Staben Middelfart Kommune Nytorv 9 5500 Middelfart www.middelfart.dk Telefon +45 8888 5500 Direkte +45 8888 5011 Fax +45 8888 5501
CharFormat
Hanne.Thouber@middelfart.dk
Dato: 15. december 2017 Sagsnr.: 2017-013134-69
Notat om Byrådets behandling af sag om svineproduktion på ejendommen Middelfartvej 106 Vurdering af Byrådets eventuelle beslutning om at meddele afslag: Staben er blevet bedt om at foretage en vurdering af Byrådets eventuelle beslutning om at meddele afslag i den konkrete sag om godkendelse af svineproduktion på ejendommen Middelfartvej 106. Staben er ligeledes bedt om at vurdere, om et eventuelt afslag har erstatningsretlige konsekvenser. Staben har følgende bemærkninger: A. Lovlighed: Det fremgår af husdyrgodkendelsesloven, at Byrådet ved behandling af sager om godkendelse af husdyrbrug skal sikre, at kravene i denne lovs § 19 opfyldes, herunder at ansøger har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, og at husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne. Hvis dette ikke kan opfyldes, skal Byrådet meddele afslag, jf. denne lovs § 31. Det er efter denne paragraf, at kommunen vil kunne meddele et eventuelt afslag i sagen. Ved sagens afgørelse skal Byrådet således vurdere hensynet til omgivelserne. Det konkrete skøn er i vid udstrækning regelsat i husdyrbekendtgørelsen. Der er således i husdyrbekendtgørelsen fastsat faste grænser for, hvor stor påvirkningen må være (fx grænser for lugt, ammoniaknedfald på natur og nitratudvaskning), og der er også i kraft af husdyrgodkendelsesloven og –bekendtgørelsen fastlagt, hvilke metoder der skal bruges til at beregne disse påvirkningers omfang. Hvis et ansøgt projekt om husdyrbrug lever op til alle krav fastsat i husdyrbekendtgørelsen, er kommunens råderum for skønsmæssigt at træffe afgørelse om afslag lille. Der er altså et begrænset råderum for kommunen. Omfanget af dette begrænsede råderum er usikkert, men der er ingen tvivl om, at husdyrgodkendelseslovens intension er, at godkendelse meddeles, når lugtkrav er overholdt, og der ikke er andre forhold, der giver anledning til et afslag. Lovgivningens formål er at opnå en ensartet og enkel administration af sager om godkendelse af husdyrbrug over hele landet. Det har formodningen for sig, at en eventuel klage vil falde ud i overensstemmelse med forvaltningens indstilling. B. Erstatning: Spørgsmålet om, hvorvidt en kommune har påført en ansøger et erstatningsberettiget tab i forbindelse med sagsbehandlingen, skal afgøres efter almindelige erstatningsretlige regler. En eventuel erstatningssag vil skulle afgøres af de almindelige domstole. Hvis en kommune ved domstolene dømmes til at betale erstatning, er det som udgangspunkt ikke de enkelte byrådsmedlemmer, der hæfter personligt for det opståede tab. I den konkrete sag kan det ikke udelukkes, at ansøger som følge af sagsbehandlingen lider et erstatningsberettiget tab, og at Middelfart Kommune således ifalder et erstatningsansvar.