Skønhed |
havde et rullegardin ned foran spejlet, så jeg kunne ikke se mig selv, mens han tog det af, og inden jeg skulle have parykken på, havde han fjernet alt, fordi jeg havde sagt, at jeg ikke ville se det, der var kommet af. Jeg tror ikke, der lå et hårstrå tilbage på gulvet.” Jeg spørger Lilli, hvordan det var at se sig selv uden hår for første gang. ”Første gang, jeg så mig selv uden hår, var i mine køkkenskabes glaslåger. Der kunne jeg se mig selv, kun med nathuen på, og jeg
så fuldstændig forkert ud. Der gik et par dage, før jeg så mig selv i spejlet – og det var et forfærdeligt syn. Jeg var så grim, og det mindede mig meget om sygdom. Det var beviset på, at nu var jeg syg,” svarer hun i et tonefald, der vidner om, at hun ikke glemmer oplevelsen. For Lilli blev manglen på hår altså synonymt med hendes sygeidentitet - et slags symbol på, at noget var ”galt” med hende. Nøgen og kønsløs Rent praktisk forandrede det Lillis
daglige rutiner, at hun ikke længere havde hår på hovedet. Som eksempel fortæller hun, hvordan hun i starten havde svært ved at tage bad, fordi hun ikke kunne klare at holde bruseren henover den kolde isse eller tørre sig med et håndklæde, og hvordan hun længe automatisk kørte hånden henover hovedbunden for at vride vand ud af håret – det hår, som ikke længere var der. Hun beskriver, hvordan der for hende var en følelse af sårbarhed og nøgenhed forbundet med at have blottet hovedbunden. Af samme grund viste hun sig aldrig for folk som skaldet, og hun havde aldrig tøj på, hvis hun ikke havde hovedbunden dækket. For hende hang det Jeg følte mig virke- ikke sammen at lig som et være fuldt påandrogynt klædt og samtieller køns- dig ”nøgen”.
”
løst væsen
”
Skraldet på vejen repræsentere de alt det negative i verden
Hun reflekterer i den forbindelse over, hvorfor andre kræftpatienter vælger at vise sig som skaldede: ”Nogle kræftpatienter siger, at man skal barbere håret af selv og vise sig skaldet, fordi det er et tabu, at man ikke vil være skaldet. Jeg tænker ikke, at det er et tabu – det er nærmere et identitetstab. Det er tabet af kvindelighed og symptomet på sygdom, men det er ikke et tabu at være skaldet eller fortælle om det”. For Lilli betød identitetstabet, at hendes før så aktive liv blev skiftet ud med et liv på standby: en tilværelse skiftevis på sofaen og diverse hospitaler, hvor hun måtte indse, at hun kun kunne passe sit elskede arbejde i begrænset omfang, hvilket i sidste ende gjorde, at hun mistede sit job. Med inspiration fra antropologen Victor Turners teori INFORMANTEN |