Jeg behøver kun sol og regn
Skrevet af Morten Dürr, Illustreret af Rasmus Svarre Grafisk tilrettelæggelse Minami Hirayama
Copyright 2023 Morten Dürr og Rasmus Svarre
Udgivet i 2023 af Forlaget Plot, København 1. udgave, 1. oplag
Trykt i 2023 i Letland af Livonia Print
ISBN: 9788792789778
www.mortendurr.com www.rasmussvarre.com
Kopiering af bogen skal altid indberettes. Forfatter og illustrators arbejde med denne bog er støttet af Statens Kunstfond, Litteraturrådet.
Troldmanden boede i et hus langt inde i skoven.
Han manglede ikke noget.
Det han behøvede, fremtryllede han blot.
Troldmanden og hans kone havde et nemt og behageligt liv.
Når de blev sultne, gik Troldmanden ned til bækken og tryllede en skruptudse om til en lækker fisk. En tornet tidsel tryllede han om til knasende kål. Småstenene i marken tryllede han om til søde kartofler.
Troldmanden og hans kone gik aldrig sultne i seng.
Men en ting manglede de. De havde aldrig fået nogen børn. Det var konen trist over. En dag, hvor hun blev ked af det, muntrede troldmanden hende op ved at sige: jeg ved, hvad vi gør. Jeg fremtryller et pigebarn til os.
Allerede næste dag gik han hen til et ungt birketræ, som stod på engen foran deres hus. Så tryllede han træet om til en lille pige. Pludselig stod hun der bare, pigen. Hendes hår var lyst og huden hvid som birkens bark. Hendes øjne var klart blå og overraskede.
Konen smilede og krammede sin nye datter.
Hun bød hende velkommen i familien og førte hende ind i huset.
Til aftensmaden fremtryllede troldmanden den lækreste mad, som nogensinde var blevet set på de kanter. Men pigen ville intet spise.
Hun sagde:
“Jeg behøver kun sol og regn.”
Ved aftentid ville konen læse pigen en godnathistorie.
Men pigen sagde:
“Jeg behøver kun sol og regn.”
Næste morgen lå pigen ikke i sin seng. Troldmanden og hans kone var fortvivlede. Tænk hvis deres datter var løbet bort og faret vild i skoven. Men de fandt hende hurtigt igen. Datteren stod ganske nær hytten, præcis på samme sted hvor det unge birketræ havde stået.
Konen udbrød: “Datter, har du stået og frosset her hele natten!
Hvad laver du?”
“Jeg venter på sol og regn.”
Troldmanden og hans kone låste nu døren til hytten for at sikre sig, at datteren ikke løb bort igen. Det var for hendes egen skyld. Der var koldt udenfor hytten, og ulvene strejfede sultne rundt om efteråret.
Troldmanden tryllede ild i kaminen og sagde til datteren:
“Sæt dig her og få varmen.”
“Jeg behøver kun sol og regn,” svarede pigen.
Efteråret gik på hæld. Nu tog frosten fat om natten. Der var bidende koldt ude. Døren var låst. Troldmanden og hans kone blev indendøre.
“Nu skal du lære at læse,” sagde Troldmanden og fandt bøger frem. Han tryllede lys i olielampen og viste pigen ord og bogstaver.
“Jeg behøver ikke lære at læse. Jeg skal blot have sol og regn.”
Sådan fortsatte det. Pigen spiste ikke, læste ikke. Hun ville ikke
engang lære at trylle, skønt Troldmanden tilbød hende sine inderste hemmeligheder. Hver gang var svaret det samme:
“Jeg behøver blot sol og regn.”
Som dagene gik blev pigen mere og mere trist. Hun bad om at få døren låst op og komme udenfor. Men Troldmanden havde gemt nøglen væk. Han brugte den kun tidligt hver morgen, når han gik ud for at hente vand i brønden.
Så skete det en dag, at de løb tør for vand hen på eftermiddagen. Troldmanden låste døren op og gik ud til brønden med sin spand. Straks løb pigen ud ad døren på bare fødder i sneen og langt ind i skoven.
Troldmanden ledte efter hende, indtil det blev mørkt. Så vendte han hjem. Han beroligede sin kone:
“Vi låser ikke vores dør i nat. Så kan vor datter selv lukke sig ind. Hun vender hjem igen, når det bliver for koldt udenfor.”
Men næste morgen var pigen stadig ikke kommet tilbage. Troldmanden og konen gik ud for at kigge efter hende. De så hende straks. Der stod hun. På marken foran huset. Men pigen var ikke en pige længere. Hun var blevet til et ungt birketræ igen. Træet stod rankt og roligt. Vinden rykkede blidt ved dets grene. Solen fik den hvide bark til at glinse.
“Hvor er vores datter smuk,” sagde konen og græd.
Troldmanden vendte sig bort og gik ind i hytten.
Vinteren kom, og konen blev mere og mere trist. Troldmanden gik lange ture i skoven. Han tryllede granknogler om til duftende æbler. Han tryllede indtørret lyng om til farvestrålende blomster. Men ingen af disse gaver gjorde hans kone i bedre humør.
“Jeg savner hende,” sagde konen.
Som dagene gik, tilbragte hun flere og flere timer ude ved det unge
birketræ. Hun satte sig på stenen for foden af træet svøbt i uld og lod sneen falde i sit hår, indtil hendes læber var blå af kulde. Sådan fortsatte det, indtil konen pludselig fik feber og hoste.
Troldmanden tilbød at trylle hende rask. Men konen nægtede. Hun lagde sig blot i sengen besluttet på at lade feberen rase ud af sig selv.
Hun var syg i ti dage og tæt på at dø. På den tiende dag fik hun pludselig kræfterne igen. Hun rejste sig og sagde:
“Jeg må se til min datter.”
“Hvil dog blot en dag mere, så kan du gå ud til hende i morgen,” sagde Troldmanden.
Den nat tog Troldmanden en økse. Han fældede det unge birketræ og hakkede det i fem dele. Konen vågnede næste morgen. Hun var frisk. Feberen var væk. Hun sagde igen, at hun ville ud og se til datteren.
“Der er intet at se,” sagde Troldmanden. “Du behøver ikke sidde ude i kulden og blive syg.”
Da konen hørte dette, blev hun urolig og løb ud på engen.
Der lå birketræet. Hugget ned og hakket itu.
Men det var ikke et træ, som konen så.
Hun så pigen ligge død og kold i sneen.
Samme dag pakkede konen sine ting og drog bort uden at se sig tilbage. Troldmanden blev boende i huset langt inde i skoven. Han manglede ikke noget. Det han behøvede, fremtryllede han blot.
Troldmanden tryller et birketræ om til en lille, levende pige.
Men pigen vil ikke spise. Hun vil ikke lære at læse. Hun vil ikke være nogens datter. Hun ønsker sig blot sol og regn.
“Jeg behøver kun sol og regn” er en fabel – et eventyr – for større børn.