I hans øjne så jeg døden

Med sorg i øjnene, og jeg hader, når jeg kommer til at kigge dem i øjnene. Han lukker øjnene og bevæger læberne. Det provokerer kaptajnen. Han slår ham hårdt med bagsiden af hånden. Jeg går tilbage til Pede og Bertil, der sidder og drikker en øl med nogle englændere.

Jeg stopper op ved bordet og fnyser.

“Hvad er det?”

“Den er alkofri,” siger Pede. Bertil undgår mit blik. “De bød os.

Det er for godt samarbejde,” siger han stille.

De andre fra fangsten sidder på en række på gulvet. En engelsk soldat kommer gående med en schæfer. Standser foran den forreste og lader hunden gø for fuld hals ind i hovedet på ham. Han skriger, og det får hunden til at snappe ud efter ham.

“Lad os for helvede komme væk herfra,” siger Bertil. “De er fuldkommen vanvittige, jeg kan sgu ikke sidde og nyde min øl, sådan som de opfører sig. De har lige gennembanket nogle uskyldige gamle mænd derinde, de er sgu da vilddyr.”

“Du ved ikke, om de er uskyldige,” siger Pede og bæller sin øl.

Tænder en smøg. “Men de går godt nok til den. Jeg tror, de går og keder sig ad helvede til.”

“Vores mission er fuldført. Godt arbejde, I to,” siger jeg og samler hele vores gruppe, der ud over os tre tæller Jesper og Anders. Det gælder om at holde moralen høj og vanviddet på afstand. Begynder vi at tænke selv, går det først helt galt.

Vi får bevilliget en eskorte ud af lejren. Selv om vi ikke skal langt, må vi have en PMV, en pansret mandskabsvogn, foran og bag ved os, indtil vi er i sikker zone. Vi skal køre i deres spor; den mindste afvigelse kan betyde døden. Vi skal køre et stykke, indtil vi når Highway 1, som er den vigtigste trafikåre og derfor også meget farlig. Derefter er der en håndfuld kilometer til campen. Området bliver tjekket for vejsidebomber hver dag. Men man ved aldrig.

Langt senere får vi at vide, at vores fanger talte sandt. De var friends og kæmpede mod Taleban. Desværre forsvandt nogle af dem.

11