
1 minute read
BLUE NOTE OG HIMMEFESTE
Kantinen er uden sammenligning skolens hjerte. Når den ikke bruges til pauser, frokost, gruppearbejde, Mat Lab og fællestimer, så egner den sig faktisk rigtig godt til både musikcafé, fredagsbar og gymnasiefest.
Vi har tradition for at lave en masse fede arrangementer for hele skolen. Det er eleverne selv, der arrangerer det meste, og vi kan kun opfordre dig til at deltage i så meget som muligt.
Advertisement
En gang om måneden kan du høre god live musik og hygge med brætspil og musikquiz, når vi har musikcaféen Blue Note på programmet. Nogle gange er det vores egne bands eller solister, der står på scenen. Andre gange er det et band udefra. Sidste år stod hitbandet Danser med Piger fx på Blue Note-scenen. Alle kan i øvrigt få lov til at give et nummer, når der indimellem er Karaoke Night. Blue Note er et alkoholfrit arrangement, og du er meget velkommen til at invitere dine venner uden for skolen med.
Festudvalget arrangerer alle vores himmefester – lige fra introfesten i september til gallafesten i april. Nogle gange er det temafester. Andre gange har udvalget inviteret en kunstner til at spille. Himmefester er kun for skolens egne elever, og der er altid lærere og vagter til stede.
Fredagsbaren er åben en gang om måneden og er også kun for skolens egne elever. Så mødes vi i kantinen efter sidste modul til et par timers hygge og god musik.
På Himmelev Gymnasium har vi et ansvarligt forhold til alkohol, og vi har derfor også et alkoholkodeks, der bl.a. betyder, at man ikke kan deltage i vores fester, hvis man har drukket for meget. Vi opfordrer vores elever til at tænke sig om og til at passe på sig selv og hinanden. Der er altid gratis alkoholfrie alternativer til fredagsbar og himmefester.


