begyndte man på mosens afvanding. Afløbet blev rettet modsat det naturlige, idet man ned gennem mosen gravede en hovedkanal, som i nogen grad fulgte det gamle åløb. Ved Fuglebækhuse ved Næstved-Vordingborg landevej blev der opført en pumpestation, som hævede vandet fra kanalen op i et afløb til Avnø Fjord. Ved anlæg af sidekanaler og dræn lykkedes det at afvande mosen så meget, at man under krigen 1939-45 og de nærmest følgende år kunne udnytte tørven til produktion af formbrændsel. Dræningen medførte, at dyndet fra den oprindelige søbund i mosens centrale del svandt ind, så overfladen her nu ligger ca. 1 meter under havets overflade. Dette førte atter til vandsamlinger i vinterhalvåret og gentagne gravninger af dybere dræn, ligesom vandet fra de lave arealer må pumpes ud i hovedkanalen. Oprindelig forhindrede mosen direkte færdsel mellem Køng og Lundby. Ville man østpå fra Køng, måtte man enten tage nord om mosen over Ring eller syd om over Kastelev. Da jernbanen i 1870 kom til Sydsjælland, anlagde man den nuværende vej over mosen for at skaffe forbindelse til stationen i Lundby. 2. Køng Køng skrives ca. 1370 Kingæ eller Kyngæ. Dette har medført, at man har tolket det som Kongsø og sat det i forbindelse med kong Valdemar og voldstedet Lille Gurre ved Øbjerggård (lokalitet 10). Stednavneforskere mener, at navnet muligvis kommer af det olddanske kwi + endelsen –inge. Kwi betød kvægfold, og –inge er en almindelig endelse, hvis olddanske form var –ingi. Oprindelsen til dette menes at være det olddanske – ingar, nu –inger, folk, der kommer fra et bestemt navngivet område (falstringer fra Falster, skåninger fra Skåne). Stednavne på endelsen –inge kan dateres helt tilbage til jernalderen, hvor man lagde vægt på kvægavl. Kwi-ingerne kan således være de folk, der boede ved kvægfoldene, hvor man samlede kvæget fra de udstrakte enge i Køng Mose. Ved Væn-
gesbjergård sydøst for Køng er der fundet en boplads fra ældre jernalder, og nordvest for Øbjerggård er der undersøgt grave fra jernalderen. Køng hørte oprindelig til det kongelige gods, der blev udlagt som Ryttergodset Vordingborg. Da rytteriet fik mindre betydning, besluttede man i løbet af 1760og 70-erne at sælge ryttergodserne ved auktion. Vordingborg ryttergods blev inddelt i 12 hovedgårde, som blev solgt i 1774. Fjerde hovedgård var Øbjerggård, som omfattede Køng med kirken, Ring, Lundby Torp og Vintersbølle. Øbjerggård blev købt af storkøbmanden etatsråd Niels Ryberg for 30.050 rigsdaler. Der var på dette tidspunkt ingen bygninger til hovedgården. Ryberg var søn af en velstående fæstebonde i Ryberg i Salling. Efter at have været i handelslære i Aalborg rejste han til København, hvor han fik borgerskab som grosserer og oparbejdede en stor handelsvirksomhed, samt drev forsikringsvirksomhed. Han blev medlem af direktionen for Det asiatiske Kompagni og var i bestyrelsen for Det vestindiske Handelsselskab.
Køng Fabriksby 1806. Bevaret er nu kun 1. Gammel Øbjerggård, 5. Spindeskolen og 18. Hospitalet (Efter Charlotte Paludan 2004). Rybergs hensigt med at erhverve Øbjerggård var at udvikle den indenlandske høravl og linnedindustri, men han havde også et socialt sigte. I Køng og Ring blev der oprettet spindeskoler, hvor