KÆNGUBARNETS VENSKABSFEST
KÆNGUBARNETS VENSKABSFEST EN DAG, DA SOLEN IGEN VAR KOMMET TILBAGE OVER SKOVEN MED DEN DEJLIGE DUFT AF MAJ, OG ALLE BÆKKENE I SKOVEN KLUKKEDE GLADE OVER IGEN AT VÆRE SMÅ OG SLANKE, OG DE SMÅ PYTTER LÅ OG DRØMTE OM DET LIV, DE HAVDE SET, OG DE STORE TING, DE HAVDE GJORT, OG GØGEN I DEN VARME, STILLE SKOV OMHYGGELIGT PRØVEDE SIN STEMME FOR AT FINDE UD AF, OM DEN VAR PÆN, OG SKOVDUERNE SMÅKLAGEDE TIL HINANDEN PÅ DERES SÆDVANLIGE MAGELIGE MÅDE OVER, AT DET VAR DE ANDRES SKYLD, MEN DET GJORDE IKKE SÅ MEGET - PÅ SÅDAN EN DAG SOM DENNE FLØJTEDE JAKOB PÅ EN SÆRLIG MÅDE, HAN HAVDE, OG UGLEN KOM FLYVENDE UD AD HUNDREDE METER SKOVEN FOR AT SE, HVAD HAN VILLE. “UGLE”, SAGDE JAKOB, “JEG HAR I SINDE AT HOLDE ET SELSKAB”. “NÅ, SÅ DET HAR DU”, SAGDE UGLEN. “OG DET SKAL VÆRE EN SÆRLIG SLAGS SELSKAB, FOR DET ER FOR, HVAD KÆNGUBARNET GJORDE, DA HAN GJORDE, SOM HAN GJORDE, FOR AT HJÆLPE KÆNGU MED AT BAGE”. “NÅ, SÅ DET ER, HVAD DET SKAL VÆRE FOR” SAGDE UGLEN. “JA, OG VIL DU SÅ NOK FORTÆLLE KÆNGUBARNET DET, SÅ HURTIGT DU KAN, OG SÅ SIGE DET TIL ALLE DE ANDRE, FOR DET SKAL VÆRE I MORGEN”. “NÅ, DET SKAL DET, SKAL DET DET?”, SAGDE UGLEN OG VAR STADIG SÅ HJÆLPSOM SOM VEL MULIGT. “VIL DU SÅ FORTÆLLE DEM DET, UGLE?” UGLEN PRØVEDE PÅ AT FINDE PÅ NOGET MEGET KLOGT AT SIGE, MEN DA DEN IKKE FANDT PÅ NOGET, SÅ FLØJ DEN HEN TIL DE ANDRE. DEN FØRSTE DEN FORTALTE DET TIL VAR KÆNGUBARNET. “KÆNGUBARN”, SAGDE HAN. “JAKOB HOLDER SELSKAB”. “NÅ,” SAGDE KÆNGUBARNET, OG DA HAN SÅ, AT UGLEN VENTEDE, AT HAN SKULLE SIGE NOGET MERE, SÅ SAGDE HAN: “TROR DU, AT MAN OGSÅ FÅR DEN SLAGS SMÅ KAGER MED LYSERØDT SUKKER PÅ TOPPEN?” UGLEN SYNTES, AT DET LÅ MEGET UNDER HANS VÆRDIGHED AT TALE OM SMÅ KAGER MED LYDERØDT SUKKER PÅ TOPPEN, OG HAN FORTALTE DERFOR KÆNGUBARNET NØJAGTIGT, HVAD JAKOB HAVDE SAGT, OG FLØJ SÅ HEN TIL ÆSELET. “EN SELSKAB FOR MIG”, TÆNKTE KÆNGUBARNET, “HVOR STORARTET!” HAN BEGYNDTE AT SPEKULERE PÅ, OM ALLE DE ANDRE DYR
VILLE VÆRE KLAR OVER, AT DET VAR ET SPECIELT KÆNGUBARN SELSKAB, OG OM JAKOB HAVDE FORTALT DEM OM DET FLYDENDE KÆNGUBARN OG KÆNGUBARNETS PARAPLY OG ALLE DE VIDUNDERLIGE SKIBE, SOM HAN HAVDE OPFUNDET OG SEJLET PÅ, OG HVOR FRYGTELIGT DET VILLE VÆRE, HVIS ALLE HAVDE GLEMT DET, OG INGEN HELT VIDSTE, HVEM SELSKABET VAR FOR, OG JO MERE HAN TÆNKTE SÅDAN, DES MERE LØB DET ALTSAMMEN SUR INDEN I HANS HOVED LIGESOM I EN DRØM, HVOR INGENTING VIL GÅ RIGTIGT, OG DRØMMEN BEGYNDT AT BLIVE VERS INDEN I HANS HOVED, TIL DEN VAR BLEVET EN HEL LILLE SANG. DEN LØD SÅDAN HER: HURRA FOR KÆNGUBARNET DET KÆKKE KÆNGUBARN ` DER HAR VÆRET SÅ SØD AT HJÆLPE KÆNGU MED AT BAGE NU KÆNGUBARNET SKAL HA’ EN FLYVETUR PÅ UGLENS RYG. HAN MED MEDALJER BLI’R FORGYLDT HURRA, HURRA, HURRA! MENS DETTE SKETE INDEN I KÆNGUBARNETS HOVED, TALTE UGLEN MED ÆSELET. “ÆSEL”, SAGDE UGLEN, “JAKOB VIL HOLDE SELSKAB”. “DET ER DA INTERESSANT”, SAGDE ÆSELET, “JA, JEG TÆNKER DE SÅ SENDER MIG DE LEVNINGER OG SMULER, SOM LANDER PÅ JORDEN OG BLIVER TRÅDT PÅ. DET ER RIGTIG VENLIGT OG BETÆNKSOMT. ÅH, INGEN ÅRSAG, JEG ER HER FOR DET SAMME!”. “DER ER EN INVITATION TIL DIG”. “HVORDAN ER DEN?” “EN INVITATION” “JA, JEG HØRTE DET. HVEM TABTE DEN?” “DET ER IKKE NOGET TIL AT SPISE, ÆSEL, DEN SIGER, AT DU SKAL MED TIL ET SELSKAB I MORGEN.” ÆSELET RYSTEDE LANGSOM PÅ HOVEDET. “DU MENER GRISLINGEN? HAM DEN LILLE FYR MED DE LIVLIGE ØRER. DET ER GRISLINGEN, DER SKAL MED. JEG SKAL SIGE DET TIL HAM”. “NEJ, NEJ!” SAGDE UGLEN OG BLEV HELT IVRIG, “DEN ER TIL DIG.” “ER DU VIS PÅ DET?” “SELVFØLGELIG ER JEG VIS PÅ DET! JAKOB SAGDE: “DEM ALLESAMMEN!. JAKOB SAGDE DEM ALLE SAMMEN!” “ALLESAMMEN UNDTAGEN ÆSELET”.
“ALLESAMMEN”, SAGDE UGLEN IRRITERET. “JA,JA”, SAGDE ÆSELET, “DET ER SIKKERT EN FEJLTAGELSE, MEN SÅ KOMMER JEG, MEN JEG VIL IKKE HAVE SKYLDEN, HVIS DET BEGYNDER AT REGNE” MEN DET REGNEDE IKKE. JAKOB HAVDE LAVET ET LANGT BORD AF NOGLE BRÆDDER, OG DE SAD ALLESAMMEN OMKRING DET. JAKOB SAD FOR DEN ENE BORDENDE OG FOR DEN ANDEN SAD KÆNGUBARNET, OG MELLEM DEM SAD PÅ DEN ENE SIDE UGLEN, ÆSELET OG GRISLINGEN, OG MELLEM DEM PÅ DEN ANDEN SIDE SAD NINUS, KÆNGU OG PLYS. SPREDT OMKRING I GRÆSSET SAD ALLE NINUS VENNER OG SLÆGTNINGE OG HÅBEDE PÅ, AT NOGEN SKULLE TALE TIL DEM, ELLER TABE NOGET ELLER SPØRGE DEM, HVAD KLOKKEN VAR. DET VAR DET FØRSTE SELSKAB KÆNGUBARNET HAVDE VÆRET MED TIL, OG HAN VAR MEGET OPHIDSET. SÅ SNART DE ALLE HAVDE SAT SIG , BEGYNDTE HAN AT TALE: “HALLØJ, PLYS” PEB HAN. “HALLØJ KÆNGUBARN”, SVAREDE PLYS. KÆNGUBARNET HOPPEDE LIDT OP OG NED I SIN STOL OG BEGYNDTE SÅ IGEN: “HALLØJ GRISLING”, PEB HAN. GRISLINGEN VINKEDE TIL HAM MED DEN ENE POTE, DA HAN HAVDE ALT FOR TRAVLT MED AT SPISE TIL AT TALE. “HALLØJ ÆSEL”, SAGDE KÆNGUBARNET. ÆSELET NIKKEDE TUNGSINDIGT TIL HAM. “DET BEGYNDER NOK SNART AT REGNE, SAGDE HAN. VENT BARE”! KÆNGUBARNET VENTEDE IKKE, MEN SÅ STRAKS EFTER, AT DET IKKE REGNEDE, OG SÅ SAGDE HAN: “HALLØJ, UGLE” OG UGLEN SAGDE “HALLØJ MIN LILLE VEN” PÅ SÅDAN EN VENLIG MÅDE OG VEDBLEV AT FORTÆLLE J@KOB OM EN ULYKKE, SOM NÆSTEN HAVDE RAMT EN AF HANS VENNER, SOM JAKOB IKKE KENDTE , OG KÆNGU SAGDE TIL KÆNGUBARNET: SÅ, DRIK NU DIN MÆLK FØRST, SKAT, SÅ KAN DU TALE BAGEFTER”. KÆNGUBARNET, SOM VAR I FÆRD MED AT DRIKKE, PRØVEDE PÅ AT SIGE, AT HAN KUNNE GØRE BEGGE DELE PÅ EN GANG —— OG SÅ MÅTTE HAN BANKES PÅ RYGGEN OG TØRRES LÆNGE EFTER. DA DE ALLE HAVDE FÅET NÆSTE NOK AT SPISE, SLOG JAKOB I BORDET MED SIN SKE OG SÅ HOLDT DE ALLE OP MED AT TALE OG VAR MEGET STILLE UNDTAGEN KÆNGUBARNET SOM NETOP HAVDE HIKKET MEGET HØJT OG NU PRØVDE PÅ AT SE UD, SOM DET HAVDE VÆRET EN AF NINUS SLÆGTNINGE.
“DETTE SELSKAB”, SAGDE JAKOB, “ER ET GODT SELSKAB, SOM BLIVER HOLDT TIL ÆRE FOR, HVAD NOGEN HAR GJORT OG VI VED ALLE HVEM DET ER OG DET ER HANS SELSKAB, FORDI HAN GJORDE DET OG JEG HAR EN GAVE TIL HAM OG HER ER DEN”. HAN SØGTE EFTER NOGET OG HVISKEDE HVOR ER DEN? MEDENS HAN LEDTE, HOSTEDE ÆSELET HØJTIDELIGT OG BEGYNDTE AT TALE: “VENNER” SAGDE HAN “OG TILFÆLDIGE TILSTEDEVÆRENDE. DET ER EN STOR GLÆDE ELLER JEG SKULLE MÅSKE HELLERE SIG AT DET INDTIL NU HAR VÆRET EN STOR GLÆDE AT SE JER ALLESAMMEN HER VED MIT SELSKAB. HVAD JEG GJORDE, VAR INTET. I VILLE ALLESAMMEN MED UNDTAGELSE AF NINUS, UGLEN OG KÆNGU HAVE GJORT DET SAMME OG MED SELVFØLGELIG. MINE BEMÆRKNINGER GÆLDER NATURLIGVIS HELLER IKKE GRISLING OG KÆNGUBARNET, FOR DE ER SMÅ, MEN ALLE I ANDRE VILLE HAVE GJORT DET SAMME. MEN NU VAR DET TILFÆLDIGVIS MIG. JEG BEHØVER VEL NÆPPE AT SIGE, AT DET IKKE ER FORDI JEG TÆNKER PÅ AT FÅ DET SOM JAKOB LEDER EFTER. OG HAN HOLDT SIT FORBEN OP FORAN MUNDEN OG SAGDE MED HØJ HVISKEN “SE UNDER BORDET” - “AT JEG GJORDE HVAD JEG KUNNE MEN FORDI JEG FØLTE AT VI ALLE BURDE GØRE HVAD VI KUNNE. JEG FØLER AT VI SKAL ——-“ “HIK” LØDE DET HENNE FR KÆNGUBARNET. “SØDE BARN” UDBRØD KÆNGU BEBJEDENDE. “VAR DET MIG” SPURGTE KÆNGUBARNET FORBAVSET. “HVAD ER DET ÆSELET TALER OM” HVISKEDE KÆNGU TIL KÆNGUBARNET “DET VED JEG IKKE” SVAREDE KÆNGUBARNET TEMMELIG BEKYMRET. “JEG TROEDE, DET VAR DIT SELSKAB”. “DET TROEDE JEG OGSÅ ENGANG, MEN DET ER DET ALTSÅ IKKE.” “JEG VILLE HELLERE AT DET VAR DIT END ÆSELETS” SAGDE KÆNGU TIL KÆNGUBARNET “DET VILLE JEG OGSÅ” SAGDE KÆNGUBARNET. “SOM JEG SAGDE” SAGDE ÆSELET HØJT OG ALVORLIGT, “SOM JEG SAGDE DA JEG BLEV AFBRUDT AF FORSKELLIGE KRAFTIGE LYDE, JEG FØLER AT .....” “HER ER GAVEN” RÅBTE JAKOB RÆK DEN NED TIL KÆNGUBARNET. “DET BURDE JEG HAVE VIDST”, SAGDE ÆSELET. “NÅ, DET KAN JO
IKKE NYTTE NOGET AT BEKLAGE SIG. JEG HAR MINE VENNER. DER VAR OGSÅ NOGEN, DER TALTE TIL MIG IGÅR. OG VAR DET SIDSTE UGE ELLER FORRIGE UGE, AT NINUS BRASEDE IND I MIG OG SAGDE HOV. MAN OMGÅS DA. DER SKER HELE TIDEN NOGET”. DER VAR INGEN DER HØRTE EFTER FOR DE RÅBTE ALLESAMMEN “LUK DEN OP, KÆNGUBARN .” “HVAD ER DET, KÆNGUBARN”? “JEG VED, HVAD DET ER” . “NEJ, DU VED IKKE”, OG ANDRE AF DEN SLAGS HJÆLPSOMME BEMÆRKNINGER. KÆNGUBARN VAR IMIDLERTID I FÆRD MED AT ÅBNE SIN PAKKE SÅ HURTIGT HAN KUNNE UDEN AT SKÆRE SEJLGARNET OVER, FOR MAN KUNNE JO ALDRIG VIDE, NÅR MAN KUNNE FÅ BRUG FOR EN STUMP SEJLGARN. OMSIDER VAR PAKKEN LUKKET OP. DA KÆNGUBARNET SÅ, HVAD DEN INDEHOLDT, VAR HAN LIGE VED AT FALDE OM, SÅ GLAD BLEV HAN. DET VAR EN MEGET FIN HUNKÆNGURU, DER VAR VOKSEN OG I KÆNGUUENS LOMME VAR DER EN KÆNGURUUNGE OG PÅ RYGGEN AF HUNKÆNGURUEN VAR DER EN KNAP, SOM NÅR MAN TRYKKEDE PÅ DEN SÅ HOPPEDE MORKÆNGURUEN. “ÅH”, SAGDE KÆNGUBARNET. “ÅH KÆNGUBARN”, SAGDE ALLE INDTAGEN ÆSELET. “MANGE TAK”, SAGDE KÆNGUBARNET KÆNGU HOPPEDE MED KÆNGUBARNET I SIN LOMME HEN TIL TRAPPERNE OG HOPPEDE OP AD TRAPPERNE.