Om navneforandringer, forfølgelser og om at finde sandheden

Af: KFUM og KFUK's kristendomsudvalg fOTO: KFUM og KFUK i Danmark

Når vi mennesker går rundt og kalder hinanden ved navne og ikke bare cpr-numre, er det ikke kun fordi, det er hurtigere. Vores navne betyder noget. Det ved vi fra det lille stik, man kan føle, hvis vores navn er blevet glemt af en, vi synes, burde kunne huske det. Da gaderne sidste sommer gav genlyd af Black Lives Matter-demonstranters frustrationer , var det blandt andet med slagordet “sig hans/hendes navn” om afdøde Gorge Floyd og Breonna Taylor. Og i Biblen møder vi flere, som efter et møde med Gud må skifte navn, fordi dét møde har ændret, hvem de er. Abraham hed egentlig Abram, men efter pagten med Gud får han det nye navn, som betyder noget i retning af ‘fader til en mængde’. Disciplen Peter hed egentlig Simon, men Jesus giver ham et nyt navn, som betyder klippe. Og før han begyndte at tro på Jesus, hed apostlen Paulus oprindeligt Saulus.

Dengang Paulus stadig hed Saulus var han én af dem, der ivrigt forfulgte kristne med det formål at få dem fængslet og henrettet for deres tro. Men på en rejse med præcis dét formål, mødte han Jesus i et syn, blev blind og fik først synet tilbage efter tre dage. Efter det lod han sig døbe og blev grundlægger af adskillige kristne menigheder. And the rest is history. Da Saulus mødte Jesus i et syn og blev til Paulus, var han på vej til Damaskus for at arrestere byens kristne. Meget i verden har forandret sig en hel del siden da. Noget har forandret sig knap så meget. I dag såvel som på Paulus’ tid er Damaskus ikke et sikkert sted at opholde sig for alle mennesker.

Historien om Paulus minder os om, at kristendommen slog rødder midt i en virkelighed af forfølgelse og undertrykkelse – både religiøs og politisk. Selvom der stadig findes steder i verden, hvor kristne er en udsat minoritet, har kristendommen overordnet set forandret sig fra at være en lille, forfulgt jødisk gruppering til en verdensreligion; en majoritet i store dele af verden. Med det følger en forpligtelse til at stå op for de minoriteter, der i dag oplever forfølgelse og uret.

I historien om Paulus lyder det, at Saulus rejste mod Damaskus med en arrestordre på alle de mænd og kvinder, der havde sluttet sig til den nye religiøse gruppe, der blev kaldt Vejen, og dét navn er værd at bide mærke i. Det minder os om, at Jesus fortalte os, at han er vejen. Og det minder os om vandringen til Emmaus, hvor den opstandne Jesus slår følge med et par af sine disciple og lytter til dem, ligesom vi skal følges med og lytte til børn og unge på deres vej.

På vejen til Emmaus forandrer disciplenes perspektiv sig og bliver større. De får nyt mod på livet. På samme måde er det klart, at de veje vi går, forandrer os i en eller anden grad. Vi oplever ting, møder mennesker og træffer valg, som kommer til at spille en rolle for, hvem vi er. De færreste af os kan nok se tilbage på en forandring som Paulus’ der - som et lyn fra en klar himmel - ændrer vores liv på et splitsekund og forandrer vores perspektiv for altid. De forandringer, vi kan se tilbage på, er måske kommet snigende over en årrække med så små skridt, at vi knap ænsede det.

Måske skal vi slet ikke tænke troens forandring i os som en åbenbaring, hvor vi indser sandheden, så vi straks må ud og omvende enhver på vores vej. Måske er troens forandring i os, at vi begynder at se ethvert menneske gennem troens briller. Måske er troens forandring, at vi evner at se på andre med kærlighed, tilgivelse og omsorg. At vi besinder os på vores ansvar overfor dem, vi har mulighed for at skabe en positiv forandring for. 