Korshærsbladet nr 2 april 2014

Korshærs bladet

Kirkens Korshær / April 2014

Arresthusgudstjeneste i Aalborg Uddeling af nødhjælpspakker Med Fødevarekontrollen på besøg

/ 21 /

Foto: Jeanne Kornum

Korshærs bladet udgives af Kirkens Korshær Nikolaj Plads 15 1067 København K Tlf. 3312 1600 redaktion@kirkenskorshaer.dk www.kirkenskorshaer.dk Giro: 540-1429 CVR: 82883711 Kirkens Korshær er en privat, kirkelig hjælpeorganisation, der arbejder blandt socialt udsatte i Danmark.

Redaktion: Helle Christiansen (ansvarshavende), Heiner Lützen Ank (redaktør DJ), Tlf. 2078 4257.

Johannes Holst Hansen, (redaktør af Til eftertanke) jobhansen@mail.tele.dk Tlf. 9726 7414.

Korrektur: Bent Friis Layout: Andebyreauet

Husk at melde adresseændring

Tryk: Tarm Bogtryk A/S Oplag: 5.500 ISSN 1902-2107 Online 2245-7860 Redaktionsudvalg: Olav Poulsen, Jesper Rønn-Simonsen, Sara Nørholm og redaktører.

Forsidefoto: Jeanne Kornum. Arresthus- og Korshærspræst Lena Bentsen.

Korshærsbladet udkommer seks gange om året. Det sendes til alle støttemedlemmer af Kirkens Korshær. Støttemedlemskab kan tegnes på www.kirkenskorshaer.dk eller ved at ringe på 3312 1600 Chef for Kirkens Korshær: Helle Christiansen Formand for landsstyrelsen: Birgit Friis Der tages forbehold for trykfejl og ændringer.

Nr. 2, 2014 Næste nummer af Korshærsbladet udkommer d. 13.-17. juni 2014.

Indhold/April 2014 Korshærschefen skriver

side 3

Lenas liv bag tremmer

side 4

Nødhjælpen i Danmark

side 8

Den dag, fødevarekontrollen kom forbi

side 10

Uligheden i Danmark vokser

side 12

Til eftertanke

side 14

Kort nyt

side 18

Fadderskab

side 19

Kirkens Korshær og Marianne Jelved

side 20

/korshærschefen skriver/

“

Kirkens Korshær dækker de mest basale fornødenheder: mad, hvile, samvær, hvile. Vi ser, at det hjælper mennesker til at holde ud giver styrke til at fastholde håbet om en bedre fremtid.

Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær

Foto: Rune Johansen

Tillid Glædelig påske. Påske fortæller, at menneskeliv kan rejse sig og afmagt blomstre på den mest forbløffende måde. Der er liv i overskud, lige til at dele. Her tager Kirkens Korshærs arbejde sit udgangspunkt. ”Tillid er godt, kontrol er bedre.” Sådan lyder citatet af Vladimir Lenin, men i dette Korshærsblad er det omvendt. For ganske vist er kontrol godt, men tillid er bedre. Kontrol er godt, når fødevarekontrollen siger god for, at maden i varmestuerne er ufordærvet. Varmestuemedarbejdernes omhyggelige arbejde med hygiejnen er en naturlig del af det at ville give god og nærende mad til sultne mennesker. Her i foråret øste jeg havregrød op til sultne morgenmennesker i varmestuen Fedtekælderen. Både grøden og den varme mad senere på dagen bliver sultent modtaget. Det er nødvendigt med mættende, nærende mad for at klare livet på gaden. Mad er en basal nødvendighed. Kirkens Korshær dækker de mest basale fornødenheder: mad, hvile, samvær, hvile. Vi ser, at det hjælper mennesker til at holde ud giver styrke til at fastholde håbet om en bedre fremtid.

Tillid er bedre Helle christiansen chef for Kirkens Korshær

Behovet for at blive mødt med tillid hører til det basale for et menneske. Den måde, vi møder hinanden på, afgør, hvordan vores liv udfolder sig. Kirkens Korshær oplever, at mange mennesker lider under tillidsbrud. Deres tillid til omverdenen blev brud. En, de var afhængige af, svigtede eller begik overgreb. Det er en stor smerte at erkende de ødelæggende konsekvenser af tillidsbrud. At opbygge tillid til sin omverden er en lang proces. Derfor lægger Kirkens Korshær afgørende vægt på det langsigtede arbejde. Vi kan ikke hoppe fra projekt til projekt, men skal kunne være til stede som et fast punkt i udsatte menneskers liv.

Tillidsfuld samtale

Tillidsbrud hører med i historien for mange indsatte i arresthuse og fængsler. Alligevel oplever Kirkens Korshærs medarbejdere at blive mødt med tillid i de samtaler under fortrolighed, som medarbejderne tilbyder de indsatte i arresterne. Kirkens Korshærs arbejde blandt indsatte går langt tilbage.

Allerede et par måneder efter stiftelsen af Kirkens Korshær i 1912 søgte man om tilladelse til at besøge indsatte i fængslet, og i 1915 gav Justitsministeriet tilladelse til de første besøg. De gaver, Kirkens Korshær modtager, finansierer blandt andet arresthusarbejde, hvor medarbejdere banker på celledørene med tilbud om samtale. Samtalen går ikke ud på at tage parti for gerningsmand mod offer, men medarbejderen møder det menneske, som er bag cellens dør. Mødet med mennesker, dér, hvor vi er, og sådan som vi er, er kernen i Kirkens Korshærs arbejde. Så enkelt, som det lyder, så forbløffende forskelligt kan det udfolde sig. Lad os give plads til udfoldelsen af det skrøbelige, mangfoldige menneskeliv. /3/

Tekst: Heiner Lützen Ank Foto: Jeanne Kornum

Lenas liv bag tremmer I Aalborg Arrest venter 60 personer på at blive dømt for tyveri, mord eller besiddelse af narkotika. Eller de venter på at blive frikendt. På biblioteket kan de bruge ventetiden på at låne bøger, gå til undervisning eller være med til gudstjeneste hos arresthuspræsten.

D

en nederste rude i det store vindue står åben.

Lyden af biler, der glider gennem Aalborghverdagen, trænger ind gennem sprækken mod livet derude på den anden side.

På den ene væg i det trange bibliotekslokale er der et stort maleri i gul og sort. En letpåklædt kvinde danser under en palme på den slags strande, der kun eksisterer i reklamer. På en anden væg er der et verdenskort. Her er grænserne ikke andet end knap synlige streger på et kort.

Midt i lokalet, hvor bøger og computere fylder langs væggene, har seks mænd i T-shirts, udtrådte sko, løse joggingbukser og store trøjer klemt sig sammen om et par skoleborde. De er alle et sted mellem 20 og 40 og sidder med alvorlige ansigter under det maskinklippede hår. På nær den yngste. Han kan ikke holde igen på smilet og de små, hurtige kommentarer. De andre nikker tavst tilbage.

Leif har stillet sig i den ene ende af lokalet. Hans hvide hår og rolige ansigt skinner mod den blå skoletavle bag ham. For et par minutter siden stod der bogstaver og tal fra en undervisningstime på tavlen. Nu er den visket ren. Salmebogen hviller trygt i Leifs prøvede kirkesangerhænder, han er klar til at synge.

Bo har sat sig i den anden ende. På et ekstra skolebord har han stillet det elektriske keyboard og skudt brillerne op i panden. Han læner sig tilbage i kontorstolen og nikker. Når tiden er inde, kan han slå tonerne an.

- Velkommen til gudstjeneste her i Aalborg Arrest denne fredag eftermiddag. Jeg er glad for at se jer.

Lena Bentsen har stillet sig for enden af skolebordet.

Ved siden af hende står et par stearinlys og et kors i ståltråd. Hun ser venligt ud over forsamlingen og taler med en rolig, afdæmpet stemme. Hun er på hjemmebane.

De forskellige gudstjenester

Lena Bentsen har siden 1997 været arresthus- og

korshærspræst i Aalborg, og som en fast del af arbejdet holder hun gudstjeneste i arresten cirka hver tredje uge. Mængden og intervallet kan dog variere. Det hænger nemlig sammen med, hvilke typer indsatte, der er.

For tiden sidder der mange udenlandske indsatte i arresthuset, og Lena holder derfor jævnligt gudstjeneste på engelsk. Så de, der taler rumænsk, engelsk eller et helt tredje sprog også kan komme til gudstjeneste.

Andre gange holder Lena de hemmelige gudstjenester. Det er gudstjenester, der ikke er annonceret nogen steder, og som er rettet mod indsatte, der er sigtet for at have begået seksuelle krænkelser mod børn, eller som af andre grunde ikke kan være sammen med de øvrige indsatte. De gudstjenester har Lena ingen af for tiden.

- Efter at Bo har spillet en intro, skal vi synge en salme. Er der nogen, der har et forslag? Lena kigger ud over forsamlingen. Der bliver kigget ned i de blå salmebøger, og der bliver kigget op igen.

- Kan vi ikke synge den der O Happy Day, siger den unge mand med smilet.

- Står den ikke i salmebogen, forsøger han sig.

- Nej, den er desværre ikke med i salmebogen. Men vi kan godt synge den en anden gang. Men så skulle jeg have vidst det på forhånd, så jeg kunne have nogle kopier med. Det må jeg huske til næste gang.

- Jeg foreslår, at vi tager I Østen stiger Solen op, hvis der ikke er andre forslag. Til lyden af Bos keyboardmusik og Leifs sang, bevæger de indsatte deres læber.

Bank på døren

Arresten er det sted, hvor fængslede tilbringer tiden, indtil deres sag kommer for en dommer. Aalborg Arrest har plads til 60 indsatte, og med så mange mennesker er der også en del, der har lyst til at tale med Lena, når hun på to faste dage om ugen går rundt til cellerne for at høre, om den inde på den anden side har lyst til et besøg.

- Det forgår helt stille og roligt. Jeg kommer til arre-

t / KORSHÆRSBLADET /April 2014/

/ a k t u e lt /

Lena Bentsen har siden 1997 været arresthus- og korshærspræst i Aalborg,

/5/

t

sten, bliver lukket ind og tjekker min postbakke, om der er nogen, der har ønsket at tale med mig. Så får jeg udleveret en nøgle til gangen og en nøgle til cellerne, og så kan jeg ellers selv gå rundt og finde ud af, hvem der har lyst til at tale med mig. Nogle har ventet på, at jeg skulle komme, og nogle har blot behov for at snakke om løst og fast. Og så er der dem, der virkelig har tænkt over tingene, og hvor jeg tænker, her var der en livsvisdom, der gjorde præsten klogere. Eller her var der et mod til skyld og til at være ved tingene, som de er. Også selvom de er rigtigt grimme.

Lena har mange års erfaring at trække på. Så når hun fortæller, hvad hun laver, og folk spørger, om det ikke er farligt, kan hun oprigtigt svare, at der er få steder, hun føler sig så tryg som her. Helt så rolig tog hun det dog ikke til at begynde med: - Jeg kan huske den første gang, hvor det var næsten umuligt at løfte hånden og banke på. Det var rædselsfuldt. Jeg kan mærke følelserne i kroppen endnu, for der følte jeg mig godt nok mutters alene. Jeg havde talt med den tidligere præst inden, men der var ingen til at tage imod mig og sige, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte bare gå i gang og dét med alverdens forestillinger om, hvad det var for monstre, der ventede bag dørene. Men da jeg havde banket på den første celledør, blev jeg modtaget af et menneske. Og det er jeg blevet siden..

Når Lena Bentsen kommer på besøg i arresten, får hun udleveret nøgler til gangen og cellerne og kan gå rundt uden opsyn

“

Mennesket er som et skuffedarium, hvor forskellige skuffer springer op, alt efter hvilken situation, man er i.

Lena Bentsen

/ KORSHÆRSBLADET /April 2014/

Det vigtige bank på døren

Som arresthuspræst er Lena ikke en del af fængselssystemet. Hun er noget andet, et supplement, der på mange måder arbejder godt sammen med de fængselsfunktionærer, der passer på de indsatte. Men der er dog en vigtig forskel: - Jeg banker altid på, inden jeg går ind. Det er der mange indsatte, der siger tak for. Ellers er det første de hører, når der er nogen, der kommer til dem, lyden af raslende nøgler. Men selvfølgelig skal jeg da banke på, og selvfølgelig er det personen derinde, der skal bestemme, om jeg må komme ind. Det er dem, der skal lukke mig ind.

Og så er forskellen også, at Lena har tavshedspligt.

Til hende kan man fortælle alt uden at frygte for, at det kommer videre: - Man kan tale med mig om alt, og jeg lytter også gerne til det hele. Der er ingen grænse for, hvad jeg vil lytte til. Men jeg har et problem, når det, den indsatte har gjort, ikke er noget problem for ham. Når folk er blottet for sympati for den person, en forbrydelse er gået ud over. Så selvom jeg gerne vil lytte, så synes jeg også, det er min opgave at holde folk fast på, at der er en, der har betalt en meget høj pris for det, de har gjort.

Ingen historier ligner hinanden, men der er nogle temaer, der gennemsyrer de fleste samtaler: - Erfaringen af at miste går meget igen. Dybest set mister mange deres identitet. Som mennesker forstår vi os ud fra de relationer, vi er en del af: familie, arbejde, venner osv. Og når de forsvinder, hvem er jeg så? Er jeg alene identisk med den kriminalitet, jeg har det for-

/ a k t u e lt /

Når arresthus- og korshærspræst Lena Bentsen holder gudstjeneste i Aalborg arrest foregår det på biblioteket

færdeligt med at have begået?

Det menneskelige skuffedarium

At tale med Lena ændrer ikke noget for de indsatte.

De skal stadig sidde i arresten, og de skal stadig stå til ansvar for deres handlinger over for en dommer på et tidspunkt. Men ind i dette har Lena alligevel noget væsentligt at tilbyde de indsatte. Noget der, ifølge hende selv, måske kan hjælpe på længere sigt: - Nogen af dem, jeg taler med, har behov for at fortælle det fra deres synsvinkel. De har brug for selv at sætte ord på. I nogle tilfælde dukker der også noget op, mens vi taler sammen. Det kan man godt kalde en form for erkendelse, som kan være meget svær. Men det kan være en vending, jeg meget gerne vil være med til.

I Danmark er der 36 arresthuse, hvor der er cirka 1500 pladser. Ud over Lena og nogle af hendes korshærspræstekollger har Kirkens Korshær også tre arresthusmedarbejdere, der kører rundt og besøger indsatte. Og Lena er sikker på, det er vigtigt, at både hun og de andre korshærsmedarbejdere bruger tid på netop dette arbejde: - Mennesket er som et skuffedarium, hvor forskellige skuffer springer op, alt efter hvilken situation, man er i. Jeg og de andre korshærsmedarbejdere kan og

vil gerne være til stede i de samtaler, hvor der, som i nogle af samtalerne i arresthuset, bliver åbnet for de allerinderste rum. Også den skuffe, der står Gud på.

Vi er andet end fejlene

- Det kan være både ubehageligt og utrygt at blive set, og måske vil vi i mange tilfælde helst være fri. Men det blik, salmen taler om, er ikke det blik, der vil finde fejl. Det er det blik, der godt kan se fejlene, men også ser sit elskede menneske. Det er et blik, der er fuld af Guds kærlighed. Teksten, Lena prædiker over, stammer fra Det Gamle Testamente, fra salmernes bog.

Nogle dage får de indsatte undervisning i dansk og matematik i dette lille lokale, hvor tremmer og tonede ruder begrænser muligheden for at kigge på verden udenfor. I dag hører de præstens tale om, at Gud også ser dem. Der bliver lyttet i tavshed.

Der er gået en halv time. Gudstjenesten på biblioteket er ved at være slut. En enkel tekst mere og Fadervor skiller de indsatte fra den kaffe og kage, der også er en vigtig del af gudstjenesten.

- Nogle ville mene, det er et mærkeligt rum at fejre gudstjeneste i. Men måske er det lige netop her, vi skal gør det.

/7/

Tekst og foto: Heiner Lützen Ank

Nødhjælpen i Danmark I mange år har ordet nødhjælp rimet på Afrika, sult og katastrofe.

Men måske skal vi vænne os til, at det også rimer på Danmark, socialt udsatte og udstødelse. Det er Kirkens Korshær i Korsør så småt ved at acceptere. Fordi virkeligheden har tvunget dem til det.

- Hun er ikke kommet endnu. Helle Madsen, der er køkkenleder hos Kirkens Korshær i Korsør, taler med rolig stemme. Det er ikke første gang, hun står i denne situation.

Det er en ganske almindelig fredag formiddag. I varmestuen i centrum af byen, der siden Storebæltsfærgernes sidste tur i 1998 har haft det meget svært, sidder seks-syv stykker og drikker kaffe og småsnakker.

De er en lille del af de ca. 40 socialt udsatte, der hver dag slår vejen forbi huset i Havnegade for at få en kop kaffe, noget mad og en sludder. Udenfor i læskuret sidder nogle af byens hårde drenge og drikker øl og ryger.

En af dem har stillet el scooteren lige ved siden af og smidt sin grønne refleksvest over sædet.

Om et par timer lukker varmestuen, og så er der ikke mere mad at få i denne uge.

Hende, der er ikke er kommet endnu, og som Helle Madsen venter på, er en enlig mor, der denne weekend får besøg af sine to børn. For et par dage siden kontaktede hun Kirkens Korshær for at spørge, om hun kunne få noget mad til børnene, fordi hun ellers ikke havde noget at give dem. Hvis hun ikke når at komme, inden Helle Madsen og hendes kolleger går hjem, vil hun næppe have mad at give børnene i weekenden.

Og moren er ikke den eneste, for i den seneste tid har medarbejderne i Korsør oplevet et stigende antal henvendelser fra enlige og familier, der beder om mad til dem selv og deres børn. Fordi de ellers ingenting har.

Nødhjælpen er blevet en del af hverdagen

- Det er svært at sige det præcist, men jeg vil tro, vi har haft 10-15 udleveringer i år, og vi er altså kun et par måneder inde i året, fortæller Helle Madsen og tilføjer: - Det er naturligvis noget, vi mest oplever hen mod slutningen af måneden, når pengene er sluppet op.

Men sidst på måneden kan godt begynde fra omkring d. 10.

Det er både familier og enlige, der beder om at få mad, men for begge grupper gælder det samme: - Der er ingen, der synes, det her er rart. Derfor spørger de enten, når ingen andre ser eller hører det, eller de sender en besked, og så kommer de forbi, lige

/ KORSHÆRSBLADET /April 2014/

inden varmestuen lukker, for at hente maden, fortæller Helle Madsen.

Kirkens Korshær i Korsør får en del af maden doneret. Andet køber de selv, og for at få pengene til at strække så langt som muligt, gør Helle Madsen en dyd ud af at handle billigt og på tilbud. Det betyder, at det, hun kan give, kan variere fra gang til gang: - Det er lidt forskelligt, hvad jeg har at tilbyde. Men er det en enlig, så får han fx brød, smør og noget billigt pålæg, og så får han at vide, at vi her igen i næste uge, så kan han komme ned i varmestuen og spise gratis, fortæller Helle Madsen og fortsætter: - Er det derimod en familie med børn, skal de ikke mangle noget. De skal ikke mangle noget, for børnene har ikke samme mulighed for at komme ned i varmestuen i næste uge og få noget varmt mad. En familie med et par børn får mad til alle måltider i løbet af en weekend. Det kan være boller til morgenmaden, smør, pålæg, mælk, pasta, brød til frokosten og så enten rester fra det, vi har spist her i løbet af ugen, eller noget, de selv kan lave aftensmad af. Jeg kan også godt finde på at give dem kaffe og saft til børnene. En gang imellem også kiks. Jeg vil tro, der er kan være for 300-500 kr. mad til sådan en weekend.

Det bliver brugt til dem selv

Helle Madsen har været ansat i Kirkens Korshær i fem år. Derfor kender hun brugerne godt og er således ikke bange for, at maden bliver solgt videre.

- Vi kender, dem, der kommer her, og jeg er helt sikker på, vi ville høre, hvis noget af det blev solgt videre.

Jeg er derfor helt sikker på, at den mad, vi udleverer, rent faktisk gør nytte. Vi giver dem den mad, de får at spise i weekenden, siger Helle Madsen.

Der er ingen lette forklaringer

Søren Bruun Christensen er leder af Kirkens Korshærs arbejde i Korsør og Slagelse. Han mener ikke, der er en enkel forklaring på, at det er kommet så vidt, at han og hans medarbejdere nu må udlevere gratis mad til både enlige og familier: - Der er mange ting, der spiller ind. For det første er

/ a k t u e lt /

Køkkenleder Helle Madsen og leder af Kirkens Korshær i Korsør og Slagelsen, Søren Bruun Christensen, ser ned i fryseren med madvarer.

Korsør meget hårdt ramt. Siden færgerne stoppede med at sejle i slutningen af 1990erne, er det gået voldsomt tilbage for byen. Fx vil jeg tro, at lige under halvdelen af butikkerne i gågaden står tomme. Det viser meget godt, hvordan tingene er. For det andet så spiller den politik, der bliver ført i forhold til vores målgruppe, også ind. Her er der ingen tvivl om, at den kontanthjælpsreform, der trådte i kraft d. 1. januar i år, har stor betydning, siger Søren Bruun Christensen.

Et væsentligt element i kontanthjælpsreformen er, at samlevende ugifte par, hvor begge er på kontanthjælp, nu skal forsørge hinanden. Det er ifølge Søren Bruun Christensen en del af forklaringen på den øgede udlevering af mad i Korsør: - Fælles for gruppen af hjælpsøgende er, at de er meget langt væk fra arbejdsmarkedet. Men lige så langt væk fra en kommunal indsats, idet skellet mellem borger og sagsbehandler bliver større og større.

Beskæftigelsessystemet kan ikke rumme andre problemer end ledighed, og de her mennesker har en bred vifte af udfordringer, der gør, at de ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Så helt konkret oplever vi, at de ikke kan komme igennem til sagsbehandleren, og kommer de igennem, kan de ikke forstå lovgivningens begrænsninger. Dermed kan de ikke få hjælp til løsning af deres her-og-nu-problemer.

Men der er også et andet Korsør

“

Der er ingen, der synes, det her er rart. Derfor spørger de enten, når ingen andre ser eller hører det, eller de sender en besked, og så kommer de forbi, lige inden varmestuen lukker, for at hente maden Helle Madsen.

Der er imidlertid også noget positivt, der kendetegner byen, ifølge Søren Bruun Christensen: - Det er altså lidt spøjst, for på den anden side er der i byen også en stor lyst til at hjælpe. Fx uddelte vi sidste jul for næsten 100.000 kr. julehjælp, og pengene til dette var alle indsamlet lokalt. Fx samlede vi små 20.000 kr. ind på gaden på en enkel dag. Så selvom byen på mange måder lider, er der altså også en stor vilje til at bakke op og hjælpe dem, der har det allersværest, siger Søren Bruun Christensen.

Maden i posen

Helle Madsen begynder at gøre klar til at servere ugens sidste portion varme mad. Menuen står på kød, kartofler og sovs. Uden nogen har opdaget det, kom moren forbi, lige inden det var for sent: - Jeg gav hende en sort sæk med forskellige ting med. Lidt af det, jeg nu kunne finde. Brød, pålæg og noget de kunne få til aftensmad, fortæller Helle Madsen: - Så får hun alligevel besøg af sine to børn. Jeg var ved at tænke, at de ikke ville komme, og at det var derfor hun ikke kom. Nu har de i hvert fald mad til weekenden.

/9/

Tekst og foto: Heiner Lützen Ank

Den dag, fødevarekontrollen kom forbi De fleste af Kirkens Korshærs varmestuer serverer mad. De er derfor, ligesom fx restauranter og cafeer, underlagt jævnlige, uanmeldte kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen. Korshærsbladet tog med den dag, Fedtekælderen fik uventet besøg.

G

oddag. Jeg hedder Dorte Henriksen og er fra Fødevarestyrelsen. Jeg kommer for at lave et uanmeldt kontrolbesøg.

Pludselig står Dorte Henriksen med sin lille kuffert midt i Fedtekælderens køkken. Hun er ernærings- og husholdningsøkonom og ansat ved Fødevarestyrelsen.

Det er hendes opgave sammen med nogle kolleger at tage rundt og tjekke om hygiejnen og omgangen med maden er, som den skal være, de steder hvor der bliver lavet og solgt mad. Og sådan et sted er Fedtekælderen.

For selvom de, der kommer i Fedtekælderen og i Kirkens Korshær øvrige varmestuer ikke er kunder på samme måde som dem, der besøger restauranter og cafeer, så skal maden, de spiser, leve op til præcis de samme standarder som andre steder.

Og resultatet af Dortes og hendes kollegers besøg er ikke til at overse. Efter hvert kontrolbesøg er varmestuer, restauranter og cafeer nemlig forpligtiget til at hænge den gule tilsynsrapport op, så kunderne kan se, om det er et sikkert sted at spise. Jo bredere smilet er på smileyen på tilsynsrapporten, jo bedre er besøget gået.

Varmestuens omdrejningspunkt

Det åbne køkken er Fedtekælderens hjerte. Uanset om man skal ind i soverummet, ind på kontoret eller bare på toilettet, så skal man igennem eller tæt forbi køkkenet.

Og så er køkkenet naturligvis også væsentlig, fordi det er her, maden til de socialt udsatte bliver tilberedt.

Uden køkkenet kunne Fedtekælderen slet ikke eksistere i sin nuværende form.

Dorte Henriksen samler sit hår med et spænde, tager den hvide kittel på og stopper en lille lygte og et elektronisk termometer i lommen. Hun smiler til Jytte, der sammen med en kollega står for køkkenet: - Nå, lad os se på det. Jeg tror, vi har hilst på hinanden før.

Dorte og Jytte går over til industriopvaskemaskinen.

Dorte hiver den lille lommelygte frem og kigger op i maskinen:

/ KORSHÆRSBLADET /April 2014/

- Det ser rigtig fint ud. Der er en lille plet, der i hjørnet.

Hun peger med lygten.

- Men det er ikke noget alvorligt. Det er så vigtigt, at opvaskemaskinerne er rene, for hvis de ikke er, så bliver bakterierne bare hvirvlet rundt, uden det, der er i, bliver rent.

Som det næste kigger Dorte på skydedøren, der på den ene langside adskiller køkkenet fra gangen: - Det er godt, I har fået den dør op. Toilettet ligger ikke så langt fra køkkenet, og det er vigtigt, der er et rum i mellem, og det er der, når døren er der. På den anden side kan jeg godt se, der er nødt til at være glas i, så I kan følge med i, hvad der sker ude i gangen.

Den rette nedkøling

Fedtekælderen ligger på Christianshavn lige ud til kanalen. Huset er ejet af de lokale kirker, og Fedtekælderen låner lokalerne. Ud over køkkenet består stedet af nogle små rum, hvor der bl.a. er lager, kontor og mulighed for at lave forskellige aktiviteter, og så er der et soverum og et vaskerum.

Denne formiddag sidder ti personer og drikker kaffe og spiser franskbrødsmadder med syltetøj i det store opholdsrum, der ligger lige ved siden af køkkenet.

Af og til kommer en af gæsterne ud i køkkenet og snupper en ny mad fra fadene, der står på det solide bord midt i køkkenet. De fleste beder også om en kop kaffe til at skylle maden ned med. Det hele kræver få ord.

Imens står Dorte og Jytte og taler om egenkontrol af rengøringen. Jytte hiver et skema frem, der viser, hvornår de forskellige ting er gjort rent.

- Det ser rigtig fint ud, siger Dorte.

Dorte og Jytte bevæger sig ud i rummet bagved, hvor der står et par store køleskabe og frysere. Dorte åbner en af de blanke låger og peger på et par lysrøde margretheskåle.

- Har I kølet maden ned i de der?

- Nej, vi har kølet det ned i nogle bradepander først, og så har vi hældt det over i skålene, siger Jytte og nikker.

/ r e p o r tag e /

Fakta • På www.findsmiley.dk kan man finde kontrolrapporterne fra caféer, restauranter og fødevareproducenter.

Her kan man også finde kontrolrapporterne fra Kirkens Korshærs forskellige varmestuer.

Dorte Henriksen fra Fødevarestyrelsen og Jytte Hansen gennemgår de papirer, Fedtekælderen skal udfylde

- Det er rigtigt, siger Dorte. Det er præcis sådan, man skal gøre det. Jeg kan høre, der er fuldstændig styr på det.

Det skal skrives ned

Efter at have kigget på personaletoilettet og løbet fakturarene igennem for at se, om Fedtekælderen får maden fra godkendte leverandører, slår Dorte og Jytte sig ned i baglokalet og finder nogle mapper frem. De skal gennemgå procedurerne for de forskellige arbejdsgange i forbindelse med madlavningen.

- Jeg kunne jo høre, du havde fuldstændig styr på det med nedkølingen af maden, siger Dorte.

- Ja, men det er i grunden ret sjældent, vi får brug for det, for oftest bliver maden nemlig spist hurtigt. I går lavede jeg fx flæskesteg, og jeg tror, der gik tre kvarter fra maden blev serveret, til den var udsolgt, griner Jytte.

- Det er jo dejligt, siger Dorte, og tilføjer: - Men selvom du har styr på det, og selvom I sjældent

får brug for det, så er det vigtigt, at I får skrevet proceduren ned. Det kunne jo være, der kom en anden og skulle tage over for dig, og så er det vigtigt, at vedkommende kan se, hvordan det skal foregå.

Da der er gået en time, og Jytte har vist Dorte rundt i Fedtekælderen, er kontrollen overstået, og Dorte sætter sig til at sammenfatte det, hun har set, i rapporten.

Næste gang kan det blive til elite

Hygiejne: Håndtering af fødevarer: Kontrolleret faciliteter til hygiejnisk vask af hænder i produktionskøkken og grovkøkken, temperaturer i køleskabe samt adskillelse og tildækning af fødevarer opbevaret på køl og lager uden anmærkninger.

Dorte er tilfreds. Sidste gang var der lidt problemer med en håndvask, men det er der blevet fulgt op på, og Dorte giver derfor Fedtekælderen en glad smiley, der næste gang kan byttes ud med en elitesmiley. Hvis Fedtekælderen holder niveauet.

/ 11 /

Tekst: Heiner Lützen Ank Illustration: Rikke Ahm Kilde: Undersøgelsen stammer fra Ugebrevet A4.

Uligheden i Danmark vokser

D

er var engang, hvor Grundtvigs ord ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”, var en af de mest citerede sanglinjer i dansk politik. Men hvis der går længere og længere imellem, at politikere tager Grundtvigs ord i munden, kan der være en god grund til det. En ny undersøgelse fra Ugebrevet A4 viser nemlig, at de rigeste danskere de seneste år har fået endnu flere penge til rådighed, mens kun et meget begrænset antal af de fattigste har fået flere penge mellem hænderne. Således er antallet af danskere, der har mere end 225.000 i disponibel indkomst om året steget fra 857.000 i 2000 til 1.622.000 i 2012. I samme periode er antallet af personer, der har mindre end 100.000 kr. om året i disponibel indkomst, blot faldet fra 887.000 til 875.000 personer.

Og den øgede ulighed er sket med politikernes velsignelse, hvis man spørger Kristian Weise, der er direktør i centrum-venstre tænketanken Cevea: - Der er naturligvis flere årsager til, at udviklingen er gået denne vej. Der har været nogle markedsudviklinger, der har virket ind, og så er der nogen, der har fået store lønstigninger, mens andre ikke har. Men uanset hvad, så må man sige, at politikerne har haft åbne øjne hele vejen igennem processen. De har været helt bevidste om, hvad der er sket og har accepteret en større ulighed ud fra en betragtning om, at det vigtigste var at øge folks incitamenter til at tage et arbejde eller arbejde mere.

Lige muligheder og ikke lighed

Undersøgelsen fra A4 strækker sig over en periode på 12 år og placerer dermed ansvaret for udviklingen på såvel den tidligere som den nuværende regering. Og ifølge Kristian Weise er det tydeligt, at de to regeringer med hver deres politiske tiltag har skubbet til den øgede politiske ulighed.

- Når jeg ser på udviklingen over hele perioden, så er der især to ting, jeg vil pege på. Det er for det første den tidligere regerings skattepolitik, der helt åbenlyst gik ud på at tilgodese de bedst stillede, og så den nuværende regerings forskellige reformer af overførelsesindkomsterne, der i sagens natur er gået ud over de dårligst stillede.

Selvom de politiske tiltag har haft forskellige regeringer som afsender, så har de alle haft et fælles overordnet mål, nemlig at flytte det politiske fokus fra fællesskabet over på den enkelte, mener Kristian Weise: - Der er ingen tvivl om, at politikerne har været enige om at flytte fokus fra tanken om lighed til tanken om lige muligheder for alle. Lighed er ikke i centrum af den politiske diskussion længere, og det er blevet politisk legitimt at argumentere for, at når bare folk har lige muligheder, så kan de også handle sig ud af deres problemer.

/ KORSHÆRSBLADET /April 2014/

/ny viden/

I mange år har Danmark været førende i forhold til at skabe økonomisk lighed mellem borgerne. Men sådan er det ikke længere, viser en ny undersøgelse fra Ugebrevet A4.

For ifølge den bliver de rige rigere, hvorimod de fattige bliver ved med at være fattige.

/ 13 /

Til eftertanke af Johannes Holst Hansen

PÅSKE

Plads til alle (slags) Midt i Istedgade ligger Maria Kirkeplads. Rå og hærdet ligger den udenfor Mariakirken og ser på livets gang, der passerer lige for dens ansigt. Kolde kroppes lejr, bedøvede fødders slingrende gang, stilethæle der borer sig ned, slag, knubs, og smadrede flasker. Gammelt tøj og stjålne tasker. Den er der, har altid været der – som en dørmåtte før kirkens fred.

Men opbruddet lurer. Pladsen skal renoveres.

Arbejdstitlen for arkitekterne har været: ”Solen skinner for alle”. Og solen kommer til at skinne for alle, for en lyskugle kommer til at reflektere lysets stråler ud i alle afkroge af pladsen, så lyset når alle, der færdes der.

En ny plads – med en sol der skinner for alle. Men hvordan med ham, som har mørket som ven og går i det skjulte og lurer? Finder han fred?

Solens lys har vi brug for – det mærker vi særligt i de mørke dage – men solens lys kan også være ubarmhjertigt. Alt bliver synligt og nogle gange tåler vi ikke, at alt lyses op til offentligt skue. Det er ikke alt vi vil se og omvendt heller ikke alt vi ønsker, andre skal se.

Der er et andet lys end solens. Et lys som lever selv i mørket. Det jager ikke mørket væk, men lyser også i mørkets nærvær. Det er påskens lys. Lyset som stod ved den mørke grav.

Det minder bl.a. Mariakirkens lysglobe os om. Midt i lysgloben står opstandelseslyset tændt - omgivet af alle de lys, der tændes for børn, forældre, venner eller andre, der har det svært, eller som man af den ene eller anden grund ikke er i kontakt med.

Den minder os om det, når vi samles til korshærsgudstjeneste hver søndag og hører orglet stemme i til lovsang og blande sig med mangfoldigheden af stemmer - store stemmer og små stemmer, klare og rustne stemmer, uprøvede og alt for prøvede stemmer, slidte og nedslidte stemmer.

/ KORSHÆRSBLADET /April 2014/

”Du lille anemone, hvor er din skaber stor”. Kaj Munk. Tegning: Grete Elisabeth Nordhagen.

Og den minder os om det, når kirkerummet i hverdagen - i Mariatjenestens åbningstid - giver plads for mere jordnære behov - når der bliver redt op mellem kirkebænkene, så hjemløse kan komme og lægge sig og få et hvil.

Mens fødder stikker ud mellem bænkerækkerne store sko, små sko, udtrådte sko, tennissko, sokker, slidte og beskidte sokker og damesko - står lysgloben med opstandelseslyset stadig tændt midt i kirken og brænder.

Og mens folk ligger der og fylder kirken med meditative snorkelyde lyder ekkoet fra søndagens gudstjenestebøn: Opstandne Kristus, Lys med dit nærvær i de mørkeste afkroge af vores virkelighed.

Lys i længsler og i drømme, så de brænder i os.

Brænd for os, når alt andet slukkes Opstandelsen er lyset, som skinner for alle hvor selv mørket kan finde fred!

Korshærspræst, leder af Mariatjenesten Birgitte Jeppesen, København

Hvorfor har du forladt mig Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Jeg er blevet til en karikatur, folket foragter mig.

Man bespotter mig i alle aviser.

Panservogne omgiver mig, maskingevær sigter på mig, elektrisk pigtråd spærrer mig inde.

Hver dag bliver jeg råbt op, man har brændt et nummer i min hud og fotograferet mig bag pigtrådsspærringer.

Mine knogler kan man tælle som på et røntgenbillede, alle mine papirer er taget fra mig.

Nøgen bragte man mig til gaskammeret, og de delte mine klæder og mine sko imellem sig.

Jeg skriger på morfin, og ingen hører mig.

I min spændetrøjes lænker skriger jeg.

På sindssygehospitalet skriger jeg hele natten, blandt de uhelbredeligt syge, på den epidemiske afdeling og på alderdomshjemmet.

På den psykiatriske klinik kæmper jeg sveddryppende med døden.

Jeg kvæles midt i iltteltet.

Jeg græder på politistationen, i tugthusets gård, i torturkammeret og på børnehjemmet.

Jeg er inficeret med radioaktivitet, og man undviger mig af frygt for smitte.

Men jeg vil fortælle mine brødre om dig.

I vore forsamlinger vil jeg prise dig.

Midt i et stort folk vil man istemme mine hymner.

De fattige vil holde et festmåltid.

Det endnu ufødte folk, vort folk, vil fejre en stor højtid.

Ernesto Cardenal: ”Sønderbrudt pigtråd”.

Forlaget Aros

Fra Koncentrationslejren Sachsenhausen. Foto JHH

Om at vælge Vi som levede i koncentrationslejrene mindes dem, der gik rundt og trøstede de andre, som gav deres sidste stykke brød væk.

De var måske ikke så mange, men de er et bevis på at man kan tage alt fra et menneske undtagen en ting: frihed til at vælge attitude i enhver given situation.

Victor Frankl

Refleksioner

” Kun et knust hjerte er et helt hjerte.

Gl. kinesisk ordsprog

” Når kærlighedens magt bliver

stærkere end kærligheden til magt, vil der være fred på jorden.

Indiansk ordsprog

” Det onde sker kun,når gode mennesker intet gør.

Ghandi

” Men da officeren og hans folk,

der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: ”Sandelig, han var Guds Søn” Math.27, 54 / 15 /

Håbet kan ikke dø

Påskesalme

En lidende Gud kan hjælpe lidende mennesker. En opstanden frelser kan indgyde mod i håbløse sjæle. Måske er det baggrunden for, at der de seneste år har været en forøget tilslutning til påskens gudstjenester og koncerter. At ikke blot påskedags håbsgudstjenester, men også langfredagens messer har samlet mange mennesker, siger vel noget om behovet for en hellig alvor og en undren i det hellige rum i mødet med livets rystelser og prøvelser?

Jeg tænker på min Herre som altid gjorde godt.

Den tak han fik til gengæld var nagler, hån og spot.

De nagled’ ham til korset for ord han havde sagt.

Og folket råbte hånligt: Stig ned, bevis din magt!

Vi er ikke lovet fravær af lidelser og sorger. Men vi er lovet nærvær og fællesskab, som kan bære os gennem stille, tunge uger og bevare os i troen på kødets opstandelse og det evige liv. Der er en dyb sammenhæng mellem langfredagens ”hvorfor har du forladt mig?” og påskedags ”hvorfor har du ikke forladt mig?”

Men han forblev på korset, var magtesløs og svag, og selv hans bedste venner løb bange bort den dag.

Jeg tænker på dig, Herre, du kender al tortur.

Du er hvor fanger pines og stilles mod en mur.

Jesus gennemlevede denne spænding mellem fravær og nærvær, således at vores liv ikke kan leves uden frygt og stor glæde, uden mismod og et trodsigt håb. Det var denne spænding, der mødte mig, da jeg denne påske bladede i min danske salmebog. Især blev jeg fanget af Wilhelm Andreas Wexel’s påskesalme, og jeg tænkte: Dette er en indbydelse til os alle, med det, som er dødt og sårbart i vores liv. En indbydelse til en åbnet grav og en åbnet fremtid.

Kom, hjerte, med hvad dødt du har hvad du med sorg til graven bar, gak med det alt til ham, som døde, men levende dig nu vil møde!

O salig påskemorgenstund med guld i mund!

Du kender selv al ondskab.

Du ved hvad bødler kan.

Men du er stadig stærkest, du dødens overmand.

Din kærlighed er stærkest, den største som jeg ved.

Du bær’ os gennem døden til dig i evighed Margareta Melin

Per Arne Dahl: ”At rejse sig efter en rystelse”.

Kristeligt Dagblads Forlag

Du som påskesolen tænder

Den lidende Kristus.

Håndskåret krucifiks i egetræ lavet af en ukendt ungarsk soldat.

Fra bogen ”De ungarske soldater” af Søren Peder Sørensen. Foto Søren Peder Sørensen

/ KORSHÆRSBLADET /April 2014/

Du, som påskesolen tænder, så den vor lille jord omspænder i verdensrummets store nat, midt i mørket kan du finde den ene, som går rundt i blinde og mener sig af Gud forladt.

Det er din herlighed: du går i helved ned, Herre Kristus, kan én du nå af disse små til verdens ende vil du gå.

Biskop Johannes Johansen

Nok frygte, men ikke forfærdes Det er den sidste aften, Frelseren er sammen med sine venner. Han ved det, de ved det ikke. Allerede i morgen aften vil det være sket; og han kender på forhånd deres sorg. De vil få det sådan som mennesker har det, der føler, at noget værre end dette kunne ikke være hændet dem. Fortvivlelsen over, hvad de har mistet, vil slå sammen i brænding med skam og selvanklage: vi kunne have været ham bedre, det er vor skyld, vi måtte kunne have været sådan, at dette ikke var overgået ham. Alt dette ser Jesus forud, ser vel også, at det er nødvendigt og gavnligt, at al den sorg opleves og gennemleves.

Men hvad der ikke må ske er, at de bliver stikkende i sorgen. Kristus er alt for aktiv en personlighed til, at han kan billige smerten som en værdi i sig selv.

Tragisk stort kan det være, at et menneske kan føle sin hjertesorg så ubærlig, at det synker sammen under den og går til i den; langt, langt hellere det end letsindet, der fjanter sig ud af og uden om hvad der er svært. Men bedrøvelsen er for Kristus aldrig målet, sorgen er ikke til for sin egen skyld. Han vil noget med den.

Og just derfor er han ikke bange for at række sine disciple den tunge gave. Han er ikke den, der forstår Peter, når han fornægter, og prøver på at overhøre det og gemmer sine øjne for den svage ven. Nej, han sætter sit blik lige på den stammende og hakkende mand, og det var et blik, der ramte, et blik, der gav sorgen - og Peter gik udenfor og græd bitterlig. Men af den gråd over faldet fulgte så det sind, der mere end noget af de andres kunne modtage opstandelsesbudskabet og lade sig bristefærdigt fylde af det, fulgte den stordåd, som hedder grundlæggelsen af den kristne kirke.

Anderledes med Judas’ fortvivlelse; det var en sorg, der intet andet sansede end sig selv, der lukkede sig inde i sig selv, lukkede sig for evigt inde - i graven.

Uddrag af en prædiken af Kaj Munk. 1940.

I januar måned var det 70 år siden, at tyskerne myrdede Kaj Munk i Hørbylunde Bakker. Giver man sig tid til at standse op, kan man endnu høre ekkoet af skuddene, der så brat standsede Kaj Munks liv.

Kaj Munk har betydet meget for mange mennesker, både mens han levede og ikke mindst efter hans død.

Lad Kaj Munk få det sidste ord: ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt”. JHH

Mindesmærke for Kaj Munk I Hørbylunde Bakker.

Foto JHH

Mester med den tunge tornekrone Mester med den tunge tornekrone jeg kan ikke følge efter dig, når en præstegård, en venlig kone og to raske drenge lokker mig.

Mester med den tunge tornekrone, havde du blot været jordens gæst for at læge, frelse og forsone, var det ingen sag at være præst.

Men når nu den tunge tornekrone og de mørke blodspor til din grav og din tales smertedybe tone vidner, at du også stiller krav!

Mester med den tunge tornekrone, ”følg mig, følg mig”, var dit bud, din bøn.

Jo, men se dog fra din ærestrone, hvor din faders skønne jord er skøn.

Mester med den tunge tornekrone: ”Hvo sit liv vil bjerge, når det ej!”

Hjælp mig da trods præstegård og kone, ja, selv drengene at følge dig.

Kaj Munk. 1921 / 17 /

/kor t nyt/

Samarbejdet med Merrild stopper Siden 2009 har Kirkens Korshær arbejdet sammen med Merrild Kaffe. Et samarbejde, der har ført til, at Kirkens Korshær hvert år har modtaget to mio. kopper kaffe. Men med udgangen af april stopper samarbejdet, og Kirkens Korshær må derfor igen til selv at købe kaffe.

Stofindtagelsesrum i Aarhus Da Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum i Aarhus åbnede for et halvt år siden, var det forventningen, at der hver dag ville komme 75 mennesker. Men det tal er for længst overskredet, da der hver dag kommer ca. 120 faste brugere. Kirkens Korshær i Aarhus forventer, at dette tal vil stige til 150 i løbet af året.

Stofindtagelsesrum i Odense Det stofindtagelsesrum, Kirkens Korshær i Odense indviede i begyndelsen af marts 2013, har været en stor succes. I løbet af det første år har der således været 250 personer igennem tilbuddet, og det er markant flere end de 150 personer, man havde håbet på ville benytte stodindtagelsesrummet inden 2015.

Kirkens Korshær og Spejder Sport I begyndelsen af marts indledte Kirkens Korshær og spejder Sport et nyt samarbejde. Under overskriften Giv dit grej nyt liv kan man nu aflevere sit brugte friluftsudstyr i Spejder Sports 18 butikker over hele landet. Det brugte friluftsudstyr vil så blive givet videre til Kirkens Korshær, der i første omgang vil sælge det i genbrugsbutikken i Køge og på længere sigt også i nogle af de andre genbrugsbutikker.

Læs flere nyheder på kirkenskorshaer.dk

støt os

Ny mulighed for at støtte Kirkens Korshær

Folkekirken er mere end højmesse, perlegrus og kirkekoncerter, står der på forsiden af en ny folder, Kirkens Korshær har sendt til samtlige præster og menighedsråd i folkekirken.

Pakkeløsningerne, folderen fortæller om, gør det lettere for menigheder at reagere på det, de hører og ser i medierne og bybilledet. Projektet tilbyder alle sogne, at de kan tegne et fadderskab til et eller flere af Kirkens Korshærs hjælpearbejder. Til gengæld tilbyder Kirkens Korshær at holde foredrag eller undervise konfirmander alt efter muligheder og behov.

For flere oplysninger, kontakt: Projektleder og landssekretær, Dorte Tranberg-Krab, tlf.: 2547 0029 e-mail: dorte.tranberg@kirkenskorshaer.dk Se mere på www.kirkenskorshaer.dk

“

- Nøden er blevet synligere. I de større byer oplever man tiggere på gaden, som det måske er svært at forholde sig til.

Nu får alle kirkeligt aktive en mulighed for at støtte noget konkret og følge med i udviklingen af dette konkrete projekt, så man oplever, at man er med til at gøre en forskel.

Dorte Tranberg-Krab, Projektleder og landssekretær

Magasinpost SMP ID-nr.:42361

“

Jeg er en stor beundrer af Kirkens Korshærs diakoni.

Kirke- og kulturminister Marianne Jelved (R)

Kirkens Korshær har mange forskellige støtter. I 2014 præsenterer vi kendte, der på forskelligvis støtter Kirkens Korshær.Tak til dem og alle andre støtter.

Kirkens Korshær og Marianne Jelved En af de politikere, der igennem mange år har støttet Kirkens Korshærs arbejde for socialt udsatte i Danmark, er Marianne Jelved (R).

Hun har holdt adskillige oplæg og foredrag for Kirkens Korshær, ligesom hun har siddet med i en rådgivningsgruppe, der skulle være med til at udvikle organisationens arbejde, og da hun sidste år blev inviteret til at tale på årsmødet, takkede hun uden tøven ja til at komme. Også selvom hun aftenen forinden var blevet fejret ved en stor fest i anledning af sin 70 års fødselsdag.

Og Marianne Jelved er ikke i tvivl om, at Kirkens Korshærs arbejde er vigtig at støtte: - Jeg er en stor beundrer af Kirkens Korshærs diakoni. Det er så flot, at der er nogen, der vover at tage hånd om de allermest udsatte. Det er meget, meget vigtigt. Et arbejde der desværre nok også er brug for i fremtiden.

Ved den seneste regeringsrokade blev Marianne Jelved ud over kulturminister også kirkeminister, og netop som kirkelig organisation har Kirkens Korshær, ifølge Marianne Jelved, en vigtig rolle at spille i forhold til folkekirken: - Frivilligheden er vigtig for folkekirken, og her kan Kirkens Korshær med sine mange frivillige være en god inspirator for andre dele af folkekirken.

For at Kirkens Korshær kan udføre sit arbejde, er det afgørende, at så mange frivillige tager del i arbejdet. Men uden ledere, der kan gå foran og tage ansvar, går det ikke: - Når jeg tænker på Kirkens Korshær, så tænker jeg også på den tidligere chef, Bjarne Lenau Henriksen og den nuværende, Helle Christiansen. Jeg synes, de er så dygtige til at lede den store organisation. Det er godt, Kirkens Korshær har dem. / KORSHÆRSBLADET /April 2014/

Afsender: Kirkens Korshær Nikolaj Plads 15 1067 København K.

Tekst: Heiner Lützen Ank Foto: Vibeke Lind