Goldberg 28 - December 2011 by The Flux Capacitor

KULTUR

RELIGION

SAMFUND

GOLDBERG

NR. 28 . DECEMBER 2011

Nr. 28. December 2011

GOLDBERG

DE RENE HÆNDERS POLITIK

MAGASIN OM JØDISK KUNST · KULTUR · RELIGION · SAMFUND

.37

MAGASIN OM JØDISK KUNST

450 år med håndhygiejne

FORPLANTNINGEN LÆNGE LEVE Bibelske Tidende går bag om de nye ægteskaber

RESPEKT! Rabbien der gjorde Coca-Cola kosher

771902 448009 9

PRIS 49,50

KARL MARX og finanskrisen:

“Alle er enige om, at noget er galt” KONSPIRATIONSTEORIERNE LEVER: SCHWEIZ ER EN JØDISK OPFINDELSE!

Bat-El Menadeva malet af Jeanne G Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk GOLDBERG 路 #28 路 WWW.GOLDBERG.NU

INDHOLD

GENRE · TITEL

GOLDBERG

INDHOLD

DECEMBER 2011

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser

CHEFREDAKTØR:

6 LEDER

Samuel Rachlin (Washington), Berit Reisel (Oslo), Susan Ritterband, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini (Prag), Sonia Schlossman (Rom), Eddie Skoller, Charlotte Thalmay

8 HAR VI DA IKKE SNART LÆRT DET? 450 år med håndhygiejne.

10 ET TYSK REKVIEM

Jacques Blum (ansv.)

REDAKTION OG ADMINISTRATION REDAKTION: Susanne Bernth, Eva Bøggild, Hans Henrik Fafner, Stefan Isaak, Tobias Koch, Michel Solovej, Jacob Søndergaard, Hanne Trautner-Kromann

GOLDBERG Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Bjørn Bråten, Jeanne G. Kempinski

ISSN: 1902-4487

LAYOUT: Wiegaarden.dk / Tina Voersaa

Mød GOLDBERG på Facebook og på YouTube

Uddrag fra bogen Mig og Stalin.

GOLDBERGS NÆRE BEKENDTSKABSKREDS Formand: Per Walsøe Samuel Altschul (Melbourne), Rebecca Blum (Stockholm), Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Yael Enoch (Tel Aviv), Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane (Paris), Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Ulrik Høy, Patrick Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Henning Kirk, Martin Krasnik, Sandra Kviat (London), Hanne Kærhøg (Hong Kong), Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Kaare Lindholm, Bent Melchior, Kasper Monrad,

HAR VI DA IKKE SNART LÆRT DET?

450 år med håndhygiejne

16 AT NOGET ER GALT KAN ALLE BLIVE ENIGE OM Midt i den fornyede finansielle krise har den engelske professor Terry Eagleton udgivet en bog med titlen Why Marx Was Right.

21 TRE ABER – er den mærkværdige titel på en fin lille bog om en opvækst i den jødiske menighed i Göteborg.

TRYK: Specialtrykkeriet Viborg A/S

FORSIDEFOTO: © Polfoto

Amos Elons fremragende skildring af den tysk-jødiske epoke i årene 1743-1933.

14 ISVINTER

ILLUSTRATIONSKOMITÉ:

WEBMASTER: Daniel Karpantschof

GOLDBERG · NR. 28 . DECEMBER 2011

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. januar 2012

23 EN INDOLENT ORIENTALER Albert Einsteins lange flirt med zionismen har givet anledning til mange overvejelser over, hvorvidt han var zionist, eller om han lod sig udnytte af zionistbevægelsen i videnskabens tjeneste.

CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

26 VI LEVER I ET HÆMNINGSLØST LAND TEMA Politisk kommentar.

28 BOBBY FISHER MOD VERDEN

Redaktionen har forsøgt at kreditere alle indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er tilladt med tydelig kildeangivelse.

AT NOGET ER GALT KAN ALLE BLIVE ENIGE OM BIBELSKE TIDENDE

Bobby Fischer against the World er titlen på en dokumentarfilm fra 2011 om skakgeniet over dem alle.

30 EN RABBINERS STORE FORTJENESTE En hyldest til en rabbiner og social aktivist, som sørgede for, at Coca-Cola blev kosher.

MAGASINET GOLDBERG UDGIVES AF Forlaget GOLDBERG & MOR ApS. Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

34 DEN TID VI LEVER I

GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50

36 MANHATTAN ER MIT HJEM

Vi kan sove i flyvemaskinen er den sigende titel på en nyudkommet bog af journalisten Ulla Terkelsen.

Forfatter Gary Shteyngart er ligetil, upretentiøs, morsom, kvik i replikken og fræk på den gode måde.

36 INTERVIEW MED FORFATTER GARY SHTEYNGART

DEN EVIGE INTEGRATION

40 SIDSTE NYT FRA KONSPIRATIONSFRONTEN Schweiz er en jødisk sammensværgelse!

ANNONCER I GOLDBERG

Bliv GOLDBERG abonnent

Kontakt os på

goldberg@goldberg.nu eller ring:

tlf. 50 24 94 50

Se priser og muligheder på www.goldberg.nu

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

ET HELT ÅRS ABONNEMENT

kr.

248,-

(inkl. ekspedition og porto)

KONTAKT:

Syddansk Universitetsforlag Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf: 66157999 · press@forlag.sdu.dk

42 DERFOR SKAL EN MAND FORLADE SIN FAR OG MOR... Det er et mildt sagt noget broget billede, der tegner sig, når man ser på ægteskab i Bibelen.

46 SØSTRENE FRA BALTIMORE De var nærmest uadskillelige hele livet, og de købte kunst, næsten som andre gik på indkøb.

SØSTRENE FRA BALTIMORE GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

DEN SKIDE JØDELOBBY ELLER DEN ÆGTE VARE

GOLDBERGS LÆSERE OVER HELE VERDEN

LEDER

Vagtel consomme med vagtel frikassé og vagtelæg Hertil: Chardonnay, Weighbridge, Peter Lehmann, Barossa Valley *

Kammuslinger med salturt og spinat, serveret med tomatino sauce

RELIGION

SAMFUND

FORPLANTNINGEN LÆNGE LEVE Bibelske Tidende går bag om de nye ægteskaber

Hertil: Chardonnay, Weighbridge, Peter Lehmann, Barossa Valley *

Champagne sorbet

RESPEKT! Rabbien der gjorde Coca-Cola kosher

Vildtfilet, serveret med asparges kartofler, tranebær sauce samt sauterede vilde svampe Hertil: Il Sestante Ripasso, Tommasi, Veneto, Italien *

3 slags ost serveret med marinerede valnødder med honning samt kiks

Hertil: Il Sestante Ripasso, Tommasi, Veneto, Italien *

KARL MARX

Parfait med hvid chokolademousse og vanille pocheret pære Hertil: La Playa, Latest Harvest *

Kaffe avec

Vi slutter aftenen kl. 24.00 med Champagne og kransekage

PRIS 49,50

Baren holder åbent til kl. 04.00

771902 448009

Pris DKK 1.495,- pr. person Overnatning i standard dobbeltværelse DKK 750,pr. person inkl. morgenmad

RAADHUSPLADSEN 57 1550 COPENHAGEN V +45 33 14 40 50 palacecopenhagen@scandichotels.com

0993_210x270_Palace ann_Goldberg.indd 1

450 år med håndhygiejne

Vi starter kl. 18.00 med Champagne til Hendes Majestæt Dronningens nytårstale. Kl. 18.30 går vi til bords. Her serveres en 5-retters menu med vine.

KULTUR

DE RENE HÆNDERS POLITIK

MAGASIN OM JØDISK KUNST · KULTUR · RELIGION · SAMFUND

Nyd en dejlig middag med vine i hotellets smukke restaurant. Overnat i et af vores værelser, hvor historie er forenet med tidens trend – og stå op til en lækker nytårsbrunch buffet.

Nr. 28. December 2011

GOLDBERG

NYTÅR 2011 PÅ PALACE HOTEL COPENHAGEN

På et af Københavns smukkeste hoteller, har I nu den unikke mulighed for at holde en fantastisk nytårsaften med udsigt til Rådhuspladsen.

NR. 28 . DECEMBER 2011

Den skide jødelobby eller Den ægte vare

MAGASIN OM JØDISK KUNST

GOLDBERG

ønskes god jul, god hanukkah og godt nytår

og finanskrisen:

“Alle er enige om, at noget er galt” KONSPIRATIONSTEORIERNE LEVER: SCHWEIZ ER EN JØDISK OPFINDELSE!

18/11/11 09.37

I forgangne måned kunne den tidligere journalist på Ekstrabladet og nuværende vært på publicservice-kanalen 24-7, Michael Jeppesen, forarge mangen en lytter ved at underholde om ”den skide jødelobby”.

vaskeægte, utilsløret og højlydt erklæret antisemitisme. Det gør det hele meget enklere. Den ene gang er i forsideartiklen, der beskriver Karl Marx’ uspolerede antisemitisme - endda selvom han er jøde. Den anden er i artikelserien Sidste nyt fra konspirationsfronten, hvor Schweiz erklæres at være en jødisk opfindelse med det formål at beskytte jødiske penge. Heldigvis er de fleste jøder ikke så selvhøjtidelige, at de hjælper med at skabsantisemitterne kan komme til orde. Heller ikke i Goldberg.

Jacques Blum

FOTO: POLFOTO

Kristeligt Dagblad tog fat i udsagnet, og læserne blev oplyst om, at Jeppesen vist nok ikke havde ment jødelobby, men i virkeligheden Israellobby og måske endda zionistlobby. For at rydde op i roderiet spurgte pressen en rigtig ekspert på området, nemlig Uffe Østergaard - for hvem kan være mere ekspert på det område end en tidligere leder af et tidligere center for Holocaust- og Folkedrabsforskning? Østergaard belærte så om, at man skam ikke behøver at være antisemit, blot fordi man ikke bryder sig om israelsk udenrigspolitik. Cocktailen er en sikker vinder: Holocaust, folkedrab, antisemitisme og lobbyisme er alt sammen med i denne blanding, så nu kan alting legitimeres, fordi man ikke er antisemit, men blot Israelmodstander. Efter sådan en omgang er det befriende, at Goldberg i denne udgave kan præsentere læserne for to omgange

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

ÅR 1565: Shulchan Aruch

FOTO: ISTOCKPHOTO

POLITIK

t?! Har vi da ikke snart lært de

450 år med håndhygiejne

Regler for at vaske hænder (uddrag) ÑUÑÑ > ÑÈ > Ñä>È iÑ C `iÅÑ² Ñ Å i i ³Ñ ÑÈ iÑ äÈ i Èi \Ñ ”... som har påbudt os at vaske hænderne”.

År 2011: Sundhedsstyrelsen

ÑUÑÑ > Ñ FÑ°>ÈÈiÑ ® iÑ°FÑ i`Ñ>ÓÑ C `iÑä> `Ñ°FÑ`i ÑÕÑ > iÑw ÅÑ>ÓÑ fjerne den onde ånd, der er på dem.

Håndhygiejne handler om at holde sine hænder rene, dvs. fri for smitstoffer, kemiske stoffer og anden snavs. En god håndhygiejne er en af de vigtigste måder at bryde smitteveje på, i hjemmet, daginstitutioner, på sygehuset og andre arbejdspladser.

ÑUÑÑ > Ñ FÑ iÑLiÅ®ÅiÑ CÈi ]Ñ®ÅiÅ iÑ Ñ® i iÑ i`Ñ F ì ]Ñ forinden man har vasket sig. ÑUÑÑ-i äÑì ]ÑìÅÑ >ÅÑä>È iÓÑ C ìÅ i]Ñ FÑ iÑw® iÑÈ ÑL> ]Ñ ÑìÅÑiÅÑ åbning, fordi dette kan medføre diarré.

SÅDAN VASKER DU HÆNDER: Ñ ÑÑHænder og håndled fugtes inden sæben kommes på U ÑUÑÑSæben fordeles grundigt ÑUÑ Vask grundigt i minimum 15 sekunder (husk fingerspidser, tommelfingre, mellemrum mellem fingrene samt håndrygge, håndflader og håndled) ÑUÑÑSkyl sæben af og dup hænderne helt tørre ÑUÑÑLuk hanen med papirhåndklædet

ÑUÑÑ > Ñ FÑ iÑLiÅ®ÅiÑi ÑÓ® `iÑ i`Ñ`Å iä>ÅiÅ]Ñw Å` ÑLiÅ®Å Ñ i`Ñ hånden kan skade drikkevarerne. ÑUÑÑ iÓÑiÅÑw ÅLÞ`ÓÑ>ÓÑLÅÞ iÑ`iÓÑä> `]ÑÈ Ñ > Ñ >ÅÑLÅÞ ÓÑÓ Ñ>ÓÑ vaske hænder i om morgenen, til noget andet, og man må hverken hælde det ud på gulvet eller noget andet sted, hvor der går mennesker.

MAN SKAL VASKE HÆNDER:

ÑUÑÑ > Ñ FÑ iÑ `Ó> iÑä> `ÑwÅ>Ñ i ]Ñ`iÅÑ iÑÈi äÑ >ÅÑä>È iÓÑ hænderne om morgenen.

Ñ ÑÑEfter toiletbesøg U ÑUÑÑFør man begynder at lave mad/spise ÑUÑÑNår man har pudset næse

ÑUÑÑ iÓÓiÑiÅÑìÑ ÈÓC ` iìÅ]ÑìÅÑ ®ÅÑìÓÑ ®`äi ` ÓÑ>ÓÑä>È iÑÈ Ñ med vand: 1. når man står op om morgenen, 2. når man går bort fra toilettet, 3. og fra badehuset, 4. når man skærer sine negle, 5. når man tager sine sko af, 6. når man berører sine fødder, 7. når man kradser sig i hovedet, 8. og nogle siger, når man går mellem de døde (dvs. væk fra begravelsespladsen) eller berører en død, 9. når man har renset sit tøj for utøj, 10. når man har haft samleje, 11. når man har rørt ved en lus, 12. når man har rørt ved den nøgne krop med sin hånd.

I DAGINSTITUTIONEN VASK HÆNDERNE: Ñ ÑÑfør madlavning og spisning U ÑUÑÑefter bleskift ÑUÑÑefter toiletbesøg ÑUÑÑefter børn er hjulpet på toilettet ÑUÑÑefter næsepudsning ÑUÑÑefter håndtering af snavset vasketøj.

ÑUÑÑ i ]ÑÈ Ñä>È iÅÑÈ ÓÑ> È ÓÑ Ñ iÑÓ®ÅÅiÅÑìÓÑ Åì Ó Ó]ÑwFÅÑÈFÅÑi iÅÑ skab i det, og lægemidlet herimod er at vaske sig med vand, der er kogt med roer. ÑUÑÑ ä ÈÑ > Ñ iÑ >ÅÑä> `]Ñ > Ñ > ÑÅi ÈiÑÈ iÑ C ìÅÑ i`ÑÈ> `Ñi iÅÑ aske eller hvad som helst, der renser hænderne, og så skal man i lovsigelsen sige: ’at rense hænderne’, og dette er nok til at forrette en bøn, men ikke til at fjerne den onde ånd, der er på hænderne. Af Josef Karo, oversat af Poul Meyer efter udgaven Vilna 1895

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

FOR BÅDE VOKSNE OG STØRRE BØRN ER DET EN GOD IDÉ AT VASKE HÆNDER:

PS. Som noget nyt indfører Goldberg artikler med musikledsagelse. Lyt fx på YouTube til Jøden: ”Vask dine hænder, svin.”

Ñ ÑÑefter toiletbesøg U ÑUÑÑfør madlavning ÑUÑÑunder madlavning, når man skifter arbejdsgang ÑUÑÑfør spisning ÑUÑÑefter næsepudsning ÑUÑÑnår man kommer ind fra haven eller hjem fra arbejde eller daginstitution - dagpleje ÑUÑÑnår hænderne er snavsede.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

LITTERATUR Moses Mendelssohn (1729-1786) advokerede for et oplyst verdenssyn med tolerance og religionsfrihed som pejlemærker.

En nuanceret beskrivelse af opog nedture, der samtidig indeholder en ikke ringe aktualitet.

FOTO: EN.WIKIPEDIA.ORG

AMOS ELONS SKILDRING AF DEN TYSK-JØDISKE EPOKE MELLEM 1743 OG 1933 ER FREMRAGENDE:

Omdrejningspunkt i Elons bog er til at begynde med – op igennem 1700- og 1800-tallet – kampen for den juridiske anerkendelse, der konstant foregik parallelt med de vedvarende bestræbelser for en tysk statsdannelse gennem hele 1800-tallet.

Napoleons geografilærer og den

TYSK-JØDISKE HISTORIE AF MORITZ SCHRAMM

Historien begynder, i den israelske historiker Amos Elons (1926-2009) fremstilling, med en ung jødisk drengs tur gennem byporten Rosenthaler Platz i Berlin i 1743 – den eneste byport, som jøder og kvæg på dette tidspunkt måtte benytte for at komme ind til byen. Drengen fra Dessau var ludfattig, han talte ud over hebraisk kun Judendeutsch, altså ikke højtysk, og havde i det hele taget ingen nævneværdig uddannelse. Nogle år senere skulle denne dreng ved navn Moses Mendelssohn imidlertid komme til at høre blandt de mest berømte filosoffer i Europa: Han talte nu blandt andet tysk, latin, fransk og engelsk flydende, hans filosofiske og religionskritiske afhandlinger hørte til blandt de mest læste videnom, og sammen med sine kolleger og nære venner Gotthold Ephraim Lessing og Christoph Friedrich Nicolai tilhørte Men-

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

delssohn eliten i Tysklands nye oplysningstid. Sammen med disse to advokerede Mendelssohn for en fornuftsreligion, et oplyst verdenssyn med tolerance og religionsfrihed som pejlemærker. Et indtil i dag lysende forbillede for et vellykket samspil mellem mennesker med forskellige religionsbaggrunde i Tyskland var blevet født.

HISTORIENS MULIGHEDSRUM Amos Elons fremstilling af den tyskjødiske epoke slutter også med en henvisning til samme Moses Mendelssohn. Her hører vi nemlig igen om en rejse, der med sit geografiske formål ligner Mendelssohns i 1743 – denne gang blot i den modsatte retning: Elons bog slutter med den senere ligeledes verdensberømte tysk-jødiske filosof Hannah Arendts flugt fra nazisterne i 1933 i

tog gennem det brandenburgske landskab, “i modsat retning af drengen Moses Mendelssohns til fods næsten to hundrede år tidligere, på vej mod rigdom og berømmelse i oplysningens Berlin”. Perioden mellem disse to rejser er bogens egentlige emne: Det væld af opog nedture, som den tysk-jødiske historie har været kendetegnet ved i disse knap to hundrede år. Underholdende, skarpt og med blik for nuancer skildrer Elon kampen for en juridisk anerkendelse af jøderne som medborgere i Tyskland, dens mange forhindringer og modtendenser, vanskeligheder og succes gennem to århundreder. Assimilationstendenserne spiller en væsentlig rolle, zionismens opkomst, Første Verdenskrig og Weimarrepublikkens åbenhed, lige såvel som den

opblomstrende nationalisme i 1800-tallet, antisemitismestriden i 1879 og de mange nedture gennem historien. Særligt for bogen er imidlertid især, at den ikke peger på en ”historiens indre nødvendighed ”. I og med at Elon hele tiden stiller succeshistorier ved siden af ambivalenser og nedture, åbner han for historiens mulighedsrum: Der fandtes, som han udtrykker det, ingen ”determinisme”. Den jødisk-tyske historie er hverken en solstrålehistorie om en tiltagende eller vellykket accept af jøder i Tyskland forud for 1933 eller en negativ historisk udvikling, som nogle har påstået, der med en nærmest indre nødvendighed skulle have ført til den nationalsocialistiske katastrofe. Der var snarere tale om en konstant åbning for muligheder, der nogle gange blev taget imod, andre gang ikke kunne realiseres.

HELE HISTORIEN Omdrejningspunkt i Elons bog er til at begynde med – op igennem 1700- og 1800-tallet – kampen for den juridiske anerkendelse, der konstant foregik parallelt med de vedvarende bestræbelser for en tysk statsdannelse gennem hele 1800-tallet. Også her viser Elon, hvordan de nationalliberale forsøg på at skabe en demokratisk nationalstat på tysk grund fra begyndelsen indeholdt begge sider: En stærkt antisemitisk tendens hos forfattere som fx Ernst Moritz Arndt og en liberal åbning for jødernes juridiske emancipation hos store dele af eksempelvis de mange delegerede i det første tyske parlament, Paulus-kirken, i 1849. Elons bog handler derfor ikke ”bare” om den jødisk-tyske historie. Med afsæt i et centralt religiøst mindretal i tysk historie belyses snarere hele den

tyske historie: Gennem den tysk-jødiske prisme introduceres alle relevante spændinger i tysk historie op til 1933, alle centrale konflikter bliver synlige, og i bund og grund kunne man sige, at Elons bog kan læses som en introduktion til den spændingsfyldte tyske historie siden oplysningstiden og hen imod nazisternes magtovertagelse. I måden, et mindretal behandles på, kan et helt samfund anskues, som det er blevet sagt. Og det har næppe været mere sandt, end hvad angår den tysk-jødiske historie siden 1743.

AKTUALITETEN Bogens aktualitet er begrundet heri. Fordi den centrale dikotomi, der i Elons fremstilling, går gennem hele den tysk-jødiske historie, er den mellem en liberal statsopfattelse, der tildeler lige rettigheder og lige muligheder for

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

LITTERATUR

Den tysk-jødiske historie viser, hvordan en kulturelt og religiøst defineret statsopfattelse er ude af stand til at sørge for en vellykket integration af religiøse mindretal.

social anerkendelse til mennesker uanset deres religiøse og kulturelle baggrund, på den ene side, og den berømt-berygtede tyske kulturnationsopfattelse, hvor staten bygges på en forestilling om et homogent kulturelt og religiøst fundament, på den anden. Kan den første statsopfattelse i den grad muliggøre en integration af religiøse og kulturelle mindretal og dermed frisætte det enorme potentiale, som mindretal kan have for kulturlivet, forhindrer den anden statsopfattelse af strukturelle årsager en integration af mindretal. Så snart en sådan kulturnationsopfattelse promoveres i den tyske historie, står det jødiske mindretal – hvad Elons bog med al tydelighed viser – med det samme over for valget mellem at opgive sin religiøse særegenhed via assimilationen eller at blive undertrykt og ekskluderet på grund af denne kulturelle og religiøse særegenhed.

NAPOLEONS GEOGRAFILÆRER Den tysk-jødiske historie viser således, hvordan en kulturelt og religiøst defineret statsopfattelse – som vi blandt andet kender fra nutidens Danmark – i den grad er ude af stand til at sørge for en vellykket integration af religiøse mindretal. I modsat fald – når integrati-

onen tilbydes uden assimilationen – kan der derimod frisættes enorme potentialer for intellektuelle og videnskabelige fremskridt: De mest blomstrende perioder i tysk kulturliv var altid dem, fremgår det af Elons bog, hvor en liberal nationsopfattelse gjorde det muligt for mindretallet at udfolde sig uden begrænsninger og tage de kulturelle dannelsesidealer til sig, som den tyske oplysningstid introducerede. Og skellet bliver ikke først synligt i overgangen til det 20. århundrede, hvor vi finder en stærkt opblomstrende jødisk borgerlighed i alle tyske byer. Allerede i konfrontationen mellem den tyske feudalisme og de franske revolutionsidealer i begyndelsen af 1800-tallet viser de samme modsætninger sig. Som en af Tysklands førende digtere, Heinrich Heine, udtrykte det spidsfindigt, med sin udprægede sans for ironi, så skyldtes hans omvendelse til kristendommen intet andet end Napoleons geografilærer. Havde denne sandfærdigt fortalt Napoleon om de kolde vintre i Rusland, havde Heine ikke imod sin vilje været nødt til at konvertere til kristendommen for at kunne opnå en ansættelse i staten: Napoleon ville i så fald ikke have angrebet Rusland, han ville ikke have tabt ved Waterloo og især: De fulde borgerrettigheder til alle jøder,

som Napoleon efter sejren over blandt andet Preussen med det samme havde indført på tysk grund, ville ikke være trukket tilbage igen af de tyske fyrster og konger. Heines pointe er derfor nærmest eksemplarisk for hele den tysk-jødiske historie: Den har hele vejen igennem været præget af en kamp for juridisk og social anerkendelse af religiøse mindretal og deres selvrealiserings- og udfoldelsesmuligheder i samfundet. Heine døde i 1856 i eksil i Paris, hvortil han var flygtet på grund af sine politiske aktiviteter til fordel for et liberalt Tyskland, der gav lige mulighed for alle borgere uanset deres religiøse eller kulturelle baggrund. En historie, der er lige så fascinerende som lærerig: Mon ikke essensen for såvel datidens som nutidens politiske udfordringer skjuler sig i den tysk-jødiske historie? På godt og på ondt.

GAVEN TIL ENHVER ÅRSTID OG ANLEDNING Husk det! Den sikre vej til en super hukommelse vil hjælpe og glæde alle - uanset alder, køn, beskæftigelse og interesser. Forfatteren Eran Katz deler let og underholdende ud af sine erfaringer med jødernes, grækernes og romernes ældgamle, gennemprøvede husketeknikker. Metoder som ”Det romerske Værelse” og ”Kong Salomons telefonbog” hjælper med at: Få overblik over arbejdsopgaverne Aldrig mere glemme, hvor man lagde sin mobil, hvornår der var aftalt tid hos tandlægen eller hvad der står på den indkøbsseddel, der ligger derhjemme. Huske koden til cykellåsen og kreditkortet. Skære timer af eksamenslæsningen og alligevel få topkarakterer helt uden snyd.

Husk at køb Vejl. pris

Udgivelsesdato 7/11-2011

Eran Katz’ bøge

Kan den første statsopfattelse i den grad muliggøre en integration af religiøse og kulturelle mindretal og dermed frisætte det enorme potentiale, som mindretal kan have for kulturlivet, forhindrer den anden statsopfattelse af strukturelle årsager en integration af mindretal. 12

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

r om hukom

“

198,-

Køb den hos boghandleren eller direkte fra forlaget på goldberg@goldberg.nu

melse og in

telligens er be

stsellers i fo

reløbig trette

n lande.

Med Husk det! får man med enkle redskaber en skarp og effektiv hukommelse.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

GENRE · TITEL LITTERATUR

“Alt var dybfrosset, med temperaturer

Uddrag fra bogen

I de første par år efter deportationen havde mine forældre ligesom de andre deporterede levet på et eksistensminimum, og det kunne knibe med at sikre familien tilstrækkeligt med mad og drikke

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

ned til 40 eller 50 graders frost”

“Mig og Stalin”

en min barndom var en barndom uden frugt. Vi boede i en del af Sibirien, hvor frugt ikke kunne gro, og Sydens rigdomme nåede aldrig så langt mod nord som til os. Det eneste, der nåede hertil var tørret frugt, rynket og gummiagtig, som regel æbler, pærer, svesker og abrikoser, og en sjælden gang var der også rosiner. Mor kogte frugterne og lavede en kompot af dem. Når vi fik den serveret som dessert, sad jeg og forsøgte at rekonstruere den friske variant både i udseende og smag. Stenene fra abrikoserne og sveskerne blev omhyggeligt lagt til side, og bagefter slog jeg dem i stykker med en hammer for at fiske den bitre kerne ud og fortsætte mine drømmerier lidt endnu. Nogle gange lykkedes det min mor at købe en dåse ferskner. Så var der rigtig fest. I de første par år efter deportationen havde mine forældre ligesom de andre deporterede levet på et eksistensminimum, og det kunne knibe med at sikre familien tilstrækkeligt med mad og drikke. Men egentlig sult var der ikke i min barndom i Pokrovsk. Med vores forsyninger af surkål, vores egne, hjemmedyrkede kartofler og den flok høns, vi holdt i alle årene, kunne vi klare os igennem de lange vintre. Og mor var en fabelagtig kok og kunne tilberede måltider, der var så velsmagende og varierede, at min erindring om dem stadig kan få tænderne til at løbe i vand. Om vinteren kom de jakutiske jægere og bankede på døren for at sælge rensdyrkød eller vildt – harer, urfugle eller ryper. Alt var dybfrosset, med temperaturer ned til 40 eller 50 graders frost gik det helt af sig selv. Når mor havde fået tøet kødet op, så gik hun i gang i fælleskøkkenet, som vi delte med de andre beboere i vores hus, og nogle timer senere stod maden på bordet – dampende varm suppe, en gryderet serveret med kartofler og surkål. Sidstnævnte fremstillede vi selv om efteråret og havde den stående i en trætønde det meste af vinteren som en kilde til C-vitamin. En af de andre vitaminkilder var hvidløg, som man næsten altid kunne få. Min søster og jeg spiste hvidløg i lange baner og havde vores egen hvidløgskur. Vi tog et stykke stenhårdt, tørt rugbrød og gned flere fed hvidløg ind i brødet, der var som sandpapir. En

af Samuel Rachlin

himmelsk ret. Min søster og jeg byggede ofte en hule ved at lægge tæpper og dyner oven på spisebordet, lægge puder på gulvet og bagefter kravle ind for at sidde og nyde vores hvidløgsmadder derinde i mørket.

Om vinteren bagte vi kartofler i gløderne fra den murede ovn, der varmede vores værelser op. Vi smed kartoflerne ind i gløderne, og når vi ragede dem ud, var de blevet helt sorte og hårde. Så snart de var kølet nok af, skar vi dem op i to halvdele og spiste dem med lidt salt på. Vi gnavede af den hårde skal og blev sorte om munden. En yndet variant var at gøre det samme med gulerødder, der var mere sarte og havde lettere ved at forkulle, hvis ikke man fik dem pillet ud af gløderne i tide. Havde man heldet med sig, var de bagte gulerødder en delikatesse – søde og lidt saftige indgik de med lethed i vores lege og drømme om sydens eksotiske frugter.

Jeg hørte tidligt om Artek, det kommunistiske børneparadis i form af en sommerlejr ved et af kurstederne ved Sortehavskysten. Det var en af Stalins geniale opfindelser. Hvert år blev de dygtigste elever fra hele landet udvalgt og sendt af sted på sommerlejr til Artek og forkælet med den bedste og sundeste mad, udflugter i bjergene og sejlture på havet. De udvalgte fordrev tiden med lege, konkurrencer og sport, og jeg forestillede mig selvfølgelig, hvordan de mæskede sig i al den frugt – især vindruer – der lå i store pyramider i de hvide palæer, de var indkvarteret i. Det var et eventyr, men det måtte være sandt, for vi læste om Artek i vores bøger. Vi fik at vide, at alle sovjetiske børn kunne være heldige at komme til Artek.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

FOTO: POLFOTO

GENRE · TITEL POLITIK

AT NOGET ER GALT kan alle blive enige om

Midt i den fornyede finansielle krise har den engelske professor Terry Eagleton udgivet en bog med titlen Why Marx was right. Er tiden inde til overvejelse af, hvorvidt den tyske økonom, sociolog, filosof og socialist Karl Marx alligevel havde ret i sin påpegning af det kapitalistiske systems dramatiske svagheder? AF MICHEL SOLOVEJ

Pensionsformuerne forsvinder som dug for solen, og aktiemarkederne kollapser. G20-landene og Europakommissionen kæmper for at finde løsninger på statsgældskrisen. Grækenland er i realiteten gået fallit, og finansverdenen har nerverne uden på tøjet i frygt for, at de øvrige PIIGSlande (Portugal, Italien, Irland og Spanien) skal følge efter. En nedskrivning af den græske statsgæld vil ramme store europæiske - især franske - banker, som vil have behov for ny (stats-) kapital for at kunne fortsætte. Banksystemet, og dermed den finansielle stabilitet, bygger på, at finansinstitutioner verden over tør låne hinanden penge. Efter Lehman Brothers' kollaps i 2008 mistede bankerne denne tillid til hinanden, og pengemarkedet frøs til. Det er ikke uden grund, at der er udbredt frygt for, at selv sunde banker vil kunne få vanskeligt ved at skaffe likviditet. I byer over hele den vestlige verden

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

samles folk i protest under paroler som ”Occupy Wall Street” og ”We are the 99%”. De ”99%” er en reference til, at blot en enkelt procent blandt de rigeste i den amerikanske befolkning står for over 20% af den samlede indkomst i USA. Det er mere end en fordobling siden slutningen af 1980erne.

MISKREDITEREDE PROTESTER Med uligheden i samfundet stiger også utilfredsheden med den sidste absolut rigeste procent af befolkningen. Der tegnes et karikeret billede af griske overbetalte finansfolk, der udbetaler millionbonusser til hinanden, mens de kræver offentlige støtteordninger til deres kuldsejlede finanskoncerner. Endnu ved man ikke, hvad de spæde folkelige protester i ”Occupy-bevægelserne” kan føre til. Men et indslag i dansk tv om de tilsvarende protester i København gjorde sit til at miskreditere deltagerne. Indslaget udstillede et par

af de demonstrerende på en måde, der ledte tankerne hen på Paul Hammerich og tv-serien ”Danmarkskrønike”. Paul Hammerich beskrev i serien et indslag om en EF-modstanderdemonstration lige før EF-valget i 1972 således: TV-Avisen koncentrerede sig nemlig i sin reportage om en detalje: en mindre stamme tamme vilde (måske fra Thy-lejren), der opførte en flippet krigsdans. Hermed måtte det såkaldt tavse flertal, hvis heroiske øjeblik er folkeafstemninger, være endnu sikrere på, hvor krydset ikke skulle sættes.

MÅSKE HAVDE MARX RET Midt i den fornyede finansielle krise udgiver den engelske professor Terry Eagleton så en bog med titlen Why Marx was right. Det er måske ikke så overraskende, for Eagleton er kendt som en fastholdende og ikke-angrende marxist. I Information den 30. september følges Eagleton op af en anden bekender til marxismen, John Gray, med en

En bivirkning af finanskrisen er, at stadig flere tænker: Karl Marx havde ret. John Gray

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

POLITIK

Selv om Marx indirekte kritiserer det kapitalistiske system, så er den generaliserende fremstilling af den pengegriske jøde og sammenkædningen af denne lidet flatterende egenskab med jødedommen helt åbenlys antisemitisme set med nutidens øjne.

artikel med indledningen: En bivirkning af finanskrisen er, at stadig flere tænker: Karl Marx havde ret. Nu troede mange måske, at marxismen var stedt til evig hvile ved siden af dens millioner af ofre, men der tager man tilsyneladende fejl. Goldberg har ikke, som fx Danmarks Radio, en såkaldt detektor-redaktion, som med den såkaldt objektive sandhed på sin side kan kaste sig ud i at afsløre, om politikerne har ret eller uret i deres udtalelser. Alligevel kaster vi os nysgerrigt ud i at forstå, hvorfor finanskrisen skulle overbevise stadigt flere om, at Karl Marx havde ret.

MARX, JØDER OG MATERIALISME Karl Marx var født ind i en jødisk familie i Trier i Preussen, men bekendte sig ikke til jødedommen. Familien havde været rabbinere i generationer, men Karl Marx’ far, som var advokat, konverterede til protestantismen, da Karl Marx var barn. Karl Marx selv var ateist, og i eftertiden er det ofte blevet diskuteret, om han ligefrem var antisemit. I 1844 udgav han essayet ”Zur Judenfrage” – Om det jødiske spørgsmål der er en kritik af Bruno Bauers overvejelser om de preussiske jøders ønske om politisk frihed. Bauer mente, at jøderne kun kunne opnå frihed, hvis de frasagde sig jødedommen. Især anden del af Marx’ essay er spækket med generaliserende betragtninger om jødedommen og jøders interesse for penge: Hvad er det sekulære grundlag for jødedommen? Materielle behov, egennytte! Hvad er jødens verdslige religion? Krejleri! Hvad er hans verdslige Gud? Penge ... Penge er Israels intolerante Gud, som

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

ingen anden gud tillader. Penge nedbryder alle menneskets guder - og gør dem til handelsvarer ... jødernes sekulariserede gud er blevet hele verdens gud... Den sociale frigørelse af jøderne er frigørelsen af samfundet fra jødedommen.

FRIKENDT AF RABBINER Selv om Marx indirekte kritiserer det kapitalistiske system, så er den generaliserende fremstilling af den pengegriske jøde og sammenkædningen af denne lidet flatterende egenskab med jødedommen helt åbenlys antisemitisme set med nutidens øjne. Men man bør selvfølgelig vurdere teksten ud fra samtidens standarder. Der er siden skrevet en lang række kommentarer til Marx’ tekst. Såvel den nærmest religiøse læsning af Marx som de mange debatter leder tanken hen på talmudiske tekster. Et hovedtema i eftertidens analyser af Marx’ Zur Judenfrage er, hvorvidt han bør betragtes som antisemit, og om der kan trækkes en lige linje fra Zur Judenfrage til Hitlers Mein Kampf. I sin bog The Politics of Hope reflekterer Englands overrabbiner, Jonathan Sacks, over spørgsmålet og erindrer læserne om, at stort set alle filosoffer i samtiden udtrykte de samme generaliserende synspunkter som Marx. Desuden var ordet antisemit slet ikke opfundet, da Marx skrev Zur Judenfrage.

BOURGEOISIET Karl Marx’ ærinde med Zur Judenfrage er muligvis at beskrive pengenes nedbrydende betydning, for i Det kommunistiske partis manifest, som Karl Marx udgav sammen med kollegaen Friedrich Engels i 1848, finder vi den samme

tanke, men uden henvisninger til jøder. Pengene – det kapitalistiske system - er i teksten repræsenteret ved ”bourgeoisiet”: Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse ”kontante betaling”. Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning.

PROFETISK FORSTÅELSE En læsning – for nogle måske en genlæsning - af Det kommunistiske partis manifest giver en pejling af, hvorfor Karl Marx i disse tider delvist tages til nåde. Marx gennemanalyserede det kapitalistiske system og anerkender systemets resultater. Terry Eagleton formulerer det med et glimt i øjet: Ingen anden tekst giver så blomstrende komplimenter for denne store historiske bedrift (det kapitalistiske systems bedrifter, red.) end Det Kommunistiske Manifest, ikke engang The Wall Street Journal. I Det kommunistiske partis manifest argumenterer Marx for, hvordan det kapitalistiske system i sin evige higen

efter øget produktion (vækst) til stadighed vil forny produktionsformerne og afsætningen på et stigende globalt marked. Marx bruger argumenterne til at redegøre for en stigende fremmedgørelse og for systemets uundgåelige kollaps. Eagletons koketteri over Marx’ anerkendelse af det kapitalistiske system skal ikke tolkes som en hyldest til systemet, men blot at Marx i sin kritik faktisk peger på, hvor succesfuldt det kapitalistiske system har været til at skabe vækst: Bourgeoisiet har i de knap hundrede år, det har været den herskende klasse, skabt produktionskræfter, der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt. Undertvingelse af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden – hvilket andet århundrede anede, at der slumrede sådanne produktionskræfter i det samfundsmæssige arbejdes skød.” Ovenstående eksempel på manifestets lovprisning fremstår måske i dag i et noget antikveret sprog, men udviklingen på finansmarkederne de seneste måneder betyder, at der måske er noget at lære af Marx’ analyse af det kapitalistiske system. Som John Gray skriver: “Marx tog fejl angående kommunismen. Men i sin forståelse af kapitalismens revolutionære art var han profetisk. Den havde en indbygget tendens til at producere stadig større bobler og krak.”

PLACERING AF SKYLD Der er ingen tvivl om, at noget er galt. For 150 år siden forudsagde Marx, at den kapitalistiske økonomi ville skabe

tilbagevendende kriser, og han forudså, at disse kriser til sidst ville føre til systemets sammenbrud. Kriserne opstår, fordi: De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer… og den kapitalistiske økonomi løser kriserne ”Ved at forberede endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.” Kan vi genkende noget af dette i dagens finanskrise? Ja da.

De privatejede (kapitalistiske) banker har haft så stor vækst, og deres betydning for samfundsøkonomien er så omfattende, at de er blevet for store til, at de må gå ned. For at undgå sammenbrud har staterne støttet med fællesskabets skattebetalte midler - og det vil ske nu igen i forbindelse med statsgældskrisen i Grækenland. Den 22. oktober brugte Politiken en hel side på ”Occupy Wall Street”- bevægelsen under overskriften: “Vi vil ikke betale for jeres krise”. Det er ikke klart, om Occupy-bevægelsen er enig i Marx’ analyse af det kapitalistiske system. Bevægelsen er primært en kritik af den stigende ulighed og bankernes ansvar. Men giver det mening at forsøge at placere en skyld for krisen?

PERSONLIGT ANSVAR Det er blevet almindelig retorik at tale om bankernes skyld i finanskrisen.

Denne artikels forfatter vil forfægte det synspunkt, at påstanden er absurd. Bankerne har måske nok ydet kreditterne, men overbelåning af huse for at finansiere samtalekøkkener eller jordomrejser er et personligt valg, som den enkelte forbruger selv har taget. Det er nu engang den græske stat, der har lånt flere penge, end de nogen sinde kan betale tilbage. Folk, der taber penge på aktier, har valgt at købe aktier. Eksorbitante bonusordninger i finanssektoren kan virke moralsk stødende, men det er populisme af værste skuffe at placere skylden for de strukturelle problemer i vores økonomiske system hos bankerne. Marx’ forudsigelse var, at kapitalismen på længere sigt ville udslette sig selv. Men selv om han på nogle punkter kom med nærmest profetiske udtalelser om udviklingen i det kapitalistiske system, og selv om krisen kradser dybt på finansmarkederne for tiden, så er der ingen tegn på, at Marx vil få ret i denne forudsigelse.

Karl Marx var en tænker og forholdt sig både politisk og videnskabeligt til den historiske udvikling. Det er selvfølgelig ren spekulation, hvordan Marx ville have forholdt sig til eftertidens dogmatiske tolkninger af hans tanker. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi har hans kampfælle Friedrich Engels berettet, at Karl Marx på sine ældre dage af og til følte sig provokeret til at fastslå: Et er sikkert, jeg er ikke marxist.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

LITTERATUR

TRE ABER

AUSCHWITZ-DAG

– er den mærkværdige titel på en fin lille bog om en opvækst i den jødiske menighed i Göteborg.

27. januar 2012

Fredag den 27. januar 2012 er det igen tid til at mindes og markere de folkedrab, verden har været vidne til gennem tiden. Det er på én og samme tid en oplysende dag, som sætter folkedrabene i perspektiv, og en højtidelig dag, hvor vi mindes de mange ofre. Dagen giver indsigt i de dilemmaer, der er forbundet med folkedrab. Den giver os en dyrbar viden, som er vigtig at tage med for at forhindre, at det sker igen. Årets tema handler om valg. Alle bliver sat overfor valg. Ofre som bødler, personer som samfund. Valgene er udgangspunktet for dagen, hvor fire veloplagte og velbevandrede oplægsholdere fører publikum med sig i refleksivitetens tegn. Men det bliver ikke blot en eftermiddag med en masse ord om alvorlige emner. Københavns Drengekor sørger for at sætte stemningen mellem de forskellige oplæg. ARRANGEMENTET FOREGÅR I GLASSALEN I TIVOLI. DET STARTER KL. 14 OG VARER TIL 15.30. Det nærmere program bliver annonceret i Goldberg, samt på Københavns Kommunes hjemmeside på www.kk.dk/auschwitzdag. Hvis I vil have stof til eftertanke, så husk at reservere dagen. Jeg håber meget, at vi kan markere Auschwitzdagen sammen. Med venlig hilsen

Pia Allerslev Kultur- og Fritidsborgmester

AF SIV OG STEFAN ISAAK

Stephan Mendel-Enk er svensk journalist og forfatter, født i 1974 og opvokset i en familie tilhørende den jødiske menighed i Göteborg. Hans nyeste bog Tre aber er en 13-årig drengs beskrivelse af sin familie i tre generationer: mor-og farforældre, forældre og søskende. Det fremgår ikke af bogens indhold, hvad titlen Tre aber symboliserer. Et oplagt bud vil dog være, at forfatteren henviser til begrebet “de 3 vise aber” med budskabet “se intet ondt, hør intet ondt og tal intet ondt – og du vil ikke selv blive ramt af det onde”! I omslaget betegnes Tre aber som en roman. Det er den ikke – det er en indgående beskrivelse af drengen Jacobs observationer af sin familie, menigheden og den jødiske religion, som den praktiseres i Göteborgs Judiska Församling. Er man, som den ene af denne bogs anmeldere, født og opvokset i Göteborg, genkendes flere af de personer, der bliver beskrevet – og karikeret - i bogen. Forfatteren har uden tvivl et meget nært og indgående kendskab til det miljø, han beskriver. Bogen er underholdende, og det særegne miljø bliver beskrevet med ironi, men også med varme. Familierne er meget optagede af, hvad der foregår i Israel, og de ældre ser antisemtisme i de svenske mediers omtale af den jødiske stat. At Sverige ved Melodi Grand Prix’en i 1978 gav Israel 0 point var således en ren antisemitisk handling! Beskrivelserne af et kosher-måltid og af byens gamle rabbiner er både præcise og uhyre morsomme. Og om fx hans egen bar mitsva, forældrenes skilsmisse, hans mors nye ikkejødiske mand og farforældrenes reaktion fortæller Mendel-Enk både med humor og alvor. Se også denne betragtning over slikposer og østeuropæisk mad:

“

Måske det var det, der udgjorde forskellen mellem vores gud og den kristne. Deres havde børn. Han forstod, at man måtte gøre sig lidt umage, når man havde med unger at gøre. Det var derfor de fik julegaver, og påskeæg og pølser krydret med en form for omtanke. Det eneste tilsvarende, vi havde, var slikposerne vi fik i synagogen en gang om året. Der var altid en mærkelig blanding af slik i de poser. En lille pakke rosiner, en pose jordnødder og en mandarin. Hvad skulle en mandarin dog i en slikpose? Jeg havde mistanke om, at de ulyksalige slikposer var en del af vores østeuropæiske arv. Præcis som de svedige ostemadder vi fik til lørdags-kiddush. Det var kun folk fra Østeuropa, der kunne opfinde et transpirerende stykke smørrebrød. Alle de gamle i menigheden var fra Østeuropa. Resterne af deres kultur var blevet udryddet af krig og forfølgelser. Kun maden havde klaret sig. De havde givet deres børn svenske fornavne for at de kunne tilpasse sig, og de havde forkortet deres efternavne til ukendelighed. Men maden holdt de fast i. Deres identitet kunne de gå på kompromis med, men ikke tørt hønsekød og sure grøntsager. At der efter alle tragedierne stadig eksisterede en levende østjødisk indstilling til mad i slutningen af 1900-tallet, var en historisk bedrift. Det var også et hårdt slag mod evolutionsteorien.”

”

Tre aber foregår i 1980erne, og Stephan Mendel-Enk giver ikke den göteborgske jødiske menighed store chancer for mangeårig overlevelse. Men endnu er der stadig liv i det over 200 år gamle trossamfund trods konflikter, manglende rabbiner og assimilation. Det kan måske undre, at forlaget Tiderne Skifter udgiver denne bog i Danmark, men dels er bogen læseværdig, dels er Göteborg-menighedens situation et billede på mange andre jødiske menigheder i Europa.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

POLITIK

Interiør af Daniel Libeskind

Albert Einsteins lange flirt med zionismen har givet anledning WWW.JEWMUS.DK

til mange overvejelser over, hvorvidt han var zionist, i videnskabens tjeneste. En ny bog giver et bud.

Vinter: Tirsdag-Fredag Lørdag-Søndag

13-16 12-17

Sommer: Tirsdag-Søndag

10-17

Proviantpassagen 6, 1218 København K Telefon 3311 2218

Orientaler En indolent

AF HANS HENRIK FAFNER

JERUSALEM – “Mægtige Broder, her er podiet, som har ventet dig i 2000 år.” Så højstemt formulerede zionistlederen Menachem Ussishkin sig, da han en kold eftermiddag i februar 1923 bød fysikeren Albert Einstein velkommen. Publikum i den tætpakkede samlingssal på politiskolen på Scopusbjerget i Jerusalem kvitterede med stående ovationer.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

FOTO: 3POINT7BILLION.ORG

eller om han lod sig udnytte af zionistbevægelsen

Den efterfølgende halvanden time talte Einstein om sit videnskabelige arbejde, der et par år forinden havde skaffet ham Nobelprisen, og de tilstedeværende spidser fra det jødiske samfund glædede sig over, hvordan den verdensberømte videnskabsmand på denne måde viste den zionistiske sag sin støtte. Einsteins korte besøg i Palæstina er på mange måder kommet til at stå som højdepunktet i hans livslange flirt med den jødiske nationalbevægelse, og hele sagen har i årevis optaget historikerne, hvis tolkning har vaklet mellem at se Einstein som enten overbevist zionist eller zionistledernes kyniske udnyttelse af en videnskabsmand uden virkeligt begreb om livets realiteter. Den israelsk-amerikanske forsker Zeev Rosenkranz er kommet med det seneste bidrag i denne debat. Han er tidligere kurator på Albert Einstein Arkivet i Jerusalem og fungerer nu som seniorredaktør ved The Einstein Papers Project på California Institute of Tech-

nology. I den funktion har han ansvaret for Einsteins ikke-videnskabelige materiale og har ikke mindst været dybt nede i hans dagbøger og andre personlige optegnelser. Det er blevet til en bog, hvor Rosenkranz søger at give et bud på Einsteins forhold til zionismen og zionismens forhold til Einstein. ”Min konklusion er, at Einstein ikke var zionist,” siger Zeev Rosenkranz, da han møder Goldberg i en hotellobby i Jerusalem. ”Men han støttede visse zionistiske mærkesager og en række repræsentanter for zionistbevægelsen, når deres interesser overlappede hans. Flere steder i hans skrifter bruger han formuleringen min zionisme, og det er efter min opfattelse blevet fejlfortolket. De ord brugte han ikke som beskrivelse af sig selv, men som betegnelse for de af hans projekter, som havde fælles berøring med zionistbevægelsen. Vi ser nemlig også, at han ikke på noget tidspunkt har anvendt formuleringen jeg er zionist.”

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

POLITIK

Einstein forsøgte i mange år at komme overens med tanken om jødisk nationalisme, men det lykkedes ham aldrig. Han betragtede nationalisme som forkert og menneskefjendsk og var forfærdet over at se, hvordan højtuddannede mennesker kunne falde for den nationalchauvinisme, som han havde set udfolde sig i Tyskland under Første Verdenskrig. ”Men det hang nok først og fremmest sammen med, at både krigen og også nationalismen som sådan kappede de internationale bånd, som Einstein så som afgørende for det globale videnskabelige miljø,” forklarer Rosenkranz. ”Af den årsag opfattede Einstein sig selv som internationalist og havde af principielle grunde svært ved at kapere zionismen.”

TYSKE LANDSBYJØDER Men for at forstå denne side af Einstein anbefaler Zeev Rosenkranz at kaste et blik på videnskabsmandens tidligste år. Han kom til verden i 1879 i en slægt med rødder i landsbyen Buchau nær den sydtyske by Ulm. Landsbyjøderne, som denne befolkning kaldtes, adskilte sig afgørende fra de jødiske befolkninger i byerne. Einstein stod aldrig bar mitsva, og familien levede fuldstændig integreret med de øvrige bondefamilier på egnen. De følte sig som tyskere på lige fod med alle andre. ”Han mødte først antisemitismen senere i opvæksten, da familien var flyttet til München,” fortæller Zeev Rosenkranz. ”Han blev mobbet på vej til skole. Det var ikke så alvorligt, men drengen fik en følelse af at være anderledes.”

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Han kunne dog snart lægge dette bag sig, for familien flyttede videre. Denne gang til Italien, og ikke på grund af antisemitisme; faderen havde uden større held slået sig på handel, og en konkurs tvang ham til at søge andre steder hen. Denne påtvungne flytning over landegrænser fik den unge Einstein til at betragte nationale skel som ubetydelige, og på et senere tidspunkt var det derfor en enkel sag for ham at tage ophold i Schweiz, af den simple grund at landet bød på de bedste uddannelsesmuligheder for en ubemidlet ung mand. Og i samme ånd tøvede han heller ikke med at antage schweizisk statsborgerskab, af rent praktiske grunde. ”Han så sin internationalisme løbe ind i problemer, da han under Første Verdenskrig oplevede den tyske nationalisme i Berlin. Han havde sikret sig et godt job ved universitetet og bevidnede her både antisemitismen og de ekstreme udtryk af tysk nationalisme. Det var i den tid, Einstein for første gang begyndte at længes efter et isoleret sted, et sted, hvor han kunne blive fri for den sindssyge, der rasede omkring ham. Hvis der blot fandtes en ø for de medmenneskelige og de klarhjernede, skrev han eksempelvis i sin dagbog, og vi ser ham flere steder fortvivle over, at der ikke fandtes et kloster i Europa, hvor han og ligesindede kunne isolere sig fra omverdenen for i ro at hellige sig videnskaben.”

UNIVERSITETET I JERUSALEM Det er denne trang til at kunne lukke sig ude fra en brutal og afstumpet ver-

den, der gjorde Einstein modtagelig for zionistbevægelsens tilnærmelser. Det begyndte allerede at ske under verdenskrigen, hvor Einstein selv var kommet til den konklusion, at det jødiske folk måtte besidde noget særligt, som det kunne bidrage med til menneskehedens bedste. ”I slutningen af 1917 overvejede Einstein, om det ikke var at foretrække, hvis Europa simpelthen ødelagde sig selv,” forklarer Zeev Rosenkranz og læner sig forover med et let smil om munden. ”Og sideløbende med disse tiltagende, anti-europæiske følelser ser vi tegn på, at Einstein i stigende grad begyndte at se sig selv som ikke-europæer. I et brev fra den tid beskriver han sig selv som ”en indolent orientaler”, hvilket er en klar reference til hans jødiske rødder.” Da zionistbevægelsen i tiden efter verdenskrigen kom til ham med et projekt, der nødvendigvis måtte interessere ham, var Einstein derfor ikke vanskelig at overtale. Projektet var et universitet i Jerusalem, og blandt initiativtagerne var den britiske zionistleder, der senere skulle blive Israels første præsident, kemikeren Chaim Weizmann. Og da Einstein hørte, at flere andre af Europas jødiske intellektuelle havde stillet sig bag projektet, lod han sig hverve. ”Alt var med henblik på videnskaben,” siger Rozenkranz videre. ”Han så, hvordan navnlig østeuropæiske universiteter diskriminerede mod jødiske studerende, og han vidste også, at der i de jødiske kolonier i Palæstina var unge mænd og kvinder, som kunne gøre god

Mens Einsteins internationale agtelse voksede og blev kronet med Nobelprisen i 1921, blev han i stigende grad et godt kort i hænderne på zionistbevægelsens aktører. FOTO: MIXOPLANET.COM

brug af en universitetsuddannelse. Og i hele det forhold så han Det Hebraiske Universitet som det kloster, hvor jødiske intellektuelle kunne finde det fristed, han selv havde savnet i mange år.”

SKUFFELSEN OVER PALÆSTINA Mens Einsteins internationale agtelse voksede og blev kronet med Nobelprisen i 1921, blev han i stigende grad et godt kort i hænderne på zionistbevægelsens aktører. De sendte ham på en højprofileret foredragsturne i USA for at skabe opmærksomhed og rejse penge til sagen, og højdepunktet på denne indsats kom, da man fik ham overtalt til, sammen med sin kone, at besøge de jødiske kolonier i Palæstina og dér besigtige planerne for grundlæggelsen af Det Hebraiske Universitet. ”Einstein valgte at gøre det i forlængelse af en foredragsturne i Japan,” siger Rosenkranz. ”Vi kan læse i hans dagbøger, at han ikke betragtede det som en rejse i sig selv, men som et stop på hjemvejen fra rejsens egentlige formål. Det ligner et personligt forsøg på at skyde besøgets vigtighed lidt til en side, at lægge lidt afstand til besøgets zionistiske indhold.” Det kom til at forme sig ved, at ægteparret Einstein gik fra borde, da passagerdamperen efter at have passeret Suezkanalen lagde til kaj i Port Said. Herfra tog de toget til Kantara længere mod syd og efter en overnatning videre med tog til Lydda, hvor en delegation fra det jødiske samfund modtog dem. I sin dagbog indrømmede Einstein ved flere lejligheder, at han var dybt rørt over, hvad han så, og han syntes, at

Genesaret Sø havde en slående lighed med søen ved Genéve, hvor han havde tilbragt sine studieår. Da højdepunktet kom med talen på Scopusbjerget, kunne han heller ikke lade være med at udtrykke sin glæde over ”at holde foredrag i landet, hvor Toraen og lyset udsprang til hele den oplyste verden, og i det hus, som snart skal blive til et center for visdom og videnskab for alle Østens folk.” ”Men samtidig mistede Einstein nogle illusioner under det korte besøg,” slutter Zeev Rozenkranz. ”Han viste stor beundring for landets unge indvandrere og den energi, de lagde i at opbygge et nyt land. Men man kan godt læse antydninger af, at han godt vidste, at hans værter præsenterede ham for et glansbillede. Han skriver med forfærdelse over sit møde med landets gamle, ultraortodokse befolkning – han skriver om et ynkværdigt syn af folk med en fortid og uden nutid, og vi ser også flere tegn

på, at han havde en ganske god forståelse af den konflikt mellem landets jøder og arabere, som lurede lige under overfladen.” For Zeev Rosenkranz virker det derfor, som om Albert Einstein tog endelig afsked med zionismen under sit besøg i Palæstina. Han indså sin egen beundring for, hvad der blev opbygget, og han glædede sig også over at se Det Hebraiske Universitet oprettet i 1925. Men han følte aldrig nogen trang til at bosætte sig i landet, som han betragtede som ”et snævert fængsel”. Selvom han anså zionismen som en anden slags nationalisme, var han for meget internationalist til at kunne gøre den til sin sag.

ZEEV ROSENKRANZ: EINSTEIN BEFORE ISRAEL. ZIONIST ICON OR ICONOCLAST? PRINCETON UNIVERSITY PRESS, 2011

Einstein mistede nogle illusioner under det korte besøg. Han viste stor beundring for landets unge indvandrere og den energi, de lagde i at opbygge et nyt land. Men man kan godt læse antydninger af, at han godt vidste, at hans værter præsenterede ham for et glansbillede. GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

SAMFUND

“ Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil

med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.

”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

POLITISK KOMMENTAR AF ANDERS JERICHOW

Vi lever i et hæmningsløst land Ja, vi skal beskytte os selv mod spredning af racisme. Men nej, religioner skal ikke beskyttes mod blasfemi. Sådan lød det glasklare svar, da Dansk PEN lavede en ’folkeafstemning’ under årets Bogforum i København. Flere end 1000 gæster på Bogforum deltog i afstemningen. I alt 85 procent sagde, at ”mindretal af etnisk, racemæssig, religiøs og seksuel karakter (skal) beskyttes mod spredning af ringeagt/ dæmonisering”. Næsten det samme flertal – 82,6 pct. – sagde nej til, at ”religioner og religiøse dogmer (skal) beskyttes mod kritik og satire”. Især det sidste spørgsmål vakte en livlig debat omkring afstemningen. Mange ville gerne have sagt højlydt, at de ikke nødvendigvis brød sig om hån, spot og latterliggørelse af religioner, selv om de ville stemme for, at det principielt skulle tillades at kritisere religion og religiøse forestillinger. I en ny bog om politiske bladtegninger har jeg spurgt Bent Melchior, tidl. overrabbiner, om samme sag. Han kalder sig ”ikke tilhænger af blasfemiparagraffen” og gør opmærksom på, at han ikke har noget imod satire vendt imod religiøse dogmer. Men det har en forudsætning, siger han – og hvilken? Melchior: At ”det ikke lægger tilhængerne af religionen for had. Man må altså godt latterliggøre ideer – i stærk modsætning til individer, der må være beskyttet mod hån, spot” osv. Jeg prøvede at spørge en stribe internationale stjernetegnere, hvordan de har det med tegninger af det religiøse. Én af dem, britiske Martin Rowson fra The Guardian, kalder politiske bladtegninger for en slags ’woodoo’. De rammer over lange afstande med et spidst våben, i hans tilfælde en pen. Han kaldes ’seriekrænker’ og er stolt af det. Men hans princip er, at våbnet altid skal sigte mod mennesker med mere magt, end han selv har. ”Satire handler jo om at trøste de ramte og ramme de privilegerede … Hvis jeg brugte cartoons mod folk med mindre magt end mig selv, ville det have karakter af aggression eller mobning, som jeg finder usympatisk”. Han accepterer derfor, at ’hate speech’ skal være uacceptabelt. Og Rowson, der er formand for British Cartoonist Association, er tilhænger af, at loven skal sætte grænser for opfor-

dring til vold og udspredelse af racisme og opmuntring til had på grund af folks etniske eller religiøse eller seksuelle baggrund”. Han er personligt fuldblods ateist. ”Selv hvis Gud beviste sin eksistens, ville jeg stadig ikke tro på ham”, skrev han engang i The Spectator. Der var en præst, som bad ham forklare, hvordan religion da er blevet et universelt fænomen i alle menneskelige samfund. Rowson bad til gengæld præsten forklare, at det også er blevet et universelt fænomen at have hunde som kæledyr. Rowson fatter det ikke, heller ikke dét med hunde. Men han mener, at ”det er med hunde ligesom med guder – i det store hele må man holde ejerne ansvarlige”. Jeg talte også med Zubair Butt Hussain, økonom og talsmand for Muslimernes Fællesråd. Han siger, at ”ytringsfrihed er nærmest blevet en religion i Danmark – i denne moralske forstand er det blevet et land uden hæmninger. Og en hensynsløs brug af ytringsfriheden kan slippe had og negative attituder løs”. Han beder hverken om love eller censur. Han bryder sig bare ikke om bladtegninger, der krænker mennesker eller mobber mindretal – uanset om det er lovligt eller ej”. De to – Melchior og Butt Husssain – mener, at empati, evnen og viljen til at sætte sig i andres sted, nærmest er blevet et tabu i Danmark. Det må være den dårligste anbefaling, Danmark nogen sinde har fået. Kan man tænke sig en ringere karakter end hverken at have vilje eller evne til at sætte sig i andres sted? Kan man forestille sig noget lavere end at sætte sin egen ret til at mobbe højere end udsatte menneskers ret til ikke at blive mobbet? Lyder det ikke skamfuldt, hvis et underskud af empati skulle være specielt ’dansk’? Melchior og Butt Hussain ønsker ikke loven skærpet, men foretrækker at overlade de moralske overvejelser til den enkelte borger, også den enkelte bladtegner. Det lyder enkelt. I praksis er det meget sværere at insistere på personligt ansvar – at vi skal kunne styre os, hver især. Ud med forbud mod blasfemi. Ind med sund fornuft.

DELTAG I BEBATTEN! Er du ikke enig i den politiske kommentar? Deltag i debatten på www.goldberg.nu

cathleen schine

natasha solomons

“Som den ægte vare … en sprudlende, særdeles læsværdig genopfindelse (af Fornuft og følelse) med alt hvad der hører til af kærlighed, smukke omgivelser, onde stedmødre, eskapisme og rørende portrætter af mødre, døtre og søstre, som vil ramme kvinder i alle aldre.”

Kort før Anden Verdenskrig flygter Jack og Sadie Rosenblum med deres lille datter fra Berlin til London. Da de går i land i Harwich, får de udleveret en pamflet fra den Tysk-jødiske hjælpekomite. Den fortæller, hvordan man bliver en rigtig englænder, og Jack følger listen slavisk. Men han møder et utal af forhindringer. Ikke mindst fra sin kone Sadie, som ustandseligt bager tyske kager for at mindes dem, de lod bag sig. En varm, underholdende og charmerende roman om den svære kunst at falde til, om eksil og kærlighed, og om at bryde op og finde hinanden på ny.

De tre Weismanns fra Westport THE TIMES

“En sprudlende, morsom, klog og dybt rørende roman.” NEW YORK TIMES

samuel rachlin

edith hahn beer

“Det er ikke så mange danskere forundt at have oplevet Stalins død midt i tyrannens eget land. Men det har Samuel Rachlin. I en ny bog, Mig og Stalin, indleder den tidligere journalist sine 12 essays med erindringen om denne begivenhed.”

Naziofficerens hustru er et utroligt vidnesbyrd om en jødisk kvindes kamp for at overleve. Som tvangsarbejder under umenneskelige forhold, siden i et desperat forsøg på at udfylde rollen som arisk tysk husmor – og til sidst for igen at finde sig selv efter krigen.

Mig og Stalin INFORMATION

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Mr. Rosenblums liste

Naziofficerens hustru

FILMANMELDELSE

Drengen ved brættet.

BOBBY FISCHER

MOD VERDEN AF DAN H. ANDERSEN

Bobby Fischer. Instruktøren Liz Garbus’ film fortjener stor ros, for måske er det her, i de korte filmklip fra mesterens liv, at der anes en forklaring på, hvorfor det gik så galt for en karriere, der begyndte så godt.

Bobby Fischer var vidunderbarnet fra Brooklyn. Søn af en enlig mor, en politisk aktivist, som blev overvåget af FBI. En skakkens Mozart, der som barn besejrede voksne mestre og blev USAmester som 14-årig. I 1972 vandt han over russeren Boris Spasski i en match i Island, der som ikonisk sportskamp er blevet sammenlignet med Muhammad Alis The Rumble in the Jungle mod George Foreman i 1974. En amerikaner havde besejret den sovjetiske skakmaskine og frataget det kommunistiske moderland det prestigefyldte skakmesterskab. Skak var på alles læber. Verden stod åben for Bobby Fischer. Men i stedet begyndte en spiral, som sluttede med et eksil i Island. Bobby Fischer spillede ikke et eneste alvorligt parti i 20 år. Hans ultimative krav om betingelserne for VM-matchen i 1975 blev ikke opfyldt, og den kompromisløse Bobby Fischer fik frataget sin titel. Han forsvandt længere og længere ned i ensomhed og særhed. Indtil han pludseligt dukkede op i 1992 til en ”revanchematch” mod Boris Spasski. Præmiesummen var på fem millioner dollar, og Bobby Fischer vandt, men prisen var høj: Matchen blev

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

spillet i det sanktionsramte Jugoslavien, og da Fischer på en pressekonference bogstavelig talt spyttede på et brev fra det amerikanske udenrigsministerium, som advarede ham mod at spille, blev han en jaget mand.

ANTISEMIT Tilbage i begyndelsen af 1960erne var Fischer kommet med antisemitiske udtalelser, skønt begge hans forældre var jøder, men efter matchen i 1992 blev de grovere og kombineret med hadske udfald mod USA. USA var a farce controlled by dirty, hook-nosed, circumcised Jew bastards. I hans bogsamling indgik både Zions Vises Protokoller og standardskrifter om Illuminati (Et hemmeligt selskab fra Bayern, som ikke har eksisteret siden midten af 1780’erne) og ”den jødiske verdenssammensværgelse”. Bobby Fischer kunne ikke vende hjem til USA, og det blev ikke glemt, at han få timer efter angrebet på USA den 11. september 2001 i et radiointerview på Filippinerne jublede over, at USA nu havde fået, hvad landet fortjente. Glemt blev heller ikke det ”fanbrev”, han skrev til Osama bin Laden. Den 13. juli 2004 blev han anholdt

i Japan og fængslet for at blive udleveret til retsforfølgelse i USA. Redningen kom fra Island, hvor man valgte at glemme Fischers udtalelser og blot huske, at han i 1972 havde gjort øen kendt i hele verden. Fischer blev gjort til islandsk statsborger og levede sine sidste tre år på øen, indtil han døde den 17. januar 2008. Mange bemærkede, at han blev 64 år. Der er 64 felter på et skakbræt. Mange kender disse hovedtræk i Bobby Fischers dramatiske historie. Men Liz Garbus’ fremragende dokumentarfilm fra 2011 fylder den ud med interviews og en mængde dybt interessante fotografier og filmstumper. Man skal være varsom med sandhedsværdien i erindringer fra folk, som udtaler sig om begivenheder, der har fundet sted mange år eller årtier tidligere, og bipersoner vil ofte have en tendens til at rykke sig selv ind i centrum og blive heltens specielle ven og støtte. Men i Liz Garbus’ film er de interviewede generelt respekterede mennesker, som der ikke er nogen grund til at mistænke for bevidst at bøje kendsgerningerne. Det er et rystende skue, fordi vi ser

FOTO: POLFOTO

Bobby Fischer against the world er titlen på en dokumentarfilm fra 2011 om skakgeniet over dem alle:

billederne. Vi begynder med den generte teenager, der netop har vundet sit første USA-mesterskab. Den sejrende mester i skræddersyet jakkesæt, der efter matchen på Island interviewes af journalisten Dick Cavett. Nu skal han sandelig spille skak, siger han. Som tilskuere ved vi, at han de næste 20 år ikke vil spille skak.

DEN SIDSTE PRESSEKONFERENCE Og så klippet fra Island i 2004. Fischer er ankommet aftenen før, er blevet klippet og barberet. En forhutlet mand med et gråt overskæg. Intet jakkesæt, men blå jeans, blå skovmandsskjorte og baseballkasket. Hans tænder er dårlige, huden usund. Her er filmens stærkeste scene. Blandt journalisterne er Jeremy Schaap. Hans afdøde far var sportsjournalisten Dick Schaap, som havde været en slags faderfigur for den 12-årige Bobby. Han tog ham med til baseball. Men Dick svigtede Bobby, som de alle gjorde. Dick Schaap skrev i en artikel, at Fischer var sindssyg. Nu ser vi, hvordan Bobby Fischer kigger på Jeremy Schaap. Måske har han stillet ham spørgsmål før, måske

genkender han ham. Er han Jeremy Schaap? Han får et bekræftende svar. Er hans far Dick Schaap? Ja. ”Jeg kendte din far,” siger Fischer. ”Han angreb mig meget hårdt. Han sagde, jeg var sindssyg. Det glemmer jeg ikke.” Nogle ler nervøst, og Jeremy Schaap siger, at han ikke tror, hans far mente det bogstaveligt. ”Han sagde det”, siger Fischer. ”Hvad han end mente, så sagde han det. Det er meget ondskabsfuldt.” Fischer drikker lidt vand og fortsætter: ”Han var jøde, ikke?” ”Jo.” ”Nemlig”. ”Som du er.” ”Virkelig?” Pressekonferencen fortsætter, og alle vil gerne spørge om noget andet. Om eksverdensmesteren Kasparov, om Fischer kan lide sild, men Fischer kan ikke

glemme Schaap. Han vender tilbage til Jeremy Schaap. Siger, at Dick Schaap havde været en slags faderskikkelse for ham. Taget ham med til baseball. Og så havde han vendt sig mod ham ”som en typisk jødisk slange”. Havde Jeremy Shaap læst, hvad hans far havde skrevet om ham? At han var sindssyg. Efter lidt ordveksling falder bomben: Schaap: ”Jeg ved ikke, om du har gjort meget her i dag, som modbeviser noget som helst, han har sagt.” Schaap går. Alle er tavse. Fischer rører sig ikke. Kameraet zoomer ind på ham. Et halvt minut går. Det utænkelige er sagt. Måske indså Fischer i et knivskarpt øjeblik, at det var sandt. Og islændingene vidste, at de aldrig fik Bobby fra 1972 tilbage. Han var forsvundet. Tilbage var et sygt menneske.

SKAK OG KUNST En anmelder af filmen har skrevet, at i modsætning til kunst og videnskab efterlader skakgenierne ikke noget. At skak forbr uger så meget menneskelig energi og efterlader intet. Sådan kan kun en ikke-skakspiller skrive. Skakspilleren efterlader sine partier, som oftest er fyldt med større eller mindre fejl, men også er vidnesbyrd om kamp og beslutsomhed. Enkelte gange lykkes det at skabe partier eller vendinger af stor skønhed. Bobby Fischer efterlod mange af dem. De er hans monument, hans malerier, hans symfonier. Man vil gerne huske dem og glemme resten.

En skakkens Mozart, der som barn besejrede voksne mestre og blev USA-mester som 14-årig. GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

GENRE · TITEL FEATURE

Hvis man ikke drak Coca-Cola, kunne man være sikker på at blive betragtet som uamerikansk

Dette er en hyldest til en rabbiner og social aktivist, som sørgede for at Coca-Cola blev kosher.

ILLUSTRATION: JEANNE G. KEMPINSKI

En rabbiners STORE FORTJENESTE

AF SAMUEL G. FREEDMAN

Rabbiner Tuvia Geffen, æret være hans minde, blev født i Kovno, Litauen i 1870 og fik sin uddannelse ved den berømte Slobodka Yeshiva. Efter en bølge af pogromer i Litauen immigrerede Geffen i 1903 til New York, og syv år senere flyttede han til Atlanta og blev rabbiner for Shearith Israel, en lille ortodoks jødisk menighed, der havde til huse i en faldefærdig bygning, som tidligere havde været methodistkirke. I løbet af de første årtier af sin karriere ved Shearith Israel oprettede rabbiner Geffen den første jødiske religionsskole i Atlanta og førte tilsyn med menighedens rituelle bad.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Han bakkede op om Leo Frank, en lokal jødisk mand, der blev uretfærdigt anklaget for mordet på en ung kristen pige. Da Frank i 1915 blev hængt ved en selvtægtsaktion udført af gruppe lokale mænd, beroligede rabbiner Geffen sin skræmte menighed og overtalte dem til ikke at flygte fra Sydstaterne. I sin Pesach-prædiken i 1925 angreb han velformuleret og forudseende den amerikanske Kongres for at have vedtaget immigrations-restriktioner, der “med ét smækkede landets porte i for de omstrejfende, de fremmede og dem, der vandrer i mørke fra sted til sted.” Allerede så tidligt som i 1933

advarede han mod Nazi-regimet i Tyskland. Og længe før feminismen blev udbredt, talte han de ortodokse jødiske kvinders sag, når deres hævngerrige ægtemænd nægtede at udfærdige religiøse skilsmissedokumenter til deres koner, der ønskede ægteskabet opløst. Men alle disse fortjenester er ikke grunden til, at vi ønsker at mindes rabbiner Geffen i dag, over 40 år efter hans død. Nej - vi vil hylde ham for hans mest uforudsigelige og samtidig mest varige og mest betydningsfulde bidrag: Det er rabbiner Geffens fortjeneste, at Coca-Cola blev kosher.

UAMERIKANSK Både de religiøse jøder, der i dag gennemstøver supermarkedshylderne for at finde Coca-Cola med godkendelsesstempel fra Den ortodokse Union, men også Cola-fans af en hvilken som helst religion eller sågar ateister, der leder efter de samme colaflasker med den foretrukne gammeldags smag af rørsukker, står alle i taknemmelighedsgæld til rabbiner Tuvia Geffen.

Geffen med det lange skæg og de runde “sygekassebriller”, der talte engelsk med yiddish accent, var en mand, der udadtil symboliserede “Den gamle Verden”. Men han var den person, der på grund af geografiske tilfældigheder og et uventet klarsyn tilpassede Coca-Colas hemmelige formel, så denne ikoniske

drik blev kosher. Han sørgede endog for, at den i dag kan fås i hele to kosherudgaver: én version til hverdagsbrug og én version til den årlige ugelange Pesach-periode, hvor kosher-kravene er yderligere skærpede. Indtil den dag idag er hans rabbinske responsum - på hebraisk teshuvah - vedrørende dette emne forblevet den gældende standard. Men denne afgørelse gjorde meget mere end blot at løse et problem omkring religiøse spiselove. En generation efter at Leo Frank var blevet lynchet, et årti efter at Kongressen havde smækket de gyldne porte i midt under de tidlige faser af Hitlers folkemord, blev kosher Coca-Cola til et magtfuldt symbol på amerikanske jøders stilling i det amerikanske samfund. “Rabbiner Geffen forstod virkelig betydningen af dette,” siger Marcie Cohen Ferris, der er professor i amerikanske studier ved North Carolina Universitetet og specialist i jødernes liv i sydstaterne. “Man kunne ikke opholde

sig et bedre sted end i sydstaterne for at forstå dette: Hvis man ikke drak CocaCola, kunne man være sikker på at blive betragtet som uamerikansk.”

EN MINORITETS SÆRLIGE PROBLEMER Man kan også betragte samspillet mellem jøderne og Amerika fra en anden synsvinkel. Rabbiner Geffens løsning af Coca-Cola-problemet gik ikke ud på, at jøder skulle glemme alt om kosher-regler og forsvinde ind i smeltediglen. Men det var heller ikke hans hensigt totalt at fordømme modernismens åndelige forurening, der gav sig udtryk i nydelsen af en sodavand. Et halvt århundrede før det “multikulturelle” samfund holdt sit indtog, bestod hans svar i at overbevise majoriteten om, at den skulle tage stilling til (og løse) en minoritets særlige problemstillinger. Som en nutidig ortodoks rabbiner, Adam Mintz, skriver i et essay om Geffen og Coca-Cola: “Under kampen for at finde deres ståsted i et land, der

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

FEATURE

STEPHAN MENDEL-ENK TRE ABER ILLUSTRATION: JEANNE G. KEMPINSKI

ofte var fjendligsindet mod deres religion, respekterede og værdsatte de amerikanske jøder de rabbinere, der bestræbte sig på at inkludere dem i den ortodokse lejr, og ikke blot fordømte dem som syndere. Selvfølgelig ville Geffens metoder ikke have været effektive, hvis han ikke havde været så overbevist om sine egne overtalelsesevner.”

En del andre rabbinere havde allerede godkendt Coca-Cola som kosher – uden at de kendte dens hemmelige formel. Og masser af amerikanske jøder drak Coca-Cola uden at interessere sig for, om den var kosher eller ej. “Eftersom det er blevet et uoverkommeligt problem at overtale det store flertal af jøderne til at afstå fra at nyde denne drik,” skrev rabbi Geffen i sit responsum, “har jeg gjort et alvorligt forsøg på at finde en metode, hvorved jeg kan tillade dens brug. Med Guds hjælp er det lykkedes mig at finde en pragmatisk løsning.” Hvis vi et øjeblik sætter Guds hjælp til side, må vi påpege, at rabbiner Geffen fik betydelig jordisk assistance fra Coca-Colas advokat Harold Hirsch,

GOLDBERG · #27 #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Svensk perle af en roman om en jødisk familie i den svenske diaspora. Året er 1987. Vi er i Göteborg. Jacob er 13 år. Men lige efter hans Bar mitzvah vælger hans mor at skifte hans far ud med en anden mand. Og hans bedsteforældre til begge sider holder op med at tale med hinanden. Og det værste er endnu ikke forbi. Nostalgi blandes med ironi i disse humoristiske scener fra en opvækst i Göteborgs jødiske miljø anno 1987. Men Tre aber rummer også tragedie, sorg og splittelse.

DEN HEMMELIGE FORMEL Vi kan dog med nogen sikkerhed hævde, at det var problemet, der valgte rabbiner Geffen snarere end omvendt. Så tidligt som i 1925 modtog han, der var anerkendt som den ortodokse myndighed i Coca-Colaens hjemby, forespørgsler fra andre rabbinere vedrørende drikkens kosher-status.

Roman 160 sider, 225 kr.

der selv var jøde fra Atlanta. Gennem Hirsch fik rabbiner Geffen adgang til virksomhedens Allerhelligste og fik udleveret Coca-Colas hemmelige formel. Udstyret med denne formel kunne rabbineren identificere de stoffer, der gjorde colaen ikke-kosher. Det meste af året drejede det sig kun om glycerinolie, der var udvundet af oksetalg. Til Pesach var der dertil problemer med et sødemiddel, der var produceret af korn. I sit responsum skjulte rabbiner Geffen de nøjagtige ingredienser bag hebraiske eufemismer, men forklarede dog nøje, hvilke ændringer der var påkrævet. Glycerinen kunne erstattes med olie udvundet af kokosnødder eller bomuldsfrø. I stedet for korn-derivatet kunne man anvende rør- eller roesukker.

ØKUMENISK TAKNEMMELIGHED Kosher-til-Pesach udgaven af CocaCola bliver nu produceret under opsyn af rabbinere i en række tappeanlæg, der betjener store jødiske befolkningscentre, fx i New York, Florida, California og Houston. Et antal andre producenter af drikkevarer har fulgt Coca-Cola ind på kosher-

markedet, både den almindelige udgave til hverdagsbrug og den mere restriktive til Pesach. Og hvad enten de er troende eller ateister, ser rigtige Coca-Cola-fans med længsel frem til Pesach af deres egne kultiske årsager: I Pesach-perioden bliver colaens almindelige sødemiddel, højfruktose korn-sirup, erstattet med røreller roesukker. Men kosher-til-Pesach Coca-Cola er ikke altid let at få fat i. Moshe Feder, redaktør af science fiction-bøger og fantasy-fortællinger, kørte fra sit hjem i Queens rundt til seks forskellige supermarkeder, før det lykkedes ham at finde fire toliters flasker med Pesach-Cola. Fortællingen om hans cola-jagt dukkede en aften op ved et seder-selskab. Værten, en jødisk mand, havde aldrig hørt om forskellen mellem almindelig cola og Pesach-cola. Men to af gæsterne, der begge var katolikker, vidste alt om problemet, forklarede hr. Feder. Rabbiner Geffen, af salig ihukommelse, hvem ville have gættet, at du var så økumenisk?

”Der gemmer sig en gåde - ja, faktisk flere - i Stephan Mendel-Enks bittersøde og dragende roman, som på bare 157 sider graver dybt i det mysterium, det er at være en familie trods alle modsætninger. Og som får sin læser til at sprutte af latter undervejs, selvom det egentlig er en vemodig fortælling.” - Weekendavisen

”En anden svensk roman med samme elegance var Mikael Niemis Populærmusik fra Vittula. Stephan MendelEnks Tre aber fortjener samme store læserskare og vil helt sikkert få det.” – Dagens Nyheter

TIDERNE SKIFTER

FØRST BRAGT I NEW YORK TIMES, APRIL 2011 OVERSAT FRA ENGELSK AF YAEL ENOCH

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

LITTERATUR

FOTO: ISTOCKPHOTO

AF ALLAN SILBERBRANDT

DEN TID VI LEVER I Der er mennesker, som i kraft af deres udstråling og væsen kan ændre dit liv. De fortæller om deres oplevelser, så du ser dig selv i et andet lys. De tackler vanskeligheder eller udfordringer på en måde, du ikke kunne forestille dig. De fortæller dig, at det problem, du troede var stort, i virkeligheden ikke betyder noget. Sådan et menneske er Ulla Terkelsen. Og lad det være sagt med det samme: Ulla er min kammerat og har været det siden den 25. november 1986. Hvordan kan jeg være så sikker på datoen? Fordi det første møde med Ulla bliver stående i erindringen. Man husker simpelthen, hvor og hvornår hun trådte ind i ens liv. For mig var den dag altså den 25. november for præcis 25 år siden på Q Street i Washington, hvor Ulla boede dengang.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Hun var korrespondent for DR, og jeg var helt ny i byen som korrespondent for Politiken. Jeg havde af forskellige grunde kortvarigt ikke noget sted at bo. Ulla havde masser af plads. Bare lad ham komme, havde hun sagt til en fælles ven. Han kan bo i mit gæsteværelse. Og derfor stod jeg en mørk aften med min kuffert og bankede på Ullas dør. Da den gik op, og lyset strømmede ud på gaden, stod hun indenfor med en flaske champagne i den ene hånd og to glas i den anden. Velkommen til USA, næsten råbte hun begejstret. Og den aften begyndte en dialog, som stadig varer ved om USA, Europa, journalistik, Gud, jøder, kristne og meget, meget andet. Vi kom senere til at arbejde tæt sammen, da Ulla Terkelsen blev TV 2's første nyhedschef og ansatte mig som sin souschef. Og her fortsatte vores dis-

kussioner, mens Ulla fortalte historier om mennesker og begivenheder og de overvejelser, hun gør sig om den tid, vi lever i.

”JØDERNE KOMMER!” Derfor er der grund til at gøre opmærksom på den bog, der udkom for nylig, hvor Ulla Terkelsen fortæller nogle af historierne fra sit liv. Den er skrevet i samarbejde med en anden begavet journalist, Andreas Fugl Thøgersen - og man genkender Ulla Terkelsens sproglige kadence og fortælleevne i hver eneste af anekdoterne. Man kan følge mange tråde i det liv, som lægges frem i bogen. En tråd er politisk. Fra ungkommunist i Århus til fritænkende, liberal verdensborger. En anden tråd er oprøret mod konformitet og kønspolitisk vanetænkning. Og en

tredje tråd er fascinationen af det jødiske folks historie. Derfor er en af de første historier, hun fortæller i sin bog, en reportagerejse i starten af 90erne til Ukraine via Polen for at fortælle om jødernes tilbagevandring, så at sige, fra det opløste sovjetimperium tilbage til Tyskland og især Berlin. Det blev til et bevægende dokumentarprogram på TV 2 med titlen ”Jøderne kommer!”. Men interessen for det jødiske var grundlagt mange år tidligere, hjemme i Århus. Det var i slutningen af 40erne, og Ullas forældre var en del af et netværk, som hjalp nogle af de flygtninge, der var kommet til Danmark efter krigen. To af dem Irene og Hannelore Wolfsohn - havde overlevet kz-lejrene og var altså endt i Århus. ”Jeg kan huske, hvordan de så ud, helt anderledes end os. Jeg kan huske fremmedartetheden, og at jeg fandt den tiltrækkende. Jeg har altid senere befundet mig bedst på steder med mange forskellige slags mennesker, racer og nationaliteter. Hvis alle ser ens ud og snakker samme sprog, får jeg klaustrofobi”, står der i bogen.

INGEN TID TIL SMALLTALK Og man må sige, at Ulla Terkelsen forstår at undgå klaustrofobi. Hun bor formelt i Paris, men et slag på tasken, så rejser hun mindst 300 dage om året. Også når hun holder ferie. Og der er ingen tvivl om, at jo mere kosmopolitisk et sted er, jo bedre trives

Hun bor formelt i Paris, men et slag på tasken, så rejser hun mindst 300 dage om året. hun. Derfor er hendes foretrukne byer New York, London, Berlin, Paris, Tel Aviv. Og de konflikter, hun helst dækker, har et element af ikke bare politik, men også religion. Derfor tiltrækkes hun af Mellemøsten, fordi hun forstår den konflikt bedre end de fleste. Derfor analyserer hun i bogen også skarpt udviklingen på den danske venstrefløj fra at have været pro-israelske kibbutznikker til at være anti-israelske pro-palæstinensere. Og årsagen finder hun i krigen i 1967, hvor Israel blev angrebet af sine naboer. ”Men fordi israelerne forsvarede sig med held, blev de upopulære. (...) Omvendelsen krævede en kraftigt udviklet dialektisk sans. De forhold, der tidligere havde været blandt årsagerne til det pro-israelske engagement, blev nu tilsidesat som uvæsentlige. Nu hed det sig, at ”et undertrykt folk har altid ret”, vel at mærke ikke jøderne mere, men araberne. Uanset hvad.” lyder det i Ulla Terkelsens udlægning.

Ulla Terkelsen er en af vor tids store journalister og øjenvidner til verdens forandring.

Ulla Terkelsen er en af vor tids store journalister og øjenvidner til verdens forandring. Fra opbruddet i Europa efter Murens fald til krigen i Afghanistan og senest det arabiske forår. Hendes tid og liv er ikke til small-talk. Der er fart over feltet, og man skal kridte skoene for at følge hendes tempo. Det betyder ikke, at der ikke er tid og plads til anekdoter og iagttagelser af menneskelige relationer - tværtimod. Og der er masser af humor og selvironi i hendes beretninger. Bogen er velskrevet og hurtigt læst. Men den efterlader en med en boblende fornemmelse af at være med på lidt af den rejse, som Ulla Terkelsen foretager i sit job og sit liv. Og der keder man sig ikke.

FOTO: POLITIKEN / MADS NIELSEN

“Vi kan sove i flyvemaskinen” er den sigende titel på en nyudkommet bog af journalisten Ulla Therkelsen. Hendes kollega og kammerat gennem 25 år anbefaler, at man tager med på den hæsblæsende rejse, som Ulla Terkelsens liv er.

ULLA TERKELSEN er uddannet journalist fra Demokraten i Århus kombineret med et studieophold ved universitetet i Warszawa, Polen. Hun var korrespondent fra 1967-87 i København, London og Washington for bl.a. Danmarks Radio. Nyhedschef i TV 2 fra 1987-92, efterfulgt af ophold i Bruxelles og Berlin i årene 1992-2000: Fra 2000 bosat som international korrespondent for TV 2 i London. Siden 2009 har Ulla Terkelsen været international korrespondent for TV 2 med base i Paris, og hun bemander, i samarbejde med to kolleger, TV 2's kontor i Kabul, Afghanistan.

FAKTA

Ulla Terkelsen har modtaget flere udmærkelser bl.a. Publicistprisen i 2007. Hun har tidligere udgivet tre bøger baseret på tiden som korrespondent i England og Nordirland. ”Vi kan sove i flyvemaskinen” er fra oktober 2011.

FOTO: SHUTTERSTOCK

LITTERATUR · INTERVIEW

INTERVIEW

GARY SHTEYNGART

Manhattan

FOTO: GYLDENDAL

er mit hjem ”Jeg elsker at skrive i duetform, manden og kvinden, som taler om de samme ting, men på helt forskellige måder. Fx en date, som han troede var en stor succes, men hun vidste var den rene katastrofe”. Goldberg har talt med den politisk engagerede, russisk-amerikanske forfatter og provokatør GARY SHTEYNGART.

Forfatter Gary Shteyngart er ligetil, upretentiøs, morsom, kvik i replikken, fræk på den gode måde - akkurat som man kunne forvente det, når man kender hans stemme fra tre komiske romaner og diverse essays, som er lagt ud på nettet. Den 38-årige forfatter holder fast i sin bindestregsidentitet, skønt han kun var 7 år gammel, da hans familie flyttede fra Sovjet til New York. Immigrantlitteratur har gode vilkår i Amerika i disse år, siger han. GOLDBERG mødte Gary Shteyngart på Louisiana Litteraturfestival i september i år, til en samtale om henholdsvis russisk og jødisk opvækst, litterære ambitioner og det politiske klima i USA lige nu. Det absurde ved livet i Sovjetunionen, som inspirerede til debutromanen The Russian Debutante’s Handbook (2002) og Absurdistan (2006, på dansk 2008), kender Shteyngart ikke fra sin egen opvækst i Leningrad. Hans familie emigrerede til USA dels af økonomiske ambitioner, dels fordi faderen ønskede at kunne leve som jøde. Men Gary Shteyngart husker sin tidlige barndom som god og tryg, og det var først efter ankomsten til Amerika, at livet blev svært. På spørgsmålet om hvorfor familien tog til New York og ikke til Israel, svarer Shteyngart: ”Hvorfor i al verden tage til Israel? Medmindre man er urokkelig i sin tro, ville det være åndssvagt at vælge at bo i et land, der er funderet på et religiøst grundlag. Israel går i dag galt i byen og spiller i den grad det nationale kort. Og det er ikke en verden jeg ønsker at bo i.” ”I 70’erne tog de færreste russiskjødiske emigranter til Israel. De søgte mod USA, Canada og Australien, og først senere - efter Sovjetunionens fald, da de ikke længere fik lov at komme ind i USA - tog de i hobetal til Israel. Man kan sige meget om USA – mange kritiske ting – men Amerikas mangfoldighed og immigranthistorie er helt enestående. Og i dag er det stadigvæk immigrantlitteraturen, jeg identificerer mig mest

med – jeg er jo ærke-newyorker. Jeg vil ikke engang bo i Brooklyn, hvor alle forfatterne bor. Manhattan er mit hjem.

ER VÆRE STÆRK ER AT VÆRE RUSSER Opvæksten i bydelen Queens i New York var langtfra den rene idyl. Shteyngart var længe om at lære engelsk, fordi hans forældre insisterede på at tale russisk i hjemmet. Samtidig blev han tvangsindlagt til at gå i en ortodoks jødisk skole. Det var nærmest tortur, husker han, ikke noget han vil udsætte sine egne børn for. Et lukket, ondsindet og materialistisk miljø, kalder han det. Shteyngarts forældre ville ikke have, at deres børn skulle udsættes for antisemitisme, sådan som de selv havde været, men i stedet for blev de udsat for en udbredt anti-russisk holdning i samfundet. Det var i præsident Reagans tid, hvor russere blev omtalt som ”de onde”. Shteyngart væver selvbiografiske elementer ind i sine romaner, især i den første, og mindre, men unægtelig også, i den seneste Super sørgelig sand kærlighedshistorie (2010, på dansk 2011). Hovedpersonen Lennys forældre er ærkekonservative russiske immigranter, ligesom Shteyngarts egne og ligesom så mange russisk-amerikanere. At være stærk er lig med at være russer, siger han. Det republikanske parti opfattes som råstyrkens parti, selv blandt Shteyngarts samtidige, hvilket for ham er mere chokerende.

Selv tager han skarpt afstand fra det republikanske partis ideologi og især den nuværende udvikling til et parti, som kæmper med næb og kløer og en vis portion racisme mod en præsident, de opfatter som ’socialist’, ’kommunist’ og ’muslim’. ”Obama,” siger Shteyngart, ” har været utrolig svag. Han burde have brugt alle mulige midler inden for sine beføjelser til at udelukke denne sindssyge og uduelige yderfløj, som ikke burde kunne komme til magten, som de nu har gjort. Mit håb er selvfølgelig, at Obama vinder valget i 2012, og at han i anden periode viser større mod, men jeg er ikke vanvittig optimistisk. Taber han, så flytter jeg til Vancouver.” Shteyngart har i Super sørgerlig skabt et New York-scenarie i en nær fremtid, hvor bøger i trykt form er ved at forsvinde, og hvor unge mennesker er i konstant kommunikation med hinanden på sms-sprog gennem avancerede iPhonelignende apparater, der også registrerer bl.a. pigers seksuelle tilgængelighed. Hovedperson Lenny elsker – ligesom forfatteren selv – bøger. Som et fortidslevn fylder han sin lejlighed med bøger, mens hans unge kæreste Eunice kun kan se anvendeligheden i bøger som fx dørstoppere. Shteyngart fik inspirationen til Lennys og Eunices forskellige forhold til bøger fra et tilfældigt møde med en håndværker, som forundret, og med en vis portion afsky, så på de mange bøger

“I dag er det stadigvæk immigrantlitteraturen jeg identificerer mig mest med – jeg er jo ærke-New Yorker”

AF FRAN HOPENWASSER 36

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

LITTERATUR · INTERVIEW

Hvordan gør han det? Man lytter og lytter, siger han. Især kan man lære meget ved at gå på bar. Super sørgelig er skrevet som dagbogsoptegnelser, en form, Shteyngart er særlig glad for, blandt andet fordi det er en form der egner sig til flerstemmighed. ”Jeg elsker at skrive i duetform, manden og kvinden, som taler om de samme ting, men på helt forskellige måder, fx en date, som han troede var en stor succes, men hun vidste, var den rene katastrofe. ”

i Shteyngarts lejlighed. Hvad skulle han dog med dem? Lenny lever stadigvæk i en analog verden, mens hans unge kæreste Eunice lever i den digitale, hvilket gør Lenny til en slags ’udlænding’ i sin samtids New York. Det er for Shteyngart en verden, som kun er en smule overdrevet i forhold til den, vi lever i nu. FOTO: CHRISTIANOTHSTUDIO.COM

TID TIL OPRØR Men hvorfor skrive science fiction og ikke bare beskrive det samfund, vi lever i? Shteyngarts svar er, at samfundet ændrer sig så hurtigt, at det er umuligt at skabe et nutidsbillede, som stadigvæk er aktuelt, når en bog udkommer, fordi det tager mange måneder fra manuskriptet er afleveret til den er færdigproduceret. Man må derfor opfinde fremtidigsformer, hvilket fører til at ikke så få af Shteyngarts ’opfindelser’ virker profetiske. Således fortæller han, at han efter at have afleveret manuskriptet til Super sørgelig, besøgte en bar på Manhattan. Her havde alle gæsterne iPhones, og kunne registrere de andre tilstedeværendes interesser, og rangordne hinanden. Da han var begyndt at skrive Super sørgelig i 2006 var iPhonen ikke opfundet. Så fremtiden bliver hurtigt til fortid. Romanen er en dystopi formildet af Shteyngarts gakkede humor og satiriske samfundskritik. Dystopien kommer til udtryk i en stor og blodig opstand i en slutscene, hvor der føres krig i Central Park, og den noget diffuse magthaver bl.a. lukker alle apparater (iPhones) ned. Denne skjulte regering, som kalder sig ’Bipartisan-partiet’, ser Shteyngart som en forudanelse om præsident Obamas fejlslagne forsøg på at føre politik hen over midten. Shteyngart ser gerne en helt anden form for opstand i Amerika, hvor folk mobiliserer sig mod de rige bankers oligarkiske tyranni. (Blot få uger efter dette interview fyldes Liberty Park på Manhattans sydspids med ”Besæt-Wall Street”-demonstranter.)

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

EN ROMAN I DUETFORM At kunne leve sig ind i diverse karakterers liv er en forfatters fornemste opgave. Litteraturens vigtigste gave til menneskeheden er i Shteyngarts optik at give læseren adgang til andre tankeverdener end deres egen. Men som satiriker anerkender han, at det kan være svært at få adgang til den mere følelsesmæssige side af tilværelsen. Super sørgelig har satirens overdrivelse, men mere end nogensinde før rammer Shteyngart en indre psykisk virkelighed både i Lennys kærlighed til den unge koreanske pige Eunice, i Eunices hjerneløse pige-sms-sprog, men også i hendes mindreværdskompleks, i hendes kommunikation med forældrene, og til sidst i hendes forræderi.

Shteyngart er intet mindre end en stemmemester – han er nemlig suverænt god til at fange flerstemmigheden i det moderne storbysamfund, hvad enten det er ung pige, en gammel russer eller en sort kvinde, der taler.

Tilbud på ”En stor fortælling i en lille bog”: ”Hvorfor kom du ikke før krigen?” Af Lizzie Doron

“

DEN GLOBALE ROMAN Hvem er Shteyngarts litterære modeller, hvilke forfattere inspirerer ham? Philip Roth nævnes som den store mester. Men Saul Bellow, Mordecai Richler og russerne Tolstoj og Gogol er også vigtige for ham. Immigrantforfattere, bl.a. den koreansk-amerikanske Chang-Rae Lee og den dominikansk-amerikanske Junot Diaz er vigtige inspirationskilder. Faktisk vil Shteyngart gerne skrive en roman, som ikke tager udgangspunkt i en ung russers liv, men den må vente lidt. ”Alle vil gerne skrive den store amerikanske roman,” siger han, ”men jeg vil hellere springe det over og skrive den store globale roman. Mindst halvdelen af tiden rejser jeg rundt i verden. Jeg er meget mere interesseret i, hvordan mennesker påvirkes af vandrings- og udvandringsmønstre – den omvandrende jøde er fx en meget mere givende kilde til opdagelse og udforskning af verden end den nationalistiske. Det Amerika, jeg kender, er i virkeligheden New York, en by bestående af en hel masse jøder og immigranter. Men hvad så lige nu? Shteyngart er i gang med et omfattende projekt, som har bragt ham tilbage til sin barndoms Rusland, og som ironisk nok er mere selvbiografisk end noget andet han har skrevet. Han vil skrive sine erindringer. Om et års tid skulle de ligge klar. ”Jeg ser det som en metode til at rydde ud – ligesom et brandudsalg – alt skal væk for at gøre plads til noget helt andet”, forklarer han. Men hvad ’det andet’ bliver, kan ingen vide på nuværende tidspunkt, mindst af alle forfatteren selv.

Lizzie Doron skriver fint, rørende og totalt usentimentalt… - Jyllands Posten

“

Ingen ekstraomkostninger, gratis forsendelse.

NU KUN KR.

75,-

Køb den direkte fra forlaget på forlag@goldberg.nu

En bog fra forlaget Goldberg & Mor

Det er en fortælling om mennesker, der trods modgang har formået at omdanne tragedier til mirakler. - Metro Posten

“ “

… en af landets mest anerkendte nulevende forfattere. - Kristeligt Dagblad

Intet mindre end en fantastisk fortælling…. - Ordet & Israel

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

SIDSTE NYT FRA KONSPIRATIONSFRONTEN

SIDSTE NYT

SIDSTE NYT FRA

KONSPIRATIONSFRONTEN Goldbergs udsendte i Konspiranoia, konspirationsfolkets hjemland, må med skuffelse melde, at ro, for ikke at sige stilstand, har sænket sig over landet.

UDGIV DINE EGNE BØGER BOG 40 SIDER 40 EKS. I ALT 4.865 KR. BOG 220 SIDER100 EKS. I ALT 9.800 KR. (Format 13*20 cm, s/h m. farveomslag)

AF DAN H. ANDERSEN

Teorien om jøden Anders Behring Breivik har som forventeligt bredt sig, primært i højreekstremistiske kredse. Også som forventeligt er der begyndt en vis udsivning til mainstream bloggere. Ikke noget så lavpandet som at Breivik er jøde, men at han i sit manifest giver udtryk for sympati for Israel og zionisme, og at hans had til muslimsk indvandring jo deles af mange jøder. Så er forbindelsen etableret – helt efter bogen. Med Breiviks manifest på 1500 sider er der noget for enhver. Ellers trasker konspirationsfolket videre i de nedtrådte stier. 9/11 som insidejob, Illuminati, Bilderberg, frimurerne mm. Seen it, been there, done it. Intet nyt og spændende. I sin søgen efter nye teorier har Goldbergs udsendte vendt sig mod Mellemøsten og resten af den muslimske verden. Her er dog en region, der virkelig har været leveringsdygtig. Ganske vist startede man med kopiering af gamle europæiske konspirationsteorier (Zions Vises Protokoller, den jødiske verdenskonspiration, frimurerne), men siden har området vist betydelig kreativitet. Hvem kan glemme klassikere som Tom og Jerry som en jødisk konspiration? Eller uhyret i Alien som et maskeret portræt af muslimen? Goldbergs udsendte søgte på ”Gaddafi and the Jews” i håb om at finde en saftig teori om jødernes ansvar for Muammar Gaddafis fald. Et øjeblik vaktes hans håb: Et landskab af islamistiske og højreekstreme overskrifter og blogs dukkede op: Gaddafi er jøde! Men ak, det havde

Goldberg jo allerede skrevet om (Se Goldberg # 25, maj 2011). Som en vinkender, der er træt af de evindelige Cabernet Sauvignons fra Chile, ønsker Goldbergs udsendte noget specielt. En konspirationsteori, der blander galskab, absurditet og det lille stænk af logik og plausibilitet, som den sande kender søger. Og det lykkedes.

Schweiz er en jødisk sammensværgelse! Journalist Fahd ‘Amr Al-Ahmadi skriver den 4. september 2011 i sin klumme i den saudiarabiske avis Al-Riyadh under overskriften ”Den schweiziske hemmelighed”, at alpelandets neutralitet er resultatet af en 500 år gammel jødisk konspiration. Kort fortalt har jøderne sørget for, at Schweiz holdt sig neutralt og uden for alle krige for at have et sikkert sted at gemme deres penge, mens de konspirerede for at skabe krig overalt. Schweiz har i 500 år været en sikker havn for jødisk kapital. Napoleon og Hitler hærgede Europa, mens Schweiz var en oase af fred for de jødiske penge. Denne artikel bør modbevise alle ondsindede påstande om, at Saudi-Arabien er uden kreativitet. Nok publicerer ørken kongedømmet færre videnskabelige artikler end Påskeøen, men kreativiteten lever så sandelig.

LÆS MERE FRA KONSPIRATIONSFRONTEN

på www.goldberg.nu

og på Goldbergs facebook-side

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Salg til boghandlere, biblioteker og online

BOG 180 SIDER 50 EKS. I ALT 6.838 KR.

Vi trykker også gerne bøger i større oplag, eksempler: Bog 17*22, 60 sider s/h, farveomslag, oplag 500 stk., pris 14.900 kr. Arne Melchior:

Bog 13*20, 104 sider s/h, farveomslag, oplag 1.000 stk., pris 21.900 kr.

DIREKTE LINIE TIL HIMLEN

jødiske vitser og anekdoter. 149 kr. Alle boghandlere og underskoven.dk

Forlaget Underskoven ApS www.underskoven.dk

tel. 33150515

forlaget@underskoven.dk

Store Kirkestræde 1

1073 København K

En selvbiografi af Gud I denne unikke selvbiografi fortæller Gud den Almægtige åbenhjertigt og selvudleverende om bl.a.: Skabelsen, knægten Jesus og de mange fejlfortolkninger af hans første bøger. Bogen er hudløst ærlig og vidner om en gud, der lever sit liv på kanten. Heldigvis sker det ikke på bekostning af den subtile humor, der kendetegner Gud den Almægtiges fascinerende forfatterskab.

“Bogen er skrevet i et let, satirisk og levende sprog med mange pudsige indfald.” Kristeligt Dagblad DET SIDSTE TESTAMENTE Gud, David Javerbaum og Jakob Vølver

FØLG OS PÅ FACEBOOK! /JPPOLFORL AG

POLITIKENSFORLAG.DK

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

FOTO: CORBIS/POL FOTO

BIBELSKE TIDENDE

pelthen Lea ind til ham i stedet for Rakel på bryllupsnatten. Og selvom Lea føder den ene søn efter den anden, er det stadig Rakel, Jakob elsker. Han er langtfra den eneste – flerkoneri er snarere reglen end undtagelsen, og kong David holder sig ikke tilbage med massevis af koner.

Det er et mildt sagt noget broget billede, der tegner sig, når man ser på ægteskab i Bibelen. Nu har

ARRANGEREDE ÆGTESKABER

en ortodoks rabbiner fra

En af de første ting der springer i øjnene er, at det er et mildt sagt noget broget billede, der tegner sig, når man ser på ægteskab i Bibelen. Hvis man havde regnet med kun at finde eksempler på livslange, monogame forbindelser mellem én mand og én kvinde, baseret på kærlighed og frivillighed, som vi kender det, må man tro om igen. Her myldrer det med flerkoneri, arrangerede ægteskaber, svogerægteskaber, profetisk cølibat og det der er værre.

Arrangerede ægteskaber hørte også til dagens orden: Da David tager Sauls datter Mikal til ægte mod en brudepris på 100 filister-forhuder. ”Mikal elskede David”, står der meget rørende. Om det var gensidigt, fortæller historien derimod ikke noget om. Om David gør det for at vise sig – det kunne det tyde på, da han ikke bare leverer de krævede 100 filister-forhuder, men 200 – eller for at positionere sig som kong Sauls svigersøn, ved man ikke. Men Mikal bliver en brik i mændenes spil om magten, for Saul går kun med til det i håb om, at det kan få David ned med nakken. Og Saul giver senere Mikal væk til en anden mand, Paltiel, som græder som pisket, da David forlanger hende tilbage, og hun må forlade ham. Historien om Mikal ender i øvrigt ulykkeligt. Hun bliver så forarget og jaloux, da David lader sig rive med af stemningen og i jubel over, at Pagtens Ark er ført hjem, danser foran den og blotter sig for sine undersåtters trælkvinder, at hun bebrejder ham det. David sætter hende kraftigt på plads og hævder, at det var for Herren, han dansede, og at han vil gøre det igen. Måske havde han ret – i hvert fald står der, at Mikal døde barnløs – og værre bliver det ikke i det bibelske univers. Mikal elskede David. Men elskede David Mikal? Ægteskabsformerne er mange i Bibelen, og mange af dem langt fra det, man i dag forstår ved et ægteskab.

FLERKONERI

BØRN, BØRN, BØRN

Jakob har to koner, Rakel som han elsker og Lea med de ”sløve” øjne, som han måtte tage med i købet, da hans svigerfar Laban levede op til sit navn og narrede den fortumlede Jakob til at gifte sig med hende. Han sendte sim-

Noget andet, der springer i øjnene, er, hvor vigtig børneavl opfattes. Da Gud havde skabt sit menneske i sit billede – ”Som mand og kvinde skabte han dem” - står der: ”Og Gud velsignede dem...” - et kort øjeblik kunne man tro, at det

Jerusalem tilføjet endnu en variant - til forargelse for nogle og glæde for mange. AF PETER NEJSUM

Derfor skal en mand

FORLADE SIN FAR OG MOR... Den britiske avis The Guardian fortæller, hvordan rabbi Arele Harel fra Jerusalem har vakt vildt postyr. Den gode rabbiners specialitet er temmelig utraditionelt at tilbyde ortodokse jødiske bøsser at stifte en traditionel familie – ved at vie dem til jødiske lesbiske, der har samme drøm. Rabbineren påtager sig også at lave den nødvendige matchmaking mellem de interesserede homoseksuelle mænd og kvinder. Mere end 80 interesserede meldte sig, blot fordi de havde hørt om det, og da Harel gik online med sin tjeneste, strømmede det ind med henvendelser, fortæller han til avisen. Nu kunne man måske tro, at rabbi Harel var en flippet reformjøde, der har smidt slangekrøllerne og bruger sin jad som kløpind, men intet kunne være mere forkert. Rabbiner Harel nyder – eller nød

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

i hvert fald – stor anseelse i ortodokse kredse, og han argumenterer for sin praksis med henvisning til Bibel og Talmud. Det har vakt stor modstand blandt andre ortodokse, men Arele Harel henviser til, at det at sætte børn i verden er et meget væsentligt bud i jødedommen. Han kender udmærket de vederstyggelige bibelske udsagn om homoseksualitet, men for ham er der bare noget, der er vigtigere! At ægtefællerne i sagens natur må have seksualpartnere uden for ægteskabet, betragter Harel ifølge The Guardian ikke som utroskab – ægteskabelig sex har nemlig aldrig været en del af aftalen, og derfor er der ingen aftalebrud og ingen forurettet part. Rabbi Harels noget alternative ægteskabsbureau er en anledning til, at Bibelske Tidende kaster et nærmere blik på ægteskab i Bibelen.

MANGE SLAGS ÆGTESKAB

her handler om ægteskab, men teksten fortsætter: ”... og sagde: Bliv talrige og mangfoldige og underlæg jer jorden...”

Børneavl, slægtens fortsættelse og frugtbarhed er altså altafgørende. Her har den gode rabbi Harel fast bibelsk grund under fødderne. Hvor vigtigt det opfattes, kan man også se af fortællinger om stærke, snarrådige kvinder, der tilsidesætter almindelige normer for at bringe deres mands slægt afkom.

I SENG MED SVIGERFAR Tamar var således gift med Judas søn Er, men Er døde, før han nåede at få børn. Hun giftede sig så med Ers bror, helt efter bogen. Onan hed han, men Onan spildte sin sæd på jorden, og det var ikke smukt gjort. Han døde også, og selvom han lever videre i ordet onani, så kom turen til den tredje bror, men her sagde Juda stop. Nu måtte det være nok. Det skulle han imidlertid ikke have gjort, for Tamar var så opsat på at skaffe sin mands slægt afkom, at hun klædte sig ud som luder, stillede sig op ved markedspladsen, hvor hendes svigerfar drog hen, og forførte ham så eftertrykkeligt, at der kom et barn ud af det. Slægten kunne fortsætte – og Tamar blev historiens helt.

ORDEN I TINGENE Men Bibelen lægger ikke kun vægt på, at det menneske, han har skabt, skal blive talrigt og mangfoldigt. Det skal også gå ordentligt til, og man skal vide

hvem der hører sammen. Det er en anden væsentlig pointe. Et helt centralt tema i skabelsesberetningen er orden. Gud skaber ved at skille tingene ad, lys fra mørke, dag fra nat, landjord fra hav osv. Han sætter sol, måne og stjerner på himlen, for at man kan have tjek på, hvornår det er hverdag, og hvornår det er fest. Gud har tilsyneladende en forkærlighed for orden i tingene. Det gælder også menneskelivet – og ikke mindst kærlighedslivet. Der skal være styr på, hvis børn der er hvis, og hvem der hører til hvem. Man har begrundet ægteskabet med henvisning til denne “guddommelige ordenssans”, men det har ofte betydet, at en bestemt form for ægteskab er blevet ophøjet som ordningen. Ægteskabet har gennem tiden haft mange forskellige former – man behøver bare at kaste et blik i Bibelen selv. Men altid har det været udtryk for en grundlæggende trang til, at der skulle være styr på, hvis der var hvis, og hvem der hører til hvem.

HOMOVIELSER? I dag hører det registrerede partnerskab til dagens orden, og en af ægteskabets former er, at det er mellem to af samme køn. Derfor kunne man overveje, om det ikke er udtryk for den samme guddommelige hang til orden som ægteskabet mellem mand og kvinde. Så kunne man ligefrem begrunde homoseksuelle vielser ved at henvise til den side af Guds skabervilje, der sigter på, at der skal være orden i tingene. Sådan et skridt vil rabbi Harel i Jerusalem under ingen omstændigheder tage. Han er alt for optaget af børneavl og af at skaffe ortodokse homoseksuelle en traditionel familie. Men på sin egen måde er han med til at sætte spørgsmålet om vielser af homoseksuelle - af samme køn - på dagsordenen.

Ægteskabsformerne er mange i Bibelen, og mange af dem langt fra det, man i dag forstår ved et ægteskab. GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Fra forordet: Fortællingen om Ruth er skrevet i Dommer-perioden omkring 1200 år fvt.

ET HISTORISK MØDESTED I HJERTET AF KØBENHAVN

vis murene i Admiral Gjeddes Gaard kunne tale, ville de kunne berette om et væld af begivenheder, der har fundet sted her lige siden middelalderen. Gården er et af byens ældste mødesteder, og den har i tidens løb dannet ramme for både akademisk, kulturelt og politisk samvær med deltagelse af bl.a. Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Thorvald Stauning.

I dag huser den privatejede gård moderne møde- og kursusfaciliteter, og i vores eksklusive selskabslokaler afholdes der både traditionelle og utraditionelle receptioner, bryllupper, firmafester og meget andet. Holbergsalen har fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698.

Vi har altid kun ét arrangement ad gangen – så vores fokus er alene rettet mod den enkelte begivenhed. Ved servering af mad kan der vælges frit mellem et væld af cateringfirmaer, vi formidler gerne kontakten til de bedste af slagsen, men man er også velkommen til selv at medbringe både maden og drikkevarerne.

Centralt i teksten står moabitten Ruth, der ved sin mands død vælger at blive hos sin jødiske svigermor. Hendes udsagn om, at: ”…hvor du går, går jeg, og hvor du bor, vil jeg bo. Dit folk er mit folk, og din gud er min gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves…” har siden gjort hende til symbol for både kvindesolidaritet og loyalitet overfor et andet folk.

RUTHS BOG Oversat af overrabbiner Bent Lexner Illustreret af multikunstner Marco Evaristti Udgivet af Forlaget Goldberg&Mor November 2011

De rødlige illustrationer er malet med kunstnerens eget blod, men han har endvidere blandet sit blod med blod fra en muslim og en kristen. Dermed symboliseres de tre religioners fællestræk og bliver samtidig en opfordring til at møde andre med Ruths åbenhed, respekt og mod. Bent Lexner

Kr. 248,-

Inkl. administration og porto. Hardcover i elegant lærredsindbinding

Få ESTHERS BOG og RUTHS BOG til

kr. 375,Vi fremviser med glæde vores unikke sted, så kontakt os gerne for et møde

Vores gårdhave er i sommerperioden det perfekte sted at modtage sine gæster ved selskabelige lejligheder.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddegaard.dk

GOLDBERG #28 ·1087 WWW.GOLDBERG.NU Tlf:·7022 · Mobil: 2066

RUTHS BOG Oversat af Bent Lexner Illustreret af Marco Evaristti Udgivet 2011 Forlaget Goldberg&Mor

ESTHERS BOG Oversat af Bent Lexner Illustreret af Tal R og FOS Udgivet 2010 Forlaget Goldberg&Mor

RUTHS BOG kan købes ved henvendelse til forlaget på goldberg@goldberg.nu eller tlf.:50249450 Eksemplarer signeret af oversætter og illustrator sælges til kr. 300,- (begrænset antal)

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

KUNST

SØSTRENE FRA BALTIMORE

AF KASPER MONRAD

De var nærmest uadskillelige hele livet, og de købte kunst, næsten som andre gik på indkøb. Men de skabte en af Nordamerikas fineste samlinger af tidlig moderne kunst Alle, der har set Woody Allens film Midnight in Paris, har sikkert moret sig over portrættet af den amerikanske forfatter Gertrude Stein og de store personligheder, der kommer i hendes salon, først og fremmest Hemingway og Picasso. Man får også et glimt af Matisse i en enkelt scene. Dette møde er dog en af de mange friheder, Allen tager sig i filmen, for i 1920’erne var Matisse næppe en sandsynlig gæst hos Stein. På det tidspunkt var det tidligere så nære forhold mellem billedkunstneren og forfatteren nærmest gledet helt ud. Det var meget mere sandsynligt, at man på den tid ville finde Matisse i selskab med søstrene Claribel og Etta Cone fra Baltimore. De to søstre kom fra et miljø, der var meget beslægtet med det, Gertrude Stein og hendes brødre kom fra. Altså en velhavende jødisk fabrikantfamilie, hvis indtjening satte familiemedlemmerne i stand til at forfølge deres kulturelle interesser. Claribel og Etta var døtre en tysk jødisk immigrant, Herman Kahn, som etablerede sig som tobaksproducent i en af Sydstaterne og ændrede sit efternavn til Cone. Efter nogle år flyttede han tobaksfabrikken og familien til Baltimore og virkede dér, indtil han som 62-årig i 1891 opløste virksomheden. To af hans sønner overtog familieforetagendet og kastede sig i stedet over produktion af klædestoffer i den virkelig store stil. De grundlagde Cone Export and Commission Company, som i hen ved hundrede år forsynede specielt Levi Strauss med denim til cowboybukser. Den ældste af de to kvinder, Claribel, satsede dog i høj grad på en karriere som læge og arbejdede i mange år aktivt som forsker. Hendes lillesøster påtog sig til gengæld rollen som den, der varetog familiens husholdning.

Henri Matisse: Den blå nøgenmodel, 1907. Baltimore Museum of Art

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

KUNST

Claribel Cone, Gertrude Stein og Etta Cone siddende ved et bord i Settignano i Italien i 1903.

Den rollefordeling bevarede de to søstre livet igennem, med Claribel som overhoved og Etta som tjenende ånd. Det var dog Etta, der førte an med kunstkøb. De levede tæt sammen i lange perioder af deres liv og forblev begge ugifte. Mens de skyldte deres velhavende liv til det, der er blevet en væsentlig del af moderne amerikansk livsstil, altså cowboybukserne, vedblev de paradoksalt nok selv at klæde sig og føre sig frem, som om de levede i en victoriansk tidslomme. I 1892 rejste Gertrude og Leo Stein fra San Francisco til Baltimore, hvor de tilbragte sommeren og snart kom til at færdes i samme kulturelle jødiske miljø som Claribel og Etta, og her grundlagdes et venskab, som blev meget bestemmende for de to søstre Cone. Det blev yderligere udbygget, da Gertrude fem år senere vendte tilbage til Baltimore for at studere medicin. Hun og Claribel udnyttede naboskabet og det faglige fællesskab til daglige samtaler og diskussioner. I 1897 døde Herman Cone og efterlod en mindre arv til hvert af sine mange børn, og da Etta året efter fik 300 dollars af sin ene bror til at renovere hjemmet, brugte hun i stedet pengene til at gøre sit første køb af kunst, fem malerier af den amerikanske impressionist Theodore Robinson. På det tidspunkt var impressionismen et totalt ukendt fænomen i Baltimore, og købet af malerierne vakte derfor opsigt. Men for Etta var det startskuddet til en livslang passion. I 1901 rejste hun på sin første af mange udenlandsrejser med en kusine og en veninde til Italien, hvor Leo Stein i tre uger optrådte som deres kyndige kunstguide. På den efterfølgende rundrejse i Europa nåede Etta også til Paris, hvor hun i selskab med Gertrude Stein købte sine første japanske træsnit. I 1903 vendte Etta tilbage til Europa, denne gang i selskab med Claribel, og sammen med Gertrude rejste de til Italien.

Året efter rejste Etta igen rundt i Europa, men nu alene med Gertrude. Sammen med Claribel begyndte Etta i 1905 at komme i Gertrudes salon i Paris, og dér mødte de først Picasso og siden Matisse. De var således vidner til den skandaleombruste udstilling, hvor Matisse vakte furore og var anledning til, at fauvismen med skældsordet ”vilddyr” (les fauves) fik sit navn. Cone-søsterne begyndte nu at gøre deres første indkøb af den unge samtidskunst, i første omgang nogle mindre arbejder af de endnu ukendte unge kunstnere Picasso og Matisse. På denne tid var forholdet mellem Etta og Gertrude meget nært, men hvor intimt det var, er usikkert. I hvert fald kølnedes deres relation, da Alice B. Toklas i 1907 kom ind i Gertrudes liv. De to søstre bevarede dog kontakten med Gertrude resten af livet. Måske har de ændrede personlige forhold spillet ind. I hvert fald blev Cone-søstrenes interesse for samtidskunst forstyrret i de følgende år, til at begynde med af søstrenes første jordomrejse og derefter af andre gøremål. I de følgende år opholdt Etta sig primært hjemme i USA, mens Claribel i perioden 1914-21 boede i München, hvor hun forskede og virkede som læge.

Det var først i 1922, søstrene Cone atter rejste til Paris. Nu begyndte de at mere systematisk at samle på kunst. Det udnyttede især Matisse. Han var i den situation, at hans gamle støtter mere eller mindre var faldet fra. Den russiske samler Sjtjukin havde mistet både sin formue og sin kunstsamling under den russiske revolution, Gertrude Stein var helt holdt op med at interessere sig for hans kunst, og hendes bror Michael og hans kone Sarah købte kun beskedent ind af hans arbejder. Så gensynet med Claribel og Etta var meget kærkomment for kunstneren. Op gennem 1920’erne købte de en lang række nyere arbejder af ham, men de sørgede også for at fylde huller ud i samlingen. Mest bemærkelsesværdigt var det, at de købte den moderne kunsts måske mest udskældte maleri, nemlig Matisses Den blå nøgenmodel fra 1907. Det var det første europæiske maleri, der med sit formsprog for alvor tog afsæt i den nyopdagede primitive afrikanske skulptur

Mens søstrene i de første mange år primært havde købt, hvad de selv kunne lide, begyndte de i 1920’erne mere systematisk at udbygge samlingerne 48

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Henri Matisse: Stor liggende nøgenmodel, 1935. Baltimore Museum of Art (altså før Picasso). Maleriet havde rejst et ramaskrig, da det blev udstillet i Paris på de Uafhængige Kunstneres Salon i 1907. Det hindrede dog ikke Gertrudes bror Leo Stein i straks at købe billedet. Rædselsskriget blev endnu mere højlydt, da Leo i 1913 udlånte det til den berømte og berygtede udstilling, the Armory Show i New York og siden i Chicago. De studerende ved Art Institute of Chicago blev så chokerede, at de malede en kopi, som de afbrændte offentligt. Dette hindrede heller ikke søstrene Cone i at købe det, da de i 1926 fik chancen på dødsboauktionen efter en senere ejer. Helt sikkert til Matisses store tilfredshed! Mens søstrene i de første mange år primært havde købt, hvad de selv kunne lide, begyndte de i 1920’erne mere systematisk at udbygge samlingerne, både hvad angår udvalget af kunstnere og værker af de enkelte kunstnere. Målet var nu at give samlingen en afrundet karakter, med tanke på at testamentere den til et amerikansk kunstmuseum. I 1929 døde Claribel Cone, men Etta fortsatte sin samlervirksomhed. Hun arvede hele sin søsters samling og sørgede tilmed for, at hendes lejlighed blev passet og blev forsynet med friske blomster, og hun købte sågar kunst ind til dens vægge. Ettas målrettede indkøb har især Matisse draget nytte af. Han tilbød hende flere værker, der kunne supplere dem, der allerede var i samlingen, heriblandt et af hans mest bemærkelsesværdige sene malerier, Stor liggende nøgenmodel fra 1935. Han lokkede hende ved at sende hende et udvalg af de i alt 22 fotografier, han havde ladet optage af billedet under arbejdet, så alle de ofte radikale ændringer kunne følges, fra den ganske

naturalistiske skildring i starten til det meget stiliserede slutresultat. Maleriet er en stærk demonstration af, hvordan Matisse lod hånt om de kønne og nemme løsninger, men kompromisløst forfulgte sine kunstneriske mål. Etta købte sit sidste maleri af Matisse i marts 1949, kun fem måneder før sin død. Claribel og Etta Cone fik ikke samme udelte anerkendelse for deres indkøb af kunst som Gertrude Stein og hendes brødre. De blev af onde tunger opfattet som shoppere, der tilfældigvis også købte kunst. De var kendt for, at de i teateret altid købte tre pladser, så de kunne stille dagens indkøb fra sig. Ikke desto mindre nåede de at købe sammenlagt over 3.000 kunstværker, heraf mere end 500 af Matisse. Især er det bemærkelsesværdigt, at skulptur fik så vægtig en plads i deres samling. Det var usædvanligt blandt den tids kunstsamlere. Etta Cone testamenterede sin og søsterens samling til Baltimore Museum of Art, sammen med 400.000 dollars til opførelsen af en ny fløj, der kunne rumme al kunsten. Derved fik de to kvinder sat et håndgribeligt og blivende minde over sig selv, modsat Stein’erne, hvis samlinger blev spredt for alle vinde. I dag er der ingen, der drager kvaliteten af deres samling i tvivl, og den er med til at give museet en fremtrædende position i den amerikanske museumsverden.

Udstillingen ’Collecting Matisse and Modern Masters. The Cone Sisters of Baltimore’ blev i efteråret 2011 vist på Jewish Museum i New York.

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU

Send venner og familie i udlandet en inspirerende hilsen fra Danmark - seks gange om året.

Giv et abonnement på Magasinet Goldberg! Magasinet Goldberg sendes i dag til modtagere over hele jorden. Så hvor end dine venner eller familie opholder sig i den store verden, kan du altid forære dem et abonnement med artikler og illustrationer om jødisk kunst, kultur, religion og samfund, skrevet, fotograferet og designet af Goldbergs dygtige medarbejdere. · Årsabonnement til Europa, 6 numre + portotillæg, kr. 336,· Årsabonnement den øvrige del af verden, 6 numre + portotillæg, kr. 438,Bestil et gaveabonnement på mail: press@forlag.sdu.dk eller telefon: +45 6615 07999

OBS: Du deltager også i konkurrencen om et eksemplar af Månedens Bog, når du bestiller udlandsabonnement! Se Månedens Bog og meget andet på www.goldberg.nu Har du spørgsmål til Goldbergs redaktion er du velkommen til at kontakte os på mail: goldberg@goldberg.nu eller telefon: +45 50249450

GOLDBERG · #28 · WWW.GOLDBERG.NU