodtøj: Balletskoen på den højre fod og sutskoen på den venstre, og ikke at forglemme cirkushatten på hovedet af denne uforløste og frustrerede, hjemmegående kvinde, som drømmer om at komme væk fra pligterne som husmor og mor og blive forløst som verdensdame. Men hun glemmer det afgørende; nærværet over for sine nærmeste. FOTOS: ANDERS SUNE BERG

stadig bærer T-shirten. Han bevæger sig gennem en hel skov af kaktusser og opdager tilsyneladende ikke deres skarpe pigge af bare iver efter at opleve den eksotiske natur. Heller ikke den minkklædte dame på kunstmuseet i værket ”Synet” (2017) oplever noget på det maleri, hun har foran sig. For hende er det vigtigere at iscenesætte sig selv med høje, dyre Louboutin-stiletter med røde såler og pels. Hun nærlæser titelskiltet på væggen og ser ikke værket. Her er kunsten kommet i anden eller tredje række i det, Michael Kvium

kalder fluebenskulturen, hvor turisten intet ser, men blot skal dokumentere det, han/hun har læst er vigtigt at se på feriedestinationen. I ”Den blinde” (2012), som Kvium malede, da skandalen med de katolske præsters seksuelle misbrug af messedrenge var på sit højeste, skildrer han den blinde pater, som strammer grebet om den lille messedreng, der spræller i luften, mens hans anden hånd på ryggen er en skarptslebet klov, der snart vil tage livet af drengen.

Kvium voksede op i en katolsk familie i Hor-

sens og har ofte et ærinde med den katolske kirkes dobbeltmoral.

Kvium svinger pisken over os i sit groteske teater. Godt, at vi har ham til at stille sin billeddiagnose over tidens farlige udviklingstendenser, som der er alt for mange af i denne tid. J

5 stjerner

Michael Kvium: ”Skyggeteater”. Trapholt. Vises til den 30. december.

EFTERÅRET PÅ MUSEUM JORN

Se det fulde udstillingsprogram på www.museumjorn.dk

MUNCH

LIVSANGST

5.9.2025-15.2.2026

Med udgangspunkt i Asger Jorns sygdomsramte og kunstnerisk frugtbare tid på Silkeborg Sanatorium bringer udstillingen perspektiver på menneskets eksistentielle grundvilkår, der på forskellig vis farver livet såvel som kunsten. Væsentlige historiske og nulevende kunstnere går i dialog og fremkalder indre og ydre billeder af angst, sygdom, trivsel, transcendens, omsorg, helbredelse og håb.

JORNS VERDEN

Omfattende kronologisk udstilling om Asger Jorns kunst og liv med over 250 enestående Jorn-værker og arkivalier.

Centrale værker af Per Kirkeby i dialog med kunstnere som Georg Baselitz og Martha Jungwirth.

PER KIRKEBY & CO.

Med få klik kan danskerne gå på opdagelse i 400 års naturlig historie

Samlingerne på Statens

Naturhistoriske Museum tæller mere end 14 millioner genstande. Nu er én million af dem blevet digitalt tilgængelige. Det skaber en forbindelse til naturarven, der både fascinerer og forundrer, siger museumschef

0 Genstande fra den entomologiske samling digitaliseres til Statens Naturhistoriske Museums

nyhed

Anna Ellesgaard ellesgaard@k.dk

Vores naturarv tæller alt fra fossiler og fugleskind til flere forskellige sommerfuglearter. Og nu er det blevet lettere for danskerne at udforske dele af den. Statens Naturhistoriske Museum åbnede i juni en digital samlingsportal, hvor man kan klikke sig igennem én million genstande.

Ambitionen er, at danskerne skal have adgang til mere end 400 års naturhistorie og dermed hele museets samling, der tæller over 14 millioner genstande. Det fortæller Anders Drud Jordan, der er chef for udstillinger, design og digital på Statens Naturhistoriske Museum.

Han mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at gå på opdagelse i naturhistorien, og hvad enten man interesserer sig for dybhavs-

digitale platform styrke forbindelsen til naturarven, siger Anders Drud Jordan: ”Man kan blive fascineret af og forundret over naturarven, og det gør måske også, at man rykker sig endnu tættere på naturen, og på den måde også er med til at bevare den fremover.”

Digitaliseringsprojektet er det største danske digitale museumsprojekt – og det har været muligt at gennemføre takket være en bevilling på knap 30 millioner kroner fra Uddannelsesog Forskningsministeriets pulje til forskningsinfrastruktur. Bevillingen bliver brugt på at opbygge en infrastruktur for forskning, der vil gøre de store samlinger på Statens Naturhistoriske Museum, Naturhistorisk Museum i Aarhus og Science Museerne på Aarhus Universitet digitalt tilgængelige.

Digitaliseringen er en del af et fælleseuropæisk projekt, som gør det muligt at få digital adgang til mere end 1,5 milliarder genstande fra museer i Europa.

6 Digitaliseringsprojektet

Projektet hedder DaSSCo, Danish System of Scientific Collections, hvor de naturhistoriske samlinger på Statens Naturhistoriske Museum, Naturhistorisk Museum i Aarhus og Science Museerne på Aarhus Universitet bliver gjort digitalt tilgængelige.

Projektet er en del af et paneuropæisk initiativ med naturhistoriske samlinger fra 23 lande. De digitale samlinger kan ses på collections.snm.ku.dk.

samlingsportal nye muligheder for vidensdeling, samarbejde og undervisning på tværs af landegrænser, fordi brugere fra hele verden nu kan klikke sig igennem data, som tidligere kun var tilgængelige for et fåtal.

”Med en masse billeder af genstandene i en digitaliseret samling vil der være eksperter fra andre universiteter, der pludselig kan se genstandene og opdage forskelle, som kan afsløre, at der måske findes andre arter eller udviklingstræk i dyreriget,” siger Anders Drud Jordan.

Men er der ikke en risiko for, at danskerne blot vil tilgå jeres digitale database i stedet for at besøge museet?

”Det tror jeg ikke. I en digital verden vil man søge mod de rigtige objekter og genstande, og det er jo det, vi som museum kan tilbyde. Vi tilbyder mødet med det autentiske. Men databasen giver en mulighed for at vise alt det, som er bag de tykke mure, for det er jo ikke alt, der

Hun var en af kunstens helt store stjerner i 1960’erne, “the Queen of Pop Art” blev venezuelanskamerikanske Marisol kaldt. Få år senere forsvandt hun og “blev væk”, da historien om popkunsten skulle skrives. Glæd dig til den første store udstilling i Europa med en glemt, gådefuld og radikal kunstner.

Marisol with La Visita, 1964. Photo: Nancy Astor. Digital image: Amanda Smith, Buffalo AKG Art Museum. Udstilling skabt i samarbejde med BUFFALO AKG ART MUSEUM. Støttet af: Marisol with La Visita, 1964. Photo: Nancy Astor. Digital image: Amanda Smith, Buffalo AKG Art Museum. Udstilling skabt i samarbejde med : Støttet af: