32 Efterårsbøger 2012
Kristeligt Dagblad Lørdag 3. november 2012
Bekendelser og tvivl
Der er ingen grænser og tabuer, når Herbert Pundik og Martin Krasnik tager sig af verden og sætter den til vægs uden alt for mange dikkedarer. Højdepunktet er Pundiks opgør med den israelkritiske venstrefløj
bog Allan Sørensen: Pundik & Krasnik og resten af verden. 282 sider. 299 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Åh nej, ikke endnu en samtalebog. Og Herbert Pundik og Martin Krasnik, der soler sig i hinandens fortrinlighed, åh nej. Og alt det jøderi på 281 sider – det er næsten for meget. Og så en tredje mediejøde til at anmelde værket? Man kan ikke fortænke en uvildig eller ”vildig” læser i at reagere på den måde, når man får ”Pundik & Krasnik og resten af verden” stukket i hånden med et iscenesat billede på omslaget af de to, der kigger næsten forelsket på hinanden med et cafébord og to kaffekopper mellem sig midt på en gade, hvor en motorcykel vil torpedere dem bagfra om nogle få sekunder. Ingen iscenesættelse eller forfængelighed her. Men rolig nu. For det første har jeg gjort redaktionen opmærksom på, at jeg selvfølgelig kender de to, den ene oven i købet i længere tid, end den anden har haft sin gang på jorden. Så det er med fuldt overlæg, at redaktionen har bedt mig anmelde bogen og give jøderiet et ekstra spin. Og for det andet kan man lægge sin skepsis og sine forbehold til side. Allan Sørensen, der står for bogen, giver læseren en oplevelse, som med dialog og interview leverer oplysning, indsigt og et par overraskelser. Samtalebøger har som genre uomtvisteligt nået et punkt, hvor de i al deres tilskårne smalltalk-facon er ulidelige, men det er Pundik og Krasnik og Sørensen ikke med deres specielle blanding af verdenspolitik, polemik og jødisk insidergossip uden forbehold eller betænkeligheder. Here we come. Det er en meget direkte form, der virker oprigtig og ofte livlig og underholdende. Med et par ugebladsafsløringer indimellem som for ek-
sempel, at Herbert Pundik var tæt på at løbe af med en shikse, en kristen kvinde (uha da da), inden hans mor fik spændt ben for det, og inden hans kone, Sussi, kom på banen. Tonen er let og frejdig, og når jeg ovenfor har brugt ordet ”jøderi”, så er det som et lån fra samtalerne, hvor ordet optræder en del gange som udtryk for den særlige jødiske cocktail, der består af lige dele selvoptagethed, selvglæde og selvpineri.
Der er meget at hente for dem, der vil ind under jødernes hud fordelt på to generationer med mere end 40 år imellem sig og med deres syn på Israel, tvivl og bekendelse, religion, antisemitisme, holocaust, omskæring, islam og danskhed. Med Allan Sørensen som dirigent spiller og jonglerer de to med alle boldene uden at blinke og tilsyneladende ustoppeligt. Der er ingen grænser, ingen tabuer, for det er jo Pundik og Krasnik, der i al beskedenhed tager sig af verden og sætter den til vægs uden alt for mange dikkedarer. For dem, der ikke har læst Pundiks erindringer eller set hans talrige interview i presse og tv, er der et indblik i et livsforløb og en karriere med det unikke forankringspunkt i Danmark og Israel på samme tid i et perspektiv, der dækker det meste af anden halvdel af det 20. århundrede og starten af det 21. århundrede. Selvom den er blevet fortalt en del gange, er det stadig en god fortælling. I forbindelse med Pundiks 85-års-dag i år stod der i et af fødselsdagsportrætterne, at han ”er præget af en sjælden mangel på forfængelighed”. Det er kun sandt som en overfladisk betragtning. Pundik er udstyret med den bedst skjulte forfængelighed i dansk journalistik. Krasnik er til sammenligning stadig et ubeskrevet blad, men han lægger til gengæld ikke skjul på sin forfængelighed. Liggende på briksen åbner han generøst for posen og deler ud af sin bio-
0 Martin Krasnik presser undervejs Herbert Pundik for personlige oplysninger og forklarer, at det er noget, hans egen generation er vildt optaget af. Og han er ikke bleg for selv at levere varen med den narcissistiske selvfokusering, som er blevet en del af terapigenerationens identitet. Det er guf for alle ekshibitionismeatleterne. – Foto fra bogen.
grafi med en fortælling om sin venstredrejede familie, sin egen udvikling, sine forhold til jødiske kvinder, sin tvivl og selvfølgelig sin holdning til jødedom og Israel. Selvom han er langt mere romantisk i sit syn på jødedom og for eksempel Jerusalem, konstaterer han gang på gang ligesom Pundik, at det ikke på nogen måde er religionen, der er grundlaget for hans forhold til det jødiske. Her er de to fuldstændig på linje med hinanden. Krasnik presser Pundik for personlige oplysninger og forklarer, at det er noget, hans egen generation er vildt optaget af. Og han er ikke bleg for selv at levere varen med den narcissistiske selvfokusering, som er blevet en del af terapigenerationens identitet. Det er guf for alle ekshibitionisme-atleterne. Pundik yder sit bidrag ved at komme ud af skabet med sin ”shikse” og bekendelsen om, at han i sin ungdom ikke havde noget stærkt ønske om at forblive jøde. Men det er langt mere inte-
ressant, at Pundik også kommer ud af skabet som den zionist, han startede med at være, og nu lægger sit dilemma frem efter et debatmøde med en gruppe fra den danske venstrefløj. De var stærkt kritiske over for Israel, rejste spørgsmålet om Israels eksistensgrundlag og talte om, at israelerne begår etnisk udrensning. Her ser det ud til, at Pundik siger: Nu er det nok. I et langt afsnit, der skiller sig ud fra resten af bogen, gør Pundik nærmest i monologform rede for sine overvejelser, og hvor han står i dag. Han tager afstand fra etnisk udrensning uden det mindste forbehold. Men han erkender samtidig, at uden den etniske udrensning, der foregik under Uafhængighedskrigen i 1948, ville der være sket en større uretfærdighed – mod jøderne.
Det er klart bogens højde- og tyngdepunkt. Ved at beskylde skiftende israelske ledere for at begå etnisk udrensning og flirte med fascisme og apartheid har Pundik i årevis
leveret ammunition til den selvsamme venstrefløj, som han nu tager et opgør med. Det har gjort Pundik til en omstridt person i mange jødiske kredse. Ingen af de anklager bliver rejst i den foreliggende bog. Ikke et ord om etnisk udrensning eller apartheid i Israel i dag. Pundik gør rent bord ved at sige, at der blev begået en forbrydelse mod araberne i 1948, men som jøde mener han, at hvis den forbrydelse ikke var blevet begået dengang, ville der være sket en større uretfærdighed mod jøderne. Han genkender den unge Herbert i nogle af de rabiate israelkritikere, men fortæller dem, at de i al deres magelighed og velvære gør sig selv og genstanden for deres kritik uret og svigter kravet om intellektuel redelighed. Han forstår deres sympati med den svage part, palæstinenserne. Men svaghed er ikke altid ensbetydende med ret. I en større sammenhæng er Israel den svage part. Pundik efterlyser tvivl både hos venstrefløjen og andre fanatikere
som de ultraortodokse og nationalreligøse i Israel. Tvivl gør det muligt at blive klogere. Det er et selvopgør, Pundik leverer her, og det fremstår umiskendeligt, at han selv har været på en rejse med tvivlen som rejseleder. Respekt, som Krasniks generation ville sige det i dag. Interessant nok bliver Pundik her ikke udfordret af Krasnik, enten fordi han ikke får chancen, eller fordi samtalens tre partnere har skønnet, at de betragtninger fortjener at stå for sig selv. Det er et helt rigtigt skøn. Bogens anden halvdel handler om det arabiske forår og Muhammed-krisen. Det er aktuelt og relevant nok, men fire kapitler er for meget. Det burde have været skåret ned mindst til det halve. Samtalebøger egner sig bedst til bekendelser på briksen. samuel rachlin kultur@k.dk
Samuel Rachlin er journalist og forfatter.