I hr. Kosts gård

Mit næste vidne var hr. Kost.

Ham, der er vicevært i Høje Højhus, hvor jeg bor.

Og ham, som vi kalder hr. Ost.

Især når han ikke hører det.

”Uh,” sagde hr. Kost og gøs. Med et stort smil på læben.

Han lænede sig op ad kosten.

”Det hus har ligget der altid.

Før noget andet hus i hele byen.”

Han lænede sig frem. ”Ingen, der ser hendes hus, kommer levende derfra.”

”Jeg gjorde,” sagde jeg.

Hr. Kost talte videre, som om han ikke havde hørt mig. ”Og ve den, der ser heksen. Hun spiser små børn til middag. Og store til a en. Da jeg var dreng, var der tre børn, der blev væk, sagde de. Ha! Spist, blev de.”

”Og du er sikker på, at de ikke bare rejste væk?” sagde jeg.

”Ja, Filip. Helt sikker. De blev spist af heksen og hendes sorte katte.” Han hævede sin kost mod himlen.

”Stol aldrig på nogen med en kost!”

”Øh, nej,” sagde jeg.

Og tænkte mit.

Mine vidner var ikke meget værd. Alle sagde hver sit. Der var kun én ting at gøre – at tage sagen i egen hånd.