
1 minute read
KOMPOSITIONSUNDERVISNINGEN BLOMSTRER!
from ANSATS 2022/2023
by Tina Schelle
I år er vi - Daniel Fladmose, Mette Nielsen og Juliana Hodkinson - gået sammen om at reetablere Undervisernetværket, der har været på pause. Der er mange bevægelser og initiativer blandt DKF’s undervisende medlemmer, og derfor giver det god mening at mødes gennem dette faglige netværk. Derudover kan netværket bidrage til at kvalificere DKFs kulturpolitiske arbejde med bl.a. vækstlag, rekruttering til faget og 2030 kønsmålene.
Vi vil som udgangspunkt mødes en gang i kvartalet med lejlighedsvise online-møder om specifikke problemstillinger eller begivenheder. Ved vores første møde i februar deltog mange spændende profiler med aktiviteter i hele landet.
I netværket står vi på tre ben: Konservatorielærerne, MGK-lærere (eller musikskolelærere/privatlærere) og workshoplærere.
Konservatoriet Og Mgk
Vi er i den lykkelige situation at have en bred og mangfoldig talentmasse i vækstlaget. Det skyldes særligt en stor indsats fra komponister, festivaler og fonde, der har skabt et rigt fællesskab og god grobund for interesserede unge.
I DKF ser vi også, at en stor del af modtagerne af en bevilling til kompositionsundervisning i de Kulturelle Midler er fortsat med at komponere og er kommet på MGK. Antallet af MGK-elever i komposition er nu så højt, at det vil skabe et tryk på antallet af studiepladser på konservatorierne.
I Undervisernetværket ønsker vi derfor blandt andet en tættere dialog mellem konservatorierne og MGK og en større klarhed omkring, hvilken undervisning de ansøgende kan forvente på de forskellige linjer.
Samtidig vil vi også klarlægge hvilke kompetencer, konservatorierne søger hos de ansøgende, da optagelseskravene også synes at ændre sig.
Man kan også spørge, hvor lydkunstnerne passer ind, og komponister med ikkerytmisk baggrund der vil arbejde elektronisk. Hvordan skaber vi nogle rammer, der giver plads til alle typer komponistspirer?
Nogle MGK-centre har rykket sig meget på kompositionslinjerne og tilbyder mange kompositionsbifag, hvor andre centre hænger efter og næsten intet udbyder. I Undervisernetværket lægger vi op til at kunne inspirere hinanden på tværs og måske ligefrem lægge et pres på nogle af de centre, det ikke kører godt med.
VIL DU VÆRE MED?
Hvis du underviser i komposition – regelmæssigt eller lejlighedsvis

– og ønsker netværk til sparring og vidensdeling, er du velkommen til at kontakte Daniel Fladmose på adressen komponist@danielfladmose.com for at komme på mailinglisten.
Du kan også blive medlem af Undervisernetværkets Facebookgruppe, som ud over at være åben for diskussioner og vidensdeling fungerer som opslagstavle for alle involverede.
SKABENDE KUNST
SOM VIDENSKAB #6
FORDYBELSE OG ARBEJDSPROCESSER OVER TID #7
RUM FOR SKABENDE ARBEJDE #9
ÅBENHED, NETVÆRK
OG KOLLEKTIVER #10
AF JULIANA HODKINSON OG LINE TJØRNHØJ, PÅ VEGNE AF
DKFS BESTYRELSE