
1 minute read
Hard Skills Station Tekniske kompetencer til de studerende
Hard Skills Station blev etableret i sommeren 2022, og er et tilbud til studerende på Campus Kolding der gerne vil give deres faglige kompetencer et boost – og især de tekniske.
Uddannelsesinstitutionerne har sammen med Business Kolding indgået en aftale med erhvervslivet om at skabe et community hvor de studerende kan træne de mere teknisk orienterede kompetencer som virksomhederne kalder på.
Formålet er at skabe en bedre forståelse mellem de studerende, uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne, og skabe en fælles forståelse for hvilke kompetencer virksomhederne har brug for at få dækket – nu og i fremtiden. Virksomhederne får også mulighed for at spotte deres næste store medarbejdertalent i deres egen ”baghave”.
Det er typisk erhvervsfolk der underviser, og emnerne favner bredt. De studerende kan deltage i workshops inden for både programmering og no-code, video, foto og podcast, samt automation, drone, design-skills, illustrator og laser-cutter.
Har du som teknisk virksomhed lyst til at byde ind med enten virksomhedsbesøg, case, oplægsholder, seminar, mentor eller andet, så er du velkommen til at kontakte Majbritt Lykke Sørensen på mls@businesskolding.dk