Program: Alice i Eventyrland

Page 1

d n a l r y t n e v iE Af C h

risto

BA

LL

B

ET

20

18

/2

01

phe

h

l e e

W

9

n o d

r


H o ll y

J ea n

D o rg

er so

m A li

ce.

Tak til Annie & Otto Johs. Detlefs´ Fonde – , der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Alice i Eventyrland.


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Kom, Alice, ræk mig så din hånd. Tag mod mit eventyr, Og gem det bag de drømmeslør, Hvortil vor tanke flyr – Som pilgrimshilsen fra et land, Hvor barnets verden gryr. Fra Alice i Eventyrland af Lewis Carroll, 1865, oversat til dansk af Kjeld Elfelt

Ida Praetorius som Alice.

1


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Lewis Carrolls fortælling Alice i Eventyrland var faktisk den første bog, min mor og far læste op for mig i min barndom, og jeg var solgt på stedet. Inden længe hang der plakater på mit værelse med John Tenniels fantastiske illustrationer fra originaludgaven, og på pladespilleren kørte musikken fra Disneys tegnefilm, som jeg naturligvis havde slugt råt i Metropol-biografen på Strøget. Det var en historie, der appellerede til en lille, eventyrlysten drengs meget fantasifulde hjerne, og jeg var dybt fascineret af skismaet i historien – foregår det her i virkeligheden, eller er det hele mon bare en drøm?

Christopher Wheeldon har hele verden som sin arbejdsplads, og det er ikke uden grund. Han er brillant til at skabe historier, og han er en mester i at gøre brug af hele udtrækket af teatermagi. Han formår at skabe blændende og meget original koreografi, har en enestående timing, og så er han i besiddelse af den mest fabelagtige sans for humor. Ledsaget af komponisten Joby Talbots sjove og underfulde musik og scenografen Bob Crowleys vilde og skøre scenografi tager Wheeldon os på en fortryllende rejse ned i kaninhullet, hvor eventyrlandet folder sig ud i al sin poesi, uhygge og vanvid.

I mit voksne liv har den syrede og anarkistiske beretning fået en ny betydning for mig, og i dag ser jeg den først og fremmest som en stor hyldest til fantasien og til barndommen. Man skal ikke glemme barnet i sig selv, og man skal sørge for, at børn kan få lov til at være børn så længe som muligt – ikke mindst i disse tider, hvor de bliver bombarderet af den digitale verden. I Carrolls bog jagter de tiden, men man skal tværtimod værne om den, nyde den og ikke forpasse den.

Wheeldon har selv udtalt, at Alice er den største pige, han endnu har givet sig i kast med, og det udsagn kan Den Kongelige Ballet vist godt tilslutte sig. Samtidig vil jeg gerne tilføje, at vi aldrig havde kunnet give os i kast med hende, hvis det ikke havde været for vores meget generøse sponsor Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde – OJD, der endnu en gang med engagement og begejstring har erklæret balletten sin kærlighed. Jeg har slet ikke ord til at udtrykke min taknemmelighed.

En af de ting, der er så fantastisk ved historien om Alice, er, at den på forskellige planer på samme tid kan appellere til både børn og voksne. Og denne styrke synes jeg, at den engelske koreograf Christopher Wheeldon har taget med sig over i sin balletudgave af bogen. Wheeldon har mange af de samme enestående træk, som Carroll havde; evnen til at identificere sig med barnet og talentet for på fineste vis at beskrive den sorgløse barndom i en blanding af naivitet og undren. Der er stadig en lille dreng fuld af fantasi og kreativitet gemt i ham, selv om han er blevet en voksen og meget stor kunstner.

Nikolaj Hübbe Balletmester

2


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice og Marcin KupiĂąski som den hvide kanin.

3


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Charles Andersen som den gale hattemager.

4


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Alice i Eventyrland Ballet i tre akter

Koreografi: Christopher Wheeldon Musik: Joby Talbot, orkestreret af Christopher Austin og Joby Talbot Scenografi og kostumer: Bob Crowley Scenarium: Nicholas Wright, efter Lewis Carrolls Alice i Eventyrland Lysdesign: Natasha Katz Projektionsdesign: Jon Driscoll og Gemma Carrington for Cinelumina Lyddesign: Jakob Bo Nystrup Dukkemager: Toby Olié Illusionist: Paul Kieve Iscenesættelse: Jacquelin Barrett, Jason Fowler og Anna Trevien Instruktørassistenter: Ann Kolvig, Jean-Lucien Massot, Claire Still og Amy Watson Dirigent: David Briskin Orkester: Det Kongelige Kapel

Førsteopførelse: Den 28. februar 2011 med Royal Ballet på Royal Opera House, London Danmarkspremiere: Den 3. december 2016 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene Repremiere: Den 2. december 2018 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene Alice i Eventyrland er en co-produktion med Kungliga Baletten i Stockholm

5


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

6

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

7

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Handling

Af Nicholas Wright

1 Første akt Oxford, 1862. En eftermiddag midt om sommeren. Henry Liddell, som er rektor ved Christ Church, og hans socialt ambitiøse kone skal holde havefest. Lewis Carroll, som er lektor i matematik og ven af Liddell-familien, underholder de tre unge Liddell-døtre, Lorina, Alice og Edith, ved at læse en historie højt og udføre tryllekunster.

I søen får hun selskab af en række forskellige dyr, som svømmer rundt og derefter samles på søbredden. I håb om at en aktivitet kan få dem til at tørre og desuden gøre dem i bedre humør, arrangerer Alice et væddeløb, hvorefter ... ... den hvide kanin dukker op, og selv om den har travlt, fører den Alice længere ind i eventyrland.

Da Jack, gartnerens dreng, dukker op med en kurv fuld af roser, fjerner Alices mor – som altid er meget pertentlig, hvad udseendet angår – den røde rose, som hun ikke synes passer ind blandt de hvide. Jack og Alice er venner. Han giver hende den kasserede, røde rose, og hun giver til gengæld ham en marmeladetærte, som hun har snuppet fra et forbipasserende fad. Dette fører til en katastrofe. Alices mor bruger det som et påskud til at beskylde Jack for tyveri og bortviser ham.

Uden for et idyllisk bondehus dukker en fiskelakaj op med en invitation stilet til en hertuginde; hun indbydes til hjerter dronnings kroketfest. Hertugindens lakaj – en frø – inviterer ham indenfor, og Alice står tilbage med invitationen. Hun går ind i bondehuset ... ... og kommer til et faretruende køkken, hvor hertuginden passer et vrælende barn, mens kokken tilbereder pølser. Hertuginden er overordentlig glad for den kongelige invitation, mens kokken både er misundelig og fortørnet. Stemningen bliver mere og mere anspændt, bortset fra et øjebliks tavshed, da den mystiske Cheshire-kat gør sin entré. Alice frygter for barnets sikkerhed og kommer det til undsætning, men det forvandles til en gris, og hertuginden tager dyret fra Alice og bærer det tilbage til køkkenet, hvor en fremtid som pølser på snor venter det.

Klokken slår fire. Gæsterne ankommer, og festen begynder. Alice er ulykkelig over at se Jack forlade huset i skændsel. Lewis Carroll trøster hende ved at tilbyde at fotografere hende. Han forsvinder bag kameraets mørke klæde, og til Alices store overraskelse dukker han op igen som en hvid kanin. Da han derefter hopper ned i sin kamerataske og forsvinder, følger Alice efter ham, falder ... ... falder længere ned ... ... og lander med et bump i en mystisk korridor. Gennem et nøglehul kan Alice smugkigge på en magisk have. Hun vil så gerne ud i haven, men til hendes fortvivlelse er alle døre låst.

Den hvide kanin dukker atter op og er bekymret over sine forestående opgaver ved dronningens kroketfest. Han advarer Alice om ikke at følge efter ham til den kongelige have; det er notorisk farligt at komme for tæt på den galsindede hjerter dronning. Pludselig kommer hjerter knægt styrtende ind med et fad tærter, stadig forfulgt af livgarden. Den hvide kanin har intet andet valg end at skjule Alice og knægten i hertugindens bondehus. Den kongelige procession ankommer på en eftermiddagsspadseretur. Den altid opportunistiske hertuginde byder dronningen velkommen med en gave i form af sine egne helt særlige pølser. I væmmelse beordrer dronningen processionen til at fortsætte ...

Meget overraskende forvandler Jack sig nu til hjerter knægt og iler afsted efterfulgt af hjerter dronning, hendes livvagter og den hvide kanin. Hjerter knægt er blevet beskyldt for at stjæle et fad med marmeladetærter. Alice vil følge efter dem, men døren smækker i lige for næsen af hende, og den eneste ulåste dør er for lille til, at hun kan komme gennem den. Pludselig dukker en flaske op; Alice er modig og drikker af den, hvorefter hun straks bliver så lille, at hun end ikke kan nå op til dørhåndtaget. Så tager hun en lille bid af en tærte og bliver svimlende stor. Hun tuder af frustration, men da hun dernæst svaler sig med en vifte, krymper hun så drastisk, at hendes tårer danner en sø så stor, at hun kan svømme i den.

... og den hvide kanin giver knægten tegn til, at han kan flygte. Alice forsøger at gøre ham selskab, men den hvide kanin og hjerter knægt er enige om, at det vil være alt for risikabelt. De giver hende bind for øjnene for at forhindre hende i at følge efter ham.

8


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice og Andreas Kaas som Jack.

Morten Eggert som hertuginden og Kizzy Matiakis som kokkepige.

9


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice.

2 Anden akt I vildrede over i hvilken retning hun skal gå, spørger Alice Cheshire-katten om vej. Men hans uklare svar gør hende kun endnu mere forvirret, og pludselig befinder hun sig ...

Alice er nu tilbage ved dørene i det rum, som hun først ankom til. Hun husker kålormens gave, tager en bid af svampen, og både vægge og døre forsvinder. Endelig befinder hun sig i den have, som hun har ledt efter.

... ved et sælsomt tebord sammen med den gale hattemager, en vårhare og en syvsovermus. Alice flygter fra deres skøre teselskab ...

Hjerter knægt dukker op, stadig på flugt fra sine forfølgere. Han er lige så glad for at se hende, som hun er for at se ham. Men deres tid sammen bliver alt for kort. Hjerter dronning ankommer med sine livvagter. Rasende beordrer hun knægten taget til fange, men han undslipper. Den hvide kanin iler efter dem og tager modvilligt Alice med, selv om det kan bringe hende i fare.

... og føler sig både alene og fortabt. ”Hvor er dette eventyrland dog mærkeligt.” Hun spekulerer på, hvordan hun skal finde hjerter knægt, og hun længes efter at komme ind i den smukke have. En eksotisk kålorm, der ligger på en paddehat, gør hende i bedre humør, og før den forsvinder, giver den hende et stykke af svampen.

10 10


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

3 Tredje akt I hjerter dronnings have møder Alice tre nervøse gartnere, der er i gang med at plaske rød maling på rosenbuskene. De har ved en fejl plantet hvide roser, som hjerter dronning afskyr. Dronningen ankommer sammen med kongen, hoffet, hertuginden og kokken. Da gartnerne endnu ikke er færdige med at male rosenbuskene, beordrer dronningen dem henrettet. Mens bødlen bliver distraheret af kokkens amorøse tilnærmelser, smugler Alice og den hvide kanin de taknemmelige gartnere bort. Hjerter dronning viser sine danseevner til hoffet, hvorefter hun og hertuginden vælger hold til kroketkampen. Flamingoer skal være kroketkøller, og pindsvin skal være bolde. Til dronningens forfærdelse scorer hertuginden de første point. Hun er meget bedre til det her, end nogen havde troet. Selv om hjerter knægt løber en stor risiko, forsøger han alligevel bag en hæk at fange Alices opmærksomhed. Da kroketspillet rykkes til en anden del af slotshaven, bliver de to genforenet. Dronningen er så ærgerlig over sin rivalindes succes, at hun giver sig til at snyde. Hertuginden udfordrer hende, hvorefter dronningen beordrer hende henrettet. Den evigt tålmodige konge beroliger dronningen, mens Alice hjælper hertuginden med at slippe væk.

Gregory Dean som hjerter knægt.

Kongen træder endelig i karakter og tilbyder hjerter knægt muligheden for at tale til sit eget forsvar. Da hans vidneudsagn ikke har den store effekt, tager Alice affære. Knægten er uskyldig, insisterer hun. Hvis nogen er skyldig, så er det hende selv. Sammen leverer de en sidste forsvarstale og vinder alles hjerter, undtagen dronningens.

Hjerter knægt slutter sig igen til Alice, men denne gang bliver han opdaget, og dronningen beordrer livvagterne til at føre ham til slottet, hvor der venter ham en retssag. På mystisk vis dukker Cheshire-katten endnu en gang op, og midt i forvirringen lykkes det Alice at følge efter hjerter knægt. På slottet gør den hvide kanin retssalen klar; vidnerne føres ind, efterfulgt af Alice. Fadet med marmeladetærter fremvises som afgørende bevis. Domstolens folk indtager deres pladser, og den hvide kanin bebuder kongens og dronningens ankomst. Hjerter dronning udnytter muligheden for at vise sin magt, og retssagen mod hjerter knægt kan begynde.

Upåvirket af rettens bønfalden griber dronningen en økse for selv at uddele det fatale hug. En jagt begynder, og imens forsøger den hvide kanin og vidnerne at skjule hjerter knægt og Alice. Men dronningen finder dem og gør sit bedste for at vende dommerne imod dem. Alice ved ikke, hvor hun skal flygte hen og kommer til at skubbe et vidne omkuld. Han falder ind i en anden, som falder ind i en tredje, hvilket resulterer i, at hele retssalen til sidst falder sammen. Det er jo trods alt bare spillekort.

Det første vidne er den gale hattemager, efterfulgt af kålormen, vårharen, syvsovermusen samt fiske- og frølakajerne, hertuginden og kokken. I et øjebliks totale kaos anklager de alle hjerter knægt.

Og midt i dette kaos vågner Alice.

11 11


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice, Tobias Praetorius som syvsovermusen, Jรณn Axel Fransson som vรฅrharen og Charles Andersen som den gale hattemager.

12


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

13

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Lewis Carroll — forfatteren bag Alice

Charles Lutwidge Dodgson, som Lewis Carroll hed i virkeligheden, var en fascinerende mand, en modsætningernes mand. Han var en lidt pedantisk enspænder, der elskede regelmæssighed og orden, og alligevel skulle han blive forfatter til en af de mest epokegørende, kaotiske og mærkelige bøger i verdenslitteraturen. Han blev født i 1832 i Daresbury i det nordvestlige England som det tredje af i alt 11 børn. Hans far var præst, og han tilbragte sine første år på den lokale præstegård, hvor han fik hjemmeundervisning og brugte meget af sin tid på at underholde sine søskende med sjove historier, dukketeater med meget mere. Da han var 12 år, flyttede familien til Yorkshire, hvor faderen blev sognepræst, og Dodgson begyndte at gå i skole. Her gjorde han sig hurtigt bemærket med sine små historier, digte og tegninger, som han fik udgivet i lokale magasiner. Men hans største interesse var matematik; han vandt flere priser på sin skole, og i 1850 fik han et legat til at studere ved Christ Church i Oxford. Også her fortsatte han med at indkassere priser for sine matematiske evner, og efter at have afsluttet sin uddannelse i 1855 forblev han på stedet som lærer i de næste 26 år. Christ Church var et inspirerende samlingssted for akademikere, der i glamourøse rammer kunne udveksle erfaringer og synspunkter om kultur, politik og videnskab. Blandt andet i den storslåede

spisesal, der i øvrigt senere kom til at figurere i en anden børneklassiker, nemlig i Harry Potter-filmene, hvor den illuderer spisesalen på Hogwarts. I 1856, året efter at Dodgson var blevet lærer på Christ Church, fik stedet ny rektor, Henry Liddell, og han ankom til Oxford med sin store familie, der blandt andet talte datteren Alice, der var fire år. Dodgson blev fascineret og tryllebundet ved første blik, og Alice skulle blive den guddommelige inspiration for hans berømte værk Alice i Eventyrland. Dodgson led hele livet af en forfærdelig stammen, så voldsom at han nogle gange ikke kunne sige sit eget navn. Kun i selskab med børn følte han sig tryg og formåede at overvinde det. Han elskede at underholde dem med sine historier og tegninger, og han lod sig så til gengæld inspirere af dem til at skabe sine fortællinger. Dodgson var i det hele taget et mangesidigt talent, der dyrkede såvel sine evner inden for matematik og logik som sin kunstneriske åre. Han skrev politiske tekster, noveller og digte, var en fantastisk tegner og maler, og så fik han hurtigt øjnene op for den ret nye opfindelse, fotografiet. Da Alice ankom til Christ Church havde han netop købt sit første kamera, og det blev flittigt brugt til at forevige hende og hendes to søstre. Senere tog han tusindvis af 14

billeder, ikke mindst portrætter af sine kunstnervenner som for eksempel skuespillerinden Ellen Terry og digteren Alfred Tennyson, men den lille, mørkhårede pige med de udtryksfulde øjne skulle forblive hans yndlingsmodel.

♥ Dodgson led hele livet af en forfærdelig stammen, så voldsom at han nogle gange ikke kunne sige sit eget navn. Kun i selskab med børn følte han sig tryg og formåede at overvinde det.

I 1856 udgav Dodgson for første gang et værk under pseudonymet Lewis Carroll. Det var digtet Solitude, og der skulle gå næsten ti år, før han i 1865 for alvor slog sit nye navn godt og grundigt fast med den udødelige fortælling Alice i Eventyrland. Bogen blev ikke specielt godt omtalt; rent faktisk var det illustrationerne i form af træsnit af den kendte tegner John Tenniel fra det satiriske blad Punch, der fik mest omtale. Tidens børn elskede historien, mens mange voksne syntes, at den var for mærkelig og upædagogisk og mente, at forfatteren måtte have været under indflydelse af et eller andet spændende, da han fandt på den. Dronning Victoria var


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

dog begejstret og skrev til Dodgson, om han ikke havde lavet flere sjove værker, hvorefter han sendte hende en af sine matematikbøger. Det var faktisk først seks år senere, i 1871, da fortsættelsen, Bag spejlet – hvori også nonsensdigtet ”Jabberwocky” indgår – udkom, at den første bog for alvor blev populær. Og det har den været lige siden. Den er trykt i hundredvis af engelsksprogede udgaver, er oversat til nærmest alverdens sprog og er blevet omsat til alle tænkelige kulturelle medier. Det siges sågar, at Alice i Eventyrland er den mest citerede bog efter Bibelen og Shakespeares værker.

♥ Det siges, at Alice i Eventyrland er den mest citerede bog efter Bibelen og Shakespeares værker. Lewis Carroll/Charles Lutwidge Dodgson fotograferet i 1863 af Oscar Gustave Rejlander.

Fortællingen om Alice, der falder ned i kaninhullet, var helt anderledes, end hvad man havde læst før, og det var første gang, at man oplevede en kvindelig hovedperson i børnelitteraturen. På den tid var Charles Dickens’ drengehelte dominerende, og pludselig mødte man en stædig, nysgerrig, sjov og rebelsk pige, der først 80 år senere skulle finde en værdig arvtager i en svensk pige med røde fletninger. Dodgson nåede således at opleve en del af virakken omkring sin bog, og det brød han sig slet ikke om. Han foretrak at leve sit liv som matematiker og videnskabsmand og at fortsætte sin hverdag på Christ Church, som om intet var hændt. Han bad således om, at al post, der blev sendt til Lewis Carroll, skulle returneres til afsenderen. Som han senere skrev til en veninde: ”Al den opmærksomhed og omtale gør, at fremmede mennesker lærer mit rigtige navn at kende i forbindelse med mine bøger, og jeg bliver

Illustration af John Tenniel til den første udgave af Alice i Eventyrland fra 1865.

15


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

peget på og gloet efter og behandlet som en løve. Jeg hader det så intenst, at jeg nogle gange ville ønske, at jeg aldrig havde skrevet nogle bøger.” Efter historierne om Alice udgav Dodgson i 1876 endnu et nonsensdigt, The Hunting of the Snark, på dansk Snarkejagten, og i 1881 holdt han op med at undervise på Christ Church. Han blev aldrig gift og fortsatte med at bo på universitetet indtil sit sidste leveår. Han døde af lungebetændelse i 1898 i Guildford i et hus, som han havde købt mange år tidligere til sine seks lige så ugifte søstre. Da han døde, var Alice den mest populære børnebog i England.

♥ Fortællingen om Alice, der falder ned i kaninhullet, var helt anderledes, end hvad man havde læst før, og det var første gang, at man oplevede en kvindelig hovedperson i børnelitteraturen.

Med Alice i Eventyrland formåede Dodgson alias Lewis Carroll at skabe en enestående, surrealistisk verden, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed er udvisket, og hvor tilværelsens absurditeter fremvises på både skræmmende og humoristisk vis. Barndommens kaos, usikkerhed og undren oplevet gennem en lille pige ved navn Alice – en eventyrlysten, tænksom oprører skabt af en gådefuld mand, der elskede orden. LK

16

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

17

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Alice Liddell — virkelighedens Alice At være inspirationskilden til en af verdenslitteraturens mest berømte pigeskikkelser er af gode grunde ikke mange forundt, og det var da også noget, der kom til at præge Alice Liddell hele livet igennem. Alice blev født i 1852 som den fjerde af ti søskende. Hendes far, Henry Liddell, var rektor ved Christ Church, det ældste og mest prestigefyldte college ved University of Oxford, og sammen med hustruen Lorina var han kendt for at holde mange fine middage og soireer i sin imponerende embedsbolig. Alice og hendes søskende lærte tidligt at gebærde sig i de intellektuelle kredse og i selskabslivet, ikke mindst fordi deres mor gerne ville lære døtrene gode manerer og forberede dem til, når en passende frier forhåbentlig ville dukke op. Men der var også tid til at lege i den store have, og det var her, at de tre søstre Alice, Lorina og Edith en dag i foråret 1856 første gang mødte den generte universitetslærer i matematik Charles Lutwidge Dodgson, der fra sit værelse på universitetet havde udsigt til rektorens have. Alice var fire år gammel, Dodgson var 24. Dodgson, der samme år havde udgivet et digt under pseudonymet Lewis Carroll, var en ivrig fotograf, og han så straks et godt motiv i pigerne. I sin dagbog noterede han, at dette var en helt særlig dag. Dodgson og Alices far interesserede sig begge meget for den nye kunstart fotografiet, og det varede ikke længe, før Dodgson begyndte at fotografere Liddell-familien, ikke mindst den nysgerrige, sjove og meget talende Alice. Han havde

eget mørkekammer og atelier med udklædningstøj, så børnene kunne blive foreviget som eksempelvis historiske skikkelser eller figurer fra litteraturens verden, og der var masser af legetøj og spil, som de kunne muntre sig med i de lange pauser. Meget usædvanligt for den tid var Alice pageklippet, og hun elskede at klæde sig ud og blive fotograferet, for eksempel som H.C. Andersens Den lille pige med svovlstikkerne, som Dodgson havde læst for hende. Eksponeringstiden var lang dengang, så man skulle stå stille meget længe, men fotografen vidste, hvordan han skulle pacificere de urolige børn. Alice har selv fortalt om foto-seancerne: ”Vi kom altid til hans hjem med vores barnepige. Når vi var der, sad vi som regel i en stor sofa på hver side af ham, mens han fortalte os historier, som han tegnede til med blyant eller blæk. Når vi så var rigtig glade og morede os allermest, skyndte han sig at stille os op til fotografering, før det gode humør kunne nå at forsvinde.” Dodgson trivedes i selskab med børn, og han var en mester i at underholde de tre Liddell-døtre med eventyrlige og absurde fortællinger, digte, tryllekunster og sange. De tog ofte sammen med ham og deres barnepige på museumsbesøg eller sejlture på Themsen, og det var netop på en af disse idylliske sejlture, den 4. juli 1862, at han begyndte fortællingen om pigen Alice og hendes oplevelser i underverdenen – en vanvittig og meget fantasifuld historie, der tog udgangspunkt i personer, steder og begivenheder i Alices liv. Hun tiggede ham om at skrive teksten ned til hende, og efter flere omskrivninger og tilføjelser gav

18

han hende den i julen 1864 i den mest fantastiske, håndskrevne udgave med egne illustrationer. Inden da var deres møder dog brat ophørt i sommeren 1863; årsagen til dette brud er der blevet gisnet meget om i eftertiden, blandt andet fordi en af Dodgsons niecer senere rev syv sider af onklens dagbog fra de dage ud. Men på trods af at forholdet var kølnet, var familien Liddell meget stolt af manuskriptet og havde det liggende fremme til beundring. Det var også på blandt andre deres opfordring, at bogen blev udgivet i 1865, dog ikke med forfatterens egne tegninger, men med nye illustrationer af John Tenniel. Alice var i mellemtiden blevet større og havde fået andre interesser end den eventyrlige bog. Moderens arbejde med at finde et godt parti til sin datter var tæt på at bære mere end almindeligt imponerende frugt, idet dronning Victorias yngste søn Leopold forelskede sig i Alice, men hendes manglende prinsessetitel faldt ikke i god jord hos dronningen. I 1880 giftede Alice sig så i stedet med kricket-spilleren Reginald Hargreaves, der var tidligere studerende ved Christ Church. Til sit bryllup i Westminster Abbey fik hun af prinsen en broche med diamanter og rubiner, som hun bar på sin brudekjole. Alice fik tre sønner, og den ene blev døbt Leopold og fik sågar prins Leopold som gudfar – prins Leopold fik til gengæld nogenlunde samtidig en datter, der kom til at hedde Alice. Alice og hendes familie slog sig ned på et landsted i Hampshire, hvor hun, ligesom sin mor havde gjort


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

♥ Dodgson og Alices far interesserede sig begge meget for den nye kunstart fotografiet, og det varede ikke længe, før Dodgson begyndte at fotografere Liddell-familien, ikke mindst den nysgerrige, sjove og meget talende Alice.

det, yndede at arrangere fester og jagter, og hvor hun dyrkede sin interesse for billedkunst. Som voksen mødte hun kun sjældent Dodgson, men han sendte hende sine bøger med nostalgiske dedikationer. I forbindelse med hendes bryllup skrev han til hende: ”Jeg har haft adskillige børnevenner siden din tid, men det har været noget helt andet.”

Alice Liddell fotograferet i 1858 af Lewis Carroll/Charles Lutwidge Dodgson.

På sine ældre dage blev hun ramt af flere ulykker; to af hendes sønner døde i den første verdenskrig, hendes mand døde af sorg kort efter, og hun fik store økonomiske problemer. I 1928 blev hun nødt til at sælge ud af sine ejendele – blandt andet manuskriptet til Alice i Eventyrland, som hun havde fået af Dodgson i sin barndom. Det blev købt af en amerikaner, men vendte i 1948 tilbage til England, hvor det nu befinder sig på British Library i London. I 1932 – 100-året for Dodgsons fødsel – blev Alice inviteret til New York, hvor hun på University of Columbia blev udnævnt til æresdoktor. I den forbindelse holdt hun en tale, hvor hun kaldte Dodgson ”barndommens mest ideelle ven”. Alice døde mæt af dage i 1934; to år før sin død havde hun udgivet sine erindringer fortalt til sin eneste overlevende søn. Til ham skal hun i den forbindelse have udtalt: ”Jeg håber ikke, at det lyder utaknemmeligt, men jeg er så træt af at være Alice.” LK

Alice Liddell med sine søstre Lorina og Edith fotograferet i 1858 af Lewis Carroll/Charles Lutwidge Dodgson.

19


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice, Silvia Selvini som Edith og Holly Jean Dorger som Lorina.

Ida Praetorius som Alice, Kizzy Matiakis som moderen, Charles Andersen som tryllekunstner, Silvia Selvini som Edith og Holly Jean Dorger som Lorina.

20


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Holly Jean Dorger som Alice.

21


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Alice

Hjerter knægt

Den hvide kanin

Alice er en modig, fantasifuld og meget nysgerrig pige. Så nysgerrig, at hun tør begive sig ned i et kaninhul og møde en bizar verden befolket af de mest vanvittige skabninger. Men hun er også stædig, fornuftig og ærlig og går meget op i at være retfærdig og høflig over for dem, hun møder på sin vej. Alle disse dyder kommer på en hård prøve i eventyrlandet.

Hjerter knægt er medlem af kongens og dronningens følge. Han er en lidt genert og nervøs, ung mand, der godt kan lide at skrive digte. Han er under anklage for at have stjålet dronningens tærter, og han er ikke særlig dygtig til at forsvare sig, da der bliver lagt sag an mod ham. Men heldigvis kommer Alice ham til undsætning.

Den hvide kanin går med vest og lommeur og ser så aristokratisk og spændende ud, at Alice lader sig lokke med ned i kaninhullet og dermed til eventyrlandet. Han er altid meget manisk og nervøs, ikke mindst for at komme for sent. Den hvide kanin er underdanig og krybende sammen med fine folk og kongelige, men kan godt være hoven og ondsindet over for sine underordnede.

22


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Den gale hattemager

Hertuginden

Hjerter dronning

Den gale hattemager med den høje hat elsker at vrøvle og at stille forvirrende, uløselige gåder. Han er tosset, temmelig uforskammet og siger tingene ligeud. Han holder altid teselskab med sine venner vårharen og syvsovermusen, fordi Tiden straffer ham ved for evigt at stå stille klokken 18, som er tetid. Senere dukker han dog op som et meget forskræmt vidne ved hjerter knægts retssag.

Hertuginden er dronningens usædvanligt grimme og humørsvingende kusine. Hun er meget talende, falsk, moraliserende og fuld af floskler. Og så er hun ret ond mod børn og dyr. Hun er ikke særlig stor, og så har hun en meget spids hage, som hun ynder at bore ind i Alices skulder. Hertuginden bor i et kaotisk hus med sit barn og Cheshirekatten.

Hjerter dronning er den egentlige hersker over eventyrlandet, da kongen er for tåbelig og svag. Hun er temperamentsfuld, tyrannisk og ofte rød i hovedet af raseri. Hun elsker at spille kroket med levende flamingoer som køller og pindsvin som bolde. Dronningen spreder frygt overalt og mener, at alle hendes fjender skal halshugges. Af med hovedet.

Kostumeskitser til Alice i Eventyrland tegnet af forestillingens scenograf Bob Crowley.

23


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

2004, After the Rain i 2005, Evenfall i 2006 og Rococo Variations i 2008. Siden er han vendt tilbage flere gange og havde i 2016 premiere på sin 20. ballet til New York City Ballet, American Rhapsody til musik af George Gershwin. Ud over de mange værker han har skabt til New York City Ballet, har han blandt andet koreograferet til San Francisco Ballet, Boston Ballet og American Ballet Theatre, og i 2007 var han den første englænder, der skabte ny koreografi til Bolsjoj Balletten, Hamletfantasien Elsinore. Wheeldon har også kreeret værker direkte til Den Kongelige Ballet, nemlig The Wanderers i 2008 og helaftensballetten Tornerose i 2010. Fra 2006 til 2010 ledede han sit eget, transatlantiske kompagni, Morphoses, der havde som ypperste mål at bringe nyt liv til moderne og klassisk ballet ved at sammensmelte dans, musik, billedkunst og design. Siden 2012 har Wheeldon været viceballetmester ved Royal Ballet, og hertil har han i de seneste år skabt adskillige værker, for eksempel Aeternum i 2013, Strapless om den amerikanske maler John Singer Sargent i 2016 og Corybantic Games i anledning af 100-året for Leonard Bernsteins fødsel i 2018 samt ikke mindst handlingsballetterne Alice i Eventyrland i 2011 – Royal Ballets første helaftensballet i næsten 20 år – og Et vintereventyr i 2014. I 2014 koreograferede og instruerede han musicalversionen af An American in Paris, der havde verdenspremiere i netop Paris og året efter spillede på Broadway, hvor Wheeldon vandt en Tony Award som bedste koreograf. I december 2016 havde han premiere på en helt ny Nøddeknækkeren til Joffrey Ballet, og her er handlingen i den berømte ballet henlagt til verdensudstillingen i 1893 i kompagniets hjemby Chicago. Christopher Wheeldon anses i dag for at være blandt tidens førende og mest nyskabende koreografer, og han er for længst blevet kaldt en naturlig og værdig arvtager til George Balanchine og Jerome Robbins. Han har koreograferet et utal af meget originale værker, og anmeldere og publikum står i kø for at udtrykke deres begejstring. Han er af en kritiker blevet kaldt: ”Det bedste, der er sket inden for ballet i de sidste 50 år.” Wheeldon er en mester i at skabe såvel storslåede balletter med mange dansere som intime pas de deux’er. Han er den ypperste, nulevende repræsentant for neoklassicismen, og han forstår at blande kantet geometri med følelsesladet dybde. Selv har han sagt om sit virke: ”Dansen har været en livsstil for mig, siden jeg var barn, og den opgiver jeg aldrig – den er grunden til, at jeg lever.”

Christopher Wheeldon Koreografi Christopher Wheeldon, født 1973, er opvokset i Yeovil i Somerset, England, og han viste tidligt stor interesse for musik og bevægelse. Som otteårig begyndte han at gå til ballet på den lokale East Coker Ballet School, og som 11-årig blev han elev ved Royal Ballet School i London. I 1991 blev han optaget som korpsdanser i Royal Ballet, og samme år vandt han guldmedalje ved Prix de Lausanne i en solo skabt af ham selv. Allerede på det tidspunkt var han i det små – på blandt andre Kenneth MacMillans opfordring – begyndt at koreografere og havde skabt værker til elever ved Royal Ballet School. I 1993 så Wheeldon en tv-reklame, der lovede en gratis flybillet til New York, hvis man købte en støvsuger. Han ønskede sig brændende at komme til at danse i George Balanchines kompagni og erhvervede sig derfor straks en ny støvsuger, tog til New York og fik lov til at tage klasser hos New York City Ballet. Han blev med det samme tilbudt ansættelse som korpsdanser i kompagniet, og i 1998 blev han forfremmet til solist. I sin tid som medlem af New York City Ballet dansede han i det meste af repertoiret, og koreografer som Jerome Robbins og Peter Martins skabte værker direkte til ham. Wheeldon debuterede som koreograf i 1997 med balletten Slavonic Dances, som han skabte til New York City Ballets Diamond Project, og i årene efter koreograferede han adskillige værker til dette kompagni. I 2000 valgte han at stoppe som danser for helt at hellige sig en koreografisk karriere, og samme år blev han tilknyttet New York City Ballet som koreograf. Han skabte de to balletter Polyphonia og Variations Sérieuses, og om sidstnævnte skrev New York Times’ anmelder Anna Kisselgoff: ”Ingen koreograf fra Wheeldons generation kommer på højde med hans fantasifulde brug af det klassiske trinsprog.” I 2001 blev Christopher Wheeldon som den første nogensinde udnævnt til huskoreograf ved New York City Ballet – en stilling, der blev oprettet til ham, og som han bestred helt frem til 2008. I denne periode skabte han adskillige balletter til kompagniet, blandt andet Morphoses og Carousel (A Dance) i 2002, Carnival of the Animals og Liturgy i 2003, Shambards i

LK

24


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Andreas Kaas som hjerter knægt.

25


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Marcin KupiĂąski som den hvide kanin, Morten Eggert som hjerter konge, Kizzy Matiakis som hjerter dronning og Ida Praetorius som Alice.

26


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

27

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Tordenskraldet og Rundetårn Lewis Carroll leger med skalaer, forskydninger og relativeringer i sit mesterværk. For hvad er det nu, der er højest – et tordenskrald eller Rundetårn?

AF KRISTIAN DITLEV JENSEN

28


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Det begynder allerede i det berømte pseudonym. Hvis man oversætter de første to dele af forfatteren Charles Lutwidge Dodgsons navn til latin, bliver det til Carolus Ludovicus. Hvis man så oversætter dem tilbage til engelsk, bliver de pludselig til Carroll Lewis. Og hvis man bytter om på dem, så bliver de til det fine navn Lewis Carroll. Da Alice i Eventyrland – som egentlig ordret oversat handler om ”Alices eventyr i Undre- eller vidunderland” – udkom i 1865, fik verden et af de fineste mesterværker inden for børnelitteraturen. I generationer har de små grinet, studset og – netop! – undret sig. Lewis Carroll bedriver det, man på engelsk kalder wit, som er vanskeligt at oversætte. Det handler om at lave ordspil og sprogspil, om at udfordre den kendte orden, om at udskifte dele i sproget med andre og om at lege med den formelle forståelse af virkeligheden. Lewis Carroll var i sit civile liv matematiker, og det viser sig tydeligt i hans værker.

der passer til en lille bitte dør bag et forhæng. Men hun er alt for stor til at komme ind gennem den lille dør og videre ind til den smukke have bagved. Hun finder en flaske, som har en etiket, hvor der står ”Drik mig!” Indholdet smager af ”kirsebærtærte, creme, ananas, kalkunsteg, karamel og ristet brød med smør”. Drikken tryller Alice lille. Men da hun siden spiser en kage – som har inskriptionen ”Spis mig!” udført i rosiner – ændrer hun form igen.

Skalaen er Lewis Carrolls fornemste værktøj, når han skal lave gak med de smås virkelighed, så de får øje på, hvordan den virkelig er. Og det legende er faktisk et gennemgående træk i hele hans forfatterskab. Et eksempel kunne være hans tekst Otte eller ni ord om kunsten at skrive breve. I essayet – som naturligvis er på mange sider – fremhæver han, at hvis man skal skrive noget virkelig vigtigt, så skal man skrive et ekstra langt brev, og så putte den afsindigt alvorlige besked ned i et P.S.

Alene her i åbningskapitlet har Carroll flyttet rundt på skalaerne for smerte med eksemplet med trappefaldet versus det at styrte igennem Jordens indre. Han har leget med skalaen for materialer, fordi nøgler jo ikke plejer at være af guld. Han har puffet til skalaen for inventar, fordi døre normalt ikke er bittesmå. Han har udfordret skalaen for eksteriører, fordi haver afgjort ikke plejer at befinde sig indenfor. Han har flyttet rundt på afsendere, for flasker kan da ikke give ordrer – via etiketter!? Han har provokeret opfattelsen af sensoriske oplevelser, fordi én samlet drik jo ikke normalt kan smage af både kage, dessertsovs, frugt, fjerkræ, brændt sukker og morgenmad – skønt den britiske kok Heston Blumenthal faktisk har lavet drikken i virkeligheden, nemlig udført som diverse udtræk serveret lagvis og drukket nedefra med sugerør!

Altså: Det lange kalder han kort. Det centrale gør han marginalt. Den form for tankeakrobatik er sproglig og betydningsmæssig aritmetik – hvor elementer kan skifte plads igen og igen og danne nye betydninger – og den gennemsyrer hele Alice i Eventyrland. Det er faktisk en form for sprogligt klovneri. Som når en klovn på en scene har et flygel i den ene side og en lille skammel i den anden, og han så – naturligvis – vælger at slæbe flyglet helt hen til skamlen og ikke omvendt. Det sjove er ikke størrelserne. Det er heller ikke genstandene. Det er klovnens udnyttelse af mulighederne. Da bogen åbner, sidder Alice og keder sig på flodbredden, hvor hendes søster læser en dødssyg bog. Allerede her leger Carroll med en matematisk form – en metastruktur – for den kedelige bog omtales jo netop i … en bog! Alice døser hen. Og hun ser pludselig en topstresset kanin iført mennesketøj. Hvor fabelagtigt! Hun løber efter den og ned i dens kaninhul. Her falder hun. Men hun falder så langsomt, at tiden opløses. Carroll bruger her et greb, der i litteraturvidenskaben kendes som bjergtagethed. Tænk på Trolddomsbjerget af Thomas Mann. Et splitsekund forvandles til en evighed, og tidens væsen tematiseres. Samtidig er Carrolls glansnummer i bogen – nemlig relativisering af snart sagt alting – i gang. Smerte bliver for eksempel relativ, da Alice opdager, at det er lettere at dratte dybt ned i Jorden, end det er at falde ned ad en lille trappe derhjemme. Da hun lander, finder hun en guldnøgle,

Drikken og kagen er det, som forvandler Alice selv, og det er et af de helt centrale temaer i bogen – i hvert fald hvis man læser den eksistentielt: Hvem er vi egentlig? Og hvornår er vi os selv? I kapitlet om Tårepølen vokser Alice ”som et teleskop” og får den længste hals. Og hun er omtrent ved at drukne i et hav af tårer. Igen er det størrelserne, der bliver leget med. Og de døde metaforer bliver levende. I det næste kapitel er det værdierne, som bliver relative. Da et væddeløb mellem forskellige dyr skal afgøres, er præmierne lakridspinde. Og allerfinest – et fingerbøl! Men for at gøre det hele endnu mere relativt, så er der præmier til alle, i stedet for én. Ingenting giver mening mere. Da en lille retssag indledes med en mus, og da 29


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Lewis Carroll bedriver det, man på engelsk kalder wit, som er vanskeligt at oversætte. Det handler om at lave ordspil og sprogspil, om at udfordre den kendte orden, om at udskifte dele i sproget med andre og om at lege med den formelle forståelse af virkeligheden.

egentlig på en rund svamp? Carrolls matematiske baggrund rummer ikke for ingenting grundige studier af klassisk logik. Og her demonstrerer han – elegant og morsomt – hvad et paradoks er, så selv små børn kan følge med.

katten Dinah pludselig er upopulær, fordi hun spiser fugle, løfter man ikke et øjenbryn. Det skrupforkerte er blevet pivnormalt. Størrelser kan Carroll slet ikke få nok af at lege med. Så i det følgende kapitel drikker Alice af endnu en forvandlingsdrik. Hun er hjemme hos kaninen og finder en lille flaske, som hun tømmer. Hun vokser kolossalt – og fylder snart hele huset. Da hun hører stemmer udenfor, og nogen prøver at få hende ud, er det en fyr, der hedder Bill, som skal fires ned igennem skorstenen. Det mislykkes. Småsten bliver kylet ind, de forvandler sig til kager, som igen forvandler Alice, så hun bliver lille igen. Da hun endelig kommer ud, venter dyr og fugle hende. Firbenet Bill står i midten. Men da hun pludselig hører en gøen, er det en enorm hundehvalp, der kigger ned på hende. Hun er blevet normal, men i et helt forkert målestoksforhold. Og hun frygter, at hvalpen – der er selve ikonet på det uskadeligste af alle dyr – æder hende. Ingen undrer sig, da Alice finder en stor svamp. Og bag den ser en larve ... der ryger vandpibe.

Lidt på samme måde introducerer han de små for semantikkens glæder. For hvad er egentlig en ”kategori”? Og hvornår tilhører man en ”slags”? En due kalder Alice for en ”slange”, fordi Alice ender med at få en meget aflang hals. Duen er på udkig efter slanger konstant, fordi de – som alle jo ved – er ”irriterende”. Duen sætter sig for at bevise, at Alice er en slange. Så hun spørger, om Alice egentlig har smagt æg? Det har hun. Men små piger spiser jo også æg, indvender Alice. Duen siger: Jamen, så er de jo en slags slanger. Den endelige joke med størrelser laver Carroll, da Alice spiser af de forskellige stykker svamp, hun har revet af, og derfor vokser først op og så ned, indtil hun endelig er sig selv igen. Og dét føles sært. For efterhånden er det normale jo helt usædvanligt. Men det gode ved at være sig selv er – at Alice endelig kan finde vej ud, eller ind, i den smukke have.

Fablen er et gennemgående genrelag i bogen. Dyr er som mennesker. De taler, de klæder sig i vest og med urkæde, de ryger eller går til teselskaber. Alice kan ikke finde ud af at præsentere sig for rygelarven, siger hun. For hun ved simpelthen ikke længere, hvem hun er. Hun mener, hun er forvandlet. Men hvad skal hun forvandles tilbage til? Hun vil ikke være en bestemt størrelse, men hun vil gerne undgå at skifte størrelse hele tiden. Carroll har flyttet sit fokus fra størrelsen til størrelsesforholdets dynamik – det er selve forvandlingen, der skal forvandles.

Fabelmotivet og sammenblandingen af kategorier bliver ved. Alice ser to lakajer – en fisk og en frø – som kommer med en invitation og afleverer den ved et lille, sødt hus, hvor hertuginden bor. Det er en invitation til et spil kroket hos hjerter dronning. Her møder Alice den berømte Cheshire-kat, der hele tiden smiler. Cheshirekatten er et eksempel på et andet klassisk Carroll-greb: At han tager det, der siges i overført betydning, for pålydende.

Samme problem tematiseres, da Alice skal spise fra den ene side af svampen for at vokse igen. Og fra den anden side for at krympe igen. På den måde skal hun finde tilbage til sin egen størrelse. Men hvad er ”en side”

At ”smile som en Cheshire-kat” er en engelsk talemåde, som formentlig har sin rod i, at man på egnen Cheshire i England havde meget malkekvæg i gamle dage og 30


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Ida Praetorius som Alice.

31

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Kizzy Matiakis som hjerter dronning.

32


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Dele af Alice’s Adventures in Wonderland er – som alene titlen – stort set uoversættelige, fordi de er baseret på sprogspil og poesi. Da Alice møder den forlorne skildpadde, så græder den, fordi den er ked af det. Den savner sin skole i havet, hvor den blev undervist af mr. Tortoise. Eleverne kaldte ham sådan – skønt han var en turtle – ”because he taught us!”

derfor meget mælk og fløde – et ideelt sted for en glad kat at leve. Men Carroll tager analogien alvorligt og introducerer katten og ikke mindst dens berømte smil. Carroll gør det samme, da Alice møder en forloren skildpadde, som er en af den slags skildpadder, som man laver forloren skildpaddesuppe af. Den sære, smilende kat siger i øvrigt, at den må være skør, fordi den opfører sig modsat af en hund. Den knurrer jo, når den er glad, og dens hale logrer, når den er vred. Cheshire-katten, som jo i virkeligheden bare er en talemåde, kan blive usynlig, når den vil. Til sidst er kun smilet tilbage. ”Jeg har set en kat uden et smil. Men aldrig et smil uden en kat,” siger Alice.

Griffen og den forlorne skildpadde fortæller Alice om hummerkvadrillen, som er en særlig dans. ”Vil du, vil du ikke, vil du, vil du ikke kulre i kvadrillen?” som det hedder i den danske oversættelse. Den rene sprogglæde kan minde om vor egen danske Halfdan Rasmussen. Og imens den forlorne skildpadde synger sangen om den ”skønne suppe”, hører de tre, at en retssag begynder i nærheden.

En anden berømt scene er teselskabet hos den skøre hattemager. Igen er det en talemåde, der foldes ud. I gamle dage anvendte hattemagere kviksølv i arbejdet. Og derfor blev mange af dem forgiftede. Kviksølvforgiftning gør folk sindssyge. Derfor kan man på engelsk være ”as mad as a hatter” – så skør som en hattemager. Men Carroll vender vendingen på hovedet og lader hattemageren fra talemåden træde frem in persona. Og hvilket teselskab! Hattemageren, vårharen og en mus sidder mast sammen ved enden af et meget langt bord. De siger, at der er meget trangt. Igen et sprogligt klovnenummer.

Retssagen ender i det rene kaos, da dronningen, kongen og knægtene og alle andre flyver rundt som de spillekort, de jo i virkeligheden bare er. Og så er det, at Alice vågner på flodbredden. Det hele var bare en drøm. Men typisk Carroll, så ender bogen med, at drømmen – metamagisk! – bliver til virkelighed. Lewis Carroll byttede konstant om på virkelighed og fiktion. Og han lod Alice opleve at være både forstørret og formindsket i en spillevende fantasi. Måske skrev han hele historien om det forstørrede pigebarn, fordi hun hed Alice Liddell?

Ellers er der i dette kapitel mange malplaceringer og surrealismer. Hattemagerens ur er for eksempel smurt med smør, så det går dårligt. For der var krummer i. Og det hjælper ikke spor, da han dypper det i teen. Klokken er altid seks på hans ur – teatime! Hvor skørt kan det egentlig blive? Senere, hos hjerter dronning, møder Alice hendes gartnere, der maler en rosenbusk rød, fordi de er kommet til at plante en hvid ved en fejl. Det er endnu et eksempel på regulær surrealisme, hvor man foretager sig ting, man ikke kan i virkeligheden – som i et af surrealismens hovedværker, Dagenes skum, hvor forfatteren Boris Vian lader sin hovedperson blande drinks ved at spille på et orgel. Kroketbanen hos dronningen er helt hittepåsom. Soldater står i bro — og kuglerne er levende pindsvin. Cheshire-katten dukker op igen. Dronningen kan ikke lide den. Hun vil have den halshugget. Men hun vil have alle halshugget. Cirka én person i minuttet. Men katten er jo kun et smil. Og man kan ikke halshugge noget, som ikke har hverken hals eller hoved. What to do?

Kristian Ditlev Jensen har studeret litteraturvidenskab og gået på Forfatterskolen under Poul Borum i 1990’erne. Siden 2017 har han været pastor i Holbøl sogn i Sønderjylland. Han har været litteraturkritiker, kulturjournalist og kommentator ved de fleste danske aviser og er i dag tilknyttet Berlingske Tidende som kritiker og kommentator. Han er blandt andet forfatter til bøgerne Det bliver sagt fra 2001 og Livret fra 2004, der begge har modtaget adskillige priser. Seneste udgivelser er Sydslesvig fra 2016 og Jeg siger det fra 2017.

I et andet kapitel møder Alice en grif. Og griffen er et godt eksempel på, hvordan Carroll anvender det, man sommetider kalder for ”poetisk forskydning”. Han tager noget konkret i sit nærmiljø og forskyder det ind i den fiktive tekst, hvor det pludselig antager en ny og ophøjet betydning. Griffen er nemlig i virkelighedens verden en udskæring, man kan finde i katedralen i Ripon, hvor Carrolls far arbejdede.

33


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Alice ifølge Wheeldon gartnerens dreng, som Alice forelsker sig i. Hos Wheeldon er Alice en oprørsk teenager med en vild fantasi – en nutidig pige placeret i den forkerte tidsalder. Et andet dramaturgisk greb, Wheeldon har foretaget, er at lade den virkelige historie om Carroll og Liddellfamilien være en del af balletten; Lewis Carroll indgår således også i forestillingen, først som fotograf og senere som den hvide kanin. Det Alice oplever, når hun er vågen, knyttes sammen med det, hun oplever i eventyrlandet, idet mange af karaktererne fra havescenen i begyndelsen af balletten bliver omfortolket i nye, sære skabninger nede i kaninhullet.

Lewis Carroll så sin første ballet som 23-årig på en tur til London sammen med sin universitetskollega William Henry Ranken i 1855, og det var ikke nogen stor succes. I sin dagbog skrev han: ”Bagefter kom en stor ballet, som Ranken ikke blev til, men det gjorde jeg, for jeg var nysgerrig efter at se en, og jeg blev særdeles skuffet: kropsstillingernes tilstræbte grimhed var det, der slog mig mere end noget andet. Tal om bevægelsens poesi! Den instinktive ynde hos impulsivt dansende landsbybørn er langt smukkere. Jeg ønsker aldrig nogensinde mere at se en ballet.” Så galt gik det heldigvis ikke; Lewis Carroll ændrede hurtigt mening og kom til at holde af kunstarten, og godt 150 år senere skulle hans egen bog blive til et af de mest populære værker i den engelske ballets historie.

Og det er sandelig et enestående galleri af mærkelige væsener, Alice møder på sin vej – deriblandt den tossede hattemager, der udtrykker sin galskab gennem stepdans, den nervøse, hvide kanin, den magtgale og forkælede hjerter dronning, den afsindige hertuginde, den eksotiske kålorm og den fascinerende Cheshirekat, som Crowley har lavet som en tredimensional udgave af John Tenniels berømte tegninger fra førsteudgaven af Carrolls bog. ”Da vi skabte Alice, ville vi gerne lave en ballet, der kunne fungere på samme måde som en Pixar-film, og ligesom en animationsfilm har Alice flere lag for såvel børn som voksne,” har Wheeldon udtalt.

Det er ikke nemt at gengive den komplekse og poetiske historie om Alice uden at kunne bruge ord, for en stor del af bogens humor og vanvid ligger jo netop i Carrolls brillante måde at anvende sproget på. Men det var ikke desto mindre, hvad den engelske koreograf Christopher Wheeldon valgte at give sig i kast med, da Royal Ballet i London og National Ballet of Canada i Toronto sammen spurgte ham, om han ville lave en ny, stor handlingsballet til dem. Som barn havde han været meget optaget af fortællingen om Alice, og hans familie ejede sågar en af de første udgaver af bogen.

Alice i Eventyrland er en tidløs historie, og balletten har en klassisk struktur med soloer og pas de deux’er, men den omfavner samtidig mange andre stilarter inden for dans lige fra de gamle, engelske pantomimer til de nyeste musicals. Der er mange referencer, og den sender adskillige hilsner tilbage i ballethistorien til blandt andet Rosenadagioen i Tornerose og de onde stedsøstre i Frederick Ashtons udgave af Askepot, og de dansende spillekort er tydeligt inspireret af George Balanchines knivskarpe Stravinsky-balletter.

Wheeldon bestemte sig hurtigt for, at balletten skulle laves i samarbejde med scenografen Bob Crowley og komponisten Joby Talbot. Crowley havde både arbejdet med klassiske Shakespeare-skuespil i London og musicals på Broadway, og her havde han vist sin evne til at skabe gammeldags teatermagi med et nyt og anderledes twist. Talbot havde skrevet en del filmmusik og var ekspert i at opbygge et partitur, der kunne understøtte både handlingen og karaktererne.

Christopher Wheeldons Alice i Eventyrland havde sin førsteopførelse den 28. februar 2011 på Royal Opera House i London og blev danset af Royal Ballet med Lauren Cuthbertson i hovedrollen som Alice. Den har siden været en af favoritterne i Royal Ballets repertoire og er blevet opført i blandt andet Toronto, Stockholm, Sydney og Tokyo.

I Wheeldons udgave af fortællingen har han valgt at lade Alice få en mere aktiv rolle end i bogen, hvor hun er meget observerende. Vi møder de andre figurer gennem hendes øjne og gennem hendes sindsstemning, der kan svinge fra sur, træt, forvirret og ensom til glad og fjollet. I Carrolls bog er Alice syv år gammel, men Wheeldon har gjort hende ældre, omkring 14 år, da han gerne vil have historien til også at handle om uskyld, om at tage de første skridt mod kærligheden og om at blive voksen. Derfor har han introduceret Jack,

LK

34


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice og Marcin KupiĂąski som den hvide kanin.

35


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

Holly Jean Dorger som Alice.

36

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

37

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Alice på nye eventyr Alice i Eventyrland har sat og sætter stadig sit præg på kulturen

Lewis Carrolls Alice i Eventyrland udkom første gang i 1865, og trods de noget lunkne anmeldelser fik den mærkelige historie med det samme sit tag i publikum, ikke mindst da fortsættelsen Gennem spejlet fulgte i 1871. Den opnåede hurtigt klassikerstatus, og siden udgivelsen har den engelske udgave været genoptrykt mere end 100 gange, og bogen er kommet på omkring 200 forskellige sprog. Den udkom første gang på dansk i 1875 under titlen Maries Hændelser i Vidunderlandet, og først i 1930 blev det til Alice i Eventyrland. Den nysgerrige pige vedbliver med at fascinere generation efter generation, og der findes næppe mange andre værker, der har været udsat for så digre, litterære afhandlinger og alskens tolkninger; nogle trofaste mod den oprindelige historie, andre mere eller mindre inspireret af den. Fortællingen har været elastisk nok til gennem tiderne at kunne bruges i mange sammenhænge og af alle fra surrealister, absurdister, freudianere og modernister til filosoffer, matematikere og syrehoveder – den har kunnet indgå i såvel suffragetternes kamp for kvinders stemmeret som i hippiernes forsvar for svampe som euforiserende stoffer. Alice i Walt Disneys tegnefilm Alice i Eventyrland fra 1951, © Disney.

Også bogens store indflydelse på andre grene af kulturlivet kunne der skrives tykke bøger om. Der er ikke det kunstneriske medie, der ikke har givet sit nye bud på Carrolls historie, og det gælder nærmest alt fra opera over manga og computerspil til pornofilm. Allerede i slutningen af 1800-tallet så de første opsætninger af bogen dagens lys i London, dels som teaterstykker, dels som pantomimer. Og det var kun begyndelsen; siden er den opført i utallige udgaver verden over, blandt andet i New York i 1980 i en musicalversion med Meryl Streep som Alice. I Danmark blev Alice i underverdenen vist på Edison i 1998 i Katrine Wiedemanns iscenesættelse og Michael Kviums scenografi med Sidse Babett Knudsen som den lille Alice. I filmens verden har Alice også været en flittig gæst. Den første (stum)film er fra 1903, og siden er fulgt adskillige versioner, blandt andet en fra 1933, hvor W.C. Fields, Cary Grant og Gary Cooper er på rollelisten. Men mest bemærkelsesværdig er nok Tim Burtons 38


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Julie Nord: Afternoon at the Fringe, 2004. Filtpen på papir, 72x117 cm. Foto: Anders Berg.

Alice i Eventyrland fra 2010 og fortsættelsen Bag spejlet af James Bobin fra 2016, begge med Johnny Depp som den gale hattemager. Store filminstruktører som Claude Chabrol og Terry Gilliam har lånt dele af historien til deres værker, og skaberne af science fiction kultfilmen The Matrix fra 1999 har sågar haft den som inspirationskilde. Den engelske film Dreamchild fra 1985, der er skrevet af Dennis Potter, fortæller om den aldrende Alice, der tager til Amerika for at modtage en ærestitel. Inden for tegnefilm har både Mickey Mouse, Betty Boop, Skipper Skræk og Hello Kitty været forbi eventyrlandet, men mest berømt er dog Walt Disneys version fra 1951, der har ikoniseret Alice som den blonde, blåøjede pige med den blå kjole, det hvide forklæde og det sorte hårbånd. Disney havde længe været optaget af Alice, og det påstås, at han, da han flyttede til Hollywood i 1923, kun medbragte en ramponeret kuffert indeholdende et billigt jakkesæt, noget tegnegrej, 40 dollars og en filmrulle med en lille, hjemmefabrikeret tegnefilm bygget over Alice i Eventyrland. Historien om en modig og videbegærlig pige, som træder fra hverdagen ind i en fantasiverden på godt og ondt, er, siden Alice så dagens lys, blevet et tilbagevendende tema i en række andre værker. Eksempelvis Wendy, der i J.M. Barries Peter Pan fra 1904 sammen med sine brødre

Sidse Babett Knudsen som Alice i Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Alice i underverdenen på Edison i 1998. Foto: Thomas Petri.

39


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Mia Wasikowska som Alice i Tim Burtons film Alice i Eventyrland fra 2010, © Disney.

Blandt de mere syrede sange med udgangspunkt i Carrolls univers er Jefferson Airplanes psykedeliske White Rabbit fra 1967 og John Lennons Beatles-sang I am the Walrus fra samme år. Beatles hyldede i øvrigt også Lewis Carroll ved at have ham med på det berømte omslag til LP’en Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band fra 1967, skabt af den engelske kunstner Peter Blake. I 1992 komponerede Tom Waits operaen Alice, der blev vist i Hamburg i Robert Wilsons iscenesættelse, og et af de nyeste skud på stammen er Taylor Swift-sangen Wonderland fra 2014.

bliver taget med til den mystiske ø Neverland, hvor man aldrig bliver voksen; Dorothy, der i Judy Garlands skikkelse i drømme ved hjælp af en tornado bliver bragt til et forhekset land i den store filmklassiker Troldmanden fra Oz fra 1939; og Lucy, der i C.S. Lewis’ Narnia-bøger fra 1950-56 træder ind i et garderobeskab og kommer til et magisk og fortryllet land. Der er i det hele taget uendelig mange forfattere, der har ladet sig inspirere, for eksempel Vladimir Nabokov, der i øvrigt oversatte bogen til russisk, James Joyce i den rablende roman Finnegans Wake fra 1939, og japanske Haruki Murakami i fortællingen Hard-Boiled Wonderland fra 1985. Også billedkunstnere som Salvador Dali og Max Ernst og i Danmark blandt andre Christian Lemmerz og Julie Nord har interesseret sig for historien.

Den eventyrlystne Alice har således været en enestående inspirationskilde for kulturlivet i både fortiden og nutiden og vil uden tvivl også være det i fremtiden. Men hvis man vil opleve historien i hele dens fantasifulde overdådighed, kan det stadig varmt anbefales at gå tilbage til kilden og læse/genlæse Lewis Carrolls oprindelige og meget gådefulde værk. LK

40


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice.

41


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

dels af hans nye arrangementer af værker af The White Stripes. Chroma vandt adskillige priser og har siden været på repertoiret i flere store kompagnier rundt omkring i verden, blandt andet Den Kongelige Ballet, der dansede den i 2012. Siden har makkerparret sammen skabt to nye værker, nemlig Genus med Pariseroperaens Ballet i 2007 og Entity til McGregors egen dansetrup Random Dance i 2008. Samarbejdet med Christopher Wheeldon begyndte i 2007, hvor Talbot skabte musikken til Fool’s Paradise til Wheeldons kompagni Morphoses. I 2011 gik det for alvor løs med helaftensballetten Alice i Eventyrland til Royal Ballet i samproduktion med National Ballet of Canada, Royal Ballets første bestilling på et nyt balletpartitur i 20 år. I 2013 koreograferede Wheeldon balletten Tide Harmonic til Talbots musik til Pacific Northwest Ballet i Seattle, og i 2014 samarbejdede de igen om en stor handlingsballet til Royal Ballet, Et vintereventyr, bygget over William Shakespeares skuespil.

Joby Talbot Musik Joby Talbot, født 1971 i Wimbledon, fik allerede som otteårig et musikstipendium til at studere på King’s College School i Wimbledon. Efter private studier hos den engelske komponist Brian Elias gjorde han sin uddannelse i komposition færdig på Royal Holloway University of London og Guildhall School of Music and Drama i London.

Joby Talbot brugte to år på at skrive den sprudlende og symfoniske musik til Alice i Eventyrland, og han har selv beskrevet processen som at bestige Mount Everest. Det første, han gjorde, da han gik i gang med opgaven, var at lave et tema til Alice og tangoen til hjerter dronning. Dernæst fandt han ideer til, hvordan han ville skildre de andre figurer rent musikalsk: et tikkende motiv til den hvide kanin, en slingrende, orientalsk melodi til kålormen, en rasende og dominerende musik til hertuginden og så videre. Først derefter skrev han ”Prolog” øverst på papiret og begyndte så at komponere. Som at bygge et hus med kun et værelse, så bygge et værelse til, så et værelse til, så et til …, har han udtalt.

Talbot har allerede en forholdsvis stor og mangfoldig produktion bag sig, og han har formået at markere sig i såvel teaterverdenen som på orkesterscenerne og det store, hvide lærred. På trods af en klassisk baggrund har han bevæget sig frit inden for nærmest alle musikgenrer, det være sig pop, opera, film, tv, dans, teater, instrumental- og vokalmusik. Hans produktion inkluderer blandt andet så forskelligartede værker som madrigalen The Wishing Tree til The King’s Singers i 2002, Sneaker Wave til BBC National Orchestra of Wales i 2004, a cappella-korværket Path of Miracles til Tenebrae Choir i 2005, trompetkoncerten Desolation Wilderness til Royal Liverpool Philharmonic Orchestra i 2006, operaen Everest til Dallas Opera i 2015 og soundtracket til animationsfilmen Sing i 2016. Senest har han i oktober 2018 skabt ny underlægningsmusik til den danske filminstruktør Carl Th. Dreyers stumfilmsklassiker Vampyr fra 1932 til LA Opera i Los Angeles. Derudover har han arbejdet som arrangør for kunstnere som Paul McCartney, Tom Jones og Charlotte Gainsbourg, skabt ny musik til Alfred Hitchcocks stumfilm London-mysteriet i 1999, komponeret musikken til filmen The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy i 2005, produceret og arrangeret albummet Aluminium, en orkesterudgave af den amerikanske rockgruppe The White Stripes’ musik, i 2006 med meget meget mere.

Talbot har valgt at lade slagtøj være et meget markant element i sit værk, og derudover har han knyttet forskellige instrumenter til forskellige personer; for eksempel benyttes celesten til den hvide kanin, oboen til kålormen og en meget skarp violin til hjerter dronning. Han har komponeret flere forskellige temaer til Alices svingende sindsstemninger, så man også rent musikalsk fornemmer, om Alice er sur og gnaven, glad, ked af det, ensom, udmattet eller forvirret. Talbots meget filmiske partitur er et herligt miskmask af stemninger og stilarter. Som han selv har forklaret: ”Alice består af melodiske elementer, der sagtens kunne forekomme i et balletpartitur fra 1800-tallet, men det er alt sammen filtreret gennem et minimalistisk og aritmetisk prisme.” LK

Joby Talbot har i de senere år markeret sig stærkt inden for balletmusikken, hvor han primært har komponeret musik til værker af de to engelske koreografer Wayne McGregor og Christopher Wheeldon. Sammen med McGregor skabte han i 2006 balletten Chroma til Royal Ballet, der dels bestod af Talbots egne kompositioner,

42


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

43

ALICE I EVENTYRLAND


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

har også skabt scenografi til flere film, blandt andet Suddenly, Last Summer med Maggie Smith i 1993 og Heksejagt med Daniel Day-Lewis i 1996. Det er nærmest uladsiggørligt at opremse alle de scenografiske projekter, Crowley har været involveret i. Han er en meget produktiv mand; forrige år havde han således premiere på tre stykker på Broadway inden for en måned. Han blev efterfølgende nomineret til fire Tony Awards i samme sæson og har i alt vundet syv af slagsen. Crowley er en klassisk scenograf med sans for den skæve detalje og med særligt fokus på perspektivet og de fire dimensioner. Form, lys, farve og dybde spiller en mere end almindeligt markant rolle i hans arbejde, men det er vigtigt for ham at forenkle udtrykket. ”Teater skal kunne se ud, som om det foregår i mit liv og dog samtidig vække en anden periode til live,” har han udtalt.

Bob Crowley Scenografi og kostumer

I Alice i Eventyrland gør Bob Crowley i sin vilde og fantasifulde scenografi og sine opfindsomme kostumer brug af dukketeater, projektioner og masker for at skabe Lewis Carrolls fascinerende univers. Han har set det som sin store udfordring at være med til at omsætte den rablende historie, der er fuld af berømte citater, til en ballet uden ord. Specielt Alice, som han i bogen altid har fornemmet som modig, men også lidt kold, ville han gerne ved hjælp af kostumet have til at fremstå sympatisk og med et bankende hjerte.

Bob Crowley, født 1952 i Cork, Irland, studerede billedkunst på Crawford School of Art and Design i Cork, hvorefter han flyttede til England og tog en uddannelse i teaterdesign på Bristol Old Vic Theatre School. Han fik sit gennembrud som scenograf i 1980 med The Duchess of Malfi med Helen Mirren i titelrollen på Manchester Royal Exchange. Det var en stor succes og resulterede i, at han hurtigt blev inviteret til at arbejde for både Royal Shakespeare Company og National Theatre. Forbindelsen til disse to mastodonter har været intakt lige siden, og her har han skabt scenografi til et utal af forestillinger – lige fra de klassiske Shakespeareskuespil til nye stykker af Englands store dramatikere som Tom Stoppard, Alan Bennett, Christopher Hampton og David Hare. Blandt hans mest berømte opsætninger på de to teatre er Les Liaisons Dangereuses og The Plantagenets (med omkring 500 kostumer) på RSC i henholdsvis 1985 og 1988 og The Madness of George III og Carousel i 1991 og 1992 på NT.

Omkring 300 kostumer og, som noget meget usædvanligt i ballettens verden, cirka 80 håndlavede parykker har Crowley skabt til forestillingen. Mange af kostumerne – lige fra den gigantiske Cheshire-kat til de dansende spillekort – løst på en scenografisk vis, der gør eventyrlandet ekstra eventyrligt. LK

Crowley har samarbejdet med nogle af tidens største teaterinstruktører som Richard Eyre, Adrian Noble og Nicholas Hytner, og han har skabt scenografi til de store scener i West End i London og på Broadway i New York. Han har også gjort sig stærkt bemærket inden for musicalgenren og har blandt andet lavet Into the Woods i London i 1998, Mary Poppins i London og New York i 2006, Love Never Dies i London i 2010, Aladdin i London og New York i 2014 og storhittet An American in Paris, instrueret og koreograferet af Christopher Wheeldon, i Paris og på Broadway i 2014-15. Selv om det er skuespil, der har haft hans primære interesse, har han også sat sit præg på opera- og balletscenen, blandt andet med operaerne Tryllefløjten på English National Opera i 1988, La traviata på Royal Opera House i 1994 og Don Carlos på Metropolitan Opera i 2010 samt balletter som Alice i Eventyrland i 2011, Et vintereventyr i 2014 og Strapless i 2016, alle med Royal Ballet og alle af Christopher Wheeldon. Han

44


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Liam Redhead som frølakaj og Alexander Bozinoff som fiskelakaj.

45


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Ida Praetorius som Alice. 46


ANNIE & OTTO JOHS. DETLEFS´ FONDE -

Tak Fonde -– OJD, OJD, der derved veden ensærlig særlig TaktiltilAnnie Annie& & Otto Otto Johs. Johs. Detlefs´ Detlefs´ Fonde fondsdonation har muliggjort opsætningen af Alice i Eventyrland fondsdonation har muliggjort opsætningen af Alice i eventyrland.


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Den Kongelige Ballet Balletmester: Nikolaj Hübbe Solodansere Caroline Baldwin J’aime Crandall Holly Jean Dorger Kizzy Matiakis Ida Praetorius Amy Watson Jonathan Chmelensky Gregory Dean Marcin Kupiñski Andreas Kaas

Solister Astrid Elbo Wilma Giglio Lena-Maria Gruber Ji Min Hong Christina Michanek Alexandra Lo Sardo Silvia Selvini Alexander Bozinoff Jón Axel Fransson Nicolai Hansen

Karakterdansere Mette Bødtcher Morten Eggert Poul-Erik Hesselkilde

Korpsdansere Helga Bach-Mortensen Ditte Baltzer Caroline Betancourt Lydia Bevan Benedicte Boier Alisha Brach Isabella Rose Carroll Elisabeth Dam Joscelyn Dolson Heather Dunn Viktoria Falck-Schmidt Kaledora Fontana Giordana Gallo Stephanie Chen Gundorph Hilary Guswiler Camilla Ruelykke Holst Emma Håkansson Sarah Olivia Klitgaard Birgitta Lawrence Marina Minoiu Elenora Morris Alba Nadal Emilie Palsgaard Emma Riis-Kofoed Eukene Sagues Stephanie Sahlgren Tara Schaufuss Carling Talcott-Steenstra Anna Westerholm Esther Lee Wilkinson Benjamin Buza James Clark Nathan Compiano Eliabe D’Abadia Damir Emric Finn Fransen MacLean Hopper Matteo di Loreto Guilherme de Menezes Vitor de Menezes Emerson Moose Meirambek Nazargozhayev Tobias Praetorius Liam Redhead Samuel Rees Julien Roman Mattia Santini Eric da Silva Oliver Starpov Bryant Steenstra Ryan Tomash Samuel Zaldivar

48

3. års aspiranter Victoria Bell Amelia Tobin Ludwig af Rosenborg


GAM LE SCEN E 0 9/0 3 - 0 5/0 4 2 0 19

Askepot

Oplev klassikeren i en ny opsĂŚtning skabt af solodanser Gregory Dean. Musikken er komponeret af Sergej Prokofjev, mens de eventyrlige kostumer og scenografi er skabt af Jon Morrell, kendt fra den svimlende flotte publikumstrĂŚffer, Spar Dame.


AMAD E U S GAM LE SCEN E 1 8 / 0 1 - 1 7/ 0 2 2 0 19

Næste års største musikoplevelse


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Sæson 2018/2019

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore Det sponsorer for Teater deres aktive Kongelige ønskermedvirken at takke alle vore sponso til, at vi kan skabe at scenekunst påscenekunst højeste vi kan skabe højeste in Det Kongelige Teater ønsker at takke allepå vore sponso internationale niveau. at vi kan skabe scenekunst på højeste in

SÆ R LI G SA M A R B E J D S PA

SÆRLIG Særlig samarbejdspartner:

Optagelsesprøver til Det Kongelige Teaters Balletskole

A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal HOVEDSPONSORER HOVEDSPONSORER

Hovedsponsorer:

Det Kongelige Teater ønsker at takke alle vore sponsorer for deres aktive medvirken til, at vi kan skabe scenekunst på højeste internationale niveau. SÆ R LI G SA M A R B E J D S PA RTN E R

Hvert år afholdes der optagelsesprøver over hele landet. HOVEDSP O N S O R E R på Kongens Nytorv Det Kongelige Teaters Balletskole har også afdelinger i Holstebro og Odense. Derudover har Balletskolen talentcentre i Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

SPONSORER

S ponsorer:

O P TA G E L S E S P R Ø V E R 2 0 19

Odense: Lørdag den 12. januar København: Søndag den 24. marts Holstebro: Fredag den 26. april Aalborg og Aarhus: Lørdag den 27. april Esbjerg: Søndag den 28. april

Det er noget helt specielt at være balletbarn og være en del af hverdagen og magien på et stort teater. På Det Kongelige Teaters Balletskole undervises eleverne både i boglige fag og i ballet. Ud over skolegang og træning medvirker eleverne i forestillinger på teatret og får mulighed for at se de store værker på teatrets scener. At blive balletdanser er en uddannelse fyldt med oplevelser og muligheder.

Knud Højgaards Fond

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

Y D E R LI G E R E I N F O R M AT I O N O G T I L M E LD I N G : KG L BA L L E T S KO L E . D K

51

SA M A R B E J D S PA


D E T K O N G E L I G E T E AT E R

ALICE I EVENTYRLAND

Det Kongelige Teater

Produktionsledelse

Teaterchef: Kasper Holten Salgs- og planlægningsdirektør: Henrik Sten Petersen Økonomi- og bygningsdirektør: Marie Munk Balletmester: Nikolaj Hübbe Operachef: John Fulljames Skuespilchef: Morten Kirkskov Chef, kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Dorthe Paulli Kommunikationschef: Magnus Restofte Administrationschef balletten: Søren Normann Hansen Administrationschef operaen: Malene Truelsen Administrationschef skuespillet: Carsten Møller Administrationschef, kommercielle aktiviteter, sponsorer og KGL+: Niels E. Bjerrum HR og Jura: Marianne Thorsen Kostumechef: Sophie Secher Kroner Chef, scenografisk afdeling: Kim Fridbjørg Adm. scenechef: Rasmus Clausen

Producent: Jens Lange Produktionsleder: Frederik Andreas Kondrup Scenemester: Vagn Jensen Kostumier: Annette Nørgaard Forestillingsledere: Michelle Steen Nielsen og Ole Just

Produktionsansvarlige Belysningsmester: Thomas Bek Jensen Produktionsmand scene: Peter Raft Hansen Produktionsmand lys: Nikolaj Hillemann Signalør: Jon Meinild Lyd og video: Jakob Bo Nystrup og Rasmus Balch Møbler: Palle Dahl Henriksen Rekvisitør: Ulla Jensen Herreskrædder: Alice Thaarslund Dameskræddere: Anne Aasted og Christina Surlykke Rasmussen Modist: Gitte Løgtholt Poulsen Tekstilværksted: Mikala Gandrup Maskør og paryk: Sarah Gertz Jensen og Hanna Kureer Parykværksted: Anni Kristiansen og Peter Friman Kostumeteknikere: Lars André Jensen og Katharina Neergaard

Teknik/produktion Hovedleverandør af scenografisk produktion: Engelbrecht Construction Scenechef Gamle Scene: Brian Nielsen Scenechef Operaen: Søren Bøllingtoft Scenechef Skuespilhuset: Michael Franch Leder for scenografisk produktion: Sanne Brodersen Lager- og logistikchef: Lars Møller Rasmussen Rekvisitafdeling: Mikkel Theut Herreskræddere: Magnus Tougaard Dameskræddere og Tekstilværksted: Mette Kibsgaard Hatteværksted: Pernille Rode Kostumeteknik: Ausa Marie Thorvardarson Statist- og påklæderafdeling: Ralf Friedrichsen

Ansatte i administrationen, salgs- og kommunikationsafdelingen samt på værksteder og scener på Det Kongelige Teater Assistenter for scenografen: Donna Raphael og Jaimie Graham Todd Bearbejdelse af lysdesign: Rob Casey og Hans-Åke Sjöquist © 2011 Alice’s Adventures in Wonderland by Christopher Wheeldon Joby Talbots musik til Alice i Eventyrland opføres med tilladelse fra musikforlaget © Edition Wilhelm Hansen/© Chester Music Ltd. H o ll y

J ea n

D o rg

er so

m A li

c e . Programredaktion og tekst:

Lise Kaiser Forestillingsbilleder: Costin Radu Tryk: Rosendahls Schultz Grafisk December 2018

Programmet indlæst på lydbånd for læsehandicappede kan bestilles på 86 96 63 21, Fonden for Aktive Blinde

Tak til Annie & Otto Johs. Detlefs´ Fonde – , der ved en særlig fondsdonation har muliggjort opsætningen af Alice i Eventyrland.

Forside: Ida Praetorius som Alice og Andreas Kaas som hjerter knægt. Bagside: Jón Axel Fransson som den hvide kanin.

52


Ida Praetorius som Alice.


GAM LE SCE N E KG S . N Y T O R V 1 0 1 7 K Ø B E N H AV N K


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.