Page 1

3 NO.

BEVÆGELSE (om)sorg

Marts 2019 · årgang 50


Indput no. 3, 50. årgang København, marts 2019 Layout Amanda Jørgensen (ansv. layout) Cecilie Bildstedfelt Cecilie Maria Lundsgaard Cecilie Weischer Jakob Berg Bredahl Johanna Mariam Madsen Sandra la Cour Tamara Hveisel Hansen (ansv. hjemmeside) Skribenter Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Cecilie Bildstedfelt Emma Elise Møller Frederik Bjerre Andersen Inger Charlotte Lund Michelsen Karen Damgaard Lea Isabel Sidenius Botwel Nina Kjar Oliver Nørby Hundahl Sebastian Tobias-Renstrøm Tekstredaktører Casper Schacht Lund Elvira Hallengren Hannah Kazmi Høgsbro Maria Voulgaris Valeur Stine Karstoft Thilde Slumstrup Visual Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Hans-Jørgen Hersoug Ida-Marie Haeusler Jakob Berg Bredahl Tobiats Wriedt Omslag Ida-Marie Haeusler Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Økonomi regnskab@indput.dk Annoncering redaktion@indput.dk Eksterne indlæg Alle er velkomne til at bidrage med indlæg som eksterne skribenter, dog påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Eksterne indlæg indsendes til redaktionens mailadresse med relevante kontaktoplysninger, herunder navn, mailadresse og evt. telefonnummer. Redaktionen forbeholder sig retten til at udelade, redigere og forkorte indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Dette vil dog ske under kommunikation med den eksterne skribent. Indlæg bragt i Indput Indlæg bragt i Indput repræsenterer alene skribenten eller skribenterne og er således ikke et udtryk for Foreningen Indputs holdning, medmindre dette klart fremgår af artiklen. Abonnement på Indput? Har du ikke din daglige gang på CSS? Har du lyst til at få Indput ind ad brevsprækken fire gange om året? Vi tilbyder at sende vores blade direkte hjem til dig for den nette sum af 200 kr. årligt. Alt du behøver at gøre er at skrive til mailadressen regnskab@indput.dk og oplyse navn, telefonnummer og adresse. Vi glæder os til at dele Indput med dig. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk www.indput.dk


LEDER. I dine hænder har du et Indputblad, som har sorg og omsorg som omdrejningspunkt. Måske tænker du ’Ej, hvor trist og kedeligt!’. Men det kan også være, at du tænker ’Ej, hvor ville det være trist og kedeligt, hvis vi ikke kunne sætte ord på de her ting’. I bladet bliver der sat ord på sorg. Sorgforsker Ester Holte Kofod sætter i et interview ord på sorgens plads blandt samfundsmæssige imperativer om lykke og fremdrift. I hendes arbejde træder det frem, hvordan sorg og glæde ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, og at sorg er en tilstand, man også kan komme til at savne, fordi man i sorgen føler sig nærmere den afdøde. Den nyligt indtrådte sorgdiagnose for forlænget sorg kan ifølge Ester Holte Kofod betyde, at vi i højere grad bekymrer os om os selv og hinanden, når vi mister, og ender med at søge hjælp hos lægen frem for vores pårørende. En anden, som er meget optaget af den nye sorgdiagnose (såvel som diagnoser generelt), er Svend Brinkmann. Han tager i sin bog ’Det sørgende dyr’ sorgdiagnosen op til kritisk overvejelse, idet han præsenterer sorg som et livsvilkår og et naturligt resultat af død og kærlighed, som nødig skal patologiseres. I bladet finder du en anmeldelse af denne bog. Mennesker med sorg inde på livet møder du også i dette blad. Blandt andet i form af en beretning om en række løbere, for hvem de hårde løbeture

hjælper dem til at bære deres sorg. Desuden finder du i bladet en fortælling fra to redaktionsmedlemmer om at have mistet en forælder i en tidlig alder. Hvilken omsorg, de to fik eller ikke fik, samt hvordan tabet påvirker deres tilgang til verden i dag, er emner, der tages hånd om i artiklen. Når nogen, man kender, mister en nærtstående, kan det være svært at vide, hvordan man skal forholde sig. Gode råd er dyre, men vi har alligevel fundet plads til et par stykker i en guide til, hvordan vi kan drage omsorg for og være der for hinanden, når døden indtræffer. Udover at betro sig til og få hjælp fra gode venner, kan det for nogle sørgende være brugbart at søge psykologhjælp, hvis sorgen komplicerer og tynger hverdagen. Men også psykologen kan påvirkes af den svære sorg, og for at undgå udbrændthed er det derfor vigtigt for terapeuter at drage egenomsorg. Netop dette emne har dannet grundlag for et speciale, som du kan læse mere om i denne udgave af Indput. Med dette blad følger en opmuntring til at tage dig godt af dig selv og de mennesker, du har omkring dig. Tag et kram, en kop kaffe, en snak eller en løbetur, og lad verden suse forbi i sit høje tempo uden dig for en lille stund. På vegne af redaktionen, Anne Marie Kristensen

3


Indhold

Indput no. 3 | 50. årgang | marts 2019

Faste indput 3. 6. 9. 10. 11. 14. 16. 18. 54.

Indput Institut for Psykologi KU

Leder Indput byder velkommen Stafetten Om fakultetets ansatte Side-9-manden Mød Peter fra 4. semester Ind under huden Mød indputredaktionen Udveksling i Belgien Karen rapporterer fra Bruxelles og omegn Nyt Fra Studienævnet og Psykrådet Public service til psykologistuderende Academia Vigtigheden af egenomsorg Praktik Beretning om praktikophold Psyk&Tværs Vind et gavekort til Academic Books


22. 31. 34. 38. 42. 48. 50.

Om sorg En beretning om at miste Omsorg i sorgen Hvordan kan vi være der for hinanden? Sekulariseret sorg En narrativ tilgang til sorg ”... Og så er der dem, der løber fra sorgen” Om løb som sorgbearbejdelse Findes der en rigtig måde at sørge? Interview med sorgforsker Ester Holte Kofod Den hjemløse kærlighed Anmeldelse af Svend Brinkmanns nye bog ”Det sørgende dyr” Kritikkastration og Mordet på Omsorg Kritisk blik på en mobbekultur

Tema: (om)sorg

5


KATRINE WENDELBOE

Af Cecilie Weischer, stud.psych. Illustration af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om sig selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det ph.d.-studerende Katrine Wendelboe, der har stafetten, som hun fik af Katharina Cordes.

Indput Institut for Psykologi KU


Hvorfor valgte du at læse psykologi? Jeg har ikke altid vidst, at det lige var psykologi jeg ville læse. Undervejs i gymnasiet lagde jeg dog mærke til, at når vi skulle skrive en opgave, så var det altid det menneskelige aspekt af et eller andet tema eller en historie, der interesserede mig mest – alt det der lå bag folks adfærd såsom deres tanker, bevæggrunde, følelser osv. Jeg tog psykologi som valgfag og det var så interessant! Jeg kunne nærmest ikke få nok og læste op på mange ting ved siden af, og opdagede derigennem også at der var rigtig mange forskellige ting, man kunne arbejde med som psykolog fremfor kun at lave terapi, som nok er den gængse forestilling om hvad man laver. Det tiltalte mig, at mulighederne var så mange og åbne. Hvad ville du ellers have læst/lavet? Jeg var faktisk meget i tvivl mellem psykolog og arkitekt. Jeg tog derfor et sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg fik job på en tegnestue som piccoline. Selvom det var spændende, var det psykologien der trak mest. Da jeg var barn ville jeg være havbiolog. :) Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu? Hvad angår psykologistudiet er der jo sket en stor udvikling siden jeg blev færdig, i og med at universitetsstudierne har undergået nogle reformer. Jeg kan mærke på de studerende, jeg snakker med, at det sætter nogle helt andre rammer for, hvordan man studerer sammenlignet med da jeg læste. Derudover er der også kommet mere fokus på at integrere praksis og teori, som fx analysehold som supplement til praktikken, hvilket jeg synes er en positiv udvikling. Her på instituttet er det også interessant, at der de seneste år er kommet øget opmærksomhed på,

hvordan forskningsbaseret viden kan implementeres i praksis og dermed blive mere anvendelsesorienteret, hvilket også bidrager til nogle spændende tværfaglige samarbejder. Hvad angår faget generelt synes jeg, det er interessant hvordan grænserne mellem de forskellige terapeutiske retninger bliver mere blødt op – personligt er jeg meget inspireret af buddhistisk filosofi, og det er derfor rigtig glædeligt at se, hvordan man mere og mere inddrager aspekter herfra i synet på mennesker, lidelse og bedring.

(og nok også lidt udvikling i en anden retning) er jo helt fantastisk. Derfor er jeg også så glad for at arbejde et sted, hvor jeg møder forældre med små børn og dermed har mulighed for at støtte dem på deres vej mod at se deres børn, og ikke mindst dem selv, på en ny og mere sensitiv måde. Derudover er jeg taknemmelig for at bo ret centralt i København, men stadig være tæt på natur, min nærmeste familie og bedste venner, hvis hjælp og omsorg betyder meget i hverdagen – for ikke at glemme min kæreste, han er nu også rigtig sød. :)

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år? Jeg tror at der vil komme endnu mere forskning på dagsordenen, med fokus på metoder, statistik, hvordan man skriver artikler og lignende. Men jeg håber også, at studiet vil blive mere refleksions- og praksisorienteret, så man som studerende får mere mulighed for at erfare noget af det man læser om, og samtidig har et støttende rum til at mærke efter og reflektere. Jeg tror (eller håber i hvert fald) at al den grundforskning der laves og den viden der opnås vil blive implementeret og brugt i endnu højere grad end nu til at informere og forbedre interventioner, politik og generelle indsatser for bedre livskvalitet. Nu arbejder jeg selv inden for det udviklingspsykologiske område, og kan jo ikke forstå hvordan meget af det, vi som samfund gør, strider imod det vi ved er vigtigt for netop at skabe psykisk trivsel helt fra starten af.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid? Dengang jeg selv studerede, tænkte jeg meget på hvilken retning jeg ville ende i efter studiet. Skulle jeg arbejde med børn, voksne, neuropsykologi, i psykiatrien eller privat praksis? Det stressede mig helt vildt, fordi jeg tænkte at mine beslutninger her og nu ville påvirke resten af mit liv, og derfor fik alt meget stor betydning for en fremtid, som man alligevel aldrig kan være helt sikker på. Og disse bekymringer stopper ikke bare fordi man er færdiguddannet, for så opstår der en helt ny form for usikkerhed. Personligt har jeg prioriteret at give tid til andre ting, der var vigtige i mit liv end blot psykologistudiet og blive bedre til at sige ”nej”, når det mere var præstationen der trak end interessen. Det giver ro og overblik, og med det har man bedre forudsætninger for at mærke, hvad man virkelig har lyst til, følge den retning og opdage de mange muligheder, der opstår undervejs.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag? Nummer et er helt klart mine to børn. Det der med at deres umiddelbare væsen igangsætter ting hos én selv, som har brug for lidt opmærksomhed, kærlighed

Hvem skal have stafetten af dig? Sofie Stender. Mange tak til Katrine Wendelboe! n

7


SIDE 9-MANDEN Tekst og foto af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Navn: Peter Waaben Alder: 20 Semester: 4. semester Status: Single

Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Den er god. Altså min holdning (læs: jeg tør ikke udtale mig om kønsforskelle). Hvilke kvaliteter har din drømmepartner? Hun formår at finde mig eller blive fundet af mig. Hvordan er dit forhold til din mor? Jeg planlægger at slå hende ihjel, så jeg kan gifte mig med min far. Hvad er dine top 3 serier? Generelt er jeg lidt modstander af serier, da de ofte forsøger at fastholde seeren i lang tid og ikke har modet til at lade noget slutte. Derfor er jeg nok lidt old school og vil hellere se film, men jeg konformerer altid og svarer derfor: Stranger Things, House of Cards og Games of Thrones. Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger? 1. Statistik 2. Kahneman 3. Psykoanalyse Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? At lave mad. T-baren, Psykosen eller Lapperne? Vi har tre fantastiske festudvalg på studiet, og at skulle vælge et vil naturligvis også medføre et fravalg af de andre to, hvilket ville være ekstremt ærgerligt. Når det er sagt, så er lapperne klart overlegne. Hvad provokerer dig? Det provokerer mig meget at uligheden er stigende, og at der mangler seriøsitet vedrørende klimaproblemerne. At man som enkeltperson kan føle sig magtesløs, fordi politikere og konglomerater nægter at acceptere, at der bør ske en forandring, er noget, der provokerer mig meget. Desuden bliver jeg meget provokeret, når cyklister, som man lige har overhalet, kører

Indput Institut for Psykologi KU

forbi én, når man holder ved rødt lys. Fordi de ved udmærket godt, at man cykler hurtigere end dem og nu skal til at overhale endnu en gang. Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Jeg er meget dårlig til at drømme om ting, som jeg ikke tror kan blive realiseret, og økonomien rækker til meget lidt. Derfor falder valget enten på Frankrig, da jeg i snart et år har planlagt en tur med min far uden at komme afsted. Eller det eksotiske Sønderborg, hvor jeg skal besøge en ven på højskole. Hvordan drager du omsorg for dig selv? Generelt drager jeg omsorg for mig selv ved at sørge for, at jeg har det godt. Det gør jeg ved at prøve at spise sundt, bevæger mig engang imellem, drikke en masse vand og sove over ni timer om natten. Det har indtil videre fungeret meget godt. Hvis der skal bruges en mere akut løsning, så ser jeg Disneyfilm, tager karbad eller udliciterer det ved at besøge mine forældre. Hvordan kan andre bedst udtrykke omsorg for dig? Man køber mig en pose gifflar. Hvem burde der blive draget mere omsorg for? Generelt tror jeg, at der burde blive draget mere omsorg for alle. Hvis altruisme var mere i fokus, kunne vi måske bryde med ideen om, at vi altid skal få noget selv. Hvis alle gav mere, ville man i sidste ende modtage mere. Et oxymoron, som afspejler et smukt paradoks. Hvad er lykken for dig? Det er flygtige øjeblikke, som opstår vilkårligt i hverdagen, hvor jeg pludselig forstår at værdsætte, hvor heldig og privilegeret jeg er i mit liv. Dét, og at få gratis ting. Hvad er dit yndlingscitat? Jeg mener det var Gandhi, der udtrykte sig om uligheden i samfundet, som senere er blevet brugt af mange – bl.a. Martin Luther King Jr., der har stået over for en uretfærdigt stor ulighed, da han sagde: ”This is for anyone going through tough times. Believe me, been there, done that. But everyday above ground is a great day, remember that. Dale!”. Og det er jo smukt. Bonusinfo: Da jeg var lille, ville jeg være delfinlæge, og jeg er svært glad for dårlige look-a-likes. n


9


IND UNDER HUDEN Foto af Stine Karstoft, stud.psych.

MARIA VOULGARIS VALEUR Maria går på 4. semester og er et af Indputs nyeste medlemmer. Hun ser meget skandinavisk ud, men på trods af sit blonde hår og blå øjne, er Maria angiveligt halv græker. Hun har også et fransk efternavn, men ingen franske aner. Og så er hun opvokset på Bornholm. Hun elsker kantinens romkugler (helst med tivolidrys), prøver kræfter med at lære sig selv at spille guitar, tager mange billeder af solnedgange og er stor fan af videnskabsteori.

JAKOB BERG BREDAHL Jakob læser på 2. semester og laver illustrationer og layout til Indput. Længe inden han interesserede sig for, hvordan man staver til psykolog, var det hans drøm at blive opfinder - den slags, der arbejder med tidsrejser, teleportering og evighedsmaskiner. Tilværelsens kedelige realiteter blev dog definitivt slået fast en dag, da en ældre kusine opmuntrende efterspurgte en højhælet sko, som ikke gjorde ondt på foden, og Jakob fik en anledning til at søge i andre retninger. Med Spiderman og Doktor Pjuskebusk som barndomsheltene, nærer Jakob en dyb fascination for biologi, og han kan ikke altid afholde sig fra at lade en forvildet edderkop corner-surfe i sin lejlighed i Sydhavnen (den kunne jo være undsluppet fra et tophemmeligt GMO-projekt på Lundbeck!). Jakob har en klaverstol, hvis møtrikker ofte må strammes, så den ikke knirker, når han forsøger at lyde som Bill Evans eller Thelonious Monk. Desuden bor han sammen med en neurotisk kat, hvis lykkeligste øjeblikke er, når den har mulighed for at slænge sig ovenpå Ashton, Foucault eller Brinkmann i Jakobs personlighedspsykologikompendier. n

Indput Institut for Psykologi KU


UDVEKSLING I BELGIEN Af Karen Damgaard, stud.psych. Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

11


Mit kendskab til Belgien var egentlig yderst begrænset, da jeg for et års tid siden rodede rundt inde på KUnet og fik sendt en ansøgning afsted om en udvekslingsplads på KU Leuven. Set i retrospekt forekommer det mig, at det var tilfældet snarere end en veludviklet strategi, der dirigerede mig igennem den labyrintiske ansøgningsproces, som vejen til en Erasmusplads mildest talt er. Men denne form for distancering er måske blot et kendetegn ved en digitaliseret verden, og egentlig var min motiverede ansøgning vældig motiveret, kan jeg se nu. På universitetet i Leuven er Psychology og Educational Sciences to sidder af samme fakultet, og da jeg bladrede gennem stedets kursusudbud, så jeg straks mit snit til at bevæge mig ud i et interessant alternativ til pædagogisk psykologi herhjemme. Dette krydret med fag på filosofifakultetet, der kunne gøre det ud for videnskabsteori og valgfag, og jeg var klar til at bytte hverdagen i København ud med et semester i Belgien. En forhåndsgodkendelses-korrespondance og et par sommermåneder senere, kunne jeg tage plads i en aula som én blandt mange nye internationale studerende. Siden 2011 har universitet fra 1425, Katholieke Universiteit, bare heddet KU Leuven, måske for at være med på de internationale noder, hvilket det må siges at være. Da jeg ikke snakkede flamsk, tog jeg mine kurser på engelsk, og det var spændende her at være blandt folk, ikke bare fra andre europæiske lande, men fra hele verden. På filosofistudiet var der især mange amerikanere, for hvilke studierne i Belgien tilsyneladende giver mulighed for at få en uddannelse af højere kvalitet end de samme summer kan række til i staterne. På Educational Sciences var det især spændende at få indsigt i, hvordan pædagogik tænkes på tværs af kloden, fra Columbia til Kina, Rusland til Japan, Vietnam til Argentina. Fagene Philosophy of Education og Interpretive Approaches to Educational Research var mine favoritter, og det var også her, jeg mærkede universitetets fokus på ”critical reflection”, “academic freedom” og måske lidt højstemt, hvordan der var et ønske om, at ekspertisen skulle række ud til ”the service of society, with particular consideration for its most vulnerable members”. Professorerne udtrykte selv både skepsis og bekymring for undervisningsverdenen og måtte erkende, at fag som deres formentligt ikke vil være overlevelsesdygtige, hvis den neoliberalistiske styring af skolesystemerne forsætter ud ad den tangent, de befinder sig på i dag. Jeg havde set en ensporet forelæsningsform for mig, da vi i introduktionsugen blev informeret om, hvordan det ville være at læse på universitetet. Men til min glædelige overraskelse lod den store hierarkisk kløft mellem professorer og studerende til at være en fortælling, som var ret fjern fra den praksis, jeg oplevede. På både seminarhold og til forelæsninger var der rum for diskussion, og til de mundtlige eksamener sad man overfor professorerne selv og samtalede relativt uformelt. Undervisningsformen var altså ikke drastisk anderledes end på Københavns Universitet, men jeg kom i eksamensperioden til at se, at vi med en sparekniv for de mundtlige eksamener i Danmark, egentlig går glip af en form for oplæsning og indlæring af et semesters viden, der ikke er helt dum. Sådan havde jeg det i hvert fald og kom til slut til at se på de mundtlige eksamener som en lærerig mulighed for at øve mig på at formidle fagligt stof – og huske det.

Indput Institut for Psykologi KU


I mit tilfælde var udvekslingssemestret ikke ét liv centreret omkring universitet, men nærmere to liv adskilt af en tyve minutters togtur og et sprogskifte, hver gang jeg hoppede fra Bruxelles, hvor jeg boede, til Leuven, hvor jeg studerede. I mine øjne er Bruxelles en lille perle. Den er stor, som en hovedstad skal være, men ikke for stor. Overskuelig og relativt rolig, synes jeg, med mindre man måske lever diplomatdrømmen og i det hele taget befinder sig i det europæiske kvarter. Det gjorde jeg sjældent. Jeg boede og brugte mest tid i en del af byen, hvor gaderne er snævre og brostensbelagte, og økologiske løsvægtsmarkeder blander sig med kafferisterier, antikvariater og gallerier. Her færdedes le bobo – sammentrækningen af ordene bourgeois og bohème – som er det franske navn for den venstreorienterede type, der ikke tjener svimlende summer, men har nok til at gå op i gode råvarer og benytte sig af det ene kulturelle tilbud efter det andet. Bruxelles er fuld af kreative kræfter og kloge hoveder fra hele verden, hvilket betød, at der var rig mulighed for at tage til alverdens spændende arrangementer. Desuden kunne det være en arkitektonisk lille fest at bevæge sig rundt i gaderne, hvor overdådig art nouveau udsmykning kan pryde simple husfacader og gøre en cafétur til en rejse tilbage til starten af 1900-tallet. Jeg endte med at være i biografen utrolig mange gange, fordi Belgien viste sig at være et land med en stærk filmtradition, hvilket også afspejledes i et af mine fag, hvor ikke mindre end fem filosofiske film omkring skolegang var på pensum. Derudover er billetprisen meget mere overkommelig end i dyre Danmark. Ligesom øllene er billigere – og bedre, vil jeg sige. Jeg var ikke den eneste, der pendlede fra Bruxelles – og nogle af os fandt hinanden i toget – men størstedelen af de studerende bor i Leuven, der sådan set også er en dejlig belgisk by, bare noget mindre. Universitetsfakulteterne ligger spredt rundt omkring i byens historiske centrum, imellem butikker og barer. En sjov ting ved det belgiske studieliv er, at de fleste studerende tager hjem til deres forældre i weekenderne, hvorfor en by som Leuven er så godt som øde to ud af ugens syv dage, og at man så kompenserer for de manglende fester i fridagene ved at feste i hverdagene. For internationale studerende, der ikke har forældre at smutte hjem til, kan det blive til en del fester i løbet af et semester. Derudover er der hundredvis af aktiviteter at engagere sig i. Politisk, sportsligt, kulturelt. Er man interesseret i krimilogi kan man formentlig tage nogle spændende sidefag på kandidatprogrammet, som KU Leuven sammen med blandt andet jura og uddannelsesvidenskab er særligt kendt for. Eller også kan man, i den mindre alvorlige afdeling, springe ud i en omgang karaoke kombineret med ølsmagning. Mulighederne er mange. Jeg tog lidt fra begge verdener, studielivet i Leuven og resten af livet i Bruxelles, og nogle gange syntes jeg, at det at være studerende på ét semesters visit og bosat i Bruxelles for kun en kort periode, kunne føles en anelse usammenhængende. Jeg nåede kun lige at mærke begyndende rødder under fødderne på mig, da man i december pludselig sagde både Joyeux Noël, Vrolijk kerstfeest og Merry Christmas, og jeg måtte lægge sprogforvirring bag mig for en kort julestund i Danmark inden en afsluttende runde med eksamener i januar. Og sådan kan jeg se tilbage på et semester, hvor jeg sommetider havde følelsen af at være et fritsvævende blad i en blid efterårsbrise. Og når det ikke regnede, som det kun sjældent gjorde, var dén følelse aldeles skøn og månederne i det belgiske berigende på alle mulige måder – selvom det nu også er godt at komme hjem igen til alt det, der er plantet hér. n

13


NYT FRA PSYKRÅDET OG STUDIENÆVNET Af Amanda Frees, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Forårssemesteret er godt i gang, og alt imens erantis og vintergækker er poppet op af jorden, er også Psykrådet og Studienævnet kommet ud af starthullerne. Her kan du blive klogere på, hvad der er på dagsordenen for tiden, hvem der er med, og hvordan du selv kan være med til at forme vores uddannelse og vores vilkår som studerende. Begge skribenter sidder i Studienævnet, og de fire studerende i Studienævnet er automatisk repræsenteret som Psykrådets aktive medlemmer.

• •

Siden sidst: D. 30. januar blev der afholdt institutseminar for Institut for Psykologi, og for første gang var studerende inviteret med i kraft af Studievejledningen og Studienævnet. På baggrund af dette seminar har instituttet oprettet et udvalg til udvikling af uddannelsen, hvori der sidder videnskabeligt og administrativt personale samt studerende. Psykologistudiet skal, i tråd med resten af fakultetet, indføre en fagstruktur, hvor fagenes ECTSpoint går op med 7,5 point. Dér skiller vi os på nuværende tidspunkt ud ved at have fag på 5, 10 og 20 point. Disse ændringer skal flettes ind - i kombination med de årlige 2% besparelser – samtidig med at kvaliteten af uddannelsen så vidt muligt bevares. Blandt Psykrådets arbejde i efteråret var afholdelsen af et stormåde angående ansættelsen af nye kræfter til faget socialpsykologi. Et resultat af dette stormøde med talrigt fremmødte blev, at Studienævnet nu har indflydelse på jobopslag til stillinger på Institut for Psykologi. Desuden arbejder vi med anonymisering ved eksamen. Vidste du, at de eneste anonyme eksaminer på Psykologi er dem, der afholdes på Peter Bangs Vej? Psykrådet er ved at undersøge mulighederne for at få anonymiseret alle skriftlige eksaminer med henblik på at sikre en fair bedømmelse.

Indput Institut for Psykologi KU


STUDIENÆVN

Hvad er det nu Psykrådet er? Psykrådet er det fagnævn, som hører til Institut for Psykologi. Psykrådet er en studenterpolitisk organisation uden partipolitisk tilknytning og desuden de studerendes talerør til institut og fakultet. I Psykrådet arbejder vi med, hvordan vi kan forbedre studiet og skabe den bedst mulige uddannelse.

Opgaver • • •

Udarbejdelse af studieordningen Udvikling af uddannelse og undervisning Behandling af sager om dispensation og meritoverførsel

Medlemmer • • •

VIP’ere og studerende i forholdet 1:1 Dekanen fastsætter antallet af medlemmer VIP’ere sidder tre år, studerende i et år

Hvad laver Studienævnet og hvem er med? Studienævnet har ansvaret for alle fagenes studieordninger, dispensationer, meritansøgninger og sikring af uddannelsens kvalitet.

AKADEMISK RÅD Opgaver •

Hvordan kan jeg være med til at påvirke, hvordan uddannelsen er sat sammen?

Det korte svar er: Husk at udfylde dine undervisningsevalueringer. Dine kommentarer tages anonymt op i studienævnet og kan være med til at forandre vægtningen af emner inden for faget eller måden faget er bygget op på. Du kan også tage med til næste stormøde. Det bliver d. 27. marts 2019, hvor vi bl.a. skal snakke om forslag til en ny uddannelsesstruktur på BA’en.

Vil du være en del af Psykrådet? Det er du faktisk allerede.

Udtalelser til dekanen om bevillinger, forskning, uddannelse og strategiske emner Indstilling af personer til bedømmelsesudvalg for bl.a. ansættelser Tildeling af ph.d.-graden, doktorgraden og diverse priser

Medlemmer • • • •

Studerende og VIP’ere i forholdet 1:2 Mindst to TAP’ere som observatører Personale sidder i tre år, studerende i et år Dekanen er ’født’ medlem (formand)

VORES REPRÆSENTANTER Studienævnsmedlemmer:

Alle psykologistuderende er automatisk medlemmer af Psykrådet. Hvis du vil med til vores interne møder og være med til at diskutere og forbedre psykologistuderendes hverdag, så kontakt Psykrådet på Facebook.

• • • •

Repræsentanter til studienævnet, Akademisk Råd og Psykrådets forretningsudvalg bliver valgt på Psykrådets generalforsamling, som afholdes hvert år i oktober. Det er her, du skal møde op, hvis det er dig, der skal sidde med næste gang.

Psykologis repræsentant i Akademisk Råd: •

Esther Vitha Ringhof Anne Marie Kristensen Maria Johansson Amanda Frees

Frederik Bjerre Andersen

Psykrådets forretningsudvalg: • •

Konstitueret forperson: Sebastian Tobias Renstrøm Kasserer: Amanda Frees n

15


HVORDAN PASSER MAN PÅ SIG SELV SOM PSYKOLOG? Af Anne Fensløv Larsen, cand.psych. & Sara Bjørndahl, cand.psych.

SPECIALE: Vores møde med terapeutisk arbejde i løbet af studiet åbnede vores øjne for nogle af de udfordringer, som arbejdet med klienter kan indebære. Som terapeut har man et inderligt ønske om at hjælpe klienten, og man involverer sig derfor i dennes historie og følelser. På den måde kan arbejdet nemt komme til at trække spor ind i ens privatliv og påvirke én som person. I vores speciale undersøgte vi ud fra denne erfaring forskellige aspekter af terapeutisk arbejde, og i nærværende korte artikel fokuserer vi på det følgende aspekt: Hvordan påvirkes man som psykolog af det terapeutiske arbejde, og hvad kan man gøre for at passe på sig selv?

Indput Institut for Psykologi KU


Psykologernes eget perspektiv Det kan være krævende for psykologer at involvere sig i klienters følelsesliv hver eneste dag. Dette er én af de ting, som vi undersøgte i vores speciale, hvor vi interviewede tre psykologer med minimum tyve års terapeutisk erfaring. En af psykologerne fortalte, at han bliver påvirket af arbejdet med klienter og finder det smertefuldt at høre deres historier. De to andre informanter gav udtryk for, at det terapeutiske arbejde kan mindske deres sociale overskud og deres overskud til at håndtere både egne og andres problemer.

Når psykologer bliver udmattede Som terapeut arbejder man til daglig med klienters smerte, lidelse og problemer, hvilket skaber en risiko for, at man kan føle sig drænet og ”fyldt op”. I sin yderste konsekvens kan det daglige arbejde med klienter have negative følger og på længere sigt føre til udbrændthed. Udbrændthed er bl.a. karakteriseret ved en følelsesmæssig udmattelse og en distancering fra dem, der skal modtage ens hjælp. Nogle af de fysiske symptomer kan være søvnløshed, kronisk hovedpine og træthed. En af informanterne beskrev en svær periode i sit arbejdsliv, hvor han udviste fysiske symptomer på udbrændthed og følte sig udmattet, når han kom hjem. Efter en periode med over halvtreds timers ugentligt arbejde, blev det for meget. Han beskrev sig selv som Anders And, der bevæger sig ud over kanten af en høj klippe og først falder, når han kigger ned: ”Man kan faktisk godt gå på luften et stykke tid. Man kan godt flyve... Problemet er bare, når du finder ud af det, så falder du ned, og så falder du langt ned, inden du kommer op igen”. Informanten beskrev denne svære periode som et wake-up call, og han har efterfølgende taget sine forholdsregler ved eksempelvis at skære ned på sit arbejde for at undgå, at det sker igen: ”Jeg er blevet bedre til at sige ’Nej, det kan jeg ikke’. Fordi jeg ved, at prisen kommer, og så falder jeg ud over afgrunden, og det har jeg ikke lyst til igen”. Herudover kan det ifølge informanten være en god idé at indlægge klare pauser i løbet af arbejdsdagen og begrænse antallet af klientsamtaler.

sin energi til klienterne: ”Og det er på den måde, jeg beskytter min arbejdskraft. For hvis jeg skal sidde og være høflig og lytte til, hvorfor kæreste nummer fire forlod hende og kæreste nummer fem... bla bla bla... jamen, så er der ikke noget tilbage til mine klienter”. Herudover kan det være en god idé at lave noget, der adskiller sig fra arbejdet, når man har fri. En informant beskriver det således: ”Og der kan jeg virkelig mærke, at jeg orker ikke problemer – jeg har bare lyst til at sidde og glo ind i Netflix, mere end jeg plejer. Og lukke af og bare gå en lang tur med hunden. Og løbeturene alene. Altså, jeg skal næres af den der alenehed. Jeg bliver simpelthen relationsmættet af det [arbejdet]”. Ifølge forskning oplever mange terapeuter på samme måde et behov for alenetid efter arbejde for at have overskud til at indgå i sociale relationer. Konklusion Overordnet var specialets informanter enige om, at arbejdet med klienter rummer udfordrende elementer og til tider kan være hårdt. Samtidig gav de alle udtryk for, at de oplever det terapeutiske arbejde som værende meget meningsfuldt og stimulerende. Der kan derfor ses en dobbelthed: Det kan på én og samme tid siges at være belastende og berigende at arbejde med klienter. På trods af denne dobbelthed hersker der dog hos informanterne ingen tvivl om, at de positive aspekter ved arbejdet opvejer de negative: ”Det er hårdt indimellem. Rigtig hårdt. Men samtidig, hvis du havde spurgt mig ’Ville du ikke hellere have været det foruden?’, så ville jeg sige ’No fucking way’. Det er da det fedeste job, man overhovedet kan have”. n Litteraturliste kan findes på www.indput.dk

Hvad kan man gøre for at passe på sig selv? Efter at have talt med de tre informanter er vi blevet mindet om vigtigheden af, at man som terapeut skal passe på sig selv ved bl.a. at være i stand til at adskille arbejdsliv og privatliv. Eksempelvis kan man prøve at undgå at træde ind i en terapeutrolle over for venner, som gerne vil have en form for ”gratis psykologhjælp”. Herved kan man passe på sig selv og gemme

17


WORKING WITH SURVIVORS OF HUMAN CRUELTY PRAKTIK HOS HELEN BAMBER FOUNDATION Af Ida Marie Ankerfelt, cand.psych.

I efteråret 2018 var jeg i praktik som klinisk psykolog hos Helen Bamber Foundation, som er en NGO i London, der arbejder med traumatiserede flygtninge. Jeg vil her dykke lidt ned i de arbejdsopgaver jeg havde og de erfaringer jeg gjorde mig undervejs, med det formål at give lidt inspiration til en af de mange måder, man kan bruge sit praktiksemester I foråret 2018 var jeg til praktik-infomøde, hvor vi blandt andet fik at vide, at praktikken både kunne bruges til at be- og afkræfte ens interesse for et specifikt område indenfor psykologien. Jeg har altid interesseret mig for PTSD og tænkt, at det kunne være spændende at få lov at arbejde med i en terapeutisk sammenhæng. Samtidig var jeg dog i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne holde til at arbejde med voldsomme problemstillinger såsom tortur, voldtægt og overgreb, uden selv at blive påvirket. Jeg tænkte, at det kunne jeg så passende enten få be- eller afkræftet gennem praktikken. Efter at have kigget listen af godkendte praktiksteder igennem, fandt jeg en traumeafdeling på et hospital i London som jeg skrev til. Kontaktpersonen informerede mig om, at de desværre ikke havde mulighed for at tage en studerende i praktik, men at jeg meget gerne måtte skrive til hendes kollega hos Helen Bamber Foundation (HBF), hvilket jeg gjorde. Efter nogle måneder med mailkorrespondance, fik jeg en aftale på plads og praktikstedet blev godkendt af instituttet.

Indput Institut for Psykologi KU

HBF er en menneskerettighedsbaseret velgørenhedsorganisation, der arbejder med at støtte flygtninge og asylansøgere, som har oplevet ”extreme human cruelty” (f.eks. tortur, voldtægt eller menneskehandel). Ud over terapi hjælper organisationen klienterne gennem juridisk støtte og medicinsk rådgivning samt hjælp til at få adgang til bolig og sociale ydelser. HBF modtager over 800 henvisninger om året. Jeg blev tilknyttet organisationens terapiteam, men arbejdede dagligt sammen med de andre afdelinger, da mange af klienternes psykiske problemstillinger ofte hænger sammen med deres praktiske omstændigheder - f.eks. manglende bolig og kommende høringer i forbindelse med deres asylansøgning.


Arbejdsopgaverne Min primære opgave som praktikant var at udføre ’stabilisering’ med klienter, som er det terapeutiske arbejde, der kommer før selve traumebearbejdningen. Stabiliseringsarbejdet tager hos HBF udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapeutiske principper og handler primært om psykoedukation, emotionsregulering og behandling af flashbacks og dissociation. Formålet er at forberede klienten på at skulle gennemgå traumehændelserne med en psykolog på en sådan måde, at de mindst muligt overvældes af de følelser og fysiske reaktioner, som kan opstå. På denne måde får klienten de bedste forudsætninger for at få mest muligt ud af den traumefokuserede terapi. Det var utroligt spændende (for ikke at sige angstprovokerende) at få lov til at køre mine egne klientforløb. Særligt angstprovokerende, da jeg allerede i anden uge af praktikken havde min første klientsamtale alene. Ud over terapi, var jeg også tilknyttet organisationens forskningsteam, hvor jeg hjalp med at udføre outcome-målinger med klienter og diverse administrative opgaver. Inden jeg tog afsted, forventede jeg at det hårdeste ved praktikken ville være at håndtere de temaer, der blev bragt op i terapien. Men da tortur, tvungen prostitution og selvmordstanker var en del af den daglige tale i organisationen, forsvandt berøringsangsten hurtigt. I stedet var dét, der til tider kunne tære på kræfterne, at skulle arbejde i spændingsfeltet mellem stabilisering på den ene side og den konstante uvidenhed omkring klientens fremtid på den anden side. Når en klient står overfor en appelhøring, der kan afgøre om de får lov til at blive i England eller om de skal sendes tilbage til det land, hvor de i store dele af deres liv er blevet forfulgt og misbrugt, kan det nemlig være svært at skelne mellem reelle og overdrevne bekymringer. En opgave, hvis betydning jeg umiddelbart blev overrasket over, var at skulle arbejde med en tolk. Omkring halvdelen af mine klienter talte ikke engelsk, hvorfor det var nødvendigt med tolkebistand. Umiddelbart kunne det tænkes, at tolken udgjorde en hindring i terapien, da kommunikationen mellem klient og terapeut skal medieres af en tredje part. Men det blev hurtigt klart, at tolkene spiller en stor rolle i at gøre klienten tryg i terapirummet. Det var interessant at få lov til at arbejde med denne dynamik som terapeut, men samtidig også udfordrende, da der pludselig var en anden person, hvis følelsesmæssige reaktioner jeg også skulle tage højde for (og eventuelt arbejde med efter sessionen med klienten).

Hvorfor vælge praktik i udlandet? Jeg havde i løbet af min studietid ikke været på udveksling og tænkte at det var en god mulighed for at gøre det. Jeg valgte England, primært fordi jeg føler mig tryg ved at skulle tale engelsk i en professionel sammenhæng, og fordi jeg var interesseret i at prøve at bo i en by som London. Helt konkret så var de arbejdsopgaver, som HBF præsenterede mig for, også dem som jeg fandt mest interessante. Det virkede desuden til at være det sted, hvor jeg kunne prøve mest af det jeg gerne ville. Det kan derfor være relevant at overveje at kigge efter praktik udenfor Danmark, hvis du er interesseret i et specifikt emne eller en teoretisk tilgang, som måske er mere udbredt i et andet land. Der ligger selvfølgelig en del planlægning i det, for selvom der ikke er lige så mange hensyn, der skal tages til dispensation og forhåndsgodkendelse, som der ville være på et undervisningssemester, så står man selv for alt det praktiske. Til gengæld havde jeg et stort frirum i forhold til at planlægge min uge, da jeg ikke skulle deltage i fredagsundervisning på CSS, og i stedet havde mulighed for at dykke mere ned i mine arbejdsopgaver og bruge tiden på at rejse rundt i Storbritannien. Jeg er før blevet spurgt om det ikke var ensomt at tage af sted alene uden en medstuderende, men jeg synes tværtimod det motiverede mig til at opsøge nye sociale fællesskaber både i og uden for HBF.

Take home messages Jeg har været utrolig glad for mit praktikforløb, både på grund af de spændende og lærerige arbejdsopgaver og de søde kollegaer, og fordi der er mange organisationer, der taler om tværfagligt samarbejde og at arbejde ud fra et holistisk perspektiv. Hos HBF fik jeg et meget klart billede af, hvordan holistisk arbejde fungerer i praksis, hvilket jeg klart tror er en fordel, når man skal ud på arbejdsmarkedet. Jeg vil derfor anbefale HBF som praktiksted til alle, der har lyst til at arbejde klinisk med traumerelaterede problemstillinger i en flerkulturel kontekst. Mere generelt er mit bedste råd til dig, der endnu ikke har været i praktik: Brug praktikken til at prøve dine interesser, faglighed og ikke mindst dine grænser af. Inden jeg tog af sted blev der ofte talt om, at man skulle være strategisk omkring sit praktikvalg med det argument, at der kunne være et job i den anden ende. At tage min praktik i en velgørenhedsorganisation i England, hvor en kandidatgrad ikke kvalificerer dig som psykolog og der derfor ikke er udsigt til job efter endt praktik, og oven i købet i et land, som er på vej ud af EU, styrkede ikke ligefrem mine chancer på den front. Men da jeg nok har lært mere om psykologien og min egen faglighed under mit praktikophold end på noget andet tidspunkt på studiet, ville jeg aldrig have været det foruden. n

19


TEMA

(OM)SORG

Indput Institut for Psykologi KU


Illustration af Tobias Wriedt, stud.psych.

21


OM SORG EN BERETNING OM AT MISTE OG LEVE (VIDERE) MED SIN SORG

Både Rie og Stine var 12 år gamle, da de mistede en forælder. Men måske ophører lighederne også her; hvor Stine mistede sin far pludseligt til en hjerneblødning, døde Ries mor efter et længere kræftforløb. Og hvor Stine blev boende med sin mor og søskende, flyttede Rie i plejefamilie. I denne artikel svarer Rie og Stine på nogle fælles udarbejdede spørgsmål om, hvordan sorgen og omsorgen har sat sine spor i deres tilgang til verden i dag. Af Anne Marie Kristensen, stud.psych. og Stine Karstoft, stud.psych. Illustration af: Tobias Wriedt, stud. psych.

Vil du beskrive den første tid umiddelbart efter dødsfaldet? Stine: De fire dage, der gik fra min far faldt om, til der blev slukket for respiratoren, var ekstremt intense og surrealistiske på samme tid. Mens jeg kunne se livet sive ud af min far og mærke konsekvenserne ved hans tilstand plante sig i bevidstheden, gik mange af vores ting derhjemme pludselig i stykker - pærerne i lamperne sprang, vores vaskemaskine og komfur stod af, og bilen meldte om motordefekt i instrumentbrættet. Det var som om, at de materielle ting omkring os afspejlede vores families indre tilstand - noget var ved at falde fra hinanden. Min far blev begravet en fredag, og om mandagen var mine to søskende og jeg i skole igen. Tanken om at sidde derhjemme og stirre tabet ind i øjnene var uudholdelig, så den vante hverdag med skolen i fokus blev drivkraften i at normalisere tingenes tilstand. Selvom skolen var et stabilt holdepunkt, følte jeg, at jeg bevægede mig rundt på autopilot; jeg gjorde det, jeg plejede at gøre, uden at være rigtigt til stede. Grinede ikke, græd ikke, kunne ikke mærke sult eller træthed. Min fars fravær derhjemme og de mange praktiske ting, min mor måtte slås med, satte sig som en hård knude inde i mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, at denne følelse af at være snøret sammen indeni og være for anspændt til at trække vejret frit måtte være sorgens fysiske udtryk. Rie: Jeg tror godt, jeg kan genkende den knude, du beskriver at kunne mærke. I dagene efter min mors dødsfald havde jeg en smertefuld knude i halsen, og jeg havde svært ved at mærke, om jeg var sulten eller træt. Jeg havde virkelig en fornemmelse af at være i en boble, og tiden gik afsindigt langsomt. Min mor døde af leverkræft en sensommermorgen i august, og ligesom dig var jeg hurtigt tilbage i skolen. En af mine lærere var god til at tage fat i mig og spørge, hvordan jeg havde det, men jeg blev så ked af det, når hun foreslog, at jeg skulle se en psykolog, for så var det måske, fordi hun ikke gad snakke mere med mig om det. August, september og oktober var de længste måneder, jeg har oplevet i mit liv. Jeg havde boet alene med min mor i et hus i Slagelse, hvor min far flyttede ind med mig i de måneder. Han gjorde sit allerbedste, men vi var ikke vant til at bo sammen. Hver dag, når jeg trådte ind ad døren, huskede jeg, at min mor ikke var der og aldrig ville være der igen, og jeg tror, jeg havde svært ved at være ked af det. I stedet hakkede jeg på min far og skældte ham ud for ting uden grund. Skolen blev imens til et frirum, hvor jeg levede højt på ros for at være en dygtig elev.

Indput Institut for Psykologi KU


23


Hvordan blev dødsfaldet italesat omkring dig? Stine: Jeg er overbevist om, at den åbenhed og ydmyghed, som hele min familie reagerede med på min fars død, er en stor del af årsagen til, at vi gik igennem vores sorgprocesser uden psykologhjælp eller sorggruppe. Selvom alle var chokerede, var der ingen berøringsangst for at italesætte omstændighederne omkring min fars død. Da min familie ikke er særligt troende eller overtroiske, blev min far hverken til en stjerne, kom i himlen eller lod sjælen stige til vejrs gennem vinduet. Til gengæld talte vi meget om vores oplevelser og følelser. Særligt min mor var utroligt god til at sige, at vi både skulle tale om de dårlige minder - dagene på intensivafdelingen, døden, begravelsen, men endnu mere om alle de gode minder om min far. Jeg synes, at hele min familie har været - og stadig er - rigtig god til at referere til min far. Hver gang det sker, bliver jeg ikke trist, men varm og glad. På den måde er min far stadig en del af vores liv, og det har gjort det en lille smule nemmere at leve med, at han ikke længere er her fysisk. Jeg tror virkelig, at det kunne hjælpe mange i deres sorg at bryde med den berøringsangst, mange føler. Rie: Jeg kan huske, at min klasselærer dagen efter dødsfaldet i starten af en hjemkundskabstime fortalte klassen, at min mor var død. Hun begyndte at græde, og det sidste, jeg havde lyst til var at være midtpunkt. Utroligt nok kan jeg faktisk ikke huske, at dødsfaldet blev italesat derefter… Jeg husker dog også overraskende lidt fra de der lange måneder.

Indput Institut for Psykologi KU


Man taler nogle gange om ‘den gode sorgproces’. Tænker du der findes en sådan én? Rie: ’Den gode sorgproces’ kommer måske til at lyde som et håb om et ‘one fits all’-program. Det tror jeg ikke nødvendigvis, man kan opstille. Essentielt har alle brug for kærlighed og omsorg og nok endnu mere, når man netop har oplevet et tab af kærlighed. Som både du og jeg har nævnt tidligere, oplevede vi en følelse af fremmedgørelse og ensomhed, men samtidig tror jeg, det er vigtigt, at omgivelserne netop hverken fremmedgør eller lader de pårørende for meget alene. Overbærenhed, tålmodighed og rummelighed over for den efterladte er nok nogle gode ingredienser i denne sammenhæng. I månederne efter min mors død blev jeg tilbudt både at se en psykolog og deltage i en sorggruppe. Begge tilbud, troede jeg, kom som følge af, at folk ikke syntes, jeg håndterede sorgen godt nok, at jeg ikke fremstod stærk nok. Jeg ville ønske, at min plejefamilie og mine lærere havde respekteret min stædighed lidt mindre og havde brugt lidt mere tid på at forklare mig, hvad hensigten var. Først da jeg tog på kostgymnasium og fik sat tingene lidt i perspektiv af den nye kontekst, opsøgte jeg på opfordring af en af mine lærere en psykolog. Som jeg husker det, gik dyre minutter med, at psykologen sagde ‘Hvad er det, du ønsker min hjælp til?’, hvortil jeg sagde ‘Min mor er død, jeg savner hende, og jeg synes, at tabet er svært’. Så svarede hun ‘Det kan jeg godt forstå. Men hvad er det, du ønsker min hjælp til?’, og sådan kunne det så blive ved. Til psykolog nr. 2 fortalte jeg min historie, hvorefter hun brød ud i gråd. Jeg gav det der terapi en sidste chance med en psykoterapeut, men da hun havde bedt mig om at ligge i fosterstilling på hendes skød for at få lidt moderlig omsorg, blev det for meget. I 2.g fandt jeg en sorggruppe i Svendborg, som jeg fandt det enormt givende at være en del af. Vi lavede mad og spiste sammen hver tredje onsdag, inden vi satte os ind og snakkede. Først halvanden time med to voksne, hvorefter de voksne forlod rummet den sidste halve time. Selv om den næstældste var fire år yngre end mig, og de fleste havde mistet en forælder inden for det sidste år, føltes det virkelig væsentligt at lytte til, hvad de andre gik igennem og nogle gange selv sætte ord på min oplevelse. Noget, der særligt satte min sorg i perspektiv, var når jeg hørte nogle af gruppens medlemmer fortælle om at miste en forælder til selvmord eller alkohol. I mit stille sind kunne jeg nærmest føle mig heldig; at have mistet min mor til kræft fik sorgen til at virke simpel og ukompliceret. Stine: Jeg tror heller ikke, man som sådan kan tale om ‘den gode sorgproces’. Nu har jeg ikke selv prøvet at tale med en psykolog eller sorggruppe, men jeg har talt med andre bekendte, som også har mistet. Det er min oplevelse, at fænomenet sorg og selve sorgprocessen er ekstremt subjektive i forhold til følelser, tempi og behov. Nogle har brug for lang tid, før de kan rumme at dele deres sorg med andre, for nogle er det et presserende behov. Nogle har brug for nye rammer, et nyt look, nye venner, hvor stabiliteten er essentiel for andre. Jeg tror, det vigtigste er, at ens handlinger ikke bliver et alternativ eller en undskyldning for at se sorgen i øjnene, men at man tager sin sorg med sig i det, man gør. Begrebet sorgproces er i og for sig også lidt spøjst, da ordet proces lægger op til, at der findes en begyndelse og en slutning. Personligt har jeg ikke oplevet, at min sorg er afsluttet, men nærmere, at den har ændret karakter. Jeg tror, at sorgprocesser varer hele livet og er under løbende udvikling og afvikling.

25


Der findes en diskurs om, at folk der har mistet kommer igennem processen som stærkere og ‘bedre’ mennesker. Tænker du, at man kan tale om styrke og svaghed i forbindelse med en sorgproces? Stine: Personligt har jeg det svært med de der ‘damebladsforsider’, hvor folk udtaler, at ‘de er blevet bedre mennesker’ af at have haft kræft eller mistet nogen. Jeg oplever, at der hersker en kliché om, at folk, der har haft døden tæt inde på livet, værdsætter livet mere, er klogere på sig selv, er mere afklarede med, hvad der er vigtigt i livet - og dermed måske er stærkere end folk, der ikke har haft døden inde på livet. Men for de fleste, som er blevet konfronteret med døden, tror jeg nærmere, at man aldrig har været mere i tvivl om, hvad man selv og livet er. Nu kan jeg kun tale for mig selv, og selvom jeg tror, at min fars død har stor betydning for, hvem jeg er i dag, føler jeg mig på ingen måde som et bedre eller klogere menneske. Til hver en tid ville jeg hellere have været oplevelsen og sorgen foruden.

Indput Institut for Psykologi KU


Nu har vi jo oplevet døden på to meget forskellige måder. Tænker du, der er noget om, at man kan forberede sig på døden? Rie: Hvor er det svært at sige noget generelt. Da min reservebedstemor blev syg i efteråret, havde vi god tid til at forberede os på hendes død. Hun var 93 år og fortalte selv, at hun var klar til at give plads til nogle andre i verden. Jeg havde mulighed for at besøge hende på hospice og tage afsked, hvilket betyder enormt meget for mig i dag. Så på den måde kan man måske i nogle sammenhænge tage afsked på en måde, der senere er en form for trøst. Men jeg tror, at det stort set er umuligt at forberede sig på, at nogen, man holder af, skal holde op med at være på jorden. Det betyder jo nærmest, at man skal miste dem lidt på forhånd… Situationen var ganske anderledes, da min mor døde. Hun var syg af kræft i næsten et år ad to omgange, og selv om jeg vidste, at min mor var dårlig, anede jeg ikke, at døden var så nært forestående. Da jeg kom ind på sygehuset, var hun allerede bevidstløs og døende, og jeg havde ikke på samme måde mulighed for at tage afsked med hende. Jeg havde i flere år hver aften forestillet mig, hvad der ville ske, hvis hun døde. Alligevel var jeg dybt chokeret og uforberedt, da det skete. Stine: Jeg er helt enig Rie - uanset hvordan en nær person dør, kan man føle sig chokeret og uforberedt. Når krisen rammer, indtræder vores overlevelsesinstinkt, og det udarter sig uforudsigeligt og forskelligt afhængigt af tid og sted. Jeg tror dog eksempelvis, at der ligger noget kognitivt i, at du under din mors sygdomsperiode løbende har plantet konkrete tanker i din bevidsthed om, at din mor måske var ved at dø. Dét, at du har tænkt tanken og tænkt scenarier igennem, gør måske, at det endelige chok, da hun så døde ikke primært var et chok over at hun døde, men måske i højere grad at det skete lige dér. Her forestiller jeg mig, at mit chok indtraf mere intensivt, fordi min far lige pludselig faldt om uden forudgående sygdom, og at jeg på dette tidspunkt aldrig rigtig havde tænkt det scenarie, at han kunne dø så tidligt. I forhold til muligheden for at tage afsked, forestiller jeg mig, at den forvarslede død er sværere for den døende end den uforudsete død, men at den forvarslede død måske er mere hensigtsmæssig for de pårørende - når nu døden er uomgængelig. Hvis min far endelig skulle dø, så er jeg glad for, at han ikke selv ved, han er død, men at der bare pludselig ‘blev slukket for kontakten’. Til gengæld bliver jeg stadig vred ved tanken om, at der er spørgsmål, jeg ikke havde mulighed for at få stillet og ting, jeg aldrig nåede at få sagt.

27


Er der noget særligt, som du føler bidrog positivt til din sorgproces? Rie: Da jeg efter min mors død boede i pleje hos min onkel og tante, boede min tantes mor og far i stueetagen og blev på sin vis mine reservebedsteforældre. Min ‘mormor’, Jenny, havde mistet begge sine forældre, da hun var 12 år, og selv om tabet for hende lå 60 år tilbage i tiden, oplevede jeg det som om, vi havde mange følelser til fælles. En anden ting, jeg også vil nævne, er min venindes familie, som har integreret mig som en ekstra datter. Hver sommer siden 2003 har de inviteret mig med i sommerhus, og der sad vi en aften, da jeg var først i tyverne. I den tid boede jeg i London, og jeg fortalte om ikke rigtig at føle mig hjemme nogle steder, at jeg ikke hørte til. Min venindes mor vendte samtalen på hovedet ved at sige, at jeg hørte hjemme hos alle, der holdt af mig (og at der var mange). Næste gang jeg så hende, fik jeg en nøgle til hendes hus med beskeden om, at jeg altid var velkommen. Jo, og en sidste ting, som har bidraget positivt, er, at jeg holder kontakten med flere af min mors venner, som altid tager imod mig med åbne arme, og som holder af at fortælle om oplevelser i min mors selskab.

Hvilke reaktioner fra dine omgivelser oplevede du som gavnlige? Stine: Som jeg var inde på tidligere, hjalp det mig utrolig meget, at min familie var - og stadig er - god til at referere til deres glade og sjove minder om min far. Netop fordi det er i disse minder, jeg stadig kan mærke min fars mentale tilstedeværelse. Derudover følte jeg også en frihed i ikke at tænke på eller tale om min far. Jeg fik en ny veninde kort før min fars død, som var rigtig god til at invitere mig hjem til sig og på udflugter med sin familie, hvor vi var fysisk aktive, og hvor jeg momentvis genoplevede følelsen af at være glad. Så jeg tror, det er vigtigt, at man i sin sorgproces både skaber rum til at dvæle ved sin sorg, men at man også sørger for at tage mentale pauser, hvor sorgen kan blive processeret og lagret.

Hvad tænker du om, at forlænget sorg er blevet til en diagnose i de nye udgaver af diagnosemanualerne ICD-11 og DSM-5 ? Rie: Først og fremmest er det naturligvis en positiv ting, at mennesker, der har oplevet et smertefuldt tab og føler sorg, kan få hjælp, selv om der er gået mere end et halvt år. Selvfølgelig er det en god ting, at læger ikke er nødt til at omgå regler eller afvise sorgramte patienter. Men samtidig skaber de nye diagnosekriterier nogle arbitrære normer om, at dyb sorg, der strækker sig over mere end et halvt år, er ‘sygelig’ eller ‘unormal’. Ifølge diagnosekriterierne i ICD-11 skal patienten længes efter den afdøde hver dag eller i funktionsnedsættende grad. Derudover kan man ligeledes hver dag eller i funktionsnedsættende grad have svært ved at acceptere tabet, have svært ved at stole på mennesker, opleve en emotionel følelsesløshed eller opleve, at livet fremstår tomt eller meningsløst. Er det unormalt at opleve, når det er et halvt år siden, at man har mistet sin forælder, sin ægtefælle eller sit eget barn? Igen er det hensigtsmæssigt, at mennesker, der oplever disse ting i funktionsnedsættende grad kan få hjælp, men det er i mine øjne vigtigt at anerkende, at det ikke er unormalt dagligt at opleve disse følelser, selv om 8, 12 eller 16 måneder er gået. Måske opstår følelserne først senere, eller måske er man først i stand til at arbejde med sorgen, når dødsfaldet er kommet nogle måneder på afstand. Et andet interessant aspekt ved denne sorgdiagnose i ICD-11 er, at den hedder Prolonged Grief Disorder, altså forlænget sorgforstyrrelse. Begrebet kan således siges at antyde, at man sørger usædvanligt længe, samt at man gør det på en forstyrret eller ‘forkert’ måde. Når jeg ser tilbage, tænker jeg på, om jeg kunne have følt nærmest dårlig samvittighed, hvis jeg ikke dengang havde fået Prolonged Grief Disorder-diagnosen. Når jeg havde oplevet så stort et tab, ville jeg så have sørget nok, hvis sorgen var uproblematisk efter et halvt år?

Indput Institut for Psykologi KU


Tror du, der er noget, du i dag gør anderledes eller ser på en anden måde, end hvis du ikke havde mistet? Stine: Alt og ingenting er man jo fristet til at svare. På et lidt mere lavpraktisk niveau så tror jeg, jeg er blevet mere immun over for dagligdagsproblemer af at have ‘ramt bunden’. Jeg har også erfaret, at det var muligt at komme op fra bunden igen. Den erfaring har faktisk hjulpet mig meget, når jeg i de senere år ellers har haft svære perioder. På den måde lever jeg vel op til den kliché om, at man bliver stærkere af at miste. Når det så er sagt, er det stadig en styrke, som jeg hellere ville være foruden. Rie: For mig tror jeg, at det kan have haft en betydning, at jeg gik fra at bo alene med min mor, hvor jeg næsten altid var midtpunkt, til at flytte i en plejefamilie, som selv har et jævnaldrende barn. De havde en helt anden jargon og dynamik, og de var i modsætning til min mor ikke interesserede i at høre om absolut alt, jeg havde oplevet hver dag. Så den opmærksomhed måtte jeg måske finde et andet sted. Derfor er det måske ikke helt tilfældigt, at jeg begyndte at konkurrere både i gymnastik og ridning, at jeg trivedes med mundtlige eksaminer og fremlæggelser, og at jeg efter gymnasiet blev uddannet danser med henblik på at optræde på scenen.

Det er en gængs frase, at ‘tiden læger alle sår’. Er det en følelse, du kan genkende? Rie: Det er ikke et spørgsmål, det er nemt at give et klart svar på. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at være ked af, at jeg skulle se min mor blive mere og mere syg, at jeg ikke skulle få mulighed for at lære hende ordentligt at kende, og at jeg ikke får mulighed for at møde hende igen. Hvis man forstår metaforen på den måde, at dybe sår ofte giver ar, kan jeg bedre gå med til det. Tabet fylder (heldigvis) væsentligt mindre, end det gjorde i mine teenageår. Men det har for mig ikke været nogen lineær proces, hvilket måske heller ikke gør det nemmere for udenforstående at sætte sig ind i, hvor meget tabet fylder og har fyldt. I svære perioder og ved store begivenheder såsom da jeg blev student, eller da jeg dimitterede med hat og rober i England, har tabet været mere præsent; og samtidig har jeg måske for ofte undskyldt svære perioder og følelser med, at jeg jo også havde mistet min mor. Min oplevelse er, at tidens gang gør det nemmere for min familie og mine venner at tale om tabet af min mor. Det føles i dag ikke som nær så landmineramt et territorium at spørge ind til, hvad min far så i min mor, om nogen har billeder af hende eller på hvilke punkter, de synes, jeg minder om hende.

29


Hvilke perspektiver har det givet dig at tale med andre, der har mistet? Stine: Jeg har oplevet at tale med andre, som også har mistet en forælder, hvor det er kommet bag på os begge, at vi ikke har kunne relatere til hinandens følelser, selvom udløseren til vores følelser på sin vis var den samme. Det har eksempelvis været folk, der har mistet en forælder til selvmord eller misbrug. Når disse efterladte har givet udtryk for følelser som skyld og skam, har jeg følt mig meget heldig over at have været den slags følelser foruden. At miste en forælder til kræft eller en uventet hjerneblødning som du og jeg, Rie, det er dybt tragisk, men det er samtidig en ‘lykkelig’ tragedie, der fremkalder en ‘ren’ sorg. Ingen har haft et medansvar for, at du og jeg skulle opleve disse tragedier, og derfor er vreden måske hurtigere gået over i ren og skær sorg, end den er for så mange andre.

Hvilken plads føler du, at tabet af din mor/far har i dit liv i dag? Rie: Særligt efter jeg flyttede fra min plejefamilie, har min far fået en større og større rolle i mit liv. Især i gymnasieårene, hvor jeg blev i stand til at drikke kaffe og rødvin med ham, lærte jeg ham og hans værdier bedre at kende, hvilket bragte os tættere sammen. Men det var jo egentlig ikke ham, jeg blev spurgt om… Umiddelbart synes jeg nemlig, det er svært at svare på. Jeg tror stadig, jeg er i gang med at finde ud af, hvilken plads tabet har. Jeg tror måske, jeg føler, at jeg har min mor med mig i mine ambitioner og lysten til at kaste mig ud i nye ting. Og måske mærker jeg også hendes skam over mig, når jeg handler overilet eller uhensigtsmæssigt. Og på nogle punkter tror jeg måske, sorgen fortsætter i kraft af sorgen over de mange ting, jeg aldrig finder ud af om min mor. Under alle omstændigheder værdsætter jeg virkelig den barndom, jeg havde med hende. Jeg fik så meget kærlighed og omsorg, som havde hun været nødt til at elske mig for resten af livet. Stine: Forrige år nåede jeg datoen, hvor jeg havde levet flere år uden min far end med min far. Jeg kan konstatere, at det faktisk er svært at genkalde den fysiske smerte, som jeg følte i tiden efter min fars død. Det er også svært for mig at huske min fars stemme, ansigtstræk og duft. På den måde har min sorg forandret sig til også at være sorgen over at have glemt. Glemt på godt og ondt. Det sværeste for mig i dag er nok, at jeg mangler en forældrepart at spejle mig i. Forholdet mellem forældre og barn er for mig en instinktuel spejlingsproces, hvor vi løbende bliver klogere på os selv og den anden. Vi ser vores forældre anderledes som børn, end når vi er voksne. Her savner jeg at have begge forældre at kunne genkende mig selv i. Og jeg savner endnu mere at kende min far som voksen og opleve, at han ikke kun er min omsorgsperson, men også min sparringspartner. n

Indput Institut for Psykologi KU


OMSORG I SORGEN Hvordan kan vi være der for hinanden, når sorgen rammer? Af Amanda Lambæk, stud.psych. & Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

I en tid hvor vi skal effektivisere alle dele af tilværelsen i konkurrencestatens navn og realisere os selv som unikke individer, er der ikke meget plads til at rumme sorgen. Midt i samfundets mange krav og fremdriftsreformer, kan det være svært at håndtere, når livet går i stå. Som pårørende kan man derfor føle sig handlingslammet og berøringsangst, når ens nærmeste bliver konfronteret med døden. Hvordan kan vi gøre mere plads til at kunne være i sorg, og blive bedre til at nærme os hinanden, når sorgen rammer? Med hjælp fra Børn, Unge & Sorg har vi samlet fire overvejelser, som du kan tage med dig som pårørende i mødet med en ven i sorg. Nogle af forslagene kan virke banale, men sorg kan gøre de mest fattede mennesker perplekse, så nogle gange skal vi mindes om det helt indlysende. Der findes ingen opskrift på den perfekte sorghåndtering, som er meningsfuld for alle på alle

tidspunkter. Folk har forskellige behov, og den samme person kan have brug for noget forskelligt på forskellige tidspunkter. Følgende guide er derfor ikke fyldestgørende. Den er snarere tænkt som en ydmyg vejviser, som vi kan tænke og handle med i konkrete situationer, hvor vi står som pårørende til én, der har mistet. Sidst, men ikke mindst, er artiklen et forsøg på at få os alle til at forholde os til, hvordan vi som pårørende kan give plads til sorgen i relationer og fællesskaber. 1. At kontakte en ven i sorg Hvordan rækker man ud til en ven i sorg? Er det forkert, hvis jeg sender en sms? Bør jeg hellere ringe? Og er det overhovedet mig, der skal tage kontakt? Hvad nu hvis min ven slet ikke har overskud til at tale med mig? Ved den første kontakt efter din vens tab, kan du som pårørende opleve både usikkerhed og tvivl i forhold til, hvordan situationen kan gribes an. Måske er det endda første gang, du befinder dig i en position som pårørende, og de mange spørgsmål, som trænger sig på, kan få situationen til at virke uoverskuelig. Noget må gøres, men hvad? Først og fremmest findes der ikke noget ”rigtigt” tidspunkt for, hvornår du kontakter din ven. Derfor må du kaste dig ud i det, også selvom situationen er ukendt land for dig. Mange af dem som oplever at være i sorg, vil hellere kontaktes af en ven, som forsøger at sætte sig ind i den smertefulde oplevelse, end at blive mødt med tavshed fra omgivelserne. Udover at vise din medfølelse, kan det

31


være en god idé at give udtryk for din tvivl og spørge ind til, hvad din ven har brug for fra dig. Her er et par forslag til, hvad du kan sige:

• “Jeg vil gerne tale med dig og høre, hvordan du har det. Er det et godt tidspunkt nu?” • “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg vil gerne støtte dig” • “Jeg er usikker på, hvad du har brug for, men jeg er her, hvis der er noget, jeg kan gøre” En del af dine overvejelser som pårørende handler sikkert også om, hvordan du bør kontakte din ven. Heller ikke her findes der et entydigt svar, men det kan alligevel være en god idé at tænke over, hvilken funktion din kontaktform har. Er du i tvivl om, hvorvidt du bør ringe, sende en sms eller måske skrive et brev, kan du overveje, om du gerne vil i kontakt med det samme, eller om det er okay med en lidt længere latenstid. Hvordan og hvornår du henvender dig kan også vurderes ud fra, hvor du placerer dig i din vens netværk. Er du én af de nærmeste og vigtigste personer i din vens liv? Eller er der andre, som er tættere på end dig? Uanset din rolle kan det være en god idé at tale med netværket om, hvordan I bedst kan være der for jeres ven i sorg. Desuden kan viden om din vens omgangskreds være med til at tydeliggøre, at du ikke er den eneste, der står med ansvaret for din ven, men at I er flere, der kan træde til. 2. Omsorg i samtalen Som psykologistuderende kan man godt have en forventning til sig selv om, at man burde være i stand til at kaste sig ud i svære samtaler. Det er altså ikke en naturlig selvfølge og særligt ikke, når man har et personligt forhold til én i sorg. Du skal ikke være bange for at gøre din ven ked af det ved at spørge ind til, hvordan hun eller han har det. Langt de fleste opfatter det som en omsorgsfuld

Indput Institut for Psykologi KU

hensigt og som en anerkendelse af, at deres verden er gået i stykker for en stund. Der er ingen opskrift på den gode samtale, og det kan være enormt forskelligt, hvad der kan være behov for fra person til person, alt efter omstændighederne. Et godt udgangspunkt er derfor at spørge åbent og fordomsfrit ind til din vens behov. For nogle kan det virke rart at få spurgt ind til konkrete detaljer, men andre gange skal du være parat til at respektere, hvis din ven ikke orker at tale om det. Det er helt i orden ikke at vide, hvad man skal sige, for i de fleste tilfælde, er der ikke noget rigtigt at sige. Du kan ikke fixe din vens sorg med den rigtige sætning eller gode råd, og faktisk er det næsten bedst at lade være og bare anerkende og give plads til din vens sorg. Hvis man er i tvivl om, hvad samtalen skal indeholde, kan man altid spørge ind til, hvordan det føles at tale om det. 3. Omsorg på afstand Selvom du og din ven ikke altid er i kontakt og har mulighed for at ses, kan du stadig vise din omsorg på afstand. Det kan du for eksempel gøre ved at sende en sms med en besked om, at du tænker på vedkommende eller med et tilbud om hjælp til praktiske gøremål. Her kan det være en god idé at være så konkret som mulig fremfor at tilbyde din hjælp generelt. Du kan eksempelvis tilbyde at komme forbi og lave mad til et par dage, så din ven ikke behøver at tænke på det. Husk på, at din vens sorg ikke bare forsvinder efter et par måneder. Derfor er der heller ikke kun brug for dig i begyndelsen, men også i månederne og årene efter tabet samt i perioder, hvor din ven måske er fraværende fra studiet eller arbejdspladsen. Hold dig ikke tilbage, selvom det måske er længe siden, i sidst har talt sammen – selv en kort sms eller en blomst kan betyde meget i en svær tid. Højtider og mærkedage kan for nogen være særligt hårde at


komme igennem, så på disse dage er der ekstra brug for din omsorg. Vær tålmodig og tag det ikke personligt, hvis din ven afviser dine invitationer eller måske slet ikke svarer, da din vens overskud kan være svingende.

gange vil din ven også have brug for bare at være sammen med nogen, uden at han eller hun behøver at snakke om noget særligt. Her er nogle konkrete forslag til aktiviteter:

4. Husk at din ven stadig er din ven Din ven sørger ikke nødvendigvis konstant. Din ven kan være glad og have det fint den ene dag, men trist den næste. Sorg er ikke en lineær proces, eller noget, der udvikler sig i afgrænsede faser. Sorg kan være intensiv på nogle tidspunkter og nærmest fraværende på andre. Du må gerne dele dine egne bekymringer eller glæder med din ven. Det kan også være en god idé at tilbyde nogle åndehuller, hvor din ven også kan indtage andre positioner end ”den sørgende”. Det kan eksempelvis være konkrete aktiviteter, som ikke er alt for krævende, men som giver noget samvær, hvor sorgen ikke behøver at være i centrum eller blive italesat overhovedet. Nogle

• Gå en tur i Botanisk Have og få lidt frisk luft • Tilbring en time eller to til KØS fredag eftermiddag • Spil banko i Absalons forsamlingshus på Vesterbro • Se en film eller lyt til en podcast sammen • Tag i svømmehallen

Hvis du vil lære mere om sorg, kan du gå ind på Børn, Unge & Sorgs hjemmeside www.sorgcenter.dk, hvor du kan finde et telefonnummer til sorglinjen, som både hjælper pårørende og efterladte i forbindelse med sorg samt forskellige andre tilbud. n

33


SEKULARISERET SORG Ikke spor kompliceret, men meget kompleks og måske uden Gud Af Nina Kjar, stud.psych. Illustration af Jakob Berg Bredahl, stud.psych.

Artiklen handler om den narrative metode, genmedlemsgørelse, som en måde at forholde sig til sorg både personligt og i terapien. Metoden bliver præsenteret som et alternativ til et medicinsk eller religiøst udgangspunkt, uden at fraskrive sig disse.

Indput Institut for Psykologi KU


Et medicinsk eller religiøst blik på døden Mange har et medicinsk blik på døden. Når vi dør, så forsvinder vi. Og når nogen er væk, så skal vi sørge og komme os over tabet. På et tidspunkt skal sorgen også stoppe, ellers kan den blive kategoriseret som kompliceret og patologisk. Andre har måske et kristent eller på anden måde religiøst blik på døden, og har dermed potentielt set andre måder at forholde sig til den på. For mit vedkommende er det svært at navigere i, hvordan jeg skal forholde mig til eget og andres tab. Hvordan skal jeg håndtere det at miste, hvis præstens ord, når de ender på Gud, virker fremmedgørende? Så står jeg dér tilbage med en sekulariseret sorg. Samtidig mener jeg ikke, at den medicinske og diagnosticerende kategorisering af kompliceret sorg er hensigtsmæssig eller særlig velegnet til at indfange den enkeltes oplevelse af at have mistet. Jeg tænker, at selvom vedkommende er væk, så er han eller hun ikke nødvendigvis væk fra vores sind og bliver husket som en stadig aktiv del af livet. Men der findes andre blikke på sorg end det kristne-religiøse, og det, i min opfattelse, til tider patologiserende medicinske blik. For eksempel den måde vi i min familie forholder os til min oldemor Petras død. Min oldemor, Petra, som opdragede og tog sig af min mor, døde, da jeg var lille. Hun er et eksempel på én, som er død, men stadig til stede som en aktiv del af vores familie. Petra er en vigtig figur i min families liv. Over middagsbordet til jul taler min mor om dengang, hun boede ude ved sin Bedste. Min mor fortæller historier om, hvordan Bedste arbejdede

på sin gård, hvordan hun passede min mor og så efter hende. Hvordan hun som ung var ansat som hushjælp, og var så hurtig til at klare opgaverne, at fruen i huset ikke troede på, hun havde gjort det, og hun måtte gøre det hele igen, selvom hun havde været grundig nok. Hjemme ved mig kan man være ”en rigtig lille Petra” – hvis man er arbejdsom, grundig, stædig på grænsen til nævenyttig, og har et stort hjerte til at tage sig af alle andre og bide egne skavanker i sig. På den måde er Petra stadig med ved bordet, fordi hun er repræsenteret i vores fælles ide om hende. Vi kender hendes handlinger og værdier, både som et forbillede og som én der måske var lidt irriterende, og vi kan vælge at leve i overensstemmelse med de værdier, hun står for. Vi kan bestyrke Petras værdier, ved at deltage i de ting der var vigtigt for hende, ligesom min mor gjorde, da hun var barn.

Genmedlemsgørelse Der er mange forskellige måder at håndtere døden på. Ikke nok med at der er forskellige kulturer, religioner og ritualer. Der ses også unikke sorgprocesser for hver enkelt person, der har mistet nogen. Jeg vil introducere et koncept indenfor narrativ terapi, som hedder genmedlemsgørelse, fordi jeg i det ser et alternativ til både det medicinske og det religiøse blik, uden at metoden forhindrer at trække på disse forklaringer, hvis de har givet os værdi. Introduktionen til konceptet er ikke udtømmende, og hvis læseren vil vide mere, tager jeg her udgangspunkt i Michael Whites Maps of narrative practice (2007). I dette værk findes en udlægning af den narrative terapi og

eksemplificeringer af Whites forskellige teoretiske og metodiske greb med afsæt i transskriberede samtaler med klienter. På engelsk hedder genmedlemsgørelses-samtaler (ikke særlig mundret på dansk, nej) Re-Membering Conversations. Konceptet er ét, som Michael White har udviklet fra antropologen Barbara Myerhoff. White bruger ikke bare Myerhoffs genmedlemsgørelse til sorgbearbejdning. Han anser det også som en ramme til forståelse af identiteten, der kan fungere som en kur mod moderne individualiserende vestlige normer om selvberoenhed, selv -motivation og selv-aktualisering, som han mener skaber isolerede identiteter. Michael White selv skriver om genmedlemsgørelsessamtalerne i Maps of narrative practice på side 162: ”Considering life as an association with a membership, and introducing practices specifically shaped by the acknowledgement that identity is wrought by important figures of a person’s past and present, opens diverse possibilities for the reconstruction of identity in the context of therapeutic conversations.” Hvis man tager de videnskabsteoretiske psykologbriller på, ser vi her en antagelse om psyken i form af, hvad identiteten består af, og en antagelse om hvad terapien kan gøre i form af en rekon- struktion af identiteten gennem samtale. Det må her forstås, at genmedlemsgørelse bygger på en antagelse om, at personens identitet ikke tager udgangspunkt i et kerneselv, men bygger på en association of life. Association kan her forstås som ’forening’ (ligesom en fodboldklub!). Medlemmerne af denne

35


”forening af liv”, som det ville hedde direkte oversat, består af signifikante figurer og identiteter fra personens fortid, nutid og formodede fremtid. Deres stemmer har betydning i forhold til konstruktionen af personens identitet. Dét, der har signifikans, kan også være en vigtig person i en bog, en bamse eller et kæledyr. Der er mange muligheder for, at nogen eller noget kan have en stemme som medlem i fællesskabet af liv, der er konstituerende for identiteten ifølge White.

Repræsentationen af vedkommende i vores liv bliver derfor ikke bare okay, og den bliver bestemt ikke sygeliggjort eller diagnoseværdig. Faktisk er repræsentationen af andre, levende som døde, formende for vores identitet, og i arbejdet med relationen til disse repræsentationer kan vi forsøge at håndtere sorg og savn.

Genmedlemsgørelsessamtalerne giver så at sige mulighed for at inspicere medlemskaberne: At opgradere nogle og nedgradere andre, ære eller opsige, give autoritet til nogle stemmer i relation til ens personlige identitet og diskvalificere andre stemmer i forhold til denne. Genmedlemsgørelse kan betragtes som en metafor, der kan bruges aktivt i terapien. Det er en aktiv måde at re-engagere sig i relationerne til signifikante figurer i ens liv.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvad gør terapeuten så? Metoden er ifølge White ofte bygget op omkring to undersøgelsesformer. Den første form inviterer til en fortælling om den signifikante figurs bidrag til eller betydning i personens liv. Derefter bliver personen inviteret til at vidne sin identitet gennem den signifikante figurs øjne. Dette gør terapeuten for at påbegynde en tyk beskrivelse af den måde, hvorpå forbindelsen til den signifikante figur har formet, eller har potentiale til at forme, personens identitet og hvad han/hendes liv handler om. Den anden del af metoden inviterer til en fortælling om, hvad personen selv har bidraget med til den signifikante figurs liv. Her bliver der inviteret til personens tykke beskrivelse af måder, hvorpå forbindelsen til figuren er skabt, og hvordan der her er potentiale til at skabe figurens følelse af, hvem denne var, og hvad dennes liv var om. White giver et eksempel på en genmedlemsgørelsessamtale han har haft med en klient, som jeg her vil gengive kort. Det er en kvinde, som er i terapi, og den signifikante figur er en nabo, der har hjulpet hende, dengang hun var lille. Figurens bidrag til personens liv er her eksemplificeret med naboen, som gav tryghed og trøstede personen, da hun var ked af det, og introducerede hende til at sy og strikke. Personens identitet, set gennem figurens øjne, er her eksemplificeret med de positive tanker om sig selv, kvinden kunne gøre sig gennem naboens øjne. Dernæst kommer personens bidrag til figurens liv, hvor de taler om,

hvordan hun tog imod naboens interesse, ærede dét, der var vigtigt for naboen, og deltog i at strikke og sy. Til sidst er der så implikationer af dette bidrag for figurens identitet. Dette kommer frem ved fortællingen om, hvorledes kvinden har bidraget til, at naboen får bestyrket sine værdier. Processen anskues som identitetsskabende for kvinden selv.

Jeg siger ikke farvel til Petra Hvis vi udelukkende abonnerer på den mest nøgterne medicinske beskrivelse af døden, den fysiologiske, uigendrivelige afslutning på livet, så er min idé, at vi risikerer at gennemtvinge et endegyldigt farvel, også til den betydning som afdøde har for os. At vedkommende stadig er repræsenteret for os som en aktiv del af livet, kan måske blive opfattet som en fejl. Som unyttigt, for vedkommende er jo væk i den medicinske forståelse. I den narrative tilgang bliver vedkommende (gen)medlemsgjort. Repræsentationen af vedkommende i vores liv bliver derfor ikke bare okay, og den bliver bestemt ikke sygeliggjort eller diagnoseværdig. Faktisk er repræsentationen af andre, levende som døde, formende for vores identitet, og i arbejdet med relationen til disse repræsentationer kan vi forsøge at håndtere sorg og savn. Personens stemme som medlem i ens indre liv er udgangspunkt for den terapeutiske samtale. Jeg ser her en mulighed for, at vi – hvis vi vil – kan få lov til at bære vedkommende med videre. n


INDPUT HOLDER 50-ÅRS JUBILÆUM - SKAL DU MED? I år kan vi med stolthed fejre, at Danmarks ældste studieblad fylder 50 år. Født ud af studenteroprøret i 1969 og stadig spillevende og skrivende. Vi samler nye og gamle redaktionsmedlemmer – men også dig, kære læser, hvis du vil med – til et par festlige timer med kage, kaffe og øl samt et par underholdende indslag om Indputs og psykologistudiets udvikling gennem årtierne. Arrangementet vil foregå d. 1. juni kl. 14 - 18 i det centrale København. Information om den præcise placering følger. Du kan tilmelde dig ved skrive en mail til redaktion@indput.dk.

illustration fra Indput årgang 1, 1969

37


“…OG SÅ ER DER DEM, DER LØBER FRA SORGEN” Hvorfor “løbe” fra sorgen, når man kan lære at løbe med den? Adskillige folk inden for sportsverdenen beskriver løbets lindrende virkning på sorg og tab. Måske det var på tide at ty til en ny, eller i virkeligheden ældgammel, måde at tilgå sorgbearbejdelse på? Nærværende essay vil kigge nærmere på, hvorfor sportsfolk på tværs af tid, nation og generation forbinder noget så banalt som at løbe med psykisk velbefindende når livet gør ondt.

Af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych. Allerede ti timer efter at den lille pige går bort på Rigshospitalet snører faren sine løbesko. I en tåget tilstand af tristhed, jogger han ud i Fælledparken og ind i et univers væk fra den virkelighed, der for mange er svær at leve sig ind i. Han mister et seksårigt barn efter to intense års forsøg på at holde hende i live. Manden, der har mistet sin datter til en sjælden kræftsygdom, er far, journalist og forfatter. Han hedder Anders Legarth Schmidt. I bogen “Jeg løber”, udgivet sidste år, beskriver Legarth, hvordan ekstremt hårdt løb på en og samme tid kan virke meningsløst og funktionsfyldt i sorgprocessen. Meningsløst fordi det er illusorisk at tro på, at han får sin datter tilbage gennem løb. Funktionsfyldt fordi dét at bevæge to fødder frem i et usædvanligt højt tempo kræver fokus. Et kortvarigt fokus, hvor han bedre kan neddrosle afsavnet og på samme tid være i et mentalt rum, hvor det er legitimt at tale med de afdøde. Hurtige ben bærer sig selv, ikke sorgen Når man bæres frem af benene med 17 km/t i timen, så skal man kun bære sig selv, ikke sorgen. Sorgen, frustrationen, magtesløsheden fyrer ud af kroppen, når man løber et 21 kilometers halvmaraton på lige knap 75 minutter. Til dem uden kendskab til løb, så kan jeg fortælle, at det er en exceptionel hurtig tid. En tid på 75 minutter efter 21 kilometer kvalificerer en til de forreste rækker under Copenhagen Half Marathon. I det tempo er krop og funktion i fokus. Ikke tanker

Indput Institut for Psykologi KU

og følelser. Dem er der ikke plads til, simpelthen. Ellers vælter man i farten. Med den gennemsnitsfart ånder man ikke ind og ud. Man skriger efter al den luft, lungerne kan trække. I samme splitsekund hvæses luften ud igen. Det sker helt per automatik. Det er lungerne, der bestemmer slagets gang. Efter blot 10 kilometer med 18 km/t sanses den lette smag af blod, syre og kvælningsfornemmelser. Det lyder sikkert skørt for udenforstående, men bekræftende for løberen, der med sine ben bevæger sig usynligt hurtigt mod jordfladen. Så hurtigt at hælene knapt når at snitte asfalten, før det forreste af skoen, tæerne, allerede har sat af mod himlen. Når Legarths fødder rammer jordfladen, så måler GPS-uret 0,2 sekunder ad gangen, før de forlader den igen. Men når pulsen falder igen… Man kan i sagens natur ikke løbe hele tiden. Det er en fysiologisk umulighed. I sekunderne efter hårdt løb pulserer hjertet langsomt ned igen. Først fra 87 slag i minuttet, så 73, 62, og slutteligt 55 slag. I den normalisering indtræffer restitutionen, og med restitutionen sætter tankemylder og følelser af sorg ind igen. Når smerten og sorgen tynger livet på en udpinende måde, så kan løb noget, som end ikke psykofarmaka eller terapi kan tilbyde - løb som hård fysisk genvej afleder sorg til fordel for fokus og funktion. Løb kan derfor være et slags mentalt fixpunkt i horisonten eller et “go-to” i hverdagen, når tankerne på uforklarlig vis bliver ekstra tunge. Når man tvinger sin


39


krop til at løbe med en puls på over 80 slag i minuttet i mere end 10 minutter, så abdicerer bevidstheden, og psyken sendes på møddingen med et mylder af onde tanker. Hvis man overhovedet får tanker i den fart, så er de tomme, som aflagte olietønder uden olie i. At flyve uden helt at flyve Jo hurtigere man løber, des kortere tid har fødderne kontakt med jorden. Det er, ifølge Legarths, det tætteste man kan komme på at flyve uden at flyve. Og det er hele pointen med at løbe fremfor at dyrke andre sportsgrene. I svømning indhylles man konstant af vandet, i cykling fastholdes man af sadlen. I løb svæver man sekundvist. Legarth beskriver det således: “…At løbe er ikke langt fra at flyve. Løb er defineret ved, at der er et øjeblik, hvor vi mister jordforbindelsen (…) Det er selve essensen af løb. Det, som adskiller løb fra gang. At løbe er at gå så hurtigt, at benene ikke kan følge med. Så begge fødder er nødt til at være uden jordkontakt på samme tid. Vi svæver. Flyver. Lidt i hvert fald” (fra bogen “Jeg løber”, s. 7). Legarth uddyber, at han i den dybeste sorg oplever glughuller ind til kortvarig eufori gennem løb. Her kan følelsen af eufori ikke sættes lig det så gængse fænomen, “Runner’s high”, beskrevet af alverdens habile løbere. “Runner’s high” beskrives som en tilstand af behagelig bedøvelse under hårdt løb, som udløser en øget produktion af serotonin i hjernen. Men løb som sorgbearbejdelse handler for Legarth ikke kun om udløsningen af serotonin. Det er kun en del af forklaringen, når han løber på døgnets skæveste tidspunkter. Løb og sorg i eget tempo Til tider handler løb nemlig også om noget langt dybere. Løb er også et perfekt rum for at leve et parallelt liv med dem man sorger over. For Legarth kan de kilometerlange ture ude ved Utterslev Mose forbinde ham til sin datter, i eget tempo. Et tempo, hvor han taler med hende under løbeturene. Legarth beskriver i bogen, at han på disse ture får lov glimtvist at føle datterens nærvær. Alt afhængigt af, i hvilken retning følelsespendulet svinger i på løbeturen den pågældende dag, kan turene med datteren være lindrende, men de kan også fremprovokere savnet og gråd. I det mentale rum får man lov at føle, mærke og tale til de døde igen, når man selv orker at træde ind i stemningen. At træde ind i det rum er også meningsfyldt for andre sørgende danskere. Et eksempel kunne være radiovært og journalist Esben Kjær, der for år tilbage mistede sin unge søn til aggressiv kræft. Han beskriver, hvordan det for ham er vigtigt at tale med sin afdøde søn fra tid til anden. For Esben Kjær er det meningsfyldt at tale med sønnen, og det vil han fortsat

Indput Institut for Psykologi KU

gøre, selvom denne, i jordisk forstand, døde for lang tid siden. For ham er sønnen fortsat levende i metafysisk forstand, og derfor omtales sønnen som “min usynlige søn”. Ikke desto mindre kan det være svært at træde ind i dette mentale samtalerum med de døde. Det er nemmere at tale om de døde, end at tale med de døde. Esben Kjær forklarer, at dét at tale med de døde, for andre opleves som besynderligt, for intenst, og grundlæggende lidt uacceptabelt i det bredere samfund. Fra familie, nære venner og den gode nabo lyder parolen (i bedste intention): man skal “komme videre”. Spørgsmålet er bare, hvordan man bedst gør det. Her kommer løb til at spille en central rolle i Legarths liv. For når pulsen ude ved Utterslev Mose rammer de 70-80 slag i minuttet, så sker det, at han spørger sin datter til råds i og om det levende liv. Tænker på, hvad hun mon tænker om de ting, de levende mennesker gør og siger i hverdagen. På den måde bliver datteren i en vis forstand levendegjort på løbeturen, og dét er nyttigt i sorgprocessen. Det er ikke en egoistisk handling eller hovedkulds idioti at løbe kl. 05:30 om morgen, som Legarth sommetider gør. På de tidligste morgenture titter det mentale samtalerum frem. Løb som mental hygiejne Men løb er symptombehandling, ikke et mål i sig selv. Derfor kan hård løbetræning ikke erstatte sorgens tyngde i tilværelsen, men den kan strukturere sind, der er i vildrede. Dette er med andre ord, hvad den verdensberømte Japanske forfatter Haruki Murakami kalder for “mental hygiejne” i sin bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”. Langdistanceløb er mental hygiejne. Løb har en fabelagtig evne til at strukturere livet. Hvis Murakami ikke havde løb i livet, ville han aldrig kunne have forfattet så mange bøger, ifølge ham selv. Han indrømmer i omtalte bog, at hans forfattersucces er bundet op på afhængighedsforholdet til dét at løbe mindst 10 kilometer hver dag. Dvs. et kvantum på cirka 300 km om måneden. Han ville heller ikke kunne udholde at skrive de mest melankolske og sorgfyldte af bøgerne, hvis ikke det var for den daglige 10 kilometers tur. Selvfølgelig er sorg en individuel størrelse, hvorfor løb for nogle er dybt irrationelt. Men det er sorgens utilregnelige liv også, når den rammer tarveligt nogle dage fremfor andre. På de allerhårdeste dage viser den sig frem gennem uregerlige reaktionsmønstre, der pludseligt virker pinligt forstyrrende for den forinden uforstyrrede hverdag. Sorgen rammer som faldt man ned mellem to stoleben. Der på gulvet er det svært at komme op igen. Man føler afmagt. En afmagt man kan arbejde imod i stramtsnørede ASICS løbesko ude på stierne. De tågede tanker bliver mere tomme på stierne, når krop og funktion tvinger lø-


beren fremad. Indtil nu har man ikke kunne sætte sorgens biokemi på formel, men etableret forskning peger på, at sorg rammer livet flerfoldigt: hormoner, kredsløbet, nervesystemet, stofskifte og sågar fordøjelsen påvirkes. Samtidig peger forskning inden for idræt og folkesundhedsvidenskaben på positive helbredseffekter af sport og bevægelse på psykisk sårbare patienter. Derfor gik den så skamciterede teolog og filosof Søren Kierkegaard måske ikke helt galt i byen, da han for mange år siden hævdede, at: “(…) Jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den”. Hvorfor skulle mødet mellem løbeskoene og asfalten ikke for nogen kunne være et ligeså relevant mentalt rum at arbejde med sorgen på, som det terapeutiske, familiemæssige eller vennemæssige rum er for andre? Man kan ikke løbe gennem sorgen, men man kan løbe den intense sorg væk på de dage, hvor den forekommer ekstra hård. Grundstemningen bag sorg forsvinder ikke ved at løbe et par hårde ture, men det ekstra hårde savn mindskes på dagen, når tempoet bliver endnu højere. Eller når man over tid finder sit eget løbetempo med sorgen, og bliver i stand til at løbe med den i stedet for væk fra den. Der sidder nok en skeptisk læser eller to tilbage med følelsen af, at hårdt løb stadig er en skør flugt fra livet og en umoden måde at sørge på. “…Og så er der dem, der løber fra sorgen” vil nogle nok sige. Tilbage må man fortsat spørge, hvorfor sportsfolk, der sørger gennem løb og hård fysisk træning, er at finde i både de første oldgræske værker, i romertiden, på isolerede stillehavsøer blandt stammefolk og hos en journalist i samtidens Danmark. Anders Legarth Schmidt har solgt bunker af “Jeg løber”. Det er en vigtig bog, fordi den bryder med myten om hård motion og sorgbearbejdelse som hinandens modsætninger. De atter hundredvis af danskere, der har købt bogen, er formentligt mennesker, der enten kan relatere til, har sympati for eller selv arbejder med sorgen ude på de asfaltbelagte stier. At et ikke-usynligt publikum af danskere nu har bogen på reolhylden, skaber forhåbninger om en større forståelse for dem, der løber med sorgen. n

41


Findes der en rigtig måde at sørge? Af Emma Elise Møller, stud.psych. Illustration af Tobias Wriedt, stud.psych.

Sorgen, forbundet med tabet af en nærtstående, har længe været et privat anliggende, som man behandlede indenfor hjemmets fire vægge. I dag er sorgen på alles læber. På de sociale medier, i kunsten og litteraturen. Her deles personlige erfaringer med sorg - en åbenhed, der ligeledes kommer til udtryk i opblomstringen af sorggrupper rundt om i landet. Dertil kommer den nylige optagelse af vedvarende sorglidelse som diagnose i WHOs diagnosehåndbog, samt oprettelsen af Det Nationale Sorgcenter og forskningsprojektet Sorgens Kultur ved Aalborg Universitet. Sorg forankres således på den ene side i vores kollektive bevidsthed, som et mangefacetteret fænomen, mens den på den anden side underkastes et psykiatrisk blik. Vi bevæger os imod en større anderkendelse af og forståelse for sorgens væsen, men også mod en skarpere afgrænsning af sorgens normative horisont. Jeg har mødt Ester Holte Kofod, psykolog og forsker på Sorgens Kultur, til en snak om sorgens kulturelle dimensioner, samt mulige konsekvenser af den nært forestående sorgdiagnose. For hvad kommer det til at betyde for den sørgende, at sorg i stigende grad betragtes som behandlingskrævende? Og hvad siger det om vores samfund, at vi har behov for en diagnose for sorg?

Indput Institut for Psykologi KU


43


Sorgforskningen, og dermed den psykologiserende tilgang til fænomenet, udspringer af den freudianske forståelse, hvor sorgen betragtes som en individuel bearbejdningsproces. Den sørgende tager gradvist afsked med den afdøde, hvorefter livet må gå videre, helst uden at der dvæles for meget ved fortiden. Vores forståelse af sorg i dag har imidlertid bevæget sig væk fra løsrivelsen og nærmere det vedvarende følelsesmæssige bånd. Sorgen over tabet af en elsket forventes at følge én resten af livet. I forskningsverdenen ser man bevægelsen fra de traditionelle teorier over i en mere kvantitativ, empirisk tilgang, der søger at indfange sorgen med udgangspunkt i skalaer, symptomer og helbredsmæssige aspekter. En udvikling, som for alvor bliver synlig med implementeringen af sorgdiagnosen. Ester Holte Kofod beskriver denne medikalisering som baggrunden for Sorgens Kultur: ”Diagnosen er en form for momentum, der gør det relevant at se nærmere på den udvikling, som sker med sorg i vores samfund i dag. Vi undersøger i den forbindelse, hvad det er for særlige forhold, som er med til at forme sorgerfaringerne hos dem, der mister.” For at forstå sorg som et

Indput Institut for Psykologi KU

psykologisk fænomen, er det væsentligt at have blik for den samfundsmæssige og kulturelle kontekst, som sorgen udspiller sig i. Omdrejningspunktet for projektet er sorg i forbindelse med dødsfald. En irreversibel form for sorg, hvor tabet er kendetegnet ved at være uopretteligt. Sorg er et naturligt reaktionsmønster, hvilket kan foranledige os til at glemme, hvor afgørende den kulturelle baggage er for den enkeltes oplevelse, fortæller Ester. ”Selvfølgelig er der en dimension af tabserfaringen, som er reaktiv. Man bliver kastet ud i reaktioner, som man ikke føler, at man er herre over. Men det sker inden for en normativ horisont, der konstant inddrages i vores forståelse og håndtering af de reaktioner, vi oplever.” Hun forklarer, at man som sørgende våger over sine følelser og handlinger, mens man samtidig bliver mødt med en række forventninger i sine omgivelser om, hvordan man bør reagere, afhængigt af de konkrete omstændigheder. Sorgens plads i samfundet Det er svært ikke at se en forbindelse mellem sorgdiagnosen og de fremherskende tendenser i vores samfund, som fordrer produktivitet og fremdrift - for ikke at tale om mental såvel

som fysisk sundhed. Jeg er nysgerrig på, om Ester mener, at der er plads til at sørge i vores samfund. ”Sorgen bliver debatteret enormt meget for øjeblikket, men ofte handler det netop om, at sorgen savner anerkendelse,” siger hun. ”Debatten i sig selv kan bidrage til den platform, man efterlyser.” Det er, ifølge Ester, også et spørgsmål om, hvordan vi giver sorgen plads. Vores kultur har et gennemgribende lykkeimperativ, hvilket indebærer, at vi i høj grad opfordres til og bestræber os på at være lykkelige, produktive og fokuserede på fremtiden. Ester fortæller, at sørgende ofte føler, at de bliver påtvunget en accept af tabet, som de ikke er klar til. ”Det er bedst ikke at ruminere over omstændigheder, der ikke står til at ændre.” Hun slår ud med armene. Det giver mening i den forstand, at sorgen er omsonst, siger hun, ”men samtidigt er den uløseligt forbundet med den kærlighed, som den er udtryk for. Kærligheden er der ikke nogen, der har lyst til at give slip på. Og så er det utopisk at fjerne al smerte fra sorgen.” Sorg og smerte er vilkår, som det kan være svært at rumme, når man i vores samfund konstant forventes at optimere sig selv og sin livssituation. ”Her kan


diagnosen tilbyde et frirum i form af en forklaring, som man kan give sig selv og sine omgivelser. Men der er et pudsigt sammenfald mellem diagnosen og de normative krav,” siger Ester og smiler indforstået. ”Diagnosen går netop ind og hævder, at en sorg, der er for langvarig og intens ud fra de samfundsmæssige normer, kan klassificeres som sygelig og dermed behandlingskrævende.” Diagnosekriterierne, længsel efter den afdøde eller vedvarende optagethed af den afdøde, ledsaget af intens emotionel smerte, ligner til forveksling reaktionsmønstre, som forventes ved en naturlig sorgreaktion. De afviger imidlertid fra normalen ved øget intensitet og en varighed, der overskrider minimum 6 måneder. Diagnosen kan siges at medvirke til en manifestation af den kulturelt præskriptive sorg. Hermed kan man skille fårene fra bukkene, når det kommer til at sørge rigtigt og forkert. Ester beskriver det normative landskab som forholdsvis heterogent: ”Vi har fået et psykologiseret forhold til vores følelser, der i højere grad får lov at komme til udtryk,” siger hun. ”Samtidig er der normer, som trækker i den modsatte retning, hvor sorgen

ikke må fylde for meget.” Sorg betragtes typisk som en undtagelsestilstand. Det betyder, ifølge Ester, at den sørgende mødes med en skærpet opmærksomhed umiddelbart efter tabet. Efter en rum tid afløses denne af forventninger om bedring og normalisering. Hun mener, at sorgens normativitet indebærer, at diagnosen vil få betydning for vores sorgforståelse fremadrettet: ”Jeg tænker, at diagnosen skruer lidt op for risikotænkningen. At man øger den generelle opmærksomhed på, hvornår sorgreaktioner bliver for intense eller langvarige.” Bekymringerne vil vise sig hos den sørgende selv og blandt de pårørende. Ester forestiller sig, at flere vil finde det oplagt at opsøge en læge eller psykolog med sin sorg, hvor man tidligere i højere grad involverede sine personlige relationer. Sorg som meningsfuld erfaring I forbindelse med sin forskning, har Ester været i kontakt med sørgende forældre, som har mistet et barn. Hun har således fået indblik i, hvad sorgen kan bidrage med, og hvad det forandrede perspektiv på sorg kan komme til at betyde for den sørgende. Hun fortæller, at det for

mange er en lettelse at få at vide, at deres oplevelser er fulkommen forventelige. De udtrykker ønsket om et mere nuanceret syn på sorg, hvor sorg og glæde ikke er gensidigt udelukkende dimensioner af tilværelsen. En betragtning, som går fint i tråd med bevægelsen fra den freudianske løsrivelse til forståelsen af sorg som noget, der vil følge en resten af livet. Jeg forestiller mig, at sorgen, når den er stærkest, kan kaste skygger over minder fra tiden før tabet. Men at den, når den er til at rumme, bliver en følelse, der sætter en i forbindelse med det, som man har mistet. Sorgen er, som det så poetisk udtrykkes, kærlighed som er blevet hjemløs. Ester fortæller, at det ikke er usædvanligt at savne sorgen i perioder, hvor den kommer på afstand: ”I sorgen og smerten beskriver flere sørgende, at de føler sig tættere på den, som de savner. Hvis sorgen begynder at fylde mindre, kan det derfor også være forbundet med en frygt for at glemme.” En ambivalens mellem behovet for at opholde sig i sorgen og ønsket om lindring, der afspejles i de sørgendes forventninger til sorgdiagnosen: ”Den deler vandene blandt de sørgende,” fortæller Ester. På den ene side giver en

45


Indput Institut for Psykologi KU


del udtryk for begejstring: ”Nu får man endelig retten til at sørge. Diagnosen åbner døre, hvilket indebærer, at man bliver taget alvorligt af systemet”. På den anden side er der flere, som holder fast i, at de vil have lov til at sørge, uden at blive sygeliggjorte. Selvom diagnosen kan betragtes som den sørgendes adgangsbillet til behandling, understreger Ester, at hun ikke forventer, at det vil betyde at dem, der falder udenfor diagnosens kategori, vil falde mellem to stole: ”Jeg har svært ved at forestille mig, at alle de fællesskabsorienterede tilbud, som spirer frem i dag, skulle forsvinde,” siger hun og henviser til de mindre behandlingsrettede sorggrupper. ”Diagnosen kan måske endda løfte hele området. Det er et perspektiv mange har. At den medvirker til en øget opmærksomhed og til at kanalisere ressourcer over til de sørgende.” Når sorgen bliver et helbredsfænomen, medvirker det således til en større forståelse og anerkendelse, men det kan ligeledes indsnævre de måder, hvorpå tabet kan begribes som meningsfuldt og eksistentielt. At dele sin sorg med andre Der er sket en medialisering

af

menneskelivet, som indebærer, at en stor del af vores tanker og følelser optræder som abstrakte, lettilgængelige gengivelser på diverse platforme. Sørgende kan finde hinanden på sociale medier, udveksle erfaringer og indgå i specialiserede fællesskaber. Det er den samme tendens, der kommer til udtryk ved sorggruppedannelsen. Det kan være enormt givende, at man som sørgende får lejlighed til at spejle sig i andre, som har oplevet noget lignende, eller måske har et helt andet perspektiv på sorgen, fortæller Ester. Vores samfund er indrettet sådan, at mange oplever at stå alene med deres tab. Det er ikke usædvanligt, at kollegaerne på arbejdspladsen ikke har mødt den, som man har mistet. Eller at naboen bare er en, man hilser på i forbifarten. Flere sørgende taler om et ubehag ved at konfrontere andre med deres sorg eller om at blive mødt af en omverden med berøringsangst. Sorggrupperne tilbyder en fælles forståelsesramme, hvor sorgen kan komme til orde. Ester peger imidlertid også på en mulig bagside ved bevægelsen mod specialiserede fællesskaber og behandlingstilbud. ”Det er ikke usædvanligt, at det skaber en forventning i den sørgendes

omgangskreds om, at hjælpen til at håndtere sorgen findes andetsteds,” siger hun. Sorgdiagnosen og de diskurser, som måtte følge med, kan således potentielt betyde, at kløften mellem den sørgende og det omgivende samfund bliver dybere. Også set i lyset af den typiske tilgang til diagnosen, som et problem møntet på individet. ”Det er en samfundstendens, at vi individualiserer livsudfordringer. Lidt for ofte er vi blinde for de relationelle og strukturelle forhold, som også spiller ind på, hvordan symptomer viser sig hos den enkelte.” Ester forklarer, at man typisk retter sig imod individfokuserede løsninger, hvor den enkelte lærer copingstrategier samt mestring af sorgen. ”Men det udelukker ikke, at man medtænker det systemiske i forskning, såvel som indsats.” Formålet med Sorgens Kultur er netop at løfte perspektivet på sorg lidt ud af de medicinske rammer. ”Sorg har mange flere dimensioner end det, som et sundhedsorienteret perspektiv giver adgang til. Det er et fænomen, der berører alt fra identitet til religiøsitet og spiritualitet,” siger Ester. ”Vi ønsker derfor at undersøge det kulturelle landskab, som man befinder sig i med sorgen.” n

47


DEN HJEMLØSE KÆRLIGHED Af Isabel Sidenius, stud.psych.

BOGANMELDELSE. Svend Brinkmann har forfattet en teoretisk velunderbygget og indlevende analyse af sorgens væsen, der beskriver sorg som et almenmenneskeligt grundvilkår. Bogen udfolder, hvordan sorg er en kærlighed, der gøres hjemløs, hvordan sorgen manifesterer sig både psykisk, kropsligt og kulturelt, og hvorfor man bør være varsom med at definere sorg som psykisk lidelse. Alt i alt et anbefalelsesværdigt værk.

Den nye psykiatriske diagnose, ’kompliceret sorg’, har givet anledning til Svend Brinkmanns Det sørgende dyr – om sorgen, selvet og samfundet, der blev udgivet sidste år. Svend Brinkmann går fænomenologisk til værks, idet han gennem bogen forsøger at indkredse sorgens væsen, dens fænomenologi og dens almenpsykologi. Herudover udgør værket, i den velkendte Brinkmann-stil, en velargumenteret og aktuel kritik af den såkaldte diagnosekulturs tendens til medikalisering og patologisering. Modsat Svend Brinkmanns tidligere meget populære bøger Stå Fast, Ståsteder og Gå Glip, er denne ikke på samme måde henvendt til den brede befolkning, men snarere til fagpersoner indenfor forskellige sundhedsfaglige discipliner. Bogen tager form som et faglitterært værk af mere

Indput Institut for Psykologi KU

akademisk karakter. Den er derfor særligt velegnet til psykologistuderende, der vil få et større teoretisk indblik og udbytte end fra de forrige bøger, fordi den samtidig er godt formidlet og indlevende i sin righoldige brug af eksempler fra både kunstens, populærkulturens og skønlitteraturens verden. Svend Brinkmann beskriver sorg som et eksistentielt grundvilkår, der både er konstituerende for os som mennesker, og som er et fænomen, hvorigennem der viser sig nogle psykologiske implikationer, der kan medvirke til udviklingen af en almenpsykologisk teori om subjektet. Han undersøger fænomenologisk sorgen igennem disse almenpsykologiske strukturer, hvor den forbindes til både følelser, krop og psyke med udgangspunkt i forskellige teo-


retiske perspektiver både af filosofisk, psykologisk og sociologisk karakter. Den grundlæggende pointe er, at sorg kræver to betingelser; død og kærlighed, foruden hvilke den ikke ville kunne eksistere. På denne måde er sorg et helt naturligt fænomen, som de fleste mennesker i løbet af deres liv vil opleve, hvorfor man skal være påpasselig med at patologisere og medikalisere den. Skønt Brinkmann stiller sig kritisk overfor sorg som en diagnose, beskriver han også nogle sociale og praktiske fordele ved det, og i det afsluttende kapitel, der netop omhandler sorg som diagnose, går han udforskende ind i teorier, der beskæftiger sig med afgrænsningen mellem normalitet og patologi. Han konkluderer, at der indtil videre ikke findes en adækvat teori herom, og at det er svært at bestemme, hvor grænsen egentlig går. Derfor bør man være ekstra varsom med at betragte fænomenet sorg som en psykisk sygdom, og ifølge Brinkmann bør man indtil videre undlade sig herpå. Måden at håndtere sorgen på findes ikke i psykofarmaka. Vi må, ifølge Brinkmann, bevæge os fremad med den døde, fordi kærligheden til den afdøde stadig er der, den er blot gjort hjemløs. Sorg kan betragtes som et udtryk for et vedvarende bånd til den døde og kan dermed også føre til den almenpsykologiske indsigt, at sorg er en fundamental følelse særegen for os som mennesker, fordi vi er relationelle og intentionelle væsener. Et liv uden sorg er dermed også et liv uden kærlighed. Udover den nuancerede og aktuelle problematisering af sorg som en psykisk sygdom, bidrager bogen med en kritik af den psykologiske videnskab, der har et stærkt fokus på ”atomistiske, funktionalistiske (fx evolutionspsykologiske) og kausale

forklaringer” (s. 22). I en tid med store neuro- og kognitionspsykologiske landvindinger og stort fokus på den naturvidenskabelige psykologi, opleves denne kritik særligt væsentlig, idet Brinkmann her insisterer på, at vi med sorgen har at gøre med et domæne af virkeligheden, der ikke kan reduceres til neurobiologiske processer. Fagkritikken optræder igen senere i bogen, hvor ”den problematiske individualisme” omtales i forbindelse med at forstå den del af sorgen, der vedrører dens sociokulturelle aspekt. Sorg som psykologisk fænomen bør behandles i overensstemmelse med både den sociale og oplevelsesmæssige dimension, der er kvalitativt forskellig fra de underliggende neurobiologiske forudsætninger. Psykologisk og metodologisk individualisme bliver, ifølge Brinkmann, udelukket som gyldig beskrivelse af sorg, når man forstår selvets dybe relationalitet. Bogens analyser er grundige og spændende, samtidig med at formidlingen både er klar og indlevende. Den fænomenologiske tilgang kvalificeres yderligere i Svend Brinkmanns anvendelse af litterære eksempler, f.eks. Naja Marie Aidts digte om sorgen over at miste sin søn, og de teoretiske og æstetiske erkendelser giver tilsammen læseren en grundstemning og følelse, der lægger sig fint i forlængelse af temaet og giver stof til eftertanke. Bogen kan varmt anbefales. n

Forfatter: Svend Brinkmann Titel: Det sørgende dyr Forlag: Forlaget Klim Udgivelsesår: 2018 Sideantal: 232

49


KRITIKKASTRATION OG MORDET PÅ OMSORG Af Oliver Hundahl, stud.psych., og Maja Bergen, stud.psych.

Døbt Generation Snowflake, bliver såkaldte Millennials dagligt kastreret af de ældre generationer, skulle de vove at udtale sig om sociokulturelle problemstillinger. Særligt rammer kritikken unge progressive stemmer, for hvem det bliver gjort helt klart, at ønsker man at gøre noget godt for verden, andre eller sig selv, så er man uden realitetssans, indtager for mange soyaprodukter, og burde læse sig en bog om, hvad “rigtig videnskab” er. En kollektiv ækvivalent til når et spisebordsskænderi ender med en forvisning til skammekrogen; børn skal holde kæft, når de voksne snakker. I Danmark kalder vi det krænkelseskultur. Siden 2012 har danske medier med tiltagende frekvens spyttet meme-artikler ud, der, i ligeledes tiltagende grad, adopterer en ordlyd, som minder om det amerikanske alt-right. I dette år slår AAU professor Frederik Stjernfelt tonen an, da han i en DR-artikel identificerer muslimer som krænkelseskulturens patient zero, der med hjælp fra hinduister spreder det patologiske budskab. I medierne fremstilles den danske befolkning i dag som fintfølende og manglende resiliens. Det er næsten som om medierne betragter det som deres pligt at eksponere neurotiske curlingbørn for virkelighedens grove løjer. Krænkelsesdiskursen kulminerede i december 2018 med sagen om højskolesangen ’Den danske sang er en ung blond pige’. En legendarisk banger af en højskolesang Ser man ud over de danske mediers landskab ved årsskiftet 18/19, finder man

Indput Institut for Psykologi KU

talløse eksempler på artikler og debatter om den såkaldte krænkelseskultur. Den mest omtalte er utvivlsomt sagen, hvor en CBS-ansat indgav en klage over, at der på et internt institutmøde blev sunget ’Den danske sang er en ung blond pige’. Det har kickstartet en storm af artikler på alle fløje, der alle koger suppe på samme rustne søm: Den Danske Sang er en X, Y eller Z… Netop denne sag blev også taget op til debat i Deadline, hvor det fremhæves, hvorfor sangen er vigtig for den danske kultur. Selv Lars Løkke har set sig nødsaget til at fremføre sit take på emnet. På trods af den massive mediedækning, snakkes der foruroligende lidt om sagens egentlige forhold. Klagen blev nemlig indgivet for to år siden, altså to år før medierne pumper både internettet og statsfinansieret TV fuld af krænkelseslede. Derudover var det ikke den CBS-ansatte, der kontaktede medierne i krænkelsens frustration og forhåbning om sympati, klagen blev udelukkende forelagt instituttet i internt regi. Medierne blev først indblandet, da ledelsen gav en formel undskyldning til den ansatte. Af andre sager kan nævnes Jyllandspostens artikel ’Må man nu heller ikke omtale mennesker med ”han” og ”hun”?’ fra d. 14 januar 2019, hvor det beskrives, at en biologistuderende efter sigende er blevet voldsomt krænket over, at man i undervisningen benyttede kategorierne mand og kvinde i et statistisk eksempel. I virkeligheden er sagen en ganske anden. Ingen studerende har kontaktet medierne på baggrund af en ‘krænkelse’, og der har ikke været tale om, at man skulle bandlyse hverken ‘han’ eller ‘hun’ fra

sproget. Hvad der faktisk er sket er, at en biologistuderende, til et lukket, internt evalueringsmøde, har foreslået underviserne at tage højde for, at ikke alle på studiet identificerer sig som enten mand eller kvinde. I stedet er det underviseren, den der har modtaget klagen, der er gået til medierne for at brokke sig over at “de unge nu er krænkede over ordene mand og kvinde!”. Fuld plade i minoritetsbingo I ingen af de her nævnte sager, er der altså tale om et stakkels, krænket eller fintfølende offer. Ordet krænkelse indføres af medierne i forsøget på at skabe et buzzword og en kunstig hype - folk skulle jo gerne købe flere aviser. De vælger aktivt at spille på emner der deler befolkningen, og tvinger os til betragte urelaterede nyheder gennem krænkelsens linse. Problemet er nemlig ikke, som både KU’s rektor, Henrik Wegener og jurist Asger Kjærum bekræfter, at der findes et overtal af hysteriske, krænkelsesparate akademikere. For det gør der nemlig ikke. Derimod er det et kæmpe diskursivt problem, at brugere af de sociale medier ukritisk har taget begrebet til sig. At sagen om ’Den Danske Sang…’ bliver så enorm, som den gør, skyldes sandsynligvis, at den netop omhandler emner som køn og race. Alle boxe checkes nærmest af, når det kommer til sagens hovedperson. Hun er kvinde √, hun har anden etnisk baggrund √, hun er akademiker √. Det manglede bare at hun havde blåtfarvet hår og var udtalt venstreorienteret. Sagen fremstår som et stjerneeksempel, da der i forvejen eksi-


sterer en diskurs om, at kvinder, etniske minoriteter og akademikere brokker sig alt for meget over småting, og egentlig bare burde lukke røven. Den taler sig desuden ind i post-moderne og post-kolonielle samfundsdebatter, og det er for alvor noget, der i vor tid kan få sindene i kog. Fordi sagen om sangen frames på en sådan måde, at kritikken fremstår som latterlig og overdreven, bruges den som bevis på, at alle kritikker af enten kønseller racestereotyper er fuldstændigt ude af trit med virkeligheden. En tendens der også udnyttes af P3 i deres enormt populære video Krænkelsesministeriet. Satire, TV og arbejdernes undertrykkelse DR P3 lagde d. 25 januar 2019 videoen Krænkelsesministeriet op på deres facebookside. I skrivende stund har den 1.7 millioner visninger og er delt mere end 14.000 gange. Her præsenterer P3 os for den ene latterlige ‘krænkelse’ efter den anden: “Det krænker mig at det danske flag er hvidt i midten”, “Hvorfor hedder det menstruation og ikke WOMENstruation?”, “Ordblind føler sig holdt ude af LPTG-miljøet”, “Handicappet? Hvorfor ikke HUNdicappet?”. Der bliver tydeligvis spillet på de ovenstående sager og på feministiske kritikker i det hele taget. Videoen er problematisk ad helvede til. Den tager reelle problemstillinger op, strækker dem ud til det absurde, blander dem fuldkommen sammen og skelner overhovedet ikke mellem fornuftige og meningsløse pointer. Den gør grin med karikaturer af postmoderne kritikker, men latterliggør også de eksisterende problematikker. Den udfordrer ikke folk i magtpositioner, men pisser, under påskud af satire, på dem der i forvejen er svage. Videoen udfordrer heller ikke folks holdninger, men fortæller blot seerne det de i forvejen synes: At al den snak om krænkelser da godt nok er til grin. En af Theodor Adornos mange medieanalyser peger på ét af problemerne ved den her slags underholdning. For ham kan satire have en slags ‘frelsende’ funktion, der fritager seeren fra psykisk

ubehag. Han beskriver en undertrykt og underkuet arbejder, der hver dag bliver udnyttet af sin tyranniske chef. Om aftenen tager arbejderen hjem, og på sit TV ser han en komediefilm om en anden arbejder, der begår oprør og virkelig tager røven på sin strenge chef. Arbejderen griner hjerteligt af TV’et og tænker ‘der fik han dén, den bourgeois svinemikkel!’. Men næste dag tager han på arbejde igen, og absolut intet har ændret sig. Han føler ikke længere behov for at begå oprør, skuespilleren har jo gjort det for ham. Dag for dag vil systemet reproducere sig selv. Vi ser det samme på Facebook: P3s satire er folkets opium. Det luller os i søvn og fortæller os, at vi ikke skal tage stilling til svære emner. Facts don’t care about your feelings En af jokesne i P3s video omhandler vanskeligheden i at skelne mellem dem, der virkelig er krænkede, dem der bare føler sig krænkede og dem, der bare prøver at få opmærksomhed. Det er påfaldende at de vælger at skelne mellem de egentligt krænkede, og dem der bare føler at de er det. Hvorfor er det, at en ting ikke kan være legitim, hvis der er følelser indblandet? Hvorfor er det, at post-moderne kritikker generelt skal fejes af bordet på baggrund af, at de er “følelsesladede”? Hvis en etnisk minoritet oplever sig ramt af et statement, hvorfor skal vi som majoriteten så afvise deres synspunkt som alt for påvirket af følelser? Højrefløjen og konservative stemmer har alle dage forsøgt at tage patent på objektivitet og rationel tænkning for derved at punktere deres modstanderes argumenter. De glemmer åbenlyst, at fornuft og følelser ikke er kategoriske modpoler. Folks oplevelser af ulighed eller uretfærdighed smides ud af vinduet som ikke-objektive, uagtet om de rent faktisk kunne pege på strukturel diskrimination. Man kunne med fordel anlægge et andet perspektiv: I stedet for at tale så meget om de krænkede, burde vi tale om dem der krænker. Men den vinkel overses

fuldkommen i medierne. Ålbæksagen, eksempelvis, hvor han selv indrømmer at gøre noget fuldt ud forkasteligt, underspilles helt utroligt i medierne, da den ikke gavner forståelsen af de påvirkede som overfølsomme og hysteriske, men derimod peger på, at der eksisterer strukturelle problemer vi bør reagere på. Vi taler aldrig om krænkerkultur forstået på den måde, at der for mange trolls eller politisk højreorienterede eksisterer en kultur, hvor hele pointen er at krænke andre. Det er sjovt at “prikke til bjørnen”, konstant at bringe følelsesmæssigt tungt materiale op som jokes, for derefter at gøre opmærksom på, at følelsesmæssige reaktioner og argumenter er invalide. Vi taler ikke om krænkerne som dem der egentligt er problematiske, det handler kun om at den modtagende part skal suck it up. Far er bange Når krænkelseskulturen i gængs forstand er et så minimalt problem på de danske universiteter, som vi har fremlagt at det er, hvorfor reagerer så mange danskere så så voldsomt i de her sager? Man kunne kalde det en forsvarsmekanisme. Det kan virke naturligt at reagere med vrede på, at nogen fortæller én, at ens gøren og væren er problematisk. Især hvis man et eller andet sted godt ved, at der er noget om snakken. Men vi kan vel hurtigt blive enige om, at det er enormt skadeligt for den offentlige debat, hvis man bare kan vælge at reducere al kritik til et udtryk for, at nogen er blevet ‘krænket’ og så undlade overhovedet at tage deres perspektiv seriøst. Man slipper for det psykiske ubehag, men det bliver immervæk på bekostning af andre. Når man portrætterer en hel generation som skrøbelige snefnug, og fratager dem deres legitimitet samt evne til fornuftig tænkning, så udfører man mere eller mindre en kastration af sine kritikere. Her er det værd at huske, hvad Freud analyserede som grundlaget for kastrationen: Det er den voksnes frygt for, at barnet skal tage dens plads. n

51


TEMA

(OM)SORG

Indput Institut for Psykologi KU


Illustration af Tobias Wriedt, stud.psych.

53


Psyk & Tværs

# 14

Af Karen Damgaard stud. psych. & Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Lodret 1. Pine 3. Gammel, slidt beklædningsgenstand 4. Det hele 5. Holder vagt ved en døende person 6. De mørke timer af døgnet 7. Molekyle i organismers cellekerne 8. Verdenshjørne 9. Tidsbegrænset tilføjelse til en professortitel 10. Penge, der ryger ind på danske studerendes konto hver måned 11. Åndsfraværende, fortumlet 12. Næringsrig knold 13. Stirre 14. Præfiks der angiver adskillelse, spredning eller fjernelse 21. Stilhed

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 2. Fravær af noget ønskeligt 3. Frarøve, flænse 7. Skælvede 8. Symboliserer adskillelse 9. Hvis der er tårer nok, kan der dannes en hel… 14. Sportslig begivenhed 15. Kort form af svedfjernende middel 19. Nordlig bydel i Storkøbenhavn 21. Kinesisk religiøst begreb 22. Eder 23. Titel foran helgennavn 24. Sorg fælles for en nationalitet 25. Det hele


Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 2. maj 2019, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Søren Bothe.

Academic books

55


Profile for Indput

Indput nr. 3, 50. årgang - Omsorg  

Indput nr. 3, 50. årgang - Omsorg  

Profile for indput
Advertisement