
1 minute read
HOROTEC CUSTOM TOOLS
from AuClock 1, 2023
by Guldsmed1



Nu lancerer Lindholts i samarbejde med Horotec et nyt koncept.
Kasse og lænkeværktøjer med et helt nyt look.
Nu kan du individualisere dit værktøj så det passer præcist til dit temperament.
Ideen er at give værktøjer du allerede kender, nye originale mønstre, flotte teksturer og forskellige farver.
Væktøjerne fås i flere flotte udgaver: Træ, Karbon, Magma og Graffiti
De valgte materialer og farver garanterer selvfølgelig værktøjerne en lang levetid. (men det ved du jo allerede)
Se mere her: www.horotec-custom.ch eller ring til os på 86 42 52 99

Klarlund fejrer 75 år
Med over 3.000 besøgende fra Nordeuropa hen over en weekend var stemningen høj i Øksnehallen. Anledningen var Klarlunds 75-års jubilæum, der blev skudt i gang med Nordens største ur- og smykkebegivenhed. Her var ”live talks” med urskribent Kristian Haagen, ”masterclasses” med Klarlunds egne urmagere og udnævnelse af vinderen af Klarlunds smykkekonkurrence.
For at markere fødselsdagen – samt give alle mulighed for at være en del af den – havde firmaet i august 2022 udskrevet en åben smykkedesignkonkurrence. Førstepræmien var et gavekort på 50.000 kroner og muligheden for at få produceret sit smykke til udstilling hos Klarlund. Kriterierne, som designene skulle opfylde, var brugen af minimum en rød smykkesten (Klarlunds logofarve), at smykket ville skulle kunne produceres i guld, samt udstråle fest og fejring. Omkring 120 forslag indløb, og et enigt dommerpanel, bestående af AuClocks redaktør Nina Hald, kunstkurator Jens-Peter Brask, sangerinden Jada og Klarlunds administrerende direktør Ronni Hetoft valgte arkitekt Julie Olssons collier. På en delt andenplads kom en guldarmring designet af Patricia Overgaard og et par ørehængere designet af Sabine Martens Latt.

Klarlund åbnede sin første butik på Vesterbrogade i København i 1947, og den blev siden suppleret med endnu en butik på Strøget. I januar 2023 overgik Klarlunds ejerskab til Bucherer.

Auktion af kongelige smykker
Sidste år blev der hos Bruun Rasmussen bortauktioneret en større mængde kongelige smykker, der blandt andet har tilhørt prinsesse Thyra (1880-1945), datter af kong Frederik 8. (1843-1912) og dronning Lovisa (1851-1926), og dronning Alexandrine (1879-1952). Auktionens højdepunkt var prinsesse Thyras safirdiadem, der var vurderet til 600.000 – 800.000 kroner. Det fik et hammerslag på 650.000 kroner.

