Løgn og Hemmeligheder

Page 1

d

Inf rmanten fordi sandheden skal konstueres...

Læs bl.a. om: - Konspirationsteorier - Folkedrabsideologi blandt unge i Rwanda - Mænd, heste og lesbiske - Hemmeligheden bag den gode etnograf - Facebook, nøgenhed i Jomsborg, børns forhold til løgne & reportager fra hytteturene

TEMA: LØGN&HEMMELIGHEDER Forår 2010

Omslag8.indd 1

11-04-2010 20:38:40


Leder Påskedag, da jeg var lille, startede i de tidlige morgentimer. Min søster og jeg vækkede hinanden og løb ivrigt om kap rundt i hele huset på jagt efter påskereder. En påskerede var en lille påskepyntet skål som Påskeharen gemte til os. Der var altid en rede til os hver med navn på. Jeg husker det som om, min rede altid indeholdt mit yndlingsslik og en lille ting jeg havde ønsket mig. Inden påske havde vi nemlig sendt vores udspecificerede ønsker til Påskeharen via min mormor, der, som den eneste jeg kendte, havde Påskeharens direkte telefonnummer. Da jeg besøgte min mor i påsken i år, smilede hun pludseligt hemmelighedsfuldt og bad mig blive ude fra stuen. Efter fem minutter kom hun storsmilende tilbage: ”Lotte, Påskeharen har været på besøg og har gemt en lille påskerede til dig.” Efter jeg er blevet ældre, synes min mors stue mindre og mere overskuelig. Det, der tidligere føltes som en lang jagt rundt i huset, hvor min søster og jeg skulle lede længe og grundigt overalt – og hvor jeg fik ført min søster på vildspor flere gange – er nu en ganske kort jagt, men med store begejstrede armbevægelser fra min side. Påskereden er pyntet med sølvpapir og fyldt med god mørk chokolade. Endnu en gang har Påskeharen ramt min smag helt perfekt! Min mor får et knus og en hilsen, hun kan give videre til Påskeharen gennem min mormor. Hvem af os, der nyder denne lille Påskehare-løgn mest, er jeg ikke helt sikker på. Påskeharen har som mytisk figur været omdrejningspunkt for meget hemmelighedskræmmeri i mit liv: Hvordan kender min mormor Påskeharen? Hvorfor bestiller Påskeharen slik hjem til BILKA? Og hvorfor skal mine forældre hente det? Alligevel har min glæde over denne lille leg kun betydet mere taknemmelighed til min forældre, efterhånden som jeg har lært, at Påskeharen ikke er en levende hare. Løgn og hemmeligheder er temaet for dette nummer af Informanten. ”Dem, der hvisker, lyver” sang vi i børnehaven, da jeg var lille. Ikke fordi de, der hviskede, løj – men fordi hemmeligheder er pirrende netop fordi, de er hemmelige. At blive indviet i en hemmelighed føles som at få del i noget særligt; at være særligt udvalgt. Da jeg gennemskuede, at påskerederne kom fra mine forældre og ikke Påskeharen, inden min søster gjorde, følte jeg mig særligt vigtig. Jeg følte mig som del af et komplot med de alvidende voksne og gik endnu mere energisk ind i legen for at holde min søster i illusionen. I dette nummer ser vi bl.a. på børns forhold til løgne og konstruktionen af sandhed; både på nationalt plan, på Facebook og som retorisk konstruktion. For antropologer i kulturmødet er intet bare ”naturligvis”, alt må vendes, drejes og forklares: Hvordan gør man det og hvorfor? Hvilken sandhed vi har forsøgt at konstruere med sammensætningen af dette nummer, vil jeg lade være op til dig, kære læser, at blotlægge. God fornøjelse med læsningen. - Charlotte Ærø Heikendorf

Redaktion Tina Kaia Stokvad Brix Korrektur Lisbeth Burich Korrektur, skribent Tine Halsnæs Layouter Cathrine Hørdum Korrektur Andreas Juul Johansen Artikelindsamler Camilla Johansen Korrektur Kasper J. Knudsen Korrektur, artikelindsamler Laura Nyhus Kirk Skribent, layouter Mathilde Lykke Støttemedlem Siff Monrad Langkilde Korrektur Cecil Marie Schou Pallesen Skribent Mark Nikolajsen Layouter, skribent, artikelindsamler Sidsel Baggesgaard Seeberg Tegner, fotograf

Siri Mørch Pedersen Layouter Line Klinke Ørum Korrektur

Charlotte Ærø Heikendorf Ansvarshavende redaktør, skribent, layouter

s0+1.indd 2

12-04-2010 15:52:50


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

1

Indhold TEMA: Løgn&hemmeligheder

LIMINALT

s. 2

Konspirationsteorier Anja Simonsen

s. 4

Making Up the Truth Lisa Koustrup

s. 7

Hvad hedder den slags grønthandlerkiosk som har åbent på helligdage? Anonym

s. 8

Mand, hest eller lesbisk? Ole Møller Markussen

s.10

Fred, fordragelighed og folkedrabsideologi Sara Seerup

s.13

Vi lyver for livet Emil Morell

s.14

Kunsten er at konstruere sandheden uden at lyve Christina Pontoppidan

s.16

Facebook – en virkelighed af konstruerede sandheder Cecilie Friis & Maria Myhlendorph

s.18

Et hemmeligt liv i vakuum Charlotte Ærø Heikendorf

s.20

Hvad er hemmeligheden bag den gode etnograf ? Martin Reiter Edelberg

s.22

Voksne lyver ikke Lisbeth Burich & Karin Kempe

s.24

Vi vil hellere være nøgne Marie Nybo & Zenia Strunck Mikkelsen

s.26

Boganmeldelse: They Lie, We Lie Martin Reiter Edelberg

d

s.27

Udkantsdanmark Cecil Marie Schou Pallesen & Jenny Nielsen Husted

s.28

Gør noget du ikke har lyst til – Mark spiser suppe Mark Nikolajsen

s.30

Antropologer i job Johanne Mose Entwitle

s.40

Reklamesider HUMbug, Antropologisk Filmforum, Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsnetværk, Ungdommens Røde Kors

MOESEBRYG s.32

Hvad er moderne blandt antropologistuderende lige nu? Mie Lynggaard Nielsen

s.34

Hyttursreportage: Julefrokost på Galeanstalten Laura Nyhus Kirk

s.36

Hyttetur vol. 2 Siff Monrad Langkilde

s.38

Girls, Guns & Gangsters Anonym

s.39

Meddelser fra faglederen Jens Seeberg

Informanten er lavet for og af antropologistuderende i Århus. Ris, ros og gode forslag modtages meget gerne på mail til redaktøren eller på etn_informanten@hum.au.dk

d

d

Informanten: Afdelingen for Antropologi og Etnografis studieblad, Aarhus Universitet Trykkeri: Fælles Trykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora Oplag: 300 eksemplarer Forsidefoto: Tobias Lybech Bojesen

s0+1.indd 1

12-04-2010 15:53:02


2

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

Konspirationsteorier

– En søgen efter mening?

Er AIDS menneskeskabt? Stod den amerikanske regering selv bag bombeattentaterne 9/11 for at optrappe kampen mod terrorisme? Er den amerikanske koncern Church’s Fried Chicken i virkeligheden ejet af Klu Klux Klan (KKK) medlemmer, hvis formål er at stoppe reproduktionen af afroamerikanske mænd, som ved at spise Church’s Fried Chicken vil blive sterile? Af: Anja Simonsen, 8. semester Konspirationsteorier som disse eksisterer verden over anno 2010 og optager på denne måde mange menneskers opmærksomhed. Konspirationsteoriernes stadige eksistens kan derfor på sin vis siges at modbevise tidligere forskeres forudsigelser om en af-fortryllelse af verdens befolkning og vores hang til religion samt andre ikke-naturvidenskabelige måder at forklare vores omgivelser på. Det er tværtimod blevet interessant for såvel antropologer som andre forskere ikke kun at finde det familiære i det fremmede, men også at forklare det fremmede i det familiære. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi kan forklare konspirationsteorier? Er det løgne og fantasier? Skal vi blot afskrive dem som uinteressante, paranoide forklaringer, som nogle forskere har gjort?

Konspirationsteorier er ikke opstået ud af det fantasifulde sind

S2+3.indd 2

Historikeren Richard Hofstadter fremstiller netop troen på konspirationsteorier som noget ulogisk, hvis eksistens modsætter sig det rationelt, tænkende individ. Han argumenterer: “We are

all sufferers from history, but the paranoid is a double sufferer, since he is afflicted not only by the real world, with the rest of us, but by his fantasies as well.” Spørgsmålet er dog, hvorvidt det ud fra et

antropologisk perspektiv, der netop forsøger at afdække verden ud fra dets informanters livsverdener, giver mening at afskrive konspirationsteoretikere samt tilhængere som irrationelle? Antropologen George Marcus bryder med denne forståelse ved at argumentere for troen på konspirationsteorier som en rationel tanke, der bliver benyttet i forskellige kontekster verden over. Ifølge ham er konspirationsteorier ikke opstået ud af det fantasifulde sind, men som følge af den kolde krig, hvis konstante mulige indgriben og trusler påvirkede alle niveauer af de samfund, som på den ene eller anden måde var involveret i den kolde krig. Det er derfor interessant at stille spørgsmålet om, hvorvidt arven fra den kolde krig defineret som den paranoide sociale tanke ikke kan defineres som rationel i forskellige kontekster? Lad os se på et af de eksempler, som indledte denne artikel, nemlig konspirationsteorien om Church’s Fried Chicken. Den amerikanske historie byder på adskillige eksempler på KKK angreb på den afroamerikanske befolkningsgruppe i USA op gennem tiden. Et eksempel udspiller sig under kampen om

11-04-2010 21:45:37


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

borgerrettigheder, hvor kirken var det eneste offentlige rum, hvor afroamerikanere kunne mødes. Mange kirker i Syden blev bombarderet af KKK for at undgå civile rettigheder til afroamerikanerne. En teori går derfor på, at mange associerede begrebet Church fra Church’s Fried Chicken med disse angreb og på denne måde anså koncernen som et yderligere angreb mod denne befolkningsgruppe gennem hemmelig sterilisering af afroamerikanske mænd. Ydermere blev denne tanke forstærket, idet koncernen udelukkende var beliggende i de områder, hvor afroamerikanerne boede. Med historien taget i betragtning kan man spørge sig selv, hvorvidt et eksempel som denne konspirationsteori ikke er mere end blot en tanke fra et fantasifyldt sind? Er det som afroamerikaner ikke en rationel

Hvem er vi til at definere, hvad der er sandt og falskt? tanke i en historisk kontekst, der netop har budt på adskillige angreb? Jeg vil endda gå så langt som til at forslå, hvorvidt konspirationsteorier ikke er en måde, hvorpå vi forsøger at give svar på eller i det mindste tillægge mening til det uforklarlige i den historiske og sociale kontekst, som omgiver os? Samtidig vil jeg påpege, at vi som antropologer ikke kun skal forklare konspirationsteorier som noget, der forklarer det uforklarlige, men også inkludere dem som virkelig fænomener, der eksisterer indenfor forskellige rationalitetsopfattelser verden

S2+3.indd 1

3

Man kunne måske gå så langt som at spørge, hvorvidt ideen om konspirationsteorier og den antropologiske tilgang ikke minder om hinanden? over. Hvem er vi til at definere, hvad der er sandt og falskt? Man kunne måske gå så langt som at spørge, hvorvidt ideen om konspirationsteorier og den antropologiske tilgang ikke minder om hinanden? Begge stiller spørgsmålstegn ved den etablerede magt som den eneste ”sandhed”, og begge påpeger eksistensen af mere end hvad møder det blotte øje. Antropologiens force har netop været at forklare betydningerne af menneskets tro i forskellige kontekster verden over. Jeg spørger derfor dig som læser, hvorvidt begge tilgange ikke forsøger at forklare verden ud fra forskellige kontekster og ”sandheder”? Jeg finder det relevant ikke at forklare konspirationsteorier ud fra et fokus baseret på det sande eller det falske. Tværtimod. Konspirationsteorien om Church’s Fried Chickens hetz mod afroamerikanere eller antropologiens konstante søgen efter forskellige livsverdeners eksistens synes nærmere at være en konstant søgen efter mening – mening som en måde hvorpå man kan forklare den uforklarlige verden.d

11-04-2010 19:48:09


4

TEMA : LØGN & HEMMELIGHEDER

Making up the Truth: Being a member of a culturally wellinstalled and non-white ethnic minority group in the UK is rather unique, not least of all because of colonialism. Being black and British is far removed from being a ’second-generation-immigrant’, the label we see so often in the Danish media. The point is that one can be black and British at the same time, without having to justify both ’identities’. This causes a reduction in the lack of transparency in understanding different facets of British culture. Along with other minority groups, black British youth have shaped British culture equally as much as they have been shaped by it, and it might be argued that this success has only been achieved from the battles fought by their parents, the first-generation West Indian migrants. This article examines narratives from one black, British respondent. The aim is to show how the ’grey area’ whereby ’truth’ might be transposed into ’non-truth’ isn’t always so blatantly obvious. This is because Britain offers all of its citizens both opportunities for self-improvement and the right to expect equal treatment, regardless of skin colour. This brief analysis shows how British cultural integration is a dual dynamic, where cultures integrate with each other, not necessarily against each other.

word 'black' has profound connotations: as an adjective, blackness commonly suggests darkness, the unknown, the un-good. In true structuralist fashion, blackness is an oppositional construct to whiteness, and to all the connotations commonly attached to whiteness: purity and virtue. Think

The crucial point is that colonial migrants were British citizens before they set foot in Britain. King Kong: the 'uncivilised, savage' enemy and the pale, vulnerable, blond-haired heroine, and all the mental inferences this creates. When discussing black minority groups in a metropolis like London, we are not just talking about the 'grey' area, but the 'black' area, both metaphorically and literally. We are also talking of a reality which has shaped the Britain we know today. It is important, at this stage, to explain that colonialism is the distinguishing factor

for many black and Asian British, because their forefathers were invited to come to the 'motherland' to provide manpower for the great surge in post-WWII industrial development. This is defined against the context of common migratory patterns today, such as knowledge flows, EU expansion or political asylum-seeking. The crucial point is that colonial migrants were British citizens before they set foot in Britain.

Inequality and strife: the first colonial migrants

The first major wave of immigration to England from the Caribbean came in 1948, on the old merchant ship the Empire Windrush (Phillips, T. et al: 'Windrush', Harper Collins 1999). When considering the first migrants, the hardships they encountered sound unspeakably harsh by today's post-colonial, western human rights standards: signs were pasted on lodging houses stating 'no blacks, no dogs and no Irish' (testimony from a woman from Guyana, aged 67, arrived in Britain aged 16.) Those migrants who were fortunate enough to have immigrated to Britain with job contracts were lucky: those who didn't have an education had to take whatever

Af: Lisa Koustrup, cand.mag. i European Studies og ekstern lektor ved Århus Universitet

This is not a discussion about culture, although it can be asserted that culture as a concept is ever changing and at the same time becomes emphasised when juxtaposed against others (Barth, F.: 'Ethnicity and the Concept of Culture', speech 1995). Nor do I reflect specifically on identity: this would take too long. What I am attempting to do, however, is discuss the concept of being a black minority in Britain, and specifically, London. Even the

s4+5.indd 2

Illustration af Lisa Koustrup

4/1/2010 6:34:38 PM


TEMA : LØGN & HEMMELIGHEDER

5

the luxury of being black and British menial, underpaid job they could get. The fact is that unlike white migrants from Europe into the US, or from Eastern Europe into the west, these migrants were not invisible. Myth-making was naturally rife amongst the young migrants on their way to the 'motherland'. Just as the British whites had no doubt constructed images about the colonials, the colonials naturally did the same with them. The main difference may be that the Caribbeans were used to seeing the more singular facet of Britishness: that of the man in charge, the decision-maker, meaning that whites had always been constructed as superior. One Guyanese British man, aged 71, told me that the first thing that shocked him when he arrived in London was that the English didn't wash. He said: “We used to bathe in the trench every day; none of us were ever filthy. But the whites were the overseers, our superiors who controlled the sugar plants – we expected the white people in the mother country to be clean and educated. We got a real shock when we saw how uneducated and unclean they were.” It is necessary to mention at this point, the importance of British imperialism in the West Indies: the sugar industry, never more flourishing than in Guyana and Barbados, assisted supremely in the success of the Industrial Revolution. But it should not be forgotten that the sugar trade was founded on coerced human labour, built on slavery and all the atrocities that accompanied Triangular Trade (Mintz, S.: 'Sweetness & Power”, Penguin 1986). It is to this end that it is vital that we recall that the forefathers of these migrants that reached Britain in the 1940s-1950s had been either slaves or indentured labour. This is important to note because it frames the perspective of the young blacks and Asians arriving from the Caribbean: the whites quite simply ruled over the blacks. Post-slavery, youngsters in the West Indies were taught about the 'motherland', and by the time they emigrated, they were wellversed in many aspects of banal nationalism (Billig, M.: 'Banal Nationalism', Sage 1995). They knew the songs, the monarchy, the proverbs and all the stereotypical British things one had to know, and it shouldn't be forgotten how many British soldiers from the colonies fought and died for the 'motherland', sacrificing their lives

s4+5.indd 1

for their 'imagined communities' (Anderson, B.: 'Imagined Communities', Verso 1991).

Success is not black, white or grey

It is one of the children of these aforesaid first-generation migrants whom this article focuses on in order to reveal positive, rather than negative, stories. I will show how British people of colour have been instrumental in their own success, having embraced the rights and freedom that has been theirs without reservations. My respondent is a woman in her 30s, a Londoner with a university education, who is the Director of Human Resources in a London firm. In Bourdieu’s terms, she possesses enough cultural capital to be a valid player in her own field (Bourdieu, P.: 'Outline of a Theory of Practice', Cambridge University Press 1977). I will refer to her as M. I started my interview with a question about the issue of being labelled as 'black'. M holds the belief that labelling is an almost natural consequence of social life, believing that people have a propensity to label each other. This sounds logical, because in order to affirm who one is, it is natural to begin by defining who or what one isn't. At the same time, M observed that as the only black person on top-management level in her firm, whilst she feels comfortable in her working environment, she is aware of certain situations which instigate awareness of her colour. An example might be when M is presenting a business case to an all-white (middle-aged and predominantly male) audience. The mental processes involved on her part include great consciousness of delivery:

the language she uses, her interpersonal behaviour and general demeanour. At the same time, M says: “I revel in the fact that I am different, and I am conscious of how I may be perceived – not just as a 'black woman', but accepted for who I am and for my competences.” As a university student in the early 1990s, M lived in Berlin for a year. She recalls how different it was to be black in Germany compared to being black in London; in London, you can expect to be treated equally in a restaurant, for example, regardless of your skin colour. In London it isn't uncommon to see high-flying City workers as people of colour; moreover is it hardly unusual to see people of colour driving expensive vehicles. Stating that she is both black and British is important

Stating that she is both black and British is important... because this self-definition recognises the fact that one can be both, not one or the other. As M states, the very essence of Britishness “affords me that title”. What is illustrated here is a classic example of an individual who has both contributed to and benefited from a key balancing mechanism: the British education system. The point is that regardless of how much or how little socio-cultural capital one begins with, education and the access it gives to economic and social capital solidifies its position as a great institutional equaliser. As M points out, it is an opportunity open to all: but one has to embrace the great wave of challenge education takes you on, and conform to the system. Success, regardless of how one classifies it, can only ever truly be achieved through hard work; and in Britain, the success attained by black minorities is in general terms, well recognised.

When black and white becomes grey Illustration af Lisa Koustrup

But it would be untrue to suggest that Britain is without its problems. Grey, vague areas between truth and lies do exist, and

4/1/2010 6:34:51 PM


6

TEMA : LØGN & HEMMELIGHEDER

this area commonly encompasses institutions, such as the police force. It is difficult to completely escape from the concept of governmentality (Foucault in Burchell et al (Eds): 'Governmentality', Hemel Hempstead: Harvester Wheatsheaf 1991), when one considers that control permeates throughout society. The police force exists as a power-enforcing mechanism of the state, but in Foucault terms, power is everywhere. If the concept of 24-hour surveillance seems rather perturbing, one ought to take a step back and consider how uncomfortable this feeling may be if one is mistrustful of the police. After the police handling of the racist murder of teenager Stephen Lawrence in 1993, (http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/stephen_lawrence/timeline. htm), the MacPherson report (http:// news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/285569. stm) concluded that the police force was 'institutionally racist'. It is therefore without surprise that many blacks distrust the very institution which is supposed

...the grey area: where truth and lies clash to form disquiet and social instability. to protect them. This is what might be termed the grey area: where truth and lies clash to form disquiet and social instability. Mistrust is destabilising and unsettling, and opens up the way for social discord. M reflected on the lack of faith in the police by remarking: “[...] people of colour have a tough time actually distinguishing whether adverse situations which occur might be a consequence of their skin colour.” The media also contributes to this socalled grey area. When I put the testimonies of several informants together, clear patterns emerged in that the general belief was that the British media failed miserably at using images of 'dark' faces to market goods. In particular, M pointed out that a classic example was perfume adverts and women's magazines. She said: “I become completely turned off when I see white European women promoting perfumes –

s6+7.indd 2

I can't identify with these images which are supposed to be selling me a product. Although black celebrities like Beyonce might straighten their hair, it still causes a certain amount of desensitisation. We get so used to seeing this image that it becomes normalised.” This is an important comment, because it reveals how whiteness and lightness is still perceived to be an ideal. What M is saying is that some black celebrities are simply conforming to this pseudo ideal, and the repercussions are damaging. Moreover, M saliently remarks on the fact that whilst not always, the British media still has a tendency to present black people as criminals or celebrities. Barack Obama fundamentally shifted this perception when he succeeded to the White House: M said: “How refreshing it was to see a black person who was ordinary and yet so educated and accomplished.” Obama showed the world that being black is also about being an intellectual, not merely an entertainer or a sports person. This short article can only end on a positive note. I refer back to a discussion I had with M regarding the fact that she cannot pinpoint any particular racial group she is especially connected to – mainly because her social network consists of so many different people. M asserts that she chooses her friends for what they are, in terms of substance, not who they are in terms of their skin colour. Ethnic boundaries within societies are visible to see, but in this respect, London also offers something different and unique. This ability to embrace difference is both invaluable and luxurious, and there is little doubt that Britain, and of course London, represents a unique cultural dynamic. As Baumann asserts (G. Baumann "The Multicultural Riddle: Rethinking National, Ethnic and Religious Identities" Routledge New York 1999) culture is in a constant state of flux: culture is not 'owned' by one particular ethnic group. Whilst essentialist discourses about culture focus on ethnic and religious cultures as being the finished products of historical developments, processual discourses see culture as being constantly re-generated, and therefore people cannot be stereotyped. This is an important point to make, because the black British 'youngsters' I am discussing in this paper have a different cultural development to their pa-

rents, even though the 'core' cultural values are still maintained within ethnic groups. So, what we are observing are multifacetted perspectives, whereby systems of beliefs and practises are still exercised, but within a different socio-cultural setting, under different conditions. Back to the matter of the great equaliser: education. M draws on this point to recall how taking a university education brought youngsters from different backgrounds together in pursuit of a common goal: scholastic achievement. Skin colour wasn't an issue. This affirms humans' ability to be receptive to diversity, and if one is very lucky, to have this trait installed through habitus (Bourdieu 1977.) Rome wasn't built in a day, and the British example reveals most clearly how, whilst grey areas do not just disappear, if opportunities are available, those who grab them can be assured to reap rewards. This article merely skims the surface of the issue of Caribbean migrants to Britain, and deserves far more time for reflection than I am able to give in this short paper. Nonetheless, M offers an inspirational example and represents a case which is certainly not unique amongst the children of colonial migrants. Moreover, this case reminds one of the need to persevere in life to overcome obstacles, because struggle and endeavour invariably make success taste sweeter.d

Illustration af Lisa Koustrup

4/1/2010 6:35:37 PM


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

7

Hvad hedder den slags grønthandlerkiosk som har åbent på helligdage? Følgende historie tager udgangspunkt i en hændelse i den netop overståede kristne højtid, og konfronterer læseren med flere spørgsmål af stor relevans i et dansk dagligdags liv, f.eks. hvad hedder den slags grønthandlerkiosk som har åbent på helligdage? Skribentens navn er kendt af redaktionen Af: Anonym Det er en af de meget hellige helligdage i påsken og jeg skal have besøg af to venner. Da de er på vej, ringer de til mig for at spørge om de skal tage noget med. Jo tak, tænker jeg, det ville da egentlig være meget godt, men det er jo helligdag. Mens vi taler slår det mig, at påsken jo kun er en kristen helligdag. Så jeg foreslår dem at de måske kunne tage ind til en perkerforretning for at købe lidt ind der. ”Ja da” svarer min kammerat mig. Mine venner sidder sammen i en bybus, mens vi snakker i telefon, og ham jeg har i røret, vil give forslaget videre til vores anden kammerat, som han sidder med. Han skal lige til at sige: ”Vi tager da bare hen til en perkerforretning!” idet det går op for ham, at han jo sidder i en bus med andre mennesker, der måske er negere eller svenskere eller ikke er kristne og som derfor kunne føle sig stødt. Han når kun at sige ”perk…” før han stopper sig selv. Intuitivt samler kammeraten sætningen op og fuldfører den: ”Nårh… en perkershop ”, så det kan høres i hele bussen. I bussen sidder også nogle indvandrertyper, og én af dem er et ordentligt stort brød. Han rejser sig op og går beslutsomt hen til mine kammerater for at tage fornærmelsen op. ”Hva’ så? Skal du være fræk? Kalder du mig perker?” nærmest råber han og skubber brutalt til at min kammerat, så telefonen flyver ude af hånden på ham og hen ad gulvet i bussen. Min anden kammerat, ham der udbrød ”perker!”, er forvirret af den pludselige opstandelse og ser handlingslammet på, mens situationen udvikler sig til flere skub og voldsommere sprog. Da blodet begynder at strømme fra kammeratens ansigt, ringer en lille klokke i hovedet på min forvirrede kammerat, som jo var den der råbte ”perker”. Han er selv nydansker og flygtet til Danmark få år tidligere. I sin lomme glemmer han en kopi af sin ganske nyerhvervede opholdstilladelse, som han i øvrigt altid skal have på sig. Glad udbryder han en række etniske ord, ligesom en slags genkendelsens glade hilsen: ”Hey! jeg er også perker!” og rejser sig op og slår armene ud. Det store brød, som står og holder i kraven af min kammerat med telefonen, kigger på min anden kammerat, som står afventende og med velkommende arme, som i sådan en ”Hva’ så? Længe siden!”-situation. ”Ha! Hold kæft mand, perker! Du er sgu da selv en perker”, griner brødet, fumler i sin egen pung og grinende sin lyserøde opholdstilladelse til frem. Med store grin og masser af ”perker”, kaster de håndtegn og sammenholder opholdstilladelser. Her vælger jeg så at lægge røret på.d

s7.indd 1

05-04-2010 11:38:17


8

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

Mand, Hest eller Lesbisk? Vores evne til at forestille os og til at lyve gør os i stand til at kategorisere. Mennesker, dyr og ting organiseres i kategorier, som er meget træge – falder man uden for en kategori, opstår der stor forvirring, en forvirring som Ole Møller Markussen som homoseksuel jævnligt oplever fra nyfigne borddamers side. Står man uden for den gængse definition af køn, gøres der brave forsøg på alligevel – på en eller anden måde – at presse personen ned i en traditionel mande- eller kvinderolle. Men så let går det ikke. Mens bøsserne både har AIDS, pailletter og strudsfjer at hævde sig på, må de lesbiske se sig tabt mellem kategoriseringer. Af: Ole Møller Markussen, cand.scient.anth. Speciale om usikker sex blandt bøsser i New York City. Arbejder med forsknings- og trivselsspørgsmål hos STOP AIDS – bøssernes HIV-organisation. Man kan sige, at det er evnen til at lyve, der gør mennesket til menneske. Uden evnen til at afvige fra virkeligheden ville vi aldrig kunne visualisere en Storebæltsbro eller gøre os videre ideer om virkelighedens beskaffenhed. I sit udgangspunkt er et navn eller en benævnelse jo også en løgn: Navnet er simpelthen den lyd, vi er enige om, skal benævne tingen, så vi ved, at en hest er en hest, og en hund er en hund. Men hvis vi ellers var enige, så kunne det omvendte såmænd være lige så sandt. Men uden den slags løgnehistorier til at afdække det virkelige liv er det umuligt at kommunikere og have fællesskaber eller at udkaste teser. Men bare fordi det er løgn, behøver det ikke at være uvæsentligt, ikke mindst når det handler om mænd og kvinder i stedet for hunde og heste. Gennemgående har vi faktisk gjort os meget få overvejelser om, hvad de her essentielle kønnede størrelser egentlig rummer og hvilke parametre, der gør os til mænd og kvinder. Det er simpelthen naturaliseret og bliver sjældent udfordret, så det er bare sådan, det er. Men så let går det ikke når man er bøsse. Når jeg er til bryllupsfest og sidder med den tildelte heteroseksuelle borddame og peger min mandlige kæreste ud ved buffeten, så kommer det hurtigt til at handle om, hvem der så er kvinden hjemme hos os. Og jeg må så svare, at jeg klart er manden i køkkenet, eller rettere udenfor køkkenet; i stuen er det afhængigt af, om jeg har fjernbetjeningen; og da jeg er inkarneret cyklist og ikke har kørekort, kommer jeg til at ligge og rode rundt et sted mellem

Der er en tendens til, at bøsser er mere synlige end lesbiske i dagens Danmark.

s8+9.indd 2

”kvinde” og ”barn”, når vi kommer ud i garagen. Men det er jo ikke det borddamen spørger om: Hun vil i soveværelset! For helt uafhængigt af, hvordan man ellers fordeler de to køn på diverse huslige sysler, så er kønnet for langt de fleste borddamer bestemt af, om man penetrerer eller lader sig penetrere, når man går i seng med hinanden. Men så er det, at jeg begynder at fortie og afbøje, for jeg vil ikke påduttes et eller andet essentielt køn, og slet ikke hvis min seksuelle praksis medfører en stempling med sådan et sekundakøn som ”kvinde” eller ”svans”, for det kan jeg jo ikke bruge til seriøse lønforhandlinger eller karrierespring. Og når jeg nu har min kløftede hage og fremvoksende topmave og andre maskuline kendetegn, så bruger jeg selvfølgelig mit køn, når jeg kan komme af sted med det. Nu ved jeg ikke, hvor meget mænd generelt lyver sig til deres mandighed, men jeg er i alle tilfælde glad for at være bøsse med det repertoire, som det giver. Og så kan jeg bare prise mig lykkelig over, at jeg ikke er lesbisk: De er kvinder, og de har ikke noget at penetrere med, så der er slet ikke nogen alvorligt definerende seksuel praksis at spørge ind til for nyfigne borddamer. Og generelt så er der heller ikke nogen, der har interesseret sig for lesbiske. Vi bøsser har jo både aids og pailletter og strudsfjer at hævde os på ved festlige lejligheder, mens de lesbiske ligger udenfor både borddamers og forskeres interessesfærer i en grad, der gør, at vi faktisk ikke ved noget som helst om hvordan de har det.

Kvinder, der har sex med kvinder får en masse kønssygdomme, de drikker for meget, ryger hash, forsøger selvmord, og er ensomme på deres gamle dage. Og dog: I 2009 gennemførtes den første repræsentative undersøgelse af homo-, bi- og transseksuelles levevilkår i Danmark, og i den kan vi se, at de lesbiske ikke har det godt. Og vi kan se, at fortielsen og usynligheden har sin pris: Kvinder, der har sex med kvinder får en masse kønssygdomme, de drikker for meget, ryger hash, forsøger selvmord, og er ensomme på deres gamle dage. Hurra for regnbuefamilien! Not! Det kan godt være, at vi synes, at sundhed og velfærd er et individuelt ansvar og foregøgler os at alle borgere har lige ret og adgang til det gode liv, det liv, som kommunerne efter kommunalreformen skal hjælpe os hen imod. Men det individuelle og private, som man ikke deler med borddamer, og som ingen forskere beskæftiger sig med – det, der ikke har fået et navn – det har betydning for hvor længe og hvordan vi kan folde vores liv ud. Så der er behov for, at mange flere velmenende borddamer og forskere stiller spørgsmål – især til de lesbiske – så vi kan få mange flere kvalificerede svar, og nye kvalificerede spørgsmål. Og så kan vi måske også gøre livet lidt rigere for min borddame ved at spørge, hvem der er hunden, og hvem der er hesten hjemme hos hende?d

08-04-2010 21:28:36


9

Side9VILD

En vild hytteturshåndtering! Billedet er fra 1. årgangs hyttetur til Vardeborg, af Laura Foto: Lene Skytte

Kender du én der fortjener at blive Informantens næste side9VILD? Så dolk din næste i ryggen og send vilde billeder på First Class til redaktøren. s8+9.indd 1

08-04-2010 21:48:18


12

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

Fred, fordragelighed og f Af: Sara Seerup, cand. mag. i antropologi Samvær med venner bliver sædvanligvis forbundet med glæde og betragtet som en kilde til tryghed. Men i Rwanda har venskabelige relationer baseret på gensidig tillid svære vilkår. I stedet er usikkerhed, angst og mistænksomhed en væsentlig del venskabsrelationerne. Gennem mit feltarbejde blandt rwandiske universitetsstuderende erfarede jeg at samtidig med, at det var enormt vigtigt for de unge rwandere at opretholde en pæn og venskabelig facade, florerede der en subtil diskurs om løgne og hemmeligheder. Det blev ofte udtrykt, at ’den anden’ har hemmeligheder og lyver, at man aldrig ved, hvad sandheden er, og at det er nødvendigt, at skjule sit sande jeg, sine meninger og sin fortid for andre; selv for sine bedste venner. I denne beretning om sociale relationer blandt en gruppe rwandiske studerende vil jeg zoome ind på betydningen af hemmeligholdelse samt se på, hvilken rolle den rwandiske regerings politiske diskurs spiller herfor.

Rwanda Rushya – Orwells ”Nye verden”?

Rwanda er på mange måder et skizofrent land; det er på én og samme tid indbegrebet af såvel Paradis som Helvede. Landet er utvivlsomt et af de smukkeste, fredeligste og reneste steder på jorden. Det bakkede land er grønt og frodigt,

og indbyggerne er imødekommende og smilende. Uden at tage munden for fuld kan jeg vist godt påstå, at der ikke er mange andre lande i Afrika, hvor busserne kører til tiden, hvor man ikke skal være nervøs for at bevæge sig udenfor alene om aftenen, og hvor skraldet ikke ligger og flyder i gaderne. Dette kan nok undre i lyset af, at landet for mindre end tyve år siden, i 1994, var hjemstavn for en af vor tids grusomste begivenheder. Her blev en halv til en hel million af landets befolkning, primært tutsier, slået ihjel på blot tre måneder under et storstilet folkedrab, der var organiseret af en gruppe af ekstremistiske hutuer med tilknytning til den daværende regering. Mange af ofrenes bødler var naboer, venner eller endog familiemedlemmer. Folkedrabet smadrede landet fuldstændigt. Ligene flød bogstaveligt talt i gaderne i så stort et antal, at omstrejfende hundene brugte dem som ernæringskilde. I dag er der blevet ryddet op i Rwandas gader af landets ’frelsere’, RPF, med Præsident Kagame i spidsen. RPFpartiet består primært af den gruppe af rwandiske eksiltutsier fra Uganda, som i 1990 startede en borgerkrig mod Rwandas regering og i 1994 stoppede folkedrabet og overtog magten i landet. Siden da har de formået at skabe fred og orden i landet, hvilket er beundringsværdigt. Men der er også noget udefinerbart uhyggeligt ved den megen orden og renhed man møder i Rwanda. Det er som om, det er for pænt.

Der er noget udefinerbart uhyggeligt ved den megen orden og renhed man møder i Rwanda. Det er som om, det er for pænt. For nyligt læste jeg romanen 1984 af George Orwell, og først da gik det virkeligt op for mig, hvorfor jeg syntes denne pænhed var så skræmmende. Det rystede mig, hvor meget Orwells samfund ’Oceania’ mindede mig om nutidens Rwanda.

Enheds- og forsoningskommissionen: Rwandas ’Ministry of Truth’

RPF har forbudt brugen af plastikposer i Rwanda, for at de ikke skal ligge og forurene i gaderne. Netop dette er RPF’s strategi til fred og forsoning: at gemme ’skraldet’ væk. Regeringen har således også forbudt hutu- og tutsi-etiketter, fordi denne opdeling i ’os versus dem’ skabte splid i landet. Nu er alle blot rwandere. Etnicitet eksisterer ganske enkelt ikke længere i ’Det nye Rwanda’ (Rwanda Rushya). I hvert fald ikke i teorien. ’The National Unity and Reconciliation Commission’ har fået til opgave at skabe enhed og forsoning i landet. En af deres metoder hertil er, at konstruere en ny national historie, der fortolkes til fordel for regeringens politik. Etnicitet bliver eksempelvis udlagt primært som de ondskabsfulde kolonimagters opfindelse; en historie der videreformidles hvert år til de kommende universitetsstuderende på obligatoriske ’genopdragelseslejre’ (Ingandos).

Butare by. Foto: Sara Seerup

S10+11.indd 2

10-04-2010 19:53:56


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

13

g folkedrabsideologi - Et studie i den gode relations ambivalens De studerende, jeg snakkede med, var meget opmærksomme på ikke at tillægge etnicitet betydning. De forsikrede jævnligt mig, og hinanden, om, at ’vi er alle ens’, ’vi er alle venner’, ’vi har ikke længere nogen etnicitet’. Dette er i tråd med den officielle nationale diskurs og politik om at skabe en fælles national identitet, hvori etnicitet er en anakronisme. Nogle sagde direkte til mig, at de mente regeringens formidling af historien var hjernevask, men samtidig pointerede de, at dette var positivt, eftersom folk (i fremtiden) måske virkeligt ville komme til at tro på denne historie. Ved at lade som om at ’vi er alle ens’ og at den nye nationale historie er virkelighed, håber de på, at denne løgn en dag vil blive sandhed. Ved at have en positiv facade og gemme konflikter væk mener de altså, at den officielle historie om enhed vil gå i opfyldelse. De ønsker at konstruere en ny virkelighed, som – hvis ikke deres egen generation, så de kommende generationer af rwandere – kan tro på og leve efter.

Nogle sagde direkte til mig, at de mente regeringens formidling af historien var hjernevask, men samtidig pointerede de, at dette var positivt… Blandt de unge rwandere bliver hemmeligholdelse af ens etniske baggrund og personlige fortid et skridt på vejen til den strålende fremtid de håber, kommer. Ikke at kende til hinandens baggrund og holdninger gør det lettere at agere, som om fred og enhed virkeligt eksisterer. Hemmeligholdelse er således en integreret del af (umiddelbart) fredelige og velfungerende relationer.

S10+11.indd 1

Rwandiske universitetsstuderende. Foto: Sara Seerup Folkedrabsideologi: Rwandas ’thoughtcrime’

Folkedrabsideologi (genocide ideology) har en vigtig plads i den nationale rwandiske post-folkedrabsdiskurs. Begrebet er ikke helt klart defineret, men betyder noget lignende at tro på etnicitet og ønske at splitte folk op eller ligefrem, men ikke nødvendigvis, at ønske at begå folkedrab mod den modstående part. I Rwanda hersker der en udbredt tro på, at befolkningen er infiltreret med ’folkedrabsideologer’. Denne forestilling bliver ofte repeteret i taler, ceremonier og lignende. Under en tale for de studerende, på det universitet jeg udførte mit feltarbejde på, erklærede skolens rektor eksempelvis, at man havde fundet ud af, at nogle af skolens lærere var tilhængere af folkedrabsideologien. Hvem disse ’fjender af folket’ var, blev ikke nævnt. Sådanne begivenheder forstærker den generelle mistro til andre mennesker. Mistroen er koblet til den gængse rwandiske forestilling om, at folk kan have en facade, som står i modstrid med deres indre. Som Mathilda udtrykker det: “You know, for us Rwandas, we are people who are not really open – we can have double personality: one to show people, another one with being yourself ”. At have folkedrabsideologi er ligesom

etnicitet forbudt ved lov, og besiddelse heraf kan medføre fængselsstraf. Man behøver altså ikke at have gjort noget forkert for at blive straffet, det er nok, at man har tænkt forkert. Som læseren af 1984 ved, er dette et meget magtfuldt middel til kontrol, idet folk, der har en anden holdning end det styrende regime, kan anklages for at begå ’thoughtcrime’. Men hvordan er det lige, en regering kan vide, om man har forbudte tanker?

Spionforestillingen: Rwandas ’Big Brother’

”Big Brother is watching you!” Sådan lyder regeringens slogan i Orwells samfund. I Rwanda er der ikke nogle telescreens, der holder øje med dig dag og nat. Til gengæld var det almindeligt kendt blandt mine rwandiske informanter (hvad enten det havde hold i virkeligheden eller ej), at der går spioner rundt på skolen forklædt som studerende, og at studerende arbejder som spioner. Da personers offentlige facade ikke nødvendigvis udtrykker det indre, må det indre blotlægges ved hjælp af spionpersoner, som færdes i privatsfæren. Som en informant siger: ’Even your roommate can be a spy’. Derfor skal man ifølge mine informanter altid være på vagt over for

10-04-2010 19:54:03


12

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

sine medstuderende – og også sine venner; noget en anden informant udtrykker: ’You can be friends with someone for ten years and not know that he actually hates you and wants to hurt you’. Spionforestillingen hjælper regeringen med at holde befolkningen i skak, idet folk ikke tør betro sig til hinanden eller indgå alliancer af frygt for at blive angivet af en spion og anklaget for at have folkemordsideologi. Flere af sådanne sager huserer jævnligt på nationalt plan og bliver spredt via medierne. Ved ofte at prikke til folks usikkerheder omkring spioner og deres medmenneskers intentioner lykkes det således den rwandiske regering at få befolkningen til at udøve selvkontrol. Kritiske røster forsvinder dermed før de overhovedet opstår. Og det er jo vældig smart. Alt dette bevirker at mistænksomheden, mistilliden og angsten for ’den anden’ vokser og syder under den venlige overflade, for en spion er jo netop en fjende der foregiver at være en ven.

Hemmeligholdelse som strategi Hemmeligholdelse blandt rwandiske unge i dag handler altså især om frygten for, hvorvidt man kan stole på en anden person, eller om vedkommende lyver og skjuler sit ’sande jeg’; sin identitet, sine meninger og sin intention med venskabet.

hinanden bliver de selv en slags spioner, der konstant prøver at afkode hinandens tegn for at finde ud den andens ’hemmeligheder’; personens fortid, meninger og intentioner – hvilket, i hvert fald i de studerendes bevidsthed, er stærkt knyttet til vedkommendes identitet som hutu eller tutsi. Bag tilsyneladende uskyldige spørgsmål, såsom ’Hvor kommer du fra i landet?’, ’Er dine forældre i live?’, ’Har du nogensinde boet i udlandet?’, ’Hvem holder du med i fodbold?’, gemmer sig ofte det sprængfarlige spørgsmål, som alle tænker på men ingen tør stille: ’Er du hutu eller tutsi?’.

Et usikkert feltarbejde

politisk oppositionsparti med hovedsæde i Tyskland. I øjeblikket blev jeg vildt bange for, om han måske i stedet var en regeringsspion, der udspionerede mig, og at det måske kunne være til skade for mine øvrige informanter og venner i Rwanda. Jeg havde jo så ofte hørt om disse folk, der lusker rundt og prøver at få folk sat i fængsel. At man ville ende dér, hvis man gjorde eller sagde noget, der kunne tolkes negativt – og mon ikke et venskab med mig kunne det? I dag tror jeg mest på, at Pierre blot prøvede at spille mig et lille puds med sin historie. Eller at han måske talte sandt, men at hans spiontitel var selvbestaltet og en overdrivelse. Men, hvem ved?

Jeg fik selv en snert af angsten og usikkerheden at føle, da min bedste ven i Rwanda, Pierre, i al hemmelighed fortalte mig, at han arbejdede som spion for et

Med tiden mistede jeg evnen til at se samfundet klart og til at stole på folk omkring mig og på mine egne sanser. Jo mere (ofte modsatrettet) information jeg fik, desto mere forvirret blev jeg. Samfundet ’virker’ altså – i hvert fald i Orwellsk forstand – fordi jo mere man ved, eller tror man ved, eller tænker at man måske nok bare bilder sig selv ind, at man ved, jo mere usikker bliver man på sig selv og sine egne evner til at fortolke verden og menneskene omkring sig. Samfundet projicerer således sin egen skizofreni og paranoia over på den enkelte, ikke mindst antropologen på feltarbejde.d

Mit feltarbejde var én stor balancegang på usikker grund. Mine informanter fortalte mig gang på gang at ’alle rwandere lyver og har hemmeligheder’, og at jeg ikke skulle stole på, hvad folk fortalte mig. Det efterlod unægteligt spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne stole på mine informanter, og især på de personer, som ytrede sig sådan – hvilket stort set alle, jeg havde kendt over en længere periode i Rwanda, gjorde.

At tilbageholde personlig information fra andre samt at forsøge at afsløre den andens hemmeligheder var blandt mine informanter en fremherskende strategi til at finde sikkerhed i en ellers usikker verden. De studerende er meget bevidste om ikke at snakke om personlige ting: Sikke et irritationsmoment for denne feltarbejder, som nogle gange måtte opgive at finde ud af helt almindelige ting, såsom hvorfor en person foretrak én musikvideo frem for en anden. Ydermere skaber hemmeligholdelse usikkerhed. Fordi folk er usikre på

S12+13.indd 2

Antropolog i felten. Foto: Sara Seerup

10-04-2010 19:54:35


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

13

Vi lyver for livet Alle lyver vi over for os selv og over for andre. Nogle gange ligner løgnen sandheden til forveksling, nogle gange er løgnen bevidst, og altid har den et formål. Af: Emil Morell, 6. semester (har antropologi som grundfag og Journailistisk Formidling som supplering) Løgnen har mange ansigter. Siden den 10. august 2009 har en bevidst løgn – et socialt og formålsnyttigt fænomen – cirkuleret rundt på nettet. Løgnen er en usand repræsentation af en mulig sandhed udviklet og udsendt af Visit Denmark med markedsføring som løgnens formål. Løgne har mange formål, og mindst lige så mange måder at bevæge sig på.

Løgn som valgt virkelighed

Med en idé om, at løgn er et finurligt, farverigt og fra tid til anden farligt fænomen, cykler jeg med et bid af kulde i kinder og fingre ud langs vandet. Det tidlige efterår har her til morgen lagt sig roligt og mildt over Århus. Havet ånder samme fred. Mågeskrig maler, med sin særegne lyd, ud i alle afkroge af lærredet omkring mig. Kun spindelyd fra min havelåge af en herrecykel bryder umiddelbart mågernes hyldest til formiddagssolen. Horisont, trækroner og byens tage tegner en skarp grænse til den lyseblå og, hvis det ikke var for solen, pletfri himmel. Uvidende eller blot tolkende bilder jeg mig ind, at de skarpt opridsede konturer skyldes kuldens indtog, der frisker alt og alle op. Om min indbildning er en videnskabelig usandhed, en usand repræsentation af mulig sandhed, en tolkning, eller slet og ret en løgn, vil jeg lade simre, og cykle videre langs kysten mod mit mål – et interview om løgn i smukke omgivelser.

Løgnen løber ved tankens kraft

»Løgn er et biprodukt af menneskets vigtigste kognitive evne. Nemlig evnen til at forestille sig det, der ikke er, men repræsenterer noget, som ikke findes, men kunne indtræffe«, udtaler professor ved Center for Semiotik, Peer Bundgård, som blandt andet forsker i menneskets tegnsystemer, æstetik, lingvistik og erkendelse. Han forklarer videre, at løgnen opstår i kynisk dygtig brug af forestillingsevnen. »Løgnen er yderst kompleks og behøver opbakning fra en masse centre og kredsløb i hjernen«, pointerer Peer Bundgård. Først når

S12+13.indd 1

forbindelser til blandt andet hukommelse, sproglig repræsentation og stor selvbevidsthed er aktive, kan den bevidste løgns forførelseskunst forsøges.

Kunstnerisk løgner giver liv til løgn, og løgn liv til løgner

Løgnen har mange ansigter, og historiefortæller, tegner, musiker og skuespiller Carl Quist Møller er iført et farverigt et af slagsen. Løgnen og dens farverepertoire pryder ikke blot hans ansigt og mimik. Den leger også gerne lystigt rundt sammen med tanker og fantasi. For inde bag Carl Quist Møllers lange næse og øvrige udspilede sanseorganer »dér ligger løgnen inde i hjernen lige ved siden af fantasien«, fortæller han. »Løgnen skal bruges som en farve«, udtaler Carl Quist Møller, og uddyber, at »løgnen er sjovest, når den er lige på kanten. Afsløres den, er det enormt ærgerligt«. Kort forinden scenespotten fanger sit bytte, sker det dog, at skrupler vimser rundt blandt fantasi, løgne og tanker, og driller Carl Quist Møller i sit arbejde som løgnhals. Løgn har, foruden at fremtrylle brød på Carl Quist Møllers bord gennem 15 år, fosset med modermælken, og fyldt minder, livsværdi og -filosofi med farve og fuldbyrdede forførelser. »De virkelig gode løgne forfører lytteren ind i en spændende verden«, erklærer han, og en sådan verden må selv fantasien have besvær med at sætte grænser for.

De virkelige gode løgne forfører lytteren ind i en spændende verden - Carl Quist Møller, historiefortæller, tegner, musiker og skuespiller

Løgn – en anden sandhed

Ifølge Nils Bubandt, lektor i antropologi, vrimler verden med vidt forskellige tilgange til den bevidste løgn. Fælles for de bevidste løgne er, at de opstår i et socialt samspil mellem mennesker i relationen til hinanden. Desuden hviler den bevidste løgn på, at løgneren kender løgnens modsætning, sandhed. I Danmark påvirker videnskab og anden offentlig autoritet, hvad vi mener er sandhed, forklarer Nils Bubandt, og fortsætter: »På Borneo er antagelsen, at man lyver. Autoritet og sandhed er ikke hinandens betingelser, som hos os, og det er derfor ikke på samme måde et problem, når autoriteter lyver, eller ikke afslører en løgn«. I øvrigt var min indledning en løgn. Jeg har aldrig taget den cykeltur, men det burde jeg måske. Måske tænker, digter eller møder jeg en ny på turen, som igen får det formål at forføre og formidle som en løgn, eller en bevidst usand repræsentation af en mulig sandhed.d

10-04-2010 19:58:49


14

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

Kunsten er at konstruere Retorik er læren om, hvordan man overbeviser. Det har fået nogle til at tro, at retorik er ensbetydende med effektivitet for enhver pris: Jo flere overtalte, desto bedre retorik. Havde dette syn på retorikken noget på sig, ville fagets repræsentanter råde folk til at lyve, hvis det tjente deres sag. Men kunsten at overbevise indbefatter ikke brud på sandheden – selv ikke i den bedste sags tjeneste. At konstruere sandheden derimod er en central del af det retoriske håndværk. Af: Christina Pontoppidan, cand.mag. i retorik og filosofi, ekstern lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Det er ingen kunst at lyve

I moralsk henseende skelner vi mellem mere eller mindre acceptable løgne. Der er de dagligdags, små og ufarlige, hvide løgne i det gode samværs tjeneste – som kærestens: ”Nej, du ser ikke tyk ud i den kjole”, eller middagsgæstens: ”uhm det smager dejligt” til den tørre steg og de hårde kartofler. Så er der de lidt mere omfattende, men forventelige løgne, der indgår som led i et strategisk spil. Det gælder fx erhvervsmandens: ”Nej, vi har ingen planer om at fusionere”, statsministerens: ”Nej, der er ikke en ministerrokade på vej” og landstrænerens: ”Ja, jeg mener vi har en fair chance for at vinde”. Disse løgne er bredt accepterede,

s14+15.indd 2

fordi der næppe forventes et sandt svar i disse situationer. Endelig er der de store, sorte løgne med det eneste formål at redde eget skind – som præsident Bill Clintons verdensberømte: ”I did not have sexual relations with that woman!”. Moralsk set opererer vi altså med et kontinuum fra de små, hvide og acceptable løgne i den ene ende til de store, sorte og uacceptable løgne i den anden – og derimellem en svært definerbar gråzone af mere eller mindre acceptable løgne. Inden for retorikken er man derimod hverken villig til at farvelægge eller gradbøje løgnen. Retorisk set er alle løgne uacceptable. Forklaringen herpå skal søges i Aristoteles’ klassiske bestemmelse af retorikken som en techne, det man i dag kunne oversætte til en kunst eller et håndværk. Nærmere bestemt kunsten ”i hvert enkelt tilfælde at pege på de overbevisende momenter, der foreligger”. Ifølge denne definition vil det være et brud på det retoriske håndværk at lyve, fordi løgnen netop indebærer en overskridelse af de ’foreliggende’ momenter – det vi i dag ville kalde fakta. Lyver man, har man altså overskredet de rammer, Aristoteles opstiller for kunsten at overbevise. Dermed ikke sagt, at det ikke er effektivt at lyve. I mange sager vil man kunne opnå større tilslutning ved at levere en løgn end at ved at fortælle sandheden. Det så man fx i forbindelse med Irak-krigen, hvor Anders Fogh Rasmussen fremførte, at han ikke bare troede, men vidste, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben som argument for, at Danmark skulle sende tropper til Irak. Ikke længe efter denne udtalelse blev de første danske soldater sendt til Irak. Men det er netop ingen kunst at få folks tilslutning ved hjælp af falske eller opdigtede momenter; kunsten består i at overbevise ud fra den foreliggende sandhed. At lyve kan således være både moralsk forsvarligt og effektivt. Men selv de hvideste løgne med de bedste intentioner og de sorteste løgne med den største effekt gør ikke løgnen til retorisk kunst. Det ville være at forveksle stor effekt og god intention med stor og god kunst.

Dermed ikke sagt, at det ikke er effektivt at lyve. I mange sager vil man kunne opnå større tilslutning ved at levere en løgn end at ved at fortælle sandheden.

08-04-2010 21:24:59


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

15

e sandheden uden at lyve Kunsten at konstruere sager

Er retorikken entydig i sit påbud om at holde sig til sandheden, så er det til gengæld mere relativt, hvad der faktisk er sandheden i en retorisk optik. Idehistorisk har retorikken sit ophav i en tidlig variant af relativismen. Sofisten og retorikeren Protagoras hævdede, at ”mennesket er alle tings målestok”, og at enhver sag har to sider, mens retorikken ifølge Aristoteles beskæftiger sig med ”det der kan være anderledes” og giver sig af med at ”bevise modsætninger”. Retorikken kommer med andre ord i spil der, hvor der ikke er nogen objektiv sandhed at støtte sig til. Eller som Aristoteles skriver: ”Ting som ikke kan forandres hverken før, nu eller senere, finder ingen jo på at debattere, hvis han mener, at det forholder sig således. Det kommer der nemlig ikke noget ud af.”

Retorikken kommer med andre ord i spil der, hvor der ikke er nogen objektiv sandhed at støtte sig til.

vælger at lade indgå i sin sagsfremstilling, og hvordan man vælger at fremstille den, er derimod op til den enkelte. Retorikeren kan således sammenlignes med advokaten, der i sin sagsfremstilling ikke fremlægger hele sandheden, men kun de dele, der giver klienten den stærkeste sag over for dommeren.d

Skal man bedrive kunsten at overbevise, fordrer det altså, at man altid holder sig til sandheden, uanset hvor moralsk eller opportunt det ville være at lyve

Det interessante er imidlertid ikke så meget den abstrakte, filosofiske påstand i sig selv som den konkrete, sagsnære konstruktivisme, påstanden åbner for. Det relativistiske udgangspunkt betyder nemlig, at det er legitimt at konstruere sager ved at udvælge de af de foreliggende momenter, der bedst understøtter det standpunkt, man ønsker tilslutning til. Det gælder både fakta, argumenter, eksempler og sprog. Skal man eksempelvis argumentere for, at det fortsat skal være muligt at købe sex i Danmark, vil det være oplagt at definere prostituerede som ’sexarbejdere’ og udvælge momenter, der sprogligt og argumentativt understøtter denne definition – fx eksemplificere med selvstændige kvinder i prostitutionsbranchen, der betragter prostitution som et erhverv, de frivilligt har valgt. Er man omvendt fortaler for, at prostitution skal forbydes, vil det være oplagt at definere prostituerede som ofre og fremstille opgøret med prostitution som et opgør med tvang, undertrykkelse og misbrug. I dette arbejde med at konstruere sagen, konstruerer man samtidig sandheden om sagen. Skal man bedrive kunsten at overbevise, fordrer det altså, at man altid holder sig til sandheden, uanset hvor moralsk eller opportunt det ville være at lyve. Hvilken del af sandheden, man

s14+15.indd 1

Platon og Aristoteles

08-04-2010 21:49:40


16

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

Facebook Informantens holdning til sandheden er, at den skal konstrueres. Hvad menes med den konstruerede sandhed? Eksisterer sandheden ikke uafhængigt? For hvis ikke, hvornår er noget så sandhed? Af: Cecilie Friis og Maria Myhlendorph, 4. semester I december 09 skrev vi Antropologisk Analyse eksamen omhandlende bl.a. performance på Facebook. På baggrund af denne opgave vil vi i vores artikel fokusere på det sandhedsindtryk vi, som mennesker, har af os selv, og som vi gerne vil videregive til omverdenen. Gennem narrative fortællinger iscenesættes sandheden om os selv. Disse narrativer produceres og kommer til udtryk på mange forskellige niveauer i dagligdagen, bl.a. ved valg af ingredienser i madpakken, hvordan man tilbringer en tirsdag aften, og hvilken slags musik man hører. Den narrative fortælling fokuserer på de kvaliteter, som giver symbolsk kapital i det pågældende felt. På Facebook kommer disse narrativer synligt til udtryk. Brugerne performer i deres brug af statusupdates og billeder. Albums på Facebook er ofte fyldt med billeder af smukke, festglade mennesker, samtidig med at profilbillederne som oftest er et lækkert portrætfoto eller et foto,

Statusupdates bruges til at fortælle om (…) hvor sej man er, når man har været i byen hele weekenden og har de værste tømmermænd

s16+17.indd 2

hvor vedkommende er i en morsom situation. Herigennem fortæller brugeren sandheden om sig selv. Sandheden som er baseret på et attraktivt udseende og en attraktiv personlighed. Statusupdates bruges til at fortælle om, hvor god man er til at bage, hvor god form man er i, når man lige har løbet 55 km, og hvor sej man er, når man har været i byen hele weekenden og har de værste tømmermænd (www.facebook.com). Der fokuseres oftest på de aktiviteter, som brugeren ved, fremstiller ham positivt i det pågældende felt. Når negativ fremstilling undlades, bliver det til en konstrueret sandhed af brugerens identitet. Den konstruerede sandhed handler, for individet, om udvælgelse og fremstilling af personlige positive kvaliteter gennem den narrative fortælling. Kan den konstruerede sandhed betragtes som en dækkende sandhed, når den udelader aspekter af ’sandheden’, eller er den så blot en løgn? Vi bevæger os her i gråzonen mellem løgn og sandhed. På Facebook – såvel som i den virkelige verden – er det irrelevant at skelne mellem løgn og sandhed. Den personligt konstruerede sandhed er med til at konstruere den virkelighed, som brugeren og hans venner eksisterer og interagerer i – derfor bliver det til ’sandheden’. Sandheden om brugeren konstrueres hermed også i samspil med omgivelserne, fordi den symbolske kapital afhænger af feltet, og fordi der er forskellige fortolkninger af fremstillingen. Når en bruger performer på Facebook fortolkes hans performance altså kontekstuelt af hans venner og andre brugere, og de påvirker hans konstruktion af sandheden.

10-04-2010 19:50:30


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

17

– en virkelighed af konstruerede sandheder Den konstruerede sandhed handler, for individet, om udvælgelse og fremstilling af personlige positive kvaliteter gennem den narrative fortælling Vi lader det nu være op til dig at vurdere, hvilken konstrueret sandhed, disse to brugere af Facebook ønsker at videregive – og måske også gøre dig tanker om, hvilken symbolsk kapital de opsøger. • ”Torsdagsdruk er sjovt, bare ikke om fredagen :S” • ”Tror måske der er sprunget en post/ vasketøjs/pizzabakke-bombe i mit lille hjem mens jeg var på job …” • ”Kommer rent faktisk ned og træne lidt i dag, utroligt!” • ”Har godt nok lidt ondt i dankortet i dag :/”

• ”Er nu den lykkelige ejer af Sneglzilla og Smash Hit in Aberdeen på 180 grams vinyæl” • ”Just straight up Rick Rossin’ it – not lovin’ dem hoes” • ”Bass Culture innit!” • ”Har pænt optur over at falde i søvn til Yagya” • ”Bliver gang på gang overrasket over hvor godt et album ”Moon Safari” med Air egentlig er”

Dit bud på den konstruerede sandhed: _________________________________ _________________________________ _________________________________ _________________________________ _________________________________ _________________________________

Dit bud på den konstruerede sandhed: _________________________________ _________________________________ _________________________________ _________________________________ _________________________________ _______________________________d

s16+17.indd 1

10-04-2010 19:50:45


18

TEMA:LØGN & HEMMELIGHEDER

Et hemmeligt liv i vakuum

- Mennesker, der lever i hemmelighed for staten, lever uden rettigheder.

Statsløse er også retsløse. De lever et vakuum, frataget deres nationale identitet og forrådt af det samfund, de har levet i. Det er virkeligheden for de afviste irakiske asylansøgere som i maj 2009 søgte tilflugt i Brorsons Kirken. I kortfilmen ”AFVIST” fortæller filminstruktør Aage Rais-Nordentoft historien om et liv i udsendelsesposition. Af: Charlotte Ærø Heikendorf, 4. semester Verden anno 2010 er en verden organiseret i nationalstater. Alle mennesker, der fødes i denne verden, fødes med lige rettigheder og muligheder; det har FN stadfæstet med menneskerettighedserklæringen i 1948. Selvom erklæringen er ren ideologi, sætter den alligevel en laveste fællesnævner, der er livsnødvendig for dem, der kommer uden for nationalstatens beskyttelse. Statsløse efterlades reelt set uden rettigheder, og menneskerettighedserklæringen, men primært andres gode hjerte, er det eneste de kan støtte sig op ad.

”AFVIST”

Af de knap 2000 mennesker, der befinder sig på danske asylcentre, er omkring halvdelen i udsendelsesposition, dvs. de har fået afslag på asyl i Danmark og har en tidsfrist til at rejse. Irakere er som nationalitet bedst repræsenteret i udsendelsesgruppen. I august 2009 fik nogle af disse irakere en plads i det nationale mediebillede, da omtrent 70 irakere blev fjernet med magt efter i måneder at have søgt tilflugt i Brorsons Kirken for at undgå tvangsudsendelse. Andre igen valgte at gå under jorden for at undgå udsendelse. Mennesker, der lever under jorden, lever et liv i hemmelighed for staten; de er statsløse og retsløse. ”Da jeg gik i gang med at lave filmen, var det mit håb at møde nogen af dem der var gået under jorden,” fortæller Aage Rais-Nordentoft, ”men

side 18 + 19.indd 2

det var ikke muligt, da mange af dem var så psykisk skrøbelige og flere led af paranoia. Det var også velbegrundet, da der gik rygter om at politiet aflyttede flere af dem i Brorsons Kirken”. Aage Rais-Nordentoft er byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Århus, filminstruktør og står bl.a. bag filmen ”AFVIST” om de afviste asylansøgere i Brorsons Kirken. Han beskriver filmen som et forsøg på at vise asylansøgerne som mennesker og give et indblik i deres ekstreme situation. ”For at få hjælp i Danmark kræver det at man fremstiller sig som et offer og tager en offeridentitet på sig,” forklarer Aage. Han beskriver sit seneste filmprojekt om en dansk-somalisk pige, der får annulleret sit danske statsborgerskab og med hjælp fra sin sagsbehandler går under jorden i Malmø. ”Hun befinder sig i et vakuum. Hun er udstødt fra samfundet. Udstødelsen og truslen på sin eksistens er de vigtigste grunde til at gå under jorden. Den trussel at de prøver at tage hendes identitet fra hende; hendes identitet som dansker og fra Esbjerg. Det betyder at hun opbygger et trods. Hun vil ikke se sig selv som et offer, men som en der kæmper.” Asylansøger-Danmark relationen Ansøgere om asyl i Danmark sendes til flygtningelejre som Sandholm i Nordsjælland, mens deres sag behandles. Det kan tage år. Afviste asylansøgere i udsendelsesposition har en vis tidsfrist til at rejse ud af Danmark og i den tid bor de stadig i Sandholm Lejren. Aage Rais-Nordentoft besøgte lejren i forbindelse med filmoptagelserne: ”Da jeg første gang besøgte Sandholm Lejren, blev jeg meget overrasket over at det er så nuanceret et syn på Danmark, man møder der. Der var unge fyre som synes at det var rigtig fedt, at de får mad tre gange om dagen, har tv og fri kaffe. Det kunne man godt blive lidt paf over.” De, der går under jorden, har et helt andet forhold til Danmark, pointerer Aage: ”De føler sig forrådt. Forrådt af det samfund, de lever i. Desuden er det enormt psykisk hårdt og mange kommer ud efterfølgende og er psykisk knækkede eller kommet i skidt selskab.”

10-04-2010 20:03:13


TEMA :LØGN & HEMMELIGHEDER

Det betyder at hun opbygger et trods. Hun vil ikke se sig selv som et offer, men som en der kæmper Psykisk trivsel

I juni 2009 udgav Institut for Menneskerettigheder en udredning om afviste asylansøgeres forhold i Danmark. Foruden at beskrive hvorledes størstedelen af de afviste asylansøgere frygter en tilbagevenden til hjemlandet og at udsendelsen for mange kompliceres af flere årsager, viser udredningen også at de forskellige ”udsendelsesfremmende foranstaltninger” griber ind i privat-, familie- og uddannelsesliv og medfører et stort psykisk pres for mange. Undersøgelsen af den generelle trivsel blandt de afviste asylansøgere viser, at over halvdelen lider af psykiske og psykosomatiske sygdomme, og raten af selvmordsforsøg er væsentligt højere end blandt resten af den danske befolkning. ”Grundlæggende er asylsystemet en systematisk udstødelse og fornedrelse,” siger Aage Rais-Nordentoft. ”Selve rammerne i Sandholm Lejren, den økonomiske kontrol, reglerne og alt det praktiske, giver asylansøgerne en følelse af at de er mindre værd. Det er en måde at sige ’Vi (det danske samfund, red.) vil ikke have dig’. Som menneske er det enormt svært at lade være med at vende indad, og det påvirker det selvbillede, de har, så de føler at de ikke er noget værd. Systemet forsøger at sige; ’vi er ikke interesseret i at have jer i landet, rejs væk’. Men som menneske er det svært at undgå at det påvirker indad. På den måde har systemet et ansvar for at tænke over den måde det påvirker borgernes sind.”

19

Kilder: 1) Arendt, Hannah (1972): “The Decline of the Nation-State and the End of the Rights of Man”, Imperialismen, Anden del af DET TOTALITÆRE SAMFUNDSSYSTEMS OPRINDELSE, Notabene, 223-238 2) Pjece fra Dansk Flygtningehjælp: ”Flygtninge i Danmark – Asyl”, udgivet i april 2006, Redaktion: Jesper Nissen Mette Marie Honoré og Anne la Cour Vågen 3) Fanen Fakta på http://www.amnesti-nu.dk/ . Hjemmesiden tilhører den danske NGO ’Amnesti Nu’ der opstod i efteråret 2006 4) http://menneskeret.dk/. Hjemmesiden tilhører det danske institut for menneskerettigheder, stiftet som resultat af ”Loven om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder” af den 6. juni 2002. 5) Institut for Menneskerettigheder: Hovedresultater fra ”Udredning nr. 6: Afviste asylansøgere og andre udlændinge i udsendelsesposition i Danmark”, offentliggjort den 22. juni 2009. Beskrivelse forfindes på http:// menneskeret.dk/nyheder/arkiv/nyheder+2009/udred ning+om+afviste+asylans%c3%b8gere+p%c3%a5+t rapperne

Hvilken sandhed?

Filmen ”AFVIST” er den første film om de afviste irakiske flygtninge i Brorsons Kirke. Den er produceret af et professionelt filmhold, som alle har arbejdet gratis for at filmen kan distribueres frit. Den 16 minutter lange film fortæller de afviste irakeres historie og filmen skildrer deres liv før, under og efter rydningen af Brorsons Kirken. ”Jeg har fået noget kritik for ikke at vise sandheden,” siger Aage Rais-Nordentoft, ”men jeg er ikke journalist og det var ikke det jeg ville. Det vigtige for mig var at vise dem som mennesker, fordi jeg tror på at man ikke kan afvise nogen, man ser som mennesker.” d

side 18 + 19.indd 1

10-04-2010 20:05:22


20

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

Hvad er hemmeligheden Af: Martin Reiter Edelberg, 8. semester Hemmeligheder er lige som rødderne i et træ. Man ved, at de er der, men man kan ikke se dem. Man kan gøre sig alle mulige forestillinger om, hvordan træet ser ud nede under jorden, men hvis man begynder at grave og fjerne jordlagene omkring rødderne, ja så ender man med at tage livet af træet. Træets krone har nok brug for lys og luft – dets grene og blade strækker sig i alle mulige retninger, for at solen kan komme til at skinne på det. Men træets rødder forbliver hemmelige og tåler ikke dagens lys. Rødder har brug for mørke. Rødder har brug for mystik. Rødder bevæger sig stille gennem tung og møjsommelig jord, der fungerer som beskyttelse overfor nysgerrige mennesker, der kommer rendende med hakker og skovle. Det er en delikat sag at aflure træet dets hemmeligheder, og ligesådan med etnografer. Det er derfor med en vis ærefrygt, at jeg kaster mig ud i at skrive om dette emne. Hvad nu, hvis jeg tager livet af den gode etnograf, ved at grave i de skjulte forudsætninger for hele foretagendet? På den anden side er rødder slet ikke så hemmelige, som de måske selv tror. Man kan få en udmærket fornemmelse af træets rodnet ved at betragte dets krone, og på den måde kan et træ ikke leve ovenfor jorden, uden at afsløre noget om hvad der gemmer sig under jorden. Så lad os kigge på, hvad et par gamle, for længst afdøde etnografer har afsløret om sig selv ved at stikke snuden frem.

The native’s point of view

Ordene er Malinowskis, som enhver antropologistuderende vil vide efter 3-4 uger på faget. Ifølge Malinowski var formålet med feltarbejdet at indfange de indfødtes måde at se verden. Det lyder jo umiddelbart meget enkelt. Hvis de indfødte er beskæftiget med sildefangst, engagerer man sig i sildefangst indtil alle ens tanker

og handlinger kredser om sild, fangstredskaber, vedligeholdelse af både og net, opbevaring og konservering af sild, markedspriserne på sild osv, osv. Når man når det punkt, hvor man ikke er i stand til at forestille sig et liv uden sild, så har man fat i ’the native’s point of view’. Og dog, for det viser sig jo, at selvom de andre sildefangere nok er optagede af sild, så lader de det jo ikke blive

Det er spændende, når man ind i mellem oplever virkelig at kunne se verden fra en andens perspektiv ved det. Én spiller harmonika, en anden er blomsterhandler i sin fritid, en tredje er far til 6 børn, som hver i sær plager om at få lov til at arbejde med noget andet end sildefangst, fx husbyggeri, fyrværkerifremstilling eller computerprogrammering. Mennesker er meget forskellige, selv indenfor den samme familie, og spørgsmålet er derfor fortsat om det overhovedet er muligt at indfange ’the native’s point of view’. I hvert fald er den indfødtes synsvinkel sjældent entydig og statisk, snarere selvmodsigende og i konstant bevægelse. Etnografen selv kan jo heller ikke, hvor meget han end forsøger at fortrænge det, glemme sin fortid og sit liv i Det mørke Jylland, og derfor vil han kun glimtvis kunne opleve at være fri af sin fremmedartede bagage. Mange antropologer har tilstræbt Malinowskis ideal, samtidig med at de stiller spørgsmål ved, om det overhovedet kan lade sig gøre. Clifford Geertz siger for eksempel, at etnografen aldrig kan opfatte tingene på samme måde som den indfødte. Hvad han kan opnå er en nogenlunde forståelse for, hvad den indfødte opfatter.

The ethnographer does not, and in my opinion, largely cannot, perceive what his informants perceive. What he perceives, and that uncertainly enough, is what they perceive “with” – or “by means of ”, or “through” … or whatever the word should be (Geertz 1993: 58).

Ifølge Malinowski var formålet med feltarbejdet at indfange de indfødtes måde at se verden

s20+21.indd 2

Det kan godt give mening at søge ’the native’s point of view’ samtidig med at man er klar over, at det ikke egentlig kan lade sig gøre. Der er i mine øjne mere tale om et husråd, en rettesnor end om en tilstand, som pinedød skal opnås og fastholdes. Det er spændende, når man ind i mellem oplever virkelig at kunne se verden fra en andens perspektiv, men min erfaring er, at det er noget, der sker i glimt, hvorefter man vænner tilbage til sine egne vanemæssige tankemønstre. Men idealet er nyttigt som en reminder om, at etnografi til syvende og sidst handler om

05-04-2010 13:05:45


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

21

bag den gode etnograf ? at nedbryde den dogmatiske vished, som vi alle sammen er fælles om, nemlig at vores opfattelsers gyldighed, vores verdens realitet, ikke skal drages i tvivl. Den er et værn mod ego- og etnocentrisme.

At studere mennesker som om de var myrer

I den anden ende af skalaen finder vi så Levi-Strauss, som efter sigende skal have udtalt, at hans ambition var at studere mennesker, som om de var myrer. I stedet for at søge sammensmeltning med felten og blive totalt involveret i, hvad der foregår, gælder det om at komme så meget på afstand af alt halløjet, at man kan se de overordnede mønstre og strukturer. Dette vil mange modebevidste antropologer umiddelbart

Etnografi handler vel netop om at kunne skifte mellem disse perspektiver korse sig ved, men på mange måder er dette perspektiv lige så spændende og udfordrende som Malinowskis. Det er ikke let at studere mennesker, som om de var myrer. Vi har en tendens til at reagere emotionelt på mennesker, blive bange eller glade eller sure eller muntre, og det kan godt stå lidt i vejen for at få en fornemmelse af, hvem de er, og hvad der er vigtigt for dem. Det er svært at lave deltagerobservation ved Dansk Folkepartis årsmøde uden at have et helt marchorkester af fordømmelser og indignation til køre inden i hovedet. Man er alt for involveret, og det skaber støj på linien, så man ikke oplever de tilstedeværende mennesker direkte, men gennem et filter af emotioner og forudfattede meninger. Her kan det være en god idé at se sig selv som én, der studerer mennesker, som om de var myrer. Man skal ikke se verden fra ’the native’s point of view’, man skal tværtimod prøve at se det hele ovenfra.

Vi er alle deltagerobservatører

Der ser umiddelbart ud til at være meget langt fra Malinowskis perspektiv til Levi-Strauss’, men måske kan de alligevel mødes et eller andet sted uden at stå i modsætning til hinanden. For egentlig udelukker de jo ikke hinanden, etnografi handler vel netop om at kunne skifte mellem disse perspektiver, alt efter hvad der i den pågældende situation giver mening. I udgangspunktet har vi jo alle et ’native point of view’, nemlig det danske (hvis vi altså er danskere). Vi har brugt årevis på at lære at beherske denne underlige kultur, sproget, reglerne i skolegården og ved spisebordet både til hverdag og fest, vi ved hvornår bus nr.6 kører fra 4,5,6 forskellige steder i byen og vi kender smagen af rugbrød. Vi kender det hele indefra, vi har oplevet Danmark og danskerne på egen krop i 10, 20, 30 år. Gennem uddannelsen og kendskabet til andre måder at leve på begynder vi så småt at betragte os selv og vor kultur udefra, som om vi var myrer i en myretue. Hvorfor er det lige, det er vigtigt at få gode karakterer i skolen, hvorfor må man ikke så gerne have fjumreår når man er tyve, men gerne når man er 65, hvorfor danser folk om juletræ, hvorfor er det godt at kende nogen, der kender nogen når man søger bolig, job og kæreste. Hvorfor dit og hvorfor dat. Sådanne spørgsmål er tegn på, at den etnografiske opmærksomhed er ved at komme op i omdrejninger. Man er ikke længere bare en deltager, men også en observatør, en deltagerobservatør. Og det har man faktisk været hele tiden. Det er en stor og vigtig opdagelse.

Så hemmeligheden bag den gode etnograf er ikke et eller andet bestemt teoretisk standpunkt

Vær på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt

Ifølge Levi-Strauss skal man ikke se verden fra ’the native’s point of view’, men tværtimod prøve at se det hele ovenfra

s20+21.indd 1

Så hemmeligheden bag den gode etnograf er ikke et eller andet bestemt teoretisk standpunkt. Jeg tror, det kan siges meget kort. Det handler om at være den rigtige person på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er i denne tilstand af timing, at man lærer noget virkelig værdifuldt – både om sig selv og om andre. Men puha, det er jo hele tre ting på en gang, det går virkelig ikke. Hvordan skal man bære sig ad med at være den rette person, på det rigtige sted lige når det rigtige tidspunkt indtræffer? Jeg ved det ikke, men måske skulle man prøve at starte med en helt uhørt beslutning: Jeg er den rigtige person! Jeg befinder mig det helt rigtige sted! Tidspunktet er perfekt! Gad vide hvad det er, jeg skal lære?d

05-04-2010 13:05:56


22

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

”Voksne lyver ikke!”

- betragtninger om at lyve i børnehøjde

Udenfor raser snevejret. Inden for i Rundhøjskolens SFO er der varmt og tørt, men ikke mindre kaotisk. Det er vinterferie, så de få børn, der er her, har været her fra morgenstunden. Lektier og pligter er skiftet ud med sneboldkamp og fri leg i SFO’en. Og der leges på livet løs – legoklodser flyver gennem luften, saftevanden flyder i en lind strøm, der høres jubel fra bordfodboldbordet, og børn med røde kinder kommer løbende ind fra sneboldkamp og ”vaskere”. Og der snakkes. Højlydt. Vi mødes af et hav af små stemmer, der taler i munden på hinanden. Alvorsord og trusler flyder sammen med latter og narrestreger. Men hvad snakker de egentlig om, de kære små? Hvad foregår der inde i hovederne på dem? Af Lisbeth Burich og Karin Kempe, 2. semester Temaet for dette blad er ”løgn og hemmeligheder”, og hvor finder man bedre eksperter i dette emne end i Rundhøjskolens SFO? Sandheden fås jo traditionelt fra børn og fulde folk, som vi ved… ”Hvis jeg siger til dig, at min mor ejer et villahus i Afrika, så er det en løgn”. Godt, så fik vi det på plads! Den 10-årige dreng, som har bedt om at være anonym, læner sig tilbage i stolen med et selvsikkert blik. Næste spørgsmål er knapt så ligetil. Da vi spørger ind til, om han og kammeraten har løjet over for nogen, fornemmer vi en snigende mistænksomhed over for vores projekt. ”Arh, det spørgsmål kan jeg ikke svare på. Hvad skal I bruge det til? – Bliver det lagt ind på computeren??” Vi forklarer hvordan vi bruger vores lydoptagelser og forsikrer ham om projektets oprigtige karakter. Vi tilbyder ham anonymitet. Han tager imod. Interviewet fortsætter. Men - ”de kan genkende vores stemmer!” Yderligere forklaring. Der afkræves en længere redegørelse for, hvor vi overhovedet kommer fra. At vi kommer fra Moesgård bidrager faktisk yderligere til at gøre os mistænkelige (”er skolen INDE i museet?!” udbrydes der vantro). Det tager tid, men efterhånden vinder vi deres tillid. Egne løgne bliver der ikke fortalt det store om – andres løgne er meget mere interessante. Den ene beretter åbenhjertigt om sin vens løgne; vennen har nemlig sagt, at der ligger en bombe under jorden. Drengene fniser og udveksler hemmelighedsfulde blikke. ”Hvorfor siger du, at der ligger en bombe under jorden?” spørger vi. ”Det er måden vi leger på”.

Hvis jeg siger til dig, at min mor ejer et villahus i Afrika, så er det en løgn. Der er bred enighed blandt de interviewede om, at børn mest lyver for sjov. Når det kommer til de voksnes løgne, er billedet lidt mere broget. Anna Clara på 10 insisterer på, at voksne aldrig lyver. Med undtagelse af politikere; ”Politikere lyver for at få penge, fx siger de, at der kommer et nyt Bonbon-land, og så beholder de bare pengene.” De anonyme drenge kommer blandt andet ind på kriminelle og ”sådan nogle bankrøvere”. De to har i det hele taget en meget veludviklet fantasi. Der fortælles om kriminelle og

VOKSNE LYVER IKKE.indd 2

banditter, så hatten passer. Den ene vilde fortælling afløser den anden. Pædagogen stikker hovedet ind og overhører en bid af drengenes talestrøm. ”Nu sidder I ikke og fylder dem med løgnehistorier, vel?” spørger hun med et glimt i øjet. Det er ikke i orden at lyve – det er vores informanter enige om. I hvert fald ved første øjekast. Borer man lidt i det, bliver selvfølgeligheden af dette udsagn alligevel udfordret. For der findes jo alligevel mange undtagelser, fx er det i orden at lyve, hvis det er en hvid løgn. Nogle gange er løgn acceptabel – men man har også lært hjemmefra, at det er strengt forbudt at lyve. Hvordan forener man disse to tilsyneladende modsatrettede principper? Det er én af de helt store udfordringer for vores små informanter. Én løsning på problemet lyder således: ”Det er slet ikke i orden at lyve – det er ulovligt. Men man må godt lyve én gang om ugen, som en sidste udvej.” Børn lyver mere end voksne, da mange børn endnu ikke har lært, at det er forbudt at lyve. Hvornår ved man at løgn er forbudt? Når man er 2,3,4 år, mener Zacharias. At holde op med at lyve er altså en del af opdragelsesprocessen, på linje med at lære gode bordmanerer, at man ikke må slå på piger, og at man skal huske at lave sine lektier. At holde op med

11/04/10 15.55


TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

23

at lyve er en del af den kodning, der gør børn til sociale individer, der kan agere i verden. Men kan det ske at denne kodning mislykkes? Hvordan forklarer man de tilfælde af folk, der på trods af en fast opdragelsestradition alligevel lyver? Zacharias filosoferer og kommer frem til

Politikere lyver for at få penge, fx siger de, at der kommer et nyt Bonbon-land, og så beholder de bare pengene. konklusionen, som han fremfører med et fast, alvorligt blik: ”Så er der noget helt galt”. Når voksne lyver, forklares det som følge af en ufuldendt opdragelse. Men der er også noget andet, der kan få ellers velopdragne

mennesker til at lyve; følelsen af skam. ”Nogle, der ikke har det så godt, og som ikke har så meget, de lyver for ikke at blive drillet”. Løgn bruges af frygt for at blive diskrimineret på grund af manglende materielle forbrugsgoder såsom en Nintendo Wii eller Hannah Montannah gejl. Børnene udviste generelt stor bevidsthed omkring vores samfunds fokus på materielle goder og de sociale følger, det kan få for de få dårligt stillede. Utroligt hvor fintfølende og socialt bevidste sådan nogle 10-årige SFO’ere kan være. Vi kan altså slutte ud fra vores (meget uvidenskabelige) undersøgelse, at børn generelt tænker på det at lyve som et barnligt, ukultiveret træk, som man lægger fra sig i opvæksten. Voksne lyver ikke – det var i hvert fald den mest udbredte opfattelse. Når voksne alligevel ser sig nødsaget til at lyve, er det fordi deres opdragelse er gået fejl eller fordi de skammer sig over at være dårligt stillet. Voksne ses (med få undtagelser) som fuldendte, moralske mennesker; resultatet og realiseringen af en livslang dannelsesproces. Voksne fungerer som rollemodeller. De kære små ser op til os og har travlt med at opnå den attråværdige modenhed - noget vi mærker da vi slipper drengene løs igen efter en halv times forhør. Karin runder af: ”Så nu må I godt gå ud og lege” hvortil den anonyme dreng svarer: ”Vi leger ikke, vi hænger ud!”d

VOKSNE LYVER IKKE.indd 1

11/04/10 15.54


24

LIMINALT

Vi vil hellere være nøgne! - et antropologisk studie af nøgenbadeklubben Jomsborg Som udgangspunkt er nøgenhed noget, vi forbinder med vores privatsfære, og den nøgne krop hol-der vi som regel skjult for andre end vores fortrolige. Nøgenhed er for mange et tabu og kan nemt sætte én i forlegenhed. I det danske samfund er der stor enighed om, at det eneste sted, hvor det er passende at være nøgen, er i hjemmet. Vi er så enige om dette, at vi har en nedskreven lov, der er til for at sanktionere folk, der optræder nøgne i det offentlige rum, så snart nogen finder det stødende (Frederiksen 2005:133). Af: Marie Nybo og Zenia Strunck Mikkelsen, 4. semester I vinterbadeklubben Jomsborg ved den Permanente skal nøgenheden ikke virke og tænkes upassende, men derimod være en naturlighed for alle medlemmer. Foreningen Jomsborg har en naturalistisk grundholdning, og der er konsensus om, at medlemmerne bader nøgne (Thomsen 2008:77). At nøgenkulturen anerkendes har ikke altid været en selvfølge i Jomsborg. I 1975 er man stadig ikke ”bundløs” i fællesbadet (Ibid:23), og i eftertiden er der heftige diskussioner om anstændig påklædning. Da reglen om påkrævet nøgenhed indføres, bliver klubben, som det står i Jomsborgs jubilæumsbog fra 2008, lykkeligt fri for dette problem (Ibid:20). Ved indførelsen af påbuddet kan der ikke længere stilles spørgsmål ved, hvad anstændig påklædning er, for der er ingen påklædning. Nøgenheden opfattes mere passende, fordi undertøj eller badetøj forbindes af mange med at være mere seksuelt end nøgenheden i sig selv (Frederiksen 2005:12). En vinterbader fortæller i jubilæumsfilmen fra 2008, at ”Badetøj er jo noget af det mest sexede at have på. Man får nogle andre visioner. Det gør jeg hvert fald” (Borre 2008:06.26). Det at være nøgen bliver et udtryk for noget naturligt, mens det at vise sig i minimal kropsbeklædning, vækker forestillinger om, hvad der gemmer sig nedenunder, og tanker kan ledes hen på noget seksuelt. I teksten ’Forlegenhed og social organisering’ skriver Goffman, at det er naturligt at være af-slappet under samhandling, og hvis en person bliver forlegen, tolkes det som et ubehag ved situati-onen, og selve det møde, der var i gang, kan nu forstyrres (2004). En forfjamskelse over det at væ-re nøgen vil true den samhandling, der i Jomsborg fungerer på nøgenhedens præmisser, og opret-holdelsen af samværet. Gives der udtryk for forlegenhed

24 + 25.indd 2

over nøgenheden, kan der udsendes sig-naler om, at denne form for social omgang er unaturlig (Ibid:122). I Jomsborg erfarer vi, at udover at være en naturlighed, ligger der også normer bag nøgenhe-den, hvilke er vigtige for opretholdelsen af samhandlingen. Historier om luren, flirten, og uenighed om passende påklædning fortæller, hvordan samhandlingen og den fælles tilgang, vinterbaderne har til nøgenhed, er blevet truet (Thomsen 2008:30f). Nøgenhed skal i Jomsborg være noget natur-ligt, og der skal ikke lægges skjulte intentioner bag den: såsom seksuelle undertoner. Trods denne afstandstagen til, at nøgenheden skulle være andet end naturlig, synes det at falde over i den anden grøft, og den ikke-eksisterende opmærksomhed på nøgenhed overspilles til tider. Selv om vores informant Inger fortæller, at nøgenhed for hende er helt naturlig og selvfølgelig, er hun alligevel opmærksom på ikke at kigge de andre medlemmer stift i øjnene. Dette ville vise, at hun bevidst

Historier om luren, flirten, og uenighed om passende påklædning fortæller, hvordan samhandlingen og den fælles tilgang, vinterbaderne har til nøgenhed, er blevet truet undgår at kigge på kroppen. Det ses, at hun, trods intentionerne, tænker over nøgenheden. Hun forsøger at undgå det, som Goffman udtrykker som: ”Når kroppe er nøgne, er blikke tildækkede” (Andersen og Kaspersen 2007:213). Denne usagte opmærksomhed på nøgenheden medfører også, at der hersker en anden tilgang til kropslig kontakt end den, man kan finde ude i det offentlige samfund. ”På grund af nøgenheden kan man føle, at der er begrænsning for, hvor tæt man kan sidde” (informanten Anne). Den fysiske relation mellem venner og bekendte i Jomsborg er anderledes end, hvis de befandt sig påklædte i en anden venskabelig situation. ”Vi klapper ikke hinanden på skuldrene, som vi ellers ville have gjort” fortæller informanten Leif. Trods denne påpasselighed, der opstår, når man er nøgen, er der ifølge Leif stadig plads til sjofle jokes i saunaerne. Det er vigtigt, at nøgenheden ikke bliver tabuiseret, for så mister den

11-04-2010 22:11:26


LIMINALT

sin naturlighed. Den skrøbelighed, der er forbundet med at være nøgen medvirker, at der er behov for tydelige grænser for adfærd, så den enkelte ikke skal havne i en utilpas eller forlegen situation. Meget tyder altså på, at der er behov for regler, hvis man ønsker at omgås nøgne uden seksuelle undertoner. Påbudt nøgenhed er ét blandt flere bud i Jomsborg. Derudover lyder det også, at medlemmer-ne ikke må hviske i saunaen. Umiddelbart lyder dette bemærkelsesværdigt, men buddet har en vigtig funktion, som hænger sammen med nøgenheden. Når du er nøgen, befinder du dig i en udsat situation, hvilket er grund til at hemmelighedskræmmeri og hvisken kan gøre saunabesøget til en ubehagelig oplevelse. ”Taler de mon om mig?”, ”Er det noget med mine bryster?”, ”Gider de ikke tale med mig?”. Medlemmerne må ikke hviske i saunaen, da samværet i Jomsborg ikke må blive for hemmeligt omkring det enkelte medlems personlige rum og medlemmets bekendte, fordi nøgenheden sætter den enkelte i en udsat position, hvor der ikke er langt til forlegenhed. d

24 + 25.indd 1

25

Læs meget mere om vinterbadeklubben Jomsborg http://www.vinterbadning. dk/klub.asp?klub=1

11-04-2010 22:11:57


26

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

They lie, we lie Anmeldelse af Metcalf, Peter (2002): They Lie, We Lie. Getting on with Anthropology. London and New York, Routledge. Af: Martin Reiter Edelberg, 8. semester Titlen på denne bog om Peter Metcalfs feltarbejde hos Berawan-folket er interessant og rummer en dobbeltbetydning. Umiddelbart er frasen ”They lie, we lie” en bogstavelig oversættelse af åbningsreplikken "Malut dé, malut kita", brugt af en ældre Berawan historiefortæller, Kasi, med henblik på at skabe den helt rigtige atmosfære for formidlingen af folkets hellige beretninger. "De lyver, vi lyver". Så er banen kridtet op for, at de ældgamle fortællinger kan få lov at udfolde sig i kredsen af børn og voksne i langhuset på Borneo. Metcalf, der er til stede i sin egenskab af etnograf, undrer sig over hvilken pointe, der kan ligge i at bringe emnet løgn på banen i sammenhæng med overlevering af sagaer og sagn. Hvem er "de" og hvem er "vi"? Betyder denne åbningsreplik at der er tale om løgnehistorier, eller hvad er meningen? Efterhånden som Metcalfs kendskab til Berawan sprog og kultur vokser, bliver han klar over, at "de” er forfædrene, mens ”vi” er de nulevende, dem der i øjeblikket er ansvarlige for at give Berawans historie og kultur videre til den opvoksende generation. I forlængelse af denne opdagelse foreslår Metcalf, at det, som historiefortælleren dybest set meddeler tilhørerne, er dette: ”Hvis forfædrene har løjet, så lyver jeg også”. Replikken synes at undergrave både historiefortællerens og forfædrenes autoritet, men paradoksalt nok virker den lige modsat ved at skabe forbindelse mellem dette øjeblik, denne aktuelle, partikulære situation, og alt det, som er gået forud i tid og rum. Replikken giver historiefortælleren del i forfædrenes autoritet, fordi hun med den fjerner sig selv som person, og i stedet bliver et redskab for en ubrudt linie af historiefortællere. Spørgsmålet om, hvorvidt hun taler sandt eller ej, er dermed ikke længere hendes afgørelse, for det er på sin vis ikke hende, der fortæller historien, men historien, der bliver fortalt gennem hende. Metcalf finder i dette raffinerede metabudskab en indfaldsvinkel til at tale om feltarbejde og repræsentation, og bogens titel kan derfor også ses som en ironisk kommentar til antropologiens evige dilemma i forhold til repræsentation. Metcalf indleder med retorisk elegance ved at bemærke, at eftersom etnografiske skildringers sandhedsværdi er blevet draget i tvivl af postmoderne kritikere, er det måske mere frugtbart at beskæftige sig med løgne – både de løgne, som informanter fortæller til antropologer, og dem som antropologer selv producerer. Centralt i fremstillingen står portrættet af Kasi, en karismatisk og indflydelsesrig gammel

bananen.indd 2

kvinde, som ud over at være Metcalfs vigtigste informant, også igennem tyve år forsøgte at forhindre og begrænse hans adgang til viden om Berawans kultur, især indholdet af deres hellige dødesange. På den måde viser Metcalf, at etnografiske sandheder altid er delsandheder, sådan som også James Clifford bemærkede i firsernes succesudgivelse Writing Culture. Metcalfs projekt kan umiddelbart se ud som om en postmoderne indfaldsvinkel til feltarbejde og repræsentation, men faktisk fremstår bogen som kritik af den postmoderne indflydelse i antropologien. Ifølge Metcalf har den postmoderne kritik ført til en overdreven relativisme i antropologien, med resultatet at faget i for høj grad har skiftet fra et udadvendt fokus mod verdens folk, til at se indad mod antropologien selv. Usikkerheden i forhold til validiteten af etnografiske fremstillinger har gjort det svært at komme nogen vegne med faget. Af lutter angst for at gøre noget forkert, er der mange, der aldrig får hænderne op af lommerne, hævder Metcalf, og det er denne anspændte tilstand, han ønsker at løsne op for. Han gør det ved at tage den postmoderne kritik på ordet; etnografiske fremstillinger er ganske rigtigt falske og løgnagtige, men det er kun fra et bestemt perspektiv. Fra et andet perspektiv ser det samme landskab helt anderledes ud og selv den største løgn kan vise sig at dække over en endnu større sandhed. Det handler om at se antropologiens vanskeligheder som nyttige læreprocesser snarere end som fejl, der skal fjernes, synes budskabet at være. Metcalf kopierer Kasis strategi til at etablere autoritet ved først at drage antropologiens sandhedsværdi i tvivl på ét niveau, for derefter at befæste den på et andet, hvor det igen bliver muligt at tage mange opfattelser i betragtning uden at underlægge sig en enkelt af dem. Bogens titel er vidunderligt velvalgt, fordi den på én gang åbner op for udforskningen af Berawan mentalitet, Kasis personlighed og det etnografiske feltarbejdes iboende modsætninger. Titlen hjælper læseren til at følge disse tre spor i fremstillingen samtidigt, og denne evne til at fremstille et emne på flere niveauer uden at sætte dem i modsætning til hinanden er et inspirerende træk ved Metcalfs skrivestil, der er lettilgængelig, humørfyldt og dybsindig. Metcalf løsner op for fastlåste forestillinger om grænserne mellem sandhed og løgn, og finder på den måde en vej gennem antropologiens repræsentationskrise, til glæde for sig selv og til inspiration for andre.d

11-04-2010 10:54:33


LIMINALT

27

Udkantsdanmark

- en rådden banan eller ildsjælenes paradis? Af: Cecil Marie Schou Pallesen og Jenny Nielsen Husted, 8. semester Landsbyer: endnu et søm i ligkisten for Udkantsdanmark. Lukkelov dræber landbutikker. Udkantsdanmark taber kampen om kvinderne. Udkantsdanmark bliver igen dømt ude. Sådan skriver de danske medier om den del af Danmark, som også kaldes ”Den rådne banan”: området, som strækker sig fra Skagen i Nordjylland ned over den jyske vestkyst, til dele af Sønderjylland og videre herfra over de fynske øer til Lolland og Bornholm. Der tegner sig et billede af et Danmark, som er splittet mellem vækst og udvikling i den østjyske ”Fede Pølse”, København og Whiskeybæltet – og afvikling, affolkning og fattigdom i Den Rådne Banan.

Afvikling

Det er da heller ikke hovedsageligt optimismen, som præger Udkantsdanmark: skoler, seminarier og sygehuse lukker, virksomheder må dreje nøglen om eller flytte produktionen til udlandet, og de veluddannede må nødvendigvis rykke ind til byerne, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at finde et arbejde. Kommunerne sender ’de sociale nomader’ til de fattige udkantskommuner, hvor huspriserne er billige, og som konsekvens heraf fylder ressourcesvage familier mere og mere i Udkantsdanmark. Desuden har mange udkantsdanskere lang transporttid til f.eks. skoler og sygehuse, og velfærdsydelserne er derfor begrænsede. Der er tale om en ond cirkel, som er svær at bryde.

Udvikling

Der er iværksat en række udviklingsprojekter, som har til formål at skabe vækst i Danmarks yderområder. ”Mulighedernes Land” og ”Blomstrende Landsby” er eksempler på sådanne, og de fokuserer på, hvordan man kan udnytte

bananen.indd 1

stedernes potentiale og lokke turister med landlig idyl, frisk luft og ’gendigtede fortællinger og traditioner’. Projekterne baserer deres processer på, at ’ildsjæle’ i landsbyerne kan og vil stå i spidsen for udviklingen, således at projekterne er ’lokalt forankrede’. Projekterne er i øvrigt styret af konsulentvirksomheder med hovedsæde i København.

De helt almindelige mennesker

Der er mange interessante antropologiske aspekter af denne spænding mellem forskellige forestillinger om Udkantsdanmark, og det er især interessant at se på, hvordan positive og især negative narrativer udvikles og reproduceres i medierne. Men det, vi mener er allervigtigst, er et fokus på de helt almindelige mennesker, som lever helt almindelige liv i Danmarks yderområder. De er nemlig fuldstændigt ikke-tilstedeværende i de forskellige repræsentationer, hvor det kommer til at virke, som om Udkantsdanmark udelukkende er befolket af narkomaner, deres hunde – og så ildsjælene. For på landet – der gider man da ikke bo, hvis man er helt almindelig?

Hvem skal tage ansvar?

Imidlertid er svaret, at jo, det gider man faktisk godt. Selvom det kan være svært at forstå, så er der faktisk nogen, for hvem lave huspriser, masser af plads og luft, vandudsigt, landsbymiljø og stilhed er at foretrække – og så kan man endda se stjerner på himlen fra tid til anden. Befolkningen i landområderne er ikke nødvendigvis interesseret i at skulle bruge halvdelen af deres liv på at være ’ildsjæle’ og kæmpe for at bevare deres egn; måske vil de hellere bruge deres tid på facebook, i haven, på arbejdet eller sammen med deres børn. Ligesom den del af den danske befolkning, som har bosat sig i de store byer og derfor ikke bliver afkrævet vilje og lyst til at være ’ildsjæle’. Det er, som om det nyliberalistiske projekt om at lægge ansvar ud på individerne her ses i udstrakt

form: Hvis befolkningen i landområderne vil bevare de steder, som er hjem for dem, må de nødvendigvis selv kæmpe for det. Ellers kan de bare flytte i en dyr 2-værelses i en storby.

Udflytning

Man kunne argumentere for, at ’det er sådan udviklingen går’, og at processen blot er et produkt af sin tid. På den anden side må man have for øje, at skævvridningen af Danmark har mærkbare konsekvenser for de, som faktisk ønsker at bo og leve andre steder end i Århus eller København. Men hvad skal man da stille op? Alle arbejdspladserne er jo i de store byer? Jo, man kunne f.eks. kigge på den succes, det var at flytte SKAT til Ringkøbing. Og man kunne overveje, om andre institutioner og styrelser med fordel kunne flyttes til andre dele af Udkantsdanmark. På den måde ville de ressourcestærke og veluddannede blive spredt ud i landet, skolerne ville blive fyldt op med deres børn, grundlaget for at drive forretning i de mindre byer ville forbedres og alle danskere ville få mere jævnt del i velfærden.

Et antropologisk projekt?

Tendensen til at overse praksis springer i øjnene på folk med antropologiske tilbøjeligheder. Både medier og udviklingsprojekter stigmatiserer Udkantsdanmark som enten et gråt og trist sted, man burde lukke ned snarest, eller et sted med gyldne kornmarker og mennesker med blomster i håret og evigt overskud til at engagere sig i projektarbejde. Dette skal hermed være en opfordring til, at antropologer retter blikket mod helt almindeligt levet liv i Danmarks landområder, med de børnefødselsdage, leverpostejsmadder, håndboldstævner og fredag aftner foran fjerneren, som det indebærer. På den måde er det måske muligt at flytte fokus i den offentlige debat og på sigt slå et slag for lighed i Danmarks velfærd.d Links: www.mulighedernesland.dk www.blomstrendelandsby.dk www.dr.dk/tema/banan/index.htm

11-04-2010 11:00:30


28

LIMINALT

Gør noget du ikke har lyst til - Mark spiser suppe

Som antropologstuderende er jeg ved at være vant til at kaste mig ud på dybt vand og opleve nye dele af verden med åbne øjne. I en uge stod jeg mere modløs end Malinowski på en strand, overfor en uge med stærk grøntsagssuppe og en mangel på hverdagens kulinariske glæder. Kære læser, i denne omgang af ”gør noget du ikke har lyst til” skal du se hvad der sker, når en antropolog går på Suppeforbrændingskur. Af: Mark Nikolajsen, 8. semester. Prolog

Jeg hørte engang en coach s(kr)ige, at man for at udvikle sig som menneske måtte udfordre sig selv og træde ud af sin komfortzone, hvilket han skamløst udnyttede til at få Mads Brügger til at sluge ild i det herlige program vi kender som Aftenshowet. Dette er min beretning om en tur ud af min komfortzone, en beretning om hvordan det er at gøre noget, jeg ikke har lyst til og om glæden ved aldrig at skulle gøre det igen. KUR! Ordene skærer i mine ører. Der er noget særligt irriterende ved den asketiske idé, med dens mange tilbud om at blive slank på et par dage eller lige at få renset systemet med en god olie. Jeg mener bestemt, at man bør spise sundt og tage sin kost seriøst, men som i alle andre dele af livet bør man stoppe, inden fanatismen kaster skygger over projektet. Folk er selvfølgelig frie til at snuppe et par uger med hvidkål, hvis de har lyst - det blander jeg mig ikke i - jeg er bare selv mere tilhænger af en generel sund kost. Men, projektet er i gang, og jeg ofrer selvfølgelig gerne min krop og mine idealer for at få lidt opmærksomhed omkring bladet. Det er overraskende nemt at finde en kur på nettet, og jeg finder hurtigt en, der har det hele, og som åbenbart er udtænkt af en rigtig læge. Med løfte om et vægttab på minimum 5 kg., en renere krop og meget mere energi hopper jeg på en kur, der har flere navne, men bedst er kendt som ”5 kg. Kuren” eller ”Suppe forbrændingskur”. Det betyder, at jeg i en uge skal leve på en basis af en stærk grøntsagssuppe, hvor der dagligt er indlagt lidt ekstra mad, eller på kursprog, ”små belønninger”.

Dag 1

Det er ikke ligefrem antropologens grundige og strukturerede forberedelse, der skinner igennem på den første dag med kur. Jeg har selvfølgelig ikke fået købt ind til suppe, hvilket betyder, at morgenmaden i dag består af en læskende kop te, inden jeg bevæger mig ned i Netto for at foretage et overfald på deres grøntsagsafdeling, der ville få selv den mest hardcore veganer til at undre sig over, hvad der mon er på færde. Da jeg igen kommer hjem, begynder jeg med en forsigtig fem liters portion.

side 28 + 29.indd 2

Jeg er mildest talt på dødens rand, da jeg endelig er klar til den første skål suppe. En kop te er bare ikke det samme som to skåle havregryn. Derfor er der også stor tilfredsstillelse at spore i mit sind, da jeg kort efter har spist mig mæt i over halvdelen af de fem liter suppe. Suppen er slet ikke værst, og inden dagen er omme har jeg lavet portion nummer to. Denne gang med ti liter, så kan det være den kan holde lidt længere.

Dag 2

Det kan godt være, at jeg ikke må spise hverken frugt eller grøntsager ved siden af suppen i dag. Til gengæld har kurens elskværdige ophavsmand bestemt, at jeg må få en bagt kartoffel med smør! Suppen smager stadig lifligt, og jeg glæder mig i løbet af dagen til at spise den store frække kartoffel, der bare ligger hjemme i køleskabet og lokker ved siden af en uåbnet pakke smør. Det er også til min store glæde, at jeg om aftenen kan tune ind på DR 1 og se et afsnit af Ha’ Det Godt, mens jeg slubrer suppe i mig og luller mig ind i illusionen om, at denne kur kan rense mig for alle dårligdomme, og at jeg snart skal ha’ det godt.

Dag 3

Det er tredje dag, og indtil videre har det ikke været så hårdt at leve af kogte grøntsager. Det er dog en underlig følelse at spise skoldhed suppe kl. 6.30, mens man lige når at se lidt morgenfjernsyn, inden man skal af sted på arbejde. På arbejdet går det fint. Jeg må spise salat i dag, så jeg ripper salatbaren omkring frokost og drikker vand for resten. Da jeg kommer hjem, opdager jeg det mest frygtelige; jeg glemte at spise kartoflen i går, og nu er den forbudt! Dér ligger den knoldet og stadig rimelig frisk ved siden af smøret. Det er et hårdt slag. Det er blevet sværere og sværere at opnå en reel fornemmelse af at være mæt ved bare at spise suppen, så jeg kæmper mig gennem udkogte gulerødder, inden jeg går ud og laver mere suppe for at være klar til de næste dage i kuren.

Dag 4

Min krop er åbenbart på et stadie nu, hvor den virkelig gerne vil have kalium, så kuren befaler at jeg i dag skal drikke minimum en liter mælk og spise alle de bananer, jeg har lyst til. Jeg har selv

10-04-2010 20:07:12


LIMINALT

mistet det meste af min normale fornemmelse for, hvad min krop egentlig gerne vil have, så jeg følger blindt kuren. Der skal da heller ikke mange dråber mælk til, før end min krop danser indeni. Det er virkelig lækkert med noget andet væske end det fra suppen. Det lykkes mig at hive to liter mælk ned, antallet af bananer står hen i det uvisse, men det var en del. Suppen begynder virkelig at kede mig, og min krop virker heller ikke for begejstret. Jeg må kigge langt efter den ekstra energi, som kuren havde lovet skulle sætte ind i dag. Jeg er dog begyndt at tabe mig, og langt mere end jeg havde forventet.

Jeg vil give hele min samling af kapsler til satan bare for at få en rugbrødsmad bare en af dem med lidt leverpostej og en enkelt skive agurk Dag 5

Klatøjet tjekker jeg kurens guidelines for at se, om der måske skulle være en mulighed for at spise noget andet til morgenmad end suppe. Det er der desværre ikke. Til gengæld opdager jeg noget, der overbeviser mig om, at de første fire dage har været det hele værd. Faktisk er det så godt, at jeg er sikker på, at det her er det bedste jeg nogensinde har gjort. I dag er der kød på programmet, og masser af det. Jeg skal spise mindst 400 g. steak ved siden af dagens suppe. Da jeg sidst på eftermiddagen er klar til min aftensmad og sidder ved bordet med en stor skål frisklavet suppe, fire store tomater og to kæmpe peberbøffer, er jeg, for at bruge et hipt citat, nærmest lykkelig!

side 28 + 29.indd 1

29

Dag 6

Ain’t life just a PARTY – det er kød-dag igen, og jeg guffer den ene rib-eye steak efter den anden. Den manglende mæthed fra de tidligere dage er begyndt at komme tilbage, og jeg er næsten i mål med projektet. Det værste er dog, at jeg stadig skal spise masser af suppe. Jeg har på nuværende tidspunkt hældt over 20 liter gennem mit system. Mit energiniveau er lavt, og min tro på, at det faktisk virker at leve af suppe, er stadig ikke for god. Jeg håber, at det bliver bedre i morgen.

Dag 7

Det er den sidste dag med kur, og jeg er næsten fem kilo lettere end for en uge siden, hvilket også betyder, at jeg er temmelig overrasket. Morgenmadssuppen er nærmest umulig at få ned. Jeg savner mine havregryn og den daglige liter mælk. Jeg vil give hele min samling af kapsler til satan bare for at få en rugbrødsmad - bare en af dem med lidt leverpostej og en enkelt skive agurk. ”Quitters don’t win!”, siger jeg til mig selv, alt imens jeg sluprer i lækker suppevand. Det er samtidig tid til eftertanke og til at reflektere over projektet. Jeg har spist over 30 liter suppe på en uge og vejer fem kilo mindre. Var det virkelig det værd?

Epilog

I et tilbageblik var det sjovt at prøve en uge, hvor alt var anderledes; coachen fra Aftenshowet ville stolt klappe mig på skulderen og fortælle mig, at jeg nu er et større menneske med en bredere horisont. Mit svar til ham må være, at det tror jeg nu næppe. Til gengæld er jeg blevet en haj til at snitte grøntsager. Det er stadig et mysterium for mig, hvorfor nogle folk tror på disse kure frem for en mere generel og langsigtet livsstil med plads til andet end et skemalagt forhold til sin mad. Jeg behøver heller ikke et svar, jeg skal bare aldrig udsætte min egen krop for det igen. d

10-04-2010 20:07:37


30

LIMINALT

Antropologer i Job For mig er det en kæmpe deal og en rigtig god en af slagsen. Mit arbejde på Alexandra Instituttet giver mig ofte udfordringer og indblik i nye områder, og på den måde lærer jeg stadig noget nyt hele tiden. Det kan være trættende, men det meste af tiden er det nu utroligt sjovt og givende. Af: Johanne Mose Entwitle, cand.mag i Antropolog, Arbejder med forretningsforståelse på Alexandra Instituttet Jeg er uddannet fra Moesgård, hvor jeg blev færdig i efteråret 2008. Jeg skrev speciale om værdibaseret ledelse på Danfoss, med en hensigt om at få arbejde i det private erhvervsliv. Efter et desillusionerende udvekslingsophold med udviklingsstudier i Asien, havde jeg, i mit valg af specialeområde indenfor organisations – og arbejdsantropologi, forsøgt at afveje realisme og idealisme: Min forestilling var (og er sådan set stadig), at der ligger et kæmpe potentiale for at ændre verden til det bedre ved at arbejde med CSR og rettigheder i det private erhvervsliv. Så det private erhvervsliv

Der produceres mock-ups som en del af den brugerdrevne innovations proces

30 + 31.indd 2

måtte være lige noget for mig Så langt kom jeg nu aldrig. Inden jeg var færdig med mit speciale, fik jeg et job på Alexandra Instituttet, hvor det med at ændre verden til det bedre fik en ny dimension: nemlig nedsætning af CO2udslip. Alexandra Instituttet er nu så tæt på det private erhvervsliv, som det kommer, uden rigtigt at være det alligevel. Alexandra Instituttet er en almennyttig virksomhed, der arbejder med anvendelsesorienteret it-forskning. Vi har fokus på pervasive computing og vi aktiverer vores medlemmers og kunders udviklingspotentiale via forskningsbaseret innovation. Som de fleste nok har regnet ud, er pervasive computing ikke lige min kernekompetence. Jeg arbejder derimod med brugerinddragelse og brugerdreven innovation. Mere specifikt; brugerdreven innovation i forbindelse med udviklingen af en energistyringsenhed til private hjem. Denne energistyringsenhed skal gøre det relevant og muligt for private brugere at monitorere og regulere deres energiforbrug. Formålet er selvfølgelig at nedsætte eller flytte folks energiforbrug og dermed nedsætte CO2-udslippet. Projektet hedder ’Minimum Configuration Home Automation’ og er støttet af Erhvervs- og Byggestyrelsen. Projektets partnere er udover Alexandra Instituttet, Ingeniørhøjskolen i Århus, Velfac, Develco og Seluxit. I projektet arbejder vi med at

udvikle nye metoder til brugerdreven innovation (BDI). Med andre ord; nye metoder til hvordan man kan inddrage brugerne i udviklingen af en sådan energistyringsenhed. Rationalet er, at inddragelse af brugere vil medføre en smartere, bedre tilpasset og gennemtænkt løsning, som folk rent faktisk kan finde ud af at bruge og ikke mindst finder relevant at bruge.

Min forestilling var (og er sådan set stadig), at der ligger et kæmpe potentiale for at ændre verden til det bedre ved at arbejde med CSR og rettigheder i det private erhvervsliv. Når vi taler om BDI, mener vi tæt inddragelse af brugeren i alle udviklingens faser. Dvs. at vi i udgangspunktet inddrager brugere for at afdække den sociale kontekst, som vores energistyringsenhed skal indgå i. Dette gøres igennem interviews, observationer og cultural probes. Vores cultural probes er en form for opgavepakker, hvor vi beder udvalgte brugere skrive dagbog, tegne deres brug af deres hjem på grundplaner over deres hjem, tage fotos osv. Det er

11-04-2010 22:47:56


LIMINALT

31

What’s the big deal? mit ansvar, at udføre brugerstudierne, samt dokumentere og konkludere på dem. Det har jeg blandt andet gjort i brugerguiden: ’energiforbrug i hjemmet’, som man kan downloade på vores hjemme side: www. iha.dk/homeautomation. Herefter inddrages brugerne i workshops, hvor de idé-udvikler sammen med udviklerne og laver såkaldte mock-ups, som er en prototype lavet af papir, pap, ler, flamingo osv. Efterfølgende inddrages nye bruger i afprøvning af mock-ups i deres hjem, ligesom nogle også deltager i det vi kalder ’Flashworkshops’. Her afprøver brugere en prototype af vores brugerinterface til energistyringsenheden, udviklet i flash. Grunden til at den er lavet i flash og ikke i rigtig kode, er at det ville være utrolig ressource-krævende at kode og omkode det rigtige system. I vores flash-workshops simulerer vi således bare, at systemet kan udføre de ting, som brugerne vælger i brugerinterfacet. Min rolle er at planlægge, facilitere, dokumentere og evaluere disse forskellige workshops, ligesom det er mit ansvar at sørge for, at resultater og viden fra workshops bliver brugt videre i projektet.

laver jeg hvert kvartal observationer og interviews, og resultaterne herfra indgår i en større kvalitativ og kvantitativ evaluering af boligen og brugernes oplevelse af den. I forbindelse med projektet holder jeg en del oplæg, hvor jeg formidler viden om vores metoder, resultater af brugerundersøgelsen og mit arbejde. Samtidig tager jeg mig engang imellem også tid til at skrive nogle mere akademiske artikler om BDI, brugerinddragelsesmetoder og viden om brugerne. Det synes jeg er fantastisk at have tid til, og jeg tror netop, at det er denne balance mellem at have både strategiske, planlæggende, udførende, evaluerende og akademiske opgaver som

gør, at jeg elsker mit job så meget som jeg gør. Dét og så mine fantastiske kolleger selvfølgelig.

Jeg tror netop, at det er denne balance mellem at have både strategiske, planlæggende, udførende, evaluerende og akademiske opgaver som gør, at jeg elsker mit job

Et eksempel på denne type forløb er udviklingen af en applikation til en vaskemaskine, som man kan læse mere om på vores hjemmeside www.iha.dk/ homeautomation. Herinde kan man også læse mere om projektet. En anden del af projektet består i at lave brugerundersøgelser i Velfacs ’Bolig For Livet’, som er et energiplus hus. Her

30 + 31.indd 1

Brugerne inddrages i udviklingsforløbet for at afdække den sociale kontekst som det færdige produkt skal indgå i

11-04-2010 22:48:31


32

MOSEBRYG

Hvad er moderne blandt antropologistuderende lige nu? ”Jeg står i en proppet bus 6 til Moesgård. Der snakkes som kun antropologer kan snakke. Mine ører er så store som tekopper. Jeg hører det samme ord igen og igen”. Jeg sniger mig langs kontorgangen - falder i ét med tapet. Helle Grunnet kommer forbi. Jeg begynder at stille en masse spørgsmål og giver mig til at græde. Hun ser hun på mig, som om jeg blot var endnu en forvirret studerende. Hun går videre. Min identitet forbliver hemmelig”. ”Jeg lister mig langs kontorerne. Og her, med øre så store som rundetårn, hører jeg, at snakken falder på det samme emne. Det kan ikke være tilfældigt. Det er moden, der sætter sit fodspor i samtaler både blandt såvel antropologistuderende som ansatte. Hvad er det så, de alle taler om? Det er STUDENTERMEDBESTEMMELSE, så moderne, så oppe i tiden!! Men hvad gør du, når du ingenting ved om dette alt for hippe emne? Der er hjælp at hente.” Følg denne guide, og det vil blive din vej til stjernerne!

Personer du bare MÅ kende

Emner der giver total meget social kapital ”House”

Jens Seeberg

’Chefen’ på antropologi - det er bl.a. ham, der er med til at lave studieordningerne. OBS! For at virke mere nede med de fede er her lidt personlig info om Jens: Jens drikker sin kaffe med mælk og har derfor dedikeret en hel arkivskuffe på sit kontor til små mælkedimser.

Mie Lynggaard Nielsen, 4. sem.

Din studenternævnsrepræsentant fra feb. 2010 til jan. 2011. Mie blev i nov. 2009 valgt ind ved fredsvalg = hun var den eneste, der stillede op… For at Mie kan repræsentere alle studerende, har hun bl.a. fagrådet (råd kun for antro-elever - ligesom elevrådet i folkeskolen) at diskutere sagerne med. OBS! Mie vil også meget gerne høre fra DIG! Så hvis der er noget, du er utilfreds med eller gerne vil vide, så skriv! Det er ikke sikkert, hun kan lave om på det, men hun svarer altid. Og nå ja, så er der engang et lille dyr af ukendt afrikansk herkomst, der har lagt æg i hendes tå…

Amalie fra Paradise

Der er ikke noget at gøre. Paradiseinformation er og bliver hipt!

TV-serie om meget usympatisk læge. Populært samtaleemne blandt VIP’erne (VIdenskabeligt Personale) – spørg ikke hvorfor, moden følger ikke logik.

Studium Generale

Vidste du, at Ole Høiris nu skal til at undervise i studium generale? SG-faget skal laves helt om, hvorfor der er blevet oprettet et helt udvalg. Din studenterrepræsentant i dette udvalg er Morten Frederiksen, 4. sem. (sidste års studienævnsrepræsentant).

OBS! Vidste du at, der bl.a. udarbejdet på baggrund af de sidste års evalueringer er blevet lavet nye studieordninger? De antropologistuderende, der skal starte til sommer, skal fx have et tværfagligt HUM-fag i stedet for regionalt tema 2, og analyseeksamen er blevet lavet om til 2 uger.

Rane Willerslev

Hvis det ikke er populært på antropologi at kunne overleve i vildmarken, så…

Fagrådets opslagstavle

Ved trappen op til aud. 4. Det er her studienævnsrepræsentanten og fagrådet skriver, hvad der rører sig. OBS! Denne oplagstavle gør det for din popularitet, som ”Vi unge” eller ”Wendy” gjorde for et par år siden.

32 + 33.indd 2

10-04-2010 20:02:17


MOSEBRYG

Mega hippe ord

Studienævnet på AAL

Fælles råd for instituttet dvs. de tre arkæologifag, lingvistik og så os. I rådet sidder bl.a. de 5 fagledere og 5 studenterrepræsentanter, én fra hvert fag. OBS! Denne valgperiodes indledende møde i februar startede med, at alle stod op og sang. At kunne teksten til ”Sneflokke kommer vrimlende” er derfor = total street cred!

Teologisk fredagsbar

Hvorfor præster er så lækre og gode til at feste vides ikke. Men faktum er: teologer har det bare sjovere. Og hvis der er noget, der bare er MEEEGA moderne, så er det at gøre, som man har lyst til, have det sjovt og være glad!!!

Rektor: (chef) Lauritz B. Holm Jensen

Dekan: (chef for HUM) Bodil Due

Institutleder: Bjarke Paarup

33

Ansøgning til studienævnet

Når du fx skal søge om at få udsat din eksamen pga. sygdom, om at gå til formidlingseksamen, før du har bestået analyse osv., skal du søge studienævnet om det. Hver eller hver anden uge mødes din studienævnsrepræsentant, din fagleder og den meget erfarne studienævnssekretær Anne-Mette Christensen (hende der har kontor over for Grunnet) og vurderer ud fra studieordningen og div. regler fra ministeriet, om din ansøgning skal godkendes eller afvises.

Au’s bestyrelse

uni Sådan ver site er DI t op T byg get

Rektorat

Humanistisk fakultet Institut for antropologi, lingvistik & 3 x arkæologi

9 ‘fakulteter’ i alt (fx Samfundsvidenskabelig fakultet)

7 institutter i alt (fx Nordisk institut)

(AAL)

Antropologis fagleder: Jens Seeberg

Studienævn for AAL

Studienævnsrepræsentant: Mie Lynggaard Nielsen (4.sem.)

Studerende: fx

32 + 33.indd 1

dig! og din

Ling. Fark.

Mark. Klark.

Fagrådet

ANTRO

10-04-2010 20:02:41


34

MOESEBRYG

Julefrokost på Galeanstalten Vi havde egentligt det samme udgangspunkt som cirka 1000 x-faktordeltagere. Alligevel endte vi til julefrokost på en galeanstalt i Vejers. Udgangspunktet var Århus Musikhus, mens indgangspunktet viste sig at være et ord, der ikke findes i ordbogen, medmindre man er mytoman, for hvem alt er muligt, men det vender jeg tilbage til... Først skal det handle om, hvordan en enkelt weekend vendte op og ned på alt – selv på pølsen inde i Asgers mave. Af: Laura Nyhus Kirk, 2. semester Uddrag fra feltdagbog (metode: rollespil)

Dolph, som er fed og blå i hovedet, slår Sidney Lee med en kølle, mens Joan Ørting viser smidige sex-stillinger til Mathilde, som stammer, fordi Peter Lundin tager en ekstra øl i reciprocitetsbaren, hvor Hans Jakob sætter endnu et kryds og beholder den gule førertrøje, mens Bugge går i spagat i forsøget på at vinde det lilla tylskørt, som Maja lige har vundet i vejrmøllestaffet mod Anne, som lige før vandt det i mælkekartons-opsugning-fra-gulvetmed-munden-konkurrence, hvorefter det ender hos Hanna, som er bedst til at spise lagkage i modsætning til Asger, som ikke vinder tylskørtet, men derimod puhatten, fordi han formår at ørle en hel pølse ud på gulvet lige foran øjnene på en jublende Ole Henriksen, der ligesom Anna David synes, at Kristoffer var herreklam, da han rullede sig i lort tidligere på dagen. Men det var også efter, at der var nogen som spiste kagemanden og Ole Høiris’ tissemand...

Det gik alt sammen ganske fint… Men det var også før vi hørte om puhatten, førertrøjen, reciprocitetsbaren og tylskørtet.

hyttetur.indd 2

Set i bakspejlet

...skulle vi måske ikke have blandet øl ind i vores første feltarbejde? Det begyndte ellers stille og roligt. Vi drak en øl og speed-datede hinanden i bussen. Det gik alt sammen ganske fint… Men det var også før vi hørte om puhatten, førertrøjen, reciprocitetsbaren og tylskørtet. Det var før Michael tildelte os alle en rolle, som gjorde socialiseringen lidt mere interessant. Det var før Maja, som har været på guideskole og derfor ved hvordan man taler i en bus-mikrofon, ofrede sin stemme i en overgangsrite til den mærkelige religion kaldet ”hyttetur”. En religion, der kan defineres som 1) et system af øl og antropologer der skaber 2) sig og laver stærke og varige stemninger og motivationer til 3) at speed-date hinanden og 4) iklæde sig roller i sådan en aura af faktualitet, 5) at disse stemninger og motivationer virker unikt realistiske.

Set i bakspejlet

...skulle vi måske ikke have valgt metoden rollespil for at komme denne religion nærmere? For hvordan praktiserer man at spille en mytoman, der gerne vil score en kvindelig udgave af Sidney Lee, uden at de andre antropologer tror, at man er en lystløgner, som er til høje piger med bandana og skæg? Hvordan finder man ud af, om Rikke er nymfoman, om Maja har bulimi

11/04/10 15.14


MOESEBRYG

35

...hvordan praktiserer man at spille en mytoman, der gerne vil score en kvindelig udgave af Sidney Lee, uden at de andre antropologer tror, at man er en lystløgner, som er til høje piger med bandana og skæg? og om Amalie er ludoman? Hvordan ved man, om Hanna i virkeligheden er damen inde i Pia K, og om Kasper er kleptoman eller bare godt kan lide at stjæle parykker og freestyle sig ud af kniben? Og hvad med hende den færøske pige? Er hun mon skizofren (ligesom hende der tror, at hun er en latterklub), og kan Maries medicinshots overhovedet helbrede nogen? Med andre ord, hvis alle spiller en rolle, hvordan lærer man så hinanden at kende?

Set i sidespejlet - et helt nyt perspek-

Set i bakspejlet

TAK for en rigtig god weekend!d

tiv - hvorfor så vente på Remee? For når enden er god og pølsen er hel, så er alting jo godt. Ikke mindst ude hos de gale folk i Vejers! Vi skyllede muligvis vores eneste x-faktorchance ud i toilettet, men til gengæld fik vi vist vores festligste talenter udi rollespillets kunst og jeg lyver ikke (længere) når jeg siger, at vi alle endte med at konvertere til ”hyttetur”!

...skulle man nok ikke være hoppet på bussen, men bare være blevet på toilettet i Musikhuset. I hvert fald hvis man ikke er til rollespil og øl. Så kunne man måske også have mødt ham der Remee. Hvis ellers de kendte nogensinde tisser?

hyttetur.indd 1

11/04/10 15.13


36

MOESEBRYG

Hyttetur vol. 2 Af: Siff Monrad Langkilde, 4. semester. Det kan være svært at være nummer to, det ved alle. At være nummer to, fordi etteren var så stor en succes, at det enstemmigt blev besluttet, at der skulle komme en efterfølger, gør det bestemt ikke nemmere. Præstationsangst kaldes det vist. Når resultatet alligevel bliver ovenud vellykket skyldes det fremragende arrangører, fantastiske deltagere og – nåh ja – en hytte, en tønde og et læs bajer.

Opskrift på fremragende hyttetur

Først finder man en hytte med et passende navn. Olufsborg ligger for eksempel godt på tungen. Hytten skal ligge så langt væk, at man føler sig isoleret fra omverdenen og glemmer alt om eksame-ner og læsning, men samtidig skal den ligge så tæt på, at man kan tage rutebilen og trave så langt med fuld oppakning, at man lige nøjagtigt kan holde sig oprejst, når man når frem. Derefter tilsætter man 10 håndfulde festlige damer, en enkelt håndfuld sjove fyre, 50 rammer øl, lidt stroh rom og en masse festglæde. Hvis man vil krydre den lidt ekstra, kan man slippe en morder løs. Én, der tilintet-gør flittige studerende ved hjælp af hårnåle i køleskabet, soveposer på toilettet og sokker under bor-det, og i stedet gør plads til Johnny Depp og Svampe Bob, en tampon, et par påfugle, Rødhætte og Ulven, en bolle i karry, Pippi

s36+37.indd 2

11-04-2010 11:05:08


MOESEBRYG

37

Langstrømpe, Sorte Per, Skipperlabskovs, en fisker med en lugtende dåse og mange andre prominente gæster. Når der har været gang i hytten i tilpas lang tid, laver man natmad over bål, går tur på Horsens Fjord, maler en tønde, bager fastelavnsboller og danser og stomper i køkkenet. Derefter er der grundlag for fest – et ordentligt kalas. Når festen starter, skal man slå katten og De Unge Mødres ”afkom” af tønden, drikke om kap, spise karameller, synge falsk og danse breakdance. Sidstnævnte skal helst give blå hager. Når alle er trætte, er det på tide at tage hjem. Derfor laver man en auktion på resterne. Det kan være pebermix, sovs, rødvinsslatter og en a cappella version af Your Song, der sælges til højeste bud. Inden man forlader hytten, er det vigtigt at huske, at det er synd at fodre vildkatten (og ninjaen), når det ikke gøres kontinuerligt. Derfor er det vigtigt at vende tilbage og fodre – og ikke mindst at holde en hyttetur vol. 3.d

Fotografer: Stine Bigum Pedersen, Kirstine S. Hansen, Lea Rebecca Thyregod Halkier

s36+37.indd 1

11-04-2010 11:05:16


38

MOESEBRYG

GUNS, GIRLS & GANGSTERS Af hensyn til reporternes sikkerhed har Informanten valgt at holde dem anonyme.

I underste etage hænger en tung duft af parfume over Stakladens Red Light District (aka. pigetoilettet). På vej ind i hulen hører vi (de hemmelige reporterer) en dyb mandsstemme "Je vouz dres une mad' mo' Zelle", og da vi bevæger os rundt i denne kvindedominerede verden, hører vi udsagn som bevidner om, hvordan kærlighed, konspirationer og kristendom optager disse femme fatales:

”Ibens gun er blevet væk i hendes bukser” ”Jeg håber du er på din jernhest”

Endnu en gang har Kaiko været bagmanden for et af årets vildeste fester. I 1920'ernes tegn blev Stakladen fyldt med sort/hvide suits, pistoler, elegante kjoler, fjerboaer og pailletter, og der blev i bedste gangsterstil drukket, røget og ikke mindst stjålet, horet og battlet. Mafiaer med hemmelige, vigtige og hurtige missioner var på spil - man vidste aldrig, hvornår man blevet stukket i ryggen. At være reporter i så belastet et gangster miljø er en yderst farlig affære, således har vi (de hemmelige reporterer), udstyret med diktafon og notesbog, været nødsaget til på uetisk vis at arbejde undercover. Her vil vi (de hemmelige reporterer) lade informanternes udtalelser beskrive antropologiens feminine og maskuline underverden.

s38+39.indd 2

”Jeg synes, det er for dååårligt, at der ikke er lys på toilettet, når man skal kunne se hvad man laver.” ”Festudvalget er et stort teamwork! Det hele er lavet på kærlighed.” ”Det her er et cigaretrør, ikke en tryllestav! Jeg er ikke Harry Potter-wannabe.” ”En rigtig gangster har ikke sin egen gun med.... Hun stjæler den!” ”Jesus har frelst mig, derfor er jeg glad idag, Jesus har frelst mig, derfor er jeg glad!” ”De kvindelige mænd er bedre end de mandlige mænd.” I en anden afkrog af Stakladens territorium finder vi (de hemmelige reporterer) de cigar- og mistralelskende gangstere dækket af et tæppe af røg og en iskold atmosfære. Her bliver vi tippet om et afgørende opgør mellem to af branchens hårdeste bananer. "Gå væk!" bliver der råbt til os, mens vi nærmer os fejden. Andre frygtindgydende tilråb, som "PUHAT!" og "Vi vil ha' mad, vi vil ha' mad! La' mig gi' dig en flad" burde have advaret os om den farlige færd vi begav os ud på, men også et råd fulgte med på vejen: "Benyt dig af din intuition" som gav os modet til at fortsætte og evnen til at overleve i gangsterverdenens allerfarligste hood. Da vi nærmer os det mest skumle hjørne af rygernes hemmeligste mødested bliver tippet bekræftet – pludselig er

vi vidner til en sindsoprivende strid mellem to af de verbalt mest skudsikre mafiabosser. Det lykkes os (de hemmelige reporterer) med livet som indsats at opsnuse brudstykker af de knivskarpe vendinger og dræbende ord: Gangsta'boss 1: "Når det kommer til den der hestesport, B**** slår helt sikkert den fucking rekord for, han sidder rimelig tight i den der fucking sadel, hey, hvem fanden har givet ham en fucking dadel. yeah!" Gangsta'boss 2: "Lad mig sige noget, jeg stikker dig de verbale flade, du efterhånden har en forventning om at jeg ska' rap om roulade, men det er min yndlingsspisning, lad mig give dig en tilsvining, yo fuck det der, det er direkte løgn, jeg bevæger mig på samme niveau som den gale pose og malk de koijn, jeg lægger dig ned på en madras - jeg har den vildeste Has', du har hjemme i en tønde og jeg har hjemme i et tårn, du er fucking Gimli og det er mig der er Aragorn... yo du har en flot krop, men jeg har det flotteste ansigt..." Barske løjer!! Inden vi hurtigt og ubemærket forsvinder fra gerningsstedet, når vi (de hemmelige reporterer), at fange et blik af det voldsomme opgør som udvikler sig fra mundtlige overgreb til fysisk håndgemæng (se billedet fra det tophemmelige overvågningskamera). Udfaldet af den hede kamp er dog stadig uvist, da vi (de hemmelige reporterer) af sikkerhedsmæssige årsager, måtte forlade området. Hvordan resten af aftenen forløb, kan I selv vurdere ud fra billederne (taget med det tophemmelige overvågningskamera).d

10-04-2010 14:48:51


MOESEBRYG

39

MEDDELELSER FRA FAGLEDER: Om ny studieordninger for BA-uddannelsen, forslag til ændring af kandidatuddannelsen og udbygningsplaner.

Kære antropologistuderende Som I allerede vil have mærket ved semesterstart er timetallet øget på langt de fleste kurser. Det er i høj grad Jer, der skal bruge den ekstra undervisningstid som aktiv ’dialog-tid’, og på den måde øge Jeres input til undervisningen og dermed også øge det kollektive læringsudbytte på holdet. Som Fagleder har jeg i øvrigt – sammen med studenterrepræsentant i Studienævnet Mie Lyngaard Nielsen og Studieadministrator Merethe Haugaard – været optaget af at udvikle den ny studieordning for BA-uddannelsen i antropologi & etnografi samt for Tilvalg i antropologi & etnograf og Tilvalg i sociologi. I revisionen af uddannelserne er der i høj grad taget højde for input, som er kommet fra de studerende både i kraft af breve til mig og på baggrund af evalueringerne. De nye uddannelser vil snart være indtastet og synlige på AUs hjemmeside, men jeg kan her løfte sløret for nogle af tiltagene: På introduktionsforløbet kommer ’Professors on Parade’, hvor fastansatte hver giver en forelæsning, så nye studerende dels får en bredere indføring i faget, dels lærer underviserne bedre at kende fra starten. Historisk og Global Perspektivering flyttes til 1 semester og bliver til ’Aktuelle Temaer’, hvor en række af de klassiske tekster der gennemgås på introduktionsforløbet vil blive perspektivering i lyset af aktuelle samfundsproblemer. Studium Generale vil fremover blive varetaget af undervisere fra AAL for at sikre bedre indholdskoordination i forhold til andre kurser, og det vil ligge på 2. semester. Der etableres et såkaldt HUM FAG på 3. semester, som er en slags valgfag, hvor man kan vælge mellem alle udbud på fakultetet. På grundfagets 4. semester kommer et nyt forløb, ’Antropologi i Praksis’, som vil have fokus på antropologisk praksis i forskellige sammenhænge og bl.a. vil diskutere etiske problemstillinger i den forbindelse. Her vil kandidatlinjerne også blive introduceret. Disse ændringer har dog ikke indflydelse på forløbet for studerende, der allerede er i gang med studiet. De gælder som hovedregel kun for studerende som starter i efteråret 2010. Èn ændring gælder dog for alle studerende på grundfag i antropologi, nemlig at bachelorprojektet fra efteråret 2010 skal skrives på 5. semester og er en del af grundfaget. I den forbindelse er der sket den justering af studieordningen, at der er åbnet op for, at man kan lave et lille feltprojekt, som man kan bruge som case eller illustration i sit projekt. Men det er ikke et krav (dvs. det trækker ikke i sig selv bedømmelsen hverken op eller ned at gøre det). På tilvalg bliver den største ændring fremover, at bachelorprojektet ikke indgår. Tilvalgsuddannelserne I antropologi & etnografi samt sociologi vil dog fortsat give adgang til kandidatuddannelsen i antropologi. En væsentlig ændring på tilvalg i antropologi & etnografi bliver, at metode og analyse integreres og bliver ét sammenhængende forløb.

s38+39.indd 1

Som sagt vil det overvejende berøre fremtidige studerende. Når jeg alligevel opregner alle disse ændringer, sker det også for at illustrere, at studerendes input vedrørende de enkelte kurser og den samlede struktur – både i form af evalueringer og på anden vis – faktisk bliver hørt og fører til justeringer og forbedringer af uddannelsen. Når bachelor-revisionerne er fuldt gennemført, kommer turen til kandidatuddannelsen, herunder de forskellige linjer; jeg vil derfor bruge lejligheden til at bede alle, både BA-studerende som påtænker at fortsætte med kandidatuddannelsen og nuværende KA-studerende, om at sende mig gode ideer og forslag til forbedringer. Jeg kan ikke love at alle forslag gennemføres – de ressourcemæssige og koordinationsmæssige rammer indebærer selvfølgelig en række begrænsninger – men jeg kan love at alle forslag vil indgå i arbejdet. Send dit forslag til mig eller til din studenterrepræsentant Mie Lyngaard Nielsen – eller brug Fagudvalget som et første forum til at diskutere ideerne. Husk i øvrigt at følge med i strukturændringerne på universitetet – det Humanistiske Fakultet vil komme til at se meget anderledes ud i fremtiden!

Jens Seeberg Fagleder PS – jeg har lovet at holde Jer ajour i forhold til udbygningsplanerne, men lige nu er der ikke så meget nyt; det er uafklaret, om der skal bygges til eller bygges om, og hvad de økonomiske og praktiske konsekvenser er.

4/1/2010 7:06:34 PM


40

LIMINALT - reklamesider

HUMBUG

- HUManistisk BarUdvalgsGruppe Har du nogensinde undret dig over, hvad HUMBUG egentligt er for noget, og hvad søren det foretager sig? Så er det heldigt, at du lige har slået øjnene ned på denne artikel om HUMBUG: festudvalget for hele det fantastiske Humaniora! HUMBUG er et relativt nyt festudvalg, der blev oprettet i oktober 2007 af repræsentanter fra 7 humanistiske fest- og barforeninger. Vores vision er at samle humanister i et fællesskab, og metoden vi bruger er fest og farver. Dermed menes det også, at vi ikke arbejder med sager af politisk karakter, hvilket er HUMrådets område. Til gengæld sætter vi hårdt ind på det sociale område; vi arrangerer humanistiske barer og fester, hvor vi håber, at så mange humanister som muligt kan mødes og diskutere fagligt relevante emner, såvel som hvad end der ellers kunne falde en humanist ind. HUMBUG har repræsentanter på alle Humanioras institutter på Århus Universitet. Her på Antropologi er Leon Aahave Uhd, Asger Linnet Jessen og undertegnede jeres repræsentanter. Vi sørger for, at alle I antro’er får information om, hvornår der holdes fest, bar eller andre arrangementer i HUMBUG, og hvad arrangementet går ud på. Det næste store arrangement, vi deltager i, er Kapsejladsen i Unisøen. I Kapsejladsen deltager hele Århus Universitet, og det er det medicinske festudvalg UMBI, der arrangerer dette. Til Kapsejladsen vil I ikke kun møde os fra HUMBUG, men også alle andre fakulteters festudvalg, der vil dyste i et hårdtslående drukspil, som er hele festens højdepunkt. Vi håber at se jer alle – vi er trods alt til for at samle humanister i løjer og fantasi.

For yderligere informantion: www.humbug-au.dk kontakt: Kathrine Stampe

Antropologisk Filmforum Kan man formidle et budskab visuelt udelukkende via manipulation med klipning, montage, hastighed og lyd? Hvilken rolle spiller afsenderens/filmholdets tilstedeværelse? Er der tale om budskab eller dokumentation? Det er eksempler på spørgsmål, vi arbejder med, når vi mødes i Antropologisk Filmforum.

Antropologisk Filmforum er et åbent forum for alle, der ønsker at udforske filmmediets endeløse muligheder. Vi skal se forskellige bud herpå, lytte til oplæg og debattere. Alle, der har noget at byde ind med eller bare har lyst til at se smukke og tankevækkende film, er velkomne – også ikke (antropologi) studerende. Arrangementerne annonceres på FC, når vi har fundet godt materiale.

For yderligere information:

Lene Skytte eller Pernille Blaabjerg Mathiasen leneskytte@hotmail.com pernille-bm@hotmail.com

s40+41.indd 2

4/1/2010 3:29:03 PM


LIMINALT - reklamesider

41

Kom med i Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsnetværk i Århus Har du lyst til at gøre en forskel for verdens fattige – samtidig med at du lærer noget om udviklingsarbejde i den tredje verden og hygger dig med nogle spændende mennesker? Så kom med i Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsnetværk. Vores formål er at lave kampagner og events, der påvirker den danske befolkning og politikerne til at opprioritere hjælp til verdens fattige. I Århus er vi cirka 30 frivillige, der arbejder med et væld af projekter. Blandt de største er vores pantindsamling på Skanderborg Festival, hvor vi organiserer cirka 200 frivillige, der samler pant ind for et godt formål. Vi har også udviklet konceptet ”Spis mod sult” i samarbejde med Café Smagløs, og om kort tid har vi præmiere på vores helt egen

velgørenhedsøl, ”Nødhjælpsbryg”. Op til Klimatopmødet kastede vi en masse energi i den verdensomspænende kampagne ”Countdown to Copenhagen” og skabte opmærksomhed om vores sag både indenog udenfor Bella Centeret.

Du kan læse mere på www.noedhjaelp. dk/bliv_frivillig/ungdomsnetvaerk

I udviklingen af vores projekter arbejder vi blandt andet med fundraising og PR, og der er rig mulighed for at bidrage med det man er bedst til alt efter studie, erfaring og interesse. I ungdomsnetværket er vi en entusiastisk blanding af studerende fra blandt andet Statskundskab, Handelshøjskolen og Seminariet. Døren står altid åben til vores møder den sidste onsdag i hver måned, så kom og find ud af om netværket er noget for dig!

Støt sårbare børn og unge Vi sender mere end 1000 børn og unge på ferielejr hver sommer. Vi hjælper børn på landets asylcentre. Vi skaber væresteder og nye kammerater gennem lektiecaféer og klubaktiviteter. Vi sørger for opbakning og styrkede netværk til ensomme unge. Vi laver sjove sundheds- og idrætsaktiviteter for børn og unge i udsatte boligområder. Bliv frivillig i Ungdommens Røde Kors og gør en forskel for sårbare børn og unge Ungdommens Røde Kors er landets største humanitære ungdomsorganisation med mere end 3000 frivillige, der arbejder for at forbedre hverdagen for sårbare børn og unge. Bliv frivillig ved at skrive en mail til info@urk.dk.

s40+41.indd 1

4/1/2010 3:27:49 PM


BarBaren - Antropologisk Fredagsbar

Omslag1.indd 2

05-04-2010 13:19:59


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.