{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Prolog

Året var 1915, og Første Verdenskrig buldrede løs i det meste af Europa. Viggo W.P. Jensen var soldat i den stolte, danske hær, og lige nu var han – som et gigantisk brud på alle regler knaldhamrende plakatfuld. Hans overordnede Kaptajn Bang havde sat ham til at efterse kanonerne, men W.P. Jensen havde i stedet fundet en flaske sprut, og da flasken var tom, havde han besluttet sig for at tage hjem til familien. Så nu slingrede han væk fra fortet, mens han skrålede en sang om at være ‘fri som fuglen’.

W.P. Jensen var udstationeret ved Mosede Fort i Greve, cirka 20 kilometer syd for København, i en enhed under ledelse af den strenge Kaptajn Bang, der elskede hård disciplin og træning i timevis. “Vi skal være klar, når tyskerne kommer,” var hans motto. Men angrebet fra tyskerne lod vente på sig, og uger blev til måneder. Jensen savnede sin familie hjemme i Jylland ganske forfærdeligt, så da han fandt en flaske whiskey, kunne han ikke modstå fristelsen. Sprutten gjorde ham rigtig klog, syntes han selv, og han fik den smarte idé at gå hjem til Jylland – i hans tilstand betød det nu at slingre fra side til side hen ad vejen. Og han var da heller ikke kommet ret langt, før han skvattede ned i grøften. Nu lå Jensen hjælpeløs som en skildpadde på ryggen og spjættede med arme og 2


ben, indtil han til sidst gav op og faldt i søvn. Det var sådan, hans soldaterkammerater fandt ham to timer senere. De fik ham vækket og slæbte den fordrukne soldat ind foran Kaptajn Bang. “En skandaløs opførsel, sergent Jensen,” skreg kaptajnen, mens han knugede sine hænder, så knoerne blev hvide. “De er en skændsel for hæren og en parasit på fortets moral.” “Javel, kaptajn Bøvs,” kvidrede Jensen og ville gøre honnør, men kom til at prikke sig i øjet. Bang rynkede på næsen i afsky. “Ti dage i ensom arrest. Før ham bort!”

Viggo W.P. Jensen blev skubbet ind i den lille isolationscelle i kasematterne på Mosede Fort. Han snublede og ramlede ind i træbænken, der stod midt i rummet. Der var ingen vinduer i cellen, der ikke var andet end et kvadratisk rum støbt i beton.

“Vi ses om ti dage, Jensen!” råbte soldaten udenfor.

Den tunge jerndør gled i med et brag og lukkede al lys ude. Viggo gnubbede sine ømme knæ og satte sig på bænken. Her i det kolde mørke følte han sig pludselig pinlig ædru. Viggo stirrede ud i tomheden, og billeder fra hans gård i Jylland dansede for hans øjne. Lille frida, hans yngste datter, med de lyse krøller. Han kunne høre hendes smittende latter og begyndte selv at grine. Og hans store knægt Magnus. Han var kraftigt bygget og havde arvet sin fars tykke, rødbrune hår. Han skulle nok hjælpe sin søster og mor igennem krigen. Viggo savnede dem alle ekstra meget nu, hvor han sad her alene i mørket.

3


Men så gled et trodsigt smil over hans læber. Hans familie kunne hjælpe ham igennem det hele. Ved at tænke på dem kunne han klare de ti dage i isolation, og han skulle nok overleve den forbandede krig, så han kunne komme hjem til sine kære i Jylland. Pludselig hørte Viggo vejrtrækning bag sig. Hårene rejste i nakken på ham. Var han ikke alene? Han holdt vejret og lyttede. Jo, der var nogen, der trak vejret inde i det lille rum. Men det var jo ikke muligt! Cellen var tom, da han blev skubbet ind i den. Viggo vendte sig og svingede en arm baglæns ud i mørket, men han ramte bare luft.

“Hvem dér?” spurgte han, men ingen svarede.

Pludselig mærkede han en hånd på sin skulder. Den holdt ham i et jerngreb. Han prøvede at vriste sig fri, men kunne ikke. Han slog vildt ud i luften og ramte sin modstander. Men før han nåede at lande et ordentlig slag, skød et lyn af smerte gennem hans krop. Fingrene borede sig dybt ned i hans skulder. Han ville skrige, men i det sekund han åbnede munden, blev luften suget ud af hans lunger med en sådan kraft, at lungerne klappede sammen. Han gispede efter vejret, mens han vred sig i smerte. Han kunne mærke styrken forlade sin krop. Viggo ville gribe fat om armen og flå den af, men hans muskler lystrede ikke længere, og fingrene gled af som tynde kviste på en vissen gren. “H-Hvem er du?” fremstammede Viggo, mens han faldt på knæ. Hans arme hang nu slapt ned langs kroppen, og det var kun jerngrebet i hans skulder, der holdt ham oppe. Det begyndte at svimle for ham, og det sidste han hørte, før han mistede bevidstheden, var en iskold stemme, der skar igennem mørket:

“Jeg er dødens engel.”

4


Dagen efter blev liget af Viggo W.P. Jensen slæbt ud af den lille celle. Hans krop var skrumpet ind til halv størrelse. Huden sad tæt og rynket omkring knoglerne, som om al indmad var suget ud af kroppen. Øjnene var sunket tilbage i kraniet, og munden stod åben i et lydløst skrig. Øjenbryn og overskæg var forsvundet, og alt, hvad der var tilbage af den rødbrune hårpragt, var nogle spredte totter af hvidt hår på en farveløs hovedbund. Vagtlægen skrev i sine journaler: “Dødsårsag: Alderdom. Hvad der har forårsaget denne fremskyndede aldring, vides ikke. Dette tilfælde er enkeltstående.”

Men det havde lægen absolut ikke ret i.

5


Kapitel 1: Sidste chance

“Så’n en MØGmorgen!” råbte Miki og slog en knytnæve i vækkeuret, så hyletonen stoppede. Han tog sig til hovedet og rullede tilbage i sengen. En dræberhovedpine hamrede på hans kranie, og selvom han krøllede puden rundt om hovedet, var smerten uudholdelig.

“Og så lige i dag!” jamrede Miki.

Han besluttede sig for at skodde mødet med skolelederen og blive liggende i sengen. Men hovedpinen havde andre planer. Den skiftede våben i forsøget på at splintre hans kranie. Nu var det et trykbor, der drønede mod hans tindinger. Smerten fik Mikis mave til at vende sig, og han mærkede presset i halsen. To sekunder senere styrtede han ud mod badeværelset. Han nåede kun lige at klappe toiletsædet op, før han knækkede sammen, og resterne af aftensmaden plaskede ned i WC-kummen. Hans søster bankede på døren. “Hey, bliv lige færdig derinde. Jeg skal bruge toilettet.” Miki vaklede ud fra wc’et og tørrede den sidste dråbe bræk af i ærmet. “Øj, hvor du stinker, mand!” vrælede hans søster. “Har du drukket af lokummet?”

6


Miki svarede ikke.

“Hey, du kommer altså ikke til at score med den kloakånde!» råbte hun efter ham. “Jeg skal ikk’ score nogen!” snerrede Miki og fortsatte ud i køkkenet, hvor hans mor havde dækket op til morgenmad. “Godmorgen, skat, godt at du er oppe,” sagde moren. “Vi har jo et vigtigt møde i dag.”

Miki satte sig tavs ved det lille bord i køkkenet.

“Nå, hvordan er det så at være 13?” spurgte hun.

“Fedt,” svarede Miki og tog sig til hovedet.

“Ja, er det ikke dejligt? Jeg kan huske dengang, jeg var 13. Jeg havde bla bla bla.” Miki slog sit ‘mor-filter’ til og holdt op med at lytte. Han hældte corn flakes og mælk op, men spiste ikke noget.

Moren pludrede løs.

“Det var så hyggeligt at se dem allesammen i går, hvor er Mille Marie og Kalle-Emil blevet store, hva’? Og onkel Jess er også blevet stor – men det er bare rundt om maven.”

Hun grinede ad sin egen vittighed.

Ja, de havde været der allesammen for at fejre Mikis fødselsdag. Alle på nær hans far selvfølgelig. Han var jo skredet fra familien, og der gik ikke en dag, hvor Miki ikke tænkte på ham. “Nå, spis nu op, og tag dit tøj på,” sagde moren og rev Miki ud af hans tanker. “Vi kan ikke komme for sent til mødet.” 7


Mikis søster kom ind og satte sig overfor ham. Hun skubbede en halv pakke tyggegummi over til ham. “Tag lige et stykke før mødet,” sagde hun med et skævt smil. “Så bliver du da ikke smidt ud af skolen på grund af dårlig ånde.” En halv time senere blev Miki og hans mor ført ind på skolelederens kontor. Han sad ved sit bord og bladrede gennem nogle papirer. Han havde en blå skjorte på med oprullede ærmer og læsebriller, der sad på tippen af hans næse. Da gæsterne kom ind, skubbede han brillerne op i panden og gav dem hånden. Miki og moren satte sig i stolene foran hans bord. Efter en smule small talk kom han til sagen. Han foldede hænderne foran sig og så pludselig meget bekymret ud. “Det er desværre ikke blevet bedre med Miki. Hans fravær er højt,” sagde han. “Miki var en af de dygtigste i klassen, men nu er vi nået til et punkt, hvor han nok ikke kan gå videre til 8. klasse.” Moren sukkede og kiggede på Miki med en blanding af medlidenhed og vrede. “Den sidste tid har ikke været nem for Miki,” begyndte hun. “Hans far flyttede ud, og det tog meget hårdt på ham.” Nu kiggede begge voksne på Miki, som om han var en strandet sælunge. Miki bøjede nakken og satte en hånd til panden, hvor hovedpinen stadig spillede trommesolo. Nu kom ‘Japaner-talen’. “Mikis far er jo fra Japan,” forklarede hans mor, og selvom Miki rystede på hovedet, fortsatte hun. “Han faldt desværre aldrig rigtig til i Danmark ... så han flyttede væk her for et halvt år siden.”

8


Hun gav altid Japan og faren skylden. Men de havde været lige gode om det. Miki havde forsøgt at holde dem sammen, men ligegyldigt hvad han gjorde, kunne han ikke forhindre skilsmissen. “I får et godt og stabilt liv her hos jeres mor,” havde hans far sagt. “Det er bedst for alle!” Det var en af de situationer, hvor man først bagefter kommer i tanke om, hvad man skulle have sagt. Og Miki ville sådan ønske, at han havde spurgt, hvordan det kunne være bedst for nogen at miste deres far. “Miki tabte ligesom interessen for alting efter det,” sagde hans mor og tilføjede med et skarpere tonefald. “Men det er ved at være et stykke tid siden nu ...” Hun vendte sig mod Miki, og han kunne mærke hendes blik bore sig ind i ham. “Måske kan vi hjælpe ham,” begyndte skolelederen og fumlede med sine briller. “Hvis Miki skal gå videre til 8. klasse.”

“Hvad mener du?” spurgte hans mor.

“Vi kan lave en aftale,” sagde skolelederen og rodede i sine papirstakke. Han rakte moren et stykke papir. “Vi vil gerne tilbyde Miki psykologhjælp, og hvis I tager imod det, kan Miki måske gå videre til 8. klasse. Hvis altså han ikke har flere fraværsdage resten af året.”

Moren puffede til Miki for at få ham til at se op.

“Det tilbud er jeg sikker på, at Miki gerne vil tage imod, ikke Miki?”

Det sidste var ikke et spørgsmål, og Miki nikkede lydigt.

9


Hans hovedpine var ved at slå ham ihjel, og lige nu var han faktisk klar til at gå på glødende kul bare for at komme ud af mødet. “Jamen, så er det er aftale,” sagde skolelederen lettet. “Vi vender tilbage, når vi har talt med psykologen.” “Tak for det,” sagde moren og rakte skolelederen hånden. Hun gav Miki en albue i siden. “Sig tak til manden, Miki!” Miki rejste sig og mumlede et eller andet uforståeligt, og så skyndte han sig ud af kontoret. Da de var kommet uden for kontoret, gav moren Miki et klem på skulderen.

“Der var du sørme heldig, hva’?” sagde hun.

Miki sagde farvel til sin mor, og da hun var gået ud af hovedindgangen, spejdede han efter sin plageånd. TromleTroels fra 8. elskede at gøre livet surt for de yngre elever, og Miki var blevet hans yndlingsoffer på det sidste. Troels havde gjort det klart for Miki, at hans liv ville blive et endnu større Helvede, hvis han sladrede. Så Miki bed pinslerne i sig og ventede på, at Troels fandt sig et nyt offer at tromle. Miki åndede lettet op. TromleTroels var ingen steder at se. Gårdspladsen var tom, og gangene var øde. Miki skyndte sig tilbage til sin klasse. Resten af dagen deltog Miki i alle timerne, og han kom gennem dagen uden at få hverken skæld ud eller ros. Det gik sådan set helt fint, indtil sidste time. Det var dansktimen. Miki havde som sædvanlig ikke forberedt sig på diktat. Dammit! Han kunne ikke nå det nu, og hans hovedpine gjorde det umuligt for ham at tænke klart.

10


Dansklæreren Emma kom ind i klassen og så irriterende veloplagt ud. Hun hev diktathæftet op af tasken og bladrede energisk i det. Miki slog panden ned i bordet. Han ville få mindst hundrede fejl, og mareridtet om et år mere i 7. klasse gav ham koldsved. Han måtte stoppe diktaten. ‘Jeg vil ikke have diktat. Jeg vil ikke have diktat,’ tænkte Miki, mens han pressede fingerspidserne mod tindingen - i samme sekund fik han øjenkontakt med Emma. Hun nikkede til ham, og han slog straks blikket ned. “Måske skal vi lave noget andet i dag,” sagde hun så. “Jeg tror, vi tager diktaten i morgen.” Mikis blik fløj op. Havde hun hørt ham? Var han kommet til at sige det højt? Miki sad bomstille, mens hans blik flakkede rundt i lokalet. Men der var ingen af de andre i klassen, der kiggede på ham. Hvad var der lige sket? Havde han styret dansklæreren med tankerne? Det var jo for vildt. Han ville prøve igen, men var bange for at blive opdaget. Han prøvede at tømme hovedet for tanker og holdt sig fra at sætte fingrene mod tindingen resten af timen. Endelig ringede klokken ud, og sidste time var forbi. Miki skyndte sig at pakke sammen. Med lidt fart kunne han nå ud til cyklen, inden Troels kom ud fra sin klasse. Miki spurtede ud til cykelstativerne. Puha, det lykkedes. Men da han bøjede sig ned for at låse cyklen op, så han, at begge dæk var flade. Uden tvivl en hilsen fra Tromlen. Miki hev cyklen fri og begyndte at trække hjem. De andre børn susede forbi ham på deres cykler. Miki traskede af sted, indtil det uundgåelige skete. Han hørte en cykel hugge bremserne i bag sig.

“Jeg har det ikke så godt i dag,” sagde Miki og vendte sig mod 11


Troels. Han vidste, det var håbløst, men det kunne jo være, at der dybt nede i Troels’ mørke sjæl lå en flig af medlidenhed. “Hvad siger du?” spurgte Troels og steg af sin cykel “Jeg tror ikke, jeg hører så godt i dag.” Miki sukkede. Troels var stærkere end ham – og hurtigere. Der var ikke noget, han kunne gøre. Den store dreng greb Mikis cykel. “Den her lortecykel er jo punkteret,” sagde han og svingede cyklen ind i hækken. “La’ nu vær’,” mumlede Miki og begyndte at fiske cyklen ud igen. Grenene prikkede i hans ansigt, og bladene dryssede i hans hår. Kampen mod hækken fik Mikis handsker til at falde ud af lommen. Tromlen samlede dem op. “Hey, seje handsker,” sagde han og trak dem med besvær ned over sine fede fingre. “De mangler ligesom et eller andet,” sagde han og kiggede rundt. Et sadistisk smil bredte sig på hans læber. Han skovlede en stor hundelort op fra jorden med hænderne. Lorten var fugtig og klæbrig. Helt nylagt. Med grundige vaskebevægelser, som om det var et stykke sæbe, sørgede Troels for, at handskerne blev smurt fuldstændig ind i lort. Miki kiggede ned i jorden og ventede på at ydmygelserne ville få ende. “Ej, se nu dine handsker,” sagde Troels og tørrede dem af i Mikis jakke. Til sidst tog han dem forsigtigt af og proppede de stinkende handsker tilbage i Mikis lommer. Han tørrede sine fingre i Mikis ærme med et selvtilfreds smil.

12


“Smut så hjem og skift tøj, dengse. Du stinker jo!”

Så sprang han op på sin egen cykel og vinkede grinende til Miki.

Miki pressede lynhurtigt fingrene mod tindingen, da han fangede Troels’ blik. ‘Kom galt af sted,” tænkte Miki. ‘Kom rigtig galt af sted, din skid.’ Men ingenting skete. Troels trillede bare fløjtende væk. Ingen styrt eller hvinende bildæk. Miki sukkede og fiskede sin cykel ud af hækken. Han traskede nedslået hjem med blade i håret og lort på jakken. Så’n en MØGdag!

Troels cyklede ned til Trylleskoven, der lå nede ved vandet, cirka 10 minutters kørsel fra skolen. Der var ikke meget trylleri over Trylleskoven, men sådan blev den kaldt, fordi træerne nær den vindomsuste strand var forvredne og så troldeagtige ud. Troels traskede gennem skoven, mens Volbeat kværnede løs på mobilen. Mobningen af tabergnomen havde været supersjov, og det havde gjort ham i et djævelsk godt humør. Han lossede han til en snegl, så den fløj ind mellem fyrretræerne. Troels smilede endnu bredere, da han hørte smældet fra sneglehuset, der knustes mod et træ. Han hoppede op og greb en lavthængende gren. Han svingede sig frem og tilbage, mens han prøvede at knække den med sin vægt. Pludselig hørte Troels noget rasle i græsset bag sig. Han slap grebet i grenen, vendte sig rundt og stirrede direkte ind i et par grågrønne øjne.

13


“Er du Troels?” spurgte den fremmede mand. Han var så høj, at han måtte bøje sig ned mod Troels for at få øjenkontakt. Troels trådte et par skridt baglæns. Han vidste med det samme, at den var gal. Han kiggede rundt i skoven, men de var helt alene.

“H-hvem Fa’en er du?” spurgte han.

Manden svarede ikke, men som et slangebid skød hans hånd frem mod drengen. Det gav et sæt i Troels’ krop, og smerten skød ud fra hans mave. Han stirrede måbende på kniven, der stak ud fra hans trøje. En udskåret slange snoede sig rundt om skæftet på kniven. Slangens gab stod åbent, som om knivsbladet kom ud af dens mund, og den slubrede blodet i sig, der strømmede ud af såret. Troels faldt om i græsset. Angsten lammede hans krop, og han kunne ikke en gang skrige. Det begyndte at mørkne for hans øjne, og han knugede hænderne i græsset som for at holde fast på livet. Den høje mand bøjede sig over ham igen. Han smilede roligt til Troels.

“Jeg er din herre nu. Min vilje er din lov!”

14


Kapitel 2: Udstødt

Der var engle overalt i Mayas hus. Statuer af engle, billeder af engle, engle på puder og engle på dækservietter. Mayas mor havde endda fået deres havefolk til at klippe buksbomplanten i forhaven om til en engel. Den lignede nu mest en flodhest med vinger, syntes Maya, men hendes mor var lykkelig.

“Der er en engel, der våger over os,” sagde hun altid. “Det er ham, vi kan takke for alle de gode ting, vi har!” Maya rystede på hovedet. Hun havde ikke oplevet noget engleagtigt i sit liv, tværtimod.

Det var tirsdag morgen, og Maya sad ved det store mahognispisebord og pillede det æg, som au pair pigen havde kogt. Moren kom ind i stuen, hun standsede i døråbningen, og iagttog Maya. Hun stod et øjeblik, før hun satte sig over for Maya og foldede hænderne. Maya undlod at kigge op. “Interessant valg af tøj,” sagde hendes mor endelig. Maya svarede ikke. “Du er blevet meget glad for sort på sidste,” sagde moren. “Er Betina og de andre piger også begyndt at gå i sort?” 15


“Det ved jeg ikk’,” svarede Maya og trak på skuldrene. Hun rejste sig og bar æggebægeret ud i køkkenet, men moren fulgte efter. “Det er lang tid siden, du har været til svømning,” begyndte hun. “Er der sket noget?” “Næ,” svarede Maya kort. “Jeg havde bare ikke lyst til at svømme mere.” “Men jeg forstår ikke,” sagde hendes mor. “Alle de medaljer og så stopper du bare fra den ene dag til den anden!?” “Ja, jeg havde ikke lyst mere, sagde jeg jo.” Maya stillede æggebægeret ned i vasken og gik ud i entreen og begyndte at tage sit tøj på. “Men Maya, jeg er jo bare bekymret for dig,” sagde moren. “Hvordan går det med øjnene?” “Mine øjne har det fint, tak,” svarede Maya og tog jakken på. “Og der er ingen grund til bekymring.” “Men du sagde, at folk var begyndt at flimre,” sagde hendes mor. “Og hvad med synsprøven og alt det der?” “Brillemanden sagde jo, at jeg havde et falkeblik, ikk, så der er ikke noget galt,” sagde Maya og svingede skoletasken på ryggen. Hun åbnede hoveddøren.

Moren gned sig i hænderne og så pludselig beklemt ud.

“Desuden ...” begyndte hun tøvende. “Så har jeg bedt ham om hjælp.”

16


Maya standsede i døråbningen. “Hvem har du bedt om hjælp?”

“Ja, altså” sagde hendes mor og sænkede blikket. “Jeg har bedt englen om at hjælpe dig med dit ... øh ... problem.”

Maya skar ansigt.

“Jeg har ikke noget problem!” skreg hun og smækkede døren så hårdt, at lysekronerne raslede inde i stuen.

Men hun havde et problem.

Det var startet for lidt over et år siden, dagen efter at hun var fyldt tretten. Folk var begyndt at skinne, som om et blødt lys strålede ud fra deres kroppe. Maya var blevet rædselslagen, og troede hun var ved at blive sindssyg. Men nu havde hun fundet ud af, at der var en mening med farverne og de lysende auraer.

Maya satte cyklen i stativerne foran skolen. Betina og pigerne stod samlet ved stenstatuen foran skolen. De ventede på hende. Deres auraer var ikke til at tage fejl af. Et stikkende blåt lys. Det var den fjendtlige farve. Maya vidste med det samme, hvad der ville ske i dag. Det havde været på vej i flere måneder. Betina trådte frem foran de andre. Hun var den nye leder af gruppen, nu hvor Maya var blevet

mærkelig.

“Det var godt, du kom,” sagde Betina. “Vi har noget, vi skal snakke med dig om.”

“Jeg ved det,” sukkede Maya.

17


“Vi føler, at du ligesom har trukket dig væk fra os,” sagde Betina. Hun så meget forurettet ud. Det var tydelig, hun havde øvet sig på denne tale og havde fundet alle sine mest dramatiske ansigtsudtryk frem. Maya lod hende spille færdig, mens hun betragtede sin veninde. De havde gået i børnehave sammen og havde været venner det meste af deres liv. Nu blafrede lyset omkring hende i blåviolette farver. En blanding af vrede og fjendtlighed. Maya ville snart få en kæmpe kniv stukket i ryggen. “Venner skal være der for hinanden,” fortsatte Betina belærende. “Man skal kunne regne med hinandens hjælp!” Hun var ved at gøre klar til den store finale, men pludselig kunne Maya ikke klare mere. “Ja, ja, jeg ved det,” afbrød Maya hende. “Jeg kan ikke være en del af gruppen mere!” Betina havde lige trukket luft ind til slutscenen, og nu fes al luften ud af ballonen. Hun lignede en pige, der havde fået stjålet sin slikkepind. Maya samlede sin taske op og gik forbi de fire andre piger, der gloede efter hende. Hun nåede lige at høre Betina hviske til de andre. “Kan I se, hvad jeg sagde. Hun er iskold. Hun er bare blevet så mærkelig.” Maya var på vej mod klassen, da der kom et allekald over højtaleren: “Alle elever bedes gå til aulaen. Skolelederen vil gerne informere om det, der er sket.”

18


Maya anede ikke, hvad der var sket, så hun lod sig drive ned mod aulaen af alle de andre elever. Sladderen gik allerede, og historierne skiftede fra person til person. TromleTroels var blevet myrdet, han havde hængt sig selv i Trylleskoven, og han var blevet skudt. Der lød en højlydt summen af stemmer, mens de mange elever samledes og prøvede at forudsige, hvad skolelederen ville sige. Endelig kom skolederen ind, og der blev stille med et. Han var iført sin sædvanlige blå skjorte med brillerne i panden og stillede sig hen til mikrofonen, som pedellen havde sat op. Den knitrede, da han tog den. “Kan alle høre?” spurgte han, men ingen svarede. Der var bomstille. “Jeg har en rigtig kedelig meddelelse, som flere af jer måske allerede har hørt.” sagde han stille. “Det drejer sig om Troels fra 8.C” Der var så stille i aulaen at man kunne høre hans vejrtrækning i mikrofonen. Han stod og slog knuder på sine hænder, som om ordene ikke rigtig ville ud. “Troels er blevet stukket ned i Trylleskoven i går. Vi frygter for hans liv,” sagde han endelig. Der løb et gisp gennem flokken, og så brød snakken ud.

Skolelederen gav dem tid til at snakke af.

Maya kiggede rundt på alle lysene, der blafrede vildt. Efter et år havde hun fået styr på farverne. Grøn var den neutrale farve. Rød var vrede og blå var fjendtlighed. Gul var venlighed og hjælpsomhed. Aulaen var fyldt med gulgrønne farver, de fleste følte medlidenhed med Troels. Men midt i det hele stod der én og blæste orange farve ud i rummet. Orange var angst. Hvad skete der lige med ham tabernarren fra 7. klasse. Miki hed han vist. Han stod som naglet til gulvet, 19


mens hans aura blinkede som et diskolys. Hans øjne var opspilede, og hans ansigt var dækket af sved. sig.

Skolelederen hævede hænderne og fik eleverne til at dæmpe

“Vi ved, det er et chok for jer, men det er vigtigt, at I ved besked, før rygterne løber løbsk. Der vil blive lagt en meddelelse ud på intranettet,” sagde han. “Og 8.C får besøg af skolepsykologen, som vil komme og samtale med klassen om den ulykkelige ...” Skolelederen stoppede midt i sætningen. Hans øjne spærrede sig op, og han tabte underkæben. Han stirrede ned mod bagvæggen, og alle eleverne fulgte hans blik. Der gik et gisp igennem forsamlingen. Nede ved indgangen stod Troels. Han bevægede sig langsomt hen mod de bageste elever, der øjeblikkeligt trak sig baglæns, så der blev dannet en sti i menneskeflokken. Maya var så chokeret, at hun ikke nåede at træde til side. Netop da Troels gik forbi hende strejfede hans hånd hendes arm. Blodet frøs til is i Mayas årer. Det var ikke på grund af berøringen eller hans askegrå hud og det tomme blik i hans øjne. Der var noget helt andet galt.

Troels udstrålede ingen aura overhovedet.

20


Englejægeren Tekst & Illustrationer: © Jan Kjær Bogen er sat med Ebrima

ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2016/17 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil februar 2016. Dette er 1. del Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst www.læsformig.dk

21

Profile for Greve Bibliotek

Englejægeren af Jan Kjær, del 1  

Hvis dine tanker kunne styre andre, hvor langt ville du gå? Dette er 1. afsnit af 8 i læseprojektet Læs For Mig 2015/16 skrevet specielt t...

Englejægeren af Jan Kjær, del 1  

Hvis dine tanker kunne styre andre, hvor langt ville du gå? Dette er 1. afsnit af 8 i læseprojektet Læs For Mig 2015/16 skrevet specielt t...

Profile for grevebib
Advertisement