Brenda Paustian kommer fra bydelen the Bronx i New York, USA. Som 22-årig mødte hun danske Morten Paustian, som hun giftede sig med og kort efter og flyttede de til Danmark. Parret har to fælles børn, 19-årige Maja og 14-årige Lukas, som Brenda bor sammen med på Nørrebro i København.
søn Lukas. Brenda Paustian arbejder i dag i Illum som salgskonsulent, men i begyndelsen af halvfemserne havde hun en lille frokostrestaurant ved Langelinie, ”Eti & Brendas Kitchen” med sin israelske veninde, Eti. - Jeg har altid reageret på det dårlige serviceniveau i Danmark. Engang havde jeg købt noget fiskefars fra Inco, som viste sig at være råddent. Næste gang jeg kom derud for at købe ind, reklamerede jeg over for manden, der havde solgt mig det. Han ville se farsen, som om han ikke troede på mig. Og så sagde han noget, jeg virkelig hader, fordi det ekskluderer mig fra samtalen: - ”Her i Danmark tager vi altså varen med, hvis vi vil reklamere over den”. Som om jeg ville tage fars med orme i med derud flere dage efter. Det var da ham, der havde begået en fejl, siger Brenda Paustian. - Jeg husker en selskabelig sammenhæng, hvor jeg tillod mig at undre mig over de meget dyre, små hummere, som blev serveret og som ikke smagte af noget som helst. Jeg fortalte en dame, at i staten Maine i USA kunne man få de største hummere, og de kostede næsten ingenting. Hun blev meget fornærmet over, at jeg tillod mig at kritisere det fine traktement, og jeg hørte hende sige til en anden dame: ’Hvad ved hun om god smag, sådan en sort amerikansk pige.’ - Den fordom er jeg blevet mødt med i Danmark. I Brenda Paustians køkken dufter der af jerk turkey. Den helt specielle cajun-amerikanske måde at lave kalkun på, hvor kalkunen steger i lang tid med stærke krydderier i en stor gryde med bouillon. Duften når hele vejen ned på Gormsgade, Nørrebro, hvor Brenda Paustian bor med sin datter Maja og
manglende indlevelse Kan det passe, at danskerne ikke kan tåle kritik, når man nu tænker på al den ballade om Muhammedkrisen? - Jo, men det er ikke fordi, danskerne slet ikke har selvironi eller kan tåle kritik, det er mere, at de ikke har evnen til at sætte sig i andres sted. Danskerne kunne simpelthen ikke sætte sig ind i, at de små Muhammedtegninger kunne fornærme og støde nogen. Og de respekterede ikke muslimernes følelser og oplevelse, siger Brenda Paustian, og illustrerer sin pointe sådan: - Da min datter Maja lige var født, fik hun ”Lille Sorte Sambo” af min svigermor. Den blev jeg virkelig stødt over, og jeg sagde pænt tak, men at jeg ville bytte den. I min verden er den bog stereotyp og reducerer sorte mennesker. Det kunne min svigermor
slet ikke forstå. Hvordan kunne den lille børnebog dog støde nogen? Det var jo en klassiker, som alle danske børn læste. Hun respekterede ikke min oplevelse. - Det er nøjagtig det samme, der sker, når danskerne bruger ordet ”neger”. Mange forstår ikke, at det ord har negative konnotationer for mig og ligger ret tæt på ordet ”nigger”. Folk siger, at der ikke ligger noget nedladende i det, men det gør der for mig, og så synes jeg bare, man skal være voksen og sige: ”Undskyld. Jeg bruger da bare et andet ord”. det dejlige ved danmark Brenda og hendes danske mand Morten Paustian blev skilt for 8 år siden, men Brenda Paustian blev alligevel boende i Danmark. - I tyve år har jeg talt om at tage hjem. Men der var altid et eller andet, der kom i vejen. Og så har jeg jo mine børn her. Jeg kan godt lide Danmark. Her er et fantastisk velfærdssystem, som ikke findes mage til nogen steder. Da jeg var ung og kom til landet, var jeg så forbavset over velfærden. At jeg kunne gå hjemme sammen med min lille datter på barsel og ikke behøvede at tæske rundt på et arbejde til langt ud på natten. Jeg har også et kæmpe netværk her i København, som jeg ikke kan undvære, siger Brenda Paustian. det var på vej Muhammedkrisen kom ikke bag på Brenda Paustian. Hun havde egentlig forventet, at det ville komme til et sammenstød mellem muslimerne og danskerne: - På sin vis er danskerne ret naive. De kan slet ikke forestille sig, at der findes mennesker her i landet, som ikke har den selvtillid og den ballast, som man har, når man kommer fra en tryg baggrund og et lille land som Danmark. Og derfor forstod de ikke, at for mange af muslimerne er deres profet deres eneste tryghed og holdepunkt. Derfor var Muhammedtegningerne en slags sandhedens time for begge parter. Dét, der overraskede mig, var ikke reaktionerne fra den muslimske verden, men dét, at danskerne kunne blive så overraskede over reaktionerne. Som om danskerne har ligget inde i en puppe de sidste hundrede år.
s. 11