Lokalavisen Havnefronten 8.-9. juli 2020

Page 16

16

8. juli 2020

Med Dragesøstrene fra Tømmergraven Af Marianne Olsen

Lørdag morgen kl. 06:15 vækkeuret ringer. Det kan da ikke passe!! Får febrilsk slukket det, inden gemalen brokker sig over det ukristelige tidspunkt at blive vækket på. Husker så hvorfor: Jeg skal ud at sejle med Dragesøstrene, som jeg har omdøbt dem til, men i virkeligheden hedder de noget så fornemt som: Danish Dragon Abreast og gruppen, jeg skal sejle med, kalder sig Copenhagen Dragon Boat Team. I er sikkert mange, som har observeret et par aflange både med dragehoved og hale og op til tyve kvinder ombord padle for fulde gardiner ned gennem havneløbet tirsdage eftermiddage, eller hvis I lige som jeg har været tidligt oppe en lørdag morgen. I har garanteret tænkt ligesom jeg, hvorfor i himlens navn padler de, så det ser ud som om de har en vis herre i rumpen/kølvandet af dragebåden? Forklaring følger, men først vil jeg fortælle om mit møde med dragesøstrene.

Det handler også om brystkræft

Vejret havde været solrigt og smukt i mange dage, men lige lørdag morgen havde Vor Herre valgt at åbne for sluserne. Efter en våd cykeltur mødte jeg op ved Københavns Roklub kl. 8, hvor jeg havde aftalt at mødes med Helen. Jeg fik en kort instruktion i hvordan man padler og fik udleveret en justerbar paddel i glasfiber. Dejlig handy og let i forhold til den træpaddel til kano, som er min erfaring omkring padler. Mens Helen gav mig instrukser, begyndte kvinderne så småt at indfinde sig. Det var kvinder i alle aldre og med vidt forskel-

lig baggrund. Men de har et tilfælles: De har alle haft brystkræft og de er brystkræftoverlevere. De bruger dragebåden som en del af deres rehabilitering efter deres brystkræftbehandling. De ror for at holde sig i fysisk god form, men først og sidst oplevede jeg, at de ror for fællesskabet. De har en fælles erfaringsramme omkring de udfordringer, som en operation for brystkræft eller en brystkræftbehandling giver, men det er tydeligt, at det ikke fylder hele deres tilværelse, i hvert fald ikke når de mødes i regnvejr lørdag morgen for at padle. Jo, der er selvfølgelig også mulighed for at vidensdele, f.eks. om, hvordan en brystrekonstruktion ser ud efter et halvt år, når Karen eller Lisbeth (fiktive navne) står lige for at få foretaget samme operation. Men hvis man ikke vidste det, kunne man lige så godt forestille sig, at disse kvinder blot havde meldt sig ind i roklubben for at sejle dragebåd. Og dog….. Jeg fornemmer en sammenhørighed, en stille opmærksomhed på hinanden og hinandens velbefindende, som jeg tror udspringer af den fælles erfaringsramme. De har en fælles ballast som overlevere, om end den oplevelse faktisk udfordres jævnligt, når en af dragesøstrene ikke klarede pynten. Helen fortalte med sorg i blikket, at de har sagt farvel til tre søstre bl.a. en nær veninde til Helen. Men selv om det må være mere end svært, fornemmer jeg også, at det faktisk ikke gør dem mindre stærke.

Reduceret besætning

Så skulle bådene i vandet. Normalt er der 22 kvinder i båden, 20 padlere, en styr-

Fælles for bådens kvinder er, at de alle har haft brystkræft. Foto: Elin Tabita Hansen / Havnefronten.

mand og en trommer. Men det er coronatider, så vi var ni kvinder i hver båd og sad kun en på hvert andet sæde, hvor man plejer at sidde to og to. Det betød selvfølgelig også, at der skulle arbejdes for føden, og jeg fik skam min ilddåb. Heldigvis er jeg så tilpas stædig, at de ikke skulle opleve mig blot som tung ballast, så jeg kløede på med resten af teamet. Kommandoerne, som I måske har hørt, når I har stået på kajen og fotograferet dragesøstrene, er på engelsk, så det skulle jeg lige vænne mig til. Men missede jeg nogle kommandoer, var det rimelig enkelt at kigge på padleren foran og rette sig ind efter hende.

Det våde element

Efter en time til halvanden

vendte vi næsen hjemad mod Tømmergraven med en gevaldig slutspurt. Op af båden og i fællesskab får vi hentet bådvognen og får dragebåden op af vandet. Ingen servicering her, alle trækker på sammen hammel og løfter i flok. Redningsvestene af og regntøjet på igen, for selv om det holdt tørt noget af sejlturen, så måtte vi åbenbart betale for det spejlblanke sejl-vand med vand både fra oven og indefra, når sveden haglede frem af anstrengelse. Jeg satte mig glad på cyklen efter en meget dejlig oplevelse med nogle superseje dragesøstre og fandt hjem igen til gemalen, som troede jeg havde været ude med en sejlbåd, - en dragebåd er som bekendt også en sejlbådstype!

Sæsonen for husbåde er startet Af Jesper Schou Hansen

Du finder dem mange stedet i Københavns Havn. Husbådene. Og i øjeblikket er det højsæson for salg af husbåde. Ejendomsmægler Mogens Steffensen, der er indehaver af Home Amager-Sundbyvester og selv bor på en husbåd, forklarer, at der – lige som for sommerhusene – er en højsæson. ”En husbåd er selvfølgelig langt mere fristende, når solen skinner og glimter i bølgetoppene, end når det koldt og gråvejr.

Så det har givet et ’boost’ i interessen”, fortæller Mogens Steffensen, der selv har boet på husbåde gennem de seneste 17 år. De sidste ti år ombord på ’Henny Lillian’ ved Skibbroen i København.

Kun 13 til salg i København

Der findes ingen statistikker for priser og salg af husbåde. I øjeblikket er der blot 13 husbåde til salg i København på Boligsiden. dk. ”Vi har set en øget tendens til at dyrke motion ude i byen og ikke mindst på vandet i de må-

neder, hvor mange har arbejdet hjemme, ikke har kunnet komme i skole osv. Det har givet en ekstra interesse for et aktivt liv på vandet med kajakroning, stand-uppaddling mm.”, fortæller Mogens Steffensen.

Pas på fælderne

Han råder til, at køberne er særligt opmærksom på den lejekontrakt, husbåden har med havnen (f.eks. By & Havn), en privat udlejer mv. - og at man får en kyndig rådgiver til købet. Der er også særlige forhold omkring drift og

Copenhagen Dragon Boat Team Det blev etableret i 2017 med henblik på at deltage i verdens største sportsevent for kvinder IBCPC’s Dragon Boat Event, afholdt i Firenze juli 2018. Teamet er det første danske, som har deltaget og sigter nu på at deltage i næste event i New Zealand 2022.

vedligeholdelse samt lån, der er specielle for husbådene. Cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig forklarer, at en husbåd – af naturlige årsager – ikke har en grund og dermed heller ikke har et matrikelnummer, som er et krav, hvis der skal gives realkreditlån. ”Det gør det svært i forhold til en værdiansættelse og dermed pantets værdi. For hvad er værdien af en båd, der ligger på en super plads i København, men efter to år ikke har pladsen mere og rykker til Nakskov,” forklarer

Christian Hilligsøe Heinig om årsagen til, at realkreditfinansiering ikke er en mulighed. Men selv om man ikke kan opnå et realkreditlån til husbåden, behøver man ikke nødvendigvis at betale den kontant. Det kræver selvfølgelig en snak med ens bankrådgiver, men som regel vil man i stedet kunne finansiere på ’andelsboliglignende’ vilkår. Det vil i øjeblikket sige til en rente fra omkring 3 procent.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.