D E T KO N G E L I G E T E AT E R R O m E O O G j u L I E
musikken til Romeo og Julie bærer præg af, at Sergej Prokofjev på det tidspunkt, hvor han komponerede den, var blevet meget optaget af at fremhæve det lyriske aspekt i sin musik, og netop denne dramatiske kærlighedshistorie gav ham mulighed for at beskæftige sig med de sider. Han arbejdede i dette værk med en medrivende, melodisk rigdom i de musikalske temaer, der udtrykker forskellige stemninger og følelser, og i musikstykkerne, som knytter sig til de enkelte personer i handlingen. Eksempelvis har julie syv forskellige temaer, der bruges gennem hele balletten, og som viser hendes udvikling fra autoritetstro pige til lidenskabelig kvinde.
harmonier og den rytmiske prægnans havde de medvirkende ikke megen sans for. Galina ulanova, der i denne forestilling skabte sin legendariske fortolkning af julie, har senere fortalt: ”Vi kunne simpelthen ikke forstå hans musik. Vi blev forvirrede af hans mærkelige instrumenteringer og de hyppige temposkift, som gjorde det svært at danse. Vi var ikke vant til den slags musik, og vi var bange for den. Når vi prøvede på forestillingen, fandt vi ud af, at det var bedre at nynne et helt andet stykke musik og skabe vores dans til vores egen musik. men naturligvis var der ikke nogen, der turde sige det til Prokofjev.” Da Prokofjev overværede premieren i 1940, havde han svært ved at genkende dele af sin musik, og han forsøgte senere forgæves at få ændret i partituret. men på trods af alle disse besværligheder blev forestillingen godt modtaget, og i 1946 blev den gentaget på Bolsjoj Teatret i samme koreografi. Leonid Lavrovskij har da også efterfølgende i bagklogskabens lys skrevet i sine erindringer: ”Den tonale dristighed, de formelig udstansede karakteristikker, de mangfoldige og komplicerede rytmer, de grelle motiver – alt dette er i Prokofjevs balletmusik, og først og fremmest i hans Romeo og Julie, med til at skabe en helt ny balletdramaturgi.”
Romeo og Julie er et partitur, der på én gang er et stykke meget klassisk balletmusik, som bygger på traditionerne fra eksempelvis Pjotr Tjajkovskij, og samtidig har det med sin berusende klang en modernitet, der gør, at det stadig i dag formår at være forfriskende nyt og tidløst. Ligesom Shakespeare gjorde i sit drama, forstod Prokofjev i sin musik at beskrive både den storslåede, pompøse festivitas, der foregår omkring de to elskende, og den intime, længselsfulde, altopslugende kærlighed dem imellem. lk
41