Issuu on Google+

Af Karsten Olesen, Bibzoom

- En alternativ guide til hovedfestival

Roskilde Festival 2013


RF ‘13 - Intro Brugen af den her guide siger sig selv, derfor kun lige lidt oplysning om hvad der rumsterer i baggrunden: et band laver en plade, et selskab udsender den, giver den videre til anmeldere, skriver her, og som følgebrev, på et såkaldt "forskræp", fortæller, og naturligvis, i sælgersprog at det her produkt er værd at købe. Således også med Roskilde Festivals egne omtaler: utænkeligt er det at de nogensinde vil skrive at det eller det af deres bands på programmet stinker. Tilbage på sporet er anmelderen et clearinghouse, sætter sin autoritet ind på enten at bekræfte eller afkræfte pladeselskabets reklame: anmelderens opgave er derfor den at sætte en potentiel køber i kontakt med en potentiel vare (pænere sagt: et potentielt behov). Den her guide, nu for 11. år i træk, går så lidt videre, perspektiverer en musikfestivals lidt større fordring end bare det musikalske, og det gør den, som hver gang, ved at sætte en fest sammen med festens festlige element, ved først at vægte det musikalske udtryk overfor livepotentialet, siden at perspektivere det givne navns nødvendighed i forhold til genrens muligheder, i forhold til tidens behov, i forhold til musikkens opholdelsesdrift overfor enten musikhistorien selv eller relaterede udtryk, typisk enten litteratur eller kunst. Det var så den kedelige indgang, den, endnu kedeligere, udgang kan findes som efterskrift, som, for dem der orker, en front mod først Pavilion Jr. anno 2013 som den her guide, såvel med sorg som for første gang, nu dropper i sin omtale siden mod fænomenet Rihanna: ikke som kunstner, men som symptom. Go' festival.

2


RF ’13 - Indholdsfortegnelse RF ‘13 - Samlet stilliste.........................................................................................4 RF '13 - Højt...........................................................................................................7 RF ’13 - Højt - Electronica.................................................................................7 RF '13 - Højt - Hip hop.......................................................................................9 RF '13 - Højt - Indie..........................................................................................10 RF '13 - Højt - Metal.........................................................................................11 RF ’13 - Højt - Pop...........................................................................................15 RF ’13 - Højt - Rock.........................................................................................18 RF '13 - Højt - Soul...........................................................................................22 RF '13 - Højt - Verdensmusik..........................................................................23 RF '13 - Højt - Stilliste.....................................................................................27 RF ’13 - Mellem....................................................................................................28 RF '13 - Mellem - Electronica..........................................................................28 RF '13 - Mellem - Folkemusik.........................................................................30 RF '13 - Mellem - Hip hop................................................................................30 RF '13 - Mellem - Indie.....................................................................................31 RF '13 - Mellem - Jazz.....................................................................................32 RF '13 - Mellem - Metal....................................................................................32 RF ’13 - Mellem - Pop......................................................................................37 RF ’13 - Mellem - Rock....................................................................................39 RF ’13 - Mellem - Soul.....................................................................................44 RF ’13 - Mellem - Verdensmusik....................................................................44 RF ’13 - Mellem - Stilliste................................................................................48 RF '13 - Lavt.........................................................................................................49 RF ’13 - Lavt - Electronica..............................................................................49 RF ’13 - Lavt - Folkemusik..............................................................................52 RF ’13 - Lavt - Hip hop....................................................................................53 RF '13 - Lavt - Ikke-musik...............................................................................56 RF '13 - Lavt - Indie .........................................................................................57 RF '13 - Lavt - Klassisk...................................................................................59 RF '13 - Lavt - Metal.........................................................................................59 RF '13 - Lavt - Pop...........................................................................................61 RF '13 - Lavt - Rock.........................................................................................63 RF '13 - Lavt - Soul..........................................................................................69 RF '13 - Lavt - Verdensmusik.........................................................................69 RF '13 - Lavt - Stilliste.....................................................................................73 RF '13 - Coda: Rihannas død i mashup med Pavilion vs. Apollo..................75 RF ’13 - Navneregister........................................................................................79

3


RF ‘13 - Samlet stilliste [+] = Højt [*] = Mellem [-] = Lavt Electronica - Daedelus - Archimedes Show (US) [-] ; Numbers feat. Rustie, Jackmaster, Oneman, Spencer, Deadboy, Redinho and Sophie (UK) [-] Electronica/drum’n’bass - Chase & Status (UK) [-] ; Om Unit (UK) [-] Electronica/filterhouse - Tomas Barfod (DK) [*] Electronica/garage house - Jam City (UK) [-] Electronica/hip hop - Baauer (US) [-] Electronica/hip hop/trap - UZ (US) [-] Electronica/house - Disclosure (UK) [-] ; Kenton Slash Demon (DK) [*] Electronica/indie - Wintergatan (SE) [*] Electronica/industrial - Vatican Shadow (US) [-] Electronica/industrial/dark ambient - Age Coin (DK) [+] Electronica/industrial/leftfield - Dead Fader (UK) [-] Electronica/leftfield - Holy Other (UK) [+] Electronica/pop - Flume (AU) [-] Electronica/synthpop - Crystal Castles (CA) [+] Electronica/tech house - Simian Mobile Disco (UK) [+] Electronica/techno - Andy Stott (UK) [-] ; Laurel Halo (US) [+] Electronica/turntablism - C2C (FR) [+] ; Chinese Man (FR) [*] ; Kid Koala (CA) [*] ; Den Sorte Skole (DK) [*] Electronica/wonky - Eloq (DK) [-] Folkemusik/Balkan - Söndörgö (HU) [-] Folkemusik/jam band - Dead Rat Orchestra (UK) [-] Folkemusik/old-time - Frank Fairfield (US) [*] Hip hop - Joey Bada$$ (US) [*] ; Danny Brown (US) [-] ; Flatbush Zombies (US) ; Angel Haze (US) ; [-] ; Karpe Diem (NO) [-] ; Killer Mike (US) [+] ; Mykki Blanco (US) [-] ; Orgi-E / Klamfyr feat. F1steholdet & Opa Opa Orkestar (DK) [-] Hip hop/alternative - Azealia Banks (US) [-] ; El-P (US) [*] Hip hop/electro - Maskinen (SE) [-] Hip hop/grime - Linkoban (DK) [-] Hip hop/mafioso rap - Action Bronson (US) [-] Hip hop/urban - Chords (SE) [-] Hip hop/West Coast - Kendrick Lamar (US) [-] Ikke-musik - Rihanna (BB) [-] ; Henry Rollins - Spoken Word (US) [-] Indie/neo-psykedelika - Animal Collective (US) [+] Indie/pop - Highasakite (NO) [*] ; Indians (DK) [*] ; Pinkunoizu (DK) [-] Indie/rock - The National (US) [+] ; Unknown Mortal Orchestra (NZ/US) [-]

4


Indie/rock/post-punk revival - Parquet Courts (US) [-] Indie/rock/støj - Chelsea Light Moving (US) [-] Indie/synthpop - Efterklang (DK) [-] Jazz/progressiv - The Heliocentrics (UK) [*] Klassisk/minimalisme - Ekkozone Performs Music for 18 Musicians (DK) [-] Metal/blackened death - Goatwhore (US) [*] Metal/crossover - Suicidal Tendencies (US) [*] Metal/doom - Talbot (EE) [-] Metal/doom/funeral - Tyranny (FI) [-] Metal/ekstrem - Anaal Nathrakh (UK) [+] Metal/folk metal - Ensiferum (FIN) [*] Metal/hard rock - Airbourne (AU) [-] Metal/hardcore punk - Kvelertak (NO) [+] Metal/metalcore - Hatebreed (US) [-] Metal/nu - Slipknot (US) [+] Metal/progressive - Devin Townsend Project (CA) [*] Metal/rock - Volbeat (DK) [*] Metal/stoner - The Sword (US) [-] Metal/thrash - Kreator (DE) [+] ; Metallica (US) [+] Pop - Nils Bech (NO) [*] ; Christian Hjelm (DK) [+] ; Ingrid feat. Lykke Li, Peter Bjorn and John, Miike Snow, Coco, J. Åhlund and Guests (INT) [-] ; Marie Key (DK) [-] ; Martin Ryum (DK) [-] ; Kirstine Stubbe Teglbjærg (DK) [-] ; Vinnie Who (DK) [*] Pop/americana - Matthew E. White (US) [*] Pop/electro - When Saints Go Machine (DK) [+] Pop/electronica - Sohn (UK) [*] Pop/folk - The Lumineers (US) [+] ; My Bubba (IS/SE) [*] ; Of Monsters and Men (US) [+] Pop/R&B - Truls (NO) [*] Pop/soul - Quadron (DK) [+] Pop/verdesmusik - Dead Can Dance (AU/UK) [+] Rock - David Lindley (US) [-] ; Jonathan Wilson (US) [-] Rock/americana - Calexico (US) [+] ; Woodlands (SE) [-] Rock/country - Kris Kristofferson (US) [+] Rock/experimental - Nazoranai (INT) [-] Rock/garage - King Tuff (US) [-] Rock/garage rock revival - Black Rebel Motorcycle Club (US) [*] Rock/krautrock - Kraftwerk (DE) [*] Rock/neo-psykedelia - Suuns (CA) [-] ; Uncle Acid & The Deadbeats (UK) [*] Rock/noise/neo-psykedelika - Tremoro Tarantura (NO) [*] Rock/post-hardcore - Metz (CA) [*]

5


Rock/post-punk - The Blue Angel Lounge (DE) [-] Rock/post-punk revival - Savages (UK) [-] Rock/post-rock - Sigur Rós (ISL) [*] Rock/punk - The Bots (US) [*] ; Drenge (UK) [-] ; Iceage (DK) [+] ; Synd og skam (DK) [+] ; Turbonegro (NO) [-] Rock/punk/noise - Pissed Jeans (US) [+] Rock/punk/power pop - Blood Command (NO) [-] Rock/punk/ska - Voodoo Glow Skulls (US) [+] Rock/punk/skater - FIDLAR (US) [-] Rock/singer-songwriter - Jake Bugg (UK) [-] ; John Grant (US) [+] ; Ásgeir Trausti (IS) [-] Rock/stoner - Queens of the Stone Age (US) [-] Rock/verdensmusik - Throes + The Shine (AO/PT) [-] Soul - Bobby Womack (US) [+] Soul/electronica - James Blake (UK) [*] Soul/R&B - Miguel (US) [-] Verdensmusik - Goat (SE) [-] ; Hoba Hoba Spirit (MA) [-] ; Mokoomba (ZW) [*] Verdensmusik/African blues - Bombino (NE) [+] Verdensmusik/African jazz - Selamnesh Zemene (ET/FR) [*] Verdensmusik/afrobeat/jazz - Bixiga 70 [-] Verdensmusik/Balkan - Dubioza Kolektiv (BA) [*] Verdensmusik/Balkan/dub - Kottarashky & the Rain Dogs (BG) [-] Verdensmusik/bossa nova - Marcos Valle (BR) [-] Verdensmusik/brass band - The Soul Rebels (US) [*] Verdensmusik/cumbia - Ondatrópica (CO) [-] Verdensmusik/folkemusik - DakhaBrakha (UA) [+] ; Dawanggang (CH) [-] ; Gemungo Factory (KR) [-] ; Krar Collective (ET) [*] ; Nubanour (EG) [*] Verdensmusik/indie - Meridian Brothers (CO) [+] Verdensmusik/latin/brega - Felipe Cordeiro (BR) [-] Verdensmusik/Mali Music - Rokia Traoré (ML) [+] Verdensmusik/Qawwali - Meher & Sher Ali (PK) [+] Verdensmusik/reggaeton - Tego Calderón (PR) [-]

6


RF '13 - Højt RF ’13 - Højt - Electronica Crystal Castles (CA) er producer Ethan Kath og sanger/tekstskriver Alice Glass, dertil, på scenen, suppleret af en trommeslager. Stilen er - hvis den slags beskrivelse ellers giver mening - punket drømme pop, snart rave, snart synthpop på, specielt i starten af karrieren, masser af samples (gerne fra gamle computerspil), senest, på Crystal Castles III ('12), nærmest konventionel pop på en udelukkende analog maskinpark. Nu er det dog ikke specielt på plade at duoen har sin styrke, dertil har de for mange enslydende numre, men derimod spiller de trumfkort med deres pulserende liveshows, hvor Glass i front er indpisker, Kahn i baggrunden den nørdede hånd i hundeluftersnoren. Og da duoen nærmest har været mere på landevejen end Peter Belli og Bob Dylan (tilsammen!) de senere år - bl.a. allerede vel forberedt på dansk mad, snaps og øl med to koncerter i Danmark i marts - kan det her sagtens blive et højdepunkt. Ingen som helst tvivl om det. Meget få bands lykkes med den totale transformation, fra en fast defineret genre til en anden, og lige så defineret, ditto: det er derfor noget nær ufatteligt at skaberne af det lille elektroniske indie rockede mesterværk Chemistry Is What We Are ('01) dengang kaldte sig for Simian, nu, reduceret til duo, laver variatoner af house, og god house, under navnet Simian Mobile Disco (UK). Stilen er, om det er muligt med den slags enkeltetiket på bestanddelsekvilibrister som Simian Mobile Disco, tech house, dvs. et blandingsforhold, og altid på en analog maskinpark (læs: derfor på en bund af ægte musikalske evner) mellem house og techno. Når ren electronica er bedst laver den indre soundscapes, ja! I dens eneste egenskab af abstrakt udtryk er det her vel, ser vi lige bort fra det tekniske, hele dens essens, men når musikken så også, som hos Simian Mobile Disco, gør en krop af de her indre billeder, forener fantasi og dans i et - ja! Så er vi bare ret så tæt kørende på kunst: udlevet, og udlevende, kunst. Københavnske Age Coin (DK) laver industrielle soundscapes, techno i marchgang på den lange vej mod dødssprøjten, dark ambient på bagsiden af henfaldne blade i skovbunden. Det her er mørk chillout, det her er et chilloutroom med matteret udsigtsglas til de efterladte. Det her er godt! Dog i første omgang kun for kendere: og kender du dark ambient? Ellers er det her en fin indgang til en genre der først startede ud med Klaus Schulzes debut Irrlicht ('72), siden fik sig sit andet mesterværk med Brian Enos Ambient 4: On Land ('82). Og er så Age Coin simple proselytter? Ikke nødvendigvis, deres industrielle lyde, som sagtens kan lyde som hele den Indiske musiktradition der rulles over, langsomt men sikkert, af et sort kæmpehjerte, har en noget mere dansabel, i

7


middelalderlig - dengang man, som sonende flagellant, såvel piskede sig selv som dansede mod pest - Dance Macabre-forstand, kørende for sig end de ovenfor nævnte navne (og så er ellers ingen moderne dark ambient-mestre, som f.eks. Raison d'être eller Lustmord end ikke nødvendige at nævne her). Som sagt: det her er godt! Og nok et lille navn, men også et navn der bør appellere til såvel metal-folk som klub- og electronica-folk i det hele taget. At smide downtempo, R&B, house og 2-step/dubstep på bordet er i sig selv ikke den store ekvilibrisme i opfindsomhed i vore dage. Endnu mindre fantasi er der i bandnavnet: Holy Other (UK). Musikken fejler dog ikke noget, har elementer af sort industrial lurende under forvrængede vokaler, til ekkokammer og til bobler i vandighed, til en drukning af humanbiologi i en maskinkraft der bringer mindelser om dubstep-mester Burial. Debuten Held ('12) har noget sært intimt, sårbart og ensomt over sig. Ligeledes balancerer materialet på en knivsæg, som var musikken selve adskillelsen mellem en mand og en kvinde, mellem noget sært maskulint, og spredende, og noget lige så sært feminint, og samlende. Manchesters Holy Other placerer sig et helt udefinerbart sted mellem IDM og minimalisme, formår det mesterlige at lave indre soundscapes med så få midler at effekten er ubegribelig.

Laurel Halo (US) står på skulderen af giganter: Juan Atkins, Derrick May og Kevin Saunderson, alle fundamentstene i Detroit techno; analoge synthesizers

8


om, især, den centralt placerede Roland TR-909 trommemaskine. Læg dertil en skvis synthpop, lidt flader fra hip hop, lidt ambience og vi er kørende. Som musiker er Halo klassisk uddannet, men, som det bør sig, er det et fundament man, som i et hus, ikke ser, men nok ved er der: og efter en stribe EP's kom så den fremragende fuldlængdedebut Quarantine ('12) sidste år; og som en melankolsk stemme står Halo så hele vejen igennem foran et neo-gotisk konstruktion af tårnhøj techno, er som et sandkorn på stranden skubbet op mod havet af lyd. Eller som anti-trip hop under filmens credits. At så The Wire Magazine havde det her album som nr. 1 sidste år skal man normalt ikke falde på halen over (hype er en grim ting), men her holder standpunktet faktisk. Det her er ganske enkelt fremragende. Ikke oppe at ringe med giganterne i Motor City, men heller ikke et sølle. Det her er faktisk interessant, vinder ved genhør, kan næsten kun vinde endnu mere ved syn for sagn. Som vi kender det så godt fra Den Sorte Skole er styrken ved turntablism de energier der sættes fri i et kollektiv: her kan udveksling foregå, her kan fejl fanges i luften, tages ned som kommentar, og laves til pasticher igen, her kan grundspor improviseres, flettes, ornamenteres og vrides. Og sandelig! Med de fire gutter fra Nantes i C2C (FR) har vi alt det, suppleret af lidt MC-arbejde, såvel hip hop som soul blandet i de breakbeat'ske spor og linjer i sort vinyl som pladespiller og DJ mixer kan, i de rette hænder, bringe så saligt med sig. RF '13 - Højt - Hip hop På college i Atlanta mødte Killer Mike (US) Big Boi fra OutKast, blev venner, og fik siden sin pladedebut som featured (på dansk: som gæsteoptrædende) på en enkelt sang på Stankonia ('00). På debuten Monster ('03) gengældte OutKast tjenesten, og nu, seks albums senere, lyder Killer Mike stadig som bysbarnet André 3000. Forskellen fra de første fem albums til R.A.P. Music ('12) - "R.A.P." er i øvrigt et akronym for Rebellious African People - er så at det er ligeledes Roskildeaktuelle mester El-P der har produceret det her lige møde mellem OutKast, Ice Cube og Public Enemy, at det, via en klog producerskitse, er lykkedes at formulere noget nær et ikke-navlepillende værk af vægt som ikke udelukkende er et territorialt statement. Politisk skarpe tekster smyger sig her, som en fælles stængel i vækst, om dygtige beats. Pladen er faktisk så vellykket at Killer Mike og El-P har en collaboration på vej, at det derfor vel kan tænkes de muligvis allerede krydser klinger her på Roskilde. I så fald har mødet potentiale til at blive et sandt højdepunkt for årets kendere af rap - men mindre kan nu også gøre det, og i sig selv er Killer Mike tæt på den eneste hip hopper enhver, med ører til skærpet musik, gør klogt i ikke at misse i år.

9


RF '13 - Højt - Indie Takket være navne som The Killers, Arcade Fire og The National (US) er verdens den bedste indie rock det seneste årti rykket fra mellemstore koncertsteder og helt op i stadionklassen, op på en scene hvor detaljerne i indie ikke at de er subtile, men dog, og måske, lidt mere finpudset på knapperne end for standard topti pop - har det med at mudre til i betonbunkers som f.eks. Ballerup Super Arena (Arcade Fire, 2011) eller KB Hallen (Arcade Fire, 2007 & The National, 2010). The Killers' Brandon Flowers er, vistnok, sexet, i hvert fald en yderst interessant opdatering på Roy Orbison, så, som band, har de taget konsekvensen og bevidst, stille og roligt, indarbejdet alle de virkemidler rock har at smide op på den store scene, kort sagt: helt omfavnet transformationen til stadionband. Lidt op af den her løsning finder vi The National der ned karismatiske Matt Berninger i front, eksekveret på en slags neurotisk følsomhed, gerne messet ud med lukkede øjne og en distinkt brummende vokal, lige så gerne erratisk og snerrende - tilsammen understregende at den ofte brugte sammenligning med ham og Ian Curtis ikke er helt gal. Læg dertil et bundsolidt materiale - hvor dog kun Boxer ('07), kan siges at være et mindre mesterværk, hvor alt før, dog med forgængeren Alligator ('05) som undtagelse; bærende som den er på den råt programmatiske signatursang "Abel", var lidt prøvende af på midler, alt efter, Boxer forstås, igen en gentagelse på gennembruddet, dog, og igen ingen regel uden undtagelse, med "Bloodbuzz Ohio" fra High Violet ('10), bandets afdæmpede signatursang, som endnu en undtagelse - og vi har tilsammen noget der sagtens kan spille et sted som Store Vega (2008) i sænk, sagtens kan nå godt ud over rampen på Roskilde Arena (2010). Problemet er stadig, lidt snobbet måske, at stilen indie rock nok sagtens kan klare at vælte et stadion, bare spørg Pixies, men at den slags musik som The National spiller, jf. Berninger attituder, alligevel har det med at får filet kanter af foran for stort et publikum. Ikke bandets skyld, men JERES! I skide medløbere, i folkens der udelukkende møder op for at høre "The Balcony" med The Rumour Said Fire! Den slags. Er genrehurdlen, gående over hovedet på dem der bare vil genren, derfor et luksusproblem for The National er det et reelt problem for Arcade Fire (ja! Der er faktisk en pointe med at de trækkes frem), der på Arena i 2007 fik udstillet at traditionel indie rock har det svært foran et stort publikum - hvor et par ellers vigtige plader så smerteligt demonstrerede fælden ved at undergrundsmusik, pacet op til mainstream, da selve verdens den mest perfekte indie-plade hverken kan klare at der er langt til bageste lytter - eller at vedkommende måske er på vej, enten til eller fra noget andet.

10


Det er derfor bare mediet, den store scene, det at The National smides op på plakaten blandt de store, der giver samme myrekryb som en bekymret far der ser sin søde teenagedater begynde at date typer med kampgris, wifebeater og nul bøger i reolen. Det her er alvor! Og pointen med Arcade Fire fortsætter! Fleet Foxes er nemlig endnu et indie band der, her kammerpop med folk rock og lignende godt i boldgaden, var tæt på at nå stadionrockstørrelse, men dog, og heldigvis, i Danmark endnu ikke er smidt i en betonbunker - til gengæld blev de udstillet, ja! Udstillet på Arena i 2009 hvor de, af lige dele skræk for det massive fremmøde såvel at de allerede på forhånd vidste at de manglede ikke så få power-riffs til at spille teltdugen op, blev ydmyget. Sandelig! Giv den slags en lillebitte scene, eller en stor bar, og så er vi kørende. Animal Collective (US), på deres Roskilde-debut, er så dem man kan bekymres for i år, om de får samme tur som Fleet Foxes i 2009, om de har mere bund i publikumsdybet end The National der lige var på vippen i 2007: og dog! For nok har de folk, i det her tilfælde freak folk via bandets gennemgående nerve af neopsykedelika, tilfælles med Fleet Foxes, men dog ikke af samme potentielt splintrende følsomhed. Animal Collective er The Killers på syre, nok krævende indie rock, i den forstand at det bruger alle virkemidler, hele musikpaletten såvel alle talenter, som et Stalinorgel mod lytternes sanser - men dog, hvis man går dem nærmere på detaljen, har deres musik det med at falde lidt simplificeret fra hinanden (basalt set er det her trods alt rock), skal derfor opleves som en samlet pakke. Og præcis der kan man godt bekymres for om de imponeres af den tillid at stå på plakatens det næstøverste trin. RF '13 - Højt - Metal I de elleve år den her guide har skrevet sig selv er det endnu ikke sket at et hovednavn er blevet offentliggjort så sent som præcis en måned før festivalstart; gives nye navne så sent plejer det ellers altid kun at være fyld til spilleplanen, typisk på kvalitet taget fra skuffen af ren monkey class, så når Metallica (US) smides er det, naturligvis, fordi køen - jf. netop årets program af fy fan! megen overvægt på lige præcis monkey class - ved billetlugen er ikkeeksisterende. Men nok sniksnak, nu til sagen, her skåret punktvis til knoklen: Med Metallica ved vi hvad vi får: - En forsanger der, efter et langt liv på flasken og på skateboards (og, ikke mindst, af dem) nu er omvendt superkristen, - En dansk hobbit (49) til såvel Cobra-kunst som tønder med så megen (f)ræs i overgangsalderen at: 1) Hans noggin er vokset op gennem håret, at en måne nu spejler sig i en måne, 2) At han derfor har skiftet Hollywood-madammen (47) ud med en mindre rynket og mere slimline mode-madamme (29),

11


- En mand på hegn der mere ligner en der godt gad sidde dagen lang, med flerfarvede snotklude strittende fra baglommen, på nærmeste læderbøssebar, - En mexikaner der laver en stillestående, faktisk en ret kalveknæet og skovskideragtig, udgave af krabben (tænk Abbath fra Immortal) mens han tror sin bas tunet af Flea (fra De rød-varme skovskider-chilier), - Et slemt fosseri (tænk igen på chili!) ud af Roskilde Festivals bandbudget. Det er indiskutabelt: - At ingen tilnærmelsesvis seriøs samling mædl er foruden Ride the Lightning ('84) og Master of Puppets ('86): hvilket album der så er bedst kan vi altid tage over en kasse af Die Grünnes, - At alle, og her menes der ALLE, gamle fans stod af da det massive verdensgennembrud, og vel egentlig også hele grunden til de endnu er her i dag, The Black Album (aka Metallica) ('91) blev smidt, - At de intet, og her menes der INTET, har lavet siden det er værd at lette sin røv for (den sidste sentens var så et gammelt dansk ordsprog, fra dengang man åd brunkål til morgen- middag- og aftensmad, dog alligevel sagtens kunne kende forskel på at slippe en lort - eller en vind). Man skal derfor se gammelmandskollektivet fordi: - Man ved hvad man får, - Man slipper for at stå i hegnet og pisse på sine sko imens. Rigtig god fornøjelse! Groft sagt, og sagt fra starten, har heavy metal to hovedspor: den traditionelle og det ekstreme, en essens der i virkeligheden er en kontrolleret overbygning af noget i forvejen eksisterende, og så det maskinelt ukontrollable, det at give sin krop hen: som en cyborg med ørerne i maskinen. Fra starten er så omkring 1970, hvor Led Zeppelin i virkeligheden lavede tunge blues-plader, mens Black Sabbath, allerede med debuten, lavede proto-doom og ikke at doom er ekstremt, men krævende er det, derfor er den her skematiske inddeling af heavy i to spor da netop også kun en pædagogisk øvelse. For det vel første ekstrem-band af betydning, britiske Venom, krediteres nok ofte for at have opfundet black metal, men i virkeligheden var deres musik punk rock, som også Motörhead langt hen ad vejen, derfor var det først med svenske Bathory at black metal blev skabt, at traditionalisterne blev skilt fra bukkene. Siden opstod så også grindcore, den metronom-mekaniske udgave af thrash, og nogenlunde samtidig også dødsmetal i såvel Florida som Sydsverige. Og pointen med alt det her? At traditionalister i virkeligheden er tunge hippier hvor den ekstreme flok i stedet vil såvel udfordres af, som stille spørgsmål til, enhver sammenhængskraft i verden. En sammenhængskraft der netop udstilles af supersoniske værktøjer.

12


Ekstremmetal er derfor ingen egentlig genre, men et skud mod et mål, og et af de bands med størst bue er Anaal Nathrakh (UK), der så effektivt blander sort, død, en industrial-stemt trommemaskine, en grindcore-guitar og fortabte sjælestemmer i Dantes helvede sammen til et monster i den smukkeste dødskamp. Alt sammen arrangeret i et evigt tryk af en sært glitchende overgang på såvel stilarter som vokal, fra growl, over gutturale druknelyde, til skønsang. Og altid pakket ind i en sært melodisk finmaskethed: tilsammen virkemidler der efterlader sin lytter med et nervesystem som en vildfaren i en slangegård. Smækket inde. Og håbløs udenfor rækkeafstand til modgift. Smukt! For lige at gøre den påståede linje om traditionalister og ekstremister færdig er der de dage der fik Facebook til at gløde: Anaal Nathrakh var varslet på Copenhell og glæden var stor - indtil de først sagde fra, hurtigt efter igen sagde til hos Roskilde. Snakken gik om at hyren var større foran Smatten, men næppe; Roskilde og Copenhells nære parløb var måske mere evident i starten af Copenhell end nu, men eksisterer skam stadig - og hold da op! Hvor Copenhells profil er skåret som profil over følsomme traditionalister: to dage med enten gammelmandsrock, kampdrikningsmædl, plat vikingemetal eller unge amerikanske eller engelske "ekstrembands" med flotte frisurer… Anaal Nathrakh, årets så klart mest uomgængelige mædl-band på Roskilde, ville derfor afgjort have kastet nyfunden respekt mod Copenhells profil, men nej: i kulisserne blev der altså peget på Roskilde, og basta. Og fred være med det. Da Kvelertak (NO) sidst var forbi var det i 2009 på Pavilion Jr., og det, helt exceptionelt, som et af den scenes absolut, gennem alle årene, ekstremt få bands man bare skulle se. Og det på tværs af alt og alle på den samlede festival. Dengang, med en produktion endnu kun på demoniveau, lavede de partyrock på inspiration fra sen Darkthrone, dvs. et crust punk mashup på black metal, og det gør de, Kvelertak forstås, for så vidt stadig: men nu, efter lidt fumlen med (sikkert pladeselskabsfolk på) den selvbetitlede debut ('10), er stilen, på den fine opfølger Meir ('13), nu renset tilbage til det legesyge, derfor glasklar; hardcore i mashup med black, store maskiner der er smidt i en metalkværn - og bare nægter at dø, springer til kanten som fantastisk energi og melodilinjer med sindssyge mængder af overskud. Metal anno 2013? Kvelertak! Der er ganske meget metal på Roskilde i år: det, sammen med den megen hip hop, er til for at dække det unge (mandlige, eller rettere, den generelle kvalitet af de her to genres repræsentation i år taget i betragtning: drengelige) publikum (så ka' det gamle ellers gnave tandstumpeben på Kris, Kraftwerk og Metallica), men af det hele er der, ser vi bort fra den pure underholdningsværdi (tænk nu i de baner der fører til Metallica), kun to uundgåelige bands: Kvelertak og Anaal Nathrakh.

13


Derfor en fyldt pispotte som nathue til dem der svigter de her to så klare forpligtelser, mand (og dreng!). Mellem yderpunkterne, det pr. virkemidler ekstreme overfor det teknisk ekstreme, finder vi en gammel kending (først på Roskilde i 2004, på afbud fra David Bowie og, efter et hurtigt opkald, i et skarpt sidegadesving med tourbussen fra Prag dagen før mod Berlin samme (!) aften, siden, med lidt mere ro, igen forbi i 2009) i form af Slipknot (US), der normalt kastes i skuffe med nu metal-bands som de nogenlunde lige elendige Korn og Limp Bizkit, men i virkeligheden har alt, alt for meget teknisk snilde og melodisk oveskud til at få en så simpel plastikpose trukket over hovedet. Et andet udgangspunkt er amerikansk groove metal, primært med inspiration fra Pantera og Machine Head, men heller ikke her, selv med to genrer, er vi ikke helt omkring essensen af musikken: "metal metal" ynder de selv at kalde det. Med andre ord: opdateret metal. Ikke pisset over med synthesizers og MTV-appel, men dog, leveret af en kollektiv hvor indtil flere medlemmer er musiklærere ved siden af bandarbejdet, knyttet omkring alt det gode i traditionel metal. Og dertil en sært form for kontrolleret anarki, i første omgang simplificeret omkring Corey Taylor overlegne metalvokal, siden åbnet op af noget så simpelt som klogt sammenspil. Medmindre gutterne til hobe stiller sig op og spiller på blokfløjte skal man ikke forvente sig en skid nyt i udtrykket fra Slipknot - og hvad skal vi så med vrag fra forrige såvel forrige-forrige årti? Simpelt: med alle mand på plads er de (og Metallica) årets eneste sikre kort til at tampe hele Orange Scene igennem. Og bare DET er en afveksling fra de senere års "opgradering" af typisk Arena-bands til den helt store scene - hvor de så er faldet ynkeligt sammen, har siddet på scenekanten og set en hel karriere, og hvad man ellers troede den kunne, gå til bunds i pissoirerne derude. Ingen nævnt, ingen glemt. Siger man, som man lige gjorde, Metallica har man også sagt thrash, og her tales der om The Big Four: omtalte Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax. Skulle kongerækken fortsættes kunne man sagtens blive i U$A med Exodus (en og anden svært tunghør ville måske også sige Testament), men mere mening ville det give at begive os lige syd for grænsen efter mægtige Kreator (DE). Grundlagt i 1982, stærk debut i 1985, dernæst deres første mesterværk, Pleasure to Kill ('86), ude allerede året efter, og, for det ikke skal være løgn, fulgt op allerede året efter igen af Terrible Certainty ('88), bandets andet mesterværk. Fra start søgte bandet ekstremerne, var da også en slags proto-død, men da thrash gik af mode fik de en sort periode fra 1991 og årtusindet ud: en periode med ekstrem, javel, men ogs�� ret så retningsløs death og industrial metal. Kreator er, og bliver, THRASH!

14


Og sådan har det været siden 2001, og sådan vil det være resten af bandets levetid. Den nyere produktion fejler bestemt intet, og med signatursange som "Riot of Violence" (fra Pleasure to Kill) og "Behind the Mirror" (fra Terrible Certainty) samt bandets altid stærke liverygte, kan det her kun betyde en ting: at vi publikummer sætter os i rundkreds og holder om hinandens storetæer. Eller, og mere sandsynligt, smadrer løs til noget af den mest pure slås- og bollemusik planeten p.t. har at give sine børn. RF ’13 - Højt - Pop Lisa Gerrard fra Melbourne og Brendan Perry fra Whitechapel (i hjertet af Jack the Ripper-land) i London er siden 1981 centrum i Dead Can Dance (AU/UK). Efter en debut i 1984 på gotiske og new wave-elementer, var der allerede fra opfølgeren, Spleen and Ideal ('85), den neo-klassiske farvning af såvel middelalder- som renæssancemusik der har været gennemgående siden. Med The Serpent's Egg ('88) kom så bandets første mesterværk (bare hør alt hvad Lisa kan på ”The Host of Seraphim”), det andet (og allerede herfra kan vi så, for at komme omkring dybden med hvad Brendan kan, og derfor komme rundt om dem begge, tage den nakkehårsrejsende ”The Ubiquitous Mr. Lovegrove” som eksempel) med Into the Labyrinth ('93), hvor verdensmusikken nok havde været i spil før (jf. bare ”The Host”), både via instrumentering og, nok især, Gerrards stemme, men nu kom helt i front og har været der siden. "Siden" er måske så meget sagt, for siden Spiritchaser ('96) skulle der så gå 16 år inden sidste års Anastasis ('12), og så alligevel ikke: for det nye bud på en plade har det samme som altid: Perrys sang, en mellemting mellem Laurie Anderson (ja!) og Scott Walker, Gerrards der, som gennemgående overalt i karrieren som Dead Can Dance, har svinget mellem Kate Bush og Natacha Atlas. Dertil melankoli og ennui i spandevis i såvel Perrys tekster som i de fælles melodier og arrangementer. I 1989 holdt de op med at være et par, Perry flyttede til Irland, Gerrard fra London, hvor de ellers fælles havde boet, tilbage til Australien. Perrys solokarriere bød bl.a. på folk rock, Gerrards på filmmusik, men ind imellem samledes de så altså, i Irland hos Perry, i den gamle konstellation når nyt var på vej. Dead Can Dance gik officielt i opløsning i 1999, men blev gendannet i 2004, og har, selvom produktionen altså går tilbage til 1984, aldrig spillet i Danmark før. Så meget desto mere en grund til at få set den her blanding mellem Cocteau Twins og Enya, mellem new age og ambient, verdensmusik og (primært gælisk og keltisk) folkemusik og folk, neoklassik og middelalder. Alene det at kunne holde alle de her bolde i luften, og undgå de ramler sammen, er i sig selv en kunst. Læg dertil bandets altid sønderknusende skønhed.

15


Som integreret led i Figurines, Danmarks samlede svar på Built To Spill & Modest Mouse, havde han ingen problemer med vokalen, men som sig selv, som Christian Hjelm (DK), og syngende på dansk, er det første, og sikkert også sidste, noget af en mundfuld: om det at have en helt normal, og maskulin, rockstemme, men samtidigt, på hver intonation, gurgle os hvert ords bagside på en sitrende falset er et udtryk for stor rækkevidde for stemmen kan måske godt være. Underligt er det i hvert fald!

Og så er der ellers solodebuten Før vi blev lette ('12): en samling fint snittede popsange, javist, men også med en sær og evigt underlig Rugsted & Kreutzfelt tekstur (nok værst/bedst på førstesinglen "Lang vej igen"); og den her duo var, når man tænker lidt over det, faktisk den absolutte bundlinje for dansk pop. Ikke bare i 80'erne, men i det hele taget; alt kreeret med mindre ambition kan næppe kaldes for andet end dansktop. Så kom vi af med alt der kunne siges fra lokummet: og hvorfor skal man så se Mr. Hjelm? Det skal man fordi sangene, selv efter mange lyt, bliver ved med at være interessante, bliver ved med gøre kompagniskab med dine ører. Det var så materialet, noget andet er mandens leben på en scene: ikke at han her står og tror han er Jim Morrison, slet ikke, men de underlige intonationer hans sange rummer, sandelig også i Figurines-regi, har det med at komme ud som et sært fascinerende mimespil, som en sanger bag en forestilling. Foruden den her sært dragende gestik, der nok bedst kan forstås som et svar eller lydhør supplement - til noget ellers uartikuleret, til den slags performance man ikke lige kan affeje med simpel sceneliderlighed.

16


Da Figurines i 2004 blev båret ind på hånden med debuten Shake a Mountain var alle de her nordjyder i deres teens. Hjelm har altså aldrig lavet andet end det han gør nu, er blevet en loyal og glimrende fortolker af alt, fra Niels Skousen til The Beatles, er samtidig en vanvittig vigtig såvel live- som sessionmusiker, bedst eksemplificeret med sin hjælp i såvel studiet som på landevejen med Nikolaj Nørlunds Alt sammen, lige nu ('12). På solopladen samles alt ovenstående sniksnak nok bedst op med sangen "Det andet led": et underligt piskesmæld i popmusikken - fra langt bag nakken og langt frem, kort sagt: en som Hjelm kan ikke bare fanges af outputtet, udvider så sandelig sit kunstneriske liv på en scene. When Saints Go Machine (DK) har snart været hele vejen rundt om Smatten: Pavilion Jr. i 2008, åbner på Orange i 2010 og nu, med den nye og fremragende, Infinity Pool ('13), endnu engang på festival, nu som rene triumfatorer indenfor, er det efterhånden blevet, soulet og melankolsk electropop, nu stærkest husket, når sangene klinger videre i hovedet, på Nikolaj Manuel Vonsilds lyse Antony Hegarty-falset. Og så er det her simpelt, at københavnerne let bidrager, fordelt over hele deres albumproduktion, med tre klokkeklare sange til årets Roskilde-soundtrack: ”Fail Forever" fra debuten Ten Makes a Face ('09), "Kelly" fra opfølgeren Konkylie ('11) og, som sagt med en skruen ned for electronica, og op for det blå i følelser og stemme, "Mannequin", fra den sublime Infinity Pool ('13). Alene at kunne opvise så suverænt et tværsnit, på så få sange, af egen fulde produktion er helt uhørt. Duoen Quadron (DK) er en soul-poppet og elektronisk opdatering af Sade, en indrømmet inspiration, med sangerinde Coco O i front og producer Robin Hannibal (med mange jern i ilden, men måske bedst kendt fra kollektivet Boom Clap Bachelors) i ryggen. Selvbetitlet albumdebut i 2009, i år aktuelle med singlenummeret "Hey Love", i uge 10 i marts P3's uundgåelige, og næppe en sang enhver radioejere har kunnet undgå at høre. Seks numre fra debuten blev brugt i Hella Joofs roadmovie Se min kjole ('09), og at det filmiske, såvel i produktion som i Coco O's stemme, i Quadron virker ses aktuelt i biografen hvor Coco O deltager med sangen "Where The Wind Blows" på soundtracket til Baz Luhrmanns filmatisering af F. Scott Fitzgerald The Great Gatsby ('25). Og det i godt selskab: med Lana Del Rey, Jack White, Gotye, Jay Z, Beyoncé og André 3000 der alle bidrager med original og ny musik. I sig selv stort. Efter Oh Land og Fallulah er Quadron bare sidste skud på stammen af internationalt orienteret pop fra andedammen. Og med Coco O's spændvidde og appel, med bandets egen simple, men dog uimodståelige, charme og tæft for

17


melodi kan man kun håbe det bedste, på tilsmilet tillid fra de små tilfældigheder der skal til for at mulighederne falder i hak. The Lumineers (US) har på den selvbetitlede debut ('12) såre sandt ikke opfundet den dybe tallerken: folk rock afløses af ren folk, begge dele mestret til genrens perfektion, dertil tillagt en formidabel evne til at vriste hits af genrens, i sig selv, grundlæggende simple formular. Alt sammen måske bedst illustreret ved den ganske charmerende førstesingle "Ho Hey". På den store scene lignes bandet bedst med britiske Mumford & Sons, på den lille med vore egne (tidlige) The Rumour Said Fire. Kort sagt: med gode sange båret af en dygtig vokalist (Wesley Schultz) er The Lumineers garanter for feelgood, for sikker fodfæste for festen. I sig selv, nu hvor rock efterhånden er erobret af indie, en sjældenhed, snart kun noget der kan forventes muligt foran verdensmusik. Og har man så, og det har man ikke, fået nok af The Lumineers kan man fortsætte/starte festen med Of Monsters and Men (US), citat start: "Det fem mand store kollektiv af multiinstrumentalister fylder scenerummet med en følelse af samhørighed, som er skabt til den glade menneskeflok på en sommerfestival", citat, fra Roskildes egen omtale, slut. Også her - dog renset totalt for den snert af (indie) rock der, trods alt, er at finde hos The Lumineers (tænk skotske Travis) - har vi nemlig folk-pop, her sat til i guirlander med blæsere, derfor en slags lys udgave af Balkan-musik, også her har vi pop-liturgi af den slags man ellers kun finder hos enten verdensmusikken eller, og tættere op ad hvad Of Monsters and Men vil, som gospel-afleveringer i udvalgte kirker. Så positivt, så funklende på glædens overskud, er Of Monsters and Men nemlig at selv en sortsynet gravrøver, ansat som graver og just i gang med et hul, til sig selv og i det fineste rosenbed, vil sætte sig op på kanten og synge med på monsterhittet "Little Talks". I mødet mellem musik og fest, tilsammen hele grunden til overhovedet at tage på Roskilde (medmindre man er pantsamler, kendis, dopedealer eller bare faret vild, forstås) er de her to bands essens, folkens. RF ’13 - Højt - Rock RF ’ 13 - Højt - Med gang i den Elias Bender Rønnenfelts vokal er ganske britisk, københavnske Iceage (DK) meget post-punkede i deres splintren af punk og genskabelse af samme: ikke mindst reflekteret i teksterne der også selv er splintrede fragmenter, som var "rigtige" tekster udsat for William S. Burroughs cut-up'ske genrejsning af nyt i gammelt.

18


Dannet i 2008, selvbetitlet EP (fire numre med en spilletid på tilsammen præcis 8 minutter), så fuldlængdedebut med den mytologisk rejsende New Brigade ('11), i år så opfulgt af You're Nothing ('13). På 8 minutter når man ikke meget andet end at smadre, på en fuldlængde med en titel som "White Rune", pladens den bedste, når man let at få folk - dem typisk på den yderste venstrefløj med en forbløffende evne til, med ubehandlet paranoia på en åben verden og et simpelt tunnelsyn, at forvandle alt de ikke forstår til fascisme - på nakken. Og den nye? Hvor førstesinglen "Ecstasy" uden tvivl er en af de bedste sange sluppet i det her land i år? Sandelig! Er opfølgeren betydeligt bedre produceret end debuten - hvilket ikke nødvendigvis er et gode for en æstetik der vil fragmentere en i forvejen kalejdoskopisk verden... Og hvorfor skal man så se dem? Fordi københavnerne p.t. er Danmarks, også internationalt, vigtigste rockband. Punktum. (I øvrigt et Iceage et festivalprodukt fra den tid hvor Pavilion Jr. var et clareinghouse, hvor Iceage fik lov, i 2010 og under radaren af alt for mange forventninger, at modnes på den her, dengang, så absolut vigtigste up-andcoming scene i kongeriget - for så siden at får en rigtig scene at stå på i 2011, og nu altså igen i år. Men lad nu bare det her sunde glimt fra de go'e gamle dage forblive en parentes). No wave er punk i slut-70'ernes New York, er funk-dans på disokuglernes splintren, er kaos og smadr på discoens undergang. Det her er en mulig inspiration. En anden er David Byrne og Talking Head, også fra New York. Endelig er der Singvogel/Peter Laugesen (fra Aarhus) og Steppeulvene/Eik Skaløe (fra København). Asger Hartvig, fra Svendborg-kvintetten (nu dog med teltpæle i København) Synd og skam (DK), er nemlig, samlet set, som Steppeulvenes formular: egentlig var de her hippiers musik bare blues rundgange, egentlig er Synd og skam bare måden man i gamle dage brød sten på i stenbrud: med store udsving, på sten fra kogende til iskoldt vand, hos Synd og skam fra pauser, typisk omkring vokalarbejdet, mellem instrumenter der lyder som bliver de piftet. Helt usædvanligt har bandet kun en EP ude: Blafret ør af kjoler ('12), men har alligevel, på nærmest rekordtid, skabt sig et live-rygte af de helt sjældne. Synd og skam er Røde Mor på fast forward, er lige så forløst smadrende som Magtens Korridorer på den nu slettede (fra kataloget) debut Bagsiden af medaljen ('98). Og så, som bonus, kan det siges at forsanger Asger er som et mashup på Peter A.G. vs. Lars H.U.G. (i Kliché-perioden vel at mærke).

19


På en scene sker det faktisk, periodevis, at bandet finder taktfast sammen i rytme og melodi, men det er godt nok sjældent, faktisk så afvigende en praksis at man ligefrem tror det her er avantgarde-fis. Og det er det måske også - men fukit! Det er underholdning, og som sådan er det godt. Hvis Madness lærte sig punk ville de blive til The Mighty Mighty Bosstones, lagde Madness nu lidt tex-mex til længderne ville de lyde som Voodoo Glow Skulls (US), en solidt bundtrækkende combo, med tre spansk-amerikanske brødre i midten, fra Californien, derfor naturligt nok med mere skater end hardcore i deres punk. Men også et band, selvom de var på Epitaph Records samtidig med The Offspring, og selvom Firme ('95), bandets anden plade, faktisk er en overset perle, ikke helt kom med på den verdensomslugende punk-revival bølge i slut90'erne (inklusive Green Day og, periodevis, ska punk-kollegerne Rancid). Voodoo Glow Skulls er sat til at lukke ned for såvel Arena som Roskilde om søndagen, vil, som lige blanding af såvel The Specials og Bad Religion som spansk og engelsk, uden mindste tvivl få de sidste energier sat fri til fest. 80'er punk og 90'er hardcore kogt sammen af indie på noise rock er Pissed Jeans (US), er en slags ny grunge på statements, som Butthole Surfers remixet helt ind i bakspejlet på en monstertruck, som Sonic Youth der en dag opdager hvad bandnavnet betyder. Metoden for Pissed Jeans er den simple at sætte farten tilpas ned til at musikkens elementer står som monolitter, så punkens evigt unge kakofoni pludselig bliver reflekteret og tydeliggjort i singularitetens vold, pludselig kan samles op, dygtigt eller mindre dygtigt, til nye udbrud og udtryk på støj. En farlig og svær balancegang der kræver såvel talent som vilje som teknisk kunnen. Har vi alt sammen her. RF ’ 13 - Højt - Med mindre gang i den Kun den mand - Kris Kristofferson (US) - der kan skrive så stor en linje som "I'd trade all my tomorrows for a single yesterday" (på klassikeren ”Me and Bobby McGee" ('69)) kan tillade sig, med vægt i en stemme der stille og roligt går i støv, at formformulere sit seneste album til Feeling Mortal ('13). Den selvbetitlede debut var i 1970, siden har han, som essens af alt med rytme ud af Nashville, stået for et evigt sandt korpus af country & western, afleveret, under ord det allerede er antydet faktisk er sat med mening, med kun sang, mundharmonika og akustisk guitar. Manden er i dag 76 år gammel, var, kan selv heteroseksuelle mænd nok se, noget af et hug i sine yngre dage, datede derfor alt omkring sig der bar skørt (bl.a. Janis Joplin, Barbra Streisand og Joan Baez) og gjorde det, ved siden af

20


en, måske, endnu mere meriteret, og endnu til i dag fortsat, filmkarriere, med så mange helflasker og deraf løsthængende næver at, siges det, filmstudier i 70'erne havde bodyguards ansat - til alene at beskytte de øvrige skuespillere på sættet mod Kristofferson! De seneste vel 20 år har dog været 100 % tørlagte og manden turnerer nu rundt, i tourbus, overalt i verden med såvel kone som børn, stiller sig op og synger duetter med datteren Kelly, formulerer lige netop det der er vigtigt for at leve: at vi, javist, skal dø, men at noget, et levet liv, først skal fyldes, først skal tage land som en gletsjer, siden, med drypvis tilbagetrækkende stumper som morænebakker af de fejltagelser vi alle begår (i enten kærlighed, druk eller misligholdte venskaber), kan se tilbage, hvis vi ellers, som netop Kristofferson, har ord og talent, på noget der - uanset hvad - for ALLE er værd at give videre. En praksis der altså først og fremmest er, som Carter Family før dem, at rejse såvel landet som verden tyndt som klan med folk og country, americana når det giver mest mening: som egentlig en kunst hver eneste platugle der kan løfte en guitar let kan plagiere. Men kun de største kan mestre. PS: Dem der siger Kris Kristofferson er et gammelt røvhul skal dø. Det ved vi. Og vi ved det fordi det har Kris Kristofferson selv sagt og sunget gennem hele livet. Så ka' de fandeme lære det! I 2011 var John Grant (US) forbi for, ved et nøgent klaver, at spille op fra den mesterlige solodebut Queen of Denmark ('10): en selvudleverende singersongwriter-plader, i øvrigt optaget med de mægtige indie folk'ere Midlake som backing, om alkohol, stoffer og det at være bøsse. Sidst var hans output en remaster, til en ny tid, på 70'er sangerskrivertradition, specielt syntes Beach Boys' Dennis Wilsons mesterlige Pacific Ocean Blue ('77) at være godt fremme i inspirationen. Siden sidst, og før den aktuelle plade, har Grant offentligt bekendt at være HIVpositiv; i vore dage ingen dødsdom, javist, men dog et slags mærke af en art, derfor også noget der har præget Pale Green Ghosts ('13), den nye lavet sammen med Biggi Veira fra de innovative electronica-artister i islandske GusGus. Pladen er derfor, ikke overraskende, stærkt elektronisk inspireret, men har dog, modsat den genrerene debut, fået sig ikke så lidt tilbage fra indie bandet The Czars, Grants tidligere band, herfra tager han dream pop tilbage, dertil indie pop i tradition fra Death Cab for Cutie. Læg dertil at Grant nu, modsat debutens tydelige 70'er tekstur (bare tjek den mesterlige "Sigourney Weaver"), lægger sin stemme op ad Stephin Merritt fra The Magnetic Fields (de fleste ingredienser på den plade nye samler sig fint

21


omkring titelnummeret), og vi har pludselig en plade der virker, omend ikke direkte stilforvirret, så dog noget anderledes end den direkte vej gennem materialet som Grant så mesterligt viste han kunne på Queen of Denmark. Var det ham og et klaver sidst, er han nødt til at tage lidt flere folk med denne her gang. Og ikke fordi den nye er elendig, og ikke fordi hans optræden bør forventes være andet end mesterlig: lige så uomgængelig som sidst er han dog ikke mere. Med rødder i de mægtige ørkenrockere Giant Sand har Joey Burns og John Convertino siden 1996 stået i midten af de næsten lige så mægtige Calexico (US). Er Giant Sand ren americana, er Calexicos andet grundspor tex-mex, sydligt krydder-sødmet populærmusik fra sydstaterne grænsende op til Mexico. Læg dertil ikke så få input fra indie, typisk drejninger på enten pop eller folk, og vi er ved at være der. Darwinister der så Bruce Springsteen sidste år har ingen tid at spilde: her er evolution i gang! For ikke bare har Calexico stærke sting i bukserne når de skræver over en alt.country på størrelse med hele outback U$A: de kan også, som f.eks., og for bare at holde os jordnært til nutiden, på den sublimt medrivende "Splitter" (fra det aktuelle, og fremragende, album Algiers ('12)), lyde som såvel Bossens nevøer som Quentin Tarantinos figurer, på evig vej væk, der fremme møder David Lynchs ditto persongalleri med spørgsmål. Og svaret? Findes ikke, for det her er kunst. RF '13 - Højt - Soul At genopfinde gamle, og typisk glemte, navne kender vi fra Rick Rubin og Ry Cooder; den første specialiseret i artister der havde en snart mangeårige produktion kørende på tomgang (tænk bare Neil Diamond og, især, Johnny Cash), den anden, med det legendariske projekt Buena Vista Social Club ('97), mere i retning af at revitalisere navne der enten var glemte eller mere eller mindre havde opgivet karrieren. Lidt op ad det sidste finder vi Gorillaz og Damon Albarn der fik soul-legenden Bobby Womack (US) med på den fænomenale Plastic Beach ('1) og med på Orange Scene samme år. Manden (f. 1944) har været aktiv siden 1952 (!), men, med en stemmeføring ganske tæt på James Brown (eller var det omvendt?), toppede klart med sin solokarriere i perioden 1972-1981, takkede af, med noget på hjerte, med nærmest Marvin Gaye'sk mægtighed på "If You Think You're Lonely Now". Siden stod den på samme dovne tomgang i produktionen som giganten Solomon Burke, der i 2002 blev genopfundet på Don't Give Up On Me (produceret af Joe Henry for Fat Possum, et selskab specialiseret i at genopfinde og -oplade

22


primært blues-legender, men altså også en enkelt ditto indenfor soul), siden, i 2008, holdt hof på Arena. Sidste år, efter en produktionspause i albums siden 2000, kom Bobby Womack så ud med The Bravest Man in the Universe ('12), produceret af Damon Albarn og hipster-pladeselskabsgrundlæggeren Richard Russell fra XL Recordings. Og her har vi så problemet: at nok er de her to, og tydeligvis, respektfulde overfor legenden, men deres post-dubsteppede produktioner har det med at tage det fra manden, Bobby Womack, der har, og for evigt vil, henføre ham blandt legenderne: at bruge stemmen som foredragsholder for såvel følelser som følelsers objekt, for en artikuleret, som kun en mester kan gøre det, ud-afkroppen-oplevelse, kort sagt: SOUL!!! Blev Albarns/Gorillaz' genopfindelse i 2010 (på et par numre, men så afgjort bedst på "Stylo") derfor fortjent kronet af en gæsteoptræden af Womack på Orange i 2010, kan man ikke håbe på gengældelse den anden vej rundt: om Womack derfor vil holde hof, som Burke i 2008, er nok tvivlsomt, men et er sikkert; stiller han sig på en ølkasse, pissestiv og ubehagelig, og begynder at kvæde os sjofle sømandsviser SKAL man bare være der! Musikhistorisk, som inspiration og fornyer, er manden måske ikke helt så vigtig som f.eks. Kraftwerk, men (memo)teknisk, som reminder om hvor moderne R&B og neo soul kommer fra, er han helt og aldeles umulig at komme udenom. RF '13 - Højt - Verdensmusik I 1990, det år tuareg-ørkenfolket gjorde deres første opstand i såvel Mali som Niger for at få deres egen land, var Omara Moctar 10 år gammel, i landflygtighed lærte han sig at spille på guitar ved at se på videoer og høre musik med Jimi Hendrix og Mark Knopfler især. Hurtigt blev talentet spottet og hurtigt kom han med i et band under det italiensk afledte kælenavn Bombino (NE). Endnu en tuareg-opstand, den her gang dog kun i Niger, i 2007 gjorde at han først i 2010 kunne vende tilbage, nu i triumf og som helt, til hovedstaden Agadez, i netop hjemlandet Niger. Stilen, sunget på tamasheq, tuaregeners hovedsprog, er en blanding, dog aldrig ren, af ørkenblues som vi kender det så godt på Roskilde fra f.eks. verdensstjernerne Tinariwen (senest på Arena i 2010). Emnet er, naturligvis, omkring tuareg-folkets fortrædeligheder, og det over en gennemgående åre af umiskendelig singer-songwriter, dvs. et personligt udtryk nok leveret af et band, men med et udtryk der aldeles fordrer opmærksomhed på den centrale aktør.

23


I sin brug af ørkenblues/African blues er Bombino altså ikke så ren, dvs. så instrumentalt funderet, som den malinesiske genremester Ali Farka Touré, men har alligevel, om muligt, endnu mere klart skårne sange end mesteren - der i øvrigt også selv, og naurlgivs, var dybt forgældet til Mark Knopflers sært, med åbne arme, krammeagtige rundgang med sin guitar. I øvrigt kan primæraksen gennem den her musik forlænges med en dansk aflægger: Mark Knopfler->Bombino->Kristoffer Munck Mortensen, eftersom den her mastermind i Mellemblond ikke har noget problem i at indrømme sin gæld til Mark Knopfler. Og sit familiære bånd til netop Bombino, der altså også, anno 2013, tydeligt kan høres på Mellemblonds mesterlige Lysvågen ('13). Så som verdensmusiknavn - forstået som et navn med lokalt opspring til hele verden - er Bombino, helt indiskutabelt, årets største navn på festival for verdensmusik. Når man hører DakhaBrakha (UA) og deres mandlige sanger Marko Halanevych tænker man straks på Jeff Buckleys tenor, de to lyder nemlig snydt af hvert sit næsebor på samme næse, samt straks efter hvor undervurderet netop Jeff Buckleys inspiration var fra verdensmusik: materialet på anden skive af den efterladte Sketches for My Sweetheart the Drunk ('98) er faktisk stort set alt sammen demo-øvelser om den tranceskabende sufi-stil qawwali og kærlige dedikationer til mesteren Nusrat Fateh Ali Khan (som Buckley i øvrigt ikke var bleg for at kalde for "My Elvis!"). Så nok er mesteren, Nusrat, og hans discipel, Buckley, begge døde, men den her udvekslende transit mellem tradition og fornyelse, i musik kaldet for verdensmusik eller bare "world", lever netop stærkest i regioner der, som Ukraine eller de andre lande i Europa på grænsen til Asien, virker som clearinghouse for nye konstellationer og ideer til musik. Folkemusikalske kvindekor, præcis som vi kender dem så godt fra Bulgarien, møder enten klassisk skolet kvindevokal (så rent og smukt fra sangfuglebrystet i Iryna Kovalenko) eller en mandlig tenor, Arabien møder jazzet avantgarde og tyrkisk dervish-trance, gulvbas på listefødder overraskes af rasende attak på piano, snigende og krybende, er det her en Volta-strøm på din rygrad. Kort sagt: en musik der forstår at iscenesætte følelser med storhed. En musik de selv lidt uforståeligt, nu linjen gennem det hele er skønhed, kalder for "ethno-chaos" - og i hvert faldt en musik hele bundtet til Dead Can Dance endelig ikke må svigte. Lisa Gerrard! Din søster bor i Ukraine. DakhaBrakha debuterede i øvrigt i 2005 på plade med en liveoptagelse, men bandets tre studiealbums siden kan alle høres, dog kun, og som altid, i sølle 128kbit, kvit og frit på Bandcamp; først grundstenene Yahudky ('07), ren folkemusik, siden Na mezhi ('09), en crossover ml. folkemusik og avantgarde, til

24


at støbe fundament under mesterværket, for det er det, i form af Light ('10). Ingen tid at spilde! Her er det bare om at slå til. Rokia Traoré (ML) er ikke bare fra landet i Afrika med den største, i hvert fald mest meriterede, musiktradition: hun er også en soloartist der er kvinde, i sig selv en sjældenhed, men det mere på singer-songwriter-tradition, bl.a., og endnu mere sjældent, spiller hun også en solid akustisk guitar, end Mali Musics langt mere konservative trubadur-tradition, kaldet for griot, normalt levner plads til. Af position, som vestafrikansk stjerne og diva, er det nok kun Angélique Kidjo (fra Benin) der er større. Forbi Roskilde har hun været før: i 2001 såvel 2009, hvor, begge gange, en verdensmusikalsk bund af funk understøttede kunstneren, der, i samtale med to korsangerinder, kunne brillere med vestafrikanske kald-og-svar forløb af øverste skuffeudtræk. Læg dertil den, igen for Vestafrika, evigt fremsvirrende ngoni, en slags banjo, og vi har hele traditionens sødme såvel store appel. På Beautiful Africa ('13), divaens seneste, har John Parish - så klart den der, efter hende selv, kan bringe det bedste frem i PJ Harvey - produceret helt bevidst op mod bandet, anført af ngoni-mesteren Mamah Diabaté, og dermed blotlagt groove og funk som var det selve musikkens, ikke kun Rokia Traorés, men selve musikkens, den pulserende blodåre. Det her valg af produktion, der dog findes lidt mere diskeret på pladen end måske lige antydet, er godt set, frilægger lige netop dét mere plads omkring Traoré, der selv skriver det hele, til at træde tilbage fra rollen som bandleder og i stedet træde frem som den store sanger, den verdensstjerne, hun er. De har, naturligvis, valgt deres kunstnernavn selv, men i de her år kan man nu alligevel fristes til at tro at det er for at spare plakatplads til gratister at Meher & Sher Ali Khan er blevet til Meher & Sher Ali (PK), men lad det nu bare ligge, lad os ikke drives af sporet: at brødrene (der ligner hinanden så meget at de kunne være, og måske også er det, tvillinger) kommer fra samme by, Faisalabad, som Nusrat Fateh Ali Khan (1948-97), verdens, uden mindste tvivl, største verdensmusiknavn gennem tiderne. Dog er de ikke i familie, men alligevel lidt ærgerligt at det lille "Khan", verdensmusikkens svar på Lacostes lille krokodille, ikke kom med, at brødrene måske har ment at forventningerne måske blev for store, men lad det nu (også) bare ligge. Stilen qawwali er typisk fremførelser af tekster skrevet af sufi-digtere, dvs. af poetiske udlæggere af sufismen, genveje til guddommelighed og frelse, tilsammen kaldet mysticisme, i det her tilfælde til en slags verdslig "smutvej" gennem al den snerrende sharia-hurlumhej vi finder i islam. Traditionen går helt tilbage til 1300-tallets digtere, specielt den store Amir Khusrau, og består i al sin enkelthed i en solist, i det her tilfælde to solister, der

25


synger ordene, nej! Faktisk, akkompagneret af klap og perkussion, løfter ordene op i en sfære hvor de klinges guddommelige af et kor der gentager dem. Læg dertil et grundspor drevet frem af to harmoniummer og vi har tilsammen den pure ekstase på trance, på overskridelse uden hverken stoffer eller religiøs tungetale. Den her slags musik, der p.t. ikke leveres bedre end den her familie (aktive siden 1960), er som skabt til såvel dyrkere af det eksotiske som, og tro det eller lad være, dem der vil have deres musik tilsat den ekstra kant man f.eks. kun finder indenfor ekstremmetal. Og det får man sandelig her! Så absolut et uomgængeligt band. På tværs af alle genrer. I de senere år har vi først skullet æde latinamerikansk verdensmusik rå som først baile funk, siden cumbia, få de her hipster-genrer ind fra alle leder og kanter: som enten hip hop, electro eller electronica. I år ser cumbia endelig - endelig! ud til at begynde at kede Roskildes bookere, der i stedet, for første gang i den her guides historie, har fundet frem til et band fra Latinamerika der krydser world og indie. Altoverskyggende edderkop i det net der hedder Meridian Brothers (CO), såvel for den eksperimenterende musikscene i hovedstaden Bogota, er Eblis Álvarez, der fra 1999 og frem til 2010 udgav en hel serie, fra I til VIII, af programmatiske Meridian Brothers-plader, der alle afsøgte dele af enten latin rock (i specielt den argentinske aftapning, kontinentets den mest meriterede) eller traditionel musik, primært cumbia, salsa og currulao. På pladen Deseperanza ('12), er mindre mesterværk, er manden så klar til at samle trådene og spiller - suppleret af gæstevokalister der må se deres stemmer ophakket og tunet til elektronik og udtryk - derfor alle instrumenter selv: orgler programmeret til snart caribiske olietønder, snart, dog kun i sofistikerede brug, glimt af 70'er exploitation, latin rock, avantgarde, psykedelika, fransk musette, klassisk, jazz på en gennemgående filmisk feel og vibe samler sig, uden, og imponerende nok, undtagelse i samlingen, til fuldendte klækninger af lytterens øresnegl. Som instrumentalist er Álvarez specielt kendt for sin avantgarde-guitar, man har trods det alligevel studeret lidt leftfield her i København: i årende op til 2008 var han nemlig indskrevet på Musikkonservatoriets Danish Institute of Electronic Music, hvor han, uden tvivl, lærte at samle og styre alle de her bolde i luften mod det her stykke sære og sært vanedannende musik.

26


RF '13 - Højt - Stilliste Electronica/industrial/dark ambient - Age Coin (DK) Electronica/leftfield - Holy Other (UK) Electronica/synthpop - Crystal Castles (CA) Electronica/tech house - Simian Mobile Disco (UK) Electronica/techno - Laurel Halo (US) Electronica/turntablism - C2C (FR) Hip hop - Killer Mike (US) Indie/indie rock - The National (US) Indie/neo-psykedelika - Animal Collective (US) Metal/hardcore punk - Kvelertak (NO) Metal/nu - Slipknot (US) Metal/ekstrem - Anaal Nathrakh (UK) Metal/thrash - Kreator (DE) ; Metallica (US) Pop - Christian Hjelm (DK) Pop/electro - When Saints Go Machine (DK) Pop/folk - The Lumineers (US) ; Of Monsters and Men (US) Pop/soul - Quadron (DK) Pop/verdesmusik - Dead Can Dance (AU/UK) Rock/americana - Calexico (US) Rock/country - Kris Kristofferson (US) Rock/singer-songwriter - John Grant (US) Rock/punk - Iceage (DK) ; Synd og skam (DK) Rock/punk/noise - Pissed Jeans (US) Rock/punk/ska - Voodoo Glow Skulls (US) Soul - Bobby Womack (US) Verdensmusik/African blues - Bombino (NE) Verdensmusik/folkemusik - DakhaBrakha (UA) Verdensmusik/indie - Meridian Brothers (CO) Verdensmusik/Mali Music - Rokia TraorÊ (ML) Verdensmusik/Qawwali - Meher & Sher Ali (PK)

27


RF ’13 - Mellem RF '13 - Mellem - Electronica At tiden for dubstep er forbi ses af det nu tales om at en kunstner som Sohn (UK) laver post-dubstep, i det her tilfælde dog mest hvad vi kunne kalde for elektronisk sadcore, eller bare, og helt uautoriseret, for sobstep. "I don't write electronic productions without vocals but I also don't write vocal compositions without production", siger han ganske rammende om det output der endnu kun er på stadiet med EP'er og singler, dog allerede herfra peger overbevisende fremad, er klare linjer på neo soul og, rørt fra bunden, suverænt indvævede, og udvævede, rent elektronisk support omkring melankolsk blå sange. Som artistisk udtryk har ensomhed det tit med at blive tudefjæset, til at blive poesibøgers skrammel og mere ondt af sig selv end hæmoriders last. Kun dem der kan finde ud af såvel at styre midler som at finde klare linjer i artikulationen er værd at beskæftige sig med. Så er udbyttet, som hos Sohn, til gengæld også en samtale mellem to fortabte om et kildevæld i en ørken. (Som parentes kan man i øvrigt sagtens forestille sig James Blake misundeligt har vippet fodspids til "The Wheel"). Det er ikke helt forkert at sammenligne Tomas Barfod (DK) med Trentemøller: med en baggrund som trommeslager og producer for de go'e gamle Roskildefavoritter WhoMadeWho, siden også meriteret producerarbejde for ligeledes go'e gamle Roskilde-kendinge i Filur og Jatoma har han nu bragt talenterne, som producer, til electronica og Los Angeles. Herfra, og specielt på den utroligt vellykkede Salton Sea ('12), mandens andet albumudslip, har han nemlig det sublime tilfælles med Trentemøllers klubmusik: såvel altid at have noget med for nørder som lige så meget den brede lytter, dertil, og for dem begge, en produktion sprayet til med masser af gæstevokalister, primært kvindelige: således har Trentemøller sin "Moan" (ft. Ane Trolle)”, Barfod sin "November Skies (ft. Nina Kinert)”. Stilen er filterhouse, måske bedre kendt som "French house" eller "nu-disco", dvs. ikke så lidt Daft Punk-agtigt opkogende house på 70'er disco a la Boney M, dvs. med, som både for Trentemøller og Barfod, en producer/sangskriver der sætter sangere i front for sin produktion. Men, som man selv kan høre ved at et genhør, sat overfor hinanden, af "November Skies" og "Moan", de to landsmænds nok bedste, i den bredt appellerende forstand, stykker output, mangler Barfod det sidste, vil nok næppe nå helt ud på campingpladsen med sin lyd. Men er det her en fest? Og er det det vi vil? Det er det! Det vil vi!

28


Wintergatan (SE) er et eksempel på et ungt og legesygt band, eksperimenterende og prog rocket electropop af øverste skuffe, der ville have prydet Pavilion Jr. inden dens koncept i år blev splittet tilbage til square one. Bandet er, i den position de p.t. indtager i deres karrierelinje, nemlig et typisk gåpå-opdagelses-band, dvs. et hvor kunstnernes output endnu ikke er styret af andet end simpel nysgerrighed, overhovedet ikke dresseret af lytternes forventninger - der så til gengæld er frit for at lade sig enten overbevise eller afvise på den her slags leg. Anders Molin, bandets mastermind, var nemlig (for nu lige at tæske løs på den her bookings kvalitet) lige præcis kapelmester i det meget lignende Detektivbyrån (opløst i 2010) på Pavilion Jr. i 2007. Så ja: Wintergatan (svenskens egentlig meget poetiske navn for Mælkevejen) er ufrivillige gidsler i den slagtning Roskilde i år har foretaget på den, set som tribunal for et selvforsynende koncept, ellers så ærværdige Pavilion Jr. Kenton Slash Demon (DK) er halvdelen af ligeledes Roskilde-aktuelle When Saints Go Machine er Jonas Kenton på synths og vokal samt Silas Moldenhawer på trommemaskiner. Stilen er et sted mellem kold techno og lun house på disco. Live bliver der improviseret i en grad så man må nikke anderkendende mod den, for at den slags sats skal lykkes, solide teknik der har det med at udvikle sig en tæt bisværm af housebeats, til direkte attak mod det stillestående menneske. Tilsammen er det, trods alt, dog for lille en ambition at henlægge så store talenter. Med sine samples og pladespillere kalder Eric San kalder sig for Kid Koala (CA), laver turntablism (musik presset af LP'er og en DJ mixer) med ikke så lidt humor - manden optræder gerne klædt ud, nærmest polsterabend’sk, som netop nutsi koalabjørn - og et ditto humoristisk udvalg af samples der understreger hvorfor manden også er forfatter til graphic novels. Kid Koala er ude på giganten Ninja Tune, og stilen er netop hip hop-breaks og samples på jazz-standards til en sært og dygtig trip hoppet tekstur. At manden, længe før han lærte at klaske lyde sammen elektronisk, var klassisk trænet på klaveret er også gennemgående i produktionen, specielt på den minimalistiske Space Cadet ('11), netop en graphic novel med indlagt musik. Og den bedst mulige indgang til, samlet set, talentet. Chinese Man (FR) er, som oftest, et helt kollektiv om turntablism - tænk Den Sorte Skole eller DJ Noize - af caribiske rytmer, funk, house, jazz og reggae. Læg dertil en levende rapper til at sprælle over trommesporet til hip hop, og vi er ved at være der. Det sjove? At det her faktisk fungerer, at nok har vi her mest med dygtig omgang med rytmer at gøre, fremfor f.eks. Dj Shadow'sk

29


plunderphonics (at lave bred mashup til collage), men alligevel. Her er faktisk tæt på at være fest på stor-scene-niveau. Ikke dårligt, ikke dårligt. Og nu vi er ved hvad vi ved her i landet om turntablism så kommer netop også Den Sorte Skole (DK) - et bord, 3 DJ's, 3 DJ mixere, op til 6 pladespillere høj forbi, som de gjorde det da de i 2010 kuraterede Roskildes 40-års fødselsdag på Arena, og de kommer forbi med den spritnye plade Lektion III ('13), hvor der, præcis som på Lektion I ('06) og Lektion II ('08), samples igennem på kilometervis af vinyl, hvor pladen, som også de foregående, derfor har det med at fejle: de her ophak, de her til- og fravalg, de her små bidder vælges tydeligvis fordi de har mere jingle-effekt end egentlig tekstur (forstået, sprogteknisk, som enkeltord overfor fraser: groft sagt er Den Sorte Skoles udtryk, på plade, som barnet der prøver at forstå verden med sine første ord). Er det derfor tung fest at høre sig hjem gennem trioens produktioner - i øvrigt en praksis og fast formular for samplekollager kaldet for "lessons" (jf. Den Sorte Skoles den danske oversættelse); først udviklet i begyndelsen af 80'erne af bl.a. den legendariske DJ Steinski - er der noget mere respekt om deres liverygte: som sagt nok til ligefrem at være værter for Roskilde selv på Arena i 2010, men også året før (med banneret "Støt irakerne i Brorsons kirke" foran pulten), samt uautoriseret (set gennem optikken af Roskilde egen spilleplan) optræden på Skater Scenen, har altså gjort at de nu i år, såvel hasteindkaldt i bagskiden på Metallica som tak for sidst, er at finde blandt årets de næststørste navne. RF '13 - Mellem - Folkemusik Frank Fairfield (US) er violin og guitar, han er en banjo tæmmet af imponerende hurtige fingre, en stemme fra depressionens tid og som var den optaget på primitivt feltudstyr af folkloristen Alan Lomax engang i 20'ernes dybe Syden. Det her er et sted på brinken af Mississippi. Stilen er, i sin oprindelige form, en americana på folk og østlig folkemusik (Appalachian) kaldet for old-time, med mesteren Dock Boggs som største inspiration, men også den distinkte country, blues og folk der løb fra den store, men først sent anerkendte, Mississippi John Hurt som en anden nerve. Og så er knøsen endnu i sine 20'ere! Den her musik, som Fleet Foxes holdt så meget af at de i 2008 fik ham med på tour, er dog for længst tæmmet til nyt af sit rå ophav, er nu mest at betragte som en slags proto-alt.country til f.eks. Lambchop. Så hvad skal man stille op med Frank Fairfield i 2013? Spørg floden! (Her flød en skjult cadeau til Lincoln og Borgerkrigens, 1861-65, Mississippi som såvel strategisk mål som metafor, men lad den nu bare ligge). RF '13 - Mellem - Hip hop Angel Haze (US) rapper lige på grænsen af grime, vil dog ikke det beskidte, men når i stedet, via ren talent, omkring til nogenlunde det samme - via stor teknik med en randzone af samme uimodståelige feminitet som f.eks. Beyoncé.

30


Og nej! Stilmæssigt har de to intet som helst med hinanden at gøre, Angel Haze er i hvert fald ikke ude på vride trusser over håret på småtykke fyre på hash, bruger i stedet sit pænt store talent til at udforske genren, til at gå i gang - og så, som det er ægte kunstnere beskåret, at komme ud med gode sange. Angel Haze er tæt på at være speedrapper, og det er så hendes svaghed: at hendes teknik hele tiden kommer i vejen, at hun kunne have godt af lige at tage en tur på karaoke-bar og, netop, synge sig igennem et par liderligt slæbende love-tunes fra præcis Beyoncé. Mere mangler faktisk ikke. Når Jaime Meline laver attaks som flows i krævende hip hop kalder han sig for El-P (US), tager gerne udgangspunkt i enten science fiction eller kafkask personparanoia og statsimplosion. Som producent og gæsterapper lyder mandens cv som et who’s who for alternativ hip hop, f.eks. Aesop Rock, DJ Krush og Mike Ladd, for bare lige at nævne lidt navne der selv har været forbi festival de senere år. Som bagmand grundlagde han i 1999 det indflydelsesrige selskab Definitive Jux, var netop forbi med selskabet til labelnight i 2003 med El-P (sig selv!), Aesop Rock og RJD2. Og nu, ti år senere, og efter at El-P i 2010 kastede selskabet i vinterhi for at koncentrere sig mere om sin egen karriere, er han her så solo. Og musikken? Det tætteste vi vel kommer på at stikke indies tændstikben ned i hip hoppens store bukser. Og det er jo sjovt nok. Joey Bada$$ (US) er født Jo-Vaughn Virginie Scott og lige fyldt 18 i januar måned, leverer alligevel forbløffende sikker hip hop, er nemlig fra Brooklyn, samme sted som mægtige Nas. Og flowet hos Joey Bada$$ fornægter da overhovedet ikke sit forbillede, men skiller sig dog ud fra mesteren ved at være pasteller på beats og samples der har en noget mere tilbagelænet og soulet lyd. Og her har vi så problemet: at Pro Era, det hip hop-kollektiv han er del af, nok har et mægtigt talent i knægten; men stillingen i pausen er nu den at det mest er DJ-arbejdet der tager fidusbamsen hjem på lytterinteresse pr. finpudsede ideer. RF '13 - Mellem - Indie Singer-songwriter Søren Løkke Juul er nok en mand med en guitar, men med band kalder han sig for Indians (DK), spiller i den egenskab indie folk pop. Det hele startede i februar 2012, med en syvtommer og en kontrakt med det britiske indie-flagskib 4AD. Selskabet er måske ikke helt ved samme styrke som i velmagtsdagene i 90'erne, men mindre kan også gøre det, og ved siden af ligeledes Roskilde-aktuelle The National og Efterklang finder vi såvel vores indianske ven som Bon Iver - og her har vi så balladen: at det ikke er for ingenting at Søren Løkke Juul/Indians kaldes for Danmarks Bon Iver.

31


For nok er fuldlængdedebuten Somewhere Else ('13) ikke i sig selv ringe: den er bare nullificeret af netop Justin Vernons to skelsættende udspil. Og havde vi først balladen, har vi her åbningen: fra kontrakten med 4AD og frem til debuten turnerede Indians nemlig flittigt såvel Nordamerika som Europa, gjorde det bl.a. med gamle Roskilde-kendinge som Beirut, Bear In Heaven, Dan Deacon og Perfume Genius. Det kan derfor, nej! Det skal derfor forventes at sangene, spillet foran et hjemmepublikum, løftes det ekstra der sagtens kan få det hele til at blive en oplevelse. Problemet med hipsteren er at vedkommende er gået skridtet videre end anarkisten: begge har de, typisk fordi de er sølle dropouts, droppet hele den kendte verden og vil erstatte den med en egenforståelse; og her er hipsteren så klædt på med "undergrund" og koder, hører så gerne, så gerne, tvistninger af mainstreammusik - som når han vender sig fra pop til indie pop, sukret fortænkning kunne man (fordi ”pop” er afledt af ”populær”, derfor) kalde det, og f.eks. hører Highasakite (NO). Allerede navnet… Mand, åh, mand, åh, mand - ÅH! Men rolig nu: All That Floats Will Rain ('12) er faktisk ikke helt klar til at blive brugt som pose i skraldspanden "Indian Summer" er f.eks. ikke helt ringe - kan sagtens brede sine arme bredere ud end den sædvanlige norske begejstring fra norske gæster over alle norske navne. RF '13 - Mellem - Jazz Funk og afrobeat, Blue Note soul-fusion, jazz-rock, tilsammen til hvad man kunne kalde for prog-jazz-funk er hvad The Heliocentrics (UK) har kogt sammen over nu to albums: debuten Out There ('07) og den sene efterfølger 13 Degrees of Reality ('13). Begge plader, debuten mest, har noget tidløst over sig, noget umiddelbart appellerende i polyrytmikken - det at små melodier følger hvert instrument og at ingen af de allerede listede genrer dyrkes hverken rent eller længe - og det er der en grund til: skabelonen er nemlig tydeligt, punktvis grænsende til det for meget tydelige, den af mesteren Sun Ra og hans berømte backingband The Arkestra. RF '13 - Mellem - Metal Flettet ind mellem bandets 5 albums, første i 2005, sidste i 2013, har Volbeat (DK), nu været på Roskilde Festival i 2006, 2007 (åbner i regnåret på Orange), 2009 og nu igen i 2013. Forinden kom bl.a. Michael Poulsen fra dødmetalbandet Dominus. Også bandnavnet til den "nye" offspring kom fra dødmetalårene, fra Dominus' album Vol Beat ('97), bandets tredje og næstsidste.

32


Ingen grund til at genopmure Volbeats fundament på Metallica, Johnny Cash og Elvis, bare konstatere at hver plade, fordi den første, i første skud, ramte plet, lyder ret så ens omkring kernen, er, som en digtsamling af Peter Laugesen, et postkort fra livsferien, et brev der skrives på løbende, fra band til fan, udelukkende er praksis der kan vurderes som en fortløbende dialog (og altid, som altid for budskaber fra de varme lande, om det samme: 1) Her går det godt, eller: 2) Send flere penge). Javist! Er der ny guitarist. Javist! Spiller de på store stedet i U$A. Javist! Transcenderer de såvel fans af hård rock, som traditionel rock, som klassisk rock, som americana, kan spille såvel et stadion som et festival op. Og javist! Og grunden til de "kun" er blandt bands i mellemgruppen: som alle andre bands der konstant er på farten kommer rutinen også ind, kan gøre det ret risikabelt at satse for meget af festens essens på det her band: hvad alle fik rigeligt af (dvs. af rutinen) da bandet "spillede" på Orange i 2009. Og, for nu at tale pænt igen, javist har forsanger Michael Poulsen sin egen, og ganske sympatiske, korrespondance kørende med sine egne ungdomsidoler, dem der nok mest udviklede Dominus end de har påvirket Volbeat: Barney Greenway (fra grindcore-legenderne Napalm Death) på "Evelyn" fra Beyond Hell / Above Heaven ('10), Mille Petrozza (fra de i år ligeledes Roskilde-aktuelle thrash-legender Kreator) på "7 Shots" fra samme album, og i år, på "Room 24" fra Outlaw Gentlemen & Shady Ladies ('13), så en duet mellem Poulsen og King Diamond. Men alas! Alle som en er de her tributes sheit, det er sigende at det er de mere "kitschede" duetter der dutter: Johan Olsen (Magtens Korridorer) på "The Garden's Tale" fra Rock the Rebel / Metal the Devil ('07), samt, specielt, Pernille Rosendahl (vistnok x-dommer i en talentkonkurrence for dummernikker?) på ”Mary Ann's Place” fra Guitar Gangsters & Cadillac Blood ('08). Der er altså to spor i samarbejdet: 1) Poulsens idoler, 2) Poulsens/producerens underfundige evne til at finde guld i skrammel, og endelig endnu et: 3) "A Warrior's Call", Mikkel Kesslers indmarch-sang og med gæstevokal af ham selv, der, må man formode (selvom Poulsen påstår han har de flest af Kesslers kampe på VHS), er lavet for at forsøde de sidste leveår (læs: er en, som de stort set alle er det, elendig, dog sikkert godt betalt, lejlighedssang). Volbeats optræden på Orange i 2009 er allerede nævnt, til at skylle den væk kan man bare nævne dobbeltheadlineren, med Megadeth, året før i KB-Hallen: et rent triumftog! Så hvad bliver det? Det er spørgsmålet. Suicidal Tendencies (US) er egentlig Mike Muir, og Mike Muir er Suicidal Tendencies. Genren vi her tumbler med er crossover, et missing link fra den i 80'erne typiske tendens med at blive mere og mere ekstrem: fra thrash gik dem der ville have mere enten mod maskinelt hurtig instrumentføring og blev til

33


grindcore, eller de gik, som Muir & Co., mod punkens mere, ville man sige hvis det her var electronica vi snakkede om, organiske smadr, og - ja, blev crossover mellem to genrer. Genren er i virkeligheden en afart af skater-punk og i sine unge dage, bl.a. på videoen til signatursangen "Institutionalized" (taget fra den selvbetitlede debut, 1983) ser vi Mike Muir mere ligne en tyggegummipunker, en der hellere vil passe sin cola og sine bumser, end en der gider lidt bundtrækkende mædl. Siden er han blevet ikke så lidt for fed til den slags teen-garderobe - men hvem ved! Måske han er det tysken kalder for "Heranwachsender", på dansk: "nærvoksen"? Bonus: manse er lige blevet 50 i år...

Hvad ellers man kan sige, når man ellers har fået tørret lidt forbløffelse af fjæset, er at musikken er hurtig og sjov, underholdende og perfekt til at smide nakken tilbage og patte på Die Grünnes. Men et navn på plakaten blandt de næststørste?! Et band med en, javist, noget nær eviggrøn signatursang, til gengæld kun en enkelt nogenlunde afrundet plade, Lights...Camera...Revolution! ('90), at prale med? Hvad vil der så ikke ske hvis S.O.D. lader sig gendanne og for vredet armen om på en Roskilde-booker? Flyver de så direkte ind blandt årets de største navne? Er det her vi er? SÅ langt ude? Det sidste skal man næppe regne med, og grunden til at Suicidal Tendencies nu er blandt de næststørste er også ganske simpel: det vurderes at de har Arena34


appel, dvs. kan smide talenterne direkte ind på den største (rene) rockscene. Og i de her år, hvor Orange kun yderst sjældent gæstes af et band der kan spille de bageste pladser op, er den her slags, Suicidal Tendencies forstås, lige noget Roskildes plakatmester kan bruge. Bortset fra den her logistiske kalkule, med endnu dybere stikkende bagtanker, er Suicidal Tendencies anno 2013 nemlig en joke. Ikke nær nok så fjollende som vore egne, og mægtige, Red Warszawa, slet ikke. Men en joke for alle der har hørt den aktuelle 13 ('13), et gennemført rædderligt album der ellers har været 13 (!) år undervejs. Men det at "Institutionalized" (så fik vi den sgu igen: og kan da så klart også klare et genhør) så klart er, specielt hvis Metallica kun graver i post1991 kataloget, en af årets mere uomgængelige mædl-sange redder lige bandet over vandskorpen, og bevares! Kan da sagtens, jf. genrens natur, være der går lidt sund og artig smadr i showet. Man kan da altid håbe. Er black metal for sort kan den stærke hedenske blodåre enten tæmmes af vikinge metal, som f.eks. svenske Amon Amarth i 2009, eller folk metal som Ensiferum (FIN) i år. Begge genrer sprang i øvrigt til verdens nogenlunde samtidigt: vikinge af svenske Bathorys Blood Fire Death ('88), og folk på engelske Skyclads debut The Wayward Sons of Mother Earth ('90). Som stil betragtet er vikinge nok mest til black metal-folket, hvor folk metal måske mere transcenderer over til mjødhorn og bægerklang, derfor også ofte til pjatrøvsmusik som f.eks. Korpiklaani på Copenhell sidste år, Alestorm (bare navnet!) samme sted i år. Tematisk er vikinge metal, bogstaveligt talt, udfarende i form af at se hedenskaben som en magt under trussel mod selvstændigheden udefra, derfor, over grænserne, præventiv i sin omgang med kristendommen, symboliseret med togterne mod Lindisfarne, de irske og skotske munke, svansende skræmte rundt i kjoler, om at voldtage, rane og tage til sig. Overfor det er folk metal noget mere jordbunden, beskæftiger sig nok med folkevandringstiden, den tid i jernalderen hvor klimaet var sølle så vi fik de store opbrud, bl.a. det berømte Kimbrertog fra Jylland og ned i Tyskland, men mest af alt handler det om at få den hårde hverdag som simpelt oldtidsmenneske, som et menneske omgivet af Romerriget i syd (som vi i dag har EU) til at forenes med respekt og synergi med naturen og naturens frugter (meget lig enten økologi eller grøn balance i vore dage). Og sjovt! På den måde forenes også vikinge metal og folk metal i historisk fakta: vikingernes togter foregik nemlig alle om sommeren, mens høsten modnedes på markerne, derfra, med langskibet fuld af guld og damer, så hjem om efteråret igen til høst, så vinterhi, så såning igen om foråret, så ran igen om sommeren, kort sagt: en kulturel cyklus smukt forenet i naturens egen gang.

35


Folk metal har altså, skulle vi tilbage til musikken og perspektivere politisk, en mere nationalkonservativ tilgang end vikinge metallens nationalchauvinistiske og hell! Begge handler basalt set bare om, som alt på Roskilde, at bælle sig dygtigst muligt i hegnet. Endelig lidt til brokkassen: I Danmark, i hvert fald i rigsfælleskabet, har vi med Týr faktisk et af verdens bedste bands på folk metal, dog, og indrømmet, med ikke så lidt vikinge metal i sig (brug endelig en stille stund på "Hold the Heathen Hammer High" fra By the Light of the Northern Star ('09)). Tight og sammenspillet er færingerne, så hvorfor de aldrig har været på Roskilde er lidt af en gåde: specielt når nu, og bevares, Ensiferums ellers arketypiske folk metal nærmest, ordret såvel i de store linjer musikalsk, er en folkemusikalsk opdatering af Manowar (bare brug endnu en stund på at høre "In My Sword I Trust" fra den aktuelle Unsung Heroes ('12)). Fnys! Det pak polske håndværkere der kalder sig for "Behemoth" var sidste år (kort inden de, sikkert over Rødby, trillede traileren hjem igen, nu fyldt til brist med cykler, hårde hvidevarer, hash og elektronik) forbi med blackened death metal, genren der ikke kun er dø', ikke kun er sort, men er begge dele. I år får vi - til sådan lige at perspektivere polakkens såvel Cradle of Filth'ske som Dimmu Borghir'ske teen- og stadion-take på ekstremmetal - så Goatwhore (US). Grundlagt i 1997, debut i 2000, nu, og indtil sidste år, ude med fem ganske fine eksponenter for genren, nu til sagen: havde Slayer (R.I.P. Hannemann) fortsat de tematiske linjer i Show No Mercy ('83), havde de ikke lige faldet over opskriften til Reign In Blood ('86), en af, ved selv hele Rihannas fanbase, hovedhjørnestenene i metal - inde i enhver afart af ekstremmetal er der thrash, midt i hvert output findes en lille kerne af Reigh In Blood - ville de, muligvis, have udviklet sig frem mod det punkt hvor vi i dag finder Goatwhore. For hører man Goatwhore er det netop overgangsalbummet Hell Awaits ('85), et af Slayers mest undervurderede plader, der først popper i noggin som inspiration: det tætteste Slayer nogensinde kom black - og så alligevel så langt fra. Selv om navnet vil påstå noget andet handler Goatwhore ikke om at skamporke et ge', men om at sidde på en ulv (Wolfride?) og holde godt fast i ørerne: som maskine er bandet nemlig noget de hverken selv, eller deres publikum, har lyst til at slippe. Så sært fascinerende drengene fra New Orleans end måtte vride deres talenter, gør de det dog kun for kendere. Og puha! Sukker Rihannas fanbase kælent, lækre og selvbrune. Sandt at sige er Devin Townsend Project (CA) en ganske fuldfed erstatning for The Dillinger Escape Plans sørgelige forfald, er, på lange stræk, såvel mere

36


bredt appellerende som underholdende, kan, med bandets tunge og massive Wall of Sound, være en endog stolt rejst boldbane for publikum at trutte opad med Jerikos trompeter. Hovedmanden (x-Strapping Young Lad) synger højt som lavt, er snart heltetenor i en sleazy opera, snart til håbefuld audition hos Tool, begyndte sit soloprojekt efter først, i 2007, at have opgivet sit ekstremband på black, death og thrash, siden også såvel smøger som bajere og stoffer, derfor, fra 2008, en helt ny begyndelse, kanaliseret ud i først 60 sange der bare bankede på, siden, fra 2009, fire hurtige albums (efter den her cyklus er det blevet til yderligere et, og endnu et er på vej), alle med en forskellig genre som grundtone. Materialets støbeform er som sagt den, af musikelskere så højt besungne, Phil Spector'ske mur af lyd, fyldt ud af primært melodisk og progressiv metal, skiftende farvet af pop metal og stadionrock, på plade, dog ikke live, også iblandet klangflader fra enten ambient eller new age, tilsammen til mædls svar på Frank Zappa, på en genresurfer der går fra front i bandet og direkte ind og drejer på samtlige knapper fra producentstolen. Grundliggende i produktionen er det progressive, her er hele tiden et sært og bizart skær af de allerede nævnte mastodonter i Tool, iblandet såvel Devin Townsends lidt trangbrystede Ed Kowalczyk vokal, som Kowalczyks konstante bagtæppe af post-grunge i såvel moderbandet Live som i tiden efter som soloartist. Fordi de her ting aldrig falder helt fra hinanden - er de ved at gøre det smides der bare hurtigt et opsamlingsheat, på rent overskud, af nye ideer ind over - har Devin Townsend Project faktisk kvaliteter, og det givetvis af den art der bedst sættes fri fra en scene, derfor urovækkende at manden, nu kørende på femte år som ædru, må formodes at være bedst foran et antipodisk, som volumen i bajerdrikning forstået, publikum. Under de rette omstændigheder - og fraset den sære, og sjældne, dagsorden det er at balancere uimponeret på en knivsæg mellem avantgarde og pop - kan det her let blive endog rigtig godt, bør i hvert fald appellere til ikke så få flere, måske især dem af det smukke køn med solide blodværdier på hard rock, end eliten af kendere til The Dillinger Escape Plan. RF ’13 - Mellem - Pop Et eller andet kan læses i at Niels Bagge Hansen, udenfor familien bedre kendt som Vinnie Who (DK), i år åbner Orange med sit andet, og højest forglemmelige, album Midnight Special ('13). Pladen har intet, absolut intet, der antyder at manden med den vidunderlige debut Then I Met You ('11) ikke bare ramte P3's uundgåelige hele tre gange, men også ramte os med et sært androgynt discomonster, med sin falset og stærke tæft for hits lavede et af det her årtusindes så afgjort bedste danske popplader.

37


Til sammenligning, så meget øvelsen nu er mulig, fremstår den nye som har han, helt sikkert af bedste vilje, øvet for meget på sangen, det lyder som står han i et kosteskab og øver løs og først til sidst smides ind i produktionen, derfor får det hele til at fremstå som er han hele tiden en forsinket fodnote til en musik - der i forvejen fremstår som slagtede outtakes på debuten. Kunstnerisk set er den nye lige dele parodi på Chic og Kool & The Gang, to navne til hvem netop den første plade var så smuk en tak, og nu også Daft Punk eller Röyksopp, men mest på Vinnie Who selv: der, når han snart spontant selvantændes på Danmarks største scene, alligevel - fordi guds gavmildhed engang har været med ham - mest bør huskes for sin 2011'er opdaterede disco på "Remedy" end på sit 2013's parodiske filterhouse på "39". Kort sagt: gør han ikke Then I Met You til rygrad i sit forpligtende åbner-show ligger det alvorligt i kortene at en Vinnie Who går på scenen - mens en Niels Bagge Hansen går af. I en politisk korrekt tid, hvor intetkøn står over mand og kvinde, hvor burlesque er det nye mainstream, var Antony Hegarty pioner for en ny, og mere moderne, opdatering på den androgynitet der gik fra Bowie over Brett Anderson og Brian Molko til, og som sagt, en lidt mere indforstået og rolig tilgang til en værdineutral værdsættelse af kønnet. I den her verden, hvor Antony Hegarty har fået så meget mod på eget budskab at han er begyndt at indarbejde lange taler mellem numrene som egentlige sange på sine plader (live-stykket "Future Feminism" fra Cut the World ('12)), arbejder såvel Nils Bech (NO) som, og såmænd, også vores egen Martin Hall på pladen If Power Asks Why ('12). Stilen er en forestilling under Weimarrepublikken, opdateret i sin dekadence med klassisk trænet skønsang over pop. Til det sidste trak Martin Hall den internationale operasanger Andrea Pellegrini til truget; det behøver så ikke vores norske ven der, vil han selv bilde os ind, er klassisk trænet: hører man hans, dog givetvis bevidste, grater af norsk i den her inkarnation (in carne = i kød!) kan man dog hurtigt få sine tvivl. At Bech er et snyd af snudeskaftet på Hegarty kan der ikke være mindste tvivl. Dog har manden (?) en så sitrende længsel derude, der hvor man ikke helt kan nå med hverken sanser eller fornuft, at han så afgjort er værd at give en chance. Specielt fordi den her slags musik, i grænselandet mellem kunst og lyd, så afgjort skriger på et dekadent og storkjolet show. Truls (NO) er falsetstemmen Truls Heggero fra Lukestar, rørende indie grænsende til powerpop og på besøg i 2011, nu, i eget navn, mere elektronisk baseret R&B og soul. Og hvad har vi så? En forvandling der virker? Absolut!

38


I bakspejlet, nu hvor manden skam stadig er i band, nu bare går helt i front, var det en stor kunst at få en falset presset ind i powerpop (og her skal ikke falde et eneste ord om danske Ibens), så nu virker det hele pludselig meget mere logisk: at selvfølgelig skal han da artikulere sig elektronisk, grænsende til indie, til R&B, naturligvis skal han det. Manden/bandet har ingen plade ude, og om det kommer er ikke til at vide, men, som for de fleste moderne popbands, har han dog dryppet en enkelt sang - som så til gengæld promoveres, også over landsdækkende dansk radio, i hoved og røv: "Out of Yourself", der, skal det snart siges, er en af festivalens få og sært dragende, for baghovedet, popsange. Resten af materialet ufortalt (selvom det ville være utroligt hvis ikke indie-pop-all-time-favorit-hymnen ”Flying Canoes” rammer brinken) kan det her sagtens blive stort. Præcis mellem Sverige og Island, og i Bergen, finder vi så den fremragende pigegruppe Ephemera, en trio på pop, folk og country. De kom så aldrig og i stedet sender det nordiske os så den ægte vares yderpunkter, My Bubba (IS/SE), bestående af Bubba på guitar og banjo, samt My på den lille og liggende harpe. Pigerne er søde og rare, musikken, ned i tempo og blottet for fristelsen til en ellers ligefor forpestende omgang indie pop, gør ikke ondt. Tilsammen er det her en rar øver på Rytmekons. Tages det her bare som det det er: en charmerende oase på en overvejende rockfestival, som at spise franskbrød mellem vinsmagningerne, har de afgjort deres ret. Americana, spillet af den nye generation, kan tage mange ansigter, men er typisk rock og indie opdateringer af folk og country, mens Matthew E. White (US) på Big Inner ('12), den første plade i eget navn, enten er gospel på pop eller gospel på indie rock og/eller psykedelisk rock. Pladen er forunderlig, men også martret af at mandens sang, og ærligt talt, er lidt trangbrystet. Og så er det ellers sådan at pladens ellers komplekse produktioner live spilles af Spacebomb House Band, mandens backingband af et helt traditionelt rockorkester: for dem der har hørt pladen er det her aparte faktum i sig selv et hovedbrud. RF ’13 - Mellem - Rock RF ’13 - Mellem - Rock - Post-rock og kraut Det er så groft sagt at det er skematisk når det, for pædagogikkens skyld, siges at post-rock er håndspillet electronica: specielt når man hurtigt kan sige at Mogwai spiller post-rock på (indie) rock, Tortoise begår sig på jazz, Labradford på ambient og danske My Beloved i gotisk rock. Grænsende op til post-rock har vi, først fra den bløde side, trip hop, fra den hårde shoegaze, så sandt for dyden er det eneste sande vel at post-rock er

39


instrumental-rock? Ikke engang! For, og naturligvis, optræder vokal, f.eks. Jónsis let genkendelige kastrat (falset er vist et pænere ord?) i Sigur Rós (ISL), et band med 90'er klassikeren Ágætis byrjun (1999), en så ren og klar reference til perfekt ambient baseret post-rock at den endnu i dag er direkte billet for bandet på en festival som netop Roskilde. Er det her løgn og bedrag, fantasi og fup? Så bare prøv at høre universets bagvæg ramle på mægtige ”Svefn-g-englar”. Siden gik der art rock i mikset, og snart måtte islændingene også indse at en succes altså kun kan sælges et vist antal gange. Med den erkendelse, og til Með suð í eyrum við spilum endalaust (’08), bandets det femte albumudspil, måtte islændingene forsøge sig med nyt - og hvor går man så hen? Med vokal og fuld besætning? Man skriver da sange på guitarbaseret melodi - og efter den kolbøtte har bandet ellers været noget nær så tæt på fløjtende ligegyldige (som den fløjte der ikke kan fløjte)… I ly af den nye stil har Jónsi så udgivet et par soloplader; først den lettere uinteressante instrumentalplade Riceboy Sleeps (’09), siden den noget mere interessante Go (’10) - hvor manden sandelig synger såvel fint som konventionelt, tilsammen til en overraskende solid plade. Javist! Men også en plade der ville have fået nul opmærksomhed uden hovedbandets meritter. Sigur Rós, i 2013, er ganske enkelt Roskildes største klo i den fedtede 90'er parka efter netop det segment, nu i livets den mest købedygtige alder, der husker de go'e gamle dage. En ublu strategi der for længst er finpudset af tidligere optrædener, på tilsvarende strategi, med Portishead og Faith No More. Med andre ord: de til snart til støv lukkede festers klub. Skematisk sagt var post-rock altså håndholdt electronica, lige så skematisk er tysk krautrock rock udsat for electronica - hvilket egentlig er noget bavl, eftersom kraut er hvad som helst: f.eks. ambient hos Klaus Schulze, post-rock hos Can eller prog rock hos Tangerine Dream. Og så var der lige Kraftwerk (DE) der ærligt talt er electro, men så forankret i krautrock at på det vil vi holde dem fast på. Og hvorfor holde dem fast? For at undgå alt for meget opremsning, straks gå til det korte af det lange: at Kraftwerk mellem 1970 og 1986 spyttede 9 albums ud der alle satte varige spor hos såvel electronica, især, men også til techno og hip hop. I den her produktion, hvor vel egentlig kun Trans-Europa Express (’77) kan siges at stå grænsende til status af mesterværk, er en sparsom vokal, typisk forvrænget til cyborg-stemme af enten en hjemmebygget vocoder eller et computerfilter, det eneste menneskelige i en taktstok helt tilbage til Kurt Schwitters’ svært tilgængelige avantgarde, over repetitive rytmer, gerne farvet af mentor Karlheinz Stockhausen, for til sidst at ende hvor al kraut starter: som en altid meget melodisk kommentar og efterspil på den populærmusik

40


besættelsesmagten U$A bragte med sig, fra Vesttysklands militærbaser og ud, i efterkrigstiden. Fra grundlæggelsen i 1970 og frem til 2008, og med skiftende supplement på de øvrige pladser, var Kraftwerks maskinrum kommanderet af Ralf Hütter og Florian Schneider. Bandets sidste output, Tour de France Soundtracks (’03) har givet ikke så lidt med at gøre at Florian Schneider, efter en sikkert givende verdensturne, skred i svinget, således at nu kun Ralf Hütter i dag kalder sig for ”Kraftwerk”: Tour de France Soundtracks var nemlig et par klare ting: skrevet helt uden Schneider, og primært af Hütter, og var de facto en ren electronica-plade. Og det ikke bare af ordinær kvalitet, men også, uden mindste tvivl, Kraftwerks den ringeste. Og selvom deres sidste er, igen: uden mindste tvivl, den ringeste er der p.t. en forventning til rygtet om at at en lille ny er på vej: mon de samme husker undfangelsen af Chinese Democracy (’08)? Af Smile (’04)? Næppe. Kort sagt: Kraftwerk eksisterer ikke mere, er en enkelt mands ret til at bære et navn, dertil hyre folk omkring sig - og det ikke mindst Falk Grieffenhagen, en billedteknikker, der fra i år, så man tror det er løgn, er fuldgyldig tour-medlem. ”Kraftwerk” anno 2013 er nemlig ikke bare musik: det er også et 3D videoshow, glimmer på kustodens grånende ælde. Imens han endnu var med sagde cykelpumpeentusiast Schneider at det var hans ideal at hjulre rundt i Centralmassivet mens indtil flere Kraftwerks af robotter rejste verden rundt. I dag, siddende på et bjerg saddelfedt af fede royalties, fik han nogenlunde ret: en cyborg, en robot med Hütters hjerne, rejser nu verden tyndt med en sang- og historiebog fra Düsseldorf. Alt i alt er Kraftwerk så afgjort et af de vigtigste bands på Roskilde i årevis - og et af de mest ligegyldige. Og til/fra hvem? På plejehjem ligger de ofte inde med såkaldte ”erindringskasser”, små gemmer med tidstypiske ting og sager fra dengang den nu demente var ung: og på det store musiknørdplejehjem vil en kasse en dag rumme en billet til Roskilde ’13, en rød skjorte og et sort slips, en DVD med Team Easy Ons samlede meritter (her specielt med henblik på brug af vignetmusikken af Kraftwerk), dertil en, inspireret af 2013’s 3D effekter, straks ind på hjernehinden projiceret, bagstræberisk og på endnu ikke opfundet teknologi, opædende hvide snit-udgave af ”Das Model”. Nu er så princippet at roden rundt i kassen skulle bringe lidt hengemt langtidshukommelse frem hos den ældre, dvs. ham/hende der allerede i 2013 var på så tidligt et stadium af æstetisk demens at han/hun allerede her lader sig

41


narre (læs: med socialhistoriske koder har forvandlet sine hjerneviklingers evne til grød) af et dødt band. RF ’13 - Mellem - Rock - Støj og overdrive Garage rock revival - fuzz og garage på indie, blues og post-punk - eksploderede til mainstream i start-nullerne med specielt The Strokes, The White Stripes og Black Rebel Motorcycle Club (US). I 2013 - hvor The White Stripes er forvandlet til Jack White solo og The Strokes nu er, bl.a. takket være sære synthpop-tilvalg, overflødige - er der at sige at kun Jack White er kommet ud af den her tidslomme i tide: både The Strokes (med mesterværket Is This It ('01)) og Black Rebel Motorcycle Club (med mesterværket B.R.M.C. ('01)) debuterede nemlig nok med deres, så afgjort, bedste materiale samtidig, har dog siden udelukkende levet på meritterne. For Black Rebel Motorcycle Club er der så sket det at deres signatur med tryk af, især på live-lytteren, kropslig støjrock på alle senere udgivelser enten er blevet overstyret eller overdrevet, er blevet supplereret, sikkert af ren desperation, af americana på country eller gospel, eller, gudhjælpemig, ledt ud som en ren instrumentalplade. Samlet set over et er det her derfor et band til flokken der boede på kollegie for lidt over ti år siden, nu er pengestærke, men dengang hørte de allerede omtalte navne suppleret af Interpol, Yeah Yeah Yeahs m.fl. til billige discountøl, nu skal have sig et gensyn på opleveren. Med Black Rebel Motorcycle Clubs form, såvel på udgivelse som til koncerter der her, på bandets gamle og ligegyldige (kunstneriske) dage, har det med netop at blive blandet op med det gamle, og gode, materiale med det nyere, og ligegyldige. Som betyder? At deres koncerter har det med at være en hot'n'cold oplevelse - og derfor som skabt til Roskilde der, som en og anden måske har bemærket, efter katastrofen i 2000, nu fordrer direkte i kontrakten at rockbands har tydeligt stop mellem numrene: noget der tidligere har ødelagt koncerter med såvel Interpol (2005) som Placebo (2006), men som altså, materiale såvel (forventet) sætliste in mente, næppe kommer til at betyde det store for Black Rebel Motorcycle Club. I 2010 døde frontmand Robert Levon Beens far Michael på turne i Belgien; her som lydmand for sønnike, men i sine yngre dage som frontman i The Call, amerikansk new wave, derfor såvel symptomatisk som lettere, bogstaveligt talt, tragisk at Black Rebel Motorcycle Clubs bedste nye sang, på den ellers ret uinteressante Specter at the Feast ('13), lige præcis er en cover af The Calls "Let the Day Begin". Den slags, som vore egne The Blue Van i øvrigt, som genre, har gjort meget bedre, kaldes en svanesang. Og altså i 2013, nu hele 4 år inde i en støt faldende formkurve for programkvalitet, er alt nok til at komme blandt de næststørste navne på Roskilde. Det er måske helt efter naturens gang at Mikaiah Lei er 19, og kan lide at synge og spille på guitar, at brormand Anaiah er 16 og har det fint med at tampe på

42


tromme. Men at de har gjort det i 7 år! At de så, og indrømmet af dem selv, laver en ikke så lidt imponerende sammenstuvning af The Black Keys og The White Stripes, at de tilsammen kalder sig for The Bots (US) er så bare til info når der skal sættes flueben i programmet. De to forbilleder, begge duoer i samme spor som The Bots, der dog er noget mere punket (mægtige Bad Brains, ursuppen til hardcore og som The Bots afroamerikanere, springer her straks på lystavle) end de er blues'et, er naturligvis de bedste eksempler på den her slags konstellation, men tidligere har vi også haft andre forbi med præcis samme opstilling og omgang; i 2002 første med The White Stripes demselv, i 2005 med canadiske Death From Above 1979, og endelig, i 2006, med svenske Deltahead. At så brødrene pladedebuterede i 2009, da de var henholdsvis 15 og 12 (!) år gamle, samt at de varmede op for Blur i England sidste år, burde plastre "Wunderkinds! Sehen!" ud over det hele. Og sandt! Chancen for at deres sceneshow - hvor det vel næppe kan forventes de kommer rullende, i tandem urinerende og opkastende, ind på tomme flasker - sutter er vel omkring de fiftyfifty, så her skal man udelukkende, men så klart, slå til hvis man alligevel lige har et overlap i programmet. I øvrigt kan man også stene ikke så lidt over hvorfor knøsene kalder sig for (ro)bots. På et tidspunkt, enten når man er offline eller bare sidder og græsser i den her guide i printet form, holder man dog automatisk op med det. Trioen Metz (CA) spiller på den selvbetitlede debut ('12) en guitarstøjrocket cocktail af post-grunge, post-hardcore og sludge-punk. Gennemgående er masser af fuzz og overdrive, i sit støjinferno som stoner med oprejst pande fra en shoegazer, giver det hele en sær desperation af genopgravning af en 90'er indie rock lyd, som at åbne en fællesgrav med alle dødsfald på rejsen mellem My Bloody Valentine og Nirvana. På plade er gutterne fra Toronto absolut godkendte, suppleres til nysgerrighed af et liverygte der allerede er løbet dem i forkøbet, lyder tilsammen som et perfekt afprogrammeringsprojekt til hjernevaskede Rihanna-fans. Send dem fra lejren og hid! Gennem porten tilbage til verden. Lidt sjovt at Tremoro Tarantura (NO) er så indgroet improviseret at det fik Roskildes egen omtale til at tro de aldrig går i studiet, at deres kakofoniske psykedelika på noise har tvistet den stakkels sjæl der skulle skrive om det her til at tro man, bare ved at stå på en mark og improvisere, kan komme på Roskilde uden plade er nærmest rørende. For selvfølgelig er de ude med noget: tre singler ("Vayyns" ('11), "Avaleeches" ('12) og "Cameneon" ('13)), såvel en syvtommer (Escapadarius Thrashcant ('11)), som en cd (Virtulipan Collapseecon ('12)).

43


Og som det høres på sang- og pladetitler er det alvorlige til at overskue, er slutproduktets sigte på improvisering det vigtigste, efterevaluering noget skidt. Alt det her sagt skal det også siges at bandet har den samme trance-skabende medrivenhed som islandske Dead Skeletons, har den her tunge og doom-agtige metalliskhed knurrende over en pisket neo-psykedelika. Ikke ringe, slet ikke. Og tjek nu endelig deres SoundCloud ud, hvor samtlige singler er til gratis lyt: "Avaleeches", givetvis en parodi på australske The Avalanches, er fremragende, men specielt skal fremhæves den tunge "Vayyns". Anbefales. Uncle Acid & The Deadbeats (UK) er en groovet udgave af syrerock, neopsykedelika, stoner og doom, må dog, samlet set, siges at være lidt for meget af det gode af The Brian Jonestown Massacre. Læg dertil Pentagrams 70'er protodoom, nok Onkel Syre & Dødhovedernes største (musikalske) inspiration, og så har vi egentlig ikke meget mere end det solide groove tilbage. Og er det så nok? For en sjælden gangs skyld er det faktisk. RF ’13 - Mellem - Soul I 2011 var James Blake (UK) forbi med sin selvbetitlede debut ('11), et mindre hipster-hit hvor ikke mindst den fænomenale "The Wilhem Scream" var, og er, noget man husker. Stilen er auto-tunet electro-soul på post-dubstep, den nye betegnelse for pop sovset ind i pop-produktioner der tager en tydelig inspiration fra dubstep, men også, som f.eks. netop James Blake, let vrider ambient af anstrengelserne. Efter en stribe EP'er, der alle pegede mod endnu mere soul, kom så i år Overgrown ('13), produceret af manden selv og mesteren Brian Eno, og nu med endnu mere accentuering af soul-croon med piano i centrum, er nu, efter, over store træk, at have vendt post-dubsteppen ryggen, mest en slags Rufus Wainwright uden barok drama queen. Da James Blake spillede i Roskilde Domkirke i februar i år, spillede han, med fuld besætning, mest fra den nye, endnu ikke udkomne, og så vidste de fleste nok at den stod på en(dnu) en omgang på festival i år. Meget af det der gjorde ham til hipster-favorit er måske væk nu, men hvor sangen så til gengæld får lov til at komme til overfladen og leve, gør bare manden endnu mere nødvendig i år end i 2011. RF ’13 - Mellem - Verdensmusik Intet år er komplet uden Balkan-musik, uden den frenetiske dansemusik på ska, sigøjner (fra såvel Syd- som Østeuropa), hip hop, rock og reggae der først blev bemærket som en klokkeklar vinder for Roskildes profil da Manu Chao gav sin, allerede i sekundet den foregik, legendariske koncert på Grøn (nu Arena) i 2001.

44


Siden er idealet blevet til Gogol Bordello (selv på Roskilde i såvel 2006 som 2009), men da man ikke kan have dem fast installeret som husorkester skal nye navne, og åbenbart, findes frem til pladsen hvert år. Således i år Dubioza Kolektiv (BA) der leverer varen som form, som fest og livsglæde, såvel, i skabelonens beslægtethed med punk (Dubioza Kolektiv kan skam heller ikke nære sig for at smide lidt RATM-agtig funkmetal ind over), samme afsæt for politisk indignation som stort set samtlige de her bands. På plade virker det lidt som om studietiden bare skal udfyldes med en ansøgning om at spille live - som de til gengæld, siger et tykhudet rygte, til fulde lever op til, derfor afgjort bør tages som pejlemærke mod bullseye i Roskilde-musikkens målskive om festen. Otte mand høj fra New Orleans har The Soul Rebels (US) siden 1991 turneret kalenderen tyndt med en bund af messingblæsere på soul, jazz, funk, hip hop, rock og pop. Som gæst og backing på scenen har de spillet sammen med alt fra Green Day og Metallica over Arcade Fire, Maceo Parker, Kanye West til Snoop Dogg. Vokal i et brass band er usædvanligt, men netop The Soul Rebels, hvis repertoire tæller ikke så få covers af pop-evergreens, smider ofte omkvædet ind over som supplement. Musikalsk er det her ikke noget specielt, men så absolut, og det er i sig selv specielt, hundrede procents garanter for underholdning og fest. Selvom udtrykket er poppet, soulet og hip hop’sk, gør ophavet, formet af såvel fransk militærmusik (vi var som sagt i New Orleans) som vestafrikanske rytmer fra Sydens slaver, at det her fine band må finde sig i at blive rubriceret under verdensmusik. Koloniherredømmerne i Afrika blev mestendels alle opløst i 60'erne, men i Afrikas sydøstlige restmåne (en citronhalvmåne i midten dog godt taget fra af den store bid Mozambique) af landene Tanzania, Zimbabwe og Sydafrika har de hvide kolonialister holdt nogenlunde stand, dog med, og lykkeligvis, afskaffelse af apartheid, og, den anden vej rundt og mindre lykkeligvis, Mugabes blodige udrensning af hvide farmere. Kun Tanzania hører vi ikke så meget om, i Danmark nok mest når udviklingspenge går til, som i år, at drive eksklusive fitnesscentre for den hvide overklasse - men lad den nu bare ligge. I Zimbabwe, og som en billet fra et turbulent land til hele verden, blander Mokoomba (ZW) nemlig vestlig pop på et hip hop'sk flow af den yderst kompetente, faktisk yderst fremragende, Mathias Muzaza i midten op med de stolte kor- og bandarrangementer på afrikanske såvel latinske danserytmer, klap og medrivende messingblæsere. Så dygtig er Muzaza faktisk, at han, så helt i sig selv af naturens talenter, alene er værd at tjekke ud. Ethio-jazz, eller bare African jazz, er samlebetegnelse for den sprudlende, og helt unikke, etiopiske folkemusik der møder broen til Jerusalem, broen til

45


amerikansk jazz. Og hvorfor? Naturligvis fordi netop Etiopien har et såvel stort kontingent kristne som det største kontingent sorte jøder i verden, derfor har, og endnu gør, holder sig lidt bredere orienteret end bare at nærstudere navle. Broen ud fra højre, fra Vestafrika, gik fra slaverne over enten Cuba, til afrocubansk musik, eller det nordlige Sydamerika, til salsa og andet godt, siden den anden vej, med funk og soul fra James Brown, til afrobeat hos mægtige Fela Kuti i Nigeria. Det er alle de her veje, alle de her musikalske tråde over en globus, Badume’s Band & Selamnesh Zemene (ET/FR) binder sammen til et såvel teknisk dygtigt som respektfuld omgang med nok en tradition, men også en, som her, levende tradition i de rigtige hænder.

At sangerinde Selamnesh Zemene i øvrigt nævnes for sig selv er der grund til, eftersom hele bandets rytme er styret af hende i rollen som oratorisk kapelmester. Hun alene, men en periodevis jazzstemme der nærmest drejes mod teknikker fra hip hop, er faktisk det hele værd. Krar Collective (ET) er i centrum Temesgen Zeleke på krar, en traditionel etiopisk lyre, suppleret af den således også traditionelle kebero tromme og den charmerende sangerinde Genet Assefa. Stilen er næsten, dog kun næsten, African blues, er endnu folkemusik på noget hypnotisk og rytmisk, råt og dog forfinet af en, mærker man tydeligt, respekt såvel evne til at forstå en oldgammel musiktradition.

46


Nubien var oldtidsriget der fra syd grænsede op til mægtige Ægypten, landet, i moderne tid i området langs Nilen på såvel den ægyptiske som den sudanesiske side, har været samlet, i klassisk tid, til de store kongedømmer Kerma, Kush og Napata, den sidste med den mægtige hovedstad Meroë. Strategisk havde Nubien ingen betydning i oldtiden, var derfor kun vigtig pga. de store naturresurser, primært af guld. Desuden lå landet for tæt på Nilens udspring, et lokalt sted der, groft sagt, virkede som enten en tændt eller slukket vandhane, fik derfor aldrig de årlige, og vigtige, nedenstrøms, sæsonstyret af milliarder kubikmeter vand over tusinder af kilometer langsom flod, oversvømmelser der gjorde at romerne kunne kalde Ægypten for imperiets madkammer. Så Nubien har faktisk eksisteret som tidslomme indtil årene 1960 til 1970, hvor præsident Nasser byggede Aswan dæmningen præcis nord for Nubien, bag dæmningen opstemmede den mægtige, og naturligvis kunstige, Nasser Sø. Det her betød en fordrivelse af hele Nubien, og i Cairo sidder så nu netop Nubanour (EG) og slår på rammetrommer, klapper og synger, messende om såvel den stolte historie som det nu tabte land.

47


RF ’13 - Mellem - Stilliste Electronica/house - Kenton Slash Demon (DK) Electronica/filterhouse - Tomas Barfod (DK) Electronica/indie - Wintergatan (SE) Electronica/turntablism - Chinese Man (FR) ; Kid Koala (CA) ; Den Sorte Skole (DK) Folkemusik/old-time - Frank Fairfield (US) Hip hop/Angel Haze (US) ; Joey Bada$$ (US) Hip hop/alternative - El-P (US) Indie/pop - Highasakite (NO) ; Indians (DK) Jazz/progressiv - The Heliocentrics (UK) Metal/blackened death - Goatwhore (US) Metal/crossover - Suicidal Tendencies (US) Metal/folk metal - Ensiferum (FIN) Metal/progressive - Devin Townsend Project (CA) Metal/rock - Volbeat (DK) Pop - Nils Bech (NO) ; Vinnie Who (DK) Pop/americana - Matthew E. White (US) Pop/electronica - Sohn (UK) Pop/folk - My Bubba (IS/SE) Pop/R&B - Truls (NO) Rock/garage rock revival - Black Rebel Motorcycle Club (US) Rock/krautrock - Kraftwerk (DE) Rock/neo-psykedelika - Uncle Acid & The Deadbeats (UK) Rock/noise/neo-psykedelika - Tremoro Tarantura (NO) Rock/punk - The Bots (US) Rock/post-hardcore - Metz (CA) Rock/post-rock - Sigur Rós (ISL) Soul/electronica - James Blake (UK) Verdensmusik - Mokoomba (ZW) Verdensmusik/African jazz - Selamnesh Zemene (ET/FR) Verdensmusik/Balkan - Dubioza Kolektiv (BA) Verdensmusik/brass band - The Soul Rebels (US) Verdensmusik/folkemusik - Krar Collective (ET) ; Nubanour (EG)

48


RF '13 - Lavt RF ’13 - Lavt - Electronica På teorier fra neuropsykologen og robotforskeren William Grey Walter tog Beatnik-kunstnerne Brion Gysin og Ian Sommerville i 1961 patent på den såkaldte "Dreammachine"; en slags roterende lampeskærm med stroboskopeffekt gennem perforeringer - og fidusen? At intens stirren skulle kunne fremkalde samme (psykedeliske) perceptioner af kunsten, og uden kemiens følgevirkning, som på stoffer. William S. Burroughs syntes det her fup var fedt, så godt var det vel? På i øvrigt ret ordinær omgang med sin laptop omsættes Gysin og Sommervilles gamle hjernespind nu til ny hjernespind: en væg af spejle, groft sagt en kvadrat væltet omkring på en spids, projiceres med lys der så igen kastes ud på publikum. Alt sammen styret og dirigeret om til fællesbetegnelsen Daedelus Archimedes Show (US). Sidste år gav det her tynde koncept interesse rundt omkring i Europa, bl.a. på Sónar, i år, i lyset af det audiovisuelle efterhånden betyder mere og mere end bare en suppleret musik (bare tænk Chris Cunningham i 2011 og Kraftwerk i år) er det altså i år Roskildes tur til at stille et kæmpespejl op på scenen og brøle ”SE! EN FLOK TIL GRIN! OG HEJSA!”. Baauer (US) var DJ og producer på ”trap” (endnu en idiotisk forgrening af noget så simpelt som hip hop uden vokal), house (melodi) og bassline (rytme) indtil en af hans tracks, "Harlem Shake" ('12), pludselig, så sent som i februar i år, blev et såkaldt internet meme, dvs. den her plagsomme idioti med at junk med tilpas meget kant (typisk som flosset forrådnelser af noget, som kaffegrums der ligner) kan spredes som lynild på de sociale medier. Og hvordan? Som en danseparodi på "Gangnam Style", s'mæn... At vi, virkelig, er ude i de små detaljer her illustreres så tydeligt af at rapperen Azealia Banks, der sjovt nok også selv er på Roskilde i år (I wonder why?) ligeledes i februar udgav et remix af "Harlem Shake" på SoundCloud - som så blev fjernet efter klage af Baauer hamselv... Uden den her fortælling var Baauer ingenting, kort sagt: kribler det i fingrene efter at lave en solid FB-status hver gang du har blæst en røvskægget midterskilning ud over ballerne? Så mød da endelig alle dine venner til Baauer! Vatican Shadow (US) laver røvsyg standard-industrial, i det her tilfælde bare basale loops i en uendelighed (som skudsalver? Som to brikker der forvirrer hinanden?) på vignetter om storpolitik vs. religion (bare tjek det Dan Brown'ske bandnavn: her skal man, sønderbombe mig da en kirke, være det nyligt opgravede lig af Yassir Arafat for at mene her er brugt timevis af brainstorm).

49


Men vi siger tak for hjælpen: over fire albums, fra 2011 til 2012, er musikken nok instrumental, men har til gengæld titler om Tjetjenien, Mohamed Atta, Al-Qaeda, wahabisme osv. Men prøv nu at sætte et stopur i gang og prøv at tage tid på nysgerrigheden til det her projekt uden de her titler. Oh lord! Have mercy with the brains of the booker to this crap. BANG! EOF. Som verdensmesteren (p.t. hos IBF) i letsværvægt Bernard "The Executioner" Hopkins optræder UZ (US) også selv i skarprettermaske, fra dengang bøddelen havde økse og hugblok: og hvem gemmer sig så bag det her fjol og de her hip hop breaks, på hi-hat, drum'n'bass og tegneseriesamples, tilsammen, som stil, kaldet for "trap" (og skam allerede strejfet ovenover hos Baauer, dog nu i ren aftapning)? Ikke til at vide, det der vides er at manden udelukkende er her pga. huen, næppe (medmindre man er en til tudefjæs medløbende hipster) pga. de her overkogte kødtrevler i en spand med gammel mælk. Dead Fader (UK) er John Cohen er en mand der spiller leftfield industrial med forvrænget vokal, tilsammen beskidt og mørk electronica på skitser fra snart primitiv black metal i naturtarm af klubmusik, snart dubstep og hip hop i leflen for skildpaddernes startstreg til fest. Dead Fader er en skabelon. Af papir, brugt og slidt så mange gange at kun konturer af en oprindelig ide er tilbage. Dead Fader har stjålet en skabelon. Dur ikke. Slemme dreng. (Overfor den her guide er Dead Fader i øvrigt lidt interessant: hvordan forholder man sig, som officiel bandbeskriver, til noget så elendigt? Med rygradsbaseret forskræp, med pladeselskabernes pressemeddelelser om at "den her plade er verdens bedste, tro os"-taktikken. Slå selv op! Kosteligt/priceless). For at have en nål til tavlen kaldes stilen, bas/dubstep og hip hop rytmer, for "wonky", man lad nu bare navnepilleriet ligge: Eloq (DK) var sidste år på Apollo Countdown, i år for fuld festival med cut-up samples og beats, vokal på suget heliumballon, masser af lyde, synes det for udenstående, fra foran en PlayStation i brug. Og her har vi så netop problemet: at DJ og producer August Fenger skam er dygtig nok, sagtens kan få et telt til at koge lidt dansabelt over på en festival. Men indholdet? Og hvad-tager-man-med-sig-efter-showet-faktoren? Hvad med den? Og meningen? Den dybere? Argh! Er dans ikke nok spørges det så? SÅ DANS! DANS! FOR HELVEDE! TIL LYDENE! I DIT HOVED! Hvor svært ka’ det være? Andy Stott (UK) er producer på house og dub techno, snart på elementer af electro, snart ambient, er altid minimalistisk og abstrakt, aldrig psykedelisk, men dog garant for en spændetrøje af lyd om lytterens noggin. Andy Stott laver produktioner for ensomme dansere, for speed datere med et spejl foran dem selv.

50


Jam City (UK) er fra London er Jack Latham er standard house blandet op med abstrakte soundscapes til garage house på en twist af soul. Stilen opstod i øvrigt i U$A i kølvandet på discoens afdansningsbal i slut-70'erne, er derfor måske mere nøjagtig at beskrive som futuristisk disco. Sikkert er det i hvert fald at Jam City placerer sig mærkeligt spændt ud mellem dansemusik og lyttemusik, egentlig er habil nok. Men til hvem? Harley Streten er 21, den sædvanlige blanding af DJ og producer, Harley Streten er desuden Flume (AU), er glitch og dubstep som base under melodier, og vokale gæsteoptrædener, på pop. At internettets veje (ledninger?) er uransagelige viser netop Flume: den godkendte single "Sleepless (album version)" opnår tilpas opmærksomhed til han tages under vingerne af renommerede Triple J, og så kørte bussen. At sammenligne ham, som Roskilde, med James Blake er nok et så så dybt og fast et greb i lommen at det ender med en selv-olfert: for sandt at sige er hans dance-hop, blandingen af soul melodier og hip hop rytmer, ret enerverende i længden, den selvbetitlede debut ('12) har overhovedet ikke den fantasi man finder hos Blake. Om Unit (UK) er producer og DJ Jim Coles er dub, hip hop og jungle, protodrum'n'bass og derfor navnet på drum'n'bass før det, ca. i midten af 90'erne, kom til at hedde sig selv. Kort sagt/for at gøre en kort historie endnu kortere: i sin rygrad er det her gammelskole drum'n'bass, har ikke meget at rafle med de inspirationer af dubstep Roskildes egen omtale så gerne vil høre. Men hvorfor egentlig den her genre-ups’er? Nok meget fordi få i vore dage hører drum'n'bass, men, og heldigvis, mest som symptom på en sprogligt afklingende formkurve, på at man, heldigvis kun lidt endnu, kan tage hipster-attituden på til dubstep. Kortere sagt: dubstep sælger (endnu), jungle’et drum’n’bass gør ikke. Om Unit, på plade, lyder som at fumle skrammel sammen, som at rulle en skrothandler for sine bedste varer, som at stå og clubbe og banke sig selv på brystlommen efter den solbrille man, i det her nu, fortvivlet opdager man har glemt. Om Unit er til at overse. I 2011 kom producer-duoen Chase & Status (UK) med på programmet som en af de sidste navne, dvs. pænt efter at såvel det samlede program som plakat var omdelt og trykt. Således skete det også i år, hvor de, efter den rene drum'n'bass album-debut med More than Alot ('03), igen i år medtager deres dengang, og endnu, kun anden fuldlængde i form af den fremragende No More Idols ('11).

51


Her blandes deres rygrad af drum'n'bass op med breakbeats, grime, trance og dubstep, er endnu i dag let at huske, som også Roskilde gør på deres egen omtale, på den fine "Blind Faith (ft. Liam Bailey)". Og her har vi så problemet: at nok laver Chase & Status stortænkt electronica, musik til stadionstørrelse og dansesko med forstærkning, men den her lyd er altså for længst forældet af neo-disco fra Daft Punk (eller vores egen Vinnie Who for den sags skyld). Anno Domini 2013 virker Chase & Status mest som et fjernt ekko af Fatboy Slim. Men mon ikke managerens pris var for godt et tilbud til at afslå? Mon ikke der her satses på at få lidt gamle knogler i kog på gammel suppe? På nye svin på gamle tasker? Disclosure (UK) er brødrene Guy og Howard Lawrence og var i starten dubstep på røvslikning af Burial, nu mere pop på 2-step, UK Garage på house. Det her lyder godt, men er, end ikke til at plukke appelsiner til, specielt ophidsende: produktionerne er electronica, sangene pop, og hvad så? Lad os nemlig prøve et eksperiment: at kun lytte til hver enkelt af de her hovedbestanddele i brødrenes tracks, hvad sker der så? Ingenting. Absolut - som i at der her er fint nok, men også så fint at det kan være lige meget, fint nok - ingenting. Numbers feat. Rustie, Jackmaster, Oneman, Spencer, Deadboy, Redinho and Sophie (UK) er samlet set en labelnight på tre Glasgow-selskaber der, lover Roskildes eget program, vil komme omkring "techno, electro, hiphop, UK funky, dubstep - you name it". I name it crap! Labelnights, fælles optræden under typisk et selskab eller et kollektiv af selskaber, er måske en let måde at få fyld i programmet. Men også helt og aldeles tidsspilde for det drikkende folk, for dem folk er flest på Råskide. Her må foden bare sættes ned. Her må trækkes en streg i sandet. Her må snart nye hår på bollerne i suppen. RF ’13 - Lavt - Folkemusik Opløs en musikskole for hippiebørn, tag instrumenterne fra dem og send dem ud på en losseplads en uges tid, hvor deres drifter vil opfinde nye instrumenter af ragelse, og vi har Dead Rat Orchestra (UK). Et interagerende og eksperimenterende, javist, men aldrig hverken avantgardistisk eller traditionen tro mod krævende instrumentalmusik fra f.eks. moderne kompositionsmusik over kraut, industrial og post-rock (derfor er Roskildes egen ligning af bandet med mægtige Godspeed You! Black Emperor også et af bandomtalens mere forkertfod-ud-af-sengen-dage). Alt sammen på en åre af folkemusik, her forstået som ordet siger: populærmusik med rødder længere tilbage end da elektriciteten blev opfundet. Instrumenterne er altså lidt violin, lidt forhåndenværende at tæske på, f.eks. grydelåg eller en irriterende, fordi også han lige står og straffer et styks artefakt, makkers skallepande, dertil istrø af folkemusik-vokal.

52


Nu talte vi om unge hippier, derfor lige en note til de gamle der nok vil græde snot over den dag - som man hører dem nu var de der vel alle sammen - da Einstürzende Neubauten i 1984 gav koncert i Ungdomshuset og en eller anden fra bandet (sjovt nok var de der, og som sagt, alle sammen, men ingen kan alligevel huske hvem det var) monterede sig selv med en trykluftsbor og gik i gang med, som såvel ham der saver grenen over han sidder på som del af musikken, at afmontere en af balkonerne. Lever den slags hukommelse endnu, og det gør den, har vi her det fulde publikum til Dead Rat Orchestra. Söndörgö (HU) er sigøjnermusik, er, når man ser bandet, som et kammerorkester der spiller folkemusik i stiv slips og håret tilbage. Her er hverken melodi, fokus eller andet at gøre godt med end klezmer-, Balkan- og sigøjnermusikkens grundåre af dans. Hvem, ud over flaskesamlerne - de "fattigdomsrejsende" som man siger, når man enten er spindoktor for Roskilde, eller er til "roma amor" - der har nogen som helst gavn af de her stiløvelser må stå som et blafrende forundret, og derfor åbent, spørgsmålstegn. RF ’13 - Lavt - Hip hop Synes man nu at rim som "Så tror da fa'en/ din kone er fan" ("Mand 2.0 (ft. Jooks)") er en hård mavepuster til de brikker der nu er at rykke med er der ingen tvivl: så skal den da bare stå på Suspekt Light, det skal den da, på den ene, den bedste såvel lettest genkendelige, af gruppens to rappere, på, gennemgående på den selvbetitlede debut ('13), de præcis samme midler som netop Suspekt: masser af nætter med "at rive damer hele vejen hjem", misundelse til Klaus Pagh og Peter Asschenfeldts evner, ufortjente må man vel forstå, med at hive til sengs - via moden alder og penge - fra samme målgruppe, masser af, stort set til hvert track, citater fra gamle danske film. Læg dertil den slags minimale produktioner Rune Rask har liggende som standardformularer på sin laptop og vi er ved at være der. Så lige så lidt nogen vil forveksle Dave Gahan solo med Depeche Mode lige så lidt vil nogen forveksle Orgi-E med Suspekt - kollektivet fra Albertslund med Prima Nocte ('07), en af Danmarks, indiskutabelt, bedste rap-albums - derfor skal der også spædes op, det skal der da: med, siger Roskilde selv, "supergruppen" F1steholdet (fornemmer man resten af Suspekt? L.O.C.? Jooks? Hele Orgi-E's mors swingerklub?), dertil Balkan-blæsergruppen Opa Opa Orkestar. Og da Balkan, som stil, kun optræder et enkelt sted på solopladen, på singlen "Singlepik" ("Jeg vil skide på du synes lortet holder/ hold nu kæft, jeg står lige og barberer mine boller", for bare lige at slå et smut om endnu et guldkornsrim), er det vist begrænset hvor meget plads de kan få at trutte på. Bottomline: Er man ligeglad med at Roskilde ikke nåede at fange Selvmord (Suspekt + L.O.C.) i 2009, eller synes man bare godt om Elektra ('11), Suspekt

53


seneste, og svageste, er det derfor om at slå til på Orgi-E / Klamfyr feat. F1steholdet & Opa Opa Orkestar (DK). G-funk er West Coast gangsta, mafioso rap East Coast gangsta. I vest har vi Snoop Dogg, i øst f.eks. den ret så glade for McD-agtige Action Bronson (US) fra New York, men af albanske rødder. Og her har vi det måske? 30'ernes gangstere i Chicago og New York kombineret med nutidens ret så "alternative" økonomi i Østeuropa efter kommunismens fald? I hvert fald kræver det ret så meget afholdenhed fra medicin at dyrke Charles Bronson, tro man lever i en actionfilm, tro man kunne, i en bedre tid, få hovedrollen i hele Godfather-sagaen - når nu verden er en helt anden, når nu medicin mod tvangstanker er langt bedre end dårlig musik. Den her pubertære tryksag i en voksenble er, hvis vi lige må be' om kammertonen, som at hælde brugt friturefedt i urværket på en gammel bornholmer. Og er din røv nu ikke træt af at grine din morgenmad, frokost og middag ud i samme stride strøm kan du bare fortsætte festen om bord i Danny Brown (US) fra Detroit - og Detroit? Som Eminem? Og lyder han så også som Eminem? Er hans flow 100 % Eminem? Er det her 100 % tidsspilde? Det er det. Fik vi derfor med Danny Brown en 100 % Eminem-klon kan vi (de!) med Kendrick Lamar (US) præsentere en 99 % 2Pac-klon; resten af mandens inspiration kan - for seriøse ører der kan vrides nok rundt til at overleve den meget hælden West Coast-vand ud af ørerne på det massive albumgennembrud med Good Kid, M.A.A.D City ('12) - centreres omkring Nas, Eminem og Jay-Z, derfor, for at skære ind til benet, siges at være en ren produktionskolos på lerfødder af Pharrell Williams og Dr. Dre, to af (mange) producenter på gennembruddet. Men er man til West Coasts mere soulede hip hop skal man sandelig slå til her. Og slå sig selv ud! På en wunderkid med kortere holdbarhed end en frisk dåsebajer i græsset, under solen, foran en lækkertørstig svensker. Når man hører Azealia Banks (US) fristes man til at tro at hendes indlemmelse i årets program mest skyldes hendes fejde med ligeledes Roskilde-aktuelle Baauer om en uautoriseret remix af mandens hit "Harlem Shake" - for hører man hende selv, lægger man lidt sund øreflip til hendes, bevares, ambitiøse indie og electro hip hop falder tingene nemlig hurtigt fra hinanden: har verden virkelig brug for en M.I.A. Light? Skal vi, når man trænger hende op på flowet alene, til at skyde med et kammer af lidt småspyttende omgang tørkrudt? Vistnok ikke. I Danmark har vi, kun Gud ved hvorfor, p.t. en hindu som minister for en kristen kirke, i Norge har de Karpe Diem (NO), en hip hop-duo bestående af Magdi Omar Ytreeide Abdelmaguid og Chirag Rashmikant Patel, henholdsvis en muslim med baggrund i Ægypten, og en hindu med baggrund i Indien.

54


Karpe Diem blev en realitet i 2000, har siden vokset sig større og større, er nu noget nær folkehelte i Norge. Og det må man have respekt for, men hvor det er til at forstå at f.eks. svenske Timbuktus lige dele rap og reggae kan få sig et stort og trofast dansk publikum, er det noget sværere at kapere Karpe Diem og deres, helt bevidst, stærke accentuering af teksterne. Kort sagt: det her er en gigafest for festivalens nordmænd. Der alle på dagen vil stå hærdebrede og tage udsynet til heltene fra os trangbrystede danskere. Og fred være med det. Virale navne, såkaldt internet memer, opstår sjældent af talent, men af egenbestaltet falden på hale for konform spin, for at noget plantes og rygtes, et eller andet når over en grænse hvor nyhedsværdien pludselig oveskygger talentet. Om så det er der eller ej. Således Flatbush Zombies (US), en Brooklyn-duo uden synlig talent: snart spyttes der som Busta Rhymes, snart som Per Vers (!), snart som storbuksede talentløsheder foran en hip hop-karaoke. Men altså med et tilpas åndssvagt navn til de nu er blevet så stort et meme at Roskilde har tænkt: Justin Bieber ku'! Ka' Flatbush Zombies? Hov! En venneanmodning! Jeg smuttes, snaks. *SMF* Linkoban (DK) var sidste år på Pavilion Jr., er faktisk det eneste navn fra den her, dengang, vigtige scene for up-and-comers der overhovedet i år har taget springet til "rigtig" festival, og gør det igen i år, og nu med frisk albumdebut, på præcis samme formular som sidst: grime, blandingen af lineær (læs: i længden kedelig) og speedet East End-hip hop, garage, drum'n'bass og dancehall. Tilsammen, i Linkobans tilfælde, et menneske med ørerne i maskinen på et 80'er arcade-spil. Storhedstiden for genren var nok omkring de to gange Dizzee Rascal var forbi: først i 2004, sidst i 2007. Grime, som kulturbærer, er siden fladet ud, og, som med al anden inspiration udefra, ovelapper udfasningen i Danmark bare lidt mere kalendertid end i oprindelseslandene. Og således var Lucy Love, landets ubetinget bedste grime-artist, netop fobi Cosmopol i 2009. Og lagde ved den lejlighed endegyldigt genren i graven i den danske muld. Maskinen (SE) laver hip hop over electro og stop-start Miami bass electro-funk vredet om til brasiliansk funk carioca (udenfor Brasilien bedst kendt som baile funk). Til den sidste har vi i øvrigt en bro til tidligere sæsoner på Roskilde, til Bonde Do Role (forbi i 2007), og råberapper Marina Gasolina der var featured på et enkelt nummer på Maskinens debut Boys II Men ('09). Endnu i dag er "Alla som inte dansar", debutens så klart bedste og et undergrundshit i sin egen ret, også duoens det bedste. Albumopfølgeren Framgång & Efterfrågan ('12) har intet, absolut ingenting, som har bare tilnærmelsesvis samme, om man så må sige, charme. File under: Nik & Jay med optagegrej i røven efter løgsuppe, chili og sveskegrød.

55


Urban er navnet på det lige møde mellem hip hop og R&B, kendes her til lands bedst fra tidlig Outlandish, i det store internationale f.eks. fra Drake (som vi så godt kender fra Roskilde fordi han brændte os af i 2010), eller i Sverige, hvor Jens Eric Resch Thomason fra Lund, dog nu med base i Brooklyn, kalder sig for Chords (SE). Musikkens produktion fejler egentlig ikke noget, lysten til at udtrykke sig heller ikke, men nødvendigheden? Til at være så forelsket i en genre - som at forholde sig til tomhed på en bankkonto sidst på måneden? Den slags problemknusende nødvendighed findes overhovedet ikke i de her stiløvelser. Mykki Blanco (US) kan ikke rappe, men er transvestit, og suppleret af ret så håbløs electronica, vistnok et forsøg på at lave lidt såvel vandig som mørk og knugende electro, er det her nok årets mest råbende symptom på Roskildes p.t. krise: for HVORFOR? Og hvad skal der til? Skal en mand bare kunne stille sig op i pailletter og synge karaoke på en bøssebar for at komme på Roskilde? Hvem i 2013 bliver dog chokeret over at en, og det må man give ham, gennemført talentløs (c)rapper er transvestit? Og, vigtigst, hvad kan vi bruge det til? Er her en subtil pointe? Eller bare et forsøg på vaccine via et skud politisk korrekthed? Og dør vi mon snart, og alle sammen, af en overdosis af den her fejlmedicinering? Kort sagt: det kan måske siges at hip hop er den mest macho og konforme stilart indenfor populærmusik - men punkteres det her, virkelig, af at vende hele dens essens den anden vej rundt? Begynder vi, når vi hører Mykki Blanco, at råbe "AHA!" i kor? Går der pludselig et lys op for os, får vi pludselig en fælles tanke? Næppe. RF '13 - Lavt - Ikke-musik Guderne skal vide at Henry Rollins (f. 1961), til Roskilde '13 omdøbt til Henry Rollins - Spoken Word (US), er en sindssyg vigtig brik i såvel punk (Black Flag) som i den lidt mere bløde solo-side, som skarp forfatter såvel som, og i den her rolle (og med hele fire planlagte optrædener på Roskilde), som spoken word'er. Men manden er, helt officielt, ikke mere musiker! Transitten fra smadr til ord har altid været let: punk og new wave scenen har nemlig altid været bedst til at inkorporere beat-poeternes forskrifter om hele tiden at ville strække kroppen lidt længere ud - med eksesser og ord, med Rimbaud og vin, med en poesi smeltet i hakkeform, til at slå minegange ind i konvention. Og finder de så guld? Lydia Lunch, Patti Smith, Jello Biafra og Henry Rollins? Det gør de! Men sgu da ikke næst øverst på plakaten på en musikfestival! Og javel: Roskilde har altid, og vil nok altid, have sit poesitelt kørende parallelt, klædeligt såvel vigtigt (det at kunne skrive man, som digter, har læst op på

56


Roskilde er efterhånden mere vigtigt end en debut i Hvedekorn) med musikken, vil her altid levere lidt andet brændstof til kroppen end fast og flydende føde. At have en 100 % musikløs Henry Rollins på Roskilde, og blandt de næststørste navne, overgås vel kun af Chris Cunningham, ligeledes med tryksværte blandt de næststørste, i 2011: en videoinstruktør! Og nu i 2013 mand der laver comedy/spoken word! Ufortalt at Rollins afgjort er såvel underholdende som intelligent, har det med let at finde flere vinkler på politik end end en dansk ministertaburet anno 2013 har ben, er den her markedsføring en joke. Så ja! Mød op: og trøst dem der troede de skulle høre stor- og mainstream-hittet "Liar"... Sick! RF '13 - Lavt - Indie Chelsea Light Moving (US) er den første rock-genopfindelse af Thurston Moore efter han var konen Kim Gordon utro, derfor lod deres fælles projekt Sonic Youth (1981-2011), og dertil et kødeligt ægteskab (1984-2011), hælde ud med alle talenterne i det her tidernes det mest indflydelsesrige amerikanske støjrockband. Efter at have været et svin med Gordon kom manden alligevel, i skæbneåret, ud med den mægtige, og akustiske, Demolished Thoughts ('11). Som var? Indiskutabelt et af det års bedste plader i verden. Basta. I år kommer han så forbi med, som var han en anden Billy Corgan, håndplukkede folk omkring et projekt med afsæt i byen NY samt diverse, primært beat-poetiske (Frank O'Hara og William S. Burroughs), men også psykedeliske (Roky Erickson), tributes til tidens, her 60’ernes, kulturelle fyrtårne. Desværre er pladen noget pjat, er manden, efter en tid med, må man håbe, lidt dårlig samvittighed omkring undfangelsen af det mindre mesterværk Demolished Thoughts, nu igen på banen med hvad man kunne frygte mest af alt i denne her verden: Sonic Youth Light. Roskilde burde have fanget ham i 2011, fået ham til at sidde med en stille guitar og græde snot. Nu skal vi i stedet trækkes med en 54-årig mand der tror han er 17. Sonic Youth var, specielt til sidst, verdens sjoveste bandnavn. Chelsea Light Moving er ikke sjovt. Efterklang (DK) var forbi i 2005, 2008, 2010 og nu igen i 2013. Deres tidlige, også udenlandske, store stjerne, og startende med Tripper ('04), skyldtes deres klassiske arrangementer, hvor man var tæt på at kunne finde en fuld orkestergrav, og det vel at mærke foran dem selv, hver gang de spillede live. Siden 2010 har de så været på det legendariske indie-selskab 4AD, og for dem er det så blevet til en EP og fuldlængden Piramida ('12), hvor forsanger Casper

57


Clausen træder (endnu) et skridt frem i lydbilledet og giver os en helt igennem skolet, og derfor kedelig, sang, der, og man tror det er løgn, alligevel får Roskildes omtale til at sammenligne det nye Efterklang med mægtige Talk Talk... Man undres ikke. Man græmmes. Piramida, for nu at holde os i aktualitetsafdelingen, er i øvrigt en underligt kontrolleret plade, lyder som har de hørt sen, og ligeledes danske, Diefenbach og hvad netop de kunne gøre af magi i spændingsfeltet mellem pop og indie. Efterklang anno 2013, der helt er bygget op om den nye plade, er nu et seksmandsband der fedter publikumsører med en blanding af synthpop og messingblæsere, mellem slappe melodier og påtaget coolness (lige så påtaget som pladenavnet selv: Piramida er nemlig det russiske navn for en nu lukket (russisk) mineby, nu spøgelsesby, og, som en uldhåret mammut, bevaret som et tidsbillede i permafrost, på Svalbard i Norge, derfor rettelig kaldet for Pyramiden; at kalde den for Piramida er omtrent lige så latterligt som at kalde Sankt Petersborg for Leningrad). Parquet Courts (US) er bare sidste skud på stammen af nullernes nok så berømte post-punk revival bands (bare tænkt bands der startede med "The", foran et eller andet fjollet, og så er vi der næsten allerede); dresseret punk omsat til indie rock, hørt før, hørt bedre, hørt én gang for mange. Dog, i tilfælde af bandets mor læser med, skal der det da også siges at debuten Light Up Gold ('12), har sine momenter, gennemgående kan siges at være nødvendig på sin, tydeligvis bevidste, DIY-slacker: ting og sager, altid centreret om punk og indie, smides omkring og op, gøres på så nonchalant en måde at en forventning om mere kan fordres. Og det trods genrens - er vi nemlig ude hvor noget "post" bliver suppleret af "revival" kan vi næsten ikke komme meget længere ud - nok så meget iboende idioti. Andreas Pallisgaard har længe rumsteret inden han i 2010 med Pinkunoizu (DK) fik hul igennem med indie i feltet mellem Brian Eno og Bill Callahan, i midten på David Byrne når han er mest verdensmusikalsk. Som navn er de værdige repræsentanter for hæderkronede Morningside Records, for ringlet og poppet indie, bedst fungerende på det elektroniske bagtapet knyttet til en sommervarm, uskyldig og ufarlig lyd. På den gamle linje gennem Pavilion Jr., dvs. indtil sidste år, ville Pinkunoizu have været uundgåelige. På hovedfestival må deres største opgave være den at forvirre forvildede Rihanna-fans. Unknown Mortal Orchestra (NZ/US) har de fleste af de tricks moderne indie rock benytter sig af: lidt lo-fi, lidt psykedelika, lidt ud af boksen lækkerkælen vokal - ja! Kunne de bare smide lidt glasur på toppen i form af en tvistet sidegade på folk var lagkagen snart klar til lys.

58


Poppotentialet er nemlig fint sat til søs - her skeles uden blusel til såvel britisk guldalder som noget en lille mand i Memphis kunne have kreeret - men det personlige, det nødvendige take på musikken, det er at stå foran en kirkes spiseseddel, at lade musikken være et kor i en bygnings rumklang, mangler. Er det her for meget forlangt? Måske. For lidt? Set som afstanden til dem der, på den her musiks betingelser, gik i forvejen? Nej. Mastermind Ruban Nielson har ellers meget godt kørende: men vil han være Beck Hansen? Eller Justin Vernon? Vil han lave pop? Eller bare dyrke en højre hånds tillid til sin guitar? Ved han, og nu over to ellers godkendte plader, nok mindre selv - end dem der lytter ham efter. RF '13 - Lavt - Klassisk Når man hører minimalistisk musik af Steve Reich (f. 1936) hører man såvel pulsen taget af (og endelig ikke på) storbyen New York, såvel mandens jødiske baggrund bundet op i sløjfer af loops og repetitioner fra stilhed, af DNA-spiralen der lever, ånder og trækker stille lungeluft af historien. Et af mandens - der i øvrigt holdt op med at komponere, blev færdig med at beskrive stilhed, i 1999 - absolutte hovedværker er Music for 18 Musicians (1974-76), en cyklisk udforskning af 11 forskellige akkorder for stort orkester; ikke præcis for 18 styks, men med det her antal som minimum. I år bliver værket, der vil tage omtrent en times tid at nå omkring, blive opført af Ekkozone Performs Music for 18 Musicians (DK). Kan øresnegle mon forlade dig? Forlade det her og kravle op i et træ, spise blade, og kalde dig minimalismens fader? Ikke at minimalistisk kompositionsmusik ikke kan spilles på Roskilde, for det kan den, men et helt værk? Bach-cyklisk, dvs. som en rejsende opstand på et skema? Kan det lade sig gøre? Svaret er et nej. RF '13 - Lavt - Metal Airbourne (AU) kommer fra Australien. AC/DC kommer også fra Australien. Begge spiller de hard rock på blues-rundgange. På nu tre plader, smidt mellem 2007 og 2013, har det været umuligt at få et barberblad mellem AC/DC's stil og Airbournes alt, alt for sølle plagiat. Men bevares! Kan The Darkness, kan Airbourne vel også: sælge luftguitarske penisforlængere til at nå kanten af ølvommen hos folkens der i øvrigt har størrelse small i trussen. (Et er at et kopiband prøver at slå sig op på egne numre, det har vi ikke mindst set her til lands med U2-plagiaterne Die Herren, men at den her slags udkradsede udflåd, den her dårlige på en dingle, ligefrem kan ende blandt de næststørste navne på Roskilde Festival 2013 er noget helt, helt andet. Er der mere kage?).

59


Det er helt fint at elske Black Sabbath i den klassiske (first wave) metal og doomperiode omkring Ozzy (altså længe før MTV-Ozzy), og det er helt fint at elske stoner som vi alle ku' li' skidtet hos Sleep, muligvis genrens de bedste. Problemet er bare det at efter 4 albums, fra 2006 til 2012, er budskabet efterhånden feset ind: at det her er doom a la klassisk Black Sabbath, det her er stoner a la f.eks. Sleep. Fint! Og hvad så? Kan man, i ramme alvor, skabe sig et navn på at spille en musik der, i hovedet på en der f.eks. kender til Black Sabbath eller Sleep, fuldstændig og aldeles fjernes af sine forbilleder? At John D. Cronise, fra The Sword (US), end ikke prøver på at holde sin kæft fra at lyde totalt som Ozzy er så bare prikken over i'et (som i "sheit", "skidt" eller "cirkeline er en sæk"). Og nu vi alligevel er ved det at lave musik alene om en genre, og nu vi synes det er så sjovt, hvad så med Talbot (EE)? En duo fra Tallinn på bas, trommer, synths og growl (og ingen guitar)? Doom med elementer af psykedelika, prog rock, garage og noise? Rykker det? I banditten? Ikke en skid: netop det at der ikke er guitar er nemlig selve knaldperlen, det faktum der peges ud af Roskilde selv som bandets, tydeligvis, eneste eksistensberettigelse på årets plakat. Musikken, stiløvelserne, kan det i hvert fald ikke være. Og vi bliver ved: Tyranny (FI), to tosser på en scene i munkekutter (læs: atomolferter på skotske kilte), har to udgivelser (læs: tunge fester) bag sig: minialbummet Bleak Vistae ('04) og fuldlængden Tides of Awakening ('05), er derfor ikke specielt aktuelle, men roder, åbenbart, endnu rundt med funeral doom, langsom og røvsyg klang og growl, gerne af et kvarters tid i længden, på megen mol, muld og mølkugle. Paraplyen over den her rædsomme kedsomhed, samlet set den her krudtspand i en numse, kaldes, af Roskilde selv, for "ekstremmetal", men har lige så lidt med metal at gøre som Burzums og/eller Mortiis' ambient-plader. Det her skal dog nok have sit faste publikum. Med navlen, af biologiens kispus, så tæt placeret på rektalknappen at de, fordi tingene nu engang forveksles af den her slags genmasse, bare ikke kan se det sjove i et halbal med Kandis. Burde de ellers. Metalcore på thrash og hardcore punk er Hatebreed (US), grundlagt i 1994, på Roskilde i 2004, nu, med den aktuelle The Divinity of Purpose ('13), ude med deres sjette fuldlængde, med, må man også hurtigt sige, endnu en genre-plade, et stykke arbejde og ansøgning på toppen af de foregående - for udelukkende at komme ud at spille live. I mange år, måske også alt for mange, har de store bands - og her taler vi om Iron Maiden-segmentet - vel nærmest udelukkende udgivet nyt fordi den slags havde en effekt på bagkataloget. Men i de her moderne tider, hvor cd'en såvel albumformatet er dødt, er det svært at sige andet end at Hatebreed, ved at

60


udgive nyt, mest gør det for at have en promo at smide i hovedet på alverdens bookere. Og bingo! På Maglegårdsvej ramte de sgu plet. RF '13 - Lavt - Pop Marie Key (DK) har nu - efter god appel til et kvindeligt radiopublikum med hang til små Facebook-agtige statusser på en ellers trist hverdag - fået voksesyge, har derfor skåret lidt overflødigt væk i hendes gamle nomme de plume Marie Key Band. I 2006 fik hun en finger igennem til en billig ring fra Magasin med storhittet "Mormor", dengang på folk-pop, i år, efter to albums som band og to som sig selv, kvitteres hendes indsats så med den prestigefyldte P3 Prisen. Og det er jo fint! Bare ærgerligt at en lidt upoleret, lidt i familie med den undervurderede Annika Aakjær, skulle polere sig selv så meget itu, gå fra en gymnasiepige der står og skråler pop-folk til musiktimerne, til nu bare at være en, javist, dygtig, men også hamrende kedelig pop-snedker. Dem der forbinder tung rotation med afføringsmidler til enhver tanke skal bare lytte til Marie Key. Dygtig? Javist! Kedelig? Afgjort! Nødvendig på en festival som Roskilde? Midt i sæsonen for havnefester? Nej. Kirstine Stubbe Teglbjærg (DK) forlod i 2009 danske Blue Foundations internationalt vellykkede formular af trip hoppet pop og shoegaze, er nu klar med et liv som (kunstnerisk) single: den dansksprogede debut Hamskifte ('13) er en snart sfærisk og tyst, snart støjende og stor plade, derfor klassisk bygget op på vekselvirkningers inerti. Desværre også en plade, selv efter venligt genhør, med for meget af for lidt, med for lidt af Teglbjærg, for meget plads til, lige netop, konstruktionen om (men aldrig ind til; det æstetiskes, som praksis, fravær om man vil) en plade. Live kunne hun så lappe over og, fra øveren, kompensere for at så meget er bygget op om hendes, indiskutabelt, smukke stemme, men nej: på en scene har hun, i hvert fald op til nu, valgt at skyde materialet afsted som et moderne og klassisk rockorkester, dertil sig selv på supplerende elektrisk guitar, tilsammen til en konstruktion der, på trods af sangerindens store velvilje til interaktion, har det med, lige så lidt som pladen, at forløse et menneske: i altså dobbelt forstand i limbo bag stemmen vi kendte så godt fra Blue Foundation. Kortere sagt: alt er her tilstede - undtagen den forløsning der er så satans, så afgørende, så vigtig for at en kunstner kan se din dialogpartner og modtager (forstået som den enkelte blandt publikum, ham/hende pladen tydeligvis har som ideal) i øjnene.

61


Allerede i 2004 luftede Martin Ryum (DK) sin ikke-stemme på Pavilion, straks efter igen efterfulgt af Jomi Massage og Signe Høirup Wille-Jørgensen, den daglige sparringspartner i de danske støjrockveteraner Speaker Bite Me. Efter afleveringen af deres respektive soloprojekter blev de så kort genforenet på scenen, og det igen i år: med Ryum på sang og klaver, omkring sig, og igen, Høirup Wille, dertil duet- og skønsang fra Maria Laurette Friis fra Tys Tys. I år er manden så aktuel med fortolkninger af Inger Christensen, Danmarks uden mindste tvivl bedste kvindelige digter gennem æonerne, og så er cirklen ligesom sluttet: Uden garanti ('04), den overproducerede, retningsløse, slaskede og ligegyldige debut, fik nemlig sin eneste opmærksomhed fordi den kom på Auditorium og var produceret af Nikolaj Nørlund, manden (en, i den lille andedam, ren Mafioso del Indie) der selv solodebuterede med den endnu forrygende Navnløs ('95). En, sine steder, fri omskrivning, dog altid på ren og klædelig akustisk håndtering af instrumenterne, fortolkning af Simon Lacks (pseudonym for Michael Strunge) fine, måske Strunges den bedste, digtsamling Verdenssøn ('85). Siden, givet pga. markedets omstændigheder, har Auditorium mistet ikke så lidt moment, så hvad i alverden der har bragt Martin Ryum til reprise på Roskilde i 2013 er lidt en gåde. Inger Christensen tolkningerne (i virkeligheden en demo på tre (3!) sange der alle kan høres på mandens SoundCloud) når nemlig hverken frem til noget nyt - og da slet ikke til nogen som helst nødvendighed. Faktisk giver de alle flugtens eftermæle: i form af en uimodståelig trang til at høre Nørlunds Navnløs, til at høre lidt god musik. Man fristes til at tro at dem, og de var bestemt mange, der mødte op i 2007 for at høre Peter Bjorn and John fremføre deres monsterhit "Young Folks" nu skal have byttepenge tilbage: showet afslørede nemlig at svenskerne ene og alene er et produceret band, at de, på en scene, er frygteligt elendige, har mere groove end en sutsko i kæften på en tæve i misligholdt løbetid. For sammen med Lykke Li (Roskilde i 2008 & 2011), Miike Snow (Roskilde i 2010), Jocke Åhlund fra Teddybears (Roskilde i 2010) og amerikanske, derfor det lille "(INT)" i stedet for kun et ”(SE)”, Nicole "Coco" Morier (debut på Roskilde), har Peter Bjorn and John nu grundlagt pladeselskabet og kollektivet Ingrid, der, skal man tro Roskilde, endnu kun har spillet i klubregi, først nu er klar til den store scene. Det loves også at der vil være nyt materiale, udgivet under nick'en Ingrid, men også gamle hits fremført i nye arrangementer. Så mon ikke der bliver revanche på "Young Folks"? Og - hvorfor? Hvorfor Ingrid feat. Lykke Li, Peter Bjorn and John, Miike Snow, Coco, J. Åhlund and Guests (INT)? Hvorfor?

62


RF '13 - Lavt - Rock Meget kan man diskutere, men at det her årtusindes største, og måske også eneste, rockklassikere hedder Elephant (’03), med The White Stripes, og Songs for the Deaf (’02), med Queens of the Stone Age (US), står kun til diskussion pr. tegnsprog. Bandet startede på asken af frontmand Josh Hommes Kyuss, hed en kort tid Gamma Ray, inden de så fik deres endelige navn. Selvbetitlet, og kedelig, debut i 1998, opfulgt af den, af mange, favorit Rated R ('00), så mesterværket, så Lullabies to Paralyze ('05), der, på trods af glimrende vokalarbejder fra Mark Lanegan (ex-Screaming Trees), var bandets foreløbige lavpunkt. Det egentlige lavpunkt kom nemlig nok med Era Vulgaris (’07) der ellers byder på samarbejde med Trent Reznor (Nine Inch Nails), Julian Casablancas (The Strokes), Lanegan (igen) og Billy Gibbons fra ZZ Top (som også var med på Lullabies). Tilsammen rundet omkring sig selv på ideerne, derfor en lukket fest. I år er så er så kommet ...Like Clockwork ('13) der, igen, har gæsteoptræden af såvel Trent Reznor som Mark Lanegan, og dog, sandelig, bedst bør huskes for at den hæver sig over de to foregående. Uden, og som dem, et eneste hit, derfor alene hæver sig med mulehåret af dét lidt mere inspiration. (I, og som, parentes skal det siges at produktionen i 2013 snart sagt ikke har meget med stoner at bestille, efterhånden mest er en frisk ble på røvballerocken, men lad det nu bare ligge). Mellem udgivelserne har Queens of the Stone Age så været forbi i 2001, 2003, 2007 og nu igen i 2013. I 2001, året efter katastrofen, spillede de en solrig eftermiddag på Orange, endnu ukendte spillede de som var de i en klub. Og hvordan? Ved, ganske enkelt, at spille op til den pit der endnu ikke eksisterede var det som om de havde showet kørende til det ca. antal mennesker den her slags musik, stoner, kan bære, nok bedst et par tusinde, vel højest en håndfuld. I 2003 var de allerede, alene takket være mesterværket, store, men kunne, på trods af gæsteoptræden af mægtige Mark Lanegan, ikke komme ud over den pit der nu var en realitet, nu lå, snublende nær, som deres den kunstneriske grav. Endnu værre, næsten, blev det i 2007, så at de er på Roskilde igen i år, og med garanti på Orange, skyldes to ting: 1) Den fænomenale bund Dave Grohl (xNirvana, nu Foo Fighters) gav, via sine trommer, til mesterværket ("No One Knows", nok årets forventeligt bedste rocksang til aflevering på Roskilde, siger mere end nok), og: 2) Them Crooked Vultures, supergruppen med Homme, Grohl samt John Paul Jones, bassist og ex-Led Zeppelin’er. Them Crooked Vultures, på Roskilde i 2010, er nemlig lige netop designet til at være såvel supergruppe som stadionband; præcis de to ting Queens of the Stone Age IKKE er.

63


I den bedste af alle verdener have Queens of the Stone Age aldrig nogensinde brudt mainstream-muren ned med mesterværket i 2002, var de endnu den samme groovede og rasende inspirerede combo der stod foran to ludere og en lommetyv i 2001; i såvel 2003 som 2007 afsløredes det nemlig, i nærmest pinlig grad, at bandet er et klubband, at stoner rock ikke har samme dybe, i et stort publikum, gennemslagskraft som f.eks. metal, og at det derfor, alt i alt, er mere end svært at forestille sig andet end at årets optræden handler om andre ting end at fodre en bankbog. Og så er der faktisk en livline: hvis Roskilde satte dem til at spille på Arena ville der være håb. Men alas! Med de her seneste års sønderbombede navne til Orange, hvor stort set ingen, i år Metallica undtaget, mere kan spille den her landets magnumscene supreme op, er det helt umuligt at forestille sig det her stykke logik fra spilleplanstilrettelæggeren. Desværre. Da legendariske Hank von Helvete, der sang som Bon Scott på en dårlig hårdag, i 2010 blev udskiftet med Tony Sylvester, der faktisk har såvel formfuldendt volumen som et strubefikseret attak i sin sang, forsvandt den sidste afterburner på den joke der hedder Turbonegro (NO). Ingen, absolut ingen, vil mere røre den her garagerockende parodi på Village People med en ildtang. Undtagen, ser vi nu på programmet, altså Roskilde Festival, og hvorfor? Taler vi måske om en Roskilde-booker der er håbløst verliebt i bandets gay samling matroshatte? Eller er det fordi Hank von Helvetes fede ølvom og gutturale og vulgærfascistiske pik og patter-sprog rykkede i (læs: rykkede norske oliepenge til) såvel i 2003 som 2005? Og hvorfor rykkede det så, hvorfor kunne der samles stive nordmænd op i 2003 og 2005? Hank von Helvete! Og Tony Sylvester? 2013? Aldrig! Nazoranai (INT) er et, alt for tydeligt, improviseret rock band bestående af japanske Keiji Haino (guitar, stemme og synths), amerikanske Stephen O'Malley (bas) og australske Oren Ambarchi (trommer). Keiji Haino har været aktiv siden 70'erne indenfor netop improviseret rock, psykedelika og strejf af den slags noise- og dronemusik vi kender så godt fra Stephen O'Malleys hovedvirke (ved siden af at være pladeselskabsejer for det vigtige kollektiv Southern Lord) i drone doom'erne Sunn O))). Siden 2005, hvor han medvirkede på det skelsættende Black One (05), har Oren Ambarchi været med når Sunn O))) har spillet live. Så mon ikke den her konstellation er opstået en dag under lydprøver? En dag på en festival, et sted ingen mere husker, hvor også Haino deltog? At komme sikkert gennem den selvbetitlede debut ('12) er i hvert fald en prøvelse: Haino der, som gennem hele karrieren, snart skriger os sit Jim Morrison kompleks, snart trækker

64


sin guitar i halen for støj, Ambarchis trommer der er produceret alt for langt frem i lydbilledet og en O'Malley der er tilfreds nok med bare at kitte det hele sammen. Kort sagt: en standard rytmesektion foran en støjlegende der får alt for meget spotlight på en slap og improviseret plade - optaget i sin fulde vælde den 8. november 2011 i Gaîté Lyrique i Paris - over sølle ideer om doom og psykedelisk metal-noise. Og bevares! Den her slags skal da nok have sit publikum. Et sted ingen mere kender. Filmen Der blaue Engel ('30) er ikke mesteren Josef von Sternbergs den bedste, men dog alligevel, med Marlene Dietrich i den kvindelige hovedrolle som Lola Lola, den arketypiske film over Weimarrepublikkens såkaldte liminale fase, dvs. som en transitperiode mellem to skift i riter eller koder, i det her tilfælde, og naturligvis, det vægtløse Tyskland efter Versaillestraktaten i 1919 frem mod en slags fast grund, i hvert fald en afsæt for march, efter rigsdagsbranden i 1933. The Blue Angel Lounge er så også, åbenbart, den klub i New York hvor Nico (siden mytologiseret med The Velvet Underground) spillede sine første jobs i U$A i 60'erne, siden 2006 også navnet på tyske The Blue Angel Lounge (DE). Og hvorfor så ikke Der blaue Engel (DE)? Hvorfor ikke tage udgangspunkt i Berlin, vel nok ikke det sted filmen foregår eksplicit, men dog det dekadente hjerte i Weimarrepublikken? Spørgsmålene kan bare trænge sig på, et svar er dog givet: tyskernes post-punk med elementer af gotisk rock, lidt Einstürzende Neubauten, meget Interpol, alt for meget Joy Division, er spild af tid: i første omgang fordi forsangeren, den her genres afgørende stik-i-rend dreng, Nils Ottensmeyer slet ikke formår at være medie for den rumklanglige skrøbelighed som f.eks. Ian Curtis, ja! Selv en Paul Banks formår at forme til soniske følelser af splintret glas. Og der er skam mere tænders gnidsel: i form af mere post-punk på tydelig inspiration fra Siouxsie & the Banshees, med en Jehnny Beth i front der tror hun allerede er reinkarneret som PJ Harvey, tydeligvis næstsidste trin for den her londonske sangerindes forestilling om nirvana. Til det her bedetæppe af en musikalsk forestilling kan det siges at Beth end ikke møder ind med nogen specielt interessant stemme, udelukkende er i front for endnu et ”Vi-har-da-hørt-om-Joy Division-det-har-vi-da” rip-off band. Har verden snart plads til flere? Kan der snart møves endnu en ind? Kan vi alle sammen mon træde lidt længere tilbage i bussen? Helt til bagsædet hvor vi altså finder Savages (UK) sidde og trykke sig fnisende. At The Stone Roses, Radiohead anno 2000-2003 og solo Thom Yorke ikke har været helt forgæves ses af at de i Montreal har Suuns (CA) skudt af på neopsykedelika på krautrocket electronica og indie rock. Minus danserytmen er det

65


her det tætteste man anno 2013 kan komme på stilen Madchester i perioden omkring 1990. Hvorfor? Siger Shaun Ryder der lige nu sidder i et baghoved og keder sig. Blood Command (NO) er en punk-trio fra Bergen, der spæder hardcore op i gryden med masser af power pop. Oppe i dalene, og nede fjeldene, er de helt pjattede med Funeral Beach ('12), bandets andet udslip. Og medmindre de til hobe er faldet i gryden med træsprit som spæde er det faktisk ikke til at vide hvorfor; efter bare et par enkelte skrigende omkvæd med Silje Tombre, og underlige snublende forsøg på at være street fra instrumentparken, husker de fleste nemlig nok at Norge blev selvstændige fra Danmark i 1814. Et godt år! Og så lige et korrektiv til Roskildes egen påstand om at Blood Command er posthardcore: det er de IKKE. Post-hardcore mikser, ganske rigtigt elementer af postpunket power pop op med hardcore, men gør det også, helt typisk, på skemaer til prog rock. Elementer det her, hos Blood Command, er ret umulige at få øje/øre på. FIDLAR (US) er ikke, hvad man ellers skulle tro, svensk for ”portvinsjunkie”, men derimod et akronym på "Fuck It Dog, Life's A Risk", dertil ung skater punk, dvs. melodisk hardcore, fra, og hvor ellers, Californien, på nogenlunde lige dele Ramones, Misfits og Germs. Altså ikke helt fladpandet tyggegummipunk som hos Blink 182, men dog heller ikke så seriøse (så meget som nu genren tillader det), som f.eks. NOFX eller de gode sager fra Fat Wreck Chords. Kan nok være, bare hør "Cheap Beer" fra den selvbetitlede debut ('13), at musikkens centralfilosofi er den om øl, hele bund og basis for fødekæden på Roskilde, men det skjuler nu alligevel ikke at debuten tager præcis de samme, forbløffende synkront kørende, 30 minutters tid at glemme som den tager at spille. Fik vi - om livsnerven i guitarbaseret rock, og med ligeledes Roskilde-aktuelle The Bots (US) - allerede et par purunge brødre i duo på guitar og trommer, får vi nu, dagen før spilleplanen offentliggøres, smidt os endnu et par unge brødre, Drenge (UK) fra Sheffield. Igen på kun trommer og guitar, dertil et navn der egentlig ikke, på skrift, giver mening på engelsk, men, og man tror det er løgn, lige præcis er dansk: fanget i luften en dag en dansk udvekslings- og venskabsskole var på besøg i byen - og træneren råbte dessiner ind til poderne. Mere fantasi skal der altså ikke til. Gruppens lyd er, ikke overraskende, mest lo-fi punkish støjrock, med, og naturligvis, britisk islæt, mest af alt lidt Arctic Monkeys vs. The Kinks i speedet mashup, bedst samlet sammen på signatursangen "Bloodsports".

66


Gennemgående for deres øvrige materiale (endnu kun kanaliseret ud på deres SoundCloud) er der, når tempoet sættes ned, lidt for meget frit fald under deres bund af punk og attituder, aldrig nok til en samlet interesse - og da slet ikke nok til at overbevise om at bandet, som sagt smidt dagen før spilleplanen, kan være valgt til som andet end fyld. King Tuff (US) er for det første et gennemført slacker-sprogspil på Tutankhamon, siden garage rock (protopunk) og neo-psykedelika pakket ind i arrangementer af indie pop. Attituden er som sagt 90'er slacker, dvs. noget for længst overstået, talentet er som Pavement forestillet af et pak talentløse hipstere i Kødbyen. Kort sagt er King Tuff så forglemmeligt et band det tænkes kan. Siden den skelsættende dokumentar Rokk í Reykjavík (Friðriksson, 1982) har vi måttet leve med meget, med at en lille ø, på en forkastning midt i Atlanterhavet, med et indbyggertal på omkring det i Aarhus, i ramme alvor, og gang på gang, skulle have noget specielt at sige rent pr. musik. Sandt at sige er landet hjertet af sagaland, endnu, pga. fortælletraditionen, den nation i verden med flest publicerede forfattere, men hvorfor det her alt sammen skal betyde at Ásgeir Trausti (IS), verdens vel mest gennemskuelige Jeff Buckley-kopist, er på Roskilde er en gåde - hell! Selv mandens frisure er den samme som forbilledet! Bare se her, tjek nu YouTube: og "Heimförin" med talentløsheden, og Cohens signatursang "Hallelujah" med talentet. Nuff said. Kan man, fuldstændig uden sangteknisk kunnen, slippe af sted med at smide Bob Dylan og Noel Gallagher i kødhakkeren, dertil drysse lidt krydderi af 60'er folk-rock og 90'er britpop? Nej! Og Jake Bugg (UK) kan da slet ikke. Og hvordan er det så at lytte til den her soniske fallent, den her dropout fra musikskolens syvende klasse, den her røver i musikhuset, den her, i de bedste stunder, parodi på Roy Orbison? Som, og som nu, at opdage at køleskabet er løbet tør for mælk til kaffen. Ok, manden har familie, så vi pisker lige lidt positiv analogi hans vej: han har grydehår. Under et svært ubehandlet Nick Drake-kompleks. Og sko på. Mellem de her yderpunkter har han ellers hipster-appel. Flot. Throes + The Shine (AO/PT) er, på papiret, et lige dele møde mellem portugisisk post-punk (Throes) og angolesisk kuduro, lokal verdensmusik på trommer og dans, i form af duoen The Shine. Resultatet kan høres på debuten Rockuduro ('12), der, ja!, allerede i titlen naturligvis er et forsøg på at lave ordsproglig mashup på rock og kuduro. Og lykkes det så? Musikken? Ovehovedet ikke: kuduroen forsvinder som bambuslyde bag de, for nordlige ører, uskønne portugisiske punk-brøl af enstavelsesord, allerhøjest brokker og korte fraser.

67


David Lindley (US) er session- og livemusiker, er mest kendt for sit nære samarbejde med Jackson Browne og Warren Zevon, dertil rene sessionjobs for f.eks. Rod Stewart, Linda Ronstadt, Dolly Parton, Bob Dylan, Curtis Mayfield, James Taylor, David Crosby og Graham Nash. Af egen fri vilje var han med i det psykedeliske folk-band Kaleidoscope i slut60'erne, er multiinstrumentalist, dog specialiseret i strengeinstrumenter, og det indenfor især rock, verdensmusik og country. David Lindley er et fint navn til den profil de københavnske spillesteder Mojo og, især, Drop Inn har kørende. Hvad i alverden han laver på Roskilde Festival 2013 er nemlig en stående gåde. Eller vits? Og kan man så bare ikke få nok af sessionmusikere kan man også lige snuppe sig lidt Jonathan Wilson (US), lejesoldat for, og som altså også David Lindley, Jackson Browne såvel Robbie Robertson fra The Band (i sig selv, og groft sagt, et kollektiv af lejesoldater for Bob Dylan). Roskilde prøver at sælge mandens metervarerock til dem med smag der ka' li' Midlake eller Bon Iver, men burde i stedet prøve at sælge Wilson til dem der er til klassisk 80'er vintage rock fra Dire Straits og Mike & The Mechanics. Det må, hvis ellers vitsen snart er færdig, derfor formodes at Lindley og Wilson lander som en pakkeløsning, som en god handel: 2 for 1, må det være. Selvom de, end ikke samlet set, er meget mere end dilettantisk bluff (med en dårlig hånd). Et bands overskud måles på dets evner til at smide side- og vildskud af sig, til om dets medlemmer, på hovedbandets meritter, kan, og tør, teste sig selv af i andre konstellationer og samarbejder. First Floor Power, svensk indie når det - helt indiskutabelt - er absolut bedst, fostrede først, og så godt at hun gik helt ud, soloartisten Jenny Wilson (på Roskilde i såvel 2006 som 2009), nu også, med lillesøster Sara Wilson i front, Woodlands (SE). Og her har vi det så, her trækkes der tråde i baggrunden som billetkøberne ikke har en jordisk chance for at gennemskue: Woodlands er nemlig ude på kollektivet Ingrid, i år (se navneregister) allerede forbi med en slags labelnight, derfor allerede står og blomstrer med en varm telefon i hånden. Den her er hastværk mellem Roskilde og Ingrid er altså evident: mere pinligt er det at bandnavnet, naturligvis, med forbehold for der sikkert findes andre, allerede er taget af en (i øvrigt meget charmerende) folk-pop duo i Portland! Med et "The" foran, bevares, men fy da fy fan da!

68


Og så, endnu mere latterligt, har Woodlands (de svenske) tilsyneladende kun en enkelt sang ude, dvs. indspillet, nemlig "Housebuilding", en simpel pastiche på alt.country vs. folk-rock. Den fulde produktion, den magi der i år 2013 er nok til at stryge direkte ind på Roskilde Festival, tager i øvrigt 4 minutter og 26 sekunder. Vi samler derfor op: Woodlands blev, hvor det her skrives lige nu, smidt dagen før spilleplanen offentliggøres; her er det tilladt, måske suppleret af lidt ovenstående, at tænke selv. RF '13 - Lavt - Soul Moderne R&B er soul, pop, funk og hip hop, er her til lands den fænomenalt syngende Burhan G, i U$A, genrens vuggestue, f.eks. en ret trist og tamt syngende Miguel (US). Debuten All I Want Is You ('10) var, og er, nem at overse, men - hopla! Pludselig tog titelsangen ("All I Want Is You (ft. J. Cole)") fart og manden blev et internet meme, dvs. blev et navn på sneboldeffekt: ham snakker vi om, og fordi vi snakker om ham er det fordi han er god, derfor snakker vi videre. At snakken gik var så også hele grunden til at toeren overhovedet kom: Kaleidoscope Dream ('12), en slem overproduktion på manglende knaldtøj i mødet mellem Stevie Wonder og Prince, de to giganters samlede værktøjskasse - rodet sammen med funk-guitar, på en bund af standard bass lines og viklet ind i synth-guirlander. Her der det så, nu vi alligevel har skrivetøjet fremme, at det skal adresseres at den spanske San Miguel øl tit og ofte kan fås, i volumen af en liter, til en flad tyver i Netto: en skyller til bunden kan passende bruges til at drukne Karius og Baktus af bisserne; det at få de tomme kaloriers sukkerchok er nemlig som at høre navnebroderen til den her fine øl ytre sig. RF '13 - Lavt - Verdensmusik Ikke for at virke for detaljefikseret, men når Roskilde skriver at "Med sin drilske samfundskritik kunne Hoba Hoba Spirit udgøre det perfekte soundtrack til det arabiske forår", ved de naturligvis godt at Det arabiske forår aldrig nåede til Marokko (der var, og endnu er, et kongedømme). Men ved Roskildes omtale så også at Det arabiske forår, i samtlige lande det omfattede, nok afskaffede autokratisme over hele linjen, men til gengæld endte op med, valgt af folket selv, islamistisk totalitarisme og sharia? Men nok om det! Ingen grund til at spolere festen, bare notere at Hoba Hoba Spirit (MA) spiller rock og reggae på lokale

69


gnawa-inspiration, dvs. tranceskabende sufisme (islamisk mystik) på repetitive rytmer og sang. Og er det så godt? Lyden fra Casablanca, den gamle hovedstad for fransk kolonisation? Nej. Musikalsk er fantasien større hos et gymnasieband dannet om torsdagen til galla om fredagen. Og er det så nødvendigt? Hverken i Marokko det muslimske land der efter shahens fald i Iran (1979) så suverænt, Tyrkiet inklusive, har haft mest frihed til sine borgere - såvel i Danmark, på Sjælland, i Roskilde. Bixiga er et, som alle andre i byen, multikulturelt kvarter i São Paulo, og når man nu laver afrobeat (James Brown'sk funk og soul slår sig sammen med østafrikanske trommerytmer og jazzet highlife fra samme sted) om Fela Kuti og hans berømte backingband Africa 70 er der ikke synderligt langt til at kalde sig selv for Bixiga 70 (BR). Så Bixiga 70 har læst på lektien, lægger dertil også jazzede arrangementer og "battles" mellem slagtøj og blæsere, samt ikke så lidt til hoften i form af lidt salsa og, naturligvis, cumbia, de her års dyr i verdensmusikåbenbaringen. Men fungerer det? Hvis man, som det kunne forventes med Africa 70 eller Tony Allen (centralt medlem i storhedstiden), går efter dansen bliver det hele nok mest en lille solo-svingom; for når det her navn spiller bedst er det når de er mest jazzet introverte, kan i det humør da sagtens spille en dans over rampen - men så har de det også med bare at gøre det på sikre skalaer og andre simple midler. Kort sagt: et band fanget af form, af koder og for meget udtryk, for lidt sjæl og for lidt nerve. Egentlig er bossa nova (brasiliansk for "den nye stil") det lige møde mellem samba og jazz, dvs. mellem vestafrikanske og nordafrikanske slavers rytmer i de respektive bortførelsesregioner. Og selvom Marcos Valle (BR) siden 1963 har en produktion der supplerende fusionerer rock, soul og jazz er hans største grundtone på paletten så afgjort bossa nova. Men alas! Den her slags jazz standard, for det må man efterhånden kalde rygraden i bossa nova, er ikke af megen større nødvendighed end hvert eneste let øvede tropicália-band du vil finde på hver en grøn plet under Copenhagen Jazz Festival. Felipe Cordeiro (BR) fra Belém i det nordlige Brasilien synger tyndt over latin og pop, tilsammen til den lokale stil brega. I essens er stilen samba og calypso i moderne, og bevidst sensuelt (som i øvrigt al anden latin) kitschet iklædning derfor heller ingen overraskelse at mandens plade hedder Kitsch Pop Cult ('11). Så hvad har vi her? En booker der siger yes! Samba! Solskin! Latin! Pop! Paraplydrinks! Fast arbejde! Men glemmer at det her er en joke, at det her er dansktop på brasiliansk.

70


Tego Calderón (PR) er reggaeton, dancehall eller pop-reggae, på latinsk og caribisk inspiration. Genren er ikke bleg for at have lagt ørerne tæt til Shabba Ranks, og således også Calderón der dog har det med, om han havde skæg, at snøvle sit rap væk i hårvækst. Flowet er der: problemet er bare at det er så typisk trippende old school 80'er at alle de ellers sikkert fine ryst i den afro-caribiske godtepose virker som kaos på et skrivebord. Når et land endnu er præget af horrible kulturrevolutioner, af forsøg på at erstatte fri adgang til kunst med et færdigt billede af verden, kastes der naturligt slagskygger ind over de næste mange generationer, vil den her tomt ikke igen og igen drive stadigt nye nysgerrige til at prøve at rekonstruere verden af bombesplinter og fragmenteret historie. Således Dawanggang (CH): et folkemusikband omkring den gamle punktrocker Song Yuhze, der søger rekonstruktion på ny bevidsthed, ham selv gerne på guitar, opdaterende singer-songwriter med sit lands årtusindeårige musiktradition. Desværre er hans lejrbålsplukninger ikke videre talentfulde, hans skiftevis hviskende, skiftevis skrigende, en stegt ris med kylling over disken på grillen, hans endnu åbenbare vestlige rock i sit hjerte overfor et band der vel er lige så godt betalt som de er sammenspillet, virker mest som endnu et patchwork-navn i Roskildes årlige gentagelse af sig selv: i det her tilfælde med god erindring tilbage til 2011 hvor den aldeles fremragende Wang Li var forbi med andre midler, men med samme tilgang og æstetik. Og talent. Og fantasi til publikum. Og nødvendighed. Geomungo er et oldgammelt sydkoreansk strengeinstrument, lyder ganske træagtigt af enten ren fingerplukning eller anslag med en bambuspind. I det 4. århundrede, hvor i hvert fald instrumentet kan spores tilbage til, blev den, som tilsvarende instrumentering i såvel Kina som Japan, brugt ved hofferne, i dag, som med Gemungo Factory (KR), skal den altså hentes ud af sin historiske kontekst og "opdateres", primært på sin melodik, til noget der mest af alt minder om Sydkoreas svar på finske Apocalyptica. Ideen er egentlig god nok. Ideen er bare ikke udført. Afrobeat, fusion, sax, funk, prog rock, afrikanske tribals - fra Korpilombolo, en bette by med 529 indbyggere, nord for polarcirklen, helt på grænsen til Finland... I august sidste år kom deres debut, i oktober spillede de deres første koncert... I gruppen er de tre, til koncert yderligere fire, alle med masker på... Af en eller anden grund har de opnået en slags hype... Grunden, efter at have hørt pladen med et par ører uimponeret af hype, er uvis… Goat (SE) hedder de i øvrigt. At det kan gå grueligt galt at lave verdensmusik, mødet mellem vestlige/moderne musikformer og folkemusik, viser Kottarashky & the Rain Dogs (BG), der spiller

71


en Balkan-musik med foden let svævende over gaspedalen, fuldstændig punkterer genrens essens af enten bryllups- eller begravelsesmusik, på de kanter begge anledning til dans og dansens vedkommende effekt af musik. Musikerne selv er heller ikke specielt dygtige, er alene interessante, for en festival med profil som Roskildes, fordi en tydeligt duvende omgang dub understøtter klarinet og en Balkan suppleret af lidt funk. Kort sagt: det her er leftfield verdensmusik, derfor så meget mere en pudseklud til hornbriller end det er underholdning. Bedst som man lige troede det sidste cumbia-band var sendt hjem igen, dukker så Ondatrópica (CO) op og gentager formularen af latinamerikansk danse- og slavemusik på lige dele caribiske og vestafrikanske toner. Mere konkret er bandets to hovedbestanddele bandleder Mario Galeano fra Frente Cumbiero (selv på Roskilde i 2011), samt musiker og producent Will Holland, også kendt som Quantic, og i den egenskab på Roskilde i 2004 med The Quantic Soul Orchestra. Med andre ord: et par folk med forbindelserne til gamle dage endnu intakt. Alt det her sagt er det mest morsomme der kan siges om Ondatrópica det at de har lavet en slags cover af Black Sabbaths mægtige "Iron Man" (fra mesterværket Paranoid ('70)); "I Ron Man" kaldes den så (på den selvbetitlede debut ('12)). Sømbesatte røvspark af godspeed til dem der får smilehuller af det.

72


RF '13 - Lavt - Stilliste Electronica - Daedelus - Archimedes Show (US) ; Numbers feat. Rustie, Jackmaster, Oneman, Spencer, Deadboy, Redinho and Sophie (UK) Electronica/drum’n’bass - Chase & Status (UK) ; Om Unit (UK) Electronica/garage house - Jam City (UK) Electronica/hip hop - Baauer (US) Electronica/hip hop/trap - UZ (US) Electronica/house - Disclosure (UK) Electronica/industrial - Vatican Shadow (US) Electronica/industrial/leftfield - Dead Fader (UK) Electronica/pop - Flume (AU) Electronica/techno - Andy Stott (UK) Electronica/wonky - Eloq (DK) Folkemusik/Balkan - Söndörgö (HU) Folkemusik/jam band - Dead Rat Orchestra (UK) Hip hop - Danny Brown (US) ; Flatbush Zombies (US) ; Karpe Diem (NO) ; Mykki Blanco (US) ; Orgi-E / Klamfyr feat. F1steholdet & Opa Opa Orkestar (DK) Hip hop/alternative - Azealia Banks (US) Hip hop/electro - Maskinen (SE) Hip hop/grime - Linkoban (DK) Hip hop/mafioso rap - Action Bronson (US) Hip hop/urban - Chords (SE) Hip hop/West Coast - Kendrick Lamar (US) Ikke-musik - Henry Rollins - Spoken Word (US) Indie/pop - Pinkunoizu (DK) Indie/rock - Unknown Mortal Orchestra (NZ/US) Indie/rock/post-punk revival - Parquet Courts (US) Indie/rock/støj - Chelsea Light Moving (US) Indie/synthpop - Efterklang (DK) Klassisk/minimalisme - Ekkozone Performs Music for 18 Musicians (DK) Metal/doom - Talbot (EE) Metal/doom/funeral - Tyranny (FI) Metal/hard rock - Airbourne (AU) Metal/metalcore - Hatebreed (US) Metal/stoner - The Sword (US) Pop - Ingrid feat. Lykke Li, Peter Bjorn and John, Miike Snow, Coco, J. Åhlund and Guests (INT) ; Marie Key (DK) ; Martin Ryum (DK) ; Kirstine Stubbe Teglbjærg (DK)

73


Rock - David Lindley (US) ; Jonathan Wilson (US) Rock/americana - Woodlands (SE) Rock/experimental - Nazoranai (INT) Rock/garage - King Tuff (US) Rock/neo-psykedelia - Suuns (CA) Rock/post-punk - The Blue Angel Lounge (DE) Rock/post-punk revival - Savages (UK) Rock/punk - Drenge (UK) ; Turbonegro (NO) Rock/punk/power pop - Blood Command (NO) Rock/punk/skater - FIDLAR (US) Rock/singer-songwriter - Jake Bugg (UK) ; テ《geir Trausti (IS) Rock/stoner - Queens of the Stone Age (US) Rock/verdensmusik - Throes + The Shine (AO/PT) Soul/R&B - Miguel (US) Verdensmusik - Goat (SE) ; Hoba Hoba Spirit (MA) Verdensmusik/afrobeat/jazz - Bixiga 70 Verdensmusik/Balkan/dub - Kottarashky & the Rain Dogs (BG) Verdensmusik/bossa nova - Marcos Valle (BR) Verdensmusik/cumbia - Ondatrテウpica (CO) Verdensmusik/folkemusik - Dawanggang (CH) ; Gemungo Factory (KR) Verdensmusik/latin/brega - Felipe Cordeiro (BR) Verdensmusik/reggaeton - Tego Calderテウn (PR)

74


RF '13 - Coda: Rihannas død i mashup med Pavilion vs. Apollo Som sagt i introen er den her outro kedelig i samme forstand som en sideeffekt af at revselsesretten er afskaffet: nu må man nemlig ikke mere bare banke budskabet hjem, nu skal der smides parfume og politisk korrekthed på smooth talks til alverdens unoder. I den forstand har den her outro derfor ikke meget med den her guide at gøre, er kun til som redningskrans og/eller sæk over hovedet på skafottets de fordømte. Derfor anbefales en læsning kun til dem der: 1) Savner Rihanna omtalt i hovedskriften, eller: 2) Savner refleksion til årets såkaldte lille program. Alle andre kan godt spare sig. Coda: Pagten brydes #1 Stort set hvert år, når programmet ligger klar, lyder det igen og igen at programmet er det dårligste nogensinde, sjældent er hverken anmelderkoret eller publikum selv helt oppe at ringe. Det negative har det nemlig, og meget menneskeligt, med at fylde uforholdsmæssigt. Og hvert år forsikres vi så, af såvel anmelderne som af Roskilde selv, at det er blandt de små navne at guldet ligger, at det er her man kan gå på opdagelse og blive såvel overrasket som at gøre de nye fund. Og sandt nok: for hvem, udover Roskilde selv, har nogensinde været igennem, og vurderet, alle de små navne? Har nogensinde hørt dem alle og reflekteret dem ud igen, f.eks. ved skriften? Det har Roskilde! Og den her guide! Og, som vi så det skitseret i introen, er Roskilde til ringe hjælp hvis niveauet falder, hvis det - pludselig - skulle vise sig at guldet i de små navne efterhånden er falmet til lidt tandløse replikapløkker. Men efterhånden må advarslerne ringe, efterhånden som det er mere og mere tydeligt at Orange, den mest ikoniske festivalscene i landet, falmer af at det nu kun er et par navne pr. år der overhovedet kan spille den her mægtige scene op. Ligeledes kan der smides en hvid pind efter de senere års kritik af at mellemnavnene, når nu de store falmer, pludselig også selv blegner: det gør de, men de forsvinder, naturligvis, ikke, "opgraderes" bare til at stå øverst på plakaten. Logik! Hvad er så egentlig galt? Naturligvis det faldende pladesalg, det at kunstnerne derfor er nødt til at tjene ind på landevejen, derfor også stiger i værdi, derfor er færre om buddet til at spille en stor scene op. Derfor Prince, derfor Bruce Springsteen, derfor Rihanna (BB).

75


Roskilde har altid haft segmentet af MTV-pop til at komme forbi: Avril Lavigne, Jay Z, Robbie Williams, Nelly Furtado, for bare lige at nævne en lille håndfuld. Men Rihanna?! Det er ikke bare pladeindustrien der oplever faldende oplagstal, bøger såvel dagbladene, hvor ingen danske mere har et oplag over de 100.000, kæmper også en kamp, prøver, som også musikindustrien, mere og mere at tjene pengene online, på at finde en profil på såvel nettet som de sociale medier. I gamle dage var ikke-musik som Rihanna, eller de åndeligt beslægtede boybands, noget der i aviserne blev nægtet adgang til kultursektionerne, i stedet blev behandlet som det de er: en begivenhed, en mellemting mellem et trafikuheld og en dyrefødsel i zoo, derfor noget der blev behandlet på aktualitetssiderne. Sådan er det ikke mere: tilvænnet fra de sociale medier, hvor alle er online 24/7, er der nu liveblogs fra enhver optræden i Parken, Boxen eller Gigantium, vi er med, realtime, når Bruce Springsteen slår en skid eller Rihanna laver en boob ups. Og her har vi det så: de MTV-navne der tidligere har været omkring har enten haft en kant, eller en fortælling af vægt, der har gjort dem nødvendige, gjort at Pink overfor Britney Spears, skulle valget en dag stå, har sagt sig selv, at Rihanna overfor Beyoncé ligeledes har sagt sig selv. Den grænse, til en sangerinde hvis position i livsverdenen - herude hvor vi, som lyttende publikum, konstant søger soundtracks til livet - ikke er meget andet end at holde brandet i live via masser af hud på Twitter, er i år overskredet af Roskilde, vi er nu helt inde i maskinrummet hos en sangerinde hvis mest kontroversielle livsvalg var at gå tilbage til kæresten der bankede hende. Og er det så det vi har at se frem til? Chris Brown på næste års festival? Coda: Pagten brydes #2 Det er den her guides postulat, for det kan aldrig være andet, at Roskildes bundniveau de seneste fire år har været uacceptabelt: og hvordan? Simpelthen fordi dens efterbyrd de her år end ikke ville kunne pynte på Pavilion Jr., for ikke så længe siden landets det vigtigste afsæt for nye nordiske navne. Og her postuleres det så videre at pladesalgets implikationer, fra oven og ned og som allerede skitseret, nu får Roskilde til at falde for mere gøgl end godt er: f.eks. kræver det ikke meget styrke i brillen at regne ud hvorfor Mykki Blanco, en transvestit og "rapper" uden hverken sikkerhed eller talent i sit flow, er på festival i år. Med andre ord: ville en dansk transvestit og talentløs rapper nogensinde lande på Roskilde? Selv på Pavilion Jr.? Næppe! Og her har vi det så: et formelt behov om gøgl overtrumfer her kerneydelsen om musik og musikkens kvalitet. Og her

76


på det lille, og omkostningsfrie, plan: men hvad så med Kraftwerk? Et band af så stor betydning at der endnu får nakkehårene til at rejse sig på musikelskere når de tænker på giganten Derrick Mays karakteristik af Detroit techno, hans egen praksis: at den intet andet er end Kraftwerk og Afrika Bambaata i en blender? Men Kraftwerk eksisterer ikke mere! Er nu reduceret til en fuldstændig lineær afspilning af den samme sætliste, aften efter aften, til at være et 3D cash in på et af de vigtigste, og mest indflydelsesrige, bands i populærmusikkens nyere historie. Den slags tager den her guide fat i, og den går nu tilbage til endnu en ubehagelig følgevirkning af det svigtende pladesalg: at selskaberne derfor må satse mere snævert, derfor, og naturligvis, må nedprioritere græsrødderne, derfor ofte må forbigås, af bookerne til koncerter og festivaler, som garanter for kvalitet: enten fordi de ikke tør satse eller fordi kunstnerne udgiver sig selv. Det at f.eks. Roskilde derfor er mere og mere afhængige af selv at opsøge musikken, fremfor at få den serveret fra et bagland der allerede har foretaget den nødvendige kvalitetskontrol, gør så også at vi i år, i Roskildes egne newsletters, for første gang har hørt til bookerne der nu pludselig citeres for hvorfor de har valgt at sætte det og det navn på plakaten. Og det er jo fint! Mindre fint er det så at Pavilion Jr., den ellers så vigtige opvarmningsscene, sidste år fik konkurrence i form af bastarden Apollo Countdown, som den her guide forbigik i stilhed sidste år; dengang primært fordi en mobil scener er, og bliver, et dødfødt projekt. Blandt ædru studerende kan man nemlig lave nok så mange fokusgrupper der fortæller Roskilde at en scene der flytter sig rundt på hele campingområdet er en fin ide: men giv nu den samme studerende, i en lejr i enten Camping East eller Camping West, ti guldbajere, og prøv så at få vedkommende til at sige han/hun er villig til at traske en halv time plus for at opleve et band vedkommende aldrig har hørt om. I forhold til det er Pavilion Jr. genialt: placeret i såvel midten som i bunden, forstået som det punkt man hurtigst kan nå til alle scener, af hele festivalområdet er den så centralt placeret som overhovedet muligt, burde rettelig kaldes for Roskilde Jr., da dens profil, således også i år, i sit valg af genrer er 1:1 en lille mini af den store maxi. Og det her er alvor, det her er essens: at en opvarmning til et hovednavn, i det her tilfælde en hel festival, naturligvis ikke kan foregå på mere end en scene, at det er absolut bydende, såvel for Roskildes varekurv til sine kernekunder, som os udenfor kurven, at vi her, foran kun en enkelt scene, kan såvel teste form for årets lytteører af - såvel, i teorien, reducere mobilitetsfaktoren til et nul, den med

77


at: ”Guuud! Var du der også?! Jeg så dig slet ikke!” til ingentings fællesskab: nemlig til den at opvarmningen, som den skal, har én indgang, og kun én. Men i år er så Apollo Countdown blevet stationær, er derfor, selvom dens profil igen i år er elektronisk, blevet en direkte konkurrent til at tage trykket af den forventning, det fælles brede smil, det er at gå samlet rundt og vente på at den rigtige festival går i gang. Og her har vi så den negative effekt: at det i år, under forventning af hovedfestival, er umuligt at får øje på kommende tiders Dúné, When Saints Go Machine, Kellermensch, The Floor Is Made Of Lava eller andre navne der fik et springbræt serveret med netop Pavilion Jr. Via gøgl om Apollo Countdown, i sandhed en muteret kæmpegræskar med hul i maven, har Roskilde i år taget konsekvensen af såvel pladebranchens krise som at anmeldere aldrig kommer forbi opvarmningen, som at det at der nu ikke mere kun er én opvarmningsscene, og derfor forpligter efter en vis kvalitet, til nu at nedprioritere den her scenes (Pavilion Jr.'s) betydning til snart sagt et nulpunkt. Længe før den her guide blev pudret med sit første talkum, inden den første gang fik tørt på, var stemmen bag forelsket, håbløst, i Roskilde. Der er den stadig, men nu, hvor såvel Orange som Pavilion Jr. er i dyb, dyb krise, er kærligheden sat under prøve. Første konsekvens er den, af respekt for alle navne og deres, trods alt, brændende ildsjæl for at gøre en forskel, helt at se bort fra enhver omtale af Pavilion Jr.: tidligere har den her guides vægtning af samtlige navne i "Højt", "Mellem" og "Lavt" nemlig fint kunnet overlappe fra opvarmning til hovedfestival. I år - på trods af hovedfestivalens vaklende bundniveau, dens, ved den her guide fordi den har været rundt om det hele, ganske tydeligt set de sidste fire års målrettede fokus på en nedadgående tendens for de små navne, derfor en fortsat bonuschance for at overlappe til Pavilion Jr. - giver den slags ikke mere mening. Sås i hegnet.

78


RF ’13 - Navneregister A Action Bronson (US)..........................................54 Age Coin (DK).......................................................7 Airbourne (AU)..................................................59 Anaal Nathrakh (UK)..........................................13 Andy Stott (UK)..................................................50 Angel Haze (US).................................................30 Animal Collective (US).......................................11 Ásgeir Trausti (IS)..............................................67 Azealia Banks (US).............................................54

B Baauer (US)........................................................49 Badume’s Band & Selamnesh Zemene (ET/FR).46 Bixiga 70 (BR).....................................................70 Black Rebel Motorcycle Club (US).....................42 Blood Command (NO).......................................66 Bobby Womack (US)..........................................22 Bombino (NE)....................................................23

C C2C (FR)...............................................................9 Calexico (US)......................................................22 Chase & Status (UK)..........................................51 Chelsea Light Moving (US)................................57 Chinese Man (FR)..............................................29 Chords (SE)........................................................56 Christian Hjelm (DK)..........................................16 Crystal Castles (CA)..............................................7

D Daedelus - Archimedes Show (US)....................49 DakhaBrakha (UA).............................................24 Danny Brown (US).............................................54 David Lindley (US).............................................68 Dawanggang (CH)..............................................71 Dead Can Dance (AU/UK)..................................15 Dead Fader (UK)................................................50 Dead Rat Orchestra (UK)...................................52 Den Sorte Skole (DK).........................................30 Devin Townsend Project (CA)............................36 Disclosure (UK)..................................................52 Drenge (UK).......................................................66 Dubioza Kolektiv (BA)........................................45

E Efterklang (DK)..................................................57 Ekkozone Performs Music for 18 Musicians (DK) ......................................................................59 Eloq (DK)............................................................50 Ensiferum (FIN)..................................................35

F Felipe Cordeiro (BR)..........................................70 FIDLAR (US)........................................................66

Flatbush Zombies (US).......................................55 Flume (AU).........................................................51 Frank Fairfield (US)............................................30

G Gemungo Factory (KR)......................................71 Goat (SE)............................................................71 Goatwhore (US).................................................36

H Hatebreed (US)..................................................60 Henry Rollins - Spoken Word (US).....................56 Highasakite (NO)...............................................32 Hoba Hoba Spirit (MA)......................................69 Holy Other (UK)...................................................8

I Iceage (DK)........................................................18 Indians (DK).......................................................31 Ingrid feat. Lykke Li, Peter Bjorn and John, Miike Snow, Coco, J. Åhlund and Guests (INT).......62

J Jake Bugg (UK)...................................................67 Jam City (UK).....................................................51 James Blake (UK)...............................................44 Joey Bada$$ (US)...............................................31 John Grant (US).................................................21 Jonathan Wilson (US)........................................68

K Karpe Diem (NO)...............................................54 Kendrick Lamar (US)..........................................54 Kenton Slash Demon (DK).................................29 Kid Koala (CA)....................................................29 Killer Mike (US)....................................................9 King Tuff (US).....................................................67 Kirstine Stubbe Teglbjærg (DK).........................61 Kottarashky & the Rain Dogs (BG)....................71 Kraftwerk (DE)...................................................40 Krar Collective (ET)............................................46 Kreator (DE).......................................................14 Kris Kristofferson (US).......................................20 Kvelertak (NO)...................................................13

L Laurel Halo (US)...................................................8 Linkoban (DK)....................................................55

M Marcos Valle (BR)..............................................70 Marie Key (DK)..................................................61 Martin Ryum (DK)..............................................62 Maskinen (SE)....................................................55 Matthew E. White (US).....................................39 Meher & Sher Ali (PK).......................................25

79


Meridian Brothers (CO).....................................26 Metallica (US)....................................................11 Metz (CA)...........................................................43 Miguel (US)........................................................69 Mokoomba (ZW)...............................................45 My Bubba (IS/SE)...............................................39 Mykki Blanco (US).............................................56

Slipknot (US)......................................................14 Sohn (UK)...........................................................28 Söndörgö (HU)...................................................53 Suicidal Tendencies (US)...................................33 Suuns (CA).........................................................65 Synd og skam (DK).............................................19

N

Talbot (EE).........................................................60 Tego Calderón (PR)............................................71 The Blue Angel Lounge (DE)..............................65 The Bots (US).....................................................43 The Heliocentrics (UK).......................................32 The Lumineers (US)...........................................18 The National (US)..............................................10 The Soul Rebels (US).........................................45 The Sword (US)..................................................60 Throes + The Shine (AO/PT)..............................67 Tomas Barfod (DK)............................................28 Tremoro Tarantura (NO)...................................43 Truls (NO)..........................................................38 Turbonegro (NO)...............................................64 Tyranny (FI)........................................................60

Nazoranai (INT).................................................64 Nils Bech (NO)...................................................38 Nubanour (EG)...................................................47 Numbers feat. Rustie, Jackmaster, Oneman, Spencer, Deadboy, Redinho and Sophie (UK ......................................................................52

O Of Monsters and Men (US)...............................18 Om Unit (UK).....................................................51 Ondatrópica (CO)..............................................72 Orgi-E / Klamfyr feat. F1steholdet & Opa Opa Orkestar (DK)................................................54

P Parquet Courts (US)...........................................58 Pinkunoizu (DK).................................................58 Pissed Jeans (US)...............................................20

Q Quadron (DK)....................................................17 Queens of the Stone Age (US)...........................63

R Rihanna (BB)......................................................75 Rokia Traoré (ML)..............................................25

S Savages (UK)......................................................65 Sigur Rós (ISL)....................................................40 Simian Mobile Disco (UK)....................................7

T

U Uncle Acid & The Deadbeats (UK).....................44 Unknown Mortal Orchestra (NZ/US)................58 UZ (US)...............................................................50

V Vatican Shadow (US).........................................49 Vinnie Who (DK)................................................37 Volbeat (DK)......................................................32 Voodoo Glow Skulls (US)...................................20

W When Saints Go Machine (DK)..........................17 Wintergatan (SE)...............................................29 Woodlands (SE).................................................68

80


Roskilde Festival 2013