IPmonopolet #28 by IPmonopolet

IPmonopolet Tidsskrift om international politik

TEMA

VERDEN ANNO 2030 DR ÆBERROBOTTERNE KOMMER ...

Hvem skal have lov til at udvikle teknologier, der tager menneskeliv?

SNOWDEN AND THE SURVELLIANCE STATE

Ville vi acceptere omvendt magtbalance, hvor borgere kan opnå fuld transparens til statshemmeligheder?

ER DIN LØN FAIR? Emma Holten og den feministiske økonomi

28. udgave, November 2020

Træt af afstanden til aktørerne? I Danish Students Abroad (DSA) tror vi på, at alle studerende gavner af at studere i udlandet, selvom Danmark er det eneste sted i Vesteuropa, der ikke har en internationaliseringsstrategi for uddannelser - med undtagelse af Vallonien. Så meld dig ind i DSA i dag og se hvordan vi kan hjælpe dig med at give din uddannelse et internationalt islæt. Og meld dig samtidigt ind i kampen for bedre rammer for internationalt orienterede studerende. dsabroad.dk /DSAbroad

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

LEDER M

an kan ikke spå, hvad fremtiden bringer. Det er år 2020 måske det klareste bevis på. Den 10. marts i år var hele Danmark klar til at lade træerne springe ud og nyde foråret i fulde drag. Den 11. marts så verden som bekendt fuldstændig anderledes ud. Det gjorde den også for IPmonopolet. Som forening er det svært at overleve, når man ikke må samles, når energien fra menneske til menneske er nødsaget til at transcendere en computerskærm. Alligevel har arbejdsomhed, stædighed og omstillingsparathed ledt til, at du i dag kan sidde og læse over 50 sider om international politik skrevet af studerende – for studerende. Verden forandrer sig, også når vi skal være sammen hver for sig, og derfor skal vi fortsætte med at berette om den. Kinas maritime strategi, danske ambassaders opgaver, forholdet verdens stormagter imellem, selve international politik som fagdisciplin - alt sammen forandrer det sig. Disse forandringer og flere til beretter IPmonopolets studenterjournalister om i nærværende magasin. International politik fortsætter ufortrødent, og det samme gør IPmonopolet. Verden brænder stadig bag det røgslør, coronaen har lagt nedover verdenssamfundet som helhed. Derfor er vores rolle nu vigtigere end nogensinde før. Vi vil formidle international politik, som vi ser det – og som vi ser det udvikle sig i en verden post corona. En verden efter forsamlingsforbud og lovpligtige mundbind. IPmonopolet kan ikke spå om den verden - vi har ingen krystalkugle. Men hvis medier ikke beretter om, hvor verden er på vej hen, kan vi heller ikke forsøge at sætte vores præg på den. På en verden anno 2030. God læselyst. Marcus Hornum Bing & Anne Emilie Hansen, chefredaktører

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

INDHOLDSFORTEGNELSE 4

VERDEN ANNO 2030

10 16

Dræberrobotter - Dilemmaerne om robotter, der skal tage menneskeliv af Lasse Koch Pedersen Iran & USA - Nyt årti, ny krig?’ af Sara Kirstine Ørnstrup

Overvågningsnetværket er over os: Skal vi igen have en automatisk telefonsvarer til at melde, at vi overgiver os? af Lucas Honoré

Mogens Jensens plan for ligestillingen Ambitiøs på verdenssamfundets vegne? af Maja Lorentzen

Kinas maritime strategi: Alt du behøver at vide af Caroline Voigt Christjansen

Et portræt med IP1’s unge løve af Marcus Hornum Bing & Frederik Valeur

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Ambassader i krisetid, Tokyo af Jacob Christian Brandt

Er din løn egentlig fair? Emma Holten om den feministiske økonomi af Julie Stendahl Ottesen

International politik udenfor ambassader & udenrigsministerier af Marcus Hornum Bing

Oplevelse af at være praktikant i Libanon, mens der bryder en krig ud af Josefine Betak Højbjerg

Eurovision: International Politik iklædt pailletter & popmusik af Anne Emilie Hansen

La Révolution 2.0 af Jeppe Solgaard Agertoft

Praktik, pandemi på trods. Beretning fra en forandret hverdag i Washington DC af Mads Wædegaard

Paris som Europas nye finansielle hovedstad post Brexit af Tobias Havsteen Hede

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

AMBASSADER Vi har hørt meget om dem under coronakrisen: Danske ambassader, hvor de ansatte knokler for at hjælpe danske statsborgere hjem eller i sikkerhed under coronakrisen. Men hvordan oplever de udsendte danskere på ambassaderne skiftet fra hverdag til coronakrise? IPmonopolet bringer i dag en beretning fra statskundskabsstuderende og praktikant på den danske ambassade i Tokyo Jacob Christian Brandt. Nedenstående indlæg er udtryk for skribentens private holdning og oplevelse. AF JACOB CHRISTIAN BRANDT

eg bestrider posten som praktikant på ambassadens afdeling for Politik & Økonomi, hvor størstedelen af arbejdet drejer sig om at skabe politisk samarbejde mellem Danmark og Japan. Dertil skulle mine opgaver dreje sig om besøgsaktiviteter fra danske politikere til Japan. Derfor var der i januar lagt op til et brag af et forår med masser af politiske aktiviteter og ikke mindst De Olympiske Lege som rosinen i pølseenden, inden mit ophold slutter til august. Her i begyndelsen af april ser mit praktikophold pludselig meget anderledes ud. Ved min ankomst i Tokyo kørte hverdagen på fuldt blus i Tokyo og mine kollegaer på ambassaden fortalte mig, at det var helt normalt, at ca. 1/3 af Tokyos beboere bar mundbind på denne årstid. Japanerne vil nemlig ikke smitte andre, hvis de oplever sygdomstegn i influenza-sæsonen. Der bliver ligeledes set skævt på folk, der pudser næse, hoster og nyser i den offentlige transport. Man vasker også hænder inden spisning, hilser ved at bukke (og ikke røre) og generelt holder japanerne hygiejnen i top og afstand til hinanden. Et shopping-område i Asakusa d. 22. marts 2020: Mundbind men ikke nedlukning.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

I KRISETID

Foto: Jacob Christian Brandt

Efter en uge af mit ophold var gået begyndte enkelte alarmklokker at give lyd fra sig. Man kunne i aviserne læse om krydstogtskibet Diamond Princess, der lå til anker i Tokyo-bugten, hvor flere af passagerne var begyndt at udvikle og smitte hinanden med coronavirus. Denne småsensationelle historie kan være svært at huske her to måneder efter, men det var altså big news dengang. I løbet af februar begyndte smitten så småt at sprede sig i Japan, og det førte til, at premierminister Shinzo Abe d. 28. februar anmodede landets skoler om at holde lukket frem til starten af april. På daværende tidspunkt var 190 personer testet positive for COVID-19 i Japan. Det tvang mange forældre til at arbejde hjemmefra, hvilket har sænket presset på den offentlige trafik i Tokyo, hvor man ellers står som sild i en tønde i byens metrovogne. Kort efter hamstrede japanerne én vare: Toiletpapir. Et rygte på internettet gik på, at Østasien var ved at løbe tør for alle papirprodukter. Det var de ikke. Generelt kørte hverdagen i Japan på halvt blus herfra. På ambassaden kunne virussen mærkes i form af et fald i aktiviteter, møder og arbejdsopgaver. Men hverdagen fortsatte ufortrødent, og ambassaden havde sågar besøg fra studierejser fra jurastuderende på KU og flere gymnasieklasser, der altså lige nåede at komme på besøg, inden hele verdenssituationen tog en ny drejning.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

Midt i marts kom Mette Frederiksens nu famøse nedlukning af Danmark. Pludselig var opmærksomheden skiftet fra Østasien, hvor jeg selv befandt mig til Danmark, hvor mine venner og familie bor. Og det føltes mærkeligt at se sit land slutte sig sammen om at blive hjemme for at bekæmpe virussen, alt imens livet fortsatte i Tokyo med masser af mennesker på gaden og i sushi-restauranterne. Kort efter kom Udenrigsministeriets opfordring til at undgå alle unødvendige rejser. Desværre førte dette til, at vi praktikanter ikke kan få besøg lige foreløbig. Det skabte også et vist pres på ambassaden, der pludselig fik som arbejdsopgave at hjælpe de over 1000 danskere, der havde skrevet sig op på Udenrigsministeriets Danskerliste, med at komme hjem, inden al flytrafik blev indstillet. Dette arbejde tog de erfarne konsulære kræfter på ambassaden sig af, mens jeg som praktikant har assisteret i at rapportere hjem til København om de japanske tiltag under corona-krisen, som på daværende tidspunkt jo var rimeligt begrænsede sammenlignet med Danmark og Europa i hvert fald. Det kom ikke som en overraskelse, da premierminister Abe sammen med IOC besluttede at udskyde OL i Tokyo til sommeren 2021. Alligevel føltes det som et samurai-sværd i maven på mit praktikophold, hvor aktiviteterne netop

skulle have drejet sig om forberedelserne op til og afholdelsen af jordens største sportsbegivenhed med politiske højniveaubesøg fra hele verden. Derved bliver mange af ambassadens kommercielle og strategiske målsætninger for året 2020 udskudt til næste år, ligesom vi kan forberede os på en stille sommer på kontoret. Et par dage efter udskydelsen begyndte smittetallet i Tokyo at stige drastisk, og d. 8. april har Japans regering indført krisetilstand i bl.a. Tokyo, der dog ikke rokker fundamentalt ved hverdagens tilstand, idet der ikke kan udstedes forbud mod hverken udgang eller forsamling. Den japanske regering har generelt været tilbageholdende med at foretage indgreb, der for alvor sætter begrænsninger på borgernes frihed – og ikke mindst på økonomiens velvære. Japans økonomi, verdens tredjestørste, har været stagneret i 25 år, og Abe frygter højst sandsynligt, at han i sin rekordlange regeringsperiode ikke formår at få gang i økonomien og få Japan tilbage til fordums storhed. Derfor vil regeringen i sin nyeste økonomiske hjælpepakke bruge et beløb på op mod 20 pct. af Japans BNP på at stimulere økonomien. Nu bliver det spændende at se, hvor langt den japanske regering vil gå for at inddæmme smitten. Derefter bliver det spændende at se, hvor længe Japan kan holde til at køre på halvt blus.

Jacob Christian Brandt er studerende på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han er i første halvår af 2020 praktikant på den danske ambassade i Tokyo, Japan.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

DRÆBERROBOTTER

DILEMMAERNE OM ROBOTTER DER SKAL TAGE MENNESKELIV

AF LASSE KOCH PEDERSEN

Nogle kalder dem dræberrobotter, blandt fagfolk kaldes de for “Lethal Autonomous Weapons” (LAW) eller bare autonome våben. I 2030 kan de komme til at skabe store konflikter i international politik. Jeg har snakket med Adam Moe Fejerskov, som er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om hvilke udfordringer og dilemmaer, der er med autonome våben.

dam Moe Fejerskov, som forsker i krydsfeltet mellem teknologi og international politik, definerer autonome våben som: ”våbensystemer, der selv tager beslutninger om, hvem og hvorvidt der skal angribes. Ikke den slags våben der hovedsageligt eksisterer i dag, nemlig semi-autonome våbensystemer, hvor en person skal trykke knappen for at udføre et angreb.”

Han tilføjer yderligere: ”Vi har endnu ikke nogen fuldt ud autonome våbensystemer, men vi ser i stigende grad, at visse våben nærmer sig dem.” De autonome våben har en kognitiv kapacitet, der gør dem i stand at vurdere komplicerede situationer og tage beslutninger om at dræbe mennesker, uden at mennesket manuelt er inde over processen. Det er yderst effektive, men farlige krigsmaskiner. Og om udviklingen af autonome våben fortæller Adam Moe Fejerskov: ”Autonome eller teknologisk avancerede våbensystemer kommer til at spille en stigende rolle i international

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

politik. De udvider mulighederne for, hvordan og hvorhenne man kan angribe.”

USA er førende udbredelsen er bekymrende Som oftest, når det kommer til udviklingen af våben og militær, er USA førende på området: ”Der er ingen tvivl om, de er foran alle andre. De har den stærkeste teknologi, og de er de eneste, der for alvor kan sætte de her våben i spil rundt om i verden.” fortæller Adam Moe Fejerskov. For ham at se, er den største udfordring ikke, at de intelligente våben bliver mere teknologisk avancerede og farlige. Det er først, hvis de udbredes i hele verden, at vi bevæger os ind i en usikker fremtid: ”Lande som Indonesien, Indien eller Pakistan har massive droneprogrammer, hvor de udvikler deres egne droner, ligesom ikke-statslige grupper over hele verden i stigende grad har adgang til dem.”

Heri kan der ligge en stor risiko. F.eks. er det ikke alle aktører i international politik, der følger reglerne for retfærdig krig. Og de autonome våben kan misbruges, påpeger Adam Moe Fejerskov: ”De muliggør alle typer konflikter og giver mindre grupper en mulighed for at ramme langdistance eller svært tilgængelige mål.”

Fred i staternes egen-interesse Alligevel er de internationale konventioner for retfærdig krig stadig det bedste bud på en løsning ifølge Adam Moe Fejerskov: ”Udviklingen af robotteknologi, AI, etc. kan ikke styres, kontrolleres eller holdes tilbage, hverken af FN, NATO eller nogen andre institutioner. Så den vigtigste lovgivning er for mig dem, der forsøger at håndtere krigens regler, civiles rettigheder og lignende, altså Geneve-konventionen og den række af konventioner, der ligger på området.” Hvis staterne kan se en gevinst i at overholde disse regler, så vil det være en fundamental del af løsningen på den fare, som autonome våben ellers repræsenterer. Politisk er det også et spørgsmål om, hvem der har lov til at udvikle og anvende disse våben. Måske er det muligt at have mere kontrol med producenter, købere og besiddere af våbnene.

Hvis mange stater har interesse i at afholde uberegnelige gruppe-aktører fra at få fat i våbnene, kunne øget kontrol være et redskab. Men det kræver et omfattende samarbejde og tillid, som for tiden er svær at spore i international politik.

Robotter der tager beslutninger om menneskeliv Adam Moe Fejerskov forholder sig også til den grundlæggende etiske diskussion om forholdet mellem robotter og mennesker: “Der jo en lang række af ekstremt interessante og relevante etiske diskussioner om, hvorvidt en robot må have lov til selv at vælge, hvem der skal dø, og hvem der skal leve.” Her mener han af princip, at autonome våben bør forbydes. Men han tilføjer hurtigt “det er bare en idealistisk holdning. Disse teknologier er umulige at regulere”. Igen må vi sætte vores lid til staternes egen-interesse, og det fælles samarbejde det kan udmønte sig i. Det fælles mål om at undgå de konsekvenser, som krigsførelse og ukontrolleret våben-udbredelse uden normative principper og regler, vil have.

Lasse Koch Pedersen studerer statskundskab på Københavns Universitet.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

ER DIN LØN EGENTLIG FAIR?

EMMA HOLTEN OM DEN FEMINISTISKE ØKONOMI

Der er stadig lang tid til, at vi i Danmark kan sige, at køn er ligegyldigt for hvad du tjener. På tværs af alle jobtyper og sektorer tjener mænd stadig 6 procent mere end kvinder pr. time, og hvis man ikke tager højde for antal timer og erhverv, tjener mænd hele 22 procent mere end kvinder. Derfor har IPmonopolet taget en snak med dansk feminismes grand old woman, Emma Holten. Her snakker vi om feministisk økonomi, og hvordan den kan have redskaberne til at løse problemerne med ulige løn. AF JULIE STENDAHL OTTESEN

oruden at være ekspert i feministisk økonomi, er Emma Holten medlem af Advisory Board hos den feministiske tænketank Tora, og arbejder til daglig som kønspolitisk rådgiver i NGO’en Oxfam Ibis. Holten trådte for første gang ind på den danske debatscene i 2014 med sit projekt ’Samtykke’, og har sidenhen været en af de førende samtalestartere om feminisme, både inden- og udenlands. Hun møder mig på en varm maj-dag på sit kontor på ved Rådhuspladsen. Vi drikker vores Lipton-te i et lille mødelokale, og Holten lægger ud med at fortælle hvordan hun mener at socialisme og feministisk økonomi hænger tæt sammen, og også tit overlapper. Det sker når hun ikke kan finde svar på ligestillingskampens udfordringer i vækst i BNP eller trickle-down økonomi. I stedet ser hun mod en mere lige fordeling af økonomiske goder gennem højere skat, og indførelse af nogle helt andre parametre for vækst end produktion, eksempelvis ved at tid og omsorg bliver lige så vigtigt, som tallene på lønsedlen.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Hun kategoriserer sig selv som ’materialistisk feminist’, der tager udgangspunkt i magtforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Og ja, det er med inspiration fra de gamle Marx og Engell, forfattere til ”Det kommunistiske manifest”. Kønnene er altid formet efter de økonomiske og politiske omstændigheder, der gør sig gældende i samfundet. Der har været forsøg på at splitte ligestilling fra politik og økonomi, og gøre det til et neutralt mål som alle stræber efter. Men det usynliggør, hvor politisk ligestilling faktisk er, og hvor dybt i vores økonomiske og sociale systemer, uligheder mellem kønnene er. Når man derfor spørger Holten om hvorvidt kvinder skal ligestilles med mænd, er svaret derfor: hvilken mand? Fabriksarbejderen, politibetjenten eller bankdirektøren? Hver person har nogen de udnytter magt udover, og får samtidig udøvet magt udover sig. Det er nødvendigt også at tænke over disse magtforhold i ligestillingsdebatten.

HVAD ER VIGTIST:

PENGE ELLER TID?

For hende kan feministisk økonomi eksemplificeres ved et spørgsmål om hvorvidt løn er fair: ”Afspejler det helt præcist hvad folk laver? Der er en ide om at ”det frie marked” altid kommer til at lave løn der afspejler folks faktiske indsats og værdi og hvis en person tjener meget, er de fordi de er værdifulde og produktive. I feministisk økonomi sætter vi spørgsmålstegn til de hierarkier” markerer Holten med hænderne foran sig. Løn er ikke altid fair, nogle gange er den et produkt af magtstrukturer og ulige forhold. Eksempelvis er overenskomster forhandlet gennem et politisk spil, hvor bestemte befolkningsgrupper favoritiseres, og andre overses.

Et eksempel på dette er tjenestemandsloven fra 1969, der bestemmer lønnen for tjenestemænd og offentlig ansatte. Den er en af årsagerne til de 22 procent som mænd tjener mere end kvinder, da loven aflønner maskuliniserede erhverv højere end feminiserede erhverv. Derfor er en politibetjents løntrin 18 procent højere end en sygeplejerskes, og loven medfører også at sygeplejersker ikke har mulighed for at stige i anciennitet (at stige i løn, som følge af år brugt på arbejdspladsen), ligesom politibetjentene har. Det til trods for at sygeplejesker og politibetjente har samme uddannelsesniveau. En del af forklaringen på dette, er at omsorgsarbejde i 60’erne gik fra at være under den ulønnede husmors regi, til at blive en del af den ekspanderende velfærdsstat. Det sendte kvinderne ud på arbejdsmarkedet, men gav stadig de klassiske ’kvindejobs’, som pædagog og social- og sundhedsassistent, lavere løn end jobs af tilsvarende uddannelse. Eksempelvis tjener folkeskolelærere mere end sygeplejesker, da der var flere mænd i lærergerningen i 1969. Så når mænd tjener 22 procent mere end kvinder, kommer det også tit an på hvordan de traditionelt kvindedominerede fag prissættes lavere end mandsdominerede fag. At vi i Danmark giver lavere løn til jobs hvor pleje og omsorg er i fokus, siger meget om hvordan vores kultur værdsætter omsorgsarbejde. Men pointen med den feministiske økonomi er ikke at alle skal tjene mere, for at forbruge mere. I stedet skal vi stile mod et bæredygtigt samfund, hvor lykken ikke gøres med flyrejser til Thailand og et uhæmmet forbrug af Kähler-vaser. Som en kritisk teori, giver den feministiske økonomi heller ikke nødvendigvis et utopisk endemål, men skal mere bruges som et redskab til vejen mod et mere bæredygtigt og ligeværdigt samfund. Det gør den, ved hele tiden at udpege og fortælle om diskrimination og forskelsbehandling, og forsøge at give en løsning på dette problem.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

UD MED FORSØRGEREN Uanset hvilket jobs man vælger som kvinde, så tjener mænd (fraregnet de højeste 10 procent af indtjenende) pr. time stadig 6 procent mere end kvinder. Hvorfor tror du, at tallene er sådan? Holten: ”Man plejer at sige mænd arbejder mere. Det er også rigtigt. Mænd arbejder mere lønnet – faktisk arbejder de næsten præcis mere (lønnet, red.) end kvinder arbejder hjemme (ulønnet, red.)”. Helt præcist referer Holten til 55 minutter mere om dagen, hvor mænd i gennemsnittet arbejder videre på kontoret, mens kvinderne dropper det sidste møde for at hente børn og starte en kogevask derhjemme. Det understøttes af tal fra Rockwool-fonden, der viser at 42, 3 procent af kvinder bruger mere end 3,5 timer om dagen på husarbejde derhjemme, men kun 27, 9 procent af mænd bruger samme mængde tid på husarbejdet. 40, 3 procent af mænd bruger til gengæld mindre end halvanden time, mens det kun gælder for 23, 6 procent af kvinderne. Holten: ”Det grundlæggende problem er den ulighed der opstår ved, at samfundet et bygget op om en forsørger og en omsorgsperson. Det forventes at der er nogen der har tid til det her (husarbejde, red.)”. Derfor har Holten også arbejdsdagens opdeling under luppen, og ser muligheder i at den feministiske økonomi undersøger den mere: ”Arbejderbevægelsens store kamp var otte timers arbejde, otte timers fri og otte timers søvn. Problemet med den her arbejdsdag er bare, at den er lavet ud fra, at du havde en kone der ikke arbejdede. Intet sted bliver der taget højde for at der i et hjem er ekstremt meget arbejde, hvis begge forældre arbejder”.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Men er det ikke okay at vælge omsorgen til? Kvinder har vel ret til at fravælge karrieren, og bruge tid på hjemmet og børnene? Det er vel deres eget frie valg? ”På den korte bane er dine muligheder for at tjene penge i samfundet din billet til din personlige frihed, og at prioritere omsorgsarbejde derhjemme gør dig afhængig af din partner. Vi har en økonomisk ulighed i at kvinder har 300.000 mindre end mænd i pension, og at de går 30 procent ned i løn efter deres første barn, og bliver resten af livet 20 procent under deres forventede lønniveau. Så uanset om det er et frit valg eller ej, udfører kvinder arbejde som nogen skal lave og bliver fattigere af det”.

barsel øger mænds rettigheder til at se deres børn, og giver samtidig en mere fair fordeling af omsorgsarbejdet derhjemme”. De 20 procent som kvinder mister af deres livsindtægt ved fødslen af deres første barn, ser man ikke hos mænd, hvis liv og arbejde stort set er uændret uagtet børn. For mange mænd betyder den større mængde tid på arbejde at de giver køb på tid og bonding med deres børn, som bruger mere tid med mor”.

OG HVAD GØR MAN SÅ? Så hvad gør man for at udligne denne lønforskel? For Holten er det lige til: ”Jeg vil gerne have mændene mere hjem”, og barslen er en af de mest indflydelsesrige redskaber i kampen for lige løn. Derfor påskønner Holten også det nye direktiv fra EU, der giver to måneder øremærket barsel til far, og som senest skal være implementeret i 2023: ”Det vi ser blandt veluddannede heteroseksuelle par i urbane områder, er en øget ligestilling gennem mere barsel til far. Det ses også i hvordan omsorgsarbejdet fordeler sig bagefter. Mænd med lav uddannelsesgrad tager dog ekstremt lidt barsel. 2-3 uger cirka, og det har varige konsekvenser for deres tilknytning til børnene”. Til trods for dette intersektionelle problem, kan man dog håbe at øremærket barsel imødekommer nogle af udfordringerne. ”Øremærket

Barsel er dog ikke nødvendigvis noget kvinder vil slippe fra – snarere tværtimod. 65 procent af mandlige HK-medlemmer i den private sektor følte ikke de fik nok barsel, og de adspurgte mænd pegede på kulturelle forventninger på arbejdspladsen og i hjemmet som årsag. Tit ville moren ikke af med sin barsel, og mændene følte det var ekstremt svært at bede chefen om, fordi det ville få konsekvenser for deres karriere. ”I feminismen mener vi begge forældre er lige vigtige for barnet, men det afspejler loven bare ikke. Overhovedet”. En kortere arbejdsuge, hvor forældrene tjener mindre, men til gengæld er mere sammen med deres børn, kan også være en del af løsningen. Det kan skabe den fornødne kulturændring, hvor begge forældre løfter lige meget af det ubetalte husarbejde. For Emma Holten er drømmesamfundet et sted, hvor BNP er baseret på services frem for produkter, og hvor alt ikke skal vækste på bekostning af nogens ve og vel.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

IRAN & USA NYT ÅRTI, NY KRIG? REPORTAGE FRA INTERNATIONAL DEBATS ARRANGEMENT d. 25. februar 2020 AF SARA KIRSTINE ØRNSTRUP

oreningen International Debat, som holder til på Institut for Statskundskab, afholder med jævne mellemrum debatarrangementer om de mest aktuelle temaer indenfor international politik. I denne omgang handlede debatten om den seneste udvikling i konflikten mellem Iran og USA. Medvirkende i debatten var Ole Wæver, professor i international politik på Institut for Statskundskab, Philip Christian Ulrich, cand. Mag. I amerikanske studier og udenrigsredaktør for Kongressen. com, og Claus Valling Pedersen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, med ordstyrer Isabel Bramsen, forsker ved center for løsning af international konflikt (CRIC). Den 3. januar 2020 vågnede mange fra de sidste nytårstømmermænd til Facebook-vægge og Twitter-feeds der proklamerede, at 3. verdenskrig nu ville bryde ud. Natten til d. 3. januar havde USA gennemført et missilangreb mod den højtstående og indflydelsesrige iranske militærgeneral Qassem Soleimani udenfor den internationale lufthavn i Baghdad. Iran svarede igen med kalkulerede missilangreb mod amerikanske militærbaser uden dødsfald til følge. Modsvaret blev af nogle tolket som en krigserklæring, af andre som et uundgåeligt og tilnær-

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

melsesvist fredssignalerende svar på en uforudset og politisk utilgivelig handling. Spørgsmålet er nu, hvordan situationen vil udvikle sig fremadrettet. Selvom atomaftalen mellem Iran og USA nu uigenkaldeligt er revet itu, så fylder #WW3 alligevel ikke meget i medierne længere. Skal vi tolke stilheden som et tegn på en ny stabilitet, eller er det ikke andet end stilhed før stormen? Debatten i CSS’ bygning 35 blev denne aften åbnet med en afklaring: General Soleimani var ikke, som medierne ellers yndede at betegne ham, den 2. eller for den sags skyld 3. vigtigste mand i Iran. Han var først og fremmest et instrument, dernæst et symbol, understregede Claus Valling Pedersen. I den iranske befolknings kollektive bevidsthed havde general Soleimani antaget næsten mytisk karakter efter sine mange år i Revolutionsgarden. Det var ikke hans funktion som general, der var betydningsfuld (den post er allerede besat af en ny), men hans status som legende, og hans død udløste derfor både forskrækkelse og sorg i befolkningen. Regeringen forsøgte at udnytte den symbolske og potentielt samlende kraft i Soleimanis pludselige bortgang, men efter nedskydningen af et ukrainsk passagerfly, hvoraf en stor del af passagererne var iranere, mistede regeringen den smule gunst de havde vundet blandt borgerne.

Dette mismod blandt borgerne er ikke nyt, tværtimod er det kun vokset de seneste år. Utilfredsheden med magthaverne skal dog ikke forveksles med velvilje overfor den vestlige verden. De økonomiske sanktioner, som USA har pålagt Iran efter atomaftalens ophævelse, har ramt den generelle befolkning hårdt. Det øger ikke iranernes tro på revolution, det øger deres apati. Valling Pedersen mener, at et afgørende pejlemærke for den retning, som Iran bevæger sig, er det nyligt afgjorte parlamentsvalg. Vogternes Råd (en gruppe bestående af 12 magtfulde præster) har udelukket flere reformsøgende og moderate politikere fra at stille op til valget, og det ser ud til, at den nye linje bliver mere anti-vestlig, mere neofundamentalistisk og mere isolationssøgende, mens befolkningens modløshed kommer til udtryk i svindende stemmeprocenter.

Philip Christian Ulrich: ”Fra et amerikansk perspektiv kan mellemøsten godt ligge og koge i lidt længere tid. Der er amerikansk valg snart og man vinder ikke valg med udenrigspolitik...” På den anden side af konflikten befinder USA sig ligeledes i en ambivalent position. Trump-administrationens udenrigspolitiske valg har været kontraproduktive, mener Philip Christian Ulrich. Argumentet for den aggressive handlen har fra Trumps side været, at Iran ikke har levet op til deres side af atomaftalen – noget alle andre nationer ellers har været entydigt enige om, endelig var lykkedes – og at der derfor var behov for en mere ambitiøs aftale. Men de politiske valg Trump har truffet peger præcis i den modsatte retning: Ved at vise aggression overfor Iran og samtidig række hånden ud til Nordkorea, der allerede har udviklet atomvåben, signalerer Trump, at hvis Iran vil

have respekt på den internationale scene, så er atomvåben vejen frem. Vi bevæger os dermed baglæns i forhold til spillereglerne i international politik: Selvom Trump ikke ønsker, at USA skal agere supermagt, så ender hans ”maximum-pressure”-strategi, som Chr. Ulrich formulerer det, med at sætte internationale aftaler og normer ud af kraft og genindsætte råstyrke og hård magt som den altoverskyggende eneste mulighed. Men hvad venter forude? Ifølge Chr. Ulrich har Trump i princippet intet ønske om at starte en krig. Hans primære fokus er at vinde det kommende præsidentvalg, og udenrigspolitik er ikke vejen til valgsejr i USA. ”America First” er hans fortrukne strategi, men med corona-pandemiens udbrud ser Trumps valgsejr mere og mere usikker ud. Ligeledes er Iran ikke interesseret i en direkte konflikt med USA, deraf den afdæmpede hævn. Her venter ligeledes et præsidentvalg på den anden side af 2020 og en ligeså kritisk pandemi-styring, der kan vende op og ned på alt. Begge parter har altså ingen umiddelbar interesse i en åben konflikt, men som Ole Wæver formulererede det, så har situationen aldrig været så ustabil, som den er nu. Obama havde opnået en form for stabilitet i ustabiliteten, nu er situationen kaos, selvom vi kun antydningsvis kan ane det. Det er på mange måder enhver spilteoretikers værste mareridt: Aktørerne kan virke irrationelle og deres fremtidige valg og handlinger derfor også fuldstændigt uforudsigelige; ingen model eller teori kan gøre os klogere på udsigterne. Som Wæver påpeger, er det mest sandsynlige, at der sker noget usandsynligt, noget vi slet ikke havde forestillet os; Mellemøsten, og international politik generelt, er historien om uforudsete udviklinger, dårlige valg og beslutninger, der ikke skulle være truffet. Altså: De virkelige konsekvenser af Trump-administrationens politik vil vi først kunne mærke langt efter hans mulige aftræden – og under alle omstændigheder på den anden side af covid-19-krisen. VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

At være aktør i international politik er en klub for de få, skulle man tro. Soldaten, diplomaten, politikeren – rammerne for aktørerne i international politik kan hurtigt se firkantede og rigide ud. Sådan er det ikke nødvendigvis. IPmonopolet har talt med tre studerende fra tre forskellige uddannelser og uddannelsesinstitutioner for at finde svar på, hvordan de ser sig selv og deres uddannelse med IP-brillerne på.

LÆGEN, INGENØREN & KATASTROFE- & RISIKOMANAGEREN 18

INTERNATIONAL POLITIK UDEN FOR AMBASSADER & UDENRIGSMINISTERIER AF MARCUS HORNUM BING

IPM: Hvad er de første tre ting, du tænker på, når jeg siger International politik? Og hvorfor tænker du det? Mathias: Jeg tænker miljø, økonomi og velfærd. Jeg tænker også, at det hænger sammen. Emnerne vedrører alle på Jorden. Deraf det internationale i emnerne. Med politik tænker jeg løsninger: Det er en måde at skabe løsninger for os alle sammen. Vi skal blive enige om nogle retningslinjer indenfor de her emner for at komme videre. Ligesom på et kollegie: Vi bliver nødt til, alle sammen, at prøve at blive enige om noget. Problemet er, at vi har så forskellige udgangspunkter rundt omkring i verdenen. Men sådan er det jo i politik. Kan vi lave om, kommer jeg også til at tænke på – kan vi ændre vores verden til noget bedre. Jeg tror det er svært. IPM: Kan du mærke international politik i din dagligdag? Mathias: Jeg tror, at hvis du spurgte mig for 50 år siden ville jeg have svaret nej. Jeg tror vi er blevet meget mere bevidste om det. Globaliseringen har gjort os bevidste om international politik. Vi skal jo ikke længere end til Estland for at nogen frygter, at russerne kommer – den dag i dag. Jeg tror måske ikke jeg kan mærke det lige i min dagligdag. Helt basic ser jeg det måske ikke. Men fordi jeg opsøger viden, som jeg synes er interessant, også i kraft af mit studie, mærker jeg hvordan internationale trusler betyder noget for min hverdag. Hvad er det næste vi skal være bange for? Vi lever i et stort Black Mirror-afsnit!

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

IPM: Hvad føler du, at du kan med dit studie? Mathias: Det handler meget om at være kreativ. At skabe digitale løsninger for mennesker. At effektivisere en eller anden proces. Måske i forhold til miljø, hvis vi skal tænke stort. Men også uddanne ved hjælp af IT – hvordan kan man oplyse ved hjælp af teknologi? IPM: Tror du, at du kan ændre noget i verden med det du studerer? Hvad? Mathias: Det er det, der driver mig. At jeg kan ændre noget for nogen. Jeg ved ikke om jeg kan. Men det må være mit primære mål. Om det er stort eller småt. Det er målet for det jeg gerne vil opnå. Innovation. Nye løsninger. Det behøver ikke være hele USA, for bare at tage et eksempel. Det kan også bare være en kommune. Eller et kollegie. Eller to personer.

NAVN: Mathias Nørgaard ALDER: 25 (Føler sig dog efter eget udsagn som en på 19) STUDIERETNING: Kandidat i digital design og interaktive teknologier på ITU. Diplomingeniør i proces og innovation fra DTU.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

NAVN: Johannes Binder ALDER: 24 STUDIERETNING: Katastrofe- og risikomanagement på Københavns Professionshøjskole.

IPM: Hvad føler du, at du kan med dit studie?

IPM: Hvad er de første tre ting, du tænker på, når jeg siger International politik? Johannes: Konflikt. Sikkerhed. Og.. dynamik. Jeg er jo lidt farvet af mit studie. Den måde jeg arbejder meget med international politik drejer sig om konflikter. Og ikke mindst de humanitære konsekvenser af konflikterne. Jeg tænker dynamik, fordi jeg ser international politik lidt som et spil i mange tilfælde. Dynamikkerne landene imellem ændrer sig jo. Nogle gange hurtigt, andre gange enormt langsomt. IPM: Kan du mærke international politik i din dagligdag? Johannes: Nej, egentlig ikke så meget. Der er jo nok noget, der har indflydelse på min dagligdag. Corona er jo også international politik. Og det har jo haft stor betydning for mit liv – hvordan er forholdet mellem Danmark og Sverige for eksempel? Hvor må jeg rejse hen og hvor må jeg ikke? Men ellers ikke personligt.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Johannes: Jeg lærer at kunne tænke risici, sikkerhed og dynamik ind i alle mulige ting og sager. Personligt interesserer jeg mig for hvordan de store humanitære konflikter opstår og udvikles. Her får jeg kompetencer i at analysere nogle forskellige kontekster. Hele tiden med det fokus, at vi har vores beneficiaries for øje. Men også kompetencer til at analysere geopolitisk: Hvorfor agerer grupper og lande som de gør? Hvilke udgangspunkter har de enkelte grupper og lande? IPM: Tror du, at du kan ændre noget med det du studerer? Hvad? Johannes: Det har man jo en eller anden utopisk ide om, at man kan. På produktionshøjskolen har vi et motto der går på netop at gøre en forskel: Det er det vi kan med de uddannelser, man kan tage dér. Men det tror jeg ikke, at jeg kan. Det ved jeg godt, at jeg ikke kan. Jeg ser mig selv i fremtiden som én, der kan sætter plastre på nogle sår. Kunne begrænse nogle skader og hjælpe til der, hvor jeg nu engang ender. I min optik er det meget utopisk at tro at man kan ændre verden. Men jeg tror på, at man kan bruge sin rolle og sit ansvar, og de muligheder der følger med, til at gøre en forskel dér hvor man er.

IPM: Hvad er de første tre ting, du tænker på, når jeg siger International politik?

IPM: Tror du, at du kan ændre noget i verden med det du studerer?

Louise: Så tænker jeg stormagter. Og jeg tænker samarbejde – EU, FN og den slags organisationer. Jeg tænker også på militær. Det er mit indtryk at magtkampe og stormagters militær betyder meget i international politik.

Louise: Jeg håber at kunne ændre noget for den enkelte person. I længden vil det have haft betydning for mange mennesker, tænker jeg. Især hvis man ender inden for forskning. Så kan man jo formå at hjælpe helt vildt mange mennesker uden nødvendigvis at have kontakt med hver enkelt. Det driver mig det at ændre noget. Jeg føler, at det hænger meget sammen med en af mine primære motivationer for at studere medicin: At hjælpe nogen eller noget. Mit drive er meget at hjælpe det enkelte menneske. Her kan jeg se forskellene meget tydeligt og hurtigt. Jeg vil gerne have et job hvor jeg hver dag man mærke en forskel og føle, at jeg gør en forskel.

IPM: Kan du mærke international politik i din dagligdag? Louise: Ikke i min dagligdag, men det falder mig ind nu og da. Når man læser avis. Måske til en debat til en madklub på kollegiet. Det har jo betydning, det påvirker lidt. Jeg går jo ikke og tænker over, at jeg tænker over det. Men det har jo betydning for hvad vi diskuterer og taler om. For eksempel da Trump kom til magten. Der tænkte jeg meget over hvilken betydning det ville have for USA. Ikke så meget for Danmark nødvendigvis. IPM: Hvad føler du, at du kan med dit studie? Louise: Jeg håber at kunne hjælpe mennesker. Helbrede mennesker, selvom ”helbrede” er et stærkt ord. Lindre, mindske og helbrede noget af det mennesker døjer med. Det tror jeg overordnet er det, jeg kan med mit studie. Jeg kan diagnosticere, finde løsninger på nogle menneskers udfordringer.

NAVN: Louise Hove Buciek ALDER: 21 STUDIERETNING: Bachelor i medicin 4. semester på Københavns Universitet

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

er er ifølge Barton Gellmann dannet en uhellig og magtfuld alliance mellem techgiganter og globale efterretningsnetværk, der har født en horeunge i efterdønninger af 9/11-doktrinen. I bogen Dark Mirror, beskrives det hvordan store virksomheder som Google, Microsoft og Apple udvikler særlige nøgler, der gør det muligt for fx NSA og CIA at omgå almindelig beskyttelse af data i sikkerhedens navn. Det mørke spejl er en relation, hvor der er totalt gennemsigtighed fra den ene side og omvendt total formørkelse den anden vej rundt. Gellmann stiller her et overordnet retorisk spørgsmål: Ville vi acceptere omvendt magtbalance, hvor borgere kan opnå fuld transparens til statshemmeligheder. Det hjælper os med at forstå hvem der overvåger os og hvorfor de gør det. Med baggrund i en lang karriere som undersøgende journalist og en mastergrad fra Oxford University om retten til information i kontekst af demokratiteori og national sikkerhed. I 2012 begyndte Gellmann at blive kontaktet af ’Verax’, der senere viste sig at være Edward Snowden og kom således på sporet af sindsoprivende historier om hvem der har adgang til undersøgninger, espinonage og hvorfor journalister bliver stævnet for at grave i lækagesagerne. I lyset af FE-sagen, Trump og COVID-19 stiller artiklen her spørgsmål til fremtiden for overvågning.

OVERVÅGNINGSER OVER OS. TIL AT HAVE EN TELEFONTIL AT MELDE OVERGIVER

Efterdønningerne af 9/11 Overvågningsmaskinen er vågnet. Den blev vækket og rusket godt og grundigt i gang af 9/11, der ifølge Gellman åbnede mulighederne op på vidt gab og fjernede alle tidligere bekymringer om overvågningens negative bivirkninger. Konsekvenser af denne politiske overvågningspositive tendens bliver åbenbaret til Gellmann gennem en kilde, der kalder sig Verax, altså sandhed, og som beskrevet senere viser sig at være Edward Snowden selv. Derefter åbner pandoras æske sig og indsigterne i sager som Heartbeat, Prism og meget mere bliver kondenseret i en medrivende bog, hvor det også beskrives hvorfor såkaldte ”sikre browsers” som Tor ikke er andet end falsk sikkerhed. Det stiller fundamentale spørgsmål til den tid, vi navigerer i og vækker mindelser om professor Shoshana Zuboffs idé om ’retten til ikke at skjule sig’.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Historien startede for længe siden Noget af de mest interessante ved bogen er de historiske perspektiver, hvor det bl.a. nævnes hvordan man efter Watergate-skandalen for snart 50 år siden allerede talte om overvågningsteknologiens mulighed for at skabe en tilstand af ’totalt tyranni’ og hvordan ingen rigtig ville kunne gøre noget hvis en siddende administration valgte at anvende de beføjelser. Flere gange i bogen stilles det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor er der nogen, som gør dette? Hvorfor er der nogen som overvejer det? Hver gang besvares spørgsmålet i varianter over ”because they could”. Simpelthen fordi muligheden er der og den potentielle magt og kontrol har været for tillokkende. Mod bogens afslutning spørges der også til den nuværende administrations omgang med overvågningsteknologi og muligheden for at slække på privatlivsbeskyttelse. På tværs af de adspurgte eksperter ser det ud som om, at der nikkes i takt til svaret om hvorvidt Trump kunne finde på at gøre det samme. Det nye i dette overvågningsregime lader til at være det offentlig-private samarbejde samt et intensiveret samarbejde på tværs af grænser, hvor også Danmark er involveret. Selvom det måske ikke er synderligt overraskende, at nye platforme som Google, Facebook samt andre techgiganter som Apple og Microsoft anvendes i efterretningsAF LUCAS HONORÉ tjenesternes arbejde, afslører bogen dog en række beskæmmende detaljer. Særlig den detalje, som Gellmann graver frem, der antyder, at NSA og FBI udarbejder særlige ’keys’, altså digitale adgange, der gør det muligt for profitorienterede virksomheder i det private erhvervsliv at omgå diverse privatlivsindstillinger, hvis det er fordelagtigt for efBoganmedelse af Barton Gellmans terretningstjenesterne at tilrane sig indsigt ad disse ’Dark Mirror – Edward Snowden kanaler. Dette viser hvordan private virksomheder and the Surveillance State’ som offentlige myndigheders forlængede arm ud(2020, The Bodley Head, London) gør et nyt aspekt af overvågning i vores digitale tidsalder. Dog kan man indvende, at det måske ikke bør forekomme så overraskende eftersom at Facebooks CEO, Mark Zuckerberg allerede i 2012 erklærede at ’privacy is not private’.

NETVÆRKET SKAL VI IGEN AUTOMATISK SVARER AT VI OS?

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

FIRSTFRUITS og farlige aviser Den dybdeundersøgende graverjournalistik som muliggør en bog som Dark Mirror er formentlig i manges øjne vigtig for at udbrede det offentlige kendskab til de mekanismer, der udspiller sig i efterretningstjenester og i deres samarbejde med platforme, som vi anvender dagligt. Det er dog ikke alle som er lige begejstrede for denne praksis. I bogen beskriver Barton Gellman hvordan han finder sit eget navn på en liste over såkaldt ’farlige aviser’, der udgør et netværk, der kaldes FIRSTFRUITS, som potentielt kan være faretruende for efterretningshemmeligheder, hvor nyhedskilder er blevet prøvet ved retten, anklaget for spionage. Disse farlige aviser tæller foruden fx The New Yorker også The Washington Post, som desuden efter en nærtstående konkurs blev opkøbt af Amazons stifter, Jeff Bezos. FIRSTFRUITS, hvis navn konnoterer ’frugten af det hårde arbejde’ blev administreret af efterretningstjenesterne fungerede således som en ”counterintelligence database”, som kortlagde uautoriserede afsløringer med formålet at begrænse tab af institutionernes indsamlingskapacitet.

Efterretningstjenesterne teamer op med techgiganterne Gellmann beskriver desuden mere nærværende scenarier, der illustrerer problematikkerne ved samarbejdet mellem efterretningstjenesterne og techgiganterne. Særligt historien om et tilfælde, hvor politiets mødte op på en sort skoledrengs hjemmeadresse efter at læreren havde rapporteret om mistanke om et skydevåben, der kunne skimtes i baggrunden under et Zoom-møde i skoleregi. Da politiet nåede frem, viste det sig blot at være en legetøjspistol. I en tid med sundhedskrise er skolerne blevet en del af privatsfæren med hjemmeundervisning, hvilket udvisker grænserne mellem det offentlige og private rum, hvilket fører til absurde scenarier som det beskrevne.

Techgiganter som Microsoft underskriver aftaler med politiet og andre håndhævelsesmyndigheder. Google bliver gang på gang stævnet for ulovligt at indsamle data fra børn til brug for på deres glubske forudsigelsesfabrikker, dog uden de store konsekvenser. Biometri, metadata og digitalt panoptikon er blandt de styringsremedier som muliggør virksomheders vækst via udbytning, der senest sikrede Apple en markedsværdi på over 2 billarder dollars. Flere og flere universiteter i USA og verden over anvender techgiganternes online værktøjer og udviklingen synes kun at gå en vej. Spørgsmålet bliver om vi med frit flow af data på tværs af tjenester med variende sikkerhedsgrad – især for efterretningstjenester bliver sat i en radikalt ny overvågningssituation som borgere.

Professor Zuboff & privacyparadokset Gellman frister også til at spørge: Hvem har givet disse aktører adgang til at udnytte vores data på denne måde? Er det os selv, eller har nogen glemt at spørge? Egentlig har vi jo alle accepteret de betingelser, som der er på digitale platforme, men professor Shonana Zuboff sekunderer Barton Gellman og svarer: Nej, techgiganterne kan siges på moderne dansk at have ’claimet’ ejerskab over vores data og spørger opfølgende om vi overhovedet hvad vi siger ja til?

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Det enorme adfærdsoverskud via metadata, når vi navigerer på de sociale platforme, er fristende for platformene selv, men tillokker tilsyneladende også aktører højere oppe i fødekæden. Zuboff hævder at vi som borgere tillader dette af tre overordnede grunde. For det første er vi ignorante og ved ikke hvad vi siger ja til. For det andet føler vi os hjælpeløse i situationen. Følgeligt vælger vi derfor umiddelbart at acceptere det, da vi for det tredje ikke oplever at have et alternativ. Det er for Zuboffs at se et paradoks, særligt fordi i gennemsnit mere end 70 % på tværs af undersøgelser angiver, at de mener at techgiganterne har for meget magt og lovgivere ikke gør nok ved det. Om hvorvidt det er en fair handel, når vi bytter vores adfærdsdata, er et åbent spørgsmål, men som Gellmann ville sige, så er det værd at medtænke at dette muligvis også implicerer et partnerskab med techgiganterne, hvilket udvider efterretningstjenesternes i forvejen omfattende adgange.

Men det sker vel kun i USA, gør det ikke? Selvom det nye i Gellmans bog synes at være netop det at techgiganterne spiller en markant rolle i overvågningssamfundet, så er der ingen grund til at glemme de traditionelle samarbejdspartnere. Nationalstater i Vesten har længe samarbejdet og derigennem udleveret data til hinanden via efterretningstjenesterne i en gensidigheds relation, hvor den der kun findes en valuta – information. Danmark kan derfor ikke bare sådan uden videre forlade et sådant køb-og-salg samarbejde, da det risikerer at svække dansk sikkerhed, hvis Danmark skulle vælge at træde ud.

For ikke så længe siden blev vi mindet om dette i form af de såkaldte skandaler i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor Danmark har været en del af kernen i et transnationalt netværk. Det kan have betydet, at amerikanske NSA har haft adgang til personlige oplysninger og privat kommunikation fra danske borgere. Allerede i 2013 beskrev Dagbladet Information, hvordan Danmark er en kernespiller i denne sammenhæng og aflytning via fiberkabler af telefonsamarbejder samt overvågning af e-mails korrespondancer er hverdagskost.

Tidligere har der været afsløringer i Politiets Efterretningstjeneste undergået stor mediedækning, men uden de helt konsekvente policyforandringer. Det er således i dette lys spændende at følge hvordan efterspillet af de seneste skandaler vil påvirke debatten og mulig fremtidig regulering.

VERDEN ANNO 2030 Gellman beskriver hvordan 9/11 åbnede for omfattende muligheder for overvågninger. En del af de lempelser, der er sket i efterdønningerne af COVID-19 kan give anledning til at undersøge hvordan en sådan krise påvirker synet på overvågning i befolkningen og blandt magthavere. Afrundingsvis antydes det, at så længe teknologien er til rådighed, vil den blive udnyttet og Gellmann forestiller sig ikke, at nogen lovgivning eller andre typer regler kan forhindre det.

Det er dyster læsning, når man tager techgiganternes involvering in mente, og hvad det betyder for borgernes privatliv i starten af det 21. århundrede. Hvis man skal tro Gellman har overvågning fundet sted fordi det var muligt og ingen efterretningstjeneste vil ignorere lavthængede frugter. Shosana Zuboff betoner den digitale udvikling som selve kampen for at redde vores politiske institutioner. Konklurende er det nærliggende at forestille sig, at de to samstemmende kunne spørge os: Hvad er prisen for overvågning og hvis vi kan vælge at lade være, bør vi så overveje det at begrænse det?

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

MOGENS JENSENS PLAN

FOR LIGESTILLINGEN AMBITIØS PÅ VERDENSSAMFUNDETS VEGNE? AF MAJA LORENTZEN

ogens Jensen; Minister for fødevarer, fiskeri, nordisk samarbejde – og ligestilling. Det er selvsagt fire områder, man roligt kan kalde for ekstremt forskellige. Ikke desto mindre

er det de fire politikområder, som alle er tildelt Mogens Jensens (S) ministerpost. Man kan fristes til at tro, at Mette Frederiksen med sammenlægningen af de fire politikområder har valgt de ubetinget mindste, og dermed de mindst betydningsbærende, og lagt dem sammen i ét ministerie. Hvis det er tilfældet, hvor efterlader det så ligestillingen? Er der langt til ligestilling nationalt såvel som globalt, eller har regeringen med Mogens Jensen i spidsen for området store ambitioner? IPMonopolets udsendte møder Mogens Jensen til et interview om netop dette d. 25. maj 2020.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

IPM: Dit ministerie har for 2020 fremlagt en perspektiv- og handlingsplan for ligestillingsindsatsen, og den rummer mange konkrete indsatser og initiativer. Men hvad er dine overordnede ambitioner på ligestillingsområdet – hvor skal vi bevæge os hen? MJ: Det er min, og også regeringens, overordnede ambition, at skabe mere reel ligestilling i Danmark, så alle mennesker, uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet for den sags skyld har reelt lige muligheder, og også samme rettigheder og vilkår. Man kan overordnet dele det ind i to underformål: For det første et stort fokus på at sikre lige muligheder, når det gælder uddannelse, i familielivet og på arbejdsmarkedet, hvor jeg har et særligt fokus på unge, og det, at unge ikke skal opleve, at deres køn eller seksualitet begrænser dem på nogen måde. Og det andet formål er hele tiden i denne ligestillingskamp at være på ofrenes side og beskytte dem, som udsættes for bl.a. vold i nære relationer, voldtægter, social kontrol, diskrimination på arbejdspladsen og i det offentlige rum. Og som et nyt særligt indsatsområde er de digitale krænkelser. IPM: I handlingsplanen kan man også læse, at I gerne vil udfordre synspunktet om, at vi allerede har ligestilling i Danmark. Hvad tror du kan forklare, at den holdning stadig er udbredt? Mangler danskerne konkret viden om ligestillingsforhold?

MJ: Der er ingen tvivl om, at der er et problem med, at mange danskere ikke er helt opdaterede og heller ikke helt bevidste om, at der stadigvæk er en skævhed på mange områder. Det er alt lige fra, at du i Danmark ikke får lige løn for lige arbejde, hvis du er hhv. mand og kvinde på en lang række områder. Jeg tror heller ikke, at alle er klar over, at rigtig mange kvinder udsættes for vold i parforholdet. Der er også en stor skævhed i, at kvinder er underrepræsenterede på direktionsgangene og i virksomhederne, men også inde for politik og forskning for den sags skyld. Et område, der også har været meget fokus på, er deling af ansvaret for børn, hvor mænd stadig kun tager en tiendedel af den orlov, som kvinder tager… IPM:... samtidig med, at kvinders arbejde i hjemmet ikke medregnes... – Nej, sådan er det nemlig, og jeg tror det handler om, at Danmark har arbejdet med dette i mange år, og er nået langt med ligestilling. Og så tror jeg mange har stillet sig tilfreds med den kendsgerning: ”Nåh ja, vi har jo næsten opnået ligestilling” – og så har man ikke øje for de skævheder, der stadig er. Derfor er der et stort behov for hele tiden at gøre opmærksom på, at vi har nogle store ligestillingsudfordringer, og at vi selvfølgelig også handler for at gøre noget ved dem.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

IPM: Måske er noget af forklaringen også, at den offentlige debat i høj grad er domineret af en majoritet, og at f.eks. kønsmæssige eller racegjorte minoriteter repræsenteres i ringere grad, hvilket underminerer deres oplevelser og erfaringer med ulige samfundsforhold?

kan sikre, at virksomheder selv finder ud af at lave rekrutteringsstrategier og handleplaner for at sikre en kønsmæssig balance på ledelsesgangene. Men det er klart, at det kan jo vise sig, at der er behov for mere fast regulering, hvis vi ikke når i mål.

MJ: Ja, det tror jeg du kan have helt ret i. Stadig må man også sige, at vi på den måde har et forvredet meningsdanner-felt i Danmark, hvor mændene spiller en større rolle. Og ved de steder, hvor der træffes beslutninger vedrørende de her forhold, om f.eks. hvad der skal diskuteres, der har man måske ikke det her ligestillingsperspektiv. Det har man måske ikke, fordi man netop tilhører det køn, hvor problemet ikke eksisterer. Det er en ond cirkel: Hvis man ikke har kvinder med, der hvor beslutninger træffes, og hvor diskussionerne foregår – eller andre med, f.eks. seksuelle minoriteter – så bliver der ikke rapporteret om de her forhold, og det kommer ikke så langt op på dagsordenen. Så det hænger jo sammen med, at vi forhåbentlig får en mere ligelig administration, også de steder, hvor beslutningerne træffes og også der, hvor diskussionerne foregår, når vi får lavet konkrete strategier, ligegyldigt om det er i private virksomheder eller i det offentlige.

IPM: Nu har vi talt om de forhold, der gør sig gældende i Danmark. I et internationalt perspektiv har FN som det femte verdensmål, at vi skal have ligestilling mellem kønnene i 2030 – lige om et øjeblik, i forhold til hvor langt vi er, fristes man til at sige. Er det realistisk?

IPM: Tror du det kan opnås uden en mere regulerende tilgang f.eks. ved kvoter? Kan oplysning og kampagner virkelig være nok? MJ: Jeg har som udgangspunkt den holdning, at vi helst skal have tingene til at ske nedefra – og frivilligt. Og kun bruge et reguleringsværktøj, hvis vi tydeligt ser, at det ikke kan opnås på andre måder. Og jeg tror stadigvæk på, at vi kan motivere til at sikre ligeløn gennem lige lønforhandlinger på f.eks. arbejdsmarkedet, at man

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

MJ: Jeg håber, og jeg tror i hvert fald på, at vi kan være nået langt længere, i forhold til at opfylde det mål. Jeg synes det er godt, at man har sat et så ambitiøst mål, og jeg kan også se, hvad det er for nogle ting, man særligt skal have fokus på, for at det kan lykkedes. IPM: Hvad er det for nogle forhold? MJ: Det handler primært om at sikre, at kvinder får mulighed for at uddanne sig, og at kvinder får mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet i flere lande. For hvis ikke kvinder får mulighed for at uddanne sig, realisere deres potentiale og få et job, hvorigennem de kan bidrage til samfundet, så kommer mange lande heller ikke til at opnå et vist velfærdsniveau. Så man kan sige, at hvis man ønsker at bekæmpe fattigdom, og hvis man ønsker at nogle af de fattigste lande i dag skal have et højere velfærdsniveau, så er løsningen at kvinder får mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet og selvfølgelig også får mulighed for uddannelse. Og som noget helt afgørende er også, at man også selv får mulighed for at bestemme, om man vil have børn eller ej.

IPM: Jeg kan i den forbindelse se, at Danmark i 2019 gav 750 millioner kroner til bl.a. internationale NGO’er for at støtte deres arbejde med kvinder og pigers rettigheder, særligt i Afrika. Er det bidrag, som man kan forvente, at regeringen vil prioritere i 2020 og fremadrettet? MJ: Igennem lang tid har det været en prioritet i den danske udviklingsbistand. Og det kommer vi fortsat til at have fokus på, og det er der også behov for. Vi oplever en række steder, hvor udviklingen går i den forkerte retning. Vi ser signaler fra USA og Rusland i de her år, hvor det går den modsatte retning, og hvor det nærmest signaleres, at kvinder skal tilbage til kødgryderne. Og vi ser i en række østeuropæiske lande også disse tendenser, hvor man f.eks. ikke længere mener, at kvinder skal have ret til abort. Så vi har en stor udfordring med, at tingene globalt set går den forkerte vej også i det vestlige Europa. I Afrika og nogle af de fattigste lande, er det selvfølgelig en kæmpe udfordring, når vi ved, at vejen frem for at bekæmpe fattigdom præcist er, at kvinder får flere rettigheder og selv kan bestemme, hvorvidt de vil have børn eller ej.

IPM: Mange af de initiativer, der fremgår af jeres initiativ- og handlingsplan, er mindre fokuseret på de globale udfordringer du nævner, men er meget forankret i skandinavisk samarbejde – diverse konferencer, udvalg og projekter. På en global ligestillingsrangering ligger Danmark nr. 14, Sverige nr. 4, Finland nr. 3, Norge nr. 2 og Island nr. 1. Er en nordisk indsats alligevel det vigtigste sted at sætte ind lige nu? MJ: Det nordiske samarbejde er både vigtigt, fordi vi ligner hinanden meget værdimæssigt, og på den måde vi bygger vores samfund op på. Dermed kan vi inspirere hinanden i forhold til, også hvordan vi i vores egne lande kan opnå mere ligestilling. Dernæst er det nordiske samarbejde også vigtigt, da vi har mulighed for sammen at rykke, når det kommer til at kæmpe for ligestilling. Både indenfor EU i Europarådet, men også globalt. Og sådan samarbejder vi i en lang række samarbejde, også når der f.eks. diskuteres ligestilling i FN – så går de nordiske lande sammen, taler med én stemme og går forrest i arbejdet. Og det er klart, at det har langt større effekt, end hvis Danmark kom alene. Så et nordisk samarbejde er vigtigt, både i forhold til at fremme ligestilling herhjemme, men også globalt set.

Selvom de fire ressortområder er slået sammen i ét ministerium er det altså ikke ensbetydende med, at ligestillingskampen er glemt. Dog kan man så tvivl om, hvorvidt det nuværende tempo resulterer i, at FN’s verdensmål om global ligestilling i 2030 ikke nås. Ifølge World Economic Forums ”Global Gender Gap Report 2020” kan ligestilling mellem kønnene tidligst opnås i 2120. Noget tyder derfor på, at vejen til ligestilling i både et nationalt og internationalt perspektiv stadig er lang, trods diverse strategiske handleplaner.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

PRAKTIKANT I LIBANON, MENS DER BRYDER EN KRIG UD SKAT PÅ WHATSAPP GAV UNGDOMSOPRØR I BEIRUT AF JOSEFINE BETAK HØJBJERG

raktikant på Den Danske Ambassade i Beirut, Libanon, Josefine Betak Højbjerg, fortæller her sin historie om hvordan et lovforslag og en virus ved navn Covid-19, har vendt situationen i Libanon helt på hovedet.

Fredag d. 18. oktober 2019 gik jeg mod den Danske Ambassade i Beirut, der på daværende tidspunkt var min arbejdsplads. Jeg havde været praktikant i Libanon i 10 uger. Det er en gåtur på 40 minutter. På de 40 minutter gik jeg igennem tre forskellige kvarterer i Beirut. Geitawi, Gemmayzeh og Downtown, hvor ambassaden ligger. Aftenen forinden var tusinder af libanesere på tværs af landet gået på gaden i protest mod et lovforslag. Et lovforslag der fik bægret til at flyde over for de mange på gaden. Regeringen forsøgte at indføre en afgift på Whatsapp-opkald, der trods tårnhøje priser på mobildata, er den absolut foretrukne kommunikationsform. Jeg bor i et internationalt kollektiv og havde dagen forinden fået besøg fra Danmark og brugt hele dagen på sightseeing, så jeg havde ikke helt øje for præcis hvad der var sket dagen inden. Det tror jeg ikke, at der var nogen der havde d. 18. oktober. I mit eget kvarter var morgenstemningen som den plejer. Jeg gik forbi min lokale manoushe-stand (brød med ost og zaatar) og købte morgenmad. Jeg fortsatte igennem det smarte Gem-

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

mayzeh, der normalt bobler med liv fra caféer, barer og gallerier allerede fra tidlig morgen. Her var ingen biler, men stadig trygt og rart. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at så længe der er børn og kvinder på gaden, så er alt fint. Overgangen fra Gemmayzeh til Martyrpladsen og Downtown er en firesporet highway. Her oplevede jeg for første gang vejblokader. Unge mennesker og studerende var iklædt Libanons flag, og afholdte bilerne fra at passere. En fraktion af de libanesiske sikkerhedsstyrker så på, men gjorde ikke noget. Jeg fortsatte over Martyrpladsen, hvor jeg blev mødt af sort røg. Der var stadig sporadisk ild i et par dæk foran den store moské og folk vandrede lidt rundt og ryddede op efter aftenens demonstrationer. Jeg gik langs moskéen og forbi den store Maronit kirke. Den gade er fyldt af store banker og rejseselskaber – denne morgen var alle vinduer smadret. Jeg skulle til at dreje op ad bakken, som fører op til parlamentet og til det ambassade-kompleks, som den Danske Ambassade ligger i, men her blev jeg mødt af 5 rækker pigtråd og trætte soldater, der bad mig vende om. Jeg fandt senere ud af, at jeg kunne have været kommet ind fra den modsatte side, men min reaktion i situationen var at købe en god croissant, gå tilbage til min yndlingscafé for at arbejde der for dagen og sende en talebesked på Whatsapp til min vejleder om, at jeg var blevet nægtet adgang. Han havde, som alle på nær en af ambassadens ansatte, valgt at arbejde hjemmefra denne morgen.

Dette blev starten på tre ugers total nedlukning af landet, hvor demonstranter besatte alle store pladser i landet og lukkede hovedveje for trafik. Protestbevægelsen startede som individers spontane reaktion på en afgift, men udviklede sig hurtigt til en landsdækkende bevægelse med de unge og intellektuelle i front. Demonstranterne besatte de store, vigtige pladser over hele landet og flyttede ind i telte. De var særligt på Martyrpladsen, hvor jeg slentrede forbi allerede den første morgen. Demonstrationerne var et udtryk for en generel utilfredshed med det politiske system, økonomiens tilstand og graden af korruption i landet. Transparency International vurderer Libanon til en score på 28/100, hvor 0 er bundkorrupt. Der er omkring 4 mio. indbyggere i Libanon og UNHCR skynder, at der er et sted mellem 1,5 og 2 milloner flygtninge og migranter i landet – primært syrere og palæstinensere, hvilket har lagt et stort pres på landets infrastruktur og offentlige ydelser. Inden demonstrationerne levede omkring 30% af befolkningen under fattigdomsgrænsen, selvom priserne på både basisvarer og husleje næsten er på dansk niveau. Men på trods af stridigheder og konflikter, skilte demonstrationerne sig bemærkelsesværdigt ud ved ikke at bebrejde andre end magteliten for den uholdbare situation. Der var ellers rigeligt forsøg fra yderligtgående grupperinger på sociale medier, der gjorde en ihærdig indsats for at skyde skylden for det økonomiske tilbagesæt på grund af de mange flygtninge.

Det er første gang, at libanesere og andre bosatte i landet optræder som demonstranter under det libanesiske flag. Stemningen i disse uger kan bedst beskrives som stemningen på Rådhuspladsen i København, når de danske landshold har vundet en vigtig turnering. Hver eneste aften var der fest i gaderne med ”thwara” råb (som betyder revolution) og hver eneste dag var der spærrede veje og trætte politifolk. Årsagen til at libaneserne aldrig har stået sammen under det libanesiske flag, kan findes i at det i høj grad var unge, der var primus motor på demonstrationerne. Libanons borgerkrig(e), der varede fra 1975-1990 fylder stadig meget i befolkningens bevidsthed. Libanon er et land, der ikke blot er påvirket af sekterisme, men styret af det. Et eksempel på dette, er deres forfatning. Her står det skrevet, at præsidenten skal være kristen, premierministeren skal være sunni-muslim og parlamentets formand skal være shia-muslim. Derfor har flag også en anden betydning, da man tidligere typisk har flaget med sit partis flag, for at vise sin støtte. Libanon er et demokrati, men reelle ændringer i magtstrukture er svære, både grundet magtdelingen, men også mentaliteten.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

Min kollega på ambassaden beskrev det meget rammende: ”Hvis jeg stemmer på en druzer i stedet for en kristen, vil de (druzerne) få relativt mere magt i parlamentet, og de kristne over hele landet vil være mere udsatte i en krise.” Netop det argument er kernen i, hvorfor det er så svært at ændre det politiske og derigennem også det økonomiske system i Libanon. Et skift i magten kan for mange være en reel afgivelse af magten. Men demonstrationerne i efteråret førte faktisk til et magtskifte. Den daværende regering gik af, men, til trods for krav om nyvalg, blev en ny blev dannet ud fra det samme parlament. På samme måde som Whatsapp-afgiften var dråben, der fik bægret til at flyde over for de mange demonstranter, har protestbevægelsen været dråben for den libanesiske økonomi. Siden d. 17. oktober har den lokale valuta mistet op mod halvdelen af sin værdi over for den amerikanske dollar på det uofficielle marked – hvilket svarer til en de facto devaluering af valutaen. Samtidig er fødevarepriserne steget med op mod 40 % og flere hundrede tusinder har mistet deres arbejde. Det har medført at store dele af landet allerede var lukket ned, inden regeringen beordrede isolation og lukkede butikker som følge af Covid-19. Covid-19 har også medført at protestbevægelsen, der har haft besat de store pladser, blev sendt hjem af sikkerhedsstyrkerne og teltlejrene opløst.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

I slutningen af april blev nedlukningen dog for meget. Nye protestbevægelser fyldte igen gaderne med krav om genoplukning af samfundet. Når den daglige handel forsvinder, forsvinder levegrundlaget for mange libanesere. Kombinationen af den stigende fattigdom, den kollapsede valuta, landsomspændende demonstrationer og frygt for på ny at blive ramt af Corona, bliver set som den største trussel mod freden siden afslutningen af borgerkrigen. Og det for et land, der så sent som i 2006 var involveret i direkte kamp mod nabolandet og militærstormagten, Israel. Jeg flyttede tilbage til Danmark, da Libanon lukkede sin lufthavn tilbage i marts. Jeg kan kun håbe, at jeg igen kommer til at stå på Martyrpladsen med flag og fejring af, at de unge kan gennemtrumfe politisk forandring. Desværre er realiteten nok snarere, at Libanon går en turbulent og usikker tid i møde.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

ina ønsker at sidde med ved bordet og være en af de store drenge, men hvordan går det egentlig med denne ambitiøse mission? Hvis vi tager de realistiske briller på, ja så går det måske meget godt. I hvert fald er Kinas flåde vokset helt vildt siden 1997 og er i dag den næststørste efter USA’s. En torsdag eftermiddag cykler jeg ud til Frederiksberg Slot for at høre et oplæg om Kinas flåde i forsøget på at gøre mig klogere på det enorme land, som har taget flere tigerspring de senere år, også når det kommer til deres flåde. Oplægget holdes af Morten Hetmar Vestergaard, analytiker hos Atlantsammenslutningen.

KINAS MARITIME STRATEGI: ALT DU BEHØVER AT VIDE AF CAROLINE VOIGT CHRISTJANSEN

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

HVORFOR VIL KINA SATSE PÅ FLÅDEN? Kina ønsker at blive en anerkendt stormagt på globalt plan og på lang sigt at forblive den førende magt i Asien. Med en flåde kan Kina markere sig i hele verden, og desuden er flåden en vigtig spiller i defensiven. Endelig er Kinas flåde ikke udelukkende et militært foretagende – kommercielle interesser spiller også en rolle, hvilket tydeligt giver sig til udtryk med Kinas projekt ”One Belt One Road”, som er verdens hidtil største infrastukturprojekt. Projektet går ud på at bygge en interkontinental infrastruktur både på fastland og oversøisk. ”One Belt One Road” er dog ikke udelukkende et kommercielt foretagende. Der ligger uden tvivl også militære interesser til grund for det enorme projekt. I Kina er der en større tradition for, at staten blander sig i markedet end her i Europa, og HVORDAN VIL KINA REALISERE derfor er det svært at sige præcis, hvad der er DERES MISSION? militær strategi, og hvad der er kommerciel strategi. Men sikkert er det, at ”One Belt One Kina må først og fremmest realisere deres Road” er en del af Kinas strategi for at nå, hvad mission om en styrket flåde ved at investeMao kalder ”Kinas store genrejsning”. I 2049 re en hulens masse penge i projektet og øge er det 100-års dagen for Mao Zedongs grundteknologien betydeligt på deres skibe. Derlæggelse af Folkerepublikken Kina og Kinas udover benytter Kina sig af propagandaviKommunistiske Parti. Der ligger derfor meget deoer, der skal få unge kinesere til at melde symbolik i, at Kina ønsker en stor genrejsning sig ind i flådekorpset for at forsvare landet. af landet 100 år senere i 2049, hvor ”One Belt Desuden er One Belt One Road også en afOne Road” forventes at være færdiggjort. gørende faktor.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

HVOR STÅR KINA NU? Målt på en skala fra 0 til 10 ligger min skibs-forforståelse inden oplægget på et stort fedt 0, så da Morten Hetmar Vestergaard begynder at fortælle om Kinas mange skibstyper, og hvor teknisk gode eller dårlige de hver især er, står jeg mildest talt en lille smule af. Jeg får dog fat i nogle af hovedpointerne, om hvor Kina står i deres udvikling. Kina har stor styrke på missilområdet, da de aldrig har skrevet under på ikke at have langdistancemissiler. Til gengæld er Kina langt bagud ift. USA, når det kommer til hangarskibe. Her har Kina kun et halvfærdigt skib, de købte af Ukraine i 1998. Det mest afgørende er dog den hastighed, som Kinas udvikling tager: “De bygger skibe i et tempo, som ingen andre kan følge med i overhovedet.”, fortæller Vestergaard. Kinas vækst i moderne overfladeskibe ligger da også på imponerende 1730% fra 1977-2013. Mange af Kinas skibe er nu på niveau med NATO-landenes. Kina øver sig på at operere langt væk fra egne kyster, men der har ikke været en reel flådekrig i nyere tid med de moderne flåder. Derfor ved ingen helt hvor meget det i virkeligheden betyder, at Kina er i gang med at opbygge så store flådekapaciteter. Som Morten Hetmar Vestergaard metaforisk siger: ”Der er forskel på at spille træningskamp og turneringskamp. Kina har ikke spillet turneringskamp endnu.”

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

ER USA FORTSAT KINAS STOREBROR? Kina har rykket sig enormt meget, når det kommer til omfanget og kvaliteten af deres flåde, men de er fortsat langt efter USA. Derudover er USA i krig forskellige steder i verden og får uvurderlig erfaring derigennem. Erfaring har Kina ikke meget af, og de halter derfor langt efter USA på dette parameter. Hvis der skulle opstå krig mellem Kina og USA, ville USA imidlertid ikke kunne bruge al sin flådekapacitet på Kina, da USA netop må forholde sig til Nordkorea, Mellemøsten osv. USA ville altså skulle håndtere flere ting på én gang, hvor Kina ville kunne koncentrere alt, hvad de har. Kina ville angiveligt kunne udfordre USA defensivt, hvis USA stod i offensiven, men Kina ville ikke selv kunne gå offensivt til USA. At Kina ikke er den offensive spiller af de to lande, giver sig også klart til udtryk i og med, at det er USA, der har skibe rundt langs Kinas kyster, og ikke omvendt. Alligevel er konklusionen fra klar: ”Det uni-polare moment er forbi!”

KINA ANNO 2030

Kina står potentielt overfor en række udfordringer de næste 10 år, som kan forhindre dem i at opruste deres flåde. Blandt disse udfordringer kan Kinas 1-barns politik nævnes, hvis konsekvenser for alvor begynder at vise sig, hvilket betyder, at de snart vil få en langt større ældrebyrde, end de har haft før. Dette er en økonomisk udfordring, som kineserne bliver nødt til at forholde sig til, og det kan potentielt betyde, at Kina ikke kan fortsætte med at satse så voldsomt på flåden. Vi vil med andre ord nok se, at Kina bremser lidt ned for den militære vækst de næste år. Herudover kan uforudsigelige situationer spille en rolle med hensyn til, hvor Kina skal lægge sine kræfter. Her kan situationen med Taiwan og Hong Kong blandt andet nævnes. Coronakrisen er selvsagt også en uforudsigelig situation, som Kina må bruge en del energi på.

HVORDAN SKAL VI SÅ FORHOLDE OS TIL KINA?

Danmark kommer nok til at gøre, som vi plejer, hvilket er at fortsætte med at handle med Kina. Vi kan reelt ikke gøre så meget ifølge Morten Hetmar Vestaergaard. Hans konklusion er ikke til at misforstå: Endnu engang må vi som småstat lytte til realismens fader, Thukydid og huske på, at ”de stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, som de må”.

Caroline Voigt Christjansen studerer statskundskab på Københavns Universitet.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

EUROVISION

INTERNATIONAL POLITIK

IKLÆDT PAILETTER OG POPMUSIK AF ANNE EMILIE HANSEN

Det er letfordøjeligt, men det er ikke hovedløst. Det er primært popballader, iblandet lidt mere atypiske genrevalg. Typisk omhandler de kærlighed – men ikke altid. Trods Eurovisions oprettelsesgrundlag, et forenet Europa i kølvandet på anden verdenskrig, har de iboende spændinger på kontinentet en afsmittende effekt på de mulige vindersange. Det er kliché, men det er ikke uden indhold og især ikke uden politik. Dét er Eurovision.

FOTO: Øverst er Ruslands Sergey Lazarev, der optræder med “You Are The Only One” (2016), mens billedet nederst forestiller vinderen af Eurovision 2015, Måns Zelmerlöv, med sangen “Heroes” – begge gør brug af interaktive skærme i deres sceneoptræden. Rettigheder: Youtube

i er i maj måned, og Ruslands annektering af Krim-halvøen er fortsat i verdenssamfundets baghoved. En del af det verdenssamfund ser troligt Eurovision hvert år, i midten af maj, trods konkurrencens ry for at være præget af mere kitch-ness end musikalsk innovation. Ryet kan til dels være spoton, men at tro, at Eurovisions ellers pop-begejstrede publikum kan abstrahere fra verdenssituationen, er en fejlagtig opfattelse. Et klokkeklart eksempel herpå er 2016. Onde tunger (skribenten inkluderet) ville sige, at Rusland det år gjorde et bravt forsøg på at aflede publikums opmærksomhed fra den presserende konflikt med Ukraine, vha. en sang, der mindede

utroligt meget om det foregående års popballade af en vindersang (Måns Zelmerlövs ”Heroes”). Imponerende sceneoptræden, konventionelt flot-udseende kunstner og en catchy popsang om kærlighed – en Eurovision-opskrift på succes. Det viste sig dog i 2016 at være utilstrækkeligt, hvorfor Sergey Lazarevs ”You Are the Only One” måtte se sig slået af Australiens kærlighedsballade samt Ukraines Rusland-kritiske sang om krimtartarens ubarmhjertige skæbne i 1944. Vinderen blev Ukraines Jamala med sangen, der blot er navngivet ”1944”, efter at have sunget bl.a. ”Humanity cries // You think you are Gods // But everyone dies”, efterfulgt af et vers sunget på krimtatarisk.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

Et israelsk take på

#MeToo

I 2018 blev Israel kåret som vinder, efter Netta kaldte på opmærksomhed på hvad der havde været på alles læber det år: #metoo. Hun synger bl.a. “I’m not your toy // you stupid boy” i sangen, og vandt foran blandt andre forhåndsfavoritten, Cyperns svensk-producerede popbasker, ”Fuego”, der i stedet havde kærlighed som hovedbudskab. Israels sejr var dog ikke uden efterfølgende komplikationer.

Eurovision 2019 blev afholdt i Tel Aviv, trods utallige opfordringer om boykots, og heri konkurrerede også Island. Det var dog ikke uden en vis rysten på hovedet over deres mangeårige konflikt med Palæstina, så Island viste sin støtte herfor, ved at flashe et ”Free Palestine”-halstørklæde, hver gang kameraet blev panoreret over på dem. Disse scener er sidenhen blevet klippet ud af den officielle Eurovision 2019 DVD, da de er et tydeligt brud på konkurrencens formaninger om ingen politiske tilkendegivelser under konkurrencen.

FOTO: Islands repræsentant i 2019, Hatari, der under voteringen sad klar med deres solidaritets-erklæring, hver gang kameraet panorerede over på dem i Green Room.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

It’s the economy,

stupid

Hvis du sidder derude, og fortsat undrer dig over, hvordan det kan være, at Australien medvirker i en ”europæisk” musikkonkurrence, er grunden simpel: de spytter utrolig mange penge ind i Eurovision-kassen, foruden at være en historisk Eurovision-glad nation, hvorfor man siden 2016 har accepteret deres tilstedeværelse. (Derudover er Eurovision ikke en sammenslutning af regeringer, men i stedet af Tv-stationer, hvorfor et optag af et ikke-europæisk land er knap så kontroversielt). Som så meget andet i international politik, er det et spørgsmål om økonomi. Men det er ikke udelukkende et spørgsmål herom. Det er heller ikke et spørgsmål om kostumerne. Ej heller om hvor catchy popsangene er. Det er et spørgsmål om blød magt. Et spørgsmål om at vinde sympati, vinde opbakning, vinde stemmer, gennem fine budskaber, der er pakket ind i netop kostumer og poppede melodier. De budskaber rummer primært kærlighed, men også kriser og konflikter. Dét er Eurovision – international politik iklædt pailletter og popmusik. Så se med næste år, hvor konkurrencen igen ruller over skærmene – det kan være du lærer en ting eller to om verdenssituationen.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

LA RÉVOLUTION 2.0 AF JEPPE SOLGAARD AGERTOFT

ilosoffen og politikeren Edmund Burke skrev i 1790: ”Under den ene autoritets svaghed og alle autoriteters vaklen vil en hærs officerskorps for en tid blive oprørsk og delt i splittelsesgrupper, indtil en populær general [...] vil tildrage sig alles opmærksomhed. Men i det øjeblik en sådan hændelse indtræffer, er den, som har den reelle kommando over hæren, jeres herre, herre over kongen – og det er en ringe ting – herre over forsamlingen, herre over hele jeres republik.”

Sådan forudså en noget farvet Burke udfaldet af Den Franske Revolution i revolutionens andet år – 9 år inden Napoleon tog magten. Burke havde selvfølgelig Den Franske Revolution i tankerne, men det kunne tillige være skrevet om Det Arabiske Forår i Egypten, og være næsten ligeså rammende. At en højtstående militærpersonlighed under oprør og ”autoriteters vaklen” ser sit snit til selv at gribe magten er blot én af flere ligheder mellem Den Franske Revolution og Det Arabiske Forår i Egypten.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Afskaffelse af enevælden I Paris i 1789 tvang et folkeligt oprør den enevældige kong Ludvig 16. i husarrest. Modviljen mod styret opstod som følge af længerevarende sult og fattigdom blandt befolkningen. Utilfredsheden blev kanaliseret videre til det franske borgerskab, der i høj grad var præget af oplysningsideer, som på mange måder var i modstrid med den daværende orden. Efter et flugtforsøg i 1791 blev den royale familie holdt fanget, indtil konge og dronning blev henrettet i 1793. Parallelt med dette blev de første forfatninger indført, og Frankrig bliver derefter officielt en republik. Enevælden er forbi. I 2011 må Hosni Murbarak opgive magten efter hele 30 år på præsidentembedet. Utilfredsheden kom i kølvandet på uændrede fattigdoms- og arbejdsløshedstilstande. Det blev til et egentligt oprør mod styret, da denne utilfredshed fusionerede med bl.a. liberale og islamiske kræfter. Murbarak blev idømt fængsel på livstid. Dermed sluttede også hans enevælde. Murbarak blev dog senere frifundet og løsladt, men døde i februar 2020.

2011 Hosni Murbarak går af som følge af massive

FAKTABOKS

Det Arabiske Forår

protester på sit præsidentembedes 30. år.

2011-2012 På trods af politisk tumult og fortsatte protester vælges Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab til præsident.

2012-2013 Mange grupper er utilfredse med resultatet, heriblandt tidligere Murbarak-støtter og liberale kræfter.

2013 Efter flere folkelige demonstrationer mod det nye styre afsætter militæret Morsi og griber selv magten under ledelse af feltmarskal Abdel Fattah al-Sisi.

2013 - NU

Det Arabiske Forår betegner en række oprør, som begyndte i slutningen af 2010 og eskalerede i foråret 2011. Det meste af den arabiske verden (Nordafrika og Mellemøsten) oplevede massive gadeprotester, og i flere lande, såsom Egypten, udviklede protesterne sig til deciderede oprør, som mange steder gik voldeligt for sig. I Syrien udviklede protesterne sig til en borgerkrig, som stadig ikke er afsluttet. Fattigdom, arbejdsløshed og varierende krav om demokrati var nogle af hovedfaktorerne bag Det Arabiske Forår. Fælles for opstandene er, at de grundede i generelt manglende politisk og socioøkonomisk udvikling – en utilfredshed, som blev projiceret tilbage på regimerne. Det hele begyndte i Tunesien, da en ung frugtsælger satte ild til sig selv efter at have været uretfærdigt behandlet af politi og embedsværk. Det Arabiske Forår førte til regimeskifte i Tunesien, Egypten, Yemen og Libyen.

Al-Sisi udnævnes til præsident, og Det Muslimske Broderskab og liberale kræfter bliver lukket voldsomt ned.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

FOTO: Det Arabiske Forår i Egypten trækker på mange måder tråde tilbage til Den Franske Revolution. Forløbsmæssigt har de to bevægelser forbløffende meget tilfælles. Men hvorvidt udfaldet af Det Arabiske Forår i Egypten også på sigt vil følge den franske model – med et stabilt demokrati som endemål – er på nuværende tidspunkt svært at sige. Seneste begivenheder viser tegn på, at det kan gå begge veje.

Det flygtige demokrati

et skal slås fast, at der aldrig var tale om egentligt demokrati under Den Franske Revolution. Dog blev der i stærk kontrast til det hidtidige styre udarbejdet liberale forfatningsreformer, der begrænsede kongemagten og sikrede (på papiret) lighed for loven – to vigtige skridt mod demokrati. Men i stedet for begrænset autoritetsudøvelse og et retfærdigt retssystem eskalerede voldelighederne under ledelse af Maximillien de Robespierre.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Efter Murbaraks fængsling i Egypten i 2011 blev det som følge af en folkeafstemning tilladt for andre partier at stille op til valg. Ved parlamentsvalget, som blev afholdt over vinteren 2011-2012, fik særligt Det Muslimske Broderskab en stor del af stemmerne. Året efter vandt Mohamed Morsi fra selv samme parti præsidentvalget, som på trods af tumultariske tilstande endte med at blive gennemført. Disse to valg (og en folkeafstemning) betegnes som Egyptens eneste frie valg. Men ligesom i 1790’ernes Frankrig udviklede der sig hurtigt mistillid til det nye styre efter udrensning i den militære ledelse og centralisering af magten.

Den populære general

Et (u)demokratisk retsopgør

Efter godt og vel et år med kaotiske tilstande afsættes Robespierre (guillotineres for at være helt præcis). De efterfølgende fem år var præget af stor usikkerhed og mistillid til regeringen. Og her kommer Burkes formaninger, nævnt i artiklens begyndelse, ind i billedet. Midt i den politiske apati og under ”autoriteters vaklen” tog en ”populær general” ved navn Napoleon Bonaparte magten ved et statskup. Napoleon så stort på revolutionens magtbegrænsende reformer og regerede Frankrig i 15 år. Morsi nåede ligesom Robespierre kun at sidde på magten i godt og vel et år. Flere protester mod Morsi udviklede sig voldeligt, hvilket foranledigede ledende general Abdel Fattah al-Sisi til at afsætte Morsi og selv overtage magten. Al-Sisi satte efterfølgende både Det Muslimske Broderskab og liberale medier og civilbevægelser ud af kraft. Selvom der stadig afholdes valg, betragtes det ikke som ’frie demokratiske valg’, eftersom reel politisk modstand notorisk bliver fjernet. Al-Sisi er med Burkes ord herre over republikken.

Den 26. august 2020 erklærede den egyptiske stat, at den vil retsforfølge 54 millioner egyptiske indbyggere. Det er over halvdelen af den samlede befolkning. Anklagen er den samme for dem alle: Manglende udøvelse af stemmeret ved parlamentsvalget i august. Det virker temmelig ironisk, at et udemokratisk land, hvor der ikke er reel politisk konkurrence, skulle gå op i, om befolkningen udøver den demokratiske handling at stemme – når stemmen ikke har nogen reel værdi. Det er et spørgsmål om legitimitet. Der er obligatorisk stemmepligt i Egypten, og når 54 millioner – 86% af den stemmeberettigede befolkning – ikke udøver deres stemmeret, ser det ikke godt ud for regeringens legitimitet. I hvert fald ikke, når regeringen forsøger at skjule sin politiske enevælde bag demokratiske procedurer. På den ene side kan den lave stemmeprocent ses som et drastisk fald i egypternes politiske engagement. Over halvdelen af den stemmeberettede befolkning stemte ved parlamentsvalget i vinteren 2011-2012, mens knap en syvendedel stemte ved det sidste. En seriøs nedtur for den brede politiske udøvelse. På den anden side kan den lave stemmeprocent også ses som et stille opgør med den nuværende politiske orden; et opgør der, siger: Vi støtter ikke regimet, vi venter blot på, at det forsvinder. Om Egypten vil blive et demokrati er endnu ikke til at sige. I øjeblikket er der meget lidt, der tyder på det. Men lettere klichéfyldt udtrykt er én ting sikker: Rom blev ikke bygget på en dag. Ej heller det franske demokrati. Og det bliver det egyptiske demokrati heller ikke. Men før der kan bygges en by, må den første sten lægges. Den første sten i Frankrig var den første revolution, og måske var Det Arabiske Forår den første sten i en langsom og besværlig opbyggelse af et egyptisk demokrati.

Demokratiets fremtid i Egypten Efter Den Franske Revolution skulle der gå lang tid, før Frankrig fik et stabilt demokrati. Men efter den første revolution var der ingen vej tilbage. Politik, som tidligere var forbeholdt kongen, adlen og kirken at føre, havde spredt sig til befolkningen, og der begyndte at blive stillet højere krav om medbestemmelse. 1800-tallet var en politisk brydningstid, men i sidste ende blev Frankrig demokratiseret. Det er også dét, som mange – særligt de mere vestlig og liberalt orienterede – håber på vil ske i Egypten. Den Egyptiske befolkning nåede at opleve politisk medbestemmelse i knap to år. Spørgsmålet er, om der i disse to år blev opbygget vilje nok til at forfølge den demokratiske drøm – og om de fleste egyptere overhovedet efterstræber demokrati.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

FAGKOORDINATOR & FORSKER

ET PORTRÆT MED IP1’s UNGE LØVE

IPmonopolet har interviewet fagkoordinator på IP1 Peter Marcus Kristensen. Vi har fået talt om, hvordan han har oplevet udviklingen i International Politik som fag gennem sine mange år på KU. Og så har vi fået ham til at give os indsigt i, hvad han ser som de vigtigste emner i disciplinen nu og i fremtiden. AF FREDERIK SVINNING VALEUR & MARCUS HORNUM BING

Der er sikkert nok en ung statskundskaber, der husker første gang den kloge, unge fagkoordinator trådte ind ad døren til introforelæsningen på IP1. Selvom man ikke kan høre det på hans dialekt, er Peter Marcus vokset op i Vissenbjerg på Fyn – og så havde han ikke samfundsfag i gymnasiet. Som han selv fortæller: ”Det er jo helt vildt hvad nye studerende kommer med af kendskab til IP-faget i dag i forhold til, da jeg selv startede.” Så er tiltroen til os som studerende ligesom slået fast. Men hvordan har IP-faget egentlig udviklet sig, siden Peter Marcus selv for første gang trådte ind på Københavns Universitet som studerende? Det lægger vi ud med at høre lidt om: PM: ”IP som fag på KU har udviklet sig fra teori for teoriens skyld til anvendelse af teori. Altså et mere problemorienteret fag. Hvad kan vi bruge teorierne til? Det handler ikke så meget om at sidde og nørde med teorierne. Det tror jeg også appellerer til mange flere. Faget har nok været mere for forskere engang. I dag er det måske mere for alle – og der er stadig masser plads til at nørde teori.” Peter Marcus er jo både underviser og forsker –

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

men hvad er egentlig det mest interessante for ham? IPM: Hvad trækker mest i dig i dag? Forskning eller undervisning? PM: ”Det er begge dele. Meget af det jeg forsker i, er også noget jeg underviser i. For mig er det kombinationen, der er tiltrækkende. Det er klart, at hvis man har undervist det samme flere årtier i træk, er der mere variation i forskningen. Men jeg synes egentlig også, at faget udvikler sig også hele tiden.” IPM: Er der noget der har ændret sig i undervisningen? PM: ”Ja helt klart – selv grundbogen har da ændret sig! Jeg sad og læste Thomas Kuhn forleden, og han siger jo, at hvis et fag bare udviklede sig kumulativt, behøvede man jo aldrig at ændre grundbøgerne. Dét er man jo blevet klart mere kritisk over for. Grundbøgerne bliver jo ændret. Historien bliver endda løbende revideret. Altså det, jeg vil kalde myterne i International Politik – at international politik opstod netop i 1648 og som videnskabelig disciplin med den ’første store debat’ i mellemkrigstiden – er jo ikke længere klare sandheder, som de var, da jeg var studerende.”

IPM: Hvad fylder så mest i IP-debatten i øjeblikket? PM: ”Jamen det er faktisk, at der ikke er nogen stor debat. Kernen i disciplinen har jo været diverse -ismer. Det er forskere generelt gået væk fra. På den måde er undervisningen mere konservativ – her underviser vi jo stadig i teoretiske ”-ismer”. Det er noget, der har ændret sig. Det er ret vigtigt for mig at sige, at man behøver jo ikke vælge en ”-isme” at lægge sig indenfor! Det kan der være en del af de studerende, der bliver lidt frustrerede over. Det oplever jeg også i undervisningen, hvor nogle studerende ender med altid at vælge det samme teoretiske perspektiv. Men der er færre og færre der udelukkende opererer indenfor en ”isme” i forskningen. Pointen er jo at kunne se verden med flere forskellige teoretiske linser og netop ikke låse sig fast!” IPM: Okay. Men hvor kommer så den fremmeste forskning fra i dag? Hvad fylder mest af emner? PM: ”Det er svært at sige, fordi ”det fremmeste” kan variere fra land til land. Endda fra universitet til universitet. I min egen forskning har jeg været interesseret i, hvad der sker uden for den

angelsaksiske forskning. Men IP er stadig en disciplin, der stadig i høj grad er orienteret mod Storbritannien og USA. I forhold til emner er det klart, at Black Lives Matter og corona har fyldt meget det sidste halve år. Klimakrisen og hele ideen om, at vi skal gentænke international politik som planetær politik er også på vej frem. Jeg forsker selv i Kina, BRIK-landene og udviklingen dér og det er da også min oplevelse, at det med globale magtforskydninger har fyldt mere det seneste årti.” IPM: Tænker du at forskningen fra det globale Syd generelt fylder mere? PM: ”IP som disciplin har altid været ekstremt eurocentrisk. Det har ændret sig og er stadig langsomt i gang med at ændre sig. Så ja, mit indtryk er, at det globale Syd fylder mere. Men jeg har det også lidt svært ved den modsætning mellem globalt syd og nord eller endnu værre ”Vesten” og ”ikke-Vesten”. Der er jo også forskere i Kina, der studerer og udvikler neorealisme mens andre forsøger at udvikle en kinesisk skole. Men bare fordi forskningen kommer fra lande udenfor ”Vesten” er det ikke nødvendigvis radikalt anderledes.”

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

IPM: Hvis du selv kunne bestemme – hvor ville du så arbejde og forske i verden? PM: ”Jeg var senest på et forskningsophold i Australien i foråret. Det var virkelig godt og jeg mødte mange interessante folk. Men jeg vil jo generelt gerne slå et slag for IP udenfor de typiske engelsktalende lande, hvor jeg ved mange af vores studerende også søger hen. Jeg har mødt og interviewet mange virkelig interessante folk i de lande, jeg har skrevet om – Indien, Kina og Brasilien. Men i forhold at arbejde og forske der, har mange af dem bare også påpeget, at der er vanskelige vilkår for forskningen, dels i forhold til det politiske men også andre ting såsom adgang til tidsskrifter eller forskningsmidler, hvor vi er mere privilegerede her. Så allerhelst vil jeg faktisk være i København! Det burde jeg jo egentlig have sagt først.” IPM: Hvor vil du anbefale at tage hen som studerende, hvis man gerne vil specialisere sig i IP? PM: “Der er jo mange andre steder, man virkelig kan IP-specialisere sig, f.eks. London School of Economics som vi har et forskningssamarbejde med på instituttet. Dér kan man få en egentlig IP-uddannelse. Selvom det er blevet bedre med vores specialiseringer på overbygningen, er IP stadig et fag i et fag hos os. Andre steder lever IP mere sit eget liv, løsrevet fra Statskundskab.

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Når det så er sagt, har mange af de forskere, der er på IFS et virkelig godt renommé internationalt, og IP-undervisningen på KU har også fået boost, hvis man ser på det over de seneste år. Noget der dog ikke fylder meget hos os, er den kvantitative IP-forskning, der fylder meget andre steder. Det skal man nok tage til USA for at få.” IPM: Hvis du skulle sige noget om hvor vi som studentermagasin med speciale i IP skal se hen – hvor skulle det så være? PM: ”Altså jeg tror vi alle sammen kunne blive lidt bedre til at have fokus på det globale Syd. Man kan jo sige, at Europa og ”Vesten” med Brexit og Trump er lidt som at køre forbi et trafikuheld i øjeblikket. Det suger opmærksomhed til sig, især i medierne. Samtidig med, at der er en masse ting, der bliver overset i det globale syd. Jeg forstår jo godt det er dragende – ”Vestens” forfald, den liberale ordens forfald, og alt det der. Konsekvensen burde vel være, at man så ser andre steder hen! Men det gør folk ikke. IPmonopolet som magasin har allerede været gode til det med temaer om Afrika, Asien og regioner. Men det skulle klart være mit råd – som magasin har I netop perspektivet til at se ud over den umiddelbare nyhedsstrøm om USA og Europa, som vi er så prægede af.”

Om Peter Marcus Kristensen Lektor og fagkoordinator ved institut for Statskundskab. Født d. 1983 i Odense. Fagområde: International politik.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

oronavirussen og den afledte krise har vendt op og ned på min hverdag som praktikant på den danske ambassade i Washington. Selvom arbejdsopgaverne er forandret, fritidsmulighederne decimeret og bevægelsesfriheden indskrænket, så er praktikopholdet fortsat afsindig lærerigt, interessant og meningsfuldt. Artiklen er udtryk for skribentens private holdning og oplevelser pr. d. 9. april 2020 – pandemien såvel som de oplevelser, skribenten ville lægge vægt på i beretningen, kan have ændret sig siden.

Kalenderen viser april, kirsebærtræerne i USA’s hovedstad har for længst blomstret, og alle medarbejdere på Danmarks ambassade i DC arbejder nu hjemmefra på fjerde uge. I hvert fald hvis der ses bort fra få medarbejdere, som på skift holder liv i selve bygningen, der i år fylder 60 år og netop har fået solceller på taget. Ambassaden, der til dagligt tæller +50 medarbejdere, er nemlig udvalgt som en af Udenrigsministeriets klimafrontposter. Således forventede jeg som praktikant i Trade Council at skulle arbejde med eksportfremme på en række af Danmarks styrkeområder, herunder bæredygtige klimaløsninger samt sundhed og life science. Imidlertid gik det ikke sådan, for mens foråret tog til og temperaturen steg, så nåede den globale pandemi også Washington DC. Udenrigsministeriet og ambassaden omfattedes nemlig af regeringens udmelding onsdag d. 11. marts om hjemmearbejde for alle offentlige ansatte i ikke-kritiske funktioner, og således havde vi sidste fysiske arbejdsdag torsdag. Dagen efter opfordrede udenrigsminister Jeppe Kofod alle danskere i udlandet til at rejse hjem, hvorfor ambassaden samtidig med overgang til hjemmearbejde gik i kriseberedskab og kraftigt opnormerede borgerservice-indsatsen.

PRAKTIK, PANDEMI PÅ TRODS. BERETNING FRA EN FORANDRET HVERDAG I WASHINGTON DC AF MADS WÆDEGAARD

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Af uransagelige årsager endte jeg som del af ambassadens Coronavirus Task Force efter allerede d. 5. marts at have bidraget med research på Washingtons første corona-indberetning til København. Dengang var pandemiens omfang utænkeligt, og jeg forventede ikke, at indberetningen ville blive en dagligt tilbagevendende begivenhed (også weekender). Ikke desto mindre blev jeg således en del af ambassadens Corona Task Force, der mødtes første gang d. 9. marts, og som dengang bestod af fem medarbejdere og senere er udvidet til syv. I Task Forcen har vi siden mødtes over Skype alle hverdage for at koordinere løbende besvarelse af instruktioner fra København, udarbejde retningslinjer for ambassadens drift, drøfte krisebemanding samt intern og ekstern kommunikation. Derudover har borgerservice-delen naturligt fyldt rigtig meget, hvor bl.a. krydstogtskibe og udvekslingsstuderende har været på dagsordenen gentagne gange.

Mads Wædegaard før corona blev hverdag og gåturene en velfortjent pause fra hjemmekontoret. Foto: Mads Wædegaard.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

På det personlige plan er man som praktikant i denne tid tvunget til konstant at forholde sig til hverken at være ’rejsende’ eller ’bosiddende’. Derfor var overvejelsen om hvorvidt man burde rejse hjem fast følgesvend gennem marts, hvor man ofte hørte om udvekslingsstuderende og praktikanter, der tog hjem, og hvor den gradvise lukning af samfundet og hjemrejsemuligheder gjorde tilværelsen usikker. For mit eget vedkommende nåede jeg en vished om, at jeg utvivlsomt ville udvikle mig mere menneskeligt ved at blive i DC og arbejde under de forandrede vilkår – og tillige ville jeg få et unikt indblik i USA’s håndtering af pandemien såvel som opleve Udenrigsministeriet indefra, under hvad der skulle vise sig at være den største krise i nyere tid, og samtidig bidrage til at holde ambassaden i gang. Uagtet usikkerheden var det trods alt bedre, end at skulle finde på noget at lave i et nedlukket og velkendt København. Det

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

er naturligvis trist, at alle ambassadens arrangementer, fx det store ’Constitution Day’-event med +600 deltagere og ’EU Open House’, ikke længere afholdes. Ligeledes er det beklageligt, at et IKEA-spisebord i en mørk kælderlejlighed ikke udgør en ideel kontorplads – særligt ikke, når computer-setuppet halter, og Skype-forbindelsen af og til afbrydes. Til gengæld er det fortrinligt, at man pludselig får øjnene op for, hvor gode forhold, man havde tidligere – og hvor taknemmelig man kan være for kolleger, som man nærmest lige har mødt. Derudover værdsætter jeg fordelene ved hjemmearbejde, der bl.a. tæller frokost udenfor, gåture med andre praktikanter og ingen transporttid. Tillige tydeliggøres en række fordele ved den danske samfundsindretning, idet pandemien fungerer som en prisme på uligheden i det amerikanske samfund, hvor sociale slagsider forstærkes som følge af sundhedssystemets såvel som arbejdsmarkedets indretning.

Alligevel forsøger jeg at glæde mig over de glimt af pre-COVID-19-hverdag i DC, som jeg fik, selvom de føles fjerne. Jeg husker fornemmelsen af et FOMO-inducerende stort udbud af spændende ting, som for mit vedkommende både nåede at byde på et Bernie-rally i Virginia, besøg i kongressen, Superbowl, State of the Union, små intime jazzklubber, primærvalgsnørderi, læsning på små caféer, museumsbesøg og sightseeing, gensyn med venner samt en weekendtur til NYC. Og således har jeg ikke engang nævnt arbejdet i Trade Council til gavn for danske virksomheder og muligheden for at tage til spændende arrangementer i verdens fremmeste organisations- og tænketankmiljø, hvor tidens mange webinarer for mig blot er en sølle trøst og mest af alt tjener som erindring om, hvad der kunne have været. Pandemiens forløb er ude af mine hænder, og på ambassaden har vi som minimum fort-

sat fire uger med hjemmearbejde –jeg krydser fingre for, at jeg når at opleve en gradvis genåbning og tilbagevenden til en ny normaltilstand i DC inden august, hvor mit forløb afsluttes. Men selv hvis Danmark og Udenrigsministeriet påbegynder genåbning til d. 10. maj, er det nok sandsynligt, at tidshorisonten er endnu længere i DC, hvor smitten har vist sig senere og indgrebene har været mindre restriktive samt længere undervejs. Usikkerheden om tidshorisonten og risikoen for selv at blive smittet (og smitte andre) er klart værst – hjemmearbejde og forsamlingsrestriktioner skal nok gå, og sightseeing såvel som roadtrips påtænker jeg at indhente senere. Indtil da står den på masser af arbejde og læsning, daglige gåture og kaffedrikning samt kvalitetstid med film og take-out i praktikantgruppen – så de næste fire uger kommer nok til at gå lige så hurtigt som de seneste fire, og således trives jeg fortsat i min hverdag i DC og praktik, pandemi på trods.

Mads Wædegaard studerer statskundskab på Københavns Universitet og er i øjeblikket praktikant på den danske ambassade i Washington D.C., USA.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

Som følge af Brexit træder London sammen med resten af Storbritannien ud af den Europæiske Union, og med det står en lang række af de juridiske fordele, som har været med til at gøre Londons til Europas ubestridte finansielle centrum, til at forgå. Nu byder de andre europæiske lande sig til for at lokke banker og finansielle institutioner til at omlægge de vigtige hovedsæder til netop deres storbyer. Således er et broget spil sat i gang, hvor et splittet EU anført af Paris ønsker at styrke dets eget finansielle markeder, ved at svække Londons.

PARIS SOM EUROPAS NÆSTE FINANSHOVEDSTAD POST BREXIT? å sent som i januar besluttede den multinati-

onale bank JPMorgan Chase at købe endnu en bygning i centrum af Paris, der kan huse op til 450 medarbejdere, som en del af deres strategi for ”fortsat at tjene dets europæiske kunder problemfrit fra større byer på kontinentet herunder: Frankfurt, Luxembourg og Dublin.” Samtidigt tegner en lignende fortælling sig for Europas andre banker og pengeinstitutter såsom Bank of America og HSBC, som hver især har åbnet en ny handelsafdeling med 1000 medarbejdere i Paris. For ikke at nævne den franske energigigant Total, som nu har valgt at flytte deres hovedkontor fra London til Paris, og ikke mindst Blackrock, der har gjort Paris til dets nye base for alternative investeringsydelser i Europa og Asien. Alt i alt tegner der sig en udvikling, hvor arbejdspladser i den finansielle sektor flytter fra London til Paris og resten af Europa. En skræmmende udvikling for Storbritannien, hvor den finansielle sektor udgør omkring 7% af landets samlede BNP, men samtidigt en lukrativ mulighed for den franske stat. Som Brüno Le Maire, Frankrigs finansminister, har udtalt: Frankrigs økonomi bør drage fordel af Brexit. Udviklingen skal ses i lyset af ikke blot Brexit, men også en række tiltag fra den franske regering samt en charmeoffensiv rettet mod de store internationale banker, hvor Emanuel Macron personligt har holdt møder med bl.a. Citigroup og Blackrock. Samtidigt har den franske rege-

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

AF TOBIAS HAVSTEEN HEDE

ring ført en række forretningsvenlige skatte- og arbejdspolitikker for at sikre Bruno Le Maires målsætning om at gøre Paris til Europas finansielle centrum. Igennem hele Europa er der hård rift om at få del i Londons formuende finanssektor, og hvis man kigger på antallet af virksomheder inden for den finansielle sektor, som er flyttet til Europa, fremgår Luxembourg som en klar vinder sammen med Dublin med hver især 72 nytilflyttede virksomheder fra Brexit frem til d. 15. september i år. En stor bedrift i betragtning af de to landes respektive størrelser set imod de 35, der har valgt at flytte til Frankrig. Luxembourg har især kunnet bryste sig af en udbredt kunnen indenfor engelsk iblandt befolkningen, gratis offentlig transport samt en finansiel stabilitet med en af de laveste niveauer af gæld iblandt de europæiske lande på 22% af BNP. Samtidigt har Luxembourg udmærket sig som samfund, der har rettet sig imod den finansielle sektor, og især har landet nærmest specialiseret sig indenfor investeringsfonde bl.a. på grund af landets lave skattetryk. Således kan en forholdsvis lille by som Luxembourg hamle op med, og på visse områder endda overgå, en storby som Paris.

Alligevel er det Paris, som i sin helhed er og vil være mest betydningsfuld for EU’s finansielle sektor. Arnaud de Bresson, direktør for Europlace - en organisation, der står for at promovere Paris’ finansielle sektor - udtaler i Euractiv, at Paris på det gamle kontinent ”er den eneste anden globale hovedstad, som er sammenlignelig med London”, og det kunne godt se ud som om, han har ret. Ser man blot på byens befolkning, er det Europas største by med omkring 10 millioner indbyggere inden for byens urbane område Det er omtrent samme størrelse som London, men meget større end den næststørste by Berlin med lidt over 6 millioner indbyggere. Samtidigt kan Paris prale af 180.000 ansatte inden for den finansielle sektor - en del under Londons 250.000, men langt mere end Frankfurt, som har næstflest, med 70.000 ansatte. Samtidigt har Paris også hovedparten af markedskapitaliseringen og forsikringsmarkedet. Oven i dette vil centrale institutioner flytte fra London til Paris såsom EBA (European Banking Authority), hvor ESMA (European Security and Markets Authority) allerede ligger. Måske vigtigst af alt er Paris Europas største by målt på BNP. Ifølge OECD var Paris endda rigere end London i 2018 målt ud fra købekraftsparitet i amerikanske dollars fra 2015 med 914 000 mod Londons 852 000 millioner dollars. Alligevel holder London endnu fast i førstepladsen som Europas finansielle hovedstad, og John Glen - Storbritanniens tidligere by-minister - udtalte tilbage i 2018, at andelen af selskaber, som er flyttet ud af London endnu er begrænsede. Samtidigt er Brexit en stor hovedpine for EU’s samlede marked på grund af dets fragmenterede struktur. Dels er der endnu ikke nogen by, der kommer i nærheden af London, som står for lige under en tredjedel af EU’s kapitalmarkeds aktivitet, og dels er EU’s indre marked på nuværende tidspunkt ikke integreret nok lovgivningsmæssigt fx i forhold til insolvens og værdipapirer.

Nicholas Véron fra Peterson Institute for International Economics i Washington udtaler i Financial Times, at den fælles gældstiftning, som blev vedtaget for at hjælpe Covid-19 ramte lande i EU, er et skridt på vejen for yderligere finansiel integration inden for EU. Men endvidere mener han, at et sammenhængende marked i sidste ende vil kræve en fælles bankunion. Der er ubestrideligt et stort arbejde foran Bruxelles for at forberede sig på et EU uden London, men Bruxelles synes at være fast besluttede på at gennemføre de nødvendige tiltag. Michel Barnier udtalte i juni: ”We need to look beyond the short-term adaptation costs, to our long-term economic interests, (...) We must ask ourselves whether it is really in the EU interest for the UK to retain such a prominent position.” Samtidigt er man inden for EU i gang med at gennemføre en harmonisering i forhold til supervisionen af det finansielle marked, og Arnoud de Bresson har udtalt, at strømmen af virksomheder, der rykker fra London til Paris, sandsynligvis vil accelerere. Samtidigt synes muligheden for et hårdt Brexit ved udgangen af året at blive mere sandsynligt for hver dag der går. Så sent som i september måned afslog Bruxelles Storbritanniens ændringer af brexit-traktaten. Selvom EU har lovet en række fordelagtige aftaler frem til 2022 med Londons finanssektor, for at sikre en glidende overgang, ændrer det ikke på det faktum, at ethvert Brexit-scenarie vil medføre en udvandring i større eller mindre grad fra London til andre europæiske hovedstæder. Ikke mindst som følge af de ændrede regler, der uundgåeligt må gøres for at sikre EU’s indre marked, som Storbritannien ikke længere ønsker at være en del af. Dette vil gavne Paris, som af alle Europas byer fremstår som den mest egnede til at overtage den uofficielle titel som Europas finansielle hovedstad.

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

IPmonopolet 28. udgave, november 2020 TEMA: VERDEN ANNO 2030

REDAKTIONEN

SKRIBENTER & BIDRAGSYDERE

Marcus Hornum Bing, chefredaktør

Caroline Voigt Christjansen

Anne Emilie Hansen, chefredaktør

Jacob Christian Brandt

Tianen Chen, webmaster

Johannes Binder

Josefine Vibe-Hastrup Jaque, SoMe-ansvarlig

Josefine Betak Højbjerg

Josephine Fronth Reiche, SoMe-ansvarlig

Julie Stendahl Ottesen

Sara Kirstine Ørnstrup, layouter

Louise Hove Buciek

Evgenia Gavryushenko, layouter

Lucas Honoré

Sebastian Holst, studenterjournalist

Mads Wædegaard

Asta Sevil Østerlund, studenterjournalist

Maja Lorentzen

Eline Bille, studenterjournalist

Mathias Nørgaard

Ida Olsson, studenterjournalist

Tobias Havsteen Hede

Rebecca Klarskov Larsen, studenterjournalist

Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved DIIS

BESTYRELSE

Emma Holten, kønspolitisk rådgiver ved Oxfam Ibis

Lasse Koch Pedersen, bestyrelsesformand

Mogens Jensen, minister for fødevarer, fiskeri

Frederik Valeur, bestyrelsesnæstformand

og ligestilling og minister for nordisk samar-

Oruc Polat, kasserer

bejde

Jeppe Solgaard Agertoft

Peter Marcus Kristensen, lektor i IP1 på stats-

Josephine Fronth Reiche

kundskab ved Københavns Universitet

TRYK

IPmonopolet

IPmonopolet trykkes ved:

c/o Institut for Statskundskab (IFS)

Frederiksberg Bogtrykkeri

Øster Farimagsgade 5,

STØTTE Academic Books

1353 København K

IPmonopolet.org ISSN: 1903-5713 ISSN: 1903-5721 (online udgave)

IPmonopolet | 28. udg | VERDEN ANNO 2030

Tak fordi fordi du læste med. Holdet bag IPmonopolet glæder sig til at levere næste udgave af magasinet i foråret 2021.

Find os på vores Hjemmeside IPmonopolet.org Facebook @ipmonopolet Instagram @ipmonopolet

VERDEN ANNO 2030 | 28. udg | IPmonopolet

IPmonopolet #28

Articles inside

IPmonopolet #28