litterAtur
denne vidunderlige jakobe
“
“Ja,
Af nielS dAvidSen-nielSen og Per lAchmAnn
Henrik Pontoppidans berømte roman Lykke-Per udkom på dansk i otte dele i årene 1898-1904 og blev i de efterfølgende årtier oversat til det ene europæiske sprog efter det andet. I 2010 udkom den langt om længe også på engelsk med titlen Lucky Per. At det varede så længe, kan undre, ikke blot på grund af bogens indlysende kvaliteter, men også fordi Pontoppidan i 1917 fik nobelprisen i litteratur. Bogen er blevet godt modtaget i det angelsaksiske, og i London Review of Books kunne man den 20. oktober 2011 læse en 8-siders anmeldelse skrevet af den berømte amerikanske litteraturkritiker Fredric Jameson. Han henregner Lykke-Per til de store europæiske dannelsesromaner. Ifølge Jameson er Lykke-Per en af de få europæiske dannelsesromaner der afsætter plads til en udførlig beskrivelse af de danske jøders liv og erfaringer. Han skriver bl.a.. ”… den giver et sjældent portræt af Københavns funklende jødiske overklasse, foruden et glimt af elendigheden hos østjøderne, drevet i eksil af pogromerne. Jakobe, en talentfuld og intelligent ung jødisk arving (men langt mindre tiltrækkende end sin lillesøster), bliver Pers første forlovede og genstand for en lidenskabelig tiltrækning der aldrig fuldbyrdes med ægteskab. Beskrivelsen af Jakobes liv ender med at gøre hende til romanens medhovedperson”.
udefra set Hos forfattere som Meir Goldschmidt og Henri Nathansen findes der indgående skildringer af jødiske miljøer, men i Lykke-Per er hverken forfatteren eller bogens hovedperson jøder. Det jødiske miljø ses udefra.
30 n goldberg · #31 · www.goldberg.nu
Romanens største dynamik ligger i forholdet mellem det gammeldags, bondebundne, strenge kristne miljø som hovedpersonen Per Sidenius kommer fra, og grosserer Salomons livsglade, irreligiøse og velhavende jødiske familie med vinterbolig i et palæ ved Bredgade og sommerbolig nord for København og det dertil knyttede jødiske miljø bl.a. med Georg Brandes, der i romanen kaldes dr. Nathan. Iflg. Pontoppidan-kenderen Flemming Behrendt er grosserer Salomon tegnet ud fra forfatterens kendskab til tobaksmagnaten og kunstmæcenen Heinrich Hirschsprung, der boede i et palæ i Bredgade med stor sommerbolig i Skodsborg. Hirschsprungs ene søn, Aage, var i mange år både forlægger og økonomisk mæcen for Henrik Pontoppidan. I romanen får Lykke-Per adgang til familien Salomon via dennes søn Ivan, der så sin livsopgave i at finde og hjælpe genier. Der er således også klare fællestræk mellem virkelighedens Aage Hirschsprung og romanens Ivan Salomon, der dog også har lånt træk fra andre af Pontoppidans jødiske omgangskreds.
lykke-pers livsbane Per vil – i et fundamentalt opgør med sin strengt kristne præstefader og hele familie – gennemføre Georg Brandes’ moderne gennembrud på det teknisk/økonomiske område ved store havne-, kanal- og vind/vandenergi-projekter. For at skaffe den nødvendige kapital og indflydelse forlover han sig med en af Salomon-familiens døtre, Jakobe. Efter flere mellemstationer – herunder et giftermål med den grundtvigianske præstedatter, Inger – ender han med at