Efterskrift 2010 Genbrug – også af artikler Ovenstående artikel om genanvendelse af organisk affald i økologisk-historisk perspektiv er en forkortet version af et foredrag om dette emne holdt på konferencen “Kampen om Kartoffelskrællene” i Grenaa september 1993. Trykt i tidsskriftet KomPosten (1993:2/1994:1), her genoptrykt med enkelte ajourføringer og mindre sproglige ændringer.
Fire sammenhængende komponenter Artiklen var tænkt som en første skitse til en mere omfattende behandling af affaldets, specielt det organiske affalds historie i Danmark med særlig vægt på fire indbyrdes afhængige komponenter: affald, gødning, energi og forurening. Andre arbejdsopgaver betød imidlertid, at jeg måtte lægge planerne om ”affaldets historie i Danmark i økohistorisk perspektiv” til side. Men det var ikke kun mig, der i 1990erne lod opgaver ligge. Ser man bort fra en række glædelige initiativer på mikroplan - Grøn Hverdag, dengang Grønne Familier er et af dem – er der ikke sket meget på affaldsområdet siden begyndelsen af 1990erne. Man blev forført af højkonjunkturen, der, som alle vidste, var gjort af skrøbeligt stof og hovedsagelig bestod i at lægge arbejds- og miljøbyrden over på lavtlønslande lande uden for Europa, mens G R Ø N
H V E R D A G
3 / 2 0 1 0
vi tog os af forbruget, og – på argumentplanet – var dækket ind af intellektuelle letvægtere som Bjørn Lomborg og chefredaktør Tøger Seidenfaden fra dagbladet Politiken, og valgte at lade stå til.
forrette 20-30 mands arbejde eller mere. Er det den rette måde i en tid, hvor alle taler om sammenhængen mellem klimaproblemer og CO2, og hvor voldsomme energiproblemer lurer lige under horisonten?
Fire påtrængende problemer Resultatet er, at vi i dag står over for en række skræmmende, indbyrdes sammenhængende problemer, hvoraf fire springer i øjnene: (1) faldende energireserver, specielt af olie (2) stigende affaldsmængder (3) akutte klimaproblemer (4) underbeskæftigelse, navnlig af mænd. Hvis man i 1990erne havde villet læse skriften på væggen, som ellers var tydelig nok, og havde tvunget energiforbruget ned på et mere rimeligt niveau (og her tænker jeg på foranstaltninger af en sådan størrelsesorden, at de ville påvirke luftfart, biltrafik, containertransport og landbrug kendeligt) ville meget i dag have set bedre ud: truslen om energiknaphed ville have ligget længere ude i fremtiden, affaldsbjerget ville ikke have været så stort og klimaproblemet ikke så påtrængende. Arbejdsløsheden, der for øjeblikket eksploderer, ville også have været nemmere at styre af den simple grund, at den i høj grad skyldes det ekstremt høje energiforbrug. Et simpelt eksempel er landbruget, hvor én mand med store, energifrådsende maskiner kan
Krise I dag taler alle om krise. Barnet har forskellige navne, men det mest brugte er ”finanskrise,” en betegnelse som skjuler mere end den fortæller. Den fortæller, at finanskapitalen ikke tror på fremtiden, men den undlader på sibyllemaner at fortælle hvorfor. Det må vi selv forsøge at gætte. Regeringen, EU-kommissionen, økonomiske eksperter og meningsdannere i alle lejre er nået frem til, at det, der er i vejen, nok er, at de offentlige budgetter i en række lande ikke balancerer. Hvis der bliver rettet op på det, vil finansmarkederne lade sig berolige, og alt vil atter være godt. Det tror jeg ikke er rigtigt. Når kapitalen ikke tror på fremtiden, skyldes det andet og mere, end at et par sydeuropæiske finansministre har svært ved at få sig selv til at inddrive de nødvendige skatter. Det skyldes, at den er rådvild og bange. Vækstens tid er ude – hvad skal der ske med kapitalen og kapitalismen, som kun kan bestå, hvis der er vækst? Mest af alt har kapitalen lyst til at forlade skuden, men hvor skal den tage hen? Månen måske?
Løsningen på krisen, som ikke er en ”finanskrise” men en ressourcekrise blandet op med en række alvorlige og dybt ubehagelige miljøproblemer, er ikke at prøve at imødekomme kapitalens krav, for kapitalen vil under ingen omstændigheder kunne tilfredsstilles, lige meget hvad man gør. Kapitalens grådighed Finanskapitalen i dag er som konen i muddergrøften. Den vil have mere og mere, men bliver aldrig tilfreds, fordi det i virkeligheden er noget helt andet der er i vejen end det, den foregiver. Eneste vej frem er at lade kapital være kapital og gå i gang med det 21. århundredes store projekt: Energinedstigningsprojektet, – den store omstilling til et lavere forbrug og til en ikkeekspanderende, bæredygtig, socialt retfærdig økonomi, som man har tøvet alt for længe med at tage fat på. Som den unge kronprins Frederik sagde til grev Reventlow, da denne i 1786 havde forelagt prinsregenten det påtrængende behov for landboreformer: ”Hvorfor vente til i morgen med en sag, vi kan begynde på allerede i dag?” Lad os gøre disse kongeord fra en tid, hvor staten ikke lå under for kapitalen, til vore!
11