Opera bookdessign

Page 1

Peter D端rrfeld

Informations Forlag


Operaguide © Peter Dürrfeld og Informations Forlag, 2007 Grafisk tilrettelægning og omslag: Jesper Jans, J-Grafik Forsidefoto © Klaus Lefebvre: Anna Netrebko i La Traviata – venligst udlånt af Unitel/Deutsche Grammophon. Trykt hos Clemenstrykkeriet A/S Printed in Denmark ISBN 978-87-7514-1630 Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med gældende Copy-Dan-regler. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. I det omfang det har været muligt, er der indhentet tilladelse til brugen af det ophavsretsligt beskyttede billedmateriale, der indgår i denne udgivelse. De rettighedshavere, vi ikke har fundet, kan henvende sig til forlaget.

Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk


Peter D端rrfeld

Informations Forlag



Indhold Velkommen til operaen 7 1 Händel og de andre gamle 9 2 Udødelige Mozart 31 3 Italiensk skønsang 59 4 Romantiske operaer fra nær og fjern 75 5 Viva Verdi! 89 6 Store sangere 119 7 13 berømte operahuse 127 8 Operaer på fransk 131 9 Moder Rusland 149 10 Giganten Wagner 167 11 Puccinis heltinder 187 12 Det 20. og 21. århundrede 209 Læs videre 229 Lille ordliste 230 Register 232


Scenebillede fra Don Giovanni, Salzburg festivalen, 2003.

48

Udødelige Mozart


ratur. Tirso de Molina havde allerede i 1624 skrevet et skuespil med titlen Levemanden fra Sevilla, og selve myten om kvindeforføreren var endnu ældre. Da Ponte gik straks i gang med at udarbejde librettoen. Han fortæller i sine erindringer, at han i et par måneder arbejdede 12 timer i døgnet på sit værelse med “en flaske Tokayer til højre, mit Blækhus midt for, og en Tobaksdåse fyldt med Sevilla-tobak til venstre”. Da Ponte blev i denne periode vartet op af en smuk 16-årig pige. Han havde en lille klokke, og hun kom, når han ringede med den: “Sandt at sige ringede jeg temmelig ofte, og mærkværdigt nok altid, når jeg syntes, inspirationen begyndte at svigte. Snart medbragte hun lidt brød, snart en kop kaffe, nogle gange ikke andet end sit kønne ansigt, altid smilende, altid glad, altid netop sådan, at det kunne puste nyt liv i den poetiske glød.” I løbet af foråret 1787 modtog Mozart tekstbogen til Don Giovanni, og da Pontes ualmindeligt ferme rim har åbenbart virket opflammende på hans poetiske glød. Mozart begyndte at forme skikkelserne og komponerede musik af en guddommelig spændvidde. Han skrev humoristiske arier til den forslagne tjener Leoporello, skabte musikalske eksplosioner som “champagnearien” til livsnyderen Don Giovanni, og han formede kvinderne i operaen – Donna Anna, Donna Elvira og bondepigen Zerlina – med hver deres klingende karaktertræk. Også de mindre fremtrædende skikkelser som Masetto, den unge bonde, der skal giftes med Zerlina, og Don Ottavio, Donna Annas trolovede, pustede han liv i. For ikke at tale om kommandanten, Donna Annas far, som bliver slået ihjel af Don Giovanni i begyndelsen af første akt, men som i anden akt vender tilbage som “Stengæsten” – med en musik, der får de små nakkehår til at rejse sig i gru/fryd. Det var ikke for ingenting, at Don Giovanni ved urpremieren i Prag i oktober 1787 også havde titlen Das steinerne Gastmahl (måltidet med stengæsten). Her var unægteligt tale om en langt mere dramatisk historie end i Figaros bryllup, og det kom til at præge operaen fra allerførste takt. En af forklaringerne på genialiteten i Mozarts musik, har en klog mand engang skrevet, er, at den på forhånd har døden integreret i sig. En Udødelige Mozart

49


En hård fødsel  Fidelio 1814 Ludwig van Beethoven (1770-1827) skrev kun én opera – og den blev en hård og langvarig proces for ham. Beethoven kaldte selv Fidelio sit smertensbarn, der havde kostet ham “de største fødselsveer”. Den store symfoniker baksede ihærdigt med operaformen. Det er også forklaringen på, at der findes hele fire ouverturer til Fidelio: Leonore I (opus 138), Leonore II (opus 72), Leonore III (opus 72a) og endelig Fidelio (opus 72b). De findes alle – plus et par mere – på en glimrende cd fra Berlin Classics (efterfølgeren til det hedengangne plademærke Eterna fra DDR) med Gewandhaus-orkestret fra Leipzig, dirigeret af Franz Konwitschny. Her får man lejlighed til at læse Beethoven i kortene – og glæde sig over hans storladne orkestermusik. Han begyndte at komponere sin Fidelio allerede i 1803, efter at han havde opgivet et projekt fra Emanuel Schikaneder, manden, der havde været med til at søsætte Mozarts Tryllefløjten tilbage i 1791. På grund af bøvl med censuren fandt premieren på Beethovens opera imidlertid først sted den 20. november 1805. Tidspunktet var uheldigt for Beethoven, idet Wien netop var blevet invaderet af Napoleons soldater. Det havde fået en stor del af hoffet, adelen og det velbjærgede borgerskab – Beethovens sædvanlige “kunder” – til at forlade byen. I stedet havde en masse franske officerer taget plads i parkettet. De har næppe lyttet andægtigt. Og hverken de eller det øvrige publikum var videre begejstret for Fidelio eller den ægteskabelige kærlighed, som Beethovens nye opus var kommet til at hedde. Efter blot tre forestillinger blev stykket taget af plakaten. Næste forår forsøgte Beethoven sig med en stærkt forkortet udgave. Denne gang kaldte han operaen Leonore eller den ægteskabelige kærligLudwig van Beethoven

76

Romantiske operaer fra nær og fjern


heds triumf. Det blev det ikke meget bedre af. Beethoven (der ikke var medgørligheden selv) kom op at toppes med ledelsen i Theater an der Wien og trak sit partitur tilbage allerede efter den anden forestilling. Først i 1814 fik operaen efter en række nye bearbejdelser sin endelige form. Nu hed den slet og ret Fidelio. Skønt stokdøv dirigerede Beethoven selv uropførelsen den 23. maj på Kärntnerthor-teatret. Og succesen kom endelig i hus. Den første udgave, den fra 1805, kaldes i dag Ur-Fidelio eller Leonore. Navneforvirringen omkring de fire ouverturer og operaen i sin helhed er lettere at forstå, når man ved, at Fidelio eller Leonore i handlingen er en og samme person, en kvinde. Eller sagt på en anden måde: Leonore kalder sig Fidelio, da hun forklædt som mand opsøger et spansk statsfængsel uden for Sevilla i et tappert forsøg på at redde sin mand, Florestan, der meget uretfærdigt holdes indespærret der. Stykkets skurk er fængselsguvernøren Don Pizarro, og ham må Fidelio/ Leonore overmande, hvis Florestan ikke skal myrdes. Det lykkes – efter en del hjælp fra fangevogteren Rocco, hvis datter, Marzelline, har Romantiske operaer fra nær og fjern

77


Tonesproget er dog umiskendeligt Dvoraks eget, smukt og sangbart, som man kender det fra hans herlige symfonier. Dvorak havde ikke blot tjekkisk folkemusik under huden, men også tjekkisk opera – han havde været bratschist i det orkester, der uropførte Den solgte brud, og så meget op til Smetana. Rusalka kommer i klemme, da hun bliver forelsket i den jordiske prins, ikke mindst fordi skovheksens pris for at give hende adgangsbillet til menneskenes rige er, at hun skal være stum. Hun får med andre ord et forklaringsproblem, da det bliver alvor mellem hende og prinsen – og det udnytter en fremmed prinsesse på det skammeligste. Prinsen vakler – til sidst vakler han én gang for meget. Rusalka vender tilbage til skovsøen. På det tidspunkt har Rusalka genvundet stemmens brug. Heldigvis – i hvert fald når man kan opleve en så velsyngende udgave af havfruen, som Renée Fleming præsenterer os for i en overdådig opsætning fra Bastille-operaen i Paris, juni 2002. Det overdådige går både på det sanglige, det tekniske og det æstetiske – for traditionalister er der dog et aber dabei. Det er en “opdateret” version, piist væk er slot og skovsø og andet romantisk staffage. I stedet leger skovnymferne omkring en indendørs swimmingpool – de muntrer sig blandt andet med en kåd pudekamp – og de afgørende scener udspiller sig i et lækkert designet soveværelse med eksklusiv belysning og en imposant dobbeltseng. Den canadiske iscenesætter Robert Carsen har imidlertid ikke alene satset på æstetikken – går det efterhånden op for selv den skeptiske iagttager – der bliver virkelig boret ned til de arketypiske lag. For er det ikke i og omkring sengen, at mange af de væsentlige ting i vores tilværelse udspiller sig? Vi ikke bare sover, vi elsker og drømmer i sengen, drømmer om godt og ondt som den stakkels Rusalka. En fascinerende dvd, dirigeret med romantisk schwung af James Conlon – et brag af et tjekkisk synge- og sengestykke.

88

Romantiske operaer fra nær og fjern


5

Viva verdi!


hold. På det tidspunkt havde han og “Peppina” levet som mand og kone i over ti år. Verdi satte vist aldrig sine ben i Teatro Verdi. Men bedre sent end aldrig. Ligesom det er velgørende at opleve, hvordan man i vore dages Salzburg forvalter arven efter Mozart, lige så skønt er det at se Verdi fejret i Busseto, når det kan gøres så smukt som på denne dvd (EuroArts). Den unge Ambrogio Maestri er herligt vital i titelrollen, og omkring ham synges og spilles der med fyr, flamme og flow. Og de tre lystige kvinder i Windsor – mrs. Alice Ford, mrs. Qucikly og mrs. Meg Page – er som taget ud af min barndoms billedbog om Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla, for iscenesættelsen er en rekonstruktion af den fra 1913, hvor man i Busseto fejrede 100-året for Verdis fødsel med en opførelse af Falstaff, dirigeret af Toscanini. Om denne skønne svanesang af Verdi skriver Charles Osborne i The Complete Operas of Verdi (UK, 1969), at Falstaff ofte er blevet sammenlignet med Mestersangerne fra Nürnberg – de to giganter Wagner og Verdi blev jo begge født i 1813, og her er tale om deres karrieres mest betydelige komedie – men at en sammenligning med Parsifal (Wagners sidste opera) ville være langt mere apropos: “Forskellen i temperament er enorm: på den ene side fin de siècle-sygelighed og fromhed samt sentimental, homofil, religiøs længsel [Parsifal]; heroverfor tidløs munterhed og alderdommens sølvglinsende kølighed og gyldne varme [Falstaff] ... både Parsifal og Falstaff er skabt af et geni, men verden ville bedre have råd til at undvære de fem timer i Parsifal end de to timer i Falstaff.”

118

Viva Verdi!


store sangere

6


Jenny Lind.

Anna Netrebko.

operaerne Don Giovanni, Hamlet og Eugen Onegin.

chior havde lige så stor en fysik som stemme og var sin generations Wagnertenor par excellence. Han blev i mere end én forstand en helt i Bayreuth, hvor Cosima Wagner (den store mesters enke) dukkede op til prøverne bare for at høre ham synge.

Haugland, Aage (1944-2000) Dansk basbaryton i verdensklasse. Gjorde sig på den internationale scene i en række Wagner-roller og var en blændende baron Ochs i Rosenkavalleren. Jerusalem, Siegfried (f. 1940) Fremtrædende tysk (Wagner-)tenor, der bl.a. har præsteret af gennemføre Ringen et hav af gange. Lind, Jenny (1820-1887) Den svenske nattergal var en omsværmet dame – en af dem, der faldt for hendes smukke udseende og stemme, var H.C. Andersen. Melchior, Lauritz (1890-1973) Operaens Grand Danois – en af de få danske verdensstjerner i genren. Mel-

124

Store sangere

Netrebko, Anna (f. 1971) Russisk sopran af absolut verdensklasse. Opdaget og “opfostret” i Sankt Petersborg af dirigenten Valery Gergiev. I begyndelsen af karrieren naturligt nok fokuseret på det russiske repertoire, men har i det 21. århundrede markeret sig i mange italienske og franske roller. En pige med en fantastisk stemme og udstråling. Nielsen, Inga (f. 1946) Dansk sopran med betydelig international succes. Begyndte sin karriere som Mozart-sanger – var således en forrygende Constanze i Bortførelsen


fra Seraillet – men har siden udvidet sit repertoire til højdramatiske roller som f.eks. Salome (Richard Strauss). Nilsson, Birgit (1917-2006) Svensk sopran. “La Nilsson”, som hun blev kaldt og selv kaldte sin selvbiografi (dansk udgave, Gyldendal 1996), var en verdenssopran med rødder i Skåne. Hun var meget “driftssikker” på scenen og med sin store stemme den perfekte Wagner-sopran. Mange Wagner-fans mener, at hun var den bedste Isolde nogensinde. Norman, Jessye (f. 1945) Amerikansk sopran med enorm stemme – med lige så enorm krop bagved. Er blevet kaldt “The godmother of the American Operatic scene”. En af hendes konkurrenter har kaldt hende den sidste opera-dinosaur. Pavarotti, Luciano (f. 1935) Kæmpe italiensk tenor med smældende smuk og stor stemme. Var på toppen i 1960’erne og frem til omkring 1990. Siden har karrieren været præget af svinkeærinder og pludselige afbud. Pears, Peter (1910-1986) Fremragende engelsk tenor med stor betydning især for Benjamin Brittens operaer. De to var både partnere og kolleger i et forhold, der satte sig markante spor i engelsk opera. Ramey, Samuel (f. 1942) Amerikansk bas med speciale i dynamiske og dæmoniske roller. En atletisk

Jessye Norman.

sceneoptræden og en velklingende stemme har gjort ham efterspurgt i alverdens operahuse. Reizen, Mark (1895-1992) Legendarisk russisk bas, der gennem årtier var Bolsjoj-operaens primus inter pares. Optrådte i en Tjajkovskij-opera på sin 90-års-dag. Salminen, Matti (f. 1945) Finsk baskæmpe, der fylder utrolig godt i Wagner-roller, f.eks. som en af jætterne i Rhinguldet – en rigtig bulderbamse. Schäfer, Christine (f. 1965) Slagterdatteren fra Frankfurt er knivskarp i det dramatiske rollefag – f.eks. som Donna Anna i Don Giovanni eller titelrollen i Lulu. Schwarzkopf, Elisabeth (1915-2006) Tysk sopran i absolut verdensklasse.

Store sangere

125


ikke, hvad han selv hedder (man er vel ikke for ingenting en ren tåbe), han kender kun sin moders navn. Hun hed Herzeleide. Navnet er karakteristisk for den rugende tyngde, der præger Wagners sidste værk. Parsifal er blevet kaldt den mest statiske opera, der nogensinde er skrevet. Ikke desto mindre er der Wagner-dyrkere, der sætter den højere end nogen anden af hans operaer og oplever dens fire en halv time som kulminationen af mesterens kunst. Jeg har også været fascineret af dens langsomme melodiske strøm – (er den lykkelige ejer af en storslået dvd med Siegfried Jerusalem i titelrollen) – selvom jeg bagefter har haft det nogenlunde sådan, som Friedrich Nietzsche udtrykker det i sit essay Richard Wagner – et musikant-problem (her citeret fra Fritz Bendix’ oversættelse, Gyldendalske Boghandel 1895): “Jeg må have Vinduerne op et Øjeblik. Luft! Luft!”

Richard Wagners operaer – og hvor og hvornår de blev uropført

Die Feen Das Liebesverbot Rienzi Den flyvende hollænder Tannhäuser Lohengrin Tristan og Isolde Mestersangerne fra Nürnberg Niebelungens ring Rhinguldet Valkyrien Siegfried Ragnarok Parsifal

186

Giganten Wagner

München 1888 (men komponeret 1833-34) Magdeburg 1836 Dresden 1842 (komponeret 1837-40) Dresden 1843 (komponeret 1840-41) Dresden 1845 Weimar 1850 (komponeret 1845-48) München 1865 München 1868 Bayreuth 1876 München 1869 München 1870 Bayreuth 1876 Bayreuth 1876 Bayreuth 1882


11

puccinis heltinder


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.