Page 1

Marts 2017 · årgang 48

NO.

3

BEVÆGELSE Forbindelser


Indput no. 3, 48. årgang København, marts 2017 Redaktionen Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Jørgensen Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Casper Schacht Lund Cecilie Bildstedfelt Cecilie Weischer Christian Guldager Elvira Hallengren Ida Marie Ankerfelt Ida-marie Haeusler Inger Charlotte Lund Michelsen Johanna Mariam Madsen Karen Damgaard Karen Odgaard Laurits Dixen Lea Isabel Sidenius Botwel Line Strømø (ansv. korrektur) Mathias Nimgaard Larsen Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Stine Karstoft Tamara Hveisel Hansen Tine Friis (ansv. layout) Tobias Wriedt Omslag Ida Marie Ankerfelt Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Økonomi regnskab@indput.dk Tlf. 61289806

Indput Institut for Psykologi KU

Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer. Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51
 Tlf. 50593525 
www.indput.dk


LEDER Bladet i dine hænder er en sammenvævning af tanker og billeder på tværs af Indputredaktionen og vores eksterne skribenter. Forbindelser er dette blads tema og er som springbræt blevet anskuet fra en lang række vinkler. Fra intime forbindelser mellem mennesker til neurale signaler mellem hjerneceller bevæger artiklerne sig, og undervejs skaber de resonans og referencer på tværs. Nogle gange er det nemt at se en forbindelse, når man leder efter den. Nogle gange er kærlighedsforbindelser svære at finde, netop når man ser efter dem. Intime relationer træder i centrum, når vi stiller skarpt på, hvorvidt datingapps i dag kan opfylde menneskets kernebehov, lige så vel som one-night stands bliver analyseret i et psykoanalytisk perspektiv. Hvorvidt der er kemi mellem mennesker kan være svært at forudsige, men lige så afgørende kemien kan være for et parforhold eller et godt knald, kan den være mellem terapeut og klient. Vi ser i bladet nærmere på psykologens detektivarbejde, hvor spor og udsagn forhåbentlig danner mønstre, der kan hjælpe psykologen på vej. Den terapeutiske relation udforskes ligeledes, når resonansbegrebet træder i centrum, mens der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt kærlighed ved første blik må være til stede for at fordre et udbytterigt terapeutisk forløb.

Som flokdyr er forbundethed naturligt for os som mennesker, men måske kan dissonans og til tider ensomhed være afgørende for, om vi omlægger vores forbindelser. Hvem skulle have troet, at man i en tid, hvor vi er så bundet op af aftaler og sociale netværk overhovedet havde plads til at føle sig ensom? Neoliberalismen synes at forbinde os ud fra profitbaserede algoritmer, hvor vi knyttes sammen med udgangspunkt i produkter og frygt for det fremmede. At se forbindelser og ligheder på tværs fremstår således som vores bedste forsvar og modstand. At stole næsten naivt på hinanden, mens vores plastiske hjerner får lov til at bane nye signalveje, og åbne op for uforudsete associationer og sammenhænge. Vækker nogle af artiklerne tanker i dig, eller ønsker du at bidrage til Indput med noget, der slet ikke har forbindelse til dette blad, er du altid velkommen til at skrive på redaktion@indput.dk eller skrive en besked til vores Facebookside. På vegne af redaktionen, Anne Marie Kristensen

3


Indhold Indput no. 3 48. årgang marts 2017

Faste indlæg 3. Leder

Et anslag om bladets forbindelser

6. Ind-under huden Mød indputredaktionen

9. Side-9-manden Mød Mathias fra 2. semester

10. Akademia En føljeton til indblik i opgaver og specialer

14. Indput-bogmærket Få dit eget Butler-bogmærke

54. Psyk&tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU


Tema: Forbindelser 18. Resonans og Psykoterapi

Forbindelser mellem terapeut og klient

21. Prik-til-prik Skab din egen sammenhæng mellem forbindelserne

22. Junglelove og super likes Kan dating-apps opfylde nutidens kernebehov?

26. Hvorfor skal vi have en forbindelse? Et psykoanalytisk take på one-night stands

28. Taler du afrikansk? Om vestens manglende forbindelse til Afrika

32. Boganmeldelse: Neuroaffektiv udviklingspsykologi En forbindelse mellem forskningsfelter

40. Mind maps Guide og hyldest til håndskrevne noter

44. Forbundet trods neoliberalisme En dialog om ensomhed

48. Overvejelser om den sande forbindelse I sandhed en gådefuld artikel

5


Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Stine Karstoft, stud.psych.

Sebastian Tobias-Renstrøm Sebastian bryder sig ikke om at blive puttet i kasser. Han bryder sig generelt ikke om, at folk tror de ved, hvad han er for en type. Og han bryder sig SLET ikke om at skulle sige noget sigende om sig selv på ca. 10 linjer, for hvordan satan skulle man kunne bekende noget meningsfuldt på så få linjer!? Men nuvel: 23 år, 8. semester, ikke kandidaten, BA-opgaven mangler og bliver skrevet nu (ikke LIGE nu for helvede). Torsdagsbaren, videnskabsteoriinstruktor og vigtigst af alt: Skribent i Indput. Sebastians yndlingsjoke (og ja, det er stadig meget uafklaret, hvor meget en joke, det egentligt er) omhandler kommunistisk revolution. ”Væbnet? Ja for helvede… Neeeej… (Jo)”. Hans primære interesser inden for psykologien er videnskabsteori (surprise), feminisme og noget med sociokultur/diskurser/postmodernisme/kritisk psykologi. Hans yndlingsbeskæftigelser inkluderer: At drikke totusinde bajere, at læse, at sparke og blive sparket i hovedet (slap af, det er en sportsgren; thaiboxning), at diskutere politik og at ramble løs på skrift til Indput.

Amanda Jørgensen Amanda går på 2. semester og er et af de nyere medlemmer af Indput. Hun er en af de få, som nåede at være 18 i et par måneder som konsekvens af at skynde sig igennem gymnasiet og ind på drømmestudiet. Dog er hun nu blevet 19 og babykinderne forsvinder nok til næste fødselsdag. Når hun ikke sidder til forelæsninger, holdundervisning eller i Indputs lokale, kan man som regel finde hende i et tog mellem København og Ringsted. Der befinder hun sig tre timer om dagen, da hun stadig bor hos sine forældre. Ellers langer hun bøger over disken i Academic Books, hvis hun ikke allerede har fundet en af dem for spændende og købt den selv. Dette har også resulteret i, at stakken af bøger i vindueskarmen snart har vokset sig så stor, at gardinerne er blevet unødvendige. Hos Indput er hun med i layoutgruppen.

Indput Institut for Psykologi KU


Tamara Hansen Tamara har det med at blive helt vild med én bestemt farve ad gangen. Hun har tendens til at se sine omgivelser i vinkler og former og foretrækker at spise med miniaturegafler, selvom cirka 25% af hendes daglige kost består af måltidsbarer. Hun har set 43 lande, men har en fobisk angst for mellemlandinger. Hun har et oversættelsesfirma, men har først lige lært at fløjte. Hun har hverken brudt et løfte eller grædt af smerte, siden hun var 5 og har været ordkløver, siden hun kunne tale. Alligevel har hun for vane at bruge engelske vendinger direkte oversat til dansk, og de fleste ville kalde hende nihilist. Halvdelen af tiden kan hun ikke huske, hvem der er Danmarks statsminister, men hun har heller aldrig set en TV-serie og er desuden lidt for hurtig til at hoppe til konklusioner. Tamara er dårlig til at holde sig til én side af sagen og er derfor en forfærdelig skulder at græde ved, men en født djævlens advokat. Hun læser på 2. semester, er tekstredaktør i Indput og er meget fascineret af det her med personlighed.

Casper Schacht Lund Casper er én af Indputs grammatiknørder, der elsker at fjerne skribenternes forkert-satte kommaer og placere dem de rigtige steder. Derudover er han vild med torsdagsbarer, hvor han oftest er at finde på dansegulvet med et bredt colgate-smil og en techno-lignende dansestil. Med mindre han er ude og ryge. Han er storryger. På trods af dette er alle pigerne i Indput vilde med Casper, fordi han er så veltrænet og har så lækkert hår! Men Casper er desværre ikke interesseret i nogle af os, så du har stadig en chance, hvis du ellers reagerer hurtigt nok. Skriv til redaktion@indput.dk for mere information om Caspers kriterier, interesser og personlighed.

7


SIDE 9-MANDEN Af Isabel Sidenius, stud.psych og Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych. . Foto af Stine Karstoft, stud.psych.

Navn: Mathias Alder: 21 Semester: 2. Status: Single Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Kønsfordelingen er lidt skæv, men det er okay. Piger er sgu dejlige. Hvilke kvaliteter har din drømmepartner? En jeg kan grine med på upassende tidspunkter. En som kan være sig selv, være sårbar og tør vise, at hun er ked af det (fx når Chelsea taber). En som både kan finde ud af at have seriøse debatter, men også kan snakke om ingenting. En jeg synes er smuk og feminin. Det er vigtigt, at hun er intelligent. Hvordan er dit forhold til din mor? Er lidt en mama’s boy. Hvad er dine top 3 serier? Desperate Housewives, Dexter og Breaking Bad. Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger? John Rawls: En teori om retfærdighed Mark Passio: Natural law John Gray: Men Are From Mars, Women Are From Venus Har du gode forbindelser? I form af hvad/hvilke? Naturligvis. Hvad skal du bruge? Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? Hudlæge! Det er derfor, jeg læser psykologi. Ej, jeg synes det var sjovt at være skuespiller, da jeg var yngre, men nyder også mit job som auktionsmedarbejder hos Kopenhagen Fur. Tror dog, jeg bliver endnu mere glad for at være psykolog. T-baren, Psykosen eller Lapperne? Synes ikke de er “mutually exclusive” (men helt klart Fredagspsykosen). Hvilken skakbrik ville du være – og hvorfor? Hesten - fordi du ved fandme aldrig, hvor den spilopper hen. Hvad provokerer dig? Modvind på cykelstien. Vinter. Danskernes Parti. Socialkonstruktionisme. Fejlslutninger. Moralsk relativisme. Uretfærdighed (fx når Chelsea taber). Hvilket køretøj ville beskrive dig bedst og hvorfor? En cykel, fordi den kører på man-power. Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Til Moskva og besøge min søde babushka. Hvad er lykken for dig? At være sammen med min søn. Hvad er dit yndlingscitat? “True love is your soul’s recognition of its counterpoint in another.” - Owen Wilson (Wedding Crashers) Bonusinfo: Jeg har en søn, som er 7 måneder gammel. Han hedder Marco, og han er den bedste. Indput Institut for Psykologi KU


9


Akademia Køn seksualundervisning Af Julie Holmquist Thune, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU


BACHELORPROJEKT. Jeg har længe undret mig over fænomenet køn, og hvorfor køn kan fungere som en betydningsfuld måde at kategorisere mennesker og deres handlinger. Hvordan lærte du og jeg at tænke han og hun? Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang blev præsenteret for køn som fænomen. Jeg kan heller ikke huske, hvornår jeg selv italesatte køn for første gang. Hvad jeg kan huske er at være vidne til en opdeling af min folkeskoleklasse i ”piger” og ”drenge”, da vi skulle have seksualundervisning tilbage i 00’erne. Da seksualitet kom på dagsordenen, blev det pludselig relevant for mine undervisere at skelne mellem køn. Hvordan seksualundervisningen ser ud i dag, vidste jeg ikke da jeg startede mit bachelorprojekt, men i det følgende kan du læse om noget af det, jeg lærte af at skrive et bachelorprojekt om, hvordan seksualundervisning fremstiller køn, og hvilke konsekvenser fremstillingen kan få for eleverne. Seksualundervisningens rolle De sidste 50 år har den danske folkeskole haft seksualundervisning med det formål at oplyse elever om køn, krop og seksualitet (Alvang, Ministeriet for Børn og Undervisning, 2012). Til dette bruges et væld af mere eller mindre farverige tiltag, og min undersøgelse tog udgangspunkt i undervisningsmateriale fra ”Uge Sex”, en kampagne igangsat af Sex & Samfund med henblik på forbedring af seksualundervisningen. Dette undervisningsmateriale statuerede et eksempel på, hvad unge i 7. - 10. klasse præsenteres for af ord om køn og seksualitet samt en analyse af, hvilke diskurser ordene trækker på. Næste skridt blev, hvordan jeg gik fra at se på undervisningsmaterialet til rent faktisk at kunne afkode diskurserne i brug.

Hvordan forstås køn? Da jeg satte mig for at undersøge fænomenet køn i en kontekst af seksualundervisning, måtte jeg selv blive lidt klogere på dette på samme tid simple og komplekse fænomen. Til det valgte jeg at gå et par klassiske kønsteoretikere i bedene for at se deres perspektiver på forståelsen af køn i forhold til seksualitet. Vivien Burr (1995) argumenterer fra en socialkonstruktionistisk vinkel, at opdelingen af individer i kønskategorier (f.eks. ”piger” og ”drenge”) måske fremstår objektive, men er skabt af historiske og kulturelt specifikke sociale processer. Fra international side har Judith Butler (2011) kritiseret, at konstruktionen af kønsnormer får indflydelse på diskurser om og normer for seksualitet, og deraf de muligheder individer får for at handle på en legitim måde. Butler (2011) understreger derved, at social konstruktion af køn ses koblet til social konstruktion af seksualitet og omvendt, hvorfor f.eks. en binær og determineret forståelse af køn influerer, hvilke muligheder den enkelte har for legitim seksuel ageren. I tråd hermed fandt jeg det relevant at se nærmere på, hvilke diskurser om køn, der præsenteres for unge, der er i gang med at bevæge sig ind på en seksuelt orienteret, social arena. Dorte Marie Søndergaard (1996) har tidligere i en dansk kontekst undersøgt diskurser om køn hos universitetsstuderende, hvor hun fandt, at konstruktionen af fænomenerne køn og seksualitet er ved at åbne op, således at det i højere grad ses som illegitimt at tilslutte sig en forståelse af køn som determinerende for seksualitet og handlinger forbundet til seksualitet. Det stod dog stadig tydeligt frem hos Søndergaard (1996), at de studerende fandt det funktionelt at trække på traditionelle kønsnormer, når de skulle vurdere andres handlinger i forhold til seksualitet. Denne undersøgelse, tyve år tilbage i tiden, viste

11


altså brug af en traditionel forståelse, men ligeledes at tilslutningen hertil var ved at bløde op. Både Butler og Søndergaard bygger oven på en forståelse af køn som en socialt konstrueret og formbar kategori knyttet til anti-essentialisme. I modsætning hertil kan fænomenet køn forstås som udtryk for en statisk essens, hvilket Jennifer Coates (2012) forklarer gennem teorier om determinisme, hvor kønskategorier indeholder determinerende essenser forankret i fx biologiske forskelle eller kulturelt bestemte normer for køn. Kønnet og ikke-kønnet seksualitet Perspektiverne på diskurser om køn og seksualitet fungerede som startskud til min egen undersøgelse af diskurser om køn i seksualundervisningsmaterialet. Heri fandt jeg to fremtrædende diskurser om fænomenerne køn og seksualitet, henholdsvis en forståelse af de to som adskilte og af de to som værende essenser for hinanden. Når seksualitets betydning ikke knyttes til køn, skaber det rum for, at individer kan handle seksuelt frit for kønsnormer, hvorfor der ikke vil være forskel på, hvad der er legitim seksuel handling for piger og for drenge. Såvel biologisk som kulturel determinisme afskrives, når undervisningsmaterialet centrerer sig om at definere seksualitet. Når der derimod undervises om seksuel adfærd, knyttes fænomenet seksualitet til kønskategorier, der fremstår essentialistiske og deterministiske i forhold til, hvordan det bliver legitimt at handle seksuelt. Der indtænkes sociale normer for adfærd, og der knyttes ord som ”macho”, ”luder”, ”at score damer” og ”alfahan” til vurderingen af seksuel adfærd. De unge vælger således, om end de reproducerer den normative diskurs, at stille sig undrende over for, hvordan det er blevet sådan.

Indput Institut for Psykologi KU

Ligeledes vil jeg stille mig undrende over for, om det overhovedet er relevant at vurdere adfærd (seksuel som ikke-seksuel) på baggrund af generaliserende og normative kønskategorier. Måske der netop i seksualundervisningen kan skabes rum for, at de unge kan tænke om og forstå seksualitet og seksuel adfærd som fænomener uden essentielle egenskaber, så de i fremtiden kan føle sig i stand til at handle baseret på lyst frem for normer. Som afslutning vil jeg inddrage et citat af en ung fra Sex & Samfund (2011): ”Man bestemmer selv, hvilken seksualitet man har, det, det er jeg slet ikke i tvivl om. På et eller andet tidspunkt så når man det punkt, hvor man skal sige, det her det er rart, eller det her det er ikke rart.” n Referencer Alvang, D., Danmark, & Ministeriet for Børn og Undervisning. (2012). Inspiration til bedre seksualundervisning i folkeskolen. Ministeriet for Børn og Undervisning. Burr, V. (1995). An introduction to social constructionism. London ; New York: Routledge. Butler, J. (2011). Kønsballade: Feminism og subversionen af identitet. Kbh.:THP, side 1-83 Coates, J. (2012): “Gender and discourse analysis” i Handford, M. G. J. P.: The Routledge Handbook of Discourse Analysis. : Taylor and Francis Sex & Samfund. (2011, december 19). Unge taler om køn og seksualitet. Hentet fra http://www.sexlinien.dk/alt-om-sex/2012/ video/unge-taler-om-koen-og-seksualitet.aspx Søndergaard, D. M. (1996). Tegnet på kroppen: køn: koder og konstruktioner blandt unge voksne i Akademia. Kbh.: Museum Tusculanum.


13


Indput præsenterer

Butler-bogmærket Tekst af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Judith Butler blev født i 1956 i Cleveland, Ohio. Hun er filosof og nok et af de dér navne, man ikke undgår, hvis man overhører en kønsdiskussion et sted i Akademia. Det skyldes sandsynligvis, at hun er verdenskendt kønsteoretiker og blandt mange betragtes som en af hovedteoretikerne inden for queer-feminismen, der er kendt for at gøre oprør mod binære kønskategorier. Hun er forbundet med diskurskonstruktionisme, dekonstruktionisme og kønsperformativitet, hvoraf sidstnævnte nok er et af hendes vigtigste bidrag til kønsdebatten. For Butler bør kønnene netop ses som værende performative. Her skal man holde sig for øje, at der er tale om det engelske ”gender”, som relaterer sig til vores kulturelle køn, og altså ikke det engelske, biologiske begreb ”sex”. At kønnet performes vil sige, at man spiller sit køn i overensstemmelse med de roller, samfundet byder os. For eksempel bliver vi allerede fra fødslen tildelt bestemte roller afhængigt af vores biologiske udgangspunkt. Drenge kan lide brandbiler, action og blåt, mens piger kan lide prinsesser, følelser og lyserødt. Når samfundet ”tilbyder” os disse roller, foregår det via diskurserne, vores kulturs ”koder”, som optræder i form af sproglige strukturer, vi alle bidrager til. Butler mener, at diskurserne former vores forståelse af… ja, det meste. En væsentlig pointe for Butler er den, at selv vores biologiske begreb, altså ”sex”, er kulturelt formet, da diskurserne simpelthen har fået lov at definere det biologiske køn så heftigt rent normativt, at blot det at være i besiddelse af nogle bestemte kønsorganer har en sammenhæng med, hvordan man så er (og netop ikke performer) som menneske. Drenge kan lide action, piger kan lide følelser. Butler mener ikke, at der ikke er en biologisk forskel, men pointerer, at kønnet i sig selv ikke er sigende for, hvordan vi er. Hermed gør Butler også op med noget af den mere traditionelle feminisme, som forsøgte at beskrive det særegne ved kvinden. Denne type feminisme indskriver sig netop i diskurser om binære kønsforståelser, og det er her, queer-feminismen sniger sig ind som modstander. For Butler er det begrænset, hvad der er uden for diskurserne, men her låner hun en del fra psykoanalysen og er blandt andet inspireret af Freud og Lacan. Grundet Butlers store fokus på diskurserne, sker det nogle gange, at hun formulerer sig en smule omstændigt i et forsøg på at få diskurserne på afstand, hvilket kan gøre hende lidt svær at læse. Med Slavoj Zizeks ord: “If somebody like Judith Butler were to be asked: ”What is this?”, she would never have said “this is a bottle of tea”, she would have said something like: “If we accept the metaphysical notion of language identifying clearly objects and taking all this into account, then may we not […] risk the hypothesis that in the conditions of our language game this can be said to be a bottle of tea and so on and so on…” Om end det måtte være rigtigt, så er Butler stadig en af de væsentlige teoretikere, vi kan vende os mod, hvis vi interesserer os for den diskursive konstruktion af kønnene og de uhensigtsmæssige magtformer (for ja, dem er der mange af ifølge Butler!) som heraf følger. Og nu er hun også et bogmærke i Indput! Hav hende lige med, når du læser noget om køn, og vær især opmærksom på, hvilke naturligheder som diskursivt tilskrives kønnene… For så naturlige er de nok ikke! n

Indput Institut for Psykologi KU


15


Tema Forbindelser

Indput Institut for Psykologi KU


Illustration af Ida-Marie Haeusler

17


RESONANS OG PSYKOTERAPI Tekst og illustration af Amanda Lambæk, stud.psych.

Måske har du ligesom jeg undret dig over, hvad der skaber den særlige kemi eller forbindelse til et andet menneske, og hvorfor den kun opstår i visse sammenhænge, men udebliver i andre? Disse vitale og engagerende møder, hvor vi oplever at svinge med et andet menneske, tilhører livet i almindelighed, men er også interessant inden for det kliniske område i relationen mellem psykolog og klient. I nærværende artikel vil jeg bidrage med en forståelse af dette mellemenneskelige fænomen ved at se nærmere på begrebet resonans. Hvad betyder det, når der er resonans i relationen mellem mennesker? Hvad sker der, hvis resonans udebliver? Og hvordan kan man som kommende psykolog forholde sig til den resonante forbindelse i det psykoterapeutiske arbejde? Resonans og dissonans Da jeg for et par uger siden slog op i en udgave af det danske tidskrift Social Kritik, faldt jeg over begrebet resonans. Etymologisk set stammer begrebet fra fysikken, hvor det betyder medsvingning eller genklang, men det anvendes også inden for musikkens verden, hvor det blandt andet henviser til, når to toner svinger sammen og skaber en tredje harmoni. Udover disse oprindelige betydninger kan resonans også opfattes som et intersubjektivt fænomen, da det beskriver en egenskab ved mellemmenneskelige relationer. Ifølge den svenske psykolog Lars Lorentzon opstår resonans i de menneskemøder, hvor begge parter oplever ”…at komme til live i hinandens selskab”, og hvor gensidige følelser af tryghed, engagement, vitalitet og spænding er til stede. Men den livgivende relation gør sig ikke gældende i alle vores bekendtskaber – resonans opleves nemlig ikke med hvem som helst. På den måde implicerer begrebet en antagelse om, at vi svinger bedre med nogle mennesker, og dermed passer bedre sammen, end med andre. Modsat de resonante relationer kan vi også møde mennesker, hvor relationen vækker uro, angst og vrede, og hvor vi forsøger at komme væk for at undgå de ubehagelige følelser. Disse menneskemøder er kendetegnet ved dissonans og har, hvis vi trækker på Lorentzons perspektiv, en ødelæggende og begrænsende indvirkning på relationen. Resonans og dissonans vækker altså modsatrettede følelser i os, men er til gengæld fælles om at have betydning for den måde, vi påvirkes af og berører hinanden. Den terapeutiske relation er ingen undtagelse. Klienter såvel som psykologer kan opleve at blive berørt af hinandens nærvær og det både i dissonant og ressonant retning. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan vi bør forholde os til disse relationsfænomener i den kliniske praksis? Kærlighed ved første blik? Det er efterhånden alment accepteret at opfatte relationen mellem psykolog og klient som et centralt aspekt ved terapiforløbet. For eksempel har den terapeutiske alliance været genstand for en del forskning og fremhæves ofte som en væsentlig faktor for terapiens effekt. Vender vi blikket mod den resonante terapirelation, kan psykologer ifølge Lorentzon mærke om et gensidigt engagement – og dermed om resonans – er til stede i relationen mellem dem og deres klienter allerede i løbet af de første samtaler, ”… lidt som kærlighed ved første blik”. Når resonans er til stede, behøver psykologen ikke at anstrenge sig for at lytte og forstå, men higer derimod efter at fortsætte det livgivende samarbejde med klienten. ”I den resonante terapirelation ople-

Indput Institut for Psykologi KU


ves det, som om begge kan lide at tale om det, man skal tale om” beskriver Lorentzon. Omvendt udpeger den svenske psykolog de dissonante terapirelationer som nogle, vi bør undgå og fravælge, fordi begge parter oplever sig truede og angstfyldte i samværet med hinanden. I Lorentzons optik har psykologer altså en pligt til at afbryde terapiforløbet og finde en ny psykolog til klienten, hvis resonansen udebliver. Vi må erkende, at vi er selektive væsner, som ikke kan relatere til hvem som helst, mener han. Lorentzons opfattelse af resonans som en forudsætning for den terapeutiske relation og muligheden for både som klient og psykolog at sige fra, hvis samtalen forbliver tom eller endda skaber dissonans, er på sin vis en forståelig og ret konkret måde at gå til det terapeutiske arbejde. Omvendt kan der måske være nogle begrænsninger ved at tildele tilstedeværelsen af resonans en så afgørende betydning for relationens fortsatte eksistens. Selvom Lorentzon betoner resonans som et foranderligt fænomen, synes ”kærlighed ved først blik”-analogien at medvirke til en enten-eller tankegang om fænomenet – hvis resonans ikke opstår fra begyndelsen, kan vi ligeså godt afslutte forløbet med det samme. I Lorentzons perspektiv synes muligheden for at udvikle og skabe resonans på et senere tidspunkt i terapiforløbet altså udelukket, hvilket får resonans til at fremstå som et fænomen uden udviklingspotentiale. Men skylder vi ikke klienterne at udforske, hvorfor resonans udebliver i den terapeutiske relation fremfor blot at fravælge hinanden og sende videre i systemet? Rummet imellem os Psykoanalytiker Judy Gammelgaards perspektiv på borderline kan måske hjælpe os til yderligere at forstå, hvordan brugen af resonans kan være særlig problematisk i samarbejdet med klienter, hvis problematik udspiller sig i nære relationer. I hendes bog Mellemværende beskriver Gammelgaard, hvordan tilværelsen med en borderline-problematik gør det vanskeligt for disse mennesker at udnytte det rum, der er imellem dem selv og den anden. Deres ambivalente reaktionsmønster, hvor både frygten for at blive forladt og blive invaderet er til stede, betyder at relationen og intimiteten med et andet menneske er noget, disse mennesker på den ene side søger og længes efter og på den anden side oplever som en stor trussel. Desuden peger Gammelgaard på, at terapien med denne klientgruppe for terapeuten kan føles invaderende og vække både udmattelse og klaustrofobi. Når dét, der foregår imellem én selv og den anden, er vanskeligt at rumme og være i, hvilket er tilfældet med borderline-problematikker, er den vitaliserende resonansoplevelse, som Lorentzon beskriver den, måske et for højt krav at stille til den terapeutiske relation. Kan vi tillade os at forvente livgivende resonans allerede i løbet af de første terapisessioner i de tilfælde, hvor klienten netop kommer i terapien, fordi intime relationer er svære at håndtere? Måske kan resonansbegrebet modificeres en smule?

19


Psykolog Maja Lindemann Sørensen tilbyder et mindre restriktivt perspektiv på resonansoplevelsen, idet hun anerkender, at det for nogle kan være sværere at opnå den eftertragtede resonans. ”Nogle mennesker er lidt mere generte og beskytter sig selv lidt mere i mødet med andre mennesker” påpeger hun og forklarer videre, at resonans kan tage længere tid at udvikle i de menneskemøder, hvor den ene eller begge parter er tilbageholdende eller usikre på relationen. I et klinisk perspektiv fremstår Sørensens tilgang til den resonante relation altså mere rummelig over for de klienter, hvis problematik centrerer sig om det relationelle, fordi resonans ikke opfattes som en forudsætning for den terapeutiske relation, men derimod får lov at udvikle sig i takt med terapiforløbet. Udover at give mere tid og rum til udfoldelsen af resonans mellem klient og terapeut, bør vi måske i det hele taget overveje, om der er andre aspekter ved relationen, som vi må tage højde for. ”Terapi skal ikke være hyggeligt” Indtil nu er dissonans primært blevet fremstillet i et negativt lys – som en ødelæggende og begrænsende faktor i den terapeutiske relation. Men måske rummer de dissonante oplevelser også nogle gunstige aspekter, som må inddrages i det terapeutiske arbejde? Måske er det ikke kun, når vi svinger med hinanden og resonans opstår, at vi kan skabe forandringer i terapien? Indenfor psykodynamisk terapi taler man om modoverføring, som er terapeutens emotionelle reaktioner på klientens ubevidste beskeder. Kort sagt vækker klienten nogle bestemte følelser i terapeuten, som hun må bearbejde og dermed benytte sig af for at nærme sig en forståelse af klientens problemstilling. I den forbindelse peger de norske psykoanalytikere Siri Gullestad og Bjørn Killingmo på, at terapeuten skal kunne tolerere at blive forstyrret eller overvældet i samværet med klienten for efterfølgende at gennemarbejde de forskellige følelseselementer, der var på spil. Terapeutens modoverføringsfølelser såsom angst, kedsomhed, skyld, skam osv. er altså en vigtig informationskilde i terapien. I et psykoanalytisk perspektiv er en terapisession, som vækker et gensidigt ubehag – og dermed dissonans -, altså ikke et argument for at afslutte terapien, men tværtimod en invitation til at gå på opdagelse i, hvorfor relationen vækker disse følelser. Jeg havde engang en supervisor, som sagde til mig: ”terapi skal ikke være hyggeligt”. Jeg synes først, at det var en lidt hård og ufølsom indstilling. Hvorfor kan vi ikke hygge os lidt, imens vi taler om det, der er svært? Dét jeg tror hun egentlig mente var, at terapi er et sted, hvor man arbejder med sig selv og kommer til nogle erkendelser, hvilket kan gøre ondt og bringe en masse ubehag og angst med sig. I forhold til artiklens emne er dette perspektiv på terapi måske en måde at acceptere dissonansens tilstedeværelse og anerkende den som en central del af den terapeutiske relation. Hvis vi udelukkende tilstræber den resonante forbindelse i terapien – og endda opfatter den som en forudsætning for relationen – risikerer vi at skabe et meget snævert rum til udforskning af klientens problemstilling (og terapeutens modoverføring), hvilket i sidste ende synes at minimere kompleksiteten i de forbindelser, vi skaber til hinanden. n

Litteratur Gammelgaard, J. (2004). Mellemværende. Akademisk Forlag. Gullestad , S. E., & Killingmo , B. (2013). Underteksten. Psykoanalytisk terapi i praksis. Universitetsforlaget. Lorentzon, L. (2014). Resonans - det livgivende i relationen. Social Kritik, 26(138). Poulsen, S., Lau, M. & Simonsen, S. (2015). Forskning i psykoterapi. I: F. Alberdi, B. Rosenbaum & P. Sørensen (red.), Moderne psykoterapi: Teorier og metoder. Hans Reitzel. Sørensen, M. L. (2014). Undersøgelser af det magiske klik. Social Kritik, 26(138).

Indput Institut for Psykologi KU


PRIK-TIL-PRIK... Tekst af Isabel Sidenius, stud.psych. og illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

De visuelle forbindelser skabes af stregerne. Fra det første punkt føres pennen videre og rundt, og skaber en forbindelse til og sammenhæng med det næste punkt. Som nerveceller, hvis axoner snor sig og rækker ud mod andre neuroners dendritarme, hvor de mødes og forbindes i synapsekløfter og danner grundlag for tankeprocesser. De enkelte streger skaber en sammenhæng, der gradvist kommer til syne, når de forbindes med hinanden. Helheden, der fuldendes ved det sidste punkt, visualiseres gennem stregernes udstrækning mellem punkterne, og forbindelserne bliver fundament for vores erkendelse af helheden. Tegn og forstå – og skab din egen sammenhæng mellem forbindelserne.

21


JUNGLELOVE OG SUPER LIKES Tekst af Isabel Sidenius, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

REPORTAGE. En torsdag aften sidste efterår trådte jeg ind i den gamle kirke på Nørrebro, der nu hedder Litteraturhaus, og som bliver brugt til diverse events. Kirkeloftet var en høj hvælving med en æstetisk fremtoning, hvis akustik akkompagneredes af Anderson Paaks hæse soul-vokal, der strømmede ud af højtalerne, dansede med bløde toner imellem hvælvingerne, og forplantede sig behageligt hos gæsterne. En vældig lysekrone optog pladsen i hvælvingens centrum og kastede et dæmpet skær over de runde borde, der stod foran scenen i kirkens kor. Bordene var dækket med vinrøde velourduge, levende lys og mørk chokolade, og fyldtes langsomt også af øl og vin, gæsterne selv hentede i baren. Rummet bar præg af et forsøg på at opnå en varm og kærlig stemning, som ligeledes også bredte sig blandt de efterhånden tætsiddende gæster og forstærkedes af en rødlig belysning fremkaldt af pærer, hvis lys indrammede scenen, og yderligere indgød til forventning og spænding blandt de tilstedeværende. Det blev hurtigt nødvendigt at rykke endnu tættere sammen for at gøre plads til den nysgerrige og stødt voksende menneskemængde, indtil lokalet var helt fyldt op, og dørene måtte lukkes. Som aftenens værter selv havde beskrevet begivenheden på facebook, så var ”en bred vifte af forskellige komikere, musikere og kærlighedseksperter” blevet inviteret forbi for at tale om kærlighedens trivsel anno 2016, og spørgsmålet: ’Kan dating-apps opfylde nutidens kernebehov?’ indbød til fri fortolkning hos aftenens oplægsholdere. To unge, kvindelige værter bød os velkommen og indledte aftenens program ved, med en humoristisk tone, at sige, at det store fremmøde nok skyldtes, at det var kærligheden, der var på programmet. Kommentaren fremkaldte en samtykkende latter blandt gæsterne, og således var stemningen slået an og kærligheden i sigte.

Indput Institut for Psykologi KU


Markedslogik og algoritmer Kærlighed som fænomen har altid været et filosofisk omdrejningspunkt. Det klassiske eksempel er Platons historie om mennesket med fire arme, fire ben og to hoveder, som splittes i to, hvorefter de hver især er dømt til at jage den anden halvdel i håbet om at smelte sammen igen og genfinde en tilstand af symbiotisk tosomhed. Denne historie er et symbol på den romantiske kærlighed. Den slags kærlighed der gøder håbet om en dag at finde den vildfarne sjælepartner – ’den eneste ene’, som mange nok vil udtrykke det. Men er det nu også den slags kærlighed, der er i søgelyset her i vores teknologiske, postmoderne tidsalder på dating-apps som tinder og Happn, der efterhånden er blevet et helt og aldeles normativt foretagende for de fleste singler? Er det i håbet om at møde den eneste ene, at vi ivrigt swiper løs, liker, matcher og chatter med hinanden? Eller leder vi blot efter den sanselige kærlighed; begæret, spillet og spændingen, der kan slukke den kortsigtede tørst? Hvilke muligheder og begrænsninger har det at bevæge sig i denne jungle på dating-apps, hvor relationelle forbindelser skabes igennem divergerende sociale kodeks, og ofte uigennemsigtige og uskrevne junglelove? Og har det nogle konsekvenser for os som mennesker og den kultur vi lever i? For at angribe problemstillingen, gik den første oplægsholder, filosoffen Anders Fogh Jensen, videnskabeligt til værks og åbnede scenen ved at stille spørgsmålet: hvad der egentlig menes med et kernebehov? Han startede således med en operationalisering af begrebet behov, hvor han, ved at referere til Freudiansk terminologi, skelnede mellem behov og lyst ved at sidestille disse med spædbarnets trang til henholdsvis at suge og sutte. Med dette eksempel illustrerede han det kontinuum, hvorpå begrebet behov spænder fra basale evolutionære behov mod de mere lystbetonede behov, der kan anskues som krydderi på tilværelsen. Med en kritisk røst beskrev han et af disse behov, som han definerede som et ’lyst-behov’, og som han mente kan tilfredsstilles på tinder: nemlig lysten til at blive bedømt og bedømme andre. Han uddybede, at tinder kan ses som et sted, hvor man kan finde sin markedsværdi. Man måler på likes og matches, og den kvantitative akkumulation af disse bliver et mål for andres begær eller anerkendelse, hvorved tinder bliver en metode til at indplacere dig på et marked for attraktivitet. Anders Fogh Jensen trak på den franske psykoanalytiker Jacques Lacans beskrivelse af det menneskelige begær som indeholdende et behov for den andens begær. Man vil, at den anden vil én. Netop dette behov kan ifølge Fogh Jensen stilles på tinders attraktivitetsmarked, som han betegnede det. Men er tinder ikke blot en medspiller blandt andre sociale medier som facebook og Instagram, hvor social identitet og status ligeledes opbygges igennem likes og algoritmer, der bestemmer, hvad der vises og ikke vises, afhængig af hvor meget

du deler og hvor aktiv du er? Kan denne tinder-markedsværdi, som Fogh Jensen beskriver, ikke også spores på andre sociale medier, og kan det ikke ses som en generel kritik af vores teknologiske samtid, hvor mennesket primært er optaget af sig selv og sine egne behov? I Svend Brinkmanns Ståsteder beskrives kærligheden som et af de ti eksistentielle ståsteder, der har iboende værdi. Han beskriver kærligheden ved at referere til Iris Murdochs definition: ”Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt.” Med dette mener Svend Brinkmann, at det er den udadrettede opmærksomhed, den selvoverskridende opmærksomhed, som er en betingelse for kærligheden. Kærligheden er det, der går ud over dig selv og altså ikke omhandler et behov, du selv vil have opfyldt. I den forstand bliver tinder således et tomt foretagende, fordi vi i høj grad stræber efter at opfylde egne behov. Kan det ikke ende med at give os et kalkulerende forhold til kærlighed, hvis opsplitningen af egenskaber, vi flasher på vores tinder-profiler, skaber en misforstået idé om, hvad kærlighed er? Kan det ikke ses som et synligt og iøjnefaldende symptom på det samfund, vi lever i, hvor kærligheden instrumentaliseres og skaber en cost-benifit tankegang, der påvirker den måde, vi tænker om os selv og hinanden? Hvor de relationelle forbindelser, der skabes, er påvirket af markedslogikken, som Karl Marx måske ville have beskrevet det. Det ellers meget tankevækkende og kritiske tinder-indslag fra Anders Fogh Jensen blev dog afrundet med en positiv kommentar om, at tinder på den anden side er et meget tiltrækkende marked, fordi det stimulerer vores mulighedssans og drømmecentre (og således måske også vores forestillingsevne?). Ligesom i et eventyr, hvor bejlerne her blot står i kø på match-listen frem for i slotsparken. Risikoens paradoks på tinder Når vi så, under alle omstændigheder, ikke kan bremse den teknologiske udvikling og ikke kan lade være med at swipe, matche og date i forsøget på at opspore en slags intim kærlighedsrelation (hvor romantisk den end ender med at blive), hvilke udfordringer giver det så på mikro-niveau? Antropolog og parterapeut Sarah Warny påpegede i sit indslag det paradoks, der gemmer sig i risikoforholdet på tinder, hvor man er nødt til at gå helhjertet ind i det, hvis man vil opnå noget betydningsfuldt, men samtidig er nødt til ikke at lægge noget i det, for ikke at risikere for meget i forhold til, hvad man, ifølge hende, kan forvente af dette medie. Hun beskrev spændingsfeltet mellem hengivenhed og kontrol, og hvordan tinder er så usikker en platform at give sig hen på, at den medfører at der opstår en slags kontrolbarriere, der holder hengivenheden i skak og resulterer i, at kærligheden kun sjældent opstår. Anders Fogh Jensen beskrev også risikoforholdet på tinder i sit oplæg, og i den forbindelse nævnte han den franske filosof Alain Badi-

23


ou, der har skrevet et filosofisk værk, hvori han behandler kærlighed som fænomen, og hvor han, ifølge Fogh Jensen, forklarer, at den risikofrie kærlighed slet ikke eksisterer. Så hvis det er kærligheden, man leder efter på tinder, skal man altså ikke tro, at den dukker op risikofrit (hvilket mange ifølge Fogh Jensen gør), for man kan ikke elske uden at lide, og man kan ikke blive forelsket uden at falde, uddybede han. Men kan de risici, der eksisterer på tinder, så ikke også ses som en fordel, hvis risiko, som Badiou beskriver det, er en betingelse for kærligheden uafhængigt af, hvordan man tilstræber den? Hvis det bare er et grundlæggende vilkår, at vi skal lide for at elske, snuble og falde en gang imellem for at finde vejen, både på tinder og i virkeligheden? Som den polske sociolog Zygmunt Bauman har sagt: ”At elske er ensbetydende med at åbne sig for skæbnen, det mest sublime af alle menneskelige grundvilkår, hvor frygt og fryd smelter sammen til en blanding.” På tinder eksisterer der i hvert fald både en risiko og en mulighed for at åbne sig for skæbnen. Men hvis vi, på baggrund af et sådant ræsonnement, vælger at bruge dating-apps og tage flere risici, kan en konsekvens så ikke være, at vores risikotolerance stiger, i takt med at vores spændingsbehov kontinuerligt stimuleres af den strøm af muligheder og potentialer, der dukker op på tinder som en ’uendeligt sugende tragt’, som Warny formulerede det? Og kan det ikke medføre, at vi bliver mere kalkulerende i vores beregninger af, hvornår det er værd at investere i noget, og dermed bliver mindre åbne overfor det umiddelbart ukendte? Hvor risikoen, der også omhandler det affektive spændingsfelt mellem sikkerhed og usikkerhed, og mellem tryghed og spænding, øges og for nogle resulterer i, at der tages færre chancer, flere forbehold og installeres mere robuste kontrolbarrierer? Hvilket taler ind i det paradoks der, for Sarah Warny, gemmer sig i risikoforholdet på tinder. Når længslen swipes væk Skribent og samfundsdebattør Katrine Blauenfeldt, der er uddannet i Engelsk med tilvalg i Kønsstudier og Litteraturvidenskab, gav gennem en tekstoplæsning et lille indblik i sin egen tinder erfaring. Hun tog udgangspunkt i sorgen efter kæntrede forhold og længslen efter kærlighed. Hun beskrev en følelsesmæssig tilstand efter et endt forhold, hvor hun tyede til tinder for at trøste sig, fandt et match og endte med at indlede et nyt forhold til denne person. Forholdet gik hurtigt i stykker, og samme aften vendte hun tilbage til sit udgangspunkt: tinder. Længslen, som beskrevet her, er kortvarig, og kærligheden er som et drug. Sarah Warny fortalte i sit antropologiske indslag ligeledes om den måde, hvorpå vi i dag håndterer sorg og længsel. Hun sagde, at det er anderledes i dag, end det har været tidligere, på den måde, at vi i langt højere grad er herrer over, hvordan vi underlægger os længslen. Igennem dating-apps

Indput Institut for Psykologi KU

kan vi bedre kontrollere den. Hun beskrev dette som en negativ konsekvens af dating-apps, og forklarede, at vi netop går glip af noget ved ikke at dvæle i sorgen og længslen. Sorg og længsel avler sensitivitet, ifølge Warny. Når vi mangler eller længes efter noget, opnår vi erfaringer og erkendelser forbundet med disse følelser, og dette øger vores sensitivitet. Det er ikke noget, der bør swipes væk. Men skal vi så bare gå og vente på, at kærligheden dukker op – bare gå og længes efter den og håbe på, at vi støder ind i den tilfældigt, når nu vi har disse teknologiske redskaber i form af dating-apps, der gør det nemt for os at lede aktivt efter den? Sarah Warny beskrev i denne forbindelse nogle fordele ved tinder, herunder potentialet for at finde en ’gemt skat’, som hun kaldte det. Eller fordelen ved, at man i samspillet og mødet med andre mennesker opbygger et solidt erfaringsgrundlag, hvor man kommer i berøring med mange følelser og herigennem også kan opnå en masse erkendelser. Men fordi tinder på mange måder vedrører skrøbelige og sårbare følelsesmæssige tilstande som sorg og længsel, som Katrine Blauenfeldt eksemplificerede det i sin tekstoplæsning, er det vigtigt at finde en balance i sit (for)brug af dating-apps. En balance, hvor man er opmærksom på, hviler i og reflekterer over de følelser, der opstår undervejs i kraft af de relationer, der skabes, frem for bare at swipe dem væk og undertrykke deres eksistens. Kærlighed, køn og seksualitet Psykologen Marie Lundsgaard bidrog i sit oplæg med et evolutionært perspektiv på, hvordan vi kan forstå tinder, hvor appen, ifølge hende, primært bruges med det formål at ’finde kærligheden’. Kærligheden kan, ifølge Lundsgaard, forstås som en psykologisk mekanisme til langtidsinvestering, som skal sikre det afkom, der eventuelt bliver resultatet. Her bliver tinder en indirekte metode til at opnå dette, da man igennem sin profil kan fremvise sine gener; sin smalle talje og brede, fødedygtige hofter, der skal signalere høj fertilitet og høj ’mating value’, som Marie Lundsgaard beskrev det. Eller for mændenes vedkommende et sted, hvor de kan fremvise deres status og finansielle ressourcer, der på langt sigt kan forsørge det potentielle afkom og beskytte kvinden. Det er ifølge hende nogle af de karakteristika, der knytter sig til det ideal eller den prototype af mænd, der tilstræbes af kvinderne på tinder. Men kunne man ikke anlægge en anden psykologisk vinkel, der giver en mere dybdegående forståelse af denne tinder-brugerskares inter-variabilitet? Hvad sker der, hvis man i stedet for evolutionspsykologien vender sig mod Butler eller Søndergaard og ser på, hvad dating-apps kan bidrage med i forhold til forhandling af normerne for kærlighed, køn og seksualitet? Her kan vi inddrage et eksempel fra aftenens indslag: stand-up komikeren Molly Thornhill, som i et utrolig morsomt indslag fortalte om sin egen erfaring med at være lesbisk på tinder. På trods af sin


overvejende kritiske holdning til heteroseksuelle kvinder, der eksperimenterer med deres seksualitet på tinder (for ’det er jo ikke fair over for de rigtige homoseksuelle’, som hun ironisk og provokerende fremlagde det), italesatte hun således forskellige diskurser om normerne for at være lesbisk eller biseksuel på tinder. Hun beskrev, med udgangspunkt i egne erfaringer, hvordan seksualitet og begærsretninger på tinder udgør et broget landskab, hvor grænserne bliver flydende, og hvor man ofte oplever divergerende sociale kodeks. Hvor man for eksempel oplever par, der ønsker at spice sexlivet lidt op, søger en tredje part til en trekant, eller hvor man støder på dem, der eksperimenterer med åbne forhold og polyamorøsitet. Hvor personer med lidt særprægede seksuelle drifter, som for eksempel sadomasochisme, søger personer med lignende interesser. Og hvor kvinder, som har levet hele livet som heteroseksuelle, indstiller deres profiler til at søge efter kvinder, og således udforsker grænserne for deres seksualitet. Så måske tinder eller andre dating-apps ikke kun bruges til at finde sin langtidsinvestering på markedet, som Marie Lundsgaard beskrev det. Måske de også kan bruges som medier,

hvorigennem der kan skabes en mere åben kommunikation omkring vores forhold til kærlighed, køn og seksualitet, som for eksempel ikke-binære begærsretninger eller andre kønsopfattelser? Hvor subjektet kan performe mere eksplicit i kraft af sin profiltekst og profilbilleder, der hele tiden kan ændres, gentænkes og skiftes ud? Hvor tinder således bliver et mulighedsrum, hvori man kan forvalte sin kærlighed, hengivenhed eller begær, som man vil, og hvor man kan præge konkurrerende diskurser om normer for disse. Et mulighedsrum på et marked, som hele tiden er i forandring, og hvor der kan indføres nye kategorier, som først placerer sig i delvist uforståelige gråzoner imellem de normative grænsesfærer, men som ved at vinde indpas på markedet gør sig genkendelige og kulturelt acceptable. Måske denne moderne, teknologiske måde at forvalte kærlighed på alligevel også kan bidrage positivt, ved at give os muligheden for at være mere aktive i forhandlingsprojekter om kærlighed, hvor den skabes igennem de diskurser og de relationelle forbindelser, vi indgår i på kryds og tværs i sociale arenaer som tinder eller Happn?

Efter to spændende timer dedikeret til fænomenerne ’dating-apps’ og’ kærlighed’, sluttede arrangementet, og vi gik derfra opstemte og berusede af den høje underholdningsværdi, den intense stemning og den søde rødvin, vi havde drukket. Hvorvidt dating-apps kan opfylde nutidens kernebehov, blev der selvfølgelig ikke direkte svaret på, men der blev påpeget både muligheder og begrænsninger samt potentialer, erkendelser og tab i forbindelse med deres tilstedeværelse i vores liv og deres indvirkning på vores opfattelse af kærlighed. Der blev udfoldet personlige beretninger og filosofiske tanker omkring den teknologiske testningsfase vi, i den postmoderne tidsalder, befinder os i. Og der blev givet mulige psykologiske forklaringer på nogle af de ting, man kan støde på i tinder-junglen, hvor de stier og veje der findes, benyttes af en mangfoldig brugerskare, og snor sig og udformes, som de betrædes. n

25


Hvorfor skal vi have en forbindelse?

ET PSYKOANALYTISK TAKE PÅ ONE-NIGHT STANDS

Af Oliver Nørby Hundahl, stud.psych. Da jeg kastede mig ud i at skrive dette indlæg, opdagede jeg efterhånden, at det, jeg havde gang i, ikke var en helt almindelig analyse. Tværtimod havde jeg fået vendt tingene lidt på hovedet. I stedet for at bruge psykoanalysens teori og begreber til at belyse fænomenet one-night stands fandt jeg, at jeg brugte one-night stands som udgangspunkt til at forklare nogle af psykoanalysens begreber. Dette valgte jeg at omfavne fuldt ud i håbet om, at denne tilgang vil give læseren mere indsigt i både fænomenet og teorien. Det skal dog siges (og jeg skal måske endda undskylde for det), at jeg i det følgende fuldstændig skamløst blander forskellige retninger og teorier sammen og desuden inddrager min egen personlige holdning og fortolkning lige så ofte, som jeg lyster. Hvem vælger vi at have sex med? Det er jo ikke bare hvem som helst. Tværtimod stiller vi visse krav til os selv. Krav, der kan antage et utal af former: Vores partnere skal være flotte nok, de skal være sjove, de skal have god stil, de skal være kloge og så videre, og så videre. Eller alternativt, der skal være en forbindelse. Man kommer til at tænke på rapperen Marvelous Mosell, der i sangen, Jeg tænker på dig, siger: “Jeg går ud i de hede aftener for at finde en pige med fede interesser.” Men hvor kommer alle de krav egentlig fra? Svaret er enkelt; det klassiske, freudianske superego. Det er for de fleste mennesker slet ikke nok, at deres partner bare er seksuelt tiltrækkende. Superegoet byder dem at have højere standarder. Det kræves, at man skal kunne stå ved sin beslutning om at have sex med vedkommende – også når man ikke længere befinder sig i den ophedede situation. Det er da ikke unormalt at høre noget i retning af “Ej, det var dumt af mig at have sex med ham/hende. Han/hun har sidenhen vist sig at være et værre fjols.” Kom ikke og fortæl mig, at det ikke er et eksempel på superegoet, der skaber sig.

Indput Institut for Psykologi KU

På samme måde er det superegoet, der fortæller os, at vi ikke bør have sex med personer, der ikke er ‘flotte nok til os’. Totalt uagtet at den såkaldt ‘grimme’ person højst sandsynligt ville være i stand til at tilfredsstille os seksuelt præcis lige så godt som den ‘smukke’. Hvis ens natlige partner ikke kan leve op til disse krav, skal de i de mindste være af høj social status. Så kan man stadig være stolt af sin bedrift bagefter. Endnu en gang er det superegoet, der er på spil. Vi husker den gode gamle freudianske pointe (en pointe der i det mindste ofte tilskrives ham), at kærlighed til en anden altid er forklædt narcissisme. Derudover er det i første omgang superegoet, der byder dig at have sex. Der præsenteres, fra dets side, et imperativ om at nyde så meget som overhovedet muligt. Dette har at gøre med det faktum, at superegoet i høj grad er mediatoren mellem kultur og individ. Det integrerer de kulturelle tendenser i os, og gør dem ubevidste, så de langt hen af vejen kommer til at fremstå som naturgivne. Dette kommer til udtryk i, at vi jo nærmest lever i en tid, hvor det er mere pinligt ikke at have one-night stands end at have dem. Den forførelse, man oplever i nattelivet, kan altså på ingen måde betragtes som rent libidinøs. Superegoet har altså en enorm betydning for sex - en ting, der ellers forekommer de fleste at være helt igennem naturlig og instinktuel. Her må jeg være lidt lacaniansk og sige, at den naturlige seksuelle situation ikke eksisterer – der skal være en masquerade; der skal være et kulturelt, symbolsk narrativ, der omgiver det, før noget overhovedet kommer til at fremstå for os som seksuelt. Denne masquerade ses tydeligt i al det forudsigelige skuespil, der finder sted før to mennesker har sex. Først skal man sige nogle bestemte ting, så skal man spille lidt kostbar, så skal man danse, købe en drink, kigge på hinanden med et særligt blik, snakke sammen udenfor og så videre, og så videre. Det hele er en del af det forførelsesnarrativ, man opbygger, og uden hvilket ens superego ville brokke sig helt vildt.


En kort sidebemærkning: Man kan forestille sig, at en del af den modvilje, visse personer føler mod prostituerede, bunder i en frustration over, at de prostituerede koger forførelsessituationen ind til sin kerne og fuldstændig ignorerer al den gængse, ritualiserede opførsel, der ellers betragtes som nødvendig for, at man kan have sex med en fremmed. Nu er forførelsen forbi, og vi er omsider klar til at kigge på selve akten. Hvis nu en person tænker: “Det her er dejligt og behageligt, og jeg er meget tilfreds med min partner”, kan man sige, at der er tale om et freudiansk lystprincip. Kort sagt; imperativet til at maksimere mængden af nydelse og minimere mængden af det omvendte. Meget simpelt. Meget naivt. Der eksisterer dog også andre situationer. Ofte har jeg snakket med folk, der siger, at de under akten føler noget i retning af: ”Det her er måske ikke det niceste i verden, men jeg har stadig lyst til det.” Her er lystprincippet ikke nok; i stedet træder libidoen til og smeder en alliance med superegoet, der sørger for, at tingene kører, som de skal. Jeg har dog også fået beskrevet en tredje, mere radikal situation. Nemlig den, hvor man kan tænke: “Jeg har egentlig slet ikke lyst til det her, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad der foregår, men alligevel bliver jeg bare ved!” Det, jeg beskriver her, er hverken en beruset tankestrøm eller en stangstiv alkoholikers bekendelser. Der er derimod den situation, hvor libidoen bliver utilstrækkelig, og dødsdriften (Todestrieb) må smadre gennem sindets ruder for at overtage kontrollen. Så snart Freud opdager dødsdriften, indser han straks, at den på paradoksal vis hænger uadskilleligt sammen med seksualdriften. Som Josh Cohen forklarer, kan sadisme beskrives som libidoens triumf over dødsdriften, mens masochisme er dødsdriftens triumf over libidoen. En triumf, der ikke medfører, at den ene eliminerer den anden, men derimod en triumf hvor den ene antager den andens form. Således bliver seksualiteten

grebet ved struben og bortført af en selvdestruktiv impuls, der trænger ind i dens hus og overtager dens liv, drikker dens kaffe og læser dens avis, og altså helt og aldeles udgiver sig for at være den gode, gamle libido. Det, at man fortsat har sex med en person, man slet ikke kan lide og overhovedet ikke har lyst til have sex med (og derfor kun opnår minimal nydelse som udbytte), kan altså forklares med dødsdriftens indtog. Her kan man spørge sig selv, om Laplanche mon har ret, når han antyder, at seksualitet fra første færd er masochistisk? Min omgang med dødsdriften stopper dog ikke her. Slavoj Žizek insisterer tværtimod på at tage det skridtet videre. I en radikal vending påstår han; “The paradox of the Freudian ”death drive” is therefore that it is Freud’s name for its very opposite [...] for an uncanny EXCESS of life, [...] The ultimate lesson of psychoanalysis is that human life is never ”just life”: humans are not simply alive, they are possessed by the strange drive to enjoy life in excess, passionately attached to a surplus which sticks out and derails the ordinary run of things.” Der er altså tale om en irrationel og destruktivt drift, der skider højt og helligt på vores værdier og idealer og kaster os ud i vanvittige situationer, der lige så godt kunne koste os livet såvel som vores værdighed. Det lyder efterhånden ret bekendt. Dødsdriften manifesteres der, hvor fornuftens utilitaristiske maske falder knust til jorden. Hvor superegoet må klaske sig opgivende på panden og tænke: ”Hvad har den idiot dog gang i?”. Men dødsdriften var der fra starten. Selv når masqueraden spiller som aldrig før. Når vi flirter og udveksler de obligatoriske smil. Når vi stiller de samme, gamle klichéfyldte spørgsmål og kigger på hinanden med et indstuderet blik. Når vi overvejer, om den anden nu er flot nok til tage med hjem. Dér ligger dødsdriften altid og gemmer sig, klar til at sparke os hårdt i røven. n

27


TALER DU AFRIKANSK? Om vestens manglende forbindelse til Afrika Tekst af Johanna Mariam Madsen, stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

I Europa griner vi tit af amerikanernes forestilling om, at Europa er et land. Vi elsker at more os over deres manglende forbindelse til den omkringliggende verden, og vi elsker at forarges over deres navlepilleri og illusionen om, at de er Jordens centrum. Men hvor gode er vi egentlig selv, når det kommer til basic facts om Afrika? Eller hvad vigtigere er, hvor meget ved vi så om den nuværende økonomiske, politiske og befolkningsmæssige udvikling i de afrikanske stater?

Indput Institut for Psykologi KU


29


Afrikansk for viderekommende For et par måneder siden kom min kæreste hjem og fortalte om en samtale, han havde overhørt inden en forelæsning. Tre filosofistuderende sad og talte om, hvilke sprog man taler i Afrika. De blev enige om, at man taler fire sprog; fransk, engelsk, Afrikas eget sprog og Afrikas fælles sprog. Jeg var målløs. Tænk at en gruppe unge, der var kloge nok til at komme på universitetet, og som tilsyneladende forstår noget så abstrakt som filosofi, kan tro, at Jordens næststørste kontinent med over 1 mia. indbyggere kun har fire sprog, hvoraf to af dem ikke eksisterer, og de sidste to oprindeligt er europæiske. Det vakte både en bekymring over deres uvidenhed, men også en forargelse og en vrede over, at de ikke bare erkendte denne uvidenhed. I forbindelse med valgkampen i USA har det ikke skortet med beskyldninger om, at den brede del af USA’s befolkning er uvidende, og at de helt ukritisk tror på alt, hvad Trump prædiker om. Men nu spørger jeg dig, kære psykologistuderende: ”Hvor meget ved du egentlig om den ikke-vestlige del af verden?” Hvor tit koncentrerer du dig om de nyheder, der ikke rapporterer om Danmark, Europa eller USA? Og hvor mange sprog tror du, at man taler i Afrika?

Afrika er ikke et land Nu bliver jeg nok lige nødt til at forklare mit usædvanlige engagement i folks viden om Afrika. Den bunder ikke overraskende i mit eget ophav. Min far er dansk, og min mor er fra Eritrea og Etiopien i Østafrika. Jeg er tit blevet mødt med diverse fordomme om Afrika. Da jeg var barn, tænkte jeg ikke så meget over det, men nu bekymrer det mig, at de spørgsmål, jeg får som voksen af voksne, ikke er mere kvalificerede end dem, jeg som barn fik af børn. Det er f.eks. sket op til flere gange, at jeg har fået spørgsmålet ”taler du afrikansk?”, hvortil man vel ikke kan gøre andet end at spørge ”taler du europæisk?” For Afrika

Indput Institut for Psykologi KU

er, mine damer og herrer, ikke et land. Det er derimod et kontinent bestående af 54 vidt forskellige lande, som alle rummer vidt forskellige folkeslag og kulturer. I Etiopien taler man 87 sprog, så alene idéen om at skulle remse alle Afrikas sprog op er absurd. Men hvem bærer så skylden for denne uvidenhed? Er det folkeskolen? Medierne? Eller er der bare en generel ignorance i befolkningen? Jeg tror, at det er en god blanding af det hele.

Stakkels, stakkels Afrika I 1980’erne var bl.a. Etiopien plaget af hungersnød, og i den forbindelse blev der skrevet støttesange som ”We are the world”, ”Do they know it’s Christmas?” og den danske sang ”Afrika”. Det er sange skrevet med god vilje, og de fik uden tvivl indsamlet en god pose penge til nødhjælp. Men i dag, 30 år efter, er det som om, at vores forestilling om Afrika ikke har ændret sig. Afrika bliver alt for ofte stadig omtalt som et land(!), der er fanget i hungersnød, krig, sygdomme, naturkatastrofer, diktaturer og korruption, og deres eneste overlevelsesvej er vestens gavmilde donationer. Da jeg for to år siden rejste til Etiopien, Kenya og Tanzania, så folk på mig og spurgte: ”Er det ikke farligt? Er du ikke bange for at få ebola?” hvorefter jeg måtte forklare, at de ebolaramte lande lå over 7000 km væk, hvilket svarer til afstanden mellem København og Miami. De fleste blev lidt forlegne, men de kiggede mig alligevel dybt ind i øjnene og sagde: ”Du må altså virkelig passe på dig selv.” Og det er da også rigtigt, at de afrikanske stater har mange ting at slås med, som ligger langt fra vores liv i vesten, men det er kun en side af sagen. Den nigerianske forfatter, Chimamanda Ngozi Adichie, taler i sin TED-talk ”The danger of a single story” om hendes umiddelbare forundring over amerikanernes ensidige fortælling om Afrika. En forundring, som hun efter at have tilbragt nogle år i USA senere forstod baggrunden for; hvis det ene-


ste, du hører om Afrika, er alle elendighederne, hvordan skal du så kunne tro, at der findes andet? ”If I had not grown up in Nigeria and if all I knew from Africa were from popular images, I too would think that Africa was a place of beautiful landscapes, beautiful animals, and incomprehensible people, fighting senseless wars, dying of poverty and AIDS, unable to speak for themselves and waiting to be saved by a kind, white foreigner.” Netop denne fortælling er den, jeg oplever, mange danskere også har. Men hvorfor mon egentlig?

Addis Abeba i Etiopien, kunne jeg have timelange uforstyrrede samtaler over Viber. Når jeg besøger min far i Nordsjælland, er jeg nødt til at gå udenfor for at få en ordentlig mobilforbindelse til et fem minutter langt opkald. Afrika er slet ikke så tilbagestående, som vi går og tror, og jeg kan ikke undgå at tænke, at vestens forvrængede billede af Afrika resulterer i, at hverken vestlige journalister, politikere, fagfolk eller lægmænd møder afrikanske journalister, politikere, fagfolk eller lægmænd som ligesindede, moderne verdensborgere, om det så er i vesten eller i Afrika.

Langsomme nyheder er ikke breaking Hvis man vender blikket mod medierne, er det ikke så underligt, at det er sådan. I 2015 lavede magasinet Journalisten udgivet af Dansk Journalistforbund en opgørelse over fordelingen af udlandskorrespondenter hos de største medier i Danmark. I Europa var der 39 korrespondenter. I Afrika var der tre. I december 2016 lavede DR en omrokering af deres udlandskorrespondenter, som betød, at deres eneste Afrika-korrespondent blev bosat i Danmark. Hvis én mand skal stå for at dække 54 lande, som ligger flere tusinde kilometer væk fra hans bopæl, så er det ikke så mærkeligt, at det kun er breaking news, der sniger sig igennem nåleøjet, og ”langsomme nyheder er ikke breaking”, som chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder, Thomas Ravn-Pedersen, udtaler. Netop Verdens Bedste Nyheder kæmper for at udbrede viden om den positive udvikling i ulandene, for det er viden, der nedprioriteres af de fleste medier: ”Udvikling tager tid. Derfor er der aldrig pressekonferencer for alle de børn, der ikke døde af malaria, eller de kvinder i Bangladesh, hvis levetid er forlænget med næsten 20 år siden 1975.” Faktum er, at børnedødeligheden er faldende, middelklassen vokser, befolkningssundheden er markant forbedret, og Afrika syd for Sahara er en af de regioner i verden med den hurtigst voksende økonomi. Da jeg befandt mig i en forstad til

Hvad er så mit formål med denne opsang? Jeg forventer ikke, at du nu kaster dig hovedkulds ud i at lære alt om Afrika. Jeg har derimod en forhåbning om, at du anerkender kontinentets diversitet, og at du ikke godtager historien om alle katastroferne som den hele sandhed. Hvem ved, måske kan vi nå så langt som til, at mine kommende børn ikke bliver spurgt, om de taler afrikansk. n

Litteraturliste Adichie, C.N. (2009) The danger of a single story. TED Talks. Lo kaliseret: https://www.ted.com/talks/chimamanda_adichie_ the_danger_of_a_single_story Bitsch, L.O. (2015, 31.8) Verden dækkes skævt. Journalisten. Lokaliseret http://journalisten.dk/verden-daekkes-skaevt Ravn-Pedersen, T. (2014, 19.3) Fordomme spænder ben for investeringer. Verdens bedste nyheder. Lokaliseret: https://verdensbedstenyheder.dk/nyheder/fordomme-spaender-ben-for-investeringer/ Thomsen, J.V. (2016, 21.12) DR styrker sin internationale tilstedeværelse. DR. Lokaliseret: https://www.dr.dk/presse/dr-styrker-sin-internationale-tilstedevaerelse

31


INDPUT ANMELDER: NEUROAFFEKTIV UDVIKLINGSPSYKOLOGI – EN FORBINDELSE MELLEM FORSKNINGSFELTER Af Karen Damgaard, stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych BOGANMELDELSE. ”Relation betyder en forbindelse, og man begynder livet med at være forbundet – som en del af hinanden”. Sådan beskriver Susan Hart, hvordan et menneske begynder livet i en interaktion, der senere udvikler sig til en relation. Den menneskelige hjerne er ikke færdigudviklet ved fødslen, og derfor spiller omsorgspersonerne en betydelig rolle for opbygningen og udviklingen af barnets hjerne. Hjernens plasticitet betyder, at der hvert sekund dannes nye mønstre af neural aktivitet afhængigt af hjernens interaktion med omverdenen, og ved at gentage rutiner skabes og stabiliseres neurale kredsløbsforbindelser, der for et barn danner grundlag for intimitet, tilknytning, gensidig afstemning, selvregulering og evnen til at reflektere over sig selv. Den danske psykolog Susan Hart, der er specialist i børnepsykologi og har arbejdet inden for voksen-, børne- og familiefeltet, har udviklet teoriretningen neuroaffektiv udviklingspsykologi. Med begrebet ”neuroaffektiv” forener Hart noget følelsesmæssigt og noget neurobiologisk. Og med teoriretningen søger hun at forbinde den nyere hjerneforskning med tilknytningsog udviklingsteori. Fra udviklingspsykologien henter hun inspiration fra John Bowlby, Daniel Stern og Peter Fonagy, mens hun fra neuropsykologien især trækker på Paul D. MacLeans forståelse af den treenige hjerne. Med en række bogudgivelser bag sig, aktuelt med trilogien Neuroaffektiv udviklingspsykologi, vandt Susan Hart i september 2016 Gyldendals formidlingspris for sit forfatterskab. Trilogien om neuroaffektiv udviklingspsykologi består af tre små bøger à 10 kapitler og er

Indput Institut for Psykologi KU


rigt udstyret med illustrationer, hvilket giver bøgerne et næsten pixibogs-lignende udtryk. Men trods deres simple og overskuelige udseende og opbygning, indeholder de tre bind en hel del viden. Gennem bøgerne følges fem børn op gennem barndommen og ind i voksenlivet. Børnene har hver deres familiehistorie og fra fødslen forskellige sårbarheder og ressourcer. Vi følger forældre-barn-samspillet i de første leveår, deres sociale interaktion med omverdenen og deres udvikling af selvværd og selvreguleringsmekanismer samt måden, hvorpå de igennem forskellige former for selvbeskyttelsesstrategier forsøger at sikre sig mod ”faresituationer”. Forældre og børn i tæt forbindelse Bind 1, Makro- og mikroregulering, handler om, hvordan forældres ydre regulering forbindes til barnets indre regulering. Makroregulering handler både om at skabe struktur og forudsigelighed igennem faste daglige rutiner og om at skabe legerutiner, der kan give barnet en samhørighedsfølelse med forældrene. Makroreguleringen er nødvendig for den mikroregulering, der udgøres af samspilsprocesser, hvor forældre og børn koordinerer deres aktivitet og synkroniserer sig med hinanden, hvilket stimulerer nervesystemets stadige organisering og udvikling. Nervesystemet er centralt i dette første bind, og det belyses, hvordan børn ved hjælp af et medfødt reflekssystem forbinder dets umodne nervesystem til forældrenes modne nervesystemer igennem først imitation og siden synkroniseringsprocesser, hvor barnet eksempelvis svarer på forælderens beroligende vuggen ved at dæmpe åndedrættet, eller hvor forælderen gengælder et smil hos barnet, så der dermed skabes en nonverbal dialog mellem de to.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi 1,2 og 3 Forfatter: Susan Hart Forlag: Hans Reitzels forlag Udgivelsesår: 2016 Sideantal: 550 Pris: 600 kr. (bøgerne kan også købes enkeltvis)

33


Gennem disse tidlige samspilserfaringer skaber et barn indre repræsentationer af interaktioner, som har betydning for personlighedsudviklingen og barnets måde at møde verden på. Hart trækker især på udviklingspsykologen John Bowlbys tilknytningsteori, men også Daniel Sterns begreb om ”følelsesmæssig afstemning” er gennemgående et centralt element i Harts neuroaffektive udviklingspsykologi. Første bind behandler ligeledes betydningen af spejlneuroner, der giver en neurofysiologisk forståelse af børns evne til at imitere, samt hvordan mennesket generelt forbinder sig følelsesmæssigt til andre mennesker. Forbindelsen mellem den ydre og den indre verden I 2. bind, Mentalisering, forbindes børns tilknytningsmønstre med deres evne til at reflektere over sig selv. Vi går fra de tidlige samspilsprocesser mellem forældre og børn til de senere former for identitetsdannelse hos et barn. Efter synkroniseringen og den følelsesmæssige afstemning, som beskrives i bind 1, er børns næste udviklingstrin fra 1 til 14 års-alderen en socialiseringsproces, hvor der udvikles et overjeg, og hvor evnen til selvregulering erhverves. Begrebet ”mentaliseringsevne” blev udviklet af psykologen Peter Fonagy sidst i 90’erne og forstås som evnen til at aflæse andre mennesker mentalt. Hart beskriver begrebet som det ”at kunne skelne mellem indre og ydre virkelighed og mellem forestillinger og følelser samt til at forstå bevidste og ubevidste mentale tilstande i en selv og andre”. Evnen til at mentalisere er afhængig af neural aktivitet især i den præfrontale cortex, der har væsentlig betydning for følelsesmæssig styring og kontrol over impulser. Som den del af hjernen, der udvikles sidst, er udviklingen af præfrontal cortex yderst afhængig af udefrakommende stimulation. Da denne del af hjernen først er færdigudviklet efter 20-årsalderen, lades det forstå, at et barns personlighedsudvikling i høj grad er forbundet med kvaliteten af de tilknytningsrelationer, som barnet indgår i gennem dets barndoms- og ungdomsår. I et kapitel om selvværd, stolthed og skam forbinder Hart forskelligartede psykologiske perspektiver, da hun trækker på både udviklingsteoretiske, psykoanalytiske og neurobiologiske begreber. I kapitlet forinden fremlægges forskellige typer af trygge og utrygge tilknytningsmønstre, og vi ser, hvordan et kendskab til disse kan fordre en dybere forståelse af et barns adfærd. Forældrene spiller selvsagt en stor rolle for udviklingen af både barnets tilknytningsmønster og selvregulering, da en stærk og kærlig tilknytningsrelation er nødvendig, for at børn kan balancere og forstå et ”nej” uden at blive vrede eller føle skam. Børn skal anerkendes, men samtidig skal de lære at forstå, at nogle handlinger kan være forkerte. Igennem interaktionen med forældre, der både forstår at give klar besked, når en handling er forkert, og samtidig kan vise kærlighed og kontakt efterfølgende, kan barnet erhverve sig en skammekanisme, der hjælper dem til selvregulering og til at udvikle ansvarsfølelse. Barnets medfødte narcissisme skal altså reduceres, og alt dette finder også sted på det neurobiologiske niveau, hvor transmitterstofferne dopamin og noradrenalin konkurrerer, som Hart lidt forenklet formulerer det. Udviklingen af et overjeg kræver blandt andet impulskontrol, hvilket er styret af nervesystemet, der kan være mere eller mindre robust afhængigt af de erhvervede tilknytningsmønstre, hvorfor forældrenes afgørende rolle i tilknytningsrelationer endnu engang understreges. I denne forbindelse gives et eksempel på en dreng, hvis utrygge tilknytningsmønster forstyrrer hans smerteperception, hvilket både gør ham mo-

Indput Institut for Psykologi KU


torisk urolig, usikker i sin krops- og identitetsudvikling samt præget af frygtløshed, idet han ikke sanser faresignaler. Således kædes psyke, neurobiologi og tidlige sociale relationer endnu engang sammen. I andet bind af serien om neuroaffektiv udviklingspsykologi kastes der desuden lys over symboliserings- og sprogevnen og betydningen af disse for udviklingen af selvrefleksion og mentaliseringsevne samt for realitetskorrigering, leg, stresshåndtering, venskaber og gruppetilhørsforhold. En praktisk forbindelse Bind 3, De neuroaffektive kompasser, er i højere grad end de forrige bind en redskabsbog, idet der præsenteres en række kompasser eller modeller, der kan benyttes i støtten af et andet menneskes følelsesmæssige udviklingsproces. Den bagvedliggende tanke er, at man må kende barnets udviklingstrin, før man kan støtte udviklingsprocessen igennem skabelsen af nye ”mødeøjeblikke”. Fra neuropsykologien er Hart især inspireret af Paul MacLeans forståelse af den treenige hjerne. Denne forståelse indebærer en lag-på-lag-tænkning, så at det autonome nervesystem udvikles før det limbiske system, der igen udvikles før det præfrontale system. De tre systemer modnes i forskellige mentale organiseringer, der er integrerede således, at modning af ét system koordineres med modning af det næste system. Kompleksiteten af hjernens opbygning og organisering øges, jo højere man kommer i den hierarkiske struktur af hjernens tre dele. Det autonomt sansende niveau kalder Maclean for krybdyrhjernen, og denne del består af strukturer i mellemhjernen, heriblandt thalamus og hypothalamus, foruden hjernestammen, der blandt andet indeholder den autonome del af centralnervesystemet og det retikulære aktiveringssystem. Det limbisk følende niveau kaldes den gamle pattedyrshjerne og indeholder blandt andet strukturerne insula, amygdala, hippocampus og gyrus conguli, mens det præfrontalt tænkende niveau kaldes den nye pattedyrshjerne og består af parietallapperne og frontallapperne, herunder præfrontal cortex. De forskellige hjerneområder har behov for forskellige typer stimulation, hvorfor den psykologiske interventionsform helt afhænger af, hvor i udviklingsprocessen et barn har oplevet problemer. Alt efter, om der har været manglende afstemning på det autonomt sansende niveau, det limbiske følende niveau eller det præfrontale tænkende niveau, må man altså støtte på forskellig vis. Er udviklingen af det autonomt sansende niveau mangelfuld, kan barnet støttes ved at få aktiveret sin nysgerrighed og synkronisere motorisk med tilknytningspersoner, mens markeret spejling og indlæring af afstemning, fejl- og genafstemning kan støtte modningen af det limbiske følende niveau. Udvikling af det præfrontale tænkende niveau kan støttes gennem leg, hvor barnet lærer at kende til impulshæmning og får erfaringer med oplevelsers sansende og følende karakter i kroppen, samt hvordan sproget kan bruges til at danne forestillinger om egne og andres følelser. Fra et neuroaffektivt udviklingsperspektiv handler det altså om at møde et barn, der mistrives, på det udviklingsniveau, barnet befinder sig på, og stimulere det system i hjernen, der mangler at blive modnet. I gennemgangen af de tre neuroaffektive kompasser belyses også selvbeskyttelsesstrategrier, som et barn benytter sig af, hvis det oplever faresituationer. Ved at observere disse selvbeskyttelsesstrategier kan man belyse, hvilket udviklingsstadie der er underudviklet hos et barn.

35


En epigenetisk forståelsesramme Det er især i det sidste bind af trilogien, at det neuropsykologiske perspektiv integreres. Bag teoriretningen ligger en tydelig epigenetisk forståelse, der blandt andet finder debatten omkring arv og miljø mere eller mindre meningsløs: Arv og miljø bør ikke skilles ad i to separate enheder, men bør opfattes som to tætbundne instanser, der påvirker hinanden gensidigt. Hart beskriver, at biologien kun sætter rammerne for et menneskes handlinger og erfaringer og ikke former disse i sig selv: ”De neurale strukturer skaber anlægget, men erfaringen giver det dets specifikke udformning”. Hart mener her, at barnet fødes med en biologisk parathed til at deltage i sociale interaktioner, og der lægges stor vægt på de sociale relationer gennemgående i trilogien. Omsorgspersonerne har betydning for et barns mentaliseringsevne og personlighedsudvikling, og forældrene spiller en afgørende rolle for, hvorvidt et barn har et trygt eller utrygt tilknytningsbånd og dermed mulighed for at mentalisere. Men hun understreger også hjernens potentiale til at ændre sig i kraft af dens plasticitet. Hvis et barns udvikling ikke har været optimal i perioder i løbet af barndommen, er barnet ikke tabt. For selvom hjernen er mest fleksibel i fostertilstanden og barnets første leveår, er der livet igennem mulighed for at ændre på neurale forbindelser i hjernen, hvilket kan påvirke adfærdsmæssige funktioner og udvikle følelsesmæssige og personlighedsmæssige kompetencer. Fra hjerneforskningen ved man, at der findes særlige sensitive perioder for læring i barnets udviklingsproces. Indlæring lykkes bedst i bestemte perioder med ”windows of opportunity”, men som Hart formulerer det, lukkes disse vinduer ikke efter en bestemt alder, men vil stadig stå på klem, og det kræver blot en større indsats at kompensere for barnets manglende kompetencer igennem målrettet støtte på det udviklingsniveau, barnet befinder sig på.

Indput Institut for Psykologi KU


En passende psykologisk støtte muliggør altså ændring af et barns tilknytningsmønster, idet interaktion med andre omsorgspersoner kan skabe forbedrede indre repræsentationer, forbedret mentaliseringsevne og forbedret evne til at indgå i sociale interaktioner, og derfor kan være medvirkende til at udvikle barnet i en mere hensigtsmæssig retning. At bygge bro og formidle flot Trilogien er skrevet i et ligefremt og letlæseligt sprog og kan betragtes som en light-udgave af en tungere bogserie, der kunne være skrevet om neuroaffektiv udviklingspsykologi. Men letlæseligheden er netop en styrke, for med teorierne fremlagt i et ukompliceret sprog demonstreres en flot formidlingsevne, der gør bøgerne tilgængelige for enhver – også ikke-akademiske læsere. Og selvom det formentlig ikke er alle, der vil fatte interesse for emnet, så taler det til mange; fagfolk inden for de psykologiske, pædagogiske og sociale fagområder, men også kommende eller nybagte forældre og folk, der ønsker viden om børns udvikling, en dybere forståelse af børns mistrivsel eller et indblik i forbindelsen mellem nyere hjerneforskning og personlighedsudvikling. Ønsker man en mere dybdegående forståelse af den neuroaffektive udviklingspsykologi, kan man med rette kaste sig over Susan Harts tidligere bog Hjerne, samhørighed, personlighed – en introduktion til neuroaffektiv udvikling. Bogen, der udkom i 2006, beskriver idéerne lidt mere dybdegående og indeholder bl.a. nogle spændende kapitler om kønshormonernes og miljøets indflydelse på kønsforskelle, om hukommelsen og dens betydning for personligheds- og meningsdannelse og om selvet og bevidstheden som personlighedens fundament. Med trilogien om den neuroaffektive udviklingspsykologi formår Hart at bygge bro mellem neuro- og udviklingspsykologi. Det er ikke et anstrengt forsøg på at forene to uforenelige discipliner, men en flot demonstration af den måske i virkeligheden naturlige proces, det er at forbinde de to. De neuropsykologiske og udviklingspsykologiske teorier flettes ind i hinanden, og efter sidste kapitel står man med en forfriskende fornemmelse af, at der overalt må findes interdisciplinære forbindelser, der kan gavne og nuancere forståelserne af komplekse fænomener som eksempelvis personlighedsudvikling. n

Litteratur Hart, S. (2016): Neuroaffektiv udviklingspsykologi 1: Makro- og mikroregulering. Hans Reitzels forlag. 1. udgave. Hart, S. (2016): Neuroaffektiv udviklingspsykologi 2: Fra tilknytning til mentalisering. Hans Reitzels forlag. 1. udgave. Hart, S. (2016): Neuroaffektiv udviklingspsykologi 3: De neuroaffektive kompasser. Hans Reitzels forlag. 1. udgave. Hart, S. (2006): Hjerne, samhørighed, personlighed – introduktion til neuroaffektiv udvikling. Hans Reitzels forlag. 1. udgave.

37


7 VIGTIGE BØGER TIL PSYKOLOGISTUDIET 4 NYHEDER Hanne Hostrup

PSYKOLOGEN OG KLIENTEN

PARTERAPI på gestaltterapeutisk grundlag

Marianne Horsdal

TILVÆRELSENS FORTÆLLINGER

Jesper Dammeyer

Tilegnelse og anvendelse

- retligt set

Videnskaben om læring og undervisning

ERIK LOHMANN-DAVIDSEN

Hans Reitzels Forlag

HANS REITZELS FORLAG

Hans Reitzels Forlag

HANS REITZELS FORLAG

ERIK LOHMANN DAVIDSEN

HANNE HOSTRUP

MARIANNE HORSDAL

JESPER DAMMEYER

PSYKOLOGEN OG KLIENTEN

PARTERAPI

TILVÆRELSENS FORTÆLLINGER

PÆDAGOGISK PSYKOLOGI

Med fokus på den klinisk arbejdende psykolog udfoldes de regler, som psykologen – og andre behandlere – kan få hjælp af, og de dilemmaer som bør overvejes. Bogen beskriver også de regler og retsprincipper, der regulerer den offentlige sektor, som psykologen og behandleren spiller sammen med – og undertiden imod. Til studerende på kandidatdelen i faget lovgivning og etik.

Brugs- og undervisningsbog til professionelle, der vil lære at arbejde med par, eller som allerede arbejder som parterapeuter. Hanne Hostrup gennemgår parterapiens forudsætninger, etik og metode og viser, hvordan parterapi og individuel terapi adskiller sig fra hinanden. I hvert kapitel følges den teoretiske gennemgang op af mange eksempler, der beskriver, hvordan terapien kan forløbe i praksis.

Evnen til at lytte til andre og skabe et godt fortællemiljø er af afgørende betydning i mange professionelle sammenhænge. Vi har behov for andre perspektiver på tilværelsen end vores eget. Fortællinger gør det muligt at leve sig ind i og dele andre menneskers oplevelser og erfaringer.

Denne introduktion til pædagogisk psykologi præsenterer i en dansk sammenhæng de vigtigste læringsteorier og uddannelsesmæssige temaer ud fra den nyeste internationale empiriske forskning. I modsætning til andre bøger på dansk om pædagogisk psykologi har denne bog især fokus på international empirisk forskning og de diskussioner, der her pågår.

– RETLIGT SET

PÅ GESTALTTERAPEUTISK GRUNDLAG

2017 • 375 kr. 2017 • 250 kr.

Indput Institut for Psykologi KU

TILEGNELSE OG ANVENDELSE

2017 • 300 kr.

VIDENSKABEN OM LÆRING OG UNDERVISNING

2017 • 300 kr.


3 KLASSIKERE redigeret af ERIK

SIMONSEN BO

MØHL

grundbog i

PSYKIATRI HANS REITZELS FORLAG

2. UDGAVE

ERIK SIMONSEN & BO MØHL (RED.)

GRUNDBOG I PSYKIATRI 2. UDGAVE

„Hvis man har sat sig for at købe en bog om psykiatri, så er Psykiatri – en grundbog nok det bedste valg for tiden. Sjældent har jeg læst en bog, der kan omfatte de komplekse psykiske lidelser både i perspektiv, i bredde og i realistiske sygehistorier på en og samme tid. Forfatterne formår at friske et ellers vanskeligt emne op med klar disponering og klare eksempler. De psykiske lidelser beskrives godt og grundigt sammen med behandlingsprincipperne.“ PETER ØSTERGAARD, TANDLÆGEBLADET OM 1. UDGAVEN

2017 • 650 kr.

STEINAR KVALE OG SVEND BRINKMANN

INTERVIEW 3. UDGAVE

Interv iew Det kvalitative forskningsinterview som håndværk

„Dette er grundbogen over alle grundbøger, når det kommer til at lære at interviewe.” GUNNAR GREEN, FOLKESKOLEN

„Bogen leverer et hav af indsigter og betragtninger fra forfatternes enorme viden og erfaring [...] Jeg ser bogen som et ’must read’. Derudover er den dejlig at læse med mange illustrerende eksempler.“

3. udgave

Steinar Kvale Svend Brinkmann Hans Reitzels Forlag

SANNE ANGEL, TIDSSKRIFT FOR SYGEPLEJEFORSKNING

2015 • 450 kr.

Redigeret af

Svend Brinkmann & Lene Tanggaard

SVEND BRINKMANN OG LENE TANGGAARD (red.)

KVALITATIVE METODER EN GRUNDBOG 2. UDGAVE

KVALITATIVE METODER EN GRUNDBOG 2. UDGAVE

Hans Reitzels Forlag

„Bogens primære styrke er – udover at det stærke forfatterkollegie – at den simpelthen er så gennemført og omfattende. [...] Bogen når således at indfange alle de vigtige aspekter ved kvalitativ forskning og demonstrerer først og fremmest bredden i den kvalitative tilgang. Det er således intet mindre end en grundbog til hele metodeforløbet der er begået her.” ANDREAS BAUMANN, TABU

2015 • 480 kr.

KØB DINE STUDIEBØGER PÅ HANSREITZEL.DK 39


MIND MAPS

Et kreativt tænkeværktøj

Tekst og fotos af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. STUDIETEKNIK. At gå på universitetet handler ikke kun om at lære en masse om fx psykologiens genstandsfelt og metoder – det handler også om at lære at lære. Noget, jeg selv har brugt meget tid på, er at finde ud af, hvordan jeg tager gode noter. Der findes mange forskellige måder, hvorpå man kan nedfælde forelæserens guldkorn og sine egne tanker og ideer. Helt sikkert er det, at der ikke findes én god måde at gøre det på. Det, der fungerer rigtig godt for din sidemakker til forelæsningen, fungerer ikke nødvendigvis lige så godt for dig - og måske har du endda selv præferencer fra fag til fag. På de næste par sider vil jeg introducere en metode, som jeg i løbet af mine studieår har været rigtig glad for at bruge: mind maps. Der findes flere forskellige computerprogrammer til formålet, men jeg har altid foretrukket at lave dem i hånden. Jeg former bogstaver, som bliver til begreber og ideer, jeg skal lære. På mine håndskrevne kruseduller kan jeg desuden aflæse min sindsstemning. Havde jeg været til torsdagsbar aftenen forinden? Var jeg fascineret af emnet, eller kedede jeg mig? Var der noget, jeg slet ikke forstod? Efter en kort introduktion til teknikken, vil jeg vise dig to eksempler på, hvordan du kan bruge mind maps på studiet. Første eksempel viser, hvordan du kan bruge det til at tage noter til en forelæsning, og andet eksempel viser, hvordan du også kan bruge mind maps som disposition til en eksamensopgave.

Indput Institut for Psykologi KU

HVAD ER DET – OG HVORFOR ER DET FEDT? Mind maps er en måde at visualisere og organisere information på. Et mind map starter altid med en central idé, hvorfra nøgleord og associationer udspringer. Mind maps kan sammenlignes med bykort. Der er et centrum, hvorfra der udgår hovedveje, sideveje, omveje og smutveje. Udover at danne sig et overblik over, hvordan byen hænger sammen, kan kortet også bruges til at få øje på alternative veje, man ikke nødvendigvis kendte til på forhånd. På samme måde kan mind maps fx bruges til kreativ problemløsning. Når jeg laver mind maps, tænker jeg i idéer og begreber frem for at tænke i sætninger. Mind maps er derfor virkelig gode til at skabe overblik over et komplekst stof. Det er en kreativ udfordring, hvilket gør det til en aktiv måde at tage noter. Du bliver nødt til at bearbejde informationen, hvilket øger sandsynligheden for, at du husker stoffet bedre. Derudover er mind maps visuelt spændende, og der vil derfor være en større chance for, at du vil se på dine noter mere end én gang.


OKAY. HVORDAN GØR JEG SÅ? • Brug et A4-papir uden linjering • Vend det horisontalt • Start i midten med det emne, du arbejder med • Lav første forbindelse til højre, og bevæg dig rundt med uret om centrum • Prøv at holde dig til ét eller to ord per linje • KAPITALER er nemmere at læse • Brug farver til at markere forskellige underemner • Anvend så vidt muligt symboler

MIND MAPS TIL FORELÆSNING Du starter med at skrive forelæsningens emne midt på papiret. Udfordringen ved at bruge mind maps til forelæsninger er at følge med forelæsningens tempo. Kunsten er at udlede essensen af det, forelæseren siger: pakke det sammen til ét enkelt ord og sætte det i forbindelse med emnet. Mind maps er geniale til forelæsninger, da du aktivt arbejder med det, der bliver sagt frem for at lytte passivt og tage referat. Lad være med at hænge dig i æstetikken, men koncentrér dig om at forstå, formulere og forbinde. Her er et eksempel på et mind map fra en gammel forelæsning i Forskningsdesign og Videnskabsteori:

41


MIND MAPS TIL EKSAMENSOPGAVE Jeg har ofte brugt mind maps i forbindelse med at skrive eksamensopgaver. Her bruger jeg det primært som en visualisering af dispositionen for opgaven, og jeg har nemmere ved at danne mig et overblik over, hvordan jeg besvarer et givent spørgsmål. Her er et eksempel på et mind map over besvarelse af eksamensspørgsmål i Klinisk Psykologi – Videregående anvendt teori og metode:

Indput Institut for Psykologi KU

@


@ Har du et spĂŚndende studiejob, erfaringer fra praktik, oplevelser fra et udvekslingsophold eller noget helt fjerde, som du gerne vil dele? SĂĽ skriv til redaktion@indput.dk. NĂŚste deadline er d. 21. april 2017

43


Forbundet trods neoliberalisme En dialog om ensomhed Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych Seb: Alle i dag snakker om neoliberalismen… Ikke alle, nej, men mange. Projektsamfundet, præstationskulturer, individualiseringstendenser, og meget af det strækker sig jo nok tilbage til blandt andet Foucaults overvågning og straf, men er det ikke mærkeligt, i bund og grund, at vi har alle de her kulturformer, diskurser, ideologier og politikker, som relaterer sig til, at vi er nødvendigt og endegyldigt afgrænsede fra hinanden, når vi ved, at det netop er forbundetheden, der er forudsætningen for vores psyke? Rie: Mange ting forholder man sig hurtigt overfladisk til. Populismen lever i fuldt flor, ting dukker op, vi husker essensen, husker måske en pointe, men taget fuldstændig ud af sammenhæng. Sammenhængene forsvinder. De forsvinder, fordi de dukker op på nettet. De forsvinder i vores hoveder, fordi vi glemte at binde dem op på noget. Vi prøver at finde ud af, hvordan vi er forbundet til hinanden, prøver at definere danskhed og prøver at adskille os fra de andre. Seb: Og vel ikke bare adskille os fra de andre? Men netop adskille os fra hinanden… Måske ligefrem os selv? Men den pointe kan vente lidt. Rie: Jeg vil ikke være fuldstændig afgrænset fra andre. Jeg vil føle mig som en del af noget, et fællesskab, en masse, der blandt andet eksisterer i kraft af mig. Seb: Det lader til, at vi partout skal være uden for os selv med os selv i fokus! DU er DIT projekt! Her er jo næsten to subjekter? Rie: Men nogle gange er det os selv, vi helst vil være adskilt fra. Netop således at man kan arbejde på det som projekt. Bygge, opbygge, forandre, forbedre. Arbejde på det i samarbejde med coaches, trænere, psykologer, HR. Jeg, som projekt, vil klare mig bedre. Være i top 10. Være anbefalelsesværdig.

Indput Institut for Psykologi KU


Seb: JA, lige præcis! Netop den opbygning af én selv, som projektsamfundet påkræver, altså netop at vi er vores egne projekter, kræver jo så, at der må være tale om en todeling! Der er næsten en fremmedgørelse på spil! For hvordan kan vi opbygge os selv uden at fjerne os fra netop det selv, vi prøver at opbygge? Rie: Og måske er det denne fremmedgørelse, der betyder, at det bliver sværere at skabe sammenhæng internt. Have en sammenhængende livshistorie, identitet, forståelse af hvem man var og er. Seb: I højeste grad! Herved må den interne konsistens jo lånes fra de historier, der er os tilgængelige. Hvem er du? Jeg er den, der formår at udvikle mig selv konstant. En paradoksal optagelse af en historie, der fremstiller subjektet som kohærent, men som i sig selv indebærer en afstandstagen til sig selv som sådan. Rie: Ja. Vi møder konstant nye versioner af den gode historie, det gode innovative narrativ, noget særligt. Seb: Og netop derved egentligt ikke særlig særligt, men meget alment. For de fleste fortæller jo de samme historier om det her interessant projekt, de har kørende… Og interessant for hvem i øvrigt? Rie: Og der er jo ikke noget galt med ikke at være noget særligt. Men det er neo-liberalisme. Nyt og frit. Individualiseret. Alene-agtigt. Seb: Ikke blot alene-agtigt! Netop endegyldigt efterladt til sig selv! Hvilket modsiges af det, vi ved om psyken. Som art dør vi jo, hvis ikke vi har forældre, som tager sig af os, mens vi er små! Uden nogen at relatere os til, udvikler vi ikke sprog, intentionalitet osv. Rie: Alle er konstant forbundne, alles handlinger påvirker andres, påvirker udsagn og holdninger. Men det er reklameindustrien og lobbyisme, der styrer forbindelserne. De hiver i netværket, forskyder det, forvrænger det, præsenterer intet ærligt. Men er vi nogensinde blevet præsenteret ærligt for noget? Er hvad, der blev printet, sagt, fremført, ikke altid udvalgt?

45


Seb: To pointer melder sig for mig her: 1) Jeg er bestemt enig i din påpegning af reklameindustriens gavn af at forvrænge sandheder, men jeg mener, du tager debatten et forkert sted hen. Reklameindustrien gavner blot på grundlag af en større gavn, der ligger hos den kapitalistiske økonomi som sådan. Politikkerne, big business osv. er interesserede i, at vi ikke er forbundne, men er adskilt! Netop ved adskillelsen er konkurrencen muliggjort endegyldigt! 2) Alting er altid en selektion, men det er blot et vilkår og behøver ikke at betyde ensomhed som sådan. Rie: Er neoliberalismen så ikke en illusion? Seb: Jo bestemt, den er jo netop forkert! Men den har en bestemt politisk funktion! Rie: Er der energi i os, er der kræfter, der driver os sammen? Har vi forbindingskræfter i os, eller er vi ved at blive bange for hinanden? For forpligtelser? For ansvar? Seb: Ak ja, er det ikke netop spørgsmålet? På en måde er vi begyndt at diskutere menneskets natur, hvilket jeg altid hader. For det er som om, at menneskets natur som sådan altid bliver (mis)brugt i magtspil. Jeg vil hellere forholde mig til noget, som vi i hvert fald ved. Og her tror jeg, vi er enige: Vi VED, at vi er forbundne! Vi VED IKKE, om vi blot er øer uden sammenhæng i konkurrencens frådende ocean. Rie: Så det er vores spor. Vi holder fast i en viden om, at vi ER forbundne. Så hvorfor bliver vi i tvivl? Seb: Fordi bestemte politikker, bestemte forbindelser, har gavn af at bilde os det modsatte ind! Selvfølgeligt er der jo også her et eksistentielt parameter, vi ikke må glemme. Angsten for netop at være alene, at dø alene, overhovedet at skulle dø. Men der er nogle bestemte ideologier, som i hvert fald har gavn af at overbevise os om, at vi er alene. Rie: Hvad er det, politikerne får ud af at avle angst? Hvorledes gavner det dem at plante angst og uddybe den, sprede den? Kender folk deres eget bedste i vores verden? Og vil de andres bedste, hvis de konstant fortælles, at de er alene? At vi er alene. Seb: Bange folk forbruger! Når folk forbruger, så kører hjulene rundt! “It is better to be feared than loved” går citatet… Måske kan det udvides til “It is better for capitalist societies to be afraid than to love”?

Indput Institut for Psykologi KU


Rie: Er det så en forsvarsmekanisme at være tryg? Skal vi insistere heftigt og naivt på at være trygge og godtroende - eller er dét det allerdummeste valg? Seb: Men er det naivt at være tryg? Er det ikke netop det sværeste under disse givne ideologier og diskurser at tillade sig selv at være tryg? Rie: Jo, men aldrig har politikerlede været mere moderne! Vi stoler ikke på nogen! De andre er ude efter pengene. De andre vil ikke være med. Hvis alle de andre udnytter systemet, så skal vi også finde hullerne! Seb: Men det er jo dér, at kæden hopper af! Mistanken som sådan tjener jo netop det samme system, som skaber den! Når vi mistænker hinanden, fornægter vi det faktum, at vi er forbundne… Måske “whether we like it or not”. Rie: Er det præstationssamfundet, der så gør, at vi konstant dømmer nogen som værende værdige at være forbundne med? Er det fordi, vi konstant konfronteres med valg og fravalg af mennesker i online-, job- og kærlighedssammenhænge? Er det fordi, nogen rammer forbundethedsloftet, får stress over at være forbundet til for mange? Roder jeg? Seb: Nej! Eller rettere, du roder på den gode måde. Videre! Både ja og nej til det første. Jeg synes, at det fede ved det, du bevæger dig ind på, er, at vi netop også bliver afkrævet at være forbundne, men jeg tror, jeg vil pointere, at vi netop ikke bliver påkrævet en reel men kun en overfladisk forbundethed! Den må og skal være formel (LinkedIn, facebook osv.)... Rie: Ja, og det giver netop muligheden for at redigere, tilpasse og forbedre. Og det kan måske gøre en angst for virkeligheden, for at træde i spinaten. Og når internettet ikke glemmer, kan man måske glemme, at mennesker kan. Kan man tilgives i neoliberalismen? Kan man tilgives igennem høj performance? Seb: Nej, eller rettere; tilgivelsen under neoliberalismen kan kun komme fra dig selv. Den anden er dig jo ligegyldig. n

47


Indput Institut for Psykologi KU


OVERVEJELSER OM

DEN SANDE FORBINDELSE Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

Du har påtaget dig at løfte sløret for mysteriets opklaring, øjnene har bevæget sig som penduler over bogens sider og fingerspidserne er tørre af papirets kanter. Da du trak bogen ud af reolen, blev du selvudnævnt ekstern detektiv, fanget af plottets besnærende problem og bundet i søgen efter forbindelser. Forbindelserne kan gløde og lyse op som lanterner hængende i luften. Enkelte har forfatteren lagt ud til dig som perler på snor.

49


”Croyez ceux qui cherchent la vérité, doutez de ceux qui la trouvent” (Gide, 1952:174)

At psykologen i sit virke kan forekomme som en detektiv er en erfaring, vi i vores fag må gøre os i søgen efter opklaring og afklaring af klienten. Afhængigt af, hvilken gren af faget man tilslutter sig, kan denne dialog antage karakter af alt fra en rebus til en kompleks mordgåde af mytiske dimensioner. Trods disse forskelle er det fælles for tilgangene, at psykologen skal skabe en forbindelse til klienten og undervejs i forløbet risikerer at blive forundret over forbindelser, som for klienten tegner sig tydeligt, men for terapeuten antager karakter af et mysterium. Rorschachs blækklatter er et glimrende eksempel på, hvordan en forbindelse for én kan være sand og for en anden en gåde. Sandheden er en gåde Uanset hvad du måtte mene om gåder, vil jeg gerne illustrere, hvordan forbindelser kan spille én et pus. Lad os tage et kig på en spansk gåde: En lille boks; Hvid som gips; Fyldt af gyldne skatte; Alle ved, hvordan den åbnes; men ingen hvordan den lukkes. Gåden fortælles bedst i den rette kontekst, da omstændigheder kan bringe yderligere forvirring og dermed gøre gåden sværere at løse. Fortælles den derimod i køkkenet, hvor omeletten syder på panden, bliver det pludselig uhyggeligt let. Associationen er blevet tilgængelig og åbenlys. Pråsen går op for en med det samme. Tænk dig, hvordan gåder pirrer vores nysgerrighed og den videbegærlighed, som for mange karakteriserer mennesket. Jagten på forbindelsen og dermed på løsningen har historisk set formet menneskets kultur og sprog. Det er en søgen, som psykologien ikke kan se sig undtaget af, når overvejelserne om psykens karakter fletter sig ind i filosofiens verden. Forholdet til sandheden, hvad den er, og hvori den består, er menneskets ultimative jagt på meningen med tilværelsen; sandheden om hvorfor og med hvilket formål, vi er til. For mig at se, er denne

Indput Institut for Psykologi KU

søgen en på en gang frygtelig og fascinerende betingelse; noget vi er dømt til at drømme om og betvivle gennem hele vores liv. Det kan, for mig, ikke siges smukkere end Sokrates’ berømte agnostiske sætning: ”Det eneste jeg ved, er at jeg ingenting ved”. Sætningens sandhed En grammatisk indgangsvinkel til sandhedsbegrebet kan, ligesom præciseringen af ordet subjekt hos Foucault, åbne op for overvejelser om vores forståelse af sandhed, og hvornår en forbindelse bliver etableret og erklæres sandfærdig. Selvom det er en lettere tør affære, fortæller vores sprog en kompleks historie om vores forståelse af fænomener som sandhed. Den danske grammatik foreskriver to sandhedsbegreber: Den absolutte og den relative sandhed. Den absolutte sandhed udgøres af sætninger, som erklæres eviggyldige på tværs af tid, rum og menneskelig bevidsthed. De har matematisk karakter, og vi falder derfor ikke over dem i den første fagbog fra studiebibliotekets psykologihylde. I stedet er det bare at slå op på side to, hvis du søger de relative sandheder. De humanistiske og samfundsvidenskabelige fagfelter boltrer sig i relativismens hermeneutiske cirkus. Jagten på den næste forståelseshorisont samt et rummeligt og dynamisk meningsbegreb er her i sandhed til stede. Men hvad betyder det for sandheden og for den sande forbindelse? Når vi konfronteres med forbindelser, der virker paradoksale eller tilfældige, foreskriver akademisk spekulation en skepsis overfor disse påstande. Hvem har investeret i hvilke sandheder, hvilke interessenter har indvendinger imod de etablerede sandheder og hvorfor? Med andre ord; et spørgsmål om ’sandt for hvem?’. De absolutte sandheder har fordret bred enighed og skabt et gyldighedsbegreb i naturvidenskaben, som ofte forsøges trukket ned over psykologien. Senere er det blevet anfægtet


og betvivlet i relation til den mere relative betragtning. Når vi anerkender sandhedens ofte mere subjektive karakter, som både gestalt-terapien og Rorschach-billeder vidner om, bliver jagten på mening i livet flerfacetteret og spaltet. Pludselig er meningen ikke absolut, men måske kun gyldig for dig - lige nu og lige her. Ræven i Hubertusjagten er amorf. Sandheden findes i en jagt på oplevelser, i en jagt på succes og i en jagt på lykke. ”Tro den, som søger sandheden, og frygt den, som har fundet den”, sådan udtrykte André Gide denne jagt, og deri ligger ligegyldigheden i, om du jagter ræven, rådyret, eller regnormen, for det centrale er din livslange søgen. Sandheden en saga blot Tilværelsen må siges at blive mere kompleks af, at biografien ikke er skrevet på forhånd, og på den måde får vi selv ansvaret for at begå forbrydelsen og siden opklare den. Verden, hvori denne livsfortælling skal udspille sig, er så spraglet og valgrig, at det at tage stilling til, hvad der er ægte, sandt og meningsfyldt bliver en konstant udfordring. Det grænser næsten til en apori, i den forståelse som Derrida låner fra Aristoteles: En umulighedsstruktur, hvor to modstridende udsagn begge er sande, men umuligt kan være det samtidigt. Det er svært at forestille sig, at verdens meningsdannere pludselig skulle blive enige om tilværelsens karakter eller retning. Kaster vi slutteligt et blik på verden i dag, er det ikke den vej udviklingen går. ”I en verden, hvor alle snyder, bliver den ærlige bedrager”. Endnu engang kommer guldkornene fra André Gide, og selvom de er formuleret i starten af det 20. århundrede, er visdommen stadig sigende i dag. Vi lever i en tid, hvor der eksisterer alternative fakta og fake news, og vi skal som verdensborgere navigere i et farvand af farvet information, hvor fiktion og fak-

ta ikke længere er poler i et kontinuum, men leger tagfat, med opbrydende konsekvenser. Schrödingers kat var fanget i en kasse, og for mig at se er vi mennesker på en gang katten, som ikke kan defineres i enkelthed, og samtidig er vi Schrödinger selv, der skal forholde sig til den paradoksale virkelighed. Konklusionen på denne leg med ord, forbindelser, sandheder og gåder findes for mig ikke. Det bliver et spørgsmål, vi kan søge at besvare i den chokerende korte tid, vi eksisterer her i verden, eller alternativt kan vi forsøge at slutte fred med vores uvidenhed på bedste Sokratiske vis. Sidder du tilbage og mangler et bud på, hvordan den sande tilværelse skal leves, har jeg spidsfindigt lånt et svar fra et omfattende filosofisk og psykologisk bagland, og til ære for dig har jeg gemt det i artiklen – prøv om du kan se forbindelsen. n

Litteratur Funch, B. S., & Roald, T. (2014). Fænomenologisk personlighedspsykologi. I Køppe, S. & Dammeyer, J. (Red.), Personlighedspsykologi – en grundbog om personlighed og subjektivitet (Kap. 4). København: Hans Reitzel. Gide, André (1952). Ainsi soit-il; ou, Les Jeux sont faits. Paris: Éditions Gallimard Gribbinn, John (1984). In Search of Schrödinger’s Cat: Quantum Physics and Reality. New York: Bantam Books Kaspersen, Lars Bo og Jørn Loftager (2009): Klassisk og moderne politisk teori. København: Hans Reitzels Forlag Koch, Carl Henrik: Sandhed (Absolut og relativ) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. Februar 2017 fra fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155260

51


Illustration af Ida-Marie Haeusler

Indput Institut for Psykologi KU


Tema Forbindelser

53


Psyk & Tværs

#6

Af Ida Marie Ankerfelt stud. psych. & Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Lodret 1. 2 cl alkohol 2. Kvadratroden af fire 3. Internet Protokol 4. Forbundet til nogen 5. Lavede hul 6. Queer-teoretiker 7. Røg 8. Oxygen 9. Indse 10. Brække sig 11. Tyggede 12. Træer 13. Ikke beskidt 14. Ikke trække vejret mere

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Telefonforbindelser 2. Syv dage 3. Faldet 4. Beskadigelse 5. Samling af værelser til leje 6. Boblende humledrik 7. Todelt 8. Psykoanalytiker 9. Være stille 10. Forsker i fænomenologi og æstetik på KU 11. Lige nu 12. Herrenavn


Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 30. april 2017, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Maria Johansson, 2. semester.

Academic books

55


Indput nr. 3, 48. årgang - Forbindelser  
Indput nr. 3, 48. årgang - Forbindelser  
Advertisement