Kapitel 9 - “I sikkerhed”
En halv time efter de var kørt fra biblioteket i Greve, passerede Maya og Miki byskiltet til Tune. Det var en lille landsby med 5000 indbyggere, der lå cirka 6 km vest for Greve. Miki kendte ikke nogen i Tune, så han kom sjældent i byen.
“Det er det sidste sted, Schmidt vil lede efter os,” råbte Maya over skulderen til Miki, der var helt blå i hovedet af at holde trit med den adrætte svømmepige. Miki nikkede bare og brugte al sin energi på ikke at hoste lungerne op. De kørte forbi et par bondegårde og store lader, og da de passerede et par røde trælåger på hver side af vejen, begyndte byhusene at dukke op. Kort efter gjorde Maya tegn til at stoppe, og Miki fik endelig samlet energi til at tale. “Næste gang vi skal gå under jorden ...” prustede han. “Kan du så ikke få dine forældre til at købe to elcykler?” Maya smilede og så ikke ud, som om hun havde anstrengt sig overhovedet.
“Jeg troede folk, der kunne karate var i bedre form,” sagde hun. 2
“Karate!?” gentog Miki og hævede øjenbrynene bag solbrillerne. “Hvem i alverden har sagt, at jeg kan karate?”
Maya kiggede på ham, som om han var faldet ned fra månen.
“Jeg troede, alle kinesere kunne karate,” sagde hun og trak på skuldrene. “Jeg er sgu’ da ikke kineser!” råbte Miki. “Jeg er japaner. Halvt japaner!” “Nå ja, ja, godt ord igen,” sagde Maya og kiggede rundt. “Men kan du ikke lige dæmpe dig lidt.”
“Desuden er det kung fu,” tilføjede Miki tvært.
“Hvad er kung fu?”
“Ja, altså kinesere dyrker Kung fu, og japanere dyrker Karate.”
“Jamen, det var jo det, jeg sagde,” udbrød Maya og himlede med øjnene. “Så kan du altså Karate.”
“Nej, for Fa’en,” sagde Miki. “Jeg kan ingen af delene”.
Maya rystede forvirret på hovedet. “Jamen, så er det jo ligegyldigt, hvor du kommer fra?”
Miki tog sig til panden.
“Hvad er det, vi skal her?” spurgte han.
“Vi skal ha’ nogle svar,” sagde Maya og pegede over på nogle lysegule murstenshuse på den anden side af gaden. “Og et sted at bo, mens Schmidt leder efter os i Greve, og ...”
Hun stoppede midt i sætningen, da Miki pludselig rev solbrillerne
3
af og stirrede på noget bag hende. “No way,” sagde han, og Maya fulgte hans blik. Hun frøs til is på stedet, da hun så det grønne militærkøretøj køre ned ad Nørregade. To soldater i camouflagetøj sad i den åbne jeep. Folk standsede på fortovet og gloede åbenlyst efter det usædvanlige køretøj, der stod ud i trafikken som en elefant på rulleskøjter. Maya snurrede rundt igen, så hun stod med ryggen til jeep’en, mens den kørte forbi. Miki tog solbrillerne på igen og greb styret med begge hænder. “Hvad i alverden laver hjemmeværnet her?” spurgte Maya. Men Miki svarede ikke. Han stod stiv som en statue. Hans solbriller sad skævt, og hans knoer var helt hvide af at knuge cykelstyret. “Okay, okay, S-slap nu bare helt af,” stammede Maya og prøvede at virke cool. “Vi ligner jo ikke os selv mere.” Hun skævede over skulderen efter jeepen og åndede lettet op, da den forsvandt rundt i svinget. “Det har sikkert slet ikke noget med os at gøre,” sagde hun. “De er nok bare på en øvelse af en slags.” “Nå ja, helt sikkert,” svarede Miki og nikkede overdrevet. “Samme dag, som vi stikker af fra Politiets Efterretningstjeneste holder Hjemmeværnet tilfældigvis øvelse i Tune.” De trak cyklerne over gaden og videre op ad en flisebelagt indkørsel, der førte op til et lille, grønt gårdareal, der var omgivet af gule bygninger med høje, røde tegltage.
“Her bor min mormor,” sagde Maya og førte Miki over mod en
4
hvidmalet dør. “Det plejede vist at være en kro,” sagde hun. “Men nu bor her gamle mennesker.” “Jeg forstår det ikke,” sagde Miki. “Når din familie har så mange penge, hvorfor bor din mormor så på en gammel kro?” Maya trak på skuldrene. “Hun har altid boet i Tune. Min mor flyttede herfra, da hun mødte min far, men min mormor bor her stadig.” Endnu et militærkøretøj kørte forbi på vejen udenfor. Maya trykkede febrilsk på ringeklokken, Men der gik et stykke tid, før de kunne høre det rumstere inde fra lejligheden. “Du skal bare lige vide, at min mormor har dårlig hørelse,” hviskede Maya. “Hun kan ikke selv høre, hvor højt hun taler.” Døren gik op, og en lille dame med et krøllet, hvidt hår dukkede op i døråbningen. Hun brød ud i et stort smil og hvinede af fryd, da hun genkendte sit barnebarn. “Maya! Men skat dog, hvad laver her?” råbte hun så det rungede i entreen. Hun hoppede ud på gårdspladsen med grå filthjemmesko og sprang sit barnebarn om halsen. Maya kunne ikke rigtig klemme igen fordi hun stod med sovepose og taske i hænderne. “Hvor er det dejligt at se dig.” råbte mormoren og greb fat i pigens ærme. “Og sikke en fin ny frisure. Er det moderne? Nå, kom indenfor.” Maya trak sin cykel med helt ind i lejligheden, og hun sendte Miki et nik, så han straks fulgte efter.
5
“Neeej, flytter I ind?,” spurgte mormoren og klappede hænderne sammen i begejstring. “Hvor hyggeligt.” “Ikke helt,” sagde Maya og gav sin mormor et kys på kinden. “Vi var ude og cykle, så vi kiggede bare lige forbi.” Miki stillede sin cykel op af Mayas i den lille entré. “Goddag, jeg hedder Miki,” sagde han genert og rakte hånden frem. “Hej, Miki,” råbte mormoren tilbage og sendte ham et hjerteligt smil. Hendes øjne strålede af glæde. “Jeg hedder Maren.” Miki trådte tøvende indenfor i stuen. Maren tøffede over til Maya og lænede sig ind mod hende for at hviske. “Hvor ser han sød ud, din kæreste,” råbte hun direkte ind i øret på Maya og smilede til Miki, som om han ikke kunne høre hende. “Hvor længe har det stået på?” Maya holdt en hånd op til øret for ikke at miste hørelsen. Hun rødmede, og Maren smilede endnu bredere. “Vi er ikke kærester,” svarede Maya. “Miki er ... han er ... vi laver en opgave sammen til skolen om Greve i gamle dage. Vi tænkte, at du måske kunne hjælpe!” “Nej, hvor spændende,” kvidrede Maren og tryllede en skål af konfekt ud af den blå luft og satte den på stuebordet. Maya rullede persiennerne ned og trak gardinerne for. Mormor så overrasket ud, men sagde ikke noget. Miki tog plads i sofaen ved siden af fjernsynet, der var skruet op på fuld styrke. Maya greb remoten og skruede ned, så de ikke skulle råbe om kap med reklamemusikken fra fjernsynet.
“Nå men, hvad kan sådan en gammel mormor hjælpe med?”
6
spurgte Maren og skubbede skålen med konfekt tættere på Miki. “Jo, mormor,” sagde Maya og satte sig ved siden af Miki. “Nu skal du bare høre ...”
7
Kapitel 10 - “Kvit eller dobbelt”
Mormor Maren tog plads i en polstret lænestol med en høj ryg på den anden side af bordet. Hun lod sig synke ned i den bløde stol med et forventningsfuldt udtryk. Der blev helt stille i stuen, indtil TVværten i sit alt for kulørte jakkesæt skrålede ud af skærmen:
“Det er tid til Kvit eller dobbelt! Og vi har en ny deltager i studiet ... Er du klar til første spørgsmål?” Maren hørte tydeligvis ikke fjernsynet. Hun smilede sødt og iagttog afventende sit barnebarn. “Hvad er det, du gerne vil vide, kære Maya?” Maya vred sine hænder. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle begynde. Hun kiggede over på Miki, men der var ikke meget hjælp at hente. Han sad og trommede nervøst med fingrene på låret, mens hans blik flakkede rundt i stuen. “Øh, vi skal skrive en opgave om et mord, der blev begået i 1982 her i Greve,” sagde Maya så. Det gav et ryk i mormoren. Smilet forsvandt, og hendes øjne blev hårde. Bag de nedrullede persienner var der pludselig blevet mørkt i stuen, og den søde, smilende mormor i stolen overfor var forsvundet. Nu sad der en bleg, gammel kone med et mistroisk blik i øjnene. Det blinkende lys fra fjernsynet, fik hende til at ligne en spøgelse, der 8
glimtvis dukkede op og forsvandt igen. “Skal I skrive om dét mord?” hviskede hun så og kiggede skiftevis fra Maya til Miki. “Det var da en mærkelig skoleopgave.” Miki sagde ikke noget, men begyndte at tromme med fingrene igen. Maya sendte ham et blik, så han stoppede. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sine hænder, så han begyndte at fylde lakridskonfekt i munden. Maya trak på skuldrene og sendte mormoren et uskyldigt smil.
“Du ved, hvordan skolen er nu om dage.”
“Hm, ja, ja.” sagde mormoren og lænede sig fremad. “Jamen, så er I kommet til den rette. Det er over 20 år siden, men jeg husker det, som var det i går.” “Tiden er ved at løbe ud,” skreg Tv-værten hysterisk. “Vi skal have et svar NU!” Maya kiggede irriteret på fjernsynet, men Maren opfangede det vist ikke. “Det var en advokat, der hed Persson,” fortalte hun. “Han var en forfærdelig person. Fuld af had!” “Det var ham, de nævnte i avisartiklen, ikke?” spurgte Maya og vendte sig mod Miki. Miki blev helt overrasket og stoppede med at tygge. Hans kinder var så fulde af konfekt, at han lignede en hamster, der samlede forråd, så han kunne kun nikke. Maya himlede opgivende med øjnene. “Og det var det rigtige svar,” jublede værten, mens studiet eksploderede i et lysshow af farver, der fik skyggerne i stuen til at
9
danse en vild og uhyggelig dans. “Lad os tage næste spørgsmål.” “Var han ikke ved af forberede en retssag mod en magtfuld person her i Greve?” spurgte Maya. “En magtfuld person,” gentog Maren og lo hult. “Det kan man vist godt sige. Det var din morfar, kære Maya.” Mayas øjne voksede til dobbelt størrelse. “Min morfar!? Hvad havde han gjort?” Miki slugte en klump konfekt, men den satte sig fast i halsen på ham. En opkast refleks rev i hans halsmuskler, men han kæmpede igen for ikke at brække en halv pose lakridskonfekt op på gulvet i Mayas mormors stue. “Din morfar havde ikke gjort noget,” svarede Maren. “Advokat Persson var misundelig på, at vores familie var succesrig, så han opfandt en anklage mod din morfar.”
“Men hvorfor var Persson så sur på morfar?” spurgte Maya.
“Persson havde prøvet at få fingre i den samme byggegrund som din morfar. Der var mange penge involveret,” forklarede Maren. “Og da det ikke lykkedes, skabte han en sag om korruption og afpresning mod din morfar. Det var vanvittigt, og han var fuld af løgn.”
“Men var det morfar, der slog ham ihjel?” spurgte Maya.
“Nej for Søren da!,” råbte Maren og rynkede brynene. “Persson døde på den mest besynderlige måde. Han tørrede ligesom helt ud. Nogle vidner påstod, at de havde set morderen forlade hans hus ... gennem muren. Det var helt volapyk!”
“Ja, helt volapyk,” gentog Maya og sendte Miki er nervøst blik.
10
Miki smilede anstrengt. Han var helt rød i hovedet og havde tårer i øjnene af åndenød. Endelig faldt klumpen af lakridskonfekt som en bunke mursten ned i maven, og han gispede efter luft. “Ja, det er pudsigt ikke,” sagde Mormoren. “Nogle gange skulle man tro, at der var en engel, der vågede over den her familie.” “Ej, nu begynder du ikke også!” afbrød Maya. “Jeg får nok englesnak derhjemme.” “Haha, det ved jeg da godt,” smilede Maren og blinkede til Maya. “Men man fandt altså aldrig morderen?” spurgte Miki, da hans åndedræt var blevet normalt. “Ikke så vidt jeg ved,” svarede Maren, men blev distraheret af jinglen fra quizprogrammet. Hun drejede hovedet for at se det flyvende Kvit eller Dobbelt logo, men vendte så tilbage. “Morderen havde vist begået andre drab. Journalisterne fandt en gammel uopklaret sag fra 1950, hvor en person var død på samme mærkelige måde. På grund af de udtørrede lig, kaldte de morderen for ‘Vampyren’.” “Nå ja, En vampyr der kan gå gennem mure, det er helt skørt, høhø,” grinede Miki med en anstrengt latter.
“Tja,” sagde Maren. “Har I fået svar på alle jeres spørgsmål?”
“Det er FANTASTISK!” udbrød TV-værten og viftede med en kæmpe pap-check. “Du har nu 500.000 kroner. Tør du gå videre? Kvit eller dobbelt?”
Maya lænede sig tilbage og smilede.
11
“Det var vist det hele, mormor,” sagde hun og nikkede. “Eller måske er der lige en sidste ting ...” “Hun går efter millionen! Sikke et mod. Snak lige om is i maven!” råbte jakkesættet inde i fjernsynet. “Her kommer allersidste spørgsmål!”
Maren smilede igen og lagde hovedet på skrå. “Hvad er så det?”
“Har du nogensinde hørt om Sortblod?” spurgte Maya.
“Sortblod,” gentog Maren og skar en grimasse. “Det var dog et væmmeligt ord. Hvor har du hørt det henne? Altså, hvad er det her for en lærer, I har, der sætter jer til sådan nogle opgaver?” “Jeg har bare hørt, at det har noget at gøre med folk, der har .. øh ... specielle evner,” tilføjede Maya. “Hmm, det kender jeg ikke noget til,” sagde Maren og trak på skuldrene. En forfærdelig båtlyd blæste ud fra skærmen, og TV-værten sank sammen og lod den store check falde til gulvet. “Det var det forkerte svar, desværre. Det rigtige svar var B: En GÅDE.” Publikum sukkede, og deltageren tog sig til hovedet, mens en stor, rød knap på bordet blinkede hende op i ansigtet. TV-værten lagde en hånd på hendes skulder og trøstede den skuffede taber. Maya greb remoten og trykkede irriteret på knapperne, indtil lyden næsten var væk. Da hun lagde remoten tilbage på bordet, bemærkede hun for første gang den lille, brune konvolut, der lå på bordet. På forsiden står der med sirlige bogstaver: Til Maya.
12
“Hvad er det?” spurgte Maya og pegede på kuverten.
“Det er vist til dig,” svarede mormoren. “Jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Den lå pludselig der på bordet, da jeg kom tilbage fra centeret. Og sikke et sammenfald, at I så dukker op en halv time senere.” Maya sendte Miki et spørgende blik. Han trommede nervøst med fingrene, men tog sig selv i det og rakte ud efter lakridsen igen. Men tanken om endnu en lakridsbowlingkugle i halsen fik ham til at stoppe.
Maya samlede den lille kuvert op med en rystende hånd.
13
Kapitel 11 - “Hjemmeværnszombien”
Maya sad et øjeblik med den brune kuvert uden at åbne den.
“Ja, jeg forstår ikke, hvordan den er kommet herind,” sagde
Maren. “Jeg er sikker på, at jeg låste dørene, da jeg gik.”
Maya åbnede forsigtigt kuverten og tog det lille kort ud, der lå indeni. Der stod kun 16 ord på kortet, men det var alligevel det smukkeste brev hun nogensinde havde set. Håndskriften var sirlig og kraftfuld, men samtidig elegant med svungne buer og sløjfer. Indholdet var knap så smukt: “Hold dig fra Schmidt.
Politiet følger drengens iPad. Skil dig af med iPad’en ... eller med drengen.”
Maya lagde brevet på bordet, Hun skubbede det langsomt tilbage til midten af bordet. Efter et øjeblik vendte hun sig mod Miki. “Har du taget en iPad med i tasken?” spurgte hun med en kølig stemme, der sitrede af indestængt vrede. Miki blev knaldrød i hovedet. Han rejste sig og hev iPad’en op af sin taske. 14
“Jamen, det var bare, hvis vi skulle ...”
“Helt ærligt, Miki,” afbrød Maya. “Hvis den har et SIM-kort i, så fungerer den jo ligesom en mobil. Politiet kan spore den.” Miki fumlede med iPad’en og fik aktiveret skærmen. Han holdt powerknappen nede, så iPad’en slukkede. Med blussende kinder lagde han den tilbage i tasken. “Måske ved de allerede, hvor vi er,” gispede Maya og kørte hænderne gennem sit tjavsede hår. “Måske ... Men hun blev afbrudt af fjernsynet, der pludselig klippede væk fra det farverige quizstudie til en nyhedsspeaker i et gråt sakkesæt med et meget alvorligt ansigtsudtryk. Et stort landkort fyldte halvdelen af skærmen bag ham. Maya greb remoten og skruede op igen. “Vi afbryder denne udsendelse for at bringe en vigtig efterlysning,” sagde den firskårne nyhedsvært og kiggede i sine noter. “I forbindelse med det forfærdelige drab, der blev begået tidligere i dag på en skole i Greve, har vi fået lov at offentliggøre et billede af den formodede drabsmand.” Billedet af den gamle mand, som Schmidt havde vist Maya og Miki tidligere på dagen, tonede frem på skærmen. “Hvis De har set denne mand, der er ca. 1,80 høj og 75 år, så kontakt Midt- og Vestsjællands politi på dette nummer. Forsøg ikke at pågribe ham, da han er ekstremt farlig, men ring til nummeret på skærmen.” Billedet af Vampyren forsvandt igen, og landkortet kom tilbage.
15
“En omfattede menneskejagt er i gang i Greve Kommune,” forsatte speakeren. “Hjemmeværnet er blevet indkaldt og samarbejder med det lokale politi og Politiets Efterretningstjeneste i forsøget på at pågribe den mistænkte. Alle 12 indfaldsveje til kommunen er spærret og motorvejsnedkørslerne er lukkede. Roskilde Lufthavn er midlertidig spærret for al flytrafik. Politiet beder folk i Greve Kommune om at forholde sig i ro. Man er på sporet af manden og forventer at pågribe ham i den nærmeste fremtid.”
Landkortet forsvandt og to nye billeder dukkede op.
“Desuden vil politiet gerne snakke med to elever. Det drejer sig om Maya Ålund og Miki Sato, der forsvandt fra skolen kort efter overfaldet.” Alt blod forsvandt fra Mikis ansigt, og han blev hvid som et spøgelse, da hans så sit eget ansigt på skærmen ved siden af billedet at Maya. Maya greb fat i hans arm og klemte til. “Hvad i alverden,” skreg mormoren og vendte sig mod dem. “Hvad har I lavet?” Maya skulle lige til at forklare, men hun blev overdøvet af lyden af helikopter. Den snurrende lyd fra helikopteren hang lige over deres hoveder, som om den var ved at lande på taget. Mens de alle tre stod og kiggede op i loftet, lød der en hård banken på døren, og en dyb mandestemme buldrede gennem døren.
“Vær venlig at lukke op. Det er Hjemmeværnet.”
“De har fundet os,” hviskede Maya, mens hun kiggede panisk rundt i stuen, som om hun ledte efter et gemmested.
Der blev banket på igen, og Maya løb hen til døren og kiggede
16
ud af dørspionen. Hun for sammen og vendte sig mod Miki. Hendes mund bevægede sig, men der kom ingen ord ud.
“Hvad er der?” spurgte Miki.
Maya rystede og pegede bare på døren. “Han ... han ...” stammede hun. Miki trådte hen til dørspionen og kiggede forsigtigt ud. En bredskuldret mand med kortklipppet hår stod udenfor. Han var iklædt camouflagetøj og bar en grøn kasket. Han havde vendt sig om for at tale med sine mænd, så Miki stirrede ind i hans brede nakke. Da manden vendte sig igen, sprang Mikis hjerte et slag over. Mandens hud var helt tør og grå, og i mørket under kaskettens skygge sad et par tomme og livløse øjne. “Oh, shit!” mumlede Miki og trådte et skridt væk fra døren. Maya var løbet tilbage i stuen og hen til vinduet, der vendte ud mod baghaven. Persiennerne var trukket ned, men hun stak to fingre ind mellem lamellerne, så hun kunne kigge ud. Hun udstødte et gisp og trak hånden til sig, som om hun havde fået stød på persiennen.
“De står også ude bagved.” sagde hun og pegede ud mod haven.
“Oh, shit, shit,” sagde Miki og tog begge hænder op til panden.
Så skiftede billedet på fjernsynet igen. Denne gang viste det en gul bygning med et højt rødt tag filmet fra en helikopter. Maren genkendte sin lejlighed med det samme. “Det er os!” gispede hun. “Oh, shit, shit, shit,” sagde Miki, da han så de grønne hjemmeværnsdragter, der var samlet på begge sider af huset. Der
17
var flere jeeps ude i gården nu, og på gaden holdt en lastbil med et overdækket lad. En tilsyneladende endeløs strøm af soldater sprang ud fra ladet og stormede op mod huset. “Hva’ Fa’en ska’ vi gøre,” hviskede Maya. Angsten fik hendes stemme til at knække over. “Vi er omringet!”
18
Englejægeren Tekst & Illustrationer: © Jan Kjær Bogen er sat med Ebrima
ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2015/16 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil februar 2016. Dette er 4. del Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst www.læsformig.dk
19