Roskilde Festival 2011 - Alternativ guide til SAMTLIGE navne

Roskilde Festival 2011 - En alternativ guide til alle 책rets navne Af Karsten Olesen, BibZoom.dk

Indholdsfortegnelse RF '11 - En niårig komplet med det hele .......................................................... 3 RF '11 - Samlet stilliste ...................................................................................... 5 RF '11 - Pavilion Junior ...................................................................................... 9 RF '11 - Pavilion Junior - Højt ........................................................................ 9 RF '11 - Pavilion Junior - Mellem ................................................................. 10 RF '11 - Pavilion Junior - Lavt...................................................................... 14 RF '11 - Pavilion Junior - Stilliste .................................................................... 18 RF '11 - Hovedfestival - Højt ............................................................................ 19 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Electronica .................................................. 19 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Hip hop ........................................................ 21 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Indie ............................................................. 22 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Metal ............................................................ 24 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Pop .............................................................. 29 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Reggae ........................................................ 34 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Rock ............................................................ 34 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Soul ............................................................. 38 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Verdensmusik ............................................. 39 RF '11 - Hovedfestival - Højt - Stilliste ............................................................ 46 RF '10 - Hovedfestival - Mellem ....................................................................... 48 RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Electronica ............................................. 48 RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Hip hop ................................................... 49 RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Indie ........................................................ 50 RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Metal ....................................................... 53 RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Pop ......................................................... 56 RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Rock ....................................................... 59 RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Soul ........................................................ 64 RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik ........................................ 66 RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Stilliste ....................................................... 69 RF '11 - Hovedfestival - Lavt............................................................................ 70 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Blues ........................................................... 70 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Electronica.................................................. 70 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Hip hop ....................................................... 73 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Indie ............................................................ 76 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Jazz ............................................................. 78 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Metal ............................................................ 78 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Pop .............................................................. 80 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Reggae ........................................................ 83 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Rock ............................................................ 83 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Soul ............................................................. 90 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Verdensmusik ............................................ 90 RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Stilliste ............................................................ 94 RF ’11 - Navneregister ..................................................................................... 96

2

RF '11 - En niårig komplet med det hele Af Karsten Olesen, cand.scient.bibl. og cykelejer Den officielle omtale sprudler med så mange superlativer at man er glad for ord ikke kan dræbe, for ellers var vi da alle sammen blevet krammet ihjel af de her velsignelser.

For nu niende år i træk duppes sminken af hospitalsklovnen, og alle navne hvert og et - perspektivers ud i spørgsmålet om de overhovedet indeholder anden kontaktflade til verden end bare at kunne levere luft i bevægelse mod trommehinden?

Den her guide tager Roskildes opfordring om at "Share the feeling" seriøst, og derfor forsøges musikken igen i år perspektiveret ud over scenekanten.

Musik er jo meget mere end bare at holde tinnitus fra livet, er kommentarer og livsalibi for historisk, politisk og kunstnerisk forankring. Med andre ord er stor og god musik ikke kun skabelonpop der appellerer til flest muligt - kan skam godt være det - men er også en konsumvare der perspektiverer sin lytter, flytter sig og os, skaber nye bevidstheder og erkendelser.

Et format som en festival er naturligvis ikke lige stedet for musikere og publikum til at komme 100 % i øjenhøjde - alene det at kun hovednavnene får mere end en times spilletid sætter jo sine grænser - men alligevel er der jo, eller bør der være, mere i det møde end bare at se giraffen.

Den her guide udøver derfor, igen, "kritik" i den tyske betydning, dvs. som undersøgelse, nemlig om musikken overhovedet har en opdrift i sin samtid og i sine omgivelser, om musikken kan andet end at levere hits, hype og lækkert hår.

Den her guide er ikke forskræp for at fortælle hele verden at Roskilde har verdens bedste produkt. Den er heller ikke et forsøg på at sælge noget som helst, men derimod et ærligt indlæg mod at folde musikken ud i andre værdier end et soundtrack til en lunken fadøl.

Ikke bare høres alle navne, de facetslibes også omkring det slutprodukt der er Roskilde. Campinglivet er op til os, men ud over til- og fravalg fra udbuddet er musikken det ikke, og derfor er det her et bud på hvordan festivalen bruger sin kerneydelse frem mod abracadabraet "Alt overskud doneres til velgørenhed".

Et mantra der, bevidst, bruges politisk men det er så ikke den her guides opgave at pointere når det sker. Bare dokumentere hvordan, og hvorfor, det kan ske.

Den her guides kunstneriske vurdering er, naturligvis, subjektiv, men selv en beskrivelse er et til- og fravalg, er dermed en dom og dermed subjektiv, det er jo

3

et faktum - og alligevel kalder ingen Roskildes egen omtaler for subjektive, hvorfor? Endnu et sted hvor den her guide slår til og dokumenterer.

Roskilde har siden start været et fyrtårn, men har i de her år mere end tydeligt svært ved at kapere musikindustriens nye udfordringer. Aldrig nogensinde før har der været brug for guides gennem syntetiske navne der er naturmarineret af et fortærsket mantra, anmeldere fra stenbroen og bookere der holder Gaffa.

De stærkeste navne, dem vi - i virkeligheden - kommer for at se, er jo netop dem vi kan tage med os, friske, og hele vejen med hjem. Den programmatiske oplevelse, festen og/eller lydtrykket er jo alene noget fysisk, kan lige så let repliceres med bajere på den nærmeste plæne eller bare med en skovl i hovedet.

Så vinklen? På en festival? Øjenkontakt! Som metode i baghovedet prøver den her guide at stille sig ud ved monitoren og se på publikum, få blæst det lange nakkehår ned i panden, og skrive hvad der må synes vigtigt for at oplevelsen giver mening. Af gode grunde ikke om den gør det, men hvordan den kan gøre det.

4

RF '11 - Samlet stilliste Tegnforklaring: Pavilion Junior (26. juni - 29. juni 2011): • [P+] = Højt • [P*] = Mellem • [P-] = Lavt Hovedfestival (30. juni - 3. juli 2011): • [+] = Hovedfestival, Højt • [*] = Hovedfestival, Mellem • [-] = Hovedfestival, Lavt Selve listen: Blues - Daniel Norgren (S) [-] Electronica - Bottled in England (DK) [P-] ; Chris Cunningham (UK) [-] ; Gold Panda (UK) [-] Electronica/ambient dub - Roll the Dice (S) [*] Electronica/dark ambient - Svarte Greiner (N) [-] Electronica/dj - DJ /Rupture (US) [-] Electronica/dj/dubstep - The Gaslamp Killer (US) [*] Electronica/dj/tech-house - DJ Koze (DE) [*] Electronica/drum’n’bass - Chase & Status (UK) [+] Electronica/dubstep - Magnetic Man With Special Guests Katy B and SBTRKT DJ Set (UK) [+] ; Munchi (NL) [-] Electronica/dubstep/ambient - Desolate (DE) [*] Electronica/house - dOP (FR) [+] Electronica/post-rock - Walls (UK) [+] Electronica/progressiv house - Deadmau5 (CAN) [+] Electronica/techno - Jatoma (DK) [*] Electronica/trip hop - Portishead (UK) [-] Hip hop - Big Boi (US) [-] ; Black Milk (US) [-] ; Curren$y (US) [-] ; Per Vers (DK) [+] Hip hop/alternativ - Atmosphere (US) [-] ; OFWGKTA (US) [+] Hip hop/balkan - Shutka Roma Rap (MKD) [-] Hip hop/grime - M.I.A. (UK) [*] Hip hop/reggae - Timbuktu & Damn! (S) [-] Indie - I Was a King (N) [-] ; Jackdaw with Crowbar (UK) [-] ; Kloster (DK) [*] ; Tu Fawning (US) [*] Indie/a cappella - Valby Vokalgruppe (DK) [-] Indie/art rock - TV on the Radio (US) [+]

5

Indie/dance - WhoMadeWho (DK) [*] Indie/folk - Alcoholic Faith Mission (DK) [*] ; Hymns from Nineveh (DK) [+] Indie/lo-fi - Chuckamuck (DE) [-] Indie/pop - 4 Guys From The Future (DK) [P-] ; Destroyer (CAN) [-] ; Kirsten & Marie (DK) [P*] ; Lukestar (N) [+] Indie/rock - Battles (US) [*] ; Messy Shelters (DK) [P-] ; Screaming Females (US) [-] ; Surfer Blood (US) [-] ; Who New (ISL) [P-] Indie/rock/dance - Foals (UK) [*] Indie/rock/electro - The Malpractice (DK) [P*] Indie/rock/retro - Artic Monkeys (UK) [*] ; The Strokes (US) [*] ; The Walkmen (US) [*] Indie/rock/shoegaze - Weekend (US) [+] Indie/worldbeat - The Eclectic Moniker (DK) [P*] Jazz/electronica - Elektro feat. John Tchicai (DK) [-] Metal - Ghost (S) [-] ; Iron Maiden (UK) [+] ; Rob Zombie (US) [-] Metal/avantgarde - Next Life (N) [*] Metal/black - 1349 (N) [*] Metal/death - Autopsy (US) [+] ; Undergang (DK) [P+] Metal/death/melodisk - Soilwork (S) [*] Metal/doom - Electric Wizard (UK) [*] Metal/hard rock - Graveyard (S) [-] Metal/hardcore punk - Terror (US) [+] Metal/metalcore - Bring Me the Horizon (UK) [-] ; Parkway Drive (AUS) [*] ; Underﾃｸath (US) [-] Metal/progressiv - Mastodon (US) [+] Metal/southern sludge - Eyehategod (US) [+] Metal/southern sludge/indie - Kylesa (US) [+] Metal/thrash - Essence (DK) [P-] Pop - Daniel Adams-Ray (S) [-] ; Karina Buhr (BRA) [*] ; De eneste to (DK) [*] ; Love Shop (DK) [+] ; Tﾃｴg (N) [P*] Pop/a cappella - Julianna Barwick (US) [-] Pop/electro - Battlekat (DK) [P-] ; Matthew Dear - Live Band (US) [*] ; Nicolas Jaar (US) [*] ; Oh Land (DK) ; Reptile & Retard (DK) [P-] ; Yelle (FRA) [-] Pop/electronica - This is Head (S) [P+] Pop/folk - Dark Dark Dark (US) [*] Pop/hip hop - L.O.C. (DK) [+] Pop/indie - Lykke Li (S) [+] Pop/rap - Brother Grimm (DK) [P-] Pop/retro - John Grant (US) [+] Pop/retro/psykedelika - Emma Acs (DK) [P+] Pop/rock - Anna Calvi (UK) [+] ; Little Marbles (S) [P*] Pop/singer-songwriter - ﾃ値ﾃｶf Arnalds (ISL) [*] ; PJ Harvey (UK) [+] Pop/synthpop - Little Dragon (S) [-]

6

Reggae - Fastpoholmen (DK) [P+] ; Tarrus Riley & The Black Soil Band (JAM) [-] Reggae/dub - Prince Fatty Soundsystem feat. Little Roy and Horseman (UK) [+] Rock - Agent Fresco (ISL) [P-] ; Hammonds, Harrington & Destroy (DK) [P-] ; Kitchie Kitchie Ki Me O (N) [-] Rock/alternativ - Frisk Frugt (DK) [-] ; Kemialliset Ystävät (FIN) [-] ; Pulled Apart

by Horses (UK) [-] ; Selvhenter (DK) [P-] ; Thulebasen (DK) [+] Rock/alternativ/dance - Zun Zun Egui (INT) [-] Rock/americana - Justin Townes Earle (US) [*] ; Nive Nielsen & The Deer Children (GRL) [P*] Rock/americana/alt.sountry - Cody (DK) [+] Rock/americana/folk - Bright Eyes (US) [+] Rock/indie - Kurt Vile & The Violators (US) [*] Rock/indie/electronica - Veto (DK) [*] Rock/folkemusik - Kaizers Orchestra (N) [-] Rock/new wave - Swans (US) [+] Rock/new wave/industrial - Killing Joke (UK) [+] Rock/post-industrial - Acorn Falling (DK) [-] Rock/post-punk - My Chemical Romance (US) [-] Rock/progressiv - Api Uiz (FR) [-] Rock/progrock - Trust (DK) [P*] Rock/punk - Beatsteaks (DE) [-] ; The Ex with Roy Paci (NL) [-] ; Honningbarna (N) [P*] ; De høje hæle (DK) [P*] ; Iceage (DK) [*] Rock/punk/melodisk hardcore - Bad Religion (US) [+] Rock/retro - Kings of Leon (US) [*] Rock/retro/garage - The Raveonettes (DK) [*] Rock/retro/new wave - Zea (NL) [-] Rock/retro/psykedelika - Spids nøgenhat (DK) [-] ; Tame Impala (AUS) [*] Rock/singer-songwriter/americana/folk - The Tallest Man on Earth (S) [-] Rock/ska - Hoffmaestro (S) [+] Soul/art rock - Janelle Monáe (US) [*] Soul/drømmepop - How To Dress Well (US) [+] Soul/electronica - James Blake (UK) [*] Soul/funk - Charles Bradley (US) [-] ; Dãm Funk with Master Blazter (US) [*] Verdensmusik - Congotronics vs. Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars. Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums and Skeletons (INT) [*] ; Justin Adams and Juldeh Camara (UK/GAM) [-] ; Yemen Blues (ISR) [-] Verdensmusik/afrobeat - Femi Kuti & Positive Force (NGR) [+] ; Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80 (NGR) [+] Verdensmusik/afrocubansk - AfroCubism (INT) [+] Verdensmusik/Balkan - Ivo Papasov & His Wedding Band (BUL) [+] Verdensmusik/cumbia/electronica - Frente Cumbiero (COL) [*] Verdensmusik/dhol - Gonga Sain & Mithu Sain (PAK) [+]

7

Verdensmusik/dj - Awesome Tapes from Africa (US) [+] Verdensmusik/electronica/cumbia - Chancha Via Circuito (ARG) [+] Verdensmusik/electronica/latin - Tremor (ARG) [+] Verdensmusik/electronica/shangaan electro - Shangaan Electro (ZA) [+] Verdensmusik/folkemusik - Be-Being (KOR) [-] ; Ililta Band (ETH) [*] ; Narasirato (SOL) [-] ; Wang Li (CHN) [+] Verdensmusik/gnawa - Oudaden (MAR) [+] Verdensmusik/hip hop/latin - Calle 13 (PRI) [*] Verdensmusik/joik - Johan Sara Jr. (N) [-] Verdensmusik/latin - Anibal Velasquez y Los Locos del Swing (COL) [+] Verdensmusik/mchiriku - Jagwa Music (TAN) [+] Verdensmusik/soukous/r&b - Fally Ipupa (CD) [-] Verdensmusik/soukous/rock - La Makina Del Karibe (COL) [-] Verdensmusik/zÄ r - Rango (EGY) [*]

8

RF '11 - Pavilion Junior RF '11 - Pavilion Junior - Højt RF '11 - Pavilion Junior - Højt - Metal Dødsmetal er jo noget vi normalt overlader til svensken, men i ny og næ kan vi skam også selv, f.eks. med Undergang (DK).

Det glimrende debutalbum Indhentet af døden (’11) har danske tekster, er kompromisløs i sine greb om guitarhalsen, men også funderet på den samme medrivende og melodiske tone der gør man kommer i tanke om at Volbeat selv startede ud som dødsmetalband.

Dødsmetal er jo en genre med selvopfyldende profeti, og er i de senere år ædt ind til benet af melodisk dødsmetal. Selv så udmærkede nye og danske bud som f.eks. Dawn of Demise er gået i sig selv på genrens snævre rammer.

Dermed ikke være sagt at Undergang er et kollektiv der står med hænderne fulde af ansøgninger foran patentkontoret hver gang der åbnes, slet ikke.

Men med en respekt for metalgenren generelt, den samme strategi som også hovednavnet Mastodon benytter sig af, er meget grundarbejde allerede gjort. Nu skal det bare bevises at de udmærkede spor også lader sig opføre som gensidig energi mellem band og publikum.

RF '11 - Pavilion Junior - Højt - Pop Emma Acs (DK) og Setting Son er siamesiske tvillinger på en højest charmerende tilgang til poppet slut-60'er psykedelika, prøver begge at gøre retro til mainstream. Deres friske tilgang går så rent ind at mødet med lytteren næsten virker som opfyldelsen af et savn.

Med debuten Champagne ('11) har den små Emma dog givet sig selv et noget ujævnt løsen til de hellige haller i den danske rock: kunne niveauet fra førstesinglen "Fever" holdes bare nogenlunde hjem ville pladen ikke bare være god, men også vigtig. I stedet ender Emma og backingbandet The Inbred Family

9

med et slutprodukt på tidlige højdepunkter mod en udklingende dalbund af stiløvelser.

Charme i stemme og tilgang fejler intet, lyder snart lillepiget, snart trodsigt, som en blanding af Vanessa Paradis og France Gall. Gennemgående afslører teksterne også en vis grad af refleksion, humor og vovemod. Emma er kun 19 og slet ikke færdig, så at pladen, på helt klassisk vis, falder en del i kvalitet over sidste halvdel bør derfor tillægges dårlige til- og fravalg hos produceren.

Desværre er pladens endelige form nok den fejl der har kostet Emma en sikker plads på hovedfestivalen. På så snublende en dag er det bare rart at vide man har hele fremtiden for sig.

This is Head (S) er let inspireret af tysk krautrock, noget mere af de engelske new romantics, og grænser ellers op til post-punk, dog uden nogensinde at tabe skridt indenfor poppens afrundede stil.

De instrumentale numre er nærmest progrock på electronica, minder lidt om de nye kvæk fra Spleen United - og er i øvrigt studentikost kedelige. Tværtom er det ret imponerende hvordan vokalen integreres og gøres til et interessant fokuspunkt. Uden at miste det mindste på en gennemgående elegant håndtering af det melodiøse. Der altså fungerer bedst for svenskerne i en formular af traditionel sangkomposition.

This is Head har, meget apropos, Spleen Uniteds potentiale til at bryde ind i mainstream og gøre en forskel. Slet ikke endnu, men på sigt, og ved valg af den rette producent er det absolut tænkeligt at de vil kunne frembringe det album der gør det naturligt for dem at varme op for f.eks. Depeche Mode.

RF '11 - Pavilion Junior - Højt - Reggae Gnags og Tøsedrengene er jo indslusere af reggae i dansk pop, og selvom Fastpoholmen (DK) synger på svensk fortsætter de traditionen, dog nu med ikke så lidt tyveri fra Oscar Danielsons fremragende opdatering på svensk visekunst.

Musik behøver ikke altid at have dybde for at have en eksistensberettigelse, kan egentlig "bare" stå og simre i tiden som et billede, skabe en stemning der, helt ordløst, går i kroppen. Den slags kan Fastpoholmen.

RF '11 - Pavilion Junior - Mellem RF '11 - Pavilion Junior - Mellem - Indie Af en eller anden grund har The Eclectic Moniker (DK) vundet årets udgave af P3's Karrierekanonen. Meget sympatisk giver den her talentkonkurrence, som nogen gange også Emergenza, adgang til at udstille talentet på Pavilion Junior.

10

Når de fortæller os at det her er indie møder calypso er det tydeligt at ørerne holdes rene i Roskilde. Desværre får vi ikke at vide at det her mest af alt er plat på verdensmusik a la David Byrne eller Peter Gabriel, på den stil der kaldes for "worldbeat".

Worldbeat er ment som verdensmusik, er det bare ikke i typisk forstand, er med Byrne og Gabriel som reference derimod monolitiske og uforenelige valg indenfor vestlig musik og territorialt forankret folkemusik. Verdensmusik, som vi kender det, flyder ubesværet sammen til nye udtryk. Det her, The Eclectic Moniker, er ganske enkelt dårlig mash-up og samlet set karambolage på to ellers gavmilde musikretninger.

Men hvordan kan de så vinde noget så fint som Karrierekanonen? Simpelt: de har så god en forståelse for det rytmiske aspekt i deres brug af caribisk kropsmusik at man let kan forestille sig at David Byrne ville udgive det her på sit eget worldbeat-selskab Luaka Bop. På irriterende vis er The Eclectic Moniker hverken godt eller dårligt, hverken ligegyldigt eller interessant. Ærgerligt, og så alligevel ikke. Typisk dansk. Og nu også med calypso.

Aarhusianske Johannes Gammelby (Strumm, I Am Bones, Beta Satan) har endnu ikke sat foden forkert rundt i sit eksperimenterende indielandskab, gør det heller ikke med The Malpractice (DK).

Debuten Tectonics ('10) knækker lidt brod af kompromisløse Beta Satan, er indie rock på industrial i punktnedslag og grunge i arrig sværm ("Pop Music") - og nu også tilsat dansable beats, er Trent Reznors vokal på en god dag, men slet ikke genresnob nok til at undlade fristelsen til at løfte en sang ("Oh, the Irony") op på soul'et falset.

Det her er ikke helt new rave, ikke Klaxons, ikke pop, ikke Spleen United, ikke ren industrial, er bare tæt nok på det hele alligevel. Og i hvert fald endnu et bevis på træfsikkerhed og boldøje for fremadrettet indie hos Gammelby.

4 Guys From The Future (DK) er et sideprojekt til Lily Electric og The Asteroids Galaxy Tour, laver retro pop på præcis samme formular som The Brian Jonestown Massacre, dvs. som de syrede sider af The Beatles og Rolling Stones i indieficeret genbrug.

Debuten Under The New Morning Sun ('10) er egentlig ikke værst, singlen "Don't Help Me Up" er ganske tæt på at være en hel lille perle, men dog har pladen langtrukne kedsomhedsindslag af instrumental mellemspil, f.eks. på titelnummeret der, vistnok, gerne vil noget med slut-60'er psykedelika, i stedet fimser ud (som den lange siver der har svært ved at gøre sig færdig).

11

Det her er hverken ren pop eller ren indie, har faktisk aktier i begge lejre. At få den slags balancegang ud kræver mere end bare gode sange, kræver også sin fortælling. Og den mangler 4 Guys From The Future. Selvom der vel er nok at snakke om? Fra fremtiden forstås.

Søstrene Kirsten & Marie (DK) fra Viborg fik sig deres 15 minutter da producent Aske Zidore (Oh No Ono) "opdagede" dem sidste år og kunne fortælle at de boede hos deres forælde og at de lavede let svævende og akustisk indie-pop med ikke så lidt skelen til folk-pop a la Simon & Garfunkel.

Siden blev fortællingen om de 15 minutter en langtrukken affære, The Rumour Said Fire tog over i stedet, og selvom det er al ære og respekt værd at være dedikeret til at planere sin vej gennem livet med sange, er/var duoen en parentes. Og - når de en gang flytter fra mor og far - en helt åben en af slagsen.

RF '11 - Pavilion Junior - Mellem - Pop Var den her guide skrevet på norsk er der ingen tvivl om at Tôg (N), dialektbandet fra Stavanger, var rangeret helt I top.

Stilen er new wave og house (læs: electronica-pop), men læner sig generelt lovligt meget op af fremragende svenske Eskobar.

Grundlæggende har de gode sange og fornemmelse for at lægge op til omkvædet og pumpe lytteren direkte på korttidshukommelsens mest kildne sanser.

Endelig er Håkan Hellström kongeeksemplet på at vi her i Sydskandinavien ikke har de store problemer med en popvokal med lokalkolorit, nærmest tværtimod.

Problemet er nu bare den effekt at vokalen gør at de melodiske virkemidler står for nøgne hos Tôg, at det hele, afgjort utilsigtet, kommer til at virke som båndsalat i en flersporsoptager.

Men ingen tvivl om at Tôg vil akklimatisere deres landsmænd ned fra Roskildes manglende fjelde for en stund.

Skal ens store fortælling være den at de spillede deres første gig til den enes bedstemors fødselsdag, skal Roskilde virkelig sælge et band på at "Selv Mike Patton fra Faith No More har givet dem en løftet tommelfinger på en svensk musikfestival", så ved man allerede nok til at det her gælder om at række ud efter de indre ørepropper.

Og det gør man så, ja, er faktisk nødvendigt til Little Marbles (S) og deres lillepigede poprock. Energien og bevægelsesmønstrene gennem sangene fejler egentlig ikke det store; det der mangler er bare en målskive. Og et sigte.

12

RF '11 - Pavilion Junior - Mellem - Rock Der er lidt freakshow over at Nive Nielsen & The Deer Children (GRL) kommer fra kanten af indlandsisen, spiller amerikansk folkrock og skal sælges på at hun spiller på en lille rød ukulele.

Ude har hun alene en ep, Nive Sings ('09), der dog har fået hjælp af John Parish, kendt fra sit samarbejde med PJ Harvey, og ørkenrotten Howe Gelb (Giant Sand), i Danmark nok mest kendt for nærmest at bo i Aarhus.

Sangene er dulmende og sødmefulde, ufarlige og duvende på en prærievind, men så heller ikke meget mere. På trods af nok så sympatisk en palet et det endog meget svært at se de her koncepter folde sig ud i længder nok til en hel plade. Nive & Co. er et typisk band til den stille øl, et søndagsbesøg på beværtningen, undskyld: cafeen for de mellem til habilt belæste.

Trust (DK) er en duo på first wave of heavy metal - tænk Black Sabbath anno Ozzy - men mest af alt er de upoleret progrock, dvs. garant for masser af dropbeats, sideveje og symfoniske eskapader.

Det hele virker umiddelbart tiltalende, men falder på at drengene ikke helt lykkes i at pakke deres rudimentære talenter for instrumenthåndtering ind i sovset garage.

Og så synger de begge to som den hjernedøde organdonor vi fanger kort inden lægerne afviser hans rygerlunger. For når Ozzys tenorudbrud lyder som har han lige slugt det spæde medlem af et drengekor, lyder stemmen hos Trust mere som et gammelt pindsvin der er i gang med at få livet presset af sig på en motorvej. Årets optræden på Pavilion Junior vil tydeligt være yderkanten af det yderste Trust nogensinde vil nå ud med deres musik. Ud over lidt alternative koncerter,

13

og små oplag af vinyl, er det helt umuligt at tænke sig hvad der ellers er tilbage til for dem af fremtiden.

Alle ved at dansk punk, som spiller i kulturel kontekst, afgik ved døden da Sort Sol stod og sang for Afrika ved siden af Nanna i 1985. Siden er punken dog blevet brugt som symbolsk brækstang for revolutionen, specielt blandt den antiautoritære og forældreoprørske BZ- og Ungdomshus-bevægelse.

De høje hæle (DK) er her ingen undtagelse, og dog! Deres dansksprogede tekster, deres grænseløse naivitet, det post-stalinistiske grydehår de smider ind I koncepterne gør dem faktisk til en slags imploderende generationskløft til Søren Kragh-Jacobsen.

De høje hæle er ikke helt lyden af brosten i regn udenfor, indenfor siddende med tæppe og te, men i stedet barrikadernes skjul for postromantik. Med andre ord: en joke uden ekko af skraldgrin fra hverken Roben og Knud eller Red Warszawa.

Og nu vi ellers er i gang med at genopfinde den pandeflade tallerken, så er Honningbarna (N) en noget mere talentfuld omgang punk til brokbindet, og det endog med en tightness der - lige ved og næsten - faktisk gør dem helt interessante. Dog, naturligvis, på ingen måde som de frelsere (hvem sagde ulven kommer?), som Roskildes egen guide prøver at gøre dem til.

Honningbarna er den slags bands hvor en unplugged-plade er umulig, den slags kollektiv hvor energien fra elve, vind, kul og atomer løfter dem den millimeter op fra scenen der gør dem værd at bruge tid på.

RF '11 - Pavilion Junior - Lavt RF '11 - Pavilion Junior - Lavt - Electronica Bottled in England (DK) laver drum'n'bass med lidt live instrumenter, bl.a. trommer, men hvorfor? Er drum'n'bass ikke bare sooo nineties? Det er det ganske vist, men se nu bare på projektet som en arkæologisk øvelse: kun Pompeji og Herculaneum blev frosset i tid, al anden viden skabes gennem at grave sig igennem affald og lort, at finde den ring som herremanden tabte da bark og blade smuttede mens han sad på tønde.

På trods af et forsøg på at indlejre et vist episk flow i deres kompositioner står Bottled in England endnu i lort til halsen, gør det nok helt til den dag de får gravet deres egne ører fri.

RF '11 - Pavilion Junior - Lavt - Indie Mikkel Bolding er Messy Shelters (DK) og er som sådan gået fra en åben og folk'et ep-debut (Abandonship ('08)) til en lukket albumdebut med Root System ('11). Root System er en ren og kompetent lytteplade, hvor grundtonen er

14

repetitive gentagelser på Radiohead anno Kid A til Amnesiac (2000-2001), dertil Boldings narrative vokal som eneste afbrydelse i monotonien.

Messy Shelters anno Root System er en let til krævende oplevelse, en positionering der kræver sin lytters opmærksomhed over flere omgange for at den her musik åbner sig op. Pop lever på genkendelse, kræver derfor ingen anden forberedelse end lidt godt humør. Krævende musik fra en scene vinder mest ved lytninger hjemmefra, kan dog også være en åbenbaring i sin præsentation af det nye og underfundige.

Når gentagelsens tålmodighed har gjort sin lytter fortrolig med Root System er det ganske klart at pladen ikke rummer de ekstra skridt der lægger alen til verdens længde (eller bredde). Uden den her forventelige flugtrute til frihed er det ganske enkelt umuligt at se hvad den her musik har at gøre på en scene.

Who New (ISL) spiller gryderet på noget der ligner Martin Hall meets Isaac Brock (Modest Mouse) meets - og nu igen - The Beach Boys’ harmonier.

Det er ellers ikke fordi man automatisk leder efter analogier og fæstepunkter når man lytter til Who New - den slags gør man nemlig kun når man står over for talent og derfor har behov for at orientere sig i musikhistorien.

Who New er absolut ikke det værste navn på Pavilion Junior i år, men så klart et af dem der signalerer at det snart må være på tide at stoppe med at malke futmæk ud af den her befolkningssvage nordatlantiske ø.

Med andre ord: at få noget til at lyde af noget andet er let. Det svære er at stjæle og gøre erobringen til sin egen.

RF '11 - Pavilion Junior - Lavt - Metal Essence (DK) er et velvalgt navn da debuten Lost in Violence ('10) i essens lige netop er thrash på Slayer og Kreator blandet op med guitarsoli fra Iron Maiden.

At lytterens hjerne hele tiden prøver at gå ud af lytningen på Essence og ned i et noget bedre defineret hukommelsesspor om typisk Slayer anno Reign in Blood er ganske enkelt frygtindgydende og forvirrende i så paranoid en grad at det nærmest er frastødende.

Måske fraset den noget begrænsede vokal mangler bandet intet teknisk. De har endog fundet sig en genre - nu mangler de bare at finde sig selv en lyd.

RF '11 - Pavilion Junior - Lavt - Pop Battlekat (DK) er MySpace realitystjerner hvis eneste løsen til interesse er at de her kaldte sig for "Just A Number 05272011". Altså indtil den her dato hvor de og vupti! - skiftede navn til Battlekat.

15

Roskilde kan så melde om interesse for gruppen - der end ikke har en plade ude, kun et par sange - hos ingen ringere end det toneangivende webzine Pitchfork, og rigtigt nok. Rigtigt er det også at bandets vellykkede placering af ingenting i centrum gjorde at der bl.a. blev spekuleret i om projektet inkluderede Karin Dreijer Andersson fra The Knife og Fever Ray. Karin er nu ikke med i andet end ånden, svæver som et blegt ekko over Battlekats ret så ufærdige electropop. En gang pyt i pande der end ikke har ulejliget sig til at smide lidt indie ind over, alene er fortællingen om den dag, den 27/5-11, hvor Roskilde lod sig fuppe af en smart dørsælger. Med gennemtræk til ingenting.

Efter et par kiksede skridt ud i fodsporene på Intepol med Decorate. Decorate. (selv på Pavilion Junior i 2007) er det nu tid til nye drømme om stjernerne for den ambitiøse frontmand Asbjørn Auring Grimm.

I Decorate. Decorate. var der mange velmente litterære henvisninger, men også mange sjuskefejl og ikke så lidt af blindgydens stirren sig ufokuseret på et stof der nok dyrkes som livsstil, men ikke forstås som liv og mening.

Under navnet Stemmejernet er den tidligere anmelder og "digter" Niels Lyngsø i år sprunget ud som en mere end pinlig rapper. Og hvorfor egentlig ikke? Man kan jo altid dække sig ind under henvisning til Per Højholt performances, og som sagt så gjort: Brother Grimm (DK) er nu Asbjørn Auring Grimm med indie pop bag noget Will Smith'sk pludrerap vs. Die Toten Hosens "Hip Hop Bommi Bop".

Ikke sørgeligt, ikke sjovt, bare rædderligt.

Der er tre navne på Roskilde i år der slet ikke burde være her: Chris Cunningham, Kitchie Kitchie Ki Me O og så ellers de danske, vistnok, electropoppere Reptile & Retard (DK). Det første navn er slet ingen musiker, det andet har ingen plade ude, men begge har dog, på hver deres måde, en vis kredibilitet der gør at man alligevel lader dem spadsere ind på plads i programmet.

Den danske duo derimod har aldrig indspillet så meget som een sang, har kun en flad og ligegyldig demo på deres MySpace, og hvorfor er de her så? Fordi de nemlig blev "opdaget af Oasis’ tidligere amerikanske booker" som Roskildes omtale fortæller os! Og hvad gjorde den her booker så? Han sendte dem på "en kæmpe kinesisk turne".

Med Reptile & Retard er den første april pludselig blevet hverdag.

RF '11 - Pavilion Junior - Lavt - Rock Agent Fresco (ISL) minder gevaldigt meget om danske Black City i deres tilgang til den store rock fra Thereapy?, den med et snert af punk, ikke meget, men lige nok til at uforvarende lyttere forveksler det her narreguld med den ægte vare.

16

Ingen tvivl om at de lyder højt, og ingen tvivl om at de har tænkt over den rette dosering af kompleksitet i narresutten. Men alt det sagt er alt også sagt.

Og dog! Man ser det nemlig for sig: Agent Fresco til MGP, og hvorfor dog egentlig ikke? Up-coming scenen på Roskilde er jo ofte en grav for talentløsheder som islændingene, men i det melodiske arbejde fornemmer man faktisk ikke så lidt en østeuropæisk skabelon til tuderock.

Hammonds, Harrington & Destroy (DK) har været på irsk bar og samlet en akkord op, så i pladeshop og fået sig et par plader med spændvidde fra engelsk indierock til amerikansk tuggegummipunk, er nu hjemme igen - og ser sig booket til at spille på Pavilion Junior?!

Som man sidder her og skriver, hørende på Hammonds, Harrington & Destroy, kan tankerne pludselig springe frem til en scenekant grænsende til det publikum der står og kigger på uret, overvejer om der skal købes en bamse til inden det næste navn, i det hele taget bare ønsker sig et andet sted hen.

Alt sammen potentiale til en sang, i hvert fald potentiale til et nærvær og en bekymring over den verden der ofte ligger på tværs mellem intentioner og virkelighed, ofte kræver en stærk kikkert for at give mening.

For sandt at sige giver projekt "Hammonds, Harrington & Destroy" igen som helst mening. På et dyrehospital har man effektive sprøjter klar til den her slags.

RF '11 - Pavilion Junior - Lavt - Rock/alternativ Det er som om at Sonic Youth, med ikke mindst deres eksperimenterende SYRplader, har kastet en skygge ind på Junior-bookerens bord i Roskilde, overbevist ham/hende om at rock med bukselommer af støj, punkterede droner og druknende jazz er det nye sorte. Og hvor finder man så et samlende navn om de her herligheder?

Violin, saxofon og distortion danner umiddelbart et kakofonisk huggende oprør omkring det latterlige bandnavn Selvhenter (DK), klinger dog hurtigt ud i korttidshukommelsen - og blander sig her med bevidstheden om at Lou Reed faktisk har spillet Metal Machine Music i DR Koncerthuset, at det faktisk er muligt at gøre karriere som sonisk dørstopper.

17

RF '11 - Pavilion Junior - Stilliste RF '11 - Pavilion Junior - Stilliste - Højt Metal/death - Undergang (DK) Pop/electronica - This is Head (S) Pop/retro/psykedelika - Emma Acs (DK) Reggae - Fastpoholmen (DK) RF '11 - Pavilion Junior - Stilliste - Mellem Indie/pop - 4 Guys From The Future (DK) ; Kirsten & Marie (DK) Indie/rock/electro - The Malpractice (DK) Pop - Tôg (N) Pop/rock - Little Marbles (S) Rock/americana - Nive Nielsen & The Deer Children (GRL) Rock/progrock - Trust (DK) Rock/punk - Honningbarna (N) ; De høje hæle (DK) RF '11 - Pavilion Junior - Stilliste - Lavt Electronica - Bottled in England (DK) Indie/rock - Messy Shelters (DK) ; Who New (ISL) Indie/worldbeat - The Eclectic Moniker (DK) Metal/thrash - Essence (DK) Pop/electro - Battlekat (DK) ; Reptile & Retard (DK) Pop/rap - Brother Grimm (DK) Rock - Agent Fresco (ISL) ; Hammonds, Harrington & Destroy (DK) Rock/alternativ - Selvhenter (DK)

18

RF '11 - Hovedfestival - Højt RF '11 - Hovedfestival - Højt - Electronica Joel Zimmerman aka. Deadmau5 (CAN) er dj, producer og remixer på en gang progressiv house der trækker stærkt på elementer af electro, men også er ind over lydbilledet på lidt opklippet trance og techno.

På scenen optræder Deadmau5 altid med et kæmpe musetegneseriehoved og på trods af tre albums var det her brand det meste han havde at komme med da han sidst var forbi i 2009.

Kort efter den effektive optræden på Roskilde kom så den udmærkede For lack of a Better Name ('09) og sidste års lige så gode 4x4=12 ('10), og ind imellem de to plader nåede han så også lige forbi med en fremragende koncert på spillestedet Vega i København, maj 2010.

Så Hr. Zimmerman har bevist sig selv, er for længst blevet større end sit brand, og derfor er det bare om at blive et med sine sanser, flyde hen til den her omgang effektive progressive house på rave a la starthalvfemsernes Ibiza, England og Frankfurt.

Chase & Status (UK) er den evigt electronica-duo (kærester?) bestående af Saul "Chase" Milton og Will "Status" Kennard.

Efter den ret regelrette drum'n'bass debut i 2008 på den i øvrigt fremragende More than Alot, er stilen nu, med den aktuelle opfølger No More Idols ('11) bevist drejet mod pop på drum'n'bass, ophakkede breakbeats, dubstep, grime, effekter fra trance, osv.

Alt sammen rettet mod rave og genkendelighed hos det store publikum, rettet mod de store scener, og faktisk også med noget at have det i: den stærkt ørehængende dubsptep'er "Blind Faith" med soul-sangeren Liam Bailey på vokal kan næppe have undgået ret mange med en fjernbetjening der rummer en musikkanal.

I sig selv en perle på en plade der har en sand stjernerække af gæstesolister på snor, bl.a. Cee-Lo Green og Dizzee Rascal. Dog ikke at det skal forventes at de her gæsteartister faktisk dukker op, men bare en påmindelse om at pladen er fremragende, at deres show nok mere vil bygges om rave-effektivitet, men at der så faktisk også er et output af en vis format ved siden af. En effektfuld musik til sanser og krop.

Da de var på besøg i 2008 hed de Magnetic Man feat. Skream & Benga (UK), nu hedder de så Magnetic Man With Special Guests Katy B and SBTRKT DJ Set (UK).

19

Dengang var Magnetic Man, vistnok, Artwork, i år er Magnetic Man så Artwork, Skream og Benga. Og mon ikke bandet/supergruppen også næste gang har et sprogspil i ærmet? Med så mundrette salgslabels kan man jo kun håbe.

Albumdebuten kom så først sidste år med en selvbetitlet sag og singlerne "I Need Air", "Perfect Stranger" og "Getting Nowhere", der alle sammen er udmærkede eksponenter for stadionelectronica på dubstep.

Ingen der har været i nærheden af en musikkanal kan have undgået at høre "Perfect Stranger", nok gruppens mest omkvædsvenlige sang, med Katy B på vokal, og så er det jo bare rart at hun også er med. Dertil producer og dj SBTRKT, der, uvist af hvilken grund, altså "kun" er gæst. Og sandelig! Næst efter hip hoppere er electronica-folk de bedste til at klæbe et "with" eller et "feat." på deres produktioner og optrædener.

I den her musik findes ingen større overvejelser om eksistentiel leben og fordærv, og fra en scene leveres det her sorgløse univers da også professionelt og perfekt til et overdådigt lysshow. Så ingen tvivl om at festen her er sikker.

For fransk elektronisk musik er slagskyggerne fra Daft Punk og Laurent Garnier store, det er let at stå under skræppen og bare gentage andres succes. Den dybe tallerken er (vistnok) allerede patenteret. dOP (FR) har så i stedet valgt at være dansen tro, laver alene electronica for kroppen, vælter house, soul, electro, rock, hip hop og downbeat ud til medrivende live-sang og rave-agtig energi.

Her forfølges alene en ambition om en ren og velsignet tilgang til clubbing som renselse. Og som sådan, som et arketypisk navn til de sene og forjættende timer, et dOP et absolut must.

I 2010 kom duoen Walls (UK) ud med deres selvbetitlede debut på det hippe selskab Kompakt, og lyder på den som som Neu! møder Radiohead anno Kid A møder Boards of Canada. Det her pop og dans, kompleksitet og dog en fantasifuld rejse på organiske og genkendelige temaer og ambience.

I god tradition med Kompakt fortsætter Walls med at lave musik der udforsker hvad traditionel instrumentering gør når den får overlap og midler fra electronica.

På en scene skal man dog ikke forvente den tømmermændsmusik som Roskildes egen guide vil høre i det her, men i stedet at det elektroniske tager over, at den organiske kompleksitet bliver udstillet ved kropsnære eksempler og højdepunkter.

I programmet er Walls nok et mindre navn, men er i virkeligheden ren referencemusik for dem med smag for den bedst mulige electronica - det være sig såvel nybegynderen som den øvede.

20

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Hip hop Efter mange år som konferencier i regnvejr for landmandsflows fra storstive jyskere er Per Vers (DK) rykket fra skaterrampen på West og ind under et telt med sit første regulære album, Ego ('11).

En plade der er skraldespanden ud til folket med personlige rimerier fra den her 34-årige der på uhørt melodiske beats, leveret af de svenske producere DJ Large og Embee, har lavet en plade der enten vil lande for velproduceret eller for vigtig for sin lytter.

L.O.C. har smidt lasso om popfolket, Malk De Koijn sælger bedst bagkataloget på vinyl og imens er utallige forsøg på miljøforankrede albums og navne kommet og gået, har bekendt sig til rap og det at være rapper, men glemt livet og det at leve.

Det hele har Per Vers set, står nu klar på Roskilde med både underholdning og vigtighed, med krydsklippede kommentarer til stedet han kommer fra og stedet han vil hen.

Per Vers er det tætteste vi kommer på et levende frilandsmuseum for hip hop i Danmark. En sand gudfar for genren. Der altså nu er klar til konfirmation for sin protege.

Odd Future Wolf Gang Kill Them All, forkortet til Odd Future eller bare akronymiseret til OFWGKTA (US) er et alternativt hip hop-kollektiv fra Los Angeles med rapper/producer Tyler, the Creator (den mærkelige kommatering er helt bevidst) som midtpunkt i en gruppe af, angiveligt, 60 personer, hvoraf dog "kun" de 11 laver musik.

Kollektivet er igen fragmenteret op i 3 grupper: MellowHype, Super 3 aka the Jet Age of Tomorrow og EarlWolf. Liveshows er gerne spontant annoncerede og tager form af punkkoncerter med moshpits, stagediving og (forventelig) tilsvining af publikum.

Uden at vide hvem/hvilken konstellation der faktisk møder op fra kollektivet kan man egentlig kun forholde sig til mastermind Tyler, the Creators materiale, og det er godt: klaustrofobisk, mørkt og på kanten af indre uvejr. På stilens egne præmisser er det svært at vurdere manden teknisk, om han kan noget exceptionelt med sit flow, men med OFWGKTA er den slags nu heller ikke så vigtigt. Befriende, egentlig.

Man kan godt tro at Roskildes mange aflysninger fra store amerikanske rappere Nas var vist den sidste, eller var det Lil Wayne? Fuck it - skyldes det komiske at man tager dem ud af et kontekst, f.eks. en ghetto (eller en crib med 117 sportsbiler i garagen), sætter dem på et fly og vil have dem til at opføre sig som

21

var deres, typisk, oprørske stemme (eller rap om hvor mange penge de har) mod egen situation muligt ud af et telt der driver af kondens fra fadøl.

Men med det her kollektiv har man da, i det mindste, mulighed for at rense sig selv til et intenst liveshow, og selvom påbud mod stagediving nok vil lægge en faderlig dæmper over situationen kan man i det mindste se frem til en sugende og mentalt indelukket konfrontation med alternativ hip hop af øverste udtræk.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Indie Hvis Bee Gees gik indie ville de afgjort smelte til een, omdøbe sig kollektivt i folkeregistret til f.eks. Truls Heggero, og tage nyt bandnavn, f.eks. Lukestar (N).

Og når det er sagt er det her en heliumballons drøm om Hindenburg, et band med en mand i front med samme skrøbelighed som Jacob Bellens, i sit høje leje med samme falset som Jonas Bjerre. En mand der bruger glasøje og ligner en der ser Daniel Johnston i spejlsplinter fra øjne der har set for meget.

Musikalsk er Lukestar indie på shogaze og powerpop, er let at sammenligne med nu afdøde Mew, men slet ikke så komplekst og finurlige med det melodiøse.

22

Over tre plader (Alpine Unit ('04), Lake Toba ('08) og Taiga ('11)), blev enkelthøjdepunkterne nået med singlerne "White Shade" fra Lake Toba og, især, den uafrystelige "Flying Canoes" fra Taiga.

Som med Jacob Bellens (hoved: I Got You on Tape, side: Murder) og Erlend Øye (hoved: Kings of Convenience, side: The Whitest Boy Alive) er det også med sideprojektet at Truls Heggero er bedst, og bedst er han når han er aktiv i det noget mere eksperimenterende og inspirerede Truls and The Trees. Forhåbentlig et navn til næste år?

Fordi assyrernes hovedstad Nineve var et ondt sted sendte Gud profeten Jonas for at frelse, og han gjorde det godt, og Gud undlod således at udslette byen.

Det var den korte version, et skin af den lange er så den lyse stemme i Jonas H. Petersen aka. Hymns from Nineveh (DK) , et band der nok lettest er at sammenligne med Sufjan Stevens, overvejende er et soloprojekt på akustisk guitar, men læg nu dertil også en uhørt effektivitet og iderigdom på ikke mindst kvindestemme, kor, strygere og Glokenspiel.

De ti sange fra den selvbetitlede debut ('11) er en komplet bedekrans for den her kristne kunstner, er alle intakte kronblade på den smukkeste blomst om alt det gode kristendommen har at sige om håb og tro, om de ufattelige stier der skal til for at nå frem.

På en scene svulmer det om Petersen, her er fuldt band inklusive sav, kontrabas og violin. Hovedgenrerne folk og indie har sjældent mødtes om større kærlighed end det her, så absolut et navn med så stærke og smukke sange at den eneste ene derude der ikke kan lide det her må have hjertet støbt som hjørnesten. I verdens ondeste by.

TV on the Radio (US) fra Brooklyn er indie uden at være det, art rock uden at være det, Jane's Addiction, Pixies, Prince, Wire og Brian Eno i et, og det i en så fremragende balance at de med Nine Types of Light ('11), bandets fjerde album siden 2002, endnu ikke har trådt ved siden af, stadigvæk holder en imponerende og unik linje og balance på electro over free jazz, soul, indie og tilbage til lytteren igen via post-punk.

På trods af den teknisk begavede og imponerende godt syngende Tunde Adebimpe i front er mastermind i bandet så absolut guitarist og producer Dave Sitek der af NME i 2008 fik den ære at toppe bladets liste over bud på de 50 mest fremtidssikre og innovative navne i branchen i dag.

Som producer har Zitek været i ilden på Antidotes ('08), debuten for årets ligeledes aktuelle Foals, men har også haft pølserne på knapperne til bl.a. de tidligere Roskilde-navne Liars og Yeah Yeah Yeahs.

23

Omkostningerne ved at have en producer i et band betales på landevejen, hvor de små detaljer i musikken erstattes af et mere regelret rockudtryk, hvor Adebimpes spændvidde mellem soul og art rock, Marvin Gaye og Peter Gabriel, ofte farer vild og simplificeres væk fra detaljen, som det f.eks. skete da bandet første gang var forbi på Roskilde i 2004 på Pavilion.

Forskellen mellem TV on the Radio indspillet og live er faktisk en faktor der skal tages seriøst og vil komme som et mindre kulturchok for dem der til dagligt pusler om sig med deres vinyler. På den anden side har den her ind til knoglen taktik live også den klare fordel at essens fremhæves, at sangenes sande holdbarhed kommer frem.

På den fine debut Sports ('10) kommer Weekend (US) omkring med masser af feedback og distortion, op og ned af en sonisk mur, er det reneste shoegaze siden den ægte vare hos f.eks. My Bloody Valentine i midt-90'erne. Men også Bernard Summers mørke og klaustrofobiske guitarspil fra Joy Division er rigt repræsenteret.

Afrundet af lidt manifest fra Sonic Youth og lidt melodiøsitet fra The Breeders har vi faktisk et mindre mesterværk med Sports. Vokalen står dog lidt alene, i bedste fald ved siden den instrumentpark der klart er det centrale hos Weekend, den massive, og rappellefrie, mur af lo-fi shoegaze-guitar og tekstur der, på frydefuld vis, bare bliver bedre af at blive skruet op.

Weekend er det navn der let udraderer The Raveonettes anno 2011. Dem der ikke tror på det skal lige have en advarsel: Weekends støj er ikke hvid, men musik til det hvide snit. Med andre ord: tvivler pas på!

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Metal Iron Maiden (UK) var fra starten designet som et stadionband: med Iron Maiden ('80) og Killers ('81) stod bassist og mastermind Steve Harris nok med to alvorligt truende mesterværker indenfor nybølgen af heavy metal, såkaldt NWoBHM (New Wave of British Heavy Metal), men de rå produktioner, den nærmest punk- og rovdyragtige tilgang til materialet fra vokalist Paul Di'Anno var for meget for Harris, der, under dække af Di'Annos misbrug af kokain og alkohol, fik Bruce Dickinson slæbt ind foran mikrofonen i stedet.

24

Genmassen The Number of the Beast ('82) er af mange, og med en vis ret, set som en af de bedste metalplader nogensinde. Dog også en plade med så gode sange at bandet glemte at sløjfe hele pakken sammen med en gennemført linje.

Kort sagt er sangene sublime, men pladen halter på det homogene.

Derfor intet under at de slap af sted med at "opdatere" pladens 1998 re-release med "Total Eclipse", den oprindelige b-side til singlen "Run to the Hills", som nu blev skudt ind mellem den oprindelige plades to sidste numre. For et "rigtigt" albummesterværk ville den her slags blive set som et helligbrøde, men ikke her.

Forsøget på albumhomogenitet blev så gjort med Piece of Mind ('83), der, sjovt nok, ikke bare er Harris' yndlingsalbum, men også Dickinsons. Og da også en plade med ekspressive sange, perfekt egnet til medskrål fra den store scene, og dertil bandets klart bedste forsøg på at lave en lytteplade og oplevelse der går lidt længere ud end de fine riffs og omkvæd. En svær balance, som da heller ikke lykkes helt. Dertil vinder den store scene for meget over den ensomme lytter.

Powerslave ('84) er bandets sidste mesterværk, og en skabelon, startet med The Number of the Beast, som nu fremover gentages og gentages. Dog også albums med minimum et enkelt hit eller storsang: "Stranger in a Strange Land" fra Somewhere in Time ('86), "Can I Play with Madness" fra Seventh Son of a Seventh Son ('88), "Bring Your Daughter... to the Slaughter" fra No Prayer for the Dying ('90) og "Fear of the Dark" fra albummet af samme navn ('92).

For at passe sin egen solokarriere skred nu Dickinson og Blaze Bayley var med på den mørke, industrielle og forglemmelige The X Factor ('95) og igen på opfølgeren Virtual XI ('98), et gennemført falleret forsøg på old-school Iron Maiden.

25

Dickinson havde nu haft tid nok til at komme til bunds i sit eget ego, var igen på plads med Brave New World ('00). En plade der med "The Wicker Man" har Iron Maidens sidste forsøg på noget der kunne ligne et hit. Forsøget mislykkedes.

I skarp konkurrence med The X Factor er Dance of Death ('03) bandets mest elendige plade(r): to gange fornemmer man Harris en aften og en stille stund ved mixerpulten, alene og med en stille dåsepils, de(t) nye album(s) kørende for første gang i sin fulde længde. Og hvad tænker han så? Godt at man har et genialt bagkatalog! Alle kan få brug for en pensionsopsparing, også Mr. Harris, og til det har hver nye plade siden 1995 været en pligtskyldig termin til pensionen. En jævnlig genansøgning til stillingen som stadionband om man vil.

A Matter of Life and Death ('06) var dog en overrumplende solid og inspireret plade, fyldt med benhård elektrisk guitar, fremragende og veltimet akustisk ditto.

Men ingen større sange, intet der, for alvor og efter mere dybe lytninger, giver hop i læderbuksen og/eller den korte tanktop.

Life and Death var nok slutspurten på den kreative karriere, for med den nyeste, The Final Frontier ('10), er vi så tilbage til ansøgningsstadiet med et elendigt forsøg på et konceptalbum. En parodi på den, stadigvæk, enigmatiske Piece of Mind.

Når Roskilde ikke vil sige hvor mange billetter de har til salg er det jo en del af en (kapitalistisk) strategi, hvor man så, hen ad vejen og ved at "plante" de sidste og strategiske kunstnernavne, kan vejre antallet af billetter det maksimalt er muligt at sælge og så lukke udbuddet ca. der, straks gå til pressen med et "kun få billetter tilbage", og dermed hurtigst få det eftertragtede "udsolgt" på sig. En direkte undervurdering af publikums intelligens, men også, og som enhver markedsføringschef vil sige det: smart.

Det år hvor Roskilds Festival sidst havde udsolgt med mening var i 2003 med de to stadionbands Metallica og Iron Maiden. I år, som alle andre år, satses igen på udsolgt. Gerne for alvor, dvs. ikke mere på den smarte måde. Håber vi.

Dannet i 1999 på sludge og progressiv metal buldrede Mastodon (US) endelig ind som små tykke drenge på en litterær cafe med konceptpladen Leviathan ('04), deres anden og til i dag klart den bedste.

Egentlig en "billig" plade i sit valg af Melvilles Moby Dick (1851), eftersom den allerede er rigeligt cementeret i amerikansk musik, bedst med Bernard Herrmanns - soundtrackmusikeren til bl.a. Hitchcocks Pyscho - fremragende cantate Moby Dick fra 1938.

Pladen gav muligvis, muligvis ikke, rygstød (læs: spark i nummi) til tyske Ahab og deres ufortjent oversete doom-mesterværk The Call of the Wretched Sea ('06), men det er så en anden historie. Faktum er at Mastodon gør det rigtige: spiller

26

overalt, og hele tiden, bl.a. i Roskilde '05 og '07, på den måde har cementeret sig selv som "gigant". Uden egentlig at have andet med sig end lidt rygte om litterære koncepter og en ordentlig røvfuld James Hetfield-riffs.

Groove og tyngde fejler nemlig intet, men bare er der at sige at de to efterfølgende plader, Blood Mountain ('06) og Crack the Skye ('09) slet ikke lever op til Leviathan - og alligevel er bandets aktier steget, hvorfor?

Naturligvis, og som sagt, fordi de har forstået at lave en Slayer: at turnere så meget, være så meget i din baghave at de holder gryden evigt simrende i den grad at de kunne lave et album med danktop-covers i morgen - og kernepublikummet vile stadigvæk være glade.

Set isoleret, på produktion alene, er Mastodon ganske fine, men slet ikke et band der vil leve videre efter opløsning. Dertil har deres fortælling og produktion for lidt myte og fantasi ud i masseappel. Så lad os da endelig få den murespand i hovedet mens tid er. Det er jo så rar en akupunktur for metalhoveder.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Metal - Ekstremer og eksperimenter Start-80'er Bay Area-thrash er helt centralt indenfor metal - bare tænk Metallica, Exodus og Testament - men på vej videre ud af ekstremerne finder vi først blandingsproduktet Possessed, lige dele thrash og death, Death, progressiv metal og death, og endelig det rene blod stømmende med dødsmetal i form af Autopsy (US).

Grundlagt i 1987, toppede de stilen med Mental Funeral ('91), der, ikke mindst af svenske dødsmetalbands, er udråbt til en af de mest indflydelsesrige dødsmetalalbums overhovedet.

De næste to plader gik dog over grindcore til hardcore punk, og da gruppen opløstes i 1996 var de, de facto, blevet til hardcore punk-bandet Abcess (grundlagt i 1994).

Efter at have prøvet hinanden af i 2008, blev de så endelig gendannet i 2009, og til udgivelse står nu bandets femte fuldspiller, Macabre Eternal.

Som bekendt er dødsmetal den genre der konkurrerer med emo og nu-metal om at have det yngste (mandlige/drengelige) publikum, så det er jo lidt sørgeligt at 40 plus'ere nu stiller sig op og udstiller deres (ubehandlede) Peter Pan-syndrom.

Men bortset fra det er bandets betydning ikke til at komme udenom, og med et så vægtigt bagkatalog kan selv en efterskole, samlet på eftermiddag, laver covers på det her og stadig være interessante. Metalhistorisk er Autopsy absolut et vigtigt navn.

27

I offentlige taler havde George W. Bush det med ofte at sige ting der kunne få selv analfabeter til at tro sig selv overkvalificerede som præsident i U$A. De her dumheder kender vi som "Bushisms", mindre kendte er så de såkaldte "Vogelisms" fremsagt fra scenen af forsanger Scott Vogel fra Terror (US) med det ene sigte at få folk til at stagedive, f.eks.: "I want to see all of you fucking...fucking...fuck it. go!".

Ikke ligefrem raketbenzin mod stjernerne, men nu alligevel et fint eksempel på de små midler som der skal til for at holde en genresti ren, et simpelt manifest mod kommercielle interesser og stilændringer for at sælge plader.

Terror er nemlig hardcore punk og intet andet. Og dermed, i metalsammenhæng, selve genmassen til metalcore og crossover. Bandet/Vogel sætter ligefrem en ære i at holde genrestien så ren som muligt, adresserer aktivt den her ambition.

Befriende indstilling til en befriende musik. Og en musik der ellers alt for ofte er så overtynget med politisk indhold at selve oplevelsen går i knæ (som en anden Atlas med verdens frelse på nakken).

Eneste problem er så at man ikke må stagedive på Roskilde mere. Men så meget desto mere fokus må der så bare være på moshpits og slamdancing. Det her er i hvert fald det reneste band til fysisk katarsis via ekstremmusik på årets festival, ingen tvivl om det.

Og nu vi alligevel er ved arvesølvet er Eyehategod (US) et bud hvad man kan have kørende på sin iPod under alligatorjagt i sumpene omkring New Orleans, bandets udgangspunkt siden 1988.

Stilen er nærmest så ren en omgang southern sludge som overhovedet muligt, dvs. sydstadstsrock, hardcore punk, doom og grunge. Og så tung en fætter der gør det ganske fornuftigt at tro bandet når de selv lister pre-grunge'erne Melvins, hardcore punk-essensen Black Flag og doom-grundlæggerne Black Sabbath som basale inspirationskilder.

Som valget af bandnavn måske kan antyde er Eyehategod (Ihateagoth?

Ihadagoat?) ikke ligefrem noget der gør verden mere kompleks - til gengæld kan deres udtryk, når de er bedst, være inkluderende og opsvulmende på den her sære måde man ellers kun kender fra bevidst soniske udforskende metalgenrer som f.eks. black, droner og stoner.

Så hvad vi får med Eyehategod (Eyesatgood? Eyehavegot?) er derfor et effektivt og klaustrofobisk indelukke af metalessens omkring hver enkelt lytter. Og ganske velegnet til brug i lyttebøffer ude i det sumpede.

Er man metaldreng og har man set sig varm på en indiepige kan man fint mødes om Kylesa (US) fra Savannah, Georgia der siden 2001 har spillet metal og sydstatsrock på sludge, psykedelisk rock, indie og en skvis punk.

28

Sanger Phillip Cope veksler smukt sin metalstemme med guitaristen Laura Pleasants effektive kor- og duetstemme - og så har vi pludselig et samarbejde der kunne minde lidt om Thurston Moore og Kim Gordons.

Selvom sidstnævnte dog primært synger på deres respektive egne sange, er den her centrale dialog, mellem mand og kvinde, i et band så meget noget man kan forstå i det virkelige liv at det ufine trick alene bør give opmærksomhed.

Kylesa, som helhed, kan dog selv, er et levende missing link mellem metalfolk og dem der "bare" er til indie rock. Og så har vi ellers mulighed for at se en sjælden bandopstilling med hele to trommeslagere. Cirkussprog til at sælge varen, javel, men også garant for tryk fra en scene til et, i sig selv, glimrende bagkatalog af 5 albums, der fra 2002 til 2010 endnu mangler en nitte.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Pop Kunstnere siges først at få anerkendelse efter døden, og i Love Shop (DK) har forsanger Jens Unmack vist sig som en overlever med sans for timing: før Hilmer Hassig døde væltede anmelderroserne nemlig ned foran deres vej, men ingen kom til koncerterne.

Med "Alle har en drøm at befri" som sidste nummer på Roskilde 2004 holdt de pause indtil de, dvs. Unmack og "danser", mundharpenist m.m. Henrik Hall kom tilbage i 2008 for at spille et par velgørenhedskoncerter for den afdøde guitarist.

For så endelig at gøre "rigtigt" comeback med den overraskende gode 29

Unmacks støt dalende formkurve som soloartist in mente - comebackplade Frelsens hær ('10).

Pladen er, i sagens natur, mindre guitarorienteret, mere synth-opulent (på den gode måde), og har, ikke mindst, Unmacks bedste linjer, de første to i "Ikke langt herfra": "Frygter vores venskab løber tør for held/ begraver dig på Amager i et thaibordel". Ord der sandelig er en T-shirt værdig.

Til gengæld er der også tekstmæssige floverter i ikke mindst "Vinden der blæste", hvor Unmack er mere forelsket i sit omkvæd end Peter Sommer i linjen "Jeg kan ikke se skoen for bare tæer". Morale: en nullermand i en navle er og bliver en nullermand. Også uanset hvor meget man stirrer på den.

Endelig er der også den sædvanlige musikalske flovert, som på alle Love Shops plader, på enten disko, auto-tuner eller - i det her tilfælde - direkte plank på Brian Eno anno Berlin (på den helt utålelige "Mädchenclub").

Efter den her effektive positionering døde så også Hall, og med spænding blev der set frem til om bandet havde spillet sin sidste koncert i Amager Bio i april. Det havde de så ikke, og egentlig godt det samme: på tre soloplader er Unmack nemlig gået fra at være fremragende (Vejen hjem fra rocknroll ('05)) over at mangle redaktørens overblik gennem stoffet (Aftenland Express ('07)) til endelig at lande på et selvslikket bakspejl (Dagene løber som heste ('09)) med lige netop Love Shop i centrum for det bagstræberiske.

Derfor godt at mandens talent nu har fået en ramme, et mægtigt bagkatalog og en lige så mægtig depeche at føre frem for sig. Talent og tilstedeværelse har han skam. Med sideben af gode år står det hele bare og halter lidt alene.

Anna Calvi (UK) er både navn på band og den forsanger hvis sangstil ikke uden grund sammenlignes med markante landsmændinder som Siouxsie Sioux og PJ Harvey - dog uden hverken den enes nybølge gotik eller den andens kløen for at få noget ud fra hoften.

Calvi er, som sanger, tilbage- såvel som fremadrettet, hviler helt naturligt balanceret i nutiden. Når hun selv nævner forbilleder som Nina Simone, Jimi Hendrix og Maria Callas er det umiddelbart sort snak, men så alligevel ikke.

Samlet set er der nemlig tale om atmosfærisk pop-rock med et skær af 60'er romantik, og på en scene står så Calvi selv centreret i sine fremragende sange med sit intense brug af en Fender Telecaster, sit nøje udvalgte garderobe, sin Johnny Cash-agtige tilgang til mikrofonen og spiller den rolle der har gjort hende til favorit hos Nick Cave, Brian Eno og Karl Lagerfeld. Ja, i foråret kunne gæster til Love Shops turne opleve bl.a. Calvis store og smukke "First We Kiss" fra højtalerne inden koncertstart.

30

Musikalsk er den selvbetitlede debut ('11) stærkt afsluttet i sig selv, men det at hun følger sangene til dørs med velvalgte midler, bevidst spiller på (egen) sexog sensualitet har gjort hende til både favorit blandt publikum og i modekredse.

Vi ser derfor frem mod hende og Karen O fra Yeah Yeah Yeahs i en bitchfight.

Gerne sovset ind i generøse mængder babyolie.

Roskilde har, af en eller anden grund, ikke fået taget sig sammen til at få inviteret amerikanske Midlake forbi, og det selvom de fra ep-debuten i ’01 har lavet det ene indie/folk rock mesterværk efter det andet, senest den uafrystelige The Courage of Others ('10).

Men så! Efter at de andre bandmedlemmer, af en eller anden grund, forlod indiebandet The Czars stod forsanger John Grant (US) pludselig alene, tog lidt fra medicinskabet med ned i en flaske, men ville egentlig alligevel noget med musikken, og det kunne han jo lige så godt gøre i eget navn, og det skete så med den glimrende The Queen of Denmark ('10).

Som lige netop var Grant med Midlake i ryggen, dog ikke på Roskilde, hvor Grant vælger at komme forbi alene med sit klaver og spille fra den her plade der, lidt overdrevet måske, er blevet kaldt for et mesterværk, men mest af alt minder om en slags hyldning, både i stil og på Grants 70'er-agtige måde at synge på, af Beach Boys' Dennis Wilsons solomesterværk Pacific Ocean Blue ('77).

Uden Midlake vil pladens skær af americana muligvis, muligvis ikke, forsvinde, men nedbarberet kan man så til gengæld glæde sig til om sangene, f.eks. den helt forrygende "Sigourney Weaver", kan holde sig dirrende alene. Dvs. uden Midlake, desværre.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Pop/hip hop Da L.O.C. (DK) stod i hvidt på Orange i 2007 blev der snakket meget om at det var et gennembrud for hip hop på den helt store scene, og der var noget om snakken, og det så meget at Roskilde igen fik blod på de hugtænder som bankdirektørerne brugte da de satte finanskrisen i gang.

Kort og godt var L.O.C.'s aldeles fremragende koncert årsagen til at festivalen glemte alle de gange den var blevet brændt af pga. tillid til stilen, der grundlæggende kun egner sig til klubber, og tillid til store amerikanske navne for hvem Roskilde er den mark udenfor København der bare skal høstes for grønne $$'s.

Med andre ord skulle vi i 2008 trækkes med en Jay-Z på rutinen før Roskilde, endelig, fik fat i den brændende lunte og fik slukket for de store fuserne fra U$A, og tak for det.

31

Efter opturen i 2007 er dansk-irerens stjerne ikke faldet synderligt, tværtimod, og det er interessant at følge at han nu transcenderer musikken i sladrebladene, her gnubber sig med Amy Winehouse og Lady Gaga, af hvem vi for længst har glemt musikken, nu kun svælger os i indpakningen. Dermed holder talent ud i strakt arm, derfor ned hvor vi kan forstå det, lader os forplumre i et billede af vulgær XFaktor.

For nok er mandens tilstedeværd central, men musikken er nu stadig helt og holdent noget vi klart kan sige er formet og diamantslebet af superproducerer Rune Rask fra Suspekt. Og det betyder? At manden i front har et bagland, men at vi kun ser facaden, og det er jo fup.

Det er derfor foruroligende at vi nu skal se på at manden sælger de store arenaer ud, skal høre at han tit tænker på selvmord, se ham på forsider og høre ham synge sange om kæresten i radioen, for hvor ligger nu lige pludselig identifikationen?

For at forsvare det her, immervæk, sympatiske projekt, må vi derfor vriste L.O.C. ud af sin undergrund, væk fra hip hop og smide ham ind i pop, sige at han nu mere er Selvmord end Suspekt, gå linen ud og for alvor frygte hvis han virkelig skulle begå selvmord.

For en kendisbegravelse har de jo med at tiltrække den samme garde af kendisser, et gravfølge med Casper Christensen i front der begraver medienavne som var de døde medlemmer af en hemmelig loge - tænk bare her på Kjeld Tolstrup og Henrik Hall, så kendis? Det er noget man er i radioen. Indtil den slukkes.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Pop/indie I 2008 var hun forbi og være aktuel med debuten Youth Novels ('07), i år er Lykke Li (S) så tilbage, ikke fra Sverige, men fra Californien, fra en kontrakt på at bære bukser foran linser for Levis, fra en forlist forelskelse, og nu med opfølgeren Wounded Rhymes ('11) med i bagagen.

Pudser man et kobbel nok så sultne journalister på Mrs. Lykke Zahrisson er hun blank og ligegyldig; hun er alene et musikalsk kontrapunkt og balanceakt mellem vellykket eksperimenterende britisk 60'er pop og typisk svensk indie. Men på en sådan lidt edderkop-med-overskuds-agtig måde.

At hendes nye skulle være mørkere og mere moden skal hun dog længere ud på landet med. Og i hvert fald fri fra ører der kan høre, let hører noget andet ved lyt.

På en scene formidler hun dog, har altid gjort, musikken bedre end en tyk (tjok?) udviklingschef fra et tredjeland ser frem mod det danske Udviklingsministeriums kistebund - så alt i alt er Lykke Li en uomgængelig figur af de smalle (og lige på

32

grænsen til at blive snydt op i næsen af den samme rullede dollar og hipfaktor som landsmanden Robyn, men også kun næsten).

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Pop/singer-songwriter At kalde PJ Harvey (UK) for singer/songwriter vil sikkert både forskrække de 90'er vrag der var til lyd i ørerne af powerwomen a la Alanis, og sikkert også dem der har været på Harveys nerve og tilstedevær - fra den forbløffende færdige og stærke debut, men dog også rå, Dry ('02), over søsteren Rid of Me ('93) og frem til de mere velproducerede og kalkulerede, men dog stadigvæk vigtige, Stories from the City, Stories from the Sea ('00) og dertil søsteren, den aktuelle Let England Shake ('11).

Ind imellem de her opråb ligger der dog en skammeligt og overset version af en tilbagelænnet Harvey, her ikke mindst i de to brillante albums med John Parish (Dance Hall at Louse Point ('96) og A Woman a Man Walked By ('09)), men også det uafrystelige mesterværk White Chalk ('07). I sig selv et værk der vil forandre mange der tror de kender til gotisk pop og alle afarter af neo-folk. Et værk i sig selv der stille og roligt vil vinde genklang, en dag - om det så er verdens sidste vil vågne og rase som en anden Boudicca mod romerne.

Lavede man en snapshot af Harvey, et stillbillede helt uden bevægelse og makeup, ligner hun jo i virkeligheden en afasiker eller en der har taget negativt brydegreb med en skovflåt og har tildraget sig en solid omgang borelia - men det her umulige stop i tiden er ren spekulation, for Harvey har altid en helt unik udstråling, en slags radiering af et indre på det ydre der gør at hun virker overjordisk smuk. Og faktisk så kan hun jo slet ikke synge, kan skrive fantastiske tekster, ingen tvivl om det, men synge? Lærer hun aldrig. Men igen: stor musik handler om sikker retning, og ikke om glimmer på plastikpatter. Og retning? Følg Polly Jean.

Bonus #1: Den canadiske skuespillerinde Kathleen Munroe har på forbløffende vis de samme grundtræk og af type ansigt som Harvey, men find nu bare en film med hende og se forskellen: Munroe er smuk, men har ingen udstråling - hvad Harvey har kender vi allerede.

Bonus #2: Da hun sidst var på Roskilde stod valget mellem at se legenden Bob Dylan på Orange eller Harvey på Arena/Grøn. Dem der valgte Dylan fik sig en hat der hang på sit keyboard af en rollator ved fuldstop, og dem der valgte Harvey? De så hende stå i sort neglige, intet andet, de kom hjem igen som ingen andre: med forelskelse i øjnene, ikke liderlighed, og ikke skræppende i tåger om at det her var et MTV-moment, nej: allerede dengang var der en bevidsthed om at nogen havde været vidne til en af de absolut vigtigste populærmusikalske kunstnere i vor tid. Og fremtid.

33

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Reggae Prince Fatty Soundsystem feat. Little Roy and Horseman (UK) er vuggende og luftig dub-reggae med ikke så lidt ambition om at lyde som Lee "Scratch" Perry, og til den - ikke helt lille - ambition skubber bagmand og producer Mike "Prince Fatty" Pelanconi Little Roy i front: en mindre legende der var med helt fra starten, gik hele vejen fra 50'erne over rocksteady, dub og roots. Og bl.a. lige netop har arbejdet sammen med legenden Perry.

Vi aner en trend om at hvide producere, con amore forstås, slår sig sammen med legender fra Jamaica og genopliver primært dub-reggae. Således ikke mindst i 2007 hvor vi havde Adrian Sherwood i front for netop Perry (til et bizart show, men det er så en anden historie).

I år, inklusive den nye og dancehall'ede Horseman - tænk Shaba Ranks ligeledes i front, er namedropping-effekten måske mindre, men musikken fejler skam intet. En musik der ligger lang i græsset. Og ryger sig selv.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Rock Når Roskilde skriver at Skank-a-tronic Punkadelica ('10) har status af nyklassiker i Sverige for Hoffmaestro (S) er man lige ved at forstå snakken - men læg nu dertil at debuten The Storm ('08) faktisk er en lige så god plade, og så har vi pludselig et band med noget at byde på.

Elleve mand høj er de så, i essens et ska-band der spiller Manu Chao møder Funkadelic og Beastie Boys, ska og country blander sig med funk og punk, rock og pop og alt sammen på et overlegent melodisk såvel som rytmisk overskud. En perfekt balance der, når man tænker over det, faktisk er ret sjælden.

Det kræves derfor at man står på tæer for at anbefale bandets to plader højt nok - og selv her når man ikke op til deres liverygte, hvor selv de store masser tvinges ned i dansesko ejet af en poltergeist med Parkinsons. Sammenlagt har vi et navn der rammer ind til flere guldårer med hvert hakkeslag, et band der legende let forener både autonome og verdensmusikfolket, samler samtidig alle op ind imellem.

Hoffmaestro er ganske enkelt et sjældent band, der, som absolut bonus, på en scene både ser ud og opfører sig som white trash forklædte som en lige blanding af Nik & Jay og Guns N' Roses. I sig selv rørende smukt.

Killing Joke (UK), grundlagt i 1978, er new wave på industrial rock, et band uden hvem Ministry og Nine Inch Nails ville være helt utænkelige. På trods af udskiftninger og død har guitarist Kevin "Geordie" Walker og vokalist Jaz Coleman været med hele vejen. Efter at daværende bassist Paul Raven døde i 2007 blev bandet endog gendannet med den originale besætning, har været det siden.

34

Foruden bandets fundamentale betydning for industrial er dets indflydelse på goth og metal heller ikke til at undervurdere, men mest af alt - dog afbrudt af en vis kunstnerisk ebbe fra ca. midt-80'erne til ditto 90'erne - har de nu overlevet på at lyde som sig selv, som en amfibiemaskine med Jaz Colemans punkvokal som eneste humane fokuspunkt - indespærret som en Houdini med urkræfter til at ville bryde ud af en cyborg.

Kompositorisk og stilmæssigt skylder et band som f.eks. Faith No More mere end de har i banken til Killing Joke, og på trods af art rock falankser, senest et oratorium fra Jaz på sange i bagkataloget, er fornyelsens tid så klart forbi, og bandet skal alene vurderes, og nydes, historisk, som stilfornyer og -skaber. Og som sådan et af de vigtigste navne på årets festival.

Og nu vi er ved britisk art rock og new wave, er det ikke så lidt af et bonusfund på musikarkæologens spade at også Swans (US) kommer forbi med nogenlunde den samme kredibilitet som Killing Joke.

I 1982 og ud af New Yorks såkaldte No Wave-scene, et sprogspil og bevidst artyfarty nyrehug til britisk New Wave, blev Swans grundlagt af mastermind Michael Gira, for endelig at gå i sig selv i 1997, for så sidste år, som en ting trillende us af en tidskapsel, at dukke op igen og udgive My Father Will Guide Me up a Rope to the Sky ('10).

Swans anno lige nu lyder som var tiden gået i stå mellem klokken 1997 og år 2010: guitarerne er, stadigvæk, dronede og kalibreret til støj, Giras stemme, der hele tiden sprutter oneliners og statements mod afgrund og vildfarelse, har aldrig været noget der har kunnet skræmme sirener, men det har til gengæld musikken og som samlet pakke har især den haft stor betydning for dronemetal og dark ambient.

Som en stor fugl der forsvarer sin rede har Swans altid været soniske overfald på sin lytter, og måske ikke af så afgørende og dyb betydning som Sonic Youth og My Bloody Valentine, men dog et navn der evigt har formået at omsætte Baudelaires metode til altid at finde det sandt smukke i det grimme, at holde sig så langt væk fra rollator og iltmaske at de endnu virker friske og inspirerede.

35

RF '11 - Hovedfestival - Højt – Rock - Det alternativt skæve Ved første møde lyder navnet Thulebasen (DK) umiddelbart som et amerikanerhadende hip hop kollektiv fra Grønland, men viser sig hurtigt at være et alternativt rockband der med først Guitar Wand ('09) siden Gate 5 ('11), begge i øvrigt ude på det hippe københavnske selskab Escho, effektivt pisker en omgang psykedelisk rock igennem på støjrock og freejazz.

Det er sparsomt med konventionelle sange med melodier - dog har Gate 5 titelnummeret og "Raga Gemini" med sig som påstand om noget andet - men mest af alt er det her jammet musik, grænsesøgende på grænsen af grænserne.

Med den slags grundtoner og ramme om det kunstneriske er det snublende let at fare vild (som f.eks. landsmændene Causa Sui gjorde det på Summer Sessions vol. 1-3 ('10)), men mastermind Nis Bysted (Düreforsøg, Mit Nye Band) mister aldrig vejen af sigte, venter på intet i krybesporet, er siden solo-debuten blevet til en trio, og tilsammen når de altid frem til noget der kræver sin lytter, aldrig er ligegyldigt, opstyltet eller kedeligt.

Modsat fremskridt er kulturel avantgarde defineret som langhårsryttere i front foran tid og sted, kan kun forstås via logeagtige koder - et grundspor til de lukkede kredse hvor man drikker sur hvidvin og nipper små stykker franskbrød med postej af fugle med kornlever. Thulebasen er den sjældne avantgarde der holder hånd i hånd med sin lytter, lader os alle - bare vi er nysgerrige nok - gå skridtet frem.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Rock/americana Selvom manden siden 2007 har været ude at vandre sidegaden som både soloartist og menigt medlem af supergruppen Monster of Folk er Conor Oberst Bright Eyes (US) og Bright Eyes er Conor Oberst.

En central skikkelse, både i eget band og bevidstheden hos dem der trofast køber hans store produktion, et moderne fyrtårn og i hvert fald et sandt clearinghouse for folk og country, dertil et vist overlap til electronicagenren. Den samlede reference blev vist da han/Bright Eyes i 2005 senest var forbi med en optræden alene funderet i samme års to (!) albums: I'm Wide Awake, It's Morning, Bright Eyes classic og den electronica-funderede Digital Ash in a Digital Urn. Electronica, javist, dog af for rytmisk og klassisk sangerskriveragtig observans, og her har vi hele problemet, og problemet med at have noget at sige: i den tilstand flyder sangene frit for dem der er tunet til at fange dem, men er der tid til at leve dem ud - inden og efter? Gøre dem presserende og vigtige, leve dem ud til selvstændigt liv? For lytteren, nu.

Tekst og melodi er altid fremragende, og The People’s Key (’11) er heller ingen undtagelse fra reglen. Eller reglerne, dvs. de særkender der udgør Bright Eyes.

36

Eneste anke er at det store hit mangler, det der ellers plejer at være på de fleste albums, senest med ”Middleton” på Cassadaga (’07), Bright Eyes forrige.

Lægger man musikken på tungen er der smagsanser hele vejen ned til drøblen, den store musik stikker dybt, er en ordentlig mundfuld med behagelig og lang eftersmag. Bright Eyes fascinerer, men gør det som chili: en i forbruget stærk oplevelse fra en mand med lige dele sanger i et (katolsk) drengekor, Bob Dylan og Robert Smith i sin produktion.

Cody (DK) er Kaspar Kaae, og dog er Kaspar Kaae ikke Cody i den forstand at bandet nok er ganske intelligent og funderet alt.country, men også meget mere et band end f.eks. Bright Eyes, derfor et navn i den skotske indietradition, fra Belle and Sebastian til Delgados. Og som liveoutfit er det lige netop bandsammenholdet der er selve styrken, og ikke de ellers stærke sange, der dog er lavet stærkere i Danmark af de, indrømmet, mere alt.country-rock orienterede Tenderloud og Davenport.

Med Cody på en scene er Kaae med andre ord noget sværere at få øje på end Oberst, men til gengæld er Cody så noget bedre til at forføre med den store sceneoplevelse - og det helt uden girafeffekt.

Til Bright Eyes vil der stå mange navler forrest og se sig selv dybt i det dybe, til Cody vil det være tilladt at møde op med en bamse og lidt glæde og humør. I zoo ville Bright Eyes være elefanten der venter på at blive spulet af sin dyrepasser, Cody ville være det glade bavianbur der har det sjovt uanset om vi smider kiks og makaroni ned eller ej. Se det er en forskel der er til at føle på.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Rock/punk Efter Ramones og Dead Kennedys er Bad Religion (US) muligvis det mest indflydelsesrige amerikanske punkband nogensinde: uden dem er det ganske enkelt svært at forestille sig hvor skater- og tyggegummipunks ellers skulle finde deres morfædre.

Siden 1979 er det blevet til 15 albums, anslået 5 millioner styks solgte, men alligevel nok kun med Stranger than Fiction ('94) som det der for alvor kom ud til mainstreambevidstheden. Givetvis hjulpet på vej af at samme år så Green Day ude med Dookie og Offspring med Smash. Begge to bands, Offspring især, der kan takke netop Bad Religion for det meste.

Siden start er eneste gennemgående medlem forsanger Greg Graffin, men heldigvis har den nuværende inkarnation også fundet plads til Brett Gurewitz, bandets anden vigtige sangskriver, og ikke mindst pennefører på ”21st Century (Digital Boy)”, nok det tætteste bandet kommer på en signatursang.

Strategien er, som også for Ramones, lige dele fart og melodi på tre akkorder, tekster, som også for Dead Kennedys, om politiske og religiøse blindgyder.

37

Bandets helt gennemgående brug af vokalharmonier er ret unik for punk, dog af Bad Religion bevidst stjålet fra kollegaerne The Adolescents da de straks så hvor god en effekt den her teknik har fra en scene.

De mange år til trods er Bad Religion anno 2011 i fin form, både på plade og på en scene, er egentlig ikke svære at fange på et dansk spillested. Men da de selv så småt er begyndt at true med at lægge fødderne op og projektet på is er det bare om at tage imod leverancen fra Roskilde og sige tak.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Soul Det har altid virket komisk at popmusikere ender med et misbrug, endnu mere komisk at "hårde" drenge som hip hoppere i virkeligheden står og er attitude til pop. Kommer vi så til alle andre end selvbrune poptøser er det man spørger til seksualitet og opvækst når man hører at nogenlunde voksne mennesker forholder sig glade til moderne r&b.

Genren er kort sagt en periode i livet, et besøg på det lille hus, noget der skal overstås. Men faktisk er r&b jo et forsøg på at lave noget smukt, få noget til at stå stille i skønsang. Det er bare hele verdenen omkring r&b - forræderiet mod soul der ikke stemmer.

Om dagen er Tom Krell forsker i filosofi i Köln, om natten sad han i gamle dage med sit droneprojekt How To Dress Well (US) og prøvede at finde den samme nysgerrige tilgang til filosofi indenfor musikken.

Projektet begyndte at kede ham, men vågnede pludselig da han begyndte at lægge vokaler over et mere luftigt og sfærisk postrock-univers, og resultatet er så, groft sagt, Bon Ivers smukke falset hos Justin Vernon møder Sigur Rós og Cocteu Twins på Justin Timberlake'sk-intonation.

38

Lyder helt forfærdeligt når det læses, selv en genlæsning lige nu er forfærdeligt, indrømmet. Men musikkens dialog med stemmen er faktisk af den slags der bliver siddende og lægger sig som en film over tiden efter lytningen. En stor men også yderst sjælden oplevelse med andre ord.

How To Dress Well startede i soveværelset som et lo-fi projekt, og når nu det hele er en enkelt mand på en scene må man sige at det er det også i praksis: et enkelt og fast blik til at se guld på bunden af den rivende strøm.

Derfor heller ingen grund til at tæske løs på den døde krikke og sige at debuten Love Remains ('10) var et af de vigtigste albums sidste år. Det siger nemlig sig selv.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Verdensmusik Det er sjældent, hvis nogensinde, at Roskildes guide er særlig morsom, men når det sker ufrivilligt er det til gengæld så man taber jointen ud af pløkkerne og ned i kaffekoppen: "De to sønner af den store Kuti" er noget nær en perfekt sketchtitel til årets Cirkusrevy. Eller var det Ørkenens Sønner?

For godt nok er Roskilde ude på landet, men man må dog se at komme længere ud hvis man vil bilde nogen ind at Seun og Femi, de to sønner af afrobeatlegenden Fela Kuti (1938-1997), aldrig har spillet sammen på en scene før.

Men nuvel, vi giver udsagnet en chance tager det hele fra bunden: først spiller de hver for sig som henholdsvis Femi Kuti & Positive Force (NGR) og Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80 (NGR), siden giver de den gas som brødre vi dele.

Bliver nu spændende alligevel. Især med det logistiske eftersom Positive Force tæller 14 mands højde, Egypt 80, faderens legendariske backingband, 11.

Så ud over en masse ømme tæer og knyster på scenen er det her dog et must see alligevel: alene er Seun 100 % som sin far, spiller effektivt den her sært medrivende og kropslige James Brown'ske funk-intonation blandet smukt igennem med organiske træk fra jazz og rytmer af afrikanske trommer på den lokale yoruba aftapning. Femi har derimod ikke været bleg for at opdatere lyden, ikke mindst ved at samarbejde med amerikansk hip hop og r&b, bl.a. med Common, Mos Def og Jaguar Wright (i øvrigt alle sammen gamle kendinge på Roskilde).

Og gamle kendinge? Storebror Femi har været forbi tre gange før, senest i 2005, lillebror Seun kun en enkelt gang, i 2007. Som et kuriosum/advarsel/løfte kan det derfor nævnes at Femis søn, som førhen sin far og sin farfar, nu spiller altsax i Egypt 80.

Om ikke andet er Kuti-klanen da fast arbejde for Roskildes verdensmusikbooker.

39

Verdensmusikklassikeren Buena Vista Social Club ('96) var genopdagelsen af gammel cubansk són med originale kunstnere som fra klubben af samme navn i Havana pludselig fik hele verden som scene.

Men egentlig var det meningen at pladen skulle have været et et klassisk afrocubansk møde mellem cubanske og malinesiske kunstnere. Men afrikanerne, Bassekou Kouyate og Djelimady Tounkara, nåede aldrig frem, og resten er historie.

Indtil 2010, hvor superguitaristen Eliades Ochoa, en af de to tilbageværende hovedaktører fra 1996 (Omara Portuondo er den anden), endelig mødtes i Madrid med n'goni-mesteren Kouyate og guitaristen Tounkara (fra supergruppen Super Rail Band), dertil også sangeren Kasse Mady Diabaté, Lassana Diabaté på balofon og endelig Toumani Diabaté på kora.

Eliades Ochoa tilhører trova-traditionen, er derfor selv en såkaldt "trovador", der, kort sagt, er en guitarist der spiller sine egne són-sange, dvs. spansk sang og guitar til afrikanske rytmer. En latinsk singer/songwriter om man vil.

Resultatet af det hele er den selvbetitlede debut (’10) fra AfroCubism (INT), en supergruppe med fundament tilbage til 1996, og dog med en praksis der endnu virker frisk. Skiven er aldeles fremragende, men næppe noget der vil overleve til klassikerstatus. Dertil er alle ideer allerede prøvet og udgivet før fra alle de respektive aktører.

Og selvom stort set hele bandet, i diverse konstellationer, har været forbi Roskilde før, er det her nu alligevel et essentielt verdensmusiknavn.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Verdensmusik - Krop og dans Sidste år efterlyste den her guide noget mere substans fra de boblende sydafrikanske townships end de elendige Die Antwoord. Det blev her foreslået at tage for sig fra genren township funk, og selvom det ikke helt blev som præsten prædikede, kommer i stedet en ny: Shangaan Electro (ZA) er både en genre såvel en trio klædt ud som klovner (!), der på sindssyge BPM, typisk omkring de 180, spurter forbi selv Pac Mans maks. puls.

Udtrykket er elektronisk på MIDI-keys med marimba-beats og højt stemt og repetitiv stammesang med tekster om f.eks. at sætte hastigheden lidt ned i hverdagen (!).

Shangaan electro - ”shangaan” er i øvrigt navnet på folkefærdet i Afrikas sydøst, fra Mozambique og ned i Sydafrika - som fænomen blev først globalt via YouTube, og her kan man så passende se at få fundet sangen "Kulungwani" frem på skærmen. Alene den her lille genistreg, som kan loopes i timevis, er rigeligt nok til en hel koncert.

40

Shangaan Electro er også en af de absolutte perler i Roskildes ånd: her kan alle nemlig være med, fra teenage emo-punker, over tjekket clubber til den globale og midaldrende kvinde med et begyndende behov for at få gjort noget ved appelsinhud og mormormuskler. Alt andet end at tabe sig om livet til den her røvrusker er da også ganske umuligt.

Shangaan Electro er måske ikke det man vil kalde for et vigtigt band, men absolut en spejling på den engelske scene for acid house i årene omkring 1990, de laveste klassers all out fest. En tabernes anden chance. Og som sådan et helt igennem essentielt band, og event, i årets program.

Bliver man født i Bulgarien under det socialistiske åg, under forrige årtusindes største sociale fejltagelse af et eksperiment, i 1952 på grænsen til Tyrkiet som sigøjner (eller "roma" som det, politisk korrekt, hedder nu om dage) af tyrkisk oprindelse og hedder Ibrahim er man automatisk sat til verden under en uheldig måne.

Så da den lille Ibrahim besluttede sig for at leve af musik måtte han skifte navn og kommer nu til Roskilde som Ivo Papasov & His Wedding Band (BUL).

Manden er klarinettist og stilen er den velkendte omgang hastig Balkan, dog her suppleret af ikke så lidt indflydelse fra jazz.

Ved siden af sig har han hustruen Maria Karavizlieva på sang, bag sig verdensklassemusikere på trækharmonika og skråfløjte, en guitar trakteret helt mellemøstligt og dertil et 70'er stemt keyboard til at komplettere en overlegen sans for aflevering af ikke bare inspiration fra jazz, men også al den livsglæde man finder ved lige netop bryllupper.

Verdensmusikkenderen Frank Zappa var selv en stor fan af Ivo, og man forstår hvorfor. Ivo Papasov & His Wedding Band er klart et af de skjulte hovednavne i årets udbud af verdensmusik.

Når man nu, for 117'ende gang, skal høre om afrikanske bands der den ene dag står på et gadehjørne og spiller for at der skal klirre lidt småpenge i en konservesdåse, den anden er at finde som frelsere for et helt kontinent på Roskilde er det man spørger sig selv: hvem er det dog der opdager de her bands? Hvem er dog den eksistens der går nysgerrigt rundt på gaden i f.eks. Dar Es Salaam, hører et band og tænker "Hm? Aha! Roskilde!"?

Ja, produktionskæden fra det første glimt af musik til en scene på Roskilde kan være lang og kompleks, og længst er de for verdensmusikere som f.eks. Jagwa Music (TAN) der siden 1972 på DIY-instrumenter bare gerne vil have at vi bruger kroppen i nuet mod den hverdag der, dag for dag, bringer os en dag tættere på døden.

41

Og som sådan er Jagwa Music eminente, kunne så sent som sidste år opleves i København med deres håndholdte Casio keyboard, to trommer og en taburet med stikker som ekstratromme og en spontan og løst koreograferet tilgang til tekster og akrobatik på scenen.

Før keyboardet var deres stil den traditionele bryllupsmusik kaldet for "chakacha", kaldes nu i stedet for "mchiriku".

Hvilket bringer os frem til det næste spørgsmål: hvem finder dog på alle de her underlige genrenavne?! Er det den samme vandrer i skyggen der evigt og altid opdager nye bands på gadehjørner? Og som siden sidder og finder på smarte etiketter hjemme på hotellet?

I hvert fald er Jagwa Music ypperlige til at vejre stemningen og levere derefter ved at kombinere dans, hvor publikum ligefrem opfordres til at deltage, med noget underholdende for øjet. Et fint verdensmusiknavn.

Anibal Velasquez y Los Locos del Swing (COL) har den ekvilibristiske Anibal i front, harmonikaspiller med hundredvis af plader på sit cv siden 1952. Stilen er rytmisk og kropslig, latin på salsa og mambo.

Anibal kommer fra havnebyen Barranquilla (som også Shakira i øvrigt), en by med ud- og indskibning af musikalsk tradition fra det caribiske hav og øer. Med meget flid og nysgerrighed er manden (født i 1936) med tiden blevet en absolut central skikkelse i Colombias "Musica Tropical"-bevægelse, den at bringe latin og varme ud til folket.

Med Anibals intense og hurtige harmonikaspil i front for et solbeskinnet band er det derfor fuldt forståeligt at han kaldes for Troldmanden (El Mago). Alt i alt et ukompliceret, men dog bundærligt navn.

Pedro Canale kalder sig også for Chancha Via Circuito (ARG) og lader sig dermed oversætte som noget i retningen af "En so gennem et kredsløb", og det er egentlig passende nok for den her ophakning af rå samples og beats og loops, dub og downtempo, og alt sammen med underlagt håndspillede panfløjter, akustisk guitar og harmonika. Land møder by, så at sige.

Stilen er latinsk cumbia, dansemusik, men også så meget downtempo og tyk dub med effektiv rumfylde at ”rene” electronica-lyttere skam også kan føle sig inviteret. Alt sammen fra den samme Zizek Club i Buenos Aires som i 2009 sendte os et helt kollektiv af navne (under fællesskabet "Zizek Club (ARG)"), men også i stil med det års ligeledes fremragende, omend hip hop-orienterede, El Hijo de la Cumbia & Anasol MC.

42

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Verdensmusik - Mod folkemusikken Tremor (ARG) lyden af traditionel tango, af folklóre Argentino, folkemusikken for gauchos, af verdensmusikalsk duvende cumbia blandet op med guitarrock og electronica på laptop, glitch og ambience.

Centralt placeret i lydbilledet er fløjter, charango-lutten og, ikke mindst, bombo legüeroen, en opretstående bastromme der giver projektet en gennemgående dosis af tribals og shamanisme.

Mastermind Leonardo Martinelli tager sit projektet seriøst ved først at have bestået et musikkonservatorium i Buenos Aires, siden at studere hos Marcelo Katz, jazz og klassisk komponist, for siden at have et arbejde i Argentinas Kulturministerium. Et arbejde med rigelig mulighed for at tage på studierejser og udforske hjemlandets traditionelle musik.

I projektet står så Leonardo som kit mellem folkemusikeren Camillo Carbajal og synthesizer- og electronicamanden Gerardo Farez, står mellem fortid og fremtid og over to ganske glimrende albums, Landing ('04) og Viajante ('08), lykkes det faktisk at åbne op for en lyttemusik i balance mellem folkelighed og avantgarde.

På en scene omarrangeres gruppens repertoire så til længere og mere ekspressive udgaver, følges til dørs af et imponerede videoshow. Et band der burde appellere lige dele til verdensmusik- som electronica- såvel som indiefolket. Et sanseligt bombardement.

Awesome Tapes from Africa (US) er først og fremmest New York'eren Brian Shimkovitz, men mest af alt en blog - awesometapesfromafrica.blogspot.com der løbende lægger sjældne kassettebånd af, her i den vestlige verden, aldrig hørt verdensmusik fra hele Afrika.

For selvom vi føler os velforsynede her i Vesten, hvorfra ikke mindst franske selskaber pumper talentet fra de gamle kolonier ud over hele verden, så er den "daglige" musik, den der ikke er styret af kommercielle interesser, men "bare" lavet for at give udtryk for spontan og basal glæde, kæresteri eller dans den slags musik der endnu i dag udgives i Afrika på det hos os stort set uddøde kassettebånd.

Ikke at mediet betyder det store, det gør musikken, og her er det helt vidunderligt at Brian Shimkovitz kommer forbi som dj og rumsterer lidt rundt med det bedste fra sin blog plus givetvis også lidt nyere sager.

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Verdensmusik - Folkemusikken Wang Li (CHN) er ene mand på enten en kouxian, kinesisk jødeharpe, eller hulusi, kinesisk fløjte med resonansrum af kalabas.

43

Musikken er dronet og sært dragende, sært spirituel, men også en musik der beriger en indre nethinde med dansende konkubiner og mindelser om hvor mægtigt et land Riget i Midten i virkeligheden er (og var).

Det lyder umuligt, men ene mand formår Wang Li faktisk at opdatere en fortid og give vinger til en historisk kultur af afgørende verdenshistorisk betydning som end ikke Maos effektive kulturrevolution har kunnet udrydde og erstatte med totalitær a-historie.

For at understrege at det her er lyttemusik lægger Wang Li bevidst pauser og tilløb ind mellem de enkelte numre: så er nogen ellers advaret, andre igen (forhåbentlig) pirret på deres nysgerrighed.

Historien er den at Gonga Sain blev født, og endnu er, døvstum, men nu alligevel, sammen med sin bror, er en af Pakistans fremmeste og mest populære udøvere af Punjab områdets tranceskabende dhol-tromme. Tilsammen kan de genkendes som Gonga Sain & Mithu Sain (PAK).

Dhol-trommen er tøndeformet og dobbeltsidet, spilles med to bambus- eller træpinde. Stilen anvendes til formelle såvel som uformelle dansebegivenheder.

Traditionen er dog noget trængt af moderne medier og MTV'ism, og derfor er det kun passende at brødrene ikke er bange for at genopfinde traditionen via samarbejde med moderne musikere i både hjemlandet og Europa. På scenen deltager også en danser til at få de vestlige skanker i nogenlunde rytmisk selvsving.

Oudaden (MAR) kommer fra turistbyen Agadir og er berbere, dvs. Marokkos oprindelige befolkning fra før islams/arabernes indtog for 1200 år siden. Sproget er også det oprindelige, tashelheit, og musikken er blues’et, repetitiv og tranceagtig på banjo, guitar, trommer og de karakteristiske jernkastagnetter kaldet for qraqab. Som for det meste traditionelle musik i Vestafrika synger forsangeren og koret svarer eller gentager.

Udgangspunktet er sufisme, dvs. mysticisme, "genveje" til religiøs essens, indenfor islam, i musikkens tilfælde udelukkende det poetiske, filosofiske og spirituelle.

Den samlede stil kaldes for gnawa, er beslægtet er med andre sufiers musikalske stilarter i randområderne af den islamiske ekspansion: Mali musik i Vestafrika, dervish i Tyrkiet og qawwali i Pakistan og Nordindien. Fælles for alle de her stilarter er at de er fester for livet, og ikke religiøs hurlumhej med løfter om paradis (og/eller 72 jomfruer) i døden.

Oudaden har over 30 udgivelser bag sig, er giganter i hjemlandet, og er det største sufi-navn på Roskilde siden pakistanske Faiz Ali Faiz var forbi i 2005. En

44

umiddelbart fremmed musik, men dem der giver den en chance vil, indenfor minutter, blive opslugt af den her repetition der g책r i kroppen, g책r under huden og minder os om at pulsslag ogs책 er repetition.

45

RF '11 - Hovedfestival - Højt - Stilliste Electronica/drum’n’bass - Chase & Status (UK) Electronica/dubstep - Magnetic Man With Special Guests Katy B and SBTRKT DJ Set (UK) Electronica/house - dOP (FR) Electronica/post-rock - Walls (UK) Electronica/progressiv house - Deadmau5 (CAN) Hip hop - Per Vers (DK) Hip hop/alternativ - OFWGKTA (US) Indie/art rock - TV on the Radio (US) Indie/folk - Hymns from Nineveh (DK) Indie/pop - Lukestar (N) Indie/rock/shoegaze - Weekend (US) Metal - Iron Maiden (UK) Metal/death - Autopsy (US) Metal/hardcore punk - Terror (US) Metal/progressiv - Mastodon (US) Metal/southern sludge - Eyehategod (US) Metal/southern sludge/indie - Kylesa (US) Pop - Love Shop (DK) Pop/hip hop - L.O.C. (DK) Pop/indie - Lykke Li (S) Pop/retro - John Grant (US) Pop/rock - Anna Calvi (UK) Pop/singer-songwriter - PJ Harvey (UK) Reggae/dub - Prince Fatty Soundsystem feat. Little Roy and Horseman (UK) Rock/alternativ - Thulebasen (DK) Rock/americana/folk - Bright Eyes (US) Rock/americana/alt.sountry - Cody (DK) Rock/new wave - Swans (US) Rock/new wave/industrial - Killing Joke (UK) Rock/punk/melodisk hardcore - Bad Religion (US) Rock/ska - Hoffmaestro (S) Soul/drømmepop - How To Dress Well (US) Verdensmusik/afrobeat - Femi Kuti & Positive Force (NGR) ; Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80 (NGR) Verdensmusik/afrocubansk - AfroCubism (INT)

46

Verdensmusik/Balkan - Ivo Papasov & His Wedding Band (BUL) Verdensmusik/dhol - Gonga Sain & Mithu Sain (PAK) Verdensmusik/dj - Awesome Tapes from Africa (US) Verdensmusik/electronica/cumbia - Chancha Via Circuito (ARG) Verdensmusik/electronica/shangaan electro - Shangaan Electro (ZA) Verdensmusik/electronica/latin - Tremor (ARG) Verdensmusik/folkemusik - Wang Li (CHN) Verdensmusik/gnawa - Oudaden (MAR) Verdensmusik/latin - Anibal Velasquez y Los Locos del Swing (COL) Verdensmusik/mchiriku - Jagwa Music (TAN)

47

RF '10 - Hovedfestival - Mellem RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Electronica Producer og musiker Tomas Barfod aka. Tomboy og medlem af WhoMadeWho og Filur, og ungersvendene Jakob Littauer og Mads Kolding fra Electrojuice lader deres første to bogstaver i navnene smelte sammen og bliver til Jatoma (DK).

Et projekt der, ikke overraskende, byder på reallyde, gerne klokker og ure, fra traditionalisten, og dog electroikonoklasten, Barfod og så ellers tilsat en tilgang på klassisk techno og forfinet ambient fra de to electronica-esser.

Samlet taler vi konkretmusik af habil minimaltechno på bas og rettet mod et lettere dyster bundlinje. Det her er hverken dark ambient eller konceptuelle overvejelser ud i den virkelige verden i klasse med f.eks. Matmos. Men nu ikke ringe alligevel, og som det første skridt er den selvbetitlede debut ('10) slet ikke det værste at tage med ind på scenen.

Og selvom både Electrojuice, på festival i '10, og WhoMadeWho, på festival i '06 og igen i år, isoleret set begge er mere interessante, kan sideprojekter alligevel ofte anvise hvor nye veje kan gå. Og til det brug er Jatoma en trofast vandrestav.

Sven Weisemann er Desolate (DE) og Desolate er et spillested for dubstep og deep house, chill-out på masser af fjerne stemmer på så tæt og dybt vand at indtrykket kun brydes af genrens brug af clicks, ekko og de evindelige sonar beeps til at markere et rum.

Debuten The Invisible Insurrection ('11) lyder faretruende som en folkeudgave af Burials Untrue ('07), standarden for den kloge brug af dubstep på en bund af ambient sundscapes, snarere end et lydbillede ensidigt domineret af 2-step garage, baslinjer og trommer.

Desolate er et glimrende frirum til lige at få hovedet på plads, men næppe et navn der vil tage hjem igen med udsolgt på varerne i merchandise boden.

Vil man nu gerne have dub og ambient i endnu mere barberet version, er man til Scott Monteith og hans geniale alter ego Deadbeat, er der hjælp at hente hos duoen Roll the Dice (S) der spiller musik til de blå røgringe.

Her er ingen effekter og vokaler, ingen angreb eller kommentarer til dansegulvet, udelukkende indre soundscapes på bølger og ekko. Ikke nogen specielt original electronica, men bare den slags hvor man fornemmer varme og kulde, går ind i landskaber og vælger egne ord for stemninger.

RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Electronica/dj Low End Theory er jo for det første albumtitlen på det andet udspil ('91) fra A Tribe Called Quest, og dermed også et manifest om at kropsliggøre musikken

48

ved at dirre lyden, i det her tilfælde bassen, til at finde musikalske huller ind i kroppen.

Dernæst er det også en klub i Los Angeles hvor dj'en The Gaslamp Killer (US) er virksom på det samme post-hip hoppede manifest som sidste års genrebryder Gonjasufi, nemlig, under stærk indflydelse af DJ Shadow, at tage rap, attitude og omverdensstøj ud af hip hop, finde tilbage til virksomme rødder i loops, samples og, i det her tilfælde, masser af bas på god gammeldags arbejdsmaner, via turntablism.

På trods af alle de her fine (nogen gange virker det lidt som tidsspilde at sætte ord på noget ordløst, det gør det altså) ord er The Gaslamp Killer i essens "bare" dubstep, og det en ganske habil udøver af slagsen, punktum.

Udenfor hjemmet kalder Stefan Kozalla sig for DJ Koze (DE) og som sådan er han dj, musiker og remixer for bl.a. Roskilde-aktuelle navne som Battles og Matthew Dear.

Siden midt-halvfemserne har han lært sig sin turntablism på breaks og beats til hip hop, kommer nu over med et udtryk på tech-house, disco og dance, samlet nærmer hans udtryk sig helt det psykedeliske.

Kan sagtens være et navn hvor der kan plukkes lidt appelsiner.

RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Hip hop M.I.A. (UK) aflyste i 2008 af helbredsmæssige grunde, og ærgerligt nok for hende. Og for os. For den gang var hendes turbulente autoophug på indisk verdensmusik (hun er selv af srilankansk afstamning), grime, dance, electro, reggae, indie og popflow aktuelt og friskt.

Hendes store bidrag er at hun ikke prøver at få de her elementer til at mødes, men har evner nok til at få det rå og fragmenterede udtryk til at ligne noget, til at pege nye retninger ud for globaliseret pop.

Ud over Santogold ligner hun sig selv, men danske artister som Lucy Love og Fallulah var dog næppe kommet så langt med deres eget udtryk hvis ikke M.I.A. havde formået at holde det her imponerende greb om de musikalske mikadostænger.

Men problemet er nu at hun ikke kan meget mere end det her lille trick, er som en tæppepisser der kan rulle rundt om sig selv efter en kiks, men hvad så? Hvor er vejen ud? Og hvor gik vejen ind?

Endnu mere sørgeligt er det så at M.I.A. - egentlig Mathangi "Maya" Arulpragasam - nu er at finde øverst på Roskildes poster til at sælge showet for i år. For hører hun hjemme der? Er det nemlig ikke sådan at intertekstualitet

49

indenfor kunst døde da selv den dummeste kunne se at post-modernisme var et selvdødt begreb?

M.I.A. er skyttegravens beskidte dronning, Goldfrapps onde søster. M.I.A.'s urfunktion i den indstillede bombe er dog for længst gået i stå, hun er for længst stivnet i egen myte om farlighed, skal derfor nok samle horder til synsgrænsen ved sin optræden. Ingen tvivl om det.

RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Indie "Kloster" betyder sådan ca. "noget" der er "indelukket" (jf. "cluster"), og det i betydningen udelukket, dvs. afgrænset fra noget andet. I den betydning er danske Kloster (DK) egentlig et ganske godt valg af navn.

Mikael R. Andreasen er det døbte indeni navnet, ideen der søger ud, en mand der er religiøs og siger at Gud er elskende og skabende og at han selv, som skabt i Guds billede, derfor også må være elskende og skabende.

Og voila! En vokalharmonisk og besværgende musik, en slags brysttrang antifolk (og ikke mindst tydeligt på bandets cover af "Wayfaring Stranger") der mest af alt er det klangmalmende højalter hvor den hellige Brigitta af Vadstena lavede musik og gik pilgrim til Rom.

50

Musikken har, af en eller anden grund, fanget dem der er til den mere alternative og spirituelle musik, f.eks. dem der er til britiske Current 93, og af en eller anden grund var The Waves and Winds Still Know His Voice ('10) altså løsen nok til en plads på den her, siges der, progressive festival kaldet for "Roskilde".

Hymns from Nineveh (se navneregister) er endnu et dansk band med kristen mystik på spring, og hvorfor nu den her revival på bønnebøger og munkes songbooks? Tja! Kloser og Hymns from Nineveh vil sikkert selv sige at 911 punkterede den nye (!) new age i det her gudløse samfund: den med Al Gore og Obama som spejlinger af henholdsvis Aaron og Moses, klimakatastrofen som apokalypsen - og dermed alt sammen et hult tomrum (et tomt hulrum?) af religiøs psykologi i tom indpakning, en kulturradikalismens ultimative dobbeltmoral.

Som altså nu er klar til at blive korsformet af den her nye og spirituelle æstetik, og holder det? Kan Kloster lede os væk fra vejen mod Armageddon, lede os mod palmeskygge langs bredderne af Jordan? Næppe! Men historien er nu god alligevel - og i vore dage sælges alt jo på historier, mindre på indhold.

Og så musikken, alene og isoleret? Barberet ind til essens, og uden præk holder den? Den der, ud over det aktuelle album, også rummer grænsemusik til indie, skræver lidt bukserystende mellem Kashmir og Larsen and Furious Jane, holder den? Den holder skam! Er en ballon pustet op af The Rumour Said Fire, en ballon der nu eksploderer lydløst, så tyst at det kan rygtes at Ole Lukøje har Klosters de samlede værker, og godnat.

Grundlagt midt i tiden for electroclash (f.eks. Chicks on Speed), men før new rave (f.eks. Klaxons) havde WhoMadeWho (DK) en hel motorvej foran sig af muligheder for at omsætte indie rock, disko og house til et unikt miks. Og det gjorde de så.

I 2006 var stilen afstukket, new rave var stort, og sammen med The Floor is Made of Lava blev den her musik for alvor lanceret i Danmark. Med falset, guitar med afsæt i jazzmiljøet og trommer har bandet siden overlevet hypen for New Rave, er nu at finde i omegnen af dance rock a la geniale Hot Chip og populære LCD Soundsystem.

Den selvbetitlede debut fra 2005 indeholder ikke mindst singlen "Space for Rent", hvor forsanger Thomas Høffding lyder ikke så lidt som Josh Homme. Og som sagt så gjort: Queens of the Stone Age har lavet en cover af sangen.

Siden kom opfølgeren i 2009, men her virkede det, som også for f.eks. I Got You on Tape, som om vinderformularen er brugt før, og selvom WhoMadeWho er, og bliver, et glimrende gensyn herhjemme - for internationalt har de skam også fået øjnene op for bandet - er de her nok mest som en samlet pakke fordi trommeslager Tomas Barfod i år er forbi med sit nye projekt Jatoma.

51

Iron & Wines indie folk rock i mødet med folk vokalharmonier fra Fleet Foxes (og The Rumour Said Fire) er en potentiel kombination for succes man ikke skal sige to gange til Alcoholic Faith Mission (DK).

På tre albums, Misery Loves Company ('06), 421 Wythe Avenue ('09) og Let This Be The Last Night We Care ('10) har udtrykket hele vejen været en grundtone på melankolsk americana, senest blødet op med ikke så lidt pop på indie.

Største problem med Alcoholic Faith Missions tre plader er bare at man gennem det hele synes at have hørt det hele før, at både Bon Iver og ikke mindst Iron & Wine hele tiden spiller med. Nu kan kun de færreste bands sige sig fri for at så på skulderen af giganter, men en gennemgående gennemsigtighed til forbillederne er da et minimum forlangt.

På en scene er bandet dog ganske befriende i deres tilgang til at lade sangene leve deres eget liv frem for bare at være en linje gennem et partitur. Så måske det hele epigonkompleks bare bunder i valget af producer?

Som da de sidst var forbi i 2008 er Battles (US) indie rock på kraut og prog, math- og post-rock. En ret sjælden musik med rødder i Tomahawk og Helmet på monolitisk rock.

Pga. singlen "Atlas" bliver debuten Mirrored ('07) ikke sådan lige glemt, havde ikke så lidt Butthole Surfers over sig, lød ellers som meget små mennesker på vej ud af Kløvedal, til et hendrømt sted hvor hobbiters yndlingsbog er Swifts Gullivers rejser (1726).

Siden sidst er bandet gået fra kvartet til trio, og ud er opfølgeren Gloss Drop ('11) med bl.a. gæstevokal fra Gary Numan. Stilen er intakt, men på trods af kompetent sammenspil afslører materialet også straks at ideerne ikke har forgrenet sig synderligt siden sidst, og i hvert fald ikke op til niveauet på førstepladens singler "Atlas" eller "Tonto".

Bandets mærkelige forelskelse i caribiske olietønder og rytmer er også intakt, og det er ligeledes deres humoristiske tilgang, men faktum er at Roskilde næppe havde placeret Battles blandt de næststørste navne hvis de havde hørt Gloss Drop inden. Summa summarum: det er ikke kun på plejehjem at minderne lever.

Hamilton Leithauser fra The Walkmen (US) lyder lidt som Kelly Jones fra Stereophonics vs. Sting med pludselige indie-ambitioner efter at have indspillet sin udgave af Prokofjevs Peter og ulven.

Bag det her indiekryds mellem pop, rock og croon står så bandet med et ellers ganske imponerende drive og smag for et lydbillede med ikke så lidt indfarvning af orgellyd.

52

Med deres tydelige skelen til new wave-revival er det svært ikke at se The Walkmen som kopister på The Strokes, men hvad så? Bekendere til revival og retro er alle sammen hælere. Årets plakat har sandelig overrasket mange, men vel næppe nogen er mere rystede end Foals (UK), der givetvis har ledt efter sig selv blandt de mindre navne uden held, og wupti! Der var vi så, blandt de næststørste, og hvorfor?

Sandsynligheden er stor for at Roskilde, for kun Gud ved hvilken gang, er faldet for såkaldt NME-hype, alene har vurderet Foals ud fra at både deres debut Antidotes ('08) og opfølgeren Total Life Forever ('10) har klaret sig helt fint på de engelsksprogede lister, at sidstnævnte endog blev nomineret til den prestigefyldte engelske Mercury Prize.

Forsanger Yannis Philippakis lider tydeligt under et Chris Martin-mindreværd, og det må bandet bare se at få arbejdet lidt med. Var math-rock stilen på etteren er den siden blevet indieficeret med udsigt, bl.a. med afrobeat på "Blue Blood ", men er generelt mest dance rock i stil med Franz Ferdinand og, ikke mindst, Bloc Party.

Foals er ikke ringe, bestemt ikke, har faktisk et par ganske gode albums at prale med, men som navn betragtet har De Britiske Øer hele vognlæs kørende med slagtemodne svin på den her slags musik.

Hører man Dot Allison for første gang er man sært henført og hypnotiseret, men når pludselig frem til der hvor musikken skal have referencer, skal huskes for mere og bruges som værktøj til at holde hverdagen ud. Så afsløres det hurtigt at Dot Allison alene er en smuk formular, en tom brevkuvert med parfume.

På samme måde med debuterende Tu Fawning (US) der med Hearts on Hold ('10) umiddelbart forfører med smukke vokalharmonier og et lydbillede domineret af blæsere og strygere, og, især, percussion med en helt centralt placeret stortromme.

Debuten er umiddelbart fascinerende og sært indtagende, men begynder allerede at knirke på rundgange og gentagelser inden første lyt overhovedet er overstået. Skulle man identificere sig er det her en folkesanger der tager et skridt over en bjergtop i Rocky Mountans, hører en sær stammemusik fra dalen, vil derned, men i den afgørende balance er der tvivl om til hvilken side. Og her står så Tu Fawning.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Metal Amerikanske Dååth blev stemt hjem som første, og forhåbentlig også sidste, aflysning på årets festival, og i stedet bliver vi så lettere opløftet af Electric Wizard (UK), og - "lettere opløftet"? Bandet er grundsubstans af doom iblandet

53

lidt stoner og sludge af gud nåde, men har desværre toppet forlængst, er tydeligt en mytisk skygge af sig selv.

Grundlagt i 1993 gik der præcis ti år inden bassist Tim Bagshaw og trommeslager Mark Greening gik ud for at få plads til at grundlægge det mere psykedelisk orienterede Ramesses, det næste naturlige skridt for Electric Wizard, og et navn der nu, forhåbentlig, er fanget af radaren i Roskilde til næste år.

Tilbage i ruinerne stod så guitarist og vokalist Jus Oborn, der slet ikke har kunnet få smurt maskinen op i samme kvalitet og nødvendighed som inden Bagshaw og Greening gik ud.

Det er dog forventeligt at der spilles op fra mesterværkerne Come My Fanatics... ('97) og, især, Dopethrone ('00) begge to af doom metal genrens absolut største pejlemærker. Dopethrone er, med Oborns manipulerede og maskinelle vokal, det yderst mulige for menneskelig eksistens inden genren går over i drone metal - en gold ødemark, hvor kun lytteren er til som ensom vandrer, gennem et tonsertungt mesterværk.

Summa summarum: pr. tidlig bagkatalog bedre end Dååth, pr. nuværende form dårligere end Ramesses, samlet set spiller vi derfor remis med Electric Wizard anno 2011.

Konkret er Elecrtic Wizaed en tilstandsmusik fremfor en oplevelsesmusik, en sindsbevægelse fremfor en kropslig ditto, og derfor helt skudt i hovedet at Roskilde sætter dem til at spille fredag kl. 12:00.

Ja, det er faktisk sørgeligt, men sandt: Roskilde har - IGEN - sjoflet metalfolket via ringe jonglering af spilleplanen, har - IGEN - ingen som helst fornemmelse for en genres, i det her tilfælde doom metals, fuldstændige afhængighed af mørke og et publikum der har haft tid til, med eller uden hjælp udefra, at suge samme nedtur af tusmørke til sig (og med).

Rædderligt, ganske enkelt rædderligt.

Ingen grund til at dvæle i mord og afbrænding af norske stavkirker når vi taler om 1349 (N), for selvom de spiller tæt og kompromisløs old-school black metal a la Darktrhrone blandet i med ganske stærk gæld til de schweiziske giganter Celtic Frost (og Hellhammer) er deres fortælling faktisk ikke meget længere.

Dermed er nemlig sagt at mytologisering omkring et band bygger på fortælling, koncepter og/eller mål. "1349" er så året hvor "svartedauen", den sorte død, dvs. pesten kom til Norge. En fortælling ikke mindst Burzum har taget op ved at bruge af Theodor Kittelsens (1857-1914) 45 illustrationer fra den fantastiske billed- og tekstsamling Svartedauen fra 1900.

54

Ikke mindst pga. Burzums brug af Kittelsen er pesten blevet et kulturelt fænomen i Norge vi slet ikke kan forstå her i Danmark - hvor hovedstaden jo ellers har pestkirkegårde under f.eks. Nikolaj Kirke, hele Nordamager plus at Saltholm jo var karantænestation for pesten i 1700-tallet. Men altså ikke en sygdom der har gjort det store for den danske fortælling.

Bandets mest prominente medlem er trommemaskinen Frost fra Satyricon, og så er der at sige at de, meget sympatisk egentlig, optræder i corpsepaint på scenen.

Egentlig noget af en anakronisme her hvor Varg Vikerness (Burzum) er ude fra fængslet igen, igen er produktiv, og ellers fralægger sig forbindelserne til norsk black metal anno 1990'erne.

Så hvis vi nu nøjes med at fnise lidt udenfor teltet og ellers bare giver os hen til at nyde teknisk begavet black metal er 1349 absolut værd at spidse ører til.

På Pavilion Junior havde vi i 2008 det danske gametunes og gamewave band Press Play On Tape, i år så Next Life (N) der er komponist og guitarist Hai Nguyen Dinh, bassist Tormod Christensen og trommeslager Anders Hangård.

Hvor danskerne spiller indie-covers af spiltemaer til Commodore 64, går Next Life, bogstaveligt talt, frem til næste generation, til Amigas chipset for lyd og bruger den elektronisk som det de selv kalder for et "chip-instrument".

Stilen generelt er ekstremmetal, er skiftevis blevet kaldt for "chip-core" og "Gameboy-dødsmetal", og da de endog har formået at få et opvarmningsjob for Mayhem i Berlin må man jo tro på snakken.

Det her er dog på ingen måde hverken døds- eller sortmetal, men mest af alt den slags avantgardistiske udforskning af ekstremmetal vi kender så godt fra Fantômas. Og dermed en musik lidt leftfield for den "normale" metalnørd, en musik mere for kræsne ører.

Siden 2002 har Parkway Drive (AUS) spillet metalcore, dvs. blandingen af ekstremmetal og hardcore punk, og lægger sig derfor fint i kulturel forlængelse af de engelsksprogede rødder tilbage til Black Flag i U$A og The Discharge fra Eng£and.

Mest minder de nu om stadionorienteret amerikansk metalcore a la Killswitch Engage (selv på festival sidste år) - og her er sammenfaldet da også komplet: guitarist og superproducent Adam Dutkiewicz fra netop Killswitch Engage stod nemlig som producent for Parkway Drives første to albums (Killing With a Smile ('05) og Horizons ('07).

Siden kom Deep Blue ('10), og selvom bandets albums bliver bedre og bedre har de dog langtfra nået niveaut for f.eks. Killswitch Engage. Teknisk set fejler skidtet

55

dog intet, vil ramme for hårdt i skidesækken på dem der "bare" er til thrash a la Slayer.

Og som et lokumsbesøg er det her noget der har fokus imens det sker, er glemt lige så hurtigt som det er overstået. En optræden med Parkway Drive er, mindre prosaisk sagt, et hammerslag fra en smed der bander som en tyrk, eller et trip til en genbrugscentral for brugtmetal fra trafikuheld. Hverken mere eller mindre.

Formet i 1995 er Soilwork (S) klassisk svensk 90’er Øresunds-metal, i det her tilfælde Helsingborg, og ganske beslægtet med Göteborgs In Flames (selv på festival i 2007) er stilen melodisk død.

En linje der dog, for begge bands, har gennemgået forandringer de senere år, hvor In Flames har solgt ud, gået over dammen og har prøvet sig med nu-metal, har Soilwork i stedet forsøgt sig med mere "rigtig" sang, mere melodi og polerede (læs: kedelige og forudsigelige) produktioner.

Soilwork har også altid haft en bredside af powerriffs med sig, men med de nye indlæg af skønsang i numrene ender de med at lyde som Opeth med øje for enten det amerikanske eller tyske marked.

Et band der skifter stil er helt ok, er nærmest pligt for at fylde inspiration og livsgrundlag på tanken, men når retninger har direkte kurs mod enten attitude eller penge er der noget galt. Soilwork har dog, modsat In Flames, beholdt tilpas meget integration til at det går an. Men bare et rapkvæk, bare een velgørenhedsduet for babysæler med Lisa Nilsson, og så er det slut. Legender eller ej.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Pop De eneste to (DK) lyder som Peter Sommer og formanden for Peter Sommers fanklub der til og fra spillestederne har Newphew kørende fra en billig tankkassette i tourbussen. Og så ellers har noget familie eller venner af en slags som backing på det elektroniske, og i hvert fald nogen der skylder nogen noget, for som pant for gælden må bagfolkene kalde sig for "De andre to". Man får da snart en sixpack af grin, det gør man.

Stilen er fup, en slags folk-pop møder en singer/songwriter en morgen hvor der vågnes lige inden inspiration, i feltet hvor drømmen er klar, men også lige på nippet til at blive glemt (jf. Dali og Buñuel).

På det selvbetitlede debut ('10) er der "Morten", der har noget kørende for sig, specielt indtil tyggegummismagen af popomkvædets gentagelse bliver for parfumeret, og så endelig "Jeg har ikke lyst til at dø", der musikalsk er fin, men tekstmæssig er infantil (i sit møde mellem Kvamms pølsede teenangst på politik, og Sommers evindelige øst-vest forhold til teksters antipoder a la Dan Tudevræl).

56

Resten af pladen er fyldt med undren og meditationer over temaet "hvorfor?".

De eneste to spillede for Roskilde på et møde for product placement på Nytorv i København den 27/2-11. Samme aften blev de så bekræftet som navn på selve festivalen. De eneste to har faktisk lidt skin af indie pop, men er det bare ikke. Og effekten af det? Udsolgte koncerter der lyder som fremragende håndværk. Og derfor noget der passer perfekt ind i enhver velassorteret Roskilde profil.

Sjovt! Rosa Lux fik jo lokket Alberte Winding (og datter) væk på afveje fra det pussenussede og ufarlige, lidt over til hvor vi har sne på næsen, alt sammen på den fine lille "Min klub først".

I Brasilien har de nemlig en lige så ufarlig sangerinde, og hun hedder Karina Buhr (BRA), kommer fra São Paulo, synger lidt sødt i syd, øst, vest og nord, lidt fra jazz, samba, pop, rock og noget der bedst kan lignes med Neue Deutsche Welle (Buhr er selv af tysk afstamning).

Sidste år fik vi den karismatiske landsmand Céu, i år altså en Karina Buhr der i så lille en grad tager afsæt i traditionerne fra eget land, at hun bedst kan lignes med en Alberte Winding - godt globaliseret og helt uden hjemve - i flyet hjem efter en lang ferie i Portugal.

Dark Dark Dark (US) har klart en trang til at gå til numerolog når pladeselskaberne sender dem afvisninger: se nu f.eks. bare navnet på den ene af de to masterminds i bandet: Marshall LaCount, den anden er så Nona Marie Invie. Næppe navne der har kunnet forhindre klaps i skolegården i Duluth, Minnesota, Bob Dylans fødeby, så mon dog ikke det her, inklusive bandnavnet er, og nu skal vi være lidt venlige, såkaldte "kunstnernavne"?

Når støvet fra læsset af gammelmandsbrok har lagt sig, er der bare at sige at bandet excellerer i den slags bandfunderede singer/songwriter der, fordi det bag en klar stemme alligevel findes karakter af helhed, kaldes for ”kammerpop”. Og i det her tilfælde også kammerfolk, for bagved Invies ekspressive stemme (og, heldigvis mere sjældent, LeCounts tynde ditto) rumsterer bas, banjo, kor, klarinet, klaver, harmonika og cello deres helt eget liv hos Dark Dark Dark.

Fra starten har det været helt bevidst at banjo og harmonika var centrale instrumenter, at guitar (som Roskildes egen omtale ellers vil mene er at finde i instrumentparken) og "traditionelle" orkesterarrangementer var yt. Den her opstilling har så givet dem et skær af - skal vi sige - post-retro, for nu er det åbenbart ikke mere nok at lyde som f.eks. His Bobness, nu skal der funderes endnu længere tilbage.

Rent historisk befinder det her lydbillede sig dog noget flagrende og søgt - f.eks. har celloen det ofte med at lyde som forsøgsvise ansatser til et nyt OST til Dødens gab - og afgjort er deres historiske prædikat mere præget af Hollywood-

57

romantik end virkelighed. Historisk set når de slet ikke ind til stemningen fra den post-traumatiske og nationale krise efter Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65) som f.eks. 16 Horsepower har gjort til ren gotik.

Hvis Dark Dark Dark vil acceptere en udfordring kunne det f.eks. være at prøve at sætte Walt Whitmans digtsamling Drum Taps (1865) om netop krigen til musik.

Indtil da er det her mest af alt muzak til en hipster i et hamsterhjul.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Pop/electro Lige så let det er at få en plade ud på eget label i dag, kan alle lige så let købe sig et komplet studie til soveværelset for ingen penge. Alt sammen takket være programmer og billige kredsløb fra Kina.

Det betyder så også at fødekæden fra talent til færdigt produkt har sprunget en del besværlige led over, ikke mindst pladeselskabernes radio-formularer for hvad vi skal høre eller ej, og derfor var det været velkendt i årevis at f.eks. MySpacebands, Artic Monkeys er nok det bedste eksempel, kommer frem fordi vi vil have dem til at komme frem. Vi får, med andre ord, hvad vi vil ha'.

I mindre skala, i afdelingen for bevidste enmandsprojekter med stor lyd, har vi i år unge James Blake og den lige så unge Nicolas Jaar (US), der ikke bare, som det er gjort i årevis, sidder derhjemme og nørder med laptop-techno, men i stedet vil hele den store lyd. Fra soveværelset og ud, dog stadigvæk umiskendeligt intimt.

Debuten Space Is Only Noise ('11) er gennemgående melankolsk, af Jaar selv kaldet for "blue-wave", og fungerer upåklageligt i feltet mellem lydkollager og lounge-pop, med brug af afrojazz, dubstep, hip hop og house. Og over det hele hviler Jaars stemme, langsom, i dybde og mørke, som en anden Bryan Ferry (fanget i en blå røgring).

På en scene omsættes musikken enten live til pop, eller den spilles i ambientscapes fra laptop, men altid en bevidst elektronisk musik der er vendt fra klubberne og mod den mere intime bar med scene. Jaar er hverken chill-out eller ren underholdning, men på repetition og rytme en popmusikkens ellers sjældent vellykkede dialog og samtale.

En kort og smart sætning ville være at Jaar er et underspillet svar på Basement Jaxx. Ja, den der Pisserende-smarte sætning passer vist meget godt.

Brian Ferrys vokalarbejde har, som det forstås, ikke levet forgæves, det har LCD Soundsystems elektrificering af britisk new wave heller ikke, og tilsammen er det slet ikke noget der er gået hen over hovedet på Matthew Dear - Live Band (US).

58

Så ligesom landsmanden i LCD Soundsystem har han det med at vende fascinationen tilbage mod seneste guldalder for rytmisk musik i Storbritannien, og så ellers blande op med traditionerne fra spæd for techno fra hjembyen Detroit.

Som "ren" electronica-artist har han virket under navnene Audion, False og Jabberjaw, her udgivet minimaltechno og tech house. I eget navn laver han så electropop hvis reneste sammenligningsgrundlag nok er Talking Heads.

Seneste udspil er den udmærkede Black City (’10), der, musikbaggrunden taget i betragtning, mindre overraskende er funderet over byen der aldrig sover. Derfor er det jo ganske passende at manden i år har har varmet op for New York’erne Interpol.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Pop/singer-songwriter Òlöf Arnalds (ISL) er klassisk uddannet (violin) og som rytmisk udøver en afdæmpet udgave af et møde mellem folk singer/songwriteren Vashti Bunyan og alfestemmen Kate Bush.

En vis Björk skal have sagt at Òlöfs udtryk ligger et sted mellem et barns og en gammel dames - og så sparede Òlöf ellers en udgift til reklamebureauet efter et motto, nej, seriøst: hendes output er en folk’et omgang singer/songwriter med lidt ansatser til vandig og dryppende indie. Ikke sært at hun er at finde på scenen når landsmændene Múm turnerer, og ikke sært at begge hendes plader er produceret af Kjartan Sveinsson fra Sigur Rós.

De fine sange til trods - først lanceret på debuten Við og við ('06), senest manifesteret på den glimrende Innundir skinni ('10) der ikke mindst tæller den fine duet "Surrender" med Björk - er der at frygte at den her bevidste tysthed forsvinder i Roskildes larm. Et typisk navn til en middagstid mod tømmermænd.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Rock Modenavne har det med at have sin tid, at appellere til en vis nysgerrighed en vis stund. Mode har det også med at forsvinde, nogen gange vende tilbage, men som gårsdagens avis er også gårsdagens musik ulidelig. Og hvad mener vi helt præcis med "gårsdagens" musik?

Musikscenen anno 2011 står i stampe. Svigtende pladesalg bringer uro og behov for omskift, og i årevis er der derfor sket nul og niks, vi har i stedet vænnet os til musikere der spiller på retro: The Rumour Said fire er INTET uden Simon and Garfunkel, Baby Woodrose er INTET uden 13th Floor Elevators, The Blue Van er INTET uden The Kinks - og således videre: The Strokes (UK) er INTET, Artic Monkeys (UK) er INTET og Kings of Leon (US) er INTET. Allerhøjest endnu, endnu og endnu en pinlig reprise fra Roskilde anno 2010 på retro. De respektive bands nok så store kvaliteter til trods.

59

Her er det tid til en parabel over endnu et band med INTET på sig, nemlig kolde og hårde Veto (DK): En dag i slutningen af marts gik en bebrillet tykling rundt med et vinyleksemplar af den nye, her gik han rundt og territorialpissede på Fona på Strøget i København med pladens front foran sig på hvalbugen. Han lignede en totempæl.

Og her har vi det så, nemlig at totempæle er det som romerne kaldte for terminus, nemlig symboler, typisk af skræmmende figurer, sat til at markere et område, sakralt eller et område udelukket for fjender. The Strokes, Artic Monkeys og Kings of Leon er alle sammen skårede dragehoveder på de vikingeskibe der drog ud for at plyndre, voldtage og afbrænde. Dragehoveder er nemlig rejst for at skræmme de nye steders - dem som Roskilde har opgivet at opdage - vætter, dvs. dæmoner og drillenisser, væk fra at forhindre de gæve vikinger i at udføre et ordentligt stykke arbejde.

Det er bare så sørgeligt at Roskilde mere og mere og bare endnu mere står og glor op på bagsiden af totempælen. Måske bestyrelsen er blevet for gammel?

Blevet for fascineret af egne evner udi new speak, f.eks. at merværdien kan omdøbes fra "penge" til "Alt overskud doneres til velgørenhed" derfor - de facto har fundet et abracadabra til selve den onde kapitalisme - mod hvilken festivalen ellers altid har stået antagonist?

I perspektiv vil Arctic Monkeys og The Strokes altid lyde som Arctic Monkeys og The Strokes, Kings of Leon har lidt udviklingsmuligheder, men indtil de også selv opdager det må vi bare leve med deres kedelige tendens til at læne sig tilbage i egen navle og lade musikken forsvinde ud af tangenter på frigear.

Det er symptomatisk at de stier væk - og forsøgsvis videre - fra moderprojekterne som forsangerne Alex Turner (Arctic Monkeys) og Julian Casablancas (The Strokes) har foretaget sig med soloplader og sideprojekter er blevet kategorisk ignoreret af Roskilde. Casablancas solo er dog intet, Alex Turner solo og som The Last Shadow Puppets er imidlertid løsenet væk fra smørret på brødet i form af det døde ophavsprojekt.

Symptomatisk og skizofrent fordi publikum nu skal tvinges ind i kasser hvor død massemusik spilles den ene dag fra Orange, intim og vedkommende kommunikation foregår i indre by den næste.

En logistisk blindgyde som Roskilde gør sit bedste for at lade forblive et sted man løber panden mod muren, men sandelig en tendens som kritikerne har opdaget ved at nekrologerne allerede er skrevet over mægtige Orange anno 2011: for ud over Iron Maiden hvem ellers kan spille den her scene op i år?

Endelig, for nu at vende tilbage til musikkens kvaliteter, er Veto det kollektiv der tættest kommer på at opfylde de forhåndsbehov den gennemsnitlige (mandlige) festivalgænger på 23 år har med sig til festival - og det ikke mindst pga. Troels

60

Abrhamsens overraskende gode andet soloudspil (i eget navn) BLCK ('10) er talentet faktisk til at få øje på - men det kan man jo også på Plænen i Tivoli og til dunsten af ølsjatter og poptøsebenzin til årets Grøn Koncert.

Raven in the Grave ('10) er femte fuldlængder fra The Raveonettes (DK), og så ren en meditation over røvsyge at de, efter nu to til tre konceptalbums i træk over det samme tema, burde se at få trukket stikket ud.

Ikke mens legen endnu er god, for det har den ikke været længe, men imens der endnu er levende blod til at huske David Frickes mange danske skudhuller i hovedet, de første to plader, halvdelen af tredje, de store sange, f.eks. "That Great Love Sound" fra (fuldlængde)debuten Chain Gang of Love ('03), "Love in a Thrashcan" og "Somewhere in Texas" fra 2'eren Pretty in Black ('05).

På trods af højt niveau - bl.a. havde Pretty in Black gæsteoptræden af Moe Tucker fra Velvet Underground og Ronnie "Be My Baby" Spector fra The Ronettes - solgte pladerne dog ikke i nærheden af nok til at holde de internationale mætte og derfor droppede Columbia bandet fra en ellers stort opslået millionkontrakt.

Noget nyt måtte ske, en stilændring væk fra den garagerockede guitarlyd til en mere syntetisk og barberet melodiøsitet blev en mulighed - ikke mindst opnået ved at Sune Wagner og Sharin Foo spiller alle instrumenter selv på 3'eren, Lust Lust Lust ('07).

Pladen var dog underligt bred og åben, som et par bukser der vil skræve langt, men alligevel ikke tør have røven med og så langt ned i substansen at det risikeres at The Raveonettes kommer ud som et rent singer/songwriter projekt for Sune Wagner.

Den plade kom dog snart alligevel, og hvilken plade: Sune Rose Wagner ('08) er på dansk og et missing link mellem Hi-Fi Low Life ('99), sidste udspil med Psyched Up Janis, Wagners gamle band, og så The Raveonettes.

61

Med debutpladen går han nemlig bagom den amerikanske drøm og tager i stedet over fra mesterværket i 1999: en lille sag med demo- og torsoagtige sange af nærmest Neil Young'sk styrke i melodi og tekstligt univers - og i øvrigt en skammeligt overset perle indenfor dansk rock.

Med den her personlige og effektive afsked til dansk 90'er grunge "oversætter" han så The Raveonettes amerikanske univers (Wagner bor nu fast i New York) til dansk, og gør det smukt, forvandler sig pludselig til den savnede søn der vender hjem. Ikke som en anden Erasmus Montanus med ideal om at erobre hele verden, men "bare" med gode situationssange.

Den søn håbede mange så at kunne se optræde, bl.a. på Plænen i Tivoli, men valgte i stedet at aflyse dagen før og altså lade moderbandet gå i studiet hos Thomas Troelsen og indspille deres første effektive flop, In and Out of Control ('09).

The Raveonettes spillede første gang på Roskilde i '02 som afløser for The Dirtbombs, og her var vi så 10 der så dem, hvoraf de 9, alle dem der var kommet for at se The Dirtbombs, dog hurtigt fandt en bar. Den her soniske mur fik dog lige så hurtigt tiltrukket dem der flygtede fra Kent på Orange, og resten er historie som de siger.

Siden har de været her i 2003 og 2005 og nu altså igen i 2011. Live er stilen, som altid, en formidabel mur på garage, støj og shoegaze, og virker umiddelbart som noget der kan suge mere ind end en jetmotor gennem en mågeflok over Tommerup på Amager. Bliver dog hurtigt for meget, og så skulle man tro at de sidste tre pladers mere new wave orienterede materiale ville passe fint ind og kitte koncerten sammen til noget større.

Men nej: det seneste materiale er ganske enkelt for tyndt og for tomt for melodier til at det her kan bære. R.I.P. Rent fysisk er Australien stedet længst væk fra kalkule i egen baghave, og derfor er det passende at det er herfra at Roskilde i år har fundet et eksempel på uforfærdet og talentfuld tilgang til retromusik. Måske ikke specielt original, men det er nu heller ikke nogen større ambition for retro, men i hvert fald befriet for pladeselskabets værste kalkule. En musik rørt rundt på de simple ingredienser af talent og spilleglæde.

På en tidstavle skal Tame Impala (AUS) findes plus/minus et par år omkring 1970, midt i den psykedeliske glansperiode for rock, men med den store neopsykedeliske genrebevidsthed afslører den her projekt sig alligevel som retro, noget der kunne være udtænkt af Dave Friedmann, i slut-90’erne producer for skelsættende plader, ikke mindst Mercury Revs Deserter's Songs ('98) og The Flaming Lips' The Soft Bulletin ('99).

62

Friedmann har da også mixet Innerspeaker ('10), Tame Impalas helt igennem glimrende debut. Minus jazzede elementer er det tætteste vi kommer på en sammenligning nok svenske Dungen (på Roskilde i '05 og '09), men på trods af det klart neo-psykedeliske skal der dog kastes gustos til Tame Impalas helt store mission om at spille wall of sound på råwk, intet mindre.

Med så tyk en guitar på masser af fuzz, trommer der lyder som bliver de spillet på ørespidsen, groovede melodilinjer og en vokal med John Lennon’sk timet styring omkring melodierne gør at man ikke kan andet end at frydes over de her sømløst indbyggede taktslag i harmonierne.

Hvad Tame Impala dog mangler i forhold til f.eks. The Strokes og Arctic Monkeys er en Ugens Uundgåelige på P3, evnen til at lave et omkvæd der kan blive hængende. Til gengæld bliver bandets tunge vinterdyne af substans liggende over sin lytter længe efter sidste lyt har klinget ud. I sig selv en bedrift.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Rock/americana Justin Townes Earle (US) er sørgelig. Ikke bare har han den berømte far, Steve Earle, men han er saftesusemig også opkaldt efter endnu en legende indenfor americana, giganten Townes Vand Zandt. Videre frem i livet var han overladt til sin mor alene og begyndte at tage stoffer allerede som 12-årig, udviklede et seriøst misbrug, blev senere fyret som guitarist fra faderens band da stofferne gik grassat.

Siden droppede han stofferne, men så sent som i 2010 var den gal med vold og druk, men er altså nu at finde på Roskilde.

Og musikken? Over fire plader mellem 2007 til 2010 har han faktisk formået at spytte hæderlig americana ud, blandingen af folk, country og bluegrass, den hvide mands blues. På en scene kan mandens Johnny Cash bevægelser måske give et publikum eller to lidt kløe på det nedre af det bagerste af kroppen, men dækker dog ikke over at den her slags musik er en skidtsparkers wall of sound, en komplet lyd, et sandt løft fra et band.

Grundlæggende har Earle Junior slet ikke opfundet noget, og hans livshistorie er da, indrømmet, så fløjtende ligegyldig at den, klogt nok, ikke er blevet omtalt i Roskildes egen guide. At den bliver det her er fordi det faktisk er en vigtig detalje at han, lige fra genpuljen og frem, har haft alle odds imod sig. Og faktisk alligevel, modsat f.eks. Dylan Junior eller Lennon Junior x2, har formået at gøre en forskel. Imponerende nok.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Rock/indie Kurt Vile & The Violators (US) er for det første to åndssvage sprogspil i et: først den på Kurt Weill, siden i bandnavnet der spejler sig på sig selv/manden fra Philadelphia.

63

Ellers er den hele pakke folk rock med ikke så lidt lo-fi og roots rock blandet op med lidt indie og sluttende med en gennemgående slacker-attitude der grænser op til det neohippie-agtige.

Kombinationen er ofte sammenlignet med Tom Petty og Bruce Springsteen, er da heller ikke bleg for at levere et The Boss-cover fra scenen. Samme sted kan de minimalistiske og løse plader, hvoraf den fjerde og glimrende Smoke Ring for My Halo ('11) så klart er den bedst producerede, let gå fra sangerens ideer i soveværelsesstudiet og over i den rene storhedsvanvid hvor hele bandet tror de snart er Crazy Horse snart Sonic Youth.

I sine bedste stunder lyder bandet dog som The Brian Jonestown Massacre, og så er publikum faktisk i ret så gode hænder.

Men uanset hvad, uanset om vi får en inspireret refleksion af pladerne eller mere eller mindre uheldige forsøg på omarrangementer, er Vile & Co's optræden på Roskilde kun den tredje af i alt 5 koncerter i Danmark i år - hvilket bringer minder om både Beth Hart og Thomas Dybdahl der jo begge en gang nærmest syntes at have adresse på hvert spillested i hele Danmark.

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Rock/punk Sidste år var de på Pavilion Junior, med den nogenlunde debut New Brigade ('11) er de så på "rigtig" festival i år.

De blev af den her guide dømt ude sidste år, men er nu rykket en tak op pga. at debuten kommer i siveren på at den klassiske danske punkopsamling Pære punk ('78) endelig blev udgivet på cd kort efter festival sidste år.

For med friske ører på det gamle er det nemlig sådan at Iceage (DK) lyder: som et bidrag der glimrende kunne være at finde et sted på klassikeren.

Med andre ord old school-punk uden andet end energi, dog med lidt ansatser til melodi og post-punk. Ikke meget, og nu hvor vi elementbygger er det her også en død dinosaur: for hvordan skal man smide med brosten, når et hus i vore dage består af fire lige store sider og lige så stort et låg?

RF '11 - Hovedfestival - Mellem - Soul Kun døve har ikke hørt den duvende, dubstep'ede soul'er "The Wilhelm Scream" med James Blake (UK). Der er dog næppe mange der har undret sig over hvorfor en popsang opkaldes efter det mest berømte effektskrig i Hollywood, men her har vi så lige netop kernen: musikken taler for sig selv, og så er titler, så er omtaler som den her ligegyldige.

64

Var den her guide med lyd, var James Blake allerede solgt. Ikke at manden er noget geni, ikke at manden revolutionerer noget, men når en komponist bliver spændt foran sin egen musik ved man at det er værd at hoppe med på vognen.

Eneste anke er dog bare mandens brug af auto-tune som marinade omkring stemmen der følgende smides ned at simre sammen med alle de andre elektroniske ingredienser (beklager hvis omtalen pludselig blev skinger og lød som Roskildes egen).

"The Wilhem Scream" - ellers kun andensinglen efter en mere traditionelle soul’er "Limit to your Love" fra den selvbetitlede debut ('11) - er dog akupunkturnålen der rammer hukommelsen. Uden den her signatursang i solar plexus var manden glemt igen i morgen.

Det er altid rart når man er ude af boksen, og det ikke mindst på de så snævre små som f.eks. det der i U$A hedder "contemporary r&b", på dansk bare "crap".

Janelle Monáe (US) - der ikke bare er forlænget arm for den kalkulerede popkomponisters, men faktisk skriver selv - prøver at tage handsken op fra Lauryn Hill, lave gryde på noget spind tilbage til tydelig inspiration på ikke mindst Grace Jones, Funkadelic og OutKast, vende tilbage til nutiden som en slags soul'et Lady Gaga.

Signaturen på en scene er jakkesættet, og med det understreger hun en slags androgyn tilgang, den dybere side af Monáe, der udgiver konceptmusik på science fiction med musikalske ledetråde hentet fra musicals og soundtracks, fra Judy Garland over Metropolis til Goldfinger.

Med The ArchAndroid (Suites II and III) ('10) kom så den fuldlængde ud med de ideer hun havde arbejdet på siden 2007, her blandes så neo-soul med funk, lidt afro-punk og konceptuel art rock a la Ziggy Stardust i een skøn blanding.

På trods af pæn kommerciel succes og tydeligt talent er The ArchAndroid (Suites II and III) et mærkeligt sted: et sted for r&b? En pude man kan hvile sit ømme art rock-øre? En plade at clubbe til? En lytteplade? Det hele og ingenting.

Janelle Monáe er, uden mindste tvivl, et navn der er værd at holde øje med, og som givet vil vente på os i fremtiden. Lige der, ved starten af den røde tråd.

På papiret virker et navn som Dãm Funk with Master Blazter (US) som noget der egentlig burde stamme fra UK og være grime, men kommer faktisk fra Pasadena og laver funk med islæt af electronica og hip hop.

Dj og producer Dãm Funk har sanger Master Blazter i front, og skal som en slange man holder i halen absolut rettes ind og peges mod de julelys Roskildes kassemester får når han tænker på Prince sidste år. Samlet set er det her dog

65

langtfra Princes Minneapolis-sound, det velkendte grundspor på funk med rock og pop ovenpå.

Som pakke skal Dãm Funk & Master Blazter primært ses som et lille, luftigt og dog varmt bud på electronica-funk, slet ikke som det fysiske møde med funk der er James Browns eller Princes varemærke.

Med trommer, korpiger og en Master Blazter i front, komplet med bonghår, Stevie Wonder-brille og håndholdt keyboard skal det her nok nå ind til en vis essens af soul'et funk.

RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Verdensmusik 2005 var året vi første gang fik ørerne åbnet for congtronics, dvs. vestlig musik der møder den traditionelle, men nu elektrificerede, bazombo trance-stil fra Congo. Første dosis var dengang med Konono N°1, i 2007 skulle så Kasai Allstars optræde, men måtte melde afbud hvorefter Konono N°1 i stedet vendte tilbage. I 2009 kunne så Kasai Allstars alligevel komme, og i år?

I år præsenteres vi så for de to navne samlet, og det i dialog med vestlige musikere under fællesskabet Congotronics vs. Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars. Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums and Skeletons (INT).

To indiebands, amerikanske Deerhof (selv på Roskilde i '09) og svenske Wildbirds & Peacedrums (forbi i '08), den argentinske singer/songwriter Juana Molina (debut på Smatten) og endelig amerikanske instrumentalband Skeletons (ligeledes debut på Roskilde) skal altså i dialog med folk der i årtier har spillet for skillemønt i Kinshasa, haft en diktator over sig, en tæt jungle bag sig, en borgerkrig imellem sig.

En underlig kombination, når vi nu ved at "congotronics" bl.a. har fået sin store udbredelse via con amore remixes fra electronica-manden Matthew Herbert og John McEntire fra post-rock ursuppen Tortoise.

Skeletons (nu dog mest kendt som Skeletons Big Band) vs. Konono N°1 & Kasai Allstars (INT) ville være et navn der er til at forstå eftersom Skeletons ikke er blege for at spille en effektiv gang afrobeat med store islæt af freejazz, og fordi Kasai Allstars er ikke så lidt visuelle. Men med resten af navnene bliver det lidt vanskeligt at se hvor dialogen mellem loops og trance skal gå når den skal prøve at snakke med artrock og indadvendt sangforedrag.

Det her færdselsuheld virker derfor enten som at Roskilde har: 1) En oprigtig interesse i at se hvor langt congotronics kan udvikles, eller: 2) En kontraktklausul med både en grisk manager med interesser i Vestafrika og en hipster ditto fra enten Berlin, Bagsværd eller Brooklyn. Vælg selv.

66

Puertoricanske Calle 13 (PRI) er egentlig brødre, men svulmer op til 11 mand høj på en scene. Sproget er spansk, stilen er hip hop blandet med cumbia, latinsk dans, og smedet endeligt sammen af doser latinsk smørpop.

I det store billede er de helt og aldeles ligegyldige, men set som et navn på en solbeskinnet verdensmusikscene fungerer de skam ganske udemærket, har en så tilpas vuggende stil til at de går i kroppen, en så afbalanceret sang at de rammer ørerne. En kropslig oplevelse med andre ord.

Mario Galeano kalder sig også for Broder Cumbia, dvs. Frente Cumbiero (COL), kommer fra cumbiaens oprindelsesland, og praktiserer herfra egentlig sit navn i solo sammenhæng på plade, ikke mindst på den glimrende Frente Cumbiero Meets The Mad Professor ('10), der er ren og dub'et electronica på dansestilen cumbia, den lokale afrikanske (slave)dans sat til europæiske instrumenter.

De senere år har Roskilde effektivt importeret revl og krat af alt og alle i omegnen af det østlige Sydamerika der kan spille os lidt godt op fra cumbia. Strategien kulminerede sidste år, hvor cumbia var i centrum til at lukke festivalen ned - og hvorfor dog skifte noget ud der ikke er gået i stykker?

På en scene svulmer Mario Galeanos projekt op til et band af fire, og er man til cumbia er det nok bedst her, og ikke på plade, at manden skal fanges.

Ililta Band (ETH) er ført og fremmest den Chalachew Ashenafi der fra hovedstaden Addis Ababa der ved småjobs gennem mange år tjente til dagen af vejen og udgav sin musik på kassettebånd. I 2009 kom han så ud på cd, blev en trio med lokale instrumenter bestående af hvad vi ville kalde for lut, trommer og en enstrenget violin.

Ikke at musikken fejler noget, men ved mødet forstår man hvorfor Ashenafi brugte så mange år ved fire bryllupper og en begravelse: det her er nemlig en intim brugsmusik til underlægning, og ikke, som f.eks. klezmer, den sjældne og dansable begravelses- og brugsmusik.

Man føler sig lidt som en midaldrende forstadsfrue i et mellemklassearbejde f.eks. som bibliotekar - der drømmer sig hen til at blive et med en masai når man hører den her slags musik.l Med andre, og pænere, ord er det her en musik der bestemt egner sig til et smukt, gæstfrit og effektivt kulturfremstød fra den Etiopiske ambassade. Men slet ikke til en musikfestival med en profil som f.eks. Roskildes.

I sit Cairo-band Rango (EGY) synger og spiller Hassan Bergamon på et 190 år gammelt eksemplar af en sudanesisk xlofon af træ kaldet for en rango. Sigtet er rituel renselse på en voodoo-trance der genereres af den repetitive sang med

67

kor, trommer, lokale tonboralyrer og, ikke mindst, dansere der vifter med maracas lavet af gamle konservesdåser til at piske en stemning i vejret.

Voodokulten, kaldet for "zār", går tilbage til hedensk animisme, længe før både kristendom og islam, og, når den ritualiseres af f.eks. Rango, er det ment som et eksorcistisk ritual for at uddrive onde ånder. Zār er dog, i essens, bare en tro på at åndeverdenen findes, og har som sådan ikke mindst fungeret som et alternativ for kvinder i det islamiske Sudan. For dem der tør at stå ved praksis, forstås.

Zār er en urgammel og universel shamanistisk stammepraksis der altså nu skal sættes i scene på en festival.

68

RF '10 - Hovedfestival - Mellem - Stilliste Electronica/ambient dub - Roll the Dice (S) Electronica/techno - Jatoma (DK) Electronica/dj/dubstep - The Gaslamp Killer (US) Electronica/dubstep/ambient - Desolate (DE) Electronica/dj/tech-house - DJ Koze (DE) Hip hop/grime - M.I.A. (UK) Indie - Kloster (DK) ; Tu Fawning (US) Indie/dance - WhoMadeWho (DK) Indie/folk - Alcoholic Faith Mission (DK) Indie/rock - Battles (US) Indie/rock/dance - Foals (UK) Indie/rock/retro - Artic Monkeys (UK) ; The Strokes (US) ; The Walkmen (US) Metal/avantgarde - Next Life (N) Metal/black - 1349 (N) Metal/doom - Electric Wizard (UK) Metal/melodisk død - Soilwork (S) Metal/metalcore - Parkway Drive (AUS) Pop - Karina Buhr (BRA) ; De eneste to (DK) Pop/electro - Matthew Dear - Live Band (US) ; Nicolas Jaar (US) Pop/folk - Dark Dark Dark (US) Pop/singer-songwriter - Òlöf Arnalds (ISL) Rock/americana - Justin Townes Earle (US) Rock/indie - Kurt Vile & The Violators (US) Rock/indie/electronica - Veto (DK) Rock/punk - Iceage (DK) Rock/retro - Kings of Leon (US) Rock/retro/garage - The Raveonettes (DK) Rock/retro/psykedelika - Tame Impala (AUS) Soul/art rock - Janelle Monáe (US) Soul/electronica - James Blake (UK) Soul/funk - Dãm Funk with Master Blazter (US) Verdensmusik - Congotronics vs. Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars. Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums and Skeletons (INT) Verdensmusik/cumbia/electronica - Frente Cumbiero (COL) Verdensmusik/folkemusik - Ililta Band (ETH) Verdensmusik/hip hop/latin - Calle 13 (PRI) Verdensmusik/zār - Rango (EGY)

69

RF '11 - Hovedfestival - Lavt RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Blues For det første lyder Daniel Norgren (S) som noget der kan kaldes en ansøgning om at komme ud på det toneangivende selskab Fat Possum Records. For det andet har svenskeren en sølle intonation for blues, lyder ringe som Tom Waits, lidt bedre som Jack White, slet ikke som sig selv.

Og sig selv? Det er man når man er fri af en formular, bruger et udtryk til at nå frem, ikke til bare at træde vande; som udtryk står Daniel Norgren nemlig så stille at hatten foran ham selv som gadesanger når at mugne væk inden han får jammet sig frem til sin første originale ide. Som vel at mærke ikke er den at sende (endnu?) en demo til Fat Possum.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Electronica Portished (UK) var på Roskilde i 1998, forsanger Beth Gibbons solo i 2003. Det fysiske udgangspunkt er, som for Massive Attack, Bristol, lyden er den filmiske trip hop på downtempo og film noir, på strygere og hip hoppede beats, iblandet lidt musealt fra blues, lidt blåt fra jazz m.m.

Dummy ('94) og Portishead ('97) er umiskendelige 90'er klassikere. Third ('08) er, som også Beth Gibbons & Rustin Mans Out of Season ('02), udbrudsforsøg fra formlen i kraft af en lidt mere partiel og sangbogsorienteret tilgang, fremfor den mere gennemgående og konceptuelle til genren trip hop på Portisheads to første plader.

Geoff Barrow er manden bag lyden, ikke mindst den af gammel vinyl, helt bevist fræset ned som slid af gentagne afspilninger af acetatpresninger med nye loops og samples; således lidt knitren og dertil Beth Gibbons stemme, og vi er straks tilbage i halvfemserne... ...og pludselig! Knipser hypnotisøren og vi er igen tilbage i stolen i det første år af etterne. Og hvad husker vi så? Vi husker alle sammen Beth Gibbons' sceneskræk, vi forveksler den nemlig med charme, og dem der var unge i 90'erne har nu, som resten af verden, glemt alt om genren "trip hop" og en gruppe der kalder sig det samme som en fiskerby lidt vest for Bristol.

Når Roskildes egen omtale kalder Portishead for "et af de absolut mest toneangivende orkestre på denne side af The Beatles", er det man spørger: toneangivende for hvad (andet end en metroseksuel baristas medfløjtende baggrundsmuzak på en lattecafé)?

Sandheden er jo den at trip hop a la Portishead, Massive Attack og Tricky stort set med det samme gik fra det mørke og indelukkede skema og over til det mere åbne og lyse post-trip hop hos f.eks. Sneaker Pimps og Morcheeba. De facto var genren hermed hentet hjem til pop, var dermed stendød, har været det siden.

70

Så det kan da sagtens være at der er en vis forventning til Portisheads kommende fjerde album en gang her i år - den forventning vil dog stort set kun være at finde hos en hel generation der snart forlader de fødedygtiges rækker.

At se frem til Portishead - det være sig på imiteret vinyl såvel som på Roskilde er med andre ord skruk for midaldrende med sæsonkort til Musikmuseet. Hårdt sagt, men sådan er livet.

Jace Clayton aka. DJ /Rupture (US) er som dj virksom med hele tre pladespillere på scenen, laver her ambience og soundscapes med masser af breakbeats, auto-tunet sang og vandige samples på luftpuder.

Tekniske set dygtigt gjort og med sine kropslige momenter, men som hverken ren lytte- eller dansemusik forbliver det her en målløs og selvreferentiel størrelse med holdbarhed som en korttidshukommelse. Og voila! Glemt igen.

Gold Panda (UK) tager den lette og luftige minimalisme - den vi kender så godt her i Norden - med over til både IDM og indietronica, og gør det egentlig godt, men også helt og aldeles i minimalismens (onde) ånd: fanget af teknik og skabelon.

"Quitters Raga", mandens mest hypede sang, er røvsyg, hans debut Lucky Shiner ('10) har da sine momenter, men det mest som ansøgning til den fulde koncertkalender Mr. Derwin Panda har skabt sig for i år. Hvor Roskilde, meget symptomatisk, står skrevet som "Roskile".

Et navn der ligner nok til at rumme lidt adjektiver, dog først og fremmest det der hedder "fyldnavn".

Dj og producer Munchi (NL), med de dominikanske rødder, skal - efter Roskildes omtale/prisuddeling - være et af de fremmeste eksponenter for baile funk/Miami bass-electronica på stilen "moombahton", en kombination af reggaton (spansk dancehall på mix af latin og hip hop) og house på lave BPM. Og så har vi jo dubstep! Hvor svært kan det være? Hvorfor hele tiden det her overlæs af nye og åndssvage genrenavne?

Hollandske Munchi spiller lidt dominikansk inspireret dubstep, ok? Og færdig arbejde. Gør han det godt? Kan altid komme an på en prøve. Hvis man da ellers når frem gennem genrestormen.

Svarte Greiner (N) betyder sorte droner, og derfor ingen præmier for at gætte at enmandsprojektet Erik Skodvin laver dark ambient på en bund af moderne kompositionsmusik, kunne være en deprimeret halvbror til La Monte Young.

71

På en scene kører en laptop af sted med dronerne mens den gode Erik selv trakterer enkelttoner ud af håndholdte instrumenter, gør sit for at være eneste menneskelige element i en klaustrofobisk og mørk samtale.

Som sammenligningsgrundlag på stil er Skodvin mere interesseret i teksturer end monolitiske stemninger, kommer derfor tættere på Volcano the Bear end Earth eller Sunn O))).

Desværre har han glemt at købe udrejsebillet til en fast adresse, kommer derfor frem på plade med et sært monokromt udtryk, forbliver en kunstner mere fascineret af plekter og bue end af guitar og violin.

MTV blev et kulturelt fyrtårn fordi visualiseringer af musik lægger et helt nyt perspektiv på musikken, og fordi gode videoer viste sig at kunne forandre en musik og en kunstner helt og aldeles.

Såedes f.eks. "Come to Dady" med Aphex Twin: en så uhyggelig omgang at IDM og drill'n'bass ikke har været helt det samme siden.

Manden bag den her geniale video er, selvfølgelig, Chris Cunningham (UK), der siden 2005 har flyttet sit udtryk ind på den store scene, og med tre storskærme, laser og hurlumhej virket under projektnavnet "Chris Cunningham Live".

72

Og ingen tvivl om at de virtuelle sanser nok skal blive bombarderet, men da manden ikke selv er musiker, lover Roskilde os at neo-new wave'eren og musikeren LoneLady og drill'n'bass'eren Squarepusher, et elektronisk geni, men dog også en slags "ufarlig" udgave af Aphex Twin, står for det soniske.

Men hov! Et navn blandt de næststørste navne - der ikke er musiker?! Uhørt, ganske enkelt uhørt. For hvad bliver det næste? Bamses Venner feat. Anton Corbijn (NL)?

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Hip hop Citat start: "Sidste gang Timbuktu & Damn! (S) var på Roskilde var som del af Nordic By Nature på Odeon i ’05. Selv dengang var Timbuktus bøvede, og stærkt politisk farvede, old-school skånerap – her er så meget halm i træskoene at mandens amerikanske ophav forlængst er gone fishin’ – ikke fem flade svedarmbånd, brugte, værd.

Til gengæld er bandet i ryggen, Damn!, en oplevelse i f.eks. funk, latinguitar, electro, reggae og vestafrikanske toner – og det så dem man skal komme for at se, får dermed festen med, og så ellers notere sig de har en rapper i forgrunden, ikke meget mere".

Citat slut.

Ovenstående er ordret citeret fra den her guides udgave anno 2007, og intet overhovedet har ændret sig. Og dog! Det være sig at finanskrisen samme efterår gjorde et hårdere indhug på svensken, hinsidan, end på os, dermed også tog det op af lommerne som Roskilde havde regnet med at omsætte til overskud/almennyttige formål. Året efter toppede lefleriet, troede man, med tilskud til transport for svensken og islændingene, men nej, slet ikke: det ultimative knæfald for en totalt malplaceret og fremmed musik kom i stedet i 2009 hvor Petter fik lov til at åbne festivalen fra Orange.

Som sagt: Timbuktu er, når han er bedst, pinlig og elendig, men går, af en eller anden grund, rent ind hos alle dem der er fedet op på Jansons fristelser. Og så også Roskildes kassemester, forstås.

Big Boi (US) og André 3000 er/var OutKast, der med sin unikke blanding af pop og hip hop erobrede flere ører end selv Per Højholt nogensinde ville kunne forestille sig, og selvom dobbetlalbummet Speakerboxxx/The Love Below ('03) ikke var det sidste suk fra bandet, var det dog en vigtig plade der viser hvad der sker når et ellers frugtbart samarbejde begynder at dele sig på vejen.

73

Pladen var egentlig to, og af dem bærer André 3000's The Love Below ikke mindst genistregen "Hey Ya", er en helt ny tilgang til hip hop - mod mindre rap og mere pop - og en succesformel vi i Danmark siden har fået serveret af bl.a.

Outlandish og L.O.C. Og Big Boi? Og Speakerboxxx? Glem det! Big Boi er nemlig en typisk gammelskole producer der virker som en dinosaur i et hjemmestudie overfor outroverte kolleger som ikke mindst Dr. Dre og Timbaland, der begge lever og ånder gennem deres musik.

Efter den "skjulte" solodebut med Speakerboxxx kom sidste år den "rigtige" debut i form af Sir Lucious Left Foot: The Son of Chico Dusty ('10), og? Ja, det er lige præcis det spørgsmål som begge plader handler om: at være en velproduceret og -turneret plade er fint, men inderligt ligegyldigt hvis man ikke har noget levet liv at fortælle om. Et studies støvede knapper og en fascination for et udtryk og en stil er ganske enkelt ikke nok. Begge plader er af den slags der mest handler om tålmodighed og rastløshed. Og det mod det punkt hvor lytningen, den første og eneste, snart holder op og ingenting afløses af hverdag, opvask og fest.

Så hvad laver Big Boi dog på festival? En mand 101 % glemt og begravet her i Europa? En mand man synes virker lidt tykkere og mere mut end ham der normalt synger for OutKast på MTV? Tja, når en Graham Coxon går solo fra sit hovedprojekt er det for at lave noget nødvendigt og vigtigt - og sådan skal det være - men når en Big Boi går solo er det en opvisning i at han nok/muligvis er katalysator i sit hovedband, men som soloartist er inderligt ligegyldig.

Mange ord for at sige at Roskilde her laver plat på den gamle finte med at associere og sælge på associationen.

Atmosphere (US) er hip hop med progressivitet hentet fra indie, jazz, soul, rock, reggae og pop. Angiveligt skulle Minneapolis-bandet være blandt dem der sælger bedst blandt navne med uafhængig pladekontrakt.

Grundstammen er rapper Slug og producer/dj Ant, svulmer dog op til noget der ligner et band på en scene. Og - ganske rigtigt set af Roskildes egen omtale - er det Slugs fint timede aflevering af ordene - det være sig såvel som rap som sang - mellem musikkens mening der er bandets styrke.

Desværre er det selv kort inde i lytningen af bandets svulmende bagkatalog klart at Atmosphere aldrig vil stå som fornyerne af bysbarnets Princes Minneapolissound. I stedet er valget nyligt faldet på en Eminem-strategi med at angribe MTV-segmentet med lidt ekstra finurlighed. Om det lykkes er dog tvivlsomt. For nu at holde sig til at sige noget pænt.

Mc’en og producenten Black Milk (US) kommer som Eminem fra Detroit, og, sjovt nok, lyder han faktisk også lidt som en sort Eminem. Er det dårligt? Eller

74

godt? Eller bare et vink med en vognstang om hvordan pladeselskaber lancerer nye navne?

Skal der sparkes lidt tættere på bollerne lyder mandens flow mest som Jay-Z og hans produktioner er, som sagt, typisk mørk midvest/Detroit hip hop a la lige netop Eminem, sidste års Roskilde-gæst Tech N9ne, eller, til en vis grad også årets aktuelle Atmosphere.

Og fremdrift? Får man lyst til at følge efter sine egne ører når man hører Black Milk. Det korte svar er "nej".

Ligesom den her guide fra starten her moret sig med at skrive USA som U$A viser det sig at nogen har lyttet, bl.a. Shante Scott Franklin fra New Orleans. Det her totale talent for talentløshed kalder sig nemlig for Curren$y (US), prøver at lave sexet ($exey?) downtempo hip hop, ender nu mest med at lyde som en stenet rapper foran en karaoke med slasket r&b.

Det her gennemgående samplede kristal og bling-bling bagtæppe foran den her jammerligt ensidige mc'er bringer opgylpende mindelser om den tunge rotation på The Voice en fredag eller lørdag aften. Roskilde, for helvede...

Når Roskilde skal melde ud med budskaber har de det med, stort set altid, at forvirre, f.eks. med Shutka Roma Rap (MKD): først får vi at vide at de kommer "fra Skopje-bydelen Shutka – stedet i Europa med den største koncentration af romaer", siden at med bandet "har det politisk udskældte folkefærd fået en stærk og kompromisløs musikalsk stemme, der tør hælde benzin på det politiske bål og tale for en generation af unge romaer, der én gang for alle vil gøre op med racismen".

Racisme? Hvor? I Skopje? Blandt flaskesamlere på Roskilde? Dem der, midt om natten og under et telt til ellers hyggelig koncert, slæber, skubber og presser deres våde affaldssække hen over dit underben? Hele tiden prøver at platte dig for pant? Plyndrer dit telt om søndagen? Er det racisme at have noget imod det?

Man skal vist have ikke så lidt fantasi for at tro at Shutka Roma Rap sidder på Balkan og laver musik til SFB (Sigøjner Flaskesamlernes Befrielsesfront), men lad det nu ligge, og lad os i stedet vurdere det musikalske, dur det? Kan det bruges til noget?

Med to hip hoppere i front for et traditionelt Balkan-band, med masser af blæs, guitar og træagtige trommer, får man næsten lyst til at presse Roskildes egen omtale op i en krog og spørge: hvad er målgruppen? De autonome? Hip hopperne? Verdensmusikfolket?

Svaret på det her aparte møde mellem tradition og fransk inspireret hip hop, kommer dog næppe fra den kant, skal i stedet komme her: man skal til Shutka,

75

Skopje, Makedonien, for at finde målgruppen, ikke her. Et rent bullseye af et fejlskud fra Roskilde. I mere end een forstand.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Indie Nogen gange er det mere anstrengende end hård mave at noget skal have opmærksomhed fordi det ligner noget andet eller bare kommer fra det rette sted.

Chuckamuck (DE) er fra Berlin og spiller en gang efterskole-jam på Becks slackerhymne "Looser". Igen og igen, i loops og uden den mindste forståelse for rytmisk eller melodisk artikulation.

Der er dog intet der tyder på at det her unge kollektiv kommer fra noget kunstnermiljø, og derfor er der jo ingen farer for at man bliver belært om noget andet når man nu siger sandheden: at det her skrammel er helt og aldeles talentløst.

Sjovt er det dog at de selv kalder deres stil for "Kindercountry" på deres MySpace. Gar nicht schlecht, gar nicht schlecht. Som vi siger her i EU. I Was a King (N) er amerikansk 90'er indie rock/shoegaze med 60'er popsang i front. Den evige genkomst af vinderformularen "Dinosaur Jr. møder Beach Boys", s'mæn.

På to albums, den selvbetitlede debut ('09) og på Old Friends ('11) lykkes det først at ramme ned i den virak der var i mediernes dækning af landsmændene og skam nu også medlemmer af I Was a King - Serena-Maneesh's åbne voldtægt af My Bloody Valentine. Nu, to år senere, kan selv de døve se at projektet et en rodet og usammenhængende gang (anakronistisk) tidsspilde på plade. Og, desværre, også på en scene.

I Was a King er hvid støj på en sort-hvid verden af fuglefløjt, allerhøjest en mislykket intro til "seriøs" indie.

Basalt set er Dan Bejar singer/songwriter, men virker også i bandsammenhæng, mest som frontmand i indierockerne New Pornographers og som medlem af indie-supergruppen Swan Lake. Når han selv skal i centrum er det med Destroyer (CAN), der siden 1995 har spillet Bejars produktion ud af indie- og kammerpop.

Bejars stemmearbejde er ganske tydeligt inspireret af Bowie, musikalsk er indie rockerne Guided by Voices og Pavement de navne der straks falder ind som inspiration, og lidt som Frank Black/Black Francis er Bejars tekster hyldet af et næsegrust faldende følge for deres obskure og dobbelttydige referencer.

Men lige netop fordi Destroyer er en personlig legeplads er det her skam også stedet hvor der prøves af musikalsk; dog sjældent i en grad der får klokker til at

76

ringe hos andre end dem der i forvejen er forelsket i indie som begreb. Med andre ord vil Bejar på Roskilde spille en lille vesper for de frelste, lade alle os andre stå undrende i det hele.

Jackdaw with Crowbar (UK) blev grundlagt i 1986 og trak stikket ud ca. 5 år senere, inden de, af Gud må vide hvilken grund, blev gendannet igen i 2007.

Foran blues, elctropunk, disko og en funkrockers smadring af jazz-modalitet lyder forsanger Tim Ellis som en spaltet personlighed der snart tror han er forsanger for Ministry, snart for Talking Heads - mens bandet vist selv tror/bilder sig ind de er Captain Beefheart's Magic Band.

Et navn uden anden retning end mod skraldespanden (med top på, og kort før den skal tømmes).

Screaming Females (US) er et metervare indie rockband fra New Jersey der kun lige har bestået på deres paratviden om Pixies og Sonic Youth, ellers dækker deres manglende talent ind under røgslør af punk og garage.

Sonic Youth startede faktisk som talentløst art rock-band, men fandt sig stille og roligt en unik og vigtig stemme - og det en stemme det er helt i orden for andre at tage op. Hvis man altså har noget at sige.

På den altid faretruende pegefinger "Forestil dig" fortæller Roskilde os at Sufer Blood (S) er mødet mellem tidlig Weezer og Beach Boys. Tja, debuten Astro Coast ('10) er ganske rigtigt et vulgært sexlegetøj langt oppe i Weezer, men der skal nu lidt ekstra vilje til at finde Beach Boys. Nuvel måske lidt på solskin, men slet ikke på nogen som helst inspireret brug af vokalharmonier.

Surfer Blood er den slags kopier, i det her tilfælde af Weezer, man på engelsk kalder for "counterfeit". Et fremragende ord, og måske et godt bud på et nyt navn til den her parodi (på et tomt surferbræt med lidt hajbidmærker på midten).

Målløsheden er navnet på målgruppen for Valby Vokalgruppe (DK). Alt hvad der kan siges siger de nemlig selv, er, med Roskildes egen etiket, "en kvindelig a capella-indie-supergruppe bestående af medlemmer fra bl.a. Kirsten Ketsjer, Gud Er Kvinde og Chimes & Bells", og det tror man da gerne. Og dertil ved man nu også hvor, og hvordan, man ender når man er blevet mobbet til hver eneste musiktime i gymnasiet.

Valby Vokalgruppe er næppe så fortænkt at det her bare er ligegyldigt. Der må være en plan bag de her kollektive opvarmningsøvelser for stemmebånd. Men det svar må vente: vi skal lige afvente at pigerne får slåsset sig færdige om hvem der skal være luciabrud. Eller var det her forsøg på en meningsdefinition mon fortænkt?

77

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Jazz At jazz og electronica er et territorium der fascinerer begge lejre er jo velkendt og også noget der ikke er helt ukendt her på de her breddegrader, bare se på hvor mange navne det norske selskab Rune Grammofon har sendt os de seneste år.

Historisk går grænsebrydningen tilbage til 50'erne hvor de begyndende spirer til free jazz blev sået for at bryde de faste regler og konventioner indenfor f.eks. modaljazzens skema. Med først synthesizers, bare tænk Sun Ra, siden computere blev det hvide kort bare større og større, gav endnu mere frirum til at blive udforsket.

En anden gigant der sent i karrieren eksperimenterede med free jazz er John Coltrane og for ham har bl.a. den dansk-amerikanske saxofonist John Tchicai virket som sessionmusiker. Derfor er det da også passende at den danske kvartet Elektro, tilsammen og under krigsnavnet Elektro feat. John Tchicai (DK) udforsker det her terrain vague og grænseland.

Lyden er stærkt jammet, nogen vil sige kaotisk, men for den nysgerrige sjæl kan det nu være interresant nok, men også som noget der havde bedst af at blive præsenteret på Copenhagen Jazzfestival, og voila: efter at konstellationen har spillet/jammet/leget/udforsket på Roskilde om lørdagen, gentager de seancen i København til Jazzfestival om mandagen.

Fint nok at Roskilde vil prøve electronica af på andre genrer, men hvorfor så ikke f.eks. dansktop? Og mens forslaget overvejes, kan Roskilde passende gætte hvor vi har størst chance for at finde et kernepublikum til free jazz: København?

Eller Roskilde?

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Metal Som brand og set fra mediernes side er der ingen større forskel på Kid Rock og Rob Zombie (US). Musikalsk er den ene talentløs rapper, den anden en lige så talentløs metalsanger.

Fra 1985-1998 virkede Rob Zombie i bandet White Zombie, opkaldt efter Edward Halperins gotiske mesterværk White Zombie ('32) med Bela Lugosi i en stor birolle.

Siden gik Rob Zombie solo i eget navn (fra 1996 hedder manden faktisk helt legalt Rob Zombie), og, uvist af hvilken grund, har den her bagatel solgt millioner af albums i U$A inden han i 2003 valgte at supplere sultelønnen med en tjans som instruktør på splatterfilm.

Manden kan ikke synge, kan ikke skrive en sang, og for at kompensere for alt det (s)platter han fiduser til et horrorshow på scenen hos Alice Cooper. Og, uvist af hvilken anden grund, har han så også udøvet sin voodoo backstage ved at have fået Roskildes bookere til at skrive under på checken.

78

Først var det Kiss der ikke ville lægge masken siden finske Lordi, hvor vi var nogen der brugte ikke så lidt tid på at lede efter billeder - gerne hvor lidt mere end bare kostume og makeup er væk - af hende den lækre pianist, hende der egentlig lignede The Creature From the Black Lagoon, men som faktisk havde krop og udstråling gennem det hele til at vække en vis glæde og/eller fantasi.

Ghost (S) gør nu det samme: i ly af kostumer og tyk teatermakeup spiller de en tynd omgang attitudemetal af den slags der var metervare i Vesttyskland i 80'erne. Og attitude? Den går her på alle de sorte, tunge og satanistiske klicheer indenfor heavy metal, kunne faktisk sagtens være sjovt, måske ikke på en Spinal Tap-agtig måde, men måske bare ved at prøve at holde miner til slet spil.

Dio, med Holy Diver ('83) og Iron Maiden, med The Number of the Beast ('82) har jo allerede effektivt strejfet de her klicheer, tømt dem for symbolik, og via talent lirket det hele ind af bagdøren igen og gjort symbolikken til stor kunst - og så ellers kommet videre. Og til hvad? I hvert fald ikke frem til den her pointeløse joke der er Ghost.

I Ghost kan de ikke synge, de kan kun spille på den her begrænsede 80'er NWoBHM-agtige måde. Et lyt uden maske er ganske enkelt anakronistisk. På den helt igennem ufede måde.

Når metalcore, mødet mellem ekstremmetal og hardcore punk, mødes omkring snothvalpet emo bliver det til screamo. Punktum.

Underøath (US) blev grundlagt i 1997 og, højest usædvanligt, har udskiftninger gjort at ingen af bandgrundlæggerne er tilbage i bandet i dag. "Alligevel leverer denne nye inkarnation en omgang flammeindhyllet metal om kaos, stofproblemer og Vorherre", skriver Roskildes egen omtale så, lettere kryptisk, og - "Vorherre"?!

Jøsses, ja, og fem Ave Marias (og en spuling bræk fra Linda Blair): for Underøath er faktisk et kristent metalcore-band (!) med elementer af hardcore og emo (!!). Havde man ret til at korse sig, gjorde man det. Jøsses på lokum.

Dog måske ikke helt så latterlig en retning at vælge som Wolves in the Throne Room der var forbi på Roskilde i 2009 med kristen black metal (!!!), men så alligevel: bandets melodiske vokalarbejde bringer så mange associationer om en katolsk præst med rockambitioner at den hele lytning, den være sig nok så nysgerrig, kollapser totalt, bare er for meget af det gode. Eller onde?

Og nu endelig ikke fordi kristen metal fejler noget - bare tænk på de mere end fremragende Stryper - men på trods af eventuel teknisk kompetence har værdigrundlaget i kristendom og ekstremmetal grundlæggende bare intet tilfælles; har aldrig haft det, vil aldrig få det, og amen.

79

Bring Me the Horizon (UK) er et kontroversielt band. Efter en optræden i 2007 blev forsanger Oliver Sykes nemlig anklaget for at have pisset på en kvindelig fan efter et show i Nottingham. Punktum.

Ud over at lyde som har de lært alt af glimrende Killswitch Engage, selv på Roskilde sidste år, og ud over at de faktisk har lidt interesse i at finde en melodi, i at ryste lidt med posen med virkemidler, er der egentlig ikke meget mere at sige om det her larmende kedsomhedsprojekt. Punktum.

Graveyard (S) siger det selv: "Black Sabbath meets Rolling Stones meets Led Zeppelin meets Janis Joplin", og det på en vokal, Joakim Nilssons, der udelukkende fungerer når han er Robert Plant, slet ikke kan bære at sidde i kæften på en mere melodiøs Mick Jagger.

Bandet er rejst på asken af doom/stoner bandet Norsskens opløsning i 2000, og fungerer da også bedst når de nærmer sig det stoner-agtige, dog aldrig langt nok ud på talenterne til at de rammer en nerve. Under leveringen af ballader og strukturer af psykedelisk musik på Led Zeppelin'sk blues kommer de helt til kort.

Showet giver dog sig selv på forhånd: forsanger fra Göteborg spiller med band i Danmark. Forsanger ser et svensk flag og begynder at adresse "os" på svensk.

Ergo: en lukket fest med en dj der har en ret så dårlig smag i 70'er hard rock.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Pop Nanna Øland Fabricius var først balletdanser, siden blev hun til projekt Oh Land (DK), der nu med Oh Land ('11) i anden omgang fylder æteren op med fimset electropop, efter først at have prøvet vores ører af med fortænkt electropopsoulsimren med Fauna ('08).

Af en eller anden grund elsker anmelderne den her afskrift af Goldfrapp, den her lykkejæger der bruger mere tid på gangene hos Epic Records i U$A end hun bruger på at læsse levet betydning ned i sange.

Når hun står overfor journalister og er klædt ud som Lady Gaga, understreges det derfor endnu mere at hun bare er kunst for kunstens skyld, dvs. hun bare er en palet foran livet, allerhøjest en skyggetube der er trykket lidt fri for farve.

Men pladesalget i hverken U$A - hvor hun gik ind som en skuffende 184’ende plads - eller herhjemme lyver ikke, fortæller i stedet at ingen gider "kunstneriske" heste i vadestedet, at en fysisk skade mod en nu umulig drøm om en balletkarriere ikke automatisk giver løsen til at have noget at sige som sanger.

Og noget at sige? Det har Nanna Øland Fabricius tydeligvis ikke. Undtagen den søde musik til anmelderne, forstås.

80

Yelle (FRA) er, som Lady Gaga (der var hun igen), et solokvindeband med backing der spiller electropop iført latterlige kostumer.

I essens er stilen 80'er pop med backing fra trommer og synthesizer - præcis samme formular som f.eks. set i sin rene form med Little Boots på Cosmopol i 2009.

Yelle er så et af de typiske MySpace bands, der med "Je Veux Te Voir" uforståeligt nok egentlig; nummeret lyder nemlig mest som en eksistentialistisk midtvejskrise i en teens panikalder - fik sig et hul igennem i 2005. Og det nok til at hun i foråret kom rundt med Kate Perry på hendes California Dreams Tour.

Som i øvrigt også talte opvarmning fra beslægtede Robyn og årets ligeledes aktuelle Oh Land og Janelle Monáe.

Lady Gaga kan sælge plader (og aviser) på den her omgang post-electroclash, Robyn og Goldfrapp beviser at der også er stor kunst gemt i genren. Yelle beviser at man, uden mindste talent men med de rette forbindelser, kan komme rundt med først Kate Perry, siden platte sig gratis ind på festival.

Daniel Adams-Ray (S) lyder som en forsmået sanger i et boyband der nu er gået solo og tror han (stadig) er hele bandet.

Selv er han dog gået solo fra hip hop-duoen Snook, og modsat vores egen Jooks (hov! Den linje rimede), der jo gik fra Rent mel i posen til nogenlunde habil rappop-sanger, er Daniel Adams-Ray gået fra de pubertære eskapader og over til 81

mere soul inspireret pop - dog ikke helt derud hvor vi finder landsmanden Moneybrother, slet ikke.

Af en eller anden grund kan de åbenbart godt li' den her storladne MGP-lyd derovre hvor man ikke kan se om de har fået skrammer når man tæsker dem gule og blå, og af en eller anden grund skal vi nu selv belemres med det her radiovenlige udslæt der slet ikke hører hjemme på konceptet ved nogen som helst festival i Danmark.

Det skulle da lige være en broderlig komsammen om korv, glas og kom-godthjem-du-svenske fællessang ude på Peberholmen.

Bundlinje: Daniel Adams-Ray er et typisk fyldnavn til at tilfredsstille det svenske publikum. Det her handler om kroner og ører, så her er det bare for billigt at henvise til svenskernes lange og glorværdige tradition for at forgylde skabelonpop så det ligner noget.

Når Roskildes omtale starter ud med et "Forestil dig" ved man at den er gal, og det er den så med Julianna Barwick (US).

Vi skal have at vide at hun lyder spirituel på en ikke-religiøs måde og at hun, kun lejlighedsvis akkompagneret af småt slået guitar og klaver, udfylder et helt orkester med sin sangpark.

Og fint nok! Men hvordan lyder det så? Hvordan virker det? Enkelt: Som hvis Enya og Jónsi (Sigur Rós) sang duet til eget bryllup. Og det vel at mærke et arrangeret af slagsen. Mellem en fe og en ork. Indfanget af en gal cirkusdirektør.

Med pukkelryg og en komplet samling af alle sæsoner med Simpsons.

Den små Frk. Barwick er med andre ord taget ud af den sammenhæng der hedder "virkelighed", bor egentlig i Brooklyn, men minder mest om en der gerne ville leve organisk, undskyld: ”organic” i en af Tangerine Dreams synthesizers i 70'erne.

Svensk-japanske Yukimi Nagano var med band med på Gorillaz' mesterværk Plastic Beach ('10), og var som sådan selvskrevet til at være med som gæstesolist på Damon Albarns efterfølgende "Gorillaz: Escape to Plastic Beach Tour", bl.a. med stop i Roskilde 2010 - når nu hverken Snoop Dogg eller De La Soul havde tid, forstås.

Stemmen fejler ikke noget, men det gør til gengæld egne ideer i Little Dragon (S), der over to ganske forglemmelige plader gør sig på anakronistisk og primitiv synthpop under en mestendels neo-soul'et aflevering fra Nagano.

Resten af Naganos band - og det er det: "Little Dragon" var nemlig det øgenavn hun fik i studiet pga. hendes "kunstneriske" temperament - er gamle venner fra

82

gymnasiet, og fint at være venner. Og venskabet er da sikkert ikke blevet mindre tæt af at Nagano/Albarn nu har skaffet en hel vennekreds til Roskilde. Der altså, endnu en gang, har bidt på en megaloman sessionmusikers pivfalske sang om vuggedød.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Reggae Tarrus Riley & The Black Soil Band (JAM) har en hovedperson der nok er af jamaicansk oprindelse - faderen er den anerkendte Jimmy Riley - men ellers er født i NY og vokset op i Florida. Ikke noget ondt i det, men det bovskud amerikansk soul og r&b manden skyder ind over sin, i essens, flade rootsregggae gør bare ikke genren nogen ære.

Roots er, naturligvis, identitetssøgende mod rødderne, et oprør mod undertrykkende autoriteter. Intet af det finder man effektiviseret i Tarrus' output.

At kalde det her for interessant musik ville være som at kalde jazzstandarter for mesterværker.

Det her er allerhøjest et studie en missing link mellem roots og dancehall. En musik uden mission er som en missionær i verden der er frelst. Ensomt, ensomt.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Rock Tiden er et mærkeligt begreb, f.eks. er det helt uforståeligt at Kaizers Orchestra (N) ikke har været forbi Roskilde siden 2006, og hvorfor nu det? Fordi der næppe er en baghave i Danmark der ikke har lagt scene til deres ompa-rock, fået stauderne tampet og rystet til nordmændenes Balkan på olietønder og Janove Ottesens fla'e lavlandsdialekt fra Jæren.

Ja! Selv på Oslobåden den 15/6, dagen efter det her er skrives, kan man opleve dem spille (til og fra Norge). Og til og fra hvad? Bandet har, naturligvis, selv følt sig snerret af formularen fra Ompa til du dør ('01), den skramlede debut der åbnede alle døre, men på trods af forsøg på at bryde ud har publikum holdt dem fanget, og den her trofasthed kvitteres så med en hel trilogi, Violeta, Violeta, der indtil videre er ude i et Vol. 1 ('11), og lyder som - Kaizers classic.

Skambankt, guitarist Terje Winterstø Røthings punkede sideprojekt, har været forbi et par gange (2005 og 2009), og nu er det altså moderprojektets tur til til genkaldelse. Og til hvad? Til et forudsigeligt tiårsjubilæum en halv times tid i taxa fra Oslofærgen. Tur/retur, hverken mere eller mindre.

Med en fortid på 14 år i geniale My Beloved har Lars Kivig alle forudsætninger for at lave mørk, dyster og knugende post-industrial på noise og ambient, lave new age for bagsider og for skove med øjne.

Som Acorn Falling (DK) var der i år solodebut med Cabinet of Curiosities ('11), der ikke mindst har fået hjælp af perkussionist Thomas Wydler fra Nick Cave &

83

the Bad Seeds og callist John Contreras fra bl.a. Current 93. Begge de her fine navne er i øvrigt med på Roskilde.

Som produkt lykkes pladen i at være en kommentar med mening om perioden fra tysk krautrock, over Jean Michel Jarre og videre forbi engelske Throbbing Gristle og Coil, ende et sted på idebordet hos canadiske Constellation Records.

Pladen er herligt ambitiøs, men også så introvert en lyttemusik, så kropstætte ekkoer af indre soundtracks at det er mere end svært at forestille sig hvordan dens mening kan formidles fra en scene. Der er ganske enkelt for meget panorama, for lidt udgangspunkt, tilstede i den her musik.

Pladen anbefales stærkt til musikelskeren med den kræsne smag for instrumentalmusik, til indre opdagelsesrejser og til hjælp med at stirre lofterne ned. Med så tydelig en lytter er det bare bemærkelsesværdigt at målgruppen til en koncert med Acorn Falling er så tilsvarende usynlig. Desværre.

Kitchie Kitchie Ki Me O (N) er for det første en titel i bagkataloget for Madrugada-sideprojektet My Midnight Creeps, er for det andet plat på samme Madrugada-guitarist, og My Midnigth Creeps-sanger, Robert Burås der døde samme år som sangen (taget fra den udmærkede Histamin ('07)).

Burås fik med det samme Cobain'ske hyldester med i graven, og angiveligt skulle det her nye bastardband, ifølge Roskildes egen omtale "være en levende hyldest til deres savnede ven".

Videre skriver Roskildes egen omtale at Kitchie Kitchie Ki Me O "hårdtslående rock med masser af guitar", og det må så stå for omtalens egen regning, for i skrivende stund, i midt-maj 2011, har bandet intet ude at lytte til, og intet er umiddelbart sat til udgivelse.

Derfor er det også en linje af nærmest religiøs transcendens, så højt at det når helt op til selv døde ikoner, når Roskilde kan slutte med at sige at Kitchie Kitchie Ki Me O er "Norges absolut største musikalske håb i 2011".

Her blev alt vist sagt?

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Rock - Præriesnot Giver man sig hen til spontan råbning mod dårlig musik kan den give igen, og det gør Kristian Matsson aka. The Tallest Man on Earth (S) så: en singer/songwriter på folk, der ikke bare stemmer sin akustiske maskine mod fascisme som en tidlig Dylan, men også gør sit alleryderste for at lyde som Dylan. Så meget at det ikke bare ender med at blive anstrengt for lytteren, men tydeligvis også for Matsson selv.

84

Var den her guide skrevet af Lars von Trier ville den nok sige at Matsson mangler det store jødiske resonansrum som Dylan har stikkende frem midt i bærret, at det er derfor svenskeren mest kommer til at lyder som et mellemspil fra Saturday Night Live.

Men nu er den her guide jo ikke skrevet af verdens eneste Carl Th. Dreyer impersonator, så herfra skal det bare konstateres at man må håbe The Tallest Man on Earth har lært at spille sit shit uden for hørevidde af His Bobness. Hvis ikke kan han nemlig sagsøges blank for plagiat, ingen tvivl om det.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Rock - Punk, larm og nybølge Ingen bryder sig vel om at blive kaldt for emo, om anklagen for at lave soundtracks til løbende mascara, heller ikke My Chemical Romance (US), der dog umiskendeligt var emo da de senest var forbi i 2007 med den dengang aktuelle emo-plade The Black Parade ('06). Emo på emo og atter emo.

Da bandet kom igen med nyt sidste år kunne man derfor sagtens frygte at benægtelserne startede forfra, men nej: Danger Days: The True Lives of the Fabulous Killjoys ('10) er afleveret som et forsøg på en sci-fi konceptplade om et post-apokalyptisk Californien med musik der trækker på britisk tuderock fra 80'erne, primært goth rock fra The Cure og Siouxsie and the Banshees, postpunk fra Bauhaus og endelig en skvis poppet teenangst fra The Smiths.

Med lidt god vilje ender My Chemical Romance nu i skødet på Placebo, har nærmest fortjent at få skiftet deres emo-etiket ud med en post-punk ditto - New Jersey-bandet anno 2011 er, kort sagt, mere lyst og mindre rockopera orienteret end sidst de var forbi, og stilændringen gør dem faktisk helt sympatiske. Også selvom Gerard Way tydeligvis kun kan synge på dialektfri emo'sk.

Men har deres nye linje, har alene den aktuelle plade gjort dem fortjent til en plads blandt de næststørste navne på årets festival? Slet ikke: dem der er elsker emo tuder, dem der hader emo griner. Det store flertal i midten kan roligt overlade trafikuheldet til de professionelle, passere gaden og ellers se at komme videre til noget andet og mere fornuftigt.

I 2006 skrev den her guide de her ord: "(...) ægte anarko-punk har jo en lidt større dagsorden: hele verdens befrielse pr. pansernæven – ført helt igennem på knoer af revolution og anarki, mod overvindelse af den dekadente kapitalisme, den endelige frigørelse fra det materielle fængsel, klassekampens ragnarok. Det her projekt har været godt i gang siden 1979 (!) hos de erklærede BZ-ere The Ex (NL) (”the ex” blev netop valgt fordi det var den hurtigste graffiti-tag i den snævre vending), der ikke bare er den sædvanlige ”1, 2, 3, 4”-punk, men også lever det kunstneriske liv på etno, noise, folk og jazz. Så det er godt gættet: at de skiftevis lyder som Alec Empire, Mano Negra, The Clash og Sex Pistols. Dog skal det siges at de, på det seneste,

85

har arbejdet sammen med kult-trommebandet Konono no. 1 fra Congo – så måske man kan ligefrem kan forvente mikset blandet lidt op med progression a la danske Sort Sol – mod et mere melodisk og modent udtryk?".

Nu er de her så igen, The Ex with Roy Paci (NL) for at kuratere (på dansk: være værter på) en hel eftermiddag på Pavilion med alternativ verdensmusik (og op til grænsende verdener). Navnene er: Api Uiz (FR), DJ /Rupture (US), Ililta Band (ETH), Jackdaw with Crowbar (UK) og The Ex-forsanger Arnold de Boers sideprojekt Zea (NL).

Vurderingen er at finde der i guiden hvor deres talenter nu rækker, kan hoppes til via registret. Efter introduktioner og knus, paroler og snus, er det så The Ex der selv spiller op.

Og, kortere sagt end i 2006, så er The Ex gået fra at være anarkopunk til postpunk for nu at ende i jazz punk med et vist udsyn til verdensmusik. Så kom ikke at sige at hverken band eller guide viser udvikling.

Men er bandet så også vigtigt? Og betyder det noget at bandet har mistet bandgrundlægger og forsanger G.W. Sok (født Jos Kley) i 2009? Og hvem er Roy Paci? Han lyder vigtig siden han skal nævnes separat, så kan man få en Tshirt med ham? Og bliver Obama genvalgt? Lykkes det ham så at få lukket Guantanamo den her gang? Får alverdens fattige, inklusive de mange danske, mon glæde af Bonos milliardpengetank? Kan Roskilde, på en eftermiddag, stoppe isbjerge fra at smelte? Mød selv op og få/få ikke svarene.

Zea (NL) er, som sagt, sideprojekt for The Ex-forsanger Arnold de Boer, er den reneste gang nybølge der er løbet i åen siden sidste fuldmåne. Alt sammen leveret af den her ene mand, der både formår at holde styr på guitar, trommemaskiner og synthesizers samtidig.

Israelske Yoav er et eksempel på at et helt band kan presses ned i en enkelt udøver, men med så tårnhøjt et pensum som de Boers er spændingen vel mest om han styrter om med en blodprop? Musikken er i hvert fald ikke noget der vil få den nærmeste burgerkok til at glemme din ost på koen.

En ekstra dosis tinnitus må have siddet udenfor rækkevidde for vatpinden i Roskildes omtale den dag det blev sagt at Api Uiz (FR) skulle spille en slags nygrunge blandet op med lidt post-rock, for selvom det lyder smart at sige det sådan er der jo snarere tale om pre-grunge, a la Melvins, blandet op med masser af impro-skrammel og larm/støjrock.

Altså endnu et offer for Mike Pattons slagskygge, men også en instrumental trio der, trods alt, kan gå hen og overraske - netop pga. deres produktioners tydelige følere ude efter at improvisere. Medieegnet lyttemusik er det her nemlig ikke.

86

Om Beatsteaks (DE) afslører Roskilde et eller andet i deres omtale: "De er et kæmpenavn i Tyskland og store dele af Europa. Skandinavien får nu også chancen for at stifte bedre bekendtskab med Beatsteaks".

Og hvad afslører de så? Enten: 1) Ingen styr på hvem og hvad der tidligere har gæstet festivalen, eller: 2) En organiseret "forglemmelse" for at dække over årets utallige/pinlige/fornærmende gentagelser.

For tysken var nemlig forbi i 2005, og er det altså nu igen. Punktum.

Syv albums er det blevet til siden 1997, hvor berlinerne startede ud som hardcore punk-band, siden blev retningen drejet mod noget mere melodisk punket. Sidst var de ude på Epitaph, nu Warner, så man må sige at ud over deres mor (og Roskildes omtale) findes da bestemt nogen derude der tror på dem.

Styrken er da også det melodiske greb, på en scene ikke mindst drevet rundt af den karismatiske forsanger Arnim Teutoburg-Weiss, der, højest usædvanligt for en tysker, faktisk synger et helt glimrende engelsk.

Beatsteaks har hele tiden stræbt efter at nå op i klasse med Die Toten Hosen og Die Ärzte, men sandt at sige, nu 6 år efter første chance på Roskilde, så er det niveau helt urealistisk. Også selvom Die Ärztes hit ”Unrockbar” (’03) gav dem salut med førlgen fine linje: "Wie kannst du bei den Beatsteaks ruhig sitzen bleiben?”.

Hvis de bare gad at give sig hen, bryde ud af det ambitiøse pladeselskabsgøgl og forstå at punk enten er til for at bryde ordner ned eller mundvige op, så ville der være en vej. At prøve at lave "seriøs" punk - punk der kan gå i cd-skuffen hos f.eks. U2-fans - er et eksperiment der for længst er fejlet.

Pulled Apart by Horses (UK) er alternativ rock på ikke så lidt post-hardcore malet op i et hjørne af en tilgang til indie og en bund af grunge.

Deres single "I Punched a Lion in the Throat" er og bliver deres musikalske højdepunkt, deres karrieremæssige er så den at de sidste år var opvarmning for Muse på deres britiske tour. Selvom det nu også er lidt af et karrieremæssigt scoop overhovedet at få kontrakt til at spilde på Roskilde.

Pulled Apart by Horses har end ikke format til at lukke og slukke Pavilion Junior.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Rock - Det alternative og bagstræberiske Under navnet Frisk Frugt (DK) har Anders Lauge Meldgaard for det første været virksom i kollektivet Yoyooyoy, for det næste udgivet to soloalbums: Guldtrompeten ('06) og Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite ('10).

87

Stilen er det man (i de kredse) kalder for "avantgarde" på naivisme/børnesang og -rim, minimalisme, krautrock, free jazz og psykedelika. Debuten søgte bevidst alle åbninger ud/ind til uforudsigelighed, opfølgeren er for det første farvet af at Melgaard har ladet sig inspirere musikalsk af en længere rejse rundt i Vestafrika, men dernæst også at der er kommet mere melodiøs dominans ind i billedet.

Den nye Frisk Frugt er, om ikke andet, poetisk i sine valg af sang titler, grænsende til titlerne på Manden med de usynlige hænder ('10) med SpejderRobot, men også kun næsten. F.eks. er "Dyrenes akkompagnement er et bur de kan flyve ud af" og "Hvordan to halvmåner bliver til 4/4" jo så poetiske titler som overhovedet muligt. Hvorimod pladetitlen selv og f.eks. "Begyndelsen på en ny begyndelse" er anstrengende og storbykiksede på den her se-mig-ogmin-nye-hornbrille-agtige måde.

Og her har vi så også problemet: ikke noget i vejen for at være inspireret af dada, avantgarde og eksperiment, slet ikke, nærmest overhovedet ikke. Og dannelsesrejser, såvel fysiske som spirituelle, har gennem historien flyttet hele bevidstheder, ja, fra oplysningstiden og langt ind i guldalderen var rejser og vandringer en essentiel del af det at flytte sig (åndeligt).

Men når det her projekt alligevel forbliver uforløst er det fordi der ikke noget mål med rejsen, i det her tilfælde selve musikken. Den nye har, som sagt, fået sig lidt styring, og det i den grad så man kan fornemme hvad sker hvis Meldgaard når frem til en fuld og klassisk sangskrivning: så bliver hans projekt til "Rådden Frugt modner af træet, triller tommel om en globus og rammer sig selv i nakken som en snebold, tøbrud" (titlen må gerne anvendes til den næste 7”, 10” eller 12”-er, og værsgo).

De her ord kunne sagtens være starten på et langt og sejt indspark om Kurt Schwitters, men er det ikke. I stedet skal det meldes at Kemialliset Ystävät (FIN) - "kemiske venner" på finsk - spiller rundt på et loppemarked efter det forhåndenværendes princip, er droner, psykedelika og folkemusik, i ny og næ et landskab, for det meste bare noget der lyder som var det her et fragmenteret sæt reallyde optaget på DAMP-børn.

Med andre ord er det svært at få retning for sine ører med Kemialliset Ystävät, der sikkert gerne vil være langhårede, i stedet ender med håret i postkassen (i farlig desperation for saksen). En musik med sit publikum, bestemt, men også en musik med endnu flere der bare vil stå undrende og føle sig uinviteret.

Kemialliset Ystävät er hospitalsklovnens madrigal om respiratoren der slukkes, eller rettere: om fuglereden af ledninger foran, om konsekvenserne af at få dem viklet ud forkert. En musikalsk eutanasi som altså lykkes ganske fint for finnerne.

88

Zun Zun Egui (INT) er fra Bristol, og man fornemmer ligefrem på dem/de der har skrevet Roskildes omtale at det er svært at forholde sig til den globale/politisk korrekte landekode "INT" i stedet.

Som alternativt rockband kommer Zun Zun Egui dog godt rundt, har et guitarspil og en vrøvlevokal der er typisk østafrikansk, en tilgang til støj og psych der er lige så typisk japansk.

Basalt set er stilen som slutprodukt ukompliceret dance-rock, men skal så partout sælges som en fisk der kan pakkes ind i Frank Zappa, Mike Patton og Tortoise.

En løsagtig salgstale der let kan affærdiges ved besøg på The Croft i Bristol, hvor bandet kører en klubaften kaldet for "How Come". Her danses, her ferniseres ikke.

Desværre er det også sådan at bandet selv synes fanget mellem hvad man kan lægge i deres genreskred og så hvad de egentlig selv vil med deres musik. Ærgerligt for dig, ærgerligt for mig, men fast arbejde for Roskildes guideskriver.

Garagerockerne Baby Woodrose fejrer i år 10 års jubilæum, og fejrer sig selv ret bagskident ved at udgive en samling demoer til Blows Your Mind!, debuten fra '01.

Garagerock er jo retro, og problemet med retro er jo at der - i sagens natur ingen vej er frem, således at ethvert spørgsmål til beretigelse, til "nyt", alene kaster mørke spørgsmålstegn mod enden af tunnellen.

Svaret til et mere praktisk spørgsmål som f.eks. "Hvem melder sig frivilligt til at sætte en plade med Hellacopters på?" klapper derfor automatisk bjørnefælden om garagerocken, så derfor har frontmand Lorenzo ryddet op ved at fyre hele bandet, at producere ganske glimrende psykedelisk pop for Setting Son såvel som at være med til at præge opkomlingen Emma Acs (se navneregister), og endelig at finde tilbage til de mere psykedeliske rødder med først det "nye" band Dragontears (på Roskilde sæson 2009), siden med sit gamle projekt Spids nøgenhat (DK).

Og hvorfor? Psykedelisk rock blev i slut-tresserne skabt som musikalsk ledsager til oplevelsen af at tage stoffer, et laboratoriums lydspor til nervebaners kollaps i farver og sanser, en reciteret dødsannonce til Timothy Leary.

Men er han og Herbert Marcuse ikke døde? Er vi ikke - (næsten) alle sammen kommet videre fra transistor og radiorør? Og er sandheden ikke den at nostalgien kun virker hvis den ses over skulderen i spejlet, gnubber bagside mod en perspektiveret forankring i nutiden?

89

Som f.eks. Emma Acs og Setting Son der begge har vist at psykedelisk pop og rock kan erobre territorium fra konventionel pop og indie. En J.S. Bach er jo evigt aktuel fordi hans bedste arbejder er stammen i hele den vestlige verden, bærer af nye skud i evig vækst, er baldakin mod himlen, derfor er uendelige udbrud af inspiration.

Men hvordan med inspiration på inspiration, at replicere en billedgørelse af syntetiske følelser? I en så lukket anakronisme kan Spids nøgenhat allerhøjest sende en efterlønsberettiget museumskustode på førtidspension.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Soul Ud over tydeligvis at have en James Brown eller to stående som vinyl har Charles Bradley (US) en underlig slutartikulering på sine toner - som var han i gang med at gurgle noget der ellers havde bedst ved at blive slugt eller spyttet ud. Måske han er ved at kvæles i sit tydelige Otis Redding-kompleks?

Roskilde har en yderst sympatisk tradition (leg?) med at finde ældre og ukendte amerikanske soul navne frem, f.eks. Sharon Jones & The Dap-Kings i 2008 og, ikke mindst, den helt igennem fantastiske Naomi Shelton and The Gospel Queens i 2010.

Sidstnævnte meldte så ulykkeligvis afbud, og det var derfor forventet at Roskilde ville få hende frem i år - men nej, og i stedet må vi altså nu nøjes med et ekko af retro soul og funk fra ud af en blind vej. Alt sammen leveret af et højt hår og op af en tidligere kok og vvs-mand der har brugt 40 år på småklubber - hvor han ellers fik fortjent (?) sig tilnavnet The Screaming Eagle of Soul (?!) - inden No Time for Dreaming ('11), det let forglemmelige debutalbum, endelig kom ud.

Og sjovt nok brugte Naomi Shelton også 40 år på småklubber inden hendes debut kom ud. Og 40? Tja i Bibelen nævnes 40 altid i forbindelse følger eller reaktioner på synd, f.eks. varede syndfloden 40 år, israelitterne vandrede ørkenen i 40 år og Jesus hamselv vandrede fastende i ørkenen i 40 dage.

Så for religiøse soulsangere er 40 tydeligvis et tegn fra Gud. Det var det for Naoimi Shelton, er det bare ikke for Charles Bradley.

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Verdensmusik Verdensmusik forveksles ofte med folkemusik, og selv Roskildes egen Esben Danielsen har endnu ikke fattet at verdensmusik er mødet mellem vestlig musik OG folkemusik. Egentlig ikke særlig svært at forstå, men lad det nu ligge.

Verdensmusik har så den naturlige bagdør ind til os i Vesten fordi vi genkender noget, kan få horisonten udvidet på noget andet. Så den bedste verdensmusik er jo magisk, og ofte en chokerende øjenåbner for den, i virkeligheden, snævre vestlige opfattelse af rytmisk musik.

90

Men der hvor verdensmusikken går galt i byen er hvor elementerne IKKE blandes ordentligt sammen, men står som selvstændige elementer i mikset.

Således f.eks. Justin Adams and Juldeh Camara (UK/GAM), der på den ene side er guitarist hos Robert Plant, i sig selv en person med udsyn til rødderne, på den anden er en habil udøver af ritien, en slags enstrenget urviolin, fra Vestafrika.

Symbiosen skulle gerne være den at der opstår noget nyt på den hastige og vestlige ophakkede lyd overfor den mere henflydende og tranceagtige bevidsthed fra Vestafrika. Det gør der bare ikke, og projektet forbliver så underligt uforløst, har den uhyrlige virkning at man udelukkende husker de vestlige elementer, f.eks. brug af en irsk stemt violin, frem for det nye møde.

Når Roskildes omtale af Fally Ipupa (CD) fortæller os at han er "en af Centralafrikas helt store R&B-stjerner" er det lige at vi straks bliver nysgerrige for: er der overhovedet andre? Og hvem er dog ham der Fally Ipupa?

Enkelt: en Craig David lookalike der synger foran et 18 mand stort band og dansere, synger en mørk og let råbende omgang r&b foran en grundsubstans af den congolesiske afart af rumba kaldet for soukous.

Musikken er altså grundlæggende hvad man kan samle under betegnelsen afrocubansk, den rene dansemusik, og skal ses som sådan. Og dermed få drejet fokus væk fra den her centralafrikanske og megalomane MTV-narkoman.

Fally Ipupa - og med ham altså også det halve af Demokratiske Republik Congo - gæstede den 25. marts 2011 Amager Bio i København som eneste koncert i Skandinavien. At det ikke har været muligt at finde een eneste anmeldelse fortæller klart at præsentationen var en del af Roskildes mangeårige praksis med at teste navnes live potentiale af om foråret på enten Gimle i Roskilde eller

91

københavnske spillesteder. Og med Fally Ipupa & Co. må de, åbenbart, have kunnet lide hvad de så.

Problemet er nu bare at man skal have politisk korrekte skyklapper på for at ignorere at manden i front selv står og skygger for sit backingband, tager fokus fra det her navns egentlige force og formål: dans.

Så nytænkning er skam godt, satsninger er lige så godt - men fortænkte intentioner om f.eks. at fragte en moderne r&b generation ned til Afrika, på den her "Alt overskud doneres til velgørenhed"-agtige måde, holder bare ikke.

Det er Fally Ipupa, desværre, et stjerneksempel på.

Joik, traditionel samisk sang, har ikke mindst været repræsenteret på festival med favoritten Mari Boine (1986 og 1993), og Wimme Saaris samarbejde med Hedningarna har sandelig demonstreret os genrens mening og styrke.

Johan Sara Jr. (N) omsætter gerne sin joik til jazzsang, prøver faktisk at finde veje, at flytte folkemusik ud af det etnografiske kort og ind i det levende rum. Men på trods af musik der hverken er bange for at tage udgangspunkt i electronica eller mellemøstlige toner, på trods af en nok så sympatisk vinkel ender det her dog med at være den slags forsøg man ofte ser søsat til f.eks. en Kulturnat.

En særegen musik man kan huske at have hørt, bare ikke en musik man husker.

Dertil er formålet for uklart specificeret.

Og har man ikke fået nok af soukous, kan man tage den rent og afrocubansk, dvs. i en transatlantisk version fra Colombia, hvor La Makina Del Karibe (COL) "Den caribiske maskine", ikke mindre - med to trommeslagere, to guitarister, bas, keys, sanger og sangerinde spiller netop souskous blandet op med cumbia, rock og caribica.

Desværre (?) er det her ikke ren dansemusik, men, vistnok, et bud på at presse en rockformularer ned over en stil, og et forsøg der slet ikke lykkes.

De verdensmusikhajer der sidder med det officielle program og scanner for eksotiske oprindelseslande vil dog ikke lade sig narre, de vil se landekoden "(COL)", sætte et flueben og juble kampbrølet ”DANS!”. Dans, for helvede, dans.

Be-Being (KOR) blander traditionel koreansk musik med buddhistisk sang og musik af komponisten Young-Gyu Jang. Bagved det hele ruller så et videoshow.

Kort sagt lyder det her som et navn DR Koncerthuset har sagt nej til, og selvom det hele egentlig lyder interessant nok er der ikke rigtig nogen grund til at søge den her slags på Roskilde. Eller booke det for den sags skyld.

92

For hvem er målgruppen? Dem/os der hører moderne kompositionsmusik?

Dem/os der holder meget af såvel verdensmusik som alle landes folkemusik?

Ingen af de her to grupper går mætte fra det her navn. Men hvem gør så? Et spørgsmål uden svar.

Ravid Kahalani er israeler med yemenitisk baggrund, kalder sig for Yemen Blues (ISR), og spiller som sådan en bund af ørkenblues på arabisk kolorit fra omkring Det Røde Hav. Læg dertil en rimelig talentløs tilgang til popstruktur på en, utroligt nok, endnu mere talentløs vokal der, godt med spyt på drøbelen, mest lyder som en antabusfri grønlænder foran Station City klokken dyne tirsdag morgen.

Yemen Blues er en musik der går bedst i de fødder der går med maosko.

Sidste år skulle de have været her som Narasirato Pan Pipers (SOL), meldte afbud og i kommer i år i stedet forklædte som Narasirato (SOL).

Men glædeligt er det så at tekster der egentlig er blevet kasseret, nu kan live op igen, som f.eks. den her fra fjerde update af sidste års guide (pr. 12. juni 2010): "Det lyder som om at Nationalmuseet holder udstilling på deres etnografika, og til det har brug for nogen 'indfødte' (anførslerne var til brug for at gøre det ’kontroversielle’ ord politisk korrekt) til at spille lidt i deres eksotiske dress, på deres eksotiske instrumenter - men til hvad?

Til den tænkte særudstilling på Nationalmuseet ville Narasirato Pan Pipers (SOL) fra Solomonøerne i Stillehavet givetvis være fine, når de optræder med krigsmaling, spiller på konkylier, og panfløjter, trommer og slaginstrumenter der ligner stalinorgler lavet af bambus.

Panfløjterne lyder som noget fra Andes, og kollektivets dans minder gevaldigt om de nærbeslægtede maoriers krigsdans fra New Zealand. Som oftest er det hele dog klart dansabelt, og er det så nok? Et klart ja for dem der søger dansen, et lige så klart nej til dem der står bagest og undrer sig over hvad en opvisning i stammerytmik mon har at gøre på en rockfestival?".

Viise ord dengang, er det skam stadigvæk.

93

RF '11 - Hovedfestival - Lavt - Stilliste Blues - Daniel Norgren (S) Electronica - Chris Cunningham (UK) ; Gold Panda (UK) Electronica/dark ambient - Svarte Greiner (N) Electronica/dj - DJ /Rupture (US) Electronica/dubstep - Munchi (NL) Electronica/trip hop - Portishead (UK) Hip hop - Big Boi (US) ; Black Milk (US) ; Curren$y (US) Hip hop/alternativ - Atmosphere (US) Hip hop/balkan - Shutka Roma Rap (MKD) Hip hop/reggae - Timbuktu & Damn! (S) Indie - I Was a King (N) ; Jackdaw with Crowbar (UK) Indie/a cappella - Valby Vokalgruppe (DK) Indie/lo-fi - Chuckamuck (DE) Indie/pop - Destroyer (CAN) Indie/rock - Screaming Females (US) ; Surfer Blood (US) Jazz/electronica - Elektro feat. John Tchicai (DK) Metal - Ghost (S) ; Rob Zombie (US) Metal/hard rock - Graveyard (S) Metal/metalcore - Bring Me the Horizon (UK) ; Underøath (US) Pop - Daniel Adams-Ray (S) Pop/a cappella - Julianna Barwick (US) Pop/electro - Oh Land (DK) ; Yelle (FRA) Pop/synthpop - Little Dragon (S) Reggae - Tarrus Riley & The Black Soil Band (JAM) Rock - Kitchie Kitchie Ki Me O (N) Rock/alternativ - Frisk Frugt (DK) ; Kemialliset Ystävät (FIN) ; Pulled Apart by Horses (UK) Rock/alternativ/dance - Zun Zun Egui (INT) Rock/folkemusik - Kaizers Orchestra (N) Rock/post-industrial - Acorn Falling (DK) Rock/post-punk - My Chemical Romance (US) Rock/progressiv - Api Uiz (FR) Rock/punk - Beatsteaks (DE) ; The Ex with Roy Paci (NL) Rock/retro/new wave - Zea (NL) Rock/retro/psykedelika - Spids nøgenhat (DK) Rock/singer-songwriter/americana/folk - The Tallest Man on Earth (S)

94

Soul/funk - Charles Bradley (US) Verdensmusik - Justin Adams and Juldeh Camara (UK/GAM) ; Yemen Blues (ISR) Verdensmusik/folkemusik - Be-Being (KOR) ; Narasirato (SOL) Verdensmusik/joik - Johan Sara Jr. (N) Verdensmusik/soukous/rock - La Makina Del Karibe (COL) Verdensmusik/soukous/r&b - Fally Ipupa (CD)

95

RF ’11 - Navneregister 1349 (N) ........................................ 54 4 Guys From The Future (DK) .... 11 Acorn Falling (DK) ....................... 83 AfroCubism (INT) ........................ 40 Agent Fresco (ISL) ...................... 16 Alcoholic Faith Mission (DK)...... 52 Anibal Velasquez y Los Locos del Swing (COL) ............................. 42 Anna Calvi (UK) ........................... 30 Api Uiz (FR) .................................. 86 Artic Monkeys (UK) ..................... 59 Atmosphere (US) ......................... 74 Autopsy (US) ............................... 27 Awesome Tapes from Africa (US) .................................................. 43 Bad Religion (US) ........................ 37 Battlekat (DK) .............................. 15 Battles (US) .................................. 52 Beatsteaks (DE) ........................... 87 Be-Being (KOR) ........................... 92 Big Boi (US) ................................. 73 Black Milk (US) ............................ 74 Bottled in England (DK) .............. 14 Bright Eyes (US) .......................... 36 Bring Me the Horizon (UK).......... 80 Brother Grimm (DK) .................... 16 Calle 13 (PRI) ............................... 67 Chancha Via Circuito (ARG) ....... 42 Charles Bradley (US) .................. 90 Chase & Status (UK) ................... 19 Chris Cunningham (UK).............. 72 Chuckamuck (DE) ....................... 76 Cody (DK)..................................... 37 Congotronics vs. Rockers feat.

Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars. Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums and Skeletons (INT) ........................ 66 Curren$y (US) .............................. 75 Dãm Funk with Master Blazter (US) ........................................... 65 Daniel Adams-Ray (S) ................. 81 Daniel Norgren (S) ....................... 70 Dark Dark Dark (US) .................... 57

De eneste to (DK)........................ 56 De høje hæle (DK) ....................... 14 Deadmau5 (CAN) ........................ 19 Desolate (DE) .............................. 48 Destroyer (CAN).......................... 76 DJ /Rupture (US) ......................... 71 DJ Koze (DE) ............................... 49 dOP (FR) ...................................... 20 Electric Wizard (UK) ................... 53 Elektro feat. John Tchicai (DK).. 78 Emma Acs (DK)............................. 9 Essence (DK) .............................. 15 Eyehategod (US) ......................... 28 Fally Ipupa (CD) .......................... 91 Fastpoholmen (DK) .................... 10 Femi Kuti & Positive Force (NGR) .................................................. 39 Foals (UK).................................... 53 Frente Cumbiero (COL) .............. 67 Frisk Frugt (DK) .......................... 87 Ghost (S) ..................................... 79 Gold Panda (UK) ......................... 71 Gonga Sain & Mithu Sain (PAK) 44 Graveyard (S) .............................. 80 Hammonds, Harrington & Destroy (DK) .......................................... 17 Hoffmaestro (S)........................... 34 Honningbarna (N) ....................... 14 How To Dress Well (US) ............. 38 Hymns from Nineveh (DK) ......... 23 I Was a King (N) .......................... 76 Iceage (DK) .................................. 64 Ililta Band (ETH) .......................... 67 Iron Maiden (UK) ......................... 24 Ivo Papasov & His Wedding Band (BUL) ........................................ 41 Jackdaw with Crowbar (UK) ...... 77 Jagwa Music (TAN) ..................... 41 James Blake (UK) ....................... 64 Janelle Monáe (US) ..................... 65 Jatoma (DK) ................................ 48 Johan Sara Jr. (N) ....................... 92 John Grant (US) .......................... 31 Julianna Barwick (US) ................ 82

96

Justin Adams and Juldeh Camara (UK/GAM).................................. 91 Justin Townes Earle (US) ........... 63 Kaizers Orchestra (N) ................. 83 Karina Buhr (BRA) ...................... 57 Kemialliset Ystävät (FIN) ............ 88 Killing Joke (UK) ......................... 34 Kings of Leon (US) ...................... 59 Kirsten & Marie (DK) ................... 12 Kitchie Kitchie Ki Me O (N) ......... 84 Kloster (DK) ................................. 50 Kurt Vile & The Violators (US) .... 63 Kylesa (US) .................................. 28 L.O.C. (DK) ................................... 31 La Makina Del Karibe (COL) ....... 92 Little Dragon (S) .......................... 82 Little Marbles (S) ......................... 12 Love Shop (DK) ........................... 29 Lukestar (N) ................................. 22 Lykke Li (S) .................................. 32 M.I.A. (UK) .................................... 49 Magnetic Man With Special Guests Katy B and SBTRKT DJ Set (UK) .................................... 19 Mastodon (US) ............................. 26 Matthew Dear - Live Band (US) .. 58 Messy Shelters (DK) ................... 14 Munchi (NL) ................................. 71 My Chemical Romance (US) ....... 85 Narasirato (SOL) .......................... 93 Next Life (N) ................................. 55 Nicolas Jaar (US) ......................... 58 Nive Nielsen & The Deer Children (GRL)......................................... 13 OFWGKTA (US) ........................... 21 Oh Land (DK) ............................... 80 Òlöf Arnalds (ISL) ........................ 59 Oudaden (MAR) ........................... 44 Parkway Drive (AUS) ................... 55 Per Vers (DK) ............................... 21 PJ Harvey (UK) ............................ 33 Portished (UK) ............................. 70 Prince Fatty Soundsystem feat.

Little Roy and Horseman (UK) 34 Pulled Apart by Horses (UK) ...... 87 Rango (EGY) ................................ 67

Reptile & Retard (DK) ................. 16 Rob Zombie (US) ........................ 78 Roll the Dice (S) .......................... 48 Screaming Females (US) ........... 77 Selvhenter (DK)........................... 17 Seun Anikulapo Kuti & Egypt 80 (NGR) ....................................... 39 Shangaan Electro (ZA) ............... 40 Shutka Roma Rap (MKD) ........... 75 Soilwork (S) ................................. 56 Spids nøgenhat (DK) .................. 89 Sufer Blood (S) ........................... 77 Svarte Greiner (N) ....................... 71 Swans (US) .................................. 35 Tame Impala (AUS) ..................... 62 Tarrus Riley & The Black Soil Band (JAM) .............................. 83 Terror (US)................................... 28 The Eclectic Moniker (DK) ......... 10 The Ex with Roy Paci (NL) ......... 86 The Gaslamp Killer (US) ............. 49 The Malpractice (DK) .................. 11 The Raveonettes (DK) ................ 61 The Strokes (UK) ........................ 59 The Tallest Man on Earth (S) ..... 84 The Walkmen (US) ...................... 52 This is Head (S)........................... 10 Thulebasen (DK) ......................... 36 Timbuktu & Damn! (S) ................ 73 Tôg (N) ......................................... 12 Tremor (ARG) .............................. 43 Trust (DK) .................................... 13 Tu Fawning (US) ......................... 53 TV on the Radio (US) .................. 23 Undergang (DK) ............................ 9 Underøath (US) ........................... 79 Valby Vokalgruppe (DK) ............. 77 Veto (DK) ..................................... 60 Walls (UK).................................... 20 Wang Li (CHN) ............................ 43 Weekend (US) ............................. 24 Who New (ISL) ............................ 15 WhoMadeWho (DK) .................... 51 Yelle (FRA) .................................. 81 Yemen Blues (ISR) ...................... 93 Zea (NL) ....................................... 86

97

Zun Zun Egui (INT) ...................... 89

98