
1 minute read
ERHVERVSPULJE
from Ejendom 4 2022
Nye regler gør det nemmere at få tilskud fra Erhvervspuljen
Endnu flere virksomheder skal have tilskud til grønne projekter, og derfor er Erhvervspuljen blevet gjort mere attraktiv med en række nye regler, der trådte i kraft den 1. november.
Tekst: Mark Lindved Norup
Mere til gaskonverteringer
For at sætte skub i konverteringen væk fra naturgas er der indført en prioriteringsfaktor, så konverteringer fra naturgas til grøn energi som udgangspunkt får 25 procent mere i tilskud.
Mindre ventetid
Projekter kan sættes i gang, når der er kommet en kvittering for ansøgningen, hvilket vil ske umiddelbart efter ansøgning.
Åben året rundt
Ansøgningsrunderne bliver afskaffet, så Erhvervspuljen er åben året rundt. Ansøgningerne skal heller ikke længere konkurrere med hinanden, men bliver prioriteret efter først til mølle-princippet.
Lette løsninger
Nye og meget simple standardløsninger til forskellige projekttyper letter ansøgningsprocessen for virksomhederne. De får også en større sikkerhed for tilskuddets størrelse.
Større tilskud
Tilskudssatsen sættes op til en fast sats på ti øre pr. sparet kWh eller 500 kr. pr. sparet ton CO2.
Tilskud til CO2besparelser
CO2-reduktioner indføres som supplerende tildelingskriterie, hvilket gør det muligt for projekter, der sparer CO2, men ikke energi, at opnå støtte. Fx støtte til konvertering væk fra fossil gas til fjernvarme.
Slut med gaskedler
Det er ikke længere muligt at få tilskud til at installere gaskedler eller optimere dem. Det vil fortsat være muligt at få tilskud til at optimere gasforbruget på andre måder.
Om erhvervspuljen
Puljen skal sikre grøn omstilling og energieffektivisering i erhvervslivet og administreres af Energistyrelsen. Den løber frem til 2029, og der skal samlet uddeles 3,5 mia. kr. I 2023 er der afsat 400 mio. kr. Tilskud på min. 10.000 kr. og maks. 112 mio. kr. Læs mere om Erhvervspuljen på SparEnergi.dk