Atlas over danske ferskvandsfisk

atlas over danske ferskvandsfisk redaktion Henrik Carl Peter Rask Møller

statens naturhistoriske museum københavns universitet

fisken

Ofte er det dog hårdt som følge af aflejringer af kalksalte – noget, som bliver mere udtalt med alderen. Hos benfiskene består knoglerne af bindevævsfibre og uorganiske salte (kalciumkarbonat og kalciumfosfat). Hos de mest primitive benfisk (fx stører) er kun en del af skelettet forbenet – resten er brusk. En af de store forskelle mellem bruskfisk og benfisk er, at skelettet hos bruskfisk udelukkende består af det såkaldte endoskelet.

Det består af endokraniet, skulder, bækken, hvirvelsøjle og ribben samt mund-, svælg- og gælleknogler. Benfisk har derudover et lag af knogler, som er dannet i læderhuden (dermis).

Det drejer sig om skæl, finnestråler og tænder samt en mængde knogler i hovedregionen, fx gællelåg, som ligger uden på endokraniet.

Ryghvirvlerne opdeles i kropshvirvler (precaudale hvirvler) og halehvirvler (caudale hvirvler). De to typer kan kendes fra hinanden på, at kropshvirvlernes tværtappe (parapofyser) giver støtte til ribbenene, mens halehvirvlernes tværtappe bøjer nedad og er vokset sammen til nedre torntappe (hæmapofyser).

Forskellen kan med fordel studeres, når menuen står på fisk.

Hos fx pattedyr er antallet af knogler med få undtagelser det samme inden for en given art, men hos fisk varierer antallet som regel. I skemaet under de enkelte arter er det angivet som (fx ryghvirvler hos gedden): 35-40 (kropshvirvler) + 22-25 (halehvirvler) = 60-63. Hos karpefisk, maller og smerlinger er de tre forreste kropshvirvler sammenvokset til en struktur kaldet de weberske knogler (se Hørelse og lydafgivelse).

Alle fisk har finner, men i varierende antal og udformning.

Hos de fleste benfisk er finnerne forholdsvis tynde og er dannet af hud, som holdes udspændt af finnestråler, mens de hos bruskfisk er stive og kødfulde. Hos bl.a. laksefisk, karpelaks og en række maller findes bagest på ryggen en lille kødfuld finne uden finnestråler kaldet fedtfinnen. Hos de fleste benfisk har finnestrålerne et bevægeligt led ved basis af finnen, som gør fisken i stand til at regulere finnens rejsning.

Finnerne deles i to hovedgrupper: parrede og uparrede. Til de parrede hører bryst- og bugfinner. De svarer til de øvrige hvirveldyrs lemmer inklusiv skulderbælte og bækken. Det vil sige, at brystfinnerne svarer til arme (forlemmer) og bugfin-

3

4 6

7 8 9

2

1

6 10

5

Skelet fra aborre med de vigtigste knogleelementer indtegnet. 1: Forgællelåg, 2: Baggællelåg, 3: Pigfinnestråler, 4: Blødfinnestråler, 5: Bækken, 6: Finnestrålebærere, 7: Kropshvirvler, 8: Halehvirvler, 9: Ribben, 10: Skulderknogler. foto: henrik carl.

18

fisken

Pigstråler (til venstre) er udelte, stive og ugrenede, mens blødstråler (til højre) er leddelte, bløde og oftest forgrenede. foto: henrik carl.

Kropshvirvel (tv.) og halehvirvel (th.) fra sølvkarpe. På halehvirvlen er tværtappene vokset sammen, så de udgør en nedre torntap. foto: henrik carl.

Fedtfinnen er en kødfuld, stråleløs finne. Her ses fedtfinnen hos en regnbueørred. foto: henrik carl.

nerne til ben (baglemmer). Ryg-, gat- og halefinne (samt en eventuel fedtfinne) er uparrede og sidder i kroppens midtlinje. Med undtagelse af rundmundene, som kun har uparrede finner, har næsten alle nulevende fisk både parrede og uparrede finner. Undtagelser er fx visse nålefisk, der sekundært mangler både bug- og brystfinner (samt halefinnen). Parrede finner fandtes dog også hos for-fædre til nutidens lampretter (Jørgensen 2003). Normalt er de uparrede finner adskilte,

men hos nogle fisk (fx ål) er de vokset sammen til en sammenhængende bræmme, der løber rundt om halen.

Finnestrålerne deles i to typer: pigstråler, som er udelte, stive og ugrenede, og blødstråler, som er leddelte, bløde og oftest forgrenede. Hos mange fisk er den eller de forreste blødstråler i finnerne ugrenede, mens de bagvedliggende er forgrenede. Hos fx karpen er den bageste af de ugrenede blødstråler forrest i rygfinnen og i gatfinnen stiv og savtakket. I halefinnen har de fleste af vore fisk både foroven og forneden en række små, ugrenede blødstråler (sekundære finnestråler) foran de ”fuldtudviklede” halefinnestråler. De omfatter som regel en øvre og nedre ugrenet blødstråle, hvorimellem de grenede halefinnestråler er placeret. I skemaet under de enkelte arter er det angivet som (fx hos suderen): 11-12 (øvre sekundære stråler) + 19 (fuldtudviklede stråler) + 9-10 (nedre sekundære stråler). Præcise tælling af de små, ugrenede stråler er vanskelig, så ofte ses de i litteraturen slet ikke angivet, eller også er de angivet med et ”x”.

Hos en del fisk indeholder finnerne udelukkende blødstråler, mens der ingen arter findes med udelukkende pigstråler.

Ofte findes begge typer af finnestråler i den samme finne. Fx har rygfinnen hos mange fisk forrest en eller flere pigstråler og bagest en række blødstråler. Hos fx hundestejlerne udgør en række frie pigstråler den forreste rygfinne. I skemaet med finnestråler under de enkelte arter er pigstråler angivet med

19

de ferske vande i danmark

Når den øvre å går over i nedre å, er vandløbet bredt, dybt og med jævn til god strøm og mange vandplanter, og både vandføring og temperatur varierer efter årstiden (Larsen 1980a).

Vandløbene kan her ofte besejles med kano. Foruden de nævnte fiskearter kan som regel træffes, aborre, skalle, brasen og flere andre karpefisk, især hvis der er forbindelse til egentlige søer.

Efterhånden går åen over i floden, som er langt mægtigere, bredere og med dybt vand og rolig strøm, hvor der sker aflejringer af sand (Larsen 1980a). I Danmark betragtes kun de nedre dele af Gudenåen og Skjern Å som floder. På flodstrækninger vil man kunne fange laks og havørreder, der er på vej til gydeområderne. Også helten kan træffes i disse to vandløb.

Mange fiskearter, der normalt anses for at være søfisk, fx aborre, gedde, sandart samt skalle, brasen og andre karpefisk, træffes ofte i stort antal på de store åstrækninger. Desuden træffes der i de større vandløb ofte også ål i stort antal.

Søer Søers fysiske udformning har en betydelig effekt på fiskenes levevilkår og dermed på antallet og fordelingen af arter. Især er søens dybdeforhold af betydning. Søer med en dybde på 8-10 m eller mere vil som hovedregel være mere eller mindre lagdelte om sommeren. Det vil sige, at der ligger et lag af koldt og dermed tungt vand over bunden og et lag af varmt og dermed let vand fra overfladen og ned til bundvandet. Imellem disse lag findes et overgangslag, kaldet springlaget, hvor temperaturen på få meter skifter markant. Skiftet kan om sommeren være fra 18-22 °C over springlaget til 5-10 °C under springlaget.

Lagdelingen opstår om foråret, når solen opvarmer overfladevandet, og opretholdes hen over sommeren af den forskel i vægtfylde, der er mellem varmt og koldt vand. Om efteråret svækkes lagdelingen, når overfladevandet atter afkøles. Som regel forsvinder springlaget helt under et blæsevejr sent i oktober, og hele vandmassen i søen omrøres og får ens temperatur fra bund til overflade. I større og dybere søer (mere en 20 m dybe) ligger springlaget typisk i 8-12 meters dybde, i de knap så dybe søer kan det ligge i kun 3-4 meters dybde. I nogle søer skabes også et springlag om vinteren, når overfladevandet nedkøles til under 4 °C og dermed bliver lettere end bundvandet.

Den type springlag er mindre stabilt og findes derfor ofte kun i perioder med isdække på søerne (Sand-Jensen 2001).

Lagdeling om sommeren har som hovedregel den effekt, at det kolde bundvand bliver mere eller mindre iltfrit sidste på foråret eller tidligt på sommeren. Det skyldes, at der forbruges ilt til nedbrydning af døde alger m.m. Under springlaget vok-

42

Binderup Å ved Bislev. Et typisk vandløb i den størrelse, hvor der kan drives lystfiskeri efter især bæk- og havørred. De tætte puder af vandranunkel giver mange standpladser. foto: finn sivebæk.

I den nedre å er vandløbet bredt og dybt. Her ses Skjern Å ved Ahler Gårde. foto: søren berg.

de ferske vande i danmark

ser der i langt de fleste danske søer ingen planter eller alger, der kan producere ny ilt. Og da bundvandet heller ikke kommer i berøring med luften, kan der ikke tilføres ilt derfra. Hvor hurtigt de iltfri forhold opstår, afhænger især af, hvor mange døde organismer der synker til bunds (Sand-Jensen 2001).

For fiskene betyder lagdelingen, at de i en længere periode om sommeren ikke kan opholde sig på dybt vand eller fouragere på den del af bunden, der ligger under springlaget. Ål vides dog at ”kunne holde vejret” og dykke ned for at æde af de dansemyggelarver, der kan leve i det iltfattige vand nede

De lavvandede og ikke lagdelte søer, som her Sunds Sø i Storå-systemet, producerer generelt langt flere fisk end de lagdelte søer. foto: henrik carl.

på bunden. Lagdelingen af søen kan derfor begrænse, hvor meget føde fiskene har til rådighed. Til gengæld sikrer lagdelingen, at der altid er køligt vand til rådighed for de arter, der ikke tåler varmt vand. Visse fiskearter, fx heltlingen, lever her i landet derfor udelukkende i lagdelte næringsfattige søer, hvor iltforholdene fortsat er gode omkring springlaget (Larsen 1980c).

De lavvandede og ikke lagdelte søer kan generelt huse og producere langt flere fisk end de lagdelte søer. Fx finder man de største bestande og hurtigst voksende individer af ål i de lavvandede søer, fordi ålen trives godt i varmt vand og foretrækker at fouragere på bunden. Mange arter af typiske søfisk (fx aborre, skalle, gedde og ål) finder man i både små og store søer såvel som i lavvandede og dybe søer. Andre arter, fx heltling, smelt og knude, trives kun i de dybe, koldere søer (Larsen 1980c).

Hvor mange arter af fisk man finder i en sø, er til en vis grad bestemt af dybden, men også søens faktiske størrelse har betydning. Helt overordnet øges antallet af arter med stigende størrelse. I en gennemsnitlig større dansk sø findes der otte arter, men antallet kan svinge fra nul til omkring 20 arter. Fx fandt man 19 arter i Mossø ved en undersøgelse i 1993 (Jensen et al. 1997). Her betyder det også noget, at Mossø gennemstrømmes af et større vandløb, hvorfra vandløbsfisk kan svømme ind i. Anderledes forholder det sig med søer, der ligger mere isoleret. Men der kan være forskel på, hvilke arter man træffer.

Således er fx rudskalle, suder og karusse mest udbredt i små søer. I de allermindste søer, hvor miljøforholdene svinger mest, er det ofte kun karusse, som trives. Arter som brasen, hork og sandart trives bedst i større søer. I de sure, brunvan-

Mossø er med sine 19 arter en af de mest artsrige søer i Danmark. foto: henrik carl.

43

karpefamilien

I Esrum Sø er løjen så talrig, at den i en periode frem til første halvdel af 1900-tallet blev benyttet til perleproduktion. foto: henrik carl.

fiskes let med flåd og orm, maddiker og melklister eller med fluegrej. Hvor løjen er meget talrig, kan den være lidt af en plage for fluefiskerne.

Som agnfisk er løjen ganske glimrende, om end den er lidt sart og kan være vanskelig at holde i live. Mest egnet er den til fiskeri efter aborrer, søørreder og sandarter. Skal løjen benyttes som levende agn, er det en fordel at kroge den gennem næsen og eventuelt fiske den på løsline. Dens bløde krop og de løstsiddende skæl betyder, at det blandt lystfiskere tidligere var almindeligt at konservere løjerne (og andre agnfisk). Det kunne gøres i en 1,5 % formalinopløsning tilsat 0,5 % glycerin eller i en færdigblanding, som kunne købes i forretningerne. Efter konserveringen bliver skællene fastsiddende og kroppen sej.

Metoden benyttes ikke længere af danske lystfiskere, sandsyn-

136

ligvis fordi man er blevet mere varsom med at bruge formalin, der er stærkt kræft- og allergifremkaldende.

Otterstrøm (1914) nævner, at løjer ikke sjældent ses som akvariefisk. Løjen anvendes ikke længere til dette formål, og den benyttes heller ikke som prydfisk i havedamme, selv om dens overfladeaktive levevis ville gøre den ganske egnet.

Flire Blicca bjoerkna (Linnaeus, 1758) af henrik carl

· hjemmehørende · ynglende · forholdsvis sjælden · 33 utm-kvadrater · op til ca. 50 cm · engelsk: white bream · norsk: flire · svensk: björkna · tysk: güster

Flire på 13,9 cm fra Vidåen ved Lægan, 13. september 2008. foto: henrik carl.

systematik og navngivning Fliren tilhører ligesom fx brasen, skalle og rudskalle underfamilien Leuciscinae. Fliren er den eneste art i sin slægt Blicca, men ikke sjældent ses den angivet som tilhørende brasenslægten Abramis (Kopiejewska & Kozlowski 2007). Dna-undersøgelser peger på, at flirens nærmeste slægtninge i Danmark er regnløjen og løjen (Mayden et al. 2008) og ikke brasenen, som man umiddelbart ville forvente ud fra morfologien. analyse af særlige enzymer i fiskene støtter imidlertid den traditionelle teori om et tæt slægtskab mellem brasen og flire (Hänfling & Brandl 2005).

Som de fleste andre af underfamiliens arter danner fliren naturligt hybrider med nærtstående arter. Fra Danmark kendes to krydsninger med brasen, fanget i henholdsvis Silkeborg

Langsø (1949) og Stallerup Sø (2009). Sidstnævnte er dog noget usikkert bestemt. Det er nærliggende at kalde sådanne hybrider for en brasenflirer, men dette er uheldigvis navnet på den nærtstående art Ballerus ballerus, der bl.a. findes i Tyskland og Sverige. Kottelat & Freyhof (2007) skriver, at de fleste ”hybrider” mellem flirer og brasener i virkeligheden er fejlbestemte brasener med et afvigende antal svælgtænder. Fra Danmark kendes flere krydsninger mellem flirer og rudskaller. Disse er kendt fra Randers Fjord, Gudenå ved Resenbro, Grund Fjord, Mossø og Tuel Sø (Otterstrøm 1930-31). Fra udlandet kendes også hybrider med skalle (Matondo et al.

2008) og løje (Kopiejewska & Kozlowski 2007), men ikke fra Danmark, selv om arterne findes sammen i flere vandsystemer.

En mulighed er, at de er forvekslet med hybrider mellem bra-

137

bjergstrømfisk, balitoridae Af Peter Rask Møller Familien rummer ca. 60 slægter med 785 arter fordelt på underfamilierne

ters højde over havet i Tibet (Prokofiev 2007). Det er små, slanke fisk med

Nemacheilinae og Balitorinae (Eschmeyer & Fong 2010). Nogle forfattere

tre eller flere par skægtråde ved munden.

ophøjer underfamilierne til selvstændige familier, mens Kottelat & Freyhof

Der findes kun en enkelt repræsentant for familien i Danmark, den almin-

(2007) anfører, at molekylære analyser peger på, at Nemacheilinae er inde-

delige smerling, som er placeret i underfamilien Nemacheilinae. Tidligere har

holdt i Balitorinae.

arten været regnet til pigsmerlingfamilien, Cobitidae.

Bjergstrømfiskene er udbredt i ferskvand i Europa og Asien samt i Etiopien. De fleste arter findes i asiatiske vandløb, blandt andet i over 5.000 me-

322

Smerling Barbatula barbatula (Linnaeus, 1758) af peter rask møller

· hjemmehørende · ynglende · meget sjælden · 12 utm-kvadrater · op til ca. 18 cm · engelsk: stone loach · norsk: smerling · svensk: grönling · tysk: schmerle

Smerling på 11,8 cm fra Kolding Å-system, oktober 2008. foto: henrik carl.

systematik og navngivning Smerlingen ses i lidt ældre litteratur under navnet Nemacheilus barbatulus, men den er nu placeret i slægten Barbatula, som rummer ca. 27 arter, heraf fire i Europa. Det er endnu ikke klarlagt, hvilken af disse arter der er tættest beslægtet med smerlingen. Der kendes ikke til hybrider mellem smerling og andre danske fiskearter, idet gamle angivelser af hybrider mellem grundling og smerling regnes som yderst tvivlsomme (Bănărescu et al. 1999).

De officielle danske navne er almindelig smerling eller blot smerling (Carl et al. 2004). Hvilket der skal bruges, afhænger af sammenhængen (se Danske navne). I daglig tale kaldes den blot smerling. I Kolding-området havde den tidligere det folke-

lige navn ”skægmanden” (Novrup 1937), mens den på Fyn må finde sig i det lidet flatterende navn ”skægabe” (Petersen 1993).

udseende og kendetegn Smerlingen er trind fortil og sammentrykt bagtil. Hovedet er bredt og fladtrykt. På overlæben har den fire skægtråde og derudover én i hver mundvig. Karakteristisk er også de forreste næsebor, som er forlængede i små rør. Skælklædningen er ikke komplet, idet skæl mangler på den forreste del af ryggen og bugen. På resten af kroppen og halen er skællene små og ikke taglagte. Sidelinjen er fuldstændig og følger en lys stribe langs midten af kroppen helt til haleroden. Oplysningen om, at sidelinjen kun sjældent skulle nå til længere end til under rygfinnen

323

geddefamilien

146 cm og 30,5 kg fanget i Tyskland i 1983 (Machacek 2010).

Den officielle rekord ved organisationen IGFA er på 137 cm og 28,4 kg. En undersøgelse fra Tjekkiet behandler ikke mindre end 190 gedder større end 110 cm fanget i landet i perioden 1970-1996. De længste og tungeste var på henholdsvis 142 cm og 22,5 kg og 137 cm og 27,2 kg (Blahak & Prokes 1998). Machacek (2010) nævner blandt udokumenterede geddefangster ikke mindre end 10 gedder over 41 kg med den tungeste på hele 65,78 kg. Den længste på 175 cm blev fundet død i Irland i 1927 (Raat 1988). En del af disse kæmpegedder skyldes ganske givet overdrivelse. Den absolutte rekord i overdrivelse indehaves af ”Kejsergedden”, der skulle være fanget i en sø nær Mannheim i 1497. En forfatter giver den i 1558 (dvs. mere end 60 år senere) størrelsen 19 fod og 350 pund (ca. 6 m og 160 kg).

Skelettet opbevares i katedralen i Mannheim, og det er da også senere vist, at det består af dele fra flere individer (Casselman 1996).

Forvekslingsmuligheder Gedden kan kun vanskeligt forveksles med andre danske arter.

Den brede, flade snude og kraftigt tandbesatte mund er et af de bedste kendetegn. Placeringen af ryg- og gatfinne langt tilbage mod halefinnen kendes blandt vore øvrige ferskvandsfisk kun fra størerne, hundestejlerne og den lille hundefisk. Da gedden i øvrigt adskiller sig fra disse arter på en lang række andre punkter, bør forvekslinger ikke kunne ske.

udbredelse Generel udbredelse Gedden er en af de ferskvandsfisk, der på verdensplan har størst naturlig udbredelse overhovedet. Den lever naturligt i den tempererede og subarktiske zone på alle kontinenter på den nordlige halvkugle. I Nordamerika omfatter udbredelsen store dele af Canada (Labrador, egnene syd og vest for Hudsonbugten, nord om Great Slave Lake og Great Bear Lake) og det meste af Alaska. Herfra findes den mod sydvest til Nebraska og Missouri (Osage River), syd om De Store Søer, nord om Ohio River gennem Pennsylvania til staten New York. Inden for dette område er der dog adskillige mindre delområder, hvor den mangler.

I Europa og Asien går den nordlige grænse for udbredelsen gennem de arktiske egne fra Kolyma-floden i det østlige Sibirien til Murmansk. Den findes ikke naturligt i floder, der afvander til Hvidehavet. Gedden findes i hele Skandinavien med undtagelse af det vestlige Norge. I England er den naturligt udbredt i områder, der afvander til Den Engelske Kanal og den sydlige del af Nordsøen. Den sydligste udbredelse i Europa omfatter Frankrig med undtagelse af Middelhavskysten samt

354

de nordlige dele af Italien, Grækenland og Tyrkiet. Den lever i egnene omkring Sortehavet, Det Kaspiske Hav og Aralsøen.

Herfra går den sydlige udbredelsesgrænse mod nordøst til Baikalsøen og videre nord om Amurfloden til Stillehavskysten (i Det Okhotske Hav). I lighed med mange andre almindelige europæiske ferskvandsfisk er den ikke naturligt udbredt på Den Iberiske Halvø. Ud over forekomsten i ferskvand lever der gedder i mange brakvandsområder.

Gedden er blevet introduceret til mange lokaliteter både inden for og uden for sit naturlige udbredelsesområde. I Europa blandt andet til dele af Italien, Spanien, Portugal (inkl.

Azorerne), Irland (før år 1600) og det øvrige Storbritannien samt flere vandsystemer med udløb i Hvidehavet. I Afrika findes den udsat i Marokko, Tunesien, Algeriet, Etiopien og Uganda (Froese & Pauly 2010). Som det eneste sted syd for ækvator er den med henblik på opdræt importeret til Madagaskar, dog uden held. Også i både Canada og USA er gedden introduceret mange steder uden for sit naturlige udbredelsesområde, eksempelvis i Californien, hvor den betragtes som en invasiv art, der bekæmpes intensivt (California Department of Fish and Game 2007).

Fossile fund af tidlige esocider fra Paleocæn (65-55 mio. år siden) viser, at geddens sandsynlige oprindelse er Nordamerika. Herfra har geddeslægten bredt sig til først Asien og siden Europa, mest sandsynligt via en landforbindelse over Beringstrædet (Grande 1999). De ældste europæiske fossiler er ca. 30 mio. år gamle.

Undersøgelser af slægtskabsforholdene hos europæiske gedder viser, at der findes tre tydeligt adskilte grupper: en vesteuropæisk, en baltisk og en gruppe på Balkan. Det resultat peger på, at gedden har haft tre adskilte refugier under de seneste istider, et sydvestligt, et baltisk og et østligt (Jacobsen et al. 2005).

Udbredelse i danmark Gedden er en af de mest udbredte ferskvandsfisk i Danmark, målt på antal registrerede vande. Den er således kendt fra mere end 1.100 søer i Danmark samt en lang række vandløb.

Gedden findes i alle egne af landet, herunder på de fleste større øer (Als, Amager, Bornholm, Falster, Langeland, Lolland, Læsø, Mors, Møn, Samsø og Ærø). På øer som Anholt, Fanø og Rømø findes den ikke, sandsynligvis fordi der ikke findes egnede levesteder på disse øer. Den er gennem tiden også registreret på en række af de mindre øer (Bogø, Christiansø, Drejø, Femø og Lyø). Fra flere af disse (bl.a. Christiansø og Femø) er den forsvundet igen. Bestandene på flere af øerne er sandsynligvis et resultat af udsætninger – noget, som med sikkerhed

udbredelsen af gedde i danmark

Registreringer før 1996 Antal UTM-kvadrater: 391

Registreringer efter 1995 Antal UTM-kvadrater: 451

355

geddefamilien, esocidae Af Henrik Carl & Søren Berg Familien omfatter kun én slægt, Esox, med i alt 5 arter (Eschmeyer & Fong

der deles i underarterne E. americanus americanus (rødfinnet gedde) og E.

2010). Familiens nærmeste slægtninge og den eneste anden familie i gedde-

americanus vermiculatus (græsgedde). Helt ny forskning peger på, at de

ordenen, Esociformes, er hundefiskfamilien, Umbridae. López et al. (2000,

gedder, der naturligt findes i Italien, tilhører en selvstændig udviklingslinje,

2004) mener imidlertid, at to slægter af hundefisk, Novumbra og Dallia, bør

som muligvis bør betragtes som en separat art (Esox flaviae) (Lucentini et

inkluderes i geddefamilien.

al. 2011).

Geddefamilien er udbredt på den nordlige halvkugle, hvor arterne lever

De fem arter af gedder er meget ens i udseende og levevis. De er rovfisk,

i ferskvand (sjældnere brakvand). I Europa træffer man kun gedden (Esox

der alle har en stor, tandfyldt mund og en bred, flad snude. Ryg- og gatfin-

lucius), i Asien desuden amurgedde/sortplettet gedde (Esox reichertii), og

ner er lige store og placeret langt tilbage på kroppen. Flere arter er vigtige

i Nordamerika findes i alt fire arter – foruden gedden også østamerikansk

sportsfisk, og specielt gedden er i nogle dele af udbredelsesområdet også

gedde (Esox niger), muskellunge (Esox masquinongy) og Esox americanus,

en vigtig spisefisk.

350

Gedde Esox lucius Linnaeus, 1758 af søren berg

· hjemmehørende · ynglende · meget almindelig · 451 utm-kvadrater · op til ca. 150 cm · engelsk: pike · norsk: gjedde · svensk: gädda · tysk: hecht

Gedde på 53 cm fra en mose i Ballerup, 27. november 2009. foto: henrik carl.

systematik og navngivning Der er kun én slægt, Esox, som omfatter i alt 5 arter. Gedden er den eneste art i Europa. Den nærmeste slægtning er amurgedden, Esox reicherti, fra Asien og derefter den nordamerikanske muskellunge, Esox masquinongy (Grande et al. 2004).

Gedden kan hybridisere med samtlige andre Esox-arter.

Hybridisering med de tre øvrige nordamerikanske Esox-arter kendes fra naturen. Hybriden med amurgedde er skabt kunstigt. Alle hybriderne er sterile. Mest kendt er hybriden med muskellunge, der på grund af sine stærke stribede kropsfarver kaldes tigermuskellunge eller ”tiger musky”. Denne hybrid udmærker sig ved at have en hurtigere vækst end begge forældrearter og anvendes i USA i stort omfang til udsætning, bl.a. i områder, hvor bestanden af muskellunge er forsvundet (Raat 1988). Foruden hybrider findes der en genetisk variant, der efter sin kropfarve kaldes sølvgedde (Raat 1988).

De officielle danske navne er almindelig gedde eller blot gedde (Carl et al. 2004). Hvilket der skal bruges, afhænger af situationen (se Danske navne), men i de fleste sammenhænge kaldes den blot gedde. Dette navn har sin oprindelse i det oldnordiske gedda, som også er oprindelsen til de norske og svenske navne. Gennem tiden er navnet på dansk blevet stavet fx gede eller gjede, men disse stavemåder er nu gået ud af sproget (ODS 1918-56). Populært kaldes gedden på grund af sin størrelse og mundens form somme tider for ”de ferske vandes krokodille”.

udseende og kendetegn Gedden har et meget karakteristisk udseende, og den er let at kende fra alle andre danske ferskvandsfisk. Kropsformen er langstrakt, og hovedet er stort med en meget karakteristisk lang, flad snude og en stor, bred mund, tæt besat med tænder.

351

geddefamilien

160

årlig fangst – tons

140 120 100 80 60 40 20 0 1925

1930

1935

1940

1945

1950

1955

1960

1965

1970

1975

1980

1985

1990

1995

2000

2005

Den erhvervsmæssige fangst af gedder i kystfarvandene omkring Sydsjælland og Øerne 1929-2009. Nedgangen i fangstmængde efter saltslåningen i 1969 ses tydeligt. data fra fiskeridirektoratets fangststatistik, bearbejdet af lene jacobsen.

analyse af en række gennemførte projekter viste, at der kun i ganske få tilfælde var den forventede effekt af disse udsætninger. Derfor blev udsætningerne indstillet igen omkring 2005. Det anbefales i dag kun at anvende udsætning af gedder i nye eller genskabte søer, hvor udsætning kan være en effektiv metode til hurtigt at få en geddebestand etableret (Skov et al. 2006).

I akvakultur anvendes gedden kun i forbindelse med opdræt af yngel til udsætning. Opdrætstiden er som regel på højst 1 til 2 måneder til en udsætningsstørrelse på maksimalt 6-8 cm. Som foder anvendes dyreplankton og fiskeyngel. Der er tidligere med dårligt resultat udført forsøg med anvendelse af foderpiller (Raat 1988; Horvath et al. 1992), men senere forsøg peger på, at ny teknologi i akvakultur gør det muligt at anvende tørfoder med succes (pers. komm. Jacob Bregnballe).

I USA opdrættes der især store mængder af hybriden mellem gedde og muskellunge, tigermuskellunge, til udsætning med det formål at understøtte det rekreative fiskeri. I bl.a. Tyskland og Frankrig anvendes gedder i forbindelse med ekstensivt opdræt af karper. Der udsættes geddeyngel i karpedammene for at nedbringe antallet af uønskede fisk, som kan påføre karperne fødekonkurrence (Raat 1988). Geddens kannibalistiske levevis forhindrer effektivt enhver mulighed for kommercielt opdræt af gedder til konsumstørrelse (Horvath et al. 1992; Mann 1996). Ved opdræt af yngel til udsætning er en halvering af antallet hver uge som følge af kannibalisme ikke usædvanlig.

Lystfiskeri efter gedder er en af de mest udbredte former for rekreativt fiskeri i vore ferske vande. Det kan udøves med succes af både børn og voksne såvel som af den målrettede

366

Udsætning af geddeyngel i Torup Sø. Fra begyndelsen af 1990’erne og frem til 2005 blev gedder udsat i forbindelse med biomanipulation. Nu udsættes yngel som hovedregel kun i nye eller genskabte søer. foto: søren berg.

gedde

Geddefiskeri er en af de mest populære former for rekreativt fiskeri. Her har en gedde kastet sig over en såkaldt ”jerkbait”. foto: marcus krag.

Det såkaldte gællegreb er en god og skånsom måde at lande de større gedder – her en fisk på 6,5 kg. Metoden kræver dog lidt forsigtighed. foto: kristian meier.

specimenfisker. Geddefiskeris store popularitet skyldes flere forskellige forhold. Først og fremmest er gedden en almindeligt forekommende fiskeart i både søer og vandløb og dermed nem at opsøge og billig at få lov at fiske efter. Og da en lille lokal sø eller mose sagtens kan indeholde en rekordstor gedde, er der mange attraktive fiskevande at vælge imellem. Hertil skal lægges, at gedden er en rovfisk, der kan opnå en i de fleste menneskers øjne imponerende størrelse og som fighter godt.

Endvidere kan gedder fanges med en bred vifte af agn, fx blink, spinner, wobler samt levende eller død naturlig agn.

I de senere år har fluefiskeri og fiskeri med såkaldte jerkbaits (ske-løse woblere) fået mange tilhængere. Grundet geddens forkærlighed for at opholde sig i bredzonen kan den ofte fanges fra land. Den mere målrettede fisker vil dog som regel anvende båd, flydering eller lignende. Gedder er generelt forholdsvis nemme at fange på lystfiskergrej. At fiske målrettet efter store gedder er dog en udfordring, som kræver stor erfaring. Heri ligger udfordringen for specimenfiskeren.

Det meste lystfiskeri foregår i vinterhalvåret, når vandet klarer op, samt i maj måned, hvor gedderne er sultne efter legen. Grejet til geddefiskeri afhænger meget af metoden.

Spinnefiskeri fra land kræver blot en almindelig spinnestang.

Fiskes der med store agn, vælger de fleste lidt kraftigere grej.

Geddens tænder nødvendiggør et forfang (stålwire eller kraftig fluorcarbon-line), da man ellers let risikerer at få bidt linen over. Fiskeri med naturlig agn foregår oftest med fisk (oftest skaller) på 100-300 g. Under fiskeri med død agn er stærkt lugtende agn som sild, makrel og smelt ofte mest effektive. De fleste fisker med et dobbelt krogsæt bestående af to trekroge.

Dermed kan modhugget ske straks efter hugget, hvorved man undgår dybe krogninger, hvor gedden ikke kan genudsættes.

Landingen bør, hvis gedden skal genudsættes, ske i et stort knudeløst net eller med det såkaldte gællegreb, hvor man fører hånden op langs indersiden af gællelåget. Sidstnævnte kræver en del erfaring, hvis man skal undgå nærkontakt med geddens tænder og eventuelle kroge. De tidligere så populære gafkroge bør kun anvendes, hvis gedden skal aflives og spises.

Kombinationen af høj fangbarhed, god tilgængelighed og et generelt lavt individantal betyder, at det er muligt at overfiske bestanden af større gedder i en sø alene ved lystfiskeri.

I søer, hvor der drives intensivt lystfiskeri, kan det derfor være nødvendigt at indføre restriktioner på, hvor mange gedder hver enkelt lystfisker må hjembringe. Tyske undersøgelser har vist, at det er muligt at sikre de store individer i en geddebestand ved at indføre et såkaldt fangstvindue, hvor kun gedder mellem fx 50 og 75 cm må hjemtages (Skov et al. 2008a).

Dødeligheden blandt gedder efter genudsætning er heldigvis meget begrænset, hvis fisken behandles skånsomt. Kun 2 % af 416 gedder døde inden for en time efter genudsætning.

Dødeligheden var størst blandt de fisk, der havde blødt, hvilket oftest sker, hvis fisken kroges dybt. Hvor gedderne blev kroget, afhang i høj grad af agnen. Store spinnere og woblere var de mest skånsomme agn. En tidligere udbredt opfattelse af, at gedder overlever bedst, hvis man efterlader krogen i fisken, er ikke korrekt. I undersøgelsen døde 83 % af disse fisk i løbet af den følgende tid (Skov et al. 2008b). Endvidere bør den tid, gedden holdes ude af vandet, være højst 1-2 minutter (Arlinghaus et al. 2009).

367

solaborrefamilien

udseende og kendetegn Solaborrens krop er høj og stærkt sammentrykt. Gællelåget er uden pig, men er forlænget i en forholdsvis kort bagudvendt afrundet ”ørelap”, der ofte er sort i midten med en hvid eller gullig kant og en rød plet bagest (Scott & Crossman 1973).

Sidelinjen buer opad og er fuldstændig med 35-47 skæl. Den forreste, pigstrålede rygfinne er sammenvokset med den bageste, blødstrålede rygfinne. Bugfinnerne sidder langt fremme, næsten under basis af brystfinnerne. Brystfinnerne er lange og udgør mellem 1/4 og 1/3 af standardlængden (længden fra snudespids til basis af halefinnestrålerne). Gatfinnen har forrest 3 pigstråler. Halefinnen har kun en svag kløft. Gællegitterstavene er korte og knoppede. Munden er forholdsvis bred med små, nåleagtige tænder. Ryg og sider er spættede gulbrune eller grønlige, siderne ofte med orange pletter og hos hunnerne og ynglen ofte med talrige lodrette bånd. Bugen er orange eller gullig. På hoved og gællelåg findes bølgede, blålige striber, der er tydeligst hos voksne hanner.

I sit naturlige udbredelsesområde bliver solaborren normalt højst 25 cm og i sjældne tilfælde op til 40 cm og 630 g. Fra Danmark kendes ikke eksemplarer over 20 cm.

Forvekslingsmuligheder Solaborren kan lettest forveksles med aborrefisk som hork og aborre, men med sin sammentrykte kropsform, gællelåget forlænget til en ”ørelap” og de specielle farvetegninger bør man ikke være i tvivl.

udbredelse Generel udbredelse Solaborren stammer fra Nordamerika, hvor den oprindeligt var udbredt fra det østlige USA til det sydøstlige Canada (Page & Burr 1991). Ved menneskets hjælp har den spredt sig til andre dele af Nordamerika samt til Mellem- og Sydamerika. Også i flere asiatiske og afrikanske lande har arten etableret sig (Welcomme 1988). Allerede i slutningen af 1800-tallet blev

Voksen solaborre fra akvarium med den karakteristiske røde plet på den sorte ”ørelap”. foto: bernt rené voss grimm.

554

almindelig solaborre

arten indført til Europa, og den har siden etableret sig i mindst 28 europæiske lande, fortrinsvis i Mellem- og Sydeuropa. Fra Skandinavien kendes den fra Danmark og Norge.

Udbredelse i Danmark Solaborren blev først fundet i naturen herhjemme i begyndelsen af 1980’erne, da et enkelt eksemplar blev fanget i en ruse i den nedre del af Skjern Å (Jensen 2002). I 2003 blev et større antal solaborrer observeret i en sønderjysk put-and-take-sø.

Det er usikkert, om fiskene ynglede på lokaliteten, og efter udsætning af gedder forsvandt de tilsyneladende kort herefter.

Omtrent samme år skulle en selvreproducerende bestand i en mindre sø nær Hillerød have været så stor, at ejeren leverede fisk til et nærliggende havedamscenter. Solaborrerne fra dette havedamscenter ynglede efterfølgende i en række havedamme, hvoraf forfatteren erhvervede sig flere eksemplarer. I sommeren 2006 blev en tæt bestand af ynglende solaborrer (udsat i 2003) opdaget i en midtjysk put-and-take-sø (Jensen et al. 2007b), en

bestand, der stadig findes (2011). En put-and-take-ejer vurderede på det tidspunkt, at solaborrer var udsat til bekæmpelse af karpelus i ca. 10 jyske put-and-take-søer, og rygter vil vide, at en fynsk put-and-take-ejer ligeledes har udsat solaborer med samme formål. Senere i 2006 blev solaborrer i et mindre antal fundet i to put-and-take-søer med forbindelse til Gudenå-systemet, i en nordsjællandsk sø samt i en sø på Djursland. Sidstnævnte fremgår ikke af udbredelseskortet, da den præcise beliggenhed er ukendt. I juli 2007 blev et enkelt eksemplar fanget i en ruse i Ribe Vesterå, og i 2008 er arten fundet i henoldsvis en midtjysk put-and-take-sø og Hvedstrup Gadekær på Sjælland. I gadekæret var der tale om en stor, ynglende bestand, men da gadekæret blev ramt af omfattende fiskedød i vinteren 2009-10, hvor også solaborrer blev fundet døde, er det usikkert, om arten stadig findes på stedet. Den seneste kendte fangst af solaborrer stammer fra Østerbjerge Bæk nær udløbet i Skjern Å, hvor medarbejdere fra Danmarks Center for Vildlaks under elfiskeri fangede to eksemplarer i august 2010.

finnestråle- og hvirveltælling hos almindelig solaborre rygfinnestr.

halefinnestr.

gatfinnestr.

brystfinnestr.

bugfinnestr.

hvirvler

fra 10 danske fisk

1.: X-XI 2.: 10-11

7-8 + 16-17 + 6-8

III + 10-11

12-14

I+5

12-13 + 18-19 = 30-31

fra litteratur

1.: X-XII 2.: 10-12

-

III + 8-11

12-14

I+5

28-30

Røntgenfoto af almindelig solaborre på 11,3 cm fra Ribe Vesterå, 25. juli 2007. foto: jørgen g. nielsen.

555