et spørgsmål om teknik
Huskekage Eran Katz – verdens bedste til huskestunts
Ifølge Guinness Book of World Records er Eran Katz verdens bedste til huskestunts. Så når han siger, at hans teknikker kan lære alle mennesker at huske bedre, så er der vel noget om det?
Af Jacques Blum og Eva Bøggild
Geniale Jerome
En vittighed, der er så gammel og så udbredt, at den næsten er blevet til en sandhed, handler om matematikprofessoren, der klapper sin kone og kysser sin hund, når han går hjemmefra om morgenen. ' Han - for professoren er altid en han – har hovedet fuldt af vigtige og komplicerede formler, så der er slet ikke plads til enkle og lav-praktiske realiteter, som fx navne og køn på den nærmeste familie. Det hedder sig, at han er distræt, og med dette mantra famler han sig vej gennem verden, ofte med en vis charme - især på film. Sådan har Doctor Doolittle kunnet slippe for mangt og meget i årevis, men inden længe er det slut. Den verdensfjerne forskertype er snart en saga blot, og hans omgivelser vil med rette kunne kræve, at han selv husker, hvor han stillede sin paraply, lagde sine bilnøgler og parkerede sin bil. For at huske er udelukkende et spørgsmål om vilje! Her følger forklaringen.
12 n goldberg · #24 · www.goldberg.nu
I 2010 udkom bogen Where did Noah park the Ark? Bogen er den seneste i en række udgivelser om husketeknikker, skrevet af amerikaneren Eran Katz og brugt af såvel multinationale firmaer som eksamensramte studerende. Bøgerne, der bærer titler som Secrets of a Super Memory og Jerome becomes a Genius, er populære. De sælger i paperbackudgaver i mange tusinder, og ifølge Katz’ hjemmeside har over 250.000 mennesker verden over fulgt hans forelæsninger. For journalister, der gerne bærer prædikatet ”kritiske”, er den slags altid en smule mistænkeligt. Men Katz’ seneste bog er udgivet på forlaget Random House, hvilket bør ses som en kvalitetsstempling. Teknikkerne burde altså virke. Goldberg har mødt Eran Katz, men faktisk var mødet lige ved ikke at blive til noget, for tilsyneladende havde alle glemt, hvor det skulle finde sted.
Vilje Situationen er følgende: Klokken er 13.08 og interviewere og interviewoffer sidder på hver sin restaurant i en arabisk landsby for foden af Jerusalems bjerge. De venter. Katz reagerer først og ringer på mobiltelefonen: ”Hvor bliver I af? Vi skulle mødes på restaurant Caravan nu”.
”Nej, nej, siger journalisterne, ”vi skulle da mødes på restaurant Abu Gosh.” Situationen er nærmest grotesk morsom, samtaleemnet taget i betragtning, og naturligvis skal det straks afklares, hvem der har husket galt. Her kommer teknikken til hjælp. Et sammenlignende studie af SMS-beskeder afslører, at netop denne vigtige afklaring af hvilken af landsbyens to kendte hummusrestauranter, der er mødestedet, ikke er kommet frem, og derfor er parterne hver især gået til den restaurant, som de kender bedst. Så langt, så godt – ingen kan bebrejdes noget, men kunne situationen have været undgået, hvis interviewerne havde lært sig teknikkerne i Eran Katz’ bøger inden mødet? Katz vrider sig lidt før han svarer. I denne situation, forklarer han, var der jo faktisk ikke tale om glemsomhed, men om svigefuld teknik og vanetænkning. Men når man skal mødes med nogen for første gang, så er forberedelse ofte godt. Dvs. at hvis man ved, at man i en given situation kan blive nervøs eller i tvivl, så bør man stoppe op og koncentrere sig et øjeblik: har jeg alle informationer og alt hvad jeg skal bruge? Har jeg glemt noget? Og her kommer viljen ind – hvor meget betyder det her møde for mig?
▲
Hjernen har plads nok – både til tandlægeaftalen, pinkoderne og molekylærbiologien! Den har ikke begrænset kapacitet, men måske manglende træning, siger Eran Katz.
FOTO: commons.wikimedia.org
Plads nok ”Vilje”, siger Eran Katz med et smil, ”er nøgleordet. Er det her vigtigt nok for mig at huske?” Men hvad med alle de fortravlede, de forvirrede, de distræte og ”professortyperne”? Alle dem der har alt for meget andet at tænke på? ”Det er en udbredt opfattelse, at hjernen har begrænset kapacitet”, siger Eran Katz. ”Det betyder, at vi accepterer påstanden om, at hvis jeg skal huske dit telefonnummer eller din adresse, så skal jeg skubbe noget andet ud. Det bliver et spørgsmål om prioritering.” Eran Katz fortæller levende og humoristisk om vi menneskers forunderlige opførsel, og man ser det for sig: Hvis hukommelse er et spørgsmål om prioritering, så vil vi i forhold til visse mennesker, hvis viden eller hverv vi
betragter som meget betydningsfuldt, blankt acceptere, at lille mig’s telefonnummer er uvigtigt for dem at fylde hjernen med. Tænk, hvis det skulle optage plads på bekostning af en formel til løsning af verdens affaldsproblemer eller drivhuseffekten. Min adresse frem for en redning af isbjørnene? ”Men sådan foregår det slet ikke”, siger Eran Katz. ”Hjernen har plads nok – både til tandlægeaftalen, pinkoderne og molekylærbiologien! Den har ikke begrænset kapacitet, men måske manglende træning. Det kan man så gøre noget ved - det er kun et spørgsmål om teknik.”
Motivation Eran Katz’ seneste bog har undertitlen Ancient memory techniques for remembering practically everything, for han finder
husketeknikker i mange perioder og hos mange personligheder i historien. Han nævner i flæng Sokrates, Platon, Cicero, Jesus og Rabbi Akiva som alle bestræbte sig for at opgradere intellektet, herunder at udvikle metoder til at øge hukommelsen. Men inden han fortæller om nogle af disse metoder, slår han fast at det altafgørende for at huske er motivation. Herudover skal man sondre mellem langtidshukommelse og korttidshukommelse. Den første henviser til noget man altid kan huske, fx sit eget navn. Det lærer man i en meget ung alder og husker resten af livet – med mindre der indtræder fysiske eller mentale skader. Efter Eran Katz’ mening bygger alle huskemetoder på, at man anvender netop sådanne ting fra langtidshukommelsen på noget, som man skal huske her og nu, men ikke nødvendigvis har brug for senere. Dvs. at noget fra langtidshukommelsen kan bruges som støtte for korttidshukommelsen - der af Katz defineres til at vare fra nogle få sekunder og op til adskillige minutter.
Det romerske hjem Et eksempel mange vil kunne nikke genkendende til er situationen, hvor man sidder i sin bil og skal bruge et telefonnummer. Man ringer til oplysningen og får oplyst nummeret, men inden man har fået trykket det, har man glemt det og må derfor ringe op igen. At denne situation er ofte forekommende bekræftes af, at mange telefonselskaber tilbyder viderestilling til nummeret, eller at man kan få tilsendt nummeret via SMS. ”Problemet med den type manglende hukommelse er, at man ikke umiddelbart har noget at ”hænge” de otte cifre op på”, forklarer Eran Katz. Ordet ”hænge” bruges her helt bevidst og henviser bl.a. til, hvad Katz kalder ”The Roman Room Method”, der er én blandt mange af de historiske huskemetoder.
goldberg · #24 · www.goldberg.nu n 13
genre · titel I 1. Mosebog 6, 4-17 står der næsten ordret: Og da Noah var færdig med at handle i Metro Mesopotamien, vandrede han rundt og rundt på parkeringspladsen, for han kunne ikke finde arken. Dyrene, der fulgte ham parvis, var udmattede efter den lange dag, navnlig hundyrene, der måtte slæbe indkøbsposerne. Langt om længe hviskede den kloge due i Noahs øre: ’Den holder på Araratbjerget, Noah. Område B14 – mellem Mayflower og Bismarck”. Fra ”Where did Noah park the Ark”
I værket De Oratore forklarer den store romerske orator Marcus Tullius Cicero om metoden og dens anvendelighed, forklarer Eran Katz og fortæller levende om, hvordan Cicero udviklede en måde, så han uden manuskript kunne holde flere timer lange taler uden at glemme en eneste af de politiske pointer, han fandt betydningsfulde. Cicero valgte at tage udgangspunkt i en visualisering af noget, som han ikke ville kunne glemme, nemlig sit eget hjem. Han så hvert enkelt rum for sig med dets funktioner, møbler og andre genstande. Hvert af de emner, han skulle huske til sin tale, blev anbragt i ét af rummene og tillige ”hængt op” i rummets funktion. Disse forestillingsbilleder kunne være nok så fjollede, da deres eneste funktion var at støtte hukommelsen. Fx kunne Cicero – hvis han skulle tale om forskellige legioners nye uniformer – anbringe dem alle i sit køkken, medens de skiftede fra en gammel til en ny uniform. Forestillingsbilledet er klart nok, selvom det reelt er usandsynligt, at man kan anbringe et par legioner tøjskiftende romerske soldater i selv Ciceros samtalekøkken.
Tæl til ti ”Israelitterne kendte til den ‘Romerske Rummetode’”, fortæller Eran Katz og henviser til Rabbi Leon af Modena – der på hebraisk kaldte sig Yehuda Aryeh og var forfatter til værket Lev HaAryeh, hvilket på dansk betyder Løvehjerte – ”men romerne var en stormagt og kunne tillade sig at have store huse, hvis indretning de kunne huske, mens israelitterne var et vandrende folk”. ”De blev derfor nødt til at finde på et system, der var transportabelt, og hvorfra man skulle kunne tænke hurtigt og frem for alt handle resolut. De skabte et
14 n goldberg · #24 · www.goldberg.nu
huskesystem funderet på talrækken og på alfabetet, og så var alle, der kendte alfabetet udenad og som kunne tælle til 10, allerede godt i gang”. Rabbi Yehuda Arye knyttede en fast association til tallene, fx skulle 1-tallet opfattes som en lanse der gennemborer objektet, 2-tallet skulle signalere et par ligesom dyrene i Noahs Ark, der kom parvis osv., osv. Øver man sig et par gange på denne liste, lærer den udenad og ikke mindst praktiserer den, så er det, efter Eran Katz’ mening, slut med indkøbslister næste gang man skal i Netto eller Irma – man kan ganske enkelt huske, hvad man skal købe.
”Et menneske med fx store analytiske evner ville hurtigt begynde at fortolke på teksten. Hun eller han ville drage slutninger eller selv digte videre, og det var jo netop ikke meningen. Bærerne af hukommelsen skulle være som vore dages båndoptagere, der præcist kunne gengive, hvad de havde fået fortalt. Så derfor valgte man de lidt dumme, eller uintellektuelle, til den opgave”.
Hvor var så arken? Bogen ”Where did Noah park the Ark?” slutter med en typisk Eran Katz krølle, for selvfølgelig må læserne have svar på, hvor det så var, at Noah parkerede sin ark.
"Lige nu har jeg hukommelsestab og deja-vu på
samme tid. Jeg tror jeg har glemt dette før" Steven Wright-citat i ”Where did Noah park the Ark”
Kollektiv hukommelse Men også fra Talmud, der er en samling af rabbinske diskussioner om jødisk lov, etik, vaner og historie, er der stof at hente til husketeknikkens verden. I den version af Talmud, den babylonske, der bruges i dag, er indholdet samlet over mange århundreder, men først nedskrevet omkring år 600 vt. Indtil da skulle den kollektive erindring overleveres mundtligt fra generation til generation i netop den form, som den blev givet i. Ifølge Katz anvendte man i disse mange år en ganske særlig teknik, for at teksten ikke skulle ændre sig for hver gang den blev fortalt. For det første skulle bærerne af historien naturligvis være gode til at huske. Men lige så vigtigt var det, at de ikke var overdrevent intelligente.
Og svaret er enkelt: ”Det kan han ikke huske, for efter at syndfloden havde trukket sig tilbage, havde han ikke brug for den mere. Pointen er, at man naturligvis ikke skal stræbe efter at huske ALT. Man skal huske det man VIL huske, og det man har BRUG for at huske. Og det kan man lære. Til gavn og glæde for sig selv og sine omgivelser.
Bogen
‘Where did Noah park the Ark’ af Eran Katz udkommer på dansk senere på året.