IPmonopolet #28

AF JULIE STENDAHL OTTESEN

Der er stadig lang tid til, at vi i Danmark kan sige, at køn er ligegyldigt for hvad du tjener. På tværs af alle jobtyper og sektorer tjener mænd stadig 6 procent mere end kvinder pr. time, og hvis man ikke tager højde for antal timer og erhverv, tjener mænd hele 22 procent mere end kvinder. Derfor har IPmonopolet taget en snak med dansk feminismes grand old woman, Emma Holten. Her snakker vi om feministisk økonomi, og hvordan den kan have redskaberne til at løse problemerne med ulige løn.

Foruden at være ekspert i feministisk økonomi, er Emma Holten medlem af Advisory Board hos den feministiske tænketank Tora, og arbejder til daglig som kønspolitisk rådgiver i NGO’en Oxfam Ibis. Holten trådte for første gang ind på den danske debatscene i 2014 med sit projekt ’Samtykke’, og har sidenhen været en af de førende samtalestartere om feminisme, både inden- og udenlands.

Hun møder mig på en varm maj-dag på sit kontor på ved Rådhuspladsen. Vi drikker vores Lipton-te i et lille mødelokale, og Holten lægger ud med at fortælle hvordan hun mener at socialisme og feministisk økonomi hænger tæt sammen, og også tit overlapper. Det sker når hun ikke kan finde svar på ligestillingskampens udfordringer i vækst i BNP eller trickle-down økonomi. I stedet ser hun mod en mere lige fordeling af økonomiske goder gennem højere skat, og indførelse af nogle helt andre parametre for vækst end produktion, eksempelvis ved at tid og omsorg bliver lige så vigtigt, som tallene på lønsedlen.

Hun kategoriserer sig selv som ’materialistisk feminist’, der tager udgangspunkt i magtforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Og ja, det er med inspiration fra de gamle Marx og Engell, forfattere til ”Det kommunistiske manifest”. Kønnene er altid formet efter de økonomiske og politiske omstændigheder, der gør sig gældende i samfundet. Der har været forsøg på at splitte ligestilling fra politik og økonomi, og gøre det til et neutralt mål som alle stræber efter. Men det usynliggør, hvor politisk ligestilling faktisk er, og hvor dybt i vores økonomiske og sociale systemer, uligheder mellem kønnene er. Når man derfor spørger Holten om hvorvidt kvinder skal ligestilles med mænd, er svaret derfor: hvilken mand? Fabriksarbejderen, politibetjenten eller bankdirektøren? Hver person har nogen de udnytter magt udover, og får samtidig udøvet magt udover sig. Det er nødvendigt også at tænke over disse magtforhold i ligestillingsdebatten.

HVAD ER VIGTIST:

PENGE ELLER TID?

For hende kan feministisk økonomi eksemplificeres ved et spørgsmål om hvorvidt løn er fair: ”Afspejler det helt præcist hvad folk laver? Der er en ide om at ”det frie marked” altid kommer til at lave løn der afspejler folks faktiske indsats og værdi og hvis en person tjener meget, er de fordi de er værdifulde og produktive. I feministisk økonomi sætter vi spørgsmålstegn til de hierarkier” markerer Holten med hænderne foran sig. Løn er ikke altid fair, nogle gange er den et produkt af magtstrukturer og ulige forhold. Eksempelvis er overenskomster forhandlet gennem et politisk spil, hvor bestemte befolkningsgrupper favoritiseres, og andre overses.

Et eksempel på dette er tjenestemandsloven fra 1969, der bestemmer lønnen for tjenestemænd og offentlig ansatte. Den er en af årsagerne til de 22 procent som mænd tjener mere end kvinder, da loven aflønner maskuliniserede erhverv højere end feminiserede erhverv. Derfor er en politibetjents løntrin 18 procent højere end en sygeplejerskes, og loven medfører også at sygeplejersker ikke har mulighed for at stige i anciennitet (at stige i løn, som følge af år brugt på arbejdspladsen), ligesom politibetjentene har. Det til trods for at sygeplejesker og politibetjente har samme uddannelsesniveau. En del af forklaringen på dette, er at omsorgsarbejde i 60’erne gik fra at være under den ulønnede husmors regi, til at blive en del af den ekspanderende velfærdsstat. Det sendte kvinderne ud på arbejdsmarkedet, men gav stadig de klassiske ’kvindejobs’, som pædagog og social- og sundhedsassistent, lavere løn end jobs af tilsvarende uddannelse. Eksempelvis tjener folkeskolelærere mere end sygeplejesker, da der var flere mænd i lærergerningen i 1969. Så når mænd tjener 22 procent mere end kvinder, kommer det også tit an på hvordan de traditionelt kvindedominerede fag prissættes lavere end mandsdominerede fag.

At vi i Danmark giver lavere løn til jobs hvor pleje og omsorg er i fokus, siger meget om hvordan vores kultur værdsætter omsorgsarbejde. Men pointen med den feministiske økonomi er ikke at alle skal tjene mere, for at forbruge mere. I stedet skal vi stile mod et bæredygtigt samfund, hvor lykken ikke gøres med flyrejser til Thailand og et uhæmmet forbrug af Kähler-vaser. Som en kritisk teori, giver den feministiske økonomi heller ikke nødvendigvis et utopisk endemål, men skal mere bruges som et redskab til vejen mod et mere bæredygtigt og ligeværdigt samfund. Det gør den, ved hele tiden at udpege og fortælle om diskrimination og forskelsbehandling, og forsøge at give en løsning på dette problem.

UD MED FORSØRGEREN

Uanset hvilket jobs man vælger som kvinde, så tjener mænd (fraregnet de højeste 10 procent af indtjenende) pr. time stadig 6 procent mere end kvinder. Hvorfor tror du, at tallene er sådan?

Holten: ”Man plejer at sige mænd arbejder mere. Det er også rigtigt. Mænd arbejder mere lønnet – faktisk arbejder de næsten præcis mere (lønnet, red.) end kvinder arbejder hjemme (ulønnet, red.)”.

Helt præcist referer Holten til 55 minutter mere om dagen, hvor mænd i gennemsnittet arbejder videre på kontoret, mens kvinderne dropper det sidste møde for at hente børn og starte en kogevask derhjemme. Det understøttes af tal fra Rockwool-fonden, der viser at 42, 3 procent af kvinder bruger mere end 3,5 timer om dagen på husarbejde derhjemme, men kun 27, 9 procent af mænd bruger samme mængde tid på husarbejdet. 40, 3 procent af mænd bruger til gengæld mindre end halvanden time, mens det kun gælder for 23, 6 procent af kvinderne.

Holten: ”Det grundlæggende problem er den ulighed der opstår ved, at samfundet et bygget op om en forsørger og en omsorgsperson. Det forventes at der er nogen der har tid til det her (husarbejde, red.)”. Derfor har Holten også arbejdsdagens opdeling under luppen, og ser muligheder i at den feministiske økonomi undersøger den mere: ”Arbejderbevægelsens store kamp var otte timers arbejde, otte timers fri og otte timers søvn. Problemet med den her arbejdsdag er bare, at den er lavet ud fra, at du havde en kone der ikke arbejdede. Intet sted bliver der taget højde for at der i et hjem er ekstremt meget arbejde, hvis begge forældre arbejder”.

Men er det ikke okay at vælge omsorgen til? Kvinder har vel ret til at fravælge karrieren, og bruge tid på hjemmet og børnene? Det er vel deres eget frie valg?

”På den korte bane er dine muligheder for at tjene penge i samfundet din billet til din personlige frihed, og at prioritere omsorgsarbejde derhjemme gør dig afhængig af din partner. Vi har en økonomisk ulighed i at kvinder har 300.000 mindre end mænd i pension, og at de går 30 procent ned i løn efter deres første barn, og bliver resten af livet 20 procent under deres forventede lønniveau. Så uanset om det er et frit valg eller ej, udfører kvinder arbejde som nogen skal lave og bliver fattigere af det”.

barsel øger mænds rettigheder til at se deres børn, og giver samtidig en mere fair fordeling af omsorgsarbejdet derhjemme”. De 20 procent som kvinder mister af deres livsindtægt ved fødslen af deres første barn, ser man ikke hos mænd, hvis liv og arbejde stort set er uændret uagtet børn. For mange mænd betyder den større mængde tid på arbejde at de giver køb på tid og bonding med deres børn, som bruger mere tid med mor”.

OG HVAD GØR MAN SÅ?

Så hvad gør man for at udligne denne lønforskel? For Holten er det lige til:

”Jeg vil gerne have mændene mere hjem”, og barslen er en af de mest indflydelsesrige redskaber i kampen for lige løn. Derfor påskønner Holten også det nye direktiv fra EU, der giver to måneder øremærket barsel til far, og som senest skal være implementeret i 2023: ”Det vi ser blandt veluddannede heteroseksuelle par i urbane områder, er en øget ligestilling gennem mere barsel til far. Det ses også i hvordan omsorgsarbejdet fordeler sig bagefter. Mænd med lav uddannelsesgrad tager dog ekstremt lidt barsel. 2-3 uger cirka, og det har varige konsekvenser for deres tilknytning til børnene”.

Til trods for dette intersektionelle problem, kan man dog håbe at øremærket barsel imødekommer nogle af udfordringerne. ”Øremærket

Barsel er dog ikke nødvendigvis noget kvinder vil slippe fra – snarere tværtimod. 65 procent af mandlige HK-medlemmer i den private sektor følte ikke de fik nok barsel, og de adspurgte mænd pegede på kulturelle forventninger på arbejdspladsen og i hjemmet som årsag. Tit ville moren ikke af med sin barsel, og mændene følte det var ekstremt svært at bede chefen om, fordi det ville få konsekvenser for deres karriere. ”I feminismen mener vi begge forældre er lige vigtige for barnet, men det afspejler loven bare ikke. Overhovedet”.

En kortere arbejdsuge, hvor forældrene tjener mindre, men til gengæld er mere sammen med deres børn, kan også være en del af løsningen. Det kan skabe den fornødne kulturændring, hvor begge forældre løfter lige meget af det ubetalte husarbejde. For Emma Holten er drømmesamfundet et sted, hvor BNP er baseret på services frem for produkter, og hvor alt ikke skal vækste på bekostning af nogens ve og vel.