
1 minute read
NY DANMARKSMESTER I URMAGERI
from AuClock 1, 2023
by Guldsmed1
Jublen på scenen var stor, da unge fra 45 forskellige fag fik en guldmedalje om halsen ved afslutningen på DM i Skills 2023. Efter tre intense konkurrencedage kan de kalde sig Danmarks dygtigste håndværkere.
Den Danske Urmagerskole, ZBC i Ringsted stillede med 4 lærlinge til dysten. Det blev den 39-årige Clark Denniston Brown, der er lærling hos Gronemann Ure på Frederiksberg i København, der løb af med sejren.
Til TV2 øst udtaler Clark Denniston Brown, at han er rigtig glad for at vinde DM i Skills. Han synes dog, at konkurrencen var svær. Konkurrencedeltagerne skulle nemlig lave en urskive til et ETA 6497 lommeur. Den skulle fremstilles af to forskellige materialer, enten messing, stål eller aluminium - og uret skulle fungere, når viserne kom på.
”FOR AT LAVE URSKIVEN SKULLE VI BRUGE NOGET
VÆRKTØJ, SOM JEG ALDRIG HAR SET FØR. SÅ JEG
SKULLE VIRKELIG TÆNKE MIG OM, OG STADIG
AFLEVERE NOGET, DER VAR SÅ FEJLFRIT SOM MULIGT”
– siger den nykårede vinder.
Clark Denniston Brown er vild med fagets store alsidighed. ”Vi skal kunne klare mange forskellige opgaver. Lige fra at restaurere flere hundrede år gamle stueure, der er gået i arv, til at servicere de allernyeste Rolex-ure”, siger han.