Psykolog Maja Lindemann Sørensen tilbyder et mindre restriktivt perspektiv på resonansoplevelsen, idet hun anerkender, at det for nogle kan være sværere at opnå den eftertragtede resonans. ”Nogle mennesker er lidt mere generte og beskytter sig selv lidt mere i mødet med andre mennesker” påpeger hun og forklarer videre, at resonans kan tage længere tid at udvikle i de menneskemøder, hvor den ene eller begge parter er tilbageholdende eller usikre på relationen. I et klinisk perspektiv fremstår Sørensens tilgang til den resonante relation altså mere rummelig over for de klienter, hvis problematik centrerer sig om det relationelle, fordi resonans ikke opfattes som en forudsætning for den terapeutiske relation, men derimod får lov at udvikle sig i takt med terapiforløbet. Udover at give mere tid og rum til udfoldelsen af resonans mellem klient og terapeut, bør vi måske i det hele taget overveje, om der er andre aspekter ved relationen, som vi må tage højde for. ”Terapi skal ikke være hyggeligt” Indtil nu er dissonans primært blevet fremstillet i et negativt lys – som en ødelæggende og begrænsende faktor i den terapeutiske relation. Men måske rummer de dissonante oplevelser også nogle gunstige aspekter, som må inddrages i det terapeutiske arbejde? Måske er det ikke kun, når vi svinger med hinanden og resonans opstår, at vi kan skabe forandringer i terapien? Indenfor psykodynamisk terapi taler man om modoverføring, som er terapeutens emotionelle reaktioner på klientens ubevidste beskeder. Kort sagt vækker klienten nogle bestemte følelser i terapeuten, som hun må bearbejde og dermed benytte sig af for at nærme sig en forståelse af klientens problemstilling. I den forbindelse peger de norske psykoanalytikere Siri Gullestad og Bjørn Killingmo på, at terapeuten skal kunne tolerere at blive forstyrret eller overvældet i samværet med klienten for efterfølgende at gennemarbejde de forskellige følelseselementer, der var på spil. Terapeutens modoverføringsfølelser såsom angst, kedsomhed, skyld, skam osv. er altså en vigtig informationskilde i terapien. I et psykoanalytisk perspektiv er en terapisession, som vækker et gensidigt ubehag – og dermed dissonans -, altså ikke et argument for at afslutte terapien, men tværtimod en invitation til at gå på opdagelse i, hvorfor relationen vækker disse følelser. Jeg havde engang en supervisor, som sagde til mig: ”terapi skal ikke være hyggeligt”. Jeg synes først, at det var en lidt hård og ufølsom indstilling. Hvorfor kan vi ikke hygge os lidt, imens vi taler om det, der er svært? Dét jeg tror hun egentlig mente var, at terapi er et sted, hvor man arbejder med sig selv og kommer til nogle erkendelser, hvilket kan gøre ondt og bringe en masse ubehag og angst med sig. I forhold til artiklens emne er dette perspektiv på terapi måske en måde at acceptere dissonansens tilstedeværelse og anerkende den som en central del af den terapeutiske relation. Hvis vi udelukkende tilstræber den resonante forbindelse i terapien – og endda opfatter den som en forudsætning for relationen – risikerer vi at skabe et meget snævert rum til udforskning af klientens problemstilling (og terapeutens modoverføring), hvilket i sidste ende synes at minimere kompleksiteten i de forbindelser, vi skaber til hinanden. n
Litteratur Gammelgaard, J. (2004). Mellemværende. Akademisk Forlag. Gullestad , S. E., & Killingmo , B. (2013). Underteksten. Psykoanalytisk terapi i praksis. Universitetsforlaget. Lorentzon, L. (2014). Resonans - det livgivende i relationen. Social Kritik, 26(138). Poulsen, S., Lau, M. & Simonsen, S. (2015). Forskning i psykoterapi. I: F. Alberdi, B. Rosenbaum & P. Sørensen (red.), Moderne psykoterapi: Teorier og metoder. Hans Reitzel. Sørensen, M. L. (2014). Undersøgelser af det magiske klik. Social Kritik, 26(138).
Indput Institut for Psykologi KU