D E T KO N G E L I G E T E AT E R R O m E O O G j u L I E
og vipper på nattens dørtærskel. julie: ”Godnat, godnat! Så sød er afskedssorgen, at jeg vil si’ godnat, til det blir morgen” (II, 2). Og Romeo vugger hende på sine skuldre, vipper hende som en båd, og hendes kind hviler i hans hænder. Så sød er afskedssorgen. Balkonscenen er et crescendo som i ét stort greb holder lys og lyst op imod den opadgående sol for herefter at lade alle ulykker vælte de elskende ned i et voldsomt styrt. Og da den elskovsnat, som ammen så muntert talte om, indtræffer, er de nygifte allerede på vej ned mod afgrunden. ”Nu synes jeg, jeg ser dig langt, langt nede, som lå du død på bunden af en grav” (III, 5), siger julie, da de nu atter skal skilles, og Romeo må forlade Verona med julie indeni.
så er jeg ikke mer en Capulet” (II, 2). Ensom kun sammen med sine tanker ser vi julie. Og Romeo er netop så leddeløs af forelskelse, som vi ser ham i balletten. Det ene øjeblik er hans bevægelser elastisk kraftfulde, det næste overgivent snublende, og han svarer hende: ”Så tar jeg dig på ordet; kald mig din elskede, så er jeg gendøbt, og jeg vil aldrig hedde Romeo.” De elskende krænger deres navne af sig og mødes nyfødt nøgne som Adam og Eva før syndefaldet. Slægt, tilhørsforhold, forhistorie findes ikke i dette svimlende nu, hvor Romeo løfter hende op i strakte arme, vægtløs som sig selv, nøgne under det tøj, de har på. Og uden angst for at styrte lader Neumeier julie falde baglæns for at blive grebet af kærlighedens hænder, for så atter at blive hvirvlet op i den luft, de selv er en del af. Oceanisk i vælde som Prokofjevs musik, ”så grænseløs som havet er min rigdom, så dyb min kærlighed; jo mer jeg gir, des mere har jeg” (II, 2), hvisker hun til ham i den sorgmuntre afsked, det lange farvel, som både får plads og fylder såvel i originalteksten som i balletten. De har kærligheden i deres egne hænder, og i Neumeiers sprog får netop hænderne deres helt egen koreografi. Deres hænder mødes ikke bare hånd i hånd, men igen og igen hånd mod hånd.
Forelskelse, fortvivlelse, forvisning – alt dét fremstiller Neumeier så nøgent og inderligt i deres sidste afskedsscene i live. En scene, der er en refleksion af balkonscenen i et splintret spejl. Det er ikke et sødmefyldt farvel, men en afsked i mol. ”Åh, skynd dig bort, det lysner mer og mer,” siger hun, ”mens vi kun stadig større mørke ser,” svarer han (III, 5). Spejlingen af de to afskedsscener understreges ved, at de elskende danser en pas de deux, hvor hun rygvendt til ham udfører hans bevægelser. Som i et spejl. måske den smerteligste af alle scenerne i denne ballet. Fordi de er ene og sammen, ligesom de bliver det i døden.
Afskeden er som deres grænseløse lyst til hinanden, den vipper mellem et før og et for altid, ligesom dagen står
31