PORTRÆT
# 1 — 2015
CLEMENT KJERSGAARD
C
lement Kjersgaard har sagt sit job op. Han siger det nærmest lidt henkastet, mens han skridter hastigt hen ad gangene i DR Byen. Det er tidlig morgen, og han er forsinket. Aftenen forinden har han været vært på DR’s talkshow ”Vi ses hos Clement” og er kommet sent i seng. Denne aften går det løs igen med ”Debatten” på DR2, hvor Danmarks mest magtfulde mennesker inviteres til en debat om Danmarks fremtid, som det hedder på programmets site. Han mærker en vis bestyrtelse over det med opsigelsen og skynder sig at berolige med, at alt er som før: Han er bare ikke længere fastansat hos DR, men freelancer med frihed til at komme og gå, næsten som det passer ham. I øvrigt helt som det var for ti år siden, da det hele begyndte. Han ser nærmest lykkelig ud ved tanken. ”Jeg har altid vidst, at jeg skulle være min egen mand. Det er vigtigt med den frihed. Jeg har aldrig så meget som overvejet, om jeg skulle gøre karriere i en hierarkisk organisation som DR eller for den sags skyld en hvilken som helst anden organisation. Jeg arbejder enormt meget, men til gengæld bestemmer jeg selv. Jeg tror, at en af grundene til, at mennesker bliver stressede og frustrerede over deres arbejde, er, at de føler, der er et misforhold mellem det, de gerne selv vil, og den organisatoriske virkelighed, de indgår i,” siger han. ET FÆNOMEN
Clement Kjersgaard ved godt, hvad han vil. Han fylder 40 til efteråret og er absolut ikke kandidat til en midtvejskrise. Han bor sammen med sin kæreste, tager sig af sin niårige søn Conrad og har sin work-life balance på plads. Han har i øvrigt aldrig forstået, hvorfor nogen laver den distinktion. Når han laver TV, er det et spørgsmål om at gøre sig til soldat i programmets tjeneste, som han siger. Men det betyder jo ikke, at familien ikke til enhver tid har førsteprioritet. Den slags, synes Clement Kjersgaard, er så indlysende, at det nærmer sig det banale at tale om. Han er akkurat lige så lidenskabeligt engageret i interviewet denne morgen, som han er, når det er ham selv, der stiller spørgsmålene i TV-studiet med op mod en halv million danskere som tilskuere hjemme i stuerne. Lige siden Clement Kjersgaard dukkede op i DR2-programmet ”Tal med Gud” i 2004, har han været et fænomen i den danske medieverden med sin pågående stil. Nogen mener, han er en Guds gave til den danske befolkning. Andre kalder ham grænseoverskridende og selviscenesættende, ja, ovenikøbet flabet. ”At jeg skulle være selviscenesættende er ren jantelov. At blive kaldt flabet er en ære. Hvis man stiller spørgsmål til en politiker, og han giver det samme svar fem gange, er det politikeren, der optræder respektløst. I den situation bliver jeg nødt til at spørge igen. Politikerne skylder borgerne at give ordentlige svar,” fastslår han. PORSCHE PÅ VEJ
Evnen og viljen til at lægge al sin kampgejst i et program eller et projekt har gennem årene ført Clement Kjersgaard i mange retninger, men med medier, politik og demokrati som en rød tråd: Han udgiver RÆSON, et magasin om politik, som han stiftede i 2002 sammen med vennen, ph.d. i statskundskab, Henrik 20 HØJSKOLEBLADET
Ø. Breitenbauch, for at højne det politiske debatniveau i Danmark. Magasinet udkommer på tryk fire gange om året og dagligt på nettet og skrives af et netværk af skribenter og en enkelt fastansat. Han er også en efterspurgt ordstyrer og foredragsholder. Flere gange om ugen tager han ud til blandt andet landets højskoler og gymnasier for at tale med de unge om det, hans hjerte brænder for. Når han holder foredrag på landets højskoler, går honoraret direkte i pengekassen hos RÆSON, der ikke modtager mediestøtte. ”På et tidspunkt skylder RÆSON mig en Porsche,” siger han. Clement Kjersgaard har fået Hal Koch Prisen for ”sit enestående engagement i demokratiet og samfundet”, og det er i lyset af netop demokrati og samfund, han ser sin rolle som TV-vært og alt, hvad han i øvrigt beskæftiger sig med. EN DEMOKRATISK AMBITION
Projekterne er forskellige, men de er forbundne i det, han kalder ”en demokratisk ambition”: Han ønsker at medvirke til, at alle borgere engagerer sig i en samtale om, hvordan samfundet skal udvikle sig. At give sin mening til kende er helt afgørende i et demokrati, siger han med et citat af Shakespeares King Lear: ”Nothing will come of nothing. Speak again.” Ikke at han bilder sig ind, at hans indsats redder demokratiet. Det ville være ”ubeskriveligt forfængeligt”. Alligevel gælder det om, at man ikke graver sit talent ned, så stort eller lille det end måtte være. ”Hvis du føler, du har muligheden for at være med til at flytte noget, ville det være mærkeligt ikke at forsøge. Jeg står ikke op om morgenen og tænker: Ih, hvor er jeg
I det øjeblik, du fokuserer på din egen rolle, er der noget galt. Du er nødt til at dræbe forfængeligheden, hver gang den dukker op.