forbi, og de lagde ikke mærke til os. Alligevel tøvede jeg med at svare. Jeg følte mig blottet. Det var lettere end nogensinde at sige sandheden. Jeg havde skjult så mange ting for de mennesker, jeg elskede. Små ting, store ting. Jeg havde forsøgt at opretholde status quo og på samme tid håbet på og haft brug for forandring. “Jeg var bange,” fortalte jeg ham. Han trådte et skridt tættere på, og hans blik var intenst. “Og det er du ikke nu?” “Nej.” “I aften kan du fortælle mig hvorfor.” Jeg nikkede. “Jeg skal nok fortælle dig det.” Hans hånd lagde sig om min nakke i et greb, der på én gang var fyldt med blidhed og besiddertrang. Hans ansigt var udtryksløst og afslørede intet, men de blå øjne flød over af følelser. “Vi klarer den, engel.” En følelse af kærlighed strømmede igennem mig som rusen, når man drikker en udsøgt vin. “Det kan du lige tro.” * Det føltes mærkeligt at gå ind igennem dørene hos Waters Field & Leaman, mens jeg tavst talte, hvor mange dage jeg endnu ville kunne sige, at jeg arbejdede på det prestigefyldte reklamebureau. Megumi Kaba vinkede fra sin plads bag skranken i receptionen og pegede på sit headset for at vise, at hun havde nogen i røret og derfor ikke kunne tale. Jeg vinkede tilbage og begav mig med målrettede skridt hen mod mit eget skrivebord. Jeg havde meget at lave, en ny begyndelse at sparke i gang. Men det vigtigste skulle lige ordnes først. Jeg lagde min ta16
I et med dig.indd 16
28/04/16 10.05