Goldberg #22 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 22 · November 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

DEN DER ER

VENNER M E D

E R

A L L E

I K K E

VENNER MED NOGEN (jødisk ordsprog)

Pris kr. 49,50

Læs også: Let, sund og lækker østeuropæisk mad – jeps, det kan godt lade sig gøre . . . . . . . . Bøger om jødedommens historie er populære – bliv oplyst her, før du køber . . . . GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU ”Hvorfor kom du ikke før krigen?” – mød Lizzie Doron, der udkommer på dansk . . . .

24 16 28

KUNSTSISE OPLEV N SKLA VERDE …stort,

jser sig årene re e ”Nakkeh en kæmp … e d n e g æ v e b flot, e. ” oplevels DR2 mmerne o sd g a Sm r illing...de r stisk udst fe ta n ie K fa e n “E styrk d hvilken n, så e ri to viser me is h e t fortæll formår a ” r. e b det gri n ★ ★ Børse

★★★★

edste erårets b fat“En af eft elt altom h n e er - d relsen æ lv ti udstilling m o rtælling e.” tende fo mennesk re æ v t a idende T e og om sk g Berlin ★ ★ ★ ★ ★ nstrerer, na demo ft “Louisia ende kra lt æ omv .” hvor stor e v a st kan h Dagblad billedkun Kristeligt

★ ★★★★★ n ❤ Politike ❤❤❤❤ Posten Jyllands★★★★★

IENNES’ SOPHIE F KIEFER Å S G O M SE E FILM O HELT NY OUR CITIES Y R ” ”OVE ILL GROW GRASS WNA BIOGRAF. I LOUISIA NA LOUISIA

Erik Henriques Bing malet af Jeanne G Kempinski

.DK

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg

Nr. 22 · November 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

DEN DER ER

VENNER M E D

E R

VENNER MED NOGEN (jøDisk orDsprog)

Pris kr. 49,50

Læs også: Let, sund og Lækker østeuropæisk mad – jeps, det kan godt lade sig gøre . . . . . . . . .24 Bøger om jødedommens historie er popuLære – bliv oplyst her, før du køber . . . .16 GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU ”hvorfor kom du ikke før krigen?” – mød Lizzie Doron, der udkommer på dansk . . . .28

Mark Zuckerberg, skaberen af Facebook, er citeret for at have sagt, at privatlivets fred er forbi. Med premieren på filmen The Social Network er det i hvert fald sandt for ham selv.

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Susanne Bernth, Eva Bøggild, Hans Henrik Fafner, Stefan Isaak, Tobias Koch, Jacob Søndergaard, Hanne TrautnerKromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Thomas Larsen Layout, grafik og webmaster: Thomas Larsen | www.maskinrummet.dk Tryk: Special-trykkeriet Viborg A/S Forsidefoto: Geeko.si Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Samuel Altschul (Melbourne), Rebecca Blum (Stockholm), Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Bjørn Bråten, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Yael Enoch (Tel Aviv), Dalia Faitelson, Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane (Paris), Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Ulrik Høy, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Henning Kirk, Martin Krasnik, Sandra Kviat (London), Hanne Kærhøg (Hong Kong), Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Jiri Lichtenstein (Prag), Bent Melchior, Noa Agnete Metz (New York), Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Berit

Leder

fem af dette nummers bidragydere

Reisel (Oslo), Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Sonia Schlossman (Rom), Michel Solovej, Charlotte Thalmay

Solens fine pensel afdækker farver og skygger

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Interview med den irakiskfødte israelske digter og maler Ronny Someck. Af Hanne Foighel

12 ”Jeg er som et barn … jeg keder mig hurtigt”

Få et helt års abonnement for kun: 248,- kr. (inkl. ekspedition og porto). Før 1. januar 2011 – skriv til os på: goldberg@goldberg.nu eller ring på: 5024 9450

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark. Ernst Goldschmidts Legat. Kulturministeriets bevilling til almen kulturelle tidsskrifter.

Facebook-opfinderen Mark Zuckerbergs privatliv fortolkes og lægges frem for millioner af nysgerrige og begejstrede biografgængere. Men er fremstillingen af ham i The Social Network retfærdig? Af Michel Solovej

Interview med en sjælden kombination: Dan Oryan er israelsk ambassaderåd og børnebogsforfatter. Nu udkommer han på dansk. Af Lone Spliid

37 I nul-tolerancens tid

Politisk kommentar af Knud Vilby

16 1-2-3-4

38 Et samfund uden bøger?

Bøger om jødedommens historie er populære, ikke mindst når de omhandler forholdene i de arabiske lande. Henning Silberbrandt anmelder fire nyudgivelser.

Fran Hopenwasser anmelder Gary Stheyngarts Super Sad True Love Story.

40 Fornuftens stemmer 20 Annulleret

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. januar 2011. CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

Den amerikanske satiriker Shalom Auslander har begået et essay.

Israelsk litteratur får flere og flere læsere over hele verden. Måske fordi gode bøger kan overvinde politiske uenigheder. Af Hans Henrik Fafner

22 Da Washington fik sin J-Street

44 Gudløs kærlighed

Der er midtvejsvalg i USA i november og lobbyorganisationerne har travlt. J-Street er et frisk pust i selskabet. Af Susanne Bernth

Højsangen er hverken en hyldest til Jerusalems smukke bjerge eller Guds uendelige kærlighed - det er saftig kødelig erotik! Peter Nejsum er forfatter til dette nummers Bibelske Tidende

24 Suveræn Shabbat

Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er velkomment, dog kun med tydelig kildeangivelse.

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Efter 1. januar 2011 – kontakt: Syddansk Universitetsforlag Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf.: 6615 7999 press@forlag.sdu.dk

34 Diplomaten der tog springet

ISSN: 1902-4487

Bliv Goldberg-abonnent

Indhold november 2010

A L L E

I K K E

Få din annonce i Goldberg Hvis du vil indrykke annonce i bladet, bedes du kontakte os på: goldberg@goldberg.nu eller: 5024 9450 For oplysninger om annoncestørrelser og -priser se www.goldberg.nu

Kogebogsforfatteren Tina Scheftelowitz tillader sig lidt af hvert, når hun twister de traditionelle jødiske retter med grøntsager, krydderier og fuldkorn. Af Jacques Blum

46 Sidste ord fra ”den sidste jøde”

Chil Rajchmann var ligbærer i udryddelseslejren Treblinka. Hans beretning derfra giver et skånselsløst indblik i denne næsten ukendte lejr, som kun efterlod ganske få jøder i live. Bogomtale af Torben Jørgensen

28 Helena og hendes datter

48 Den røde tråd i moderne jødisk kunst

Forfatteren Lizzie Doron skriver klart, humoristisk og solidarisk om sin holocaust-overlevende mor. Af Jacques Blum og Eva Bøggild

Kasper Monrad anmelder bogen The Human Figure and Jewish Culture af Eliane Strosberg.

31 Pigeskolen 200 år

Den 28. oktober 1810 grundlagdes den jødiske skole for piger, Carolineskolen, i København. De fattige jiddish talende piger skulle holdes væk fra gadens fristelser og blive pæne danske borgere. Det lykkedes. Af Elon Cohn

51 Goldbergs Galleri

Velkommen i kunstgalleriet!

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

-punktet

Forfattere søges Det er ikke så længe siden, at Bent ringede til mig. Bent er her en fælles betegnelse for jødiske mænd i Danmark i den modne alder: - Skal Goldberg og vi ikke lave et fællesarrangement med tema om, hvor den dansk-jødiske skønlitteratur er blevet af? spurgte han. – Jo, svarede jeg straks, og så begyndte vi at tænke højt. Det var ikke svært at finde frem til dansk-jødisk litteratur, og endda god af ældre dato. Men moderne jødisk litteratur – der begyndte det at blive lidt tyndt i toppen. Det er jo ikke fordi, der ikke er jøder i Danmark, der kan formulere sig skrift-

ligt. Bestemt ikke. Men som regel er det i læge-tidsskrifter med få sider og mange svære ord. Eller det omhandler noget specifik juridisk, som de fleste sjældent fatter helt eller får brug for. Kan det virkelig være rigtigt, at den danske afdeling af Bogens Folk er holdt op med at skrive skønlitteratur? Goldberg vil i nærmeste fremtid deltage i et arrangement, som vore læsere nok skal blive orienteret om i tide. Og så bliver der rettet op på det! Indtil da anbefaler vi, at Goldbergs læsere holder sig orienteret om god udenlandsk litteratur ved at læse alle omtalerne i dette nummer og således

komme intellektuelt milevidt foran naboen … såfremt denne ikke også læser Goldberg, for så bliver det rigtig spændende. Hvis læserne i øvrigt er til motion og udsalg, så mød op i BogForum og gå et par kilometer rundt i gangene og køb nogle bøger til nedsat pris. Det ene taber man sig af, det andet tager man ikke på af.

Elon Cohn er journalist, skribent og medierådgiver. Tidligere erhvervsreporter på Berlingske Tidende og medforfatter til Børsens ledelseshåndbog i Corporate Communi cations. Redaktør af Europa-Kommissionens danske tidsskrift og seniorkonsulent i Kreab medietrænet topledere.

Fran Hopenwasser er lektor i engelsk og drama. Har skrevet om amerikansk og canadisk litteratur, bl.a. yngre jødisk-amerikanske forfattere. Medforfatter til flere undervisningsantologier bl.a. Literary Visions of America (bd.1): From the New World to a Nation Divided, 1607-1861.

fra 1. november

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Shalom Auslander er forfatter og essayist. Han er opvokset i et ortodokst jødisk kvarter i New York, hvor hans skolegang foregik i Marsha Stern Talmudic Academy. Er bosiddende i Woodstock. Blandt hans udgivelser er Beware of God (2006) og Foreskin's Lament: A Memoir (2007).

NYHED

Hanne Foighel er journalist. Hun er født i København, men har boet i og arbejdet fra Tel Aviv siden 1982. Hun arbejder for Politiken, Deadline, Radioavisen og Orientering på P1, tidligere på Berlingske Tidende og Weekendavisen. Forfatter til bogen Et land, der fortærer sine egne.

Knud Vilby er forfatter, journalist, foredragsholder og konsulent på medie, miljø- og udviklingsområdet. Formand for Socialpolitisk Forening. Tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening. Medlem af Folkekirkens Nødhjælps styrelse.

KØBENHAVN -

TEL AVIV ENKELT FRA KR. Ruten fl yves mandag, onsdag, fredag fra 1. november. Begrænset antal.

www.cimber.dk 6

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

995,-

papiret er som lagnet på psykiaterens briks

Solens fine pensel afdækker farver og skygger Af Hanne Foighel Ronny Someck foreslår, at vi mødes på Tel Avivs ældste café, Café Tamar, på hjørnet af Shenkin og Ehad Haam. Sarah med det sortlilla hår har ingen alder og har stået bag disken og givet alle et ’bon mot’ med på vejen lige så længe, nogen kan huske det. Blandt fredag formiddags stamgæster er forfattere, journalister, tidligere og nuværende politikere og militærfolk. For dem kan det ikke blive shabbat, uden at de har tilbragt nogle timer inde på Café Tamar. At læse Ronny Somecks digte er som at gå gennem en åben dør til et andet menneskes liv. I samtalens løb viser det sig, at stort set alle Somecks digte handler om ting eller følelser, han har oplevet Jeg bestiller en ’kaffe hafukh’. Ronny bestiller en kold Goldstar øl. ”Jeg skriver ikke ret meget – måske 10 digte om året. Når jeg skriver, sidder jeg trygt i et intimt værelse og er som et hulemenneske, der tegnede de vilde dyr, han frygtede på hulens vægge. Hulemen-

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

nesket havde ingen planer om at skabe et kunstgalleri”. Somecks digte er udgivet på 39 sprog. Snart 40. ”Det øjeblik, nogen tager den ’frygt’ fra mig og læser digtet op på albansk, nepalesisk eller dansk, så er det, som om det hebraiske har sejret. Som om hebraisk pludselig er et sprog, der har fået vinger. Et sprog, der kan flyve, når det bliver oversat til andre sprog. Og hvis der én ting, som gør mig til patriot, så er det sproget. Jeg er patriot over for det mirakel, at mennesker kom hertil med 70 forskellige sprog og pludselig taler ét sprog. Det påvirker mig, hver gang jeg får udgivet en bog i udlandet”. Ronny Someck blev født Baghdad for 58 år siden. Stort set samtidig med, at en samling af hans digte udkommer på dansk, udkommer han også på arabisk udgivet af et egyptisk forlag. ”Det er første gang et udvalg af mine digte udkommer i et arabisk land. Titlen på samlingen er ”Løvemælk” – det er sådan, araberne kalder Arrak. Var jeg ikke kommet til Israel som halvandet-årig, var

jeg måske vokset op i et arabisk land, så på en måde slutter det en cirkel for mig, at jeg nu udkommer på arabisk – i et arabisk land”. Hvad sker der, når du hører dine egne følelser og tanker læst op på arabisk, vil jeg vide. ”Det er som at komme tilbage til barselsstuen og samtidig vide, hvad der foregik der. Jeg hører det sprog, der blev talt omkring mig det øjeblik, jeg blev født: Sygeplejersken, jordemoderen og lægen, der var tysk, men talte arabisk. Indtil de kom til Israel og fik at vide, at nu skulle de tale bibelens sprog, talte mine forældre og bedsteforældre det sprog, som er det sprog, som min bog nu udkommer på. I et land, der taler det sprog. Det er som en rejse tilbage til et sted, hvor du bliver skabt og formet. Gennem mine digte vender jeg tilbage til noget, der kunne have været mit sted, til det sprog jeg kunne have drømt på. Og det er stort. Jeg har tilegnet bogen min 18-årige datter, der har lært arabisk i skolen. Min datter lærer i dag mit modersmål. Også det er stort”.

”

Jeg skriver ikke ret meget – måske 10 digte om året. Når jeg skriver, sidder jeg trygt i et intimt værelse og er som et hulemenneske, der tegnede de vilde dyr, han frygtede på hulens vægge. Hulemennesket havde ingen planer om at skabe et kunstgalleri." Foto: Ronen Lalena

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

”

Ude i verden ser man ofte Her er så mange forskellige, Israel som en europæisk enklave i Mellemøsten. Vi har alle læst der vil være de bedste og største – det Amos Oz’ beskrivelse af sine forældres skuffelse over, at Israel er som at komme ind i en koncertsal ikke var som hjemme i Europa, og vi har læst David Grossman, der havde et naziuhyre i kældemed et orkester uden dirigent, og hvert ren. Dit sprog er et andet – det er fyldt med arabesker. Føler instrument spiller sin egen melodi. du dig også som en anderledes israeler? Men for mig er der harmoni – uanset ”Nej jeg føler mig overhovedet ikke anderledes. Jeg hører at én spiller langsomt og én anden til her, ligesom de gør. Vi taler og skriver det samme hebrahurtigt. Dette kaos er måske i virkeisk, men jeg tilpasser ikke kun ordene til Verdis rekviem og ligheden det flag, jeg ville hejse for at Bachs præludier, men også til de dråber af Arack, der er i Mubeskrive Mellemøsten." hammad Abdel Wahabs musik og i den klang, der kommer ud Her er så mange forskellige, der vil af Um Kultums strube, og det er da mevære de bedste og største – det er som get sandsynligt, at det hebraiske passer at komme ind i en koncertsal med et bedre til Mellemøsten. orkester uden dirigent, og hvert inMen i virkeligheden handler ikke om, strument spiller sin egen melodi. Men hvad der er godt eller ikke godt, men for mig er der harmoni – uanset at én om at jeg føler, at det ikke kan nytte spiller langsomt og én anden hurtigt. overhovedet, at man udelukkende spilDette kaos er måske i virkeligheden ler en klaversolo i dette land. Der må det flag, jeg ville hejse for at beskrive også være en oud med i orkesteret. Mellemøsten.” Det kan ikke være rigtigt, at her kun drikkes Vodka, her skal også drikkes Flere af dine digte beskæftiger Arrak. Og jeg har lidt en fornemmelse sig med Holocaust. Hvordan opfatter af, at her er for mange stereotyper i det en Baghdad-familie, som kom hertil her land. med sin egen lidelseshistorie, det fokus Jeg skrev engang et digt, der lød: der er på Holocaust? ”Da jeg var 6-7 år gammel, kom der en dag på én gang politi, brandbil og ambulance til vores kvarter. Alle børnene for ud på gaden, og vi så at fru Klara var død. Da vi spurgte, hvad hun døde af,

Jeg er en iraker i pyjamas min kone er rumæner og vores datter er tyven fra Baghdad

LØRDAG D. 13/11 kl. 14.00 10

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

fik vi at vide, at ’hun døde af Buchenwald …’ Jeg troede, det var en sygdom, og spurgte senere mine forældre, hvad det var. Min far sagde: ”Sæt dig ned”, og begyndte at forklare: ”Er det ikke rigtigt, at I børn griner af Yizhak, fordi han gemmer brød i bilen. Og er det ikke rigtigt, at I gør jer lystige over fru X, der hvert år til Pesach kommer for at låne stole, selvom hun sidder alene i lejligheden til Seder. Og er I ikke vrede på Ahuva over, at hendes mor følger hende til skole og sidder der og venter, til skolen er forbi?” Jeg fattede ikke, hvorfor min far snakkede om det, og så sagde han: ”Det er Buchenwald. Det var Shoah”. Og så sker der to ting. I to-tre måneder drømmer jeg hver nat den samme drøm: Jeg gemmer mig i et skab med nazistøvler, og de kommer og leder efter mig. Men samtidig sker der noget andet, som jeg stadig ikke ved hvordan … Jeg kommer til at være den eneste dreng i hele kvarteret, der ved alt om Shoah fra sine forældre, hvorimod de børn, hvis forældre havde været i Shoah, voksede op i hjem fyldt med tavshed. Så de kom til mig – den irakiske dreng – og jeg kunne forklare dem, hvorfor deres far skreg om natten, og hvorfor de gemmer brød, og hvorfor Ahuvas mor følger hende i skole og venter udenfor. Så det hele bliver vendt på hovedet. Fordi de andre forstår, at jeg har en kilde af informationer – min far læser aviser og går på biblioteket og læser bøger – kommer de og spørger mig, for at finde svar på de gåder, de lever med derhjemme.” ”På samme tid kører Eichmannsagen, og rektor tvinger de børn, der ikke kommer fra Holocaustover

levende familier, til hver dag at læse avisen. Det er jo underligt, i stedet for at tvinge de børn, der kommer fra anden generations-hjem. Men rektor var nok overbevist om, at de vidste det hele hjemmefra. I stedet sker det mærkelige, at vi – de orientalske børn – bliver dem, der sidder inde med al viden og på den måde bliver psykiatere for vores kammerater. Indtil der kommer en periode, hvor jeg begynder at tro, at der også var gule jødestjerner på de frakker, mine forældre havde med sig fra Baghdad. Vi blev alle ’anden generation’ – også dem af os, der ikke var det”.

Fra samlingen Solens fine pensel • Oversat af Hanne Friis Udkommer på Forlaget Goldberg & Mor d. 3. november 2010

4 råd til en dansende pige Dans, som om ingen kigger på dig, vær som Picasso, der fra kroppens lærred svinger skuldre og hænder. Lad ildpenslen sværte øjnene med glødende kul, og husk, at fra det øjeblik du blev født, har jeg fjernet brostenene, der brænder under dine fødder.

”Jeg kom fx til München som gæst inviteret af det tyske kulturministerium – jeg beskriver det i digtet om Mengeles sønner. Vi kører mellem Stutt gart og München, og jeg kigger ud af vinduet på den mest fantastiske natur. Det hele ligner postkort. Så ser jeg en stor traktorfabrik, og da vi kommer nærmere, ser jeg, at der står ’Brødrene Mengele’ på skiltet. ’Der er selvfølgelig ingen forbindelse mellem det skilt og den frygtelige Dr. Mengele’, siger jeg til chaufføren. ’Selvfølgelig er der det, det er hans sønner’ svarer han. ’Men de var sikkert imod alt hvad han gjorde’, siger jeg ’Nej nej’, svarer chaufføren, ’det var dem, der gemte ham og beskyttede ham, og de giver hvert år et antal promille af deres indtægter til neonazisterne’. Pludselig sker der noget underligt. Udsigten, der for et øjeblik siden var det smukkeste jeg havde set, blev pludselig helt sort. Ligesom jeg havde læst i bøgerne, når folk beskriver, at de ’ser sort’ – det var, hvad der skete.” ”Det ligger i underbevidstheden. Vi behøver ikke at gennemleve det. Vi bliver dets psykiatere. Når jeg skriver den slags digte, oplever jeg, at papiret er som lagnet på psykiaterens briks - og jeg ved ikke, om jeg er behandleren eller patienten.”

Mød Ronny Someck på bogforum på STAND 2 Goldberg’s GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Marc Zuckerberg – faktisk og fiktiv

”Jeg er som et lille barn

– jeg keder mig hurtigt”

Mark Zuckerberg Facebook er skabt af en drøm i en ung mands hjerne. En drøm om at connecte mennesker med hinanden. Først var målgruppen bare omgangskredsen fra hans high-school, men så kom der flere til og i dag er næsten hvert 10. menneske på jorden en del af verdens største sociale netværk. Selv er milliardæren temmelig uimponeret. Født: 14. maj 1984 Uddannelse: Harvard Teoretisk formue: $ 1,5 mia.

I'm trying to make the world a more open place by helping people connect and share.

Friend

Michel Solovej

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Af Michel Solovej To film om amerikanske milliardærer kan ses i biograferne i dette efterår. Den ene er en nyopdigtet historie om den fiktive Gordon Gekko, den anden er en gendigtning af den fiktive historie om den faktiske Mark Zuckerberg. Filmen The Social Network, der havde premiere i USA 1. oktober, er bygget over bogen The Accidential Billionaires – The Founding of Facebook. A tale of Sex, Money, Genius and Betrayal. Da Oliver Stones film Wall Street i 1987 fascinerede publikum med sit portræt af den skruppelløse og dæmoniske spekulant Gordon Gekko, havde 3årige Mark Zuckerberg næppe nogen forestilling om, at han 20 år senere ville blive verdens yngste ”self-made” dollarmilliardær nogen sinde. Gordon Gekkos overfladiske pengefiksering kanoniseret i den berømte punchline ”Greed is Good” har givetvis været et forbillede for mange af de unge og uerfarne finansdrenge, som Mogens Lykketoft så rammende har kaldt ”hysteriske kællinger”. Men ikke for Mark Zuckerberg. Hans formue er ikke skabt på drømmen om rigdom og pengegriskhed.

Facebook Mark Zuckerbergs drøm var at skabe kontakt mellem mennesker. Hans enorme formue består i, at han har grundlagt og er direktør for Facebook, som er verdens største sociale netværk på Internettet. Facebooks mission er, at ”give folk mulighed for at dele og gøre verden mere åben og sammenhængende” Tæt ved hver tiende menneske på jorden finder gamle og nye venner, kommunikerer om alt og ingenting og ikke mindst udstiller de detaljer om sig selv på Facebook. Denne artikels forfatter er en af dem. København er en lille by siger min 14årige søn, mens han forklarer hvorfra han kender to piger, der tilfældigt cykler forbi. De er venner med en klassekammerats tidligere klassekammerat fra den gamle skole. Og da min datter via Internettet fik adgang til klasselisten for sin nye 1.g klasse tog det mindre end 10 minutter for hende at konstatere, at hun havde fælles venner med praktisk talt alle sine nye klassekammerater. Alle kender alle fra Facebook siger hun til sin dinosaur-far.

Slut med privatlivet

Vi har alle prøvet at være ufrivillige tilhører til et fremmed menneskes private

mobiltelefonsamtale på en cafe eller i et S-tog. Facebook skræller endnu et lag af diskretionsbarrieren. Her kan man følge med i venner og bekendtes små beskeder og kommentarer til hinanden. En undersøgelse af brugen af Internettet fra oktober 2009 viste, at det især er kvinderne, der har taget Facebook og de sociale netværk til sig. Som mand kan man komme til at føle sig som en 11årig dreng, der kikker ind gennem nøglehullet til pigernes omklædningsrum, når man læser med på tætte og fjernere kvindelige venners ret private beskeder. Mark Zuckerberg er endda citeret for at have sagt, at privatlivets fred er forbi. Med premieren på filmen The Social Network er det i hvert fald sandt for ham selv.

”Synes om” -knappen Men brugernes villighed til at dele alt med hinanden leder også til et af Facebooks største problemer. Lige fra begyndelsen har der været kritik af Facebooks håndtering af person oplysninger. Facebook tjener penge på reklame. Pointen er at kunne målrette markedsføringsbudskabet til modtageren, hvilket sker på baggrund af detaljeret profilering af den enkelte forbruger. Jo mere målrettet, des højere værdi for de virksomheder, der betaler for reklamen. Præcis hvilken information Facebook bruger til at profilere sine brugere er ikke direkte til at gennemskue. En meget brugt funktion i Facebook er ”Synes om knappen”. Brugere markerer om de synes om venners bemærkninger, bil-

leder, blogs og artikler i aviser. Det må være gefundenes fressen for marketing folk. Som bruger føles det lige som, hvis TDC aflyttede samtaler og solgte indholdet til reklamebureauer.

Venner og fjender

Hvem er han så denne Mark Zuckerberg med over 500 millioner venner spredte over hele jordkloden? Han voksede op i en jødisk familie som søn af en psykolog mor og tandlæge far. Selv betragter han sig dog som ateist. I sine teenageår fik han interesse for computere og begyndte at skrive programmer. Allerede før han fyldte 20 år var både Microsoft og AOL på jagt efter Zuckerberg og ikke mindst det program han havde udviklet til at spille musik på Internettet. Zuckerberg afviste at sælge sit program og lod sig ikke ansætte i Microsoft. I stedet blev han optaget på Harvard universitet. Kollegierne på de amerikanske universiteter har ofte græske bogstaver som navn. Bogen The Accidential Billionares beskriver det jødiske kollegium Alpha Epsilon Pi som mest for de sekulære jøder – dem, hvor det jødisk klingende efternavn er det mest genkendelige jødiske træk. Det var på Alpha Epsilon Pi, at Mark Zuckerberg skabte Facebook sammen med tre venner. Og netop Mark Zuckerbergs relation til vennerne og forholdene omkring etableringen af Facebook er filmen The Social Network's centrale tema. At forholdet til venner ikke ligefremt endte lykkeligt kan læses ud af filmens undertitel: ”Du får ikke 500 million venner uden også at få et par fjender”.

”

Som mand kan

man komme til at føle sig som en 11årig dreng, der kikker ind gennem nøglehullet til pigernes omklædningsrum, når man læser med på tætte og fjernere kvindelige venners ret private beskeder." Michel Solovej

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Mark Zuckerberg

I protest mod Facebooks problematiske forhold til privacy har et nyt hold amerikanske studerende lanceret et alternativ. Denne gang er det fire studerende fra New York University, der har udviklet et socialt netværk med det for Goldbergs læsere familiært klingende navn: Diaspora. Diaspora er et Open Source projekt, så alle – der ellers kan forstå den slags –

Bogen og filmen fremstiller Zuckerberg lidet flatterende, som et ondsindet geni, der udnytter sine venner og medstuderende. Helt sikkert er det, at adskillige af de der var med fra Facebooks start har ligget i retssager mod hinanden om ejerskabet af Facebook. En af dem er Facebook medstifteren Eduardo Saverin, som er den væsentligste kilde til bogen The Accendential Billionaires. Også tvillingerne Winklevoss, der senere blev olympiske roere, har i årevis hævdet, at Mark Zuckerberg stjal deres ide. Tidligere i år indgik de et forlig uden for retten på 65 millioner dollars.

kan se programkoden.

Facemash

Ingen funktionalitet er

Filmen har allerede ført til en heftig debat om Zuckerbergs karakter. New York Times citerer filmens producer, for at filmen har delt publikum: ”Det modne publikum ser Zuckerberg som en tragisk figur … mens de unge ser ham som en rock stjerne, der gør hvad han måtte gøre for at forsvare sit skaberværk.” Oprindeligt var Facebook kun tænkt til de studerende på Harvard. På Zuckerbegrs gymnasium Philips Exeter Academy, (i øvrigt samme skole som er helt central i flere af John Irvings romaner fx The World according to Garp, A prayer for Owen Meany og A widow for one Year fik de studerende en ”blåbog” med billeder, navne og andre oplysninger på alle elevere lærere. Fordi portrætbillederne blev

skjult. Som svar på, hvad han syntes om antiFacebook projektet Diaspora, svarede Mark Zuckerberg. ”Jeg har da givet dem penge, det er et fedt projekt.” Han sagde videre, at han støttede de fire studerende, fordi de mindede lidt om ham selv.

stillet op i rækker blev bogen uofficielt kaldt facebook. Fra Harvard spredte Facebook sig til andre top-universiteter i USA og videre derfra som en tsunami ud over hele verden.

Education has always been important to me and my family. Growing up, my parents emphasized the importance of learning and academic success. Mark Zuckerberg

Men Facebook var lige ved ikke at blive til noget. Zuckerberg havde lanceret en anden service for de studerende på Harvard. På Facemash kunne de studerende stemme på om de medstuderende var ”hot or not”. Zuckerberg havde brugt de studerendes private billeder og stod til en reprimande fra universitets ledelse. Facemash havde formået at skabe røre på universitet på trods af, at det kun var åbent i fire timer en søndag aften. Det er denne episode der har skabt rygtet om at Mark Zuckerberg kun skabte Facebook for at score piger.

500 mio. mennesker over hele kloden er indbyrdes forbundet via Facebook

Jeg keder mig hurtigt Facebook blev lanceret 4. februar 2004. I juni 2004 blev Mark Zuckerberg interviewet i universitets avis ”The Harvard Crimson”. På det tidspunkt havde Facebook spredt sig til universiteter over hele USA og havde næsten 160.000 medlemmer. Zuckerberg citeres for at sige: “Jeg som et lille barn. Jeg keder mig hurtigt og computere opmuntrer mig … Jeg laver ting som det her hele tiden. Det tog mig faktisk kun en uge at lave” I Oliver Stones nye Wall Street – Money Never Sleeps er den fiktive pengedæmon Gordon Gekko blevet mindre skrupel-

løs. Om virkelighedens Mark Zuckerberg er det kynisk geni, som det i øjeblikket diskuteres i mange medier i kølvandet på filmen The Social Network vil her stå ubesvaret. Men en pengegrisk dæmon, tror vi ikke på, at han er. Vurderingen baseres på hans svar til ”The Harvard Crimson” i juni 2004 på spørgsmålet om at sælge, hvad der dengang stadig hed ”thefacebook”: ”Det er bare ikke noget vi er rigtigt interesserede i … Jeg mener ok – vi kan tjene en bunke penge – det er ikke målet … Alle fra Harvard kan få et job og tjene

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

new chair doesn't owe money to everyone who ever built a chair. Mark Zuckerberg

en bunke penge. Men det er ikke alle på Harvard der kan lave et socialt netværk. Det er mere værd end penge”. Men det var måske dengang?

Et enestående vidnesbyrd fra nazisternes udryddelseslejr ”Det er en pligt for enhver, som tager del i den europæiske kulturarv, at læse Chil Rajchmans vidnesbyrd fra Treblinka” – Information

– Jyllands-Posten – Berlingske Tidende Køb bogen hos din boghandler

A guy who makes a

kr.

199,-

Kristeligt Dagblads Forlag GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

n – to – tre – fire E litteratur om jødisk historie – boganmeldelser

Bøger om det jødiske folks oprindelse og historie er populær læsning, og ikke mindst vækker det nysgerrighed, når forholdet til den samtidige muslimske befolkning behandles. Goldberg har haft fingrene i fire 2010-udgivelser om emnet. Læs med her før du køber. Af Henning Silberbrandt Sir Martin Gilbert er 75 år. Han er engelsk jøde og har netop udgivet sin bog nummer 81. Den hedder In Ishmael’s House med undertitlen A History of Jews in Muslim Lands (altså I Ismaels hus – historien om jøder i muslimske lande). Af de 81 bøger, Gilbert har skrevet, handler over 30 om jøder og jødiske forhold og især Holocaust. Hvad er så Ismaels hus? Ismael var som bekendt Abrahams første søn, født af medhustruen, den egyptiske trælkvinde Hagar. På et tidspunkt befaler Gud, at Abraham skal sende Hagar og Ismael ud i ørkenen, hvilket han gør, bl.a. fordi Gud lover, at der ikke vil tilstøde dem noget. Siden hen får Abraham sønnen Isak med førstehustruen Sara. Pointen i historien er, at for muslimer går der en direkte linje fra Ismael til profeten Muhammed. Det vil sige, at både jødedommen og islam i muslimernes optik udgår fra patriarken Abraham som formidlet af halvbrødrene Isak og Ismael. For at vende tilbage til bogen og gøre en lang historie kort handler den om livsvilkårene for jøder i tidens løb i 14 muslimske lande: Afghanistan, Algeriet, Egypten, Irak, Iran, Libanon, Libyen, Marokko, Palæstina, Syrien, Tunesien, Tyrkiet, Usbekistan og Yemen. Det er en lang historie, der strækker sig over næsten 1400 år, og spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre at dække emnet ordentligt, selv i en bog på over 450 sider. Gilbert starter med at referere til den 7. august 2003 i Bali, da en af de såkaldte Balibombere blev kendt skyldig i at have forårsaget flere hundrede menneskers død. Ingen af dem var jøder. Bombemandens reaktion var at råbe: ”Jøder, husk Khaibar. Muhammeds hær kommer tilbage og besejrer jer.” Hvis Khaibar skulle lyde sælsomt i læserens øren, forholder det sig ganske anderledes for muslimer. De kender navnet så vel.

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Da profeten i år 622 forlod Mekka og flygtede til Medina, opbyggede han en hær af krigere med henblik på at underlægge sig området fra nord for Medina ned til selve Mekka. I den proces indtog profeten og hans krigere bl.a. den jødiske oase og by Khaibar ca. 150 km nord for Medina i året 628. Her får man for første gang en klar og skarp kant, som man kalder det i dag, mellem muslimer og jøder. Rent bortset fra at omkring en tredjedel af jøderne blev henrettet, indførte profeten et lovkompleks og en række bestemmelser, der definerede jødernes status. De principper blev siden udbredt til hele Ismaels hus, altså de områder, hvor islam var den fremherskende religion. Det vil føre for vidt at gå i detaljer med bestemmelserne. Hovedsagen var, at jøder (og kristne) blev reduceret til andenrangsborgere. De havde ingen retsbeskyttelse og blev pålagt en ekstra skat på op til 50 % af deres indtægt. De skulle være klædt i lyst (gerne gult) tøj og bære en hovedbeklædning, der staks viste, at de ikke var muslimer. De måtte under ingen omstændigheder ride på kameler eller heste, kun på æsler og muldyr, og i så fald kun på sidevendte sadler. Hvis de red forbi fornemme muslimers huse, skulle de stå af og gå. Der var dødsstraf for at bære våben eller bygge huse, der var højere end muslimers. De fleste af bestemmelserne gælder stadig i dag i muslimske lande. Rationalet var, at hvis jøder (og kristne) affandt sig med en status som andenrangsborgere, ville herskeren beskytte dem, så de undgik at blive overfaldet af pøbelen. Det kan der være noget om. Men kun i princippet. Gilberts bog gennemgår kursorisk perioder og analyserer områder, hvor jøder boede som minoriteter. Konklusionen er, at i nogle perioder og i nogle områder var alt godt, og i andre perioder og i andre områder havde jøderne det skidt. Gilberts bog er midtsøgende. Han vil ikke have ballade med muslimerne. Til den ende citerer han den britisk/amerikansk-jødiske orientalist Bernard Lewis, der i sin bog om antisemitisme skriver: ”Under islam blev jøder konstant diskrimineret, men sjældent forfulgt. På den anden side var islam aldrig så slem som kristendommen, når den var værst, eller så god som kristendommen, når den var bedst.” Så har man ikke sagt for meget eller fornærmet nogen. På en lidt bagvendt måde kan man sige, at

På et tidspunkt befaler Gud, at Abraham skal sende Hagar og Ismael ud i ørkenen, hvilket han gør, bl.a. fordi Gud lover, at der ikke vil tilstøde dem noget.

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

den egentlige kvalitet ved Gilberts bog er, at den indirekte gør opmærksom på, at konflikten i Mellemøsten ikke opstod med oprettelsen af staten Israel i 1948, men i virkeligheden startede med profetens overfald på jøder på den arabiske halvø i perioden 625-628, og at stridigheder mellem brødre og halvbrødre kan være ekstremt hadefulde. Bogen slutter i vor tid med udvandringen af næsten 600.000 jøder til Israel fra muslimske lande som Algeriet, Marokko, Tunesien, Egypten, Libanon, Syrien, Iran, Irak og Yemen i perioden 1948-1968. Afsted på raske fjed

Michael Brenners bog A Short History of the Jews er en letlæst gennemgang af jødernes historie fra Abrahams udvandring fra Ur i Kaldæa til i dag. Brenner er professor i jødisk kultur og historie ved universitetet i München. Han er 46 år og har været gæstelærer og gæsteforelæser ved en lang række amerikanske universiteter. Det er ikke nødvendigvis en svaghed, at en bog er letlæst, men Brenner slipper for tit af sted med at hævde, at dette eller hint vides der ikke noget om. For eksempel kan eller vil han ikke tage stilling til, i hvor høj grad Mosebøgerne kan eller bør læses som vidnesbyrd om konkrete historiske hændelser, eller om de er en sammenskrivning af mytisk stof, det ikke giver mening at datere. Brenners beretning bevæger sig af sted på raske fjed, så læseren i løbet af knap hundrede sider føres fra ødelæggelsen af Templet i år 70 til et vagt defineret tids-

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

gaver af Pesach-Haggada – den jødiske påskefortælling – etc. Det er nutiden, der brutalt

rum mellem år 1000 og det 14. århundformer fortiden rede i Europa. Til forskel fra Gilbert Hvis Brenner har svært ved at afgøre, om bruger Brenner kun få og dårlige kort til De fem Mosebøger er realhistorie eller at give læseren et overblik. Det skal dog myter, er der ingen tvivl hos Shlomo medgives, at Gilbert er helt enestående i Sand. Som historiske kilder er de ifølge sine konstruktioner og brug af kort. På hans vurdering totalt ubrugelige. side 360 i sin bog har han et suverænt Sand er professor i historie ved unikort, der viser årstal for lande og byer, versitetet i Tel Aviv. I 2008 udgav han hvorfra jøderne blev forvist (England, bogen Hvornår og hvordan blev det jødiSpanien, Portugal, Paris, ske folk opfundet? Lyon, Genova, Bern, Den var skrevet på Wien, Budapest etc.), og hebraisk og trængte Til trods for at i hvilke områder og byer langsomt, men sikjøderne i Venedig i 1516 pro- kert frem på bestselde søgte tilflugt mellem 1012 og 1517 (Venedig, testerede voldsomt imod at lerlisterne i Israel, Rom, Saloniki, Istanbul, hvor den lå placeret blive lukket inde i en ghetto, i 19 uger. Smyrna, Alexandria, Kairo etc.). I 2009 blev den konstaterer artiklens forfatBrenners bedste afsnit oversat til engelsk er hans gennemgang af de ter, at det i virkeligheden, og og udkom i USA og kristnes fordrivelse af ash- uden at jøderne var klar over Storbritannien, og kenaziske jøder og deres i 2010 udkom den det, var en fordel for dem, emigration mod nord og de samme steder især øst til byer som Pofordi de så ikke risikerede at som paperback sen, Vilna, Minsk, Pinsk, under titlen The blive sendt i eksil. Jovist. Man Invention of the Kiev, Kharkov etc. og deres senere tilbagevenskal høre meget i denne ver- Jewish People, altså den. Det er hans speciale. Opfindelsen af det De sefardiske jøder får til den, før ørerne falder af." jødiske folk. gengæld en lidt stedmoBogen blev og derlig behandling. er en succès de Man kan afslutningsvis sige, at hvad scandale, som de siger i Frankrig. Det med Brenners bog mangler af oversigtsdet franske nævnes her ikke som en tilfælkort til dels opvejes af en lang række dighed. Sand studerede og arbejdede i en velvalgte og smagfulde fotografier af årrække i Paris, hvor han stiftede bekendtjødiske bygninger, mindesmærker, udskab med de tanker, franske og britiske

”

samfundsforskere og filosoffer gjorde sig om begrebet nationalitet og nationalisme. Kort fortalt mente de, at et folk og en nationalitet ikke er en fysisk størrelse, men et mentalt fænomen, der konstant skal gødes og vedligeholdes ved hjælp af institutioner som skoler, trossamfund og politiske organisationer. Sands udgangspunkt er, at der efter år 70 aldrig har eksisteret et jødisk folk, men derimod en række religiøse fællesskaber med en vis tilknytning til hinanden. Det fører Sand til at hævde, at det er en myte, at jøderne i Jerusalem og Judæa blev drevet i eksil af romerne i år 132. De fleste israelske historikere er faktisk også enige om i dag, at det demografiske pres i de første århundreder efter Kristi fødsel nødvendiggjorde en udvandring, der dels førte jøder til Nordafrika, dels ned på den arabiske halvø og dels til Mesopotamien (Iran og Irak), hvor der i forvejen boede jøder, som ikke var vendt tilbage fra Babylon. I den forbindelse er det ifølge Sand helt uinteressant, om jøder talte om ’næste år i Jerusalem’. De kunne ikke drømme om at tage dertil. Ifølge Sand forudsætter begrebet folk et fælles areal, et fælles sprog og fælles sædvaner, og slår vi ned et tilfældigt tidspunkt, fx i 1540 i Oran (Algeriet), Venedig (Italien) og Ankara (Tyrkiet), kan man spørge, om nogen af de tre for-

ØØØØØ

BERLINGSKE TIDENDE

udsætninger er opfyldt. Det er de ikke. Men Sands pointe er, at hele dette billede ændres i starten af det 19. århundrede, hvor det jødiske folk så at sige skabes ud af intetheden i Bibelens billede, udstyret med et brændende ønske om at vende hjem. Den ambition overtages af zionismen, som er en verdslig bevægelse, og her har man grundlaget for de spændinger, der eksisterer internt i det israelskjødiske samfund i dag. Til syvende og sidst bunder Sands bog i den påstand, at nutiden konstant og brutalt former fortiden, så den kommer til at passe til de omstændigheder, vi lever under lige nu. Det er et temperamentsfuldt standpunkt, der har skabt stor debat i Israel. Akademisk ørkenvandring

Temperamentsfuld er ikke lige det ord, der falder en for, når man læser The Cambridge Guide to Jewish History, Religion and Culture. Bogen er tyk, stor og akademisk i udtrykkets værste betydning. Akademisk vil sige, at bidragyderne knap kan skrive to linjer, før de henviser til en kilde, de har deres egne ord fra. Bogen består af bidrag fra 20 forfattere, der får mulighed for at formidle deres viden og noget om deres forskningsområder. Ak og ve. Man er ved at gabe kæberne af led over det opstyltede sprog og den

“EN LITTERÆR ÅBENBARING“

JYLLANDS - POSTEN

“MESTERLIG ... DER FINDES LYKKELIGVIS MANGE GODE BØGER, MEN DENNE VIL LYSE LÆNGE. DET ER SVÆRT AT SE, AT DET KAN GØRES BEDRE.“ NORDJYSKE 6 ØØØØØØ

»TOMAS ESPEDAL FORTJENER AT BLIVE UDGIVET PÅ F Y R R E T Y V E SPROG, LIGESOM PER PETTERSON.” MORGENBLADET KRTIKERPRISEN

BATZER & CO Roskilde Bogcafé batzer@batzer.dk 46 36 62 74 * 28 11 62 74

“... FULDSTÆNDIG OG TOTALT UIMODSTÅELIG.“ JYLLANDS-POSTEN 6 ØØØØØØ

åbenlyse ambition om at dokumentere, at man har styr på sagerne ved i en artikel på 20 sider at have 80 henvisninger og en bibliografi på 60 numre. Der er to nyttige artikler. Den ene kommer nærmest i en parentes ind på, at begrebet antisemitisme i løbet af det 19. årh. skifter betydning fra at handle om religiøse forskelle til at dreje sig om gener og race. Det er rigtigt set. Det var den bane, der førte til Auschwitz. Den anden bemærkelsesværdige artikel handler om etableringen af ghettoer for jøder i Europa startende med ghettoen i Venedig i 1516. Til trods for at jøderne i Venedig protesterede voldsomt imod at blive lukket inde, konstaterer artiklens forfatter, at det i virkeligheden, og uden at jøderne var klar over det, var en fordel for dem, fordi de så ikke risikerede at blive sendt i eksil. Jovist. Man skal høre meget i denne verden, før ørerne falder af. Martin Gilbert, In Ishmael’s House, Yale University Press 2010 Michael Brenner, A Short History of the Jews, Princeton University Press 2010 Shlomo Sand, The Invention of the Jewish People, Verso 2010 The Cambridge Guide to Jewish History, Religion, and Culture, Cambridge University Press, New York, USA, 2010

“ET MESTERVÆRK ... SOM MINDER DIG OM HVORFOR DU ELSKER AT LÆSE BØGER.“ NPR “HVIS DU KUN LÆSER ÉN ROMAN I ÅR, SÅ BØR DU LÆSE DENNE.“ BUFFALO NEWS PULITZERPRISEN

“EN LITTERÆR ÅBENBARING ...“ NDR - BÜCHERWELT

MEDLEMSRABAT

“ÅRETS BOG.“ FRANKFURTER NEUE PRESSE

Ved du at man som medlem af forlaget kan købe vores bøger med rabat? Læs mere på hjemmesiden eller ring til os.

“... BLÆNDENDE SMUKT.“ WEEKENDAVISEN

www.batzer.dk 5

ØØØØØ NORDJYSKE

ØØØØ Ø JYLLANDS - POSTEN ØØØØØ

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

novelle Den amerikanske satiriker, Shalom Auslander, kommenterer det israelske parlaments heftige debat om konverteringer til jødedommen foretaget af andre end af det israelske overrabbinat.

Annulleret

målet om, hvem der er jøde, og hvem der ikke er det, er et af de vigtigste i vor tid.” ”Det og så måske hungersnød,” sagde jeg. ”Du skal ikke dømme mig,” sagde rabbineren. Det har været en hektisk sommer med masser af aktiviteter Jeg undskyldte og rystede æsken. for børnene, så den ferie, min kone og jeg havde planlagt i ”Hvad er det?” spurgte jeg. juni, blev skubbet til juli og siden til august. For nylig stod ”Din forhud.” vi så i køkkenet og lagde planer for august-turen til sidst i ”Fedt nok,” sagde jeg med et skuldertræk. ”Så er jeg ikke september. jøde. Og hvad så?” ”Men hvad med de store helligdage?” spurgte hun. Rabbineren gav tegn til en af eleverne, som svingede sin kølle ”Jeg ved ikke, om de er hellige,” svarede jeg. ”Men der skal i og smadrede ruden i yderdøren. hvert fald ske noget stort.” ”Må vi komme indenfor?” spurgte rabbineren. Ha! Det elsker jeg at sige. Rabbineren forklarede, at når jeg nu ikke længere var jøde, Pludselig bankede det hårdt på yderdøren. Udenfor stod en skulle alt, hvad jeg havde erhvervet mig i min tid som jøde, ultraortodoks rabbiner med stor sort hat, langt sort skæg og enten afleveres eller destrueres. en rød benzindunk i hånden. Ved siden af ham stod to unge Eleven smadrede mit fjernsyn. jeshivah-elever. Den ene med et clipboard, den anden med en “Du har haft stort udbytte af nogle meget jødiske karakterbaseballkølle. Jeg åbnede døren. egenskaber,” sagde rabbineren. ”Selverkendelse, formulerings “Shalom Auslander?” spurgte rabbineren. evne og humor … af en slags. Det var fint, så længe du var “Ja?” jøde, men nu er det et slag i ansigtet på de seks millioner, der “Jøden Shalom Auslander?” døde i Holocaust.” “Det var da et sært spørgsmål,” sagde jeg. Eleverne smadrede min dvd-afspiller og min computer. “Ja eller nej?” spurgte han. ”Jeg tror, du overvurderer, hvor godt mine bøger sælger,” “Ja.” sagde jeg. Jeshivah-eleven med clipboard’et krydsede noget af i sine ”Åh ja, bøgerne,” sagde papirer, og rabbineren gav mig en rabbineren. ”De skal også lille trææske. “Det er min pligt at fortælle Rabbineren forklarede, at jeg inden for de væk.” Nej, ikke kun dem, dig, at du ikke længere er jøde,” sagde han. næste to uger skulle aflevere min humoristiske sans, jeg selv havde skrevet, forklarede han, men alle ”Er det min mor, der har sendt min pensionsordning og eventuelle filmmanuskrip- de jødiske forfattere, der jer?” spurgte jeg. var blevet af-jødet – de Rabbineren rystede på hovedet ter, som jeg lavede for den israelske regering." skulle alle sammen væk. og forklarede, at han repræsenMens den ene elev fortsatte terede den komité, det israelske med at ødelægge mine ejendele, gennemgik den anden mine parlament havde nedsat for at afgøre, hvem der er jøde, og reoler og tog bøger af alle de af-jødede jødiske forfattere, han hvem der ikke er det. kunne finde, ud og smed dem i en bunke på gulvet i mit “Jeg troede kun, det handlede om konverteringer,” sagde jeg. arbejdsværelse. Han begyndte med Roth’erne – Henry, Joseph “Sådan begyndte det også,” svarede rabbineren. “Men hvis og Philip. Så fulgte Franz Kafka, Woody Allen, Groucho Marx man skal vurdere folks konverteringer, kan man lige så godt og Isaac Babel. Nogle påstår, at Cervantes’ mor var jøde, så de også vurdere folks forhold til religionen.” Han så på mig med rev simpelthen min Don Quixote midt over. Samme skæbne sammenknebne øjne. “Og deres vittigheder.” led Michel de Montaigne og Proust. Da de var færdige, stod “Mener du den om de store helligdage?” der kun lidt Shakespeare, en stak russiske forfattere fra det 20. ”Jeps,” sagde rabbineren. ”Den brød vi os ikke om. Spørgs-

Af Shalom Auslander

”

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

århundrede, mine Beckett-bøger (men forordet af Paul Auster var revet ud) og alt af Céline, som heldigvis hadede jøder. Jeshivah-eleven hældte benzin ud over bøgerne på gulvet og strøg en tændstik. Rabbineren forklarede, at jeg inden for de næste to uger skulle aflevere min humoristiske sans, min pensionsordning og eventuelle filmmanuskripter, som jeg lavede for den israelske regering. Jeg forsøgte at få ham til at tage min skam, mine seksuelle problemer, hypokondrien og mit lave selvværd, men det ville han ikke, for som han sagde, var de mine forældres skyld og dermed deres ansvar. Jeshivah-eleven satte ild til mine bøger. Min kone kom ind og spurgte, hvad der foregik. ”Vi er ikke jøder længere,” sagde jeg. ”Kan vi så tage på ferie i september?” spurgte hun. Nu havde jeg fået nok. ”Jeg vil gerne tale med din overordnede,” sagde jeg til rabbineren. De grinede. ”Vi har ikke nogen,” sagde rabbineren. “Det har vi haft, men de er også blevet af-jødet.” ”Hvad så med deres overordnede?” ”De goyim var de første, der røg.” ”Der må da være nogen i den israelske regering, jeg kan tale med.” ”Det er væk.” ”Hvad?” ”Israel.” ”Var det ikke jødisk nok?” ”Tel Aviv,” forklarede han. ”Lad mig tale med Netanyahu,” sagde jeg. Rabbineren rystede på hovedet. ”Har du nogensinde set ham med kalot? Han optræder altid med bart hoved. Og han kalder sig jøde.” ”Så hvor mange jøder er der tilbage?” spurgte jeg. ”Efter dig?” ”Ja.” ”Kun os,” sagde rabbineren. ”Men Shlomo bliver af-jødet, når vi kommer tilbage til motellet, og Yaakov har engang båret noget på sabbatten, så der er faktisk ikke andre end mig.” ”Er du den sidste jøde?” ”Det ser sådan ud.” Jeg rystede på hovedet over ironien i det hele. Da jeg var ung og ikke overholdt sabbatten eller spiste noget, der ikke var kosher, sagde min mor, at jeg fuldførte, hvad Hitler havde sat i gang. Senere, når jeg skrev kritisk om jødedommen, hørte jeg det samme fra folk, jeg overhovedet ikke

kendte. Hvem skulle have troet, at nogle få ultraortodokse rabbinere skulle fuldføre, hvad Hitler havde sat i gang? Rabbineren og jeg satte os på min divan og så flammerne blive højere og højere. Han sukkede trist. ”Hvad kan man gøre, når hele verden hader os?” sagde han. Min Nathanael West-samling begyndte at brænde på toppen af stakken, Isaac Bashevis Singer ulmede i bunden, og halvdelen af Forbandede Ungdom smuldrede til aske og svævede op mod loftet. ”Antisemitter, hele bundtet,” sagde rabbineren. ”Aldrig mere.” Ovesat af Hanne Friis

IllustratioN

Jeanne G Ke

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

mpinski

nye strømninger i det moderne USA

Washington har fået sin J-Street I november er der midtvejsvalg i USA. Præsident Barack Obamas fremtid i Det Hvide Hus bliver sat på prøve, og Washingtons lobbyorganisationer er i fuld gang. I mange år har en enkelt nålestribet organisation været toneangivende omkring israelske interesser. Men der er kommet flere til, og navnlig en enkelt har markeret sig. Af Susanne Bernth J-Street blev stiftet i april 2008 et halvt år før Barack Obama vandt præsident valget. Grundlæggerne er unge og af mange regnet for uvorne, men organisationen er lynhurtigt blevet en spiller, man regner med på den politiske bane i Washington. Navnet er et nik til den berømte KStreet i Washington, D.C., der er kendt for sine tænketanke og lobbyorganisationer. Da der af en eller anden grund blev sprunget direkte fra I-Street til K-Street i byens alfabetgadesystem, lå det ligefor. At J’et også står for Jew, fik det hele til at gå op i en højere enhed. Rent fysisk har organisationen dog til huse på L-Street i downtown Washing ton. Umiddelbart er det mest bemærkelsesværdige, at man kan gå direkte ind på J-Streets kontorer uden hverken at skulle gennem en metaldetektor eller have undersøgt sin taske, sådan som det normalt er tilfældet ved større jødiske organisationer. Det er nok bare at melde sig i kontorhusets reception og tage elevatoren op, ligesom organisationen har slået dørene op for alle, der deler dens syn på fred i Mellemøsten: At USA's aktive involvering er nødvendig, og at der ikke kan komme fred uden en to-statsløsning. J-Street er et typisk barn af 21. århundrede. Bortset fra stifteren og di-

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

rektøren, Jeremy Ben-Ami, der sniger sig helt op på 47 år, er langt de fleste under 40, og de henter snarere deres jødiske identitet i Woodstock end i Wroclaw eller Tel Aviv. ”Vi er en generation, der ikke udelukkende definerer, hvad det vil sige at være jødisk ud fra vores holdning til Israel,” forklarer Amy Spitalnik, J-Streets 34-årige pressechef til Goldberg og fortæller, at mange i inderkredsen lever i blandede ægteskaber, uden at der går skår af deres jødiske tilhørsforhold af den grund

”

I de senere år har vi kun hørt fra jøder, der stod til højre for centrum, fra de ny-konservative, og de kristne evangelister, mens man ikke har hørt meget til den mere midtsøgende del af det jødiske samfund."

Organisationen er overvejende net baseret. I løbet af de første to og et halvt år har J-Street fået 160.000 online støtter og budgettet fordobles hvert år. I 2010 skønnes det at komme op på den gode side af fire mio. dollar.

Generationskløft med problemer

American Israel Public Affairs Commitee, AIPAC, har i mange år været Israels førende stemme i den amerikanske kongres. Med over 100.000 medlemmer og en pengetank på over 100 mio. dollar er organisationen ved flere lejligheder blevet kaldt ”den mest indflydelsesrige Israellobby i USA”. Alligevel gik det ikke stille af, da J-Street meldte sin ankomst. Mange kommentatorer undrede sig over, hvorfor AIPAC, der var så vel etableret og velestimeret, tog sådan på vej og var langt mere på vagt over for J-Street end over for andre små organisationer som fx Americans for Peace Now eller The Israeli Policy Forum. 56-årige James Traub, som i mange år har været skribent på New York Times’ søndagsmagasin, overvejede om ikke forklaringen kunne findes i en generationskløft. Han begrundede det med, at mange af repræsentanterne for de etablerede Israel-organisationer var født i Europa, enten under eller kort efter Anden Verdenskrig. De levede med katastrofens ånde i nakken og tog ingen chancer, når de forskansede sig bag låste døre, som blev overvåget af kontorpersonale i glasbure. 26-årige Ezra Klein, blogger og klummeskriver for Washington Post og Newsweek, var inde på det samme. Den angst, som prægede generationen, der havde oplevet Holocaust eller var direkte efterkommere, ”er væsentlig anderledes

end min generations oplevelse af, hvad det vil sige at være jøde.” Følelsen af konstant at være truet og yderst sårbar, som er en vedvarende følgesvend for den ældre generation er i stigende grad ikke tilstede hos de yngre. Midtergruppens stemme

AIPAC har bebrejdet J-Street, at de såede splid internt i det jødiske samfund på et tidspunkt, hvor situationen i Israel var meget kritisk. Men bag kritikken stak også en del amerikansk indenrigspolitik. Jeremy Ben-Ami var højtstående indenrigspolitisk rådgiver for præsident Bill Clinton og havde i de otte år med Bush-regeringen set, hvordan det amerikanske engagement i fredsprocessen til AIPACS store tilfredshed blev neddroslet til, hvad mange i oppositionen anså for at være en bevidstløs blåstempling af den israelske regering. I forbindelse med lanceringen sagde en af medinitiativtagerne, Alan Solomont, der også er en fremtrædende fundraiser

Stifterens rødder Stifteren af og direktøren for J-Street Jeremy Ben-Ami er født i New York og uddannet jurist. Siden barndommen har han været opslugt af politik og debuterede som ni-årig med at dele løbesedler ud til fordel for Jimmy Carter (demokratisk præsident fra 1977-81). Inden han helligede sig J-Street var han en højststående embedsmand under præsident Bill Clinton og blev senere underdirektør i Fenton Communications. Han har tillige været kommunikationsdirektør for ”New Israel Fund”, og i slutningen af 1990’erne grundlagde han Ben-Or Communications i Israel.

til Det demokratiske Parti: ”I de senere år har vi kun hørt fra jøder, der stod til højre for centrum, fra de ny-konservative, og de kristne evangelister, mens man ikke har hørt meget til den mere midtsøgende del af det jødiske samfund.” J-Street skulle netop give denne midtergruppe, der ikke mente, at AIPAC repræsenterede deres standpunkter, en stemme, og samtidig gøre op med Bushregeringens tilbageholdenhed. USA skulle aktivt tilbage i fredsprocessen. Uomtvisteligt er det, at langt de fleste amerikanske jøder ikke brød sig om

Under uafhængighedskrigen var hans far tilknyttet en ungdomsafdeling af oprørsbevægelsen Irgun og blandt dem, der skulle købe Altalena, et fartøj, der var blevet til overs fra Anden Verdenskrig, og som var fyldt til bristepunktet med våben. Skibet var på vej mod Palæstina, da David Ben-Gurion udråbte staten Israel og gav

Bush-årene. Ved valget i 2004 fik George W. Bush kun en fjerdedel af de amerikansk/jødiske stemmer, mens over 80 pct. stemte på Barack Obama i 2008. Selv nu, hvor præsidentens stjerne er dalet, ligger den jødiske støtte til ham over landsgennemsnittet. Ved valget i 2008 støttede J-Street 41 kandidater, hvor langt fra alle var jødiske, og fik 33 valgt. Den slags giver respekt i en ”one company town” som Washington, D.C., hvor politik og magt fylder det hele. Det er en strategi, de har til hensigt at følge ved midtvejsvalget den 2. november, hvor de støtter 60 kandidater, overvejende demokrater, med et samlet budget på en mio. dollar.

alle modstandsgrupper ordre til at nedlægge deres våben og undergive sig den ny stats kontrol. Da lederen af Irgun, den senere ministerpræsident Menachem Begin, nægtede at returnere Altalena, gav Ben-Gurion ordre til, at skibet skulle sænkes. Til New York Times har Jeremy Ben-Ami fortalt, at hele hans barndom var præget af diskussionen om Altalena, Ben-Gurion og hvilken kraftidiot, han var.

Han er også rundet af det nærmeste, man kommer israelsk adel. Hans oldeforældre var blandt de første, der drog fra Rusland til Det hellige Land i 1882, og hans bedsteforældre deltog i det berømte strandskallelotteri, hvor man med strandskaller i en hat trak lod om et stykke jord.

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Mad, mad, Mad

Suveræn Shabbat Porcelæn fra Royal Copenhagen, www.royalcopenhagen.com

Intet er helligt” griner kogebogsforfatteren Tina Scheftelowitz og giver dermed svaret på, hvor

meget hun tillader sig at lave om på opskrifter, der stort set uændret har passeret fra generation til generation.

Af Jacques Blum Goldberg er på besøg langt ude på landet for at snakke om og smage på traditionel jødisk mad med et twist. I køkkenet hos Tina Scheftelowitz dufter der af suppe, nybagt brød og masser af krydderier! Flettede hvedebrød, hakket lever, fiskeboller og hønsekødsuppe er retter, som i århundreder er blevet tilberedt på stort set samme måde i hhv. de polske, russiske og tyske jødiske husholdninger. Madlavningstraditionerne fulgte med når jøderne immigrerede eller blev drevet på flugt, og derfor kendes retterne nu fra film, bøger og restauranter verden over som typisk europæisk jødisk mad. Ikke mindst nogle ganske bestemte detaljer ved serveringen er blevet kendetegn på madens oprindelse: Der skal blå birkes på de hvide hvedebrød, fiskebollerne skal serveres med en eller to skiver (ud)kogt gulerod, til leveren hører hårdkogte æg og revet peberrod rørt op med saften fra syltede rødbeder og hønsekødsuppens overflade skal have gyldne fedtperler. Sådan har det været i generationer, men opskrifterne lever næppe op til nutidens krav til effektivitet i køkkenet og udryddelsen af kolesterol, fedt og hvide kulhydrater i maden. Derfor har forfatteren bag en stribe suveræne kogebøger med grøn og sund mad givet sig i kast med at ændre dem i håb om at dette lille stykke madkultur vil blive båret videre til de næste generationer.

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Gør det lidt nemmere:

Gefillte fisch, gehakte leber og kyllingesuppe kan laves dagen før. Vent med at koge grøntsagerne i suppen, lave salaten og bage brødene til samme dag det skal serveres. Eller uddeleger nogle af retterne til gæsterne – gefillte med salat og gehakte er oplagte …

Challa Fuldkornsfletbrød med frø Her er de traditionelle triste hvide brød boostet med fuldkornsmel og trillet i sprøde frø og kerner. Forhævningen er sprunget over. Hvorfor skal brød egentlig forhæve, når de bare kan hæve ad én omgang? To brød: 4 dl lunkent vand 50 g gær 1 spsk. salt 3 spsk .sukker 4 spsk. olivenolie 1 æg 400 g grahamsmel eller anden fuldkornsmel ca. 450 g hvedemel 1 æg til pensling Drys: blå birkes, hørfrø og sesamfrø – eller andre slags frø som græskarkerner, solsikkefrø, nigella eller letstødte krydderier fx spidskommen eller koriander Opløs gæren i vandet, tilsæt salt, sukker, olie og æg. Pisk det godt sammen og tilsæt alt grahamsmel og hvedemel lidt ad gangen til du har en lind og smidig dej. Ælt dejen grundigt og tril den til 6 pølser, 3-4 cm tykke og ca. 35 cm lange. Rul dem i forskellige slags frø og flet 2 brød. Lad dem hæve til dobbelt størrelse under et klæde, ca. 2 timer. Pensl med sammenpisket æg og drys evt. med lidt flere frø. Bag ved 175 grader varmluft (200 grader uden) i 30-35 minutter til brødene er gyldne.

Foto: Columbus Leth

Tina Scheftelowitz kender den traditionelle østeuropæiske mad fra barnsben. Den dynamiske kvinde, der har stået bag bl.a. den legendariske Floras Kaffebar på Blågårds Plads og det trendsættende kaffekoncept ”AMOKKA”, er opvokset i en københavnsk jødisk familie med russiske, litauiske og polske rødder.

•

”For mig er retterne lig med gode barndomsminder, men de er i mine øjne kulinarisk uinteressante, så jeg har her twistet dem med krydderier og krydderurter og mere lethed fra grøntsager, så man ikke er så forbasket tung i maven efter mange retter.”

Bestik fra Georg Jensen, www.georgjensen.com og Stelton Nordstaal, www.stelton.dk

”

•

Tak for lån: Dug fra Kurage, www.kurage.dk

ABBA

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Gefillte fisch med chein

Hønsekødsuppe

Fiskeboller med krydderurter og rødbede-peberrodssalat Hvorfor er det lige at fiskebollerne skal koge i timevis? Og kan man ikke lave peberrodssalaten – chain – om til en salat med peberrod? Ca. 13 boller, til 4-6 personer

Kyllingesuppe med masser af smag

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

e uv r

æn

Pynt: stegt bladselleri og timianblade saltagurker til servering

Til 8 personer 100 g kogt kartoffel 150 g bladselleri 100 g løg 4 spsk. olivenolie 10 stilke frisk timian eller salvie 1 fed presset hvidløg 250-300 g kalvelever eller kyllingelever 2 spsk. cognac eller brandy, kan udelades salt og friskkværnet peber

Skræl og kog kartofler eller brug en rest kogte. Skær bladsellerien i små terninger på ca. 1 x 1 cm. Pil og skær løget i terninger. Steg bladsellerien i 2 spsk. olie ved middelhøj varme i 3-5 minutter til de er let sprøde. Tag dem af panden og steg løget ved middel varme i 2 spsk. olie mere, tilsæt timianblade (eller grofthakket salvie) og steg ca. 5 minutter til de er klare og bløde, pres hvidløget i og skub løgene til side på panden. Læg leverskiverne på (fjern de hvide kirtler fra evt. kyllingelever), drys med salt og peber og steg videre på begge sider, ca. 5-10 minutter i alt, til leveren netop er gennemstegt, dvs. er fast ved tryk. Skær dem evt. over og tjek at farven er grålig. Blend lever, løg, kartofler og stegeolie i en foodprocessor til massen er cremet og jævn. Tilsæt ¾ af bladsellerien og cognac og smag til med salt og peber. Kom i små portionskopper eller på et fad, pynt med resten af bladsellerien, dæk til og sæt i køleskabet. Pynt evt. med lidt timianblade og server med salt agurker og challa.

Del kyllingen i halve, rens den for indvolde, skyl den og skær overflødigt fedt, skind og gumpen (enden) væk. Skær den op i 8 dele. Læg stykkerne i en stor gryde og dæk med vandet. Kog op og fjern skummet med en hulske eller ske. Tilsæt salt, hvidløg halveret på tværs af feddene, dildfrø, stjerneanis og chiliflager. Lad kyllingen simre under låg. Skræl sellerien og skær den i terninger. Skræl og skær gulerødderne i skiver, skær porrerne i 10 cm stykker, skåret igennem på langs. Skyl porrerne grundigt i flere hold rent vand. Tilsæt selleri og gulerødder når kyllingen har kogt i 45 minutter. Kog 15 minutter og tilsæt porren. Kog yderligere 5-10 minutter og smag suppen til med salt. Server i suppetallerkener med et drys karse eller persille. Giv evt. chiliflager og challa til.

ABB

ABBA

Gehakte leber Hakket lever med cognac, timian og bladselleri Her er en sprødere, lettere og let spruttet udgave af den traditionelle hakkede lever. De hakkede æg er udeladt, jeg kan ikke se at de tilføjer noget interessant rent gastronomisk.

ræ

er v u

evt. persille til pynt evt. ekstra friskreven peberrod

Salat: Kog rødbederne til de er møre, skyl dem i koldt vand og smut dem ud af skrællen. Skær dem i små terninger. Skræl gulerødderne og skær dem i tynde skiver. Skær æblerne i små terninger med skræl, udelad kernehuse. (En anden mulighed er blot at rive de rå grøntsager og frugt groft på et rivejern.) Bland frugt og grøntsager med eddike, honning og peberrod og smag salaten til. Den må gerne være stærk. Server salaten samt challa til fiskebollerne, pynt evt. med mere peberrod og hakket persille.

Pynt: karse eller hakket persille evt. chiliflager

Salat: 200 g rødbede 100 g gulerod 200 g æble 1½ spsk. æbleeddike ½ spsk. flydende honning 3-5 spsk. friskreven peberrod salt

Til 4-6 personer 1 kylling på ca. 1.500 g, gerne økologisk ca. 1,4 l vand 1 helt hvidløg 1½ tsk. dildfrø eller hel spidskommen 3 stjerneanis 1,5 kg grøntsager, fx knoldselleri, gulerødder og porrer chiliflager eller cayennepeber efter smag salt

Boller: 450-500 g fiskefilet, fx mørksej og laks 1½ tsk. salt 2 store håndfulde persille og/eller dild, uden stilke 150 g løg 1 æg friskkværnet peber

Boller: Skær evt. skind af fisken. Skær evt. ben fri og kasser dem. Blend fisken med krydderurter og salt i en foodprocessor til massen er jævn og finthakket. Blend hurtigt æg og pillet, revet løg i. Form farsen til små boller med en spiseske, som du jævnligt dypper i en skål med koldt vand. Læg bollerne i et fad. Kom ½ liter vand samt lidt salt i en stor gryde og varm op til kogepunktet. Tilsæt bollerne forsigtigt på én gang, i ét lag og kog dem ca. 10 minutter, til de ligger i overfladen, er faste og gennemkogte. Tag gryden af varmen og lad evt. bollerne stå og trække ca. 1 time. Køl dem af og sæt dem i køleskabet. Tag dem ud af køleskabet en halv time før de skal serveres.

BBA

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

lizzie doron, nu også på dansk – interview

Helena og hendes datter Lizzie Doron sætter sine læsere skakmat med fortællingerne om opvæksten med Helena, der overlevede udryddelserne i nazisternes lejre og fortsatte kampen med livet i Tel Aviv. Fuld af humor og sylespidse iagttagelser, men aldrig udleverende eller nedsættende, beskriver Lizzie Doron tilværelsen med sin stolte og aparte mor. I november udkommer bogen Hvorfor kom du ikke før krigen? på dansk.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild Hun hedder Lizzie Doron, og hun er født i Israel i 1953. Gift med Danni, mor til to, akademisk uddannet og i en årrække lektor ved Tel Avivs Universitet. Bosat nord for byen i et af de nyere luksushøjhuse med udsigt over Middelhavet. Alt i alt repræsentant for et forholdsvis almindeligt liv i en velstillet israelsk familie. Sådan har mange i omgangskredsen sikkert set hende, og det kunne meget vel være fortsat sådan, hvis det ikke havde været for datterens gymnasieopgave. Og for hendes mor, selvfølgelig. ”Fortæl mig om mormor og om din barndom,” sagde datteren en dag – uden anelse om, at opfordringen kom til at betyde afslutningen på Lizzie Dorons formentlig ret forudsigelige og stabile akademiske karriere og begyndelsen på en meget anderledes og offentlig skribenttilværelse. Gymnasieopgaven skulle handle om familiebaggrund og rødder. I Israel, hvor den slags emneopgaver er meget almindelige, betyder det oftest beskrivelser med megen dramatik. Ingen har unddraget sig krige eller forfølgelse i 1-2 generationer tilbage, uanset hvor i verden familien stammer fra. Lizzie Doron – enebarn af to Holocaust-overlevende, der efter krigen

bosatte sig i Israel, fik et barn, blev skilt og døde – er ingen undtagelse. Men hvor andre sætter sig ned og snakker, måske med støtte fra et fotoalbum, så begyndte Lizzie Doron at skrive sit svar til datteren. Svaret blev til en bog, så en trilogi, og snart udkommer hendes femte bog, der dog handler om noget helt andet. Den første, Hvorfor kom du ikke før krigen?, er foreløbig oversat til tysk, fransk, italiensk, russisk og polsk. Den er på vej på svensk, og nu udkommer den på dansk.

imens hun enten præcist udtrykker nogle barske ting om sin mor og om Shoah – rækkefølgen er ikke tilfældig – eller med bidende humor og et glimt i øjet fortæller om præcis de samme emner. På forunderlig vis bliver hendes læsere – og for den sags skyld også interviewere – sat skakmat. Det er vanskeligt at finde ud af, om man skal slå en skraldlatter op eller fælde en tåre, og det er måske denne psykologiske skakmatsituation, der er Lizzie Dorons helt særegne styrke. På samme måde beskriver hun det lille kvarter i Tel Aviv, hvor der – måske Skakmat tilfældigt, måske Hvorfor kom du -–boede ikke før krigen? er Lizzie Doron ligestil- ikke en stor gruppe på den ene side en Holocauststribe erindringsafles af journalisten Adam overlevende, snit holdt i et knapt der forsøgte at og præcist sprog, og Holm i Weekendavisen skabe et ”liv efter på den anden side oktober 2010 med de tre døden”, om epipeger den tilbage soder og detaljer til en skribent, der store israelske forfattere fra sin barndom, både har akademisk så enhver med skoling og samtidig Amos Oz, A.B. Yehoshua den mindste grad besidder en nerve, og David Grosmann." af empati vil føle der er alt andet sig hensat til en end videnskabeligt tandlægestol unobjektiv. At læse der en rodbehandling, hvor bedøvelsen Lizzie Doron, eller at interviewe hende, ikke længere er på sit højeste. er præget af denne dobbelthed. Man behøver ikke have særlig interesse - Jeg bryder mig egentlig ikke om at for emnet Shoah eller kvinden Lizzie Dotale om det her emne, men jeg ved, det ron for at opleve denne skakmat-følelse. er nødvendigt, siger Lizzie Doron, alt

Søndag D. 14/11 kl. 14.30 28

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

”

Foto: Tanir Abramovitch

Det er ikke ofte, at Magasinet Goldberg citerer modeblade, men læsningen af Lizzie Doron kan dårligt beskrives bedre end som her i det franske Vogue: ”Hvorfor kom du ikke før krigen? er en imponerende jødisk fortælling – en af dem, der kalder tårerne frem, uden at man ved, om det skyldes glæde eller tristhed eller begge dele.”

Den store psykiatriske afdeling Lizzie Doron definerer ikke sig selv som ”2. generations Holocaust-overlevende”. Hendes analyse af sig selv og Israel er enkel og kontant: Den israelske befolkning – alle til hobe – lider af posttraumatisk stresssyndrom, og Israel er verdens største psykiatriske afdeling. ”Patienterne” er enten de ”psykotiske”, der forbereder sig på Messias’ komme, og som dybest set er uhelbredelige. De kan

ikke komme sig over skuffelsen over, at han ikke er kommet endnu. Den næste gruppe er dem, der forsøger at leve et ”normalt liv” i Israel med al den frygt, vrede og usikkerhed, som hører til ”normaliteten” i landet. De veksler konstant mellem at være maniske eller dybt depressive over landets situation. Endelig er der den tredje gruppe, der bevidst har valgt at forlade ”afdelingen” for at få en ”second opnion”, hvad enten det er i New York eller Kathmandu. For Lizzie Doron gælder denne analyse, uanset om patienterne er ankommet til landet for flere generationer siden eller er nye indvandrere. Det er også lige meget, om de har rødder i Europa, USA, Moldavien eller Yemen. Selvom analysen umiddelbart – og i hvert fald videnskabeligt – kan opleves som noget kategorisk, mener Lizzie Doron vist nok, hvad hun siger. Men

Lizzie Dorons første bøger, en trilogi, er efter anbefaling fra det israelske Undervisnings ministerium er blevet inkluderet i skolernes pensumliste. Hun er desuden modtager af bl.a. Buchmann Prize (Israel 2004), Jeanette Schocken Preis (Tyskland 2007), WIZO Prize (Italien 2008) og Premio Letterario Francesco Alziator (Italien 2009).

Mød Lizzie Doron på bogforum på STAND 2 Goldberg’s GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Hvorfor kom du ikke før krigen? er Lizzie Dorons første udgivelse på dansk

talt vanskelige opvækstvilkår beskriver sin mor og alle hendes særheder med varme og kærlighedens humor. Aldrig udhængende, udstillende, bebrejdende eller appellerende til læserens medlidenhed. Også på dette punkt er Lizzie Dorons litteratur noget særligt.

selvfølgelig er hun villig til med et glimt i øjet at trække det hele tilbage. (Hvis en videnskabelig samfundsanalyse skal stå sin prøve ved at blive afprøvet på den konkrete befolkningsgruppe, som forskeren udtaler sig om, vil Lizzie Doron formentlig få medhold af et stort mindretal, blive afvist af et næsten lige så stort mindretal og endelig blive rost eller kritiseret ud fra lige så mange synsvinkler, som der er partier i Israel.)

Overlevelsesstrategier Lizzie Dorons forståelse for og indlevelse i psykisk afvigelse har hun ikke kun gennem sine studier på universitetet. Opvæksten i et fattigt hjem med en stolt mor, der har overlevet den menneskelige ondskab i en nazistisk udryddelseslejr, og tabet af hele sin familie har givet Lizzie Doron en enestående forståelse for de mekanismer, der må tages i brug for at kunne leve videre. - Man skal være lyshåret og have blå øjne for at kunne overleve, har hendes mor blandt mange andre strategier indprentet sin datter. Uanset om Helenas påstand måtte være rigtig eller forkert, så er hendes overlevelse og forplantning en sandhed i sig selv. Og den slags læresætninger har lagret sig i hendes datter, hvad enten hun som barn eller voksen har kunnet forlige sig med det eller ej. Lizzie Doron ved det godt, hvilket formentlig er en af årsagerne til, at hun på trods af de mildest

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Til avisen Haaretz har Lizzie Doron forklaret, hvorfor hun mener, at hun har så stor succes i tysktalende lande: Jeg fortæller Israels historie ud fra et personligt perspektiv, blandet med en masse biografi og en lille smule debat. Holocaust er baggrunden. Jeg bliver konstant spurgt om, hvad Israel betyder for mig, og hvad Europa betyder for mig. Set fra Stak af deres perspektiv er jeg en jøde i eksil. De Da Lizzie Doron var 18 år gammel, stak vil gerne vide, om jeg har taget Israel til hun af fra sin mor, fra kvarteret og fra armig, eller om jeg stadig drømmer om ven efter Holocaust. Hun ville være både Europa. bosætter og landmand i Golanhøjderne. I lejligheden i højhuset nord for Tel Som alle andre kvinder blev hun indAviv er Lizzie Doron ikke selv i tvivl om, kaldt til forsvaret, hvor hun blev kæreste med en god del af de mandlige elementer hvor hun hører til. ”Israel er mit hjem. Men jeg har ikke af IDF – det israelske forsvar. behov for at gå nogen steder her,” siger Hendes mor besøgte hende aldrig, i de hun og kaster et hurtigt blik ud ad køktre år hun boede i ”Nord”. Ikke på grund kenvinduet – mod havet og de små fly, af kæresterne eller hendes forsøgsvise og der konstant letter usikre politiske og lander på den ståsted, men nærliggende indenfordi moderen rigsflyveplads. mente, at hun Med følsomhed og ”Når jeg er opførte sig fornemmelse, også for de hjemme, forskanser ujødisk ved at jeg mig her. Jeg har, beskæftige sig komiske elementer, har hvad jeg skal bruge. med noget, der Hvis jeg skal beskæfkrævede jord Lizzie Doron skrevet en tige mig med verden under neglene. udenfor, så har jeg En dybere vidunderlig bog. Hun har radio og tv. Det er forståelse for formået at skildre det ubenok.” både krigens Hun rejser meget alvor og modeskrivelige og give sin mor udenlands. Til New rens ”galskab” York og Zürich for fik Lizzie Doværdighed og karakter.” sjov, og på arbejde til ron dog, da hun Neue Züricher Zeitung bogmesser, oplæsninfik til opgave ger, foredrag, interat fortælle et views og prismodHolocaustovertagelser i navnlig Tyskland og Italien. levende ægtepar, at deres eneste søn var Samtalen kommer ind på, at hun skal til blevet dræbt af et syrisk kampfly. Hun Danmark i forbindelse med udgivelsen gjorde det – og vendte derefter aldrig af Hvorfor kom du ikke før krigen?, men tilbage til bosættelsen i Golanhøjderne. det er ikke med udelt begejstring, at hun deltager i planlægningen. En jøde i eksil? ”København i november – det er Lizzie Doron er med over 40.000 solgte koldt, ikke?” bøger blevet bestseller i Tyskland. Hun Jo, her er koldt. Og vi ved godt, at har kvitteret for den positive modtagelse hun ikke er meget for kulde, men hendes ved bl.a. at indgå i et aktivt forsoningsarbog fortjener en varm velkomst. bejde mellem unge jøder og tyskere.

”

jubilæum

Pigeskolen 200 ar

I oktober 2010 kan Carolineskolen, der oprindeligt var skole for jødiske piger i København, markere sit 200-års jubilæum. Skolen blev grundlagt i oplysningstidens ånd for at gøre uvidende og jiddishtalende piger til oplyste og nyttige borgere – og for at holde dem fri af ”demoralisation”. Det er en succeshistorie. Af Elon Cohn Carolineskolen er navnet på den jødiske skole på Østerbro i København. Det er den eneste af sin slags i Danmark. I dag tæller den et par hundrede piger og drenge, men ved grundlæggelsen i 1810 og mange år frem i tiden var Carolineskolen udelukkende forbeholdt byens jødiske piger. Drengene gik i Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro, der var grundlagt fem år tidligere. Initiativtageren til begge skoler var grosserer Mendel Levin Nathanson, der ud over sine pædagogiske interesser i perioder var formand for Københavns jødiske menighed og i en snes år chefredaktør ved Berlingske Tidende. Før Carolineskolen

I slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet var det almindeligt, at de mere velhavende jødiske familier lod deres drenge undervise af kristne lærere i latinskolernes pensum, og nogle få af eleverne opnåede at blive indskrevet på Universitetet. I 1803 etablerede to indvandrede hollandske jøder, Heimann Jacob Bing og Levin Isaac Kalisch, en borgerskole for

de velbjergede jødiske familiers drenge. Den fik navnet Bing & Kalisch’s Institut for den jødiske Ungdom. Første årgang havde 20 elever, et antal, der hurtigt steg til omkring de 100. Men de fattige jødiske børn af begge køn var fortsat uden anden undervisning end den, som livets barske skole kunne tilbyde dem. Fattigdommen i København var omfattende og ikke mindst blandt byens jøder, der ved 1800-tal-

Pragtvase med Pigeskolen i Pilestræde før ombygningen i 1860. Gave til M.L. Nathanson. Den Kgl. Porcelainsfabriks museum. Fra jubilæumsbogen ”Carolineskolen i 200 år. Historie og erindring”. 2005. GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

”

Kongens datter Før etableringen af Carolineskolen for Piger i 1810 henvendte den jødiske menighed sig til Frederik VI og forespurgte, om han kunne tillade, at hans datter, Caroline, lagde navn til skolen og blev dens ”beskytterinde”, dvs. protektrice. Kongen gav sin tilladelse.

Fattigdommen i København var omfattende og ikke mindst blandt byens jøder, der ved 1800-tallets begyndelse talte et par tusinde sjæle. Medens forældrene knoklede for at skaffe til dagen og vejen, var børnene overladt til sig selv i byens mange beklumrede gader. De jødiske sønner og døtre af dette miljø skabte en etnisk gruppe, en stat i staten, i det proletariat af ludfattige, småkriminelle og prostituerede, der dominerede fattigkvartererne."

Prinsesse Caroline I 1811 besøgte Prinsessen skolen og forærede den en kopi af dette maleri. Portrættet hænger stadig på skolen. Originalen findes på Frederiksborgmuseet. Foto: Konrad Frank

lets begyndelse talte et par tusinde sjæle. Medens forældrene knoklede for at skaffe til dagen og vejen, var børnene overladt til sig selv i byens mange beklumrede gader. De jødiske sønner og døtre af dette miljø skabte en etnisk gruppe, en stat i staten, i det proletariat af ludfattige, småkriminelle og prostituerede, der dominerede fattigkvartererne. Det var disse tilstande grosserer Mendel Levin Nathanson ville bringe til en afslutning.

Carolineskolen for Piger

I 1810 var det de jødiske pigers tur til at komme i skole og lære noget. Igen var det Mendel Levin Nathanson, der var initiativtageren til en pengeindsamling til etableringen, og her var det tanken at give pigerne undervisning i de allermest elementære fag, først og fremmest det danske sprog og husgerning, så de kunne gøre sig håb om en plads i huset, måske kvalificere sig til videre uddannelse og selv engang blive husmoder. Sigtet med pigernes undervisning har også været med oplysning og færdigheder at forhindre, at de svageste af dem havnede i småkriminalitet eller ligefrem prostitution. Nathanson skriver om pigernes situation: ”Det var ogsaa paa den højeste Tid, at man tog sig af Pigebørnene, som ganske havde været overladte til dem selv og udsatte for den største Demoralisation”. Usædvanligt for tiden stod der foruden de spendable mænd også 94 kvinder bag indsamlingen til pigeskolen, og det var karakteristisk for skolen, at det i høj grad var kvinder, der stod for skolens drift og økonomi. Dog strakte ligestillingen og kvindernes indflydelse ikke til skolens direktion. Her var der udelukkende mænd.

Mosaisk Drengeskole

Første skridt var i 1805 med grundlæggelsen af Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro, kaldt Mosaisk Drengeskole. Gennem undervisning i de elementære fag – dansk, skrivning, regning, historie og geografi – skulle de jø-

”

Det var ogsaa paa den højeste Tid, at man tog sig af Pigebørnene, som ganske havde været overladte til dem selv og udsatte for den største Demoralisation." Mendel Levin Nathanson

diske drenge fra de fattige hjem gøres danske i sind, hverdagssprog og gerning. Målet med skolegangen var opnåelsen af en læreplads. Siden 1788 var det muligt for jøder både at komme i lære hos kristne håndværkere og efter udstået læretid som svende at blive optaget i lavene. Skolebestyrer Hartvig Cohn skriver i 1905 ved Mosaisk Drengeskoles 100-års jubilæum, at det var grosserer Mendel Levin Nathanson, der fattede planen, der med bidrag fra menighedens få velbeslåede medlemmer kunne skaffe midler til at stifte en til tidens ånd svarende skole for de fattige jøders drenge. En skrivelse blev udsendt til menighedens medlemmer med en opfordring til at skænke penge til det gode formål. Opfordringen faldt på frugtbar jord, og med anbefaling fra menighedens formand grosserer David Amsel Meyer grundlagde man skolen med den dynamiske Nathanson i bestyrelsen.

Emancipationen begynder

Alt i alt gik det nemmere at oprette Carolineskolen for Piger end Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro. Forklaringen finder historikeren Bent Blüdnikow, der i jubilæumsskriftet ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

POLITIKENSFORLAG.DK

ekstrabladetsforlag.dk

Carolineskolen i 200 år citerer forfatteren og journalisten Gottlieb Siesby, der selv havde været elev på drengeskolen: ”Her var imidlertid ikke saa mange Vanskeligheder at bekæmpe som ved Oprettelsen af Friskolen, dels fordi Pigebørn i og for sig er ganske anderledes modtagelige for det, der tjener til Aandens Forædling, dels fordi man ikke her stødte paa saa mange religiøse Skrupler fra Forældrenes Side, da det i Henseende til Pigeskolen især var Mødrene, det maatte komme an paa; thi den sædelige og religiøse Dannelse var desværre før den Tid hos den kvindelige Ungdom aldeles udyrket Mark”. På Carolineskolen fik pigerne lært dansk sprog og kultur på noget nær samme faglige niveau som drengene på Mosaisk Drengeskole, og dertil kom undervisningen i håndarbejde og huslige pligter. Alt i alt et startskud til den frigørelse, emancipation, af kvinder af alle konfessioner, der medvirkede til Danmarks kulturelle udvikling siden midten af 1800-tallet. Anden Verdenskrig lagde både drenge- og pigeskole i graven. Til gengæld genopstod Carolineskolen i 1945 som en Fugl Føniks – nu for både jødiske drenge og piger. En række utraditionelle og fremsynede pædagoger blev i de første årtier efter krigen knyttet til skolen, og landets almindelige velstand medvirkede til, at eleverne, og ikke mindst pigerne, klarede sig godt og på mange områder bedre end landsgennemsnittet. En undersøgelse fra 1965 viser, at 20 % af de jødiske piger tog studentereksamen, mod kun 2-4 % af den samlede danske befolkning.

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

jyllandspostensforlag.dk

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

FORFATTERINTERVIEW Foto: Leonid Padrul

Ikke mange diplomater i verden kan lave en baglæns salto på stående fod. Og sikkert endnu færre ambassadeansatte skriver bøger til børn. Dan Oryan er diplomaten, der kan begge dele.

Af Lone Spliid Han er i Danmark på fjerde år som ambassaderåd på den israelske ambassade, og indtil videre kender de fleste ham kun fra udtalelser og debatter i medierne. Snart får nysgerrige, danske børnefamilier chancen for at udvide bekendtskabet med den israelske diplomat, når Dan Oryans første bog Da Far Var Dreng udkommer på dansk på forlaget Fino. - Det er svært at vide, hvordan folk vil reagere på en diplomat på Israels ambassade, der skriver børnebøger,” siger Dan Oryan til Goldberg. - Nogle vil måske hæve øjenbrynene en smule, men i et land, hvor børnebøger er så værdsat som her, vil bogen måske alligevel blive godt modtaget af nogle. Dem, som ikke kan lide mig, vil sikkert bryde sig endnu mindre om mig. Men de 2-3 stykker, som synes, jeg er en okay fyr, vil forhåbentlig synes godt om bogen. - Det er så vidt jeg ved den første børnebog skrevet af en israelsk diplomat, og jeg var selv bange for reaktionen, da den udkom i Israel. Seriøse mennesker udgiver seriøse bøger, og jeg havde en gammel drøm om at blive en forfatter, som udgav rigtige bøger. Den slags, der er indbundet i brunt læder med guldbogstaver på og masser af noter nederst på hver side. - Da Far Var Dreng er både lille, fyldt med tegninger og i farver! Skulle det være en bog? Heldigvis fik jeg mange positive reaktioner fra forfattere og fra mine kolleger i Udenrigsministeriet, så nu kan jeg se, at min drøm er gået i opfyldelse på sin egen måde. Ville skrive et stort værk

Da Far Var Dreng er fortællingen om Tom, der som godnat historie får sin far til at fortælle, hvad han drømte om at blive, da han selv var på alder med Tom. - Som barn ville jeg selv være tusind ting: verdensmester i redskabsgymnastik, berømt forfatter, genial videnskabsmand,

Søndag D. 14/11 kl. 12.00 34

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

n e t a m o l p g i o D r t et de ring sp

pianist. Det forekom mig allerede dengang så trist og kedeligt, at folk kun har ét job. Det er nu ikke, fordi Dan Oryan selv har skiftet løbebane så ofte. Som barn og ung var han en ivrig gymnast, men steg på et tidspunkt af hesten og den forskudte barre for at studere slavisk litteratur og arbejdede siden på Israels ambassade i Moskva i nogle år. Tilbage i Israel var han nogle år i Udenrigsministeriets litteraturdepartement og gjorde dér en stor indsats for at bringe israelsk litteratur og israelske forfattere ud til alle afkroge af verden. Det arbejder han stadig på fra sin nye base i Danmark. - Min opgave er at give en hånd til kulturelle aktiviteter og udveksling, så der kommer flere og nye navne frem, både inden for skønlitteratur og lyrik. De kulturelle forbindelser mellem landene er så vigtige. Tænk på, hvor meget mere man kan sige med en god bog eller film. Israel er meget mere end den konflikt, man kan læse om i avisen. Kulturen spejler hele samfundet og får alle nuancerne med.

”

Bag på bogens omslag kan man læse, at “selv i dag, hvor Dan er i fyrrerne, er han ikke sikker på, hvad han vil være, når han bliver stor. Hans bedstemor, Dvora, ville have, at han skulle blive rabbiner. Men det bliver han sikkert ikke."

Det er ikke ualmindeligt, at israelske diplomater udgiver bøger, men det er overvejende på hylderne med biografier, at diplomatlitteraturen fylder godt op. Israels første kvindelige ambassadør Esther Herlitz, der var i Danmark fra 1966-71, er én af dem, der har fået udgivet sine erindringer. Andre israelske diplomater har skrevet romaner, fx Yossi Avni, der senest er strøget til tops på bestsellerlisten med en thriller. Børnebøger hører derimod til de diplomatiske sjældenheder, så hvad får et diplomatisk mappedyr til vove springet og kaste sig ud i at skrive for børn? - Allerede som barn var jeg sikker på, at jeg en dag ville skrive et stort værk, som alle ville tale om. Den store, altomfattende slægtskrønike om jødernes lange vandring fra Babylon til København, eller noget i den stil. Jeg drømte også om at kunne lave en dobbelt baglæns salto. På et tidspunkt indser du, at det ikke vil ske – i hvert fald ikke lige nu – og så er det, gymnasten finder sig til rette med mindre mål og ender med at lave sine

saltomortaler i jakkesæt og slips i stedet for at blive verdens mester. Og forfatterspiren skriver en børnebog. I begge tilfælde fandt jeg noget, der blev særligt for mig. Nogle gange laver man kompromiser i livet, og på et tidspunkt går det op for én, at det slet ikke var et kompromis. Jeg behøver ikke længere skrive den store Babylon-København-krønike – en lille børnebog kan fortælle den samme historie. Danmark – en high tech landsby

I bogen har Toms far mange ideer til, hvad han vil være, når han bliver stor, fx løvetæmmer, skoleinspektør, sliksælger, TVvært og Hjem-Is-chauffør. Og hver gang er det Tom, der finder en god grund til, at den drøm ikke gik i opfyldelse. - Flere forfattere og kolleger har sagt, at det giver historien en særlig drejning, at det er faderen, der har en livlig fantasi og barnet, der har begge ben på jorden. De udtrykker

”

… til gengæld blev Dan far til tre, flick-flackende diplomat, børnebogsforfatter med bog nummer to på vej og sikkert flere karrierehop foran sig. Da han for nylig blev interviewet af Adam Holm i Deadline på DR2 og opnåede sine “seven minutes of fame”, forlod han DR-Byen med sin polsk-jødiske bedstemor i tankerne. - Som barn ville jeg gerne være berømt for at gøre noget rigtigt. Min bedstemor var ambitiøs på mine vegne på den dér pæne, polske måde, og hun ville have været lykkelig, hvis hun havde set mig i dansk TV. Så forhåbentlig er der en kanal i himlen, hvor man kan tage DR2, så hun i det mindste var lykkelig i de 7 minutter, interviewet varede."

Mød Dan Oryan på bogforum på STAND 2 Goldberg’s GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

politisk kommentar også beundring over, at man som travl diplomat stadig har tid til at læse godnathistorier for sit barn. Det er faktisk noget af det, jeg rigtigt godt kan lide ved Danmark. Bortset lige fra Goldbergs redaktør, som kan finde på at ringe kl. 10 om aftenen, ringer ingen efter klokken 5 med noget arbejdsmæssigt. Det betyder, at jeg kan være sammen med min kone Sharon og lege med mine børn, gå i svømmehallen og læse for dem. Det gør de danske børnefamilier i stor stil, og det er noget meget særligt ved Danmark. Janteloven er derimod ikke noget at prale af. Den kom bag på Oryan, selv om han var blevet forberedt på at møde den. - Det er mærkelig, at man i et land som Danmark, der ifølge statsministeren gerne vil markere sig som et af de mest fremgangsrige og økonomisk stærke samfund i verden, ikke må prøve at være den bedste, og slet ikke sige, at man er det. Det virker, som om der er en ny tendens til at bryde med Janteloven, men den findes kun på regeringsniveau, ikke på det personlige plan. I Israel er det anderledes. Dér lærer vi børn at være de bedste og stræbe højt. Vi gør det ikke ved at presse dem, men ved at satse hårdt på at give dem de bedste lærere og den bedste uddannelse. - Så selv om Danmark på mange områder er langt fremme,

er det også lidt som Israel for 20 år siden. Dén kombination nærmer sig mit ideal af et samfund – en slags hich tech landsby beboet af Nobelpristagere, der går hjem klokken fem for at lege med deres børn. Den socialdemokratiske basispakke

Det gør også indtryk på Oryan, at man i Danmark har virkeliggjort de socialdemokratiske ideer om, at alle borgere modtager en ”basispakke” med fri skole, medicin osv. – og at danskerne gerne betaler for det i form af høje skatter, hvilket ville være utænkeligt i Israel. Han mener også, at der går en rød tråd fra disse bærende, socialdemokratiske ideer til det faktum, at Danmark er det land i verden, der yder mest pr. indbygger i humanitær hjælp, både på individuelt plan og fra statens side. Han mener heller ikke, det er tilfældigt, at over 40.000 unge danskere i sin tid rejste til Israel og arbejdede som kibbutz-frivillige. - Jeg tror, de unge danskere tog af sted, fordi kibbutzen mere eller mindre repræsenterede nogle grundlæggende danske værdier om, at man skal yde efter evne og nyde efter behov, så alle er sikret det basale i livet. I den henseende vil jeg gå så langt som til at sige, at Danmark er én stor kibbutz.

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder. Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære. Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 7022 1087 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

I nultolerancens tid Af Knud Vilby Hjemløsebladet ”Hus Forbi” bragte i september en række artikler om romaer. Budskabet var, at romaerne jages overalt i Europa. Der er udvist romaer fra Danmark, og der er udvist langt flere fra flere andre europæiske lande. Men direktøren for European Roma Rights Centre, Rob Kushen siger, at ”så længe en stor del af Europas romaer bliver fastholdt i fattigdom, kan de rige EU-lande se frem til en strøm af romaer, der søger over grænser på jagt efter velfærd”. De socialt udsattes blad ”Hus Forbi” brugte otte sider på at sætte fokus på de endnu mere socialt udsatte. Mange europæiske medier har i år gjort det samme. Der er formentlig 10-12 millioner romaer i Europa, og efter EU's udvidelse migrerer de især fra afgrundsdyb fattigdom i Rumænien, Slovakiet og Tjekkiet til rigere lande i Nord- og Vesteuropa. De er også blevet vores problem. Men svaret har ikke været en politik for disse særligt udsatte grupper. Det har rigtigt mange steder været en politik mod dem. Man har ikke søgt at hjælpe dem. Man har med hårdhændede midler søgt at slippe af med dem. Der er meget, der lades usagt i politik. Men det er klart, at da man besluttede at udvide EU med fattigere lande, påtog EU-kredsen sig et nyt socialt ansvar. Efter overgangsår kunne man ikke holde dette fattigdomsproblem isoleret i en gruppe østlande. Men stort set er det ikke noget, de politiske ledere i vest har talt om. De har derimod haft skarpe juridiske hjerner til at fortolke regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, så man har kunnet etablere et spinkelt retsligt grundlag for at udvise mennesker, som ikke har fast adresse og som heller ikke er normalt arbejdssøgende. Hjernerne er ikke brugt til at udforske, hvordan man kunne mindske fattigdommen og den sociale udsathed, men er anvendt til at give legalt grundlag for udvisning og afvisning, altså for at re-eksportere problemet. Udvisningen fra Danmark er interessant. Retssager vil senere afsløre, om regeringen har undgået en egentlig juridisk krænkelse af menneskerettighederne. Men den har gjort sig umage. Selv om den folkelige forargelse over romaerne handlede om påstået eller tilsyneladende kriminalitet, så undlod man alt

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

det besværlige med at sætte retssystemet i gang på grundlag af sigtelser og anklager. Det er jo både dyrt, langsommeligt og besværligt. Men man udviste heller ikke romaerne som gruppe. Der blev foretaget en individuel administrativ vurdering i Udlændingeservice af hver enkelt og af om de havde legal adresse og opholdsgrundlag i Danmark. Det vurderede man, at de ikke havde, og så var det ud med dem. Det er en afgørelse, der er på linje med det dekret, der i Karen Jespersens tid som socialminister blev udstedt om at danske herberger for hjemløse ikke må huse udlændinge, og at de risikerede at miste deres bevillinger, hvis de gjorde det. I begge tilfælde er regeringens og statens ræson en afvisning af uomgængelige sociale realiteter, som samme regering har kendt til, siden EU – under dansk formandskab – blev udvidet. Det er ubehageligt, at der er kommet flere tiggere i gaderne. Og det er klart forståeligt, at havefolket på Amager var trætte af en vækst i smårapserier, og over at der opstod uhumske bosættelser og lejre på Amager Fælled. Men EU-regler og menneskerettigheder gælder, og man kan nu en gang ikke straffe eller udvise sig ud af massive sociale problemer. Et land som Rumænien oplever ekstrem fattigdom og massiv arbejdsløshed. Hundredetusinder af mennesker søger arbejde uden for landets grænser, og naturligvis i høj grad også romaerne. 70 % af Rumæniens romaer lever for under 4 dollars om dagen i områder uden vand eller kloakering. Naturligvis søger de lykken andre steder, og jo mere marginaliserede man gør dem, des større er sandsynligheden for, at deres erhverv bliver flaskesamling, tiggeri og rapseri. Uanset fordomme om romaer handler det mere om marginalisering og nød end om genetiske anlæg for et asocialt liv. På myndighedsside (både nationalt og på EU-plan) burde det handle mere både om sociale indsatser og om det gamle begreb tolerance. Hvis man vil det store europæiske og globale, er tolerance overfor det anderledes (og selv det irriterende anderledes) til syvende og sidst en grundbetingelse. Engang havde vi en dansk drøm om at et samfund kan være tolerant. Ja nogle har endda en uklar erindring om, at Danmark faktisk engang var præget af tolerance. Nu lever vi imidlertid i nul-tolerancens tid, samtidig med at vi gerne vil have at verden elsker os. Måske hænger det ikke helt sammen. GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

d n u f m a s t e ? r e g ø b n ude bogomtale

kærligheds- og sexfiksering til en yngre kvinde. Ligesom så mange af hans forgængere er Shteyngart bærer af en sekulariseret jødisk immigrantkultur, som på selvbiografisk vis henviser til forfatterens egen baggrund. Desuden serverer forfatteren en tveægget, skarp satire, som Af Fran Hopenwasser minder ikke så lidt om det skiftevis platte og dybsindige man møder hos Jon Stewart, værten på The Daily Show. Til syvende og sidst er det selve sproget – og titlen antyder Folk i alle aldre har mobiltelefoner i dag, og man behøver ikke det – som skiller Shteyngart ud fra så mange andre: I sproget være ung for at bruge sms som kommunikationsvej, selv om fanger han ’lige-nu’et’. Romanen er skrevet som dagbogsoptastningshastighed og tommelfingerteknik er et signal om, tegnelser, skiftevis skrevet af Lenny Abramov og elskerinden hvilken generation man tilhører. Eunice Park, med hver deres meget distinkte stemmer; de har Men man skal nok være under 40 for at være total træl af endda flere situationsbestemte stemmer. Det er stemmer vi elektroniske midler og medier. Super Sad True Love Story, kan genkende i moderne in-sprog, i teknosprog, i sms-sprog, den russisk-amerikanske forfatter Gary Shteyngarts super i indforstået akronym-sprog, i indforstået pigechatsprog såvel underholdende og superbetagende tredje roman, foregår i som i lyriske beskrivelser af stemningen i Central Park. et fremtidssamfund (lige lidt frem i tiden) i en verden, hvor Ligesom Shteyngarts to første romaner, The Russian unge new yorkere er totalt afhængige af deres iPhoneDebutante’s Handbook (2003) og Absurdistan (2006, på lignende mini-computere (äppäräti kaldes dansk 2008), er Super Sad True Love Story både bidende de), som er livslinjen n satirisk og komisk. Men det, der hæver den op på til verdenen udenfor, e ktisk a f r e et højere niveau end de foregående romaner, er, at hvor det vigtigste er t De m o Shteyngart for første gang kombinerer spydig satire shopping og chat, hvor storie i h e d med en nærværende indlevelse i hovedpersonen det at læse bøger er simn re m e l l dybt rø e Lenny og i hans troløse kærlighedspartner Eunice pelthen så passé, og det m hed g i l r æ Det er faktisk en dybt rørende historie om eneste der giver mening k t for- Park. d i v umulig a r f umulig kærlighed mellem ulige mennesker fra er at opnå livsforlængelse esker n , n e e d vidt forskellige immigrantbaggrunde, hans russisk m i det uendelige. Det er en grun lige g u a b t n a og hendes koreansk, som dog har det til fælles at verden på fallittens rand. migr m i e g i l de bruger mange spildte kræfter på selvkritik. Ingen forfatter er en ø skel hendes g o De er begge børn af immigrantforældre, som uden indflydelse fra andre, k s i ss et d r stillede urimelige krav, og de føler aldrig at de og den superoriginale, a hans ru h dog m o nok. genrebøjende Gary Shteyngs , k ange er gode m r koreans Mens Absurdistan satiriserede over Rusland art er ingen undtagelse. Hans e g e bru d t a efter Sovjetunionens fald med en stor portion hovedperson Lenny Abramov s . e kritik v l til fæll e s munterhed, er satiren mørkere i Super Sad i Super Sad True Love Story har å fter p æ r k True Love Story i dens sigten mod den lidt af en shlemiel (et fjols) i sig, e i t imm spild f a n voksende overfladiskhed i livsstilen i det mosom er en Bernard Malamud eller r ø ge b g e b e r derne USA, grådig h eden i finansverdenen en Isaac Bashevis Singer værdig. d e e De still m o s , og de mislykkede amerikanske Han har ikke så lidt e rældr o f r t e l n krigseventyr. af en Woody Alø a f r g , og de v a Shteyngart len’sk selvcentreret, r k e g " . k o siger selv i et selvudslettende n urimeli de

”

r go

t de e aldrig a

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

interview at han begyndte at skrive bogen i 2006 – altså før finanskrisens egentlige udbrud – som reaktion på visse tendenser i samfundet, men måtte skrue op for skræmmebillede-scenariet i takt med det ene bankkrak efter det andet. Kort fortalt udspiller handlingen sig i NYC i en tid, hvor det amerikanske imperium er gået under, hvor kinesisk og i mindre grad norsk (!) økonomi dominerer, hvor Amerika er ved at tabe krigen mod Venezuela, hvor

samfundet er opdelt i almindelige, kolesteroltruede, uoplyste, usunde undersåtter og den supersunde BMI-besatte, evigunge overklasse, hvor korporationer er i ledtog med en diffus regeringsmagt, hvis korrupte udenrigsminister hedder Rubenstein. Den 39-årige Lenny arbejder i et firma, hvis produkt er at forlænge livet evigt. Som en af de sidste, der stadig ejer og elsker bøger, er han mildest talt malplaceret som koordinator i et program som hedder Life Lovers Outreach (Hjælpeorganisation for livselskere) i ’Post-Human Services’ i Staatling-Wapachung Corporation. I begyndelsen af romanen opholder han sig i Rom, hvor han er udsendt i et år med henblik på at oparbejde en kundekreds af pengestærke mennesker, som ønsker at leve evigt og er villige til at betale for det. Det går ikke supergodt, men til gengæld møder han en 15 år yngre, bedårende smuk kore-

ansk-amerikansk kvinde fra Californien, som han falder pladask for. Skønt hun ser ham som en lidt ulækker ældre herre, lader hun sig overtale til at tage med ham tilbage til New York og bo. Eunice Parks er Lennys modsætning – hun kan ikke læse, skønt hun har en college-grad i assertion og billeder. Hun har næsten intet sprog. Men hun kan shoppe, og hun kan chatte, også pornografisk. Hun hører til generationen som modtager al information ved direkte indscanning og al indlæring via streaming. Hun er totalt afhængig af sit äppärät, og livet bliver bogstavelig talt meningsløst for hende, da krigen bryder ud i Central Park og i New Yorks gader med resultatet at alle äppäräti går ned. Shteyngart kom til USA med sine forældre som 8-årig fra Leningrad og er klart mærket af sin baggrund. Han vedkender sin gæld til Tjekhov, men også til F. Scott Fitzgeralds skildring af den amerikanske drøm i The Great Gatsby. Ligesom solen gik ned over Gatsbys falske verden, er solen over det amerikanske imperium også ved at gå ned i Shteyngarts optik. Men samtidig med at han satiriserer og karikerer Amerika i dag, er romanen en kærlighedserklæring til byen New York, skrevet i prosa som til tider hæver sig op på digteriske højder. Og den er vitterlig en supertrist og sandfærdig kærlighedshistorie mellem troværdige mennesker. Bogen kan varmt anbefales. Gary Shteyngart: Super Sad True Love Story (London: Granta, 2010, udkommer på dansk foråret 2011 på Gyldendal).

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

oversættelser

Fornuftens stem mer

Israelsk litteratur oversættes som aldrig før, hvilket er paradoksalt set i lyset af landets aktuelle internationale omdømme. Måske skal litteraturinteressen ses som løsrevet fra Mellemøstens politiske op- og nedture. Eller også kan forklaringen findes i andre aktuelle udviklinger. Af Hans Henrik Fafner I hvilket land har Israels tre store nu levende forfattere en fast klumme i hver sit store dagblad? Hvem ”de tre store” er, kan naturligvis være et spørgsmål om litterær smag og behag, men for at give et hint til spørgsmålets besvarelse skal det tilføjes, at betegnelsen ofte bruges om Amos Oz, A.B. Yehoshua og David Grossman. Det ville være naturligt at gætte på Israel som det rigtige svar. Men det er forkert. Alle tre skriver hyppigt kommentarer i israelsk presse, men ingen af dem har nogen fast klumme. Svaret er heller ikke USA, trods landets store jødiske befolkning, hvor en vis interesse for israelske forhold ville være at forvente. Nok temmelig overraskende er svaret Italien. Oz skriver i Corriere della Sera, Yehoshua i La Stampa og Grossman i La Repubblica – og det hænger naturligvis sammen med, at italienske læsere i øvrigt er storforbrugere af hebraiske forfatterskaber i oversættelse. Interesse for familien

Verden over bliver israelsk litteratur læst som aldrig før. I 90erne var interessen begrænset, men i det sidste årti har kurven været konstant stigende, og det kan forekomme paradoksalt, fordi landets popularitet og internationale omdømme i samme periode er faldet nogenlunde tilsvarende. Så muligvis skal litteraturinteressen ses som løsrevet fra Mellemøstens politiske op- og nedture. Eller også kan forklaringerne findes i andre aktuelle udviklinger.

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Tyske læsere udviser nemlig også en kolossal interesse for de israelske forfattere. Der kunne ligge en forklaring

”

Fra deres trygge tilværelse kan europæere godt lide at læse om mennesker i en mere ekstrem tilværelse. Det finder man naturligvis mange steder på kloden, men når israelsk litteratur så samtidig har bevæget sig hen mod nogle mere vestlige standarder, rent stilistisk, når den med andre ord er blevet lettere at gå til, så ligner det en opskrift på kommerciel succes." i landets nazistiske fortid, og ikke mindst det moderne Tysklands indsats for at genopbygge et jødisk samfund inden for sine grænser. En anden storforbruger er Frankrig, som har en af Europas store jødiske befolkninger, men som også oplever jødisk udvandring med antisemitisme som en ofte påpeget årsag.

Men hvorfor Italien? Blandt de hundrede bedst sælgende bøger på det italienske bogmarked er Oz, Grossman og Yehoshua på næsten ethvert tidspunkt repræsenteret med mindst en titel hver, og det har haft enorm afsmittende effekt, så godt 80 israelske forfattere i dag findes i italiensk oversættelse. Og A.B. Yehoshua er ubetinget den populæreste. ”Somme tider spørger jeg italienere: hvorfor læser I Yehoshua, hvorfor kender I hver gade i Haifa (hvor forfatteren bor, og hvor mange af hans bøger foregår, red.), selvom I aldrig har besøgt stedet?” siger Simonetta Della Seta, som er kulturattache ved den italienske ambassade i Tel Aviv. ”De siger at de holder af familiens centrale placering i hans arbejde. De føler, at der er noget, som ligner deres liv og værdier.” Amos Oz er blevet individualist

Daphna Erdinast Vulcan, der som professor i amerikansk og engelsk litteratur ved Haifas Universitet i årevis har studeret funktionerne bag litterær oversættelse, ser også italienernes identifikation med temaerne i A.B. Yehoshuas forfatterskab som en logisk forklaring. ”For 30 år siden var israelsk litteratur kollektiv i sit afsæt,” forklarer hun. ”Forfatteren talte med kollektivets stemme, og fælles styrke var et centralt tema. Litteraturen beskrev et Israel, som ikke findes længere. I dag har det israelske samfund ændret sig, og det samme har litteraturen. Det er blevet en jeg-litteratur. Den er blevet individualistisk.”

Hun mener, at en stor del af forklaringen ligger i, at denne litterære udvikling har nærmet den israelske skrivestil til den vestlige, og i særlig grad den europæiske. Amos Oz står for hende som et lysende eksempel. Hans store selvbiografiske En fortælling om kærlighed og mørke udkom på dansk i 2005, og Daphna Erdinast Vulcan tilskriver til dels bogens store succes på verdensplan, at den er så relativt tilgængelig i forhold til Oz’ tidlige forfatterskab. ”Men samtidig er der jo stadig noget umiskendeligt israelsk, og det interesserer,” fortsætter hendes forklaring. ”Fra deres trygge tilværelse kan europæere godt lide at læse om mennesker i en mere ekstrem tilværelse. Det finder man naturligvis mange steder på kloden, men når israelsk litteratur så samtidig har bevæget sig hen mod nogle mere vestlige standarder, rent stilistisk, når den med andre ord er blevet lettere at gå til, så ligner det en opskrift på kommerciel succes.” På Institut for Oversættelse af Hebraisk Litteratur (ITHL) i Bnei Brak uden for Tel Aviv taler man med om tendensen. ITHL sponsoreres af både Kulturog Udenrigsministeriet i Jerusalem og har som opgave at fremme oversættelse af israelsk litteratur. Herfra lyder opgørelsen, at siden Avraham Mapus roman Hovevei Zion i 1874 blev oversat til jiddish, er mere end 4.800 skønlitterære titler, som oprindelig blev skrevet på hebraisk, udkommet på andre sprog. Det store flertal er kommet i nyere tid, hvor det samlede antal forskellige sprog nåede op på 68 i maj måned i år, hvor en forlægger i Kathmandu udsendte digtsamlingen Bagdad, februar 1991 af Ronny Someck i tibetansk oversættelse. Amos Oz er blevet oversat til 36 forskellige sprog, den nu afdøde humorist Ephraim

Kishon til 34, hvorpå følger børnebogsforfatteren Uri Orlev (34), A.B. Yehoshua (32), og på en femteplads ligger Etgar Keret, hvis satiriske kortnoveller nu kan læses på 25 forskellige sprog. ”Oplevelsen af at læse om Israel gennem litteraturen giver folk større empati og forståelse for landet,” siger ITHLs direktør Nili Cohen. GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Litterære kvaliteter

Dette er muligvis også en del af forklaringen, selvom forlæggernes motiv ofte er et andet end ITHLs halvofficielle hasbara – information. Det danske forlag Hr. Ferdinand har i dette efterår udgivet Yishai Sarids kriminalroman Limassol, og netop ord som forståelse og indblik er begreber, som man her lægger stor vægt på i forbindelse med udgivelsen. ”Bogen giver et indblik i, hvad der foregår, hvordan det er at leve der,” siger forlægger Susanne Torpe. Men hun understreger også, at Hr. Ferdinands valg af en israelsk roman til udgivelse ikke skal ses som nogen stillingtagen til Israel eller noget partsindlæg i forhold til den politiske situation i Mellemøsten. ”Det lader vi læserne om at afgøre,” siger hun. ”Det er ikke politiske årsager, der har fået os til at udgive Yishai Sarid på dansk, det er de litterære kvaliteter.” Ikke desto mindre er det interessant, at en meget stor del af den oversatte israelske litteratur er af forfattere, der politisk placerer sig selv til venstre for midten. Det gælder i høj grad Yishai Sarid, hvis far Yossi Sarid i mange år repræsenterede venstrefløjspartiet Meretz i Knesset. Men det er også tilfældet med Amos Oz, der udkommer på Gyldendal, hvor man lancerer endnu en titel til foråret, og med David Grossman, hvis store roman, der netop er udkommet på engelsk med titlen To the End of the

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Land, Forlaget Vandkunsten planlægger at udsende på dansk.

”

Hvis vi ser på listen, bliver israelske forfattere med politiske synspunkter til højre i spektret stort set ikke oversat. De litterære og kunstneriske kvaliteter er naturligvis en uomgængelig faktor, men det politiske spiller også en rolle."

Politisk litteratur

Her mener Daphna Erdinast Vulcan at have en pointe. ”Det er alle sammen forfattere, som er politisk engagerede, de er kritiske, og de befinder sig typisk til venstre for midten,” siger hun. ”Hvis vi ser på listen, bliver israelske forfattere med politiske synspunkter til højre i spektret stort set ikke oversat. De litterære og kunstneriske kvaliteter er naturligvis en uomgængelig faktor, men det politiske spiller også en rolle.” Herved ser hun israelsk litteratur som unik i forhold til vestlig litteratur. Når eksempelvis en amerikansk roman bliver

udvalgt til oversættelse, gælder næsten udelukkende dens litterære kvaliteter eller dens salgsmæssige potentiale, mens forfatterens politiske synspunkter kun meget undtagelsesvis spiller en rolle. Hvad israelske romaner angår, er en politisk holdning næsten en nødvendighed, fordi udenlandske læsere forventer, at de tager stilling til en hverdag, der udefra set opleves som politisk. ”Det vil nok være forkert at sige, at den europæiske læser tager parti i Mellemøsten ved at læse israelske forfattere,” fortsætter professor Vulcan. ”Men læseren vil nok vælge en forfatter, som han eller hun kan identificere sig med, fordi det i højere grad gælder om at forstå end at tage parti. Nogenlunde det samme vil sikkert være tilfældet, når europæiske læsere tager Alaa al Aswani til sig. Det er på samme måde et valg af nogle åbenlyse litterære kvaliteter, samtidig med at det er et forsøg på at forstå det egyptiske samfund gennem en kritisk stemme som al Aswani. Går man et niveau op, drejer det sig vel om at finde fornuftens stemmer i en kriseramt del af verden, og når krisen bliver dybere, vokser dette behov også.” Dette fører tilbage til Italien, hvor David Grossman skabte stor respekt om sin person ved sin afbalancerede fremtræden, da hans søn Uri faldt som soldat i Libanonkrigen for tre år siden. ”Opfattelsen af de israelske forfattere går langt ud over vurderingerne af deres litterære virke. De bliver spurgt til råds i alle mulige sammenhænge,” slutter Simonetta Della Seta. Hun fortæller om den italienske energigigant Eni, der sidste år lancerede et blad om sine aktiviteter på italiensk og engelsk, og her bragte det et interview med A.B. Yehoshua, hvor den israelske forfatter udtalte sig om olie! ”Det starter med forfatterskabet, og med, at de fremstår som stemmer i konflikten, og herfra til at forfatterne kommer til at repræsentere noget mere, er der ikke særlig langt,” siger hun. ”Det er nok et meget typisk eksempel på, hvad den israelske litteraturs store popularitet også går ud på.”

Entré kr. 195 Billetbestilling: Politikenbillet.dk/louisiana www.louisiana.dk

Af Peter Nejsum

Gudløs kærlighed tinding sammenlignes med bristende granatæbler, skal man eksempelvis ikke have læst meget Freud for at få erotiske associationer. På samme måde med alt det, der drypper: hænder, fingre, læber, der drypper af flydende myrra. Vin, væsker og kilder flyder. Balsam, nardus, safran, aloe dufter. Den elskede kaldes ”vellystens datter” og sammenlignes med en palme: ”Din skikkelse er rank som en palme, / dine bryster er som klaser. / Jeg siger: Jeg vil klatre op i palmen, / jeg vil gribe fat i dens grene. /Dine bryster skal være / som vinstokkens klaser, / din ånde som duften af æbler, / din gane som den dejligste vin, / der flyder rigeligt til mig / og drypper ned over læber og tænder.” (Højsangen 7,8-10) Og den elskede kaldes en have, der inviterer til at komme og spise af dens herlige frugter, drikke dens vin, ”spis, venner! drik, og berus jer i elskov!” (Højsangen 5,1)

”Sangenes sang” er dens hebraiske navn, Bibelens lille, sære samling af de mest vidunderlige kærlighedsdigte, der på dansk kaldes Højsangen. Det er et dækkende navn, for her serveres de smukkeste, saftigste og mest yndefulde billeder og den skæreste kærligheds-poesi, man kan forestille sig, når de to hovedpersoner synger til hinanden. Hør engang: ”Hvor er du smuk, min kæreste, / hvor er du smuk! / Dine øjne bag sløret / er som duer. / Dit hår er som en gedeflok, / der bølger ned fra Gileads bjerge. / Dine tænder er som en flok nyklippede får, / der kommer op fra badet, / alle med tvillinger,/ ingen er uden lam. / Dine læber er som en skarlagenrød snor, / din mund er yndig; / din tinding bag sløret / er som et bristet granatæble. / Din hals er som Davidstårnet, / bygget i stenskifter; / tusind skjolde hænger på det, / alle krigernes rundskjolde./ Dine bryster Kærligheden er stærk som døden er som hjortekalve, / gazelletvillinger, / I Højsangen besynges kærligheden igen der græsser blandt liljerne.” (Højsangen og igen. Men den tages også alvorligt 4,1-5) som den urDet er en kraft, den er: score-replik, der ”Kærligheden Den, der får det første og det er svær at stå er stærk som sidste ord i Højsangen, er kvinden. for! Det gør de døden / lidento hovedperskaben er grum Den samme ligeværdighed og gensoner, Salomo som dødsriget.” sidighed, som man kan opleve i det og Sulamit, Kærlighed og da heller ikke, smerte er snæerotiske favntag, tages her alvorligt." men hengiver vert forbundet, sig til kærlighed for den binder og besynger den og hinanden. Gud skal én uforbeholdent til et andet menneske man til gengæld lede længe efter, for han og udleverer os til hinanden på godt og optræder ingen steder i teksten, end ikke ondt. Den, der elsker, er også sårbar og mellem linjerne. kan gøre ondt. Kærligheden er nemlig ikke kun en bestemt følelse, sådan som man umiddelbart tænker, når man hører Saftige billeder ordet. Den er mange forskellige følelser, Der bruges billeder, der emmer af frugtbarhed, skønhed, sanselighed. Når pigens fordi kærligheden i grunden er en dyb

”

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

forbundethed med et andet menneske, og de bånd giver anledning til mange andre følelser end den berusende lykkefølelse, kærligheden også er. Når man er bange for, at den anden skal komme galt af sted, så er frygt én af kærlighedens følelser. Når man er fortvivlet, fordi den anden ikke vil give en det, man vil have, er den afmagt, man føler, også kærlighed. Og når man mister den, man elsker, sørger man, og sorg bliv nu et udtryk for ens kærlighed. Kærligheden tages alvorligt i Højsangen, i al dens berusende tvetydighed, og i det lys må man forstå forfatterens gentagne opfordring: ”Væk ikke kærligheden! / Væk den ikke til live før den selv vil!” Alligevel forstår man godt den mand, der giver al sin rigdom bort for kærlighed, som det hedder. For kærligheden er det hele værd. Paradise Found

Digtene etablerer deres eget univers. En dejlig have, uden for tid og sted, et rum hvor ubekymrethed, kærlighed og nydelse har et fristed. På en særegen måde genskabes det paradis, som menneskene måtte forlade i fortællingen om uddrivelsen af Paradis. Her er altså et mini-Eden, et flygtigt helle, hvor de elskende får lov til at genopleve Paradis. Oven i købet ophæves for en stund den ulighed mellem kønnene, der formuleres, da Gud udtaler sin straf over de involverede i affæren med den forbudte frugt, og kvinden får at vide, at ”hun skal begære sin mand og han skal herske over hende.” Her, i de elskendes flygtige Paradis, ophæves denne forskel. Begæret og den magt den har går begge veje, hun besynger hans skønhed ligeså tit som omvendt, ja den, der får det første og det sidste ord i Højsangen, er kvinden. Den samme ligeværdighed og gensidig-

hed, som man kan opleve i det erotiske favntag, tages her alvorligt. Hvad laver erotiske digte i Bibelen?!

Man ved ikke meget om Højsangen. Vi kender så godt som intet til baggrunden for skriftet, om det er skrevet af én eller flere forfattere, hvornår det er skrevet, hvorfor det er skrevet, og hvad teksterne eventuelt har været brugt til. Der er fremsat teorier om, at sangene er frag-

"Kysset" af Auguste Rodin

Bibelske tidende

lysende: Der er ikke rigtig nogen steder menter af bryllupssange, men intet sted i teksten, der lægger op til en symbolsk fremgår det, at ægteskab er forudsætning tolkning. Det handler ikke om Gud. De for de elskendes leg eller målet med det. elskende har alt for travlt med at tumle Når den elskede kaldes ”brud” en sjælden rundt med hinanden gang, er det blot endnu til bare så meget som en hæderstitel. FantasiDe elskende har alt at antyde, at det her fulde fortolkere har også for travlt med at tumle rundt skulle handle om tolket de geografiske noget andet og mere metaforer, som om det med hinanden til bare så åndeligt. handlede om kongen og meget som at antyde, at det hans rige. Andre hævder, at de her skulle handle om noget Et figenblad oprindeligt har haft en Hvorfor er Højsangen religiøs betydning i en andet og mere åndeligt." så med i Bibelen? Det oprindelig kanaanæisk forbliver gådefuldt. frugtbarhedskult og Men måske er forklaherigennem er kommet ind i den ringen ligetil: Måske er den med, fordi jødiske kult. Sært, hvis det er sandt, den simpelthen har været for smuk til at for intet er blevet bekæmpet så hårdt udelade. Så har man udstyret den med en af profeter og andet godtfolk som symbolsk legitimitet ved at hævde, at det netop frugtbarhedskult. handler om noget helt andet og meget finere, om Guds forhold til Israel, eller hvad det kan være. En åndelig forening? Når renæssancemalere malede de En anden forklaring går på, at vidunderligste nøgne kvinder, så forestildet hele skal opfattes symbolsk. lede de altid Venus, Leda eller andre Det er nemlig ikke gode, fromme skikkelser fra den græske mytologi. Men fortolkninger af den slags, det har nøgne og smukke var de. Skyldtes det skortet på. Man har set Højsangens renæssancens optagethed af antikken? duetter som et billede på Guds Eller var det snarere sådan, at det legitiforhold til Israel, hvor pagten merede, at man malede disse skønheder beskrives som et bryllup, og kunne svælge i deres yppigheder med som en lykkelig forening god samvittighed? Det er ikke nemt at mellem Gud og folk. I afgøre, men man kan jo i hvert fald ikke en kristen sammenhæng udelukke den sidste mulighed. er de elskende udskiftet Præcis på samme måde forholder med Kristus og kirken, det sig med Højsangen. Måske er det med Sulamit som den simpelthen bare for godt sagt, for smukt, længselsfulde sjæl. Og i for sandt, for vigtigt til at udelade – og så salmedigteren Brorsons har alle de åndrige omfortolkninger tjent pietistiske univers ses som et figenblad, der kunne legitimere Højsangens erotiske det. Vi ved godt, det handler om noget billeder som handlende andet, og vi kan sende en kærlig tak til om den troende sjæls dem, der har sørget for, at vi kan nyde forening med Jesus. denne vidunderlige hyldest til kærligheProblemet ved alle den – i et bibelskrift helt uden Gud. disse tolkninger er ind-

”

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Fotos: www.deathcamps.org

Bogomtale – holocausthistorie

Sidste ord fra ”den sidste jøde” Bogen ”Jeg er den sidste jøde – Treblinka (1942-43)”, skrevet af Chil Rajchman, er ikke nogen erindringsbog. Den er et råt, uredigeret vidneudsagn fra en jødisk overlevende, der skrev fra et i sandhed unikt udsigtspunkt, nemlig udryddelseslejren Treblinkas afsondrede indre kerne, den såkaldte ”Lejr 2”, ”den øvre lejr” eller slet og ret Totenlager . Af Torben Jørgensen Ingen ved præcist, hvor mange der overlevede opstanden i den nazistiske udryddelseslejr Treblinka den 2. august 1943, og som derefter stod igennem 12-16 måneders livsfarlige betingelser i Polen, før de blev befriet. Men det var nok under 100 mennesker i alt, måske endda kun 50-60. Af disse var de færreste overlevende fra Treblinkas lille og om muligt endnu mere voldelige Lejr 2. Chil Rajchman var en af dem. Teksten i bogen Jeg er den sidste jøde er skrevet ved krigens slutning, mens han stadig var i Polen. Den har den særlige rå autencitet med fragmentariske glimt af betingelsesløs vold og den tone af åndeløst chok, som præger de tidlige vidneudsagn. Det er en stærk tekst.

Stilen kræver guidning Anvendelsen af større mængder ”rå” kildecitater er en tendens i tidens historieskrivning. Det er et mægtig godt redskab, blandt andet fordi det levner lidt til læseren, som derigennem får en fornemmelse af medejerskab til historien. Men stilen kræver, at historikeren sætter sine kilder ind i en sammenhæng og tager sin læser ved hånden undervejs,

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

forklarer og uddyber. Med større kilder er dette gjort før i Danmark, glimrende fx i forbindelse med udgivelsen af Rudolf Höss' erindringer. Men ikke denne gang. Herbert Pundik har skrevet imponerende mange gode forord gennem tiden. Men denne gang er der noget, der har svigtet. Dels er der det faktuelle. Der er fx ikke to, men en række erindringer fra Treblinka i det offentlige domæne. Man kan nævne Richard Glazars fremragende Trap with Green Fences, Samuel Willenbergs I Survived Treblinka og selvfølgelig Jankiel Wierniks A Year in Treblinka, der er offentliggjort i Alexander Donat (Red.) The Death Camp Treblinka – A Documentary, sammen med kortere erindringstekster af Abraham Krzepicki, Tanhum Grinberg, Shalom Kohn og Samuel Rajzman. Fra Lejr 2 findes der kun to offentliggjorte beretninger fra den øvre lejr, nemlig Wierniks og nu Rajchmans. Og så var der altså ikke 50-100 tyskere, som Pundik skriver, men 25-30, støttet af 100 tidligere krigsfanger fra den Røde Hær, nu i tysk tjeneste; de såkaldte ukrainere. Og dels forklares alt for lidt for læseren. Selve lejrens placering på en skovklædt bakke, med beboelses- og modtagelsesområdet ved foden og

gaskamre, grave og kremeringsriste i en strengt adskilt lejr (Lejr 2) på toppen. Man kunne blive overført fra den nedre lejr, men ikke fra den øvre.

Ambitiøs lejrleder Jankiel Wienik var den eneste jøde i Treblinka, der kunne passere mellem de to lejrafsnit. I begyndelsen af lejrens historie (juli 1942) betød tyskernes procedurer, at et mindre antal fanger blev udvalgt fra hver transport, brugt som slavearbejdere for en dag, og for flertallets vedkommende derefter dræbt, for at blive erstattet af nye fra den næste transport. Dette system blev opretholdt af lejrens første kommandant, den østrigske læge Irmfried Eberl. Eberl var imidlertid en større antisemit end logistiker, og han lod langt flere transporter ankomme fra Warszawa, end han kunne ”behandle”: frem til den 3. oktober ankom 300.000 jøder fra den polske hovedstad. På et tidspunkt i sensommeren eller det tidlige efterår – historikerne har aldrig kunnet fastslå tidspunktet med fuldstændig nøjagtighed – blev Eberl fyret og erstattet af den effektive kommandant i Sobibor, Franz Paul Stangl. I denne periode blev det store gas kammer, som Rajchman beskriver, bygget, mens det gamle (som Rajchman

Tyske soldater og polske jernbanefolk ved stationen i landsbyen Treblinka. Fotoet er formentlig fra 1943

Monumentet i Treblinka

omtaler som det med tre kamre) blev stående. Det var også Stangl der, formentlig i slutningen af september, opbyggede stående kommandoer og altså gik væk fra den oprindelige ordning med hoved sagelig en-dags-slaver. Det er interessant, at Rajchman, der (i følge forordet) ankom den 11. oktober, stadig oplevede rester af det gamle system, og at den kommandant, han beskriver som ”en høj, tyk morder på omkring halvtreds år” (s. 50), dårligt kan være andre end Christian Wirth – daglig leder af de tre Aktion Reinhardt lejre – der altså stadig var i lejren ved slutningen af måneden.

Kun på fornavn Fangerne i Treblinka kendte ikke sjældent kun hinanden ved fornavn eller endda tilnavn, og navnene på deres bødler var dem endnu mere obskure. Rajchman nævner sine kammerater Zelo og Adolf. Der er tale om den tjekkiske tidligere officer, Zelo Bloch (ikke Brock, som i bogen) og Adolf Friedman, begge ledere i modstandsbevægelsen i lejren, sammen med bl.a. Treblinkas jødeældste, ingeniør Galewski, og kapoen fra nakkeskudsanlægget Lazarett, Lev Kurland. Bloch og Friedman blev begge overført til Lejr 2 i marts eller april 1943. Ingen fra ledelsen overlevede krigen. SS-manden Gustav er Gustav Münzberger, en tidligere snedker fra Sudeterlandet, der, som de fleste andre vagter, havde arbejdet i det nazistiske euthanasi projekt T4, før han kom til Treblinka.

Han blev arresteret i 1961 og idømt 12 års fængsel i 1965. Den SS-mand, som Rajchman kalder ”artisten”, bliver i andre kilder kaldt ”tadellos”. Hans navn var Herbert Floss, en professionel SS-mand fra Buchenwald. Floss havde tilsyneladende trænet med den såkaldte Aktion 1005, en specialenhed til afbrænding af lig af jøder i massegrave overalt i Europa. Han blev dræbt af deserterende ukrainere i oktober 1943.

Den sidste beretning indefra Rajchmans bog kommer særligt til sin ret, når den sammenlignes med erindringer fra Lejr 1, fx Glazars eller Willenbergs. På den baggrund fremgår det tydeligt, at mens forholdene i den nedre lejr langsomt bedredes en smule op gennem det sene efterår 1942 og frem, vedblev de i langt højere grad at være uændret brutale i den øvre Lejr 2. Der findes som sagt nu to offentliggjorte vidneudsagn fra Lejr 2, men Wiernik havde en helt anden position i Lejr 2, ja i hele Treblinka, end nogen anden jøde. Som tømrer og byggespecialist kunne han bevæge sig i alle lejrafsnit, og han arbejdede hovedsagelig med at opføre og vedligeholde bygninger. Med Rajchmans bog får vi for første (og formentlig sidste) gang en beretning fra en af de almindelige ligbærere i Lejr 2 og dermed muligheden for et dybere indblik i en udryddelseslejr, der kostede næsten lige så mange jøder livet som Auschwitz, men som i dag er stort set ukendt i den brede offentlighed.

Stationen i landsbyen Treblinka, hvor togene gjorde holdt før de fortsatte til lejren. Fotoet er formentlig fra 1943

”

Med Rajchmans

bog får vi for første (og formentlig sidste) gang en beretning fra en af de almindelige ligbærere i Lejr 2 og dermed muligheden for et dybere indblik i en udryddelseslejr, der kostede næsten lige så mange jøder livet som Auschwitz, men som i dag er stort set ukendt i den brede offentlighed."

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

den jødiske figurative tradition – Boganmeldelse

Den røde tråd i moderne jødisk kunst

Alle kan se de åbenlyse forskelle mellem de enkelte jødiske kunstnere i det 20. århundrede. Men er der alligevel nogle fælles træk, der forbinder dem, uanset hvor broget deres kunst forekommer?

Af Kasper Monrad De fleste er enige om at afvise forestillingen om, at der skulle findes nogle særlige kunstneriske træk – såsom motiver, teknik, stilistiske virkemidler eller udtryksform – der kæder de jødiske kunstnere sammen på tværs af geografiske, kulturelle og sociale skel. Forskellene synes mere iøjnefaldende end lighederne. Ikke desto mindre er der fortsat mange, der leger med tanken om at finde en fællesnævner for jødisk kultur. Enkelte tager endda udfordringen alvorligt og gør forsøget. Et nyt og frisk bud er nu kommet fra den engelske forsker Eliane Strosberg, som har bevæget sig fra sit egentlige forskningsfelt, medicin og naturvidenskab, ind på kunstens område. I bogen The Human Figure and Jewish Culture fra 2009 fremsætter hun det synspunkt, at en lang række jødiske kunstnere stædigt har holdt fast ved den figurative tradition i maleriet, på trods af alle modernismens forsøg på at nedbryde og aflive netop denne tradition og erstatte det genkendelige med abstraktion og forenkling. Ifølge Strosberg skulle der altså eksistere en jødisk figurativ tradition, som er løbet hele vejen op gennem det 20. århundrede parallelt med de avantgardistiske strømninger. Her skal indskydes, at det ikke er første gang, at nogen har foreslået, at der skulle være en levedygtig figurativ tradition sideløbende med den abstrakte kunst. I 1995 vistes på Biennalen i Venedig en særudstilling med titlen Identity and Alterity (Identitet og andethed). Her fremsatte arrangørerne den tese, at det ikke var abstraktionen, men menneskefiguren, der var det bærende element og gennemgående træk i det 20. århundredes kunst. I konsekvens heraf formede udstillingen sig som en alternativ moderne kunsthistorisk oversigt. Præsenta-

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Chaim Soutine (1893-1943) The Floor Waiter, Private collection

tionen var besnærende og i flere afsnit ganske overbevisende. Eliane Strosberg gør indledningsvis opmærksom på, at dyrkelsen af nationalstaten, som slog igennem i 1800-tallet, har været stærkt medvirkende til, at fælles trækkene hos de jødiske kunstnere er blevet overset, for de er blevet rubriceret i sammenhæng med de lande, hvor de er født eller har haft deres virke, ikke som en sammenhørende gruppe. Hun stiller endvidere tre indledende – og ledende – spørgsmål: Kan de jødiske kunstneres uafhængighed af modernismen begrundes ud fra deres nedarvede eksil og fremmedgørelse over for de samfund, de levede i? Kan jødernes passion for bøger forklare, hvorfor de aldrig kunne opgive billedernes fortællende indhold? Kan deres forkærlighed for den klassiske tradition inden for maleriet ses i sammenhæng med den omstændighed, at de først sent fik adgang til den klassiske litteratur? Strosberg må have foretaget et gevaldigt sporingsarbejde, for hun har haft held til at fremdrage en lang række kunstnere, som man ellers ikke falder over i de gængse oversigtsværker eller museumssamlinger. Hvem har før hørt om malerne Moise Kisling og Raphael Soyer

”

Ifølge Strosberg skulle der eksistere en jødisk figurativ tradition, som er løbet hele vejen op gennem det 20. århundrede parallelt med de avantgardistiske strømninger. "

eller billedhuggerne Chana Orloff og Ofer Lellouche? De mere kendte kunstnere inddrages også, men i beskedent omfang, for at understrege bogens overordnede argumenter og perspektiver. Bogen former sig som en historisk gennemgang med hovedvægt på det 20. århundrede, men med tråde bagud. Strosberg påpeger således, at den jødiske kultur historisk set slet ikke var så fattig på billedkunst, som man gerne tror, om end der også i jødisk sammenhæng har været perioder med ikonoklastisk (ikonoklasme: når GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

Raphael Soyer (1899-1987) Self-portrait with Model, Private collection

Moise Kisling (1891-1953) Yong Blond Boy, Musée du Petit Palais, Geneva

GOLDBERG | #22 | WWW.GOLDBERG.NU

billeder eller ikoner afvises eller destrueres fordi de symboliserer afgudsdyrkelse) afvisning af billeder. Strosbergs bog understreger, at da først de jødiske kunstnere for alvor begyndte at blande sig med de øvrige kunstnere for hen ved 150 år siden, så lagde de næsten alle sammen også en jødisk motivkreds bag sig. Hverken Bibelen eller jødernes omskiftelige historie indgår særlig ofte i billederne. Dette underbygges af udtalelser fra malere som Camille Pissarro og Max Liebermann, der begge ønskede at blive betragtet som kunstnere på lige fod med deres kolleger, ikke som jødiske kunstnere. Til gengæld synes mange af kunstnerne at være forbundet af et ønske om at trænge ind i sjælen eller psyken på de mennesker, de skildrede. Dette har ofte ført en stærk sensibilitet i billederne med sig. Strosbergs indfaldsvinkel får rigtig mange brikker til at falde på plads, og helt uafhængigt af den traditionelle stilhistorie tegner der sig nogle linjer, som i hvert fald jeg ikke havde set før. Når man ser bort fra de åbenlyse undtagelser – avantgardekunstnere som Mark Rothko, Barnett Newman og Eva Hesse – er tendensen klar. Den særlige jødiske tradition blev tydelig i de første årtier af 1900-tallet, da kubisterne og den abstrakte kunsts pionerer gjorde alt for at nedbryde det traditionelle billede. Jødiske kunstnere som Marc Chagall, Chaim Soutine og Amadeo Modigliani holdt hver på sin måde og med hver sin udtryksform fast ved den figurative tradition. Med Eliane Strosbergs model i baghovedet er det fx ikke længere nødvendigt at bortforklare den løse malemåde og den skrøbelige og nervøse energi i Soutines portrætter og kalde ham atypisk ud fra stilistiske betragtninger. Op gennem århundredet fortsætter den meget forskelligartede brug af menneskeskikkelsen hos både kendte og mindre kendte kunstnere. Nogle kunstnere som Ludwig Meidner og George Segal kan placeres inden for kendte retninger (i deres tilfælde henholdsvis ekspressionismen og popkunsten), men andre er helt deres egne. I dette mønster passer også eneren Lucian Freud. Det samme gør hans lidt yngre kolleger fra The School of London, Leon Kossoff, Frank Auerbach og R. B. Kitaj (som er velkendte for trofaste gæster på kunstnersammenslutningen Corners udstillinger). Til rækken af malere og billedhuggere, Strosberg nævner, kunne jeg selv have lyst til at tilføje: Bob Dylan. Den første version af Eliane Strosbergs bog ledsagede en udstilling om samme tema i Pontoise i Frankrig i 2008. Senere samme år præsenterede hun de overordnede synspunkter ved Første Kongres for Jødisk Kunst i Polen, hvor en lang række internationale specialister i emnet deltog. I lyset af den efterfølgende debat reviderede og udbyggede hun bogens tekst og udvalg af kunstnere. Bogens billedudvalg afspejler givetvis de kunstværker, der var med på udstillingen i 2008. For de mest kendte kunstneres vedkommende er det langt fra altid de bedste og mest repræsentative værker, der bliver inddraget. Det er ikke svært at pege på malerier, der kunne have belyst bogens tema bedre. Man mærker også tydeligt, at billedkunst ikke er Strosbergs egentlige fagområde, og hun støtter sig i høj grad til udtalelser fra andre forfattere og fra kunstnerne selv. En egentlig analyse af kunstværkerne finder man ikke. Men bogens primære værdi ligger i den nye overordnede indfaldsvinkel. Nogle gange skal der friske øjne til udefra, for at vi kan se de sammenhænge, som specialisterne ikke har set før! Det bliver svært i fremtiden at komme uden om hendes bog. En mere definitiv kunsthistorie om det 20. århundredes jødiske kunstnere har vi altså endnu til gode. Takket være Eliane Strosberg bliver den historie imidlertid helt anderledes, end de fleste af os havde forestillet os.

Goldberg's

galleri Præsenterer:

Nathan Segal Den israelsk-danske maler og billedhugger

Nathan Segal er født i 1937 i Petah Tikva, Israel, opvokset i en kibbutz og bosat i Danmark siden 1963. Segal er uddannet på Kunstakademiet i København i 1960erne og debuterede som kunstner på Charlottenborgs forårsudstilling i 1969. Siden har han udstillet i både ind- og udland, både som billedhugger og maler, og har endvidere stået for talrige bogomslag og illustrationer.

22,5 x 16,5

Nathan Segals serie til Goldberg kalder han Næsehorn og Klovne. Der er tale om en række unikke kunstværker, der kan erhverves til en fordelagtig pris. 21,0 x 13,5

3 21,0 x 14,5

Vi præsenterer tre af værkerne her

– se alle 10 på www.goldberg.nu

Når du køber gennem Goldberg's Galleri, får du et unikt stykke kunst af Nathan Segal for

KUN 2.000,Alt hvad du skal gøre er at sende en e-mail til: goldberg@goldberg.nu eller ringe på: 5024 9450

Scandic Palace Hotel 1910-2010

Scandic Palace Hotel

en moderne historie

Scandic Palace Hotel er tegnet af den progres sive danske arkitekt Anton Rosen, som i løbet af sin karriere gennemførte over 100 projekter. Hotellet er et enestående stykke dansk arkitek tur, der forblev hans hovedværk. Anton Rosen tegnede bygningen og designede interiøret med undtagelse af hotellets bestik og service, som blev designet af selveste George Jensen. Scandic Palace Hotel har gennem tiden gæstet utallige kongelige og berømtheder, der har ind skrevet sig i Den Gyldne Bog såvel som i hotellets historie: Judy Garland, Errol Flynn, Gøg og Gokke, Kong Frederik VIII og Gregory Peck – for bare at nævne et par enkelte. Bygningen er i dag erklæret for bevaringsværdig og meget af interiøret er i dag renoveret med et krav om en tilbagevenden til bygningens oprindelige tilstand. Hotellets nye design er derfor holdt i moderne skandinavisk stil med stor respekt for hotellets historiske fremtoning, og meget af det smukke interiør; så som gulv friser, søjler og dørhåndtagene på Superior Plusværelserne er bevaret som det oprindeligt fremstod ved åbningen i 1910. Velkommen til Scandic Palace Hotel, anno 2010.

Hotellets restaurant, 1910

Hotellets restaurant, 2010

495,Sommer

pris fra k

pr. vokse Book nun/nat scandich på otels.dk

*Tilbuddet gælder i delt dobbeltværelse, inkl. stor morgenbuffet, i perioden 24.06.2010 til og med 15.08.2010.

Paladshotellet på Rådhuspladsen i København, 1910

Rådhuspladsen 57, 1550 København V Tel. 33 14 40 50 palacecopenhagen@scandichotels.com