Køng sogn: landskab og historie Køng og sogn er omgivet af Avnø Fjord, Karrebæksminde Bugt og Dybsø Fjord. Mod øst ligger den store Køng Mose, som nu er afvandet og opdyrket. Det dyrkede land bølger i lave bakker, der kun få steder hæver sig over 10 m. Kun yderst mod vest på Svinø er terrænet mere uroligt og når i Store Rævehøj 19 m og i Kalbjerg 18 m. Sognets højeste punkt på 23 m ligger i de bebyggede Kostræde Banker. Dette landskab er formet af et isfremstød i istidens slutning for mellem 17.000 og 18.000 år siden. Denne isstrøm kom fra sydøst og tværede langstrakte bakker, såkaldte drumlins, ud i retningen sydøst-nordvest. Fænomenet ses især ved Sallerup bl. a. med det 12 m høje Salsbjerg og omkring Køng med den 8 m høje Kirkebakke. Den 14 km lange Knudshoved Odde, som ses fra Svinø og Avnø, er skubbet op som en israndslinje under en senere del af isfremstødet. Efterhånden som isen smeltede, opstod der store huller i den. De kunne blive fyldt med smeltevandsgrus og –sand, og når isen var smeltet helt bort stod de tilbage som bakker, der kaldes kames. Kostræde Banker og Stejlebanke mellem Køng og Vester Egesborg er sådanne kames.
Kamesbakken Stejlebanke
Efter isafsmeltningen opstod der store søer i terrænets laveste dele. Køng Mose var oprindelig en lavvandet sø, og det nu udtørrede Svinø Nor og Dybsø Fjordbassinet har sikkert også mere eller mindre været søer, inden det salte vand trængte ind under havstigningen efter istiden. Ved landhævning og tilgroning er der dannet udbredte strandenge i den tidligere Svinø Vig og på Hylteholme mellem Avnø og Svinø. Også på østsiden af Svinøs nordligste del, Bønneshoved, er der strandenge mod Dybsø Fjord. Tidligere har der været skov på den nordvestlige del af Svinø, hvad et gårdnavn som Skovstedgård røber. Ellers er der kun mindre skove som Lunden ved Øbjerggård, samt ved Sallerupgård og på Avnø. 1. Køng Mose Køng Mose strakte sig oprindelig over en længde på knap 7 km i nord-sydlig retning fra Ring til Kastelev. Den største bredde øst-vest var godt 2 km. Køng Mose er egentlig kun betegnelsen for den del af mosen, som ligger i Køng sogn vest for afvandingskanalen. Den nordøstlige del af mosen under Lundby hedder Lundby Mose, og den sydøstlige del under Sværdborg er Sværdborg Mose. I dag er mosen en stor dyrket flade med læhegn og plantninger for vildtet. Den gennemgående kanal og mindre tilstødende kanaler og grøfter røber afvandingen. Mosefladen ligger uden bebyggelse med vide udsyn til bakkelandet i øst og kirkerne i Køng og Sværdborg. Stilheden brydes af lyden af færdsel fra landevejen Næstved-Vordingborg i vest og tog, der passerer på jernbanen i øst. På stille forårsaftenen høres vibeskrig og nattergalens klukken fra de små beplantninger. Jordbunden afslører dog den tidligere mose ved tørv med rester af ellerødder, fyrrebark og roddele af tagrør eller ved sneglegytje fra bunden af den oprindelige sø. I sommernætter, når “mosekonen” brygger, genopstår fortidens sø som en tågeflade.
Bopladser fra Maglemosekulturen i KøngLundby-Sværdborg Mose I stenalderen for 11.000 til 8.500 år siden var mosen en stor lavvandet sø under tilgroning og tørvedannelse. I mosen og langs dens rand er der fundet 38 bopladser fra Maglemosekulturens jægere og fiskere. Af hensyn til fiskeriet valgte man at bo så nær det åbne vand som muligt. De ældste bopladser ligger på fast land i moseranden, men efterhånden som søen groede til, fulgte man med ud på tørvefladen, hvor man dog kun kunne bo i sommerhalvåret. Bevarede fiskeknogler og benodde fra fiskelystre viser, at man hovedsagelig har fanget gedder. I legetiden fra slutningen af marts til maj søger gedderne ind på lavt vand. De sanser da kun hinanden og er lette at stange med lyster eller bedøve med kølleslag. Talrige knogler af urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin samt en række pelsdyr vidner dog også om jagt i de omgivende skove, mens fugle som flere andearter, gæs,
svane, trane, hejre, fiskeørn og havørn m. fl. må være nedlagt ved søen. Allerede for omkring 8.500 år siden var den lavvandede sø helt omdannet til mose med tæt bevoksning af tagrør, pil og el. Fund af enkelte pilespidser af flint fra den senere del af stenalderen tyder på, at man dengang har jaget fugle i mosen, og seglblade af flint kan stamme fra rørskær. Sydøst for Køng på Vængesbjerggårds marker ud mod mosen er der fundet en boplads fra ældre jernalder for 2.000 år siden. Jernalderens landbrug var hovedsagelig baseret på kvægavl. Ved at rydde mosens ellekrat fik man enge til græsning og høslæt. På denne tid anvendte man også tørv til brændsel. Således brugte man mosen helt til begyndelsen af 1930-erne. Afvandingen foregik gennem Køng Å mod nordvest til Dybsø Fjord. Ved forårets tøbrud var dog store dele af mosen oversvømmet. En ung kvinde, der kom til Lundby en vinter som privatlærer for børnene på købmandsgården, skrev til en veninde: “Du skal komme her ned og besøge mig. Her er meget smukt. Fjorden går lige ind til byen”. Da veninden kom næste sommer, spurgte hun efter fjorden, men lærerinden svarede: “Ja, jeg kan ikke forstå det, for her var da en fjord i vinter”.
Pumpestationen ved Fuglebækhuse 26. januar 1932 stiftede en række lodsejere Pumpelaget for Køng m. fl. Moser. Efter at have rejst den nødvendige kapital
begyndte man på mosens afvanding. Afløbet blev rettet modsat det naturlige, idet man ned gennem mosen gravede en hovedkanal, som i nogen grad fulgte det gamle åløb. Ved Fuglebækhuse ved Næstved-Vordingborg landevej blev der opført en pumpestation, som hævede vandet fra kanalen op i et afløb til Avnø Fjord. Ved anlæg af sidekanaler og dræn lykkedes det at afvande mosen så meget, at man under krigen 1939-45 og de nærmest følgende år kunne udnytte tørven til produktion af formbrændsel. Dræningen medførte, at dyndet fra den oprindelige søbund i mosens centrale del svandt ind, så overfladen her nu ligger ca. 1 meter under havets overflade. Dette førte atter til vandsamlinger i vinterhalvåret og gentagne gravninger af dybere dræn, ligesom vandet fra de lave arealer må pumpes ud i hovedkanalen. Oprindelig forhindrede mosen direkte færdsel mellem Køng og Lundby. Ville man østpå fra Køng, måtte man enten tage nord om mosen over Ring eller syd om over Kastelev. Da jernbanen i 1870 kom til Sydsjælland, anlagde man den nuværende vej over mosen for at skaffe forbindelse til stationen i Lundby. 2. Køng Køng skrives ca. 1370 Kingæ eller Kyngæ. Dette har medført, at man har tolket det som Kongsø og sat det i forbindelse med kong Valdemar og voldstedet Lille Gurre ved Øbjerggård (lokalitet 10). Stednavneforskere mener, at navnet muligvis kommer af det olddanske kwi + endelsen –inge. Kwi betød kvægfold, og –inge er en almindelig endelse, hvis olddanske form var –ingi. Oprindelsen til dette menes at være det olddanske – ingar, nu –inger, folk, der kommer fra et bestemt navngivet område (falstringer fra Falster, skåninger fra Skåne). Stednavne på endelsen –inge kan dateres helt tilbage til jernalderen, hvor man lagde vægt på kvægavl. Kwi-ingerne kan således være de folk, der boede ved kvægfoldene, hvor man samlede kvæget fra de udstrakte enge i Køng Mose. Ved Væn-
gesbjergård sydøst for Køng er der fundet en boplads fra ældre jernalder, og nordvest for Øbjerggård er der undersøgt grave fra jernalderen. Køng hørte oprindelig til det kongelige gods, der blev udlagt som Ryttergodset Vordingborg. Da rytteriet fik mindre betydning, besluttede man i løbet af 1760og 70-erne at sælge ryttergodserne ved auktion. Vordingborg ryttergods blev inddelt i 12 hovedgårde, som blev solgt i 1774. Fjerde hovedgård var Øbjerggård, som omfattede Køng med kirken, Ring, Lundby Torp og Vintersbølle. Øbjerggård blev købt af storkøbmanden etatsråd Niels Ryberg for 30.050 rigsdaler. Der var på dette tidspunkt ingen bygninger til hovedgården. Ryberg var søn af en velstående fæstebonde i Ryberg i Salling. Efter at have været i handelslære i Aalborg rejste han til København, hvor han fik borgerskab som grosserer og oparbejdede en stor handelsvirksomhed, samt drev forsikringsvirksomhed. Han blev medlem af direktionen for Det asiatiske Kompagni og var i bestyrelsen for Det vestindiske Handelsselskab.
Køng Fabriksby 1806. Bevaret er nu kun 1. Gammel Øbjerggård, 5. Spindeskolen og 18. Hospitalet (Efter Charlotte Paludan 2004). Rybergs hensigt med at erhverve Øbjerggård var at udvikle den indenlandske høravl og linnedindustri, men han havde også et socialt sigte. I Køng og Ring blev der oprettet spindeskoler, hvor
småpiger kunne lære at spinde og dermed få mulighed for senere at forsørge sig. Disse intentioner blev virkeliggjort af Rybergs fabriks- og godsinspektør Christian Gottfried Voelker. Han var født 1746 i Thüringen og havde lært vævning i Husum i Slesvig. I 1778 blev han ansat på Øbjerggård. Der blev indført høravl på godset, og man oprettede spinderiet Køng Fabrik, senere med linnedvæveri, samt fabrikation af damask og drejl. Han indførte moderne dyrkningsmetoder og i 1783 blev gårdene i Køng udskiftet. En anden artikel, der blev produceret, var det meget benyttede Køngplaster, der blev brugt mod bylder og buldne fingre. Hele denne omfattende virksomhed beskæftigede mange mennesker og har sat sit præg på byen ved 3. Gammel Øbjerggård, nu Køng Museer, 4. Spindeskolen og 5. Hospitalet. Køng Fabrik fik kun en forholdsvis kort tid i Køng. Ryberg døde 1804 og Voelker 1819. Efter faderens død blev fabrikken drevet af sønnen etatsråd C. Ryberg, men han gik fallit 1820, og staten overtog i en periode driften. På godsets ejendom i Vintersbølle havde man tidligere haft blegeri. Hertil blev hele produktionen flyttet i 1852, og værkstedsbygningerne i Køng blev revet ned. Fabrikationen fortsatte i Vintersbølle til 1906. 3. Gammel Øbjerggård
Gammel Øbjerggård, nu Køng Museer Gammel Øbjerggård blev opført 1781 i enkel, symmetrisk nyklassicistisk stil.
Symmetrien blev fremhævet ved to, nu forsvundne, ens bygninger med væveværksteder på hver side af gårdspladsen. Her kunne drenge fra egnen blive oplært i vævning af lærred og drejl, for senere eventuelt at slå sig ned som vævere i omegnens landsbyer. Hovedbygningen, hvis højloftede stuer var smykket med stuk, paneler og lærredstapeter, blev bolig for inspektør Voelker. Anlæggets symmetri blev ført videre mod nord ud i landskabet med en lindeallé, som endte i symmetriaksen i den nuværende Øbjerggård. Rundt om hovedbygningen og bygningerne med væveværksteder lå flere huse i bindingsværk til beboelse og forskellige funktioner samt et marketenderi. Midt på pladsen foran Gammel Øbjerggård står et mindesmærke for Ryberg med teksten Helliget den ædle Niels Rybergs Minde af Venskab. Oprindelig stod denne mindestøtte på en ret afsides plads i den lille skov Lunden bag Øbjerggård. Gammel Øbjerggård huser nu Køng Museer. I den faste udstilling kan man studere hørrens behandling og vævningen. Fra de gamle værksteder er der opstillet en stor væv, som stadig benyttes, og der vises prøver på mønstre og fabrikkens produkter. I andre lokaler er der skiftende udstillinger af billedkunst og kunsthåndværk, og i museets butik kan man købe tekstiler og håndværksprodukter samt orienterende litteratur om stedet. 4. Spindeskolen Spindeskolen begyndte i 1778, men først to år senere blev den lille bygning opført på hjørnet mellem Bygaden og Øbjerggårds Allé. Den er bygget som en kopi af rytterskolen fra 1722, der lå på det modsatte hjørne, så begge bygninger kunne indgå i det symmetriske anlæg Gammel Øbjerggård – Øbjerggård. Endog den indmurede tavle i facaden er af samme udseende som en tilsvarende på rytterskolen, men med egen tekst, der lyder: Lad denne Skole og af dig velsignet være
Til Fædrelands Vel, at Bondens Dotter lære Her dueligt Spinderi og det fortsætte maae, Naar de som Møddre selv et Huus skal forestaae. Forældre, stræbsom Sind og Gudsfrygt ene leder Til sand Lyksalighed, til Velstand, Agt og Hæder. Lad Eders Børn ey forsømme Skolerne. Til Ansvar staaer de Gud for slig Forsømmelse. Ao 1780
N. Ryberg
I denne tekst udtrykker Ryberg hensigten med hele sit projekt: Opdragelse af ungdommen til flid og gudsfrygt, til egen gavn og fædrelandets vel. Den første linje henviser til to linjer i teksten på rytterskolens tavle: Vi bygger Skoler op, de Fattige til Gavn. Gud lad i dette Værk din Naades Fylde kiende.
Køng Hospital I 1793 oprettede Niels Ryberg Køng Hospital som en stiftelse for 10 fattige på Øbjerggårds gods. Den enkle, symmetriske bygning blev indrettet med fem etværelses lejligheder samt sygestue og samlingsstue. Hver person boede gratis og fik årlig 10 rigsdaler, brænde og tørv samt lægehjælp og medicin. Midt på bygningens hovedfacade er indsat en lille mindeplade med teksten: Øbjerggaards Hospital, oprettet 1793 af Niels Ryberg. 6. Køng kirke og kirkegård
Spindeskolen i Køng I spindeskolen var der skolestue med plads til ca. 40 piger i alderen 4 – 10 år, der lærte at spinde fine hørtråde til fabrikkens væve. Lærerinden, som blev kaldt “spindemoder”, havde lejlighed i samme bygning. Senere oprettede Voelker endnu en spindeskole i Ring, som hørte under Øbjerggårds gods. 5. Køng Hospital
Køng kirke fra sydvest Køng kirke ligger på den 8 m høje Kirkebakke sydøst for byen. Bygningens ældste dele er koret og skibet fra omkr. 1250 – 1300 i overgangen mellem romansk og gotisk stil. Den ret store landsby må have haft kirke før den tid, og måske har denne ligget inde i byen, hvor man ved pløj-
ning i 1913 stødte på en ringmur med en omkreds på ca. 75 m. Man mente, at det kunne være muren om Køngs gamle kirke. I sengotisk tid omkring 1450 – 1500 fik skibet en ny vestgavl med blændinger og kamtakker, og over denne rejstes senere det høje tårn. Da Niels Ryberg i 1774 købte Fjerde hovedgård, Øbjerggård, fulgte kirken med. 1792 påbegyndte han en omfattende ombygning af denne. Et våbenhus og sakristiet blev nedrevet, til skibet blev der føjet to korsfløje med afvalmet tag, og tårnrummet blev omdannet til våbenhus. Tårnets to gavle og saddeltag blev fjernet til fordel for en udsigtsplatform omgivet af et jernrækværk. Midt på denne platform er der en firkantet opbygning med kuppeltag. Tårnet kan således minde om et fyrtårn, eller opbygningen kan opfattes som et observatorium. Kun én kirke i Danmark har et tilsvarende tårn, nemlig Dreslette kirke på Fyn, og det er ikke tilfældigt, idet Ryberg også ejede denne kirke. Kirkens indre blev fuldstændig ændret og forsynet med inventar i klassicistisk stil. Det gælder altertavle, prædikestol, orgelpulpitur og stolestaderne med opstykker formet som muslingeskaller. Af det middelalderlige inventar er bevaret den senromanske døbefont af granit og korbuekrucifikset fra omkr. 1450. Det sidste blev anbragt på modsatte side af korbuen som prædikestolen og under en tilsvarende baldakin. Korset fik de vandrette arme beskåret og topstykket fjernet. Kirkegården har sengotisk mur i syd og vest I østmuren er i en niche indsat en nyklassisk marmorvase med indskriften Hisset og to ovale tavler med indskrifter, den ene over inspektør Christian Gottfried Voelker med ordene: Vandrede med usminket Retsind og utrættet Virksomhed paa den Jord, hvor hans Minde fortiener at mindes hos mange, efter at han selv bortkaldtes til Løn og en højere Virkekreds, den 20. Oktober 1819, Galater 6, 9. Den anden over datteren Ernestine
Frederikke Voelker, født 25. august 1788, med ordene: Bar taalmodig det fra Livets Morgen paalagte Kors, under hvilket Aanden opdroges for sit rette Hjem, hvortil den indgik, da Støvbeklædningen nedlagdes den 18. April 1818, Rom. 8, 18.
Mindetavler for inspektør Voelker og datter i kirkegårdens østmur Det har undret mange, at gravmindet var anbragt i en niche i kirkegårdsmuren. Man har formodet, at Voelker var jøde og ikke kunne begraves på en kristen kirkegård. Men forklaringen er, at muren i nyere tid er flyttet et stykke mod øst, så gravene ligger inde på kirkegården, men man har flyttet gravmindet med muren og indmuret tavlerne i denne. 7. Genforeningssten i Køng
Genforeningsstenen På hjørnet af Bygaden og Køng Kirkevej er der 1921 rejst en sten til minde om
Sønderjyllands genforening med Danmark 1920. Teksten lyder: End er der en Gud foroven Der raader for Danmarks Sag
formet som en brudt granitsøjle og har indskriften: Til skiønsomt Minde om Christian Gottfried Voelkers utrættelige Virksomhed i 41 Aar for Omegnens Gavn. 10. Lille Gurre og Kong Volmer
8. Øbjerggård
Det bevoksede voldsted Lille Gurre omgivet af vandfyldt grav Øbjerggårds hovedbygning På den nye hovedgård, Øbjerggård, opførte Ryberg fra 1778 et symmetrisk anlæg med hovedbygning i én etage flankeret af to skråtstillede sidefløje. Ud fra dette anlæg ligger to avlsbygninger på hver sin side af gårdspladsen. Efter en brand i 1846 blev den nuværende hovedbygning i to etager opført. I 1933 blev der på facaden mod gården tilføjet et trappetårn. 9. Mindestøtte for C. G. Voelker
I Lunden nord for Øbjerggård er rejst en mindestøtte for inspektør Voelker. Den er
I Øbjerggårds have ligger sydøst for gården et lille nærmest cirkelrundt voldsted, omgivet af en vandfyldt grav. Det kaldes Lille Gurre. I 1895 blev der her fundet fundamenter af et firkantet tårn. Historikeren P. F. Suhm (død 1798) fortæller i sin Danmarkshistorie, at kong Valdemar den Store havde en vendisk frille (elskerinde), der boede på Lille Gurre. Lille Gurre kan have været et fremskudt forsvarsanlæg for Vordingborg eller et jagtslot. Man fortalte, at kong Valdemar elskede det og jagten så meget, at han havde sagt: “Når Vorherre til evig tid vil unde mig at jage mellem Gurre og Burre (Vordingborg), så vil jeg gerne afstå min part af Himmerige”. Gud tog ham på ordet. I mørke nætter, når stormen rasede med bulder og brag, mente man i Sydsjælland nu og da at høre eller se Kong Volmer eller Vollermand fare over markerne eller gennem luften på en hvid eller kulsort hest med otte ben. Foran løb en flok glammende hunde med ildrøde tunger hængende ud af gabet. Sagn om en sådan vild natlig rytter er kendt fra det meste af Vesteuropa. I de
enkelte egne optræder han under forskellige navne. I Småland hedder han Odin, og denne hedenske gud er det sikkert, der er tale om. Herom vidner den ottebenede hest, Odins Sleipner, og rytterens færden, snart gennem luften og snart på jorden. Den, som Kong Volmer jagede, var et fælt, jætteagtigt kvindfolk, kaldet Slatten Langpatte eller Gjøemor. Hun havde bryster så lange, at hun kunne slænge dem over skuldrene, når hun flygtede for Vollermand. Flere sagn fortæller om vidner til jagten (se lokalitet 11). 11. Vejlebro
Området omkring Vejlebro før anlægget af den nuværende landevej Inden man anlagde den nuværende lige vej vest om Køng i anledning af bygningen af Storstrømsbroen, gik vejen, den nuværende Bankevej, i en bue op langs foden af Kostræde Banker, hvor mægtige gamle vejtræer vidner om den gamle landevej. Hvis man fra Næstvedsiden umiddelbart efter 13 km-stenen forlader den lige vej og tager Bankevejen til højre, kommer man snart over den lille Vejlebro over den nu ubetydelige grøft, som tidligere var Køng Å. I fortiden sendte Dybsø Fjord en vig op i denne lavning mod Øbjerggård. Der er fundet skaller af brakvandsformen af hjertemusling (Cárdium edúle) mere end 1 km oppe langs åløbet. Vigen var en hindring for færdslen mellem Næstved og Vordingborg, og man kan se på et gammelt kort, at der var
planer om en lige vej i fortsættelse af Øbjerggårds allé videre mod nord over Lundebro. Det var dog muligt ved lavvande at passere vigen over en vejle (et vadested) nær den nuværende fjord. Her anlagde man senere Vejlebroen, der må have været betydelig længere end den nuværende. Til dette sted er knyttet et sagn om Kong Vollermand og Slatten Langpatte eller Gjøemor (se lokalitet 10). En mørk efterårsnat havde en karl, der tjente i Vester Egesborg, besøgt sin kæreste i Køng. Da han på vej tilbage nærmede sig Vejlebroen, hørte han et væsen, der nordfra kom pustende og stønnende. De mødtes på broen, og karlen så nu, at det var en gjøemor. Hun kunne lige gispe: “Havde jeg haft tid, skulle jeg sluge dig !” og så fortsatte hun. “Det var da godt, at hun ikke havde tid”, tænkte karlen og fortsatte nordpå. Lidt senere mødte han tre hunde med ildøjne og tungerne hængende langt ud af halsen, og nu kom Kong Vollermand galopperende. Han holdt hesten an og spurgte brysk karlen, om han havde mødt noget underligt på sin vej. Karlen svarede, at han henne på Vejlebroen havde mødt en gjøemor. Kong Vollermand sagde: “Det er den sidste af den art, der er her i Danmark”. Han måtte nemlig udrydde alt troldtøjet her, fordi han havde ønsket til evig tid af blive på jorden. “Jeg håber, hun snart skal få sin bekomst !”, råbte Vollermand og sprængte videre. Lidt senere hørte karlen tre skingrende hallo gjalde ude i Kostræde Banker og straks efter et skud. Karlen blev nu nysgerrig og gik i retning af stedet, hvor skuddet havde lydt. Da han kom ud i bakkerne, så han, at Kong Vollermand var ved at læsse det dræbte uhyre på sin hest, men han magtede det ikke selv og bad karlen om hjælp. Først lod han ham dog drikke tre slurke af en flaske. Dette gav karlen tolv mands styrke, og han kunne nu uden besvær læsse kadaveret på hesten. Siden denne tid bevarede han sin enorme styrke. Senere kom karlen til at tjene på Avnøgård, og der fik herremanden ham til at røbe,
hvordan han havde fået sine kræfter, mod at love, at han ville forsørge ham til sin dødsdag. I Vejlø kirke bærer figuren af en hæslig kvindelig trold prædikestolen. Den er skåret omkr. 1670 af Næstvedmesteren Abel Schrøder den Yngre og sikkert med tanke på Trollernes våben, idet denne slægt dengang ejede kirken og Gavnø. Lokalbefolkningen har dog opfattet den som en gjøemor.
Kostræde By omkring 1900
materialerne som strandvolde, der forbandt bakkerne, lukkede det bugten af som en lagune. Denne udvikling er senere blevet fortsat ved landhævning og dannelse af strandenge. Dengang dele af fjorden var sejlbar for skibe med mindre dybgang, var der en handelsplads sydvest for Vester Egesborg. Fundene herfra viser, at den har været benyttet i årene omkring 550 til 1100. Det vil sige yngre germanertid, vikingetid og ind i tidlig middelalder. Skår af såkaldt Østersøkeramik røber tætte forbindelser med de slaviske folk på den anden side af Østersøen. I den senere del af ældre stenalder havde fjorden optimale betingelser for Ertebøllekulturens fiskere og jægere, der satte deres fiskegærder og ruser ved strømløbene og jagede kronhjort, rådyr og vildsvin i omegnens skove. Fra denne tid for omkring 6.000 til 7.000 år siden er der fundet talrige bopladser, hvoraf mange ligger på lavt land, fordi fjordens vandstand dengang var omkring ½ m lavere end nu.
I middelalderen ejede Næstved St. Peders Kloster (Skovkloster) syv gårde i Kostræde. Byens navn skrives da Kortestræthæ (Korte Stræde), og det har således ingen forbindelse med dyrenavnet ko. I landgilde (fæsteafgift) betalte gårdene årlig hver ½ tønde sild (saltsild), foruden andre naturalier, klæde og penge. Kostrædes jorder grænser op til Dybsø Fjord, der dengang må have været mere salt end i dag, for det er vel her, sildene blev fanget. Ved byens udskiftning 1791 blev de fleste gårde liggende inde i byen langs den nord-sydgående bygade. Jorderne er udskiftet i langstrakte parceller ud for hver gård.
Bopladser fra Ertebøllekulturen i Dybsø Fjord. Fuldt optrukken linje viser stenalderens kyst. Antallet af koncentriske cirkler angiver bopladsernes størrelse.
12. Kostræde
13. Dybsø Fjord Dybsø Fjord var oprindelig en lavvandet bugt kun adskilt fra det åbne hav ved nogle små øer, de nuværende bakker på øen Dybsø. Efterhånden som havet nedbrød store dele af disse og aflejrede
Endnu for hundrede år siden var der omkring 20 erhvervsfiskere ved Dybsø Fjord. Nu benyttes den kun af fritidsfiskere. 14. Svinø
Som navnet siger, har Svinø oprindelig været en ø. Den nævnes i kong Valdemar Sejrs jordebog 1231 som Swinø med hus og hjort (bebyggelse og jagt). På kortet over Vordingborg Rytterdistrikt 1720 ses øen omgivet af vand, men med en broforbindelse mod øst til Kostræde. I matriklen fra 1682 kaldes marken mod Kostræde for Digesmarken og de nordøstligste agre Broestyckerne. Det bekræfter, at der her, hvor vejen stadig passerer, har været en vej på et dige og en bro på det laveste sted, hvor vandet under højvande kunne strømme igennem mellem det lave engdrag Nørrebække i nord og Noret i syd. I 1743 meddeler Vordingborgs byfoged, Knud Daliin, i en indberetning til Danske Kancelli: “Landet her i Egnen, som egentlig hører under Siælland, er fast Land undtagen Aunøe og Svinøe, som med Vand skal være omgivne, men dog begge beboede”. På Videnskabernes Selskabs kort 1770, som er det første kort tegnet efter præcis landmåling, er der landforbindelse mellem Svinø og Kostræde, men bestående af de lave enge. På dette kort er der mærkeligt nok ikke vist nogen vejforbindelse mod øst, hvad der må have været behov for, da Svinø hørte under Gavnø gods, og bønderne forrettede hovarbejde der. Vej er der derimod på Generalstabens kort fra 1833, hvor engenes udstrækning også ses. Navnet Svinø kommer sikkert af, at man her ligesom på det vestfynske Svinø fra gammel tid har fanget marsvin. Ved udskiftningen af Svinøs jorder 1803 fik de udflyttede gårde længst i nordvest ålegårdsret, og fra Sandviggård og Bønviggård drev man indtil 1908 i fællesskab marsvinefangst i farvandet ud for Svinø. På det fynske Svinø drev man flokke af marsvin ind på lavt vand i en vig og dræbte dem der. Her på Svinø fangede man svinene, som man sagde, i en rad af garn, der var ca. 340 m lang og knap 4 m dyb. Maskevidden var 15,7 cm. Raden af garn blev sat vinkelret ud fra kysten og stod lodret i vandet med korkflåd foroven
Svinø og Avnø 1770 og stensynk forneden. Garnene blev sat ud i slutningen af marts og stod til ind i maj. I denne tid jagede marsvinene sildestimerne. Sildene gik gennem de store masker, men marsvinene blev hængende og druknede. Af spækket smeltede man tran, der blev brugt til smøring af maskiner, læderstøvler og seletøj, samt til belysning. Svinøs gårde lå ligesom dem i Kostræde oprindelig langs bygaden. Nu er der huller i rækken, for på grund af den lange udstrækning af byens jorder, måtte en del af gårdene flyttes ud i nordvest og i sydøst. Ved stranden ud for Sandviggård er der gode badeforhold, og her er der nu udstykket mange grunde til sommerhuse. 15. Dybsø Havn og Dybsø Mellem Svinø og Dybsø ligger Dybsøstrømmen med rivende strøm, når tidevandet passerer til eller fra Dybsø Fjord. Strømmen er på det smalleste sted kun godt 50 m bred, men ca. 7 m dyb. Farvandet kaldes også Dybsø Havn. Den fungerede tidligere som naturhavn, hvor mindre skibe kunne sejle tæt på land ved bådebroerne for at losse og laste varer. Murstene til bygningen af Svinø kirke
blev f. eks. landet her. Indtil for få år siden var her også et fiskerleje, men nu fungerer stedet som havn for joller, der ligger fortøjet ved broer ud i Strømmen.
stentavle i korets væg. Kirken, der har lavt tårn, er opført af røde mursten.
Mindelunden på Svinø kirkegård Dybsøstrømmen Dybsø
set
fra
Svinø
mod
Her kan man også se den flåde, som opsynsmanden på Dybsø bruger til transport af dyr og maskiner. Ovre på Dybsø kan man se øens eneste hus, bygget i 1880-erne af øens første opsynsmand, Peter Christensen, aldrig kaldet andet end Dybsømanden. Han blev i løbet af sit liv en legende. Øen ligger i Vejlø sogn og tilhørte dengang godset Gavnø. I 1976 erhvervede staten øen, og 1978 blev den fredet. I middelalderen og til slutningen af 1600-tallet lå der to gårde på den nordlige del af Dybsø, og store dele af øen var dengang opdyrkede. På den sydøstlige del af øen kan man endnu se højryggede agre fra denne tid. Efter nedlæggelsen af gårdene lå Dybsø hen som overdrev, afgræsset af kvæg, får og heste, og det er denne pleje, som staten nu har genoptaget ved opsynsmandens kødkvæg. 16. Svinø kirke og mindelunden for allierede flyvere Oprindelig måtte beboerne på Svinø søge kirken i Køng, men på initiativ af sognepræsten Jacob Holdt fik Svinø år 1900 sin egen kirke, bekostet dels af staten, dels ved indsamling blandt beboerne på Svinø. Holdt mindes ved en
I forbindelse med et bombetogt til Warnemünde den 9. maj 1942 styrtede et britisk Manchester fly ned ved Marienborg gods på Møn. Flyets pilot sgt. Maurice Gruber blev dræbt, mens de resterende seks besætningsmedlemmer blev taget til fange. Det tyske luftvåben havde på dette tidspunkt overtaget Flyvestation Avnø, og den tyske kommandant her besluttede, at Gruber skulle begraves på den nærliggende kirkegård i Svinø. Begravelsen foregik under medvirken af en tysk feltpræst, og højtideligheden sluttede med, at en tysk deling skød æressalut over den faldne modstanders grav. Tyskerne har næppe anet, at den døde var jøde, men det er nu markeret med en jødestjerne på hans gravsten. Gruber var fra Rhodesia og havde meldt sig frivilligt til Royal Air Force. Svinø kirkegård blev herefter gravplads for en stor del af de allierede flyvere, der faldt ned på Sjælland syd for en linje København-Korsør, samt Møn, LollandFalster og omgivende farvande. På grund af de mange begravelser måtte menighedsrådet foretage en udvidelse af kirkegårdens areal. På Svinø kirkegård blev begravet: 46 amerikanske flyvere 33 britiske 8 canadiske
8 new zealandske 3 australske samt 1 fra New Foundland og Gruber fra Rhodesia endvidere 8 ukendte. Fra 21. maj 1943 til 12. oktober 1943 forestod sognepræsten, pastor Johannes Lindeløv, begravelsen af flyverne, men fra 6. november 1943 til den sidste begravelse af allierede flyvere under besættelsen den 13. september 1944 blev ligene blot lagt i jorden uden gejstlig medvirken. Sognepræsten og menigheden samledes dog altid ved de nye grave efter gudstjenesten den følgende søndag. Præsten foretog jordpåkastelse, og man holdt en lille andagt og lagde blomster. Fra september 1944 blev de dræbte allierede flyvere på Hitlers ordre gravet ned af tyskerne, hvor de blev fundet. Efter krigen i årene 1945 – 46 fandt man yderligere ligene af fire nedskudte flyvere, som blev begravet på Svinø kirkegård. Begravelsen 13. september 1944 skete efter et særlig tragisk styrt. Natten mellem 11. og 12. september returnerede et new zealandsk Lancaster bombefly fra et togt til Stettin, hvor man havde nedkastet miner over havnen. Da flyet ved midnat passerede kysten øst for Vordingborg, blev det angrebet af en tysk natjager, der ramte flyets brændstoftanke, så flyet brød i brand. Det lykkedes bombekaster Wilcox og flymekaniker Fowler at redde sig ud med faldskærm. Wilcox landede såret på en mark. Han blev senere taget til fange af tyskerne og sendt i fangenskab i Tyskland. Fowler derimod klarede sig og kom via en kæde af danske hjælpere til Sverige og var allerede 28. september tilbage i England. Det brændende fly styrtede ned i en ejendom i Ørslev Kohave, hvor parcellist Carl Pommergård, hans hustru Jensine og tre voksne børn blev dræbt. Det var tre af de dræbte flyvere, rygskytten Boyd, telegrafisten Giles og navigatøren Gudgeon, som 13. september blev begravet på Svinø kirkegård. Senere under
oprydningen på ulykkesstedet d. 21. fandt man de forkullede rester af piloten Hadley og haleskytten Biggar, som blev begravet på Ørslev kirkegård tæt ved familien Pommergårds grav. De amerikanske flyvere på Svinø kirkegård blev i 1948 gravet op og ført til forskellige militære kirkegårde i Europa. En del er endog hjemført til USA. Amerikanerne mindes nu med en tavle med teksten: 46 amerikanske Flyvere faldne i 2. Verdenskrig laa begravede i Svinø Mindelund i Aarene 1943 – 1948. Englænderne har tradition for, at landets faldne skal være begravet i det land, hvor de døde. I 1947 fremkom Commonwealth War Graves Commission med en plan om, hvordan man fra britisk side kunne indrette en mindelund. Den blev indrettet med headstones (gravsten) på de enkelte grave og et anlæg med Cross of Sacrifice for enden af rækkerne af grave. Hullerne i rækkerne er fremkommet ved opgravningen af amerikanerne. Denne mindelund blev indviet d. 5. maj 1950, og hvert år d. 4. maj afholdes der her en mindehøjtidelighed. Bag headstones for to canadiske og fem britiske flyvere, begravet 24. april 1943, ses i græsset en mindeplade over canadieren Donald Smith. Han reddede sig i faldskærm som den eneste overlevende fra nedskydning nord for Korsør natten til den 21. april 1943. Han gik tværs over Sjælland og nåede ved flere danske hjælpere til Helsingør og Sverige. Donald Smith havde ønsket at blive begravet hos sine kammerater, og da han døde i 1999, blev hans urne nedsat nogle meter bag deres grave.
17. Dobbeltjættestuen Måneshøj
Ansigtskarret fra Måneshøj
Indgangene til Måneshøj Tæt ved Svinøvestervej, som fra Dybsøvejen fører ud til et lille bådeleje ved Dybsø Fjord, ligger en frilagt dobbelt jættestue, der kaldes Måneshøj. Rundt om på markerne på Svinø er der talrige fund af oldsager fra yngre stenalder for 6.000 til 4.000 år siden. Mens overtro og mindre intensive dyrkningsmetoder beskyttede dem, var der også her flere dysser og jættestuer. På Kalbjerg syd for Måneshøj er der i et krat rester af en langdysse, og nord for denne ned mod vejen er der sløjfet to dysser. I 1908 var ejeren af Måneshøjgård også begyndt at grave i Måneshøj, der dengang ikke var beskyttet af fredning. Heldigvis blev undersøgelsen samme år overtaget af Nationalmuseet. Det viste sig, at Måneshøj var en dobbelt jættestue. De to kamre, henholdsvis 5 ½ m og 5 ¾ m lange, var adskilt af en skillevæg og havde hver sin indgang. Der blev fundet et betydeligt antal oldsager, der iblandt et lerkar, som på den ene side er dekoreret med et ansigt med indridset mund og runde øjne samt plastisk udformede øjenbrynsbuer og næse. Jættestuen blev fredet, men groede siden til i krat. I 2004 blev den frilagt og nænsomt restaureret af Kulturarvstyrelsen.
18. Restaureret jættestue ved Østergård
Jættestuen ved Østergård på Svinø I 2005 restaurerede Kulturarvstyrelsen en temmelig medtaget jættestue sydøst for Østergård på Svinøøster. Også i dette område har der været flere, nu forsvundne stengrave. Kammeret og den dækkende høj blev rekonstrueret, så man kan få indtryk af det oprindelige anlæg. Der er adgang til jættestuen fra det stisystem, der udgår fra Naturcentret på Avnø. 19. Svinø Nor og Nørrebække Da Svinø var en ø, var den i øst afgrænset af det lavvandede Svinø Nor. Ved den nutidige dyrkning er der fundet tørv, som viser, at noret var ferskvandssø og mose, inden det stigende hav, måske i ældre jernalder for 2.500 – 2.000 år siden, trængte ind og dannede det brak-
vandsfyldte nor. Tørven blev dækket af dynd, og sand skyllede ind gennem mundingen i syd. På Videnskabernes Selskabs kort fra 1770 er der angiver overkørsler over den sydlige del af noret til Svinø og Avnø. Efterhånden søgte man dels at forbedre forholdene for samfærdslen, men også at inddæmme og tørlægge noret. På Generalstabens kort 1833 er der anlagt dæmning og bro mellem Avnø og Sallerupgård. Denne dæmning med sluse for afvandingskanalen eksisterer stadig. På Generalstabens kort fra 1890 er der nordligere mellem Sallerupgård og Svinø yderligere anlagt en vej på dæmning og med bro. Der blev også bygget dige mellem Svinø og Avnø, og en hastig tilgroning af noret med rørskov begyndte. Om sommeren var der et rigt fugleliv med gæs, ænder, blishøns, hættemåger og rørhøg, og på stille aftener kunne rørdrummens pauken høres. Da de lave diger ved højvande blev overskyllet, var en egentlig opdyrkning ikke mulig, men man høstede tagrør til tækning og anvendte randområderne til græsning og høslæt. I 1932 dannede lodsejerne omkring Køng Mose og Svinø Nor Pumpelaget for Køng m. fl. moser. Et tidligere system af afvandingskanaler blev udvidet og uddybet, og ved Avnø blev der anlagt en pumpestation, som man ser på venstre side af vejen ud til Avnø. Her er der nu to eldrevne pumper, hvoraf den nyeste har en kapacitet på 550 l i sekundet, når den pumper fra den tilstødende kanal i tre meters dybde. Resultatet er, at noret er blevet en totalt afvandet, opdyrket flade, hvoraf den centrale del ligger under havets overflade. Nordvest for Svinø Nor mod Dybsø Fjord lå det fugtige engareal Nørrebække, der også blev oversvømmet ved højvande. I 1929 blev der lagt et dige mod fjorden, og i 1943 stod en lille pumpestation færdig til at tørlægge dette areal.
20. Avnø Avnø blev tidligere skrevet Agnø. Navnet kommer af agn, fiskemadding og må komme af, at man her satte agn på kroge til fiskeri i Avnø Fjord. Endnu på Generalstabens kort 1833 er Avnø helt omgivet af vand, men ved inddæmning blev øen landfast med Svinø i løbet af det senere 1800-tal. Avnø er flad med fugtige lavninger og omgivet af strandenge mod nord og øst. Da øen hørte til krongodset og det tidligere Vordingborg Rytterdistrikt, blev den benyttet til græsning for kronens heste. I en indberetning 1737 hedder det, at på Avnø bor en mand, som er vogter ved Aunø rytter-koble. Når der er nordvestlig vind, er der vandflod, så ingen kan komme fra øen. I forbindelse med salget af rytterdistriktets gods 1774 blev der oprettet en hovedgård Avnø, som ud over selve øen omfattede bøndergods i byerne Knudsby, Skaverup, Sallerup og Kostræde. Avnø blev købt af baron Reinhard Iselin, som lagde den ind under det i 1781 oprettede stamhus Rosenfelt. 1803 blev den igen frasolgt og blev et selvstændigt gods. Efter en lang række af skiftende ejere blev Avnø i 1936 solgt til marineministeriet, der ønskede at anvende dens flade arealer til en luftmarinestation, hvor man uddannede flyveelever. Efter besættelsen af Danmark overtog tyskerne i august 1940 flyvestationen, som også de benyttede til pilotuddannelse. Når man i dag går ad vejen fra Avnø Naturcenter til sydkysten og fortsætter mod vest, passerer man syv mere eller mindre tilgroede flyskjul fra tyskernes brug af øen. Derefter kommer et større nedgravet anlæg omgivet af jordvold. En trappe af betontrin fører ned til den flade bund. Her har måske været en overdækket kanonstilling med opholdssted for soldater på vagt. Længere ude kommer man til en skydevold, som også er anlagt af tyskerne. Efter den tyske besættelse blev Flyvestation Avnø igen benyttet til uddannelse af piloter til det danske luftvåben, men i 2001 overtog Miljøministeriet arealet med bygninger, og året efter blev Avnø fredet.
Rigspolitiet overtog den tidligere kaserne, som blev indrettet til kursuscenter. Avnø Hovedgård blev solgt fra og er nu i privat eje. Hovedbygningen med to etager er opført i italiensk villastil efter en brand i 1903. På selve flyvestationen blev ældre bygninger fjernet. I bygningen med det tidligere flyveledertårn er nu indrettet Avnø Naturcenter og Avnø Naturskole. (Se foto i lokalitet 10 i Køng sogns natur. Den hvælvede bygning til højre er en hangar fra flyvestationens tid).
ken har sikkert været benyttet som gravplads i ældre romersk jernalder.
21. Sallerupgård Sallerupgård blev 1805 udskilt som en parcel fra Avnøgård, men blev 1815 et selvstændigt gods. Øst for den trelængede avlsgård ligger den villalignende hovedbygning, som er opført 1889 af røde sten og har skifertag. Midtfløjen er i én etage, og to korte sidefløje er i to etager. Der er ikke offentlig adgang til gården.
Axel Degn Johansson
22. Myrebjerg
Myrebjerg. I forgrunden det afvandede Svinø Nor. Nordvest for Sallerupgård ligger den lave sandbanke Myrebjerg ved bredden af det tidligere Svinø Nor. Ved at afgrave sand i banken fandtes i 1883 et skelet, som lå i let sammenkrøben stilling med hovedet mod nord. Ved skelettet fandtes to fibler, dragtnåle af bronze, der daterer graven til ældre romersk jernalder (år 0 – 200). Få meter fra denne grav var der tidligere fundet rester af et andet skelet, så ban-
23. Sallerup I begyndelsen af 1200-tallet skrives byens navn Saltorp. Byer på endelsen –torp er udflytterbyer fra ældre landsbyer, her sikkert Køng. Tolkningen af forleddet sal er usikker. Måske kan det betyde en stormands sædegård, og det kunne da have været den stormand, der grundlagde torpet.
Køng sogns natur
Køng sogns natur/kulturlandskab er meget præget af vand, nemlig det vand, der er der, og det vand der ikke er der. Med sin kyststrækning på ca. 22 kilometer langs henholdsvis Dybsø- og Avnø Fjord er en stor del af sognets natur kystlandskabet langs disse to fjorde. Inde i landet er landskabet præget af det vand, der var her engang (se landskabets tilblivelse) nemlig den store Køng Mose, samt Svinø Nor. På disse områder dyrkes der i dag intensivt landbrug.
2 Kostræde Banker Kostræde Banker er en langstrakt banke skabt i istiden (se landskabets tilblivelse). Ved bankens nordlige ende ligger et privatfredet område, som er den sidste rest af det over drevslandskab, der oprindelig dækkede hele banken.
Kystlandskabet ved Dybsø Fjord
Kostræde Bankers nordlige ende.
Køng Sogn
Yderst på den 8 meter høje klint er der en rasteplads med borde og bænke. Man kommer hertil ad en sti fra bådelejet. Stien er en del af Sjællandsleden. Her oppe fra har man en flot udsigt ud over Dybsø Fjord og engene lige vest for Bankerne.
I 1988 blev randzonen omkring Dybsø Fjord fredet. Det betyder, at store dele af områderne langs med fjorden henligger som egentlig natur. De ligger også i EF fuglebeskyttelsesområde. Fjorden har et rigt fugleliv med store forekomster af vandfugle som ænder, gæs, vadefugle, svaner og blishøns. Hvoraf blishønsene udgør en vigtig føde for rovfugle som havørn og vandrefalk, der besøger området. 1 Vejlebro Sognegrænsen mod nord udgøres af Køng Å, som tidligere var det primære afløb fra Køng Mose. Her ved udløbet findes et mindre rørskovsområde, hvor man ofte kan se rørhøgen patruljere. Her ligger også et lille bådeleje, lige før man kører ind i Kostræde Banker.
Engene ved Kostræde Banker I april og maj blander mange rastende svømmeænder og vadefugle sig med de lokale ynglefugle, og igen i august er der mange fugle. Om vinteren ligger der mange svaner, ænder og blishøns i fjor-
den. Her kan man være heldig at se havørnen jage over fjorden. I den anden ende af Bankerne finder vi Køng Sogns højeste punkt, Der med sine 23 meters højde giver en god udsigt ud over Køng Overdrev og Svinø Nor. På Banken har man fundet den sjældne svamp Lyophyllum Hebelomoides, som kun er registret på én anden lokalitet, nemlig i Berlin i 1980. 3 Engene ved Kostræde Banker Engarealerne består af vådområder omkranset af rørskov samt afgræssede enge. Området bliver overskyllet ved kraftig højvande, ligesom det i tørre somre kan tørre helt ud. Der er et meget rigt fugle- og dyreliv. Om foråret kan man blandt andet høre den grønbrogede tudses karakteristiske fløjtelyde.
Birkemosen groet til, men for ca. 50 år siden blev den gravet ud, så der igen er en pæn vandflade. Her ruger blandt andet grågæs, gråænder, blishøns etc.. Mosen er ikke tilgængelig for offentligheden. På området vest herfor ses ofte mindre flokke af stor regnspove efterår og forår. 5 Nørrebække På Nørrebække, som er et lavbundsareal afskærmet fra fjorden med et dige, ses specielt efterår, vinter og forår tit rastende gæs, såsom grågæs, canadagæs og bramgæs. 6 Bønneshoved og Svinølandet Yderst mod Vest ligger Bønneshoved. Mod vest afgrænset af Svinøstrømmen
Udsigten fra Kostræde Banker Her ruger blandt andet knopsvane, grågæs, gråænder, blishøns, rødben og vibe. Mange andefugle bl. andet pibeænderne raster her på deres forårs og efterårstræk. Er man heldig kan man også opleve traner raste på engene. 4 Birkemosen Længere ude på Kostræde-landet ligger Birkemosen. En mose som egentlig var Bønneshoved
og mod øst det lave vand langs kysten. Området er den nordlige del af det, der engang var øen Svinø. På de afgræssede engarealerne mod nord og øst er der rigt fugleliv, medens mange vadefugle også fouragerer på sandbanken i det lave vand. Her ses bl. a. ryler, strandskader, rødben, stor regnspove.
I Dybsø Strømmen er der et bådeleje med adskillige bådebroer. Fra bådelejet er der en god udsigt over til det fredede Dybsø. I Strømmen kan der fanges havørreder, fladfisk og hornfisk i sæsonen. Ligesom store flokke af unge tobiser holder til der om sommeren. Kystlandskabet ved Avnø Fjord. Det kan opdeles i tre dele, nemlig den høje klintekyst, afbrudt af Svinø Badestrand, engene vest for Svinø By med Hylteholmene og Avnø med Mulvigen og tilstødende kyst. 7. Klintekysten og Svinø Strand. Den nordlige del af kysten er en klintekyst kun afbrudt af Svinø badestrand, som er en klitkyst med sandklitter bevokset med marehalm og rynket rose.
Vandhul ved Belselund I området er der gravet flere vandhuller i samarbejde med Kaare Fog, som er Danmarks fremmeste paddeekspert. I disse vandhuller har man blandt andet udsat klokkefrøer, som kun lever få steder i landet, Også stor- og lille vandsalamander yngler her, ligesom grønbroget tudse og spidssnudet frø lægger deres æg her. Havet æder sig ind på klinten ved Svinø Strand Her findes blandt andet markfirben og strandtudser, samt grønbroget tudse. Hvert år æder havet sig ind på kysten og efterlader store sten i vandkanten. Disse sten giver ly for tangplanter , fisk og krebsdyr. Her træffes ørreder, rødspætter, skrubber, kutlinger, hundestejler, tangnål og tangsnarer, krebsdyr og krabber Bådebroer ved Svinøstrømmen
Af vadefugle yngler klyde, vibe, præstekrave og rødben. Her yngler desuden havterne og blishøne. Der er en god bestand af rådyr. Om vinteren raster der store gåseflokke i området.
Udsigten fra Svinø strand over mod Dybsø
Ude i Fjorden er Svinø Vig meget lavlvandet, og flere sandbanker træder frem ved lavvande. Længere ude i fjorden ligger Avnø Røn en lille sandø. Syd øst for denne ligger der et stenrev ned gennem fjorden. På stenrevet kan man se de spættede sæler ligge og raste i store tal.
8. Svinø Vig og Hylteholmene Ved kysten i Svinø Vig ligger først en lille fyrreskov. Derefter følger et kreatur-
Sælerne på Avnø Fjord
Rådyr i Hylteholmene afgræsset overdrev med våde strandenge og strandsumpe, mange loer og en stor lagune, som er den oprindelige forbindelse mellem Svinø Nor og havet. Lagunen er i dag afsluttet af en dæmning. På området er der marehalm, og om foråret lyser engelsgræsset op på engene. Området har et rigt dyre- og fugleliv. Her og på Aunø yngler en lang række ænder såsom gråand, knarand, pibeand, krikand, atlingand, spidsand, skeand, taffeland. Der ud over ederfugl, grågås, knopsvane.
På gode dage, kan man tælle helt op til 150 sæler. Sælerne fælder også her i august måned, ligesom de føder deres unger på rønnen og på kysten. Om vinteren ses havørnen ofte side på stenene eller jage ned gennem fjorden. 9. Avnø Avnø var oprindelig en ø (se øens historie). På et kort fra 1833 ses den forbundet med fastlandet ved en dæmning og en bro. I dag er Avnø ved at blive en naturperle. Øen er udlagt som eng med græsning, og der er etableret adskillige vandhuller. Med tiden vil området udvikle sig til dets oprindelige natur, nemlig strandeng og overdrev.
Centeret blev oprettet i 2004 og indeholder en udstilling om Avnøs fortid og fremtid, natur og kultur.
Avnøs vandhuller I den sydøstlige ende af Avnø ligger Nokkeskoven. På den yderste spids er der etableret 2 shelters, i hvilke man kan foretage primitive overnatninger. I vandhullerne ses ænder, blishøns og gæs. Ud over de ynglefugle nævnt i forbindelse med Hylteholmene yngler her tårnfalk, agerhøne, svaler, lærker, engpiber, hvid vipstjert, gærdesmutte, jernspurv, solsort, tornsanger, rød tornskade, råge.
Avnø Naturcenter Oppe i det tidligere flyveledertårn, er der en stor og stærk kikkert, med hvilken man kan se sælerne og havørnene på fjorden, ligesom man kan iagttage det rige fugleliv i Hylteholmene. Inde tårnet er der en tavle, der viser de fugle, man kan se på Avnø året igennem. Der ud over er der indrettet soverum til de besøgende skoleklasser. Naturskolen tilbyder en lang række aktiviteter såsom ture i området, vadefiskeri fra stranden, orienteringsture ved hjælp af GPS etc.
Klyden i Hylteholmene Ligesom frøer og strandtudser og den grønbrogede tudse også kaldet fløjtetudesen samt salamanderne lægger deres æg i vandhullerne.
. Avnø Naturskole
10. Avnø Naturcenter Fredningen af Avnø gav mulighed for at udnytte de eksisterende bygninger som naturcenter.
11. Mulvigen og den tilstødende kyst. Mulvigen er en lavvandet bugt, hvor ud igennem det udpumpede vand fra Svinø Nor løber. Ved udløbet er der et stigbord.
Bag dette et vandreservoir, hvor man om vinteren blandt andet kan se dværglappedykkeren. Mange ande- og vadefugle fouragerer på det lave vand. Kysten ud for Sallerup er en stejl klintekyst. 12. Svinø Nor. Svinø Nor adskilte oprindelig fastlandet fra øen Svinø. Landhævninger og udpumning af vandet har efterladt et fladt landskab, hvor en del ligger under kote nul, og kun fordi der pumpes, står noret ikke under vand. Området bliver dyrket med forskellige afgrøder. Ad ”Køng Sogns Naturstier”, som udgår fra Avnø Naturcenter, kan man komme ud og opleve landskabet med dets levende hegn og grøfter.
Sognets Stier – Rød Sjællandsledden – ”Blå Køng Sogns naturstier og Avnøs stier. 13. Køng mose Køng Moses landskab er selvfølgelig præget af fortiden som mose. (Se landskabets tilblivelse) Benytter man stien fra ”Kyst til Kyst” fra Sallerup og går gennem den afvandede store mose, som oprindeligt strakte sig 7 km. mod nord og var 2 km. bred på det bredeste sted, fornemmer man den store moseflade, som i dag er landbrugsland med levende hegn og afvandingsgrøfter.
Rådyr i Noret Sporene fører også ud over den tidligere ø Svinø. Området har en pæn rådyrbestand, ligesom fasaner, harer og agerhøns ses i her. I grøfterne træffer man på mosegrisen, ligesom snogen kan ses. Om vinteren raster store flokke af bramgæs og canadagæs, og man kan også træffe den blå kærhøg på denne årstid.
Køngmosen med israndslinien i baggrunden
Køng Sogns skove Køng Sogn har fem små skove. 14. Lunden ved Øbjerggård Øbjerggaard er en lille hovedgård, som er oprettet af Niels Ryberg i 1774, og nu en avlsgård under Rosenfeldt gods. Bag gården ligger Lunden, en mindre bøge-
17. Fyrreskoven ved Svinø Vig For enden af Belselundvej ud til Avnø Fjord ligger der en lille fyrreskov, iblandet en del birketræer og krat. Her er rigt fugleliv af sangere. Også nattergalen findes her. Ud for skoven er der meget lavvandet, og mange vandfugle fouragerer her.
Fyrreskoven og kysten ved Svinø Vig Bøgen er sprunget ud og anemonerne blomstrer i Lunden skov iblandet lidt nåletræer og enkelte gamle egetræer. Skoven er på ca. 25 ha Der er en sti rundt i skoven. Her yngler natugle, skovskade, musvåge, ligesom der er en pæn bestand af rådyr. 15. Skoven ved Aunøgaard. Ved indkørselen til Avnø ligger der et stykke skov på ca 5 ha. Skoven består af blandet løvskov. I skoven er der en stor rågekoloni. I skovbunder finder man den sjældne plante skælrod, som er en plante, der snylter på træernes rødder, og kun dens blomst ses oven for jorden. 16. Sallerupgård Skov. Den er en lille skov på ca. 11 ha. Skoven er en løvskov med mange forskellige træer, herunder bøg, ask og ahorn, ligesom der står nogle flotte kastanjetræer i skovbrynet.
18. Nokkeskoven En lille skov på ca. 3 ha. Skovens beplantning skal efterhånden overgå til ren løvskov.
Ivan Ingemannsen