
1 minute read
INTROFORLØBET
Din gymnasietid begynder med et introforløb, der skal klæde dig på til gymnasielivet med alt, hvad det indebærer af nye fag og skriftlige opgaver, venskaber og klassesammenhold, lektier, forventninger og et socialt miljø, der inviterer dig til at engagere dig og deltage i både faglige og sociale arrangementer efter skoletid.
Tutorerne tager imod dig og dine nye klassekammerater og hjælper jer i gang med livet som elev på Himmelev Gymnasium. De har forberedt en masse sjove aktiviteter, der hurtigt vil ryste jer sammen i din nye klasse.
Advertisement
Første skoledag, mandag den 14. august 2023, er en festlig blanding af sociale aktiviteter, rundvisning på skolen, lidt praktiske oplysninger og en hyggelig fælles velkomst i kantinen, hvor tutorerne Emma og Casper sammen med rektor vil byde jer velkommen til Himmelev Gymnasium.
1.g’erne og 1.hf’erne har skolen for sig selv de første par dage, for fortsættereleverne kommer først tilbage fra sommerferie om onsdagen.
Introforløbet strækker sig over nogle uger, hvor du stille og roligt introduceres til livet som gymnasieelev, til fagene og til de nye måder at arbejde på. Glæd dig til teambuilding og hygge med tutorerne, til Himmelegene og til folkedans med din egen og en anden klasse (det er faktisk vildt sjovt).

Himmelegene er vores første aktivitetsdag (den anden aktivitetsdag er for hele skolen og afholdes i september), og den ligger fredag i den første uge. Det er tutorerne, der står ved posterne, som både kræver styrke, balance, opfindsomhed, god hukommelse og en høj grad af samarbejde på holdet. Himmelegene slutter af med en superhyggelig frokost i det fri for alle.
Og så er der selvfølgelig introfesten i begyndelsen af september. Det er skoleårets første fest, og det plejer at være en temafest. Introfesten er et af årets absolutte højdepunkter. Den arrangeres af eleverne i festudvalget, hvor du er meget velkommen til at være med.
Se i øvrigt tutorernes ”Guide til første skoledag” på næste side.
