Goldberg #12 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 13 · Maj 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Kim Bodnia

Dæmon eller bamsefar? LÆS: Interview med ebba – Sygeplejerske i Det Tredje Rige! Pris kr. 49,50

ofre og bødler i nye film

den magiske cirkel

matematik & almen dannelse

Ernst Gold schmidt

Pia Goldschmidt malet af Jeanne G Kempinski

29.5 - 29.8

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

det nationale fotomuseum det kongelige bibliotek . den sorte diamant . kĂ¸benhavn

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg

nr. 13 · maj 2009 · magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

”Efter en Bodil og en film i Bollywood er Kim Bodnia ved at lægge sidste hånd på ”Julefrokosten”.

Kim Bodnia

Dæmon eller bamsefar?

Indhold maj 2009 6

Leder

6 Fem af dette nummers bidragydere

36 Et sted på vejen til Auschwitz

LÆS: IntervIew med ebba – SygepLejerSke I det tredje rIge!

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Gongong. Tak til Gyldendal, Nordisk Film, Politikens Forlagshus og Sandrew Metronome Filmdistribution Denmark for tilsendt billedmateriale. Layout og grafik: Gongong ApS - www.gongong.dk Forsidefoto: Polfoto Tryk: Jønsson Grafisk Produktion Aps Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Bjørn Bråten, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa. Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

8 Det mest umulige sted

En forrygende blanding af maleri, musik og mode – mød MoonSpoon Saloon! Af Simon Apelblat

10 Bødler og andre banaliteter Holocaust er fortfarende godt stof i de nye film, men måden emnet bruges på er betænkelig. Goldberg har været til Berlinale. Af Peter Tudvad

14 Rundt om Bodil

Efter to nomineringer modtog Kim Bodnia endelig en Bodil. Hvad skal der nu ske på den professio nelle front for den store skuespiller?

Krystalnatten i 1938 var et vendepunkt fra under trykkelse til vold. Dan H. Andersens bog om begivenhederne udkommer i maj. Goldberg har mødt forfatteren. Af Torben Jørgensen

38 Forvandlingens kunst

Med sit selvmord slog fransk-jødiske Romain Gary to store forfattere ihjel. Af Emma Garman

42 En parodi på en profet

Vi kender ham kun, fordi han blev slugt af en hval, for der var ikke ret meget profet i Jonas.

Af Peter Nejsum

ISSN: 1902-4487

Af Susanne Bernth

44 Russiske jøder i København

GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450

Lidt mere Berlin … end Berlin

Historikeren Morten Thing har skrevet en bog på 656 sider om de russiske jøders indvandring til Danmark. Henri Goldstein omtaler bogen.

Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund - Det jødiske samfund i Danmark. Ernst Goldschmidts Legat. Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Tiger. GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. juli 2009. Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse. Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Og lidt mere New York … end New York. Swinging Tel Aviv fylder 100 år. Af Hans Henrik Fafner

23 Politisk kommentar Myter og facts om den israelske lobby i USA.

Sort død og gyldne skatte

En ægte skat med guldmønter, smykker og ædelsten dukkede op af jorden, da der skulle bygges et boligkompleks i Erfurt. I 650 år havde den ligget der, lige siden pesten, den sorte død, hærgede i området. Af Lone Spliid

Af Frank Esmann

24 Kompromisløshed og Muhammed-krise

Musikeren Dalia Faitelson blander i sit nye projekt Den Magiske Cirkel lige dele arabiske toner, hebraiske ord og gregoriansk kirkesang.

Af Tobias Koch

28 Matematik, tak Med til almen dannelse hører et basiskendskab til matematik. Det har Goldberg – ligesom så mange andre medier – inderligt forsømt. Nu bliver der rettet op på det! Af Michel Solovej

48 Modernismens centrale biperson Maleren Ernst Goldschmidt deltog i modernismens gennembrud i Danmark. Men hans pen havde mindst lige så stor betydning som hans pensel.

Af Kasper Monrad

32 Rejse til en fortrængt fortid

Ebba Mørkeberg var frivillig i Tysk Røde Kors under 2. Verdenskrig. Det har hun aldrig talt om, men den 5. maj udkommer en ny bog med hendes historie. Af Jacques Blum og Eva Bøggild GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

leder

På beatet Goldberg har mange rådgivere, og nogle af dem har vi selv valgt. De fleste af dem vil Goldberg det bedste. Nogle af de gode råd, de kommer med, er, at vi skal være moderne og på beatet. Dermed menes, at vi skal være aktuelle, ikke for optaget af historie og i særdeleshed ikke for interesseret i Holocaust. Vi skal, siger de, være optaget af, hvad læserne er optaget af, og tilmed give vore artikler en interessant drejning inklusive kant, hvilket betyder, at læserne skal have mulighed for forargelse. Tro det eller lad være: Goldberg prøver at

gøre sit bedste for at opfylde de stillede krav om aktualitet og kant. Som for eksempel i denne udgave, hvor omkring halvdelen af indholdet er viet til Holocaust og Holocaustrelaterede temaer. To spritnye danske bøger tager fat på nazismen, endda med en dansk vinkel. Begge bøger udkommer i maj. Så er der anmeldelser af fire film – én er biografaktuel – resten er på vej til de danske lærreder, og alle handler om Holocaust. Omtalen af en aktuel udstilling i London om gemte jødiske smykker og artiklen om matematik handler ved grød også

om jødeforfølgelse, og således er næsten halvdelen af siderne i Goldberg blevet fyldt. Resten handler om alt muligt andet og nyt. Hvis læserne synes, der er for meget om Holocaust, så beklager vi. Goldberg prøver blot at leve op til tidens krav om aktualitet og kant, idet vi har forstået, at især vores læsere er på beatet. Fornøjelig læsning

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Frank Esmann Forfatter og journalist. Tidligere korrespondent for aviser, radio og tv i Østeuropa, Storbritannien, USA og Tyskland. Tidligere chef på bl.a. TVavisen og Weekend avisen og vært på DR2 Temalørdag og P1-programmet ”Esmanns Verden”. Forfatter til romanen Døden indhenter jer, der er første del af en thriller-trilogi.

Simon Apelblat Studerer film- og medievidenskab ved Københavns Universitet. Er tilknyttet Dagbladet Information og information.dk som freelanceskribent med udland og kultur som stofområde. Desuden webmaster på goldberg.nu. Studerer fra september 2009 international politik ved McGill University Montréal.

Jeanne Kempinski Siden 2007 illustrator på Magasinet Goldberg. Billed kunstner og illu strator. Uddannet fra Billedskolen på Jagtvej. Har udstillet på bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling 2001 og Kunstnernes Sommerudstilling 2002 og 2003 og leveret udsmykning til bl.a. Valby Socialcenter og Danmarks Farmaceutiske Højskole.

Henri Goldstein Overlæge, dr. med., samt cand. mag. i samfundsfag og historie. Speciallæge i gynækologi/obstetrik. Har skrevet og redigeret 15 bøger samt en række videnskabelige artikler. Bestrider flere tillidsposter i Lægeforeningen. Medlem af Den Videnskabsetiske Komité for Region Hovedstaden og formand for Foreningen af Dansk Jødiske Læger.

Lone Spliid Cand.phil i litteraturvidenskab med jysk-marokkanskjødiske rødder og speciale i den tjekkisk-tysk-jødiske forfatter og kritiker Maxim Biller. Freelance tekstforfatter, informationsarbejder, skribent, ghostwriter og oversætter. Mangeårigt medlem af redaktionen af Udsyn – et tidsskrift om jødisk liv og Mellemøsten.

» … Et modefirma med et kunstnerisk tvist …«

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #11 #13 | WWW.GOLDBERG.NU

en symbiose af maleri, musik og mode

Det mest umulig e sted Af Simon Apelblat Et modefirma med et kunstnerisk tvist. Sådan beskriver den danske mode- og kunstnerkvartet Moon Spoon Saloon sig selv. En lidt beskeden karakteristik, vil nogen mene. For når designer Sarah Sachs og fotograf Noam Griegst den 20. maj indtager Victoria Miro Gallery i London sammen med gruppens tredje medlem, billedkunstneren Tal R, indfanger det meget godt de mange niveauer, som MoonSpoon Saloon arbejder på. Victoria Miro er et af de førende gallerier for samtidskunst overhovedet. I anledning af visningen af nye værker af Tal R, samlet under overskriften Armes de Chine, laver MoonSpoon Saloon et show med tøj og musik i samarbejde med kultbandet We Are the World. Resultatet bliver en symbiose af maleri, musik og mode med et stort skud performance oveni. Som vist skal ses med egne øjne, før man rigtig forstår, hvad det går ud på … Showet markerer, at det er første gang, at billedkunstneren Tal R optræder sammen med MoonSpoon Saloon. Normalt deltager den feterede maler som et ligestillet medlem af kollektivet. De i alt fire medlemmer sætter fællesskabet højt. Alle beslutninger træffes enstemmigt, selvom der er stor forskel på, hvor meget tid hver enkelt bruger på projektet. I centrum af MoonSpoon Saloon står designeren Sarah Sachs. Hun er uddannet fra Danmarks Designskole og har bl.a. designet kostumer til teater og moderne danseforestillinger. Da hun sammen med vennen Noam Griegst og hans kammerat fra Carolineskolen Tal R lavede en fotoserie i 2003, blev kimen lagt til et tættere samarbejde. Efter tre-fire års snakken frem og tilbage blev Moon Spoon Saloon født i foråret 2007. ”På det tidspunkt boede vi sammen alle tre i Tals atelier i Det Blå Pakhus. Vi brugte omkring et år på at definere præcist, hvad vi skulle lave”, husker

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

fotograf Noam Griegst. Træfigurer, sko og mange andre muligheder blev vendt og drejet. Det tilbagevendende problem var, at det var for dyrt at producere tingene i de små kvantiteter, som de tre medlemmer ønskede. Derfor faldt valget på tøj. MoonSpoon Saloons kreationer er alle unikke og produceres kun efter bestilling. De ligger i det højere prisleje. En sort og grå silkekjole lander lige under 10.000 kr. En pink striksweater kan fås for 6.500. ”Det er folk med penge og overskud, der køber tøjet. De tænker på det som at købe et kunstværk,” siger Noam Griegst. Måske endda som at købe en Tal R, kunne man tilføje. Den kolossale opmærksomhed omkring billedkunstneren er uden tvivl kommet MoonSpoon Saloon til gode på PRfronten. Men opmærksomheden kan være et tveægget sværd, forklarer Noam Griegst: ”Mange tror automatisk, at det er Tal, der er hjernen bag det hele. Det er en svær balance at holde.” Den virkelige arbejdsfordeling ser noget anderledes ud. Sarah Sachs arbejder fuldtid på firmaets kontor i Hyskenstræde i Indre København. Noam Griegst arbejder med Moon Spoon Saloons projekter ’en dag om ugen, og lidt hele tiden’. Og Tal R tegner intensivt sammen med Sarah Sachs i perioderne op til MoonSpoon Saloons shows. ”Tal er vores grafiker. Han bidrager med sine farver og former. Det er Sarah, der former tøjet, og det er også hende, der fylder mest i det samlede udtryk. Jeg tager fotos og bringer inspiration med hjem fra mine mange rejser,” siger Noam Griegst. Inspirationen kommer fra billeder, genstande, tøj og alt muligt andet: ”Vores seneste show, Broken Army, startede med et billede, som jeg fandt. Det viser et bohememiljø i 1840’ernes Rom, hvor kunstnertypernes tøj har en underlig lighed med militæruniformer. Det omsatte vi til et show med en mærkelig hær, der får en til at tænke på de forfærdelige

krige, der stadig foregår, samtidig med at man kan se noget finanskrise i det. Sådan er processen. Det starter ét sted og bevæger sig så et helt andet sted hen.” Som et resultat af medlemmernes forskellige baggrunde er MoonSpoon Saloons koncept blevet en syntese af modens og kunstens kvaliteter. Gruppen laver 99 styles (forskellige tøjdesigns), som hver produceres i 99 eksemplarer. Som litografier får hvert stykke tøj et nummer, f.eks. 5/99. Men modsat litografier er ingen stykker tøj helt ens. De 99 eksemplarer produceres nemlig af 99 forskellige leverandører. Det giver tøjet er unik kvalitet, som minder mere om maleriets. ”Noget af det, vi bruger mest tid på, er at finde gode producenter, der arbejder i små kvantiteter. Vi har producenter i Tjekkiet, Polen, Portugal og Indien. De er alt fra topprofessionelle skræddere til småsenile strikkeklubber. Det gør, at de enkelte stykker tøj bliver ret forskellige,” siger Noam Griegst. Gruppens shows lægger sig også langt fra mainstream. Til debuten på Copenhagen Fashion Week i sommeren 2008 blev tøjet ikke båret af modeller, men af dansere fra Den Kongelige Ballet. Showet var koreograferet af Esther Lee Wilkinson og mindede mere om abstrakt dans end traditionel catwalk. Et halvt år senere præsenterede MoonSpoon Saloon deres anden kollektion, igen på Copenhagen Fashion Week. Denne gang blev der brugt almindelige modeller. De havde til gengæld kæmpemæssige, cigarlignende hatte i pangfarver på hovedet eller var malet sorte i ansigtets nedre halvdel. En model bar på en Gulliver’sk pibe i ekstrem oversize, et symbol, der også indgår i MoonSpoon Saloons logo. Begge shows kan ses på Copenhagen Fashion Weeks website under Fashion Week TV. At se MoonSpoon Saloons shows er en ekstremt udsyret oplevelse. De besidder en gakkethed og en fandenivoldsk humor, som de færreste forbinder med haute couture. Tal

R’s naivistiske og ironiske univers fornægter sig ikke. Hvad vil de her mennesker? er det spørgsmål, der uvægerligt trænger sig på. Er der tale om et opgør med modebranchens mainstream indefra? Hvad tænkte de selv, da de startede projektet? ”Vi tænkte ikke noget,” siger Noam Griegst. ”Du skal tænke på, at konkurrencen er så sindssyg hård, at det kræver noget helt unikt at bryde igennem. Man kan ikke bare lave noget lækkert tøj i dyre materialer, der sidder godt. Det gør alle de andre. Så vi er nødt til at lave noget, der får folk til at løbe skrigende bort!” ”Vi stiller os det mest umulige sted. Og måske er det også det mest modige sted. Det ligner det i hvert fald. Vi lader, som om vi er totalt ligeglade med, om nogen af de penge, vi investerer, kommer ind igen. Selvom vi selvfølgelig ikke er det i virkeligheden.” Det er den slags, der skaber en hype omkring et mærke. Som da fashionguruen Diane Pernet faldt pladask for de tre danskeres koncept. Hun har siden promoveret Moon Spoon Saloon på sit website A Shaded View on Fashion, og i april deltog de i Pernets modefilmfestival A Shaded View on Fashion Film med en film lavet af Maj Sydendal. Økonomisk har opmærksomheden ifølge Noam Griegst betydet, at

» … Det er folk med penge og overskud, der køber tøjet. De tænker på det som at købe et kunstværk …« modefirmaet ’lige er gået i nul’. Med under halvdelen af de annoncerede styles på markedet har MoonSpoon Saloon en forventet levetid på 3-5 år endnu. For når alle 99x99 stykker tøj er solgt, begraver Sachs, Griegst og Tal R projektet. ”Visse kreationer er allerede ud solgte. Men vi sælger aldrig eksemplar nummer 100. Uanset hvor gerne vi end ville,” forsikrer Noam Griegst. Det er den pris, man må betale, når man arbejder i det unikke.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

tudvad goes to the movies

Bødler og andre banaliteter Af Peter Tudvad Holocaust har de sidste tre årtier været godt stof på det store lærred. Men efterhånden, som tiden går, og man som biografgænger synes at have set det hele, begynder man uvilkårligt at spejde efter nye tendenser i behandlingen af emnet. Når man så som denne artikels forfatter er heldig at blive akkrediteret som journalist på Berlinalen, en af de store filmfesti valer, så har man en unik lejlighed til at gøre status. Tilmed finder Berlinalen sted i Berlin, der engang var hovedstad i Det Tredje Rige, og som med UFAstudierne i Babelsberg i den sydvestlige udkant af byen bidrog sit til den propagandistiske bagvaskelse af jøderne, som vore dages film helst skulle kompensere for. Det sidste mener jeg naturligvis ikke programmatisk, som skulle enhver instruktør være forpligtet på at skabe mindst ét værk til rehabili tering af de europæiske jøder eller skildring af deres lidelser under Holocaust. Men emnet stiller nogle særlige krav. Jeg skylder at tilstå, at jeg ikke var på Berlinalen for at skrive for Goldberg, men derimod for at rapportere til filmmagasinet Ekko. Altså var min eneste interesse under de ti festivaldage i februar ikke alene Holocaust, men strømninger i den internationale filmverden i almindelighed og konkurrencen om den eftertragtede Gyldne Bjørn i særdeleshed. Alligevel fik jeg lusket mig ind til de film, hvor Holocaust spillede en rolle, om ikke andet som kulisse. For lad det være sagt med det samme, at festivalen ikke diverterede med film som Schindlers Liste eller Sophies Valg, Shoah eller De Skæbneløse. Tværtimod er det betegnende for

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

de relevante film, at de alle holder folkemordet ud i strakt arm og vender kameralinsen den anden vej. Enten forudsætter de publikums kendskab til Holocaust. Eller også reducerer de det til en fjern begivenhed i historien, som man kan forholde sig til, som man vil: abstrakt, kritisk eller sågar nostalgisk.

sig med, er Hanna. Og hun har det sandt for dyden. Man ser bare intet af dette blod, men hører kun om det i retssalen, hvor de få overlevende vidner mod hende. Derfor er det hende, man føler med, da hun ikke vover at tilstå sin analfabetisme, selvom det kunne frigøre hende for en kompromitterende

»… Tværtimod er det betegnende for de relevante film, at de alle holder folkemordet ud i strakt arm og vender kameralinsen den anden vej …« Heltinde og uhyre Stephen Daldrys filmatisering af Bernhard Schlinks internationale bestsellerroman Der Vorleser er allerede kendt af det danske publikum. Dels fik Kate Winslet en velfortjent Oscar for sin hovedrolle som Hanna Schmitz, dels går filmen – The Reader – aktuelt i de danske biografer. Som det derfor vil være bekendt, har Hanna været fangevogter i en kz-lejr, men uden at være blevet retsforfulgt, da hun 36 år gammel i efterkrigstidens Tyskland indleder et erotisk forhold til den kun 15-årige Michael. Det ulige forhold varer selvfølgelig ikke ved. Men da Michael otte år senere som jurastuderende overværer en af de såkaldte Auschwitzprocesser, genkender han blandt de anklagede sin ungdoms elskede. Han erfarer ikke blot, at Hanna har rådet over liv og død i en kz-lejr og ladet 300 kvinder og børn indebrænde i en kirke på en dødsmarch i 1945, men gætter også, at hun er ordblind. At det var derfor, hun altid ville have ham til at læse højt for sig, inden de elskede. Filmens perspektiv er Michaels. En ung tysker, der i sagens natur ikke selv har blod på hænderne. Men den, man som biografgænger identificerer

mistanke om at have skrevet en bestemt ordre i kz-lejren. Og derfor skal man tænke sig om mere end én gang, før man studser over, at hun åbenbart skammer sig mere over sin analfabetisme end sit kyniske bidrag til folkemordet. Det er bestemt prisværdigt, at film fremstiller nazibødler som det, de var: mennesker af kød og blod som os selv og ikke dæmoner besat af en metafysisk ondskab. Men det er betænkeligt, når filmene ikke vil vise os deres gerninger råt for usødet og i stedet lader os pirre af disse gysende menneskelige gerningsmænd og -kvinder. Når The Reader kun akkurat tangerer Holocaust i al dens konkrete gru ved at sende jurastudenten Michael på besøg i en udryddelseslejr

som turist på et museum. Og når Hanna – som Andreas Kilb skrev i Frankfurter Allgemeine Zeitung – bliver »historiens heltinde, uhyre og lystobjekt«.

Bødler og ofre Filmens ofre er ikke nær så interessante. Det vigtigste af dem er en ung jødisk pige, Ilana Mather, der som en af de eneste har overlevet branden i kirken. Som ældre, rig og stilfuld kvinde får hun besøg af Michael i sin liebhaverlejlighed i New York, hvor der hænger dyr kunst på væggene. Hun har i mellemtiden skrevet en bog om sine oplevelser i Holocaust, så man aner en sammenhæng. Holocaust-industri! Det er selvfølgelig ikke instruktørens hensigt at få publikum til at mistænke overlevende jøder for at kapitalisere på Holocaust. Men man tvivler alligevel på, at Ilana Mather kunne være fremstillet som en almindelig middelklassekvinde. Nogen hensigt ligger der selvfølgelig heller ikke til grund for, at den unge Ilana Mather spilles af Alexandra Maria Lara, der tidligere har haft en stor rolle som Hitlers sekretær i Der Untergang.

For instruktøren er det bare et spørgsmål om casting, men konsekvensen er – om man kan lide det eller ej – at publikum uvilkårligt associerer fra naziofferet Ilana Mather til nazimedløberen Traudl Junge. Og på den måde i sidste ende nivellerer forskellen på ofrene og deres bødler. Det er faktisk alvorligt, for når filmen ikke vil vise Holocaust i al dens krasse realitet, så insinuerer den, at det i virkeligheden er lige så tilfældigt, om man ender som bøddel eller offer, som det er, om man i filmen bliver castet som det ene eller det andet. I filmen er vi alle skuespillere. Og i virkeligheden er vi alle mennesker. Således har vi også set Bruno Ganz som Hitler i Der Untergang, mens man på Berlinalen både kunne se ham i Theo Angelopoulos’ The Dust of Time som jøden Jacob, der har mi-

stet sine forældre i Holocaust, og i The Reader som professor Rohl, der nøgternt overvejer kz-vogteren Hannas juridiske skyld. Spørgsmålet er så, om der bliver nogen afgørende forskel tilbage på skyld og uskyld, når man snart er det ene, snart det andet, snart bøddel, snart offer. Det er alt sammen kun et spørgsmål om casting, ligegyldigt om det er instruktøren eller skæbnen, der vælger vores rolle.

Møde med en morder Hvis man ser så fatalistisk på det, bliver erindringen om Holocaust netop reduceret til et drama, hvor rollerne

ti ca

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Foto: Sandrew Metronome Filmdistribution.

The Reader

var fordelt på forhånd, og hvor kulisser og sætstykker allerede stod på scenen, da skuespillerne trådte ind på den. Så bliver »historien bare det, der bliver tilbage«, som Algis siger i Das Vaterspiel, den østrigske instruktør Michael Glawoggers filmatisering af landsmanden Josef Haslingers roman. Her er erindringen nemlig i centrum, men omtrent lige så lidenskabsløst sat i scene som et oldtidsfund i en museumsmontre. Algis har skudt hundreder af jøder under en massakre i Litauen, men har undgået retsforfølgelse ved at gå under jorden. I 32 år har han boet i kælderen under sit barnebarns hus på Long Island i New York. Altså trænger kælderen efterhånden til en renoverering, som det falder i barnebarnets ungdoms kærestes lod at foretage. Rupert, som ungdomskæresten hedder, er selv barnebarn af en litauer, en jøde, der overlevede Dachau og siden forsøgte at få Algis stillet for retten. Nu møder den unge mand en gammel gubbe, der uden spor af anger tilstår sine forbrydelser – en gammel gubbe, der i kraft af sine rynker og sit grå hår ikke just gør indtryk på Rupert som en bøddel. Hvis Rupert overhovedet væmmes over Algis, så er det som en gammel og beskidt mand, der i 32 år har levet i en indelukket kælder. Og derfor skilles de i en art venskabelighed, der får fortiden til at fortone sig bag en kunstig forsoning mellem den ynkelige gamle mand og den desillusionerede yngling. En yngling, der har set ondskaben i øjnene – og blot fundet en oldings matte blik.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

D a s V a t e r s pi e l

Holocaust på skemaet Andre har større held med at holde mindet om Holocaust i live. Nogle synes endda at gøre mindet til en art religionserstatning. Det er i hvert fald det, man får indtryk af i den delvist danskproducerede dokumentarfilm Defamation. Her har den israelske instruktør Yoav Shamir sat sig for at undersøge, hvor udbredt antisemitismen egentlig er i dag. Og om den og Holocaust ikke i nogen udstrækning bliver instrumentaliseret af lobbyister med bugnende budgetter. Svaret er et rungende ja, selvom Shamir på sine rejser til USA og Europa også præsenteres for antisemitisme og Holocaust-benægtelse på gadeplan. Den slags synes bare ikke for noget at regne i forhold til de organiserede modparter i den jødisk-amerikanske organisation Anti-Defamation League, der spekulerer i europæisk skyldfølelse over Holocaust, og ikke mindst den israelske stat, der opbygger sine yngste medborgeres nationale identitet ved at sende dem på dannelsesrejse til Polen. Således følger filmen en israelsk skoleklasse før og under dens rejse, hvor den lærer, at hele verden hader jøder. Ikke mindst polakkerne, så de unge mennesker under deres ophold i Polen ikke tør forlade deres hotel om aftenen af frygt for at blive overfaldet. Tilmed har klassen fået en efterretningsagent med, der bestandigt instruerer den i, hvordan den skal identificere faren. Altså er det ikke nogen overraskelse, at de unge jøder selv holder sig på stor afstand af polakkerne og derfor føler sig bekræftet i at være ugleset.

Klassen er da heller ikke kommet for at møde polakkerne, men for at se ghettoen i Lublin og udryddelseslejrene i Majdanek og Auschwitz. I nævnte rækkefølge. På den anden station skammer en pige sig så meget over, at hun ikke kan fremkalde den foreskrevne gråd over sit folks lidelser i lejren, at hun begynder – at græde. Endelig på den sidste station vælder tårerne frem i oprigtig sorg og forfærdelse over rædslerne. Og så kan hun og hendes kammerater stille op til klassefotografering under porten – »Arbeit macht frei« – og for at fremkalde et mekanisk smil sige »Auschwitzzz«. Yoav Shamir har sikkert ramt hovedet på sømmet i forhold til noget af den brug, den israelske stat gør af Holocaust. Men lige så sikkert er det, at han undervurderer den omfattende antisemitisme og tilbøjelighed til at banalisere Holocaust, der i dag breder sig i dele af Europa. Hans film er derfor et glimrende diskussionsoplæg til en så kritisk offentlighed som den, man har i Israel. Men ikke som oplysning til tyskere og polakker, franskmænd og danskere om fænomenet antisemitisme. Derfor må man mobilisere sin kritiske sans, når filmen i løbet af året bliver vist på DR.

Jøden som bad guy Man bør bestemt også være vågen, når Lone Scherfigs næste engelsksprogede film, An Education, får dansk premiere den 18. september. Ikke fordi den skævvrider perspektivet på Holocaust, men fordi den risikerer at kolportere en klassisk antisemitisk stereotyp.

D e f a m a ti o n

Hovedpersonen i filmatiseringen af Nick Hornbys drejebog er 16-årige Jenny, en begavet og nysgerrig skole pige, der spilles eminent af britiske Carey Mulligan (om føje tid en ny Audrey Hepburn). Hun forelsker sig hovedkulds i den mere end dobbelt så gamle charmør og levemand, jøden David. Med ham som ledestjerne emanciperer hun sig hurtigt fra et

A n e d u c a ti o n

siger Davids kone, der røber, at han har gjort noget lignende mange gange før. »Du er vel ikke gravid, vel?« Med andre ord er David, som vi bestandigt får at vide er jøde, en bedrager og forfører, der ikke står meget tilbage for hovedpersonen i Jud Süss. I den berygtede UFA-film fra 1940 bedrager den listige jøde sig også til

»… Hvis man hypotetisk forestiller sig, at An Education var blevet produceret i Syrien, Iran eller Egypten, så ville den nok have vakt et ramaskrig …« rigidt skolesystem og en fad morals åg – indtil hun får en lærestreg, hun aldrig vil glemme. Og her skal jeg så advare læseren om, at jeg nu røber filmens plot, så der ikke bliver nogen overraskelse tilbage til september – medmindre man springer de følgende tre afsnit over: Det viser sig nemlig, at David lever af meget tvivlsomme investeringer i ejendomme og kunst. Han får sorte familier flyttet ind i husene, så gamle hvide damer flytter derfra, hvorefter han kan overtage lejlighederne billigt. Og han frakøber uvidende mennesker deres dyre kunst til spotpris, så han selv kan sælge den videre på auktion eller klaske den op på sine egne vægge. David er en bedrager, men mere end det, for da han efter Jennys 17års fødselsdag har friet til hende og fået hendes ja, opdager hun, at han allerede er gift. Hun opsøger fortvivlet hans kone, som hun møder uden for deres hjem – med deres fælles barn i hånden. »Gud, er du så ung!«

store værdier, ligesom han forelsker sig i en kristen pige, som han straks sætter sig for at forføre uden hensyn til hendes interesser. Filmen må i dag ikke vises i Tyskland uden en oplysende kommentar.

Grobund for antisemitisme Jeg påstår naturligvis ikke, at Scherfig og Hornby er antisemiter. Og jeg tror heller ikke, at ret mange blandt publikum vil reagere så skarpt på filmen, som jeg gør. Men når de ikke gør det, skyldes det så, at de som fordomsfrie mennesker blot besinder sig på, at en jøde kan være lige så stor en bedrager og forfører som nogen kristen, hindhu eller ateist? Eller skyldes det en ligegyldighed over for det billede, filmen giver af jøden, fordi det harmonerer med den gængse fordom om jøder som ærgerrige spekulanter, der gerne bryder traditionens bånd for at nå deres mål? Svaret er ikke givet på forhånd, men jeg tilstår, at jeg undrede mig over efter filmen at stå alene med

mine betænkeligheder ved dens portræt af David som jøde. Faktisk var det kun i filmmagasinet Screen, at anmelderen opholdt sig ved hans jødiske identitet, men da kun for at bemærke, at han »som jøde foregiver at være offer«. Det gør David imidlertid ikke, så påstanden vidner i stedet om anmelderens forventning om, at en jøde nødvendigvis forsøger at trække veksler på Holocaust. Hvis man hypotetisk forestiller sig, at An Education var blevet produceret i Syrien, Iran eller Egypten, så ville den nok have vakt et ramaskrig, der kunne have fået vestlige ledere til at rasle med sablerne og true med afbrydelse af de diplomatiske forbindelser til de ansvarlige lande. Af dem forventer vi nemlig, at de er antisemistiske, men som oplyste europæere med en uhyggeligt lærerig historie bag os kan vi ikke forestille os, at vi selv gør os skyldige i antisemitisme. Europæisk antisemitisme har vi meget bekvemt defineret som nazistisk. Derfor får vi kun øje på den, når den gør behørigt opmærksom på sig selv med hagekors og heilen. Således kunne de tyske aviser, mens An Education gik for fulde huse på Berlinalen, med bestyrtelse rapportere, at statsadvokaten i Budapest netop havde opgivet at rejse tiltale mod nogle nynazister, der i juli 2008 havde vist Jud Süss. Statsadvokatens tvivlsomme begrundelse for tiltalefrafaldet var, at filmen ikke i praksis fungerede som en antijødisk hetzfilm, fordi antisemitismen ikke længere havde grobund i det ungarske samfund. Tør man virkelig tro det?

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

blød mand i norge

rundt om Bodil Efter en Bodil og en film i Bollywood er Kim Bodnia ved at lægge sidste hånd på ”Julefrokosten” – inspireret af en dansk film af samme navn fra 1976 om et drukorgie, men denne gang på et bilværksted. Derefter går turen til arbejdet i Norge.

Han er kendt som bissen og dæmonen i dansk film. Som ham med tatoveringer på den ene arm og kæder om den anden. Ham, der nok skal ordne tingene, ikke helt i lovens ånd, men ordnet, det bliver de. Kim Bodnia har også spillet andre roller og mest i udlandet. Dansk publikum fik dog en mere nuanceret opfattelse af den macho-type, end han hidtil har lagt krop og ansigt til, i Bodil-sweeperen Frygtelig lykkelig. Her spiller han den voldelige ægtemand, som i en enkelt øm scene viser, at der er mere end én side af manden. ”Den var jeg glad for. Også fordi Jakob Cedergren sidder ude i bilen og støtter op om scenen. Man ved jo ikke, mens man spiller den, om der kommer nuancer ind over. Det er først bagefter, at det går op for én.”

Bodnia og Bollywood I den netop overståede Bollywood film Delhi Belly spiller Kim Bodnia endnu en lyssky karakter. Langt de fleste danske skuespillere, der har markeret sig i udenlandske film, er blevet tildelt skurkeroller. Det er, som om deres accent lever op til Hollywoods forestilling om det godes modsætning. Den kliché har Bollywood overta-

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

og der bliver lagt en anden ind over. Sådan er det. Det er deres vurdering, og det er okay med mig.”

Et navn i Norge Kim Bodnia tilbragte en måned i Mumbai og efter nogle måneders mellemlanding i Danmark går turen videre til Norge. Her har han gennem de sidste ti år opbygget et solidt navn og er ikke kendt som roden, men instruktøren, underviseren og forløseren af nyere norsk film. ”Det begyndte med, at jeg mødte den norske instruktør Marius Holst i Cannes, hvor jeg netop havde fået en pris for bedste mandlige rolle. På det tidspunkt var norsk film helt nede, og først var jeg med til at lave Himmelfald, den første spillefilm i Bergen i 40 år. Senere lavede jeg sammen med Marius Øyenstikker eller Dragonfly, som den kom til at hedde i eksportudgaven.” Det var efter Nattevagten, Pusher og Bleeder-perioden, hvor Bodnia her i landet lagde grunden til sit image som pansret mand i krise og på kanten af psykopati. Han bar selv ved til bålet, når han over for pressen fortsatte i rollen. Det kan han godt se i dag. Men på den anden side var der dengang brug for lige den type. Den ramte plet i tiden med punk, No Future og ren attitude. ”Det undrede mig, at de ikke gennemskuede mit stunt, som dybest set

Billede: Polfoto

Af Susanne Bernth

get. I Delhi Belly spiller Kim Bodnia en russisk diamantsmugler med tætte forbindelser til den indiske mafia. Som udgangspunkt var kravet, at han spillede rollen med udpræget russisk accent. ”Inderne har et kæmpemarked i Rusland, så det skulle være en accent, russerne kunne genkende. Imidlertid har jeg altid haft det svært med påtagede accenter. Det klinger påtaget i mine øren, uanset hvor talentfuldt det er lavet. Og helt galt bliver det, når man står over for den ægte vare. Derfor gjorde jeg noget andet, for det vigtigste måtte være at få sjæl og karakter med. Jeg byggede figuren op over min russiske farfar. Jeg forestillede mig, at jeg var en gammel jøde, der var kommet fra Danmark til Rusland som barn og havde lært sproget uden at have det som modersmål. Også efter min farfar tillagde jeg mig en pukkelryg. Jeg har også selv hovedet nede i maven, hvis ikke jeg passer på. Og så gennemspillede jeg første del af rollen den paranoia, man altid har, når man går gennem tolden og skal visiteres, uanset om man har noget at skjule eller ej.” I første omgang blev fortolkningen godkendt af instruktøren, men om den holder hele vejen til biograferne, tør Kim Bodnia ikke sværge på. ”Det kan sagtens være, at min stemme bliver fyret i sidste øjeblik,

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Blå bog Kim Bodnia er som skuespiller mest kendt for sine film, og her i landet mest de danske. De omfatter: En afgrund af frihed (1989) Nattevagten (1994) Den sidste viking (1996) Pusher 1 (1996) Bleeder (1999) I Kina spiser de hunde (1999) Jolly Roger (2001) Gamle mænd i nye biler (2001) Inkasso (2004) Den gode strømer (2004) Opbrud (2005) The journals of Knud Rasmussen (2006) Kandidaten (2008) Frygtelig lykkelig (2008) – som indbragte ham en Bodil for bedste mandlige birolle

Billede: Polfoto

Vølvens Forbandelse (2009) De norske film omfatter bl.a.: Monstertorsdag Himmelfall Øyenstikker Han debuterede som kortfilminstruktør med Escape – Flugten (2001)

Kim Bodnia er aktuel i Danmark med familiefilmen Vølvens Forbandelse og i den amerikanske film The Van Zandt Shakedown.

På scenen har han også markeret sig:

bundede i usikkerhed. At de ikke tog det, som det det var: At jeg ud over at spille Patrick Bateman fra American Psycho hos Dr. Dante også spillede Bateman uden for scenen. I stedet for at tage det som en gave, tog disse overkloge yuppie-journalister det som en fornærmelse. De sagde: 'Hvad bilder han sig ind at sige sådan noget' og stemplede mig som hjernedød." Dem om det. Han syntes dengang, det var sejt, at de hoppede på den, fortæller han, selvom han nu på afstand godt kan se, at han ikke gjorde det nemmere for sig selv. Men Norge blev vejen til et andet image. Fordi han har været nyskaberen og fødselshjælperen, bliver han i dag oftest tilbudt roller som psykiater eller far.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

”Mange af de helt unge skuespillere, jeg arbejdede med i begyndelsen, har efterhånden udviklet sig til store navne. De synes, det er fedt at få ham den gamle med. Så når jeg herhjemme bliver spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at prøve kræfter med noget andet end machorollerne, siger jeg altid: Jamen det gør jeg hele tiden … bare ikke her i landet.” Fra begyndelsen havde han aldrig satset på, at hans karriere kun skulle foregå i Danmark. Derfor har det aldrig generet ham, hvis opfattelsen af ham herhjemme har været temmelig énstrenget. Men det tog nogle år, inden han turde tage springet fra den trygge base, selvom hans rolle i ”Nattevagten” førte til, at der kom tilbud fra USA og Tyskland.

”For mig er det meget vigtigt, at jeg har så meget ro, at jeg har overskud til at modtage heldet, når eller hvis de kommer. Via koncentration og grundig forberedelse kan jeg lettere gribe det. I begyndelsen troede jeg ikke på, at jeg kunne finde det andre steder end i Danmark, indtil jeg kom til Norge. Landet er på mange måder så ufatteligt dansk, men plus bjerge. Det var et åndehul at komme derop efter den heftige periode herhjemme. Dér opdagede jeg, at jeg kunne præstere det samme uden for basen, og siden er det gået slag i slag. Nu er jeg væk fra familien tre måneder om året, hvor jeg lukker mig om mine roller, uden distraherende faktorer. Til gengæld er jeg hjemme og nærværende i ni.”

Det er i virkeligheden som at være sportsmand, hvor man også isolerer sig i lange perioder og går i intens træning. Det prøvede han, da han som teenager var en af landets hurtigste på 100 meter løb.

Den jødiske afstamning Det var en helt anden gangart, han tog i brug under sit seneste ophold i Indien. Han klædte sig som de lokale og kunne færdes over det hele på en helt anden måde, end hvis han, som han siger, ”var klædt i mit sædvanlige tøj med lommerne fulde af guld”. Blandt de 17 mio. mennesker, der bor i Mumbai, oplevede han, at de gav plads for hinanden, skønt der ikke var meget fysisk plads at give af. Samværet var præget af en humor,

som man kun opdager, når man er en del af den. I København er det bedst at bekende kulør med det samme for ikke at få én over nakken af de forkerte, råder han. Her kræver man plads på en helt anden måde, hvor der ellers er nok af den. ”Farer er relative, men at hævde, at det skulle være fuldstændigt ufarligt at gå rundt i København, er en hån mod dem, som har mistet en af deres nærneste. Jeg har prøvet at gå ind i områder i New York, som alle advarede mod som det rene selvmord, men jeg gik derind alligevel.” Kim Bodnia har aldrig lagt skjul på, at han er opdraget i et jødisk hjem. Han har bemærket, at der inden for de seneste ti år er kommet en bølge

”Det er utroligt lærerigt, og jeg holder meget af det. Men med familie og små børn er det en vanskelig kunstart.” Kim Bodnia deltog i de første fem år hos Dr. Dante på Aveny Teatret, hvor han bl.a. spillede hovedrollen som Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ kultroman ”American Psycho”.

med, at man før noget som helst andet præsenterer sig med sin herkomst. Om det er en stil, vi som så meget andet har overtaget fra USA, hvor etnisk og religiøs afstamning er en væsentlig del af identiteten, ved han ikke. ”Men fra at afstamningen ikke var noget, man tænkte over i det daglige, er den blevet til en slags manifestation.” GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

en selvmodsigelse og temmelig kompliceret

lidt mere Berlin … end Berlin! Tel Aviv fylder 100 i år

Af Hans Henrik Fafner TEL AVIV – Det er ikke usædvanligt at se et par fyre holde hånd. Parret kommer ned ad fortovet uden at nogen på cafeen synes at finde noget usædvanligt i synet. En sortklædt, religiøs mand, der er på modsat vej, holder en hånd op for ikke at skulle se på noget, der i hans verden er strengt forbudt. Men mere sker der ikke. I Jerusalem og de fleste andre steder i Israel ville mødet have lagt op til en mindre eksplosion, men her på bohemernes gade, Sheinkin, passerer de bare hinanden, mens verden går videre. For dette er Tel Aviv, hvor alt tilsyneladende er muligt. På den anden side af gaden ligger en lille park med et springvand, der for længst er lukket ned som offer for den mellemøstlige vandkrise, og bag springvandet ligger en synagoge. Her har den konservative Habadbevægelse en lokal højborg, der lever i sameksistens med gadens blandede liv af subkulturer og avantgardistisk mode. ”Vi er gode naboer,” siger Shlomo, der er opsynsmand i synagogen. ”Vi har en aftale om, at gademusikanterne holder sig væk og cafeerne skruer ned for musikken, når der er gudstjeneste her. Vi generer ikke hinanden. Jeg er ikke enig i alt, hvad der foregår i Sheinkin, men sådan er livet jo. Sheinkin er historien om de

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

døde ben, der er kommet til live. Lidt for meget, ville jeg sige.”

På kanten af verden Tel Aviv fylder 100 i år. Efter at have gennemlevet sine kriser synes byen så fuld af liv som aldrig før, og som det altid har været kendetegnende for byen, har den det med at leve sig ud på en lidt mere ekstrem måde, end man ser det andre steder. Selv efter europæisk målestok går byens modedesignere lidt længere ud, kunstscenen er lidt mere outreret og nattelivet lidt vildere. For mange er Tel Aviv indbegrebet af Israel, samtidig med at man godt ved, at Tel Aviv er en kultur for sig selv, en ø, der lever adskilt fra resten af landet. Lidt som man kan opfatte New City som det mest ærkeamerikanske, selvom byen på mange måder er noget helt andet end resten af USA. ”Tel Aviv er en selvmodsigelse og temmelig kompliceret,” siger Maoz Azaryahu. Han er professor i kulturgeografi ved Universitetet i Haifa, men han bor i Tel Aviv. I et smukt bauhausbyggeri, lige midt i det hele, forklarer han. Et af hans forskningsområder er amerikaniseringen af Israel. ”Israel er temmelig provinsielt, og det er Tel Aviv også,” forklarer han. ”Israelerne har alle dage levet på kanten af den vestlige verden, og det har skabt en følelse af mindreværd.

Lige så længe har Tel Aviv set sig selv som centrum i denne udkant, og det har byen gjort ved at gøre, hvad man gør andre steder i verden. Det virkelige liv synes altid at have udspillet sig et andet sted.” Han fortæller, at i 30’erne så Tel Aviv meget på Paris, og i 80’erne, da den blev kendt som byen, der aldrig sover, var forbilledet New York. I dag er det nærmest Berlin, man søger at efterligne. ”Men for at føle sig bedre end resten af landet og på omgangshøjde med de udenlandske storbyer, går Tel Aviv altid lidt længere,” tilføjer Maoz Azaryahu med et lille smil. ”Man prøver at være lidt mere New York end New York og lidt mere Berlin end Berlin.” Forklaringen giver mening i HaMasger, en nedslidt gade i den sydlige del af byen. Her er inderligt ucharmerende. Om dagen er den med sine sidegader fyldt af aktivitet i små bilværksteder og virksomheder, der synes at tilhøre en svunden tid. Men hen under midnat og godt ud mod de lyse timer fyldes gaderne igen af liv, mens tung musik dunker i kvarterets mange klubber. ”Her kan man leve og føle sig fri, helt fri,” bemærkede en ung fyr ved navn Dima på et tidspunkt, da Goldberg en sen nattetime var på vej gennem gaden. Til daglig aftjener Dima, hvis forældre indvandrede fra Sankt Petersborg engang i 80’erne, sin

militære værnepligt i en kampenhed, og når det kan lade sig gøre, tager han ind fra hjembyen Ashdod for at deltage i klublivet i Tel Aviv. ”I Tel Aviv kan man glemme resten af verden, samtidig med, at man kan føle sig som en del af den rigtige verden,” sagde Dima meget præcist.

Udfordring til zionismen Med sin snak om tørre ben hentyder Shlomo foran synagogen i Sheinkin til Ezekiels bog kapitel 37, hvor profeten beskriver jødernes tilbagevenden fra eksilet i Babylon som døde ben, der bliver levende. Billedet er ofte blevet brugt på Tel Aviv. Byens egen befolkning vil dog helst fralægge sig disse bibelske konnotationer og plejer at forbinde sig med Theodor Herzl og hans bog Altneuland, hvor han beskriver en moderne jødisk stat. I hebraisk oversættelse fik bogen titlen Tel Aviv, hvilket egentlig betyder ”Forårshøjen”. ”Herzl besøgte kun landet en eneste gang,” forklarer en anden borger i Tel Aviv, fredsaktivisten Uri Avnery. ”Under besøget tilbragte han en enkelt dag i Jerusalem, som han kaldte grim og ildelugtende.” Det var længe før, Tel Aviv blev grundlagt, men for Avnery indeholder Herzls oplevelse kernen i det, han netop ikke ønskede for den jødiske stat. ”Tel Aviv er også en grim by. Frygteligt grim, lige bortset fra havet, men den har lige fra starten gået foran med den sekulære dynamik, som er essensen af zionistbevægelsen og det moderne Israel,” siger han. ”De tidligere zionistledere kunne ikke holde Jerusalem ud. De boede alle i Tel Aviv, og med undtagelse af Ussishkin ligger de alle begravet i Tel Aviv.” Med sin charmerende selvironi siger den 83-årige Avnery, at han ikke har boet så længe i Tel Aviv. Kun 74 år. Da han som ganske ung indvandrede fra Tyskland, boede han en kort tid i Haifa, men indså hurtigt, at landets fremtid lå i Tel Aviv. Jerusalem kom slet ikke ind i hans overvejelser. ”I Jerusalem er de meget stolte af at bo i en gammel by, og det skaber en stærkt konservativ atmosfære,” forklarer han. ”I Tel Aviv er vi stolte af at bo i en ny by, og det skaber en progressiv atmosfære. Tel Aviv er

han med nogle detaljer fra de kommunale budgetter. Til deres miljø, som han kalder det, er der afsat 120.000 shekel, og dette tal har ikke ændret sig, selvom der i år er fem organisationer mod sidste år tre. Og tilsvarende har kommunen afsat 2,2 mio. til religiøse institutioner. Og endnu mere sigende er det, at pengene bliver bevilget til meget synlige projekter som Gay Pride, mens ”der ikke er afsat en eneste agora (øre) til en vigtig sag som forebyggelse af aids.” ”Tel Aviv lever sit eget liv. Når katyusha-raketterne falder i nord, og palæstinenserne bomber Sderot med qassam’er, går folk i Tel Aviv på cafe, som om alt var ved det sædvanlige,” slutter han. »… Tel Aviv lever sit eget liv. Når katyusha-raketterne falder i ”Tel Aviv er ikke isoleret nord, og palæstinenserne bomber Sderot med qassam’er, går folk fra resten af landet, som Jerusalem er det, men Tel i Tel Aviv på cafe, som om alt var ved det sædvanlige …« Aviv er også hele tiden lidt foran i sin stræben efter at være som den store verden. Byens og grimme betonprojekter skød ”I Tel Aviv kan du gå på hænder, frihedsidealer og avantgardistiske op. Et vendepunkt kom med jordsplitternøgen, og ingen vil bemærke livssyn er virkeligt nok, men det er skredsvalget i 1977, der bragte den det, og du kan kysse, hvem du vil på ikke dybt rodfæstet. Det er en politisk første Likud-regering til magten med gaden, og hvordan du vil, uden at og kulturel programerklæring, men Menachem Begin som ministerprænogen siger noget. Det er ikke, fordi det er ikke et virkeligt engagement.” sident. Det førte til en ny økonomisk Tel Aviv har et særlig liberalt forhold politik, der vendte arbejderzionismen til nøgne mennesker eller homosekryggen og gjorde Israel til et forbrugssualitet for den sags skyld, men fordi Endnu mere sekulær samfund. Israelerne fik smag for den Tel Aviv, ligesom New York, accepteUri Avnery kan godt se en mening i store verden ved udlandsrejser og rer alt. Ligesom man også accepterer disse betragtninger, der i hans øjne begyndte at stille nye krav til stil og luftforureningen. Det gør man ikke i også ses udtrykt i en lokalpatriotisme, kvalitet. Tel Aviv kom på benene, Europa.” der er meget udpræget i Israels tre igen ved at gå lidt længere end resten Han beskriver forholdet som en største byer. Det bliver lidt overflaaf landet. Byen blev centrum for noget selvmodsigende vekselvirkning disk, synes han at mene. 80’ernes amerikanisme, og mens mellem et frisind, der helt givet er ”Det er lidt, som når man siger, at Israel udviklede sig til noget, arbejet ønske om normalitet, og på den det smukkeste i Jerusalem er vejen til derzionisterne i sin tid ville have anden side en dyb konservatisme. Tel Aviv,” bemærker han. ”Man siger kaldt borgerligt og dekadent, gik Tel Tel Aviv er således, så vidt han ved, også, at hvor Tel Aviv er en by uden Aviv endnu en gang skridtet videre det eneste sted på kloden, hvor Gay pause, er Haifa en pause uden by!” ved at blive det centrum for outreret Pride paraden finansieres af komEfter et lille ophold vender Avnery liv og subkulturer, som vi kender i munekassen. Sædvanligvis er det tilbage til sin analytiske form. dag. Ganske kendetegnende har Tel organisationernes eget problem at ”I de sidste mange år har vi set den Aviv det procentuelt højeste antal finde pengene, og i USA sker dette ultraortodokse befolkning skubbe de militærnægtere, hvor resten af landet ved at skaffe sponsorpenge fra store sekulære ud af Jerusalem,” slutter udvikler sig i nationalistisk retning. virksomheder. han. ”I Tel Aviv er det modsat. Her ”Det forsøgte vi også et år,” fortælskubber sekularismen de religiøse ler Mike Hammer. ”Vi havde kontakt ud, og det kan vi godt beskrive som Grænser for frihed til en stor fødevareproducent, som en national tendens, hvor alle de ”Jeg ved ikke, om jeg vil kalde Tel var meget interesseret, men som lige øvrige byer ligger et eller andet sted Aviv liberal. Nok snarere kosmopopludselig sendte os et høfligt afslag. ind imellem. Jeg tror, Tel Aviv vil litisk,” siger Mike Hammer, der er Den officielle forklaring fik vi aldrig, blive endnu mere udpræget sekulær talsmand for HaAguda, den israelske men jeg er sikker på, at virksomfremover og forskellen til Jerusalem organisation for bøsser og lesbiske. heden er kommet under pres fra tilsvarende dybere. Det har de fleste Han har boet og arbejdet i New religiøse kredse.” mennesker i Tel Aviv det godt med, York, og kender europæiske storbyer At træerne heller ikke i Tel Aviv ligesom jerusalemitterne også er som London, Paris og Barcelona. I vokser ind i himmelen, understreger stolte af den kurs, de har valgt.” det selskab synes han, Tel Aviv er venstreorienteret og åben for verden omkring os, og det har gjort byen til Israels dynamiske center.” Denne dynamik har ofte fået resten af landet til at se med skepsis på Tel Aviv. Maoz Azaryahu beskriver byen som en udfordring til tidens zionistiske ideologi. I 30’erne hvor kibbutzpionerernes karske kollektivisme var idealet, så mange skævt til det relative vellevned, som udfoldede sig på Dizengoff, hovedgaden i Tel Aviv. Det var dekadent og borgerligt, sagde man. I 70’erne syntes Tel Aviv at være gået i stå. De raffinerede butikker på Dizengoff lukkede på stribe, og forfaldet bredte sig i byen, mens fejlslagne

meget godt med, men finder også sammenligningen med New York mest nærliggende. ”Jeg har været til Gay Pride i både London og Paris,” siger han og forklarer, at det europæiske frisind er omfattende, men at der ligger nogle naturlige grænser. Det hænger måske sammen med, at de europæiske kulturer er så gamle. Dybt nede ligger en eller anden fornemmelse af mådehold. Det opfattes ikke som nogen restriktion, men det er der bare. For selvom USA på mange måder er et langt mere konservativt samfund, er udfoldelsesmulighederne større i New York. ”Det er det samme her,” siger han.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

politisk kommentar

ELIAS LEVIN var en from jøde og en evig optimist med en hukommelse og et fortælletalent af de sjældne. I oktober 1943 deporteredes han til kz-lejren Theresienstadt, hvor han blev sygeportør og ligbærer. Forfatteren Erik Henriques Bing talte i nogle vinterdage i 2002-03 med ham på plejehjemmet Meyers Minde i København.

. 1m1om9s ,Kr inkl.

n. handlere – hos bog

SELSKABET FOR DANSK JØDISK HISTORIE Selskabet for Dansk-Jødisk Historie

Førstkommende arrangementer:

• Med godt 340 medlemmer er selskabet en af de større kulturhistoriske foreninger i Danmark.

Generalforsamling, 13. maj kl. 19.00 Ny Kongensgade 6, 1472 Kbh. K Efter generalforsamlingen vil violinist og medlem af Radiosymfoniorkestret, Ludmilla Spector, fortælle om sin vej til Danmark. Aftenen byder også på indslag med jødisk musik.

• Afholder foredrag om dansk jødisk historie og kultur. • Udgiver årsskriftet Rambam, der indeholder en lang række artikler med faghistorisk dybde i et let og forståeligt sprog. For yderligere oplysninger og indmeldelse: Se hjemmesiden www.rambam. Ring eller skriv til selskabets formand: Bent Blüdnikow på Tlf. 2545 6204 Mail: bbl@berlingsked.dk eller til sekretær Linda Herzberg Tlf. 3535 5061 Mail: lh@lindaherzberg.dk

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Torsdag 4. juni, kl. 19.00 Jørgen Kieler, Ny Kongensgade 6, 1472 Kbh. K Jørgen Kieler var medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Denne aften fortæller han om sit syn på redningen af de danske jøder under krigen, og hvorfor han og hans kammerater satte alt ind på denne redning. Kieler blev taget af nazisterne og sendt til kz-lejr. Efter krigen uddannede han sig til specialist i kræftsygdomme og fortsatte sit arbejde for jødernes og Israels sag. Arrangeret i samarbejde med Det mosaiske Troessamfund. Alle er velkomne.

Myter og facts om den israelske lobby i USA Af Frank Esmann Da præsidenten for The Middle East Policy Council, USA's tidligere ambassadør i Saudi-Arabien Charles W. Freeman Jr., for nylig trak sig som kandidat til posten som overordnet chef for USA's 16 efterretningstjenester, lagde han utvetydigt skylden på den israelske lobby. Det var fuldstændig rigtigt. I et af de hårdeste og mest direkte angreb mod dette tilbagevendende og tit dæmoniserede fænomen i amerikansk politik sagde han, at han havde været udsat for en ”hetz af injurierende fordrejninger af mine synspunkter og karriere”. Kampagnen, tilføjede han, var baseret på en stribe anonyme eller fordækte henvendelser til politikere og medier, som ikke ville høre op. Også rigtigt – hvis man altså betragter det som injurierende, at ens økonomiske forbindelser til det dybt reaktionære Saudi-Arabien bliver krævet undersøgt og endevendt, før man bliver USA's topspion. Udnævnelsen af Freeman var ikke betinget af en bekræftelse i senatets efterretningsudvalg, men da de syv republikanske medlemmer gjorde det klart, at så længe Freeman var chef for The National Intelligence Council (NIC), ville de være over rådet ”som høge”, gav han op. Men … det er jo netop efterretningsudvalgets opgave. Så spørgsmålet er, hvad der er galt i dette forløb? Det har politikere, opinionsdannere og akademikere i USA skændtes om i årevis, og Freemansagen har fået diskussionerne til at blusse op på ny. Hermed er der føjet et nyt kapitel til en historie, som er lige så gammel som alle de andre påståede konspirationer, jøder gennem tiden er blevet beskyldt for at stå bag. Det er meget mærkeligt, at det bliver ved. At der skulle eksistere en fast sammentømret jødisk lobby, som i etnisk og religiøs enighed og ved hjælp af etisk tvivlsomme metoder promoverer én ganske bestemt linje i israelsk udenrigs- og sikkerhedspolitik, er nonsens.

Man skal være enten idiot, døv, blind eller alle tre ting på en gang for at tro på den slags. Undskyld, men jøder er aldrig enige. Sagen stiller sig anderledes, når der som her tales om en ”israelsk lobby”, forstået som en gruppe enkeltindivider og organisationer af forskellig karakter, politisk observans eller etnisk og religiøst tilhørselsforhold, som forsvarer israelske sikkerhedsinteresser. Sådanne grupper eksisterer og fungerer i bedste velgående. Det er der en hel stribe andre lobbygrupper, der også gør. Der er også en arabisk lobby, en italiensk mafia, og briterne hævder, at de har ”et særligt forhold” til USA. Man kan blive ved … Sådan er det amerikanske system. Blandt de mægtigste er pensionisternes lobby, fagbevægelsens lobby, medicinalindustriens og lægernes lobby og, selvfølgelig, den forkætrede våbenlobby. I samme liga er The American Israel Public Affairs Committee (AIPAC). Den er rig, den er stærk, og den er slagkraftig og har i talrige tilfælde været på den vindende side i diskussioner om USA's holdning til specifikke spørgsmål, der vedrører Israels sikkerhedspolitik. I andre gange ikke. Og det er værd at huske, når man diskuterer den israelske lobby i USA. Blandt de mest ekstremt pro-israelske amerikanere er der nemlig mange, der aldrig har så meget som sat deres ben i en synagoge, og hvis støtte til ulovlige bosættelser, brutal fremfærd mod civile og fanatiske forstillinger om et Storisrael bunder i en kristen-fundamentalistisk læsning af Bibelen og i forhold til jøderne faktisk har alt andet end ædle motiver. I tilfældet Freeman havde AIPAC således ingen holdning og foretog ingen form for lobbyvirksomhed for at hindre hans udnævnelse. Til gengæld var en af Freemans hårdeste kritikere en tidligere lobbyist for AIPAC, nemlig Steve Rosen. Han blev i 2005 anklaget af Bush-administrationen for at have brudt intet mindre end den amerikanske spionagelovgivning, og AIPAC

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

fyrede ham. Sagen begynder i maj. Steve Rosen er nøglefiguren bag kampagnen mod Freeman, og hvad enten man bryder sig om det eller ej, lykkedes det ham at gøre syv senatorer så urolige, at de hejser advarselsflaget. At han skulle have bestukket dem eller truet dem med at få bidragene fra AIPAC standset forekommer ikke sandsynligt. Manden er lidt af en paria. Det er altså ikke så gennemskueligt, som man tror. En fair, men ikke fuldstændig beskrivelse af den israelske lobby i USA er, at den er del af et symbiotisk forhold, altså det, vi i naturen kender som et tæt samarbejde mellem en aktiv og en passiv partner. Symbionten, den aktive partner, er lobbyen, den passive partner, værten, er USA. USA accepterer lobbyens eksistens, så længe den ikke strider imod fundamentale amerikanske interesser. På det jordnære, men absolut ikke uvæsentlige plan, handler det om, at lobbyen kan generere penge til politikere, som støtter Israels aktuelle politiske imteresser. Det kan handle om penge til politiske kampagner. Det kan også handle om kampagner mod politiske modstandere. Saudierne laver de samme numre. Det giver sig ubehagelige eller decideret vederstyggelige udslag, og det er udbredt, at disse eksempler gør, at folk forarges over lobbyens indflydelse. Men den ”israelske lobby” er altså ikke nødvendigvis og altid ”jødisk”. Mange israelere vil, eksempelvis, frabede sig den støtte, de får fra amerikanske kristne fundamentalister, ganske som de vil være uenige med de jødiske nykonservative, som er med til at tegne ’lobbyen’. Men der er en forskel, og vil altid være det, mellem taktiske og fundamentale amerikanske politiske interesser. Strider den israelske lobbys argumenter mod de sidste, løber den erfaringsmæssigt panden mod en mur. GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

helt alene i Kairo

Kompromisløshed og Muhammed-krise Af Tobias Koch Goldberg møder Dalia Faitelson i hendes lejlighed i hjertet af Nørre bro i København. Kvarteret er beboet af både etniske danskere og et væld af grupper med rødder i Afrika og Mellemøsten. Dalia Faitelsons olivenfarvede hud, mørkerøde hår og brune øjne, der fremhæves af et smaragdgrønt tørklæde, vidner også om en anden baggrund end dansk. Hun er født i Negev-ørkenen i Israel og kender til fjendtlighed over for sit moderland. Siden begyndelsen af den anden intifada i år 2000 har Israel bestemt ikke været populær i kvarteret. Derfor holder hun lav profil om sin oprindelse. Hvis hun bliver spurgt af en af de lokale forretningsdrivende om sin baggrund, og hun ikke kender personens holdning, så giver hun spørgeren tre muligheder for at gætte. ”De gætter aldrig rigtigt,” siger hun med et smil, ”og så siger jeg, du har fået dine tre gæt, så du har haft din chance. Men det kommer an på, hvilket humør jeg er i, hvad jeg svarer.” På trods af, eller måske netop på grund af, sin baggrund som israeler, har hun gjort det godt på den danske musikscene. Hendes musikalske kendetegn er nedbrydningen af grænser inden for jazz og moderne musik, hvilket hun gør så godt, at hun i år 2000 vandt en dansk Jazzgrammy. I 2005 modtog hun den danske komponistpris.

Den Magiske Cirkel Dalia Faitelson siger selv, at hun blander kulturer på en 'positiv måde'.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

I sit aktuelle og måske til dato mest ambitiøse og grænsebrydende projekt, Den Magiske Cirkel, blander hun således gregoriansk kirkesang med arabisk musik og hebraiske tekster. Det kan umiddelbart virke mærkeligt, men for Dalia Faitelson er der en logisk forbindelse – en bro – mellem de muslimske, jødiske og kristne musiktraditioner. Og hun understreger, at projektet ikke er et: ”og nu laver vi et vidunderligt kulturelt multi-dulti projekt”. Ved at blande tre forskelligartede traditioner inden for musik vil Dalia Faitelson skabe noget helt nyt. Noget, der har sin helt egen lyd. De forskellige udgangspunkter og referencerammer skal tydeligt kunne genkendes, men gennem de hebraiske tekster samles det, der er fælles for religionernes og dermed kulturernes udspring, nemlig Mellemøsten. På den måde vil de tre store monoteistiske religioner mødes og forenes i et musikalsk og kulturelt fællesskab. Dalia Faitelson vidste, at projektet var problematisk. Det ville ikke være uden omkostninger for arabiske og palæstinensiske musikere at arbejde med på projektet, fordi der er en pris at betale både musikalsk og politisk set. Musikerne risikerer at blive stemplede og at blive betragtet som dårligt selskab. Derfor er det en chance og en risiko at tage at arbejde på tværs mellem det jødiske og det arabiske, mener Dalia Faitelson.

Den svenske nonne Ideen til det ambitiøse projekt kommer ikke fra en religiøs åbenbaring, men fra fem kvinder der optrådte i Sankt Birgitta Kloster i Maribo tilbage i 2007.

Dalia Faitelsons eks-svigerfar havde inviteret hende til koncert med Det danske Hildegard Ensemble, der spiller gregoriansk musik af den svenske nonne Birgitta af Vadstena, der døde i 1373. Birgitta blev helgenkåret i 1391 og har siden 1999 været skytshelgen for Europa. Det danske Hildegard Ensembles koncert i Maribo var en stærk oplevelse for hende. Under sin uddannelse i Israel havde hun stiftet bekendtskab med gregoriansk kirkesang, der blev brugt i musikanalyse, men i klostret i Maribo forsvandt den analytiske tilgang. Tilbage blev melodiernes renhed og klarhed og en ro, der blev til en voksende inspirationskilde for hende. I over to måneder lyttede hun til indspilninger med gregoriansk kirkesang og endte med at udvælge 10 sange. ”Det var den første kamp,” smiler Dalia Faitelson. ”Gregoriansk kirkesang har en meditativ karakter, så man skal virkelig kæmpe imod, for at øjnene ikke skal falde i.” Oven på de bedste fraser har Dalia Faitelson bygget nye kompositioner med det mål at lave en mindre abstrakt musisk form. De omkonstruerede gregorianske kirkesangs-fraser bliver underbygget af nykomponerede rytmiske lag og mellemøstlig instrumentering. Sammen med hebraiske sangtekster er det blevet til Dalia Faitelsons magiske cirkel, med udspring i de tre store monoteistiske religioner.

der hylder Gud, har hun derfor skrevet en række tekster, der hylder naturen. I modsætning til religi onerne, der har været baggrund for ulykkelige konflikter og skel mellem mennesker, så er naturfænomener efter Dalia Faitelsons mening noget der rammer alle og forener. ”Naturkræfterne påvirker mig. Dem kan jeg relatere til, fordi de påvirker min hverdag. De er tættere på mig, og det var derfor, jeg startede med at skrive om naturkræfter som mørket og solen,” forklarer hun.

Den ægyptiske forbindelse Til projektet skulle der bruges en komponist, der arbejder med den arabiske musiktradition, og Dalia Faitelson havde længe talt med ægypteren Fathy Salama om at lave

musik sammen. Dalia Faitelson ville gerne have ægyptisk lyd, og Salama havde oven i købet givet udtryk for sin interesse i projektet med at blande vestlig og arabisk musiktradition. Det var heldigt, først og fremmest fordi det er svært finde arabiske traditionelle musikere, der vil arbejde på tværs af kulturerne, og dernæst vidste Dalia Faitelson, at Fathy Salama kunne blande vestlige og arabiske musiktraditioner og få det til at lyde godt. Projektet var kompliceret, fordi det i høj grad kræver, at parterne er villige til at involvere sig på en sådan måde, så det står klart for alle – også personernes private og musiske bagland – at der arbejdes frem mod et fælles mål og en tilnærmelse mellem kulturerne. Men flere ting gik galt. Fathy Sa-

lama, der har opnået bred anerkendelse inden for verdensmusik-scenen blandt andet på grund af sit succesrige samarbejde med den verdensberømte musiker Youssou N’dour, blev pludselig overdrevent ambitiøs. Der skulle flere strygere på og mange musikere, og i sidste ende ville prisen for hans arbejde samt indspilninger i Cairo komme op over 50.000 kroner for et enkelt nummer på to minutter. Altså priser, der var langt højere end tilsvarende indspilninger i Danmark. Det havde Dalia Faitelson ikke råd til. Derfor besluttede hun at benytte nyerhvervede ægyptiske netværkskontakter og selv finde komponister og musikere i Kairo.

Ægyptisk de-tour I januar 2008 besluttede Dalia Faitel-

Foto: Volker Roloff

Gregoriansk kirkesang blandet med arabisk musik og hebraiske tekster. Komponisten og musikeren Dalia Faitelsons ambitiøse projekt er stødt på mange kulturelle forhindringer. For ét er hendes israelske baggrund, men den afgørende forhindring har været hendes rødbedefarvede danske pas.

Hyldest til naturen Dalia Faitelson er ikke religiøs, og derfor vil hun heller ikke have sangtekster, der er bundet til religionerne, med i sit projekt. I stedet for tekster, GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Foto: Nicola Fasano

Den 2. Muhammed-krise

son at tage en chance ved at tage fem dage til Kairo med et ægyptisk mobiltelefonnummer i lommen for at finde et nyt hold at lave musikken med. ”Du kan ikke lave aftaler i forvejen ligesom i Europa, og som jeg er vant til fra Danmark. Holdningen var, at du skal komme herned til Kairo, og så ser vi, hvad der sker”, siger Dalia Faitelson. Hendes rejsekollega blev syg kort inden afrejsen, så det endte med, at hun måtte tage af sted alene. Familierne i Israel og Danmark var bekymrede for hendes tur. Israel og Ægypten var inde i en periode med anspændthed, og Israel frarådede israelere at tage til Kairo af sikkerhedsmæssige årsager. Samtidig var Danmark ikke særlig populært efter den 1. Muhammedkrise i 2005-2006. Det første, Dalia Faitelson skulle vænne sig til i Ægypten, var et noget anderledes forhold til aftaler og måder at omgås på. Det mobilnummer, hun havde fået med, virkede alligevel ikke, så faktisk havde hun hverken kontakter eller aftaler med nogen. Samtidig kunne hun mærke på det massive militæropbud i Kairo, at Ægypten og de ægyptiske soldater ikke – som i både Israel og Danmark – arbejder i et demokrati. De var på deres poster i Kairo som en aktiv militær magt, der skal skabe ro. Men pludselig dukkede kontaktpersonen op på hotellet, og der blev indgået en aftale til senere på aftenen. I det hele taget gik dagene

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

i Kairo med at vente på, at det blev aften. Al social aktivitet og kontakt med musikere og komponister foregik ved, at man mødtes ved 22-tiden, og så var der kaffedrikning og uformelle møder frem til klokken fem om morgenen. I løbet af arbejdsnætterne besøgte Dalia Faitelson flere musikere og studier. Nogle af de steder, hun besøgte, var luften så tyk af hashrøg, at man kunne skære sig igennem tågen, men trods de noget anderledes forhold gik møderne godt. Musikerne var flinke og imødekommende. Når først hun var kommet indenfor og var blevet præsenteret, blev hun mødt af den karakteristiske mellemøstlige hjertelighed. I løbet af de fem dage lykkedes det at finde de helt rigtige folk til Den Magiske Cirkel-projektet. Der blev lavet aftale med en ægyptisk producer, en musikarrangør, der er en af landets bedste solister på violin, og med andre musikere. Der var dog betingelser: Ingen ægyptiske musikere ville spille, hvis de hørte hebraiske tekster. ”De to ting der skræmte dem, var, hvis der var religiøse eller politiske elementer i sangen, der kunne give dem problemer, og at høre hebraisk sprog, mens de spillede. De var bange for at få problemer med regeringen,” siger Dalia Faitelson. Men der var en løsning. I stedet for ord skulle de modtage sangstemmerne uden tekst, og bagefter kunne de hebraiske ord lægges på.

At Dalia Faitelson er jøde og israeler var specielt nok for de ægyptiske samarbejdspartnere og gjorde aftalen til en ømfindtlig affære. Det blev til gengæld ikke nemmere af Dalia Faitelsons rødbedefarvede danske pas. Efter hjemkomsten til Danmark gik det trægt med de ægyptiske musikere. De havde et helt andet forhold til aftaler og forståelsen af eksempelvis en deadline. De ægyptiske arrangører og producere sendte nogle eksempler på ideer til projektet, og selvom det var svært rent musikalsk at krydse genrerne, var der trods alt en musikalsk fremgang at spore. I februar måned 2008 blev Muhammed-tegningerne genoptrykt efter mordplanerne på tegneren Kurt Westergaard, og herefter var der tavshed fra ægypterne. Dalia Faitelson skrev derned flere gange. Først i april måned kom der en mail, hvor der stod: At det var en fornøjelse at arbejde med dig, men at der var et stort problem. Nu har vi opdaget, at ALLE musikere inklusive Mustafa (arrangøren) nægter at spille. Musikken føles mærkelig for dem. Det var en fornøjelse at arbejde med dig og rigtigt rart at møde dig. I dag siger Dalia Faitelson, at hun nok burde have vidst, at det ikke kunne lade sig gøre i sidste ende. ”Jeg er ret overbevist om, at grunden til, at Fathy Salama hævede priserne, var for at skræmme mig væk. At det var et forsøg på at sige: glem det, det er for besværligt,” siger hun og fortsætter. ”På en thai-restaurant i Kairo sagde han til mig, at jeg aldrig ville kunne få nogen i Ægypten til at udføre det musikalsk og politisk.” Ironisk nok måtte Dalia Faitelson til Israel for at finde den rette. Efter flere forsøg fandt hun den respekterede musiker Sameer Makhul, der er kristen palæstinenser. Han har respekt for musikken og er begejstret for Dalia Faitelsons ideer og arrangerer musikken til orientalske instrumenter med arabisk klang. ”På trods af at projektet vil give ham problemer, politisk set, ved at han spiller med jødiske israelere, så sætter han større pris på musikken og respekterer mig som musiker og menneske. Han sætter politik til side,” siger Dalia Faitelson.

Blot seks måneder efter den ægyptiske skuffelse er der blevet indspillet tre numre i Israel.

Kirkesang Siden har Dalia Faitelson arbejdet intenst med at finde de helt rigtige korsangere. De er nøje udvalgt efter sangevne og evnen til at engagere sig. Et er nemlig at lære at bruge den gregoriansk kirkesangs klang. Noget andet er at have viljen til at arbejde med tekster, som man ikke forstår og så få det til at fungere med musikken og resten af koret. Koret blander både den rytmiske og klassiske sangforståelse, og korets arbejde besværliggøres yderligere af, at sangerne har henholdsvis klassisk og rytmisk baggrund. Derfor kræver det mere tid for sangerne at få det til at fungere sammen. For Dalia Faitelson er kordelen også en god udfordring. Hun har ikke før arbejdet med et kor med otte sangere. ”Det kommer ikke til at lyde godt,

før de har spillet koncerter sammen, før de sover, spiser, slås, diskuterer, er trætte og krammer sammen. De skal have hinanden helt ind i sjælen,” siger Faitelson. Den Magiske Cirkel har indtil nu været undervejs i over to år. Der ligger tre færdigt indspillede numre til en kommende cd, og Dalia Faitelson tror på projektets gennembrud i år. Til efteråret er hun klar med de resterende arrangementer, men der mangler midler til indspilningerne, og der mangler nogle arrangører, der kan se potentialet, så Den Magiske Cirkel kan komme til at give koncerter i kirker og kulturhuse i hele Norden, ved musikfestivaler og store begivenheder som miljøkonferencer og fx klimatopmødet i København til december, til Fez musikfestivalen i Marokko og koncerter i Israel – men lige nu mangler der markedsføring og midler. Dalia Faitelson har allerede solgt en diamant, som hun havde arvet, for at

dække nogle af de hidtidige udgifter, men der skal flere penge til. ”Nu er jeg flad. Men det skal ud. Ud i Norden og ud i Europa … og det skal nok lykkes, for jeg har et strong drive”, siger hun med et stort smil og knyttet næve. Dalia Faitelson er født i Israel i 1963 og siden 1991 bosat i København. Hun er uddannet på Ruben Academy of Music, Jerusalem, og Berklee College of Music, Boston. Har indtil videre udgivet syv cd’er i eget navn. I 1999 modtog hun Statens Kunstfonds 2-årige igangsætningsstipendium. I 2000 fik hun en Grammy for cd’en Diamond Of The Day. I 2005 modtog hun en hæderspris fra komponistforbundet, DJBFA. I 2006 og 2007 var hun projektleder på Global Village med 19 kunstnere fra Danmark og New York. Fra 2007 har hun arbejdet på projektet Den Magiske Cirkel.

Hør dugfriske smagsprøver fra Den Magiske Cirkel på: www.myspace.com/daliafaitelson

2 a

ALMEN DANNELSE

Matematik, tak Almen dannelse bør omfatte et minimum af kendskab til matematik. Det er der desværre mange – inklusive Goldbergs skribenter – der har set stort på, så her vil der blive rettet op på manglerne. Som bonus præsenteres: den etniske matematik.

2 b

hvilket fik følgende kommentar med på vejen af Bieberbach: Göttingens studenterråds tapre afvisning af den store matematiker, Edmund Landau, skyldes, at den utyske stil i denne mands forskning og undervisning er utålelig for tyske følelser. Et folk, der har forstået, ... hvordan medlemmer af en anden race arbejder på at indføre fremmede ideer, skal afvise lærere af en fremmed kultur.

Bieberbach og Bohr Af Michel Solovej Almen dannelse! Mine børn ser på mig, som om jeg var et oldtidsfund på alder med Grauballemanden eller Dødehavsrullerne. Almen dannelse er gået helt af mode. Alligevel vil jeg slå et slag for den. Der er dog stadig grundlæggende viden og kundskaber, som man bør have. Goldberg hjælper ofte til med indsigt i, hvad der rører sig inden for kunst, kultur, religion og samfund set gennem en jødisk optik. Men som i så mange andre sammenhænge har også Goldbergs bidrag til den almene dannelse en væsentlig slagside. Humanistisk uddannede fagfolk har taget patent på den almene dannelse. Jeg vil kæmpe mod strømmen. Mit slag for den almene dannelse vil handle om indsigt i matematik. I slutningen af 1980'erne fandt to berømte matematiske formodninger deres endelige svar. Den ene har en jødisk vinkel med et dansk tvist. Kendskab til den anden må uomtvisteligt falde ind under almen dannelse.

Tal-tåber Men først lidt brok: Hvis jeg til et middagsselskab eller i andre sociale sammenhænge kommer til at sige, at jeg er matematiker, vil jeg straks blive underholdt med, at de øvrige gæster i hvert fald ikke kan regne og har dybe traumatiske erindringer fra deres skoletid, hvor ethvert forsøg på at undervise dem i matematik var fuldstændig spildt.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Jeg vil bede læseren fundere over, om reaktionerne kunne være de samme, hvis jeg i sin tid havde valgt at læse dansk litteratur på universitet. Ville nogen udbryde: ”Åh gud, jeg kan altså ikke læse”, eller ”det der med bogstaver, det har bare aldrig været mig”. Kunne man forestille sig voksne mennesker med stolthed i stemmen nærmest prale af, at de ikke kan stave deres børns klasselærers navn eller hjælpe ungerne med læsning for 2. klasse?

S-type matematik Matematik handler ikke om at regne, men om at bevise matematiske pos tulater eller formodninger. Nogle af disse formodninger kan have afsæt i fysik, andre i naturvidenskab eller økonomi. Når matematik benyttes som et redskab i andre fag, kaldes det anvendt matematik. Dele af computervidenskaben er et eksempel på anvendt matematik. Den slags matematik, jeg har beskæftiget mig med, har ikke nogen umiddelbar anvendelse inden for ingeniørfagene. Jeg har ikke bidraget til at bygge broer eller fundet metoder til udregning af den perfekte hældning på en motorvej, så regnvandet løber af kørebanen. Min matematik kaldes ren matematik – pure mathematics. Ren matematik er teorier, som ligger til grund for al anvendelse af faget, men som ofte er udviklet endda århundreder før, andre discipliner har fundet anvendelse for teorierne. Et eksempel er talteori, som indtil 1960'erne blev betragtet som en

matematisk disciplin uden anvendelser. Siden er disse teorier blevet helt afgørende for sikker kommunikation på internettet, fx når man bruger netbank.

Ren og uren matematik Da jeg for 20 år siden tog hovedfagseksamen i matematik på Københavns Universitet, var den skriftlige eksamen en redegørelse for Louis de’Branges helt nye bevis for Bieberbachs formodning. Forleden stødte jeg på en artikel om 'min gamle ven' Ludwig Bieberbach, og hvad der dengang ikke havde interesseret mig, fangede nu. Bieberbach tillagde begrebet ren matematik en ganske anden betydning, nemlig en særlig tysk matematik, mens uren jødisk matematik havde et alt for højt abstraktionsniveau og måtte bekæmpes. I begyndelsen af forrige århundrede gjorde Bieberbach og den ledende matematiker ved universitet i Göttingen Felix Klein sig tanker om, at forskellige racer skabte forskellig slags matematik. Sammen med psykologen E.R. Jaensch udviklede Bieberbach en teori om mentale typer og brugte matematik som et ”særligt lærerigt eksempel.” J-typen var tysk, og S-typen var fransk og jødisk. Bieberbach mente, at den rene – tyske – matematik var intuitiv, geometrisk og organisk i modsætning til franskjødisk matematik, som var formel og analytisk. I 1934 bliver den anerkendte matematiker Edmund Landaus undervisning boykottet af de studerende,

Ud over at være praktiserende jøde var Landaus forbrydelse, at han i en lærebog havde defineret tallet π (pi) på en analytisk måde. Bieberbach mente, at metoden var ”typisk jødisk”, ”uorganisk”, ”af udenlandsk karakter” og endda ”til skade for livet”. Bieberbach var chefredaktør på et tysk matematisk tidsskrift i 1934. Her offentliggjorde han et åbent brev, hvor han kritiserede den danske matematiker Harald Bohr for at være gået i rette med Bieberbachs racistiske synspunkter. Lidt retfærdighed er der i verden: Bieberbach blev tvunget til at forlade posten som chefredaktør, fordi han ikke havde fået de øvrige redaktørers accept af sin kritik af Bohr. Helt uvidende om hans forskruede tanker om ren matematik i betydningen jødefri matematik arbejdede jeg mig for 20 år siden igennem detaljerne i beviset af Bieberbachs formodning. I mit stille sind – og på disse sider – glæder jeg mig over, at denne fine matematik nu bærer navnet de’Branges sætning, og at Bieberbachs navn vil forstøve i glemsel.

Almen dannelse! Få år efter at Bieberbachs formodning var blevet bevist, vakte matematikeren Andrew Wiles opsigt ved at bevise den langt mere berømte formodning, som kaldes ”Fer-

=c 2

Antik Pythagoras-buste mats sidste sætning”. Fermats sidste sætning blev formuleret af matematikeren Pierre de Fermat i 1636. I modsætning til Bieberbachs formodning er Fermats sidste sætning afgjort omfattet af min definition af almen dannelse. Pythagoras sætning om trekanter er kendt af mange og burde være kendt af de fleste. Den fortæller om sammenhængen mellem længderne af siderne i en retvinklet trekant. Hvis de to korte sider kaldes henholdsvis a og b, mens den lange side kaldes c, så vil der gælde:

a2 + b2 = c2 GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

n a

+ bn = n c Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder. Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære. Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk Andrew Wiles

an + bn = cn , hvor ”n” er et helt tal større end 2. Fermat påstod, at dette ikke kunne lade sig gøre. Nu er det ikke, fordi svaret på dette spørgsmål i sig selv ville revolutionere verden. Men historien bag Pierre de Fermats undren, og de over 350 år, der skulle gå, inden et rigtigt svar blev givet, er fascinerende. Og i forsøget på at besvare det forholdsvis simple spørgsmål har

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

matematikere måttet udvikle noget af den dybeste og mest betydningsfulde matematik.

Etniske margennoter Pierre de Fermat lavede sin matematiske forskning ved at skrive i margenen på en udgave af den berømte klassiske bog Aritmetica af Diophantus. I 1636 skriver Fermat: “Jeg har et i sandhed vidunderligt bevis for denne påstand, som denne margen er for smal til at kunne indeholde.” Der findes beviser, som næsten kunne have stået i margenen, men desværre er de alle forkerte. Ingen tror længere på, at Fermat havde fat i et korrekt bevis. Hans påstand er korrekt: Der findes ikke hele tal, som løser ligningen. Men det tog 350 år, før der forelå et korrekt bevis for det. Den 23. juni 1993 offentliggjorde

Andrew Wiles sit bevis ved en forelæsning på Cambridge University. I sin bog om Fermats sidste sætning skriver Simon Singh: ”Det var århundredets vigtigste matematikforelæsning. To hundrede matematikere var fastlåst af spænding. Mindre end en fjerdedel havde fuldt begreb om den tætte blanding af græske symboler og algebra, der fyldte tavlen. Resten var der for at opleve, hvad de håbede ville blive en sand historisk begivenhed.” Der er højst 50 mennesker på jordkloden, som forstår alle detaljer i beviset for Fermats sidste sætning. Jeg er så afgjort ikke blandt de heldige. Bieberbach ville sikkert hævde, at det skyldes, at beviset har en anden etnisk herkomst end jeg, men måske er det bare en brist i min almene dannelse.

Sommerferie g m i p m a c røv

Prøpving! Lynge Olsen A/S

Hvis siderne i en trekant opfylder ligningen, så er trekanten retvinklet. Det bruges af tømrere og andre bygningshåndværkere til at lave rette vinkler. De kalder det 3-4-5 metoden, fordi de tre hele tal 3, 4 og 5 passer ind i formlen. Fermat undrede sig over, om man ligesom 3, 4, og 5 kunne finde hele tal, som passede ind i formlen, hvis man ændrede den til

cam rm bedste feriefo - den re & for børn, foræld … re ld ræ bedstefo

under 12 år gratis ✚ Børn med far/mor på DCU-pladser

Du kan bo i hytte, leje en campingvogn, slå teltstængerne i vejret eller måske have din egen campingvogn med til det halve af, hvad du må give for et sommerhus. Prøv f.eks. dejlige Funder ved Silkeborg, eller Mols hvor ungerne kan tumle rundt på den gratis vandrutschebane, Odense Camping med svømmebassiner og gåafstand til Den fynske Landsby og Odense Zoo. Absalon Camping ved København med nye, veludstyrede hytter, eller DCUs perlerække af campingpladser på strandene ved Århus, på Nordog Sydfyn, ved Limfjorden eller skønne Nordsjælland. Mulighederne er mange for en god og indholdsrig sommer med Dansk Camping Union. Tegn dit medlemskab af DCU på www.dcu.dk, så sørger vi for, at du får det obligatoriske campingpas ind ad døren. Det koster rundt regnet en

krone om dagen at være medlem af forbrugerejede DCU. Er du single, er det endnu billigere. Og så får du oven i købet Danmarks bedste og flotteste camping- og fritidsblad gratis ind ad brevsprækken 8 gange om året. Husk, med DCU Klik ind på kommer alle dine børn under 12 år gratis med www.dcu.dk på camping. Har du børnebørn, følger de og få del i alle op også gratis med uden for sæsonen. serne for kun level37 for hele familien 0 kr. . singlemor elle Er du r -far, slår vi en "god hund" af i prisen.

Camping – det er lykken

interview

Rejse til

en fortrængt fortid Ebba Mørkeberg mente, at hun gjorde det rigtige, da hun som ung kvinde meldte sig til Tysk Røde Kors under SS. Efter krigen måtte hun erkende, at dét, andre påstår er godt, ikke altid er det. Derfor valgte hun at tie om sin fortid, og først nu – over 60 år senere – er hun klar til at fortælle.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild Ebba Mørkeberg ville med sine egne ord aldrig være blevet kendt i en større offentlighed, hvis ikke hun var blevet grebet af stemningen i den hyggelige gårdhave en lun septemberaften i Berlin i 2007. Hun var i godt selskab med to behagelige mennesker. Den ene, kvinden, kendte hun godt, selv om hun bor i USA. Den anden, den danske mand, der var bosat i Berlin, kendte hun slet ikke. Og det var sikkert derfor, at hun svarede så ærligt på hans spørgsmål om, hvorvidt hun virkelig havde boet i Berlin. For ja, Ebba Mørkeberg havde engang opholdt sig i længere tid i Berlin. Man kunne måske ikke ligefrem kalde det at bo, for det var under 2. Verdenskrig, og hun havde opholdt sig i en bunker som frivillig sygeplejerske i Tysk Røde Kors under SS.

Skyggesiden af et liv Den 5. maj 2009 – dagen for Danmarks befrielse og godt halvandet år efter mødet på restauranten – udkommer bogen Sygeplejerske i Det Tredje Rige, skrevet af forfatteren Peter Tudvad. Han var manden, der stillede spørgsmålene den aften og mange gange senere. I bogen, der er på godt 500 sider, fortæller han Ebba Mørkebergs historie, som her for første gang udfoldes for hendes familie, venner, bekendte og naboer – for ikke at tale om de mange læsere, som hun ikke kender, men som nu vil stifte et nærgående bekendtskab med

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

skyggesiden af Ebba Mørkebergs liv. Der skal nok være mange, som bliver overraskede over, hvad den smilende, imødekommende og velholdte 83-årige kvinde foretog sig som ung. Men de vil ikke være de eneste, der undrer sig over mængden af hemmeligheder. Ebba Mørkeberg er såmænd også selv overrasket over, hvad Peter Tudvad i sin overordentlig grundige research har fundet frem. Forklaringen er, at hun på et tidspunkt i sit liv besluttede sig for at glemme. Glemme sin fortid.

lefrafald, de begge har fået. Altså er der ikke andet for end at lade fortiden ligge som et urokkeligt faktum, man bedst vier så lidt opmærksomhed som muligt.

Sygeplejerske i krigsårene Den fortid, som Ebba Mørkeberg nu har valgt at stå frem med, omhandler nogle svære ungdomsår i den vestjyske by Tarm, hvor hun er ugleset yngel af byens eneste erklærede nazist. Men der er også de to år som au pair-pige i den tyske by Kassel, som hun mindes med ømhed og uden

»… Beslutningen om at skubbe fortiden helt ud af sit liv tog hun måske allerede engang i september 1945 …« Beslutningen om at skubbe fortiden helt ud af sit liv tog hun måske allerede engang i september 1945, da hun og fem andre danskere kom hjem til Danmark. Inden havde hun tilbragt fire måneder i en interneringslejr uden for Moskva, og da hun endelig kan vende hjem, er de fleste retssager mod danske nazister og kollaboratører overstået. Ebbe Mørkeberg får tiltalefrafald og slipper dermed for både fængselsstraf, offentlig udhængning og social isolation. Men hun får aldrig sonet. I kapitlet ”Gensyn, gru og glæde” skriver Peter Tudvad om hende og veninden Lili: For så vidt havde den (fortiden) været nemmere at leve med, hvis de var blevet dømt juridisk, så de én gang for alle kunne sone den fortid, som omverdenen for længst har fordømt moralsk. Men den mulighed er de berøvet i og med det tilta-

erindring om de mange tusinde jøder, der på det tidspunkt blev gennet sammen på banegården og kørt væk. Herefter er der årene som frivillig i Tysk Røde Kors, hvor hun uddanner sig til sygeplejerske og hjælper med at passe Wehrmacht-soldater, der er blevet såret på østfronten, så de kan komme ud og gøre tjeneste igen. Og endelig omfatter glemslen – eller fortrængningen, som hun kalder det – månederne i Berlin, hvor krigen er på sit sidste, og alt er kaos. Fjenden er de hævngerrige russiske soldater, der voldtager kvinderne – også Ebba – og derefter tager hende og nogle kolleger med til Moskva og anbringer dem i en interneringslejr. I løbet af de fire måneder opholdet varer, forelsker hun sig i en italiensk medfange, inden hun løslades og kan rejse hjem til Danmark. GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Fra bogen

Ebba ved, hvordan det er at være datter af et lille samfunds paria, som for sin nazisme blev lønnet med chikane, boykot, hærværk og trusler. Hun ved, hvordan det er at skulle være nervøs, hver gang hendes far åbner munden i et selskab med risiko for at stemple sig selv og hele familien som landsforrædere og medløbere. Og hun ved, at det ikke er alle i Danmark, der ser med så milde øjne på en tidligere sygeplejerske i Tysk Røde Kors, som Willie gør.

ikke erske burde man jo ej pl ge sy rs ko de rø Som upolitisk ten foregik bag østfron r de ad hv , af e gt men lade sig anfæ t fra lazaretterne, ng la e en jr le ns io at a som og i koncentr følger alligevel Ebb r se el lid es rn de jø vidsmerten over fortid – ikke som et te ng ræ rt fo es nd hun et ekko fra he lavet, men om, hvad r ha n hu ad hv , hvad nesbyrd om stand til at gøre, og i e dr an t sa r ha e hende med sin plej r, der har hindret de he ig ld fæ til er n -Brod det måske ku lazarettet i Deutsch På i. t re le ul dr in e tedati selv at bliv e kolleger også præs sk ty es nd he dt an stre var der jo bl de såkaldt brune sø af en m so r de , de teren Elfrie Dachau, ncentrationslejren ko i et jd be ar e vd bejde tidligere ha em sit uhyggelige ar nn ge e nd de la ne sy hvor hun til n måtte psykiske mén, at hu e ær sv så g si et ag havde pådr re traf medikamenter. Sene e nd hå le al ed m ske dulme dem patienter, den flam le m ga ne si af en hun i Berlin e i en af at have gjort tjenest od st til r de s, er lb A SS-soldat Ruserede bag fronten i er op r de n, pe up gr de Einsatz r af jøder. te hundredtusinde æb dr og ød sk de land, hvor

Frygten for afsløring Alt dette har Ebba Mørkeberg tiet om i en grad, så det kun er Willie, hendes mand i over 50 år, som hun har talt lidt med om denne del af hendes liv. De medlemmer af Willies familie, som har vidst noget, har været diskrete og ikke taget emnet op. ”Min mand vidste det, men han er et tolerant menneske, siger hun i en samtale med Goldberg og smiler: ”Desuden var han forelsket”. Skæbnens ironi vil, at hendes forelskede mand var aktiv i modstandsbe-

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

vægelsen under den tyske besættelse af Danmark. ”Min mand fortalte gerne om sin ungdom og om alt det, han havde lavet under krigen. Han havde jo ligesom ret til det, medens jeg aldrig sagde noget.” Ebba Mørkeberg virker ikke bitter over, at hun i mere end 60 år har holdt tand for tunge. Hun havde i det mindste betroet sig lidt til sin mand og ikke gjort som veninden Lili, der har holdt det hemmeligt for alle. Men frygten for at blive afsløret har siddet

Medlem af nazipartiet Peter Tudvad har i sin research til bogen fulgt i Ebba Mørkebergs fodspor. Fra Tarm til Kassel, Breslau og Deutsch-Brot, hvor hun arbejdede som sygeplejerske på lazarettet, og til Berlin. Bid for bid har han nidkært og med dokumenter sammenstykket et menneskes fortrængte historie ud fra de stumper, hun selv ville eller kunne huske. Undervejs på denne fælles rejse har de to fået et nært, respektfuldt og ærligt forhold til hinanden, som tilsyneladende kun er blevet styrket af de svære situationer, når noget uventet og ubehageligt er dukket op. Ebba Mørkeberg husker navnlig en bestemt telefonopringning fra Peter Tudvad. Hun fortæller til Goldberg: ”Han var så sød og forsigtig, da han skulle fortælle mig noget vigtigt, han havde fundet ud af. Han sagde: 'Ebba, hør her, det var ikke kun din far, der var medlem af nazistpartiet, din bror meldte sig også ind.' Jeg blev noget overrasket, men så sagde han: 'Din mor var også medlem.' Og det

dybt i hende i alle årene. Således ville hun i den første lange tid i sit ægteskab ikke ud på arbejdsmarkedet, selvom hun godt kunne have fået et job. Først i dag er hun klar over, at det var angsten for, at nogen skulle snuse i hendes fortid, der gjorde, at hun holdt sig hjemme. Hun var bange for, at det også skulle ramme Willie, at han havde giftet sig med sådan én som hende. Og da hun få måneder efter vielsen bliver gravid, bekræfter det hende i beslutningen om hemmeligholdelsen. Peter Tudvad skriver:

troede jeg først slet ikke på, men han sad jo med papirerne. Og så kom det: 'Og du var også medlem Ebba.' Der fik jeg et chok. Og den dag i dag kan jeg ikke huske, at jeg har underskrevet papirerne, men det står der jo, alt sammen.”

Nu skal det hele frem Det er ikke ofte, at et tidligere medlem af DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, giver interview i Goldberg. Men det er heller ikke ofte, at netop dette tidligere medlem af nazipartiet taler med journalister om den tid. Det er faktisk første gang. Ebba Mørkeberg er helt klar over, at hun med bogen har kastet sin fortid og nutid i mediernes vold. At tale ud til Peter Tudvad, til Willie og til døtrene har været en lettelse – en forløsning, kalder hun det – men nu skal hun til at tale med vildt fremmede mennesker. Og hvorfor så ikke begynde her i Goldberg? ”Jeg er taknemmelig over, at det er et jødisk blad, jeg skal tale med først,” siger hun. ”For det med jøderne, det har jeg haft det svært med.” Ebba Mørkeberg har aldrig kendt nogen jøder. Heller ikke da hun som barn og ung kvinde i Tarm hørte sin far tordne mod dem. Første gang, hun overhovedet mindes at have mødt nogen jøder, var under opholdet i Kassel, da hun så to mennesker på gaden med gul stjerne på tøjet. Først som voksen er det gået op for hende, at der i familien var en ”halv-

jøde”, men det var ikke noget, man talte om. På spørgsmålet om, hvad hendes far sagde om dem, tøver hun lidt pinligt berørt: ”Det var jo det med, at jøder er hensynsløse. At de kun tænker på penge. Og at de er udanske. Først og fremmest det: at de er udanske. Men for mig var der overhovedet ingen forbindelse mellem de mennesker, der blev talt om, og dem, det gik ud over. Slet ingen. Og derfor til-skriver jeg det også min fars indoktrinering, at jeg meldte mig ind i partiet, og at jeg tog til Tyskland. Det var hans påvirkning og hans meget faste overbevisning om, hvad der var rigtigt og forkert, der gjorde, at jeg handlede, som jeg gjorde. Og så mente jeg jo, at Røde Kors gjorde noget godt, og at jeg som sygeplejerske hjalp mennesker i nød. Jeg tænkte ikke over, hvad de soldater, som jeg passede og plejede, kom fra, og hvad de skulle lave igen.” Ebba Mørkeberg er klar til offentligheden nu. Det har været afskyeligt at møde sig selv på den måde, som Peter Tudvads research har tvunget hende til, siger hun, men nu vil hun gerne stå frem. Rejsen til den fortrængte fortid fortsætter. Hun vil også gerne ud på skoler og fortælle de unge mennesker, at de skal passe på. At man skal være varsom med at lade sig forføre af folk, som påstår, de har sandheden. Og at det, man tror, er det gode, ikke altid er det.

Lægeklinikken Edan v/læge Eda Zelkowicz ønsker chag sameach. Klinik i behandling af kosmetiske hudproblemer ved brug af lægelig kosmetologi og laserkirurgi. Speciale i anti-age behandlinger - modvirkning af alder. Nyheder fra Anti-Ageing World kongres i Monaco. Frederiksberg Allé 68 1820 • Frederiksberg C Vestre Stejlebakke 30 • 3100 Hornbæk Tlf: 7022 9019 • www.zedan.dk GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

interview

Et sted på vejen til

Auschwitz

”Krystalnatten i 1938 var et vadested mellem den diskrete undertrykkelse og den åbenlyse vold,” mener historiker og forfatter Dan H. Andersen, og derfor er den interessant at beskæftige sig med. Hans bog Krystalnatten udkommer i maj måned. Goldberg har læst bogen og talt med forfatteren.

Af Torben Jørgensen Den såkaldte Kristallnacht, eller Krystalnat som den kaldes på dansk, fandt sted natten mellem den 9. og den 10. november 1938. Navnet beskriver hvordan der så ud i gaderne i byer overalt i Tyskland, hvor såkaldte SA-bander – Sturmabteiligungen, medlemmer af Nazipartiets private hær, også kaldet Brunskjorter – denne nat smadrede ruder i jødiske butikker, hærgede synagoger og dræbte omkring 100 mennesker. Dan H. Andersen er forfatter til den første danske bog om emnet. Han har tidligere udgivet bøger om så forskellige emner som Marie Grube, konspirationsteoriernes betydning i det moderne samfund, de nazistiske myter og nazistisk ideologi. Denne nye bog om Krystalnatten indeholder en gennemgang af de begivenheder, der ledte op til pogromen, og en analyse af beslutningsgangen på baggrund af den nyeste forskning. Det er et stykke formidlingsarbejde, og blandt dens største forcer er, at der sideløbende med den overordnede historie gives en række rids af jødiske liv og skæbner under og omkring Krystalnatten. Selv for de læsere, der er godt bekendt med begivenhederne i november 1938, er der nyt at hente her.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Ser du en lige linje fra overfaldene på Krystalnatten til udryddelserne i Auschwitz? "Både ja og nej, som en rigtig historiker jo gerne siger. På den ene side havde nazisterne i 1938 ikke udarbejdet eller vedtaget en endelig plan for udryddelsen af jøderne. Der var hele tiden en mulighed for, at man ville følge en anden linje. Men de var jo bundet i et manikæisk ideologisk univers, så rationalet var, at selv hvis det lykkedes at smide alle jøder ud af Tyskland, så ville man møde dem igen senere, ved den næste geografiske erobring. På den anden side, så var det nyt, at naziledelsen kunne ringe fra München til en eller anden gruppe SA-mænd og sige: "Gå ud og brænd en synagoge" – og de så gjorde det. Men det var en improviseret handling fra statens side, ikke en folkerejsning.” I din bog peger du på den statslige indoktrinering som en væsentlig motivation hos de enkelte SA'er til at handle, som de gjorde? ”Ja, der fandt selvfølgelig en indoktrinering sted. Men hos SA’erne var det også en rodfæstet idealisme, der kom til udtryk i handlingerne på Krystalnatten. Efter min mening er antisemitismen altid til stede i et samfund, men her var den tillært af nazisterne.” Var statens muligheder for hjernevask virkelig så gode? Regimet havde kun været ved magten i fem år. ”Ja. Men i øvrigt kunne disse SA'er jo have været medlemmer af nazipartiet i mange flere år og dermed været blevet så meget mere påvirket af stemningen. Der var informationsmonopol i nazistaten, ligesom der var i Kina og Sovjet. Disse stater var, ligesom Nazityskland, totalitære i mål og midler.” Hvad så med de almindelige tyskere, der var passive vidner til Krystalnattens hændelser? ”Ja, hvad kunne de gøre? Jeg bor på Nørrebro i København, og på aftenen før en af de første højtideligholdelser af Krystalnatten for fem-seks år siden var der store uroligheder i mit kvarter, men politiet holdt sig væk. Jeg stod ved min gadedør og

så, hvordan nogle mennesker blev hevet ud af deres bil, før hoben satte ild til den. Jeg greb ikke ind! I Tyskland havde SA'erne staten bag sig, men hvad de tænkte, får vi vel aldrig at vide. I hvert fald er der ingen SA-mænd, der har skrevet deres erindringer fra Krystalnatten. Og jeg tvivler på, at de såkaldte stemningsrapporter, som både SD – Sicherheits dienst – og det tyske socialdemokrati indsamlede, kan bruges til med sikkerhed at fastslå, hvad tyskerne i bredere forstand tænkte. De fleste var vel passivt positive – altså positive i den forstand, at de var enige i, at der var et jødeproblem, og at det skulle løses. Måske mente de ikke, at det skulle løses på denne måde, hvor lov og ret blev opløst, men spørgsmålet er, om man overhovedet kan tale om en samlet tysk opinion i diktaturstaten. Der var masser af forskelle mellem tyskerne, sociale, uddannelsesmæssige, regionale osv.” Du har en klar dansk vinkel i din bog og har trukket en del på danske kilder såsom den danske gesandt i Tyskland, Herluf Zahle, og du ofrer et helt kapitel på den danske presses referater af og reaktioner på Krystalnatten. Hvorfor denne danske vinkel på et stykke tysk historie? ”Min plan var oprindelig at skrive om hele den danske opinion i denne forbindelse – alle bladene, de intellektuelles reaktioner osv. Men det blev for stort, så jeg måtte opgive. Forlæggere presser altid på for at få en dansk vinkel – de mener, det sælger bedre – men det var nu helt mit eget valg at tage den danske vinkel med. Der var jo en reel dansk vinkel i form af den måde, hvorpå begivenheden blev modtaget og set i den danske presse og offentlighed. Efter min mening er det interessant at kunne konstatere, at fx Dagbladet Politken og Berlingske Tidende fordømte udskejelserne og volden på Krystalnatten, men først og fremmest frygtede for, at freden var truet. De så ikke, at fred var en umulighed, at man ikke kunne tale sig til rette med Hitler. Det er også interessant at konstatere, at den berygtede leder i JyllandsPosten den 15. november 1938, hvor der bl.a. står, at: ”Man må indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder”, ofte er forkert

gengivet. Den er blevet skærpet temmelig meget i den version, som først hjemmesiden modspil.dk lagde på nettet, og som senere har fundet vej til dansk Wikipedia. Det er et eksempel på, at Krystalnatten har fundet vej ind i den danske kulturkamp anno 2009. Hvad den danske antisemitisme angår, så er det bemærkelsesværdigt, at situation herhjemme efter 1864 havde alle elementer til at radikalisere en eventuel antisemitisme: Nederlag i krig, tab af territorier osv. Men alligevel fik antisemitismen aldrig rigtig noget fodfæste her. Grunden er, som jeg ser det, at samfundets basis allerede dengang var så fastholdt i demokratiske strukturer. Hele foreningslivet, fagforeningerne, bondebevægelsen, de reliøse vækkelsesbevægelser – det var alle sammen demokratiske strukturer. De holdt antisemitismen i ave i Danmark, men havde altså ikke samme gennemslagskraft i Tyskland, hvor både socialdarwisme, racehygiejne og antisemitisme kunne bide sig fast i et forløb, der i efteråret 1938 fandt sin foreløbige kulmination.” Et klassisk spørgsmål ved udgivelsen et værk om en historisk hændelse, er jo:” Hvad kan vi lære af det?” Så hvad lære kan vi drage af Krystalnatten? ”Jeg er ikke sikker på, at man altid kan lære noget af historien. Personligt lærte jeg dog, at medens seks millioner er et tal, det kan være svært at forholde sig til, så var det første gang, jeg græd medens jeg skrev en bog. Da jeg læste og skrev om de enkelte vidneudsagn fra jøder, der oplevede Krystalnatten og om Kindertransporterne, så greb skæbnerne mig og førte mig af stier, jeg ikke havde planlagt at følge. Dernæst er måske den mærkelige lære at drage, at Krystalnatten faktisk reddede hundredetusinder af jøders liv. Indtil denne nat havde mange jødiske familier troet, at de kunne leve videre i Tyskland. Ganske vist som 2. rangsborgere med meget begrænsede rettigheder og muligheder, men det var noget, man havde prøvet før, og vel nok kunne leve med igen. Efter Krystalnatten voksede flygtningestrømmene dramatisk ud af landet, for her var der tale om en advarsel, som det var svært at misforstå.” GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Tak og farvel

Forvandlingens kunst Af Emma Garman Den 2. december 1980 lagde Romain Gary sig i sin seng i lejligheden i Paris med en kæmpestor syvarmet lysestage i benenden og stak en pistol i munden. Kort efter var en af Frankrigs mest berømte og produktive forfattere, dekoreret krigshelt, diplomat og berygtet libertiner død. Men det var mere end blot selvmord. Det var en sidste selviscenesættelse fra en mand, der først og fremmest var optaget af at manipulere med mennesker og begivenheder i sit liv og i sine bøger. ”Jeg holder meget af ordet udøde lig,” siger Jeannot, den ordbogsbesatte fortæller i Kong Salomon: buksernes konge (1979) og et af Garys sidste alter egoer. Den samme tanke udtrykkes mere dystert i den selvbiografiske Morgenrødens løfte (1960): ”Den store tragedie er, at der ikke er en djævel, der køber ens sjæl.” Uden faustisk hjælp gjorde Gary det næstbedste: Han iscenesatte afslutningen på sit liv ved at efterlade et brev og instrukser om udgivelsen af Vie et mort d’Émile Ajar, som afslørede, at den feterede, unge forfatter Émile Ajar, der i 1975 fik Goncourtprisen, faktisk var Romain Gary, der havde modtaget samme ansete pris nitten år tidligere.

Morgenrøde Takket være Garys biograf (og tidligere elskerinde) Myriam Anissimov er detaljerne om hans baggrund blevet bekræftet. Han blev født som Roman Kacew i maj 1914 i Vilnius i Litauen. Hans forældre, Nina og Lebja Kacew, var russiske jøder, altså langt fra Garys forskellige historier om, at han nedstammede fra tatarer

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

eller kosakker på fædrene side eller var skuespilleren Ivan Mosjukins elskovsbarn. I virkeligheden forlod Romans far ham og moderen Nina, da drengen var ti år. Den nu enlige Nina – som blev udødeliggjort i selvbiografien Morgenrødens løfte, Garys forskønnede mesterværk om deres forhold – brugte al sin energi på at forme sin søns skæbne. Hendes egen karriere som skuespiller blev ikke til noget, men hun var fast besluttet på, at hendes søn skulle blive berømt. I et radiointerview i 1973 udtalte Gary, at Nina led af ”galopperende frankofili”. Da han var fjorten, flyttede mor og søn fra Warszawa til Nice, så Nina kunne virkeliggøre sine drømme for sin Romusjka: ”Du bliver en stor fransk forfatter.” De lejede to værelser på Avenue

Romain Gary (1914-1980) / AllOver

kom efternavnet Gary til. Efternavnet var sigende, som han understregede i et interview med sin ven François Bondy i Natten bliver stille (1974): ”Gari betyder på russisk ’brænd!’ … Jeg vil sætte mig selv på en ildprøve, så mit jeg bliver brændt af.” Nina var ”ferm til at skabe legender”, sagde Gary i radiointerviewet fra 1973. Hun forudsagde, at hendes søn ville få succes på det romantiske område, i militæret, i diplomatiet og frem for alt som forfatter. En efter en gik hendes forudsigelser i opfyldelse. Ud over adskillige forhold var Gary gift to gange (med forfatteren Lesley Blanch og skuespilleren Jean Seberg), blev dekoreret flere gange for sin indsats i det frie franske luftvåben, var diplomat i Bulgarien, Paris, Schweiz og USA og blev en af sin tids mest berømte forfattere

»… Men det var mere end blot selvmord. Det var en sidste selviscenesættelse fra en mand, der først og fremmest var optaget af at manipulere med mennesker og begivenheder i sit liv og i sine bøger …« Shakespeare, og Roman, som allerede talte flydende russisk, polsk og jiddisch, lærte hurtigt fransk. Nina arbejdede hårdt, mens Roman gik i skole og i sin fritid koncentrerede sig om at finde på et nyt navn: ”Dag ud og dag ind sad jeg på mit lille værelse og forsøgte at komme på et forfatternavn, der var storladent nok til at kompensere for min egen følelse af usikkerhed og hjælpeløshed over for tanken om alt det, min mor forventede af mig.”

Nattergalen synger Processen tog sin tid. I 1935 ændrede han fornavn til Romain, og i 1940

i et land, hvor litterater havde samme status som filmstjerner. Gary havde evnerne. Jean-Paul Sartre kaldte Garys første roman, Nattergalen synger stadig: europæisk opdragelse (1945), for det bedste værk om den franske modstandsbevægelse. Her tog Gary det senere tilbagevendende tema – menneskets evne til brutalitet – op i bogen, der handler om en polsk dreng, hvis forældre er blevet slået ihjel af tyskerne, og som slutter sig til en gruppe polske modstandsfolk i skovene uden for Vilnius. Den blev en bestseller og fik Prix de Critique, en æresbevisning, Nina ikke nåede at opleve. Hun var død

Med ét skud mistede fransk litteratur to store forfattere.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

knap tre år tidligere 59 år gammel, men forblev drivkraften bag alle sin søns beslutninger. Han kaldte hende sit ’indre vidne’ og beretter om en episode, hvor en israelsk journalist spurgte, om han var omskåret: ”Det var første gang, pressen var interesseret i min penis, og så oven i købet i direkte radio. Og jeg kunne naturligvis ikke benægte det. Det ville have været som at spytte på min mors grav.”

Genghis Cohn Garys jødiske identitet var i de første 20 år af hans litterære karriere genstand for konstant spekulation. Anden Verdenskrig var en tilbagevendende baggrund i hans romaner, og mange af hans personer var jøder, men åbenlyst jødiske temaer var ikke ofte i forgrunden. I 1966 besøgte Gary og Seberg mindesmærket i Warszawa-ghettoen, den by, han boede i som barn i flere år, inden han flyttede til Frankrig. Mødet med historiens traume – en rædsel, han med nød og næppe undslap – var overvældende. Gary hallucinerede og så en skjult jødes arm komme op fra en kloakrist med rystende næve, og han besvimede af chokket. Da han kom til sig selv, blev han grebet af en blanding af den overlevendes skyld og retfærdig vrede, som tog form i La Dance de Genghis Cohn (1967) – en nervepirrende original, overstadig og sammensat udforskning af et menneske, en forfatter og en jøde. Genghis (født Moishe) Cohn, en komiker fra Berlin, viser i Auschwitz sin bare ende for Schatz, den SSofficer, der slår ham ihjel, mens han siger: ”Kish mirn tuches.” (Cohns genfærd kommenterer: ”Der har

for kosherkøkkenets glæder: ”Når man deler en andens liv, er det kun naturligt, at den anden part tilegner sig nogle af ens vaner. Hvis Schatz vil spise kosher, er det helt hans egen sag. Han laver faktisk nogle af vores traditionelle retter fredag aften.”

En forfatters underbevidsthed Til sidst træder en ’forfatter’ ind i beretningen. Det virker, som om Cohn er flyttet ind i Schatz’ fantasi, men de er reelt begge to forfatterens fantasifostre: ”En forfatters underbevidsthed er et af de mest ulækre steder, der findes: man kan faktisk finde hele verden der.” Den stilistiske effekt er mest tydelig i en scene, hvor Gary beskriver, hvad der skete, da han besvimede ved mindesmærket i Warszawa-ghettoen. Da han i romanen åbner øjnene, begynder han at bande på polsk og hører Seberg fortælle nysgerrige forbipasserende, at han engang boede i området. ”Vi vidste ikke, at Deres mand er jøde,” udbryder en af dem. ”Det vidste han heller ikke selv,” svarer hun sarkastisk. (Garys britiske og amerikanske udgivere fandt hans postmodernistiske kneb problematisk; scenen er derfor ikke med i den oversatte udgave). Den engelske oversættelse vakte vild begejstring – ”det tætteste, nogen er kommet på at beskrive det symbiotiske forhold mellem jøder og ikkejøder,” skrev Marian Engel i New York Times – og blev senere filmatiseret. Men i Frankrig vakte de jiddische vendinger og galgenhumoren ikke genklang hos de galliske kritikere, som Gary i et interview i 1968 anklagede for ikke at forstå hans bøgers ashkenaziske synsvinkel.

»… det tætteste, nogen er kommet på at beskrive det symbiotiske forhold mellem jøder og ikke-jøder …« sikkert været mere værdige og ædle afskedsord i historien end ”Kys mig i røven”, men jeg har aldrig påstået, at jeg havde format, og jeg er faktisk meget tilfreds med min indsats …”) Da Cohn dør, besætter hans onde ånd Schatz’ underbevidsthed og lærer nazisten jiddisch og præsenterer ham

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Èmile Ajar

Gary havde oplevet delte meninger før. Hans tredje roman, Le Grand Vestiaire (1950), blev ikke nogen succes i Frankrig, mens den i USA blev en bestseller. Og da La Dance de Genghis Cohn udkom, havde Gary besluttet, at franske kritikere opfattede ham som en umoderne, konservativ, etableret skikkelse på grund af hans baggrund i luftvåbnet og diplomatiet, eller som han formu-

lerede det i Vie et mort d’Émile Ajar: ”Rubriceret, katalogiseret, sat i bås.” Men han blev berørt af den kølige modtagelse, romanen fik i Frankrig, og rådede Anissimov til at undgå Holocaust som tema i hendes fiktion. ”Han fortalte mig, at når han skrev om jødiske emner, blev hans bøger fiaskoer,” sagde hun. ”Engang vi gik på gaden, vendte han sig om mod mig og sagde dramatisk: Ikke-jøderne forstår os ikke. Du skal ikke ødelægge din karriere.” Men heller ikke jøderne forstod Gary. Han blev rasende, da han fik et brev, hvori han blev nægtet optagelse i Who’s Who in World Jewry, og beskyldte folkene bag for at være ”mere kræsne end Rosenberg og Himmler”. Og det på trods af hans egen tidligere uklare holdning. Ifølge Nancy Houston, forfatter til en eksperimentel biografi om Gary, hvori hun selv optræder, svarede Gary, når han blev spurgt, om han var jøde: ”Hvis folk gerne vil have det, er det fint med mig.”

Kælerslangen Gary var for berømt til at blive bedømt objektivt og følte, at han måtte ud af sin bås. I 1973, i en alder af 59, opfandt han Émile Ajar. Gary var da blevet skilt to gange, havde trukket sig tilbage fra det diplomatiske korps og havde fået udgivet 22 bøger, blandt dem den Goncourt-belønnede Himlens rødder om ulovligt elefantkrybskytteri i Afrika. Det var tid til et nyt eventyr, som han beskriver i Vie et mort d’Émile Ajar: ”Jeg var led og ked af kun at være mig selv … der var en længsel efter ungdom og fornyelse. Jeg var dybt optaget af menneskets ældste proteusagtige fristelse: forvandlingen.” Mens han stadig udgav bøger under navnet Romain Gary, indledte han en ny karriere som Émile Ajar (Ajar spiller på det russiske ord for varme). Forlagene fik at vide, at Ajar var en 34-årig algerisk tidligere medicinstuderende, der var skyld i en ung parisisk kvindes død efter en sjusket abort. For at undgå fængsel var han flygtet til Brasilien, hvorfra hans manuskripter blev sendt. En slægtning til Garys blev indforskrevet til at udgive sig for forfatteren i

telefonen, på fotografier og i Skuespilleren Jean Seberg og Romain Gary dannede par i mange år / AllOver sjældne tilfælde ved personlige optrædener. Ajars debutroman, Kælerslangen (1974), er en tragikomisk historie om en ensom kontorassistents forhold til sin pytonslange. Ligesom Genghis Cohn foregreb postmodernismen med dens selvrefleksivitet, rummer Kælerslangen en kommentar til det fupnummer, den er en del af. En pytonslange skifter ham, påpeger en af personerne. ”Vi har alle sammen identitetsproblemer. Indimellem bliver man nødt til at genbruge sig selv et andet sted.” Pytonslangen ”minder om en elefantsnabel” – en underfundig hentydning til Himlens rødder.

Livet for dig Kælerslangen blev modtaget med begejstring og blev en bestseller, men den blev snart overgået af Ajars næste roman, Du har jo livet for dig (1975), som solgte millioner af eksemplarer, blev oversat til 22 sprog og filmatiseret som den Oscar-belønnede Madame Rosa med Simone Signoret i titelrollen. Du har jo livet for dig fortælles af Mohammed – ”men alle kalder mig Momo, fordi det lyder mindre” – en 14-årig arabisk forældreløs dreng, der bor i det fattige pariserkvarter Belleville sammen med Madame Rosa, en 69-årig svagelig, 100 kilo tung overlevende fra Auschwitz og tidligere prostitueret, som leder efter sine gamle kollegers børn. ”Madame Rosa,” siger Momo, ”var jøde, da hun blev født i Polen, men hun falbød i mange år sin krop i Marokko og Algeriet og talte lige så godt arabisk som du og jeg. Hun kunne også jiddisch af de samme grunde, og vi talte ofte det sprog sammen.” Selv om Gary i Vie et mort d’Émile Ajar påstod, at Momo var baseret på Diego, hans søn med Seberg, minder den forældreløse drengs forhold til Rosa om Gary og Ninas i Morgen rødens løfte; Momo er 14, samme alder, som Gary havde, da han kom til Frankrig. Mens kritikerne betragtede Romain Gary som fortid, var de betagede af

Momo og hans angivelige skaber. En kritiker, som havde kaldt Gary ”kreativt impotent”, kaldte Du har jo livet for dig ”sæsonens bedste kærlighedshistorie” og dens forfatter ”talentfuld”. Den åndeløse fryd, Ajars romaner blev modtaget med, tyder på, at Gary havde haft ret – anmelderne var trætte af ham. Mens nyere tolkninger har anerkendt Holocaust-traumet som det følelsesmæssige omdrejningspunkt i Du har jo livet for dig, tog franske kritikere dengang knap notits af romanens jødiske element og betragtede den i stedet som ægte arabisk. Nogle læsere karakteriserede endog romanen som antisemitisk. Claude Michel Cluny skrev, at ”under det gode Vichystyre ville folk være faldet over hinanden for at give Du har jo livet for dig en pris”.

Tak og farvel Ajars bestseller rejste mange spørgsmål. Nogle iagttagere havde en formodning om, at Ajar var en etableret forfatter, der skrev under pseudonym, og påstod endog, at det kunne være Gary. Forlæggeren Lynda Noël sagde, at hun havde set manuskriptet til Kælerslangen i Garys lejlighed, mens Laure Boulay fra Paris-Match så ligheder i sprogbrug og ideer i de to forfatteres værker. Gary svarede koket Boulay: ”Ingen har opdaget,

hvor meget Ajar er påvirket af mig. Det eksempel, De så rigtigt omtaler, ville man kunne kalde vaskeægte plagiat.” Men Ajars tilhængere afviste disse påstande: En medarbejder på Nouvelle Revue Française hævdede, at ”Gary er færdig som forfatter. Det er utænkeligt”. Det hele udviklede sig til en regulær farce. Du har jo livet for dig fik i 1975 Goncourt-prisen. Ifølge reglerne må den kun gives til en forfatter én gang, og Gary havde allerede fået den for Himlens rødder. Han bad Ajars advokat om at takke nej til prisen på sin klients vegne, men det ville Goncourt-Akademiet ikke høre tale om. ”Goncourt-prisen kan ligesom livet og døden hverken accepteres eller afvises. Émile Ajar får prisen.” Fem år senere besluttede Gary at ’afvise’ livet. Han var fortvivlet over Sebergs død og skuffet over den litterære verden – og misundelig på Ajars succes – og tog sagen i egen hånd efter at have fortalt en ven, at ”hvis min mor havde været her, ville det her ikke ske”. Han havde ønsket, at hans sidste ord skulle være ”endelig har jeg udtrykt mig”, men den sidste replik i Vie et mort d’Émile Ajar er den, der huskes: ”Jeg har haft det rigtig sjovt. Tak og farvel.” Oversat og bearbejdet af Hanne Friis GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

den bibelske antihelt

En parodi på en profet

Der er mange små profeter, men den mindste jeg har kendt, var kun tyve centimeter, uden sko på. Efter første profetis Svandt han ind til bare ni. Så nu er der ikke meget mer’,at tro på! ”The Carry Along Bible, CPH"

Af Peter Nejsum Sådan skriver Halfdan Rasmussen i et af sine Tosserier. Af de ”små” profeter i Bibelen er Jonas vel én af de mindste. Han var så heldig at blive slugt af en hval, og derfor kender de fleste ham. Men han er ikke bare en ”lille” profet, han er en parodi på en profet. I modsætning til de andre, der forkyndes om side op og side ned i de andre profetbøger, hører vi ikke et ord om, hvad han har på hjerte. Vi hører kun om ham; om hans ynkelige forsøg på at undslå sig og hans højlydte utilfredshed med den Gud, der sender ham. Men på en mærkelig måde kommer denne utilpassede bibelske antihelt til at tematisere nogle vigtige spørgsmål.

Kaldet og flugten Jonas flygter fra Gud. Da han hører, at han skal til Assyriens hovedstad Nineve og fortælle indbyggerne dér, hvor ugudelige og rædselsfulde de er, siger han: ”Nej tak, find en anden!” Der er i grunden ikke noget mærkeligt i, at en profet vægrer sig, når Gud kalder på ham. Det hører sig faktisk til. Moses gør fx et utal af verbale krumspring for at blive fri for at være den, der skal føre folket ud af Ægypten. Han spørger, hvem han skal sige, der har sendt ham. Han lufter sin skepsis overfor, om folk vil tro ham, og han siger endelig, at han stammer og slet ikke har ordet i sin magt, og at

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Gud må vælge en anden. Sådan går det som bekendt ikke. At vægre sig hører med – selv for de største.

Jonas skal ikke nyde noget Men Jonas nøjes ikke med at slå sig i tøjret. Han flygter. Han skal ikke nyde noget! Han suser ned i havnen og tager et skib, der sejler så langt væk som muligt. ”Han betalte, hvad det kostede”, står der, som om den flugt kunne købes for penge. Jonas må selvfølgelig sande, at det ikke nytter at flygte fra Gud. Bedst som han har set kysten og sin uønskede profetkarriere forsvinde i horisonten og veltilfreds har lagt sig til at sove nederst i skibet, bliver skibet ramt af voldsomt uvejr, der er ved at slå skibet til pindebrænde. Søfolkene bliver bange og beder til hver deres gud om at redde dem. De rusker Jonas vågen og siger: ”Hvordan kan du sove? Stå op og råb til din gud!” Men Jonas ved jo godt, hvem der er skyld i orkanen. Han går med til at blive kastet over bord. Han vil hellere dø end at indlade sig på guds plan. Så snart han er kastet over bord, falder havet til ro, og søfolkene står tilbage fulde af ærefrygt for Jonas’ Gud. Men Gud lader ikke Jonas dø i synden. Han lader ham sluge af den berømte hval (eller hvad det nu er for en fisk, det hebraiske ord betegner som ”et stort havdyr”) og redder ham dermed fra druknedøden. Og efter at have tilbragt tre dage og tre nætter i fiskens bug gylper fisken på

Guds foranledning Jonas op på land, præcis på det sted, hvor han havde indskibet sig. Gud beder ham endnu en gang om at tage til Nineve, og denne gang har Jonas i hvert fald lært så meget, at det ikke nytter at undslå sig. Og så tager han modvilligt af sted for at prædike dom over Nineve og forkynde for dem, at om 40 dage vil Gud udslette byen.

Jonas alligevel i Nineve Det forunderlige er, at Jonas' domsprædiken har en effekt. En bodsbevægelse kommer i gang, og kongen beordrer både mennesker og dyr til at faste og klæde sig i sæk og aske i håb om, at Gud vil ombestemme sig. Jonas går uden for byen, tilfreds med sig selv over sin indsats, slår han sig ned dér på et højdedrag for at se, hvad der sker med byen. Men der sker ikke noget. Gud har fortrudt. Han skåner byen. Han fører ikke den straf ud i livet, han har truet med, og som han sendte Jonas ud for at forkynde. Da det går op for Jonas, bliver han forbitret og vred. Hvad er meningen? Hvordan kan Gud i et anfald af øllebrødsbarmhjertighed lade nåde gå for ret? Men Jonas vidste bare, at det ville ende sådan, siger han, det var derfor, han flygtede. Han kender jo Gud. Han bruger endda de selvsamme ord, som Israel i umindelige tider havde bekendt sig til og trøstet sig med, at Gud er ”en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig

på troskab” – men han bruger dem som en anklage! Den egentlige grund er altså ikke frygt for ninevitternes vrede, men at han ikke kan tåle Guds blødsødenhed. Jonas tilføjer, at han hellere vil dø end at stå model til det her. Men Gud svarer Jonas: ”Har du ret til at være vred? Hvorfor er du vred over, at jeg gør godt? Under du ikke disse fremmede min tilgivelse? Hvor er det småligt.” Gud lader så en bredbladet plante vokse op, så den kan skygge for Jonas' hoved og befri ham fra hans mismod. Jonas bliver glad for planten, for solen stikker. Men næste morgen befaler Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visner og går ud. Og den hede og skrappe ørkenvind rammer Jonas i ansigtet, så han er ved at besvime. ”Har du måske ret til at være vred over olieplanten?” siger Gud til ham. ”Ja, dødeligt vred!” fnyser Jonas. ”Nå,” siger Gud, ”du har ondt af den plante, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, som voksede op den ene dag og visnede den anden. Skulle jeg så ikke have ondt af en by med 120.000 indbyggere?”

Tilgivelse og retfærdighed Sådan udstilles Jonas’ smålighed. Jonas må sande, at tilgivelsen strider mod et princip om retfærdighed – og det gør ham vred. Han under ikke byens indbyggere tilgivelsen. En mærkelig parodi på en profet,

der ikke bare gør sig selv til grin, men også ufrivilligt kommer til at antaste sine gravalvorlige profetkolleger – både de store og de små – og deres løftede pegefingre og småtruende dommedagsprofetier. Gud overhaler dem indenom med sin tilgivelse. Han viser dem – og os alle – at hans retfærdighed ikke består i, at de ugudelige får deres velfortjente straf, men i at nåde går for ret. Det er oven i købet de fremmede, hedningerne, der på Jonas' bekostning udmærker sig i fortællingen: Det er søfolkene, der omvender sig, og det er Nineves indbyggere, der gør det samme i stor målestok. Israel advares om, at deres særlige status over for Gud ikke kan bruges til at stille krav, der begrænser Guds planer med andre folkeslag. Det er gennem Jonas’ uduelighed som profet, at Gud herliggør sig. Så lige så overraskende det er, at Bibelens profetgalleri også rummer sådan én, lige så stor trøst er der i virkeligheden i den tanke.

Flugten fra det gode Men Jonas er også et tragikomisk billede på ethvert menneske, der forsøger at flygte fra det, tilværelsen kræver af ham. Det interessante er, at han flygter fra det gode. Han indrømmer jo, at det overhovedet ikke var af skræk for at blive lynchet af Nineves indbyggere, han tog flugten, men fordi han kendte Gud og vidste, at han til sidst ville forbarme sig over

dem. Det er ikke mærkeligt, at man flygter fra det onde. Det paradoksale er, at man flygter fra det gode. Det kender man imidlertid godt. Det sker fx, når jeg ikke gør det, der er bedst for mig, selvom jeg udmærket godt ved, hvad det er, og ikke mindst kan alle andre se det. Jeg gør det alligevel ikke, men bliver ved med at gentage gamle mønstre og tænke på samme måde – med samme nedslående resultat. Men det er også det, der sker, når et menneske står fast på sine principper – selv i de situationer, hvor det mest medmenneskelige ville være at fravige dem. Eller dér, hvor man holder liv i gammelt nag i årevis, selvom prisen er høj. Det, Jonas bliver så fortørnet over, er jo, at Gud fortryder, og at han sætter et bestemt retfærdighedsprincip ud af kraft, nemlig det, der siger, at det skal gå efter fortjeneste. Den særlige tryghed, man kan klamre sig til her, udstiller Jonasbogen som et forsøg på at flygte fra det gode. Det opbyggelige er, at Gud ikke lader Jonas slippe. Han lader det gode ske, på trods af Jonas’ surhed, og bruger ham som en brik i en demonstration af sin barmhjertighed. Så det kan godt være, at Jonas er én af de mindste profeter, en parodi på en profet – måske ikke meget mere end Halfdan Rasmussens 20 cm uden sko på – men han kommer alligevel til at bevidne Guds storhed.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

boganmeldelse

»… Med dem fik den jødiske menighed en saltvandsindsprøjtning, som var af afgørende betydning …«

Husk, du kan deltage i debat og diskussion på Goldbergs hjemmeside: www.goldberg.nu

Russiske jøder i København Af Henri Goldstein Den jødiske flugtbølge til Danmark (og andre lande i Vesten) i begyndelsen af det 20. århundrede har haft en væsentlig betydning for dansk-jødisk liv gennem 100 år. Der er skrevet en del litteratur, bl.a. Bent Blüdnikows bog fra 1986 Immigranter: de østeuropæiske jøder i København 1905-1920, om dette befolkningstilskud, og senest et større værk af Morten Thing, der på mere end 600 tekstsider skriver sin version af denne periode. Bogen, der har titlen ”De russiske jøder i København 1882-1943” er uhyre detaljeret og velillustreret. Især illustrationerne giver anledning til beundring for det store arbejde med at indsamle materialet. Forfatteren lægger ikke skjul på, at hans mor tilhørte ”de russiske jøder”, og at han derved har en særlig interesse for dem. Men hans meget personlige kommentarer (fx at zionismen var et ”fantasifuldt påfund”, s. 163) gør bogen mindre anvendelig som en god historiebog, som kunne have været ”værket” om denne vigtige befolkningsgruppe.

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

De russiske jøder i København 18821943 (som også omfatter jøder fra fx Polen) beskriver et rigt kulturliv, hvor kulturen koncentrerer sig om jiddisch sprog – såvel i teater, litteratur og musik. De ankomne flygtninge var håndværkere som flest, men med et meget højt kulturelt niveau og med ønsker og krav om at kunne udøve kultur. Man kunne næppe i det 20. århundredes begyndelse se en gruppe på et par tusinde arbejdere, fattige flygtninge, der dannede så mange politiske og kulturelle foreninger, arrangerede foredragsaftener og studiekredse, oprettede et bibliotek, en selvhjælpekasse, dannede dramagrupper med amatørteater og meget mere. Things beskrivelse af disse forhold er yderst detaljeret. Det gælder også de russiske jøders oprettelse af en skreven presse, uge- og foreningsblade, som beskrives i mindste detalje, inkl. hvilke trykkerier der kunne trykke jiddisch, der skrives med hebraiske bogstaver. Forfatteren fortæller også, hvornår man ikke længere kunne trykke jiddisch tekst, dvs. med hebraiske bogstaver, i København. Denne påstand undrer, da man i mere end 100 år har kunnet

trykke, og fortsat trykker, hebraisk tekst i København. Bogens mange detaljer indeholder desværre også adskillige fejl. Formentlig er der flere, end undertegnede umiddelbart har bemærket, og her skal blot nævnes et par eksempler: På side 246 skriver Thing om Israels overrabbinat, at der på skift er en ashkenazisk og sefardisk overrabbiner, så de to ”store” jødiske riter ligestilles. Der er faktisk altid to ligestillede overrabbinere samtidigt i Israel, så det med skiftevis er ukorrekt. På s. 248 gør forfatteren David Simonsen til overrabbiner i København fra 1879 til 1902, mens han andre steder (rigtigt) skriver, at A.A. Wolff var overrabbiner indtil 1891. Endvidere skriver forfatteren på side 562, at de forskellige zionistiske foreninger efter krigen slog sig sammen og fra 1947 kaldte sig Dansk Zionistforbund. Hvis man blot kender en anelse til jødisk liv i Danmark efter 1945, ved man, at Dansk Zionistforbund er en paraplyorganisation for foreninger, som eksisterer hver for sig – jf. fx den meget aktive kvindeorganisation WIZO, som sandelig ikke kaldte/kalder sig Dansk Zionistforbund.

Der er også lidt sjusk her og der. Fx står der i indexet ”Benjamin Leib Litichevski 1856-?, sædefabrikant”. For det første er det den nuværende overrabbiners oldefar, og det ved Morten Thing, så han kunne ved blot en telefonsamtale have fået besked om, at dødsåret var 1938. Desuden var han ikke sædefabrikant. I øvrigt hed han ikke Litichevski, men -sky… Morten Thing har brugt mange kilder, og han har nydeligt redegjort for disse. Desværre synes det, som om han har ladet sig styre af disse kilder (i stedet for at han styrer brugen af dem). Herudover finder man omtale af jiddisch sprog i et omfang, som ikke retfærdiggøres ved beskrivelsen af de russiske jøders ankomst og liv her til lands. Henvisning til – og beskrivelse af – filologiske værker om netop jiddisch får læseren til at fornemme, at jiddish sprog og kultur er forfatterens egentlige emne. Det er legitimt, men så burde bogen hedde ”Jiddisch sprog og kultur i Danmark”. Bogen har et mellemkapitel, der kaldes ”Måder, hvorpå man taler om

jøder”. Kapitlet, som ligger perifert i forhold til bogens titel og kerneområde, er yderst interessant. Man får god information om antisemitisk litteratur i den periode, og kapitlet gengiver en række af datidens antisemitiske karikaturer. Morten Things bog er stor, omfangsrig og tung læsning – men under ingen omstændigheder kedelig. Da undertegnede fra min barndom har kendt en række af de mennesker, der omtales, gør det naturligvis beretningen interessant. Men den kræver god tid og egner sig ikke som en hurtig weekendbog i sommerhuset. Det har næppe heller været meningen. Til sidst i bogen berører Thing assimilationen af jøderne i København. Dette emne kan fylde en hel, tyk bog, og de få linjler i hans bog afslører ikke en omfattende viden om dette emne. Alligevel bør det nævnes, at de

omtalte russiske jøder kom til København på et tidspunkt, hvor den jødiske menighed havde trange demografiske kår. Efter nogen modvilje blandt de danske jøder, der var bange for at miste anseelse i det ikke-jødiske samfund som følge af indvandringen af disse fattige og fremmedartede jøder, blev de et meget velkomment tilskud til jødisk liv i København. Med dem fik den jødiske menighed en saltvandsindsprøjtning, som var af afgørende betydning. Man bør derfor også erkende, at de få danske jøder, der fra begyndelsen indså dette, skal erindres med særlig respekt. GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

erfurts skjulte skat

Sort død og gyldne skatte Af Lone Spliid

Pesten og jøderne Eksperterne nåede frem til, at tingene måtte stamme fra en af Erfurts velhavende, jødiske familier, som gemte dem godt af vejen under den pestepidemi, der hærgede Europa i midten af 1300-tallet. Overalt i Europa fik jøderne skylden for sygdommens rasen og blev enten forfulgt, fordrevet eller dræbt. I Erfurt havde den kristne og jødiske befolkning levet fredeligt side om side i flere århundreder. Men i takt med at pesten krævede flere og flere ofre, så man sig selv hér om efter en syndebuk. Da dødstallet for pestens ofre i 1349 nåede sit højdepunkt, blev Erfurts jøder stillet over for valget om enten at flygte eller dø. Ikke alle nåede væk, og på én dag blev mindst 100 af byens jøder slået ihjel. Om den velhavende familie med den skjulte skat i jorden var blandt de myrdede

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

Synagogen bliver museum Nogenlunde samtidig med at skatten i Erfurt dukkede op igen i 1998, kom man på sporet af byens gamle synagoge, som viser sig at være Europas ældst bevarede. Den første synagoge stod færdig i 1100-tallet og er blevet genopbygget flere gange, blandt andet efter Krystalnattens ødelæggelser og et formodet nynazi-

stisk brandattentat i 2004. De sidste årtier har synagogen blandt andet tjent som depot, danserestaurant og bowlingbane, indtil en kreds af mennesker gik sammen om at genskabe fordums storhed og lade den danne ramme om et jødisk museum. Det er her, den gyldne skat fra Erfurts kælder snart får sit blivende hjem. Indtil nu har sjældenhederne været på verdensturné til museer i New York, Paris, Tel Aviv og senest London. Til september, når Erfurts jødiske museum åbner i den nyrestaurerede synagoge, bliver hovedattraktionen fra skattekisten en overdådig, jødisk vielsesring fra 1300-tallet. Motivet er en miniaturemodel af et gotisk tårn med en lille guldkugle i midten, der får ringen til at klinge som en lille bjælde, når man bevæger fingeren. Den skjulte skat rummer foruden 1.300 mønter, 12 sølvbarrer og 600 små og større guldsmykker også fornemme tekstiler. Og fundet bekræfter, at Erfurt havde sine internationale forbindelser i orden, for der er både safirer fra Sri Lanka, halvædelsten fra Indien og bomuld, der sandsynligvis stammer fra Ægypten. Ingen kom nogensinde og hentede guldet i Erfurt. Alligevel glimter kostbarhederne igen efter 650 år i historiens mørke – som en lille, lysende tidsmaskine kun små 600 kilometer fra København. Længere væk er fortiden ikke. Se også herlighederne på www.alte-synagoge.erfurt.de

Illustration: Jeanne G. Kempinski

Den tyske by Erfurt har i 650 år gemt på en af middelalderens fineste jødiske skatte. Ingen anede eksistensen af kostbarhederne, før bulldozere i 1998 gik i gang med at grave ud til et boligkompleks i byens gamle centrum nær synagogen. Da arkæologerne fik lirket fundet fri, stod de ikke alene med næsten 30 kilo mønter, bægre og smykker i det pureste sølv og guld. De stod også med en gåde: Hvor stammede tingene fra, og hvorfor var de blevet efterladt?

eller nåede at flygte, ved man ikke. Men eftersom ingen nogensinde vendte tilbage for at hente skatten, kan man næsten gætte sig til deres skæbne. Pesten drev over, de jødiske familier vendte langsomt tilbage og skrev videre på byens jødiske historie. En historie, som byder på mange grimme eksempler på antisemitiske anslag. Byen er flere gange blevet renset helt for jøder – helt frem til Krystalnatten i 1938 og 2. Verdenskrig, som igen satte punktum for jødisk liv i Erfurt. I april 1945, hvor byen blev befriet af amerikanske tropper og siden blev en del af Østtyskland, var der 15 jøder tilbage. Plus den hemmelige skat begravet dybt under jorden. Det anses i dag for lidt af et mirakel, at kostbarhederne ikke blev opdaget af nogle af de skattejægere, der altid dukkede op, når jøderne måtte flygte. For det var almindelig kendt dengang, at jøder på flugt ofte ikke havde anden udvej end at nedgrave deres rigdomme og håbe på bedre tider, hvor de kunne vende tilbage og grave dem op igen.

Museet i Erfurts synagoge bliver indehaver af Europas ældste Torah-rulle samt det tungeste bibelmanuskript i to bind. Hver især vejer sjældenhederne 50 kilo. De opbevares i dag andre steder, men stammer fra Erfurt og vender snart tilbage, enten i original eller i faksimile.

Kunsthistorie

Modernismens centrale biperson Ernst Goldschmidt: Indsejling til Noret ved Korsør, 1949.

Maleren og kritikeren Ernst Goldschmidt deltog i modernismens gennembrud i dansk kunst omkring 1915 – men skønt han aldrig fik en hovedrolle, havde han stor betydning som aktør bag kulisserne.

Af Kasper Monrad Foran en baraklignende bygning står ni yngre mænd på række, klædte i lange frakker, alle med blikket rettet mod fotografen og næsten alle med gravalvorlige miner. Kender man ikke mændenes identitet på forhånd, kan det være svært at aflæse fotografiet. Bygningen bagved dem giver dog en antydning af et svar med de meget iøjnefaldende mønstre malet på ydervæggen og døren. De ni mænd er en gruppe kunstnere, og fotografiet er fra marts 1915. Kunstnerne har netop startet et meget vigtigt ungdomsoprør i dansk kunst. Af utilfredshed med forholdene på Den Frie Udstilling er de brudt ud og har dannet kunstnersammenslutningen Grønningen. Samtidig er de med til at markere modernismens gennembrud i Danmark. Blandt kunstnerne på fotografiet er flere, som siden fik fremtrædende

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

positioner i kunstlivet og dansk kunsthistorie, først og fremmest Harald Giersing og Sigurd Swane. Men der er også en lille mand med mørkt overskæg, stående i baggrunden halvt skjult af Swane. Det er Ernst Goldschmidt (1879-1959). Han var med hele vejen i opbruddet og var senere et trofast medlem af Grønningen, men i dag er han nærmest glemt. Selv blandt kunsthistorikere er der næppe mange, der har et klart indtryk af hans indsats som kunstner. Goldschmidt havde en solid borgerlig baggrund og kom i handelslære, inden han i 1899 søgte ind på Kunstakademiet. Han blev hurtigt nært knyttet til Giersing, og sammen tog de i 1901 på deres første udenlandsrejse til Norge. De blev også tæt forbundet i deres beundring for den nyeste franske kunst, og fra 1905 tog Goldschmidt hyppigt på rejser til Frankrig. I 1908 deltog han i en af de allerførste danske temaudstillinger, og det var med den jødiske identitet GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

»… der er også en lille mand med mørkt overskæg, stående i baggrunden halvt skjult af Swane. Det er Ernst Goldschmidt …«

som fællesnævneren, kaldet Jødisk Udstilling. Ligesom flere andre fra sin generation havde Goldschmidt søgt optagelse på Den Frie Udstilling, som i 1891 var skabt i protest mod det etablerede kunstliv og havde stået for fornyelse og åbenhed. Imidlertid mente han og de andre unge kunstnere på fotografiet, at Den Frie Udstilling nu også var endt som en fastgroet institution. I 1910 tog de det første tilløb med udstillingen Ung dansk Kunst, og i 1915 tog de det endegyldige skridt og brød ud af det gamle fællesskab og skabte et nyt forum for deres kunst med Grønningen.

Fra maler til kunstkritiker Som maler var Goldschmidt forholds vis forsigtig og ikke så radikal i sit udtryk som vennen Giersing, og han kom aldrig til at gå i spidsen med nyskabelser. Selv om han var med til at udvikle en friere malestil med vægt på de rene farver, fremstår han i nutidige øjne nærmest som en konservativ kunstner. Måske har Goldschmidt tidligt erkendt sit talents begrænsninger som udøvende kunstner, for han begyndte snart også at skrive kunstkritik. Under sine ophold i Paris kom han i berøring med den aktuelle franske kunst, og det gav afsæt til flere avisartikler. I 1912 opsøgte han således Henri Matisse og lokkede ham til at fortælle om sin kunst. Det gjorde han med held og stor sans for hans kvaliteter, og det resulterede i

GOLDBERG | #13 | WWW.GOLDBERG.NU

en aviskronik i Politiken, hvor Matisse kom med nogle meget centrale betragtninger om sin kunst. Artiklen er så vigtig for forståelsen af Matisses kunst, at den siden er blevet oversat til både fransk og engelsk og bragt i antologier med Matisses udtalelser om sin kunst. Et par år senere bistod Goldschmidt den unge kvindelige maler Astrid Holm, da hun var vendt hjem fra Frankrig og skulle præsentere sine nyeste malerier for det danske publikum. Det var sandsynligvis Gold schmidt, der overbeviste hende om, at hun burde bruge sit elevforhold til Matisse til at markedsføre sin kunst. Kærligheden til Frankrig og fransk kunst førte til, at Goldschmidt i 1918 var medstifter af Foreningen Fransk Kunst, og fra 1921 boede han primært i Frankrig. Selv om han vedblev at male, kom skribentvirksomheden til at fylde mere og mere blandt hans aktiviteter, og han begyndte reelt at virke som kunsthistoriker. I 1914 begyndte han at udgive det stort anlagte bogværk Frankrigs malerkunst, dens Farve, dens Historie. I årene indtil 1938 udgav han i alt seks tykke bind, med et supplementsbind i 1953. Indfaldsvinklen var formanalysen med vægt på komposition, linjer og farver – altså helt i overensstemmelse med de bestræbelser, som hans egen generations kunstnere lagde for dagen.

Mere pen end pensel Goldschmidt indledte bogværket med

middelalderen og sluttede med bindet om Delacroix og impressionismen. Han nåede ikke frem til sin egen tid. Dette er ganske symptomatisk for hans egen kunstneriske udvikling. Han blev stærkt påvirket af den ældre kunst, som han skrev om, og den smittede af på hans egne malerier. Et godt eksempel er det sene maleri Indsejling til Noret ved Korsør, som han malede i 1949, da han var halvfjerds år gammel. Såvel billedets komposition som malemåden og farveholdningen peger tilbage mod den franske rokokos forfinede billedsprog. Maleriet blev købt af museumsdirektør Leo Swane til Statens Museum for Kunst i 1950, og billedets kvaliteter til trods ligner købet en særlig slags erhvervelser, som museumshistorien har mange eksempler på. Swane var efter tyve år i direktørstolen på vej til at takke af, og han rundede af med flere erhvervelser af de kunstnere, han havde særlig tilknytning til. Som bror til Sigurd Swane havde han fulgt modernismens gennembrud på nært hold, og blandt hans personlige favoritter var flere af kunstnerne fra Grønningen. Købet af Goldschmidts maleri kunne derfor ligne en påskyndelse af dennes livslange indsats for den franskinspirerede danske kunst, mere end en anerkendelse af hans betydning som kunstner. Set i det store perspektiv var det uden tvivl mere takket være sin pen end sin pensel, Ernst Goldschmidt havde sin betydning.

Marie Hvid Pørksen, Hos Pørksen

Modtager af Ernst Goldschmidts legat 2009

WWW.MARIEHVIDPORKSEN.DK

Copenhagen Rickshaw

Oplev København – fra bagsædet af en original asiatisk rickshaw. Vi sætter oplevelsen i højsædet, og giver dig en køretur gennem København på en sjov måde.

Book en tur på 35430122 eller www.rickshaw.dk Se også de nye reklamecykler på www.adcycles.dk