middelalderlig - dengang man, som sonende flagellant, såvel piskede sig selv som dansede mod pest - Dance Macabre-forstand, kørende for sig end de ovenfor nævnte navne (og så er ellers ingen moderne dark ambient-mestre, som f.eks. Raison d'être eller Lustmord end ikke nødvendige at nævne her). Som sagt: det her er godt! Og nok et lille navn, men også et navn der bør appellere til såvel metal-folk som klub- og electronica-folk i det hele taget. At smide downtempo, R&B, house og 2-step/dubstep på bordet er i sig selv ikke den store ekvilibrisme i opfindsomhed i vore dage. Endnu mindre fantasi er der i bandnavnet: Holy Other (UK). Musikken fejler dog ikke noget, har elementer af sort industrial lurende under forvrængede vokaler, til ekkokammer og til bobler i vandighed, til en drukning af humanbiologi i en maskinkraft der bringer mindelser om dubstep-mester Burial. Debuten Held ('12) har noget sært intimt, sårbart og ensomt over sig. Ligeledes balancerer materialet på en knivsæg, som var musikken selve adskillelsen mellem en mand og en kvinde, mellem noget sært maskulint, og spredende, og noget lige så sært feminint, og samlende. Manchesters Holy Other placerer sig et helt udefinerbart sted mellem IDM og minimalisme, formår det mesterlige at lave indre soundscapes med så få midler at effekten er ubegribelig.
Laurel Halo (US) står på skulderen af giganter: Juan Atkins, Derrick May og Kevin Saunderson, alle fundamentstene i Detroit techno; analoge synthesizers
8