8
ylva kihlberg
Kihlberg på den svenske pendant til Skt. Annæ Gymnasium, Adolf Fredriks Musikkklasse. Hun sang hun i kor, spillede klaver, spillede teater og dansede ballet, men interesse for opera? Nej. Hun syntes, de skreg, og da hun blev taget ind for at se Maria Stuart, var der intet, som klikkede. I stedet var det i første omgang rockens kraftfulde tumlen med eksistensen, som virkede tillokkende. Og fra teenageårene til først i tyverne var hun sanger i bandet Rock S/M, mens hjemmeanlægget næsten dryppede af blod. - Jeg har altid haft den der patetiske side. Det skal være stærkt, og man skal kunne føle noget. Det skal være svulstigt, stort, følsomt. Jeg kan huske, at jeg havde en plade med Dio, som nærmest var djævledyrkelse. Der var nogle sange, som var så tunge, at jeg kunne ligge inde på mit værelse og presse tårerne ud, fordi jeg måtte føle noget. Jeg gjorde det samme, da jeg senere blev interesseret i klassisk musik. Verdis Requiem var den plade, jeg satte på, hvis jeg skulle af med et eller andet, og så kunne jeg ligge og græde til det, siger hun. Netop Verdis Requiem var med til at lægge den første kim til en seriøs operainteresse. I mellemtiden havde hun dog forvildet sig ind på universitet, hvor hun studerede økonomi. I sin korte karriere som revisorpraktikant forsøgte, hun at indpode dramaet i sit arbejde. Hun var jo inde i selve hjertet på virksomhederne. Der, hvor der virkelig var noget på spil. Men hun kunne ikke overbevise sig selv og droppede ud.
Ønskede teatret brændte Sideløbende med sit forkvaklede livtag med økonomi sang hun stadig i kor. Og under solisternes partier ved en opførelse af Verdis Requiem kom det der ’klik’. - Jeg stod der i koret, hørte solisterne og tænkte: Det dér, dét kunne jeg godt tænke mig. Tænk, at den menneskelige stemme har potentiale til – uden forstærkning – at synge en hel sal og et fuldt orkester op. Og Verdis operaer har alt det, jeg elsker. Det er på én gang stort og svulstigt og fintfølende og romantisk. Det var første gang, jeg for alvor blev fanget, husker hun. Efterfølgende begyndte hun at tage decideret sangundervisning, og der voksede hendes fascination ved stemmen. Og hendes lærer sendte hende konstant på opdagelsesrejser mod musik og guidede hende længere og længere ind i operauniverset, til hun var komplet opslugt. - På mange måder er jeg modnet sent og har
I haven ...
’’Fra teenageårene til først i tyverne var hun sanger i bandet Rock S/M, mens hjemmeanlægget næsten dryppede af blod.’’ brugt mange år på at finde mit sted. Det var først, da jeg kom til operasangen, at jeg tænkte: Her hører jeg til. Jeg er et produkt af mange års søgen, og for mig er opera den ultimative kunstform, fordi den spiller på alle strenge. Og når det lykkes at få alle elementerne til at spille sammen, så er der ikke noget, der er større, siger hun. Uddannelsen på Operahögskolan i Stockholm og kontrakt på først Kungliga Operan i Stockholm og siden på Det Kongelige Teater, gav operaen Ylva Kihlberg en hylde. Den gav hende endda en mand i den danske operasanger Palle Knudsen. De to mødte hinanden, da Kihlberg som studerende på Operahögskolan var i København i 1996 for at medvirke i Albert Herring sammen med Operaakademiet, hvor Palle Knudsen studerede. Skæbnen
ville, at de fik rollerne som det forelskede par, og de roller har de holdt fast i lige siden. Ylva Kihlberg havde ellers forsvoret, at hun ville være sammen med en sanger, for hendes ego og arbejde fyldte alt rigeligt i forvejen. Men det har vist sig, at de supplerer hinanden ganske godt. - Palle er meget mere nede på jorden end mig. Han kan få mig ned, når jeg er oppe at flyve. Og der er nogle konflikter, vi aldrig behøver at tage, for der er en grundforståelse for, hvad vi har gang i. Eksempelvis op til en premiere, hvor man er presset og stresset og slet ikke nem at være sammen med. Der kæfter vi ikke op. En anden kunne sikkert blive træt af at høre på det, men vi ved, hvordan det føles, for vi har begge to mærket det på vores krop, siger hun. Ylva Kihlberg har nok mærket det mere end andre. For selv om opera gav hende hylden og kærligheden, lukkede den hende også ind i en verden, hvor hun skulle præstere på et rasende højt niveau. - En operasanger kan sagtens sammenlignes med en topidrætsmand, for det er samme mængde af præstation og forberedelse, man er ude for. Forskellen er, at topidrætsmænd træner helt vildt meget, og så når de et vist punkt, hvor de trapper ned for at kunne toppe. For os er det lige omvendt: Jo tættere, vi kommer på premieren, jo hårdere bliver det. Der kommer orkester på, der kommer kostumer på, der kommer flere og flere prøver, og alligevel skal man toppe det. Det havde jeg svært ved at styre, siger hun. Arbejdet kom til at fylde uforholdsmæssigt meget, og fordi operaen netop er så vidunderligt ultimativ og dramatisk, voksede hendes allerede enorme krav til sig selv. Dengang som nu fandt hun ingen større nydelse end at blive formet og guidet af lydhøre instruktører og dirigenter, som turde bruge hende. Og dengang som nu var rollen som kælling mere tiltrækkende end rollen som bly viol. Hun søgte så kraftigt perfektionen i stemmen og smerten i de fiktive karakterer, at det begyndte at gøre ondt i virkeligheden. - Jeg syntes, det lød skrækkeligt, når jeg sang. Jeg kunne ikke yde musikken retfærdighed. Samtidig har jeg altid haft det svært med hverdagen. Jeg har svært ved at se charmen ved vasketøj og rutiner. I mange år af mit liv har jeg først for alvor følt, at jeg var i live, hvis der var drama på. Og så er det klart, at det er fedt at være sopran, hvor jeg altid skal dø og måske endda slås ihjel. Der har jeg fået afløb for noget, men det koster, og det har jeg været længe om at fatte. Jeg brændte mig selv ud. I mange år havde jeg sceneskræk. Jeg kastede