På lur

De næste mange dage lå jeg på lur. Men der kom ingen. Ikke en sjæl. End ikke en kat.

Det eneste, jeg så, var fugle. Masser af fugle. Det var til at få pip af. Men der var ikke noget at gøre. Når man er hemmelig detektiv som mig, er man nødt til at løse sagen. Ellers får man for alvor pip.

Sagen var som følger:

Hvem var heksen?

Var der overhovedet en heks?

Eller var det bare noget, folk bildte sig ind?

Der var kun én, der kunne nde ud af det. Og det var mig.

Så en nat sneg jeg mig ud.

Nu var der ingen vej tilbage.

Hvis heksen kom, ville hun æde mig til natmad.

Hvis min labre assistent så, at jeg havde været ude hele natten, ville hun æde mig til morgenmad.

Så sagen var ganske enkel:

Det var nødt til at gå godt.