IPmonopolet#24 by IPmonopolet

ipmonopolet Tidsskrift om international politik

24. udgave, december 2015

Johannes riber nordby Maritim sikkerhed i Guineabugten og dansk pirateriindsats interview med Thomas Ravn-Pedersen VERDENS BEDSTE NYHEDER SKAL VĂ&#x2020;RE BREAKING lars engberg-pedersen Den Burkinske Succeshistorie peter nedergaard Tysklands problematiske lederskab

TEMA

det ukendte afrika Tysklands problematiske lederskab

REDAKTION CHEFREDAKTION

IPmonopolet

Daniel Atli Larsen

c/o Institut for Statskundskab (IfS)

Emilie Bruun Sandbye

Øster Farimagsgade 5,

Jeppe Vierø

1353 København K

REDAKTION

ipmonopolet.dk

Randi Emilie Dahlen

redaktion@ipmonopolet.dk

Milan Jha

ISSN : 1903-5713

Anne Sofie Skov Faber

ISSN : 1903-5721 (online udgave)

Ferhat Gurini STØTTE Grafisk design

IPmonopolet udgives med støtte

Anne Sofie Nordlund

fra Institut for Statskundskab,

TRYK

IPmonopolet trykkes ved: Grafisk - Københavns Universitet

Find os på Facebook: www.facebook.com/IPmonopolet Bliv abonnent ved at sende en mail til: redaktion@ipmonopolet.dk

Københavns Universitet

LEDER Africa Rising. To ord der med jævne mellemrum er dukket op, når talen er faldet på Afrika de senere år. Stigende vækstrater og forbedrede levevilkår er baggrunden for optimismen. Den danske udenrigstjeneste åbnede som konsekvens en ambassade og et handelskontor i Nigeria i 2011, ligesom indsatsen blev styrket på vækstmarkederne i det sydlige Afrika. Alt er dog langtfra fryd og gammen. Borgerkrige, sult og naturkatastrofer hærger stadig en stor del af kontinentet. Realiteter som vi i Vesten er særdeles bevidste om på grund af mediernes dækning. Der er dog mange historier vi ikke hører om i den daglige nyhedsstrøm. Historier der er vigtige men ukendte. Historier der er værd at fortælle. Historier som IPmonopolets 24. udgave, Det Ukendte Afrika, er dedikeret til. Vi starter med en succeshistorie fra Burkina Faso, der har gennemgået en omfattende politisk udvikling. Derefter spørger vi folkene bag Verdens Bedste Nyheder, hvordan man bør formidle nyheder fra Afrika, inden potentialet i den nordafrikanske Maghreb Union bliver diskuteret. Derudover kan du blandt andet læse om pirateri, urbanisering og Congos blodige historie. I vores udblikssektion tager vi et kig på Tysklands europæiske lederskab, der i flere henseender kan ses som problematisk. Vi bringer også en førstehåndsberetning fra valget i Ukraine og en analyse af de to veje, israelerne kan gå på vejen mod fred. Rigtig god læselyst!

Daniel Atli Larsen, Emilie Bruun Sandbye og Jeppe Vierø Chefredaktionen

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

OVERSIGT

TEMA

"Den burkinske succeshistorie" af Lars engberg-pedersen

"Verdens bedste nyheder skal være breaking" interview med thomas ravn-pedersen af Emilie Bruun Sandbye

"Den arabiske Maghreb Union – udfordringer og potentiale ved regional integration i Nordafrika" af Ferhat Gurini

"Maritim sikkerhed i Guineabugten og dansk pirateriindsats" af Johannes Riber Nordby

"Afrikas urbanisering – potentiale og udfordringer" af ANNE SOFIE SKOV FABER

24 28 30

"Der er et lukket land…" af randi emilie dahlen

"Belgisk Congo - En centralafrikansk fortælling om storhed og fald, undertrykkelse og overmod samt imperialismens grimme ansigt" af Milan Jha

"Skyggenetværk og konflikt i Afrika" af Jesper Bak-Christensen "Den Afrikanske Union som fredsskaber" af Daniel Atli Larsen

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

UDBLIK

38 44

"Tysklands problematiske lederskab" af Peter Nedergaard

"Et skridt mod demokratisering i Ukraine" af Kamilla Cecilie Clausen

"Europe, Russia and the Ukraine crisis" af Jeppe Damgaard Rothuizen, Jonas Gejl Pedersen og Karl Elias Immanuel Götz

"Den israelske kamp om vejen mod fred" af Morten Mikkelsen

TEMA Afrikanske succeshistorier hĂ¸rer vi sjĂŚldent om, men til trods for kontinentets ufattelige udfordringer skorter det faktisk ikke pĂĽ dem.

Lars Engberg-Pedersen

tema

Den Burkinske Succeshistorie af Lars Engberg-Pedersen

Burkina Faso, som ligger mellem Ghana i syd og Sahara i nord, er et typisk Sahel-land med et hårdt klima, ufrugtbar jord og begrænset minedrift. Ikke desto mindre kan det nu demonstrere en klokkeklar politisk succeshistorie.

frikanske succeshistorier hører vi sjældent om, men til trods for kontinentets ufattelige udfordringer skorter det faktisk ikke på dem. Selv om økonomisk vækst ikke er alt, er det værd at bide mærke i, at nogle af verdens højeste vækstrater i øjeblikket skal findes i afrikanske lande. Halvdelen af landene i Afrika har faktisk oplevet solid økonomisk vækst de seneste 20 år. Egentlige politiske succeshistorier har det været sværere at finde. Afrika fik ikke sit forår, selv om befolkningerne i flere lande rørte på sig i kølvandet på det arabiske forår. Til trods for gentagne valg holder magthaverne mange steder fast i magten i årevis. Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, har nu været ved magten i 35 år, selvom han har bragt landet på kanten af sammenbrud ved flere lejligheder. Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har holdt den kørende siden 1986 og er i gang med sin 4. valgperiode. I Rwanda har præsident Paul Kagame styret landet siden 1994, men er i de senere år blevet genstand for beskyldninger om politisk undertrykkelse. Et andet land, hvor den politiske undertrykkelse af opposition og civilsamfundsorganisationer har været markant

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

voksende de senere år, er Etiopien, og folkelige organisationer beklager sig mange steder i Afrika over, at mulighederne for at ytre sig og øve indflydelse på politiske processer svinder ind. En delvis undtagelse fra dette mønster er Ghana, hvor magten flere gange er blevet overdraget relativt fredeligt fra den ene fløj i parlamentet til den anden. Nogle vil mene, at begge fløje er lige uimodtagelige for folkelig indflydelse, men ytringsfriheden har det rimeligt godt. Bortset fra Zimbabwe har de nævnte lande været karakteriseret af en væsentlig økonomisk vækst, og landene ligger inde med betydelige naturressourcer. Ét af de lande, der ikke er begunstiget af sådanne betingelser, er Burkina Faso, som mellem Ghana i syd og Sahara i nord er et typisk Sahel-land med et hårdt klima, ufrugtbar jord og begrænset minedrift. Ikke desto mindre kan det nu demonstrere en klokkeklar politisk succeshistorie.

Oprør og sejr

I oktober 2014 gik befolkningen på gaden og demonstrerede deres utilfredshed med det siddende styre så

Den vestafrikanske union, ECOWAS, forsøgte at mægle, men da kupmagerne fik lovet amnesti, nød mæglingen ikke megen opbakning i den burkinske befolkning.

kraftigt, at præsidenten gennem 27 år, Blaise Compaoré, måtte flygte til nabolandet, Elfenbenskysten. Situationen var tilspidset, fordi Compaoré for anden gang i sin karriere forsøgte at lave grundloven om, således at han kunne genopstille til en 5. valgperiode. Det blev for meget for burkinerne, og da ændringsforslaget til grundloven kom til debat i parlamentet, tog de sagen i egen hånd og satte ild på bygningen og dermed symbolsk på forslaget. Dagen efter måtte Compaoré flygte og hæren opløste de demokratiske institutioner til befolkningens udbredte tilfredshed. Hurtigt blev der sammensat en overgangsregering, og det blev besluttet at der skulle afholdes nyvalg af præsident og parlament inden for et år. Men ikke alle var glade. Compaorés parti, Congrès pour la Démocratie et le Progrès (CDP), havde i årtier domineret den politiske scene, og den midlertidige regering blokerede for, at CDP-medlemmer, der havde støttet Compaorés forslag til ændring af grundloven, skulle kunne stille op ved de nye valg. Samtidig rørte den forhadte præsidentgarde, som Compaoré havde oprettet 20 år tidligere, på sig. Nok havde Compaoré forladt landet, men hans støtter havde ikke tænkt sig at opgive magten. Den 16. september 2015 greb præsidentgarden så magten ved at sætte den midlertidige præsident og premierminister i husarrest. Det nært forestående valg blev udskudt, og den nye stærke mand, General Diendéré, lovede at alle ville kunne stille op, når der skulle afholdes valg. Burkinerne var dog langt fra tilfredse med denne nye udvikling og gik på gaden. 10 blev dræbt af garden, og det gjorde ikke burkinerne gladere. Den vestafrikanske union, ECOWAS, forsøgte at mægle, men da kupmagerne fik lovet amnesti, nød mæglingen ikke megen opbakning i den burkinske befolkning. Efter fem dage begyndte den almindelige hær at rykke mod hovedstaden med det formål at afvæbne præsidentgarden. Heldigvis kom det ikke til sammenstød, men hærens pres plus befolkningens modstand fik præsidentgarden til at opgive sit forehavende, og den midlertidige præsident og premierminister blev genindsat i deres embeder en uge efter, at de var blevet afsat. Nu er præsidentgarden blevet opløst, general Diendéré står anklaget for forræderi, mord m.v., og de aflyste valg gennemføres den 29. november 2015. Compaoré og hans støtter er endegyldigt blevet

miskrediteret, og burkinerne kan begynde på en ny politisk virkelighed.

Historie!

Hvordan kan det være, at det lykkedes burkinerne at få smidt Compaoré og hans styre ud, og er der reelt tale om en succeshistorie? To spørgsmål, der kræver et historisk tilbageblik. Der er tre faktorer, der tilsammen kan forklare, at den ikke gik længere for Compaoré. For det første har han gennem hele sin karriere udvist en mangel på respekt for menneskeliv og en manglende vilje til at gøre op med den straffrihed, som karakteriserede hans styre. Visse drab kan klart kædes sammen med Compaorés regime. Ikke mindst udløste mordet på journalisten, Norbert Zongo, i december 1998 en voldsom harme, som påvirkede al politik i Burkina Faso i flere år. Zongo havde sin egen ugeavis, L’Indépendant, hvori han konsekvent gravede i præsidentens handlinger. Han var i lange tider stærkt optaget af, hvad der skete, da en chauffør for Compaorés bror døde i præsidentgardens varetægt.

Burkinerne er et sammensat folkefærd med 60 forskellige etniske grupper, som entreprenante politikere muligvis kan spille ud mod hinanden.

Zongo blev skudt sammen med tre andre i sin bil på en øde landevej, og det førte til omfattende demonstrationer og uroligheder i månedsvis. Compaoré nedsatte et råd af vise mænd og institutionaliserede en tilgivelsens dag, men det hjalp ikke på folkestemningen, så længe morderne ikke blev stillet for en domstol. Disse og andre begivenheder skabte en udbredt utilfredshed med Compaoré, som imidlertid var eminent til at spille oppositionspolitikerne ud mod hinanden og dermed reelt eliminere den politiske opposition. Samtidig har den fattige landbefolkning aldrig ønsket ballade med de magtfulde folk i staten, og den har derfor troligt stemt på Compaoré ved valgene. For det andet har de mange gentagne valg siden 1991 vænnet burkinerne til, at der er en vis mulighed for at øve indflydelse. Hvad der ikke er lykkedes på nationalt plan, er til tider lykkedes ved kommunalvalgene, der er blevet afholdt i de større byer siden 1995, mens det først var i 2006, at der blev oprettet kommuner på landet, hvor kommunalpolitikerne nu har været på valg to gange. Erfaringen flere steder er, at man godt kan få skiftet borgmesteren ud, hvis denne er inkompetent. Samtidig har der i nogle kommuner været reelle valgkampe. Selv om Compaorés parti, CDP, virkelig har lagt

FOTO: af Julián Ortega Martínez det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

foto: fra US. Department of State

sig i selen for at udrydde enhver opposition, er det ikke lykkedes, og der har været borgmestre fra andre partier i en række kommuner. Der er dog ikke tvivl om, at de meget få ressourcer, som kommunerne råder over, sammen med Compaorés evne til at splitte oppositionen, har fået mange burkinere til at være skeptiske over for de demokratiske institutioner. Ikke desto mindre er valghandlingerne en stadigt tilbagevendende erindring om, at det kunne være anderledes.

Sammen med Compaorés for en gangs skyld svigtende fornemmelse af, hvad der var politisk muligt, kan disse tre faktorer give en god del af forklaringen på, hvorfor burkinerne i oktober 2014 udlevede deres efterhånden gamle slogan: ”Nok er nok!” og viste Compaoré vintervejen.

Succes?

For det tredje har bybefolkningen over årene fået rigtig god erfaring med at gå på gaden. Det har langt fra altid givet politisk resultat, men det er blevet en relativt fredelig og indgroet praksis, som fagforeninger, studerende og civilsamfundsorganisationer har været med til at institutionalisere.

Kun fremtiden kan reelt afgøre om burkinernes oprør og sejr det seneste år er en reel succeshistorie. Man kan let bekymre sig. Burkinerne er et sammensat folkefærd med 60 forskellige etniske grupper, som entreprenante politikere muligvis kan spille ud mod hinanden. Etniske og religiøse konflikter har hidtil været sjældne, og de fleste burkinere vil sikkert mene, at de ikke lige står for døren, men historisk er magtkampene i Burkina Faso ikke uden etniske dimensioner.

Senest blev Le Balai Citoyen (Borgernes Fejekost) oprettet i forbindelse med Compaorés forsøg på at lave grundloven om. Med en rapper og en reggae-sanger i spidsen har denne folkelige bevægelse været central i begivenhederne og har brugt de sociale medier til f.eks. kategorisk at afvise ECOWAS’ forsøg på mægling under militærkuppet i september.

En anden frygt kan være, at en ny præsident og regering vil blive mødt med mere kontante krav om fremgang, som selv ikke de bedste politikere vil kunne honorere. Burkina Faso er et fattigt land med dårlig infrastruktur og et meget overskueligt marked. Landet er meget afhængigt af økonomisk vækst i Ghana, Elfenbenskysten og andre kyststater, hvor fle-

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Compaorés magt har været meget omfattende, og hans fravær efterlader et tomrum, som mange nu vil søge at udfylde.

FOTO: Den tidligere præsident i Burkina Faso, Blaise Compaoré sammen med John Kerry i 2014.

re millioner burkinere lever og arbejder. Hvis denne vækst udebliver, vil burkinernes tro på fremtiden og på deres regering sikkert svinde. Man kan også være bekymret for, om de forskellige konflikter i nabolandene Mali og Niger vil brede sig til Burkina Faso. Fanatiske islamister har gennemført flere angreb på politistationer i de nordlige og vestlige dele af landet, og kombinationen af de mange våben, der cirkulerer efter sammenbruddet i Libyen, og de ringe økonomiske fremtidsudsigter for mange unge er en grundopskrift på ustabilitet. Når man alligevel kan nære en vis forsigtig optimisme for fremtiden, skyldes det flere forhold. Det gamle styre er blevet lagt effektivt i graven. Præsidentgardens kortlivede forsøg på at skrue tiden tilbage har vist, at såvel det gamle regime som militærkup ikke har nogen fremtid i Burkina Faso. Det giver en betydelig politisk frihed til den kommende regering, som har mulighed for ikke kun at tilgodese en eksisterende elite. Samtidig har burkinerne vist, at de kan tvinge en præsident væk, hvis de ikke er tilfredse med den førte politik. Det betyder, at fremtidige regeringer kommer

til at stå væsentligt mere til ansvar over for vælgerne end de hidtidige. Fagforeninger, sociale bevægelser og civilsamfundsorganisationer er gået særdeles styrket ud af de seneste års konfrontationer, og de vil efter alt at dømme holde skarpt øje med, om de politiske repræsentanter tilgodeser deres specifikke interesser og det almene vel. Burkinerne skal i meget høj grad vænne sig til en ny situation på alle niveauer. Compaorés magt har været meget omfattende, og hans fravær efterlader et tomrum, som mange nu vil søge at udfylde. Det kan skabe stærke konflikter. Imidlertid har burkinerne talrige gange demonstreret, at de er besindige mennesker, der værdsætter konsensus og stabilitet. En demokratisk fremtid står langt fra mejslet i sten, men en helt afgørende forudsætning for et reelt demokrati er blevet bragt til veje - nemlig forståelsen af at magten i sidste ende ikke ligger hos politikerne men hos folket.

om SKRIBENTEN

Lars Engberg-Pedersen er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han blandt andet forsker i dansk og international udviklingspolitik. Han har tidligere boet 3-4 år i Burkina Faso.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

tema

VERDENS BEDSTE NYHEDER SKAL VÆRE BREAKING interview med thomas ravn-pedersen af Emilie Bruun Sandbye

Verdens Bedste Nyheder er et medie, der ønsker at bringe de gode historier fra ulandene. Idéen til kampagnen opstod i 2008. Flere kommunikationsfolk inden for udviklingsorganisationerne kunne se, at befolkningen blev målt hvert år på holdninger, hvor der var ting, der var ved at ændre sig.

et blev tolket som en konsekvens af, at Ulla Tørnæs, da hun var udviklingsminister, var tæt på at skrotte alt, der hed ulandsoplysning, ifølge chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder(VBN), Thomas Ravn-Pedersen. Kampagnen, der nu har mere karakter af en nyhedsplatform, har i samarbejde med forskellige udviklingsorganisationer og MetroXpress som målsætning at formidle positive nyheder om udviklingsbistand til danskerne. IPM mødtes med Thomas Ravn-Pedersen, der redegør for alt det, der er ”galt” med Afrika, hvordan vi taler om Afrika i dag, og hvordan det er som journalist at dække et fænomen, hvorpå det negative syn er så forankret i danskernes bevidsthed. Ifølge Thomas Ravn-Pedersen har medierne haft tendens til bias mod alt det, der ikke fungerer. ”Så er det enten noget eksotisk turisme eller hvis kongefamilien er på besøg, eller borgerkrig, ebola, korruption, aids. Så den almindelige danskers møde med eksempelvis Afrika bærer præg af det her.” Da VBN spurgte danskerne, hvor mange børn i ulandene, de troede starter

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

i skole, var det gennemsnitlige svar i Danmark hver tredje barn. Det rigtige svar er ni ud af 10. ”Det er jo egentlig en uhyggelig forskel på den viden folk har og så faktiske forhold,” mener Thomas. ”Vi lavede nogle fokusgrupper og meningsmålinger i 2010, hvor vi kom frem til, at folk sagde, at de kunne egentlig godt tænke sig at vide noget mere.”

Vi er alle fra Zimbabwe

Da vi sad i redaktionen og planlagde udgavens tema, oplevede vi både fra vores læsere og samarbejdspartnere et ønske om et mere nuanceret billede af Afrika. Thomas tror, der muligvis kan være nogle filosofiske, kulturelle årsager bag. Hvorfor tror du, folk refererer til det hele samlet som bare ”Afrika” – det er jo over 50 forskellige lande? Det er som om, billedet er mere nuanceret, når det for eksempel kommer til Asien? ”Det skægge er, at det er det eneste kontinent, hvor vi bare tillader os at sige ”Afrika”, og for rigtigt mange danskere er det jo bare ét land. Afrika har haft en særlig kulturhistorie hos os som danskere og den

Afrika har haft en særlig kulturhistorie hos os som danskere og den vestlige verden, hvor det først er efter 2. Verdenskrig, at Afrika er begyndt at blive bare en smule ligeværdige i menneskeopfattelsen.

vestlige verden, hvor det først er efter 2. Verdenskrig, at Afrika er begyndt at blive bare en smule ligeværdige i menneskeopfattelsen. Jeg tror, det er det, der ligger helt dybt, sådan traditionelt, hvorfor det er sådan. Det er jo også det yngste kontinent, men det er jo der menneskeheden stammer fra, et eller andet sted i Zimbabwe, man kan spores tilbage til, her de første mennesker er fundet. På den ene side er det der, vi alle kommer fra, og på statssiden er det det yngste kontinent.

der faktisk har afrikanske venner, bekendte eller på den måde kendskab til levende væsner, så det ikke bare er den der ”Afrika.””

”Indtil da var det jo bare vores kolonier.”

”Jo, for der er S’et nu: BRICS. Hvis superligaen er G20 eller G7, så har du BRICS-landene, som måske er første division, og i tredje division har du nu MINT-landene; Mexico, Indonesien, Nigeria og Tyrkiet (begreb opfundet af cheføkonomen Jim O’Neill fra Goldman Sachs, der også kom op med udtrykket BRIC-landene, red.) De næste kæmpe økonomier – mange fattige, men kæmpe lande, og dét, at der er så stor en befolkning, skaber jo også automatisk en stor økonomi.”

”Husk at spise op, tænk på de små børn i Afrika”

Først i 60’erne med massemedierne begyndte man at dække Afrika, hvor især borgerkrigen i Nigeria, Biafra-krigen, tog fokus og gav os billedet af ”Biafra-negrene.” ”Det var jo ganske forfærdeligt, som ”hvad er forskellen på en badmintonbold og en Biafra-neger? Hø-høhø – 7 gram,” altså det kan jeg huske, fra da jeg var barn,” mindes Thomas. Det var første gang, Afrika kom ind i stuen, fordi fjernsynet kom ud til folket, og først her kunne man følge med i folk dø af sult. ”Jeg huske fra da jeg var barn at man begyndte at sige, ”så, husk nu at spise op, tænk på de små børn i Afrika.” Altså det er jo helt gak-gak. Så det har jo været sådan i vores kultur, at Afrika er bare tilbagestående,” beretter Thomas. Mange af os kan sikkert stadig huske forældre og pædagoger sige det til os, da vi var små.

Afrika-propaganda

Rækken af uroligheder og krige i Afrika gennem tiden er svær at overse; diverse borgerkrige og konflikter med frihedsbevægelser støttet af enten USA eller Sovietunionen, der blev til proxykrige i mange kaotiske årtier, militærkup og epidemier. Det lader jo til, at der er masser problemer i Afrika, og at det ser sort ud for de fleste afrikanske lande. Er landene stadig knuste, og er det ikke bare håbløst? ”Nej, vi får øjnene op for, at der er et nyt Afrika, især på grund af de unge. De unge i Afrika er jo også på 24-7, måske ikke lige med den nyeste, dyreste iPhones, men med mobiltelefoner smartphones, internetcaféer, så man har mere fælles sprog, man kan måske møde en fra Nairobi i cyberspace og i virkeligheden, eller man har selv været rygsækrejsende, så på den måde tror jeg der er rigtigt mange flere danskere,

Men kan man ikke hævde, at selvom det går bedre for Afrika som samlet region, er det mere tilbagestående? Man har jo haft fokus på, at nu kan man jo se, der er nogle udviklingsøkonomier, hvor det går bedre, og så har man de her konkrete BRIC-lande. Der er Afrika jo heller ikke med?

Mobilepay fik vi i Danmark for to år siden. Hvem opfandt det? To afrikanske nørder i Nairobi for ni eller 10 år siden.

Nigeria har altså overhalet Sydafrika i BNP som den stærkeste økonomi i Afrika med deres 170 millioner mennesker. S’et i BRICS er dog stadig betydeligt mere velstående, men ifølge Thomas betyder det, at der sker ting og sager i Nigeria. Han rejser sig og henter dagens avis: ”Jeg vil faktisk gerne lige vise dig den her leder.” Samme morgen, som jeg besøger Thomas, har der nemlig været en leder i Information, der langer ud efter VBN og Dansk Industris billede af, at Afrika har en solidt stigende middelklasse. Dagen inden kunne Information citere Nestlé for, at de ”troede, Afrika var det nye Asien – vi tog fejl.” Telefonen er derfor rødglødende denne morgen. ”Der er en dum leder i Information, som vi lige skal reagere på… Men jeg har lige talt med Dansk Industri og Udenrigsministeriet, vi får skældud alle tre for propaganda, Afrika-propaganda,” hører jeg ham sige til en i den anden af røret.

Det sku’ være så godt

Peter Tygesen, journalist på Information og mangeårig Afrika-korrespondent, har nemlig skrevet ”det sku’ være så godt”, fordi VBN har citeret tal fra den afrikanske udviklingsbank med kampagnen ”hver tredje afrikaner er nu middelklasse”, trykt på postkort og mælkekartoner. Og kritikken er ikke berettiget ifølge Thomas. ”Jeg har det sådan lidt, så for helved, I fatter jo ikke en skid.” siger han frustreret. ”Vi bliver så beskyldt for,

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

at vi ikke er faktabaserede. Men hvis en tredjedel er middelklasse, hvad er de to tredjedele så? De er jo skidefattige. Så den leder siger her, at fordi der er flygtninge fra Afrika, der krydser Middelhavet, så kan det ikke passe at vi har en blomstrende middelklasse. Men jo, det kan godt passe!”

Kenya vinder med mobilepay

Så jeres problem er måske, at det er samme historie, men vinklingen den er gal med? ”Jamen at en avis som Information ikke kan rumme begge dele, det er da vildt deprimerende,” og det er netop her, påstanden om de brede mediers bias viser sig. ”Halvdelen af samfundet fungerer måske, og så er der den anden halvdel som ikke gør. Det er jo der, vi gerne vil kommunikere, at der sker nogle ting. Mobilepay fik vi i Danmark for to år siden. Hvem opfandt det? To afrikanske nørder i Nairobi for ni eller 10 år siden. Kenya er det land i verden, der bruger mobilepay mest af alle, også fattige.” Men det her de kommenterer på, er den historie og jeres ikke bare to sider af samme sag? Hvor begge sider så er lige ensidige? ”Vi har en skarp vinkel på, at der nu er opstået en situation, hvor en tredjedel er middelklasse. Jeg håber da, at når jeg vinkler den vej, så tænker du at okay, der er stadig to tredjedele, der ikke er. Hvor vores udgangspunkt er, at folk jo tror, der er nul middelklasse.” siger Thomas. Med ”middelklasse” tænker vi vel på villa, vovse og Volvo i de danske forstæder. Samtidig skal man pointere, at Den Afrikanske Union definerer middelklasse afgørende anderledes – og på den påstand kan tallene altså godt underbygges. Går Information så stik imod Den Afrikanske Union? ”Jeg synes, at det, han (Peter Thygesen i Information, red.) skeler til her, er, at det kun skyldes råvarepriser. Ja, det er en del af økonomien, men den største sektor i de her lande, det er faktisk servicesektoren. Det er sælgere af taletidskort, frisører, mekanikere der reparerer knallerter, cykler og bil. Hele det der lag, der giver beskæftigelse lokalt, som ikke er noget, der giver jobs i Kina og Europa. ”Det er som om, der er nogen, der vil fastholde den der fortælling om, at Afrika stadig er fattigt og det bare er en lille elite, og det synes jeg faktisk er det, de skriver om i Information. Jeg synes, de kaster nuancerne bort.” siger Thomas.

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Jeg tror, vi nogle gange er med til at gøre vores befolkninger mere nervøse end nødvendigt.

Modsat situationen for Nestlé, er Mærsk et eksempel på en virksomhed, der er gået ind i Afrika med succes og har skabt lokale arbejdspladser, der er attraktive, fordi man arbejder under danske forhold; ordentlig løn og forfremmelse til dem, der er dygtige, og ikke til hende, der har en rig far. Ifølge Thomas Ravn-Pedersen arbejder danske virksomheder typisk etisk og retfærdigt, og det er vigtigt, at de ikke er bange for at gå ind i Afrika; ”Det er derfor, de der nuancer skal være der.”

Konstruktiv journalistik

Nogenlunde samtidig med at kritikken falder på Verdens Bedste Nyheder, har de fået en måling ind, der viser, at 26 % af danskerne siger, de kender til dem. Ifølge Thomas er det et pænt tal i forhold til, at kampagnen kun er støttet gennem samarbejde. Hvordan synes I så, det går med udviklingen i formidlingen af de her budskaber? Nu kom den her leder lige i dag? ”Den disciplin, vi bruger, altså konstruktiv journalistik, det er faktisk som fag er ved at opstå på SDU og Journalisthøjskolen, det synes jeg er skidegodt. Det er en spændende ny disciplin, for vi som journalister har jo magt.” Så det er noget andet end som journalist at lede efter den helt traditionelle nyhedsvinkel? ”Altså der er jo stadig også væsentlighed. Jeg synes jo, det er sindssygt væsentligt, at verden får løst nogle af sine problemer. Så på den måde er der da i hvert fald flere elementer af nyhedskriterierne, der er opfyldt.” reflekterer Thomas over det, man inden for de seneste år er begyndt at kende som genren ”konstruktiv journalistik”. ””10 skudt der” eller ”Tre flygtet her”, selvom det jo på en måde er en minihistorie, kan jo være med til at fastholde den der ”Åh ja, Ukraine, det er jo også hat og briller.” Men det kan godt være, det ikke er hat og briller, det kan godt være, at vi faktisk er tæt på en fredsløsning i Ukraine, det ved jeg ikke, man har bare indtryk af, at det er som en tikkende bombe,” siger Thomas om de vilkår, især netmedierne ligger under, når man skal udlede en nonstop nyhedsstrøm på daglig basis, og konflikthistorier er de attraktive. ”Jeg tror, vi nogle gange er med til at gøre vores befolkninger mere nervøse end nødvendigt.” Igen kan Thomas fremhæve en række problematik-

ker omkring Afrika, han mener perciperes forkert. For eksempel er malariadødsfald halveret på 15 år, hovedsagligt fordi man har uddelt myggenet, og HIV forekommer også betydeligt mindre end i slutningen af 90’erne.

Fremtidsperspektiv

”Så til spørgsmålet om, hvordan de her nyheder bliver modtaget; altså dem der kender os og følger os eller får avisen der en gang om året, når vi deler ud, det er faktisk meget god respons. Vi har også en troværdighedsmåling, og der ligger vi faktisk omkring 70 %. ”Vi laver en epinionsmåling en gang om året, vi har faktisk lige fået den.” Thomas rejser sig op igen og går ud for at finde et stort hæfte frem. ”Jeg ved jo ikke, hvor meget vi kan tage æren for.” Men her kan jeg blandt andet se, at VBN opfattes langsomt, men støt som mere troværdigt hvert år, og flere danskere tror, at udviklingsbistanden hjælper i høj eller nogen grad – om end med ganske få procentpoint. I 2014 var det 46 % af danskerne. Alle målingerne viser overordnet, at det generelt set går i en mere positiv retning med hensyn til danskernes opfattelse i forhold til 2012. Så I vil også gerne tages som et journalistisk nyhedsmedie i stedet for bare en kampagne? Ligger I ikke i spændingsfeltet? ”Sidste år og i år er vi blevet brugt måske 10 gange om året som kilde med vores vinkel på, fordi den ikke rigtigt findes. Og det synes jeg jo er fedt, at vi kan få den rolle, men jeg synes også det er interessant, at der faktisk er sket et skift i medierne omkring, at Verdens Bedste Nyheder altså er journalistiske, men de har bare en anden tilgang, en konstruktiv tilgang,” siger Thomas.

Netop det, der måske kan gøre nogle skeptiske over for VBN’s indhold, er, at de netop ligger i spændingsfeltet mellem målrettet kampagne og journalistiske nyheder. Thomas siger: ”Jeg tror, vi startede bare som en kampagne, men vi har bevæget os fra en kampagne til en platform. Så vi er mere en nyhedsplatform nu, hvor faktisk flere og flere egentlig gerne vil have vores content.” ”Verdens Bedste Nyheder skal være nyhedsbaseret, baseret på data, tilgængelig data fra FN om verdens udvikling, vi prøver ligesom journalistisk at skarpt kommunikere til befolkningen med sådan nogle korte budskaber, som kan stå på mælkekartoner også.” Er folk trætte af negative nyheder? På sociale medier kan jeg i hvert fald selv læse kommentarer som ”verdens bedste start på dagen” og applaus til de positive nyheder som ”tak fordi I husker os på det”. Man skal måske have levet under en sten for at tro, at eksotiske Afrika er rosenrødt, men; ”Så kan man jo sige, at vi har det her problem, men faktisk er der nogen, der er ved at løse det, og på den måde måske bringe noget håb, i stedet for bare problemet.”

om SKRIBENTEN

Emilie Bruun Sandbye studerer statskundskab på Københavns Universitet og er medlem af IPmonopolets chefredaktion. Hendes primære interesser er politisk kommunikation og klima- og energipolitik.

”Så de her tal er jo sådan set meget fedt, man kan se, at der er måske noget, der er ved at ændre sig?” Er MINT det nye BRICS? Det vil tiden og åbenbart ikke mindst Nigeria vise. Er bevidst positivt vinklede nyheder lige så skæve og overfladiske som negativt vinklede? Det kommer måske an på, hvorvidt du kan regne – og ikke mindst om man er åben over for, at der findes et nyt Afrika, og at alle medier, der skriver om aids og ebola, ikke nødvendigvis dækker hele sandheden om de 54 lande, vi ofte bare kalder ”Afrika”. Epinionsmåling for Verdens Bedste Nyheder kan findes på www.verdensbedstenyheder.dk

om thomas ravn-pedersen Thomas Ravn-Pedersen er uddannet journalist og har tidligere arbejdet for Danmarks Radio som leder af dokumentargruppen og lavet kritisk journalistik i flere år. Er nu sekretariatsleder og chefredaktør hos Verdens Bedste Nyheder og arbejder ud fra konceptet konstruktiv journalistik.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

tema

Den Arabiske Maghreb Union

– udfordringer og potentiale ved regional integration i Nordafrika

af Ferhat Gurini

De nordafrikanske lande, der tilsammen udgør den Arabiske Maghreb Union, har i løbet af de sidste år befundet sig i et usikkert og uforudsigeligt miljø. Latente interne såvel som eksterne trusler kan føje endnu mere kaos til billedet. En af løsningerne er et større regionalt samarbejde, et samarbejde, der dog hæmmes af politiske og historiske barrierer mellem regionens to stormagter.

I en rapport udarbejdet af Paul Dyer for Verdensbanken i 2005 fremgår det, at mellem 2000 og 2020 vil Maghreblandene skulle skabe 16 millioner nye arbejdspladser for at imødekomme den voksende befolkning.

1989 etablerede Marokko, Algeriet, Libyen, Tunesien og Mauretanien den Arabiske Maghreb Union, AMU. Maghreb er traditionelt set betegnelsen for landene Marokko, Tunesien, Libyen og Algeriet, men har også inkluderet Mauretanien efter oprettelsen og betyder direkte oversat ’solnedgang’, fordi området under den islamiske ekspansion var den vestligste region. Formålet med AMU var at skabe et horisontalt, maghrebiansk rum, der sigtede efter politisk og økonomisk enhed på tværs af landene. Men processen faldt hurtigt til jorden på grund af blandt andet Marokkos og Algeriets politiske deadlock over sahrawifolkets ret til selvbestemmelse og uafhængighed i Vestsahara. Politisk omvæltning, arbejdsløshed blandt unge, migrationsbølger og et falleret Libyen har været hverdagskost for Maghreblandene i løbet af de sidste fire år. Med voksende ustabilitet, frygten for spill-over fra konflikten i Libyen og en demografisk ’youth bulge’, som ikke reduceres foreløbig, har Maghreblandene brug for et økonomisk take-off og transnationalt

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

samarbejde, hvis ikke situationen skal spidse yderligere til. Et takeoff som en genoplivning af den Arabiske Maghreb Union kan sparke i gang.

Regionale udfordringer

Maghreblandene er blevet til et område for migration i kraft af landenes relative rigdom i forhold til en af verdens fattigste regioner lige syd for deres landegrænser, navnlig Sahel. Det bebyrder økonomierne indenfor Maghreblandene, som i forvejen har svært ved at skaffe arbejdspladser til deres egne befolkninger. I en rapport udarbejdet af Paul Dyer for Verdensbanken i 2005 fremgår det, at mellem 2000 og 2020 vil Maghreblandene skulle skabe 16 millioner nye arbejdspladser for at imødekomme den voksende befolkning. De voksende socioøkonomiske udfordringer i Maghreb kommer bl.a. til udtryk ved de massive protester, der især har ramt Algeriet. I første halvdel af 2015 havde Algeriets politistyrke registreret 6.200 lokale protester, hvor langt størstedelen drejede sig

FOTO: Generalsekretæren for Maghreb Unionen, Habib Ben Yahia.

foto: fra World Economic Forum, af Dana Smillie

om stigende leveomkostninger, mangel på statslige arbejdspladser og sociale boligbyggerier. Særligt arbejdsløshed er et problem. Arbejdsløsheden i Algeriet og Marokko ligger på omkring 10%, Tunesien 15,2% og i Libyen 19,5%. Forbedringer er sket siden rapportens udgivelse, men problemet ligger særligt i ungdomsarbejdsløsheden, og her gør demografien behovet for vækst og arbejdspladser særligt presserende. I Tunesien, det land med færrest unge, udgøres 38,5% af befolkningen af unge under 25 år. Og i Algeriet, det land med den største andel af unge, udgøres 45,3% af befolkningen af unge under 25 år. En enorm generation som skal integreres på arbejdsmarkedet. Og konsekvenserne rækker længere end en stagneret og dårligt præsterende økonomi. Ifølge en undersøgelse fra Population Action International kan demografiske ’youth bulges’, som leder til stor ungdomsarbejdsløshed, agere katalysator for social uro og skabe grobund for en marginaliseret ungdom, der er mere tilbøjelige til at søge mod terrororganisationer eller strukturer, der underminerer statens

autoritet. Uden udsigten til mere stabilitet vil andelen af de migranter Europa modtager fra Nordafrika i højere og højere grad bestå af folk fra Maghreblandene, fordi arbejdsmarkedet ikke har kapaciteten til at understøtte befolkningerne. Den største forhindring for regional integration bunder i et miljø af gensidig mistro og fjendskab mellem Maghrebs to sværvægtere, Marokko og Algeriet.

Algeriet og Marokko 101

Marokkos og Algeriets forhold har længe været præget af mistro og fjendskab. Blot et år efter Algeriets uafhængighed i 1963 indledte Marokko en offensiv i det vestlige Algeriet for at erobre områder, som Marokko mente tilhørte det Større Marokko (navnet på territoriet, der historisk set har tilhørt det marokkanske sultanat). Krigen blev senere døbt ’Sandkrigen’. Der skete ingen territoriale ændringer, men krigen varslede om, og lagde grundstenene for, et rivaliserende og spændingsfyldt forhold mellem de to nordafrikanske lande.

I 1994, efter et terrorangreb i Marrakesh, deporterede Marokko flere tusinde algeriske statsborgere tilbage til Algeriet og ændrede visalovgivningen for algerier, der rejste til landet.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

Kernen i de to landes politiske udsyn var også vidt forskellig. Marokko var et konservativt monarki med et tæt forhold til de tidligere kolonimagter i Vesten. Derimod var Algeriet en revolutionær, panarabisk rentierøkonomisk republik, hvis uafhængighed blev født ud af en blodig borgerkrig mod den franske kolonimagt. Sandkrigen var startskuddet til en årelang rivalisering og inddæmning af hinandens politiske ambitioner og ekspansioner. Rivaliseringen ledte senere til, at Algeriet i perioden 1975-1991 gav militær støtte til sahrawifolket, en minoritet i Marokko der kæmper for selvstændighed i Vestsahara. En konflikt der den dag i dag bidrager til stor diplomatisk friktion mellem Marokko og Algeriet. I 1994, efter et terrorangreb i Marrakesh, deporterede Marokko flere tusinde algeriske statsborgere tilbage til Algeriet og ændrede visalovgivningen for algerier, der rejste til landet. Marokkanerne troede Algeriet stod bag angrebet for at skade den marokkanske turistsektor. Algeriet svarede igen med at lukke grænsen, og den har været lukket lige siden. Dertil er der de enorme ressourcer, som allokeres til at opretholde de store militærbudgetter, der har igangsat et våbenkapløb mellem Algeriet og Marokko, og som i dag gør dem til nogen af verdens største våbenimportører. Ifølge Stockholm International Peace Research Institute, SIPRI, er Algeriet verdens 11. største våbenimportør og dermed Afrikas største. Marokko følger trop på en 13. plads og er dermed Afrikas næststørste våbenimportør.

Mere end bare lukkede grænser

Hvad der ikke må underkendes, er det faktum, at Marokkos og Algeriets rivalisering ganske vist bunder i forskellige ideologiske og territoriale opfattelser, men i dag er blevet integreret ind i en struktur, som legitimerer både Algeriets og Marokkos autoritære, politiske regimer. Konflikten i Vestsahara og Sandkrigen handlede for det marokkanske kongerige om at udfordre nationalistiske røster indenfor riget og cementere kongehuset som fortalere for det Større Marokko. For Algeriet handlede det om at retfærdiggøre militærets magt og fostre nationalistiske følelser. Med et etableret fjendebillede kan de to regimer projektere egne fejl og mangler ud på eksterne antagonister, altså hinanden. Med andre ord skal der mere end en åben grænse og løsning på Vestsahara-konflikten til, før landene kan indgå i en regional integrationsproces. Konflikten mellem de to lande har nemlig dannet grundlaget for, hvordan deres sikkerhedsapparater er blevet formet, og hvordan de legitimeres. Og et mere direkte og faretruende trusselsbillede som migration, transnational kriminalitet og Al Qaeda i Islamisk

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Maghreb, kan meget vel være, hvad der opløser de nuværende strukturer. Derfor er det også væsentligt at kaste blikket på de enorme fordele et samarbejde på tværs af landene i Maghreb kan have. Maghreblandene har valgt grænserestriktioner og isolation fremfor regionalt samarbejde, hvilket har begrænset udvekslingen af mennesker, servicer, goder og handel.

Potentiale i Maghreb

Maghreblandene er blandt Afrikas mest velhavende lande og tæller samlet set en befolkning på 92,5 millioner mennesker, hvilket svarer til verdens 13. Største land. Libyen havde i 2014 Afrikas højeste Human Development Index, HDI. Og Middle East Youth Initiative har klassificeret Mellemøstens demografiske ’youth bulge’ som en værdifuld menneskelig kapital, der kan gøre regionen til de næste Østasiatiske Tigre. Der er altså tale om en region med enormt potentiale. I en analyse foretaget af Peterson Institute for International Economics, blev der konkluderet, at hvis frihandelsaftaler blev etableret mellem den Arabiske Maghreb Union og USA og EU, ville handelen stige med næsten 8%, svarende til 9 milliarder dollars. Udenlandske investeringer til Maghreblandene ville få en saltvandsindsprøjtning og stige med 75%, over en tidshorisont på 2-5 år. For ikke at nævne de efterfølgende økonomiske implikationer et dybere samarbejde landene imellem ville lede til. Regional integration ville nemlig bringe mere end bare økonomiske fordele på bordet. Som det er nu, er der ingen regional myndighed eller efterretningstjeneste, der kan håndtere de assymetriske trusler, som udgøres af transnationale aktører som Al-Qaeda i Islamisk Maghreb (AQIM), menneskesmugling og stofhandel, der operer på tværs af landegrænser i Maghreb såvel som Sahel. Maghreblandene har valgt grænserestriktioner og isolation fremfor regionalt samarbejde, hvilket har begrænset udvekslingen af mennesker, servicer, goder og handel. Samtidig kommer de ikke de sikkerhedspolitiske problemer til livs, fordi der tale om stater med enormt lange, og dermed udsatte og porøse landegrænser; Algeriet, som det bedste eksempel, er arealmæssigt større end Tyskland, Italien, Frankrig, England og Tyrkiet til sammen. I stedet for etableringen af en regional politistyrke eller udveksling af information og efterretninger, har Maghreblandene større samarbejde på sikkerhedsområdet med USA og EU end med hinanden. Det samme gør sig gældende for handelen. Intra-regional handel blandt Maghreblandene er blandt verdens laveste, og kun Tunesien har et andet Maghrebland på sin liste over fem største eksportspartnere, nemlig Libyen, ifølge CIA World Factbook. Det har betydet at lande som Marokko og Tunesien, uden de store naturressourcer, har draget nytte af deres geografiske

placering tæt på Europa og konkurreret på relativt billige arbejdsomkostninger. Det har også betydet, at de to respektive lande har søgt at styre deres økonomiske afhængighed ud af regionen og styrket de bilaterale bånd til deres største eksportmarkeder. Dette illustreres ved USA's og Marokkos frihandelsaftale fra 2004, og både Tunesiens og Marokkos frihandelsaftaler med European Free Trade Association, EFTA. Algeriet og Libyen er derimod rentierøkonomier. 96% af Algeriets eksport stammede i 2013 fra olie eller naturgas, hvilket betyder at deres økonomi i højere grad er afhængig af konjunkturer på energimarkedet end regional stabilitet. Og dermed forklarer det også, hvorfor Algeriet og Libyen har været de to parter, der har været mindst interesseret i reelt set at etablere AMU. Men en petrodollarøkonomi, ideologisk stædighed og diplomatisk deadlock over Vestsaharakonflikten udelukker ikke samarbejde på vitale områder. Et tegn på at Marokko og Algeriet kan overkomme deres rivalisering er anlæggelsen af Maghreb-Europa naturgasledningen i 1994. Ledningen, der løber fra Hassi R’mel-gasfeltet i Algeriet, gennem Marokko og ender i Cordoba, Spanien; er et klart billede på, at realpolitik også har en chance i Maghreblandene. Med de udfordringer regionen står overfor er der et behov for, at man tænker udover de nuværende politiske barrierer. Man kunne forestille sig, at et presserende samarbejdsområde som sikkerhedspolitik kan åbne op for en normalisering, der siden udvikler sig til vidensdeling mellem universiteter, større intraregional handel og i sidste ende åbne grænser. Som det står til nu, er der eksempelvis ingen direkte flyforbindelser mellem Algiers og Rabat, i stedet må man mellemlande i Paris. En flyvetur der ville have taget omkring en time ender altså med at tage seks. Og det er et billede på den uhensigtsmæssighed, der gennemsyrer de to landes forhold. Der kan ikke opstå enhed mellem Maghreblandene udenom Marokko og Algieret, de er nøglen til et stabilt AMU. Om voksende regional ustabilitet, migrationsbølger og presset økonomi er incitament nok til, at Algeriet og Marokko vil handle med i stedet for mod hinanden, vil tiden vise.

om SKRIBENTEN

Ferhat Gurini læser statskundskab på Københavns Universitet, og er en del af IPmonopolets redaktion. Han har tidligere skrevet artikler for Ræson og Atlas Magasin.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

tema

Maritim sikkerhed i Guineabugten og dansk pirateriindsats

af Johannes Riber Nordby

Danmarks nye pirateristrategi udkom i januar 2015 og er et klart tegn på den fortsatte sammenhæng mellem danske maritime interesser og styrkelsen af global maritim sikkerhed. Derfor anbefaler den nye pirateristrategi også, at Danmark involverer sig i antipirateri i Vestafrika. Indledningsvis er der afsat 15 mio. kr. til at undersøge, hvorledes en dansk tilgang kan udmøntes. En klog beslutning da de erfaringer, Danmark og andre stater har høstet gennem antipirateri-initiativer i Østafrika, ikke nødvendigvis kan overføres til Vestafrika.

irateri i Guineabugten er mere kompliceret end det, vi hidtil har set i Adenbugten. Pirateriet i Vestafrika udspringer fra en dysfunktionel stat, Nigeria, som er gennemkorrumperet og fremstår som en institutionel svag stat. Olieindustrien er et skoleeksempel på, hvor indgroet korruptionen og den institutionelle svaghed er i dele af den føderale stat, og dermed også hvor svært eller umuligt det er at bekæmpe. Således har nogle olieselskaber opgivet at flyve personel direkte til Port Harcourt og derfra videre til olieplatformene, fordi selskaberne afkræves bestikkelse i Port Harcourts lufthavn. I stedet vælger selskaberne at flyve ud til olieboringerne direkte fra Lagos. På den måde undgår selskaberne at betale bestikkelse til told- og pasmyndigheder i Port Harcourt.

Pirateriets mange lag

Pirateriet i Vestafrika udøves på flere forskellige måder. Nogle angreb går ud på at komme ombord for hurtigt at stjæle, hvad der ligger på skibsdækket såsom trosser, der så efterfølgende kan sælges videre i regionen. Så er der en voldelig del, hvor piraterne overfalder besætningen for at stjæle let omsættelige varer i et slags maritimt ”hjemmerøveri”, hvor meget grov vold og kidnapninger ofte forekommer. Derudover er der pirateri mod pirater, hvor en piratgruppe stjæler, hvad den anden lige har røvet, og til sidst er der den meget organiserede form for pirateri, hvor skibslaster stjæles helt eller delvis. Pointen med opremsningen er, at pirateriet foregår på flere niveauer, hvor noget er udført af autonome lokale bander, imens andet uofficielt er statsstøttet gennem korruption. Tilsvarende er noget pirateri gennemført for den enkelte pirats egen vinding, imens andet er politisk motiveret og dermed bidrager økonomisk til en oprørskamp. Denne enorme forskellighed betyder

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

også, at der ikke findes én løsning på pirateriproblemet hvis nogen overhovedet. For godt nok er den nigerianske stat interesseret i at bekæmpe en del af pirateriet - ikke mindst den som føder ind i politiske oprør, eller de facto stjæler fra staten - men andre dele af pirateriet kan eller vil staten ikke bekæmpe. Til søs ses denne adskillelse udtalt ved de store olierøverier. For at oliepirateriet til søs skal lykkes, kræver det et indflydelsesrigt netværk i Nigeria - både politisk og forretningsmæssigt. At stjæle raffinerede olieprodukter fra et lille tankskib på 30.000 tons kan være yderst indbringende. En sådan last kan have en værdi på over 10 mio. US$ alt efter olietype. Men omvendt kræver det både uddannelse, logistik og information at gennemføre. Og det kan piraterne fremskaffe. Således har man set eksempler på, at piraterne har medbragt tegninger over skibets rørføring, at besætningerne ombord har genkendt piraterne fra de laste/ lossehold som var ombord dage forinden, samt at piraterne har fremskaftet skibe, hvortil de kan flytte den røvede olielast. Det siger sig selv, at den slags kun kan foregå ustraffet, hvis piraterne har et niveau af politisk beskyttelse samt et godt forretningsnetværk, hvor den forholdsvist store illegale last kan afsættes. Korruption i Nigeria betyder ikke nødvendigvis, at der ikke kan sættes ind mod pirateriet, men nærmere at det er en helt anden strategi, der skal anvendes. Der skal simpelthen tænkes på en helt anden måde.

Antipirateri betyder investeringer og lokal maritim overvågning

Med erkendelsen af at det nigerianske pirateri langt hen af vejen er kommet for at blive, må stater i stedet se efter alternative måder at håndtere det på. For et

Pirateriet i Vestafrika udspringer fra en dysfunktionel stat, Nigeria, som er gennemkorrumperet og fremstår som en institutionel svag stat.

pirateri ude af kontrol kan have en destabiliserende effekt i hele regionen. Et godt eksempel er Cameroun. Landet ligger helt centralt, når det gælder infrastruktur til lande som Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Cameroun bliver anvendt som transitland ikke kun til ”almindelig” handel men blandt andet også af FN. Det er en bekymring i regionen, at pirateri ude af kontrol vil kunne true denne infrastruktur alene af den grund, at Cameroun med sine to-tre havne er det eneste sted, hvor forsyninger kan sejles ind. En bekymring som bedst ses ved, at Tchad har sendt ca. 2000 soldatter ind i det nordlige Cameroun, officielt for at bekæmpe Boko Haram, men reelt for at holde de par veje åbne, som forsyner landet. Cameroun er derfor også en af de helt store drivkræfter bag et nyt maritimt sikkerhedsinitiativ i regionen kaldet The Yaoundé Code of Conduct eller Yaoundé-processen. Initiativet går i al sin enkelthed ud på at dele havområdet fra Senegal til Angola op i seks maritime zoner, hvor staterne inden for hver zone samarbejder om at styrke den maritime sikkerhed - både i forhold til pirateri og andre udfordringer. Zonen, som Cameroun deler med Gabon og Ækvatorial Guinea, har været prøveklud og vist sig at være effektiv, når det gælder om at fordrive pirater fra camerounsk farvand. Zonen, hvor Nigeria ligger sammen med Benin og Togo, fungerer ikke, hvorimod der er gode initiativer som arbejder på, at zonen, hvor Ghana og Elfenbenskysten ligger, bliver operationel. Netop tempoet og måden zonesystemet bliver implementeret på viser, at staterne udemærket er klar over, at det nigerianske pirateri ikke kan bekæmpes. Derfor søger staterne i stedet en inddæmningsstrategi, som skal sikre, at pirateriet forbliver i nigeriansk farvand. Togo og Benin forsøger også at etablere et samarbejde med den ghanesiske zone, uagtet at de deler zone med Nigeria, som de har erkendt ikke vil komme til at fungere. Yaoundé-processen er interessant, ikke mindst fordi det er et initiativ, som regionen selv har igangsat. Ulempen ved initiativet er, at det ikke bekæmper pirateriet, men kun inddæmmer det. Fra et strategisk synspunkt virker Yaoundé-processen dog lovende i en kompleks sikkerhedsstruktur, hvor der ikke er nogle ideelle strategiske valg. Strategiske valg handler ikke om at gøre det ”rigtige”, men at gøre det ”mulige” og Yaoundé-processen er det bedst ”mulige”, så længe Nigeria ikke ønsker at håndtere pirateriet selv.

selv små olietankere. Således vil en lille olietanker på 30.000 tons ikke kunne afskibe sin last i en oliehub som Lomé i Togo, fordi havnen ikke har kapacitet til det. Skibene afskiber en del af deres last for derefter at stikke til søs igen for at vente på, at resten af lasten kan afskibes på et senere tidspunkt - enten i havn eller til andre mindre skibe. På den måde kan skibene ligge i uger og vente og fungere som et flydende lager. Måden, det foregår på, er ved, at skibene ligger og driver mere end 100 km fra kysten med deres motorer slukket for at spare på deres eget brændstof. Hvis et sådan skib så pludseligt skal begynde at sejle igen, tager det nemt 30 minutter fra, at skibets motor er startet, til skibet kan sejle. Det betyder reelt, at skibene, når de ligger og driver, er ”sitting ducks” for pirater og ikke kan nå at flygte, når først et angreb er undervejs. Så én måde at bekæmpe oliepirateriet på er at sikre, at infrastrukturen i landene er tilstede og fungerer på et niveau, som det ses alle andre steder i verden.

Dansk pirateriindsats

Som de to eksempler ovenfor illustrerer, er det ikke en stor sømilitær operation, der skal igangsættes i Vestafrika. Det vil de vestafrikanske stater næppe tillade. Skal Danmark sende krigsskibe afsted, vil det være som en del af de kystvagtstræningsmissioner, som Frankrig og USA allerede gennemfører i regionen. Det vil sige, at det vil være militæruddannelse og kapacitetsopbygning mere end håndhævelse af maritim sikkerhed. Derfor vil dansk støtte til for eksempel Yaoundé-processen være en vigtig måde, hvorpå Danmark kan støtte den maritime sikkerhed, om det så er med skibe, uddannelse eller rådgivning. Endelig er økonomiske investeringer en anden mulighed. Regionen hungrer efter maritime investeringer, og handlen med Vestafrika forventes kun at stige de kommende år med lande som Ghana og Nigeria i front. Regionen har dog hverken den nødvendige viden eller pengene til at gennemføre den påkrævede type af byggerier. I stedet overlades det til de enkelte olieselskaber og rederier, hvilket ikke altid gennemføres med den største gennemskuelighed.

om SKRIBENTEN

Johannes Riber Nordby er orlogskaptajn og analytiker ved Institut for Strategi, Forsvarsakademiet. Han har en MA i International Security Studies fra University of Leicester. Senest har han gennemført et feltstudie i Vestafrika og er medforfatter på en rapport om maritim sikkerhed i Guineabugten.

Hvis maritim sikkerhed på nogen måde skal styrkes i Guineabugten, skal det ikke handle om udvikling, militærmagt eller investeringer, men i krydsfeltet mellem de tre og i erkendelsen af, at de tre områder skal tænkes meget mere sammen end det gøres i dag.

Et andet strategisk træk, som specielt donorlande kan overveje, er investeringer i den maritime industri. Eksempelvis kan man betragte de store olierøverier. En af de helt store grunde til, at disse røverier kan foregå, er, at havnene ikke har kapacitet til at modtage

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

tema

Afrikas urbanisering

– potentiale og udfordringer

af Anne Sofie Skov Faber Urbaniseringen i Afrika stiger kraftigt. Faktisk ser man i Afrika den højeste urbaniseringsrate i verden nu til dags. Dette kan føre til økonomisk vækst, nedsættelse af fattigdommen og dermed en transformation af det Afrika, vi kender i dag. Modsætningsvis kan den stærke urbanisering resultere i større økonomisk ulighed, fattigdom, forøgelse af antallet af slumområder og dermed nedsættelse af livsvilkårene. Det er derfor afgørende, at det i denne forbindelse sikres, at de afrikanske nationer kan overvinde urbaniseringens udfordringer og dermed nyde det fulde udbytte af urbaniseringens potentiale.

Urbaniseringens store potentiale

Afrika har længe fremstået som et tilbagestående og særdeles underudviklet kontinent, og verdensdelen har ofte været sat i forbindelse med fattigdom, hungersnød, krig og økonomisk ulighed. I dag oplever Afrika verdens højeste urbaniseringsrate, hvor utallige mennesker drager mod de afrikanske storbyer i søgen på arbejde og et bedre liv. Dette har blandt andet resulteret i nogle af klodens største slumområder i de afrikanske storbyer. Afrika syd for Sahara har med 62 % en langt større andel af slumområder i byerne end nogen anden region i verden. Mange afrikanske nationer er altså ved at ændre sig fra et overvejende ruralt samfund til et pulserende urbaniseret samfund, hvilket skaber en lang række udfordringer i de nyfødte storbyer. Trods den høje urbaniseringsrate bygger langt de fleste af de afrikanske økonomier i høj grad på råvareeksport, blandt andet som følge af fortidens kolonisystem og et nutidigt asymmetrisk globalt handelssystem. Dette har medført, at mange afrikanske økonomier er specielt sårbare overfor udsving

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

på det globale marked, som har oplevet kraftigt faldende råvarepriser gennem 2015. Resultat bliver, at mange afrikanske lande har vanskeligt ved at opnå den nødvendige investeringskapital, der vil tillade en overgang til mere diversificerede økonomiske aktiviteter. Arbejdsstyrken vokser hurtigt, men den formelle økonomi vokser ikke i et tilsvarende tempo og kan derfor ikke skabe de nødvendige beskæftigelsesmuligheder. Afrika står kun for 2,5 % af den globale økonomiske produktion, selv om 15 % af den globale befolkning bor på det afrikanske kontinent. Det illustrerer tydeligt, hvor tilbagestående Afrika som kontinent er. Den stigende urbanisering skaber imidlertid metropoler, som kan tiltrække kapitalstærke investorer, styrke innovationen og produktiviteten, samt skabe flere jobs i de afrikanske storbyer særligt indenfor servicesektoren. Hvis de afrikanske nationer formår at skabe bæredygtige og effektive metropoler, kan urbaniseringen have afgørende positiv betydning for Afrikas fremtid.

Hvis de afrikanske nationer formår at skabe bæredygtige og effektive metropoler, kan urbaniseringen have afgørende positiv betydning for Afrikas fremtid.

foto: AF Anne Sofie Skov Faber

Urbanisering i Afrika har derfor et gevaldigt potentiale og kan medføre en transformation af det tilbagestående og underudviklede billede, som så ofte bliver malet af Afrika i dag.

Urbaniseringen afføder udfordringer

Netop på baggrund af Afrikas høje urbaniseringsrate Netop på baggrund af Afrikas høje urbaniseringsrate afholdte Verdensbanken og The African Center for Economic Transformation (ACET) den 1.-2. juni 2015 en konference, Urbanization in Africa: Trends, Promises and Challenges, hvor man diskuterede de udfordringer, som de afrikanske nationer møder i forhold til urbanisering. Hovedformålet var i høj grad at drøfte og belyse, hvorledes Afrika kunne høste økonomisk vækst og udvikling som følge af den høje urbaniseringsrate. Gennemgående var der stor enighed om, at man typisk ser, at de afrikanske storbyer besidder en særdeles uhensigtsmæssig organiseret infrastruktur, som hæmmer byens effektivitet og muligheder for at skabe

Den ineffektive infrastruktur og uhensigtsmæssige byplanlægning vanskeliggør enhver form for udsigt til social og økonomisk mobilitet.

udvikling og vækst. For eksempel har Verdensbanken foretaget en undersøgelse, der viser, at man i Kenyas hovedstad Nairobi oplever, at langt størstedelen af byens arbejdspladser er svært tilgængelige på grund af infrastrukturelle udfordringer. Det anslås at, 70 % af Nairobis indbyggere enten går eller tager en matatu (en afrikansk minibus) for at nå deres arbejdsplads. Hvis man tager en matatu til sin arbejdsplads, kan man indenfor en time kun få adgang til 14 % af Nairobis jobs. Hvis man derimod går, kan man indenfor samme tid nå endnu færre af Nairobis jobs, nemlig kun 8 %. Dertil kommer, at byernes fattige indbyggere bruger op til 40 % af deres indkomst på transport. Det vil sige, at den ineffektive infrastruktur og uhensigtsmæssige byplanlægning vanskeliggør enhver form for udsigt til social og økonomisk mobilitet. Derudover er langt de fleste af de afrikanske storbyers infrastrukturelle investeringer gået til middelklassens boligkvarterer og erhvervsområder og forudsætter et bilbaseret transportsystem. På grund af denne investeringsprioritering oplever man ofte en kraftig

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

stigning i uformel beboelse i form af slumkvarterer, hvilket skaber en lang række udfordringer. Slumkvarterene kan ofte karakteriseres som barske miljøer, hvor indbyggerne må leve under vanskelige forhold med blandt andet begrænset vandforsyning, utilstrækkelige sanitære forhold, usikkerhed, mangel på arbejdspladser, kriminalitet og ikke mindst en enorm affaldsudfordring. Dertil kommer, at denne investeringsprioritering i mange tilfælde har fordret økonomisk ulighed.

Kan udfordringerne løses?

Det står altså klart, at urbaniseringen i Afrika har et stort potentiale for at skabe økonomisk vækst og velstand. Men det er også tydeligt, at afrikanske nationer står overfor omfattende udfordringer i forbindelse med urbaniseringen. Det er i den forbindelse af afgørende betydning, at man centrerer byerne således,

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

at infrastrukturen er hensigtsmæssigt koordineret i forhold til byens beboelseskvarterer og erhvervsområder. Dette ville resultere i en langt højere grad af effektivitet og forudsætning for økonomisk udvikling. Også Jamal Saghir, Verdensbankens direktør for bæredygtig udvikling i Afrika, fremhæver, hvordan urbaniseringen i Afrika har et enormt potentiale og kan få afgørende betydning for afrikanske nationers udvikling og fremtid. Han pointerer, hvordan lande med en høj urbaniseringsrate generelt har opnået en lavere fattigdomsrate og højere BNP pr. indbygger. Han understreger at: ”We want to draw policymakers attention to the fact that countries having more than 60% of their population in urban areas are expected to achieve 50% more Millennium Development Goals on average than those

Lande med høj urbaniseringsrate har generelt opnået en lavere fattigdomsrate og højere BNP pr. indbygger.

FOTO: ActionAid udviklingsprogram i afsidesliggende landsby i Kenya, som har til formål at udvikle bæredygtige byer og fremme økonomisk og humanitær udvikling.

foto: AF Anne Sofie Skov Faber

with urbanization rates of 40% or less. The pathway to end poverty and boost shared prosperity will necessarily go through Africa’s cities.” Det kan dog betvivles, at urbaniseringen i Afrika automatisk vil medføre økonomisk vækst, og det er Verdensbanken da også opmærksom på. Urbaniseringen har resulteret i en lang række udfordringer for de afrikanske storbyer, men urbanisering skaber som nævnt også et betydeligt udviklingspotentiale. Det er derfor afgørende vigtigt, at politiske beslutningstagere formår at overkomme disse udfordringer og får succes med at skabe effektive, konkurrencedygtige og bæredygtige byer, således at urbaniseringen kan lede til reel økonomisk vækst og øget velstand i de afrikanske lande.

om SKRIBENTEN

Anne Sofie Skov Faber er medlem af IPmonopolets redaktion og læser statskundskab på Københavns Universitet. Hun har arbejdet frivilligt i Kenya og Malawi, samt rejst i Sydamerika, Asien og Afrika med henblik på hendes store interesse for internationale relationer og udviklingsstudier.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

tema

Der er et lukket land…

af Randi Emilie Dahlen

Hørt om Eritrea? Det østafrikanske land med en befolkning på størrelse med Danmark er måske bedst kendt som Etiopiens aggressive nabo, styret af samme mand siden 1993. I vinteren 2014 skabte landet yderligere rabalder herhjemme i Justitsministeriet, efter at udgivelsen af den såkaldte Eritrea-rapport skabte furore. På samme tidspunkt var en anden undersøgelseskommission fra FN i gang med sin egen, mere længerevarende rapport, som blev præsenteret for Generalforsamlingen i juni i år. Deres arbejde dannede et ganske andet billede: et billede af et undertrykkende regime, man fristes til at sammenligne med Nordkorea.

ritrea fangede først undertegnedes opmærksomhed, da jeg midt i mine overspringshandlinger mellem eksaminer snublede over en artikel fra Washington Post. Den kunne fortælle om FN-kommissionens chokerende resultater, og da jeg knapt nok kendte til landet, situationen eller for den sags skyld rapporten, blev jeg nysgerrig. Hvis situationen nu var så slem i Eritrea, som FN hævdede, hvis landet var en af hovedeksportørerne af flygtninge til nabolande såvel som Vesten, hvis Eritrea nu virkelig var Afrikas Nordkorea, burde flere medier så ikke skrive om det? Især med tanke på den opmærksomhed Eritrearapporten fik, som handlede mere om de danske embedsmænd og politikere, end flygtningene eller landet selv. Jeg syntes, at landet Eritrea havde gjort sig fortjent til egen spalteplads, og i min research til denne artikel fik jeg mig nogle overraskelser.

Kampen for selvstændighed

Eritrea er, som så mange afrikanske stater, et ungt land. Det var en italiensk koloni frem til 2. Ver-

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

denskrig, hvor de allierede ikke havde gjort landets skæbne klart. Midt i usikkerheden greb den etiopiske kejser Haile Selasse chancen og krævede, at Eritrea skulle være del af Etiopien. Selasse, en yndling i Vesten (og ifølge rastaerne en reinkarnation af Messias), appellerede til præsident Roosevelt og den parisiske fredskonference om ejerskab over Eritrea. Dermed blev de to lande erklæret for en føderation. Men eritreerne ydede modstand, så i 1962 fik Selasse nok og annekterede landet. Dette blev starten på en 30 år lang borgerkrig, af eritreerne kaldt Gedli, hvor den militære gruppe Eritrean Liberation Front (ELF), siden Eritrean People Liberation Front (EPLF), kæmpede for landets selvstændighed. Først da EPLF indtog den etiopiske hovedstad Addis Ababa i 1991, blev der fred, og Eritrea kunne koncentrere sig om at skabe sin egen stat. To år senere godkendte FN Eritreas selvstændighed, og en nation var skabt. EPLF blev nu i realiteten et parti og skiftede navn til People’s Front for Democracy and Justice (PFDJ). Deres partileder, som også havde været deres militærleder, var den 47 år gamle Isaias Afwerki.

Isaias Afwerki har været statsleder i Eritrea næsten lige så længe, som jeg har været i live. Det faktum i sig selv er sjældent et godt tegn for en velfungerende stat.

foto: Jernbane i Eritrea, fra WikiCommons

Diktator eller frigører?

Isaias Afwerki har været statsleder i Eritrea næsten lige så længe, som jeg har været i live. Det faktum i sig selv er sjældent et godt tegn for en velfungerende stat, i hvert fald ikke et, der kalder sig selv et demokrati. Men i 1993 rådede optimisme: krigen var omme, der blev sat gang i økonomien, og et demokrati blev lovet. Men Afwerki førte samtidig en aggressiv udenrigspolitik, hvilket resulterede i et anstrengt forhold med næsten alle landets naboer. Som følge af territorial uenighed om nogle øer startede Eritrea en kort krig mod Yemen i 1996. Og i maj 1998 angreb Eritrea sin tidligere kolonimagt Etiopien, som resulterede i en to år lang krig og enorme militærbudgetter for to relativt fattige lande, men kun en lille ændring i grænserne. I 1999 anklagede Sudan Eritrea for at have bombet en landsby nær grænsen, kun dage efter de havde signeret en aftale, der skulle forbedre forholdet mellem de to lande. Samme år udtalte Djiboutis præsident, at de var nær en tilstand af krig med Eritrea. Jeg prøvede i forbindelse med denne artikel at få et interview med en nødhjælpsarbejder, som boede i

Overordnet lød konklusionen, at der på daglig basis bliver begået systematiske, udstrakte og alvorlige brud på menneskerettighederne i Eritrea, og at det primært er regeringen, der står bag.

Eritrea, i en by kaldt Asmara, fra 1993 til 1998 og som kendte Afwerki personligt. Han afslog imidlertid et interview, da det ville vække for mange smertefulde minder. Men han fortalte mig lidt: om sin overbevisning, om at økonomisk vækst var langt vigtigere end bistand, at han havde hjulpet til med opsætningen af to operaer i hovedstaden for at opstarte et kulturliv, og hvordan han til sidst, som så mange andre, blev mistænkt for at være en trussel mod Afwerki og Eritrea. Ifølge ham havde ”diktaturets sande ansigt vist sig” på dette tidspunkt, og han mente, at Afwerkis psyke ikke længere var til at regne med. Efter en ubehagelig episode i 1998, hvor nødhjælpsarbejderens søn blev forsøgt kidnappet på et offentlig sted, bestemte familien sig for at forlade landet. I 1997 blev en eritreisk grundlov vedtaget, men desværre aldrig implementeret. Den ville ellers have sikret retssikkerhed, individets rettigheder og, måske vigtigst af alt, udskrivelse af valg. Men gang på gang blev disse processer udsat grundet trusler mod nationen, og Afwerki har følgelig beholdt posten som

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

FOTO: Isaias Afwerki med Donald Rumsfeld i 2002

foto: fra WikiCommons

præsident. Isaias Afwerki var og er stadig en populær figur i Eritrea, som anses som landets frelser og én, der taler Etiopien imod. I diverse kommentarfelter på internettet skiller vandene sig markant: for nogen er han en kriminel, for andre et forbillede. Denne forvirring kan måske forklare, hvordan to kommissioner, der søger at få rede på landets tilstand, kan ende med så dramatisk forskellige resultater.

Danmarks katastrofale rapport

Historien om Eritrearapporten begyndte, da daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) så en markant stigning af eritreiske flygtninge i sommeren 2014 og bad Udlændingestyrelsen om at få rede på situationen i Eritrea. Havde flygtningene automatisk krav på asyl, eller kunne de trygt sendes tilbage? Justitsministeriet gav løfter om det såkaldte armslængdeprincip, men i et internt notat fik Udlændingestyrelsen besked om at lægge alle eritreiske asylansøgninger på is indtil rapporten var færdig. Efter nogle måneder modtog Justitsministeret rapporten og meddelte, at det var trygt nok at sende flygtninge tilbage til Eritrea. Men efterfølgende kom det frem, at rapportens hovedkilde, professor Gaim Kibread, hævdede, at hans udtalelser var blevet fordrejet. Desuden havde Udlændingestyrelsen undgået at rådføre sig med Flygtningenævnet, inden de gik i gang med arbejdet. I tillæg havde Justitsministeriet ikke holdt sig udenfor som lovet.

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Det er ikke ret som styrer Eritrea, men frygt.

Det endte med en ministerrokade, en hel del rabalder og nogle embedsmænd, der måtte sygemelde sig. I sidste ende blev rapporten kasseret, og man gik tilbage til princippet om, at eritreiske flygtninge har automatisk krav på asyl. Dette var måske et klogt valg, for da FN-kommissionen blev færdig med sin rapport i sommeren 2015, kunne man se en klar disharmoni med den danske.

Et dystert billede

FN-kommissionens arbejde var et langvarig og kompliceret stykke arbejde. Eritrea nægtede dem både samarbejde og adgang til landet, så rapportens konklusioner blev baseret på 550 interviews med eritreere i eksil, såvel som 160 skrevne vidnesbyrd. I tillæg var det ikke altid muligt at finde folk som var villige til at lade sig interviewe, da mange af dem, selv i eksil, frygtede repressalier. Overordnet lød konklusionen, at der på daglig basis bliver begået systematiske, udstrakte og alvorlige brud på menneskerettighederne i Eritrea, og at det primært er regeringen, der står bag. Den nuværende situation er et ”tragisk produkt” af et oprindeligt ønske om at beskytte den unge stat, som har vendt sig mod det totalitære. Dette, hævder kommissionen, er eritreernes hovedårsag til at flygte. Regeringen bruger alle midler til at overvåge befolkningen, inklusive en ordning hvor madkuponer gives i belønning for at angive medborgere. Den massive overvågning planter en stærk frygt i borgerne, som

begynder at censurere sig selv af frygt for følgerne. Der er også stærke begrænsninger på bevægelsesfriheden, idet intrikate love gør det svært at forlade landet og grænserne er bevogtede. Der rygtes at være en ”shoot to kill” policy overfor mennesker, som prøver at flygte over grænsen. Ytringsfriheden er nærmest ikkeeksisterende. I 2001 blev samtlige aviser lukket ned, og journalister blev arresteret eller forsvandt. Siden da har Informationsministeriet kontrolleret medierne, så ingen negative ytringer mod regeringen bliver udgivet. Enhver, der kritiserer regeringen, kan risikere at blive stemplet som forræder med arrestation til følge. De få forsøg på fredelige demonstrationer er der blevet slået hårdt ned på, hvor landets militær har skudt demonstranterne ned. Hvad religionsfriheden angår, er der kun fire lovlige religioner i landet – andre religiøse minoriteter må ikke praktisere sin religion og bliver forfulgt, hvis de forsøger. Der er også praksis i eritreiske fængsler at forsøge at omvende ulovligt troende gennem trusler om afstraffelse. Manglen på en grundlov, samt det faktum at parlamentet ikke har været samlet siden 2002, har resulteret i, at nærmest al magt ligger i hænderne på regeringen. Som kommissionen skriver: ”Det er ikke ret som styrer Eritrea, men frygt”. Tilståelser under tortur bliver brugt som fældende bevismateriale, mens mange arresterede ikke engang får at vide, hvad de sidder fængslet for. Masseovervågningen har desuden ledt til, at arrestationer er blevet hverdagskost, en proces mange eritreere nu må igennem. Årsagerne bag arrestationerne er ofte arbitrære: nogle gange er det svært at finde den lov, borgeren har brudt. Borgeren får sjældent at vide, hvor han eller hun tages hen, og pårørende og familie får ikke altid mulighed for at opnå kontakt eller vide, hvor den arresterede befinder sig. Desuden har der siden 1993 forekommet en række forsvindinger, og der har også været rapporter om massehenrettelser af etniske grupper.

Dette bringer os til Eritreas særlige forsvarsstruktur. I 1995 blev alle eritreere over 18 år pålagt værnepligt, og i 2002 blev denne pligt udvidet gennem en udviklingskampagne, Warsai Yikealo, hvor skolebørn ofte går direkte fra skolegang til hæren. Selv om værnepligten formelt lyder på 12 måneder, bliver mange i praksis fanget i hæren på ubestemt tidspunkt: nogle af interviewpersonerne havde flygtet efter 17 år i ufrivillig tjeneste. Næsten alle værnepligtige, inklusive ældre og handicappede, pålægges desuden tvangsarbejde og står bag meget af infrastrukturen i landet. Eritrea udlejer også sin ”arbejdskraft” til udenlandske firmaer og beholder selv gevinsten. På denne måde bruger regeringen militærtjeneste til at dække over noget, der ligner det rene slaveri. Der er heller ingen særlig beskyttelse af de kvindelige værnepligtige, og nogle steder er udnyttelsen af dette faktum så alvorlig, at de ifølge kommissionen med rette kan kaldes sexslaver. Men det måske mest grufulde, og parodisk ondskabsfulde, fund i Eritrea er deres arbejdslejre, hvor regeringen placerer arresterede såvel som værnepligtige. 68 arbejdslejre er blevet identificeret, og der kan eksistere så mange som 27 flere. Nogen er officielle, andre er skjulte. Forholdene er forfærdelige: der mangler rent vand, mad og tilgang til toiletter. Død som følge af sygdom er ikke uvanligt, og nogle arresterede drives til selvmord af omstændighederne. Der er også børn i disse lejre.

om SKRIBENTEN

Randi Emilie Dahlen er norsk statskundskabsstuderende og en del af IPmonopolets redaktion. Dette er hendes tredje artikel for IPmonopolet.

For sjov prøvede jeg at se, hvad den eritreiske ambassade havde at sige til dette. Der ligger én i Stockholm, som er ambassaden for alle de nordiske lande. I beskrivelsen af landets dyder og ideelle investeringsmuligheder dukker denne lille perle frem: ”Eritrea possesses industrious and cheap labour force as well as favourable natural resource population ratio.” Jaså?

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

tema

Skyggenetværk og Konflikt i Afrika

af Jesper Bak-Christensen

I kølvandet på Afrikas mange konflikter er der opstået en skjult økonomi, hvor mineraler, olie og diamanter handles på illegale markeder. Skyggenetværkene rækker langt ind i magtens centrum, og hvis konflikterne skal løses, er man nødt til at tage problemet seriøst.

mellem det østlige Demokratiske Republik Congos (DRC) nærmest uendelige lange bakker og tætte bevoksning gemmer der sig en konflikt, som har varet næsten 18 år og taget op mod 5,4 millioner menneskeliv. Borgerkrigen der udbrød i 1997 og gjorde en ende på diktatoren Mobutu Sese Sekos regime, brænder i dag på svagt blus, men havde på ét tidspunkt op mod 9 andre afrikanske lande involveret. Den store internationale involvering skyldtes i første omgang Mobutus’ status som koldkrigslevn, der havde blandet sig én gang for meget i sine naboers interne sikkerhed ved at støtte oprørsgrupper og generelt destabilisere regionen. Efter en succesfuld invasion og Mobutus fald blev arkitekterne bag invasionen, Uganda og Rwanda, i DRC og engagerede sig i en eksploderende handel med DRC’s naturressourcer. Netværk på kryds og tværs af grænser i Centralafrika blev skabt med det ene formål at tjene penge på DRC’s svaghed og enorme naturlige rigdom. FN’s naturagentur anslår, at jorden under Congo indeholder mineraler og ressourcer til en værdi af 24 billioner dollars. Akademikeren David Keen kalder dette fænomen for en ’Krigsøkonomi’. Krigsøkonomien skævvrider de incitamenter, der ligger til grund for de egentlige krigshandlinger. Den skaber et økonomisk grundlag for at forsætte konflikten, fordi udvindingen af ressourcer er mere profitabel end en fredsaftale og genopbyggelse af konfliktzonen.

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Denne økonomiske logik lægger kimen til nogle højst mærkværdige mekanismer, der i mange tilfælde forlænger konflikteforløb med flere år. Ved at have adgang til naturressourcer kan oprørsgrupper bruge smuglernetværk til at få sendt eksempelvis guld eller de notoriske konfliktdiamanter til et tredje land såsom Dubai. I Dubai er der ikke en forpligtelse til at oplyse om godsets oprindelse, og man kan dermed få solgt både diamanter og guld, helt legalt, til store smykke- og elektronikfirmaer. På den måde kan man som oprørsgruppe via disse ’skyggenetværk’ i al hemmelighed bytte mineraler og sågar eksotiske træsorter for penge til våben og andre fornødenheder. Denne stærkt internationale form for korruption forbinder fjerne og undereksponerede konfliktzoner til de internationale markeder. Ikke blot i Congo, men også i Mali, Nigeria, Den Centralafrikanske Republik, Angola osv. bliver eller har naturressourcer været brugt til finansiering af oprør og invasioner.

Den internationale forbindelse

En del af disse skyggenetværks udbredelse kan tilskrives internationale minefirmaers involvering i konflikter og forhandlinger med oprørsgrupper om retten til minedrift før slutningen af en borgerkrig. I DRC formåede ejeren af et Israelsk diamantkonglomerat, Dan Gertler, at få eneret til Congolesiske miner i bytte for våben og penge til oprørerne, mens de værste kampe stadige rasede. Selvom konfliktzoner ikke er specielt opportune for langtidsinvesteringer, kan mineral- og

Krigsøkonomien skævvrider de incitamenter, der ligger til grund for de egentlige krigshandlinger.

ressourceudvinding sagtens være rentabelt. Ved at vende det blinde øje til diverse menneskerettighedsovertrædelser kan man ende med situationer som i Liberia, Sierra Leone og Angola, hvor store diamantfirmaer handlede med konfliktdiamanter. Smuglernetværk og oprørsgruppers brug af dem strækker sig også til lande og konflikter af betydning for Europa og Danmark. Boko Haram i Nigeria er blandt andet kendt for at stjæle og smugle olie fra Nigerdeltaet. I Mali nordpå bruger oprørerne Bauxite (aluminium) til at finansiere deres kamp mod regeringen i Bamoko. Ydermere er Mali også en del af smuglerruten for narkotika på vej mod Europa.

Skyggernes lange rækkevidde

Skyggenetværk dækker over mere end blot oprørere, der forsøger at skaffe midler og våben. Netværkene rækker helt ind i de højeste niveauer af afrikanske regeringer, som bruger deres position og skyggenetværkenes hemmelige natur til at berige sig selv og deres familier. Jose Eduardo Dos Santos i Angola har eksempelvis siddet ved magten i over 35 år (en af Afrikas tre længst siddende magthavere), og har brugt Angolas olieprofitter til at bestikke og betale sig til magten. Det har kunnet lade sig gøre via brugen af hemmelige olieaftaler og udenlandske konti. Ved at have et velbetalt netværk omkring sig, der inkluderer militæret og forretningsfolk, har Dos Santos sikret sin magt gennem mere end tre årtier. Netop de udenlandske bankkonti spiller en større rolle i skyggenetværks eksistens, end man umiddelbart skulle tro. Det kom tidligere i år frem, at den Schweiziske bank HSBC havde hjulpet blandt andre afrikanske statsoverhoveder og deres magtbaser med at gemme millioner af dollars og derved undgå beskatning og lede midler væk fra statskasserne.

Et afrikansk Problem, et vestligt problem

Smuglernetværk og oprørsgruppers brug af dem strækker sig også til lande og konflikter af betydning for Europa og Danmark.

I denne sammenhæng er det nemt at skyde skylden på korrupte afrikanske politikere og voldelige oprørsgrupper. De bærer en stor del af ansvaret, men de store vestlige firmaer (og i stigende grad kinesiske interesser), gør det ofte muligt for både oprør og korruption at sætte dagsordenen. Ved at handle med oprørere eller se den anden vej, mens politikere lænser statskasser og gemmer pengene i vestlige konti, er det i lige så høj grad et vestligt problem. De nævnte kinesiske interesser kommer kun til at gøre kampen for at komme skyggenetværk til livs sværere. Kinesisk udviklingsstøtte baserer sig i høj grad på quid pro qou og ikke betingelse om ’good governance’ og menneskerettigheder, der ellers karakteriserer vestlig udviklingsstøtte. Det betyder, at flere afrikanske lande vælger Kina til og Vesten fra. Angola og Zimbabwe er to eksempler på lande, hvor Kina er hovedsamarbejdspartneren. Her får Dos Santos og Robert Mugabe frit spil til at investere og bruge kinesiske midler, mod at kinesiske firmaer får adgang til olie og mineraler. Hvis man vil være seriøs omkring konfliktløsning i Afrika og stoppe den udvikling, der sender et stort antal mennesker på flugt mod Europa, er man nødt til at se det internationale perspektiv på skyggenetværk og konflikt. EU og Danmark er nødt til at acceptere deres sammenhæng samt aktivt at bekæmpe det fra egen side i stedet for blot at slå det hen som et afrikansk problem.

om SKRIBENTEN

Jesper Bak-Christensen er sikkerhedsanalytiker med fokus på Afrika Syd for Sahara, hvor han bl.a. skriver om konfliktressourcer, borgerkrig og oprørsgrupper. Jesper har boet i Norge, Holland, USA og Skotland og skriver regelmæssigt for Global Risk Insights, hvor han dækker Politiske risici i Afrika.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

tema

Den Afrikanske Union Som Fredsskaber

af Daniel Atli Larsen

Den Afrikanske Union har kun 13 år på bagen. Alligevel har Unionens tropper allerede deltaget i en lang række militære operationer. Det har dog ikke været uden udfordringer, og spørgsmålet er om udfordringerne bliver mindre i de kommende år?

a den Afrikanske Union (AU) i 2002 blev etableret som erstatning for Organisationen for Afrikansk Enhed, var det med store ambitioner. Unionen fik alle afrikanske lande som medlemmer på nær Marokko, der holder sig udenfor, fordi Vestsahara er medlem. Der blev etableret samarbejde på en lang række områder, hvor det sikkerhedspolitiske må anses for det vigtigste. Man gjorde samtidig op med ikke-interventionspolitikken, hvor man ikke blandede sig i indenrigspolitiske forhold. I stedet nedsattes et Freds-og Sikkerhedsråd med 15 lande som medlemmer, der har mandat til at iværksætte militære interventioner, hvis der foregår brud på menneskerettigheder, eller der finder statskup sted. Eksperter har ligefrem udtalt, at AU er den eneste regionale eller internationale organisation, der eksplicit anerkender retten til at intervenere i en stat af humanitære årsager.

For at understøtte de politiske ambitioner valgte man, at der skulle oprettes Den Afrikanske Beredskabsstyrke. Styrken skal langt hen af vejen have samme funktion som FN’s fredsbevarende styrker, og det er da også skrevet ind i Freds- og Sikkerhedsrådets formålserklæring, at man skal samarbejde med FN, hvor det giver mening. Beredskabsstyrkens 20.000 mand

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

skal være fuldt operationelle ved årets udgang, men ikke meget tyder på, at det bliver en realitet. AU har direkte eller indirekte deltaget i en række komplicerede missioner de senere år. I 2003 blev der indsat tropper i Burundi for at stabilisere den borgerkrigshærgerede stat, og igen i 2006 opererede man i landet i samarbejde med FN. I 2004 blev der udsendt personel til Darfur-provinsen i Sudan, og i 2008 bakkede styrker fra Unionen regeringen på Comorerne op i et angreb på øen Anjouan for at afsætte en oberst, der nægtede at acceptere valgresultatet. I 2007 etableredes en mission i Somalia, og i 2013 skete det samme i Den Centralafrikanske Republik. Derudover har AU haft operationer i gang for at bekæmpe de militære grupper Lord Resistance Army og Boko Haram, ligesom de har ydet rådgivning til en mission i Mali, der officielt var under ledelse af den vestafrikanske organisation Economic Community of West African States (ECOWAS). I dag er det kun i Somalia og Darfur, at AU har permanente missioner i gang. I Somalia er der i samarbejde med FN udsendt 22.000 mand for at øge sikkerheden og beskytte civilbefolkningen, mens der i Darfur er tale om en AU/FN-hybridmission, der løbende er blevet forlænget siden 2007.

Eksperter har ligefrem udtalt, at AU er den eneste regionale eller internationale organisation, der eksplicit anerkender retten til at intervenere i en stat af humanitære årsager.

FOTO: Soldat fra Burundi tilhørende Den Afrikanske Unions mission i Somalia.

foto: AF AMISOM/Tobin Jones

Effekter og udfordringer

Et interessant spørgsmål er, om missionerne har været succesrige. Det kommer selvfølgelig an på, hvilke vurderingskriterier man benytter, men man kan i hvert fald sige noget om missionernes udfald. På Comorerne lykkedes det at afsætte den separatistiske oberst, og senere har man udsendt observatører for at overvåge valghandlinger i landet. I Burundi er der bred enighed om, at styrkerne fra AU spillede flere vigtige roller. For det første fungerede de som spydspids. Tropperne fik nedtrappet situationen og skabt betingelserne for, at en større FN-styrke senere kunne ankomme. For det andet stod styrker fra AU effektivt for sikkerheden under forhandlinger om en våbenhvile. For det tredje beskyttede styrkerne politikere, der skulle deltage i overgangsregeringen, efter at en fredsaftale var nået. Derudover oprettede AU centre, som havde til formål at reintegrere militsfolk i samfundet. Unionen spillede i Burundi kort sagt en både fredsskabende og fredsbevarende rolle, der medvirkede til, at den voldelige konflikt ikke eskalerede. Til gengæld har der været store udfordringer forbundet med missionerne i Darfur, Somalia og Den Centralafrikanske Republik. Udfordringerne er flere

gange allerede startet, inden missionerne er gået i gang. Et af de helt store problemer har været at skaffe personel fra medlemsstaterne. Det er flere gange set, at AU har lovet et antal tropper, de ikke har kunnet leve op til. Eksempelvis blev der i 2007 givet tilsagn om 8.000 tropper til missionen i Somalia, mens der to år senere kun var udstationeret omkring 5.000. I dag er der dog udsendt omkring 9.000 mand. I Den Centralafrikanske Republik blev Unionens styrker i slutningen af 2013 indsat i en voldsomt kompleks konflikt. Opgaven var at stabilisere landet, men det viste sig hurtigt, at AU ikke kunne stoppe myrderierne på trods af støtte fra Frankrig. Derfor blev missionen året efter inkorporeret i en større FN-mission, der dog langt fra har været tilstrækkelig til at stoppe krigshandlingerne. Samtidig er styrkerne blevet beskyldt for både voldtægter og mord, hvilket tidligere i år fik lederen af FN-styrken, Babacar Gaye, til at gå af.

Over 90 % af Unionens freds- og sikkerhedstiltag finansieres af udefrakommende donorer som EU, FN og USA.

Manglende finansiering

Et andet problem er missionernes finansiering. Over 90 % af Unionens freds- og sikkerhedstiltag finansieres af udefrakommende donorer som EU, FN og USA. Det betyder, at der ikke er nogen buffer, hvis

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

foto: AF AMISOM/ Sabirr Olad

man er nødt til at reagere hurtigt på en katastrofe. I stedet er man nødsaget til at gå tiggergang for at få finansieringen på plads, inden man kan skride til handling. Samme tendens gør sig desuden gældende i forhold til AU’s samlede budget. I 2015 bidrog Unionens medlemmer kun med 2,3 % af budgettet, mens resten kom fra eksterne partnere. I forlængelse af det kan man diskutere Beredskabsstyrkens berettigelse. På den ene side er Freds- og Sikkerhedsrådet i AU ikke begrænset af den vetoret, som de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd er i besiddelse af. Dermed er der større mulighed for at give mandat til operationer. På den anden side bliver ideen om afrikanske løsninger på afrikanske problemer en utopi, hvis operationerne kun kan igangsættes med hjælp udefra.

En uenig union

Endnu en udfordring er, at medlemmerne af AU langt fra er enige om, hvornår der skal indsættes fredsbevarende eller fredsskabende styrker. Det kommer især til udtryk, hvis de skal enes om en operation i et land, der enten er medlem af Freds- og Sikkerhedsrådet eller har venner deri. Samtidig er der en lang række

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

lande, der ikke ønsker, at det bliver praksis at blande sig i indenrigspolitiske forhold. Især de mere autoritære statsledere har dette standpunkt - heriblandt Robert Mugabe, der er nuværende formand for AU. Et godt eksempel på udfordringen var da AU’s mission i Darfur blev forhandlet på plads i 2004. På det tidspunkt var Sudan samtidig medlem af Freds- og Sikkerhedsrådet, hvilket skabte en interessekonflikt, der uundgåeligt forsinkede processen og svækkede mandatet. AU fik kun tilladelse til en overvågningsmission, der ikke kunne stille noget op overfor de massive udrensninger, der fandt sted. Den sudanesiske regering var da også stærk modstander af den FN/ AU-hybridmission, der i 2007 blev indsat i stedet. Hybridmissionen har et markant stærkere mandat og er samtidig bedre udrustet. Samarbejdet mellem FN og AU har dog ikke været gnidningsfrit, da det kræver rigtig meget koordination, når to så store organisationer skal operere som en fælles enhed. Koordinationen er især blevet udfordret af divergerende institutionelle kulturer. Der er også stor forskel på hvilke lande, der bidrager til både FN’s og AU’s missioner. Blandt andre Ghana,

I dag er det et fåtal af Unionens medlemmer, der trækker læsset. Det er langt fra sikkert, at de vil fortsætte med det, hvis de kan se, at udsigten er den samme fremadrettet.

FOTO: Etiopiske soldater tilhørende Den Afrikanske Unions mission i Somalia.

Nigeria, Etiopien, Rwanda, Egypten og Sydafrika bidrager i stor udstrækning til fredsbevarende missioner under FN-mandat. Flere af landene går igen i Unionens missioner, der ikke ville kunne lade sig gøre uden lande som Sydafrika, Rwanda, Nigeria, Senegal og Uganda. Sydafrikanerne bidrog fx markant til missionerne i Burundi og på Comorerne, mens Uganda var alene i Somalia et helt år, før tropper fra Burundi kom til hjælp. Med over 50 medlemmer af Den Afrikanske Union er det altså et meget lille antal lande, der bærer de fredsskabende og fredsbevarende missioner på deres skuldre.

Fremtidige perspektiver

Den Afrikanske Unions medlemmer har stået overfor store udfordringer i deres kamp for et mindre konfliktfyldt kontinent. To af de største har været finansiering og udrustning. På Unionens vegne kan man håbe, at Den Afrikanske Beredskabsstyrke kan imødegå disse udfordringer i fremtiden. Det kræver dog, at den får den nødvendige kapacitet og slagkraft til at gøre en hurtig og effektiv forskel, når det bliver nødvendigt. Et af de store spørgsmål er i den forbindelse, om den politiske vilje er til stede. I dag er det et fåtal af Unionens medlemmer, der trækker læsset.

Det er langt fra sikkert, at de vil fortsætte med det, hvis de kan se, at udsigten er den samme fremadrettet. Samtidig har AU ofte manglet andre redskaber end de rent militære, når en konflikt har skullet løses. Det har flere gange vist sig, at det er nødvendigt at have polititropper, civile eksperter og et struktureret nødhjælpsprogram, hvis en konflikt skal afholdes fra at eskalere. Ofte vil FN være i stand til at levere disse ting, og yderligere hybridmissioner kan måske være løsningen. Det kræver dog, at samarbejdet bliver mere gnidningsfrit, end det har været hidtil.

om SKRIBENTEN

Daniel Atli Larsen læser statskundskab på Københavns Universitet og er en del af IPmonopolets chefredaktion.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

TEMA

BELGISK CONGO

- EN CENTRALAFRIKANSK FORTÆLLING OM STORHED OG FALD, UNDERTRYKKELSE OG OVERMOD SAMT IMPERIALISMENS GRIMME ANSIGT

af Milan Jha

Congo – smag på ordet. Hvad oplever du? Måske en scent af noget fremmed? Noget farligt? Noget fjernt? I så fald er du ikke alene. Congo – eller den Demokratiske Republik Congo, som i dag er landets officielle navn – ligger dybt inde i Afrikas hjerte, med intet andet end en enkelt hovedpulsåre til Atlanterhavet som farbar vandvej igennem kontinentet. Dette er historien om storhed og fald, en kynisk konge, om undertrykkelsen af en sagesløs lokalbefolkning og om et hovmod der til sidst stod for fald.

Kongens lysende idé

Lad os starte med begyndelsen. Lad os starte i Belgien. Da den europæiske kolonisering af det afrikanske kontinent begyndte at tage fat omkring slutningen af 1870’erne/starten af 1880’erne, fik kolonialisterne for alvor fart på. Kolde imperialistiske vinde blæste ind over Europa, og Belgien var ingen undtagelse. På daværende tidspunkt herskede den meget velhavende Kong Leopold II. Belgiens konger brugte meget tid på det storslåede og imposante belgiske kongeslot Parc de Bruxelles, og Kong Leopold II antageligvis ligeså. Det var muligvis her – under snorlige birketræer og med lyden af fuglesang – at han besluttede sig for at tilrane sig ’sin’ del af den afrikanske kage. Kongen hyrede således den i dag verdensberømte opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley til at hjælpe sig med at udforske og indtage en del af det ukendte, mørke Afrika. En velvillig Stanley accepterede og begav sig således, med kongens velsignelse, af sted mod verdenskortets sorte plet. Dette skulle vise sig at være et klogt træk af kongen, for efter Stanleys

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

opdagelsesrejse og en studehandel med både Frankrig og Preussen, kunne Leopold i 1885 officielt lade sig anerkende som eneejer af Fristaten Congo.

Gummi og elfenben

Her ender historien dog ikke – snarere tværtimod. For ligeså isoleret og ukendt Congo var, ligeså rigt var det på naturressourcer. Som nævnt var der kun en enkelt vandvej fra Atlanterhavet til Congo – Congofloden eller, som i folkemunde, Zairefloden. Zairefloden blev ruten til og fra Congo, og i løbet af det belgiske herredømme blev en næsten ufatteligt mængde varer fragtet til Europa. Med vold og magt blev lokalbefolkningen tvunget til at arbejde for besætterne, der ved den mindste opstand svarede kontant igen. På den måde blev Congo et værdifuldt aktiv hos den belgiske konge. Især mange Congolesiske gummitræer blev udnyttet til fulde, hvorfor elfenbensproduktionen faktisk måtte se sig slået.

Det er anslået, at der i tiden under det belgiske herredømme blev slået op mod 10 millioner congolesere ihjel – sammenligningsmæssigt blev ca. 6 millioner jøder slået ihjel under Hitlers tyske rædselsregime.

Et glemt folkemord

Kong Leopold II’s styre var hårdt og brutalt, og under de congolesiske træers fredelige grønne kroner, var vold, undertrykkelse, angst og slaveri blevet en del af hverdagen. Historier om afbrændte landsbyer, mishandlede og torturerede indbyggere er mange og nemt tilgængelige. Det er anslået, at der i tiden under det belgiske herredømme blev slået op mod 10 millioner congolesere ihjel – sammenligningsmæssigt blev ca. 6 millioner jøder slået ihjel under Hitlers tyske rædselsregime. Men i dag er det fuldstændig glemt – det er ikke noget man snakker om. Det er næsten som om, at den congolesiske fauna har omsluttet og gemt historien dybt nede i junglen.

Løsrivelsen og den første præsident

Efterhånden som tiden skred frem begyndte presset på Kong Leopold II at vokse, og til sidst måtte han nødtvungent afhænde Congo til den belgiske regering.

Da Belgien forlod Congo, lod de ikke noget tilbage – de rev i bogstaveligste forstand tæppet væk under den sparsommelige administration og væltede dermed et i forvejen skrøbeligt korthus. Tilbage i det centralafrikanske land, der i størrelse er over 52 gange større end Danmark, var nu under 20 akademikere. Patrice Lumumba blev valgt som den første demokratiske præsident, men blev brutalt myrdet af modstandere kort efter.

Siden da har Congo været et virvar af forskellige regeringer, korruption og myriader af skandaler med indblanding fra USA såvel som Belgien. Nogle vil påstå, at landet er på vej op, men det er i så fald med moderat hast.

Læren fra imperialismen

Hvad kan vi tage ved lære fra fortællingen om Congo? Landet er et fremragende eksempel på hvordan europæisk imperialisme har både sønderknust et land og holdt befolkningen nede. Men denne artikel handler ikke om fordømmelse – den handler om oplysning. Som nævnt var der under 20 akademikere i hele Congo, da Belgierne til sidst blev tvunget ud og lod Congo sejle sin egen sø.

Landet er et fremragende eksempel på hvordan europæisk imperialisme har både sønderknust et land og holdt befolkningen nede.

Med belgierne røg ikke kun den hvide overmagt, men også administrationen, og med administrationen et overblik over det enorme land, hvis befolkning under koloniseringen ikke måtte uddanne sig, og således på ingen måde var rustet til at styre landet. Det vidste belgierne, og det var antageligvis en af grundene til at de – modsat englænderne ved Indiens uafhængighed – ikke lod noget administrativt overblik tilbage. Congo er altså et tydeligt – og langt fra enestående – bevis på imperialismens konsekvente følger, og hvorfor påstanden om hvorfor ’afrikanerne ikke bare uddanner sig’ er ignorant, forkastelig og uden historisk indsigt.

om SKRIBENTEN

Milan Jha er medlem af IPmonopolets redaktion og studerer statskundskab på Københavns Universitet.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

Lederrollen er ikke noget, som Tyskland nødvendigvis har ønsket og arbejdet for. På den anden side ser det ud til, at Tyskland i en vis forstand med Angela Merkel i spidsen har fået smag for rollen som leder i Europa nu, da det ikke kunne være anderledes.

Peter Nedergaard

udblik

tema

Tysklands problematiske lederskab

af Peter Nedergaard

Tyskland har de seneste år manifesteret sig som Europas politiske leder. Det skyldes i højere grad ydre omstændigheder end en ambition om at være i førersædet. Alligevel er tyskerne blevet kritiseret for den politiske kurs, og de har på flere felter ikke været gode nok til præcist at kommunikere rationaler og intentioner.

de senere år og især siden finanskrisen i 2008 har Tyskland indtaget en stadigt stærkere position på den europæiske scene. Det er ikke noget tilfælde, når medierne altid spørger de tyske politiske ledere, hver gang der opstår et større europæisk politisk problem. Lederrollen er ikke noget, som Tyskland nødvendigvis har ønsket og arbejdet for. På den anden side ser det ud til, at Tyskland i en vis forstand med Angela Merkel i spidsen har fået smag for rollen som leder i Europa nu, da det ikke kunne være anderledes.

Eurokrisen

Tysklands ledere anerkender således, at landet som den største EU-økonomi, med den største befolkning og med en økonomi, som i en årrække har præsteret bedre økonomiske resultater end de fleste andre EU-lande, har et særligt ansvar – også selv om det er som en ”tøvende leder”, for at citere de to britiske politologer, Simon Bulmer og W.E. Paterson.

Eurokrisens ankomst i 2008 ændrede Paris-Berlin aksen på flere vigtige punkter. For det første klarede Tyskland krisen langt bedre end de fleste andre lande i EU. Grunden var bl.a., at Tyskland allerede i årene efter årtusindeskiftet på initiativ af den socialdemokratiske forbundskansler, Gerhard Schröder, med de såkaldte Hartz-reformer grundigt reformerede det tyske arbejdsmarked. Det betød, at Tyskland selv under eurokrisens hårdeste år har haft en forholdsvis beskeden arbejdsløshed - på trods af, at man stadig kæmper med arbejdsløshedsøer i det tidligere kommunistiske Østtyskland. Den tyske arbejdsmarkedspolitiske succes sammenlignet med andre europæiske lande har siden givet Tyskland og den tyske økonomiske model en særlig position i EU. Det har imidlertid også givet Tyskland en vis "ufølsomhed" overfor andre europæiske landes arbejdsløshedsproblemer.

I mange år udgjorde den såkaldte Paris-(Bonn)-Berlin akse lederskabet i EU. Aksen var formelt baseret på Élysée-traktaten fra 1963, der etablerede princippet om gensidig konsultation mellem Frankrig og Tyskland om alle spørgsmål af større politisk vigtighed, men den indebar herudover en norm om, at de to lande i det hele taget gik i takt i væsentlige politiske spørgsmål.

For det andet – men delvist som et resultat af den lave arbejdsløshed – har de tyske offentlige finanser været i fin form i det seneste tiår. I modsætning til de fleste andre EU-lande kæmper Tyskland ikke – som i årene efter genforeningen - med store offentlige underskud. Og i den tyske optik bør de eurokriseramte lande netop gøre som Tyskland gjorde efter genforeningen: forbedre konkurrenceevnen og den økonomiske

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Lederrollen er ikke noget, som Tyskland nødvendigvis har ønsket og arbejdet for.

holdbarhed via reformer, løntilbageholdenhed og sparsommelighed. For det tredje er Tyskland blevet omdrejningspunktet for de løsninger på eurokrisen, som man har skullet finde frem til i forhold til de fem såkaldte PIIGS-lande: Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien. De har alle været ramt af dramatiske stigninger i de offentlige underskud siden 2008, hvilket i perioder har sendt renterne på de pågældende landes statsobligationer i vejret. Regeringen i Berlin har følt, at de tyske vælgere havde en klar forventning: Man burde kun hjælpe de pågældende lande med garantier for kreditter, hvis der var sikkerhed for, at pengene blev tilbagebetalt, så det ikke blev Tyskland, der hang på regningen. Det afspejler, at selv om den europæiske solidaritet er en realitet – og milliarder af euro på fast basis overføres årligt fra rige til fattige lande via struktur- og regionalpolitikken - er solidariteten ikke af et sådant omfang, at milliardstore garantier for kreditter til andre EU-lande kan gives uden vis sikkerhed. Det ville ikke være acceptabelt for vælgerne i f.eks. Tyskland. Heller ikke idéen om en ”fællesskabsliggørelse” af nogle EU-landes statsgæld via Eurobonds (EU-statsobligationer) - bakkes på nuværende tidspunkt op af de tyske vælgere og den tyske regering. Man frygter, at en sådan løsning i sidste ende blot ville medføre, at tyske borgere og virksomheder generelt skulle betale højere renter, fordi der i den fælles gæld ville være nogle mildest talt usikre kort. Derfor er kreditter til de sydeuropæiske lande fra den Europæiske Centralbank og IMF, hvor tyske skatteydere er betydelige garanter, blevet mødt med modkrav for at sandsynliggøre, at pengene ikke bliver tabt. På indholdet af disse modkrav har den tyske regering naturligt nok haft betydelig indflydelse. Alt det har samtidig mødt betydelig modstand i Sydeuropa, som har anklaget Tyskland for "økonomisk imperialisme".

Ordoliberalismen – den tyske økonomiske ledelsesfilosofi

Min påstand er, at Tysklands holdning til løsning af eurokrisen i vidt omfang bunder i en bestemt økonomisk filosofi, der ofte kaldes ordoliberalismen, og som støttes helt eller delvist af alle tyske politiske partier med undtagelse af partiet Die Linke, som er "efterkommer" af det østtyske kommunistparti. Bag ordoliberalismen stod den fremragende, men i Danmark stort set ukendte økonomiprofessor, Walter Eucken. Han skabte sin filosofi på baggrund af lige dele kritik af nationalsocialismens totalitære planøko-

nomi og af keynesianismens evindelige statsindgriben og tendens til offentlig gældsophobning. I forhold til den neoliberale filosofi adskiller ordoliberalismen sig f.eks. ved at lægge vægten på eksistensen af en stærk stat og en betydelig offentlig regulering af de private virksomheders konkurrenceforhold. Når velfungerende markeder mangler, skal de skabes via statslig indgriben. Fungerer arbejdsmarkedet ikke (dvs. hvis der er for stor arbejdsløshed), skal det reformeres, hvilket i praksis - som under Hartz-reformerne - betyder, at visse former for mindsteløn, pensionsrettigheder og ansættelsesvilkår skal tilpasses, hvad markedet kan bære. Siden Anden Verdenskrig har ordoliberalismen været grundlaget for den (vest)tyske samfundsøkonomi og tilskrives en del af æren for det tyske økonomiske mirakel fra begyndelsen af 1950'erne og frem. Filosofien nyder derfor stor opbakning i Tyskland. Jo mere man i Tyskland i praksis har fulgt anbefalingerne i ordoliberalismen, jo bedre er det gået landet rent økonomisk.

På indholdet af disse modkrav har den tyske regering naturligt nok haft betydelig indflydelse. Alt det har samtidig mødt betydelig modstand i Sydeuropa, som har anklaget Tyskland for "økonomisk imperialisme".

Under Eurokrisen er disse principper blevet udbredt til det øvrige EU - ikke mindst Finanspagten var et klart udtryk herfor. Men linjen – ofte kaldet ”austerity” på engelsk - er blevet kritiseret for at være alt for strammer-orienteret: man risikerer ifølge kritikerne at ”spare Europa ihjel”, fordi man lægger så megen vægt på tilpasning af de offentlige udgifter til indtægterne og på arbejdsmarkedsreformer, der (som i Tyskland i 00'erne) griber ind overfor en række velerhvervede rettigheder for lønmodtagerne, som for visse grupper indebærer mindre indkomst (men samtidig måske også giver større chance for at få eller fastholde et job). Kravene til PIIGS-landene har, som forudsætning for nye lån, netop indebåret krav som stramninger i skatteopkrævningen, fyringer og privatiseringer i den offentlige sektor og højere pensionsalder. I de sydeuropæiske lande ses disse tiltag som alvorlige udefrakommende indgreb i den nationale politik, men i de nordeuropæiske lande, og ikke mindst i Tyskland, er de blevet opsat som betingelser og helt nødvendige tiltag, hvis krisen skulle løses og fremtidige kriser undgås. Tysklands lederskab under eurokrisen er set fra tysk side et spørgsmål om at acceptere, at der findes en bestemt økonomisk filosofi, ordoliberalismen, som har vist sig at fungere i praksis. For en del sydeuropæiske landes side er netop dette synspunkt blevet betragtet som et bevis på, at der var tale om tysk interessemak-

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

simering. Og tyske politiske ledere er blevet kritiseret og karikeret på en måde, der er uset i EU’s historie – f.eks. i forbindelse med demonstrationer i byer i Sydeuropa. Tyske politikere har i EU haft ry for at være villige til at tage pengepungen op og betale, når det gjaldt. Det gav Tyskland et ry som "den rige onkel". Men nu skal Tyskland også her vænne sig til, at mange af de forslag, man stiller, mødes med større skepsis. F.eks. fik man forkastet et forslag om ændringer af selve EU’s traktatgrundlag, der ville have krævet større budgetdisciplin i medlemslandene. Også et tysk forslag om særlige kontrakter med de enkelte medlemslande, hvor sidstnævnte forpligtede sig til at gennemføre specifikke reformer, er blevet skudt ned. Tysklands lederrolle afspejler sig i ændringer i den måde, de tyske ministerier arbejder på. Sidste år interviewede jeg i Berlin embedsmænd i det tyske udenrigsministerium og finansministerium. De fortalte, hvordan man her har oprustet indsamlingen af viden om den økonomiske situation i de enkelte EU-lande. Før kunne man ofte nøjes med at orientere sig imod, hvad der skete i Bruxelles. Nu skal man imidlertid i langt højere grad også vide noget om, hvad der sker i Madrid, Rom, København, Den Haag, Helsingfors, Athen og Lissabon. Embedsmændene var langt fra ubetinget begejstret for Tysklands nye rolle. Når Tyskland alligevel (om end tøvende, dvs., at man blev trukket ind i lederskabet og ikke fordi, man gerne ville det selv) i forbindelse med Eurokrisen har påtaget sig en helt ny lederfunktion, skyldes det alternativet: europæisk disintegration. EU ville ikke uden tysk lederskab blive opløst fra den ene dag til den anden, men Unionens evne til at løse store problemer ville langsomt, men sikkert ophøre, hvis ikke Tyskland bibragte EU i det mindste et minimum af lederskab ifølge den tyske optik.

Grækenland

Selv om det ofte var de andre europæiske lande, der krævede mere tysk lederskab, var det ikke alle, som var lige begejstrede for indholdet. Grækenland har gjort sig til hovedtalsmand for kritikken af Tyskland. Da det venstreorienterede parti, Syriza, med Alexis Tsipras i spidsen vandt regeringsmagten i begyndelsen af 2015, skete det på baggrund af et program, som lovede modstand mod den tyske medicin. Kravet var en genforhandling af de forpligtelser, som tidligere regeringer havde indgået med Grækenlands långivere for at hjælpe landet ud af krisen.

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Tysklands lederskab under eurokrisen er set fra tysk side et spørgsmål om at acceptere, at der findes en bestemt økonomisk filosofi, ordoliberalismen, som har vist sig at fungere i praksis.

Man gjorde imidlertid regning uden vært. Långiverne - repræsenteret af den såkaldte trojka bestående af Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen – ville stadig have sikkerhed for, at den græske økonomi og politik var i en sådan form, at man var i stand til at gennemføre tilbagebetalingerne. Kodeordet for trojkaen var fortsat reformer: Man kunne diskutere, hvilke reformer, der er nødvendige – f.eks. om man kan skaffe flere offentlige skatteindtægter – men ikke reformprocessen som sådan. Syriza-regeringen blev synligt fornærmet, da ønsket om gældseftergivelse blev afvist. Under hele forhandlingsprocessen optrådte regeringen på en måde, som var usædvanlig i EU-regi. Man afleverede ikke papirerne, som man skulle, man kom ikke med tingene til tiden, man lod forhandlinger afløse af retoriske udfald i offentligheden, man inddrog pludselig historiske begivenheder langt tilbage fra Nazi-Tysklands besættelse af landet osv. Dette er nok usædvanligt i EU-regi, men den græske tilgang til EU har altid haft en snert heraf. Den græske politiske kultur er noget anderledes end i resten af Europa – og Kommissionen var i sin tid heller ikke begejstret for et græsk medlemskab af det daværende EF. Den skepsis blev imidlertid overtrumfet af stats- og regeringschefer. Grækenland slap ind. Det fortrød nogle af dem nok efterfølgende i løbet af 1980’erne, hvor den græske statsminister Andreas Papandreou gang på gang blokerede beslutningsprocessen for at få særindrømmelser til Grækenland. Da den Økonomiske og Monetære Union blev etableret, var Grækenland ikke med i første omgang. Man kom dog ind med et års forsinkelse. Først senere kom det frem, at landet havde svindlet med tallene for at leve op til optagelseskravene. Det var måske derfor også forventeligt, at Grækenland ville forsøge at modsætte sig reformkravene. Samtidig har Tyskland nok heller ikke altid fremlagt rationalet bag de tyskinspirerede forslag tilstrækkeligt klart, fordi de i en tysk kontekst er så selvindlysende rigtige, at deres visdom ikke behøver en større forklaring. I første omgang fik Alexis Tsipras tilslutning ved en folkeafstemning i forsommeren 2015 fra den græske befolkning til en afvisning af de tyskinspirerede krav om reformer til gengæld for flere lån. Det ændrede imidlertid ikke på kreditgivernes forlangender i forhold til græsk økonomi. Til sidst måtte

Syriza-regeringen med Tsipras som forhandlingsleder derfor mere eller mindre acceptere de oprindelige krav fra ikke mindst tysk side. På trods heraf vandt Tsipras og Syriza parlamentsvalget nogle måneder senere. Den tyske linje havde så at sige vundet, selv om sejren ikke var kommet uden sværdslag, og selv om rationalet bag linjen ikke var blevet fremlagt særlig tydeligt.

Ukraine

Når det gælder Ukraine, har Tyskland stået for iværksættelsen og koordinationen af vestlige sanktioner. Det har vist både Tysklands styrke, for så vidt angår evnen til at skaffe opbakning, men det har måske også afsløret Tysklands svaghed, som består i, at man med Tyskland som leder mangler en slagkraftig militær dimension. Når Tyskland stod i spidsen for Vestens reaktion på Ukrainekrisen, skyldes det for det første Tysklands generelle økonomiske magt, relativt store befolkning og geografiske placering i midten af Europa. For det andet var Tyskland geopolitisk og økonomisk kraftigere ramt af krisen i Ukraine end andre lande. For det tredje trådte Tyskland til, fordi andre manglede muskler og villighed: Frankrig er økonomisk og politisk svækket i disse år, Storbritannien er i stigende grad marginaliseret i EU, USA har længe

ønsket at træde et skridt tilbage fra indre europæiske anliggender, og EU’s institutioner i Bruxelles mangler stadig betydelig kapacitet til at lede EU i den slags spørgsmål. Angela Merkel har ellers ikke set ud til at have større appetit på at spille en større udenrigspolitisk rolle, siden hun overtog kanslerposten i 2005. Godt nok spillede Tyskland en ledende rolle, da landene på det vestlige Balkan blev medlemmer af EU, men det foregik bag scenen. Da Ukrainekrisen brød ud i februar 2014 - med de demonstrationer, der førte til afsættelsen af Viktor Janukowicz - indtog Tyskland imidlertid førersædet. Dels var Angela Merkel under Eurokrisen blevet vænnet til, at Tyskland kunne og burde tage en lederrolle. Dels var den opståede politiske uro i Ukraine ganske enkelt for vigtig til, at Tyskland kunne se til fra sidelinjen. Der er stærke tyske interesser på spil. Siden 1990 er Tyskland gået fra at være en frontlinjestat i øst-vest konflikten til at være et land, der er omgivet af venner. Tyskland vil meget nødig tilbage til den gamle situation, som var præget af geopolitisk ustabilitet, hvad der kan være risiko for, hvis Rusland fortsætter en aggressiv politik. Centraleuropa, Østeuropa og Rusland er vitale områder for Tyskland. Rusland er en meget vigtig kilde til tysk energiforsyning og et

Kodeordet for trojkaen var fortsat reformer: Man kunne diskutere, hvilke reformer, der er nødvendige – f.eks. om man kan skaffe flere offentlige skatteindtægter – men ikke reformprocessen som sådan.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

vigtigt eksportmarked for tysk industri. Og Polen er efterhånden blevet Tysklands næstvigtigste partner i EU efter Frankrig. Tysklands lederrolle i forhold til Ukraine har hele vejen haft en multilateral platform. Alle vigtige spørgsmål drøftes med USA, og Tyskland lægger vægt på, at en kritisk masse af EU-landene støtter den førte politik. USA har været glade for, at Tyskland har villet tage lederskab i spørgsmålet - ja, amerikanerne ser måske krisen som en gylden mulighed for, at Tyskland endelig kan overtage noget af USA's (relativt omkostningsfyldte) sikkerhedspolitiske rolle i Europa. Den fransk-tyske akse spiller fortsat en rolle her, for netop Frankrig er nøglen til den brede EU-opbakning. På Ukrainespørgsmålet er Frankrig en slags talsmand for de lande i Sydeuropa, som ville tøve med at vælge en mere konfrontatorisk linje overfor Rusland. En fransk-tysk enighed er således også en slags kompromis mellem de to lejre i EU, og den afværger en kraftig modmobilisering. Tysklands vigtigste mål har været at få parterne i Ukrainekonflikten til forhandlingsbordet. Det har udmøntet sig i de to Minsk-aftaler fra henholdsvis september 2014 og februar 2015 – den anden aftale udgør for nærværende rammen for forsøget på at neddrosle konflikten i Østukraine. Et andet element i den tyskledede vestlige strategi overfor Rusland består i indførelsen af sanktioner. De første blev iværksat efter Ruslands annektering af Krim i marts 2014 og senere suppleret. Målet med dem er todelt. For det første har de økonomiske sanktioner tjent til at skabe enighed om Ruslandspolitikken i EU, hvor diskussionen om sanktionspolitikken har vist sig at være instrumentel i forhold til at dreje den i udgangspunktet store holdningsvariation i samme retning. Selv om EU-landene forud for møderne i Bruxelles ofte har tilkendegivet forskellige holdninger til sanktionerne mod Rusland, har de konkrete forhandlinger på stedet desangående næsten altid udløst enighed. For det andet har målet med sanktionerne været det helt konkrete: at begrænse Ruslands militære aktivitet i Ukraine. Med hensyn til sanktionerne er det svært at afgøre, hvilken betydning sanktionerne konkret har haft for Ruslands adfærd i Ukraine. Ifølge den russiske oppositionspolitiker, Alexei Navalny, ville Rusland dog uden sanktionerne have invaderet den sydlige del af Ukraine (hvor de store russiske mindretal bor) helt til Odessa. Men når Rusland er ramt af økonomisk krise

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

nu, skyldes det dog ikke blot sanktionerne men – og ganske givet i større grad - de faldende oliepriser. Men Ukrainekrisen har også afsløret begrænsningerne i en tyskledet EU-udenrigspolitik. Tyskland er meget tøvende, når det drejer sig om anvendelsen af militære midler. F.eks. talte Angela Merkel offentligt imod et forslag om, at der permanent skulle udstationeres NATO-tropper i Polen, de baltiske lande og Rumænien, som det ellers havde været foreslået og ønsket af de pågældende stater selv. I stedet blev løsningen, at der skulle opbygges en ny ”rapid response force”, som kunne indsættes med kort varsel i tilfælde af trusler mod NATO’s medlemmer. Det ville ifølge Tyskland indebære en tilstrækkelig sikkerhedsgaranti. Ironien er, at da Tyskland selv var en frontlinjestat under den Kolde Krig ønskede tyskerne netop en permanent udstationering af NATO-tropper, som man mente udgjorde den eneste troværdige modvægt til en potentiel russisk aggression. I dag er det tyske synspunkt derimod, at en permanent udstationering af tropper i de pågældende østeuropæiske lande ville være en overtrædelse af samarbejdsaftalen mellem NATO og Rusland fra 1987. Tyskland vil ikke bryde denne aftale, selv om Rusland allerede har gjort det via annekteringen af Krim. Tyskland har også løbende modsat sig direkte vestlige våbenforsyninger til Ukraine med henblik på bekæmpelsen af oprørerne i Østukraine. Angela Merkel meldte offentligt denne holdning ud i begyndelsen af februar 2015 nogle få dage før, der skulle afholdes en runde med fredsforhandlinger i Moskva. Tysklands holdning betød selvfølgelig, at presset på Rusland blev mindre. På den anden side må det ses som et udtryk for et klart og vedvarende standpunkt om, at Vesten skal holde sig fra enhver militær dimension af konflikten. Merkels afholdenhed med hensyn til brugen af militære midler skal sandsynligvis også tilskrives andre årsager end de rent udenrigspolitiske kalkuler. Det spiller således en rolle for det tyske udenrigspolitiske lederskab, at et stort flertal af tyskerne er imod anvendelsen af militære midler som et udenrigspolitisk instrument. Den normbaserede pacifisme står stadig stærkt i Tyskland og kan således modificere, hvad landets interesser tilsiger. Da Angela Merkel i 2003 i Washington Post argumenterede imod den daværende socialdemokratiske forbundskansler Gerhardt Schröders kritik af Irakkrigen, blev hun hurtigt i tysk presse udråbt som ”krigsgal”. Hvis Merkel derfor i den nuværende situation agerede mere militaristisk, end hun gør, ville det kunne føre til, at koalitionen

Siden 1990 er Tyskland gået fra at være en frontlinjestat i øst-vest konflikten til at være et land, der er omgivet af venner. Tyskland vil meget nødig tilbage til den gamle situation, som var præget af geopolitisk ustabilitet.

med SPD brød sammen, fordi SPD klart ser sig som repræsentant for anti-militarismen i den tyske befolkning. Samtidig er der i Tyskland også en generel frygt for, at en FOR hård linje overfor Rusland vil bringe en ny udgave af den kolde krig tilbage.

Flygtningekrisen

Flygtningekrisen i Europa har været undervejs i det meste af 2015. Stadig flere migranter og flygtninge ankom til Grækenland, og herfra drog de videre op gennem balkanlandene. Som det til dels har været tilfældet tidligere, var det tyske lederskab angående flygtningekrisen præget af, at man kom sent ud, at man undlod at forklare sig på en overbevisende facon, og at man traf beslutninger i Tyskland, som havde betydelige ikke-forudsete konsekvenser for de andre europæiske lande uden, at disse var blevet inddraget eller blot orienteret. Tyskland er derfor også på området blevet anklaget for at bedrive moralsk imperialisme. Tyskland med Angela Merkel i spidsen besluttede i september at åbne grænsen for migranter og flygtninge, som ankom ad den såkaldte balkanrute. Det skabte ifølge en analyse i Der Spiegel det indtryk i de andre europæiske lande og i flygtningelejrene, at Tyskland hermed havde accepteret alle de flygtninge, der måtte ankomme i Europa. Det var naturligvis ikke, hvad den tyske regering havde ment, men man fik sig aldrig forklaret på en præcis og overbevisende

måde i spørgsmålet, således som det normalt kræves af en velfungerende leder i international politik.

om SKRIBENTEN

Efterfølgende bad Merkel om mere europæisk solidaritet i flygtningespørgsmålet, men appellen kom for sent og timingen ovenpå den tyske håndtering af eurokrisen var måske heller ikke den bedste.

Tyskland som leder

Tyskland er blevet Europas leder i de senere år. Det er ikke en position, som Tyskland selv har kæmpet hårdt for at opnå. Man er snarere blevet tvunget af omstændighederne til at tage rollen på sig. Den særlige baggrund for det tyske lederskab i Europa er måske også årsagen til dets ikke altid solide og professionelle håndtering. En god leder i international politik skal være hensyntagende og inddragende (og hvis man er det modsatte, skal det være bevidst), man skal være i stand til at kommunikere præcist om sine bevæggrunde og intentioner med henblik på at skabe opbakning, og man skal være forudseende angående de problemer, der lurer i horisonten. Tyskland er på alle disse felter en problematisk leder.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet. Hans primære forskningsområder er komparativ politik, konkret med fokus på europæisk integration og international politisk økonomi.

Ovenstående artikel bygger videre på en artikel, som jeg havde i Ræson i juni 2015 med titlen "Tyskland eller kaos".

læs også ••

Simon Bulmer og W.E. Paterson (2013). Germany as the EU’s reluctant hegemon? Of economic strength and political constraints. Journal of European Public Policy, Vol. 20, No. 10, pp. 1387–1405.

••

Peter Nedergaard og Holly Snaith (2015). ‘As I Drifted on a River I Could Not Control’: The Unintended Ordoliberal Consequences of the Eurozone Crisis. JCMS: Journal of Common Market Studies. Vol. 53, No. 5, pp. 1094–1109. tidsskriftet, men er allerede offentliggjort online.

••

Ulrich Speck (2015). German Power and the Ukraine Conflict. Carnegie Foundation Europe.

••

Spiegel Online (2015). The Lonely Chancellor: Merkel Under Fire as Refugee Crisis Worsens. 2. November.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

udblik

Den israelske kamp om vejen mod fred

af Morten Mikkelsen

En fredsaftale med palæstinenserne er for israelerne i høj grad bundet op på en garanti om israelsk sikkerhed. Tidligere har israelerne været villige til at bytte jord for fred. Det store spørgsmål i israelsk politik er, hvorvidt det er Benjamin Netanyahus konfrontative kurs eller Isaac Herzogs forhandlingslinje, der kan garantere Israels sikkerhed.

ed det sidste israelske valg vandt Benjamin Netanyahu en uventet sejr i sidste øjeblik over Zionist Union, der er en politisk alliance mellem Isaac Herzogs Arbejderparti og Tzipi Livnis nye parti Hatnuah. Det lykkedes i sidste øjeblik for Benjamin Netanyahu at så tvivl i vælgernes sind om, hvorvidt det nu alligevel var sikkert at stemme på Zionist Union. Gennem de sidste 14 år, hvor Israel har været ledet af forskellige højrefløjs- og midterpartier, er den gennemsnitlige israeler unægtelig blevet fattigere, og sociale problemer er blevet et mere udtalt emne i israelsk politik de senere år. Derfor var Arbejderpartiets parole ved sidste valg, ligesom ved det forrige valg, at man ville rette op på de socioøkonomiske problemstillinger og tilbagerulle visse af Netanyahus neoliberale økonomiske reformer. Samtidig angreb Zionist Union også Netanyahu for ikke at være den rette mand til at garantere Israels næste seks år. Parolen var, at Israel ikke just var blevet mere sikkert de sidste seks år med ham som premierminister, og fredsforhandlingerne lignede på daværende tidspunkt allerede en dødssejler. Zionist Unions løsning var at genstarte fredsforhandlingerne med Fatah, men samtidig kræve, at Fatah skulle være villig til at indgå kompromiser, hvis Israel også skulle give sig på væsentlige punkter. Samtidig ville man lave en plan for at fjerne Hamas fra Gaza og genindsætte Fatah ved magten.

Territorielle kompromisser?

Arbejderpartiet, der ledede Israel uafbrudt de første 29 år af statens levetid, har historisk altid haft som politik, at man var villig til territorielle kompromisser,

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

hvis det samtidig betød, at man kunne skabe fred med sine fjender og derved være med til at garantere statens sikkerhed. Dette ændrede sig, da Menachim Begin og Likud første gang kom til magten i 1977. Begins holdning var, at jøder havde ret til at bo, hvor de ville i Judæa-Samaria (Vestbredden). Det var også med Begin, at bosættelsespolitikken for alvor blev udvidet. På trods af at Begin blev set som en høg, er det værd at bemærke, at det var Begin, der i samarbejde med USA, formåede at indgå Camp David-fredsaftalen med ægypterne i 1979, hvilket indebar et betydeligt territorielt kompromis, hvor man gav hele Sinaihalvøen tilbage til Ægypten. Ægypten var økonomisk presset, især af de store militærkapløb, der foregik i Mellemøsten, og deres tidligere alliancepartner Sovjetunionen havde ikke resurserne til at garantere Ægypten militært og økonomisk og slet ikke i forhold til de økonomiske fordele en aftale med Israel og USA ville kunne give. Samtidig opnåede Israel markante militærstrategiske fordele ved en fredsaftale, da man fjernede den ene af de største fjender fra trusselsbilledet. Derudover regnede man ikke med, at de andre arabiske stater havde styrken til at angribe uden Ægypten, og det var strategisk en markant fordel kun at skulle forholde sig til en eventuel krig mod Syrien, fremfor en tofrontskrig mod både Ægypten og Syrien. Generelt, hvis man ser på de israelske fredsforhandlinger, så har det indtil videre været høgene i israelsk politik, der har opnået de største resultater i fredsforhandlingerne, selvom de retorisk har prædiket en hårdere kurs overfor Israels fjender. Udover Menachim Begin så var det Yitzhak Rabin, der blev set som den absolut største høg på venstrefløjen, der forhandlede Oslo-aftalen på plads med Yasser Arafat, og det var

Generelt, hvis man ser på de israelske fredsforhandlinger, så har det indtil videre været høgene i israelsk politik, der har opnået de største resultater i fredsforhandlingerne, selvom de retorisk har prædiket en hårdere kurs overfor Israels fjender.

Ariel Sharon, der valgte at splitte Likud-partiet og danne Kadima, for unilateralt at trække den israelske hær ud af Gaza og rømme alle israelske bosættelser.

Skyggerne fra Gaza skræmmer stadig

Efter israelerne trak sig ud af Gaza, valgte befolkningen at stemme Hamas til magten, hvilket kort tid efter resulterede i igangsættelsen af en række angreb mod Israel. I forhold til fredsforhandlingerne og en eventuel tilbagetrækning fra Vestbredden, er det stadig noget, der skræmmer i israelsk indenrigspolitik og bliver brugt som argument imod. Hvor mange af angrebene fra Gaza mere eller mindre kun rammer småbyer og Negev-ørkenen, med Beersheba som den eneste større by, vil de samme angreb fra Vestbredden ikke undgå at ramme tætbefolkede områder. Samtidig frygter man også, at ISIL forsøger at vinde styrke på Vestbredden, og at der vil være en spillover af terror fra de øvrige konflikter i Mellemøsten. De seneste knivterrorangreb mod Israel, der indtil videre har kostet adskillige civile livet, er dog heller ikke noget, der lige just gør sikkerhedsdilemmaet nemmere for Israel. Lederen af oppositionen Isaac Herzog har tidligere kaldt Fatahs leder Mahmoud Abbas for en af de sidste fornuftige stemmer tilbage blandt palæstinenserne og sagt, at det er essentielt, at de retoriske spændinger mellem de to parter bliver løsnet. Samtidig er det dog også væsentligt, hvis Isaac Herzog skal vinde næste valg, at han viser, at han er villig til at forsvare Israels sikkerhed og har den politiske tyngde til at stoppe angrebene.

Det fremtidige israelske sikkerhedsdilemma

Som en stat beliggende i et overvejende fjendtligt territorium har det altid været essentielt for Israel at have en overlegen afskrækkelsesevne i forhold til rivaliserende stater. Derfor investerede Israel massivt i en national militærindustri, så man ikke var afhængig af sine allieredes velvilje til at sikre Israel strategisk vigtige våben. Især da Frankrig, som på et tidspunkt var Israels vigtigste allierede, valgte at indføre våbenembargo for hele Mellemøsten efter seksdageskrigen i 1967, indså Israel, hvor skrøbelig man var, hvis man ikke var selvforsynende af de strategisk vigtigste våben. Efter Israels atomprogram og udvikling af nuklear deterrence har Israel opbygget en deterrence-strategi der ret simpelt går ud på, at hvis I angriber os, så har vi magten til at udslette jer. Efter at Irak angreb Tel Aviv med Scud-missiler i 1991, i et forsøg på at inddrage Israel i konflikten, hvilket de undlod efter amerikansk pres, udtalte den daværende leder af oppositionen og formand for Arbejderpartiet Yitzhak Rabin disse famøse ord i Knesset:

“What did we tell [the Arabs]? If you send missiles on Tel Aviv, Damascus will be turned into ruin. If you send missiles on Haifa – not only Damascus, but also Aleppo will cease to exist. They will be destroyed root and branch. Without dealing with missile launchers, we will destroy Damascus. The same applies to Baghdad. We told the Iraqis, if you send a missile, Baghdad will turn into dust... Israel should preserve its deterrent power simply by saying that in the event of a single land-to-land missile strike on Tel Aviv, then Damascus, Aleppo, and Baghdad will exist no more.” Det er en deterrence-strategi, der nok er meget effektiv overfor rationelle statsaktører, men det bliver straks meget værre, hvis ens rivaler er løst organiserede terrororganisationer, der kun er svagt forbundet til statsaktører, der måske endda ser egne civile tab som en del af deres strategi i konflikten mod deres rivaler.

Samtidig frygter man også, at ISIL forsøger at vinde styrke på Vestbredden, og at der vil være en spillover af terror fra de øvrige konflikter i Mellemøsten.

Israels store udfordring er nu, at man bliver nødt til at løse det palæstinensiske spørgsmål, hvis man skal garantere sin sikkerhed fremadrettet. Samtidig skal man også have sikret sig, at en fredsaftale ikke fører til yderligere frit spil for Israels rivaler. Den store indenrigspolitiske forskel er lige nu, at Benjamin Netanyahu indtil videre ikke har formået at gøre Israel mere sikkert i den periode han har siddet ved magten. Lige præcis det spørgsmål bliver han angrebet på af oppositionen, og Isaac Herzog var også kontant i sin kritik af Netanyahu i forbindelse med 20-års dagen for mordet på Yitzhak Rabin. Isaac Herzog skal overbevise vælgerne om, at han er den mand, der med troværdighed kan genstarte fredsforhandlingerne med palæstinenserne og samtidig kan få dem til at sluge nogle kameler, uden at Israel går på kompromis med sin egen sikkerhed. For kort tid siden sagde Benjamin Netanyahu til en konference, at man skulle bekæmpe terror, som bekæmpede man nazismen. Oppositionens formel er nok nærmere hen mod det gamle Yitzhak Rabin-citat: “We have to fight terror as if there were no peace talks, and we have to pursue peace as if there were no terror.”’ om SKRIBENTEN

Morten Mikkelsen er cand.soc. i Global Studies fra RUC med speciale i israelske allianceforhold. Specialet Zions Diplomacy - Systemic, Domestic and Regional Changes in Israel's Alliance Relationship, der blev bedømt til 12, kan findes her: http://rudar.ruc.dk/ handle/1800/25234. Artiklen bygger løst på specialet.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

udblik

Et skridt mod demokratisering i Ukraine af Kamilla Cecilie Clausen Søndag den. 25. oktober blev der afholdt lokalvalg i Ukraine. Et valg af afgørende betydning for Ukraines fremtidige demokratiske omstilling. Kamilla var valgobservatør ved valget og fortæller om sine indtryk og tanker om Europas nuværende største brændpunkt.

U Ukraines største barriere for demokratisk udvikling er den omfangsrige korruption.

kraine er et land, der længe har ligget i Ruslands skygge og som siden Sovjetunionen har været plaget af hyppigt skiftende regeringer og omfattende korruption. Alligevel har man set nybrud i det politiske billede i Ukraine og siden Maidan-oprøret er der kommet en bevægelse for et Ukraine i et nyt, friere og mere selvstændigt billede. For mig var lokalvalget en oplagt mulighed for at få en dybere indsigt i landet og samtidig få mulighed for at støtte de nye tendenser, man ser. Som observatør for SILBA (Support initiative for Liberty and Democracy) fulgte jeg dagens valghandlinger i Kijev på tæt hold. Vi startede tidligt om morgenen med at besøge de første valgsteder ved åbningen, og fortsatte vores observation rundt i Kijev, indtil valgstederne lukkede ned og stemmerne blev talt op. Det overordnede indtryk af valget var positivt. Lokalvalget forløb i overensstemmelse med internationale standarder og blev af SILBA vurderet som værende ”frit, med få afvigelser af mindre betydning”. Procedurerne og aktiviteterne ved de fleste valgsteder bar præg af en høj grad af gennemsigtighed, både i selve valgproceduren og ved stemmeoptællingen.

På vej mod demokratisk omstilling

Trods de positive tendenser mod større gennemsigtighed for den Ukrainske befolkning er den demokratiske omstilling en langvarig proces. Ukraine står over for en række interne og eksterne udfordringer. Særligt den internationale påvirkning fra Rusland og EU har betydning for Ukraines demokratisering. Den aktuelle situation, der er præget af stormagtskonflikt

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

og Ruslands annektering af Krim samt konflikten i det østlige Ukraine, har lagt et stort pres på landet. Mens EU taler for yderligere økonomiske og politiske reformer, trækker Rusland i den modsatte retning mod et tættere eurasisk samarbejde. Splittelsen mellem øst og vest sætter Ukraine i et dilemma, der vil have stor betydning for udviklingen og demokratiseringen i landet.

Korruptionen er fortsat en barriere

Ukraines største barriere for demokratisk udvikling er dog stadig den omfangsrige korruption. ’Den Orange Revolution’ i 2004 blev antændt af et folkeligt oprør mod omfattende svindel ved et præsidentvalg, og der har siden været et stort fokus på politisk korruption i landet. Selvom Ukraine løbende har opdateret deres anti-korruptionsreformer i 2011 og 2014, påpeger Transparency, at korruptionen i landet stadig er massivt tilstedeværende. I forbindelse med lokalvalget i oktober understregede OSCE at penge og økonomiske interesser har haft en afgørende betydning i valgkampen op til lokalvalget i oktober. Særligt har penge præget mediebilledet i Ukraine, hvor sendetiden har været ulige fordelt mellem de opstillede kandidater.

Observationer fra valget

SILBA oplevede kun enkelte tilfælde, der tydede på handel med stemmer i løbet af valgdagen. Ud fra observationer fra 136 valgsteder og flere tusinde afstemningshandlinger blev der bemærket fire tegn på stemmehandel. På et enkelt valgsted blev en vælger

foto: af Kristoffer Dahl Sørensen

opdaget af de valgtilforordnede i et forsøg på at få en blank stemmeseddel med ud fra valgstedet. Dette er et tegn på ’karusselsvindel’, hvor vælgere udenfor valgstedet får udleveret en afkrydset stemmeseddel og kommer ud med den blanke seddel, de selv har modtaget. De sidste tre episoder var eksempler på vælgere, der tog billeder af deres stemmesedler, tilsyneladende for at dokumentere krydsets placering. Endelig var der i optællingsproceduren et enkelt stemmested, hvor stemmeoptællingen blev ført til protokols bag lukkede døre uden observatørenes tilstedeværelse. Herudover blev der ikke noteret tilfælde af svindel fra SILBAs valgobservatører. De få uregelmæssigheder i valgproceduren blev vurderet som sporadiske afvigelser snarere end svindel på systematisk niveau. De valgtilforordnede var overodnet set velforberedte, men dog med tendens til variation imellem valgstederne. Valglovgivningen var blot indført få måneder før valget, hvilket var et af SILBAs primære kritikpunkter og forslag til fremtidige valg.

Et styrket civilsamfund

Trods den massive korruption og den aktuelle stormagtskonflikt er de positive tenderser ved lokalvalget i oktober et skridt på vejen mod demokratisering i Ukraine. Et skridt mod frie og fair valg, samt større gennemsigtighed og inddragelse for den ukrainske befolkning. En øget utilfredshed med den politiske korruption i Ukraine, samt ønsket om mere demokratisering og gennemsigtighed har styrket civilsamfundet i Ukraine. Dette så man på Maidan-pladsen, hvor flere hundrede tusinder formåede at samle sig under et fælles banner. Et nyt, styrket civilsamfund, der kan præge den offentlige debat, er et vigtigt skridt mod en demokratisk omstilling og kan betyde en ny fremtid for Ukraine. Hele SILBAs Valgrapport kan læses på følgende link: http://silba.dk/wp-content/uploads/2015/10/EOMreport-Ukraine-2015-October.pdf

om silba (Support initiative for Liberty and Democracy) er en dansk civilsamfundsorganisation, der arbejder for at støtte demokrati og frihed Østeuropa, Balkan og Kaukasus. SILBA afholder projekter og arrangementer med østeuropæisk sigte på lokalt og internationalt basis. Siden 2008 har SILBA fungeret som observatørgruppe ved valgobservationer i vores fokusområde, hvilket ses som SILBAS vigtigste bidrag til at fremme den demokratiske udvikling i EU’s nye nabolande.

Trods den massive korruption og den aktuelle stormagtskonflikt er de positive tenderser ved lokalvalget i oktober et skridt på vejen mod demokratisering i Ukraine.

om SKRIBENTEN Kamilla Cecilie Clausen er bachelorstuderende i Internationale Relationer ved Malmö Universitet. Hun har tidligere studeret Statskundskab ved Aarhus Universitet, og har specialiseret sig indenfor international sikkerhed med særligt fokus på de post-sovjetiske lande.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

TEMA

EUROPE, RUSSIA AND THE UKRAINE CRISIS

af Jeppe Damgaard Rothuizen, Jonas Gejl Pedersen og Karl Elias Immanuel Götz

Da Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet afholdt konferencen ”Europe, Russia and the Ukraine Crisis”, blev der præsenteret en række forskellige forklaringer på, hvorfor forholdet mellem Rusland og Vesten har udviklet sig, som det er tilfældet samt, hvordan Vesten fremadrettet på intelligent vis kan håndtere den store nabo mod øst.

et er efterhånden halvandet år siden, at små grønne mænd dukkede op på den tidligere ukrainske halvø, Krim. Ikke længe efter afholdtes et omstridt referendum om halvøens løsrivelse fra Ukraine, der skulle føre til en russisk annektering af halvøen. Forløbet, og Ruslands ageren i det østlige Ukraine i det hele taget, er blevet fordømt på det stærkeste af vestlige lande, og gav anledning til en sanktionskrig og en intensiveret militær oprustning blandt begge parter i konflikten. Fredsaftalen fra Minsk er stadig skrøbelig, og pilen peger efterhånden på at ukrainere må forberede sig på en frossen konflikt mellem den østlige og vestlige del af landet og ikke skal gøre sig mange forhåbninger om genforening med Krim i nogen nær fremtid. Som konsekvens af dette er luften mellem vestlige lande og Rusland nu iskold og præget af udbredt mistillid til hinandens intentioner. Nogle taler ligefrem om, at det europæiske kontinent er revet tilbage til tiden under den kolde krig. Det var i lyset af disse begivenheder at Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i samarbejde med Forsvarsakademiet, Atlantsammenslutningen og IP-NU (AU’s studenterforening for international politik) den 10. og 11. september afholdt konferencen ”Europe, Russia and the Ukraine Crisis”. Formålet med konferencen var at nå en større forståelse for, hvor vi befinder os her knap to år inde i konflikten. Konferencen diskuterede grundlæggende tre forskellige spørgsmål for at belyse dette:

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

•

For det første, hvad er de centrale årsager bag Ruslands adfærd i Ukraine?

•

For det andet hvor farlige er Rusland? Skal Rusland betragtes som en revisionistisk eller en status quo-søgende aktør?

•

Og for det tredje, hvordan kan Bruxelles og Washington bedst besvare russisk adfærd? Gennem inddæmning eller dialogsøgende initiativer?

Til at besvare de tre spørgsmål inviterede Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet eksperter fra både nær og fjern, og blandt deltagerne kunne der således findes repræsentanter fra Oxford Universitetet, Forsvarshöjskolan i Stockholm, Göteborg Universitetet, Københavns Universitet, Forsvarsakademiet og Dansk Institut for Internationale Studier. Over konferencens to dage kom der overordnet tre forskellige forklaringer på, i hvilken ramme de tre spørgsmål bedst lader sig besvare. Den første ramme kan vi kalde for den revisionistiske position, og her skal Ruslands handlinger grundlæggende forstås som et aggressivt forsøg på at genvinde sin tidligere historiske storhed. Den anden ramme kan vi kalde status quo positionen, i denne ramme skal Ruslands handlinger fundamentalt anskues som defensive forsøg på ikke at tabe taktstokken i sin egen baghave til det ekspansive NATO. I den tredje og sidste ramme,

Genoplives fordums inddæmningspolitik skal vestens interne politiske koordination og militære kapaciteter tilrettelægges på en sådan måde, at man kan modarbejde Ruslands udenrigspolitiske ambitioner.

som blev præsenteret på konferencen, kan Ruslands bedst beskrives som klassens frække dreng, der er til last for sine omgivelser. Her er forklaringen indlejret i det russiske regimes indenrigspolitiske agenda og regimets ønske om at aflede opmærksomheden fra interne problemer. I det følgende vil vi udrede de tre forskellige positioner.

Rusland som offensiv revisionist

Den første position anser Rusland for at være en revisionistisk stormagt, der søger at omstyrte den eksisterende regionale orden og på længere sigt den globale verdensorden. Således er Ruslands udenrigspolitiske motiver af en grundlæggende offensiv karakter. Kilden til Ruslands revisionisme er ikke entydig. Dels tales der om Vladimir Putins iboende trang til at dominere og maksimere sin magt over andre stater, særligt de postsovjetiske. Dels at der eksisterer en iboende trang til ekspansionisme i Ruslands politiske kultur og historie. Og dels at Ruslands revisionisme udspringer fra det nationale traume Sovjetunionens kollaps påførte Rusland. Særligt forestillingen om Vestens udnyttelse af den unge russiske føderation, der svækket af politisk og økonomisk kaos var hjælpeløs

Med NATOs og EU’s østudvidelser som baggrundstæppe har Rusland, som enhver anden stormagt ville gøre, optrukket en rød linje i Ukraine og sagt ”hertil og ikke længere!”

og overladt til fremmede magters forgodtbefindende, har rodfæstet sig i dele af Ruslands befolkning og politiske elite. Beskeden er klar: Rusland er vendt tilbage for at genindtage sin retmæssige plads blandt verdens stormagter, vælte USA af taburetten som enevældig supermagt og accelerere transformationen fra en uni- til multipolær verdensorden. Kort sagt, minder Ruslands revisionisme om den, der opstod i Weimarrepublikken i kølvandet på Tysklands nederlag i Første Verdenskrig. Ukrainekrisen, Georgienkrigen og interventionerne i det nære udland er entydig Ruslands skyld og udspringer af dets revisionistiske ambitioner. Implikationen heraf er, at Vesten skal indstille sig på et forhold til Rusland, hvor antagonisme og nulsum-tænkning kun vil tiltage. Med andre ord er der stor sandsynlighed for en tilbagevenden til det konfliktfyldte forhold, der kendetegnede perioden under den kolde krig. Der er ikke meget Vesten kan gøre ved dette, eftersom forestillingen om Vestens enerådige politiske, økonomiske og kulturelle dominans er en rodfæstet del af Ruslands postsovjetiske stormagtsidentitet.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

Således har Vesten kun to muligheder: inddæmning eller tilbagerulning af russisk indflydelse. Under den kolde krig skiftede Vesten dels mellem at tilbagerulle kommunismens udbredelse ved at engagere sig militært, fx Koreakrigen 1950-1953, og at inddæmme denne ved først at isolere og senere begrænse Sovjetunionens politiske handlerum. Dermed indskrænkes Sovjetunionens evne og mulighed for, at udbrede sin indflydelse og projektere sin magt. Vælger Vesten tilbagerulning af Ruslands indflydelse skal den øge og opruste sit militære engagement i Ukraine og Syrien, foruden en generel oprustning af særligt frontlinjestaternes militærbudgetter i NATO. En sådan tilbagerulning er lang fra ufarlig, da sikkerhedsdilemmaet intensiveres betragteligt, hvormed sandsynligheden for direkte konfrontation mellem Rusland og Vesten forøges. Genoplives fordums inddæmningspolitik skal vestens interne politiske koordination og militære kapaciteter tilrettelægges på en sådan måde, at man kan modarbejde Ruslands udenrigspolitiske ambitioner. Inddæmning er mindre indgribende end tilbagerulning, men sandsynligheden for direkte militær konfrontation er ingenlunde fraværende. Således er begge strategier højt spil.

Rusland som defensiv ekvilibrist

Den anden position ser Ruslands udenrigspolitiske adfærd som defensivt motiveret. Således søger Rusland, at gardere sine økonomiske interesser og nationale sikkerhed imod gentagende vestlig indtrængen ved at balancere Vesten i, hvad Rusland anser for sin legitime interessesfære. EU’s tilbud om en associeringsaftale til Ukraine var med andre ord dråben, der fik bægeret til at flyde over. Med NATOs og EU’s østudvidelser som baggrundstæppe har Rusland, som enhver anden stormagt ville gøre, optrukket en rød linje i Ukraine og sagt ”hertil og ikke længere!”. Formålet med Ruslands militære intervention i Ukraine er, ud fra denne position, det samme som med den russisk-georgiske krig i 2008, hvor Ruslands invaderede Georgien som reaktion på NATOs udmeldinger om øget samarbejde med Ukraine og Georgien. Således har Moskva med den igangværende Ukrainekrise og Georgienkrigen demonstreret parathed til, at sætte hårde magtmidler bag sine ord, når Vesten trænger sig på i Ruslands postsovjetiske baghave. Hvilke implikationer har dette for analysen af, hvor farlig Rusland er og Vestens forholdsregler? Ud fra denne position hænger farerene forbundet med Ruslands udenrigspolitiske adfærd uløseligt sammen med Vestens adfærd over for Rusland. Med andre ord er det de vestlige politikere, der styrer intensiteten af sikkerhedsdilemmaet mellem Rusland og Vesten.

IPmonopolet |24. udg. | det ukendte afrika

Rusland forsøger dermed, som klassens frække dreng, at fremprovokere konflikter og kriser for at dække over de hjemlige problemer.

Rusland er i udgangspunktet en status quo søgende stormagt med grundlæggende defensive motiver, der siden Sovjetunionens sammenbrud er blevet trængt længere og længere op i en krog af Vesten. At vestlige politikere ikke har været i stand til at erkende dette er således den største farer for Vesten. Således har Vestens manglende respekt for Ruslands legitime nationale interesser unødigt provokeret Rusland og ved flere lejligheder resulteret i væbnet konflikt i Ruslands postsovjetiske nabostater. Første skridt på vejen til at forbedre Vestens Ruslands-strategi er, at erkende Ruslands legitime nationale interesser og definere Vestens tilsvarende i en realistisk magtoptik. Er de nationale interesser klart defineret kan modstridende og overlappende interesser identificeres. Dette er ikke ensbetydende med at fremtidig konflikter mellem Rusland og Vestens kan undgås, men at fremtidige konflikter bliver et resultat af en bevidst stillingstagen på baggrund af klart defineret nationale interesser, frem for en utilsigtet følgevirkning af manglende erkendelse.

Rusland som klassens frække dreng

Den sidste position argumenterer for, at Ruslands udenrigspolitiske adfærd hverken har rod i offensiv revisionisme eller defensiv balancering. Derimod er Ruslands udenrigspolitik først og fremmest et instrument, der tjener regimets snævre indenrigspolitiske interesser. Rusland forsøger dermed, som klassens frække dreng, at fremprovokere konflikter og kriser for at dække over de hjemlige problemer. Ruslands allerede svækkede økonomi, der lider under manglende strukturelle reformer og kronisk ineffektivitet, blev yderligere udfordret af finanskrisen i 2008. I modsætning til de øvrige medlemmer af BRIKS har Rusland ikke formået, at genskabe de økonomiske vækstrater, der kendetegnede økonomien før krisen. Ruslands manglende økonomiske formåen og følgende intensivering af den allerede omfattende korruption er to problemer, der står højt på listen over problemer den menige russer ønsker løst. Det ønske har Putins regering kun i begrænset omfang indfriet. Til trods for markante stigninger i russernes levestandard og opgør med den forhadte korruption i Putins første to regeringsperioder, har Putin ikke kunne videreføre denne gunstige udvikling. For at aflede befolkningens opmærksomhed fra de manglende politiske resultater på hjemfronten, konstrueres der en række udenlandske fjende- og trusselsbilleder med det formål at samle russerne bag Putin i kampen mod ’fremmede magter’. Således har Putins regime valgt en gammel kending, Vesten,

til at agere syndebuk for Ruslands ulykker. Hvordan har Putin kunne skabe indenrigspolitiske resultater, når han konsekvent modarbejdes af Vesten, der med stor kynisme knuser enhver på sin dobbeltmoralske enegang imod åndeligt forfald? Hvor farlig er Rusland og hvordan bør Vesten agere ifølge denne position? Rusland fremstår måske farlig, men faren overskygges af Ruslands økonomiske realiteter og regimets iboende svaghed. Således er Ruslands militære interventioner krampetrækninger for et politisk regime i krise. Forholder Vesten sig passivt og undgår at indlede eller optrappe konflikter med Rusland vil styret simpelthen kollapse, som Sovjetunionen gjorde. Således er Vestens bedste strategi overfor Rusland, at ignorere dets provokationer. Dermed vil Putins regime implodere på kortere eller længere sigt.

A riddle wrapped in a mystery inside an enigma

De tre analytiske positioner demonstrerer, at argumenterne for årsagerne til Ruslands udenrigspolitiske adfærd, faren forbundet hermed, og hvilken strategi Europa og Nordamerika bør anlægge langt fra er entydige. Motiverne og ambitionerne bag og implikationerne af Ruslands udenrigspolitik er fortsat ”a riddle wrapped in a mystery inside an enigma”, som Winston Churchill engang formulerede det. Konferencen ”Europe, Russia and the Ukraine Crisis” har imidlertid faciliteret flere sammenhængende og meningsfulde forklaringer på Ruslands adfærd og udenrigspolitik. Måske én eller flere af disse forklaringer kan være nøglen til at bryde den russiske enigma og på sigt lægge grund for genoprettelsen af stabilitet på det europæiske kontinent.

om SKRIBENTEN

Jonas Gejl Pedersen er Ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Jeppe Damgaard Rothuizen er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Karl Elias Immanuel Götz er adjunkt ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

SIKKERHEDSDILEMMAET Sikkerhedsdilemmaet er et begreb fra international politisk teori der omhandler den evige usikkerhed om en andens stats intention i en sikkerhedspolitisk kontekst. I al sin enkelhed betyder det, at hvis en stat opruster for defensive formål, vil en anden stat ikke kunne vide, om denne oprustning tjener offensive eller defensive formål. For det meste vil den anden stat derfor lave en tilsvarende oprustning for at balancere og bevare sin sikkerhed. Hvis den første stat opfatter den anden stats opfølgende oprustning som offensiv, vil den opruste yderligere. Når dette mønster for lov at fortsætte befinder de to stater sig i et sikkerhedsparadoks, fordi begge stater nu føler sig truet uden, at dette nogensinde var tiltænkt af nogen af de to stater til at begynde med.

det ukendte afrika |24. udg. | IPmonopolet

Skal din annonce være I IPmonopolet?

Magasinet IPmonopolet har et oplag på over 400 og uddeles både pr. post og på flere af landets universiteter. Hvis du er interesseret i annoncering, så kontakt os via mail: redaktion@ipmonopolet.dk

bliv aktiv IPmonopolet søger altid engagerede frivillige. Som aktiv i IPmonopolet kan man f.eks. blive en del af redaktionen, hjælpe til med den daglige vedligeholdelse af vores hjemmeside og facebook-side, skrive blogindlæg eller blive en del af vores PR-team. Mulighederne er mange, og vi modtager også gerne forslag, hvis du mener, at du har andre kompetencer at byde ind med. Man behøver ikke at være IP-ekspert for at blive en del af redaktionen. Det vigtigste er, at man har lyst til at gøre en aktiv indsats og blive en del af en engageret gruppe af personer. Såfremt du har lyst til at blive aktiv i IPmonopolet eller bare gerne vil høre mere om os, så skriv til: redaktion@ipmonopolet.dk

Find os p책 Facebook: www.facebook.com/IPmonopolet Bliv abonnent ved at sende en mail til: redaktion@ipmonopolet.dk

ipmonopolet.dk